Foruden Hjemmet i de unge Aar

Et Hjem der staaer,

Jevnaldrende vi der vort Venskab skjænke,

Det Hjem har nögne Vægge rundten om,

En Sal halv tom,

Med Tavle, Landkort, Borde, lange Bænke!

Men i et Nu Historien der faaer lagt

Sin Billed-Pragt,

Og for os breder ud sig Verdens Lande:

Vor Tænkning skjærpes, Verden bliver stor,

Vor Tanke groer

Ind i det Skjönne, Gode og det Sande.

Her bliver Evangeliet os bragt,

I Hjertet lagt,

Et Lys, meer varmt og straalende end Solen.

Du andet Hjem i vore unge Aar,

Du deiligt staaer

I Manddoms Mindebog og kaldes Skolen.

I Gud vi födtes og i ham vi blive,

Han tænkte paa os alt fra Evighed,

Hvad bedst er for os vil han hver os give,

I ham vor Sjæl udödelig sig veed.

I Glædens Stund og under Sorg og Savn,

Med Barne-Sind vi flyve i hans Favn.

En Deel af Gud er i os lagt,

Sin Haand han over os vil holde,

Og ved sin Kjærlighed og Magt,

Hvad Bedst og Sandt er, tro udfolde.

Mens Kloder Fnug er for hans Fod,

Selv ei den mindste Orm han glemmer:

Vor Fader, stor og viis og god,

Dig er det vi hos Alt fornemmer!

O leve, leve, er saa smukt,

Ja, saa velsignet godt og herligt!

Kom, Haand i Haand med salig Flugt,

Som Södskende, trofast og kjærligt!

Vi fik jo samme Liv og Daab,

Eens Hjertet glædes, eens det lider,

Eens fik vi Evighedens Haab! –

Höit lovet Gud, i alle Tider!