Jeg troer, at han her vil befale over mig.

I Sandhed, jeg forstaaer det ikke. Emma skal svare mig –! (til Cronberg). Kjære Fætter, jeg kan ikke komme til mig selv af min Forundring –! Du her! i Dronningens Tjeneste?

Ja, min Ven! og i Dag, som Du seer, i Virksomhed! Men Du? Det lader ogsaa som det gaaer godt med Dine Sager!

Det kan ikke gaae bedre! – Men i Sandhed Din Ansættelse –!

Ah! det undrer Dig? Ja, mig ligeledes! Jeg kan selv ikke begribe det. Da Du tog herfra, havde jeg en lille Plads hos Ministeren Grev Oxenstjerne – som jeg ellers ikke gjør videre af – jeg var tilfreds, da det ikke kunde være anderledes, og kjed og træt af at søge om en høiere Ansættelse, da jeg ganske pludselig erfarer, at jeg var ansat ved Hendes Majestæt Dronningens Hofstat. Da jeg nu engang var ved Hoffet, bragte mine Fortjenester mig snart videre frem. Jo! – Man finder Behag i mig! Vor lille Dronning har megen Godhed for mig, taler gjerne med mig – og – Du veed det nok, jeg er godt skaaren for Tungebaandet – – Hendes Majestæt hører mig gjerne.

Men siig mig, hvad er da egentlig din Bestilling?

Min Bestilling? Ja, det er just det, de Alle spørge om. Da jeg kom til Hoffet, havde Dronningen, for endnu mere at uddanne sig – thi hun lærer Latin og Græsk, og Gud veed hvad mere! hun havde, siger jeg, ladet forskrive Lærde fra alle Verdens Lande, og sammenkaldt den hele svenske Adel. See, da gik det mig saaledes. Enhver spurgte, hvem jeg var, hvad jeg forestillede; jeg gik derimod ganske rolig min Vei, og saaledes troede Adelen, at jeg hørte til de Lærde, og de Lærde, at jeg var En af den høie Adel.

I Din pludselige Lykke, saavelsom i min, ligger der en Hemmelighed, som kun Tiden kan løse.

Lad den det, og bryd Du Dig ikke derom, kun, at vi komme frem, det er Hovedsagen. Ellers er det Hele jo ganske simpelt; man har Fortjenester –!

Ja, naar man har dem! (hemmelighedsfuldt). Men veed Du hvorfor Du er, hvad Du er?

Hvorfor jeg er, hvad jeg er?

Hvad om det var mig, som Du skylder, baade at Du er kommen til Hoffet, og Din Lykke og Dine Udsigter?

Hvorledes? Dig!

Ja, mig er det, Du har at takke for Alt. –

Hør, Frederik, gjør mig ikke vred!

Jeg skal forklare Dig det. Du er min Ven, min Fætter, Dig kan jeg betroe det til! Jeg trænger til Hjelp og Raad.

Raad? – Saamange Du vil!

Saa hør da! Du veed, at da jeg for noget over et Aar siden kom fra Heidelberg, hvor jeg havde tilbragt min Ungdoms-Tid, blev jeg her angrebet af en langvarig Sygdom. Hoffet var her just; jeg var et fattigt, ungt Menneske, Du var min eneste Slægtning, og ingen af os havde man endnu lagt Mærke til, hvorledes skulde jeg da faae Adgang paa Slottet, ihvor meget jeg længtes efter at see den unge Dronning, som jeg endnu ikke har seet. En Dag spadserede jeg her ved Indgangen til Haven for at tage frisk Luft, da staaer der paa eengang en ung Pige for mig i hvid Dragt. I Begyndelsen lod det, som om hun blev bange ved at see mig – og, jeg veed virkelig ikke selv! jeg blev ogsaa ganske forvirret. Jeg saae endnu lidende ud, det syntes at røre hende, hun saae paa mig med et Udtryk, der gav mig Mod. Jeg traadte nærmere for at undskylde mig. Hun svarede mig og loe – hendes Øie var saa livfuldt, hendes Tone saa bestemt, men det var en Bestemthed, der ikke udelukkede Ynde og Godhed. Hendes hele Tale bar Præget af en glimrende Aand! – hvilken Forstand og Fiinhed! – Paa eengang hørte vi Nogen tale – de kom nærmere; hun gav mig et Tegn, at jeg maatte forlade hende. Jeg gjorde det, og da jeg nogle Skridt derfra vendte mig om, for endnu engang at see hende, var hun forsvunden.

Ha, ha, ha! Hvad er det for noget! det var jo et formeligt Syn. Det maa have været Fanden eller – en Dame fra Hoffet.

Haab om at see hende førte mig næste Morgen til det samme Sted. Hun var der allerede.

Ja, saa var det en Dame fra Hoffet.

Denne Gang talte jeg med mere Tillid til hende, ogsaa hun viste saa megen qvindelig Blidhed, at jeg fik mere Mod. Hun vilde vide, hvem jeg var. Jeg sagde hende min dunkle Herkomst, min daarlige Lykke og mit inderlige Ønske at komme i Dronningens Tjeneste. Ogsaa om Dig, som min nærmest Beslægtede, talte jeg.

Virkelig, kjære Fætter! Ja vist, vi ere nær beslægtede!

Hun fortalte mig, at uagtet hun var saa ung, stod hun dog i megen Yndest hos Dronningen, der var af samme Alder som hun, og at jeg og min Familie kunde haabe Alt ved hendes Indflydelse. Vi kom saaledes oftere sammen. – Jeg var bleven den elskværdige Piges Ven. Hun lovede mig tusinde, forunderlige Ting, saa jeg ordentligt maatte lee; thi jeg tænkte mindst paa at de saasnart skulde gaae i Opfyldelse. – Paa det Sted hvor jeg pleiede at samles med min Ubekjendte, traf jeg en Morgen en Officeer fra Slottet, som overgav mig Patent paa Ansættelse ved Armeen, der stod ved Grændsen, og overgav mig en Kaarde – – see, her er den! jeg har siden ikke byttet den med nogen anden.

En Kaarde! – og meget kostbar! – Ha! naar jeg tænker mig om –! det var ogsaa paa samme Tid, at jeg blev kaldet til Hoffet. – O min kjære, kjære Frederik! – Siig mig dog, har Du ikke siden seet hende?

Jo, for to Maaneder siden, ikke langt fra Leiren, hvor Statsraadet paa en gammel Borg holdt en hemmelig Conference. Jeg blev en Morgen sendt derhen med et vigtigt Budskab. Man førte mig ganske allene ind i en stor Sal. Et Øieblik efter træder en ung Pige ind; hun gav et Skrig af Forundring, da hun saae mig – det var hende! – Jeg vilde kaste mig for hendes Fødder for at bevidne min Tak, men hun bød mig sætte mig hos hende; hun vilde skjule den Bevægelse hun var i, og antog en Mine af Værdighed, dog saae jeg, hvorledes Glæden straalede ud af hendes Øine. Hun havde slet ikke glemt mig, og Alt syntes at sige mig, at hun glædede sig over at see mig. Hun sagde mig ogsaa, hvad hun havde gjort for Dig.

Virkelig! men jeg troede dog, at min Fortjeneste –

Med en Ynde og Uskyld talte hun, som var henrykkende, og da jeg vilde gaae bort – kaldte hun mig tilbage, gav mig sin Haand – jeg trykkede den til mine Læber. – »Lev vel!« sagde hun, »tænk paa mig, og til Løn for det Lidet, jeg maaskee endnu kan gjøre for Dem, forlanger jeg den dybeste Taushed!« – Jeg forlod hende, og da jeg kom til Leiren, gav man mig en udmærket Hest – som, desværre, to Dage efter blev skudt under mig.

Det stakkels Dyr! – Just, ja just paa den Tid var det ogsaa, at det begyndte at gaae rask fremad med mig. Det lader virkelig til, at det dog ikke er alene min Fortjeneste –

Fra jeg sidste Gang saae hende, gaaer min Avancement saa hurtig fremad, at jeg selv er ganske underlig tilmode derved!

Jeg begriber det ikke!

Det er ikke fordi jeg skammer mig for mine Kammerater! nei, slet ikke. At jeg blev foretrukket, stødte dem i Begyndelsen. Man begyndte at mumle saa smaat, og ansaae mig mere for en Hofmand end en Kriger. Min gode Stjerne vilde da, at vi gik et Slag imøde, og det lykkedes mig for Alles Øine at vise mig den Naade værdig, min høie Beskytterinde saa rigelig skjenkede mig. Hvad der før havde seet ud som en Gunst blev nu en Retfærdighed.

Med mig er det nu en ganske anden Sag! Med mig kommer det ikke til Slag. Siig mig ellers, Du tænker da meget paa Din skjønne Ubekjendte? Føler Kjærlighed?

Kjærlighed? Nei, kun Venskab! sand Taknemmelighed. Jeg elsker en ganske Anden.

En ganske Anden? Ja, men hvad hindrer det Dig i ogsaa at elske her! Man kan elske overalt.

Glemme mit Troskabs Løfte? Skuffe hende, jeg elsker? Nei, nei! da kjender Du mig ikke. Tænk Dig ellers min Forundring, da jeg kom herind i Slottet, troer jeg, at jeg tæt herved – –

Saae Din Ubekjendte? – Er det muligt! – Ja, jeg er vis derpaa! – nye Naades-Beviisninger – O, fortræffelige Fætter, min eneste Ven! – vidste Du blot, hvor jeg holder af Dig, hvor hengiven jeg er Dig –! Ja, ja! Du er da Een af vore! – Ja, Du veed nok ikke –? Jeg er midt inde i Affairer – man taler om mig – der ere Folk, som sige at jeg er ærgjerrig, at det er det, der driver mig – Vel muligt! – fremfor Alt have vi sammensvoret os mod de Gamle i Statsraadet. Du maa hjelpe os. To af Ministrene maae bort. Axel Oxenstjerne –!

Axel Oxenstjerne? – Nei, jeg vil være udenfor disse Intriguer.

Giv Tid! Du er endnu uden Erfaring. Jeg skal nok give Dig den fornødne Underretning i Politiken. Men tys! der kommer Nogen! det er paa denne Tid, at Dronningen pleier at ride en Tour.

Dronningen! –

Depecherne, Kjære! – Jeg skal forestille Dig for hende.

O, jeg skjælver! – det er første Gang.