Den 17de October 1849

Sölvbryllups-Klokkerne med Festlyd klinge

Og friske Myrter vi med Krandse bringe,

Gud signe Eder, Kjære, Elskelige!

Du Kjærligste af Fædre, Dig vi sige,

Hvor rig Du er, dog det Du veed,

Hvor rig i Börns og Hustrus Kjærlighed.

Og Du, o Moder, vennehuld som Faae,

Du bytted Pinien bort mod lyse Böge,

Fik Vinterskyer for de Bjerge blaae,

Mens Guldoranger vi mod Syden söge,

I Nord Du Lykkens gyldne Æbler saae.

De sees om Eder i de Kinder röde,

De klare Öine straalende af Fryd,

I Börneflokken og i Venners Möde

Paa Festens Dag med Sang og Jubellyd.

Igjennem Tanken gaaer en Caravane

Erindringer med Smiil og Alvors Blik,

Det suser höit, som Vingen af en Svane,

Det Hilsen er fra dem, Gud vilde, til ham gik.

Du, som i Sorgens Nat var Hjemmets Kjærte,

Du Kjærlige, Dit Fadernavn vi signe,

Og hun fra Tonekunstens store Rige,

Hun, Moder med det varme milde Hjerte,

Hun bytted Pinien bort med lyse Böge,

Fik Vinterskyer for Bjerge blaae,

Vor Kjærlighed en Glorie om dem slaae.

Gid Eders Liv og Lykke vi foröge,

O gid vi synge kunde bort hver Smerte,

Gid sjælefrisk som nu, en gjenfödt Vaar,

Vor Fest fornyes om fem og tyve Aar!