Dronningen paa 16 Aar
Drama i to Acter
1833
AXEL OXENSTIERNE, Statsminister | |
EMMA, hans Broderdatter | |
FREDERIK DE BURY, Officeer i svensk Tjeneste | Hr. Holst |
CRONBERG, hans Fætter, Kammerherre | |
DAMER i Dronningens Følge, MINISTRE og HOFFOLK |
Første Act foregaaer paa et af Dronningens Lystslotte.
Anden Act paa Slottet i Stockholm.
Første Act
EnFørste Scene
AXEL OXENSTJERNE. EMMA (Oxenstjerne bærer en gylden Kjede, hvori hænger et Ordenstegn, han sidder i fortrolig Samtale med Emma).Ja, kjære Onkel, ja, jeg frygter – –! og det er jo naturligt! jeg som altid har levet langt fra Hoffet, hos en Tante, der kun var lykkelig, naar jeg var det; nu paa eengang indført mellem Rigets Store, der overøse mig med Smigrerier, fordi jeg er Deres Broderdatter, og De veed, en Broderdatter af den første Minister er jo altid elskværdig, smuk og aandrig. Desuden skal jeg jo nu første Gang forestilles for Dronningen; kan jeg da ikke nok være frygtsom? Hvor kan De lee af mig?
Du maa tage Mod til Dig. Iøvrigt vil jeg udsætte det noget. Vor unge Dronning har ikke sovet godt i Nat, og viser os derfor den Ære, at være i det sletteste Humeur.
Men, kjære Onkel, maaskee behøver De ikke at forestille mig?
Jo, det maa jeg. Det er mig om at gjøre, at faae Dig i hendes Tjeneste, og det er af Vigtighed, at hun har et ungt uskyldigt Væsen om sig, der ikke lader sig bruge til Intriguer.
Ja, fra den Side er Valget meget godt, thi jeg forstaaer mig ikke det mindste paa Statssager.
Ja, tak Du Gud derfor. Jeg har tilbragt min meste Tid med disse, og kan forsikkre Dig, at det ikke er de behageligste
Hun skal jo saa let kunne blive vred?
Hun bruser op og bliver god igjen en tre til fire Gange om Dagen, som det kan falde. Dronning fra hun var syv Aar, fik hun
Men man siger dog, kjære Onkel, at De staaer Dem meget godt hos hende.
O ja! hun har kun
Men hvad De der siger, er da slet ikke trøsteligt for mig.
Vær kun rolig! – hun har selv befalet mig at bringe Dig her til Hoffet. Imidlertid vilde jeg have udsat at forestille Dig for hende, til vi havde forladt dette gamle Lystslot, og vare flyttede ind i
Gifte mig bort?
Ja, – og jeg er meget glad over, at hun har faaet den Idee. – Folket, Hoffet, Staten, Alle ønske vi at Christine skulde vælge sig en Gemal af de mange Fyrster, der beile til hendes Haand. Men desværre syntes hun at true os med et langt Cølibat. Nu derimod da hun har faaet Lyst til at gifte Andre bort, saa er jeg ved godt Haab. Gjør man saadant noget for Andre, saa pleier man ogsaa at tænke lidt paa sig selv. Der er Ingenting, som er mere smitsomt.
Det er mig ligemeget, naar hun kun vil lade være at vælge for mig.
Det vil hun heller ikke, thi jeg har allerede gjort det.
De?
Ja. En Søn af
Ja, men kjære Onkel, den Gang han kom til min Tante, tænkte jeg slet ikke paa – –
Det er en Forbindelse jeg ønsker, og som skal og maa bringes istand!
Men mit Samtykke – –
Det har jeg givet – desuden, mit gode Barn, vil jeg ikke skjule for Dig, at dette Parti ikke alene er brillant, men at jeg ved dette troer at gjøre Sverrig en ny Tjeneste. Peerson er en mægtig Herre, en duelig og modig Raadgiver, som man pludselig har fjernet fra Hoffet. Formaaer jeg nu Dronningen til at bifalde en Forbindelse mellem hans og min Familie, vil det ikke blive vanskeligt at stille hans Vrede, og atter at bringe ham ind i Raadet.
Kunde De virkelig forlange sligt et Offer af mig? Jeg skulde endelig giftes, og hvorfor –? – for at gjøre Dem en lille Tjeneste.
Det er en Mand, hvis Ømhed vil gjøre Dig lykkelig! – Og hvad Du her kalder en lille Tjeneste, den vil bringe stor Løn!
Anden Scene
DE FORRIGE. FREDERIKDet er godt, saa vil jeg vente –!
O, Gud! min Onkel! det er ham.
Jeg tager ikke Feil! – Emma!
Ha! hvad er det.
Det er virkeligt Dem! Jeg troede mindst at jeg skulde træffe Dem her.
Og De, Frøken! De er altsaa ikke længer paa Deres Tantes Slot. (idet han bemærker Oxenstjerne). Om Forladelse, at –
Min Onkel!
Grev Axel Oxenstjerne! – Jeg havde ikke den Ære at kjende Deres Excellence!
En Ungdoms Ven af mig, en Mand min Tante har megen Agtelse for.
Og Du ogsaa, som det lader.
Hr. Frederik de Bury!
De Bury! virkelig? Det er Dem, der har været omtrent et Aars Tid i svensk Tjeneste, og allerede har en saa betydelig Rang i Armeen?
Jeg har den Ære at kjende Dem ret godt, (sagte) og det af gode Grunde!
Ja, Hr. Greve, et vigtigt Ærinde førte mig til Stockholm, og da jeg der erfarede at Hendes Majestæt opholdt sig her – –
Ja, med hele sin Hofstat, med alle Damerne i sit Følge.
Men, kjære Onkel, hvad kommer dette den Herre ved?
I Sandhed! Hr. Greve, jeg indseer ikke – (sagte). Man skulde snart troe, at han vidste alting!
Det er altsaa ham, der paa saa hemmelighedsfuld Maade protegeres!
De synes urolig? Hvorfor seer De
Jeg beder om Forladelse! Hvem har sit Værelse paa høire Side af Galleriet?
Damerne i Dronningens Følge.
Ah! det tænkte jeg.
Hvad er det dog? De er urolig!
Maaskee boer der en ubekjendt Skytsaand, hvis mægtige Skjønhed – –
Kjære Onkel! –
Hr. Greve, jeg forstaaer Deres Mistanke, men jeg haaber at De vil komme til at kjende mig bedre. Jeg elsker Deres Broderdatter; hendes Tante, Deres naadige Søster, er ikke uvidende derom, og vil ei modsætte sig, havde jeg kun Navn, Rang og Formue. Jeg elsker Emma høiere end før, en heldig Stjerne synes at lyse over mig, Lykken er mig gunstig –
Min Herre! – (sagte). O, mine skjønne Planer!
Tredie Scene
DE FORRIGE. CRONBERGSiden! – Jeg skal see, hvad jeg kan gjøre! – Hr. Greve, i dette Øieblik gik Hendes Majestæt i sit
Cronberg! min
Du, her, Frederik! ved hvilket Tilfælde? Jeg troede, at Du stod
De ere beslægtede?
Ja, beslægtede, men langt ude!
Hr. de Bury! Det er min Nieces Sag at svare Dem paa Deres Andragende, og jeg haaber, at hun ikke vil glemme hvad hun skylder sig og sin Familie. Kom Emma! – Hr. Kammerherre, De veed at Dronningen endnu i Dag tager til Stockholm.
Frederik, lev vel!
Den unge Herre maa man see at faae bort saa snart som mueligt.
Fjerde Scene
FREDERIK. CRONBERGJeg troer, at han her vil befale over mig.
I Sandhed, jeg forstaaer det ikke. Emma skal svare mig –! (til Cronberg). Kjære Fætter, jeg kan ikke komme til mig selv af min Forundring –! Du her! i Dronningens Tjeneste?
Ja, min Ven! og i Dag, som Du seer, i Virksomhed! Men Du? Det lader ogsaa som det gaaer godt med Dine Sager!
Det kan ikke gaae bedre! – Men i Sandhed Din Ansættelse –!
Ah! det undrer Dig? Ja, mig ligeledes! Jeg kan selv ikke begribe det. Da Du tog herfra, havde jeg en lille Plads hos Ministeren Grev Oxenstjerne – som jeg ellers ikke gjør videre af – jeg var tilfreds, da det ikke kunde være anderledes, og kjed og træt af at søge om en høiere Ansættelse, da jeg ganske pludselig erfarer, at jeg var ansat ved Hendes Majestæt Dronningens Hofstat. Da jeg nu engang var ved Hoffet, bragte mine Fortjenester mig snart videre frem. Jo! – Man finder Behag i mig! Vor lille Dronning har megen Godhed for mig, taler gjerne med mig – og – Du veed det nok, jeg er godt skaaren for Tungebaandet – – Hendes Majestæt hører mig gjerne.
Men siig mig, hvad er da egentlig din
Min Bestilling? Ja, det er just det, de Alle spørge om. Da jeg kom til Hoffet, havde Dronningen, for endnu mere at uddanne sig – thi hun lærer Latin og Græsk, og Gud veed hvad mere! hun havde, siger jeg, ladet forskrive Lærde fra alle Verdens Lande, og sammenkaldt den hele svenske Adel. See, da gik det mig saaledes. Enhver spurgte, hvem jeg var, hvad jeg
I Din pludselige Lykke, saavelsom i min, ligger der en Hemmelighed, som kun Tiden kan løse.
Lad den det, og bryd Du Dig ikke derom, kun, at vi komme frem, det er Hovedsagen. Ellers er det Hele jo ganske simpelt; man har Fortjenester –!
Ja, naar man har dem! (hemmelighedsfuldt). Men veed Du hvorfor Du er, hvad Du er?
Hvorfor jeg er, hvad jeg er?
Hvad om det var mig, som Du skylder, baade at Du er kommen til Hoffet, og Din Lykke og Dine Udsigter?
Hvorledes? Dig!
Ja, mig er det, Du har at takke for Alt. –
Hør, Frederik, gjør mig ikke vred!
Jeg skal forklare Dig det. Du er min Ven, min Fætter, Dig kan jeg betroe det til! Jeg trænger til Hjelp og Raad.
Raad? – Saamange Du vil!
Saa hør da! Du veed, at da jeg for noget over et Aar siden kom fra Heidelberg, hvor jeg havde tilbragt min Ungdoms-Tid, blev jeg her angrebet af en langvarig Sygdom. Hoffet var her just; jeg var et fattigt, ungt Menneske, Du var min eneste Slægtning, og ingen af os havde man endnu lagt Mærke til, hvorledes skulde jeg da faae Adgang paa Slottet, ihvor meget jeg længtes efter at see den unge Dronning, som jeg endnu ikke har seet. En Dag spadserede jeg her ved Indgangen til Haven for at tage frisk Luft, da staaer der paa eengang en ung Pige for mig i hvid Dragt. I Begyndelsen
Ha, ha, ha! Hvad er det for noget! det var jo et
Haab om at see hende førte mig næste Morgen til det samme Sted. Hun var der allerede.
Ja, saa var det en Dame fra Hoffet.
Denne Gang talte jeg med mere Tillid til hende, ogsaa hun viste saa megen qvindelig Blidhed, at jeg fik mere Mod. Hun vilde vide, hvem jeg var. Jeg sagde hende min dunkle Herkomst, min daarlige Lykke og mit inderlige Ønske at komme i Dronningens Tjeneste. Ogsaa om Dig, som min nærmest Beslægtede, talte jeg.
Virkelig, kjære Fætter! Ja vist, vi ere nær beslægtede!
Hun fortalte mig, at uagtet hun var saa ung, stod hun dog i megen Yndest hos Dronningen, der var af samme Alder som hun, og at jeg og min Familie kunde haabe Alt ved hendes Indflydelse. Vi kom saaledes oftere sammen. – Jeg var bleven den elskværdige Piges Ven. Hun lovede mig tusinde, forunderlige Ting, saa jeg
En Kaarde! – og meget kostbar! – Ha! naar jeg tænker mig om –! det var ogsaa paa samme Tid, at jeg blev kaldet til Hoffet. – O min kjære, kjære Frederik! – Siig mig dog, har Du ikke siden seet hende?
Jo, for to Maaneder siden, ikke langt fra Leiren, hvor Statsraadet paa en gammel Borg holdt en hemmelig Conference. Jeg blev en Morgen sendt derhen med et vigtigt Budskab. Man førte mig ganske allene ind i en stor Sal. Et Øieblik efter træder en ung Pige ind; hun gav et Skrig af Forundring, da hun saae mig – det var hende! – Jeg vilde kaste mig for hendes Fødder for at bevidne min Tak, men hun bød mig sætte mig hos hende; hun vilde skjule den Bevægelse hun var i, og antog en Mine af Værdighed, dog saae jeg, hvorledes Glæden straalede ud af hendes Øine. Hun havde slet ikke glemt mig, og Alt syntes at sige mig, at hun glædede sig over at see mig. Hun sagde mig ogsaa, hvad hun havde gjort for Dig.
Virkelig! men jeg troede dog, at min Fortjeneste –
Med en Ynde og Uskyld talte hun, som var henrykkende, og da jeg vilde gaae bort – kaldte hun mig tilbage, gav mig sin Haand – jeg trykkede den til mine Læber. – »Lev vel!« sagde hun, »tænk paa mig, og til Løn for det Lidet, jeg maaskee endnu kan gjøre for Dem, forlanger jeg den dybeste Taushed!« – Jeg forlod hende, og da jeg kom til Leiren, gav man mig en udmærket Hest – som, desværre, to Dage efter blev skudt under mig.
Det stakkels Dyr! – Just, ja just paa den Tid var det ogsaa, at det begyndte at gaae rask fremad med mig. Det lader virkelig til, at det dog ikke er alene min Fortjeneste –
Fra jeg sidste Gang saae hende, gaaer min Avancement saa hurtig fremad, at jeg selv er ganske underlig tilmode derved!
Jeg begriber det ikke!
Det er ikke fordi jeg skammer mig for mine Kammerater! nei, slet ikke. At jeg blev foretrukket, stødte dem i Begyndelsen. Man begyndte at mumle saa smaat, og ansaae mig mere for en Hofmand end en Kriger. Min gode Stjerne vilde da, at vi gik et Slag imøde, og det lykkedes mig for Alles Øine at vise mig den Naade værdig, min høie Beskytterinde saa rigelig skjenkede mig. Hvad der før havde seet ud som en Gunst blev nu en Retfærdighed.
Med mig er det nu en ganske anden Sag! Med mig kommer det ikke til Slag. Siig mig ellers, Du tænker da meget paa Din skjønne Ubekjendte? Føler Kjærlighed?
Kjærlighed? Nei, kun Venskab! sand Taknemmelighed. Jeg elsker en ganske Anden.
En ganske Anden? Ja, men hvad hindrer det Dig i ogsaa at elske her! Man kan elske overalt.
Glemme mit Troskabs Løfte? Skuffe hende, jeg elsker? Nei, nei! da kjender Du mig ikke. Tænk Dig ellers min Forundring, da jeg kom herind i Slottet, troer jeg, at jeg tæt herved – –
Saae Din Ubekjendte? – Er det muligt! – Ja, jeg er vis derpaa! – nye Naades-Beviisninger – O, fortræffelige Fætter, min eneste Ven! – vidste Du blot, hvor jeg holder af Dig, hvor hengiven jeg er Dig –! Ja, ja! Du er da Een af vore! – Ja, Du veed nok ikke –? Jeg er midt inde i Affairer – man taler om mig – der ere Folk, som sige at jeg er ærgjerrig, at det er det, der driver mig – Vel muligt! – fremfor Alt have vi sammensvoret os mod de Gamle i Statsraadet. Du maa hjelpe os. To af Ministrene maae bort. Axel Oxenstjerne –!
Axel Oxenstjerne? – Nei, jeg vil være udenfor disse Intriguer.
Giv Tid! Du er endnu uden Erfaring. Jeg skal nok give Dig den fornødne Underretning i Politiken. Men tys! der kommer Nogen! det er paa denne Tid, at Dronningen pleier at ride en Tour.
Dronningen! –
Depecherne, Kjære! – Jeg skal forestille Dig for hende.
O, jeg skjælver! – det er første Gang.
Femte Scene
DE FORRIGE. DRONNING CHRISTINE. OXENSTJERNE og TO ANDRE MINISTRENei, nei! jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke! jeg er ikke længer et Barn! jeg trænger ikke mere til Formyndere!
Gud i Himlen! – denne unge Dame – –
Grev Oxenstjerne, underret Friherre Peerson om, at fra i Dag af, tilstedes ham ingen Adgang til Rigsraadet. Det er min Villie.
Deres Majestæt!
Jeg vil det! (hun seer Frederik). Gud! de Bury!
Det er hende!
Deres Majestæt vilde dog have den Naade at udsætte Deres Befaling kun en kort Tid!
Hvem er den unge Officeer?
Min Fætter, Hr. de Bury, Capitain i Armeen.
Deres Majestæt! min General har overdraget mig – –
Naadigste Dronning! tilgiv ham hans Forvirring, hans Bevægelse; han er ung og frygtsom, min Fætter har endnu ikke den Øvelse – –
Han er bevæget! (høit). Ja, ja, jeg troer De har Ret!
Men saa tal dog! Man siger idet mindste noget ved en saadan Leilighed! –
Ah! – Vaabenstilstand! – Danmark tilbyder os Fred!
Fred! hvilket lykkeligt Budskab for Sverrige!
Ja meget lykkeligt! – Herr Capitainen, der overbragte mig dette, har Fordring paa min Tak. Hr. Major de Bury! De ville her modtage den!
Deres Majestæt!
Allerede Major! det er et Skridt videre.
Jeg veed ikke, om jeg drømmer!
Deres Majestæt, jeg beder om Naade for Friherren Peerson!
Jeg tilgiver ham! Lad det være glemt. (giver ham Depecherne). Grev Oxenstjerne see disse Papirer igjennem! ret snart.
Sjette Scene
CHRISTINE. FREDERIKDet stakkels unge Menneske! Han skjælver, det gjør mig virkelig ondt for ham! (høit). Kom nærmere, Bury! kom nærmere!
Tilgiv, Deres Majestæt, min Bevægelse –!
Ja, ja! ret gjerne.
Deres Majestæt, det er altsaa Dem, hvis høie Naade har beskyttet mig, hvis Velgjerninger – –
Tal ikke derom. – De har jo lovet mig Taushed.
Lad min Taknemmelighed –
Vil De giøre ligesom de Andre? – Man taler kun om Iver, om Hengivenhed – og jeg veed ikke Alt! – Maaskee man lyver! Fat Mod! er jeg ikke længer den unge Dame, dette Barn, som De eengang kaldte mig, hvem De saa aabent betroede Deres Glæder og Sorger? De skjælver endnu?
Tilgiv, Deres Majestæt –!
Hvorfor denne Frygt? Har De saa ganske glemt hine Dage, da de saa ærligt aabnede deres Hjerte for mig?
Den Gang troede jeg at aabne mit Hjerte for Venskab; jeg vidste ikke, at De var – Sverrigs Dronning.
Og jeg – jeg glemte det! –
Hvilke Erindringer! O Gud, jeg føler mig saa forvirret! –
Og hvorfor det? Fordi De ikke med bøiet Ryg, knælende paa Jorden talte med mig? O derfor er jeg slet ikke vred paa Dem. Tvertimod –! Ofte har jeg paa mine Slotte, hvor saa meget er Forstillelse, med inderlig Glæde gjenkaldt mig vor Samtale i Haven! – Deres Aabenhjertighed – De maa vide, det er just den jeg lider, det, jeg haaber igjen at finde hos Dem! det er det, jeg vil; saaledes skal det være! – Ah! nu bliver jeg jo med eet Dronningen! – At man ogsaa skal huske Dem paa sligt! –
Mig! mig! – – O Deres Majestæt, i enhver Omvexling af mit Liv, der synes mig en lang Drøm, stod De for mig fra hine Dage! Jeg svoer, at ville gjøre mig Deres Godhed værdig. Jeg svoer ved denne Kaarde – som indtil denne Dag har bragt mig Lykke, i det den erindrer mig om Deres Velgjerninger, Deres Venskab –! O tilgiv, tilgiv, at jeg brugte dette Ord!
Nu, tal De kun! – og siig mig, er De tilfreds? –
Deres Majestæt! hvor kunde jeg nogensinde haabe en saa hurtig Forfremmelse! – jeg, en ubekjendt Officeer!
O, deri tager De meget feil! Deres Familie er fransk, men den har alt tidlig tjent Sverrig. Deres Navn er alt bekjendt i vore Krigs Annaler! – De seer, jeg har ogsaa beskjæftiget mig med Dem – men hemmeligt! – Mine Ministre saae at De blev forfremmet, uden at kjende den Haand, der beskytter Dem. – Jeg undgik derved deres Spørgsmaal, og havde tillige den Fornøielse dog engang at kunne intriguere imod dem, der saa tidt intriguere imod mig. Det morede mig. Men da jeg for lidt siden saae Dem her, var jeg næsten bange for at røbe mig for dem Alle, og dog kunde jeg ikke lade være at lee af Deres Forundring og Forlegenhed.
Jeg kunde ikke skjule min Følelse! –
De kan altsaa endnu ikke forstille Dem?
Nei, slet ikke!
Ja, saa kan De ikke bruges ved Hoffet!
Det troer jeg heller ikke.
Jeg!
Nu, tag Dem i Agt! jeg skaffer Dem maaskee Uvenner – De frygter dog ikke?
Under deres Majestæts Beskyttelse føler jeg en ædel Stolthed –
De elsker Videnskaberne – Kunsterne –? Ja, det har De jo sagt mig.
Ja, og nu langt mere, da jeg veed at Deres Majestæt ynder dem!
Ah! der seer man nu, hvor godt De ligesom enhver Anden kan være Hofmand!
Deres Majestæt kunde tvivle om min Ærlighed! – O, min Taknemmelighed skal først ende med mit Liv! Og jeg lover Dem for Deres Fødder – –
For Guds Skyld, staae op! De veed ikke – ved dette Hof, hvor jeg hersker, vil min Interesse – Deres Iver – Alt vil vække en Nysgjerrighed, som jeg hader. Lykkeligviis kan jeg stole paa Deres Taushed, thi De har lovet – – (hun bemærker Oxenstjerne, som træder ind). Min Minister!
Syvende Scene
DE FORRIGE. OXENSTJERNEDeres Majestæt, jeg har læst Depecherne og kommer – –
Nu, Hr. Greve! hvad staaer deri?
Deres Majestæt, Ting af Vigtighed –! En Hemmelighed.
Ah, jeg forstaaer Dem. – Hr. Major, jeg ønsker at see Dem her igjen! – ret snart! De gaaer ikke for langt bort. – Lev vel!
Ottende Scene
CHRISTINE. OXENSTJERNEDen unge Officeer har udentvivl skildret Deres Majestæt Hærens Stilling.
Den unge Officeer – – ja, ja, jeg veed det!
Han har formodentlig givet Dem nøiere Underretning om –
Ja vist!
Han har da vel sagt Dem –
Hr. Greve! Depecherne.
Det danske Hof tilbyder os Fred, og for at slutte den endnu fastere ønsker det en Forbindelse mellem Dem og den danske
Atter et Giftermaal! – Tænkte jeg det ikke nok!
Min naadigste Dronning. De veed, at Sverrig seer med Smerte, hvorledes Deres Majestæt forkaster ethvert Forslag om Giftermaal. Iøvrigt siger man, at den danske Prinds skal være tapper, aandrig og elskværdig.
Hvad angaaer det mig?
Skulde Deres Majestæts Hjerte ganske være lukket for den Glæde at elske og være elsket?
Nei, nei! – det troer jeg ikke.
Prinds Frederik vil gjøre Dem Kronens Vægt lettere.
Finder De da at jeg bærer den slet?
Himlen bevare os! Ingen Fyrste i Europa
Men Hr. Greve!
Deres Majestæt veed, at jeg er en slet Hofmand.
Det er sandt! Og De kan, dersom jeg engang vinder nogen Berømmelse, være stolt deraf, eftersom De har opdraget mig. Kun Deres
Uden just altid at følge dem.
Ja, det er sandt! –
Men lad mig i det mindste vederfares Ret! Min Alvor behager ikke Deres unge
Bortfjerne Dem? Dem? Min gamle Ven! Nei, De er ikke af de Folk, man saa let lader gaae bort. – Men siig mig her, hvad raader De mig?
Til i Aften vil jeg lade Rigsraadet sammenkalde i Stockholm, og
Ja, derved er jeg jo endnu ikke
Major de Bury kan strax bringe Efterretningen derhen.
Bury? Nei, bliv! – Han er saa nylig kommen, og det med et vigtigt Fredsbudskab; jeg bør dog vise ham nogen Opmærksomhed. – Han har en Slægtning her ved mit Hof; han har Venner i Stockholm – og De vil saa hastig sende ham tilbage. – Nei, det gaaer ikke an! Jeg ønsker at han bliver her endnu nogen Tid. – Han skal blive!
Nei! han kan ikke blive, Deres Majestæt!
Hvorledes?
Tilgiv, Deres Majestæt! jeg meente, at det var nødvendigt, at denne unge Mand – –!
Forklar Dem tydeligere!
Det synes ikke passende, at –
Min Gud! Hvad er det? De forskrækker mig!
Jeg frygter at han i Stockholm – – et saadant Forhold –
Hvilket Forhold? Hvad er det!
Her paa Slottet synes at være en Dame – jeg veed ikke hvem – der meget hemmelighedsfuldt, men virksomt, tager sig af ham.
Er det ikke andet end det?!
Uden Tvivl er det hende, der er Skyld i at han nu er her.
Deri tager De dog feil!
Hvorledes, Deres Majestæt, De veed –?
Ja, ja, jeg veed det!
Og
De? Nei, Damen tillader det ikke. Men De, De Hr. Greve, kan De ikke gjette det? Det høie Raad om mig kan vel kjende mange Ting, gjennemskue meget, men i enkelte Ting kan et Fruentimmer dog ofte see dybere. Dette er her Tilfældet. Ja, hvad De saa længe har søgt at
Deres Majestæt! – i det mindste maa jeg erklære mig imod en Intrigue, hvori man ikke burde gjøre Dem deelagtig.
Og hvorfor det?
De kan ikke tillade, at denne unge Mand bliver her længer.
I denne Time, Hr. Greve, naar Hoffet begiver sig til Stockholm, vil den omtalte Dame –
Hun er i Deres Nærhed?
Ja, meget nær! – Hun vil modtage Majorens Arm. De vil da faae at see, hvorvidt De troer at kunne kæmpe imod ham.
Desuden vil jeg ogsaa paa det ivrigste fremskynde hans Afreise, for min Families Skyld. Min Broderdatters Lykke fordrer det!
Deres Broderdatter! Hvorledes! forklar mig! hvad kommer Deres Broderdatter Major de Bury ved?
Deres Majestæt! siden jeg nu engang maa sige det! De elske hinanden.
Elske!
Ja, de tilbede hinanden, som man jo siger. Om han mener det saa ærligt, veed jeg ikke. Med min Broderdatter er det derimod
Deri gjør De vel.
Jeg har lovet min Broderdatter til en Søn af Friherren Peerson.
Fortræffeligt! Det er et Par, som passe for hinanden. Det lader sig gjøre! Det skal De gjøre!
Altsaa Deres Majestæt har intet derimod?
Mod dette Giftermaal? Nei, slet intet! – Lad det gaae for sig saa snart De vil.
Der behøves ikke mere, end at Major de Bury saa snart som muligt kommer herfra.
Men troer de virkelig, at han elsker Deres Broderdatter?
Ja desværre! Men jeg
Ja, jeg vil see hende.
Niende Scene
DE FORRIGE. EMMA. (siden) CRONBERGKom, mit Barn, og fat Mod!
O Gud, jeg er saa bange!
Kom nærmere, Frøken! kom nærmere!
Deres Majestæt seer, hun er i Sandhed for smuk til at ægte en Lykkeridder, som Major de Bury!
Ret smuk, men heller ikke mere! (høit, i det hun reiser sig). Frøken! Ministeren Grev Oxenstjernes Broderdatter har Krav paa min Beskyttelse. Han ønsker Deres Lykke, og jeg vil gjøre mit dertil!
Deres Majestæt! – min dybe Taknemmelighed! (hun klynger sig til Oxenstjerne) O Gud!
Vær dog intet Barn!
Hr. Greve, De vil behage ogsaa at forestille mig den unge Friherre Peerson!
Gud!
Det er den Mand, Deres Onkel har bestemt Dem. Som jeg giver Dem! som De skal elske!
Deres Majestæt! jeg beder ydmygst, ikke denne strenge Tone –!
Streng? Jeg streng? De tager ganske feil!
Efter Deres Majestæts Befaling –
Hr. Kammerherre, den unge Officeer, Deres Fætter skal endnu i Dag forlade vort Hof! – Hører De? Endnu i Dag! – Min Statsminister vil give ham de fornødne Befalinger; han gaaer med disse til Hæren – til Grændsen – og De følger ham!
Tiende Scene
EMMA. OXENSTJERNE. CRONBERGHvor levende en Deeltagelse viser hun ikke for denne Sag! – I Sandhed! jeg begriber ikke –
Og hvor hun paa eengang saae
Men hvad er dette? – Jeg! – Jeg skal sendes til Armeen?
Hr. Kammerherre, det gjør mig inderlig ondt.
Gjør det Dem ondt? (sagte). Ham ondt!
Beskyttere! (med et Blik paa Emma). Hm! en Beskytterinde mener De vel?
De veed det altsaa? Godt? – Ja, en Beskytterinde, ja – det er endnu bedre! – og dersom en vis Dame sagde et Ord – –
Skulde det være Sandhed!
Ja, Frøken! ja en Beskytterinde – – i det Øieblik, Alt synes tabt, kan han reddes naar han vil – og jeg ogsaa – hun har megen Indflydelse, Hr. Greve, ja, saare megen! – Hun forsvarer ham og mig imod vore Uvenner! Hun har skjenket os begge sin Gunst!
Virkelig?
Gud hvad hører jeg!
Hos Dronningen har hun gjort min Lykke!
Er det muligt! (sagte). Min Broderdatter har forstaaet ham.
Hun har meer end nogen Anden erkjendt mit Værd, min Fortjeneste!
Ja, siden hun har udmærket Deres Værd kan man ikke længer tvivle om hendes eget.
Hun har gjort min Fætter til
Og derpaa til Statsminister.
Hvorfor ikke! det er muligt.
Frederik! skulde han virkelig!
Barn! hvad er det!
Intet! slet intet!
Og denne Dame er vist nok ung?
Naturligviis, og smuk!
Og hedder?
Hun hedder – Ja, Navnet kan jeg ikke sige Dem! Det har jeg mine Grunde for!
Og han – han elsker hende altsaa?
Om han elsker hende? Hun er meget smuk! han er ikke hæslig. Hun staaer høit, han stiger meer og meer. Han skylder hende, hvad han er, og hvad jeg er, og hvad vi begge ere. Desuden er det Hele bedækket med et høist interessant, hemmelighedsfuldt Slør. – Og han skulde ikke elske hende! – Hvad mig angaaer, var jeg i hans Sted, jeg tilbad hende; men jeg er ogsaa mere lidenskabelig!
Alt er mig nu klart! Hans Urolighed da han kom, hans Forvirring –
Du seer hvorledes han fortjener Din Kjærlighed. (sagte). Naar han nu giver sin Beskytterinde Haanden! – –
Jeg er vis paa, han brister af Harme!
Ellevte Scene
DE FORRIGE. FREDERIKDe erindrer vel Dronningens Befaling – – men for Dem er det jo en ubetydelig Sag at formaae hende til at kalde den tilbage!
I Sandhed! jeg maa jo ønske til Lykke.
Hr. Greve! (sagte). O, den Falske!
Gud! lad os gaae.
Uden at ville det, har han været mig til Nytte.
Tilgiv, Deres Excellence! – Frøken – er det Sandhed? De giver Peerson Deres Haand?
Ja, Hr. Major! (til Emma). Siig det selv.
Han har beilet til min Haand! – han elsker mig!
Fat Mod! – Vær stolt!
Han elsker mig! vil være mig tro!
Og De – De har lovet ham Deres Haand? – Emma!
Denne Forbindelse er i det mindste passende for vor Familie.
Det kan ikke være muligt!
Han vil gjøre mig lykkelig!
Lykkelig?!
Ja, det Hjerte, som engang var mit, lod sig forlede af falsk Glimmer! jeg har maattet opgive det – jeg maa forsøge at glemme det – og jeg har glemt det!
Det er godt mit Barn! – Ja, Emma har gjort sig fri for visse trykkende Baand og følger nu glad min Villie.
Han er fri! nu vil hans Hjerte kun banke for den skjønne Ubekjendte!
Tolvte Scene
FREDERIK. CRONBERGEmma! – Nei, det kan ikke være muligt! – men hendes Onkel? Han er riig, mægtig, fuld af Stolthed!
Hvilken Glæde vil det ikke være for mig, naar man siger: »Grev Oxenstjerne er tagen fra Hoffet til sine Godser!«
Min varme, inderlige Kjærlighed saaledes stødt tilbage.
Hvad! Du elsker hende? Du elsker Grevens Broderdatter?
Jeg? – Elske? Nei, nei! Alt er forbi! –
Desto bedre! Disse Oxenstjerner ere saavel dine, som mine Fjender.
Jeg kan ikke udholde det! – Dog, jeg veed ogsaa hvad jeg skylder mig selv. – At behandle mig saa haanligt!
Hovmod imod Hovmod! Viis Du dem Lige for Lige!
Det vil jeg!
Jeg er ikke hævngjerrig, men glæde mig, vil det dog, om de kom til at føle det! –
Troer han, jeg behøver hans Indflydelse, hans Gunst! – Nu, vi vil see! Det kunde blive mig, der afslog Partiet med hans Broderdatter. – Og for hvem bliver jeg opoffret? For en intriguant Nar! for en Peerson! –
Peerson! Nok een, der maa springe! – Men siig mig, saae Du din Beskytterinde? –
Ja, min Ven! jeg saae hende, saae – naar Du kun vidste – men jeg har maattet love hende dyb Taushed!
Som Du vil! jeg skal nok komme efter det! – Seer Du, jeg kjender alle Damer her ved Hoffet, der ere nogle meget smukke og nogle meget hæslige; ja sandelig en god Deel! Hovedsagen er her, at din Dame har Indflydelse hos Dronningen.
Ja, det tør jeg svare for!
Rimeligviis en af de
Ja vist, saadan en af de første!
Hun har megen Bevaagenhed for Dig!
Jeg har Aarsag til at troe det!
Ja, saa kan hun just nu give os den bedste Prøve derpaa! uden hende, vil det være ude med os!
Hvorledes? Tal tydeligere!
Dig sender man bort – men det er Dig maaskee ligegyldigt! – Mig befaler man at gaae til Armeen, men det er ganske udenfor mine Planer.
Sender mig bort? – Og hvem kan gjøre det?
Dronningen! –
Dronningen, siger Du!
Ja, og hun forbyder Dig, oftere at komme for hendes Øine.
Hvorledes! Dronningen! – hun som for et Øieblik siden – Ja, det kan ikke forundre mig – det vilde ogsaa være formeget at vente! – Nu er Alt forbi!
Ih, nei vist ikke! skynd Dig til din Ubekjendte. Hun, hun maa hjelpe os.
Ja, Kjære, er det din sidste Udvei, saa er det nu reent forbi! – Vi maa bort!
Nei, for Fanden! saaledes rømme vi ikke strax Marken! det vilde altfor meget
Hvad mener Du? – Greven –?
Ja! han var jo med sin Broderdatter hos Dronningen; og jeg saae begges triumpherende Mine – –
Du troer, at Greven –? – Ja, ja! Du kan have Ret! Jeg lod ham tilbage her! – det er en uværdig Opførsel! – Ja, vi maa reise strax!
Hvad jeg? Jeg skulde reise? Nei, saa kjender Du mig ikke!
Naar Dronningen befaler, maa vi adlyde.
Nei, min kjære Ven, Du kjender kun lidt til Hoffet og Menneskene der. – Gjelder det Titler og Æresposter, saa adlyder man
Trettende Scene
DE FORRIGE. CHRISTINE. EN OFFICER. DAMER. PAGERDronningen! – (til Cronberg). Er Alt i Stand til Dronningens Afreise?
Jeg vil selv gaae, for at see alting efter!
Nu, Hr. Kammerherre! (seer Frederik). De er her endnu?
Deres Majestæt tilgive mig! – Jeg adlyder – jeg iler bort herfra – men jeg føler dybt denne pludselige Omskiftning af Deres Naade for mig –
Jeg skylder Grev Oxenstjerne, at fjerne Dem for bestandig fra mit Hof. – Hans Lykke, hans Huses Ære afhænger heraf.
Han har anklaget mig for Deres Majestæt?
De elsker hans Broderdatter.
Jeg!
Ja, ja, De elsker hende! – Han, derimod, finder at Deres Formue, Herkomst, Deres –
O, derfor, Deres Majestæt, kan Hr. Greven være ganske rolig! – Hans Broderdatter har aldrig elsket mig! – Og jeg – jeg selv var kun henrevet af Erindringer fra Barndommen – forledet af et Slags ungdommeligt Venskab – Jeg kan let og gjerne glemme et Baand, som hun jo selv har sønderrevet.
De elsker hende ikke mere?
Nei, hun er fri – fri, som jeg selv!
De bedrager mig!
Jeg? Store Gud!
Fjortende Scene
FREDERIK. CHRISTINE. OXENSTJERNE. EMMADeres Majestæt! Jeg vover her at fremstille min Broderdatter, der med Taknemmelighed antager den Ægtefælle, De har bestemt hende.
Ja, med Taknemmelighed!
Jeg er tilfreds. Det er godt!
Og her er Depecherne, som Hr. Majoren skal bringe til Grændsen.
Nei, nei! – Jeg har forandret min Bestemmelse! Lad en anden Officeer besørge dem.
Ha! atter igjen et Spil af den hemmelige Beskytterinde. (høit). Deres Majestæt vil naadigst betænke – –
Frøkenen følger ikke med os til Stockholm! – hun bliver her paa Slottet, indtil hendes Bryllup. Jeg vil – jeg ønsker det!
Til hendes Bryllup!
Femtende Scene
DE FORRIGE. CRONBERG. DAMER. HOFMÆND og PAGERNaar Deres Majestæt befaler! Alt er i Stand til Afreisen.
Godt, min kjære Cronberg! – Vær kun ved godt Mod, De og Deres Fætter bliver hos os.
Ha, den Ubekjendte har talt for os!
Jeg føler mig igjen saa rolig!
Hvor dog Synet af hende endnu rører mig!
Nu, min Onkel! har De seet den ubekjendte Dame?
Tys, stille herom!
Greven er opbragt.
Hr. Greve, jeg stoler her paa Deres Lydighed! – Mine Herrer! Vi begive os bort!
Befaler Deres Majestæt –?
Major de Bury!
Seer De hende endnu ikke?
Stille, siger jeg – nu er Øieblikket –
Giv mig Deres Arm.
Min Gud, Dronningen!
Og jeg skal blive her!
Nei, kom! følg mig! vi maa herfra!
Anden Act
(En stor Sal paa Slottet i Stockholm. Til Venstre Dronningens Cabinet; paa samme Side staaer et Bord med Skrivetøi).Første Scene
»
Anden Scene
CHRISTINE. FREDERIK (som nærmer sig med Ærbødighed).Min Hr. Major, jeg lod Dem kalde, for i Fortrolighed at raadføre mig med Dem om en Ting af Vigtighed, det gjelder Sverrigs Hæder og Rolighed, maaskee min Lykke! Gud! Deres Lykke? Min naadige Dronning! – Og hvorledes? Paa hvilken Maade kan jeg –?
De er mig ærligt hengiven, og ofte tænker jeg paa den Tid da jeg besad Deres Fortrolighed og De min. Ja, De har den endnu, og jeg hæver Dem i dette Øieblik til min Raadgiver – min fortrolige Raadgiver! – Altsaa, min Hr.
Tilgiv, Deres Majestæt! – men – efter hvad Rygtet siger – man taler om en Formæling – –
De veed det altsaa. Ja, Statens Vel fordrer det; en længere Krig vil kunne blive farlig – idetmindste paastaaer man det. – Sagen forekommer mig virkelig alvorlig og vigtig, og derfor lod jeg Dem komme. – De er nylig kommen fra Armeen, De vil ærligt kunne sige mig, om vor Stilling virkelig er saaledes, at den kræver et Offer.
Nei, nei, ingenlunde! Det Felttog, vi nu have begyndt, maa bringe Sverrig Ære! Vor Hær brænder af Utaalmodighed, og snart vil den tvinge Danmark til en Fred, for hvilken Deres Lykke ikke behøver at være Prisen! – Vi vil stride med de Danske.
Det seer jeg helst, og jeg takker Dem for den Iver, hvormed De søger at berolige mig.
Der findes ikke een Officeer i den hele Hær, der ikke siger det samme, der ikke ogsaa, som jeg, gjerne offrer Deres Majestæt sit Liv og Blod!
Fred ....! Hr. Major! – nei, jeg troer ikke at Alle have saa megen Hengivenhed for mig, som De.
Vistnok, Deres Majestæt, har ikke hos Alle, saaledes som hos mig, Deres naadige Beskyttelse kunnet træde i Fortjenesternes Sted! –
Bury! De er beskeden. – Dog, lad os ikke tale om en Gunst, De virkelig fortjener. Jeg indseer let, at den har maattet overraske, ja endogsaa forvirre Dem lidt! Men siig nu, hvad tænkte De, hvad tænker De nu om Alt, hvad jeg har gjort for Dem? –
Naar jeg seer mig her paa dette Slot, saa nær Deres Majestæt – saa synes det mig som om – – en kongelig Medlidenhed –
Hvad er dette for et Ord! Det passer sig slet ikke for Dem. – Ja, det fornærmer mig. Jeg vil at man skal agte, skal ære Dem!
Men, Deres Majestæt, uden Navn, uden Formue –
Og naar jeg nu giver Dem et Navn? Naar jeg sørger for Deres Lykke? Jeg er vel endnu paa en Maade et Barn, men ikke et Barn, der gaaer i
Om Hæren, Deres Majestæt! om Danmarks Tilbud.
Ja, om Danmark – om Prinds Frederik – De veed jo der
Nu vel, Deres Majestæt, saa føre vi Krig! –
Tredie Scene
DE FORRIGE. CRONBERGDe Herrer Ministre ere samlede i Deres Majestæts Cabinet.
Endnu, før hele Rigsraadet samles! Jo, jeg forstaaer dem! De haabe forud at overtale mig. Hr. von Cronberg, jeg har bedet Major de Bury slutte sig til Dem, og ikke meer at forlade Dem. Jeg er meget tilfreds med Deres og med hans Tjeneste.
O, Deres Majestæt! –
De vil imellem give mig lidt Efterretning om ham, jeg vil sørge for hans Forfremmelse. De tager jo Deel deri.
Jeg? – Ja, den største! Jeg tænker ogsaa, naar Deres Majestæt befaler det, at Bury kunde forbinde sig med een af de første Familier, og bringe dens Glands over paa os – ja, paa ham, mener jeg!
De mener?
Nei, nei! jeg vil altid være fri! (fatter sig). Alt vil jeg have min høie Dronnings Naade at takke for.
Major – –! (fatter sig – til Cronberg). Hr. Kammerherre!
Fjerde Scene
CRONBERG. FREDERIKPaa Ære, min Ven, der gives virkelig
Troe, hvad Du vil! Hvad mig angaaer, saa bliver jeg her; min Fremtid synes mig nu sikkret, og naar Grev Oxenstjerne – –
Oxenstjerne! – O, med ham er det slemt paa Heldingen
Emma! – store Gud! er det muligt! –
Jo, hun er her! see! det er jo allerede stærkt! men hvad der er endnu værre, hun er her hemmeligt. Jeg har saaledes vidst at blande Kortene, at hun maa lade sig see for Dronningen. Hendes Majestæt vil da see, at Greven slet ikke har agtet hendes udtrykkelige Befaling – det er een Grund mere til Misfornøielse; han staaer allerede ikke længer saa høit anskrevet, og med Guds Hjelp skal vi nok ganske faae ham styrtet!
Emma, her! – Det er udentvivl blot for at trodse mig.
Men veed Du vel, at man her ved Hoffet kun beskjeftiger sig med Hr. Majoren, som Hendes Majestæt, da hun steg af Vognen, saalænge underholdt sig med, og strax efter lod kalde – Du vækker stor Misundelse, – ja, jeg selv –
Ogsaa Du?
Nei, nei, min kjære Major, jeg misunder Dig slet ikke al den Ære, man overvælder Dig med, naar jeg kun ogsaa faaer en lille Deel, kun en ganske lille Deel deraf! – Jeg er din Fætter. – Mit Symbol er: »Fremad, altid fremad! bestandig høiere op!« Derfor tag mig smukt med i din Flugt!
Vær kun rolig! jeg skal ikke glemme det!
Men siig mig, er det ikke sandt? Du tilbeder hende?
Hvem? Emma?
Nei, bevar’ os! jeg mener den skjønne Ubekjendte, som Du ikke vil nævne for mig! Nu, det er da ogsaa det Samme!
Din Ulykkesfugl! hvad er det Du siger! Hvor kan Du
Ja, hør blot! jeg troer, jeg veed hvem det er. Det er saadan en nydelig Blondine, et yndigt Barn, i Alder med Dronningen, den lille Frøken Stiernhjelm – ha, ha, ha! tilstaae det kun! hun elsker Dig, elsker Dig ganske djævleblændt, denne charmante lille Dame! Ti dog! jeg bærer den dybeste Ærbødighed – –
Ærbødighed? Ha! ha! ha! Troer Du at man her baade kan være ærbødig og taknemmelig mod Damerne? Nei, min Ven, det veed jeg bedre! Der ere visse Tilfælde, hvori man ganske maa glemme Ærbødigheden; men derimod lade Taknemmeligheden paa en egen Maade fremtræde.
Tys! der kommer Nogen fra Dronningen.
Grev Oxenstjerne; min inderlige – Fjende!
Femte Scene
DE FORRIGE. OXENSTJERNEMin Hr. Major, det glæder mig meget at see Dem her! (sagte). Det er just det jeg ikke ønsker.
Hvad mon han vil mig?
Hans Tone er saa blid, saa
Jeg haaber, at De vil give mig et sandt Beviis paa Deres Godhed, Hr. Major! ved at forlade dette Hof – Jeg beder Dem derom! (Frederik gjør en benegtende Bevægelse). Jeg beder Dem meget derom! – og i modsat Fald nødes jeg til at befale Dem det.
Hvorledes? Forlade Hoffet? Det er reent ud umuligt! – Det
Jeg har kun med Hr. Majoren at tale!
Er det Dronningens Befaling?
Maaskee –!
Ingenlunde! det er kun en Caprice – (rettende sig selv). Det er kun en eller anden mægtig Mands Villie.
Nu ja, det er det just! – Det er min Villie! blot min!
Naar saa er, maa vi
Hr. de Bury! jeg gjentager det: forlad Hoffet!
Hr. Greve –!
Major de Bury, min Fætter, De bliver her!
O, jeg forstaaer Dem! Man vil spinde Intriguer her; men deres Traade ere ikke fine nok til at undgaae mit Syn.
Ja vist, der gives Ministre, der ikke begynde at vise dem høflige, førend det er halvt ude med dem!
For Guds Skyld, Cronberg –! – min Hr. Greve –
Lad mig kun raade! Det er en himmelraabende Uretfærdighed; man maa ivre derimod, og jeg gjør det! Paa min Ære, saaledes behager De mig meget bedre!
Men De behager mig slet ikke.
Dronningen!
Sjette Scene
DE FORRIGE. CHRISTINEHvad er dette, mine Herrer? Hvilken høirøstet Ordstrid her, saa nær ved mig! Vil De behage at forklare mig –!
Deres Majestæt – Hr. Grev Oxenstjerne –
Nu? Hr. Greven?
Befaler mig at forlade Hoffet.
Ha! Hvad hører jeg!
Og Hr. Kammerherren tiltaler mig i en Tone, som næsten ikke mere forundrer mig.
Major de Bury! forlad os! jeg beder Dem derom. Om en Time skal De faae mine Befalinger at vide. Hører De, mine Befalinger!
Min Gud! hvad har hun vel i Sinde?
Kammerherre Cronberg, jeg er utilfreds med Dem! De har glemt den Agtelse, De skylder en Mand, som Grev Oxenstjerne.
Deres Majestæt –!
De forlader os!
Jeg troer, det trækker op til en Storm! –
Syvende Scene
CHRISTINE. OXENSTJERNESom det synes, er De ingen Ven af dem, jeg skjenker min Gunst.
Deres Majestæt, efter Alt hvad jeg har hørt – –
Formodentlig er det til Gjengjeld, fordi jeg ikke altid er fornøiet med dem, som De beskytter – den danske Prinds, for Exempel! – Ikke sandt? – Ja, mit Svar skal Rigsraadet snart erfare. Er det samlet?
Deres Majestæts bestandige Betænkeligheder ville bedrøve flere end mig. – Skulde De virkelig heller ikke være tilbøielig til denne Forbindelse? – De har hørt Deres øvrige Ministres Mening.
Ja, med al menneskelig Taalmodighed.
Det var Folkets inderligste Ønske de forelagde Deres Majestæt!
Hvad kan det være mit Folk om at gjøre, enten jeg elsker eller ikke elsker en fremmed Prinds, som jeg aldrig har seet, og som Ingen her kjender? – Fordi dette Giftermaal behager mine Ministre, skal jeg tage en Mand, der ikke behager mig? De seer dog selv, at det slet ikke er
Og dog maa De engang gjøre et Valg.
Ja, men skal der engang vælges, saa vil jeg nok selv være den, som vælger min Ægtefælle. Men, det har ingen Hast, jeg vil
Og hvilket Rige vilde Deres Majestæt vel helst –
Hm, – mit eget maaskee! –
Hvorledes? – En af Deres Undersaatter?
I det mindste var jeg da sikker paa, ikke at blive behersket.
En Svensk? Nei, det var umuligt!
Hvad siger De?
Jeg siger – Deres Majestæt, – ja, jeg siger egentlig intet; jeg gjentager: det er en Umulighed!
Og hvorfor da? Fordi Alle vilde være imod dette Valg. Deres Thrones Værdighed, Deres høie Forfædres Exempel, Sverrigs Lykke, Folkets Ære og dets Villie –
Folkets Villie? og min da?
Rigsraadet kunde ikke billige et saadant Skridt!
De veed vel, at Rigsraadet billiger Alt hvad jeg vil.
Men ikke jeg, og jeg er Deres Majestæts første Minister –
Og jeg, Eders Dronning. Naar jeg vil –
De kan ikke ville!
Hvem vil kunne hindre mig? Hvo tør driste sig dertil? – De vil gjøre mig vred. Altid siger man mig, at jeg er Dronning, er Herskerinde, og at Alle maa lyde mig, og dog er man mig imod, binder mig mine Hænder, modsætter sig mig. Jeg taaler det ikke længer! Fri vil jeg være! – og før jeg her giver efter, kaster jeg heller Scepter og Krone, overgiver Dem Alt, og forlader Sverrig!
Deres Majestæt –!
Hr. Greve, her i Slottet skal Ingen give Befalinger, uden de først komme fra mig! – Major – eller Grev de Bury skal man vise den fortjente Agtelse.
Grev de Bury!
Nu forstaaer De mig?
Nei, Deres Majestæt! – en saadan Begunstigelse for en Fremmed – en Lykkeridder, som i denne Morgen ikke syntes Dem værdig at komme ind i min Familie, kan jeg ikke forklare mig! Et Menneske, hvis Herkomst er ubekjendt –
Det koster mig jo kun et eneste Ord, og i Morgen er han den Første ved Armeen, den Fornemste ved Hoffet.
Ottende Scene
DE FORRIGE. EMMAMin Onkel! er det muligt! (hun seer Christine). Min Gud! Dronningen!
Deres Broderdatter!
Emma! har jeg ikke befalet Dig –? – Deres Majestæt! –
Min Onkel, man siger mig! man sender mig –!
Godt! jeg seer man har villet vise mig, hvor punktligt mine Befalinger blive efterlevede!
Deres Majestæt vil tilgive! Hun er et sandt Barn, der ikke længe kan være skilt fra mig; – og jeg haabede, at Major de Bury alt havde forladt Stockholm.
Ah! det haabede De (halv sagte). og hun vel ogsaa! Ikke sandt? Men han bliver. – Nu staaer min Beslutning fast!
Niende Scene
OXENSTJERNE. EMMAJa, bort herfra! Det er jo Alt hvad jeg vil! Kun snart! ret snart! –
Ha, hun røbede sig! Nu, Gud skee Lov, at jeg veed, hvorledes det Hele staaer! Hun gaaer sin Vei, og jeg gaaer min. Lykkeligviis havde jeg forudseet Alt, og har min Broderdatter i Nærheden.
De er vist meget vred paa mig? Men da man sendte mig til Dem – –
Vilde man skade mig, men Gud være lovet, just herved ere vi reddede! Naar jeg siger vi, mener jeg Sverrig; thi hvad mig angaaer, er jeg Intet. Det er den sidste Tjeneste jeg gjør Dronningen, det sidste Skridt til Sverrigs Vel – Lad dem tage min Frihed, ja mit Liv, med Glæde vil jeg offre det, naar jeg kun kan døe som en retskaffen, Fædrenelandet hengiven Tjener.
Gud, med hvilket Blik Dronningen saae paa mig! Jeg skjælver endnu af Frygt.
Ja,
Jeg hørte Dronningen tale om Bury –
Ja, han kommer her.
Da vil jeg –!
Nei, Du bliver! Du maa blive. Han er jo forelsket i Dig ....
Nei, nei! kjæreste Onkel! De veed jo –!
Jeg veed det! jeg veed det nok – nei, jeg vil intet vide! – Han elsker Dig, og Du elsker ham igjen – nu, desbedre! –
Men kjære Onkel, hvorledes kan De troe –
Jeg kan troe det! Jeg veed det! Du elskede ham jo endnu imorges, og et Qvinde-Hjerte maa stille sig an som det vil – saa hurtigt forandrer det sig dog ikke.
Da synes det dog, som De har forandret Deres Mening!
Ja det er en stor Forskjel! – jeg er en Statsmand! – O, jeg Blinde! der imorges gjorde mig saamegen Umage for at forhindre, at – (han giver hende
Men, Damen, som beskytter ham – han elsker hende!
Elsker hende? Nei, nei, det kan jeg ikke troe! En saadan Tanke har han endnu ikke turdet vove. I ethvert Tilfælde skal jeg snart erfare det! –
Men, hvem er hun?
Det behøver Du ikke at vide. Kommer Grev Bury ind til Dronningen, og faaer talt med hende, da er det ude med os! Jeg maa i Rigsraadet! Der vil jeg fast og uden Frygt for Mennesker tale Sverrigs Sag; Du kan
Tiende Scene
Jeg skal see ham igjen! tale med ham! Nei! efter hvad der er skeet imellem os – hvorledes er det muligt? – Og dog – (seer henimod Dronningens Værelse). »Kommer han ind til Dronningen og faaer talt med hende, da er det ude med os!« – saaledes var det jo min Onkel sagde! – Og dette Brev! – Gud, der er han!
Ellevte Scene
EMMA. FREDERIKVelan, denne Gang befalede Dronningen det selv – Hvad seer jeg! Emma!
Han har seet mig!
Hun vender sine Øine fra mig!
Jeg vil idetmindste ikke begynde.
Jeg vil ikke anden Gang være til Spot for hende!
Min Gud, han gaaer til Dronningen! (høit). Hr. de Bury!
Emma! De nævnte mit Navn?
Jeg?
De kalder mig tilbage! – Hvorfor vil De nægte det igjen! O, jeg vil gjerne tilstaae, at det var min Beslutning at
de Bury!
Jeg troede mig forraadt, jeg var fortvivlet, og dog – dog saae og søgte jeg Ingen uden Dem.
End mig? Og langt fra mig var De jo dog saa lykkelig?
Lykkelig! Jeg skulde være lykkelig ved Udmærkelser, som jeg ikke kunde dele med dem? Ved at nærme mig en Fremtid, da jeg ikke mere skulde see Dem? – Nei, Emma! jeg var lykkelig, da jeg troede mig elsket af Dem – og trods deres Fordom imod mig –
Min Fordom imod Dem! – Nei, det Hele er kun altfor sandt! – Denne Dame, ved hvis hemmelighedsfulde Beskyttelse – (Frederik gjør en Bevægelse). Ja, De seer, at jeg veed Alt! – Jeg elskede Dem saa trofast, – O, Gud! ja, jeg troer jeg elsker Dem endnu – Alt beroer kun paa et eneste Ord. – Denne Dame – hvem er hun?
Emma! De forlanger at vide en Hemmelighed, som – ikke er min.
Saa behold den, Hr. de Bury! ja, behold den kun. Jeg tør ikke mere see Dem.
O, Emma! De vil vist engang selv lade mig vederfares Ret! Lev vel!
Frederik!
O, nu seer jeg – nu tør jeg haabe, at hvis De turde følge Deres Hjerte, da vilde De tilgive mig, men, at det er Frygt for deres Onkel, hvis Uvillie – –
Min Onkel – Gud! – dette Brev –!
Et Brev fra ham? Jeg forstaaer Dem ikke. (aabner Brevet og læser det i Hast). Er det muligt! Tør jeg troe det! og De? De samtykker i det han her har skrevet?
Jeg – samtykke? – Jeg veed jo slet ikke hvad han har skrevet!
»Min Hr. Greve! De elsker min Broderdatter.« – De seer, at han slet ikke tvivler derom.
O, læs! læs!
»De har bedet om Emmas Haand; Hun skal være Deres paa een Betingelse: at de øieblikkelig fører hende til Alteret, saasnart De har læst dette. Jeg iler hen for at give de fornødne Befalinger; Alt skal være istand til Ceremonien. Dvæler De, udsætter De det kun et eneste Øieblik, da taber De Emma for stedse. Axel Oxenstjerne.«
Er det muligt!
De seer selv, Deres Onkel –! jeg kan ikke selv forklare det! Dog, det er det samme! – Emma, samtykker De? –
Jeg?
Tolvte Scene
DE FORRIGE. CRONBERG (kommer hurtig ind).Nu, jeg er altsaa Baron! Det gaaer med en Hurtighed –! (til Frederik). Ah, min Hr. Greve; thi Du veed dog, at Du er Greve?
Jeg! – drømmer Du?
Som jeg siger Dig! Du er Greve og jeg Baron. Dronningen gik i dette Øieblik fra Rigsraadet: hun syntes at være meget opbragt, og alle disse Herrer, de havde en Mine – oh en Mine – saa suur og bister, at man nok kunde see, at Dronningen havde slaaet dem et Segl for Munden. Da hun saae mig, sagde hun strax: »Baron Cronberg, gaae strax til Grev Bury, jeg vil ufortøvet tale med Dem begge!«
Ja, jeg skal strax være i Hendes Majestæts Cabinet.
Og min Onkels Brev –?
De samtykker da?
Deres Onkel har jeg ogsaa seet, min naadige Frøken! han var ligesom ude af sig selv og foer ned til Slots-Capellet. Hvad der er foregaaet, veed jeg ikke, men jeg tænker som saa: naar vi stige, er det rimeligt: at han (gjør en mimisk Bevægelse). – Nu, kom i Hast ind til Dronningen!
Frederik! Frederik! – Jeg vil Alt! – Jeg er Din!
Emma! jeg Lykkelige!
Ja, Du Lykkelige! Hvem veed hvad der endnu kan skee.
Hun ønsker min Lykke! – Ja ret af Hjertet ønsker hun den! hun vil ikke være herimod!
Jeg troer jeg hører Dronningen!
Dronningen?
O Gud! jeg skjælver! – Og Du Frederik!
Min Emma! Dig følger jeg!
Du styrter os i Fordærvelse, hvis Du lader Dronningen vente paa Dig.
Bliver Du her et Øieblik længer, er jeg evig tabt for Dig!
Kom Emma! kom!
Saa hør dog! – Frederik! Min Hr. Greve! – Han lader mig staae – og Dronningen vente! Min Gud, hvad betyder dog alt dette? – Hvad vil det sige! Fra imorges af har jeg havt Uheld med først at erfare Alt, naar det var skeet! jeg veed slet intet forud! Her staaer jeg som en Nar! – Man gjør mig til Baron, det er ganske behageligt! Men man viser mig slet ingen Fortrolighed! – Denne Dame, som saa virksomt tager sig af os, kjender jeg endnu ikke. – Og hvorfor gik han? Hvad skal jeg nu svare Dronningen, naar hun spørger mig: »Hvor er Grev Bury? hvorfor kommer han ikke efter min Befaling?« – For Fanden! nu bliver jeg virkelig vred. Jeg bryder med ham! vel er han min Fætter –! men hvad kan det hjælpe? Min Lykke er mig dog nærmere end mine Slægtninge.
Trettende Scene
CRONBERG. CHRISTINE (hende følge): TO DRABANTER og NOGLE PAGERKan man tænke sig sligt! – Jeg skulde tillade, at man foreskriver mig Love; – at man vil regjere over mig! – Og denne Peerson, der nu igjen er kommen ind i Rigsraadet, alene for at sætte sig imod min Villie! – Baron Cronberg, hvor er Grev Bury? – Hvorfor har han ikke indfundet sig?
Det tænkte jeg nok!
De svarer mig ikke?
Deres Majestæt – jeg veed ikke – jeg har ikke –
Han skal strax, strax komme til mig! – Jeg venter paa ham.
Nei! jeg vil dog ikke bryde med ham!
Hvor jeg skal glæde mig ved hans Overraskelse, naar han erfarer sin Lykke! – Han elsker mig, ja han elsker mig! Det er der ingen Tvivl om! – Hvad jeg føler veed jeg endnu ikke ret selv; men de mange
Har De ikke forstaaet mig? – Greven – Grev Bury skal komme her!
Deres Majestæt, han var her – – men Grev Oxenstjernes Broderdatter –
Hvorledes? hun! – hvad er det?
Ja, med hende er han fulgt, – og som man har sagt mig, ventede Greven paa dem.
Greven!
I Slots-Capellet!
Hvad hører jeg! I Slots-Capellet (seer Frederik, som træder ind). Ha! der er han!
Jeg tro’r jeg ryster!
Fjortende Scene
DE FORRIGE. FREDERIKEfter Deres Majestæts Befaling –
De har længe ladet mig vente efter Dem.
Jeg tør haabe, Deres Majestæt vil tilgive mig et Ophold, der har grundet min Lykke – Grev Oxenstjerne –
Hvad har han kunnet gjøre for Deres Lykke?
Han tilbød mig sin Broderdatters Haand – endnu i Dag – i dette Øieblik – og –
De svarede ham –?
Jeg er nu hendes Ægtefælle!
De? – Og det siger De mig! Bort!
Deres Majestæt!
Bort herfra, siger jeg! –
Paa min Ære, hjælper den Ubekjendte ikke denne Gang, saa seer det galt ud!
Grev Oxenstjerne skal ufortøvet komme her! Cronberg! De maa hente ham! (han vil gaae). Dog nei! De bliver!
Det er nu igjen noget nyt – og det kan jeg takke ham for!
Grev Oxenstjerne! –
Femtende Scene
DE FORRIGE. OXENSTJERNEDeres Majestæt seer mig her –
Kom nærmere Greve! De har forraadt mig! fornærmet mig –! (til de Herrer, som fulgte hende): Mine Herrer! jeg vil tale med Greven!
Nei, Deres Majestæt! jeg har kun forandret min Beslutning.
Og det uden mit Samtykke!
Tingen syntes mig ikke af saa stor Vigtighed –!
Og naar jeg nu erklærer dette Giftermaal for ugyldigt –!
Deres Majestæt vil ei kunne det!
Grev Bury selv kan strax løse dette Baand – De har forledet ham, bedraget ham –!
Deres Majestæt – jeg har endnu Ingen forledet, Ingen bedraget, og min Svigersøn –
Deres Svigersøn –!
Ja, han er ude af sig selv af Glæde – – han elsker sin unge Kone.
Og naar nu jeg ikke vil!
Han er Mand for stedse at ville elske hende.
Men Formue, Æresposter, Rang og Værdighed –
Besidde vel en Tillokkelse, man ikke godt kan modstaae –! Alle disse Ting formaae vel at blænde en ung Officier, og det var just dette, der bestemte mig.
Grev Oxenstjerne!
Jeg har ulykkeligviis det Held, altid at komme efter Hemmeligheder. Her er jeg kommen efter een – som endnu ingen uden jeg kjender. Den har bragt mig til at skjælve for Sverrigs Throne, for et Land, jeg har svoret at beskytte og at forsvare.
Grev Oxenstjerne.
Ja, jeg har svoret det – Deres Majestæt! og jeg er vant til at holde min Eed. – De kjender Sverrigs gamle Stolthed. Dersom de krænkede den, hvor let vilde De da ikke ogsaa kunne tabe dets Agtelse, dets Kjærlighed.
Grev Oxenstjerne!
Desværre, mangler Hoffet her ikke Smigrere, der pleie at føre et andet Sprog end dette. De drive deres Haandværk, jeg – udøver min Pligt. Maaskee bliver det min Undergang – maaskee har jeg min Dronnings Unaade, og det smerter mig, men det er det sidste Offer, een af Gustav Adolfs gamle Tjenere bringer; en Mand, der tjener sit Fædreneland,
Og Lønnen for dette Offer?
Vil blive Unaade og Forviisning – det har jeg forudseet!
Og forudseet rigtigt. (til de, som staae i Baggrunden). Lad Ministrene samle sig! Grev Oxenstjernes Broderdatter maa ikke forlade Slottet! – Major de Bury skal komme.
Jeg behøver ikke at rødme for denne Kreds. Mit Liv, mine Embeder tilhøre Deres Majestæt, og her for Deres Fødder nedlægger jeg den Værdighed, jeg modtog af Deres Kongelige Fader og af Dem.
Jeg tager imod den!
Jeg har endnu et andet Pant paa Deres Tillid til mig, et Tegn paa mine Tjenester, hvortil herlige Erindringer knytte sig. – Denne Kjæde, den samme Deres Fader, den store Gustav bar ved
Selv smykkede De mig dermed paa hiin Dag, da Stænderne engang modsatte sig et Indfald af Deres Majestæt. De var dengang meget ung – De kjendte ikke Thronens og Deres Undersaatters Rettigheder og Pligter –
Jeg erindrer det –
Da traadte jeg hen for Dem – men ved at see Deres Raadgiver, Gustavs Ven, den gamle Tjener, som Deres Fader eengang betroede Deres Ungdom, og som nu skulde bøde for sin 30aarige tro Hengivenhed – rørte der sig noget i Deres Hjerte – Deres Vrede var forbi! Deres Majestæt følte vistnok, at Ministeren, som opofrede sig selv for at frelse Dem, var mere tro, end de Feige omkring Dem, der billigede enhver af Deres Handlinger. – Og da man troede, at De vilde afsige min strenge Dom, rakte De mig den Kjede, De selv bar, og sagde: »Oxenstjerne, tag dette! De var min Faders Ven, vær ogsaa min! Gjem dette til Erindring! Gid det maa minde os begge om hvad der er skeet i Dag, og dersom jeg nogensinde kan glemme mit Folks Vel, min Krones Ære og Deres oprigtige Venskab, saa lad denne Løn for Deres tro Tjeneste, lyse for mine Øine, og De vil atter vinde Christines Hjerte!«
Grev Oxenstjerne!
Jeg rækker Dem her dette dyrebare Tegn paa Deres Majestæts Naade. Gid det erindre Deres Hjerte om et Mod, der bragte mig Forviisning til Løn.
Paa den Dag min store Konge seirede, maatte han døe; – som han redder jeg ogsaa idag min Ære – men ikke saa lykkelig, som han!
Sextende Scene
DE FORRIGE. EMMA. FREDERIK. CRONBERG. MINISTRE og HOFFOLKBury! (hun seer Emma). Gud! det er hende!
Deres Majestæts Befalinger ere efterlevede.
Mine Herrer! jeg har ladet Dem sammenkalde, for at meddele Dem min Beslutning: den Forbindelse, De har foreslaaet mig, forkaster jeg. Allene vil jeg herske. Skjøndt jeg er ung, har jeg dog fattet en uigjenkaldelig Beslutning. Min høie Faders Scepter skal udeelt være mit. Mine Undersaatters prøvede Mod og deres trofaste Kjærlighed ere de eneste Støtter, jeg ønsker mig, og ved Guds Hjelp ville de være mig nok! (til Frederik med dyb Bevægelse uden at see paa ham). Grev de Bury, reis til Danmark med Deres Gemalinde – til Danmark! – bring mit Svar og mine Fredsforslag. – Reiser endnu i Dag – begge to – ja endnu i Dag! Vi udnævne Grev Bury til Vor Gesandt hos Vor Broder, den danske Konge! Glem ikke, at De i Sverrig har Venner, der vil vaage over Deres Vel.
Gud! saamegen Naade!
Nu endogsaa Gesandt! Det maa jeg tilstaae –
Mine Herrer! Grev Oxenstjerne har gjort sig høit fortjent af sit Fædreland og af sin Dronning. (hun hænger ham Kjæden igjen om Halsen). Hr. Rigskantsler! Er De tilfreds med mig?
Deres Majestæt! (reiser sig). Vor høie Dronning leve!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Dronningen paa 16 Aar. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 10: Skuespil I 1822-1834. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.