Den lille Pige i Asylet

Deromme i Asylet paa Bænke sad de Smaa,

Med Haaret redt til Siden og fattige Klæder paa,

Men Alle nok saa glade, de strikked og sang iblandt:

»Vist ingen Amazone den første Strømpe bandt!« –

Nu fik de Lov at lege, mens der blev luftet godt,

De lystigt sprang i Haven, skjøndt Veiret var lidt raat;

Thi det var seent paa Aaret, hver Busk stod uden Blad,

Den nøgne, lille Have gjorde dem dog saa glad.

De toge hinanden ved Haanden, Alle vilde de med;

En Eneste kun havde sat sig hen paa et eensomt Sted,

En lille nydelig Pige, hun var vist kun fire Aar,

Ned over de blege Kinder faldt hendes gule Haar.

De fine, smaabitte Hænder hun holdt i sit lille Skjød,

Graad saae man ikke i Øiet, men dog den dybeste Nød.

»– Hvad feiler Du, lille Stakkel? Hvorfor er Du ikke glad?«

Med den tungeste Sorg i Verden den fireaars Lille sad.

»– Til Sengs laa min Fader længe, min Moder syg gik om!

For at klæde mig af i Aftes Nabokonen kom;

Der var saa mørkt i vor Stue, kun Løgten skinnede ind,

Hun talte til Fader og Moder, – de sov; hun klapped min Kind

Og lagde mig til dem i Sengen, sagde god Nat og gik;

Min Moders Haand var saa iiskold; – jeg sov i et Øieblik –

Og hele Natten jeg drømte, saa meget Velsignet jeg saae,

Jeg fløi langt ud over Volden og op i Himmelens Blaae!

Jeg fløi gjennem alle Guds Sale, min Fader og Moder var med,

Tilsidst fløi vi ind i Skoven, det allerdeiligste Sted,

Og Blomsterne talte og leged’, de vare saa store som jeg! –

– Saa vaagnede jeg imorges. Moder kyssed mig ei;

Jeg rørte ved hendes Kinder, paa hende og Fader jeg saa,

De vare saa kolde og stille –, alene jeg hos dem laa.

Jeg blev saa skrækkelig bange, jeg græd! – og Folk kom der jo,

De sagde, at Fader og Moder vare døde begge to!

Jeg fulgte med Nabokonen herhen, hun skulde forbi,

Hun henter mig henimod Aften, saasnart hun igjen er fri;

Jeg tænker paa Fader og Moder, hvor stille de laae,

De vare dog begge saa glade, da jeg i min Drøm dem saae.

Jeg tænker paa dem saa meget, og dog er jeg slet ikke glad!« –

– Med sin store Sorg saa alene den fireaars Lille sad.

De store mørkeblaae Øine, de smilte, Taarerne kom

– Men alle de andre Smaabørn legede rundtenom.