Den siette januar 1857

1

Naar Sneen har bredt Julebord

Og Nytaars-Nyet tændes,

Sangfuglen da faaer Hjerte-Ord,

Hvis Dyb og Sandhed kjendes,

Fra Øiet straaler Tanken klar,

Igjen et Aar er vundet,

Den kjære, sjette Januar,

Er os paa ny oprundet.

2

Fra Fødselsdag til Fødselsdag

Er kun et Fjed i Tiden,

Ved hvert et Fjed, sving Glædens Flag,

»Fremad!« det er vor Viden.

Hvem Gud har kjær, han giver Aar,

Og Høstens gyldne Dage,

Og ungt den Ældres Hjerte slaaer,

Glad skuer han tilbage.

3

Alt vexler her med hvert vort Fjed,

Den Lærdom giver Livet,

Men det som groer i Kjærlighed,

Blev Varigheden givet;

Det gjennem Vintertiden groer,

Ind i en evig Sommer,

Og Horizonten voxer stor,

Thi større Kredsen kommer!

4

Du Børn og Børnebørn kan see

Dig jublende omringe,

De Roser i din Vintersnee,

De Klokker, som kan klinge,

Og synge høit, o, bliv endnu

En Stund hos Dine Kjære!

Vi flyve fremad –! hver, som Du,

Med Dig, hos Dig, vi være.