H.C. Andersen

Dronningen paa 16 Aar

Drama i to Acter

1833

Opført første gang 29. marts 1833
  • CHRISTINE, Dronning af Sverrig
    Fru Heiberg
  • AXEL OXENSTIERNE, Statsminister
    Hr. Dr. Ryge
  • EMMA, hans Broderdatter
    Jfr. Heger
  • FREDERIK DE BURY, Officeer i svensk Tjeneste
    Hr. Holst
  • CRONBERG, hans Fætter, Kammerherre
    Hr. Seemann
  • DAMER i Dronningens Følge, MINISTRE og HOFFOLK

Første Act foregaaer paa et af Dronningens Lystslotte.

Anden Act paa Slottet i Stockholm.

Første Act

En gothisk Sal. Til Høire Dronningens Værelse.

Første Scene

AXEL OXENSTJERNE. EMMA (Oxenstjerne bærer en gylden Kjede, hvori hænger et Ordenstegn, han sidder i fortrolig Samtale med Emma).
EMMA

Ja, kjære Onkel, ja, jeg frygter – –! og det er jo naturligt! jeg som altid har levet langt fra Hoffet, hos en Tante, der kun var lykkelig, naar jeg var det; nu paa eengang indført mellem Rigets Store, der overøse mig med Smigrerier, fordi jeg er Deres Broderdatter, og De veed, en Broderdatter af den første Minister er jo altid elskværdig, smuk og aandrig. Desuden skal jeg jo nu første Gang forestilles for Dronningen; kan jeg da ikke nok være frygtsom? Hvor kan De lee af mig?

OXENSTJERNE

Du maa tage Mod til Dig. Iøvrigt vil jeg udsætte det noget. Vor unge Dronning har ikke sovet godt i Nat, og viser os derfor den Ære, at være i det sletteste Humeur.

EMMA

Men, kjære Onkel, maaskee behøver De ikke at forestille mig?

OXENSTJERNE

Jo, det maa jeg. Det er mig om at gjøre, at faae Dig i hendes Tjeneste, og det er af Vigtighed, at hun har et ungt uskyldigt Væsen om sig, der ikke lader sig bruge til Intriguer.

EMMA

Ja, fra den Side er Valget meget godt, thi jeg forstaaer mig ikke det mindste paa Statssager.

OXENSTJERNE

Ja, tak Du Gud derfor. Jeg har tilbragt min meste Tid med disse, og kan forsikkre Dig, at det ikke er de behageligste Forretninger. Jeg var Minister hos Gustav Adolph, den store Konge! nu er jeg det hos Datteren Christine, der har arvet Alt efter Faderen, hans Egensind, ikke at forglemme.

EMMA

Hun skal jo saa let kunne blive vred?

OXENSTJERNE

Hun bruser op og bliver god igjen en tre til fire Gange om Dagen, som det kan falde. Dronning fra hun var syv Aar, fik hun alt tidlig den Vane at sige: jeg vil det! – Halv Barn endnu, regjerer hun et Folk, der elsker hende, og bærer allerede Kronen, som den standhaftigste og mægtigste Konge. Vel er jeg hendes første Minister, men ofte er der en Anden, som jeg maa staae tilbage for, der regjerer og giver Love – og det er hendes Lune! – Tro mig, det er en farlig Minister, dersom hans Indflydelse varer ved, da vil hun, trods alle hendes fortræffelige Egenskaber, blive den meest selvraadige og slettest opdragne Dronning i hele Europa.

EMMA

Men man siger dog, kjære Onkel, at De staaer Dem meget godt hos hende.

OXENSTJERNE

O ja! hun har kun to Gange ladet mig forvise af Riget. Det var mig det Samme, thi jeg gik ikke; jeg bliver ved Thronen for at tjene Fædrenelandet, og her vil jeg døe, og det først ret seent, for at ærgre dem, der gjerne tidligere vilde indtage min Plads.

EMMA

Men hvad De der siger, er da slet ikke trøsteligt for mig.

OXENSTJERNE

Vær kun rolig! – hun har selv befalet mig at bringe Dig her til Hoffet. Imidlertid vilde jeg have udsat at forestille Dig for hende, til vi havde forladt dette gamle Lystslot, og vare flyttede ind i det nye Palais i Stockholm, men jeg maatte lade Dig afhente, thi hun er meget utaalmodig efter at see Dig. Tænk engang, hun vil gifte Dig bort!

EMMA

Gifte mig bort?

OXENSTJERNE

Ja, – og jeg er meget glad over, at hun har faaet den Idee. – Folket, Hoffet, Staten, Alle ønske vi at Christine skulde vælge sig en Gemal af de mange Fyrster, der beile til hendes Haand. Men desværre syntes hun at true os med et langt Cølibat. Nu derimod da hun har faaet Lyst til at gifte Andre bort, saa er jeg ved godt Haab. Gjør man saadant noget for Andre, saa pleier man ogsaa at tænke lidt paa sig selv. Der er Ingenting, som er mere smitsomt.

EMMA

Det er mig ligemeget, naar hun kun vil lade være at vælge for mig.

OXENSTJERNE

Det vil hun heller ikke, thi jeg har allerede gjort det.

EMMA

De?

OXENSTJERNE

Ja. En Søn af Friherren Peerson. Du kjender ham jo?

EMMA

Ja, men kjære Onkel, den Gang han kom til min Tante, tænkte jeg slet ikke paa – –

OXENSTJERNE

Det er en Forbindelse jeg ønsker, og som skal og maa bringes istand!

EMMA

Men mit Samtykke – –

OXENSTJERNE

Det har jeg givet – desuden, mit gode Barn, vil jeg ikke skjule for Dig, at dette Parti ikke alene er brillant, men at jeg ved dette troer at gjøre Sverrig en ny Tjeneste. Peerson er en mægtig Herre, en duelig og modig Raadgiver, som man pludselig har fjernet fra Hoffet. Formaaer jeg nu Dronningen til at bifalde en Forbindelse mellem hans og min Familie, vil det ikke blive vanskeligt at stille hans Vrede, og atter at bringe ham ind i Raadet.

EMMA

Kunde De virkelig forlange sligt et Offer af mig? Jeg skulde endelig giftes, og hvorfor –? – for at gjøre Dem en lille Tjeneste.

OXENSTJERNE

Det er en Mand, hvis Ømhed vil gjøre Dig lykkelig! – Og hvad Du her kalder en lille Tjeneste, den vil bringe stor Løn!

Anden Scene

DE FORRIGE. FREDERIK
FREDERIK (træder ind fra venstre Side, og taler endnu ud af Døren).

Det er godt, saa vil jeg vente –!

EMMA

O, Gud! min Onkel! det er ham.

FREDERIK (seer hende).

Jeg tager ikke Feil! – Emma!

OXENSTJERNE

Ha! hvad er det.

EMMA

Det er virkeligt Dem! Jeg troede mindst at jeg skulde træffe Dem her.

FREDERIK

Og De, Frøken! De er altsaa ikke længer paa Deres Tantes Slot. (idet han bemærker Oxenstjerne). Om Forladelse, at –

EMMA

Min Onkel!

FREDERIK

Grev Axel Oxenstjerne! – Jeg havde ikke den Ære at kjende Deres Excellence!

EMMA (til Oxenstjerne).

En Ungdoms Ven af mig, en Mand min Tante har megen Agtelse for.

OXENSTJERNE

Og Du ogsaa, som det lader.

EMMA

Hr. Frederik de Bury!

OXENSTJERNE

De Bury! virkelig? Det er Dem, der har været omtrent et Aars Tid i svensk Tjeneste, og allerede har en saa betydelig Rang i Armeen?

FREDERIK (bukker sig dybt).
OXENSTJERNE

Jeg har den Ære at kjende Dem ret godt, (sagte) og det af gode Grunde! (høit). De kommer fra Armeen?

FREDERIK

Ja, Hr. Greve, et vigtigt Ærinde førte mig til Stockholm, og da jeg der erfarede at Hendes Majestæt opholdt sig her – –

OXENSTJERNE (med Betydning).

Ja, med hele sin Hofstat, med alle Damerne i sit Følge.

EMMA

Men, kjære Onkel, hvad kommer dette den Herre ved?

FREDERIK

I Sandhed! Hr. Greve, jeg indseer ikke – (sagte). Man skulde snart troe, at han vidste alting!

OXENSTJERNE (sagte).

Det er altsaa ham, der paa saa hemmelighedsfuld Maade protegeres!

EMMA (til Frederik).

De synes urolig? Hvorfor seer De altid derhen?

FREDERIK (som stedse seer mod Baggrunden).

Jeg beder om Forladelse! Hvem har sit Værelse paa høire Side af Galleriet?

OXENSTJERNE

Damerne i Dronningens Følge.

FREDERIK

Ah! det tænkte jeg.

EMMA (til Frederik).

Hvad er det dog? De er urolig!

OXENSTJERNE

Maaskee boer der en ubekjendt Skytsaand, hvis mægtige Skjønhed – –

EMMA

Kjære Onkel! –

FREDERIK (halv sagte).

Hr. Greve, jeg forstaaer Deres Mistanke, men jeg haaber at De vil komme til at kjende mig bedre. Jeg elsker Deres Broderdatter; hendes Tante, Deres naadige Søster, er ikke uvidende derom, og vil ei modsætte sig, havde jeg kun Navn, Rang og Formue. Jeg elsker Emma høiere end før, en heldig Stjerne synes at lyse over mig, Lykken er mig gunstig –

OXENSTJERNE

Min Herre! – (sagte). O, mine skjønne Planer!

Tredie Scene

DE FORRIGE. CRONBERG
CRONBERG (idet han taler ud af Coulissen).

Siden! – Jeg skal see, hvad jeg kan gjøre! – Hr. Greve, i dette Øieblik gik Hendes Majestæt i sit Cabinet. – Min Frøken!

FREDERIK

Cronberg! min Fætter!

CRONBERG

Du, her, Frederik! ved hvilket Tilfælde? Jeg troede, at Du stod ved Grændsen og fægtede med de Danske.

OXENSTJERNE

De ere beslægtede?

CRONBERG

Ja, beslægtede, men langt ude!

OXENSTJERNE

Hr. de Bury! Det er min Nieces Sag at svare Dem paa Deres Andragende, og jeg haaber, at hun ikke vil glemme hvad hun skylder sig og sin Familie. Kom Emma! – Hr. Kammerherre, De veed at Dronningen endnu i Dag tager til Stockholm.

EMMA

Frederik, lev vel!

OXENSTJERNE (sagte).

Den unge Herre maa man see at faae bort saa snart som mueligt.

(gaaer med Emma).

Fjerde Scene

FREDERIK. CRONBERG
CRONBERG (seer efter Oxenstjerne).

Jeg troer, at han her vil befale over mig.

FREDERIK (sagte).

I Sandhed, jeg forstaaer det ikke. Emma skal svare mig –! (til Cronberg). Kjære Fætter, jeg kan ikke komme til mig selv af min Forundring –! Du her! i Dronningens Tjeneste?

CRONBERG

Ja, min Ven! og i Dag, som Du seer, i Virksomhed! Men Du? Det lader ogsaa som det gaaer godt med Dine Sager!

FREDERIK

Det kan ikke gaae bedre! – Men i Sandhed Din Ansættelse –!

CRONBERG

Ah! det undrer Dig? Ja, mig ligeledes! Jeg kan selv ikke begribe det. Da Du tog herfra, havde jeg en lille Plads hos Ministeren Grev Oxenstjerne – som jeg ellers ikke gjør videre af – jeg var tilfreds, da det ikke kunde være anderledes, og kjed og træt af at søge om en høiere Ansættelse, da jeg ganske pludselig erfarer, at jeg var ansat ved Hendes Majestæt Dronningens Hofstat. Da jeg nu engang var ved Hoffet, bragte mine Fortjenester mig snart videre frem. Jo! – Man finder Behag i mig! Vor lille Dronning har megen Godhed for mig, taler gjerne med mig – og – Du veed det nok, jeg er godt skaaren for Tungebaandet – – Hendes Majestæt hører mig gjerne.

FREDERIK

Men siig mig, hvad er da egentlig din Bestilling?

CRONBERG

Min Bestilling? Ja, det er just det, de Alle spørge om. Da jeg kom til Hoffet, havde Dronningen, for endnu mere at uddanne sig – thi hun lærer Latin og Græsk, og Gud veed hvad mere! hun havde, siger jeg, ladet forskrive Lærde fra alle Verdens Lande, og sammenkaldt den hele svenske Adel. See, da gik det mig saaledes. Enhver spurgte, hvem jeg var, hvad jeg forestillede; jeg gik derimod ganske rolig min Vei, og saaledes troede Adelen, at jeg hørte til de Lærde, og de Lærde, at jeg var En af den høie Adel.

FREDERIK

I Din pludselige Lykke, saavelsom i min, ligger der en Hemmelighed, som kun Tiden kan løse.

CRONBERG

Lad den det, og bryd Du Dig ikke derom, kun, at vi komme frem, det er Hovedsagen. Ellers er det Hele jo ganske simpelt; man har Fortjenester –!

(bryster sig).
FREDERIK

Ja, naar man har dem! (hemmelighedsfuldt). Men veed Du hvorfor Du er, hvad Du er?

CRONBERG

Hvorfor jeg er, hvad jeg er?

FREDERIK

Hvad om det var mig, som Du skylder, baade at Du er kommen til Hoffet, og Din Lykke og Dine Udsigter?

CRONBERG

Hvorledes? Dig!

FREDERIK

Ja, mig er det, Du har at takke for Alt. –

CRONBERG

Hør, Frederik, gjør mig ikke vred!

FREDERIK

Jeg skal forklare Dig det. Du er min Ven, min Fætter, Dig kan jeg betroe det til! Jeg trænger til Hjelp og Raad.

CRONBERG

Raad? – Saamange Du vil!

FREDERIK

Saa hør da! Du veed, at da jeg for noget over et Aar siden kom fra Heidelberg, hvor jeg havde tilbragt min Ungdoms-Tid, blev jeg her angrebet af en langvarig Sygdom. Hoffet var her just; jeg var et fattigt, ungt Menneske, Du var min eneste Slægtning, og ingen af os havde man endnu lagt Mærke til, hvorledes skulde jeg da faae Adgang paa Slottet, ihvor meget jeg længtes efter at see den unge Dronning, som jeg endnu ikke har seet. En Dag spadserede jeg her ved Indgangen til Haven for at tage frisk Luft, da staaer der paa eengang en ung Pige for mig i hvid Dragt. I Begyndelsen lod det, som om hun blev bange ved at see mig – og, jeg veed virkelig ikke selv! jeg blev ogsaa ganske forvirret. Jeg saae endnu lidende ud, det syntes at røre hende, hun saae paa mig med et Udtryk, der gav mig Mod. Jeg traadte nærmere for at undskylde mig. Hun svarede mig og loe – hendes Øie var saa livfuldt, hendes Tone saa bestemt, men det var en Bestemthed, der ikke udelukkede Ynde og Godhed. Hendes hele Tale bar Præget af en glimrende Aand! – hvilken Forstand og Fiinhed! – Paa eengang hørte vi Nogen tale – de kom nærmere; hun gav mig et Tegn, at jeg maatte forlade hende. Jeg gjorde det, og da jeg nogle Skridt derfra vendte mig om, for endnu engang at see hende, var hun forsvunden.

CRONBERG

Ha, ha, ha! Hvad er det for noget! det var jo et formeligt Syn. Det maa have været Fanden eller – en Dame fra Hoffet.

FREDERIK

Haab om at see hende førte mig næste Morgen til det samme Sted. Hun var der allerede.

CRONBERG

Ja, saa var det en Dame fra Hoffet.

FREDERIK

Denne Gang talte jeg med mere Tillid til hende, ogsaa hun viste saa megen qvindelig Blidhed, at jeg fik mere Mod. Hun vilde vide, hvem jeg var. Jeg sagde hende min dunkle Herkomst, min daarlige Lykke og mit inderlige Ønske at komme i Dronningens Tjeneste. Ogsaa om Dig, som min nærmest Beslægtede, talte jeg.

CRONBERG

Virkelig, kjære Fætter! Ja vist, vi ere nær beslægtede!

FREDERIK

Hun fortalte mig, at uagtet hun var saa ung, stod hun dog i megen Yndest hos Dronningen, der var af samme Alder som hun, og at jeg og min Familie kunde haabe Alt ved hendes Indflydelse. Vi kom saaledes oftere sammen. – Jeg var bleven den elskværdige Piges Ven. Hun lovede mig tusinde, forunderlige Ting, saa jeg ordentligt maatte lee; thi jeg tænkte mindst paa at de saasnart skulde gaae i Opfyldelse. – Paa det Sted hvor jeg pleiede at samles med min Ubekjendte, traf jeg en Morgen en Officeer fra Slottet, som overgav mig Patent paa Ansættelse ved Armeen, der stod ved Grændsen, og overgav mig en Kaarde – – see, her er den! jeg har siden ikke byttet den med nogen anden.

CRONBERG

En Kaarde! – og meget kostbar! – Ha! naar jeg tænker mig om –! det var ogsaa paa samme Tid, at jeg blev kaldet til Hoffet. – O min kjære, kjære Frederik! – Siig mig dog, har Du ikke siden seet hende?

FREDERIK

Jo, for to Maaneder siden, ikke langt fra Leiren, hvor Statsraadet paa en gammel Borg holdt en hemmelig Conference. Jeg blev en Morgen sendt derhen med et vigtigt Budskab. Man førte mig ganske allene ind i en stor Sal. Et Øieblik efter træder en ung Pige ind; hun gav et Skrig af Forundring, da hun saae mig – det var hende! – Jeg vilde kaste mig for hendes Fødder for at bevidne min Tak, men hun bød mig sætte mig hos hende; hun vilde skjule den Bevægelse hun var i, og antog en Mine af Værdighed, dog saae jeg, hvorledes Glæden straalede ud af hendes Øine. Hun havde slet ikke glemt mig, og Alt syntes at sige mig, at hun glædede sig over at see mig. Hun sagde mig ogsaa, hvad hun havde gjort for Dig.

CRONBERG

Virkelig! men jeg troede dog, at min Fortjeneste –

FREDERIK

Med en Ynde og Uskyld talte hun, som var henrykkende, og da jeg vilde gaae bort – kaldte hun mig tilbage, gav mig sin Haand – jeg trykkede den til mine Læber. – »Lev vel!« sagde hun, »tænk paa mig, og til Løn for det Lidet, jeg maaskee endnu kan gjøre for Dem, forlanger jeg den dybeste Taushed!« – Jeg forlod hende, og da jeg kom til Leiren, gav man mig en udmærket Hest – som, desværre, to Dage efter blev skudt under mig.

CRONBERG

Det stakkels Dyr! – Just, ja just paa den Tid var det ogsaa, at det begyndte at gaae rask fremad med mig. Det lader virkelig til, at det dog ikke er alene min Fortjeneste –

FREDERIK

Fra jeg sidste Gang saae hende, gaaer min Avancement saa hurtig fremad, at jeg selv er ganske underlig tilmode derved!

CRONBERG

Jeg begriber det ikke!

FREDERIK

Det er ikke fordi jeg skammer mig for mine Kammerater! nei, slet ikke. At jeg blev foretrukket, stødte dem i Begyndelsen. Man begyndte at mumle saa smaat, og ansaae mig mere for en Hofmand end en Kriger. Min gode Stjerne vilde da, at vi gik et Slag imøde, og det lykkedes mig for Alles Øine at vise mig den Naade værdig, min høie Beskytterinde saa rigelig skjenkede mig. Hvad der før havde seet ud som en Gunst blev nu en Retfærdighed.

CRONBERG

Med mig er det nu en ganske anden Sag! Med mig kommer det ikke til Slag. Siig mig ellers, Du tænker da meget paa Din skjønne Ubekjendte? Føler Kjærlighed?

FREDERIK

Kjærlighed? Nei, kun Venskab! sand Taknemmelighed. Jeg elsker en ganske Anden.

CRONBERG

En ganske Anden? Ja, men hvad hindrer det Dig i ogsaa at elske her! Man kan elske overalt.

FREDERIK

Glemme mit Troskabs Løfte? Skuffe hende, jeg elsker? Nei, nei! da kjender Du mig ikke. Tænk Dig ellers min Forundring, da jeg kom herind i Slottet, troer jeg, at jeg tæt herved – –

CRONBERG

Saae Din Ubekjendte? – Er det muligt! – Ja, jeg er vis derpaa! – nye Naades-Beviisninger – O, fortræffelige Fætter, min eneste Ven! – vidste Du blot, hvor jeg holder af Dig, hvor hengiven jeg er Dig –! Ja, ja! Du er da Een af vore! – Ja, Du veed nok ikke –? Jeg er midt inde i Affairer – man taler om mig – der ere Folk, som sige at jeg er ærgjerrig, at det er det, der driver mig – Vel muligt! – fremfor Alt have vi sammensvoret os mod de Gamle i Statsraadet. Du maa hjelpe os. To af Ministrene maae bort. Axel Oxenstjerne –!

FREDERIK

Axel Oxenstjerne? – Nei, jeg vil være udenfor disse Intriguer.

CRONBERG

Giv Tid! Du er endnu uden Erfaring. Jeg skal nok give Dig den fornødne Underretning i Politiken. Men tys! der kommer Nogen! det er paa denne Tid, at Dronningen pleier at ride en Tour.

FREDERIK

Dronningen! –

CRONBERG

Depecherne, Kjære! – Jeg skal forestille Dig for hende.

FREDERIK

O, jeg skjælver! – det er første Gang.

Femte Scene

DE FORRIGE. DRONNING CHRISTINE. OXENSTJERNE og TO ANDRE MINISTRE (Dronningen er simpelt klædt, og bærer en Ordensstjerne paa Brystet).
CHRISTINE (heftig).

Nei, nei! jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke! jeg er ikke længer et Barn! jeg trænger ikke mere til Formyndere!

FREDERIK (afsides, i største Overraskelse).

Gud i Himlen! – denne unge Dame – –

CHRISTINE

Grev Oxenstjerne, underret Friherre Peerson om, at fra i Dag af, tilstedes ham ingen Adgang til Rigsraadet. Det er min Villie.

OXENSTJERNE (gjør en Bevægelse derimod).

Deres Majestæt!

CHRISTINE

Jeg vil det! (hun seer Frederik). Gud! de Bury!

FREDERIK (afsides).

Det er hende!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt vilde dog have den Naade at udsætte Deres Befaling kun en kort Tid!

CHRISTINE (efter et Ophold).

Hvem er den unge Officeer?

CRONBERG

Min Fætter, Hr. de Bury, Capitain i Armeen.

FREDERIK (i dyb Bevægelse).

Deres Majestæt! min General har overdraget mig – –

CRONBERG

Naadigste Dronning! tilgiv ham hans Forvirring, hans Bevægelse; han er ung og frygtsom, min Fætter har endnu ikke den Øvelse – –

CHRISTINE (sagte).

Han er bevæget! (høit). Ja, ja, jeg troer De har Ret! (til Frederik). Giv mig hvad De bringer!

(hun tager Depecherne af Frederiks Haand).
CRONBERG (sagte til Frederik).

Men saa tal dog! Man siger idet mindste noget ved en saadan Leilighed! –

CHRISTINE

Ah! – Vaabenstilstand! – Danmark tilbyder os Fred!

OXENSTIERNE

Fred! hvilket lykkeligt Budskab for Sverrige!

CHRISTINE

Ja meget lykkeligt! – Herr Capitainen, der overbragte mig dette, har Fordring paa min Tak. Hr. Major de Bury! De ville her modtage den!

FREDERIK

Deres Majestæt!

CRONBERG (sagte til Frederik).

Allerede Major! det er et Skridt videre.

FREDERIK (sagte).

Jeg veed ikke, om jeg drømmer!

OXENSTIERNE

Deres Majestæt, jeg beder om Naade for Friherren Peerson!

CHRISTINE

Jeg tilgiver ham! Lad det være glemt. (giver ham Depecherne). Grev Oxenstjerne see disse Papirer igjennem! ret snart. (til Frederik). Major de Bury! De bliver her. Generalen har meldt mig, at De vil kunne give mig den bedste Underretning om, hvorledes det staaer til paa Grændsen. (til Cronberg). Jeg rider ikke ud i Dag! Statssager gaae fremfor Alt. (til Ministrene). Mine Herrer! (De gaae Alle).

Sjette Scene

CHRISTINE. FREDERIK
CHRISTINE (sagte, i det hun smiler).

Det stakkels unge Menneske! Han skjælver, det gjør mig virkelig ondt for ham! (høit). Kom nærmere, Bury! kom nærmere!

FREDERIK

Tilgiv, Deres Majestæt, min Bevægelse –!

CHRISTINE

Ja, ja! ret gjerne.

FREDERIK

Deres Majestæt, det er altsaa Dem, hvis høie Naade har beskyttet mig, hvis Velgjerninger – –

CHRISTINE

Tal ikke derom. – De har jo lovet mig Taushed.

FREDERIK

Lad min Taknemmelighed –

CHRISTINE

Vil De giøre ligesom de Andre? – Man taler kun om Iver, om Hengivenhed – og jeg veed ikke Alt! – Maaskee man lyver! Fat Mod! er jeg ikke længer den unge Dame, dette Barn, som De eengang kaldte mig, hvem De saa aabent betroede Deres Glæder og Sorger? De skjælver endnu?

FREDERIK

Tilgiv, Deres Majestæt –!

CHRISTINE

Hvorfor denne Frygt? Har De saa ganske glemt hine Dage, da de saa ærligt aabnede deres Hjerte for mig?

FREDERIK

Den Gang troede jeg at aabne mit Hjerte for Venskab; jeg vidste ikke, at De var – Sverrigs Dronning.

CHRISTINE

Og jeg – jeg glemte det! –

FREDERIK

Hvilke Erindringer! O Gud, jeg føler mig saa forvirret! –

CHRISTINE

Og hvorfor det? Fordi De ikke med bøiet Ryg, knælende paa Jorden talte med mig? O derfor er jeg slet ikke vred paa Dem. Tvertimod –! Ofte har jeg paa mine Slotte, hvor saa meget er Forstillelse, med inderlig Glæde gjenkaldt mig vor Samtale i Haven! – Deres Aabenhjertighed – De maa vide, det er just den jeg lider, det, jeg haaber igjen at finde hos Dem! det er det, jeg vil; saaledes skal det være! – Ah! nu bliver jeg jo med eet Dronningen! – At man ogsaa skal huske Dem paa sligt! –

FREDERIK (med Ild).

Mig! mig! – – O Deres Majestæt, i enhver Omvexling af mit Liv, der synes mig en lang Drøm, stod De for mig fra hine Dage! Jeg svoer, at ville gjøre mig Deres Godhed værdig. Jeg svoer ved denne Kaarde – som indtil denne Dag har bragt mig Lykke, i det den erindrer mig om Deres Velgjerninger, Deres Venskab –! O tilgiv, tilgiv, at jeg brugte dette Ord!

CHRISTINE

Nu, tal De kun! – og siig mig, er De tilfreds? –

FREDERIK

Deres Majestæt! hvor kunde jeg nogensinde haabe en saa hurtig Forfremmelse! – jeg, en ubekjendt Officeer!

CHRISTINE

O, deri tager De meget feil! Deres Familie er fransk, men den har alt tidlig tjent Sverrig. Deres Navn er alt bekjendt i vore Krigs Annaler! – De seer, jeg har ogsaa beskjæftiget mig med Dem – men hemmeligt! – Mine Ministre saae at De blev forfremmet, uden at kjende den Haand, der beskytter Dem. – Jeg undgik derved deres Spørgsmaal, og havde tillige den Fornøielse dog engang at kunne intriguere imod dem, der saa tidt intriguere imod mig. Det morede mig. Men da jeg for lidt siden saae Dem her, var jeg næsten bange for at røbe mig for dem Alle, og dog kunde jeg ikke lade være at lee af Deres Forundring og Forlegenhed.

FREDERIK

Jeg kunde ikke skjule min Følelse! –

CHRISTINE

De kan altsaa endnu ikke forstille Dem?

FREDERIK

Nei, slet ikke!

CHRISTINE

Ja, saa kan De ikke bruges ved Hoffet!

FREDERIK

Det troer jeg heller ikke.

CHRISTINE

Ih nu! saa maa De blive her for Contrastens Skyld. Min Marschal Grev Horn ønsker sin Afsked. Hans Plads er ledig – den er Deres. Denne Formiddag, naar jeg reiser til Stockholm, venter jeg Dem i dette Gallerie – det er da Deres Forretning at byde mig Armen. –

FREDERIK

Jeg!

CHRISTINE

Nu, tag Dem i Agt! jeg skaffer Dem maaskee Uvenner – De frygter dog ikke?

FREDERIK

Under deres Majestæts Beskyttelse føler jeg en ædel Stolthed –

CHRISTINE

De elsker Videnskaberne – Kunsterne –? Ja, det har De jo sagt mig.

FREDERIK

Ja, og nu langt mere, da jeg veed at Deres Majestæt ynder dem!

CHRISTINE

Ah! der seer man nu, hvor godt De ligesom enhver Anden kan være Hofmand!

FREDERIK

Deres Majestæt kunde tvivle om min Ærlighed! – O, min Taknemmelighed skal først ende med mit Liv! Og jeg lover Dem for Deres Fødder – –

CHRISTINE

For Guds Skyld, staae op! De veed ikke – ved dette Hof, hvor jeg hersker, vil min Interesse – Deres Iver – Alt vil vække en Nysgjerrighed, som jeg hader. Lykkeligviis kan jeg stole paa Deres Taushed, thi De har lovet – – (hun bemærker Oxenstjerne, som træder ind). Min Minister!

Syvende Scene

DE FORRIGE. OXENSTJERNE
OXENSTJERNE

Deres Majestæt, jeg har læst Depecherne og kommer – –

(han seer Frederik, og standser i sin Tale).
CHRISTINE

Nu, Hr. Greve! hvad staaer deri?

OXENSTJERNE

Deres Majestæt, Ting af Vigtighed –! En Hemmelighed.

CHRISTINE

Ah, jeg forstaaer Dem. – Hr. Major, jeg ønsker at see Dem her igjen! – ret snart! De gaaer ikke for langt bort. – Lev vel!

(Frederik bøier sig dybt for hende og gaaer, hun følger ham med Øinene).

Ottende Scene

CHRISTINE. OXENSTJERNE
OXENSTJERNE

Den unge Officeer har udentvivl skildret Deres Majestæt Hærens Stilling.

CHRISTINE (forlegen).

Den unge Officeer – – ja, ja, jeg veed det!

OXENSTJERNE

Han har formodentlig givet Dem nøiere Underretning om –

CHRISTINE

Ja vist!

OXENSTJERNE

Han har da vel sagt Dem –

CHRISTINE (utaalmodig).

Hr. Greve! Depecherne.

OXENSTJERNE

Det danske Hof tilbyder os Fred, og for at slutte den endnu fastere ønsker det en Forbindelse mellem Dem og den danske Prinds Frederik.

CHRISTINE

Atter et Giftermaal! – Tænkte jeg det ikke nok!

OXENSTJERNE

Min naadigste Dronning. De veed, at Sverrig seer med Smerte, hvorledes Deres Majestæt forkaster ethvert Forslag om Giftermaal. Iøvrigt siger man, at den danske Prinds skal være tapper, aandrig og elskværdig.

CHRISTINE

Hvad angaaer det mig?

OXENSTJERNE

Skulde Deres Majestæts Hjerte ganske være lukket for den Glæde at elske og være elsket?

CHRISTINE

Nei, nei! – det troer jeg ikke.

OXENSTJERNE

Prinds Frederik vil gjøre Dem Kronens Vægt lettere.

CHRISTINE

Finder De da at jeg bærer den slet?

OXENSTJERNE

Himlen bevare os! Ingen Fyrste i Europa lover værdigere at beklæde sine Fædres Throne, end Deres Majestæt!

CHRISTINE

Men Hr. Greve!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt veed, at jeg er en slet Hofmand.

CHRISTINE

Det er sandt! Og De kan, dersom jeg engang vinder nogen Berømmelse, være stolt deraf, eftersom De har opdraget mig. Kun Deres Forestillinger, Deres Raad hørte jeg –!

OXENSTJERNE

Uden just altid at følge dem.

CHRISTINE

Ja, det er sandt! –

OXENSTJERNE

Men lad mig i det mindste vederfares Ret! Min Alvor behager ikke Deres unge Omgivning. Jeg veed, man ønsker at bortfjerne mig.

CHRISTINE

Bortfjerne Dem? Dem? Min gamle Ven! Nei, De er ikke af de Folk, man saa let lader gaae bort. – Men siig mig her, hvad raader De mig?

OXENSTJERNE

Til i Aften vil jeg lade Rigsraadet sammenkalde i Stockholm, og forelægge Dem Depecherne. Man kan jo høre deres Mening. Hvad Vaabenstilstanden angaaer, da vil jeg skrive til Generalen, at De antager den.

CHRISTINE

Ja, derved er jeg jo endnu ikke forbunden til noget.

OXENSTJERNE

Major de Bury kan strax bringe Efterretningen derhen.

(han hilser til Afsked).
CHRISTINE

Bury? Nei, bliv! – Han er saa nylig kommen, og det med et vigtigt Fredsbudskab; jeg bør dog vise ham nogen Opmærksomhed. – Han har en Slægtning her ved mit Hof; han har Venner i Stockholm – og De vil saa hastig sende ham tilbage. – Nei, det gaaer ikke an! Jeg ønsker at han bliver her endnu nogen Tid. – Han skal blive!

OXENSTJERNE

Nei! han kan ikke blive, Deres Majestæt!

CHRISTINE

Hvorledes?

OXENSTJERNE

Tilgiv, Deres Majestæt! jeg meente, at det var nødvendigt, at denne unge Mand – –!

CHRISTINE

Forklar Dem tydeligere!

OXENSTJERNE

Det synes ikke passende, at –

CHRISTINE

Min Gud! Hvad er det? De forskrækker mig!

OXENSTJERNE

Jeg frygter at han i Stockholm – – et saadant Forhold –

CHRISTINE

Hvilket Forhold? Hvad er det!

OXENSTJERNE

Her paa Slottet synes at være en Dame – jeg veed ikke hvem – der meget hemmelighedsfuldt, men virksomt, tager sig af ham.

CHRISTINE (smilende).

Er det ikke andet end det?!

OXENSTJERNE

Uden Tvivl er det hende, der er Skyld i at han nu er her.

CHRISTINE

Deri tager De dog feil!

OXENSTJERNE

Hvorledes, Deres Majestæt, De veed –?

CHRISTINE

Ja, ja, jeg veed det!

OXENSTJERNE

Og tør jeg ikke vide det?

CHRISTINE

De? Nei, Damen tillader det ikke. Men De, De Hr. Greve, kan De ikke gjette det? Det høie Raad om mig kan vel kjende mange Ting, gjennemskue meget, men i enkelte Ting kan et Fruentimmer dog ofte see dybere. Dette er her Tilfældet. Ja, hvad De saa længe har søgt at komme efter, har jeg alt i lang Tid vidst. Det er et Talent, men vistnok det eneste, jeg ikke skylder Dem.

OXENSTJERNE

Deres Majestæt! – i det mindste maa jeg erklære mig imod en Intrigue, hvori man ikke burde gjøre Dem deelagtig.

CHRISTINE

Og hvorfor det?

OXENSTJERNE

De kan ikke tillade, at denne unge Mand bliver her længer.

CHRISTINE

I denne Time, Hr. Greve, naar Hoffet begiver sig til Stockholm, vil den omtalte Dame –

OXENSTJERNE

Hun er i Deres Nærhed?

CHRISTINE

Ja, meget nær! – Hun vil modtage Majorens Arm. De vil da faae at see, hvorvidt De troer at kunne kæmpe imod ham.

OXENSTJERNE

Desuden vil jeg ogsaa paa det ivrigste fremskynde hans Afreise, for min Families Skyld. Min Broderdatters Lykke fordrer det!

CHRISTINE

Deres Broderdatter! Hvorledes! forklar mig! hvad kommer Deres Broderdatter Major de Bury ved?

OXENSTJERNE

Deres Majestæt! siden jeg nu engang maa sige det! De elske hinanden.

CHRISTINE

Elske!

OXENSTJERNE

Ja, de tilbede hinanden, som man jo siger. Om han mener det saa ærligt, veed jeg ikke. Med min Broderdatter er det derimod vist. Det er et Venskab fra Deres Barndom, der nu er blevet til en Lidenskab. – Jeg troer just ikke paa Lidenskaber af den Art, og vil let kunne hæve en Forbindelse, der ikke stemmer overeens med mine Hensigter.

CHRISTINE

Deri gjør De vel.

OXENSTJERNE

Jeg har lovet min Broderdatter til en Søn af Friherren Peerson.

CHRISTINE

Fortræffeligt! Det er et Par, som passe for hinanden. Det lader sig gjøre! Det skal De gjøre!

OXENSTJERNE

Altsaa Deres Majestæt har intet derimod?

CHRISTINE

Mod dette Giftermaal? Nei, slet intet! – Lad det gaae for sig saa snart De vil.

OXENSTJERNE

Der behøves ikke mere, end at Major de Bury saa snart som muligt kommer herfra.

CHRISTINE

Men troer de virkelig, at han elsker Deres Broderdatter?

OXENSTJERNE

Ja desværre! Men jeg lader alle Miner springe, for at hun kan faae Noget imod ham. Jeg var netop beskjæftiget med ret snart at skille de to Elskende fra hinanden – hvad synes Deres Majestæt? – Ja, det hører i det mindste med til Politiken, og jeg haaber, at det vil lykkes mig. Jeg har dog vel ikke for ingen Ting været Minister i tyve Aar! Altsaa Haand paa Værket! – Men Deres Majestæt befalede mig at forestille Dem min Broderdatter.

CHRISTINE

Ja, jeg vil see hende.

(hun sætter sig ned).
(Oxenstjerne gaaer ud for at føre Emma ind).

Niende Scene

DE FORRIGE. EMMA. (siden) CRONBERG
OXENSTJERNE (til Emma, som kommer fra høire Side).

Kom, mit Barn, og fat Mod!

EMMA (sagte).

O Gud, jeg er saa bange!

CHRISTINE

Kom nærmere, Frøken! kom nærmere!

OXENSTJERNE (halv sagte til Dronningen).

Deres Majestæt seer, hun er i Sandhed for smuk til at ægte en Lykkeridder, som Major de Bury!

CHRISTINE (betragter hende, afsides).

Ret smuk, men heller ikke mere! (høit, i det hun reiser sig). Frøken! Ministeren Grev Oxenstjernes Broderdatter har Krav paa min Beskyttelse. Han ønsker Deres Lykke, og jeg vil gjøre mit dertil!

EMMA

Deres Majestæt! – min dybe Taknemmelighed! (hun klynger sig til Oxenstjerne) O Gud!

OXENSTJERNE

Vær dog intet Barn!

CHRISTINE

Hr. Greve, De vil behage ogsaa at forestille mig den unge Friherre Peerson!

EMMA

Gud!

CHRISTINE

Det er den Mand, Deres Onkel har bestemt Dem. Som jeg giver Dem! som De skal elske!

OXENSTJERNE (halv sagte).

Deres Majestæt! jeg beder ydmygst, ikke denne strenge Tone –!

CHRISTINE

Streng? Jeg streng? De tager ganske feil!

CRONBERG (træder ind).

Efter Deres Majestæts Befaling –

CHRISTINE

Hr. Kammerherre, den unge Officeer, Deres Fætter skal endnu i Dag forlade vort Hof! – Hører De? Endnu i Dag! – Min Statsminister vil give ham de fornødne Befalinger; han gaaer med disse til Hæren – til Grændsen – og De følger ham!

(hun gaaer).

Tiende Scene

EMMA. OXENSTJERNE. CRONBERG
OXENSTJERNE

Hvor levende en Deeltagelse viser hun ikke for denne Sag! – I Sandhed! jeg begriber ikke –

EMMA

Og hvor hun paa eengang saae slem og vred ud!

CRONBERG

Men hvad er dette? – Jeg! – Jeg skal sendes til Armeen?

OXENSTJERNE

Hr. Kammerherre, det gjør mig inderlig ondt.

CRONBERG

Gjør det Dem ondt? (sagte). Ham ondt! (høit). De troer, at det er en Unaade. – O, vær De rolig, Hr. Greve! Endnu ere vi ikke borte. – Min Ven de Bury har mægtige Beskyttere her ved Hoffet.

OXENSTJERNE

Beskyttere! (med et Blik paa Emma). Hm! en Beskytterinde mener De vel?

CRONBERG

De veed det altsaa? Godt? – Ja, en Beskytterinde, ja – det er endnu bedre! – og dersom en vis Dame sagde et Ord – –

EMMA

Skulde det være Sandhed!

CRONBERG

Ja, Frøken! ja en Beskytterinde – – i det Øieblik, Alt synes tabt, kan han reddes naar han vil – og jeg ogsaa – hun har megen Indflydelse, Hr. Greve, ja, saare megen! – Hun forsvarer ham og mig imod vore Uvenner! Hun har skjenket os begge sin Gunst!

OXENSTJERNE

Virkelig?

EMMA

Gud hvad hører jeg!

CRONBERG

Hos Dronningen har hun gjort min Lykke!

OXENSTJERNE

Er det muligt! (sagte). Min Broderdatter har forstaaet ham.

CRONBERG

Hun har meer end nogen Anden erkjendt mit Værd, min Fortjeneste!

OXENSTJERNE

Ja, siden hun har udmærket Deres Værd kan man ikke længer tvivle om hendes eget.

CRONBERG

Hun har gjort min Fætter til Fendrik, Capitain, Major, og hun gjør ham vist snart ogsaa til General.

OXENSTJERNE

Og derpaa til Statsminister.

CRONBERG

Hvorfor ikke! det er muligt.

EMMA (glemmende sig selv).

Frederik! skulde han virkelig!

OXENSTJERNE

Barn! hvad er det!

EMMA

Intet! slet intet!

OXENSTJERNE (som stedse betragter hende).

Og denne Dame er vist nok ung?

CRONBERG

Naturligviis, og smuk!

OXENSTJERNE

Og hedder?

CRONBERG

Hun hedder – Ja, Navnet kan jeg ikke sige Dem! Det har jeg mine Grunde for!

OXENSTJERNE

Og han – han elsker hende altsaa?

CRONBERG

Om han elsker hende? Hun er meget smuk! han er ikke hæslig. Hun staaer høit, han stiger meer og meer. Han skylder hende, hvad han er, og hvad jeg er, og hvad vi begge ere. Desuden er det Hele bedækket med et høist interessant, hemmelighedsfuldt Slør. – Og han skulde ikke elske hende! – Hvad mig angaaer, var jeg i hans Sted, jeg tilbad hende; men jeg er ogsaa mere lidenskabelig!

EMMA

Alt er mig nu klart! Hans Urolighed da han kom, hans Forvirring –

OXENSTJERNE

Du seer hvorledes han fortjener Din Kjærlighed. (sagte). Naar han nu giver sin Beskytterinde Haanden! – –

CRONBERG (sagte).

Jeg er vis paa, han brister af Harme!

Ellevte Scene

DE FORRIGE. FREDERIK
OXENSTJERNE (til Cronberg).

De erindrer vel Dronningens Befaling – – men for Dem er det jo en ubetydelig Sag at formaae hende til at kalde den tilbage!

EMMA

I Sandhed! jeg maa jo ønske til Lykke.

CRONBERG

Hr. Greve! (sagte). O, den Falske! (høit). Jeg takker!

EMMA (til Oxenstjerne).

Gud! lad os gaae.

OXENSTJERNE (sagte).

Uden at ville det, har han været mig til Nytte.

FREDERIK

Tilgiv, Deres Excellence! – Frøken – er det Sandhed? De giver Peerson Deres Haand?

OXENSTJERNE

Ja, Hr. Major! (til Emma). Siig det selv.

EMMA

Han har beilet til min Haand! – han elsker mig!

OXENSTJERNE (sagte til Emma.)

Fat Mod! – Vær stolt!

EMMA

Han elsker mig! vil være mig tro!

FREDERIK

Og De – De har lovet ham Deres Haand? – Emma!

OXENSTJERNE

Denne Forbindelse er i det mindste passende for vor Familie.

FREDERIK

Det kan ikke være muligt!

EMMA

Han vil gjøre mig lykkelig!

FREDERIK

Lykkelig?!

EMMA

Ja, det Hjerte, som engang var mit, lod sig forlede af falsk Glimmer! jeg har maattet opgive det – jeg maa forsøge at glemme det – og jeg har glemt det!

OXENSTJERNE

Det er godt mit Barn! – Ja, Emma har gjort sig fri for visse trykkende Baand og følger nu glad min Villie.

(gaaer med Emma).
CRONBERG

Han er fri! nu vil hans Hjerte kun banke for den skjønne Ubekjendte!

Tolvte Scene

FREDERIK. CRONBERG
FREDERIK

Emma! – Nei, det kan ikke være muligt! – men hendes Onkel? Han er riig, mægtig, fuld af Stolthed!

CRONBERG

Hvilken Glæde vil det ikke være for mig, naar man siger: »Grev Oxenstjerne er tagen fra Hoffet til sine Godser!«

FREDERIK

Min varme, inderlige Kjærlighed saaledes stødt tilbage.

CRONBERG

Hvad! Du elsker hende? Du elsker Grevens Broderdatter?

FREDERIK

Jeg? – Elske? Nei, nei! Alt er forbi! –

CRONBERG

Desto bedre! Disse Oxenstjerner ere saavel dine, som mine Fjender.

FREDERIK

Jeg kan ikke udholde det! – Dog, jeg veed ogsaa hvad jeg skylder mig selv. – At behandle mig saa haanligt!

CRONBERG

Hovmod imod Hovmod! Viis Du dem Lige for Lige!

FREDERIK

Det vil jeg!

CRONBERG

Jeg er ikke hævngjerrig, men glæde mig, vil det dog, om de kom til at føle det! –

FREDERIK

Troer han, jeg behøver hans Indflydelse, hans Gunst! – Nu, vi vil see! Det kunde blive mig, der afslog Partiet med hans Broderdatter. – Og for hvem bliver jeg opoffret? For en intriguant Nar! for en Peerson! –

CRONBERG

Peerson! Nok een, der maa springe! – Men siig mig, saae Du din Beskytterinde? –

FREDERIK

Ja, min Ven! jeg saae hende, saae – naar Du kun vidste – men jeg har maattet love hende dyb Taushed!

CRONBERG

Som Du vil! jeg skal nok komme efter det! – Seer Du, jeg kjender alle Damer her ved Hoffet, der ere nogle meget smukke og nogle meget hæslige; ja sandelig en god Deel! Hovedsagen er her, at din Dame har Indflydelse hos Dronningen.

FREDERIK

Ja, det tør jeg svare for!

CRONBERG

Rimeligviis en af de første Damer ved Hoffet?

FREDERIK

Ja vist, saadan en af de første!

CRONBERG

Hun har megen Bevaagenhed for Dig!

FREDERIK

Jeg har Aarsag til at troe det!

CRONBERG

Ja, saa kan hun just nu give os den bedste Prøve derpaa! uden hende, vil det være ude med os!

FREDERIK

Hvorledes? Tal tydeligere!

CRONBERG

Dig sender man bort – men det er Dig maaskee ligegyldigt! – Mig befaler man at gaae til Armeen, men det er ganske udenfor mine Planer.

FREDERIK

Sender mig bort? – Og hvem kan gjøre det?

CRONBERG

Dronningen! –

FREDERIK

Dronningen, siger Du!

CRONBERG

Ja, og hun forbyder Dig, oftere at komme for hendes Øine.

FREDERIK

Hvorledes! Dronningen! – hun som for et Øieblik siden – Ja, det kan ikke forundre mig – det vilde ogsaa være formeget at vente! – Nu er Alt forbi!

CRONBERG

Ih, nei vist ikke! skynd Dig til din Ubekjendte. Hun, hun maa hjelpe os.

FREDERIK

Ja, Kjære, er det din sidste Udvei, saa er det nu reent forbi! – Vi maa bort!

CRONBERG

Nei, for Fanden! saaledes rømme vi ikke strax Marken! det vilde altfor meget kildre Oxenstjerne.

FREDERIK

Hvad mener Du? – Greven –?

CRONBERG

Ja! han var jo med sin Broderdatter hos Dronningen; og jeg saae begges triumpherende Mine – –

FREDERIK

Du troer, at Greven –? – Ja, ja! Du kan have Ret! Jeg lod ham tilbage her! – det er en uværdig Opførsel! – Ja, vi maa reise strax!

CRONBERG

Hvad jeg? Jeg skulde reise? Nei, saa kjender Du mig ikke!

FREDERIK

Naar Dronningen befaler, maa vi adlyde.

CRONBERG

Nei, min kjære Ven, Du kjender kun lidt til Hoffet og Menneskene der. – Gjelder det Titler og Æresposter, saa adlyder man i Øieblikket, og tager imod Alt hvad man kan faae; men kommer der en unaadig Ordre – den maa man i det mindste høre to Gange.

Trettende Scene

DE FORRIGE. CHRISTINE. EN OFFICER. DAMER. PAGER
OFFICEREN

Dronningen! – (til Cronberg). Er Alt i Stand til Dronningens Afreise?

CRONBERG (i det han gaaer.)

Jeg vil selv gaae, for at see alting efter!

CHRISTINE (i det hun træder ind).

Nu, Hr. Kammerherre! (seer Frederik). De er her endnu?

FREDERIK

Deres Majestæt tilgive mig! – Jeg adlyder – jeg iler bort herfra – men jeg føler dybt denne pludselige Omskiftning af Deres Naade for mig –

CHRISTINE

Jeg skylder Grev Oxenstjerne, at fjerne Dem for bestandig fra mit Hof. – Hans Lykke, hans Huses Ære afhænger heraf.

FREDERIK

Han har anklaget mig for Deres Majestæt?

CHRISTINE

De elsker hans Broderdatter.

FREDERIK

Jeg!

CHRISTINE

Ja, ja, De elsker hende! – Han, derimod, finder at Deres Formue, Herkomst, Deres –

FREDERIK (med Bitterhed).

O, derfor, Deres Majestæt, kan Hr. Greven være ganske rolig! – Hans Broderdatter har aldrig elsket mig! – Og jeg – jeg selv var kun henrevet af Erindringer fra Barndommen – forledet af et Slags ungdommeligt Venskab – Jeg kan let og gjerne glemme et Baand, som hun jo selv har sønderrevet.

CHRISTINE

De elsker hende ikke mere?

FREDERIK

Nei, hun er fri – fri, som jeg selv!

CHRISTINE

De bedrager mig!

FREDERIK

Jeg? Store Gud!

Fjortende Scene

FREDERIK. CHRISTINE. OXENSTJERNE. EMMA
OXENSTJERNE

Deres Majestæt! Jeg vover her at fremstille min Broderdatter, der med Taknemmelighed antager den Ægtefælle, De har bestemt hende.

EMMA

Ja, med Taknemmelighed!

CHRISTINE (med et Blik til Frederik).

Jeg er tilfreds. Det er godt!

OXENSTJERNE

Og her er Depecherne, som Hr. Majoren skal bringe til Grændsen.

CHRISTINE

Nei, nei! – Jeg har forandret min Bestemmelse! Lad en anden Officeer besørge dem.

OXENSTJERNE (sagte).

Ha! atter igjen et Spil af den hemmelige Beskytterinde. (høit). Deres Majestæt vil naadigst betænke – –

CHRISTINE (uden at høre ham).

Frøkenen følger ikke med os til Stockholm! – hun bliver her paa Slottet, indtil hendes Bryllup. Jeg vil – jeg ønsker det!

FREDERIK (sagte).

Til hendes Bryllup!

Femtende Scene

DE FORRIGE. CRONBERG. DAMER. HOFMÆND og PAGER
CRONBERG

Naar Deres Majestæt befaler! Alt er i Stand til Afreisen.

CHRISTINE

Godt, min kjære Cronberg! – Vær kun ved godt Mod, De og Deres Fætter bliver hos os.

CRONBERG (sagte til Frederik).

Ha, den Ubekjendte har talt for os!

CHRISTINE (sagte).

Jeg føler mig igjen saa rolig!

FREDERIK (sagte, i det han betragter Emma).

Hvor dog Synet af hende endnu rører mig!

EMMA (sagte til Oxenstjerne).

Nu, min Onkel! har De seet den ubekjendte Dame?

OXENSTJERNE (sagte).

Tys, stille herom!

FREDERIK (sagte).

Greven er opbragt.

CHRISTINE (til Oxenstierne).

Hr. Greve, jeg stoler her paa Deres Lydighed! – Mine Herrer! Vi begive os bort!

CRONBERG (i det han vender sig halv mod Udgangen).

Befaler Deres Majestæt –?

CHRISTINE

Major de Bury!

EMMA (til Oxenstierne, idet hun nøie betragter Damerne).

Seer De hende endnu ikke?

OXENSTJERNE

Stille, siger jeg – nu er Øieblikket –

CHRISTINE (til Frederik).

Giv mig Deres Arm.

(Pause).
OXENSTJERNE (udbryder i Forbauselse).

Min Gud, Dronningen!

EMMA

Og jeg skal blive her!

OXENSTJERNE (afsides, med Fasthed).

Nei, kom! følg mig! vi maa herfra!

(Frederik rækker Dronningen sin Arm, hun støtter sig paa den. Oxenstjerne fører Emma ud. Hoffet følger).

Anden Act

(En stor Sal paa Slottet i Stockholm. Til Venstre Dronningens Cabinet; paa samme Side staaer et Bord med Skrivetøi).

Første Scene

CHRISTINE (i en mere kostbar Dragt end før, sidder ved Bordet og læser).

»At regina, gravi jam dudum saucia cura, Vulnus alit venis – –« Virgil er dog fortræffelig, naar man ret forstaaer ham. Det gjør jeg vel ikke altid, men til Lykke har jeg Oversættelsen ved Haanden. De maa ikke vide ved mit Hof at jeg kan tage feil; thi en Dronning maa aldrig feile! – Lad mig engang see: »At regina« .... i Sandhed! min lærde Vossius har givet mig en meget interessant Lectie. – Den stakkels Dido, som fortæres af en Lidenskab, hun ikke tør tilstaae for sig selv. Det maa være ulykkeligt! (hun reiser sig). Bury kommer ikke. Han skulde allerede være her. Grev Oxenstjerne saae meget mørk og betydningsfuld paa mig, da jeg forlod Lystslottet. – Men hvorfor? – Jeg giver en ung Officeer min Beskyttelse. – Er det ikke naturligt? Jeg har altid elsket Tapperhed! – Ja, men i Hæren er der mange tappre Officerer, som jeg dog slet ikke holder af. Maa man da som Dronning altid gjøre Vold paa sit Hjerte? Vil man da ikke tillade mig, i det jeg sørger for mit Folks Lykke, at jeg ogsaa tænker paa min egen.

Anden Scene

CHRISTINE. FREDERIK (som nærmer sig med Ærbødighed).
CHRISTINE (siddende).

Min Hr. Major, jeg lod Dem kalde, for i Fortrolighed at raadføre mig med Dem om en Ting af Vigtighed, det gjelder Sverrigs Hæder og Rolighed, maaskee min Lykke! Gud! Deres Lykke? Min naadige Dronning! – Og hvorledes? Paa hvilken Maade kan jeg –?

CHRISTINE

De er mig ærligt hengiven, og ofte tænker jeg paa den Tid da jeg besad Deres Fortrolighed og De min. Ja, De har den endnu, og jeg hæver Dem i dette Øieblik til min Raadgiver – min fortrolige Raadgiver! – Altsaa, min Hr. Geheimeraad, De maa raade mig. Danmark tilbyder mig Fred. – De seer at det er Statssager! – Een Betingelse forlanges der af mig – som De er uvidende om –

FREDERIK

Tilgiv, Deres Majestæt! – men – efter hvad Rygtet siger – man taler om en Formæling – –

CHRISTINE (reiser sig).

De veed det altsaa. Ja, Statens Vel fordrer det; en længere Krig vil kunne blive farlig – idetmindste paastaaer man det. – Sagen forekommer mig virkelig alvorlig og vigtig, og derfor lod jeg Dem komme. – De er nylig kommen fra Armeen, De vil ærligt kunne sige mig, om vor Stilling virkelig er saaledes, at den kræver et Offer.

FREDERIK

Nei, nei, ingenlunde! Det Felttog, vi nu have begyndt, maa bringe Sverrig Ære! Vor Hær brænder af Utaalmodighed, og snart vil den tvinge Danmark til en Fred, for hvilken Deres Lykke ikke behøver at være Prisen! – Vi vil stride med de Danske.

CHRISTINE

Det seer jeg helst, og jeg takker Dem for den Iver, hvormed De søger at berolige mig.

FREDERIK

Der findes ikke een Officeer i den hele Hær, der ikke siger det samme, der ikke ogsaa, som jeg, gjerne offrer Deres Majestæt sit Liv og Blod!

CHRISTINE

Fred ....! Hr. Major! – nei, jeg troer ikke at Alle have saa megen Hengivenhed for mig, som De.

FREDERIK

Vistnok, Deres Majestæt, har ikke hos Alle, saaledes som hos mig, Deres naadige Beskyttelse kunnet træde i Fortjenesternes Sted! –

CHRISTINE

Bury! De er beskeden. – Dog, lad os ikke tale om en Gunst, De virkelig fortjener. Jeg indseer let, at den har maattet overraske, ja endogsaa forvirre Dem lidt! Men siig nu, hvad tænkte De, hvad tænker De nu om Alt, hvad jeg har gjort for Dem? –

FREDERIK

Naar jeg seer mig her paa dette Slot, saa nær Deres Majestæt – saa synes det mig som om – – en kongelig Medlidenhed –

CHRISTINE

Hvad er dette for et Ord! Det passer sig slet ikke for Dem. – Ja, det fornærmer mig. Jeg vil at man skal agte, skal ære Dem!

FREDERIK

Men, Deres Majestæt, uden Navn, uden Formue –

CHRISTINE (med nedladende Fortrolighed).

Og naar jeg nu giver Dem et Navn? Naar jeg sørger for Deres Lykke? Jeg er vel endnu paa en Maade et Barn, men ikke et Barn, der gaaer i Ledebaand. Hvad jeg vil, det kan jeg ogsaa. Nu vil jeg at man skal agte Dem høit, fordi jeg gjør det, og De veed endnu ikke hvad jeg kan bestemme mig til, hvad jeg kan – – (fattende sig). Hvad var det jeg nu talte med Dem om? Jeg erindrer ikke ....

FREDERIK

Om Hæren, Deres Majestæt! om Danmarks Tilbud.

CHRISTINE

Ja, om Danmark – om Prinds Frederik – De veed jo der handles om en Forbindelse med ham? – Hvad er denne Prinds for en Mand? Hvad behager ham? hvad beskjæftiger han sig med? Seer De, jeg elsker Konsterne indtil Lidenskab; jeg kalder gjerne de udmærkede Mestere til mit Hof. Italien sender mig sine Sangere, Frankrig giver mig Frøken Skuderys Romaner og nu snart en ypperlig Balletmester. Der er en Hvisken og Uro imellem alle de gamle svenske Parykker. Det er en Statsomvæltning, mener man, at indføre Smag og Cultur i Sverrig! Seer De, dersom nu Prinds Frederik er mørk, streng og gjerrig, ligesom mine Ministre, saa vil vi ikke godt komme ud af det, og da vil jeg heller føre Krig med de Danske end kjede mig her hjemme.

FREDERIK

Nu vel, Deres Majestæt, saa føre vi Krig! –

Tredie Scene

DE FORRIGE. CRONBERG
CRONBERG

De Herrer Ministre ere samlede i Deres Majestæts Cabinet.

CHRISTINE

Endnu, før hele Rigsraadet samles! Jo, jeg forstaaer dem! De haabe forud at overtale mig. Hr. von Cronberg, jeg har bedet Major de Bury slutte sig til Dem, og ikke meer at forlade Dem. Jeg er meget tilfreds med Deres og med hans Tjeneste.

CRONBERG

O, Deres Majestæt! –

CHRISTINE

De vil imellem give mig lidt Efterretning om ham, jeg vil sørge for hans Forfremmelse. De tager jo Deel deri.

CRONBERG

Jeg? – Ja, den største! Jeg tænker ogsaa, naar Deres Majestæt befaler det, at Bury kunde forbinde sig med een af de første Familier, og bringe dens Glands over paa os – ja, paa ham, mener jeg!

CHRISTINE (seer urolig paa Frederik – til Cronberg).

De mener?

FREDERIK (lidenskabeligt).

Nei, nei! jeg vil altid være fri! (fatter sig). Alt vil jeg have min høie Dronnings Naade at takke for.

CHRISTINE (bevæget).

Major – –! (fatter sig – til Cronberg). Hr. Kammerherre!

(hilser ham og gaaer ind i sit Cabinet).

Fjerde Scene

CRONBERG. FREDERIK
CRONBERG

Paa Ære, min Ven, der gives virkelig Øieblik, hvori jeg ikke kan troe andet, end at det er min Indflydelse, der giver Dig – – Men nei, nei, jeg vil dog snarere troe, at det er Dig – eller rettere den unge Dame, som – –

FREDERIK

Troe, hvad Du vil! Hvad mig angaaer, saa bliver jeg her; min Fremtid synes mig nu sikkret, og naar Grev Oxenstjerne – –

CRONBERG

Oxenstjerne! – O, med ham er det slemt paa Heldingen! – Du veed jo, at Dronningen reent ud har forbudet hans Broderdatter at komme til Stockholm, før hun har havt Bryllup – og nu, tænk Dig blot – hun er alligevel her.

FREDERIK

Emma! – store Gud! er det muligt! –

CRONBERG

Jo, hun er her! see! det er jo allerede stærkt! men hvad der er endnu værre, hun er her hemmeligt. Jeg har saaledes vidst at blande Kortene, at hun maa lade sig see for Dronningen. Hendes Majestæt vil da see, at Greven slet ikke har agtet hendes udtrykkelige Befaling – det er een Grund mere til Misfornøielse; han staaer allerede ikke længer saa høit anskrevet, og med Guds Hjelp skal vi nok ganske faae ham styrtet!

FREDERIK (sagte).

Emma, her! – Det er udentvivl blot for at trodse mig.

CRONBERG

Men veed Du vel, at man her ved Hoffet kun beskjeftiger sig med Hr. Majoren, som Hendes Majestæt, da hun steg af Vognen, saalænge underholdt sig med, og strax efter lod kalde – Du vækker stor Misundelse, – ja, jeg selv –

FREDERIK

Ogsaa Du?

CRONBERG

Nei, nei, min kjære Major, jeg misunder Dig slet ikke al den Ære, man overvælder Dig med, naar jeg kun ogsaa faaer en lille Deel, kun en ganske lille Deel deraf! – Jeg er din Fætter. – Mit Symbol er: »Fremad, altid fremad! bestandig høiere op!« Derfor tag mig smukt med i din Flugt!

FREDERIK

Vær kun rolig! jeg skal ikke glemme det!

CRONBERG

Men siig mig, er det ikke sandt? Du tilbeder hende?

FREDERIK

Hvem? Emma?

CRONBERG

Nei, bevar’ os! jeg mener den skjønne Ubekjendte, som Du ikke vil nævne for mig! Nu, det er da ogsaa det Samme!

FREDERIK

Din Ulykkesfugl! hvad er det Du siger! Hvor kan Du falde paa Sligt?

CRONBERG

Ja, hør blot! jeg troer, jeg veed hvem det er. Det er saadan en nydelig Blondine, et yndigt Barn, i Alder med Dronningen, den lille Frøken Stiernhjelm – ha, ha, ha! tilstaae det kun! hun elsker Dig, elsker Dig ganske djævleblændt, denne charmante lille Dame! Ti dog! jeg bærer den dybeste Ærbødighed – –

CRONBERG

Ærbødighed? Ha! ha! ha! Troer Du at man her baade kan være ærbødig og taknemmelig mod Damerne? Nei, min Ven, det veed jeg bedre! Der ere visse Tilfælde, hvori man ganske maa glemme Ærbødigheden; men derimod lade Taknemmeligheden paa en egen Maade fremtræde.

FREDERIK

Tys! der kommer Nogen fra Dronningen.

CRONBERG

Grev Oxenstjerne; min inderlige – Fjende!

Femte Scene

DE FORRIGE. OXENSTJERNE
OXENSTJERNE (meget bevæget).

Min Hr. Major, det glæder mig meget at see Dem her! (sagte). Det er just det jeg ikke ønsker.

FREDERIK (sagte).

Hvad mon han vil mig?

CRONBERG (ligeledes).

Hans Tone er saa blid, saa artig – –

OXENSTJERNE

Jeg haaber, at De vil give mig et sandt Beviis paa Deres Godhed, Hr. Major! ved at forlade dette Hof – Jeg beder Dem derom! (Frederik gjør en benegtende Bevægelse). Jeg beder Dem meget derom! – og i modsat Fald nødes jeg til at befale Dem det.

CRONBERG

Hvorledes? Forlade Hoffet? Det er reent ud umuligt! – Det gaaer ikke an!

OXENSTJERNE (uden at see paa ham).

Jeg har kun med Hr. Majoren at tale!

FREDERIK

Er det Dronningens Befaling?

OXENSTJERNE

Maaskee –!

CRONBERG

Ingenlunde! det er kun en Caprice – (rettende sig selv). Det er kun en eller anden mægtig Mands Villie.

OXENSTJERNE

Nu ja, det er det just! – Det er min Villie! blot min!

CRONBERG

Naar saa er, maa vi oppebie Hendes Majestæts Befaling.

OXENSTJERNE

Hr. de Bury! jeg gjentager det: forlad Hoffet!

FREDERIK

Hr. Greve –!

CRONBERG (hæver Stemmen).

Major de Bury, min Fætter, De bliver her!

OXENSTJERNE

O, jeg forstaaer Dem! Man vil spinde Intriguer her; men deres Traade ere ikke fine nok til at undgaae mit Syn.

CRONBERG

Ja vist, der gives Ministre, der ikke begynde at vise dem høflige, førend det er halvt ude med dem!

FREDERIK

For Guds Skyld, Cronberg –! – min Hr. Greve –

CRONBERG (endnu høiere).

Lad mig kun raade! Det er en himmelraabende Uretfærdighed; man maa ivre derimod, og jeg gjør det! Paa min Ære, saaledes behager De mig meget bedre!

CRONBERG

Men De behager mig slet ikke.

FREDERIK

Dronningen!

Sjette Scene

DE FORRIGE. CHRISTINE
CHRISTINE

Hvad er dette, mine Herrer? Hvilken høirøstet Ordstrid her, saa nær ved mig! Vil De behage at forklare mig –!

CRONBERG

Deres Majestæt – Hr. Grev Oxenstjerne –

CHRISTINE

Nu? Hr. Greven?

FREDERIK

Befaler mig at forlade Hoffet.

CHRISTINE (med et Blik til Oxenstjerne).

Ha! Hvad hører jeg!

OXENSTJERNE

Og Hr. Kammerherren tiltaler mig i en Tone, som næsten ikke mere forundrer mig.

CHRISTINE (med Venlighed).

Major de Bury! forlad os! jeg beder Dem derom. Om en Time skal De faae mine Befalinger at vide. Hører De, mine Befalinger!

FREDERIK (bukker dybt og gaaer).
OXENSTJERNE (sagte).

Min Gud! hvad har hun vel i Sinde?

CHRISTINE

Kammerherre Cronberg, jeg er utilfreds med Dem! De har glemt den Agtelse, De skylder en Mand, som Grev Oxenstjerne.

CRONBERG (forlegen).

Deres Majestæt –!

CHRISTINE

De forlader os!

CRONBERG (bukker dybt og gaaer; sagte).

Jeg troer, det trækker op til en Storm! –

Syvende Scene

CHRISTINE. OXENSTJERNE
CHRISTINE

Som det synes, er De ingen Ven af dem, jeg skjenker min Gunst.

OXENSTJERNE

Deres Majestæt, efter Alt hvad jeg har hørt – –

CHRISTINE

Formodentlig er det til Gjengjeld, fordi jeg ikke altid er fornøiet med dem, som De beskytter – den danske Prinds, for Exempel! – Ikke sandt? – Ja, mit Svar skal Rigsraadet snart erfare. Er det samlet?

OXENSTJERNE

Deres Majestæts bestandige Betænkeligheder ville bedrøve flere end mig. – Skulde De virkelig heller ikke være tilbøielig til denne Forbindelse? – De har hørt Deres øvrige Ministres Mening.

CHRISTINE

Ja, med al menneskelig Taalmodighed.

OXENSTJERNE

Det var Folkets inderligste Ønske de forelagde Deres Majestæt!

CHRISTINE

Hvad kan det være mit Folk om at gjøre, enten jeg elsker eller ikke elsker en fremmed Prinds, som jeg aldrig har seet, og som Ingen her kjender? – Fordi dette Giftermaal behager mine Ministre, skal jeg tage en Mand, der ikke behager mig? De seer dog selv, at det slet ikke er billigt.

OXENSTJERNE

Og dog maa De engang gjøre et Valg.

CHRISTINE

Ja, men skal der engang vælges, saa vil jeg nok selv være den, som vælger min Ægtefælle. Men, det har ingen Hast, jeg vil see til. – Nu tænker jeg, lade vi dette fare! –

OXENSTJERNE (med et prøvende Blik).

Og hvilket Rige vilde Deres Majestæt vel helst –

CHRISTINE (ligeledes).

Hm, – mit eget maaskee! –

OXENSTJERNE

Hvorledes? – En af Deres Undersaatter?

CHRISTINE

I det mindste var jeg da sikker paa, ikke at blive behersket.

OXENSTJERNE

En Svensk? Nei, det var umuligt!

CHRISTINE

Hvad siger De?

OXENSTJERNE

Jeg siger – Deres Majestæt, – ja, jeg siger egentlig intet; jeg gjentager: det er en Umulighed!

CHRISTINE

Og hvorfor da? Fordi Alle vilde være imod dette Valg. Deres Thrones Værdighed, Deres høie Forfædres Exempel, Sverrigs Lykke, Folkets Ære og dets Villie –

CHRISTINE (utaalmodig).

Folkets Villie? og min da?

OXENSTJERNE

Rigsraadet kunde ikke billige et saadant Skridt!

CHRISTINE

De veed vel, at Rigsraadet billiger Alt hvad jeg vil.

OXENSTJERNE

Men ikke jeg, og jeg er Deres Majestæts første Minister –

CHRISTINE

Og jeg, Eders Dronning. Naar jeg vil –

OXENSTJERNE

De kan ikke ville!

CHRISTINE

Hvem vil kunne hindre mig? Hvo tør driste sig dertil? – De vil gjøre mig vred. Altid siger man mig, at jeg er Dronning, er Herskerinde, og at Alle maa lyde mig, og dog er man mig imod, binder mig mine Hænder, modsætter sig mig. Jeg taaler det ikke længer! Fri vil jeg være! – og før jeg her giver efter, kaster jeg heller Scepter og Krone, overgiver Dem Alt, og forlader Sverrig!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt –!

CHRISTINE

Hr. Greve, her i Slottet skal Ingen give Befalinger, uden de først komme fra mig! – Major – eller Grev de Bury skal man vise den fortjente Agtelse.

OXENSTJERNE

Grev de Bury!

CHRISTINE

Nu forstaaer De mig?

OXENSTJERNE

Nei, Deres Majestæt! – en saadan Begunstigelse for en Fremmed – en Lykkeridder, som i denne Morgen ikke syntes Dem værdig at komme ind i min Familie, kan jeg ikke forklare mig! Et Menneske, hvis Herkomst er ubekjendt –

CHRISTINE

Det koster mig jo kun et eneste Ord, og i Morgen er han den Første ved Armeen, den Fornemste ved Hoffet.

Ottende Scene

DE FORRIGE. EMMA
EMMA (træder hurtig ind).

Min Onkel! er det muligt! (hun seer Christine). Min Gud! Dronningen!

CHRISTINE

Deres Broderdatter!

OXENSTJERNE

Emma! har jeg ikke befalet Dig –? – Deres Majestæt! –

EMMA (frygtsom).

Min Onkel, man siger mig! man sender mig –!

CHRISTINE

Godt! jeg seer man har villet vise mig, hvor punktligt mine Befalinger blive efterlevede!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt vil tilgive! Hun er et sandt Barn, der ikke længe kan være skilt fra mig; – og jeg haabede, at Major de Bury alt havde forladt Stockholm.

CHRISTINE

Ah! det haabede De (halv sagte). og hun vel ogsaa! Ikke sandt? Men han bliver. – Nu staaer min Beslutning fast! (høit) Hr. Greve, følg mig til Rigsraadet, og lad Grev de Bury sige, at han venter paa mig i mit Cabinet. – Endnu engang: Deres Broderdatter forlader strax Hoffet! – De følger mig!

(hun gaaer ud af den midterste Dør).

Niende Scene

OXENSTJERNE. EMMA
EMMA

Ja, bort herfra! Det er jo Alt hvad jeg vil! Kun snart! ret snart! –

OXENSTJERNE

Ha, hun røbede sig! Nu, Gud skee Lov, at jeg veed, hvorledes det Hele staaer! Hun gaaer sin Vei, og jeg gaaer min. Lykkeligviis havde jeg forudseet Alt, og har min Broderdatter i Nærheden.

EMMA

De er vist meget vred paa mig? Men da man sendte mig til Dem – –

OXENSTJERNE

Vilde man skade mig, men Gud være lovet, just herved ere vi reddede! Naar jeg siger vi, mener jeg Sverrig; thi hvad mig angaaer, er jeg Intet. Det er den sidste Tjeneste jeg gjør Dronningen, det sidste Skridt til Sverrigs Vel – Lad dem tage min Frihed, ja mit Liv, med Glæde vil jeg offre det, naar jeg kun kan døe som en retskaffen, Fædrenelandet hengiven Tjener.

EMMA

Gud, med hvilket Blik Dronningen saae paa mig! Jeg skjælver endnu af Frygt.

OXENSTJERNE

Ja, det troer jeg nok! Jeg selv, som dog er mere vant til hende, blev underlig til Mode derved. (Afsides). Hun elsker ham! ja, af Gjenstridighed – ikke for andet! Dersom man sætter sig derimod, vil hun ægte ham. – Hun kan være istand til, saa snart hun seer ham igjen, at erklære sig tydeligt –! Nei, der er ingen Tid at give bort!

EMMA

Jeg hørte Dronningen tale om Bury

OXENSTJERNE (træder hen ved Bordet).

Ja, han kommer her.

EMMA (som vil gaae).

Da vil jeg –!

OXENSTJERNE

Nei, Du bliver! Du maa blive. Han er jo forelsket i Dig ....

(sætter sig til at skrive).
EMMA

Nei, nei! kjæreste Onkel! De veed jo –!

OXENSTJERNE (skrivende).

Jeg veed det! jeg veed det nok – nei, jeg vil intet vide! – Han elsker Dig, og Du elsker ham igjen – nu, desbedre! –

EMMA

Men kjære Onkel, hvorledes kan De troe –

OXENSTJERNE

Jeg kan troe det! Jeg veed det! Du elskede ham jo endnu imorges, og et Qvinde-Hjerte maa stille sig an som det vil – saa hurtigt forandrer det sig dog ikke.

EMMA

Da synes det dog, som De har forandret Deres Mening!

OXENSTJERNE

Ja det er en stor Forskjel! – jeg er en Statsmand! – O, jeg Blinde! der imorges gjorde mig saamegen Umage for at forhindre, at – (han giver hende Billetten). Nu, Emma! tag denne Billet! Grev Bury har faaet Befaling at komme herop paa Slottet; giv ham den i Øieblikket naar han kommer. Herpaa beroer hans og Din, ja maaskee alle vores Skjæbne.

EMMA

Men, Damen, som beskytter ham – han elsker hende!

OXENSTJERNE

Elsker hende? Nei, nei, det kan jeg ikke troe! En saadan Tanke har han endnu ikke turdet vove. I ethvert Tilfælde skal jeg snart erfare det! –

EMMA

Men, hvem er hun?

OXENSTJERNE

Det behøver Du ikke at vide. Kommer Grev Bury ind til Dronningen, og faaer talt med hende, da er det ude med os! Jeg maa i Rigsraadet! Der vil jeg fast og uden Frygt for Mennesker tale Sverrigs Sag; Du kan imidlertid virke her. Gud lede Alt til det Bedste!

(han gaaer).

Tiende Scene

EMMA (ene).

Jeg skal see ham igjen! tale med ham! Nei! efter hvad der er skeet imellem os – hvorledes er det muligt? – Og dog – (seer henimod Dronningens Værelse). »Kommer han ind til Dronningen og faaer talt med hende, da er det ude med os!« – saaledes var det jo min Onkel sagde! – Og dette Brev! – Gud, der er han!

Ellevte Scene

EMMA. FREDERIK
FREDERIK

Velan, denne Gang befalede Dronningen det selv – Hvad seer jeg! Emma!

EMMA (afsides).

Han har seet mig!

FREDERIK (afsides).

Hun vender sine Øine fra mig!

EMMA (afsides).

Jeg vil idetmindste ikke begynde.

FREDERIK (afsides).

Jeg vil ikke anden Gang være til Spot for hende!

(vil gaae ind i Dronningens Værelse).
EMMA

Min Gud, han gaaer til Dronningen! (høit). Hr. de Bury!

FREDERIK

Emma! De nævnte mit Navn?

EMMA

Jeg?

FREDERIK

De kalder mig tilbage! – Hvorfor vil De nægte det igjen! O, jeg vil gjerne tilstaae, at det var min Beslutning at flye Dem, – og at jeg dog længtes efter at see Dem.

EMMA (med Fyrighed).

de Bury!

FREDERIK

Jeg troede mig forraadt, jeg var fortvivlet, og dog – dog saae og søgte jeg Ingen uden Dem.

EMMA

End mig? Og langt fra mig var De jo dog saa lykkelig?

FREDERIK

Lykkelig! Jeg skulde være lykkelig ved Udmærkelser, som jeg ikke kunde dele med dem? Ved at nærme mig en Fremtid, da jeg ikke mere skulde see Dem? – Nei, Emma! jeg var lykkelig, da jeg troede mig elsket af Dem – og trods deres Fordom imod mig –

EMMA

Min Fordom imod Dem! – Nei, det Hele er kun altfor sandt! – Denne Dame, ved hvis hemmelighedsfulde Beskyttelse – (Frederik gjør en Bevægelse). Ja, De seer, at jeg veed Alt! – Jeg elskede Dem saa trofast, – O, Gud! ja, jeg troer jeg elsker Dem endnu – Alt beroer kun paa et eneste Ord. – Denne Dame – hvem er hun?

FREDERIK

Emma! De forlanger at vide en Hemmelighed, som – ikke er min.

EMMA

Saa behold den, Hr. de Bury! ja, behold den kun. Jeg tør ikke mere see Dem.

FREDERIK

O, Emma! De vil vist engang selv lade mig vederfares Ret! Lev vel!

(han vil ind i Cabinettet).
EMMA (standser ham).

Frederik!

FREDERIK

O, nu seer jeg – nu tør jeg haabe, at hvis De turde følge Deres Hjerte, da vilde De tilgive mig, men, at det er Frygt for deres Onkel, hvis Uvillie – –

EMMA

Min Onkel – Gud! – dette Brev –!

FREDERIK

Et Brev fra ham? Jeg forstaaer Dem ikke. (aabner Brevet og læser det i Hast). Er det muligt! Tør jeg troe det! og De? De samtykker i det han her har skrevet?

EMMA

Jeg – samtykke? – Jeg veed jo slet ikke hvad han har skrevet!

FREDERIK (læser).

»Min Hr. Greve! De elsker min Broderdatter.« – De seer, at han slet ikke tvivler derom.

EMMA

O, læs! læs!

FREDERIK

»De har bedet om Emmas Haand; Hun skal være Deres paa een Betingelse: at de øieblikkelig fører hende til Alteret, saasnart De har læst dette. Jeg iler hen for at give de fornødne Befalinger; Alt skal være istand til Ceremonien. Dvæler De, udsætter De det kun et eneste Øieblik, da taber De Emma for stedse. Axel Oxenstjerne.«

EMMA (tager Brevet).

Er det muligt!

FREDERIK

De seer selv, Deres Onkel –! jeg kan ikke selv forklare det! Dog, det er det samme! – Emma, samtykker De? –

EMMA

Jeg?

Tolvte Scene

DE FORRIGE. CRONBERG (kommer hurtig ind).
CRONBERG (meget tilfreds).

Nu, jeg er altsaa Baron! Det gaaer med en Hurtighed –! (til Frederik). Ah, min Hr. Greve; thi Du veed dog, at Du er Greve?

FREDERIK

Jeg! – drømmer Du?

CRONBERG

Som jeg siger Dig! Du er Greve og jeg Baron. Dronningen gik i dette Øieblik fra Rigsraadet: hun syntes at være meget opbragt, og alle disse Herrer, de havde en Mine – oh en Mine – saa suur og bister, at man nok kunde see, at Dronningen havde slaaet dem et Segl for Munden. Da hun saae mig, sagde hun strax: »Baron Cronberg, gaae strax til Grev Bury, jeg vil ufortøvet tale med Dem begge!«

FREDERIK

Ja, jeg skal strax være i Hendes Majestæts Cabinet.

EMMA

Og min Onkels Brev –?

FREDERIK

De samtykker da?

CRONBERG

Deres Onkel har jeg ogsaa seet, min naadige Frøken! han var ligesom ude af sig selv og foer ned til Slots-Capellet. Hvad der er foregaaet, veed jeg ikke, men jeg tænker som saa: naar vi stige, er det rimeligt: at han (gjør en mimisk Bevægelse). – Nu, kom i Hast ind til Dronningen!

EMMA (ude af sig selv).

Frederik! Frederik! – Jeg vil Alt! – Jeg er Din!

FREDERIK

Emma! jeg Lykkelige!

CRONBERG

Ja, Du Lykkelige! Hvem veed hvad der endnu kan skee.

FREDERIK

Hun ønsker min Lykke! – Ja ret af Hjertet ønsker hun den! hun vil ikke være herimod!

CRONBERG

Jeg troer jeg hører Dronningen!

FREDERIK

Dronningen?

EMMA

O Gud! jeg skjælver! – Og Du Frederik!

FREDERIK

Min Emma! Dig følger jeg!

CRONBERG

Du styrter os i Fordærvelse, hvis Du lader Dronningen vente paa Dig.

EMMA

Bliver Du her et Øieblik længer, er jeg evig tabt for Dig!

FREDERIK

Kom Emma! kom!

(de ile begge ud i Baggrunden).
CRONBERG

Saa hør dog! – Frederik! Min Hr. Greve! – Han lader mig staae – og Dronningen vente! Min Gud, hvad betyder dog alt dette? – Hvad vil det sige! Fra imorges af har jeg havt Uheld med først at erfare Alt, naar det var skeet! jeg veed slet intet forud! Her staaer jeg som en Nar! – Man gjør mig til Baron, det er ganske behageligt! Men man viser mig slet ingen Fortrolighed! – Denne Dame, som saa virksomt tager sig af os, kjender jeg endnu ikke. – Og hvorfor gik han? Hvad skal jeg nu svare Dronningen, naar hun spørger mig: »Hvor er Grev Bury? hvorfor kommer han ikke efter min Befaling?« – For Fanden! nu bliver jeg virkelig vred. Jeg bryder med ham! vel er han min Fætter –! men hvad kan det hjælpe? Min Lykke er mig dog nærmere end mine Slægtninge.

Trettende Scene

CRONBERG. CHRISTINE (hende følge): TO DRABANTER og NOGLE PAGER
CHRISTINE (forbittret).

Kan man tænke sig sligt! – Jeg skulde tillade, at man foreskriver mig Love; – at man vil regjere over mig! – Og denne Peerson, der nu igjen er kommen ind i Rigsraadet, alene for at sætte sig imod min Villie! – Baron Cronberg, hvor er Grev Bury? – Hvorfor har han ikke indfundet sig?

CRONBERG (sagte).

Det tænkte jeg nok!

CHRISTINE

De svarer mig ikke?

CRONBERG

Deres Majestæt – jeg veed ikke – jeg har ikke –

CHRISTINE

Han skal strax, strax komme til mig! – Jeg venter paa ham.

CRONBERG (sagte, idet han gaaer).

Nei! jeg vil dog ikke bryde med ham!

CHRISTINE

Hvor jeg skal glæde mig ved hans Overraskelse, naar han erfarer sin Lykke! – Han elsker mig, ja han elsker mig! Det er der ingen Tvivl om! – Hvad jeg føler veed jeg endnu ikke ret selv; men de mange Forestillinger derimod af mine Ministre – ja Trudslerne, som de vovede at fremføre, have været nok til at bestemme mig. De vil det ikke, men – jeg vil det just derfor! En Fremmed vilde de vælge til deres Herre, og til min Konge! – Nei, ingen anden end Bury skal være det; af mig, af mig allene skal han modtage sine Rettigheder. Med Kjærlighed vil han tusindfold gjengjelde mig, hvad jeg har gjort for ham, og i min Krones Glands vil han blive den Lykkeligste af mine Undersaatter!

(Cronberg træder ind).
CHRISTINE

Har De ikke forstaaet mig? – Greven – Grev Bury skal komme her!

CRONBERG

Deres Majestæt, han var her – – men Grev Oxenstjernes Broderdatter –

CHRISTINE

Hvorledes? hun! – hvad er det?

CRONBERG

Ja, med hende er han fulgt, – og som man har sagt mig, ventede Greven paa dem.

CHRISTINE

Greven!

CRONBERG (halv sagte).

I Slots-Capellet!

CHRISTINE

Hvad hører jeg! I Slots-Capellet (seer Frederik, som træder ind). Ha! der er han!

CRONBERG (sagte).

Jeg tro’r jeg ryster!

Fjortende Scene

DE FORRIGE. FREDERIK
FREDERIK (i glad Bevægelse).

Efter Deres Majestæts Befaling –

CHRISTINE

De har længe ladet mig vente efter Dem.

FREDERIK

Jeg tør haabe, Deres Majestæt vil tilgive mig et Ophold, der har grundet min Lykke – Grev Oxenstjerne –

CHRISTINE

Hvad har han kunnet gjøre for Deres Lykke?

FREDERIK

Han tilbød mig sin Broderdatters Haand – endnu i Dag – i dette Øieblik – og –

CHRISTINE

De svarede ham –?

FREDERIK

Jeg er nu hendes Ægtefælle!

CHRISTINE

De? – Og det siger De mig! Bort!

FREDERIK (bestyrtet).

Deres Majestæt!

CHRISTINE (med den største Heftighed).

Bort herfra, siger jeg! –

(Frederik gaaer med Tegn paa Forbauselse).
CRONBERG (sagte).

Paa min Ære, hjælper den Ubekjendte ikke denne Gang, saa seer det galt ud!

CHRISTINE

Grev Oxenstjerne skal ufortøvet komme her! Cronberg! De maa hente ham! (han vil gaae). Dog nei! De bliver! (Cronberg kommer tilbage). De er fra nu af ikke længer i min Tjeneste. – Forlad strax mit Hof, og kom aldrig meer for mine Øine!

CRONBERG (sagte).

Det er nu igjen noget nyt – og det kan jeg takke ham for!

CHRISTINE

Grev Oxenstjerne! –

Femtende Scene

DE FORRIGE. OXENSTJERNE
OXENSTJERNE

Deres Majestæt seer mig her –

CHRISTINE

Kom nærmere Greve! De har forraadt mig! fornærmet mig –! (til de Herrer, som fulgte hende): Mine Herrer! jeg vil tale med Greven! (de trække sig med Cronberg tilbage). De havde valgt en Søn af Friherre Peerson for Deres Broderdatter, jeg var tilfreds med dette Ægteskab, og De har bedraget mig.

OXENSTJERNE

Nei, Deres Majestæt! jeg har kun forandret min Beslutning.

CHRISTINE

Og det uden mit Samtykke!

OXENSTJERNE

Tingen syntes mig ikke af saa stor Vigtighed –!

CHRISTINE

Og naar jeg nu erklærer dette Giftermaal for ugyldigt –!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt vil ei kunne det!

CHRISTINE

Grev Bury selv kan strax løse dette Baand – De har forledet ham, bedraget ham –!

OXENSTJERNE

Deres Majestæt – jeg har endnu Ingen forledet, Ingen bedraget, og min Svigersøn –

CHRISTINE

Deres Svigersøn –!

OXENSTJERNE

Ja, han er ude af sig selv af Glæde – – han elsker sin unge Kone.

CHRISTINE

Og naar nu jeg ikke vil!

OXENSTJERNE

Han er Mand for stedse at ville elske hende.

CHRISTINE

Men Formue, Æresposter, Rang og Værdighed –

OXENSTJERNE

Besidde vel en Tillokkelse, man ikke godt kan modstaae –! Alle disse Ting formaae vel at blænde en ung Officier, og det var just dette, der bestemte mig.

CHRISTINE

Grev Oxenstjerne!

OXENSTJERNE

Jeg har ulykkeligviis det Held, altid at komme efter Hemmeligheder. Her er jeg kommen efter een – som endnu ingen uden jeg kjender. Den har bragt mig til at skjælve for Sverrigs Throne, for et Land, jeg har svoret at beskytte og at forsvare.

CHRISTINE (gjør en heftig Bevægelse).

Grev Oxenstjerne.

OXENSTJERNE

Ja, jeg har svoret det – Deres Majestæt! og jeg er vant til at holde min Eed. – De kjender Sverrigs gamle Stolthed. Dersom de krænkede den, hvor let vilde De da ikke ogsaa kunne tabe dets Agtelse, dets Kjærlighed.

CHRISTINE (utaalmodig).

Grev Oxenstjerne!

OXENSTJERNE

Desværre, mangler Hoffet her ikke Smigrere, der pleie at føre et andet Sprog end dette. De drive deres Haandværk, jeg – udøver min Pligt. Maaskee bliver det min Undergang – maaskee har jeg min Dronnings Unaade, og det smerter mig, men det er det sidste Offer, een af Gustav Adolfs gamle Tjenere bringer; en Mand, der tjener sit Fædreneland, om han ogsaa skal mishage Dem; og som dog, naar Nød og Farer true, igjen vil staae ved Deres Side og glad vil døe for Dem!

CHRISTINE

Og Lønnen for dette Offer?

OXENSTJERNE

Vil blive Unaade og Forviisning – det har jeg forudseet!

CHRISTINE

Og forudseet rigtigt. (til de, som staae i Baggrunden). Lad Ministrene samle sig! Grev Oxenstjernes Broderdatter maa ikke forlade Slottet! – Major de Bury skal komme. (til Oxenstjerne). De har min Unaade, De og Deres Familie! – Her for mit samlede Hof vil jeg lære Dem, om det er Dem, der regjerer Sverrig, eller om jeg er Dronning.

OXENSTJERNE

Jeg behøver ikke at rødme for denne Kreds. Mit Liv, mine Embeder tilhøre Deres Majestæt, og her for Deres Fødder nedlægger jeg den Værdighed, jeg modtog af Deres Kongelige Fader og af Dem.

CHRISTINE

Jeg tager imod den!

OXENSTJERNE

Jeg har endnu et andet Pant paa Deres Tillid til mig, et Tegn paa mine Tjenester, hvortil herlige Erindringer knytte sig. – Denne Kjæde, den samme Deres Fader, den store Gustav bar ved Lützen – som jeg modtog af Deres Majestæt og med ædel Stolthed har baaret paa mit Bryst!

(Christine betragter den).
OXENSTJERNE

Selv smykkede De mig dermed paa hiin Dag, da Stænderne engang modsatte sig et Indfald af Deres Majestæt. De var dengang meget ung – De kjendte ikke Thronens og Deres Undersaatters Rettigheder og Pligter – et ubetænksomt Skridt truede at vende alle Hjerter fra Dem; – da satte jeg mig imod Dem, jeg vovede at standse et Skridt, der haardt vilde have fornærmet Sverrig og dets Stænder. Min Dronnings Vrede var skrækkelig! Alt var ude for mig, den Magt, jeg havde misbrugt, maatte jeg, som nu, nedlægge i Deres Hænder.

CHRISTINE

Jeg erindrer det –

OXENSTJERNE

Da traadte jeg hen for Dem – men ved at see Deres Raadgiver, Gustavs Ven, den gamle Tjener, som Deres Fader eengang betroede Deres Ungdom, og som nu skulde bøde for sin 30aarige tro Hengivenhed – rørte der sig noget i Deres Hjerte – Deres Vrede var forbi! Deres Majestæt følte vistnok, at Ministeren, som opofrede sig selv for at frelse Dem, var mere tro, end de Feige omkring Dem, der billigede enhver af Deres Handlinger. – Og da man troede, at De vilde afsige min strenge Dom, rakte De mig den Kjede, De selv bar, og sagde: »Oxenstjerne, tag dette! De var min Faders Ven, vær ogsaa min! Gjem dette til Erindring! Gid det maa minde os begge om hvad der er skeet i Dag, og dersom jeg nogensinde kan glemme mit Folks Vel, min Krones Ære og Deres oprigtige Venskab, saa lad denne Løn for Deres tro Tjeneste, lyse for mine Øine, og De vil atter vinde Christines Hjerte!«

CHRISTINE (bevæget).

Grev Oxenstjerne!

OXENSTJERNE (tager Ordenskjæden af og rækker hende).

Jeg rækker Dem her dette dyrebare Tegn paa Deres Majestæts Naade. Gid det erindre Deres Hjerte om et Mod, der bragte mig Forviisning til Løn.

(Christine tager Kjæden).
OXENSTJERNE

Paa den Dag min store Konge seirede, maatte han døe; – som han redder jeg ogsaa idag min Ære – men ikke saa lykkelig, som han!

Sextende Scene

DE FORRIGE. EMMA. FREDERIK. CRONBERG. MINISTRE og HOFFOLK
CHRISTINE

Bury! (hun seer Emma). Gud! det er hende!

CRONBERG

Deres Majestæts Befalinger ere efterlevede.

CHRISTINE

Mine Herrer! jeg har ladet Dem sammenkalde, for at meddele Dem min Beslutning: den Forbindelse, De har foreslaaet mig, forkaster jeg. Allene vil jeg herske. Skjøndt jeg er ung, har jeg dog fattet en uigjenkaldelig Beslutning. Min høie Faders Scepter skal udeelt være mit. Mine Undersaatters prøvede Mod og deres trofaste Kjærlighed ere de eneste Støtter, jeg ønsker mig, og ved Guds Hjelp ville de være mig nok! (til Frederik med dyb Bevægelse uden at see paa ham). Grev de Bury, reis til Danmark med Deres Gemalinde – til Danmark! – bring mit Svar og mine Fredsforslag. – Reiser endnu i Dag – begge to – ja endnu i Dag! Vi udnævne Grev Bury til Vor Gesandt hos Vor Broder, den danske Konge! Glem ikke, at De i Sverrig har Venner, der vil vaage over Deres Vel.

FREDERIK

Gud! saamegen Naade!

CRONBERG (sagte).

Nu endogsaa Gesandt! Det maa jeg tilstaae –

CHRISTINE

Mine Herrer! Grev Oxenstjerne har gjort sig høit fortjent af sit Fædreland og af sin Dronning. (hun hænger ham Kjæden igjen om Halsen). Hr. Rigskantsler! Er De tilfreds med mig?

OXENSTJERNE (kysser hendes Haand idet han bøier Knæ).

Deres Majestæt! (reiser sig). Vor høie Dronning leve!

Dronningen paa 16 Aar

Drama i to Acter, oversat efter Bayards »La reine de seize ans«

Udkom første gang 28. marts 1833. Opført første gang 29. marts 1833 på Det Kongelige Teater. BFN 222. Forlægget, skuespillet La reine de seize ans af den franske dramatiker J.F. Bayard (1796-1853), opførtes første gang 1828 med musik af C.A. Adam.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

324,11Hoffet < mig
290
ChristineKristina (1626-1689), svensk dronning 1632-1654, datter af kong Gustaf 2. Adolf og Maria Eleonora af Brandenburg. Eftersom hun besteg tronen som seksårig, blev landets styrelse indtil 1644 varetaget af den fremtrædende rigskansler Axel Oxenstierna (1583-1654), som tilhørte en gammel, magtfuld rigsrådsslægt. Kristina havde et usædvanligt anlæg for statssager, men skal have været egenrådig og impulsiv. Man lagde flere ægteskabsplaner for hende, men hun afviste dem. I 1655 gik hun over til katolicismen og frasagde sig tronen.
Fru HeibergJohanne Luise Heiberg, f. Pätges (1812-1890), dengang Det Kongelige Teaters førende kvindelige skuespiller.
Hr. Dr. RygeJ. C. Ryge (1780-1842), fremtrædende kongelig skuespiller.
Jfr. HegerElisabeth Heger (1811-1891), kongelig skuespiller, 1834 g. m. kongelig skuespiller Wilhelm Holst (1807-1898) (Hr. Holst).
Hr. SeemannCorfitz Seemann (1800-1875), kongelig skuespiller.
292
gothiskher nok i romantikkens betydning: middelalderlig og ærværdig.
293
Forretningerarbejder, opgaver.
altallerede.
to Gange ladet mig forviseKristina havde flere stridigheder med Oxenstierna og især ved to senere lejligheder: i forbindelse med freden i Münster 1648 og pga. hendes valg 1649, mod rigsrådets vilje, af fætteren Karl Gustav som tronfølger. Forvist blev Oxenstierna dog ikke, men hans indflydelse aftog under Kristinas regering. De to nævnte begivenheder ligger senere end tidspunktet for dramaets handling, som må antages at finde sted omkring 1642.
294
det nye Palais i Stockholm1635-1643 opførtes paladset Makalös ved Kungsträdgården, men ikke for hoffet, som husedes på Tre kronor slot, opført i løbet af 1300-tallet; en af længerne blev ombygget 1637-1642.
Friherre(n)baron.
297
altiduafbrudt.
298
Cabineten fyrstes arbejdsværelse, hvor han holder råd.
Fætterbetegnelsen kunne bruges om fjernere, jævnaldrende slægtninge.
ved Grændsen … de Danske1643 gik en svensk hær uden forudgående krigserklæring ind i Holsten; en anden trængte ind i Skåne. Danskerne formåede i første omgang at forhindre de to hæres forening, men led senere nederlag; den påfølgende fredsaftale i Brömsebro kostede Danmark store afståelser.
299
Bestillingoffentligt hverv; ærinde.
forestillederepræsenterede; var (om en person af betydning, fx ved et hof).
301
lod detså det ud.
glimrendestrålende.
formeligtvirkeligt.
302
ordentligtrigtig.
samlesmødes.
Patentdokument, som bevilger et privilegium.
310
Ih nunuvel.
312
Prinds Frederikden senere kong Frederik 3. (1609-1670, konge fra 1648).
lovergiver udsigt til, garanterer.
313
Forestillingerindtrængende henstillinger.
Omgivningomgangskreds.
forelægge Demnemlig rigsråderne.
forbunden tilforpligtet til.
315
tør (jeg ikke vide)må.
komme efterkomme til kundskab om.
317
vistsikkert.
318
lader alle Miner springebruger alle kneb, griber til de kraftigste midler.
Haand paa Værketlad os gå i gang.
320
slemhård.
321
Fendrikbefalingsmand, der bar og forsvarede en fodfolksafdelings fane.
325
førsteførende.
327
kildrebehage.
328
i Øieblikketøjeblikkeligt.
332
At regina … venisindledningen til 4. sang af Vergils helteepos Æneiden, udgivet efter forfatterens død 19 f.Kr., lyder i Simon Meislings oversættelse, 1824: »Dronningen, alt forlængst dybt saaret af Kjærligheds Kummer, / Nærer sit Indres Saar«. Æneiden beretter om den trojanske prins Æneas, som baner vej for grundlæggelsen af Rom. Efter hans flugt fra det brændende Troja slås hans flåde ind på Karthagos kyst; her møder han dronning Dido, og et kærlighedsdrama begynder.
VossiusI. Vossius (1616-1689), hollandsk filolog; blev 1648 af Kristina indkaldt til hoffet i Stockholm, hvor han fik en stilling som hofbibliotekar.
333
Geheimeraadpå Christian 4.s tid titel for kongens fornemste og mest fortrolige rådgivere uden for rigsrådet; blev ikke brugt i Sverige.
Danmark … Fredse note til s. 298.
334
nedladendemild, nådig.
Ledebaanden slags tømme, som småbørn blev ledt i for ikke at falde, gangsele.
handles omunderhandles om; arbejdes på.
335
jeg elsker KonsterneKristina brugte store beløb på at skabe en teaterkultur i Stockholm.
udmærkedefremragende.
Italien … Sangereen italiensk operatrup under ledelse af V. Albrici var indkaldt af Kristina 1652-1654.
Frøken Skudery(s)Madeleine de Scudéry (1607-1701), fransk forfatter; hendes bindstærke romaner blev beundret i samtiden.
Balletmesterden franske balletmester Antoine de Beaulieu, der på Stockholms slot i 1638 iscenesatte Le Ballet des Plaisirs de la Vie des Enfants sans soucy som den første ballet, opført på den svenske scene.
336
Øieblikøjeblikke.
er … paa Heldingengår ned ad bakke.
337
falde paa Sligtfå den slags ideer.
338
artigelskværdig.
gaaer ikke anher nok: lader sig ikke gøre.
339
oppebieafvente.
342
billigtrimeligt.
see tilher måske: være opmærksom på det, tage vare på det.
345
lad … sigesørg for, at Grev de Bury bliver anmodet om.
det troer jeg nokdet tror jeg gerne.
346
Billet(ten)lille brev.
347
imidlertidi mellemtiden.
348
flyeflygte fra.
354
Forestillingerindtrængende henstillinger.
358
om han ogsaaselv om han så.
359
LützenGustaf 2. Adolf (1594-1632, konge fra 1611) deltog på protestantisk side i trediveårskrigen, den europæiske storkrig mellem katolikker og protestanter 1618-1648. Han faldt i slaget ved Lützen i Sachsen, hvor svenskerne besejrede den østrigske kejsers hær, der blev ledet af den bøhmiske adelsmand Wallenstein.
et ubetænksomt SkridtKristina gik ofte mod rigsrådernes og Oxenstiernas ønsker; bl.a. i sine bestræbelser på at skabe en ny adelsklasse. Her sigtes måske til Kristinas udnævnelse 1647 af den unge lærde svensker J.H. Salvius til rigsråd. Der er dog ikke fundet belæg for en episode som den nævnte, hvor den meget unge dronning er blevet hindret af Oxenstierna i at realisere sine planer.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Femtende Scene Anden Act Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Femtende Scene Sextende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]