Et uregerligt billedsprog – om Simon Grotrians Eventyrdigte (2023) og andre nye videredigtninger af H.C. Andersen.
Skrevet af Anne-Marie Mai
Jeg kunne ikke stå for fristelsen! Hvad nu hvis… Jeg bad chatbotten, om at skrive et eventyr, som H. C. Andersen ville have gjort det. Læserne kan selv forsøge, men jeg må sige, at det resultat, der kom frem efter mindre end tre sekunder, var sølle! En tekst om drengen Emil, der finder en bog med H. C. Andersens eventyr, suges ind i en verden af ”eventyrlige prøvelser” og herefter selv begynder at skrive eventyr. Gab!
Måske skal vi hjælpe chatbotten og sende den på et af tidens populære skrivekurser, for foreløbig afslører den en fuldstændig mangel på sproglig nerve og kunstnerisk intelligens. Andersen er med sine næsten 225 år på bagsmækken en uovertruffen mester. Hvis han stærkest muligt skal på banen i den kunstige intelligens tidsalder, har vi brug for at se med friske øjne på hans liv og værk og finde nye måder at fortælle om ham på, gerne med al mulig digital hjælp og allerhelst med kunstnerisk assistance.
Mens chatbottens eventyr er et kedeligt bekendtskab, er der masser af fortællelyst, fantasi og grum humor at hente hos de af nutidens forfattere, når de giver sig i dialog med H. C. Andersen. Harald Voetmann, Kim Fupz Aakeson, Bjørn Rasmussen og Joakim Garff er et par af eksemplerne.
Harald Voetmann og Joakim Garff
Harald Voetmann udgav i 2020 sit Corona-eventyr om den nænsomme og hjælpsomme helt, H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog: Ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort Ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020.
Joakim Garff har i Solisterne (2023) digtet om, hvordan Søren Kierkegaard og H. C. Andersen sammen rejser til Italien, og Garff viser læseren Andersen som en erfaren og modig rejsende, der hjælper den noget famlende Kierkegaard, der kun én gang har været udenlands. De to får nogenlunde overstået deres uvenskab og finder sammen på deres rejseeventyr.
Kim Fupz Aakeson og Bjørn Rasmussen
Kim Fupz Aakeson fortæller i flere genrer om Andersens liv i Hans Christian Andersen – et liv med modgang, medgang og en masse eventyr (2022), og Bjørn Rasmussen bruger ”Den lille havfrue” som en undertekst i sin prisbelønnede digtsamling, Forgabt (2021). Hos Rasmussen bliver Andersens havfrueeventyr en ledestjerne i en vild søgen efter at slippe ud af nutidens seksuelle kassesystem og ud af en destruktiv humanitet, der er ved at kværne kloden til støv.
Eventyrdigte – en posthum perle. Også digteren Simon Grotrian (1961-2019) nåede inden sin alt for tidlige død at give sig ind i Andersens verden, og nu er hans efterladte Eventyrdigte (2023) udkommet på det aarhusianske forlag, Herman & Frudit. Den fine lille bog er illustreret af Adam Saks, og den rummer en rigdom af morsomme, rædsels- og tankevækkende eventyr, der refererer både til H. C. Andersen, brødrene Grimm og en folkelig eventyrtradition. Eventyrets galleri af figurer omfatter prinser, prinsesser, dronninger og konger, havuhyrer, havfruer, svaner, skrubtudser, hekse, juletræer, stjerner, kommaer, mælkebøtter, feer, engle og Gud selv.
Som hos Andersen bliver man draget ind i en fortælleverden, hvor sproget har sin egen logik, og ideer overraskende blandes. Det konkrete og det abstrakte, det billedlige og det faktiske blandes, så verden får nye dimensioner. Om samlivet mellem en dronning og konge hedder det eksempelvis, at det var ”skuffende, ja en hel kommode” (s. 34), og en havfrue fodrer en torsk (sic!) med guldkorn (s. 18). Billederne myldrer frem, og forfatterens billeddannende blik rammer alt fra salmebogens kommaer, der ses som feer, der jubler over Guds glæde ved ”endelig at have skabt noget godt” . Dronningen spartler ”plovfurer” ud under sin morgen-makeup (s. 34). Grotrian har taget Andersens særegne blanding af skriftlighed og mundtlighed til sig, og hans evne til at forundres over ord og vendinger er utrolig. Det er rørende, sødt, rædselsfuldt og mærkeligt alt sammen.
Havfruen, torsken og prinsen
Hos Grotrian kommer en Andersensk havfrue, der afskyer sin menneskelige overkrop, vrikkende ind hos en fiskehandler for at købe den torsk, hun har forelsket sig i på havets bund. Torsken er blevet fanget i prinsens garn, da den slugte den krone, prinsen i fuldskab havde kastet overbord. Da torsken ikke står til at redde, overrækker havfruen kronen til prinsen, der på stedet forelsker sig i hende. Men hun elsker stadig sin torsk og afslår prinsens frieri. Han svarer på hendes historie med at partere hende i to og lægge hendes torso på middagsbordet sammen med torsken, og således kan de to ”glo dumt og skelende på hinanden” ved selskabet.
Der er vendt op og ned på Andersens eventyr om den lille havfrue; ingen af karaktererne er særlig sympatiske, og hvad det hele betyder, er ikke nemt at begribe. Der er netop ikke en nøgle til forståelsen af de mærkelige figurer, når moralen lyder ”Man skal altså ikke lade sig hypnotisere af udstående øjne på tre kilometers dybde – men som havfrue klemme sig ind i en kaffetragt i stedet” (s. 19). Moralen er måske, at vi skal huske at se på omverden med et eventyrligt blik, og den er også optakt til et nyt eventyr: ”den lille havfrue i kaffetragten”. Når man herefter griber en kaffetragt, ser man en omvendt havfruekjole. Der er som hos Andersen historier allevegne, hvis man bruger fantasien.
Klodshans. I Grotrians variation over ”Klodshans” (s. 15) beder prinsessen frierne om at drikke en særlig te, som farver dem grønne, hvis de er forelskede hende, og blå, hvis de snyder med kærligheden. Den frier, der kommer med kærlighed, farves ganske grøn som en lysende melon (er en melon altid grøn, når læseren lige at tænke?), og beder prinsessen om selv at gennemføre prøven. Men hun bliver blå som en gorgonzola (er gorgonzola blå? – den er vel både blå og hvid, tænker læseren?) og må slutte sig til sine kasserede friere!
Den spidsfindige morale er: ”at vi næppe kan beregne os frem til, hvem der vil have os. Om man er blå eller grøn, afhænger af øjnene, der ser, og hudfarven tæller i alt fald ikke”. Eventyret skærper vores blik og anfægter vores hurtige bedømmelser.
Grantræet.
Variationen over ”Grantræet” (s. 32) er rørende med sin pointe om, at når juletræet visner, bærer myrer nålene til deres tue, og dets stjerne glider tilbage til sin plads på himlen. Når vi ser et stjerneskud, er der under stjernen et rigtigt juletræ – ”men man skal være hurtig for at kunne se det” (s. 33). Det gamle juletræ har i sin ungdom elsket en ”fyr” og leder som gammelt træ efter den elskede, der er endt som gulvbrædder! Som hos H. C. Andersen går realitetssans og et særligt blik for forvandlingens mulighed hånd i hånd.
Køn, alder og arter blandes hos Grotrian med den pointe, at kærligheden ikke lader sig begrænse. Prinsen med ørelokkerne elsker en anden prins, en rigtig punker med hanekamp og øreringe, men forlovelsen bandlyses, prinsen drukner sig i brønden, og et ”skrig af kulde gled som en gobelin over sjælen” (s. 17), og Grotrian får således brugt et billede, der afslører den hofkultur, som skiller de elskende.
Kærlighed og kristendom.
Grotrian udgav en stribe surrealistiske bønner, salmer og sange, hvoraf enkelte er optaget i Højskolesangbogen (f.eks. salmen, ”Min nåde er dig nok” fra 2017). Han erklærede sig som kristen, og man mærker, at hans særlige billedrige version af en ældgammel kristen forestillingsverden er i dialog med Andersens univers. Man bliver mindet om, at Andersens religiøsitet er sammensat og ikke lutheransk ortodoks, som flere Andersen-forskere har bemærket. Det gælder blandt andre teologen Kaj Mogensen i hans disputats fra 2017, Livet – det dejligste Eventyr. H. C. Andersens teologi. Andersens teologi er først og fremmest kærlighedens teologi.
Grotrians eventyrbog slutter med et eventyr om et sovende drømmeland, der vækkes af kærlighed: ”Kan vi se et andet menneskes kærlighed, da må vi vågne. Det kan være ham, du sidder ved siden af nu” – den pointe lyder Andersensk, og den er værd at huske!
| FAKTABOKS Hvis du vil dykke mere ned i emnet H.C. Andersen og julen kan du: • Lytte til podcasten ”Eventyrgeni og julepioner” på Radio 4 • Læse bogen ”H.C. Andersen og den borgerlige jul” af Bjarne Nielsen Brovst (2002) • Lytte til salmen ”Barn Jesus i en Krybbe laa” med DR Pigekoret • Læse eventyret ”Det gamle Egetræes sidste Drøm” (1858), som Andersen selv kaldte ”Et Jule-Eventyr” • Læse om nisser i eventyrene ”Nissen hos Spekhøkeren” (1852) og ”Nissen og Madammen” (1867) • Se ARTE-TVs ”Märchen für die Welt” (2020) – du kan slå undertekster til og oversætte det tyske til dansk eller engelsk |