En Digters Bazar
Kom lad os vandre her, om kun paa Prent,
I sex med Billed-Rigdom reiste Buer;
Imellem Kjøbenhavn og Orient
Sig strækker den
Mine Venner
Digteren,
og Componisten
tilegnet.
Tydskland
I
De spanske DandsereDolores Serral og Mariano Camprubi, solodansere ved det kongelige teater i Madrid, gav 12 forestilinger på Det Kgl. Teater fra den 12. juni 1840.
I Sommeren 1840 opholdt sig i Kjøbenhavn nogle spanske Dandsere, der droge alle Kjøbenhavnerne hen til det gamle Theater paa Kongens Nytorv. Hele Byen talte om de spanske Nationaldandse og ved Aviserne lød det over hele Landet; jeg opholdt mig da hos
Af Thorvaldsen fik jeg her den første mundtlige Beretning om de spanske Dandsere; og han var henrevet, begeistret, som jeg aldrig havde seet ham før; »Det er Dands! det er
En Formiddag, jeg kom ind i hans Atellier, saae jeg et
Jeg blev meget begjærlig efter at see disse Spaniens Børn, see den yndige Dolorés Serral – nu have Kjøbenhavnerne glemt hende; – det er et Aar siden hun var her.
Jeg reiste til Kjøbenhavn og saae – en Dands, der lod mig glemme de malede Couliser og Lampelyset, jeg var med i
Fra min Ankomst til Byen saae jeg hver Aften Dolorés dandse, men aldrig mødte jeg hende udenfor Scenen, aldrig saae jeg hende, uden naar hun dandsede der.
Nu var det
Det var en nordisk Bølgedands! Dolorés blev strax mat; de smukke Lemmer bøiede sig til en Hvile, som ingen Hvile var; den ene Sø efter den anden slog over Dækket, Vinden peeb i Tougværket; ja et Par Gange syntes Dampskibet at staae stille, og ligesom betænke sig om det ikke gjorde klogest i at vende om igjen. Vandkarafler og Tallerkner, skjøndt de stode surrede fast, rystede af Skræk eller Instinkt. Der var en Raslen og en Knagen; hver Planke i Skibet vaandede sig og Dolorés sukkede saa høit, at det trængte gjennem Skibsdækket; den fine, smidige Fod strakte sig krampeagtigt mod den tynde Brædevæg, hendes Pande berørte Skillevæggen – –
– – Et Skib er dog en sælsom Verden! Til Høire skiller en Planke os fra Døden i Bølgerne, til Venstre kan en anden tynd Planke danne
Jeg fortalte Dolorés, hvilket Indtryk hendes Dands havde gjort paa vor Tidsalders
Om mange Aar bliver Dolorés en gammel Kone, og hun dandser ikke meer, men da dandse forbi hende de Byer og Stæder, i hvilke hun har henrykket og hun husker da Kongestaden paa den grønne Ø i Norden, midt i det stormende Hav, det hun seilede over, hun tænker paa det Basrelief, i hvilket hun endnu svæver ung og smuk, – og hendes Fingre glide ned af
Og hun svarer og smiler: »jeg var lidt til Søes i Norden!«
II
Breitenburgslot ca. 3 km sydøst for Itzehoe (se kort), grundlagt i begyndelsen af 1500-tallet som hovedsæde for adelsfamilien Rantzau.
Fra Kongeveien mellem Kiel og
Den
Kun langsomt bevægede min Vogn sig frem i det dybe Sand; jeg troer man kunde blive søsyg ved at kjøre her. Bestandigt fremad gjennem øde, mennesketomme Egne; de enkelte Huse, man her kommer forbi, ere udstrakte Længer, hvor Røgen hvirvler frem gjennem den aabne Port! Husene have ingen Skorstene, det er som om Arnestedet manglede, som om der inde intet Hjem var, som om kun den Fremmede paa Vandringen over Heden her i Hast tændte en Ild midt paa Gulvet og varmede sig lidt, for atter at vandre videre! – Skorstenene paa Bondens Huus og den hvirvlende Røg gjøre det hjemligt; Skorstenen pynter og opliver næsten ligesaa meget, som
Først ud paa Eftermiddagen aabenbarede sig et frodigt Landskab; vi saae en stor Skov, dens brune Løv i Solskinnet gav den Udseende af en Kobberskov, den havde noget saa aldeles forhexet, at da just en stor
Bag Skoven kom vi gjennem en stor Landsby, der om den ikke førte mig ind i Eventyrenes Land, dog bragte mig tilbage i et andet Aarhundrede. I Husene syntes Stald, Kjøkken og Stue at gaae ieet. Landeveien var dybt Dynd, hvori laae store Kampesteen. Det var malerisk nok og det blev endnu mere; thi midt i den tætte Skov skinnede i Aftensolen en
Broen dundrede under Hestenes Hov; vi rullede gjennem Skov og Have ind i den aabne Borggaard, hvor Lysene travlt bevægede sig bag Vinduerne, hvor Alt saae rigt og hyggeligt ud. Midt i Gaarden staaer en stor gammel Brønd med et kunstigt udarbeidet Gitter, fra dette fløi en lille Fugl, – det var bestemt den samme, der qviddrede mig velkommen idet jeg kjørte ind over Heden, den var kommet herhid før jeg, den havde meldt mit Komme, og Borgens Eier, den ædle
Fuglen qviddrede udenfor, mens jeg saae ud af Vinduet; tilfældigviis faldt Lyset hen paa Brønden og det var ligesom om Spanden gik op og ned af sig selv og midt i Spanden sad en lille Nisse, og nikkede velkommen; jeg tog bestemt ikke feil, thi
»
I den evig unge Natur rundt om gik gamle Minder; fra Slottets høie Taarn saae jeg vidt omkring over det frodige Marskland, hvor i Sommeren det fede Qvæg gaaer i Græs til Boven; jeg saae over de mange Skove, i hvilke
Jeg vandrede i Slottets Have under de gamle Træer ved de bugtede Kanaler, Hyldebusken og Rosentræet bøiede sig over Vandspeilet for at see hvor smukt de blomstrede. Bonden gik paa Digerne og trak Baaden op mod Strømmen. Jægeren med sine Hunde tog Vei ind i den kobberrøde Skov. Posthornet klang, og det var som Skov og Mark fik Stemme, som istemte den Efteraarets Dødshymne: »
Da Solen var nede, lød Sang og Bægerklang i Borgen; jeg vandrede gjennem Salen, hvis mørkerøde Vægge omfatte Basreliefs af Thorvaldsen og fremhæve de smukke Buster og Statuer; udenfor heldede sig op til Vinduet Rosenhækken med sin bladløse Green med de røde Hyben og den drømte, ved Sommerlivet inde i Salen, at den selv endnu var ung og blomstrende, og at hver Hyben var en Knop, der imorgen vilde aabne sig. Og Nissen sad paa Brøndkanten og slog Takt med sine smaa Fødder, den lille Fugl qviddrede, »her er smukt i Norden! her er godt i Norden!« og dog fløi Fuglen til de varme Lande! og Digteren gjorde det samme.
III
Erindring fra Dampskibet Støren
Der laae ved Størens Vande to smaa Huse, hvert paa sin Side af Floden, hvert pynteligt med en grøn Gavl og et Par Buske, men udenfor det ene hang Nættet udspændt, og en stor
Vi tog her en smuk ung Kone ombord, hun var af hvad man kalder den ringere Stand, men saa festligt klædt, saa ung, smuk og med et lille deiligt Barn ved Brystet. Fra begge Husene nikkede Folk til hende, de ønskede hende Lykke og Glæde! Fløien dreiede sig saa den peeb, men hendes smukke Øine saae ikke mere efter den; thi nu
Nu vare vi paa Elben, den store
IV
LißtFranz Liszt (1811-1886), ungarsk klavervirtuos og komponist, der turnerede med koncerter i Europa 1839-1847.
Det var i Hamborg i Hotellet: Stadt London, Lißt gav Concert! Salen var i nogle faa Øieblikke propfuld, jeg kom for
Salen, ja selv Sideværelserne, straalede af Lys, Guldkjæder og Diamanter! ikke langtfra, hvor jeg stod, laae i en Sopha en Jødepige, feed og pyntet, hun lignede en Hvalros med Vifte. Solide Hamborger-Kjøbmænd stode
I London, denne Maskinernes store Verdens By, eller i Hamborg, dette europæiske Handels-Contoir, bliver det charakteristisk, første Gang at høre Lißt, da svarer Tid og Sted til hinanden, og i Hamborg skulde jeg høre ham. Vor Tidsalder er ikke længer Phantasiens og Følelsens, den er Forstandens, den techniske Færdighed i enhver Kunst og i enhver Haandtering er nu en almindelige Betingelse for deres Udøvelse; Sprogene ere blevne saa uddannede, at det næsten hører til
Vore Verdens-Genier, ere de ikke Mode-Skummet kun af denne Brydning i vor Tidsudvikling, men ægte Aander, maae kunne udholde den kritiske Sønderlemmelse og hæve sig høit over det der kunde tilegnes; de maae, hver paa deres aandelige Plads, ikke blot udfylde den, men give noget Mere! – de maae som Coraldyret
I den musikalske Verden har vor Tid to Pianoets Fyrster, der saaledes fylde deres Plads, det er
Som et electrisk Slag gik det gjennem Salen, da Lißt traadte ind; de fleste Damer reiste sig, det var som kom der en Solglands over hvert Ansigt, som om alle Øine modtog en kjær, elsket Ven! – jeg stod ganske nær ved Konstneren, det er en mager, ung Mand, et langt mørkt Haar hang om det blege Ansigt; han hilste og satte sig ved Claveret! Hele Lißts Ydre og Bevægelighed viser strax en af disse Personligheder, man bliver opmærksom paa i og alene ved deres Eiendommelighed; Guddomshaanden har paatrykt dem et eget Stempel, der gjør dem kjendelig mellem Tusinde. Som Lißt der sad foran Fortepianoet, var paa mig det første Indtryk af hans Personlighed, dette Udtryk af stærke Lidenskaber i hans blege Ansigt, at han forekom mig en Dæmon, der var naglet fast til det Instrument hvorfra Tonerne udstrømmede, de kom fra hans Blod, fra hans Tanker; han var en Dæmon, der skulde spille sin Sjæl fri; han var paa Torturen, Blodet flød og Nerverne sittrede; men alt som han spillede svandt det Dæmoniske, jeg saae det blege Ansigt faae et ædlere og skjønnere Udtryk, den guddommelige Sjæl lyste ud af hans Øine, ud af hvert Træk, han blev skjøn, som Aand og Begeistring kan gjøre det!
Hans »
Den som beundrer Kunsten i technisk Færdighed maa bøie sig for Lißt, den som det Geniale, det af Gud givne henriver, bøier sig endnu dybere! vor Tids Orpheus har ladet Tonerne bruse gjennem Maskinernes store Verdens By og man fandt og erkjendte, som en Kjøbenhavner har sagt, »
Man bruger tidt, uden at tydeliggjøre sig det, Udtrykket: et Hav af Toner, og et saadant er det der strømmer ud fra Fortepianoet, hvor Lißt sidder. Instrumentet synes forvandlet til et heelt Orchester, det formaae ti Fingre, der eie en Færdighed der kunde kaldes
Da Lißt havde endt sit Spil, regnede der Blomster ned omkring ham, unge nydelige Piger, gamle Damer, der ogsaa engang havde været nydelige Piger, kastede hver sin Bouquet; han havde jo kastet tusinde Tonebouquetter i deres Hjerte og Hoved. Fra Hamborg vilde Lißt flyve til London! der udkaste nye Tonebouquetter, der dufte Poesi over det materielle Hverdagsliv! den Lykkelige, der saaledes kan reise sit hele Liv! altid see Folk i deres aandelige Søndagsklæder, ja selv i Begeistringens Brudedragt! Mon jeg oftere møder ham? var min sidste Tanke! og
V
Pigen fra OrleansDie Jungfrau von Orleans, sørgespil fra 1801 af den tyske forfatter Friedrich von Schiller (1759-1805), dansk Johanna d’Arc, Orleans Mø, 1813, fra 1833 Johanna d’Arc, Pigen af Orleans; opført første gang på Det Kgl. Teater 1819.
(en Skizze)
Vi vare
Vi vare ved
For mig og een af de Medreisende dækkede man et lille Bord og spurgte om en Tredie ikke nok kunde tage Plads her, og denne tredie indfandt sig, det var Damen, i den afblegede Kjole; en stor, noget slidt
»Jeg har reist hele Natten,« sagde hun; »jeg er Skuespillerinde! jeg kommer fra
»Hvad er
»De
Hun forlangte strax
En Time efter sad jeg i Diligencen; Posthornet klang gjennem Haarburgs døde Gader, en lille
VI
Jernbanen
Da mange af mine Læsere ikke have seet en Jernbane, vil jeg først see at give disse et Begreb om en saadan. Vi ville tage en almindelig Landevei, den kan løbe lige, den kan slaae en Bugt, det er det samme, men jevn maa den være, jevn som et Stue-Gulv, og derfor sprænge vi ethvert Bjerg, som stiller sig for den, vi bygge paa stærke Buer en Bro over Sumpe og dybe Dale, og naar da den jevne Vei er for os, lægge vi der, hvor Hjulsporene ville gaae, Jernskinner, om hvilke Vognhjulene kunne gribe fat. Dampmaskinen spændes foran med sin Mester paa, der veed at styre og standse den, Vogn kjædes ved Vogn med Mennesker eller Qvæg, og saa kjører man.
Paa ethvert Sted af Veien vides Time og Minut, naar Vognrækken vil indtræffe, man hører ogsaa milevidt
See, det er en Jernbane! jeg vil haabe, man har forstaaet mig.
Det var første Gang i mit Liv, jeg skulde see en saadan. En halv Dag og den paafølgende Nat havde jeg reist med Diligence den skrækkelige slette Vei fra
Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forud en Fornemmelse, som jeg vil kalde Jernbane-Feber, og denne var paa sit Høieste, da jeg traadte ind i den
Vognrækken her dannede tre Afdelinger, de to første ere magelige lukkede Vogne, aldeles som vore Diligencer, kun meget bredere, den tredie er aaben og utrolig billig, saa at selv den fattigste Bonde tager med, det bliver ham mindre dyrt, end om han skulde gaae den lange Vei og styrke sig i Vertshuset eller overnatte paa Reisen. – Signalpiben lyder – men den lyder ikke smukt, den har meget tilfælles med Svinets Svanesang i det Kniven trænger det gjennem Halsen; man sætter sig ind i den mageligste Karreet, Conducteuren lukker Døren i for os, og tager Nøglen til sig, men vi kunne lade Vinduet gaae ned, nyde den friske Luft uden at frygte for nogen Uleilighed af Lufttrykket; man har det aldeles som i enhver anden Vogn, kun mere mageligt, man udhviler sig her, naar man kort forud har gjort en
Den første Fornemmelse er en ganske sagte Rykken i Vognene, og nu ere Kjæderne spændte, som holde disse sammen; Signalpiben lyder igjen og Farten begynder, men langsomt, de første Skridt gaaer det sagte, som om en Barnehaand trak den lille Vogn. Hurtigheden tager umærkelig til, men Du læser i Din Bog, seer paa dit Kort, og veed endnu ikke ret om Farten er begyndt, thi Vognen glider, som en Kane paa den jevne Sneemark. Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!
Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi? Det var en af de Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! og de nærmeste ti til tyve Alen er Marken en
Saaledes just skal der reises gjennem flade Lande! Det er som By ligger tæt ved By; nu kommer een, nu atter een! man kan ret tænke sig Trækfuglenes Flugt, saaledes maa de lade Byerne efter sig. De almindeligt Kjørende, som man seer paa Sideveiene, synes at holde stille, Hestene foran Vognene løfte Fødderne, men de synes at sætte dem igjen paa samme Sted, og saa ere vi dem forbi.
Det er en temmelig bekjendt Anecdote om en Americaner, der første Gang kjørte med Dampvogn, at han ved
Jeg vil derimod fortælle, at da vi foer forbi et Plankeværk, som jeg saae forkortet til en Stang, sagde en Mand ved Siden af mig, »see nu ere vi i Fyrstendømmet
Og dog kunne Dampvognene gaae dobbelt saa hurtigt som her; hvert Øieblik er man ved en ny Station, hvor Passagererne skulle sættes af og andre optages, Farten bliver herved formindsket, man standser et Minut, og ind af de aabne Vinduer række Opvartere os Forfriskninger, lette og solide, ganske som vi behage! de
Jeg har hørt Flere sige, at ved Jernbanerne var al Reise-Poesi borte, og at man foer det Smukke og Interessante forbi; hvad dette sidste angaaer, da staaer det jo enhver frit for at blive paa hvilken Station han vil, og der see sig om til den næste Vognrække kommer; og hvad det angaaer, at al Reise-Poesi forsvinder, da er jeg af en aldeles modsat Mening. Det er i de snevre fuldpakkede Reisevogne og Diligencer, at Poesien forsvinder, man bliver her sløv, man plages i den bedste Aarstid af Støv og Hede, og om Vinteren af slette Veie; Naturen selv faaer man ikke her i større Portioner, men vel i længere Drag, end i Dampvognen.
O, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo mægtig, som en Oldtids Troldmand! vor magiske Hest spænde vi for Vognen, og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve! vor vilde Hest fnyser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af hans Næseboer. Raskere kunde ikke
Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig grebet som her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg følte en Andagt, som jeg kun som Barn har følt den i Kirken, og som Ældre i den solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat! I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi!
VII
GellertsChristian Fürchtegott Gellert (1715-1796), tysk oplysningsdigter. Grav
Paa een af Kirkegaardene i Leipzig er Gellert begravet.
Nu ti Aar efter gik jeg alene denne Vei; let fandt jeg Kirkegaarden, men Graven selv kunde jeg ikke finde, jeg spurgte en fattig gammel Kone om, hvor Gellert laae begravet, og hun viste mig Stedet. »Gode Mennesker blive altid søgte!« sagde den Gamle, »Han var en stor Mand!« og hun saae med stille Andagt paa den simple Grav. Jeg søgte, mellem de mange skrevne Navne, de to, der sattes, da jeg sidst var her, men Gitteret var nys opmalet, ja maaskee flere Gange opmalet siden; nye Navne stode skrevne, kun Navnet paa Gravstenen, Gellerts Navn, var det samme. Det vil findes, naar de nysskrevne ere forsvundne og nyeskrevne igjen; det udødelige Navn staaer, Menneskeslægtens enkelte Navne udslettes.
Den gamle Kone brød en Rose af til mig, en Rose, saa ung og frisk, som den, hvilken Charlotte selv i al Ungdoms Friskhed gav mig paa samme Sted; og jeg huskede saa levende paa hende, hun den friske Rose, der nu er i Graven! hun, hvis Sjæl og Tanke aandede Livs Lyst og Ungdoms Mod. Denne Gang skrev jeg ikke mit Navn paa Gitteret; jeg gjemte den hvide Rose paa mit Bryst og min Tanke var hos de Døde.
VIII
Nürnbergse kort.
Und Deutschland lieben soll,
Darf man ihm Nürnberg nennen,
Der edlen Künste voll;
Die nimmer nicht veraltet,
Die treue fleiß’ge Stadt;
Wo
Und
Schenkendorf.
Historien om
Man fortæller om
Da jeg for flere Aar siden var
Efter at have passeret
Vi foer gjennem Bayreüth,
Da jeg kom det ganske nær, saae dets gamle græsgroede Voldgrave, dets dobbelte Mure, de mange Porte med Taarne opførte i Form af opreiste Kanoner, de velbyggede Gader, herlige Brønde og gothiske Bygninger, maatte jeg erkjende: Du er dog Bayerns Hovedstad! vel har du maattet
Postillonen blæste gjennem Nürnbergs Gader; Husene ere forskjellige fra hinanden og dog prægede med samme Characteer; og alle ere de gamle, men velvedligeholdte; de fleste malede grønne, nogle have Billeder paa Muren, andre ere prydede med fremspringende Kanapper og Altaner, gothiske Vinduer med smaa ottekantede Ruder indesluttes af tykke Mure; paa de spidse Tage kneiser den ene Række af Luger over den anden og hver Luge har et lille Taarn. I store Metalskaale falde Springvandene, der omsluttes af kunstigt smeddede Gittere. – Dog, man kan ikke fortælle Sligt, det maa males! havde jeg Evne der til, da vilde jeg have stillet mig paa den murede
Fra Digterens Huus gik jeg til
De brogede Vaaben i Loftet, de gamle Helgenbilleder med stive gyldne Glorier, hvormed Væggene ere pyntede, give selv det mindste Kammer en egen Storhed, den Tanken forlener enhver Ting, ved hvilken Phantasien sættes i Bevægelse.
Kakkelovnene, – de ere alle af Leer, store og malede grønne, – de kunde med deres tusinde forgyldte Figurer, disse christne og hedenske Billeder, give Stof til sælsomme Eventyr. Hvilke Aftener kunde ikke her Barnet opleve og hendrømme, naar Ilden i Ovnen oplyste disse vaabenmalede Vægge, og de gyldne Figurer traadte frem og forsvandt igien, alt som Flammerne lyste; af Barnets Tanker kunde da
Jeg kom til at tænke herpaa, idet jeg, medens Slotsfogeden førte mig om og opramsede Aarstal og Navne, betragtede hans lille Dreng, der fulgte os, men mange Øieblikke standsede for at lege i et Vindue. Jeg vilde hellere fortroligt have siddet med den Lille og hørt ham fortælle Sandhed og Drømme, og andet er i Grunden dog ikke de fleste Fortællinger, som de Ældre give os og kalde historiske. Jeg gad i den maaneklare Nat staae med ham og see ud over den gamle gothiske By, hvis Taarne pege mod Stjernerne, som om de vilde tyde dem, see ud over Sletten, hvor Postillonens Horn klinger og da tænke paa Wallensteins Ryttere, der her blæste til Kamp; i Taagerne, der svæve hen over Engen, vilde jeg see de
Jeg gad sidde med den Lille under Linden i den snevre Slotsgaard og med ham see, hvad
Og Hesten vrinskede af Glæde, bar stolt sin Herre om i den lille Gaard, og Ridderen klappede dens kraftige, slanke Hals, Musklerne syntes at svulme paa det ædle Dyr, dens Hove sloge i Steenbroen; altid kraftigere, altid raskere jog den i Kreds, saa Fængselsvogtere og Krigsknegte maatte holde sig tæt op mod Væggene, for ret at give den Plads; og de gjorde det trygt, thi Borgporten vidste de var vel tillaaset, Ridderen kunde ikke undvige. Skjøndt kunde de have læst i Hestens Øie, hvad der var at læse, siger Krøniken, da vilde de have standset Hesten i dens Flugt og bundet den vilde Ridders stærke Hænder. Og hvad stod der i Øiet! det talte sit stumme, men ildfulde Sprog:
»I denne elendige Gaard
Og Hesten hævede sig; Ridderen trykkede
Naar Vinden suser i Lindens Blade, fortæller den derom.
Nedenfor Borgen, i Gaden tæt ved, ligger et gammelt Bindingsværks Huus paa tre Etager, den ene rager lidt udover den anden. Hver Fremmed standser og beskuer det. I Forstuen hænge Vaabenskjolde, sendte fra Bayerns forskjellige Byer; hvad er det for et Huus? Vi gaae kun nogle Skridt om Hjørnet, og paa den lille Plads staaer Eierens kraftige Billede; Malmet blinker i Solen, det er
Den kraftige Aand, der levede hos Regiomontan, Dürer og Peter Vischer er ikke forsvundet; der er Kraft og
Nürnberg ligner enkelte kraftige Gamle, hos hvem endnu Ungdommen rører sig, hos hvem Tanken er bevægelig nok til at knytte sig til dennes Ideer. Et talende Exempel bliver
IX
Et Önskes Opfyldelse
Da jeg var et Barn, havde jeg et lille
Og nu – nu stod jeg jo midt inde i disse Billeders Virkelighed: jeg var i Augsburg selv! jo meer jeg saae paa de gamle Huse, med brogede Malerier uden paa Murene, de takkede Gavle, de gamle Kirker og Billedstøtterne om Springvandene, des meer syntes jeg, at det var en heel Troldom! – Jeg var nu midt inde i Perspectivkassen, havde faaet mit Barndoms Ønske opfyldt. Naar jeg vilde, kunde jeg faae at vide, hvad der var bag Gadehjørnet.
Jeg kjendte dette Gadehjørne igjen, jeg gik omkring det, jeg fandt – Billeder, og det saadanne, som jeg ikke kunde ane som Barn, ja som paa den Tid ikke Verden anede, end sige Augsburg. Her var en Udstilling af Daguerreotyp Billeder, som en Maler:
Tænkte jeg det ikke nok, som Lille: kunde jeg komme om det Hjørne, da fik jeg nye Billeder at see, og jeg fik nye, de nyeste Tiden har bragt os.
Hvor ønskede jeg ikke, naar jeg den Gang saae i Perspectivkassen: gid jeg kunde gaae op ad den brede Trappe, ind af den store, gammeldags Dør; nu kunde jeg det, og jeg gjorde det og stod i den underste Hal til det prægtige
Kunde jeg dog komme ind i Perspectivet, ønskede jeg som Lille, og jeg kom derind paa den eneste rimelige og ønskelige Maade, vel varede det nogle Aar, før det gik i Opfyldelse, men opfyldt blev det dog! – Jeg var i Augsburg.
X
MünchenH.C. Andersen opholdt sig her 17. november-2. december.
Den gamle Deel af Staden München forekommer mig som en forældet Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, og Alt seer saa nyt, saa friskt ud, thi det har i dette Øieblik udfoldet sig.
Under Alperne, hvor Humleranken snoer sig over Høisletten, ligger Germaniens Athen. Her er billigt at leve, her er mange Kunstskatte at see, og jeg har her fundet mange elskværdige Mennesker, der ere blevne mig kjære, men dog vilde jeg ikke leve her, hvor Kulden er stærkere end i Danmark! de kolde Vinde fra Alperne fare isnende hen over det høitliggende Bayerland, og hvor Alperne selv lokke, som
Enhver Stad, fra det evige Rom til vort gravstille Sorøe, har sin Characteer, som man kan blive fortrolig med, ja voxe fast til, men München har noget af alle Stæder, man veed ei om man er i Syd eller Nord, jeg idetmindste fyldes her af en Uro, en Lyst til at komme afsted igjen.
Skulde man finde, at min Fremstilling af München er liig sønderrevne og hinanden modsigende Billeder, da har jeg just, efter det Indtryk Byen har gjort paa mig, givet den rigtigste Skildring. Alt synes mig en Modsigelse her, Catholicisme og Protestantisme, græsk Kunst og bayrisk Øl. Eenhed har jeg ikke fundet her, hver smuk Enkelthed syntes kaldet fra sit egentlige Hjem og opstillet om det gamle München, der er en By, som hundrede Byer i Tydskland. Posthuset med sine rødmalede Vægge og svævende Figurer er hentet fra
De fleste unge Kunstnere, der reise Syd paa, opholde sig længe i München og tale siden med stor Begeistring om Opholdet her. Men at de blive her saa længe, troer jeg ligger meest i at her er saa mageløst billigt, og komme de lige fra Norden, da er München den første By, hvor der er en Deel for dem at see; de fleste sande Kunstnere ere naturlige og elskværdige, fælles Kjærlighed for Kunsten knytter dem sammen, og i udmærket bayrisk Øl, der ikke er dyrt, drikkes Broderskab, der siden i Erindringen kaster en Glands paa den Stad, der udgjør Baggrunden for mange kjære Minder.
Kong Ludvig af Bayerns Kjærlighed til Kunst har fremkaldt alt hvad vi kalde Skjønt i München, ved ham har mangt et Talent faaet Leilighed til at udfolde Vingerne; Kong Ludvig er Digter, men han skriver ei blot Digte med Pen og Blæk, de mere storartede lader han fremstaae i Marmor og Farver; hans »
Königsbau, der, som jeg ovenfor har sagt, i sit Ydre er en Gjengivelse af Palazzo Pitti i Florents, har derimod i sit Indre, naar vi overspringe de pompeianske decorerede Værelser og den prægtige Riddersal med de forgyldte Churfyrster, en Duft af Tydskhed, der gjør Phantasien og Tanken godt. Fra Væggene straaler i Billeder, hvad Tydsklands Skjalde have sjunget og Folket opfattet; i dristige Omrids aabenbarer sig her
En smuk Spiral-Trappe fører op til Slottets flade Tag, hvorfra man seer den hele
Nærmest »Königsbau« er
Men jeg vil vende mig til Kunstens Forherligelse i Bayerns Hovedstad, og Navnene Cornelius og Kaulbach træde frem; jeg vil først tale om den yngre, altsaa om Kaulbach. Enhver, der i den sidste Tid har været i Berlin, kjender vistnok hans geniale, berømte Billede »
Til Høire paa Billedet drager en christelig Familie ud af Staden, to Engle ledsager den, de vaiende Palmegrene
Længe har intet Skue gjort mig saa glad og fyldt mig med Tanker, som dette Billede af Kaulbach giver os. Kunstneren gjennemgik for mig hver Enkelthed deri, viste mig de særskilte Studier, der hver for sig vare hele skjønt udførte Billeder. Siden saae jeg Skizzen til hans berømte »Hunnenschlacht;« hvor svæve dog disse Kjæmpeaander! hvor herligt hæver sig
Et af de største Værker, München har af Cornelius, er vistnok hans
Neppe var han vel ude af Døren, før et Par af Landsmændene overfusede mig for min mageløse Uartighed, som de kaldte det, at sige Nei til en Indbydelse af – Cornelius; »jeg maatte jo kunne see paa hans Øine, hvem han var, see det paa hele hans Personlighed!« yttrede man. Jeg havde nu ikke disse Evner! imidlertid gik jeg til ham med de Andre næste Dag, og han modtog mig med et Smiil, »sagde jeg ikke, de kom!« – Vi saae da Cartonen til det nu saa berømte Malerie »Dommedag.« Vort personlige Bekjendtskab i Rom var saaledes meget flygtigt, først her i München blev det mig forundt at skatte hans elskelige Personlighed, og møde Venskab og Hjertelighed af den store Kunstner.
Hos den berømte Maler
Af smaa Begivenheder, hvoraf man altid har nogle i en fremmed By, naar man bliver der et Par Uger, vil jeg meddele een: jeg spadserede gjennem et Par af Münchens Gader, og kom da forbi en Boglade, hvor jeg mellem de udstillede Bøger saae en
»Men jeg ønsker den hele Roman!« sagde jeg.
»Det er den hele!« svarede han, »der findes ingen flere Dele, jeg har selv læst den, min Herre!«
»
»Ja vel!« sagde han, »men det er i den som i de franske Romaner! Digteren antyder en Slutning, og saa maa man selv udmale sig den!«
»Det er ikke Tilfældet her!« afbrød jeg, »dette er kun den første Deel De har givet mig!«
»Jeg siger Dem,« sagde han halv vred, »jeg har læst den!«
»Men jeg har skrevet den!« svarede jeg.
Manden maalte mig op og ned, modsagde mig ikke, men jeg kunde see paa hans Ansigt, at han ikke troede mig.
En af de sidste Aftener under mit Ophold her, vidste jeg, at hjemme i Danmark, i
Nu sidder du hjemme, veemodig glad
I din Brudedragt.
En Fremmed jeg er i den fremmede Stad,
Jeg skal see dens Pragt.
For Altret hans Haand i din er lagt,
Den lystige Kreds nu synger for Eder,
Der er Bægerklang;
Der er Brudesang,
Men jeg – for Eder jeg beder!
Mon dem i Hjemmet, som jeg forlod,
Jeg meer skal see?
Du var mig en Søster, saa mild og god,
Guds Villie skee!
Imorgen jeg gaaer over Alpernes Snee,
Seer Roserne blomstre, jeg tænker paa Eder,
Paa hvert venligt Ord,
Hver en Drøm i Nord,
Og da – for Eder jeg beder!
XI
Tyrolregion, der strækker sig hen over grænsen mellem Østrig og Italien.
Alle Bjerge laae med Snee, de mørke Graner vare som gjennempuddrede; til Venstre antydede en tom mørk Stribe det dybe Leie for Floden
Grændsesoldater i store graa Kapper, klodsede uldne Handsker og med Geværet over Skuldren, mødte os i den friske kolde Morgen.
Vi havde forlade
Skal jeg tegne Innsbruck, da maa jeg først give en brusende Strøm, med mange Bjælkeflaader, styrede af to eller tre Karle, jeg maa antyde stærke Træbroer og skjæve Gader med Boutiker i de tungt byggede Buegange; men een Gade skal være anseelig og bred, Solen maa skinne paa Altrene der og paa
Snart fandt jeg den samme Spadseregang, jeg med Skotlænderen havde besøgt; Innfloden bruste uforandret, Tømmerflaaderne gleed under de stærke Broer ned ad Strømmen ganske som sidst; jeg gik op ad Veien hvor Kilderne sprudle, paa alle Husene prangede et stort Madonnabillede, det ene nøiagtigt afcopieret efter det andet, de samme Farver i Klædningen, den samme Stilling hos Moderen som hos Barnet; ned over Muren og aldeles over Vinduerne med, man havde kun holdt et lille Hul aabent, hang som et stort Teppe den voxgule Maisfrugt for at modnes i Solen; muntre Børn legede i Gaderne, Alt var som før; jeg fulgte Stien og stod imellem de tause Fjelde, hvor jeg havde seet Monumentet med den hebraiske Gravskrift, og jeg saae en Deel af det endnu, men kun en Deel; i Græsset laae et Stykke Planke med halv udslettede hebraiske Bogstaver, høit Græs skjød hen over Pælen, der havde baaret det, jeg sang igjen min skotske Vise, og saae paa Naturen rundt om, den og Sangen levede uforandret; jeg tænkte paa min skotske Ven, der maaskee nu er Familiefader og muligt i dette Øieblik sad i sin bløde Lænestol, og sov efter et godt Maaltid, drømte maaskee om eet og andet han havde oplevet; drømte maaskee om dette Sted og saae i Drømme Byen, Floden og Bjergene ligesaa levende, som jeg saae det, thi Sjælen husker at male selv de mindste Enkeltheder, drømte, at jeg sang den skotske Vise for ham paa dette Sted, og han vaagnede, saae op og sagde: »det havde jeg ganske glemt, hvor man dog kan drømme!« og saa var just Drømmen en reen Virkelighed; thi jeg stod igjen ved Graven og sang den skotske Melodie.
De blanke Messing-Kugler paa de høie Kirketaarne nede i Byen skinnede i Aftensolen; jeg gik derned,
Fra Innsbruck fører Veien over
Veien følger bestandig den brusende Flod; Fjeldene rundt om ere ikke høie, og have et forunderligt hensmuldrende Udseende; de synes Tavler med halvudslettede Runer og Hieroglypher; ofte danne de store Vægge, der synes at holde Resterne af gamle Gravmonumenter, forfaldne og pidskede af Regn og Storm. I flere Timer altid de samme Formationer; det saae i Sandhed ud, som om man her var paa en stor Kirkegaard for den hele Adams Slægt; det dødfødte Barn, den usleste Tigger, hver havde sit Monument; alle Slægter, alle Tider havde deres; underligt kastede mellem hverandre stode Liigtavlerne der; den grønne Busk, som skjød frem i Fjeldmuren dannede ganske mærkeligt en levende Fjærbusk i Ridderens Hjelm, saaledes som den forvittrede Klippeblok viste ham; her stod en harniskklædt Ridder mellem vanskabte Dværge, der alle bare Pibekraver, de kunde ikke være bedre fremstillede, end Tiden med Storm og Slud her havde gjort det. I Aarhundreder forvittres ogsaa disse Billeder, men nye dannes igjen, en anden Kirkegaards Monumenter for et andet Aartusindes Afdøde; og Floden bruser fort nedenfor og nynner den samme Dødningvise.
Mod Middag vare vi i
Italien
Den ædle Greve, Geheime-Statsministeren
og Tydsklands store Maler
bringer jeg disse Skizzer fra Italien
I
Indtrædelse i Italien
Reisebilleder
1
Over Alperne kommer man ind i et Land, hvor Vinteren er, som en smuk Efteraarsdag i Norden, det havde den i det mindste eengang været for mig. Sex Aar var gaaet siden jeg forlod Italien, nu var jeg her igjen, og i det første Vertshuus paa italiensk Grund skulde Velkomst-Skaalen tømmes; men Diligencen kjørte forbi baade det første, andet og tredie Vertshuus, thi Conducteuren sov; vi gjorde vist bedst i at følge hans Exempel. Jeg skottede til den blaa Himmel, lod Karreet Vinduet gaae ned, for dog at drikke Skaalen i denne Luft! men vore
Det var endnu ikke Dag-Gry, da vi naaede
Solen skinnede paa
Vi steg op til
Den fattige grønne Salat her i den frie Luft i Læ og Solskin var som Drapperi for den Throne, fra hvilken Italiens Majestæt hilsede mig og raabte: »Velkommen!«
2
Man talte kun om
»Jeg skal tilbage om otte Maaneder,« sagde en Nordtydsker i samme Vogn, som jeg, »netop samme Vei tilbage! det seer
»Jeg boer her paa Sletten, i den lille By
Jeg blev alvorlig stemt; dog i store Livs-Tilfælde, hvor jeg selv aldeles intet kan udrette, har jeg Tyrkens faste Tro paa det styrende Forsyn, jeg veed der skeer hvad der skal skee! her vendte mine Tanker sig til mine Kjære i Hjemmet, de bedste Lysbilleder dukkede op i min Sjæl.
Det var blevet Aften, det var en klar blaa Luft, Maanen skinnede, det var saa stille, ganske, som paa en smuk Efteraarsaften i Danmark. Mantua laae foran os! Mantua, sagde man, og jeg var ganske i Danmark, og det ikke blot i Tankerne, men i Omgivelsen. Jeg saae en stor klar Indsø, og den syntes i Maanelyset omgivet af Skove, der fortonede sig i en egen Blaahed; den store
Man siger, at
»Husker Du,« sang han, »de store, stille Søer, indsluttede af duftende Bøgeskove! husker Du den lille Sti mellem vilde Roser og høie Bregner, Aftensolens Straaler spille mellem Træets Grene og gjøre Bladene transparente. Der ligger en gammel Ridderborg ved Søen med takket Gavl, og Storken har Rede deroppe! – der er smukt i Danmark! –«
»Husker Du den brune duftende Kløvermark, med den gamle Kjæmpegrav begroet med Brombærhække og Slaaentorne; Stenene derinde i Gravkammeret skinne som Kobber, i det Aftensolen kaster sit røde Skjær derind? Husker Du den grønne Eng, hvor Høet staaer i Stakke og udbreder en sød Lugt i den stille Luft? Fuldmaanen skinner, Karle og Piger gaae syngende hjem, med blinkende Leer. Husker Du Havet, det svulmende Hav, det blikstille Hav –! ja, der er smukt i Danmark!«
Og vi rullede ind i Mantua, rullede ind gjennem en mægtig lukket Bro! Møllehjulene bruste udenfor, – og saa vare vi i Mantuas Gader.
3
Det var
Under Gadens høie Buegange vandrede Folk op og ned; Musik og Sang lød fra de aabne Caffeer, jeg tog Plads i en, hvor just et Kunstnerpar lod sig høre.
Manden var
Jeg lagde Mærke til, at den unge Kone engang saae hen paa ham med et Udtryk af Mildhed, med et saa venligt Smiil, at ved dette deres Hverdags-Liv forekom mig som et Eventyr, hans Hæslighed en Fortryllelse, som hun godt vidste, hans ædlere »Jeg« aabenbarede jo sig i Sangen, og under denne vilde engang den hæslige
Alle Gjester gav Ægteparret en lille Tribut; min raslede i hans Hat, idet man kaldte mig til Posthuset. Bygningen her er et ophævet Kloster; man maa gjennem Buegange, over en gammel Klostergaard og ind i Kirken, en ret stor, italiensk bygget Kirke, der nu tjener som Vogn-Remise.
Den af Maanen oplyste Luft udenfor gav saa megen Lysning i Kuppelen, at alle Omrids af denne traadte frem. Den lavere Deel af Kirken selv var saa godt som i Mørke; en stor Staldlygte hang, hvor Messingkronen før havde hængt; Diligencen og en af de nærmeste Vogne bleve herved belyste; rundt om stode Kufferter, Reisegods og Pakker. Det Hele gjorde et ubehageligt Indtryk paa mig, thi her var formeget, der mindede om et Guds Huus. Hvor et af Altrene havde staaet var reist et Træ-Skuur, indviet de laveste Nødvendigheder. Jeg veed ikke, med hvad Følelse Catholiken seer en saadan Forvandling af Kirke til Stald, altid har jeg tænkt mig Catholiken mere ildfuld for sin Tro, end den saalidt ceremonielle Protestant –! jeg følte mig glad ved at komme herfra. Kirkeporten aabnedes, og hvor Chordrengene havde svunget Røgelse-Karret for den knælende Mængde, trampede vore Heste, Postillonen blæste og vi foer afsted! Fire ridende
4
Maaneskin og Sollys
Det var efter Midnat, jeg sad i den rullende Vogn; vore ridende Soldater holdt tæt ind til den; det var det deiligste Maaneskin! en stor Stad med gamle Mure laae ligeforan; nu blev det sort Nat, vi foer ind af Porten og atter igjen straalede Lyset. Vi vare i
Flammen syntes i det stærke Maanelys kun et rødligt Punkt, en malet Flamme; en Qvinde indsvøbt i pjaltet
Ved Sollys saae jeg
Solen spiller en stor Rolle i denne Egn, Byfolkene ynde den ikke, derfor er Alt beregnet paa at give Skygge, alle Huse danne svale Buegange; men i Viinmarken hersker Solen og modner den saftfulde Drue; selv med Stenene slutter den Forbund. Det er her i Nærheden, i Bjerget
Jeg tænkte derpaa, da jeg i Sollys saae den store By og mit Øie faldt paa det
Jeg tænkte derpaa, da jeg besøgte den rige
Jeg tænkte paa den bononiske Steen, da jeg stod
II
En Nat paa Apenninerne
Fra den grønne flade Lombarder Slette hæve sig med Løvtræer og Viinhaver Apenninerne; idet man kommer udenfor Porten af Bologna, synes det, som om Veien gik op over en storartet Haves ødelagte Terrasser, liig dem, hvilke Sagnet mælder os en
Det var midt i December, Alt havde det sildige Efteraars Characteer. Viinløvet var rødt, Løvtræerne gule, kun Laurbærhækkene stode grønne, som altid, og Pinier og Cypresser kneisede i al deres Pragt. Langsomt kjørte vi opad, altid opad; Guirlander af Viinløv hang hen over de revnede Mure; vi mødte Skarer af smukke Oxer, der havde tjent til Forspænd; deres hvide, glindsende Sider fik et rødligt Skjær af den synkende Sol.
Alt, som vi kom høiere, blev Egnen mere eensom; jeg gik alene forud. Solen var nede og i nogle Minuter laae der en blaalig Tone over Bjergene, en Luft-Tone, der syntes ligesom at strømme ud fra Bjergene selv; ikke en Vind rørte sig, der var mildt og stille, og en Storhed i Klipperne og i den dybe Dal, der stemte Sindet til Andagt. Eensomheden i Dalen gav denne, jeg tør ikke sige, et Præg af Melancholie, nei, jeg troer det maa kaldes en Ro; det var, som om Søvnen havde sit Rige dernede; der var en Hvile, en Fred, der just forhøiedes ved den sagte Summen af Floden dybt dernede.
Veien snoede sig om Bjerget, hvor jeg gik, og snart saae jeg ingen Vogn meer, intet Menneske, jeg saae kun den dybe Dal; jeg var ene, ganske ene.
Det blev Nat; Stjernerne tændtes; de glimre mere stærkt hos os en frostklar Vinternat, men her i Bjergene er Luften langt høiere; dens fjerne Hvælving var gjennemsigtig, som om et nyt uhyre Rum begyndte bag denne.
Snart skinnede mellem Fjeldene en Lysstraale, den kom fra et Vertshuus deroppe; i den aabne Buegang brændte Lampen foran Madonnabilledet;
Efter at have nydt det dampende Aftensmaaltid, søgte hver sit Kammer; mit laae noget afsides, det var stort og eensomt, Sengen var ligesaa bred, som lang; Vievandskar hang ved Hovedgjærdet, Indskrifter fandtes paa Muren, ja ogsaa en Dansk:
»
havde en Landsmand skrevet! gid han maa have frydet sig. – Et fattigt Bord og to Rørstole udgjorde det øvrige Meublement.
Jeg aabnede et Vindue; store Jernstænger vare anbragte udenfor, Vinduet vendte ud til en dyb Dal; mørkt var det dernede; jeg hørte en Flod bruse; oven over mig straalede Himlen med Stjerner; jeg hældede min Pande mod Jernstangen og følte mig ikke mere ene, end jeg er det i min lille Stue i Danmark. Den som har et Hjem i Hjemmet, kan føle Hjemvee, den som intet har, føler sig lige meget hjemme overalt. Efter faa Minuter var min Stue her et gammelt Hjem for mig, dog jeg kjendte ikke endnu Omgivelsen.
Foruden den almindelige Indgang saae jeg en lille Dør med en Slaa for, hvor mon den førte hen. Jeg tog Metallampen, hvori de tre Væger vare tændte, jeg lod alle fem Væger brænde, trak Slaaen fra og gik paa Opdagelser.
Udenfor fandt jeg et Slags Pulterkammer; her stode Kister, Sække, store Krukker og paa Væggene hang gamle Klæder og Geværer. Men herfra var endnu en Udgang; jeg aabnede Døren til denne og stod nu i en lang smal Gang; jeg fulgte den og standsede ved en Dør – skulde jeg gaae videre! jeg lyttede. Da lød derinde med eet to Fløitetoner, en dyb og en høi skjærende; efter et Mellemrum gjentoges de.
Jo længere jeg lyttede, des sikkrere var jeg paa at det ikke kunde være fra en Fløite disse Toner kom, – jeg løftede Træklinken og Døren fløi op i en Fart, langt hurtigere end jeg ventede det; – Værelset var svagt oplyst af en Lampe, en gammelagtig Bonde, med et langt hvidt Haar, sad halv afklædt i en Lænestol og blæste paa Fløite.
Jeg gjorde en Undskyldning for at jeg kom, men han lagde ikke Mærke til mig; jeg trak Døren i og vilde gaae; men den aabnedes igjen og en ung Knøs, jeg ikke havde bemærket, spurgte mig med hviskende Stemme, hvem jeg søgte.
Den Gamle, jeg havde seet, var Husets Onkel; han var sindssvag og havde været det fra sit sextende Aar. –
Jeg vil fortælle det lidet derom, man sagde mig. Hans Sygdom var som pustet paa ham; ingen kjendte Grunden; han havde alt som Dreng blæst smukt paa Fløite, men fra en bestemt Nat af, aldrig siden forsøgt uden disse to Toner, en dyb veemodig og en høi pibende. Disse gjentog han
Jeg gik til mit Værelse, lukkede Døren, men jeg syntes dog at høre de to Fløitetoner; de klang, som naar langt borte Vinden bevæger Fløien paa et Taarnspiir! – Jeg kunde ikke falde i Søvn, min Phantasie beskjæftigede sig med den Gamle; jeg hørte Fløitetonerne, de klang, som fra en Aandeverden; naar den Gamle engang døer, vil i Nattens Stilhed Husets Folk troe at høre, som Spøgelse-Toner, hvad jeg nu hørte i Virkeligheden! – først i Morgenstunden faldt jeg i Søvn, og jeg troer samme Time, kaldte man igjen paa mig; vi skulde kjøre før
»Den Gamle i Kroen,« sagde
Jeg tænkte paa den Gamle og paa Fløitetonerne. Veien gik malerisk deiligt nedad, i kjække Slange-Bugter, snart over murede Buer, altid i Læ af Bjerge, hvor Solen skinnede varmt, hvor Sneen var smeltet og Træet stod med Løv! »Deilige Italien!« jublede vi alle, og Veturinen knaldede med Pidsken, og
III
Metalsvinetspringvandsskulptur fra 1612 af Pietro Tacca (1557-1640), der står foran Loggia del Mercato Nuovo i Firenze. Det antikke forlæg er i Uffizigalleriet.
(En Historie)
I Byen
Enhver som kommer til Florents finder nok Stedet, han behøver kun at spørge den første Tigger, han seer, om Metalsvinet og han vil finde det.
Det var en sildig Vinteraften, Bjergene laae med Snee, men det var Maaneskin, og Maaneskin i Italien giver en Belysning, der er ligesaa god som en mørk Vinterdag i Norden, ja den er bedre, thi Luften skinner, Luften opløfter, mens i Norden det kolde graae Bly-Tag trykker os til Jorden, den kolde vaade Jord, der engang skal trykke vor Kiste.
Henne i
Han tog Veien hen til Metalsvinet, knælede halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte sin lille Mund til dets skinnende Tryne og drak i store Drag det friske Vand. Tæt ved laae nogle Salatblade og et Par Kastanier, det blev hans Aftensmad. Der var ikke et Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han satte sig paa Metalsvinets Ryg, lænede sig forover, saa hans lille lokkede Hovede hvilte paa Dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.
Det var Midnat, Metalsvinet rørte sig, han hørte, at det sagde ganske tydeligt: »Du lille Dreng, hold dig fast, thi nu løber jeg!« og saa løb det med ham; det var et løierligt Ridt. – Først kom de paa piazza del granduca; og
Ved
»Hold dig fast!« sagde Dyret, »hold dig fast, thi nu gaaer det op af Trappen!« Den Lille sagde ikke endnu et Ord, halv skjælvede han, halv var han lyksalig.
De traadte ind i et langt Gallerie, han kjendte det godt, han havde været her før; Væggene prangede med Malerier, her stode Statuer og Buster, alle i det skjønneste Lys, ligesom om det var Dag, men prægtigst var det da Døren til et af Sideværelserne gik op; ja denne Herlighed her huskede den Lille; dog i denne Nat var Alt i sin skjønneste Glands.
Her stod en nøgen deilig Qvinde, saa smuk, som kun Naturen og Marmorets største Mester kunde forme hende; hun bevægede de smukke Lemmer, Delphiner sprang ved hendes Fod, Udødelighed lyste ud af hendes Øie. Verden kalder hende den
Drengen var som blændet af al den Glands; Væggene straalede i Farver, og alt var Liv og Bevægelse der.
Hvilken Glands og hvilken Skjønhed fra Sal til Sal! og den Lille saae dem Alle; Metalsvinet gik jo Skridt for Skridt gjennem al den Pragt og Herlighed. Det ene Skue fortrængte det andet, kun eet Billede fæstede sig ret i Tanken, og meest ved de glade, lykkelige Børn, som vare der paa, den Lille havde engang i Daglys nikket til dem.
Mange vandre vist dette Billede let forbi; og dog omslutter det en Skat af Poesi, det er
Paa dette Billed saae Drengen længer end paa noget andet; Metalsvinet hvilte stille foran det; et sagte Suk blev hørt; kom det fra Billedet eller fra Dyrets Bryst? Drengen løftede Haanden ud mod de smilende Børn; – da jog Dyret afsted med ham, afsted gjennem den aabne Forsal.
»Tak og Velsignelse, du deilige Dyr!« sagde den lille Dreng og klappede Metalsvinet, der bums, bums! sprang ned af Trappen med ham.
»Tak og Velsignelse selv!« sagde Metalsvinet, »jeg har hjulpet Dig og Du har hjulpet mig, thi kun med et uskyldigt Barn paa min Ryg faaer jeg Kræfter til at løbe! ja seer du, jeg
»Jeg bliver hos dig, mit velsignede Dyr!« sagde den Lille og saa gik det i susende Flugt gjennem Florents’s Gader, ud til Pladsen foran Kirken Santa Croce!
Den store Fløidør sprang op, Lysene straalede fra Altret, gjennem Kirken, ud paa den eensomme Plads.
En sælsom Lysglands strømmede ud fra et Grav-Monument i den venstre Sidegang, tusinde bevægelige Stjerner danne ligesom en Glorie om det. Et Vaabenmærke prangede paa Graven, en rød Stige i blaa Grund, den syntes at gløde som Ild. Det var
I Kirkens Gang til Høire syntes hver Billedstøtte paa de rige Sarcophager at have faaet Liv. Her stod
Det var som om Marmorklæderne rørte sig, som om de store Skikkelser end mere hævede deres Hoved og skuede i Natten, under Sang og Toner, op mod det brogede, straalende Altar, hvor hvidklædte Drenge svingede gyldne Røgelsekar; den stærke Duft strømmede fra Kirken ud paa den aabne Plads.
Drengen strakte sin Haand ud mod Lys-Glandsen, og i samme Nu foer Metalsvinet afsted; han maatte knuge sig fast til det, Vinden susede om hans Øren, han hørte Kirkeporten knage paa Hængslerne i det den lukkedes, men idetsamme syntes Bevidstheden at forlade ham, han følte en iisnende Kulde – og slog Øinene op.
Det var Morgen, han sad, halv gledet ned af Metalsvinet, der stod, hvor det altid pleiede at staae i Gaden porta rossa.
Frygt og Angest opfyldte Drengen ved Tanken om hende han kaldte Moder, hun som havde igaar sendt ham ud og sagt, at han skulde skaffe Penge, ingen havde han; sulten og tørstig var han! endnu engang tog han Metalsvinet om Halsen, kyssede det paa Trynen, nikkede til det, vandrede saa afsted, til en af de snevreste Gader, kun bred nok for et velpakket Æsel. En stor jernbeslaaet Dør stod halv paa Klem, her gik han op af en muret Trappe med skidne Mure og en glat Snor til Gelender, og kom til et aabent Gallerie, behængt med Pjalter; en Trappe førte herfra til Gaarden, hvor fra Brønden store Jerntraade vare trukne til alle Husets Etager, og den ene Vandspand svævede ved Siden af den anden, mens Tridsen peb og Spanden dandsede i Luften, saa Vandet klaskede ned i Gaarden. Atter gik det opad en forfalden, muret Trappe; – to Matroser, det var Russere, sprang lystigt ned og havde nær stødt den stakkels Dreng omkuld. De kom fra deres natlige Bacchanal. En ikke ung, men yppig Qvindeskikkelse, med et kraftigt sort Haar, fulgte. »Hvad har du
»Vær ikke vred!« bad han, »jeg fik intet, slet intet!« – og han greb i Moderens Kjole, som om han vilde kysse paa den; de traadte ind i Kammeret: det ville vi ikke beskrive! Kun saameget skal siges, at der stod en Hankekrukke med Kul-Ild,
Barnet græd, hun stødte til ham med Foden; han jamrede høit! – »Vil du tie, eller jeg slaaer dit skraalende Hoved itu!« og hun svang Ildpotten, som hun holdt i Haanden, Drengen dukkede ned til Jorden med et Skrig. Da traadte Nabokonen ind af Døren, ogsaa hun havde sin marito paa Armen. »Felicita! Hvad gjør du ved Barnet!«
»Barnet er mit!« svarede Felicita. »Jeg kan myrde det om jeg vil, og dig med Gianina,« og hun svingede sin Ildpotte; den anden hævede sin parerende i Veiret, og begge Potterne foer imod hinanden, saa Skaarene, Ilden og Asken fløi omkring i Værelset; – – men Drengen var i samme Nu ude af Døren, over Gaarden og ude af Huset. Det arme Barn løb, saa han tilsidst ei kunde drage Aande; han standsede ved Kirken St. Croce, Kirken, hvis store Dør sidste Nat havde aabnet sig for ham, og han gik derind. Alt straalede; han knælede ved den første Grav til Høire, det var Michel Angelos, og snart hulkede han høit. – Folk kom og gik, Messen blev læst, Ingen tog Notice af Drengen; kun en gammelagtig Borger standsede, saae paa ham – og gik saa bort ligesom de Andre.
Sult og Tørst plagede den Lille, han var ganske afmægtig og syg; han krøb hen i Krogen mellem Væggen og Marmormonumentet og faldt i Søvn. Det var henimod Aften, da han vaagnede igjen ved at En ruskede i ham, han foer op og den samme gamle Borger stod foran ham.
»Er du syg? Hvor hører du hjemme! Har du været her den hele Dag!« var et Par af de mange Spørgsmaal den Gamle gjorde ham, de bleve besvarede og den gamle Mand tog ham med sig til et lille Huus tæt ved i en af Sidegaderne; det var et Handskemagerværksted, de traadte ind i; Konen sad nok saa flittig og syede, da de kom! En lille hvid
»De uskyldige Sjæle kjende hinanden,« sagde Konen og klappede Hunden og Drengen. Denne fik at spise og at drikke hos de gode Folk, og de sagde, han skulde have Lov til at blive der Natten over; næste Dag vilde Fader Giuseppe tale med hans Moder. Han fik en lille fattig Seng; men den var kongelig prægtig for ham, der tidt maatte sove paa det haarde Steengulv, han sov saa godt og drømte om de rige Billeder og om Metalsvinet.
Fader Giuseppe gik ud næste Morgen, og det arme Barn var ikke saa glad derved, thi han vidste, at denne Gaaen ud var for at bringe ham til hans Moder, og han græd og kyssede den lille vevre Hund, og Konen nikkede til dem begge to. –
Og hvad Besked bragte Fader Giuseppe; han talte meget med sin Kone, og hun nikkede og klappede Drengen. »Det er et deiligt Barn!« sagde hun. »Hvor han kan blive en kjøn Handskemager, ligesom du var! og Fingre har han, saa fine og bøielige. Madonna har bestemt ham til at være Handskemager!«
Og Drengen blev der i Huset, og Konen lærte ham selv at sye; han spiste godt, han sov godt, han blev munter og han begyndte at drille
»Hjelp Signore at bære hans Farvekasse!« sagde Madamen om Morgenen til Drengen, idet den unge Nabo, Maleren, kom selv slæbende med denne og et stort sammenrullet Lærred; og Barnet tog Kassen, fulgte efter Maleren, og de toge Vei til Galleriet, gik op af den samme Trappe, han kjendte godt fra hiin Nat han red paa Metalsvinet; han kjendte Statuer og Billeder, den deilige Marmor Venus, og de som levede i Farver; han gjensaae Guds Moder, Jesus og Johannes.
Nu stode de stille foran Maleriet af Bronzino, hvor Christus stiger ned i Underverdenen og Børnene rundt om smile i sød Forvisning om Himlen, det fattige Barn smilte ogsaa, thi han var her i sin Himmel! –
»Ja gaae nu hjem!« sagde Maleren til ham, da han allerede havde staaet saa længe, at denne havde reist sit Staffelie! –
»
»Nu maler jeg ikke!« svarede Manden, og tog sit Sortkridt frem, hurtigt bevægede Haanden sig, Øiet maalte det store Billede, og uagtet det kun var en tynd Streg der kom, stod Christus dog svævende, som paa det farvede Billede.
»Men saa gaae dog!« sagde Maleren, og Drengen vandrede stille hjemad – satte sig op paa Bordet og – lærte at sye Handsker.
Men den hele Dag vare Tankerne i Billedsalen, og derfor stak han sig i Fingrene, bar sig keitet ad, men drillede heller ikke Bellissima! Da det blev Aften og Gadedøren just stod aaben, listede han sig udenfor; det var koldt men stjernelyst, saa smukt og klart, og han vandrede afsted gjennem Gaderne, hvor der allerede var stille, og snart stod han foran Metalsvinet, som han bøiede sig ned over, kyssede dets blanke Tryne, satte sig paa dets Ryg – »du velsignede Dyr,« sagde han, »hvor jeg har længtes efter dig! vi maae i Nat ride en Tour!«
Metalsvinet laae ubevægeligt og det friske Væld sprudlede fra Munden. Den Lille sad som Rytter, da trak Nogen ham i Klæderne; han saae til Siden, Bellissima, den lille nøgen klippede Bellissima var det. – Hunden var smuttet med ud af Huset og havde fulgt den Lille, uden at denne mærkede det. Bellissima bjeffede, som om den vilde sige, seer du jeg er med, hvorfor sætter du dig her? – Ingen gloende Drage kunde have forfærdet Drengen mere, end den lille Hund paa dette Sted. Bellissima paa Gaden og det uden at være klædt paa, som den gamle Moder kaldte det!
»Hvad løber du der med!« raabte to Gendarmer, han mødte, og Bellissima gjøede. »Hvor har du stjaalet den smukke Hund?« spurgte de og tog den fra ham.
»O giv mig den igjen!« jamrede Drengen.
»Har du ikke stjaalet den, da kan du sige hjemme, at Hunden kan hentes paa Vagten!« og de nævnte Stedet og gik med Bellissima.
Det var en Nød og Jammer. Han vidste ikke om han skulde springe i Arno, eller gaae hjem og tilstaae Alt! – de vilde vist slaae ham ihjel, tænkte han. – »Men jeg vil gjerne slaaes ihjel! jeg vil døe, saa kommer jeg til Jesus og Madonna!« og han gik hjem, meest for at blive slaaet ihjel.
Døren var lukket, han kunde ikke naae Hammeren, der var Ingen paa Gaden, men en Steen laae løs og med den dundrede han paa; »hvem er det!« raabte de indenfor! –
»Det er mig!« sagde han, »Bellissima er borte! luk mig op og slaae mig saa ihjel!«
Der blev en Forskrækkelse, især hos Madamen, for den arme Bellissima! – hun saae strax til Væggen, hvor Hundens
»Bellissima paa Vagten!« raabte hun ganske høit! »Du onde Barn!
Og Fatter maatte strax afsted! – og Konen jamrede og Drengen græd! – Alle Folk i Huset kom sammen, Maleren med; han tog Drengen mellem sine Knæ, spurgte ham ud, og i Stumper og Stykker fik han den hele Historie, om Metalsvinet og om Galleriet – det var ikke
O det var prægtige Stykker, comiske Hoveder! men fremfor Alt – der var lyslevende Metalsvinet selv. O, intet kunde være herligere! ved et Par Streger stod det paa Papiret og selv Huset bag ved var antydet.
»
Næste Dag i det første eensomme Øieblik greb den Lille Blyanten, og paa den hvide Side af et af Billederne forsøgte han at gjengive Tegningen af Metalsvinet, og det lykkedes! – lidt skjevt, lidt op og ned, et Been tykt, et andet tyndt, men det var dog til at forstaae, selv jublede han derover! – Blyanten vilde kun ikke ret gaae saa lige, som den skulde, mærkede han nok; men næste Dag stod der et Metalsviin ved Siden af det andet, og det var hundrede Gange bedre; det tredie var saa godt, at Enhver kunde
Men det gik daarligt med Handskesyningen, det gik langsomt med By-Ærinderne; thi Metalsvinet havde nu lært ham, at alle Billeder maatte kunne overføres paa Papiret, og Staden Florents er en heel Billedbog, naar man vil blade op i den. Der staaer paa piazza della Trinitá en
»Din ugudelige Dreng! det arme Dyr!« var alt, hvad hun fik sagt og hun stødte Drengen til Side, sparkede ham med sin Fod, viste ham ud af sit Huus; ham, der var det utaknemmeligste Skarn, det ugudeligste Barn! og grædende kyssede hun sin lille halvqvalte Bellissima!
Maleren kom idetsamme op af Trappen og – – her er Vendepunktet i Historien! –
1834 var i
Handskemagerdrengen var blevet en stor Maler! det viste dette Billed, det viste især det større ved Siden; her var kun een eneste Figur, en pjaltet, deilig Dreng, der sad og sov paa Gaden, han hældede sig op til Metalsvinet i Gaden porta rossa9. Alle Beskuerne kjendte Stedet. Barnets Arme hvilede paa Svinets Hoved; den Lille sov saa trygt, Lampen ved Madonna Billedet kastede et stærkt, effectfuldt Lys paa Barnets blege herlige Ansigt. – Det var et prægtigt Maleri; en stor forgyldt Ramme omgav det, og paa Hjørnet af Rammen var hængt en Laurbærkrands, men mellem de grønne Blade snoede sig et sort Baand, et langt Sørgeflor hang ned derfra.
– Den unge Kunstner var i disse Dage – død!
IV
Reise med Veturinhyrekusk.
Den sædvanligste Maade at reise paa gjennem Italien er at reise med Veturin; han arrangerer det Hele, men saa maa man holde hvor han vil, spise hvad han lader sætte paa Bordet, sove det Sted han behager at vælge for os; Middagsmad og Logie er altid med i
Sædvanlig er Afreisen bestemt før Solen staaer op, men da Veturinen har sine Passagerer at afhente paa forskjellige Steder i Byen og ikke Alle høre til de morgenduelige, nogle skulle først vækkes naar han kommer, andre staae endnu ifærd med Indpakningen, saa bliver det seent paa Morgenen før den sidste Passageer kan komme i Vognen. Jeg hører nu til dem, der staae op midt om Natten, naar jeg skal afsted i den tidlige Morgenstund, og saaledes var jeg da ogsaa oppe her, havde Alt istand, for at forlade Florents og over
Jeg lod Tøiet bære ned for at man ei skulde vente paa mig. Klokken slog halv tre, der kom ingen Vogn, Klokken slog fire, nu rullede det gjennem Gaderne; der kom en Veturin – men han kjørte forbi – der kom en anden – ogsaa han gik forbi – og Alt var stille!
Klokken slog Qvarteerslag og atter Qvarteerslag! Klosterklokkerne ringede til Bøn, Hotellets Klokker ringede til Opvartning. Paa Gaden kom Vogne nok, men ingen til mig. Klokken slog fem, den slog sex – jeg var forvisset om, at man havde glemt mig – og saa kom Vognen. Indeni sad en svær Engellænder, han havde sovet endnu, da Veturinen vilde hente ham, der sad en romersk Dame, hun havde besøgt sin Datter i »
Pidsken smeldede, vi rullede over Arno – og saa holdt vi. Det var udenfor et Kloster; nogle Geistlige kom ud; en ung bleg Broder af
Vi kom til
Nu kom Retterne, som hver af os havde bestilt, Engellænderen beskuede disse, greb en Gaffel, og tog saa uden videre det bedste Stykke han saae: »det er godt!« sagde han, og vi neiede allesammen høfligt, Selskabet gjorde det for hans Fornemhed, jeg for hans
Nu tog Signora nogle smaa indbagte Sager frem, som Datteren havde givet hende med; to af de bedste Stykker præsenterede hun vor Gjæst, det kunde vi ved Bordet kalde ham. »Disse Kager gjemmer jeg til i Aften!« sagde han, »de ere
Signora neiede og loe høit, jeg troer ogsaa hun begyndte at finde ham original.
Nu bragte Vertinden ham hans Frokost, og den forsvandt, som vore Retter. Til Desert lod Engellænderen os høre en Bravour-Arie, Signora klappede og raabte Bravo, Gemalen ligesaa; Opvarteren tabte af Forfærdelse Talerkenen og Engellænderens Rørstol gik itu, det var dem begge to formeget hos eet Menneske. Nu gav Signora Tegn, og hendes Gemal sang saa blødt, saa døende, saa ætherisk kan jeg sige, at jeg tilsidst kun paa den sittrende Mund saae, at han endnu fornøiede os med sin Sang. Den gjorde umaadelig Lykke! Saa kom vi da i Vognen igjen. Min bedende engelske Geistlige lod sig tilsyne og krøb op hos mig; hans Frokost havde været Luften og den lille Bønnebog; han bad endnu. Pidsken smeldede, tre Stemmer inde i Vognen hævede sig i Melodie, og saa foer vi afsted. Mod Aften fik vi Regn, og snart gik Regndraaben over i Sneeflokke, der tøede strax paa den vaade leerede Vei, vi kom kun langsomt frem, mørkt blev det og ikke var der et Huus, hvor vi kunde faae vor Løgte tændt; Signora jamrede af Frygt for Røvere og Gemalen af Frygt for at vælte; Engellænderen skjeldte paa Kudsken og Kudsken paa Hestene og saa blev det i samme Marsch, til endelig et Lys straalede os imøde, vi vare ved et eensomt Vertshuus, hvor vi gjennem Stalden steg op til Gjestestuen; forfrosne og forsultede. Det varede syv lange og syv brede, som man siger, før nogle Pinde og Qviste kom til at blusse i Kaminen, men i samme Moment kom Engellænderen med sine Lagener og slog med dem en Skranke om Kaminen, »de skulle dampes ud!« sagde han. Lagenerne fik hele Varmen. Det øvrige Selskab taalte det, jeg maatte ogsaa finde mig deri. Engellænderen og jeg skulde sove i eet Værelse sammen; jeg traadte ind og fandt ham staaende paa mit Sengeteppe, som han havde bredt ud paa Gulvet, og forhøiede sit Hovedgjærde med to af mine Hovedpuder, hvilke han uden videre havde taget til sig.
»Jeg holder ikke af at ligge lavt!« sagde han.
»Ja jeg ikke heller!« svarede jeg. »De tillader!« og jeg tog dem fra ham; han saae forbauset paa mig.
Det var en utaalelig Sovekammerat; han udbad sig en Opvartning – der tilsidst kun kunde besvares ved at jeg gik til Sengs, jeg lod som jeg sov, men jeg saae med halv lukkede Øine, at han arrangerede sig sin Midnats-Mad, opstillet paa en vaklende Rørstol ved Sengen.
Jeg havde længe været oppe næste Morgen, Hestene vare alt for Vognen, og endnu ventede vi Engellænderen, han kunde aldrig blive færdig; Signora var ogsaa først i Begreb med at klæde sig paa! »det gaaer langsomt« sagde Gemalen, »thi hun græder af Længsel efter at see sin Datter.«
Endelig kjørte vi.
Jeg sad igjen hos min gudelige Nabo, der korsede sig, læste i Bønnebog og fastede.
I
Herfra blev Alt rundt om Olieskove. Den ene Trægruppe aabenbarede sig efter den anden. Olietræet ligner meest Pilen, men Grenene skyde ikke frem i stive Vidier, de bugte sig meer, Bladet er mindre og stammen selv seer ud som om en Kjæmpehaand halv havde revet den fra Jorden, dreiet den rundt, og derpaa ladet den staae, sveiende i Stormen.
Over den graagrønne Olieskov hævede sig paa Klippen det gamle
En tung Sky hang os over Hovedet og sendte sine Draaber; derfor udspændte de Ridende deres Paraplyer, der næsten alle vare guulgrønne og saa colossale, at man kun saae det grønne Tag og Æselets Bagdeel, der hvor en Munk eller en
Signora steg baglænds ud af Vognen, netop idet en heel Hjord af Sviin blev drevet forbi, den halve
I Vertshuset kom vi tilbords; der var en Befalen af Engellænderen, en Raaben, saa at hele Huset var forvisset om at han var en forklædt Prinds, og at der vilde vanke kongelige Drikkepenge, de hørte kun ham, de løb kun for ham, bleve udskjeldte og sparkede, og til Alt hvad han sagde og gjorde, smilede de og bøiede sig; men han gav slet ingen Drikkepenge. »Thi jeg er meget misfornøiet!« sagde han. »Jeg er misfornøiet med Maden, med Huset, med Opvartningen!« og de forbløffede Opvartere bøiede sig endnu dybere, og begge Præsterne toge Hattene af, da han steg i Vognen.
Inde i denne var der snevert og
Ved
Det blev mørkt før vi kom afsted. Veien var tung og vore Heste meget udmattede; kun langsomt gik det fremad; Veturinen sagde, at Veien her var ikke sikker, det vilde sige, vi havde ingen Røvere at frygte for, men Tyve, der kunde skjære Kufferterne bag af Vognen.
Signora græd høit.
To og to skiftedes vi nu til at gaae bag efter for at passe paa. Det var en tung leeret Skovvei, der kun oplystes af vor tarvelige Vognløgte, nu gik det endogsaa opad Bakke; Hestene pustede; Engellænderen brummede og Signora sukkede fra sit Hjertes dybeste Dyb.
Sildigt naaede vi Landsbyen
To svære, karleagtige Piger, hver saae ud som en Røverbrud, kraftige og blomstrende, vartede os op i det smudsige Vertshuus. Vi fik en Suppe, som vi gav Smag ved at komme meget Salt, Ost og Peber i, vi fik kogte og derpaa stegte smaa Fisk, hver saa stor som en Finger, Vinen var eddikesuur, Druerne mugne og Brødet haardt som en Steen.
Sengene vare alle ligesaa brede, som de vare lange; de syntes indrettede til fire Personer paa langs og fire Personer paa tværs.
Udenfor skyllede Regnen ned hele Natten.
Da vi om Morgenen skulde forlade Vertshuset, og vi vilde stige ned ad den steile Steentrappe, der gik lodret gjennem to Etager, traadte vor vel indpakkede Engellænder i Noget – jeg veed ei hvad – og rutsede nu fra det øverste Trin, nok saa graciøs, ned ad hele Trappen, Trin for Trin, men det satte ham ikke i bedre Humeur.
Til Perugia gaaer Veien opad; vi havde faaet Oxer til Forspænd, de gik Fod for Fod, aldrig syntes vi at skulle naae den gode Stad, der er mere berømt ved
Endelig vare vi der.
Gangen i Hotellet var ganske overlæsset med Vaabenskjolde, et var ophængt for hver Fyrste, der her havde tilbragt en Nat; ogsaa
Den forfrosne bedende Camaldulenser forlod os her; ingen af os sagde han Farvel.
Nu havde jeg da endelig en god Plads, hele Coupeen var min; jeg kunde ene ret sidde og see mig om mellem de smukke Bjerge; for to Personer var virkelig denne Plads for lille.
Vi skulde afsted; vor tykke Engellænder balancerede op til mig; han vilde nyde Udsigten.
Jeg forsikkrede, at Pladsen ikke var stor nok for ham; »det er ubehageligt!« sagde han og knugede sig fast, idet han bestandig gav mig Ret i, at her ikke kunde sidde to; han foreslog mig derfor at krybe ind i Vognen, men jeg fortalte ham, at det var just for Naturens Skyld jeg havde leiet denne Plads.
»Jeg bliver her ogsaa for Naturens Skyld!« sagde han.
Vi havde kun kjørt en lille Strækning, saa lukkede han Øinene, og bad mig puffe til sig, naar der kom noget Smukt; jeg gjorde det et Par Gange, men saa udbad han sig, at jeg kun vilde puffe, naar der kom noget ganske ualmindeligt Skjønt.
Jeg lod ham sove.
Ved
Vor Engellænder lod sig alene føre om og see
Aldrig har jeg før mødt et Menneske med en saadan – ja hvad skal jeg kalde det – en saadan ubevidst Uforskammenhed; Alle skulde leve for ham, Alle indrette sig efter hans Beqvemmelighed, aldrig sagde han en Compliment, uden den forvandlede sig i hans Mund til en Grovhed. Jeg kom tilsidst i hans Selskab til at tænke paa
Hvor gjorde han os ikke Aftenen uhyggelig i det fredelige
Før Solen var oppe, vare vi til Vogns igjen; og saalænge det var ret morgenkoldt havde jeg min Plads alene. Det var graat Veir, men Bjergene vare smukke, mange Træer stode ganske grønne. Den ene lille By strax ved den anden reiste sig oven over os, hver laae som en Sphinx paa Bjerget og syntes at spørge: »veed Du, hvad der her lever og rører sig?« – Vi foer forbi! En Tiggerkone knælede ned paa Veien for os og kyssede Jorden. Vi foer forbi! vi mødte bevæbnede Soldater, som omringede en Karre, paa hvilken fire Røvere laae lænkede, kraftige sortskjæggede Karle; en gammel Kjælling sad hos dem, hun kjørte baglænds, nikkede til os og syntes at være nok saa lystig. Vi foer forbi. –
Vi var i Spoleto.
En skrækkelig Karl, i en skiden blaa Kappe og med en lille fedtet rød Calot paa det uredte Haar, nærmede sig vor Vogn; jeg antog ham for en Tigger og viste ham til Selskabet inde i Vognen, han nærmede sig først den ene Side af Karreeten, saa den anden, men blev paa hvert Sted afviist.
»Det er en Passageer!« sagde Veturinen, »det er en
Mennesket steg da op hos Veturinen, og nu var al Udsigt for mig spærret.
Hjemme i sin bløde Sopha drømmer man ikke om at reise saaledes i Italien; da seer man kun smukke Mennesker, da skinner Solen evig mellem Viinranker og Cypresser; Legemet føler ingen Besvær. Selv den friske Luft blev mig fordærvet af Duften fra Nobiles Klæder.
Ved næste Station overlod jeg ham
Veien gik i Siksak opad
Smukke Piger løb langs Vognen og tilbød os Frugt. Oxedriveren sang sin
Nede i Bjergkløften laae Ruinerne af to Vandmøller! en stor sort Rovfugl svang sig ud af Tykningen. Alt var vildt og eensomt, Regnskyer hang i Luften over os; Taager løftede sig sagte fra Kløfterne; kun Skridt for Skridt bevægede sig den tungtbepakkede Reisevogn.
Veturinen erklærede, at vi ikke kom
Det var bælmørkt da vi naaede Terni, men Manden vilde have sin Villie sat igjennem. Han lod en Fører kalde, lod to Løgter tænde, satte sig saa op paa et Æsel og forlangte at føres til Vandfaldet.
»Men De kan jo umuligt see det med to Løgter!« sagde man ham.
»Saa kan vi tage tre!« svarede han og reed afsted.
Føreren saae meest fornøiet ud ved det Hele; det var vistnok første Gang han selv skulde see Vandfaldet ved en saadan Belysning.
Hvorledes de bare dem ad med at stille de to eller tre Løgter ved det kjæmpehøie Fald, veed jeg ikke; men Engellænderen sagde, da han kom tilbage, at Vandfaldet ved Terni ikke var Veien og al den Uleilighed værd; han havde beseet det baade for oven og for neden, men det duede ikke.
Allerede Klokken tre næste Morgen skulde vi afsted, thi Veien var slem, sagde Veturinen, vi havde vor længste Dagreise at gjøre, og vi maatte, før det blev mørkt, naae
Regnen skyllede ned, Veien var dyb og tung, det var belmørk Nat. Vi hørte en huul stærk Lyd fra Bjergene, det var Hyrderne, der tudede i Conchylier for at samle deres Hjorder.
I Dagningen passerede vi Fjeldbyen
Vor Engellænder sov, Signora gjorde det samme; men des livligere steeg de siden ud, da vi stode i
Ubehageligt Selskab, slet Veir, daarlige Veie og usle Heste, Alt var forenet for at gjøre Reisen til en Bods- og
Veturinen erklærede nu, at Veien var for slet til at vi ved Dag kunde naae til Nepi, det var for voveligt at kjøre her i Mørke, vi maatte derfor overnatte i
Vi kom forbi
Vi toge ind i
Jeg gik lidt om og besaae Leiligheden, Alt var i den største Uorden; i nogle Værelser stode Senge uden Sengklæder, vaadt Tøi var ophængt paa Stænger; i andre laae sønderslagne Meubler eller der vare opstillede Krukker, med Gud veed hvad. Jeg kom ned i en snever Gaard, den omsluttedes af fire skumle Buegange; midt i Gaarden var en dyb Brønd: Flagermuus fløi i Dusinviis over mit Hoved; en lille Trædør stod paa klem, den kunde hverken skydes frem eller tilbage, jeg stak Hovedet der ind, her var en fugtig kold Kirke, jeg saae de høie Vinduer, men Alt derinde var indhyllet i Mørke; jeg var ikke alene, jeg hørte Trin; – jeg gik til Side, to sorte Mænd, med brede Hatte, som de
»
Da jeg kom op, hørte jeg, at det var faldet i min Lod at dele Værelse denne Nat, enten med Nobile eller med Engellænderen, jeg protesterede derimod, tyede ind til den unge Præst, han havde faaet en Art Dueslag at sove i, og jeg spurgte, om jeg ikke kunde hos ham lave mig en Seng paa nogle Stole.
»Men jeg har nogle religiøse Ceremonier, –« begyndte han.
Jeg bad ham, at han i denne Henseende aldeles ikke vilde tænke paa mig, jeg sov øieblikkelig; – i Hast fik jeg nu et Par Stole sat ved Siden af hinanden; Præsten, Signora og Gemalen, alle tre hjalp de mig med at slæbe Sengklæderne; det var et skrækkeligt Leie! midt under dette Arrangement kom Engellænderen, blussende rød og vred, fordi jeg ei vilde sove i Selskab med ham.
»Gaaer De fra mig i dette Røverhul!« sagde han »skal jeg ligge og blive myrdet alene! Døren kan ikke lukkes! der er i Kammeret et Skab med en Trappe! der ligger i Værelset tæt ved en Munk og en Bondekarl, der see nederdrægtige ud! – Skal jeg ligge og myrdes alene! De er ingen god Kammerat! jeg skal ikke tale til Dem paa hele Reisen!«
Jeg takkede ham derfor.
Det var en uhyggelig Aften; og paa den samme, men det vidste jeg naturligviis ikke da, blev i Kjøbenhavn min Tragodie »
Uagtet vi vare to Veturin-Selskaber, der næste Morgen vilde reise sammen, raadede os dog alle Folk i Vertshuset, at tage
Alt Klokken tre vare vi oppe; fire Rytteres Heste stampede udenfor Hotellet; Regnen skyllede ned! – Vor Engellænder vilde ikke blive færdig, og da han var det, begyndte han en Skjændescene med Vertinden, derpaa en med
Endelig kjørte vi; to Ryttere reed forud, to bag efter; strax udenfor Byen mødte vi den romerske Diligence, der gaaer over
Vi passerede en lang Bro, »
Det var næsten lys Dag, da vi kom til Nepi, en By, der kan gjælde for et Pragt-Exemplar af Griseri og Faldefærdighed; de store Paladser saae ud, som om de stode forladte af Mennesker, og overladte kun til Rotter og Flagermuus. Spindelvæv med tykt Støv hang i alle Nischer og Kroge. Her holdt imidlertid Regnveiret op, men som en tung Bly-Kuppel hang den graa Luft over os.
Der var en forunderlig Eensomhed mellem den sidste Forgrening af Bjergene. Endelig var vi ved den sidste Station
Det første og eneste Vertshuus her saae ud, som hos os en almindelig Stald; Kjøkken og Skjænkestue gaae ud i eet. Væggene ere malede skrækkeligt med Landskaber, ganske som man seer dem i en daarlig
Vor Engellænder gik øieblikkelig til Skorstenen, betragtede de forskjellige Retter, og tog strax, af hvad der var færdigt, det han syntes bedst om; men Madamen i La Storta dreiede sig paa sin Hæl og rev ham øieblikkelig ud af Hænderne hvad han havde taget, i det hendes funklende Øine maalte ham fra Top til Taa; han stødte hende til Side, hun spurgte, om han var gal, og viste ham derpaa den Mad, han havde bestilt, og som endnu skinnede ganske raa i Panden. Han kneb hende i hendes fede Arm, og hun hævede sin Kjøkkenkniv.
Hendes Gemal, en lille tyk Mand, sprang til, holdt hende om Livet og løftede hende fra Gulvet; hun strittede med Kniven og en Strøm af Ord gjennemskingrede Huset. Engellænderen blev kogende rød i Ansigtet, han greb en Rørstol og holdt foran sig.
Vi fik imidlertid mæglet Fred, og nu spiste han, spiste for tre Personer; »jeg skal spise, for To!« sagde han, »jeg skal spise, for jeg har ærgret mig! spise og dog kun betale tre
Vertinden forlangte imidlertid sex Paoli; Veturinen, hvis
»Med Selskabet –!« spurgte Signora.
»Ja vist!« sagde han, »hun sladdrer altid! – snurrrr –! hvor det gaaer! og hendes Mand er dum, er stum! har ingen Dannelse!«
»Ingen Dannelse!« gjentog Signora; hun blev ganske bleg, satte Armene i Siderne, »ingen Dannelse! – Mand! tag dit academiske Borgerbrev op af Lommen og viis ham Du har Dannelse!«
Og hendes lille Mand var ligesaa bleg, som hun, han sagde ikke et Ord, hans Øine stirrede ganske vildt, han trak sin Tegnebog op og udfoldede et Papir, som han holdt ud for Engellænderen.
»Læs!« sagde Signora, »læs, om De kan! – min Mand ingen Dannelse! – Engellænder, see paa mig! ham er det, der er en raa Karl! og han siger mig, at han har levet med Prindser! – Oxer og Hunde har været hans
»Jeg læser ikke!« skreg Engellænderen, midt under hendes Tale, og slog til Papiret, satte sine Hænder i Siden, ligesom Signora, og lod sin Tunge efterligne Kalkunernes Pluddren.
Idet samme stod Vertinden ved Signoras Side; hun hævede sig paa sin ene Fod, hendes Øine lynede, hun holdt et Fad Blomkaal i Haanden, og Kaalen fløi over Engellænderens Hoved. Hønsene paa Gulvet flagrede vildt omkring, jeg loe, nogle af Selskabet trommede med Fingrene paa Bordet og et Par Damer, hørende til den anden Veturins Selskab, flygtede til Sidedøren.
Fra dette Øieblik talte ingen meer med Engellænderen; han satte sig ind i Vognen og lod, som om han sov.
Fra La Storta begynder
»
Passene bleve afleverede, vi fik vor
»Ikke til Doganen!« var det første Ord, vor Engellænder sagde; han raabte det ud af Vognen, han befalede, at den skulde kjøre med ham til et Hotel, thi han vilde ikke lade trække om med sig efter Soldater-Bud.
»Til Doganen!« raabte vi Alle og Veturinen kjørte derhen.
I Engellænderens Kuffert fandtes mellem Klæderne en Mængde Stumper af Voxlys. »Dem har jeg fra Vertshusene, jeg har ligget i, de staae betalte paa Regningen, og jeg tager med hvad mit er.«
Her skiltes vi.
V
Ankomst til RomH.C. Andersen opholdt sig her 20. december 1840-25. februar 1841.
Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe fast og blive som hjemme; et stille Sind vil her kunne leve saa eensomt og afsondret, som det ønsker sig det, og den meest urolige Aand vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt for Øie og Tanke.
Man bør leve et heelt Aar i Rom, for ret at opfatte Billedet af denne Verdens Stad, der ved hver Aarstid faaer sin særegne Colorit. Det er ligesaa interessant at see Rom i Høst, naar de dandsende Piger komme fra Viin-Markerne, som det er interessant at see den i Carnevals Dagene, naar de lystige Masker opfylde Gaderne. Man skal være i Rom naar Sneen ligger paa Bjergene og Skildvagten staaer paa sin Post med Ildgryde foran sig, mens de barbenede Drenge sætte Fødderne paa Isen og sige den brænder; man skal være i Rom i den glødende Solhede, naar det kjølige Vandspring om Aftenen samler de syngende Skarer om sig.
Den Reisende nordfra, der, i det han ruller ind i Byen, troer, at han skal see et Sted der erindrer ham om Nürnberg, eller frembyder et endnu ældre Præg, bliver høist overrasket ved det muntre Skue, den smukke Regelmæssighed, det høist Moderne, der viser sig. Man seer strax en stor smuk
Imod Byens Port strække sig tre Gader11, den mellemste er il corso, den hvori Carneval, Veddeløb og Kjørepromenaderne finde Sted; det er en prægtig Gade med bredfliset Fortoug, Boutiker, Kirker og fremfor Alt med mange Mennesker; der ville vi kjøre opad, dreie om i een af Sidegaderne til Venstre og vi ere da paa den saakaldte
Bag Fontainen reiser sig en Steentrappe, der er bred, som en heel Gade, og høi, som Nabohusene; det er den saakaldte
Engang var denne Trappe meget i Vanrygte for Overfald ved Aften og Nat. Sligt er nu, efter at her er anbragt Løgter og en Soldat stillet paa Vagt, længe ikke hørt, og dog brænde Løgterne slet, og dog sidder Soldaten om Aftenen altid inde i Skilderhuset. Ved Dag vrimler her af Tiggere med visne Lemmer, Nogle hoppe som Frøer, i det de bruge Hænderne til at springe paa, Andre ligge paa langs og fremvise de syge Lemmer12.
Fra Trappens øverste Trin, ved det murede Rækværk, har man en Udsigt over det halve Rom, med dets Taarne og Kupler; men vi ville endnu ikke see dette; vi følge Gaden foran os, det er
Den anden Konges Bolig ligger til Høire i Gaden, og seer mere ud som et Palais uagtet Vinduerne sidde lidt uregelmæssige. En mørk Gang med Steentrappe fører op til Værelserne, der kun have Muursteens Gulv, men Vægge, der prange med herlige Billeder.
Vi følge den Gade, vi er i, og staae paa en
Lampen brænder Dag og Nat foran Madonnabilledet paa Hjørnet; en Tronhimmel svæver over det, et lille Alter er nedenunder og paa dette staae Blomsterpotter, med flagrende Silkebaand, mens Muren selv rundt om er behængt med
Men vi maae betragte Pladsen selv! midt paa den staaer en mægtig
Ja her ere vi ret i Rom! i dette Qvarteer boe sædvanligviis de Fremmede; her ville vi ogsaa blive og herfra gjøre vore Udflugter og see – ja, Enkeltheder kun af det Meget, der meest talende aabenbarede sig for mig.
VI
Familien Borghese
I Gaden il corso ligger Kirken
I de sidste Maaneder14 seilede hver Nat Døds-Engelen op af den gule Tiber, steg i Land og vandrede med Stormskridt gjennem de snevre Gader, til den Fattiges Huus og til den Riges Palads, og hvor han kom skrev han Dødstegnet over et Hoved.
I de tause Gader om Natten, i den larmende Vrimmel om Dagen, men ikke synlig for det jordiske Øie, gik Døds-Engelen op af de snevre Muursteens Trapper og op af de brede Marmor-Fliser.
Der ligger i via ripetta15 et lille ubeboet Huus, en stor aaben Bue udgjør dets to øverste Etager, saa at man fra Vinduerne i Palazzo Borghese, der vender med en Fløi ud mod den snevre Side-Gade, kan see gjennem denne Bue ud i via ripetta, see den gule Tiber, der hvor Færgen trækkes over, see den modsatte Kyst, Peters Kirken, ja selv de fjerne Høie.
Det Værelse, hvorfra man har denne Udsigt i Palazzo Borghese, hører til det store Billedgallerie, der strækker sig gjennem mange Sale; her toner evig
Gjennem disse Sale vandrede i Natten Døds-Englen med de store Vinger, der skjule Alt bag ved sig; Døds-Englen, paa hvis Pande Stjernen lyser, og forkynder os Udødelighed. Den
Gjennem disse rige Sale vandrede Døds-Englen;
En Søn af Slægten Borghese viedes til Døden.
Og Sørgefloret blev hæftet til det rige Vaaben, men før det blev ophængt, kom atter Døds-Engelen, den søgte Moderen, som græd for sit Barn, Døds-Englen kyssede hendes Bryst, og hun var død. – Moder og Søn vare døde.
Den Fattige græd, der var Sorg i Hytten, der var Jammer i Borghesernes rige Slot; men to Sønner levede jo endnu. Og Døds-Englen kom atter, een Søn endnu maatte døe; den sidste var tilbage, men med Sorg i sit Hjerte, med Feber i sit Blod.
»Hvor er min Broder?« spurgte han, og i det samme Øieblik bar de Broderens Lig ud af Paladsets Port.
Der lød intet Svar; Døds-Englen kyssede den Spørgendes Mund; ogsaa han var død.
Der var Jammer og Nød i Borghesernes rige, prægtige Palads, den bedste, den kjærligste Moder var død, hendes tre Sønner døde; –
Guendalina Borghese Talbot og hendes tre Sønner
En Paradisets Blomst, af Troen bragt
Til Themsens Bred og plantet der i Solen,
Skjød herlig frem, dens Duft, dens Yndes Magt,
Dens Glands, sligt findes ei hos Vaarviolen.
Men Kjærligheden planted’ Blomsten om,
Den Blomst, som gjorde alle Hjerter glade,
Den plantedes ved Tiberen i Rom,
En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.
Og Duften steg, vi hørte Engle sige:
Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,
I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!
En Engel saae vi da til Jorden stige,
Og rive Blomsten op – tre Skud gik med,
Tre unge Skud, de groe nu i Guds Rige16.
VII
Roms Kirker
Ja, her ere ikke færre end 328 Kirker i Staden Rom, at skildre disse vil blive ligesaa trættende, som at læse Beskrivelsen, vi indskrænke os altsaa til tre, der ligge paa samme Strøg; i disse ville vi holde vor Kirkegang.
Ovenfor den spanske Trappe have vi Kirken Trinita dei monti; hver Søndag Morgen strømmer en Skare Fremmede her hen, de ville høre Søstrene synge og musicere. Den blinde Tigger holder med sin Ryg det tunge Dør-Forhæng i Veiret, for at Mængden des lettere kan træde ind, han rasler med sin Blikbøsse, ingen synes at bemærke det, thi allerede lyder Sangen af de bløde Qvindestemmer, den synes at være Englenes Graad opløst i Harmonier. Ingen aandsmager Prædiken forstyrrer her Andagten, Tanken hæver sig paa Toner til Gud.
Kirken er lys og hyggelig, Solen skinner paa de gyldne brogede Vægge. Et Gitter skiller Tilhørerne fra Nonnerne, der sidde om Altret med de fattige Smaapiger, de opdrage. Over Gittret er afbildet et brændende Hjerte, omsnoet af et Tornebaand; mon det siger: »Hjertet skal kun flamme for Gud i Jordens Torne!« eller betyder dette: »Mit Hjerte brænder, men Klostrets Tornebaand ligger om det!«
Med livsnydende Blik stirre de Fremmede gjennem Gittret ind paa de fangne Duer! – Ak, hvad er der vel bedst, enten eensom med Gud og sig selv at sidde under den sorte Cypres i Klosterhaven, eller at høre til de flagrende Fugle, der to og to flyve over Bjerg og Dal, hvor Nættet er spændt ud, hvor Jægeren sigter – – Spørg ikke den unge blege Nonne! forstyr hende ei, hun har grædt sin Smerte ud og synger i Dag sin Glæde bag det sorte Gitter.
Man fortalte om een af Søstrene, der havde sjunget smukkest af dem Alle og var blegest af dem Alle. En Søndag Morgen savnede de Fremmede hende, i samme Time
Fra Kirken Trinita dei monti vandre vi ned af Gaden, dreie om Hjørnet og vi staae foran Capuziner-Kirken. Der inde findes skjønne Billeder, i Klostret ere kjølige Gange, de omslutte en lille Have, hvor Citrontræerne groe med Grene, tunge af Frugter; men ved intet af alt dette dvæle vi; nede under Kirken, dog ikke under Jorden, ere en Række Capeller, dem ville vi besøge! Solen skinner herind gjennem de gittrede Vinduer, Luften vifter frisk og reen, og dog gaae vi mellem Døde. Gulv, Loft, alle de smaae Capeller her, ere ene og alene opførte af Menneskebeen; hvorhen vi see er Alt Knokler; de danne
Det er sælsomt at see, hvilket høist forskjelligt Udtryk der kan ligge i disse ofte mumieagtige Physiognomier. Munken, som viser om, peger tidt paa een af disse tause Skikkelser og siger: »han var min Ven og Broder her i Klostret, vi havde hinanden meget kjære! beed for os!«
Det Hele er et
Den tredie Kirke vi gaae til,
Det er Diocletians Badestue, mægtige Colonner, hver af een eneste Granitblok, kneise her endnu fra hiin Tid18.
Her er i denne Kirke noget saa lifligt, saa muntert, som gik man under Piniernes Tag i det Frie, og tillige er her dog høitideligt, eensomt, ægte catholsk! Væggene prange med herlige Billeder, her er
I ingen af de store Kirker i Rom finder man en saadan Eensomhed, som her; man seer kun et Par Fremmede vandre hen over Marmorgulvet, og en Munk drager Forhænget fra eet af de skjulte Billeder; Døren til Klostret staaer paa Klem, og har man tittet indenfor, kunde man faae Lyst at blive her; thi i Klostret, som i Kirken, sees intet snevert, intet som trykker. Kjølige, store Buegange omslutte en Have, der pranger med de største Cypresser, Rom har at opvise. Jeg har ingen Popler seet mere høie og frodige, end disse Træer, der her beskygge et Springvand.
Man faaer Lyst til at arbeide med Munken, der planter Urter i de smaae Haver uden for Cellerne; hver Have her synes en Løvhytte af Viinløv, og Apelsin- og Citrontræer. De varme Solstraaler spille mellem de mørkegrønne Blade og ligesom samle sig i de gyldentskinnende Frugter.
Fra dette duftende, grønne Naturens Capel, vandrer Munken ind i den store Gudskirke, bøier sit Knæ og priser sin Gud i stille Eensomhed.
VIII
Fee-Paladser i Virkeligheden
»De gamle Guder leve endnu!« – ja, det kan man sige i et Eventyr, men i Virkeligheden –? denne er selv tidt et Eventyr.
Barnet, som læser »
Vi staae allerede paa
Midt paa Pladsen staaer en
Fra Pladsen gaaer man til Høire gjennem en lukket Gang ind i Vaticanets Gaard, der paa tre Sider omsluttes af den mægtige Bygning, der har en Storhed som Peters-Kirken og derfor, stillet op ved den, gjør, at ingen af disse ere af den Virkning, de kunde være.
Den hele Bygning bestaaer, som vi veed, af 22 Gaarde og 11000 Værelser, allerede det klinger eventyrligt; nogle Timers Vandring herinde er, som vare vi paa et fortryllet Slot; den dristigste Phantasie faaer her ikke Tid til at skabe sig noget Nyt, den forstummer ved at see Virkeligheden lige saa rig og dristig, som den.
Lad os vandre.
Gjennem en gittret Port træde vi ind i en Gang der blaaner, saa lang er den; overalt i Verden, kun ikke her, kunde den kaldes et rigt Museum, Gulv og Vægge fremvise Oldtids Minder. Vi titte gjennem en Dør, og blændes af Farvepragten i de mange Sale, som her grændse til hverandre. Loft og Vægge ere overdyngede med Malerier, men ingen hæfte sig i Tankerne, de gjøre en Virkning, som Farvebillederne i et Caleidoskop; det er
Vi titte ind af en anden Dør, Lyset strømmer gjennem Glastaget, Vægge og Gulv er blankpoleret Marmor, herlige Statuer staae paa begge Sider, de synes øieblikkelig at være løste af Marmorblokkene, og dog meer end tusind Aar er det siden de hørte Meiselen klinge. Man bør see disse Skatte ved Fakkelskjær, da synes Marmoret at faae Liv, det bevægelige Lys gjør at Musklerne synes at svulme, Klædernes Folder at røre sig, det blege Ansigt at vinde Farve.
Men vi følge igjen den store Gang, træde op af nogle Trin, og en Række af Sale med Oldtidens skjønneste Minder, den ene Sal rigere og herligere end den anden aabner sig for os; man bliver næsten træt af at skue, hvor kan man da beskrive;
Kun en lille Plet ville vi dvæle paa, og fra denne maa der saa sluttes til det Hele.
Vi staae i en
Man ligesom overvældes af det Største Kunsten har frembragt, det er en Hvile for Tanke og Øie at kaste et Blik gjennem Vinduerne, og det Skue, som her giver Hvile, er Skuet over Rom og Campagnen til Bjergene, det er Skuet over smaae fliselagte Gaarde eller prægtige Haver, der ved Vintertid prange i det deiligste Grønne, alle Buegange ere Laurbær, Roserne synes at vælte frem langs de høie Mure; Vandet pladsker ud af kunstige Grotter og Huler.
Skulde man ikke troe, det var et Eventyr man drømte, og Alt er dog Virkelighed her, den underskjønne Virkelighed.
Gjennem en i ægyptisk Stiil opført Vestibule, der pranger med grandiose Sarcophager, hver af een eneste stor kostelig Steen, træder man ind i – ja Museum kan det ikke kaldes, det er forlidt, man træder ind i een af Ægyptens Pyramider. Den hele Sal er decoreret som et af de største og prægtigste Gravkamre i Pyramiderne, Væggene ere bemalede med
Fra de uformelige Billeder i Steen, de grelle Farver, der mødte Øiet, gaae vi til de meest fuldendte Billeder Kunsten kan opvise, et lille Billedgaleri, men en Skat, som den kun samles fra hundred andre, og Veien herhid fører gjennem mange Sale, nogle med de brogede gobelinske Tapeter, som Raphael gav Tegningen til, andre med Landkort og Byers Grundrids malede al fresco! det er som om hver Sal i det uhyre Vatican vilde overbyde den anden, enten ved sine Konstskatte eller sin Eiendommelighed.
Vi staae nu imellem de udødelige Billeder! hvorhen skulle vi vende os! til hvilket Værelse, mod hvilken Væg. Der see vi Domenichinos
Store Fløidøre aabne sig, og vi staae i
Og hvad er der tilbage, efter en Vandring gjennem denne Herlighed, hvad er der tilbage af Menneskeverk, der kan overraske os ved en større Rigdom og Pragt. Vi vandre gjennem tvende Sale, store Døre staae aabne til hvad vi ville kalde høie Kirker, men her ere de kun Capeller, de straale med Lys og Billeder, men vi vandre forbi, hæve et Dørteppe og staae i Peters-Kirken. Alt er Marmor, Alt er Guld og Mosaik, vi staae i Verdens største Kirke!
»Ja den er stor, men dog ikke saa stor, som jeg ventede!« siger man første Gang man er traadt herind. Det gaaer os herinde, som i Guds Natur, Rummet er for stort til at Øiet kan udmaale det. Forholdene ere for gigantiske, man maa først vandre Kirken igjennem, man maa see den Menneske-Masse, der syntes at fylde Pladsen, bevæge sig herinde, man maa træde hen til Marmor-Duen, som man troer at svæve i vort Øiepunkt, og da see, at vi maae hæve Haanden for at kunne berøre den.
Mosaik-Englene i Kuplen syntes os saa ubetydelige, og stige vi derop da strække de sig flere Alen høie; der fra skue vi ned, og Altrets Kors, dybt under os, kneiser dog i en Høide, som et af Roms Paladser.
Man maa bestige Kirkens flade Tag, og naar man er her, troer man at være paa et Torv, de enkelte Kupler synes Capeller, den største Kuppel en mægtig Kirke selv. Rundt om heroppe ere smaa Huse opførte for Haandværkerne der her ere i Arbeide; her er Ovne, her er
I Paaske-Ugen bør man see St. Peters-Kirken, see den ved Aften og ved klart Solskin! det er aldeles som en Fortryllelse at see den saa kaldte Kuppelbelysning, thi det er ikke blot Kuplen og det høit paa denne prangende Kors, der straaler med Lamper, nei det er den hele uhyre Bygning, med Colonadegangene om Pladsen! Alt seer man i Ildcontur; Lamperne ere saa rigt fordeelte og saaledes anbragte, at hele det Architechtoniske træder frem. Det er af stor Virkning, en saadan Aften at træde fra den oplyste Plads ind i selve Kirken, hvor Alt er Nat og stille, men midt under Kuplen ved
Man maa ved Sollys gjennemvandre dette Gudstempel, naar her er eensomt og de smukke Stemmer lyde fra Sidecapellerne; man maa komme her ved de store
Men hvad betyder denne mørke Malmstatue under en Throne, der straaler med Guld og Purpur. Pavelig Vagt er opstillet paa hver Side; Folket kysser Malmfigurens Fod. Det er
IX
Juleaften i Rom
Jo længer bort Svensk, Norsk og Dansk kommer fra sit Hjem, des høiere synger Hjertet hos hver, i det de mødes.
»
Da jeg 1833 var i Rom holdt de tre Nationer deres Juleaften i Fælledsskab, som een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke overeens med den romerske Høitidelighed paa Frelserens Fødselsfest, vi kunde derfor ikke være lystige inde i Byen, men vi skulde dog ikke miste vor Glæde, – ingen By er saa tolerant som Rom, – man indrømmede os et smukt Locale udenfor Byen, et stort Huus i
Et Juletræ skulde bringes tilveie, et Grantræ, som i Norden, men det var her en altfor kostbar Skat, vi maatte, sagde man, lade os nøie med to store Apelsintræer, der vare savede fra Roden, og stode fulde af Frugt, og denne var ikke bundet paa Grenene, nei voxet ud af dem. Vi vare henved et halvhundrede Skandinaver og mellem disse syv Damer, de bare om Panden Krandse af levende Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De tre Nationer havde skudt sammen til
Henimod Midnat brød de Ældre op og gik til Rom;
Byens Port var lukket, men for at komme ind, var der sagt os, at vi skulde slaae tre stærke Slag med Hammeren, og raabe: »
Jeg tænkte paa
Det var en lystig Juul! Natten var varm og mild, som en Sommernat i Norden.
Og nu denne samme 1840. Ingen havde tænkt paa noget Jule-Arrangement! –
Enhver sad hjemme hos sig. Det var koldt Veir. Kaminilden vilde ikke opvarme mit Værelse.
Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi mod Norden.
Nu er der, hviskede den, Juletræet tændt med hundrede brogede Lys, Børnene juble i sød Lyksalighed! nu sidde de hjemme om Bordet, synge en Sang og drikke en Skaal for Vennerne som ere borte. Der er lystigt i Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og med Graner, Tepper ligge op ad Trapperne, de pyntede Tjenere springe travle op og ned, Musiken klinger og Toget begynder, det gaaer til den store Dandsesal! – O Julen er lystig i Norden!
Jeg gik bort fra det eensomme Kammer! Folk strømmede til Kirken
Endnu brændte kun nogle enkelte Lamper herinde. Mænd, Qvinder og Børn, der vare vandrede hid fra Campagnen og Bjergene, sad og laae paa Trinene op til Capeller og Altre i Sidegangene. Nogle af de stakkels Folk vare af Træthed sovet ind, andre læste deres Rosenkrands.
Nu tændtes Lysene. Den hele Kirke straalede i Purpur og Guld, Røgelsen duftede, Musiken lød, Sangen forkyndte »
X
Tre romerske Drenge
I det storartede Rom finder man i snevre bugtede Gader store Paladser, der, hvis de laae paa en fri Plads vilde erkjendes som Pragtbygninger; jeg vil med Pen og Blæk tegne
Høie Buegange med kunstigt udhugne Marmorsøiler indeslutte en lille fiirkantet Gaard; Statuer staae mellem Søilerne og i Væggenes Nischer lemlæstede Marmorbilleder; Murene prange forneden med Basreliefs og foroven med colossale Hoveder af romerske Keisere. Græs og Slyngplanter hænge om Fodstykkerne og skyde frem i Folderne paa Marmorklædemonnet. Ædderkoppen har spundet sin Væv som Sørgeflor imellem Guder og Keisere. I Gaarden ligge Kaalstokke, Citronskaller, sønderrevne Hylstre af Flasker; Jord har dynget sig op om Siderne af de her henstillede Marmor-Sarcophager; engang omsluttede de en af Roms Mægtige, nu gjemme de paa nogle Potteskaar, Salatblade og Jord.
Den brede Marmortrappe, som fører op til Paladsets Sale, er endnu mere smudsig end Gaarden. Barbenede forfrosne Tiggerdrenge sidde her i Kreds; den ene har et pjaltet Teppe kastet, som Kappe, over Skuldrene og et Rør som Tobakspibe i Munden. Den Anden har en Fodbedækning af Klude, bundne sammen med Seilgarn;
Kan det interessere at kjende de tre unge Romere eller deres Familie lidt nærmere? Tilfældigviis ere omtrent Hovedpersonerne af Familien i dette Øieblik samlede paa Terrassen ved »piazza del popolo.« Her staaer en Gruppe sortskjæggede Mænd i stribede Klæder, blaa og hvide Striber; det er en kjendelig Uniform, sædvanligviis hører der en Kjæde til, men den bæres om Benene; det er romerske
Det er dette store Regnestykke, han i Hovedet løber igjennem, idet han hælder sig til Spaden.
»Husbond har mistet Hest og Vogn! Husbond maa rykke ud hver Dag med Kostpenge! Jeg har fri Bolig, altid Arbeide, den høieste Løn, og jeg er Slave med Roes! Det er maaske mere, end min Søn bliver!«
Paa Promenaden, tæt forbi, ruller en let lille
Den tredie Lille med Hat og med Vest, ja hvor finde vi hans Forældre! dog, vi ere paa Sporet. – Under Træet paa Promenaden staaer en runken Moerlille med sin
I Retning imod
Herfra er den tredie Dreng. Den gamle Kone kunde fortælle, men hvad nyttede det til. Den unge, rige Signora er langt herfra, i det svømmende
Det er tre Drenge til at male! Udtrykket i Øinene, hver Bevægelse, de skidne Kort og den kjække Røgsky fra Cigarerne! det er en Gruppe.
Den forstyrres ved en Skare kalkunske Høns, som to Bønder med lange hvide Stokke, drive op ad Marmortrappen til en af de høiere Sale, hvor Kjøberen boer, og hvor de endnu nogle Dage skulle have Lov at trippe om paa Flisegulvet, under det brogede Loft, der pranger med den uddøde Slægts rige Vaaben. – –
XI
Religiøse Skikke
De fleste Mennesker trænge til en sandselig Indvirkning, skulle de paa bestemte Festdage og Timer kunne hæve deres Sind til Andagt; en saadan Indvirkning har den catholske Kirketjeneste, men den taber sig for meget i Ceremonivæsen; det synes her, som om Kirken feilagtigt havde opfattet Læren, at
Enhver Festlighed jeg har seet i Rom indesluttede en i Sandhed smuk Idee eller Tanke, men Udtalelsen af denne blev ofte, om jeg saa kan sige, formeget legemliggjort; man vilde
Jeg troer, at alle dannede Catholiker have samme Erkjendelse, thi der, hvor min religiøse Følelse ligesom blev saaret, saae jeg aldrig nogen anden Forsamling, end Folk af den allerlaveste Classe, hvis aandelige Begreber stige ned til Barnets.
Der er unægteligt noget Smukt i, at de Christne een Dag om Aaret mindes de første Brødre i Troen, der lede og døde for den, og med deres Blod ligesom beseglede dens Kraft og Hellighed. Catholikerne have saaledes en Fest for Martyrerne, og i Rom er en
Man vender sig bort fra det Skrækkelige, Tanken føler sig betynget af dette og omfatter dog dette, istedet for at opfyldes af den aandelige Storhed.
Der er noget poetisk Smukt i, at feire Julen, som Børnenes Fest; men saaledes som det skeer i Kirken
Et af Side-Capellerne i Kirkens venstre Gang er aldeles forvandlet til et Theater, med Coulisser, Bagtæppe og Sætstykker. Scenen danner en landlig Egn. Her sidder en Figur, forestillende Madonna, iført virkelige Klæder, paa hendes Skjød hviler, formet af Vox, Jesusbarnet, der straaler med Guld og Juveler; Joseph staaer ved hendes Side, Hyrderne bringe deres Offer; malet paa Pap pranger Gud omgivet af Engle høit i Skyerne.
Foran denne Skueplads, der er godt belyst, holde pavelige Soldater Vagt; et Bord er sat op til een af de nærmeste Piller, og paa dette stille Mødrene deres Børn, og det ganske smaa paa fem eller sex Aar, Barnet opramser da et Digt, der dreier sig om Barn-Jesus eller Julen. Det skeer ikke sjeldent, at den lille Prædikant enten bliver bange og pludselig holder op eller hæver saa komisk sin lille Stemme, saa at den hele Forsamling kommer til at lee.
Det er ikke kun Een der taler, man seer stundom to, ja tre Smaa-Piger stillede op ved Siden af hverandre og paa Vers føre en Dialog om
Paa den sjette Januar culminerer denne Fest. Jeg var her dette Aar; det var en regnfuld Dag med
Kirken, Jesus, ja Guds Moder vare mit Hjerte for hellige til disse grelle Ceremonier.
En anden Festlighed maa jeg omtale, der ogsaa fra Tankens Side er christelig smuk, men som i sin Virkeliggjørelse bliver mere comisk end opbyggelig, det er den: at ogsaa Dyrene skulle have Deel i Herrens Naade og Velsignelse.
Paa en bestemt Dag, eller rigtigere, i en bestemt Uge, thi da een Dag ikke slaaer til, er Festligheden udvidet til flere Dage i Rad, fører Bonden sit Æsel, stundom endogsaa sin Griis til
Jeg saae denne Gang en gammel Moerlille komme trækkende med et ganske lille Æsel; det havde Silkesløife om Halen, og paa hver Bov var klistret en lille Griis af Guldpapir! Moerlille stod med stor Andagt foran Munken, neiede dybt og korsede sig. Drengene stak imidlertid med lange Pinde det lille Æsel under Halen. Soldaterne maatte komme Dyret og Moerlille til Hjælp. Lige fra Klosterdøren rider i Trav Bonden tvers over Pladsen til eet af de aabne Osterier, sætter med Dyret ind i Stuen, hvor de andre Bønder sidde om de lange Træborde og drikke, for selv at blive Dyr i Dag og faae Adgang til Velsignelsen23.
Jeg maa paa dette Sted endnu omtale en Festlighed, der vel staaer uden for de kirkelige, men dog slutter sig til disse, det er Sprogfesten i
Der er noget ophøiet og glædeligt i at see, hvorvidt om Jorden den Velsignelse bringende christelige Lære finder Vei, men det gaaer Tilhørerne i Propaganda, som det gaaer Tilskuerne ved de ovenfor omtalte Ceremonier, de faae ikke Ro til at bevare det Ophøiede i Tanken, som Festen i og for sig selv kunde føde, de komme til at smile, og hvor Latteren hersker, der er Andagten borte.
Unge Mænd af Propaganda modtage ved Festligheden Cardinalerne og alle Fremmede; man anvises en Plads, og efter en Indledning, sagt paa Latin, følge nu Digte i 44 Sprog. Jo mindre af disse Tilhørerne forstaae, desmere applaudere de; saaledes hørte jeg denne Gang, at man klappede stærkest for en Æthioper og for to Chinesere; disse Sprog klang meest kaudervelske og vakte meest Latter. Under Foredraget af et tydsk Digt saae jeg to italienske Capuziner-Munke lee af dette for dem curiøse Sprog, saa at de vare nær ved at falde om paa Gulvet.
De meest forskjellige Tungemaal og Dialecter vexle her; stundom gives ogsaa en Sang, der kan være interessant, men aldrig smuk. Indtrykket af den hele Fest er som en burlesk Forestilling, man har saa godt som Intet forstaaet, og derfor leet af hvad der klang os meningsløst.
Imidlertid læser man Aar for Aar i de tydske Aviser om den storartede Virkning af denne Fest, men Virkningen er sandelig kun den – at man leer24.
Alle de her omtalte Skikke have gjort et saa dybt Indtryk paa mig, at jeg ikke kunde forbigaae dem, ihvor meget stort og eiendommeligt, jeg forøvrigt lader savne i denne min Billed-Samling fra Rom. Imidlertid vilde disse Blade tynge som en
XII
Vandfaldene ved Tivolifloden Aniene (en biflod til Tiberen) danner et vandfald ved Tivoli. Efter at floden rev en del af byen med sig i 1826, ændredes flodens løb, således at den faldt i kaskader, hvoraf den største blev en stor attraktion. Jf. s. 174.
Det var en af de første Dage i Februar, men et deiligt Solskin, Mandeltræet stod i Blomster! – En Vogn med tre Danske25 rullede hen ad den gamle
Ruiner af Oldtids Grave og forfaldne Taarne fra Middelalderen rage frem paa den ujevne Campagne. Hyrder, i Faareskinds Pelse og med Madonnabilleder paa den spidse af Solen gjennembrændte Hat, stode ved de forfaldne Mure, hvor et Baal var tændt, hvorfra den blaagraa Røg hævede sig i Luften.
Allerede mærkede vi den giftige Stank fra den lille Flod
Solen sank ikke langt fra det Punkt i Horizonten, hvor Peters Kuppelen tronede, og strax var det mørk Aften. Vi vandrede gjennem de skumle Gader ud til den modsatte Side af Byen til albergo del Sybilla, der har sit Navn af det gamle
Føreren tændte sin Fakkel, en Karl fulgte efter med to store Bundter Hø, de skulde antændes inde i
Snart blev Veien ganske snever, den steile Klippevæg havde vi til Høire, Afgrunden til Venstre; Føreren vendte sin Fakkel i Græsset, saa den næsten ganske slukkedes, svingede den derpaa i Luften, og den flammede atter, beegsort Røg hvirvlede hen over Træernes glindsende Blade.
Pludselig standsede han, udstødte et vildt Raab, og pegede op imod Vertshuset. Høit paa Fjeldkanten lige over os laae det gamle runde Sybillatempel, et Bundt Hø havde man tændt mellem Colonnerne, Luen kastede et flammende Lys paa Søiler og Mure, det saae ud, som holdtes der en Oldtids Offring; Vandene sang jo endnu deres maiestætiske Hymne med samme Tordenstemme, som i en af hine Gudinden indviede Nætter! – I eet Secund stod det hele Tempel omstraalet af det meest effectfulde Lys, og det blev igjen Nat, den mørke Nat.
Vi vandrede ad en smal Sti, Forsteninger hang i malerisk Vildhed ud over vore Hoveder; tæt ved os var en Skrænt, hvor dybt gik vel denne! Fakkellyset viste os ingen Bund, Vandet tordnede ganske nær. Vi maatte holde os ved de grønne Hækker, for ikke at styrte i Dybet. Klippeblokkene, som en naturlig Trappe, førte os snart ind i Sirenernes Grotte. Af fuldt Bryst maatte vi der tæt ved hinanden raabe, skulde den ene forstaae den anden. Vandfaldene styrte gjennem Grotten med næsten bedøvende Lyd. Ihast tændtes Ild i en Hob Hø, den klare Flamme oplyste Hulen, Alt drev med Vand, de phantastisk formede Klipper, det ujevne Gulv! det røde Ildskjær spillede paa den hvide Vandsøile, der med Lynets Flugt styrtede fra en uhyre Høide og atter banede sig Vei gjennem en Aabning i Klippen; Føreren kastede brændende Hø ud paa den brusende Strøm, og Høet brændte endnu i det Vandet hvirvlede det med sig i den gabende Afgrund; et kort Øieblik viste det os den dybe Hvirvel.
Her fra een af de glatte Stene, hvor nu var anbragt en lille Tverbjælke, gled, for et Par Aar siden, en ung Engellænder, og forsvandt for evig. Den nu regjerende Pave, Gregor den Sextende har, for at ikke Byen, undergravet ved de mange Vandfald, pludselig skal styrte sammen, givet Floden Anio et nyt Afløb, der danner Caskaderne, og herved er fremstaaet et Vandfald, der i Størrelse overgaaer alle de andre. Da jeg 1834 besøgte Tivoli, var dette Værk under Arbeide, det fuldendtes to Aar senere; hvor jeg den Gang gik og plukkede Blomster, bruste nu og maaskee for altid, Tivolis største Cascade. Til den vandrede vi fra Grotterne, men vi maatte først igjen op af den ujevne fugtige Trappe, vi maatte atter holde os i de friske Myrtegrene tæt ved Afgrunden, og i samme Nu, netop her, gik Faklen aldeles ud; den Tanke gjennemfoer mig, vi maae blive her i Nat, vi maae sætte os i disse Hækker, ikke flytte en Fod ellers er det Døden. Her fulgte et kort, stille Øieblik, Fakkelen svingedes susende i Luften, Føreren lod den med al Kraft flyve mod Klippegrunden og Flammen blussede svagt, snart lyste den herligt. Jodlende vandrede han nu raskere frem af en bredere Sti. Lidt efter lidt fik Alt her Udseende af Kunstens Indvirkning; her vare stærke Rækværk, murede Trapper, steilt gik de ned ad, Faklen lyste ud over Gitteret, en Sky af Vandet, knuust til Støv, hævede sig op imod os. Som den hvideste Mælk styrtede den hele Flod i det svimlende sorte Dyb. Vi gjennemvandrede en lang Bue, i hvilken Floden havde sit nye Leie, og gjennem hvilken den med Pilens Hurtighed nærmede sig Faldet. Her var intet Rækværk, Faklen oplyste Strømmen, brændende Hø blev kastet derud, og det seilede med en Flugt, som Fuglens, det var til at svimle ved. Jeg følte alle Nerver angrebne, det kolde Vand sprang ud af min Hud, jeg maatte knuge mig op til Muren og hæfte Øiet en Tid paa den faste Hvælving oven over. Det var umueligt her at gjøre sig forstaaelig for en anden, saaledes bruste den mægtige Strøm!
En halv Time efter sad vi alle tre oppe i et stort Kammer, rundt om det vel dækkede Bord, vi talte om Danmark, om alle vore Kjære, Skaaler bleve drukne for dem, mens Cascade og
Det var en Aften fuld af Poesie; Arm i Arm stode vi ved det aabne Vindue, Stjernerne glimrede saa smukt, og som et hvidt Flor skimtede vi under os i Dybet de brusende Vandmasser, der istemte deres Sang saa stærkt og evigt, som ingen Digter kan synge den.
XIII
Mine Stövler
(En sandfærdig Fortælling)
Der er i Rom en Gade, som kaldes
Det var et stort, koldt Huus med en lille vaad Have, hvori kun voxte en Ærteranke og en halv opløst
Aftenerne vare saa eensomme i de kolde, store Værelser, den sorte Kamin gabede mellem Vinduerne, og udenfor var Regn og Rusk. Alle Døre vare vel tillukkede med Laase og Jernskodder, men hvad hjalp det, Vinden peeb i skjærende Toner gjennem Dørsprækkerne, de tynde Pinde paa Kaminen blussede op, men de sendte ikke deres Varme langt; det kolde Steen Gulv, de raae Mure og det høitliggende Loft syntes kun at være blevne til for Sommertiden.
Vilde jeg endelig en Gang ret have det hyggeligt, saa maatte jeg først tage uldne Reisestøvler paa, Frakke, Kappe og laaden Hue, ja saa kunde det blive ret luunt! Rigtignok blev den Side, der vendte mod Kaminen, halv stegt, men i denne Verden maa man vide at vende sig, og jeg dreiede mig som en Solsikke.
Aftenerne vare noget lange, men saa fandt Tænderne paa at give nogle nerveuse Concerter, og det var mærkværdigt, med hvilken Færdighed Foredraget tiltog. En solid dansk Tandpine kan ikke maale sig med en italiensk. Smerten spillede her paa Tændernes Tangenter, som var det en Liszt eller Thalberg der sad for dem; snart rullede det i Forgrunden, snart i Baggrunden, som naar to krigerske Chor svare hinanden, mens en stor Fortand sang prima Donnas Partie med alle Smertens
Fra Aften-Concerter blev det til Natte-Concerter, og det var under en saadan, mens Vinduerne rystede af Storm og Regnen skyllede ned udenfor, at jeg kastede et halv veemodigt Blik til Natlampen; mit Skrivetøi stod tæt ved den og jeg saae ganske tydeligt, at hen over det hvide Papir dandsede Pennen, som om den blev ført af en usynlig Haand, men det gjorde den ikke, den gik paa egen Haand! den skrev Dictat, og hvo dicterede? Ja, det klinger utroligt, men Sandhed er det! jeg siger det, og man vil troe mig! det var mine Støvler, mine gamle kjøbenhavnske Støvler, der, fordi de vare gjennemtrængte af Regnvand, havde faaet Plads inde i Kaminen ved den røde
Støvlerne sagde:
»Vi ere to Brødre: Støvle til Høire og Støvle til Venstre! Vor første Erindring er den, at vi bleve vel indgnedne med Vox og derpaa særdeles pudsede! jeg kunde speile mig i min Broder, min Broder kunde speile sig i mig, og vi saae vi vare eet Legeme, en Slags
Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder ud i Verden, og dette vakte søde, men falske Forhaabninger om vor Bestemmelse. Han, som vi bleve bragte til, trak os strax i vore Ører, til vi sluttede om hans Been, og saa gik han ned ad Trappen med os. Vi knagede af Glæde! det regnede udenfor, men vi knagede endnu –! dog kun den første Dag.
Ak! hvor der er meget vaadt at gaae igjennem i denne Verden! – Vi vare ikke fødte til Vandstøvler, og følte os derfor ikke lykkelige! Ingen Børste gjengav os vor Ungdoms Glands, den vi eiede da Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder gjennem Gaderne; hvo skildrer derfor vor Lykke, da vi en Morgen hørte, at vi skulde reise udenlands, ja til Italien, dette milde varme Land, hvor vi kun skulde træde paa Marmor og classisk Jord, inddrikke Sol og sikkert gjenvinde vor Ungdoms Glands. Vi reiste! – De længste Router sov vi i Kufferten og drømte om de varme Lande. I Byerne derimod saae vi os ganske godt om, men der var vaadt og raat, som i Danmark; vore Saaler fik Koldbrand, de maatte sættes af i München, og vi fik forlorne Saaler istedet, men de vare gjorte saa godt, som vare de fødte med os. »Vare vi dog over Alperne!« sukkede vi, »der er mildt og godt!« og vi kom over Alperne, men der var ikke mildt og godt! det regnede og det blæste, og traadte vi engang imellem paa Marmor, saa var det saa isnende, at Marmoret trak den kolde Sved ud af vore Saaler, og det vaade Billede af dem stod hvor vi havde traadt. Det var jo ganske livligt om Aftenen, naar Opvarteren numererede alle Hotellets Støvler og Skoe, vi stilledes op mellem disse fremmede Kammerater, og hørte af dem om de Stæder de kom fra! der var et par deilige røde
XIV
Keiserborgende romerske kejseres paladsbygninger på Palatinerhøjen, påbegyndt af kejser Augustus, egl. Gajus Julius Caesar Octavian (63 f.Kr.-14 e.Kr., kejser fra 27 f.Kr.).
I hvor slet end Vinteren kan være i Rom, den bringer dog Dage, skjønne, som de smukkeste Foraarsdage i Norden, man faaer Lyst at komme i det Grønne, og dette findes der! Roserne staae i Flor, Laurbærhækkerne dufte – vi have mange Steder at vælge til vor Spadseregang. Nu ville vi besøge Ruinerne af Keiserborgen. En heel Bjergslette er det de ligge paa midt inde i Byen; her er Viinmarker, Haver, Ruiner og usle Huse, her er frodigt Agerland og golde Pletter, hvor Æselet gnaver paa en Tidsel og Gjederne søge det moslignende Græs.
Ud mod
Midt i Haven, hvor vi gaae, ere to betydelige
Bliv nede i den sorte Nat, Usalige! heroppe blomstre Roserne! den varme Solstraale kysser Laurbærtræets grønne Blad, og den Fremmede inddrikker her et Skjønheds Billede af Syden, der aldrig vil udslettes af hans Tanke.
Vi vandre bort fra disse frodige grønne Svælg, vi følge Stien, der snoer sig mellem blomstrende Buske hen over høie Muurskrænter, en Trætrappe fører os ned i en anden Deel af Keiserborgen, til en Kaalhave. Gulvets Mosaik er forsvundet, Regnormen skyder op af den vaade Jord, hvor fordum Roms Keiser med sit Hof strakte sig omkring det ødsle
Hvilke Minder knytte sig dog til dette Sted, her hvor
Paa Keiserborgens Ruiner svæve hine Fordærvedes Aander, de flyve med Tankens Hurtighed Jorden rundt og dvæle kun, hvor en Forbandelse udtales over deres Liv og
Hvor Ødselheden væltede sit Overflødigheds Horn, voxer nu den tarvelige Grønkaal, de Mure, som omsluttede den dyriske Last, bære nu Undseelsens brede Figenblade; Olietræet groer, hvor Blodet flød. Vi ville mindes
XV
Sanct Knud
Vel er Danmark et protestantisk Land, men mangen Helgens Navn lever her endnu paa Folkets Tunge eller knytter sig her til et eller andet Sted. I mangen dansk Landsbykirke pranger endnu Madonnas Billede, enten malet høit paa Muren, under Hvælvingen, hvor det ei er blevet overkalket, eller paa selve Altertavlen. Ved Solnedgang
Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine Øine, og just da saae jeg allertydeligst den døde, blege Konge, med Guldkrone paa det blødende Hoved og med Kaabe af Fløiel og Hermelin, vandre under den høie Kirkehvælving fra Daaben op til Altret.
I Verdensbyen Rom ligger til Høire i Gaden fra Engelsborg ud mod Peters-Pladsen et Munke-Kloster med en Kirke, jeg troer den kaldes
Den 19 Januar er det Sanct Knuds Fest, forkyndtes der i
Jeg kom ind i Kirken, her var ikke et Menneske; to smaa Tællelys brændte saa sørgeligt, saa fattigt, paa Sanct Knuds Alter.
Det kunde jeg ikke bære over mit Hjerte, jeg maatte idet mindste vide, hvorfor her ikke var gjort lidt mere Stads. Jeg ringede paa Klokken ind til Klosteret, en gammel Munk traadte ud; jeg spurgte, hvorfor Sanct Knud ei havde flere end to Lys, hvorfor her ingen Musik og Festlighed fandt Sted.
»Ak min Herre!« sagde Munken, »vort Kloster er eet af de fattigste i Rom! vi have kun Raad til at feire een eneste stor Fest om Aaret,« og han nævnede denne Helgen, »da er her Musik! da straaler Kirken med Lys! kun eengang aarlig kunne vi bringe Sligt istand! Sanct Knud er fra Norden, og derfra faaer vort Kloster aldeles Intet! Sanct Knud er fattig!«
Jeg følte Manden havde Ret.
Alene stod jeg foran Helgenens Alter, min Barndoms Helgen! i hvis Kirke jeg havde grædt ved min Faders Kiste, i hvis Kirke jeg er confirmeret, Helgenen, hvis Kirke engang tjente mig i sin Storhed som Maalet for alle Bjerghøider, ja selv for Afstanden imellem Jorden og Stjernerne. Sanct Knud, Alverdens Ære er forgængelig! I dit fordums jordiske Kongerige lyder nu ingen Messe mere for din Sjæl, der brænder intet Lys ved din Grav, og selv i Pavens By har du paa din Fest kun to fattige Tællelys! Det festligste er, at en Landsmand staaer ved din Grav og
XVI
Colosseumamfiteater bygget 72-80 e.Kr.
Flere interessante Foredrag har jeg hørt om det Gigantiske i Urverdenens Former, men aldrig begreb jeg disse bedre, end da jeg engang fik at see Skelettet af et
Et Mamuths-Skrog af en anden Art, et Steenskelet, der bedre end alle Bøger forkynder Roms forsvundne Storhed er Colosseum, det er en Ruin, en utrolig ødelagt Ruin, hele Palladser i Rom ere opførte af dets nedrevne Mure, og dog er her i hvad vi endnu see, en Storhed, som den der findes i Pyramiderne og i Indernes Klippe-Templer27. Hver Søilegang danner store Gader, de sønderbrudte Trappetrin fra Gulvet til den øverste
Den hele Ruin danner en aaben Kirke med mange Altre, Korset staaer midt under Guds klare Himmel; Capuzinermunkene vandre her hver Fredag i Procession, og een af Brødrene holder en Prædiken, her hvor fordum de vilde Dyr brølte, her hvor Gladiatorerne brødes og uden Smertes-Skrig udaandede Sjælen. Hist paa den solbelyste Skraaning, hvor nu den brogede Fiirbeen i Ro udklækker sin Yngel, sad Roms Keiser med sine purpurklædte Hofmænd, her, hvor nu den pjaltede Tigger har sin Plads, vaiede
Ved Fuldmaanens Lys bør man første Gang træde herind, det er en Tragedie, formet af Steen, vi da opfatte. Ved Fakkelblus bør man gjennemvandre disse mægtige Buer, stige op til den øverste, hvor ikke Stene, men Klippe-Blokke danne Murene. Hvilken Dødsstilhed! hvilken Storhed! – Fakkelskjæret falder paa Spindelvævet i Krogene, hvor Fluen spræller, men vi tænke ikke derpaa, vi tænke ikke paa Hverdags-Livets Jammer; Stenene om os have Stemmer, Stjernerne ovenover staae i Forbund med dem, i store Omgivelser føler Sjælen sig stor, Colosseum prædiker for os om Verdens-Livet, om Menneskeslægternes Storhed og Afmagt, saa at Sjælen opløftes og ydmyges.
XVII
Carnevalritualiserede festligheder før fasten i romersk-katolske lande.
Hvad der gjør det romerske Carneval saa levende og eiendommeligt rigt, fremfor den samme Lystighed paa ethvert andet Sted, grunder sig i, at her er Carnevals-Festen paa Gaderne indskrænket til sex Dage, og paa enhver af disse igjen til tre Timer. Kun il corso og de nærmeste Sidegader danne Scenen for denne Folke-Glæde. Alt concentrerer sig, baade Tid og Sted. Lystigheden her er en Champagne-Straale, Bægeret skummer, det tømmes strax og – saa følger Fasten.
Med Purpur og Guld sidder i
Fra piazza del popolo, begiver Senatoren sig med Følge op af il corso. Alle Vinduer og alle Balconer ere her drapperede med røde, blaae og gule Silketepper; overalt er der opfyldt med Mennesker, og en stor Deel er i Costume med og uden Maske. Langs Husene staae, tæt op til Væggen, smaa Rørstole eller Bænke, der leies ud, og hvor de mere Stilfærdige tage Plads. Den ene Række Vogne kjører nedad, den anden opad, og som oftest ere baade Vogn og Heste pyntede med Grønt og flagrende Baand; man seer ofte Kudskene, gamle Karle, med ægte italienske Physiognomier, være klædte ud som Damer, en
Paa piazza del popolo ere høie Tribuner reiste, et Toug spændt over Gaden og bag dette holde sex til syv halv vilde Heste, behængte med Jernplader, der vende Piggene indad, og paa Ryggen besatte med brændende
Touget falder, Hestene jage afsted, Silkebaand og Glimmer-Guld paa Manke og Side rasle og flagre. »
Før Hestene have naaet Maalet ere de som oftest saa udmattede, at de komme kun i jevnt Trav; imidlertid er dog den yderste Deel af Gaden aflukket med store Tepper, der i Afstand, det ene bag det andet, ere ophængte fra Huus til Huus. Vare Hestene endnu i vild Flugt, de vilde dog standses her, indviklede i disse Drapperier.
Det tager sig meget komisk ud, naar, kort før Veddeløbet, tilfældigviis en Hund er sluppet ind paa en Strækning af Gaden, der er gjort ryddelig, og nu de nærmeste Folk faae Lyst at jage Hunden, thi da følger den hele Række Exemplet, og Hunden maa afsted den lange Gade igjennem, Skrig, Klappen i Hænderne fra begge Sider holder den midt ude paa Gaden! der er en Jubel! den arme Hund maa gjøre Veddeløb, og er det nu en tyk feed Hund, seer det ligesaa ynkeligt som komisk ud, den kan neppe løfte Benene og maa dog i Gallop! i Gallop!
Livligt er det i Carnevals-Tiden at komme, ud paa Aftenen, ind i Osterierne, hvor man tidt træffer et heelt Selskab af lystige Masker, der drikke deres
Den sidste Carnevals-Dag er altid den lystigste, den ender med Bouquetten af den hele Fest, det glimrende, prægtige
Gjennem den lange Gade regnede det ned med Confetti og Blomster, dog meest med Blomster, thi dette Aars Februar svulmede med Violer og Anemoner. Jeg saae
Næste Morgen kjørte den ene velbepakkede Vogn efter den anden bort med de Fremmede, bort fra det dødsstille Rom, hvor alle Gallerierne vare lukkede, alle Billeder paa Altrene dækkede med sorte Tepper. – –
Det gik til Neapel.
XVIII
Pegasusi græsk mytologi en bevinget hest født af Medusas blod, siden renæssancen symbol for digterkunsten, da dens hov fik kilden Hippokrene til at springe frem på musernes bjerg. og Veturinhestene
(En Dialog)
Man har faaet Reisebeskrivelser paa saa mange Maader, men som Dialog troer jeg endnu ikke.
Den 24 Februar 1841 kjørte i den tidlige Morgenstund fra Rom, ud af
Første Dag-Reise
Over antike Veie, forbi milelange Vandledninger, der kneise, som Colonner til et Slots Forhal, forbi buskbegroede murede Grave, gaaer Veien til Albano. En Capuziner med Tiggerposen paa Nakken var den eneste vi mødte. Vi nærme os
Vil du
Vi ere i Albano! her i Gaden er et Huus, vi komme det tæt forbi, det er lille, kun to Etager, ganske smalt; Døren aabnes, en Jæger træder ud, han har blege Kinder, kulsorte Øine! det er Don Miguel, Ex-Kongen af Portugal, der kunde gjøres et Digt derom!
Nu have vi bedet! lad os nu see at komme afsted! Veien er lang, op og ned! see dog ikke paa de Stene, det er
Hvilke prægtige Træer! hvilke Ranker af Eviggrønt! dybt mellem Fjelde gaaer Veien, Kilderne pladske, og høit paa Bjerget mellem Træernes Kroner kneiser
Han er ligesom han er gal, den forreste Hest! han kan ikke staae, han kan ikke gaae! jeg synes dog, han er gammel nok til at have lært det.
Dybt under os ligge de grønne græsgroede Sumpe og
Anden Dag-Reise
Gaa nu bare lidt sindigt! ikke i Gallop! forud kjører en Vogn! den maae vi ikke komme forbi! hørte du ikke selv, der ere tydske Damer i Vognen, de have ingen Herre med, og have bedt om at være i vort Selskab, da de ere bange for Røvere! her er ei sikkert! vi hørte her for Aar og Dag siden Kuglen pibe os forbi.
Regnen skyller ned! Alt staaer i Vand rundt om! Rørhytterne synes at skulle seile fra de oversvømmede grønne Øer. Lad os løbe løbsk! Veien er saa jevn! derhenne ligger et prægtigt Kloster, Munkene ere borte, Sumpdunsterne joge dem væk, Klostret staaer med grønt Skimmel paa Muur og Marmorcolonner, Græs voxer nede paa Gulvet, Flaggermusene flyve under Cuppelen. Vi løbe ind ad den aabne Port, midt ind i Kirken og standse der! saa skulle I see, hvorledes Damen, vi trække, er blevet et deiligt Marmor-Billed af Skræk! saa skulle I høre vor Capelmester synge, hans Stemme er smuk, han synger en Hymne for sin Frelse! og begge Poeterne fortælle al Verden om det livsfarlige Eventyr i de
Tag Dig i Agt for Pidsken! Hold dig midt paa Veien! snart ere vi i
Solen skinner paa de rødgule Klipper, Sumpene ligge bag os! tre høie Palmer staae tæt ved Veien! vi ere i Terracina! hvor blev vort Selskab af? Den ene Poet gik op ad Fjeldet mellem de høie Cacter, uden om ere Haver med Citron- og Apelsintræer, hver Green bugner af den gule skinnende Frugt; han stiger op til Ruinen af
»–
Min faure, duftende Rose!
Og Du min Pusling! mit Alt, mit Liv,
Min Øiesteen og mit Tidsfordriv
– Du Knop paa min Rose
Men den anden Poet sidder nede ved Havet, ja ude i Havet paa de mægtige Klippestykker, han væder sine Læber med de salte Draaber og jubler: »Du svulmende Hav, Du blikstille Hav. Du favner, som jeg, den hele Jord, den er din Brud, den er din Musa! om den synger Du i Stormen! i din Hvile drømmer Du om Himlen! Du klare, du gjennemsigtige Hav! –«
Det var rigtig god Havre vi fik i Terracina! Veien var ogsaa ganske brav, og vi holdt saa deiligt længe ved Doganen i
Grædepilene bæve i Vinden! som en Slange bugter sig op ad Bjergsiden Veien forbi forfaldne Forskandsninger og Olieskove bestraalede af den røde Aftensol! En malerisk By paa Fjeldet over os og Færdsel af Bønder hernede paa Veien! der er Poesie i disse Bjerge! Kom herhid, hvo der kunne synge! sid op paa min Ryg! mine Poeter der i Vognen sidde og dovne! Vi flyve afsted i den stille, den stjerneklare Aften, afsted forbi de
Det var rigtignok en allerhelvedes Vei! Hvor jeg skal spise! hvor jeg skal drikke! Er kun Havren god! er kun Vandet friskt, gid vi hver maa finde vor Krybbe.
Tredie Dag-Reise
Under Orangernes Løvtag sad den smukke Signora, een af Poeterne læste høit italienske Digte, smukke og klangfulde; Capelmesteren bøiede sig op til det høie Citrontræ, hørte efter, og saae i det samme mellem Cypresserne ud paa Havet, hvor Solstraalerne faldt paa Skibenes hvide Seil! den anden Poet løb paa Marken, plukkede røde Anemoner, bandt Krandse, tog imellem en funklende Appelsin, tog to, og de sprang som Guldæbler i den rene Luft! der var Fest i hans Hjerte, der var Sang paa hans Læber! han følte: »jeg er igjen i Italien!« I Stalden stode Hestene, hver med Hovedet i Krybben, de havde det ogsaa godt; men hvor jeg stod, jeg Pegasus, var en Laage paa Muren og Laagen var aaben; jeg stak mit Hoved ud, saae over Citrontræernes Toppe og de mørke Cypresser, den hvide By paa
Saa, nu gaaer det da afsted igjen! til
Hvor dog Bjergene ere blaa, hvor Havet er blaat, og Himlen har ogsaa sin egen straalende Blaahed, det er een Farve i tre Nuancer, det er Kjærlighed udtalt i tre forskjellige Sprog. See hvor Stjernerne funkle, see hvor Byen foran os straaler med Lys, det er Napoli, den deilige By, den levende By, Napoli, Napoli!
Og saa vare vi i Neapel!
XIX
»Malibran-GarciaMaría García de Malibran (1808-1836), spansk sangerinde, der døde i en rideulykke i England. er død!«
Theatret
Hun er død Malibran-Garcia, Sangens Dronning!
O jeg husker levende hiin første Aften, jeg var her. Man gav Operaen
Huset var propfuldt! mit Hjerte bankede af Forventning! Teppet rullede op,
Hun taug, og en Storm af Jubel opfyldte det hele Huus, men der hørtes ogsaa en skingrende Pibe, een eneste, men den trængte gjennem Alt; Misundelsens Slange hvislede mod Sangens Dronning. Hundrede Hænder knyttede sig mod den, tusinde Stemmer mægtede ei at overdøve den. Men jeg havde kun Øre og Øie for hende! Hvilken Sang, hvilket Spil, og det var en skjøn Qvinde jeg saae! –
Jeg hørte Malibran senere i
Paa samme Aarstid, som nu, var det jeg den Gang hørte Malibran her i Neapel. Alt havde da Nyhedens Duft; en sydlig Varme og Glands laae over det Hele, og nu – hvor forandret!
Den Gang stod hver Dag en Pinie af Røg ud af Vesuvs Krater, i Natten blev den til Ild, Kronen, Stammen og Rødderne, det Hele speilede sig i den klare Bugt. Nu derimod laae kun en Taage om Krateret, Kjæmpen sov derinde.
Dengang saae jeg »
Vesuv, Capris Grotte og Pompeji, de Dødes Stad, vare mig Neapels tre Underværker; og af disse hilsede mig kun uforandret de Dødes Stad; kun i hvad der hørte til de Døde gjenfandt jeg det, min Erindring priste og besang ved Neapel. I de Dødes Stad tænkte jeg paa de Døde, tænkte jeg paa Malibran-Garcia, Sangfuglen, i hvis Toner jeg havde fundet Udtryk for Alt hvad min Sjæl den Gang følte for Italiens Underværker og Deilighed. Italien og Malibran vare mig beslægtede, som Ord og Melodie til en elsket Sang, man kan ikke skille dem ad! – og nu var hun død! – Hun, der i saa meget af det vi beundre var beslægtet med Byron, fandt sin Død i det Land, der gav ham Livet.
Een af de sidste Aftener, jeg denne Gang var i Neapel, kom jeg over
Havde Engelland givet en Levende for den Døde? Miss Kemble sang – Neapolitanerne sad stille! ganske stille! jeg troer de sørgede.
Malibran-Garcia er død!
XX
Udsigt fra mit Vindue
Det er piazza fiorentini vi see; en Plads, netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden; ligefor, tæt ved et snevert bugtet Stræde, udbreder sig Façaden af
Nu er Toget inde i Kirken, og paa Gaden lyder igjen samme Støi, som før.
Den lille Plads er et tro Billede af det store Neapel, ja et særdeles tro, thi Digteren sad ved sit Vindue og tegnede hvert Træk, Alt hvad han saae dernede.
Henimod Midnat ville vi endnu engang see ud og Alt er stille paa Pladsen, intet Lys, uden den matte Lampe foran Madonnabilledet, brænder i Kirkens Forhal; nu høres Fodtrin. Een slaaer med sin Stok i Steenbroen, det er en lystig Knøs, han gaaer forbi og synger af
XXI
En neapolitansk Corricolocurricolo, (italiensk) tohjulet kærre.
Man maa see den i dens Flugt, see den bepakket med Mennesker oven og neden, for og bag. Det er en lille Folke-Masse, der ruller her paa to store Karreethjul, trukket af et stakkels
Kudsken, med den store Fiskerkutte slængt over Skulderen og med de halvnøgne brune Arme, bander i sit Hjerte Dampvognen, der let som en Svale skyder nu henad Veien til
Der sidde to Madamer tæt ved hans Side, den ene har et forfærdeligt stort Svøbelse-Barn, hun behandler det, som en Pakke uden Værdi; begge Madamernes Tanker mødes i Kirken: »
Paa samme Sæde i Vognen sidder endnu, foruden Kudsken, de to Madamer og Svøbelse-Barnet, en skikkelig Mand, han pleier at staae ved Døren i
Foruden Kudsken, de to Madamer, Svøbelse-Barnet og den skikkelige Mand, er der aldeles ikke Plads til Flere, men der sidder dog een endnu, en ung Knøs, med et Ansigt, saa brunt og smukt, saa ægte neapolitansk, – hvad kunde man ikke i Norden gjøre med hans Øine! – han sidder ellers ikke godt og har derfor lagt Armen om den ene Signoras Skulder, men Signora er noget gammel, han seer ogsaa til Siden, han tænker paa
Kudsk, Madamer, Svøbelse-Barn, Mand og Knøs, ja det er alt for mange paa eet Sæde, og aligevel sidder dog een derpaa endnu, en tyk Munk, men hvor han egentlig sidder, det maa vor Herre vide, og hvad han tænker – ja, det tør jeg ikke sige! han har en skrækkelig stor Paraply med; han er Godheden selv, han holder paa Svøbelse-Barnet, mens Madamen løser sit Halsklæde; men nu kan her ikke sidde Flere, og derfor staaer ogsaa den halvvoxne Dreng op lige foran Selskabet, hans mindre Broder sidder paa hans Fødder og dingler med sine tynde Been henimod Hestens Hale. De to Drenge høre til Theatret, det vil sige, til Dukketheatret, hvor der gives Tragedier og store Balletter. De to Drenge tale Damestemmerne, den ene skal i Aften føre Ordet for Dronning
Bag paa Vognen staae to Karle, jeg troer hver staaer paa en Pind, thi den smule Bret, der stikker bag ud, er besat af en gammel Fisker, der saaledes kjører baglænds og har sine Øine og Tanker henvendte til en
Den ene af Karlene ved Siden af ham er en Slags – Sendebud, – – hans Tanker ville vi derfor ikke udvikle, den anden er et Geni af en Lommetyv, hans Tanker ere just nu i det røde Lommetørklæde, der titter ud af en Forbigaaendes Lomme, Karlen ærgrer sig over sin Kjøretour, den koster ham to Gran og – dette Lommetørklæde.
See, nu kan her da ikke være flere Folk, hverken for eller bag, hverken oven eller neden – jeg siger neden –! der have vi ikke seet endnu, og der ligger jo en levende Kalkun og et heelt Menneske! ja i det gyngende Næt under Vognen ligger en Hane og en pjaltet Karl, Hoved og Been af ham stikke udenfor Nættet; han har kun Buxer og Skjorte paa, men for øvrigt et rask Udseende. Han er inderlig fornøiet, – han tænker paa ingen Ting!
See, det er en neapolitansk Corricolo!
XXII
Afreise fra Italien
1
Et Blik paa mig selv
Det var den 15 Marts 1841. Kuffert og Natsæk vel indpakkede og tillaasede stode midt i Værelset,
Man vil tilgive, at jeg for nogle Øieblikke ganske dvæler ved min egen Person, dog kun saalænge medens Fakinen bærer mit Reisetøi ned af Trappen.
Jeg har tidligere givet Skildringer af Italien, der næsten, troer jeg, kun aande dette Lands Sollys og Skjønheder, nu derimod have mange af de givne Billeder stærke Skygger, men saaledes har jeg denne Gang seet Italien; Nyhedens Duft var borte! Vinteren var usædvanlig haard og selv var jeg
En ny Reise, et nyt Liv maaskee, skulde begynde. Denne sidste Time var Overgangs-Ledet.
2
»Leonidas(d. 480 f.Kr.), konge af Sparta fra ca. 490 f.Kr. «
Det franske Krigs-Dampskib: »Leonidas,« ført af Capitain Lorin, laae i Neapels Havn31.
Min Ven og Reisekammerat, Digteren Holst, fulgte mig ombord. Alt paa Skibet saae fremmed ud, selv var jeg fremmed for dem Alle. En syg Tyrk laae paa nogle Maatter man havde bredt ud mellem Kulsækkene; tæt ved sad i en foret, grøn Kaftan og med hvid Turban en Skikkelse, der i de sidste Dage her i Neapel havde vakt Opmærksomhed ved sin orientalske Dragt; han var, som jeg siden hørte, en
Signalpiben lød til at gjøre klar. Holst sagde mig Farvel – det var mig som om jeg sidste Gang skulde høre en dansk Stemme, som om her mit Fædreland og alle mine Kjære sagde dette Levvel! jeg syntes nu for første Gang at det gik ret ud i den vide Verden!
Jeg stod ved Skibets Ræling, mit Øie fulgte Baaden, der styrede med ham hen imod Land. Hattene svingedes gjensidigt. Fra Kysten raabte han endnu engang Levvel!
Ankeret var lettet, Alting klart indenbord, og endnu laae vi stille. Alle Passene vare glemte, en Officeer maatte i Land efter dem. Vi laae vist en halv Time og ventede.
Under denne Venten vil jeg gjøre min Læser bekjendt med de franske Krigs-Dampskibes Indretning og Beqvemmeligheder, saaledes som jeg endnu erindrer det.
Dækket selv dannede en lille Gade; øverst ved Roret ud over Vandet var bygget af Træ et smukt lille Huus for Capitainen; her var Sal og Cabinetter, Malerier og Søkort hang paa Væggene, lange Gardiner flagrede i de aabne Vinduer, og mellem disse stode Divaner, Fortepiano og Statuer, her var ikke blot hyggeligt men pynteligt. Til Capitainens Bolig sluttede sig to andre fremspringende Træhuse, hvert med Cabinetter for de øvrige Officerer. Paa den lille Plads udenfor lænede Styrmanden sig til Roret, et Timeglas med Sand og et smukt stort Uhr stode tæt ved, hvor Skibs-Drengen slog Qvarteer og Timeslag paa en stor Malmklokke, det kunde høres over hele Skibet.
Foran Roret var en Nedgang, med Tæpper over Trinene og med støbt Jernrækværk, den førte til første Kahyt, hvor Damerne havde deres egen smukke Stue og særskilte Soveværelse, Herrerne hver et lille Kammer, og en prægtig stor Sal, der benyttedes tillige som Spise-Sal. Prægtige Speile straalede fra de blankpolerede indlagte Vægge, marmorblanke
Maskineriet indtog Skibets midterste Deel; oven for dette paa Dækket vare opreiste Træhuse, lig med Officerernes, en lille Trappe førte op til hver Dør,
Midt paa Dækket stod Kjøkkenet, det var et heelt Huus af støbt Jern, og ganske opfyldt med Potter, Gryder og Casseroller; her var en Kogen og en Brasen!
Tæt herved førte en Trappe ned til anden Kahyt, der bestod af en stor, smuk Spisestue med Køyer; i Sideværelserne fandtes Plads for fire til otte Personer32.
Nedgangen til tredie Kahyt var foran i Skibets Forstavn; lidt steil gik Trappen nedad, men var man dernede, fandt man en lys venlig Stue; Divanerne langs med Væggene tjente her til Sovesteder.
Fjerde Plads er Dæks-Pladsen, og den er utrolig billig, for een
Hjemme i Norden gjør man sig ikke Begreb om Beqvemmeligheden og Billigheden paa disse Middelhavets Dampskibe. Amerikanerne ombord vurderede den, som jeg siden hørte, ikke saaledes, som jeg; de talte om deres Skibes Hurtighed og den store Luxus der ombord, »i 12 Dage ere vi
Jeg var imidlertid glad ved det Meget, de franske Dampskibe frembøde.
Efter lang Venten kom den Officeer, der var sendt efter de forglemte Pas; Dampen sivede ikke længer ud af Ventilen, Comandoen lød og vi skjød vor Fart ud af Neapels Havn, der var som opfyldt med gyngende Citron- og Apelsin-Skaller.
Vi vare ikke en halv Miil fra Land, da standsede Skibet, noget var gaaet itu i Maskineriet; men vi havde Smed og Smedie ombord, snart var Alt istand, vi seilede igjen.
XXIII
Dampskibs-Fart
En Digter synger, fordi han, som Fuglen, ikke kan lade være, det svulmer i hans Bryst og i hans Tanke, Sangen vil ud, den flyver som Lyset, den hæver sig som Bølgen; men ogsaa tidt skydes der et Nodeblad af Naturens store Bog hen for Digteren, og det er en Opfordring til at synge, og han synger da fra Bladet.
For mig laae Neapel og det hele Kystland, som et stort Nodeblad, en Sang uden Ord.
»Det er deiligt at flyve hen over Havet!«
Napoli, Du hvide, solbelyste Stad! Menneskevrimlen med Sang og med Skrig er Lavastrømmen gjennem dine Gader, det lyder ud til os; som en Slange om Bugten ligger By ved By, Napoli er denne Slanges Hoved, St. Elmo er Kronen den bærer.
»Det er deiligt at flyve hen over Havet!«
Tunge Skyer omhylle Toppen af Vesuv, de hænge ned til Eremitens Hytte, men det brænder der inde i Bjerget, det brænder dybt under Havet, som det brænder midt i vort Skib og midt i mit Hjerte; Alt er Vulkaner! – See, som en rygende Raket, flyver Dampvognen henad Veien langs
»Det er deiligt at flyve hen over Havet!«
Nu er det Nat! – Skibsdrengen kalder. Vaagn op! vaagn op!
Vi komme mere og mere nær! Stjernerne blinke, Vandet er Ild.
Det er deiligt at flyve hen over Havet!
XXIV
Sicilien
(Kyst-Panorama)
For nogle Somre siden gjorde jeg den saakaldte
Vort Skib gled hen over Charybdis’s Strømninger, vi anede det ikke! hvor er den vilde Malstrøm! man pegede paa Havet tæt ved hvor vi seilede, men der var ingen særegne Bølgebevægelser at see. Hvor er Scylla. »Ja hun lever endnu!« Man viste paa
Sicilien! Du mægtige
Vi gled forbi Fyrtaarnet, der ligger paa den yderste Pynt af en Sandrevle, der bærer et malerisk Fiskerleie og slutter sig til Messinas Forstad; det var som begyndte her en Flod-Seilads; en Mængde Skibe krydsede forbi, Fiskere halede i deres Næt og deres Baade; Børn legede ved Stranden; Calabriens Klippekyst havde et forunderligt grønt og rødbruunt Udseende, ganske forskjelligt fra Nord-Italiens og Schweits’s Klipper, de syntes mosbegroede Lavablokke; Siciliens Fjelde lignede kjæmpestore forstenede Bobler; det saae ud, som om Øen var kogt op fra Dybet og pludselig blevet til Steen; tunge Skyer hvilede paa Bjergene, som vare de Dampen af denne Opkogen; Ætna var ikke at øine!
Allerede laae bag ved os Bugten og Messina selv med sine guulgraa Paladser og flade Tage; fremmede Flag vaiede i den trygge Havn, men jeg opdagede ikke det danske. En geistlig Mand fra Rom, der stod ved Skibets Reling, pegede mod Messeniernes By, og fortalte os med stor Salvelse om et
»Der er herligt i Messina!« jublede han, »Messina
»Der ere deilige Qvinder!« sagde en ung Franskmand, »der er Scylla og Charybdis, de svømme ikke længer paa Vandet, men sidde under Viinløvet og fange med de sorte, flammende Øine, de deilige Lemmer og de velsignede Smiil!«
Paa Calabriens Side laae
»Alle Dalene der,« sagde den unge Franskmand, »ere deilige Viinløvhytter, og i hver sidder – ikke
Mig forekom den nærmeste Kyst paa Sicilien mere vild, end smilende;
»Men hvor er Siciliens Ætna?« spurgte jeg. »Faae vi det ikke at see?«
»Der kneiser det!« sagde man, men jeg saae oven over Fjeldkysten kun tunge Skyer, jeg hævede Hovedet endnu meer, saae næsten lige i Veiret, og høit over Skyerne i den klare Luft stod Toppen af Ætna, bedækket med Snee, dog rundt om Kraterets Rand var den smeltet i lange Revner. Hvilken Storhed! Vesuv er en Sandhøi kun mod denne Kjæmpe, Siciliens Stolthed og Velgjører. Det er et Amphitheater for de høie Guder selv! hvert Trin danner en Zone, den nederste viser os Viinbjerge og Haver, den anden er en Skovregion med hundredaarige Træer, den tredie har kun Iis og Snee, den fjerde Røg og Flamme. Altid damper det, altid sprudler det, men denne Dampen og Sprudlen kaldes en Hvile, naar ikke Lavastrømmen flyder milevidt og omstyrter Byer og ødelægger Viinmarker og Dale.
Vi gjennemskare
Da vi efter Middags-Bordet igjen steg op paa Dækket, var Solen ved at gaae ned; Havet skinnede som Purpur og Guld, Luften havde en Glands, som jeg aldrig før har seet, Kysterne en Lufttone, saa smeltende, saa farverig, det Hele frembød Characteren af det skjønneste asiatiske Landskab.
»Der er
»Ja og
»Santa Luzia var Guds Datter!« svarede den Geistlige og sukkede.
Hvilken Solnedgang! hvilket Skue! det kan kun gives af den Haand, der i Virkeligheden maler den deilige Regnbue paa de lette svævende Skyer. Lyden af en Klokke lød fra Kysten ud til os, det klang saa melodisk, det var som den døende Svanes sidste Tone, i det den bøier Hovedet og paa de store udbredte Vinger daler fra Luften ned i det blaa, det blikstille Hav.
XXV
MaltaH.C. Andersen opholdt sig her 17.-18. marts 1841.
Klokken var tre om Morgenen; jeg hørte Ankeret falde og vidste da, at vi laae i Maltas Havn. Jeg kastede min Kappe om mig og sprang op paa Dækket.
Det Første jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og bøiede og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaskee denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vore nordiske Vinternætter.
Jeg saae rundt om, og bag ved mig stod en lav guul Klippemuur, hvis høieste Punkt var omformet til en Obelisk, der pegede mod Stjernerne. Ligefor mig og til Siderne skinnede hvidgule, store sælsomme Paladser, som jeg kun kjendte fra »Tusind og een Nat,« men mellem disse Bygninger og mig laae stille og drømmende det ene store Skib nær ved det andet; mit Øie tabte sig mellem Master; vi laae i
Det var altsaa Øen, som
Hvilke Erindringer og hvilket eiendommeligt Skue frembød ikke denne Ø. Dog Stjernehimlen blev mig i dette Øieblik Pragtbilledet; La Valetta, og alle disse stolte Skibe her under Verdens stærkeste Fæstning, var kun Rammen for det; Rammen var prægtig, een af de prægtigste jeg har seet, men at jeg glemte Rammen for Billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.
Jeg gik igjen til Ro, og bogstavelig sagt kun med Himlen i min Tanke!
Da jeg igjen kom paa Dækket fandt Udskibningen Sted. Alt var Liv og Bevægelse paa Skibet og uden om det. Hele Bugten vrimlede med Baade. Nær ved os laae to store Krigsskibe med dobbelte Rækker Kanoner, den ene over den anden.
Skibe kom og gik, Kanonerne hilsede Fæstningen og bleve igjen besvarede; Baade med Qvarantaineflag roede rask forbi de store Skibe, en Mængde Joller, der fuldkomment dannede Boutiker, laae stille under Siden af vort Fartøi, nogle med Frugt, hvoraf hver Art havde sit særegne Rum, Citroner for sig, Apelsiner for sig, store Græskar dannede
Nedenfor
Flere Fakiner, alle Maurer, flokkede sig ved Landings-Stedet omkring os for at være vor Fører, vi valgte En, der kun skulde føre os til Hôtel de mediterranea; den ene Las paa ham slog den anden, men han bar dem saa kjækt, som en Fyrste sit Purpur; et Par kulsorte Øine lynede i det brune Ansigt.
En Vindelbro fører til La Valettas Port; Mure og Grave ere udhugne i Klipperne, og Gravene selv frembyde Skuet af den rigeste Frugthave; her var et Vildnis af Orangetræer, bredbladede Palmer,
Indenfor Byens Port begynder en Gade med Frugtboutiker; Frugt af alle de Arter, Syden eier, møder Øiet, et Skue saa rigt og broget, som man aldrig har det i Norden. Her var en Bevægelse, en Trængsel, som i Neapels
Snart vare vi i større Gader, alle Husene havde et palaimæssigt Udseende og
Hotellet, hvor vi steg ind, var saa comfortabel og prægtigt, som om det var ført herhid fra
Jeg sad alt med en fransk Avis i Haanden, da jeg udenfor hørte Larm; min russiske Reisefælle havde budt vor Maurer kun nogle faa Skillinger for sin Gang med os, og Karlen vilde ikke modtage saa lidt; jeg saae, hvor stor Summen var, og fandt ogsaa, at den burde forøges, Russeren sagde nei og aabnede Døren, Maureren lagde Pengene paa Trinet, satte sin Fod paa dem og med et Blik, der paa enhver Scene kunde have gjort sin Virkning, udtalte han Stolthed og Vrede. Jeg vilde give Manden lidt flere Penge, men Russeren stillede sig mellem os, gav Tjenerne et Vink, og de satte den Misfornøiede udenfor. Og saa var den Historie glemt!
Jeg gik imidlertid strax efter ud paa Gaden, hvor jeg ventede at finde Maureren, og han stod der ogsaa, omringet af en Flok lasede Karle. Pengene, som Tjeneren havde lagt udenfor Døren, laae der endnu paa samme Sted; jeg rakte ham omtrent det tredobbelte, mere end der var budt ham, i det jeg gjorde ham forstaaeligt, at det kom fra mig.
Hans Øine rullede i Hovedet, han pegede endnu engang paa de faa Penge, den anden havde budt ham, viste paa sine Laser, holdt min Arm tilbage, Intet vilde han modtage, knøttede sin Haand op mod Huset og gik bort, stolt som en krænket Adelsbaaren. Mig forstemte denne første Scene paa Malta.
Vort Besøgt gjaldt nu
Op af den mageligste Trappe, et halvtaars Barn kunde krybe op af den, kommer man ud paa Bygningens flade Tag, hvorfra man overskuer Byen, Øen og det udstrakte Hav. Det laae blikstille, blinkende blaat, og langt ude skinnede det sneebedækte Ætna, som en Pyramide af
Hvilken Udstrækning rundt om! det hele Malta seer ud, som et Muurværk i Havet! næsten intet Grønt mødte Øiet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og paa tværs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.
I en af de lette, elegante, tohjulede Karreeter, med een Hest for og Kudsken løbende ved Siden, rullede vi ud af Porten, Maalet for vor Landtour var
Strax udenfor Festningsværkerne gav Alt os Billedet af et afrikansk Land. Ikke et Træ saae vi, intet Grønt, uden det lave nys fremspirede Korn og de yppige store indiske Figen, der ligesom væltede frem af Jorden og fra de gamle Mure. Det var en brændende Solhede. Veien gik langs med den af Maltheserridderne anlagte Vandledning, der er meget lav, flere Steder kan man let springe over den, og dette synes et Barneværk mod Vandledningen ved Rom. Veiene ere ganske fortræffelige; vi kom forbi nogle Veirmøller, hvis
Udenfor Citta vecchia overskuede vi hele Øen, den laae uden Skygge, med en Overflade guul og skinnende, som Solskinnet selv; lave Mure paa kryds og paa tværs dannede Indhegninger, strakte ud over det hele Land, hvorved det ganske fik Udseende af et Landkort, hvorpaa selv de mindste Grændser ere antydede.
Citta vecchia,
Paa Hjemveien passerede vi en
Ikke langt fra
Henimod Aften toge vi ombord igjen paa Dampskibet. Skuet over Havnen og Livet der var et Skuespil, jeg aldrig glemmer. Da Solen gik ned, lød Salut-Skud og alle Flag sank paa vort Skib; det var kun faa Minuter, og Natten laae over os uden Dæmring, men Natten, som den kommer i Syden: klar og gjennemsigtig, med funklende Stjerner, Stjerner der sige: »vi ere Sole, kan du tvivle derpaa! –« Færselen tabte sig inde i Staden, en svag Musik lød over til os, men snart brusede den i kraftige Toner fra de to Krigsskibe, som laae os nærmest, »
Nu lød Dandsemusik! paa et af Skibene var Bal! Stjernerne selv syntes at dandse paa Vandspeilet. Baadene vippede, jeg kunde først
Tidlig om Morgenen blev jeg vakt ved, at der blev gjort reent paa Skibet, efter at Kul var taget ind; da jeg kom op, skinnede Dækket i al sin Friskhed, man gjorde sig klar til at seile; rundt om os lød Skrig og Raaben, de svømmende Boutiker med deres Handelsmænd omringede os; nøgne Drenge tiggede, Passagerer steg ombord, vor Perser sad alt paa Kulsækken nær ved Skorstenen, en Beduin indsvøbt i sin hvide
Grækenland
Videnskabs-Manden, Digteren, den berømte Reisende
Østerrigsk Minister i Grækenland
og min Landsmand, Holsteneren, Archæologen, Historikeren
De to Mænd, blandt de Mange, der her have gjort mig Opholdet behageligt og dyrebart, sender jeg disse Blade til Tak og Erindring om vort korte Samliv i det classiske Land.
I
Et Par Dage paa Middelhavet
Blikstille laae det udstrakte Hav; man følte aldeles ingen Bevægelse i Skibet, man kunde tumle sig hvor man vilde, oppe og nede, som
Vi havde faaet syv unge spanske Munke ombord, de kunde lidt italiensk, vare alle Missionærer og gik nu til Indien; den yngste af dem var meget smuk, bleg og melankolsk, han fortalte mig, at hans Forældre levede endnu, og at han ei siden sit sextende Aar havde seet sin Moder, der var ham saa kjær; »nu seer jeg hende ikke før i Himlen!« sukkede han. Det var med et tungt blødende Hjerte han forlod Europa, men han erkjendte, han maatte, hans Kald var det, han stod jo i Guds Tjeneste; han og de andre Brødre hørte alle til Theresianer Munkene, en Orden, stiftet af
For de Fleste ombord var jeg den, der syntes at være meest langveis fra; jeg kom fra Norden.
»Fra Danmark!« gjentog vor romerske Geistlige, der gik til Jerusalem, »Danmark! De er altsaa en Amerikaner?«
Jeg forklarede ham, at Danmark laae langt fra Amerika, men han rystede paa Hovedet, som Fruen i »
Vi havde ombord en pavelig Gesandt, der gik til Libanon, han var den eneste af Italienerne, der vidste lidt om Danmark; han havde kjendt
Endnu midt paa Dagen øinede vi Malta; af Sicilien derimod saae vi kun det sneedækkede Ætna, men tydeligt og stort, det skinnede, som var det en Pyramide af hvidt, solbelyst Marmor. I Søen gik ingen Døning, det var, som glede vi gjennem Luften. En uhyre Delphin, større end nogen Hest, væltede sig et Par Gange tæt op til Skibet, Solen skinnede paa den vaade glindsende Ryg. Melodier af »
Commandopiben lød, Matroserne gjorde deres Maneuvre. Middagsklokken ringede. – Da vi drak vor Kaffe, sank Solen rød og stor, Havet skinnede som en Ild.
Solen var nede, Stjernerne brøde frem med en Pragt, som jeg ei kan udtale! Hvilken Vrimmel! hvilken Glands!
Allerede Klokken ni var jeg i min Køye og sov strax, medens Skibet uforandret skjød sin Fart fremad. Da jeg igjen i den tidlige Morgen steg op paa Dækket, blev dette reengjort; alle Hænder vare i Bevægelse, snart skinnede Gulvet hvidt og reent, saa det var en Lyst at see; oppe hvor Ankere og Toug laae, havde Matroserne deres Stor-Vadsk og den var ganske ejendommelig. De vadskede især Beenklæder og lagde da disse udbredte paa Dækket, heldte Søvand ud over og feiede eller rettere skruppede dem saa med en almindelig Riiskost, der var noget slidt, og hvor de imellem Pindene havde stukket et Stykke Sæbe.
To raske Matrosdrenge, ganske smaa, men livlige som Egern, og fulde af Skjælmsstykker, slagtede Høns, og holdt forud for hver Slagtning en humoristisk Tale til Hønen, og Talen endte altid med et »
En Smule Bevægelse sporede vi i Søen, men alt som Solen kom høiere, blev Havet igjen blikstille, som Dagen forud; ingen Flod-Seilads kunde lignes hermed i Ro; hist og her langt ude antydede nogle mørke blaa Pletter paa den udstrakte solbelyste Havflade, at en Luftning der krusede Vandspeilet. Malta var nu ikke mere at see, men Ætna stod klart og tydeligt ude i Horizonten; mod Nordost øinede vi de hvide Seil af et Skib, det var det første Fartøi vi havde seet, siden vi forlod Malta.
Agter ude holdt Matroserne Frokost, hver fik en Portion Viin, Løg og Brød; de vare alle nok saa lystige, de havde deres Vittigheds Helt og En som Vittighederne skulde gaae ud over.
Perseren i den grønne
»Vor lille bevingede Pilgrim skal ikke ædes!« sagde jeg; en af Lieutenanterne tog den i Beskyttelse, satte den op paa Seilet, der var spændt som Telt ud over første Plads, gav den der en Talerken med Vand og Brødkrummer, og Fuglen var vor Gjæst hele Dagen, ja Natten med, først næste Dag fløi den fra Skibet og qvidrede i sin Flugt, som om den vilde sige Tak for god Behandling.
Det var en stor Begivenhed for os Alle; dog snart igjen søgte vi hver vor Beskjæftigelse, een ved Klaveret, en anden i Bogen, nogle spilte Kort, andre spadserede op og ned. Beduinen sad paa Kulsækkene, taus som en Aand, Øinene lynede i det brune Ansigt under den hvide
Tiden gik fortræffeligt; ved Middagsbordet herskede der Glæde og Liv! Sol-Nedgangen var uendelig skjøn! Stjernerne mylrede frem saa klare, saa straalende. Det var ikke muligt at fornemme Skibets Fart, kun ved at hæfte sit Øie mod Tougværket og Stjernerne, saae man Bevægelsen, det var som om Stjernehimlen dreiede sig og Skibet laae stille. Der var noget saa ophøiet, saa poetisk i disse Aftener paa det rolige, uendelige Hav, saa at jeg mangler Udtryk derfor. Denne Ro uden om afspeilede sig i min Sjæl! hjemme i Norden have kun faa Minuter af mit Liv bragt mig hvad jeg her nød i hele Timer.
Endnu øinede vi, som en hvid Pyramide i Nordvest: Ætna, Alt andet rundtom var det uendelige Hav; men ved Middagstid viste sig for mit Øie i Nordost en hvid Plet, det kunde ikke være et Skib, dertil bredte den sig for meget, men muligviis en Sky. Jeg troede, at det var den græske Kyst, og spurgte Capitainen derom; han rystede paa Hovedet, og sagde at vi først den næste Dag kunde øine Grækenland, der rigtignok laae i den Retning, hvor jeg nu troede at see Land. Hverken han eller nogen af Passagererne saae noget.
Da jeg efter Middagsbordet, kort før Sol-Nedgang, søgte samme Punkt som før, straalede dette ligesaa stærkt som nu Ætna! nei, det kunde ingen Sky være, det havde ikke forandret Skikkelse, det stod endnu i samme Retning, som for tre Timer siden.
Capitainen tog sin bedste Kikkert og raabte: Land.
Ja, det var græsk Kyst! det var en Bjergtop ved
»Aldrig har jeg hørt før,« sagde Capitainen, »at Nogen med blotte Øine har kunnet, paa een og samme Tid, see fra Middelhavet baade Ætna og græsk Kyst! det er mærkværdigt!« Da jeg senere i Athen fortalte dette, yttrede der en Lærd, at han fornylig i en Kritik over et engelsk Værk havde læst samme Mærkelighed, men Recensenten betvivlede den paa det stærkeste. Dog denne er der, selv har jeg seet det. Snee paa Ætna og Snee paa de græske Bjerge gjør det i klart Solskin muligt, her at øine Land baade i Øst og i Vest.
Grækenland! jeg saae altsaa for mig dette Aandens store Fædreland! Under
Næste Morgen var jeg oppe før Solen, det var den 20de Marts. Blodrød, som jeg aldrig har seet det, og forunderlig oval, steg Solen, Dagen vældede ud over det blikstille Hav, og foran til Høire laae klart og tydeligt, men langt, langt borte,
– – Jeg seer skinnende Luft! jeg seer lysende Vand!
Og Bjergkysten hist er Grækenland!
II
Panorama af Syd-Morea og CycladerneKykladerne (Kiklades); se kort.
Vi nærmede os Morea: Morbærlandet, som Navnet betyder, og som det har erholdt efter dets Udseende af et Morbærblad. Derinde strømmer
Vi passerede den yderste Pynt af
Paa vor høire Side laae efter nogle Timers Seilads Øen
»
Vort Dampskib foer forbi. Søen gik stærkt, det blæste fra Bjergene, Morea strakte det nøgne
Hytten var lav og lille, den havde et Hul til Dør og Vindue; tæt ved den bevægede sig et Menneske, det var Eneboeren paa Cap Malio, ham, det første levende Væsen, vi saae paa Grækenlands Kyst!
Vi fjernede os meer og meer. Mod Nordvest løftede sig op af den skummende Sø, en Klippe35, formet som en gigantisk Hjelm, Aftensolen farvede den med sine røde Straaler, jeg antog den som en Forpost af Cycladerne; men først ud paa Natten kunde vi nærme os disse.
Alt i Morgendæmringen var jeg paa Dækket; et Par Seil-Skibe krydsede os tæt forbi, som var det kjæmpestore Søfugle, der vilde slaae vort Skibs Tougværk med deres hvide Vinger.
Himmelhøie, nøgne Steenmasser taarnede sig op af Vandet; det var Øen
Solen stod op bag Øen
I vor Skoletid kalde vi Classikerne »tørre«, de classiske Øer aabenbare sig endnu mere tørre! dog det gaaer med de fleste af disse, som med hine Forfattere, man skal kun trænge ind i dem, og da see vi Viinrankerne slynge deres saftige Grene over de solbelyste Dale, da see vi Oldtidsminder, som storartede Tanker i en Digters Værk; deilige Qvinder hilse os, og Skjønhedens Hilsen er som Melodier af vore kjæreste Sange.
Skibet styredes hen imod en ganske lille Ø, hvor der stod et hvidt, slankt Fyrtaarn, og i det vi kom forbi, aabnede sig for os
En heel Skare græske Baade roede ud til os og laae alt i Læ under Siden af vort Skib, desuagtet stødte de hvert Øieblik sammen, thi Søen gik stærkt. Jeg lod mit
Roerkarlene satte Aarerne i Bevægelse, det gik mod Land, men vi vare langt ude, Bølgerne vuggede vor Baad, som var den en Apelsin Skal; den var ved at
Hele
Paa de franske Dampskibes Contoir fik jeg at vide, at først om syv Dage indtraf det østerrigske Dampskib, det græske var itu og gik altsaa ikke; dog een Leilighed fandtes for mig samme Dag, dersom jeg vilde finde mig i at begynde min Ankomst til
Tæt ved Quaien laae en aaben Træboutik med Leergulv og raae Bjelker, der holdt et Loft, som dog kun strakte sig ud over den halve Stue, den anden Halvdeel havde alene Taget til
Jeg gik dybere ind i Byen, Gaderne vare særdeles smalle, og i den forreste, der slynger sig om Bugten, var Boutik ved Boutik, hver, som en omvendt Kasse, her solgtes Klædningsstykker,
Jeg vandrede gjennem Gaderne; der vrimlede med Mennesker, men ikke en eneste Grækerinde saae jeg. Vinduerne i alle Huse vare indvendig bedækkede med
Den høiest liggende Deel af Byen
Henimod Aften tog jeg ombord paa Lykurg. Søen gik stærkt, to lystige Grækere roede, og hver Gang Søen reiste Baaden, saa vi vare nær ved at styrte overbord, jublede de høit. Fremmede Ansigter modtog mig ombord. Ved Solens Nedgang løftede vi Anker og Skibet styrede nordost om Syra, hvor vi fik smuult Vande! det var en deilig stjerneklar Aften. Ingen havde jeg endnu gjort Bekjendtskab med; jeg sad paa
»Yes Sir!
Det var hele vor Conversation. Ingen af os vidste mere; men gode Venner vare vi!
III
Bugten ved Piræus
I den tidlige Morgenstund hørte jeg Ankeret falde; jeg gik op paa Dækket, vi laae i Piræus Bugten, den saae ud som en lille Indsø; Øen
I denne Bugt, hvor
Dagen gled hurtigt hen og med Aftenen begyndte et Skuespil, som jeg aldrig har seet det, og som Ingen kan gjengive i Farver eller Ord. Bjergene Hymettos og Pentelikon, der ved Daglyset havde et graaligt Udseende, bleve ved Solnedgang røde, som vare de byggede af alle Grækenlands Roser; den hele Dal fik et blegrødt Skjær, dog ikke saaledes som om man saae Dalen gjennem et rosenfarvet Slør, nei her var ingen Spor af luftig Taage, alle Gjenstande laae saa klare, saa forunderligt nær, og dog følte Øiet, at de vare milevidt borte. Ægina og Bjergene paa Morea havde en mere lilla Farve; den ene Bjergrække der hævede sig bag den anden, hver i sin Fortoning fra det rødblege til det sorteblaa. Nu sank Solen, Signalskudet lød, Flagene faldt – hvilken Eensomhed! intet Træ, ingen Busk at øine! hvilken Stilhed inde mellem disse Bjerge, hvilken Ro over denne udstrakte Slette, hvilken Gjennemsigtighed i denne Luft.
Hvilken Guds Kirke med Monumenter, Grave og store Minder! Aftenens Stilhed var den skjønneste
IV
Ankomst til Athen
Det var den tredie Morgen her ved Piræus, og vor Friheds Time slog; jeg troer der laae et Dusin græske Baade om vort Skib, jeg sprang i den første den bedste, og med raske Aareslag foer vi mod Land, hvor der holdt en Mængde
Vi rullede jublende ud af Piræus. Matroser med blanke Hatte sad udenfor Caffeerne, der egentlig forekom mig som store Stuer af Brædder; et Hurra blev bragt os, idet Viinglassene tømtes. Veien gik over Resten af de antike Mure, de have bestaaet af en Art guul
Snart naaede vi Olieskoven,
Som i Athens bedste Dage, jager man nu fra Piræus gjennem den store Olieskov. Foran laae
Jeg kunde ikke ret fatte mig i den Tanke, at jeg var i Grækenland, at jeg rullede ind i Minervas By.
Vi holdt ved Hotel du Münich; Verten er en Græker, Vertinden tydsk, »
Det første Indtryk af Byen selv vil jeg see at gjengive, og fortælle, hvorledes jeg her tilbragte den første Dag.
Den skrækkelige Skildring, man i Neapel havde givet mig om Grækenland, og om navnlig Athen, fandt jeg at være overdreven til Latterlighed, jeg troer gjerne, at for sex à syv Aar tilbage var Alt her i den skrækkeligste Usselhed, men man maa huske paa, hvad eet Aar alene er for et Land, som Grækenland, der er i en
Athen har et Par græske, eller egentlig tyrkiske Caffeer, og dertil en ny italiensk, saa stor og pyntelig, at den kunde tage sig ud i Hamborg eller Berlin; den meget besøgte
Den meest beboede Deel af Athen strækker sig op mod Akropolis; men rundt om er Byen under Bygning. Athen er en By, der synes at voxe i de enkelte Dage den Fremmede opholder sig her.
I Alt overgik det første Indtryk af Athen de Forestillinger, man i Neapel havde vakt hos mig; jeg sagde det, og Ross fortalte mig om en Græker, der var her i Athen i disse Dage, en Græker fra
Ham overvældede Athens moderne Storhed og Luxus, jeg fandt her var ganske godt, imod hvad jeg havde hørt! saaledes dømmer man fra forskjelligt Standpunkt efter Vaner og Anskuelser.
Jeg havde tænkt mig, at jeg i Grækenland skulde føle mig saa fremmed, saa langt borte fra Hjemmet, og jeg syntes just her at være ganske hjemme. Landsmænd og Tydskere kom mig saa kjærligt imøde! jeg blev alt den første Dag afhentet til et heelt dansk Huus, det var hos Dronningens Hofpræst
Lidt udenfor Byen ligger Theatret, det har fire Etager, er smukt decoreret, dog smukkest var det at see de græsk klædte Tilskuere i Logerne og paa Gulvet; her vare flere smukke Grækerinder, men alle disse vare fra Øerne, sagde man mig, i Athen selv fandtes ikke mange. En italiensk
Fra Parterret traadte man ud i en Slags Foyer, hvor man erholdt Forfriskninger, men herude var aldeles ikke decoreret; man saae ovenover sig og til alle Sider, kun de sammenføiede raa Planker; den lange Disk var ogsaa uhøvlede
Theatret ligger, som sagt, et Stykke udenfor Byen, det var derfor af en forunderlig Virkning, midt om Natten at træde ud fra denne Bygning, fra en Forestilling af »Barberen« og »Skaden«, og da see sig under en orientalsk Stjernehimmel, der lyste saa at man netop saae Udstrækningen af den øde Slette begrændset af høie Bjerge; eensomt og stille var her, man kunde troe sig med eet af Wiens Folke-Theatre, ved en mægtig Fee hentryllet i den mennesketomme Ørken. Den storartede Natur-Decoration spottede de malede Couliser; Eensomheden forkyndte et Drama, der viste, hvor
En enkelt
V
Akropolis
Denne fritstaaende Klippe med sine Marmor-Ruiner er Hjertet af det gamle Athen, dens Erindringer strække sig ind i en fabelagtig Tid. Da
For Enden af den brede
Jeg vandrede over Pladsen; ved Kilden stod en smuk Grækerpige med sin Leerkrukke paa Skulderen, det var et lille Malerie, men et mere storartet laae for mig; ovenover de uregelmæssigt henkastede Huse foran hævede sig op mod Kalkklippen en grøn Bakke, hvor en Flok Faar græssede i Selskab med fem à sex unge Kameler, der løftede deres lange Halse iveiret og udvidede stolt Næseborene i det de sloge med Nakken; Ruinen af en ødelagt Fæstnings-Muur strakte sig over denne Grønning, Stien snoede sig langs med den over Gruus og Steen, forbi dybe Brønde, uden Rækværk, den ene tæt ved den anden; jeg fulgte denne Sti, og snart laae By og Huse bag ved mig.
Hver Plet er her historisk, ved hvert Skridt træder man her paa en ved Minder hellig Jordbund; det mægtige Klippestykke til Venstre, der synes ved store Naturkræfter løsrevet fra Akropolis, er
Gjennem en aaben Port, hvis gamle jernbeslagne Dør hang paa den ene Hængsel, traadte jeg indenfor Befæstnings-Muren fra Tyrkernes Tid; et Par Ligstene af Marmor med Indskrift tjene til
Endnu en lille Forgaard, dannet af ødelagte Fæstningsværker maatte jeg gjennemvandre; et Seilgarns Baand hang paa den skrøbelige Port, Træklinken sprang op, og jeg stod i en noget større Gaard, hvor man af sønderbrudte Marmor-Søiler, lemlæstede
Denne Opgang er og har altid været den eneste, som førte til Akropolis, fra alle andre Sider hæve Klipperne sig steilt, og stærke Mure øverst oppe gjorde det end mere utilgjængeligt.
Under Tyrkerne vare Propylæernes Søilegange tilmurede og udgjorde en Deel af
Jeg traadte gjennem Propylæerne og stod nu paa en Plads,
Hele Tempelruinen laae i det stærkeste Sollys, i det jeg traadte herind, og som Baggrund hævede sig
Faa Skridt fra mig, mellem de sprængte Marmorblokke, hvor den vilde Tidsel skjød frem, laae Menneskeknokler, man havde henkastet et Dødningehoved paa den hvide Marmorblok; det gjorde et forunderligt mægtigt Indtryk paa mig! Taarerne strømmede mig ud af Øinene!
Stormen susede mellem Colonnerne; sorte Rovfugle fløi hen over Dalen ved Hymettos; lige under Klippen strakte Athen sig ret anseelig med sine hvide Huse med de røde Tage; paa Pentelikon og Parnes Bjergene var faldet Snee! hvilket Skue rundt om, dog skjønnest var det mod Havet; det skinnede saa stort og udstrakt, saa uendeligt blaat og bar de hvide Seilere. Luften var saa gjennemsigtig, at jeg troede at overskue det hele Pelopones, jeg saae de fjerne Bjergtoppe om Sparta og til Høien, hvor
Da jeg steg ned, mødte jeg min Reisekammerat Perseren fra
Under mit Ophold i Athen, ved Solskin og Regn, besøgte jeg daglig Akropolis! her feirede jeg ved et Besøg min Fødselsdag, her læste jeg mine Breve fra Hjemmet, Akropolis var det sidste Sted ved Athen jeg besøgte da jeg skulde bort; paa Akropolis dvæler min Tanke længst, naar den gjæster Grækenland. Paa dette Sted ligesom hvilte Naturen og Kunsten ved mit Hjerte, her følte jeg intet Savn, uden det, at ikke alle mine Kjære kunde dele dette Skue med mig!
En Solnedgang, seet heroppe, er det meest Ophøiede jeg kjender! Jeg har seet en saadan, jeg sad paa Trinene til Parthenon; Alt var
VI
En Regnveirsdag i Athen
Vaade, tunge Skyer hang langs hen af Bjerget Hymettos; Veiret var graat og koldt; den ubrolagte Gade stod i en guul Dynd fra Regnen om Natten; de tynde Vægge i Husene drev med Vand.
Landets vigtigste Post, en Græker, der rider med Breve og Penge over Land til
Regnen faldt i store Draaber og kom snart i en Skylle. Tre forskjellige Faare-Hjorder stode paa den snevre Plads foran Kirken, de knugede sig tættere og tættere sammen. Hyrderne støttede sig til deres lange Stave; midt i Regnen, tæt indsvøbte i tykke, brune Kitler, med de klodsede Hatte trukne over Hovedet, saae de mere ud som Grønlændere, end som vi tænke os Grækere; barbenede stode de i det gule Dynd. Regnen skyllede ned, først henimod Aften blev den til Stænk; Blæsten rev Skyerne sønder og drev dem afsted som Taager.
Jeg vovede mig ud. Et Par sorte Familier, der under Tyrkerne havde været Slaver, saae jeg krybe frem af deres lave Jordhuse. Konens hele Paaklædning bestod i en Slags Slobrok og et smudsigt Skjørt, hun laae og øste Vand ud over Dørtrinet, medens de smaa sorte Børn, det ene havde kun en rød Uldskjorte paa, dandsede i Dyndet.
Vildsom, uden Vei eller Sti, syntes den hele Strækning fra dette det yderste Huus i Gaden og ud til Pentelikon og Parnes Bjergene. En Mand i en Faareskinds Pelts reed, med Pibe i Munden, hen over Heden; Konen og den voxne Datter løb bag efter; Konen bar paa sin Ryg et lille Barn i en Pose; under sin ene Arm havde hun en Jerngryde og under den anden en tømt Svinehud, hvori der havde været Viin. Datteren slæbte paa en stor Bylt. De talte høit og glade; Manden vendte sig gravitetisk om og nikkede, reed saa raskere til og Kone og Datter holdt Hesten i Halen, for at de kunde vinde med. Alt var der i sin bedste Orden, hver fandt sig, efter Vanen, paa den rigtige Plads.
Hvilket Billede! disse nøgne Bjerge, hvor Skyen ligger vaad og tung, som vilde den vælte ned i Dalen, og Dalen selv, uden Hytter, uden Hyrdens Blus, kun med sin bleggraae Timian, og denne vandrende Familie –! Er dette Grækenland! hvorfor hvile
Hvor den brede befarne Vei gik, hvor unge aandfulde Atheniensere jublende vandrede til
Jeg tog Veien derhen, over den vaade Hedestrækning. En Vand-Rende, der kun paa enkelte Steder rager lidt over Jordfladen og da har en Slags Steen-Bedækning, er nu Athens Vandledning fra Bjergene. Man bliver kun opmærksom paa den der, hvor den er halvt ødelagt, idet Hyrderne have, for at skaffe deres Qvæg Vand, taget flere af de overliggende Stene bort og kastet dem til Siden; den løsnede Jord flyder efter Regnskyllet ned i Vandet og plumrer det.
Jeg stod paa Kolonos. En muret Grav, i Form af en stor Liigkiste, findes heroppe. Her har man jordet den for kort siden afdø-de Tydsker
Jeg støttede mig op til den vaade Grav, ønskede, hvad jeg altid har ønsket: et kort, et lysende Liv! – Og Vinden blæste koldt og skarpt fra Bjergene, vaade Skyer joge mig forbi, men selv i denne nordlige Colorit førte Intet mine Tanker mod Norden. I det hele Landskab laae en Storhed, som ikke selv Schweiz eier; der trykke Bjergene, her ere Dalene store som Bjergene; Grækenlands Natur er i sin Sorg for stor til at man kan græde, man opløftes ved den!
VII
Rapsodernebetegnede i antikken de sangere eller recitatorer, der foredrog de homeriske digte, som de havde lært udenad. Her er det brugt om fremførelse af moderne græsk (folke)poesi.
Grækerne have en Art omvankende Spillemænd, Rapsoder (
De sidste Dage i Marts var det min Bestemmelse at gjøre en Udflugt til
Da jeg kom ned fra Akropolis, hvor jeg ene havde tilbragt Morgenstunden, fandt jeg paa mit Bord et Brev med Indbydelse fra Ross, at eftersom jeg i Dag ikke kom paa Parnas, var Parnasset kommet til mig! mere kunde man jo ikke forlange! her var just i Athen to vandrende Rapsoder, unge Grækere fra
Jeg kom hen til Ross. Rapsoderne toge Plads; det venstre Been lagde de op paa det Høire, saaledes sad de; den ene havde sin venetianske Mandolin paa Skjødet, den anden spillede Violin, et Instrument, der først i den senere Tid er kommet i Brug hos disse omvandrende Sangere. Begge vare de iførte en græsk blaa Klædning og bar paa Hovedet en rød Feß; begge havde de deilige, livfulde Ansigter, mørke Øine og smukt tegnede Øienbryn.
Jeg vil troe det kom tilfældigt, men ganske særegent var det; – i den Orden, Sangene fulgte, dannede de en heel ny græsk Historie.
De begyndte med en græsk Klagesang, digtet af Folket, da det endnu var under Tyrkernes Aag; de sang om deres Hjorder og deres Døttre, der førtes bort; det lød ikke, som naar to synge een og samme Vise, nei, Stemmerne krydsede hinanden saa eiendommeligt; hver havde sin Sorg, sit Tab, men det var dog den samme Historie, den samme Lidelse, som udtalte sig. Halv sagte og halv klagende blev den foredraget, som om Frygt bandt deres Tunge; men enkelte Gange svulmede Smerten til et vildt Skrig, det var som om et heelt Folk græd; det havde noget rystende, hjertegribende, som
Nu fulgte en Sang af Rhigas, meest begeistret sang de Strophen:
»Sparta, Sparta kan du sove
Vaagn dog af din dybe Dødssøvn!«41
Og atter lød en Krigs-Sang, der i Melodie var forunderlig beslægtet med
Pludselig greb den yngste Rapsode i Strængen og Violinen spillede et Potpourri af »
Til Slutningen fik vi en tyrkisk Sang; noget forfærdeligere har jeg aldrig hørt, jeg troede først, at det var parodisk, men Ross forsikkrede mig at det ikke var Tilfældet og senere er jeg i Smyrna og
Da Rapsoderne forlode os, greb de hver vore Hænder, kyssede dem og lagde dem derpaa, efter græsk Sædvane, paa deres Pande. Jeg var ganske opfyldt af hvad jeg havde hørt.
Om Formiddagen græske Viser, om Aftenen Folkedands, det var en sand Fest-Dag. Holsteneren Lüth, Dronningens Hofpræst, skaffede mig dette Skue. Dandserne vare lige ud af Folket, hans to græske Tjenestekarle, en gammel Caffevært og dernæst to unge Haandværkssvende fra Byen udførte Dandsene. Rapsoderne lode Mandolinen og Violinen klinge, og enkelte Steder sang den ene dertil en kort Sentens, eller en Opfordring til Glæde. »Fryder Eder!« »Livet er kort!« »Elskov er Sorg! Elskov er Fryd!« »Dandser I Unge!«
Hele Rækken bevægede sig graciøst hen over Gulvet; den som var paa Fløien optraadte som en Slags dandsende Chorfører, de andre betragtede hans Trin og Stillinger, hvilke de derpaa efterlignede. Barnepigen der i Huset, en Grækerinde fra
Efter at de havde dandset og sjunget for os, dandsede et Par af vort Selskab for dem en Tyrolerdands, der særdeles syntes at tiltale dem, de efterlignede under Dandsen de Dandsendes Stillinger. Den ene af Rapsoderne, der, som man sagde, skulde være et poetisk Talent, bad om at maatte høre en Sang fra Norden, »en
Jeg lod ham da høre Indholdet af
»Det har været en god Konge!« sagde han og saae paa mig med et bedende Blik om at gjentage Melodien, og jeg sang den.
Da jeg
Pludselig greb den ene af Rapsoderne sin Violin og spillede nogle Takter af Melodien til: »Den Danske Bonde og Kong Frederik!« – maaskee digter han selv en Vise, efter hvad han havde hørt, og synger mellem de græske Bjerge og under Asiens skyggefulde Plataner en Sang om Kongen i Norden, der blev baaret til Graven af den sørgende Bonde.
VIII
Daphne
Rundt om Athen strække sig flere store Kornmarker, men ingen Indhegning værner dem mod Gaaende og Ridende, hver fortsætter til Fods og til Hest sin Cours hvorhen han vil tværs over Kornet; Eieren vilde undre sig, om man gjorde det anderledes, sagde man til mig, da jeg foreslog at gaae udenom. Af Kjøreveie er her egentlig kun een god, nemlig den mellem Athen og Piræus. De andre, den til Theben og den over
Næst efter Veien til Piræus er den til Eleusis vistnok den bedste; strax udenfor Athen passerer man, her hvor Olieskoven begynder, den verdensberømte Flod
Midtveis mellem Athen og Eleusis ligger i vild Eensomhed det under
Unægtelig er Daphne et af de interessanteste og meest maleriske Punkter mellem Athen og Eleusis; jeg var her i Selskab med Ross og Grækeren
Man viste mig Æginas mørkeblaae høie Bjerge, tunge Skyer gik hen over Himlen; Salamis-Bugten laae alvorlig og kold, den havde i denne Belysning ganske Charakteren af en nordisk Indsø; den med Timian og Cypresbuske bevoxede Klippe tæt ved Veien frembød en Mængde smaae indhuggede Fordybninger, der antydede Nischerne, hvori have været stillet
Luften var kold, Skyerne kastede stærke Slagskygger paa de nøgne Bjerge; tæt ved os laae den vidtudstrakte Kloster-Ruin, tildeels omgivet af høie Mure, i hvis Revner voxe Buske og Slyngeplanter45. Udenfor var reist to Brædde-Skuur, det ene dannede en Slags Caffee, det andet en Art Bazar for de enkelte Reisende eller milevidt derfra boende Bønder; disse Træskuur op til Ruinen gave Landskabet ligesom det sidste Penselstrøg af græsk Melancholi.
Vi traadte ind i Klostergaarden, den var overvoxet af alenhøie Nelder, og under disse skjultes aabne Brønde, uden Rækværk, vi maatte speide efter dem Skridt for Skridt, for ikke at synke i; saaledes kom vi til den modsatte Muur, der hvor den syntes os meest beqvem at bestige, og snart stode vi paa Kirkens halv indstyrtede Tag, hvor Vegetationen var lige saa rig, som Bygningen selv var ødelagt. Et Trappetrin heroppe var det omvendte Laag af en antik
Inde i selve Klosteret ere Munkecellerne forvandlede til en stor Stald, i hvilken Gensdarmerne have deres Heste; de vrinske nu der hvor Munkene bad.
Kirken er prægtig og lod sig endnu restaurere; vi stode under dens Kuppel, der
Frelseren holder i sin venstre Haand Bibelen og udstrækker sin Høire for at velsigne. Under Revolutionen leirede Tyrkerne sig her, de antændte et Baal herinde, Muren er endnu sort af Røg, de røg deres Pibe og morede sig med at skyde efter de Christnes Forløser deroppe i Kuplen, og deres Kugle traf hans ene Øie, hans Mund og hans hellige Glorie, Sporet sees endnu tydelig i Mosaikbilledet, de udkradsede Helgenbillederne paa
Den gamle Græker passer Lamperne inde i det ødelagte Guds Huus, han og Soldaterne holde der hver Festdag deres Andagt og stundom, naar en græsk Præst kommer forbi, binder han sin Hest ved Bræddeskuret, gaaer ind i Kirken og læser en Messe. Den gamle Græker er da tidt den eneste Menighed.
Om nogle Aar sover ogsaa han under Olietræet, hvo passer da her de brændende Lamper? hvo luger Nelderne af Graven?
O Lamperne ville brænde, Lamper af Sølv ere da ophængte! Roser skulle blomstre, hvor nu Nelderne staae! Grækenlands gode
Velsignelse og Lykke over det Land, der fødte en Theseus, en Plato og en Socrates.
IX
Frihedsfesten
I Athen var jeg i Aar ved denne Fest. Det var en deilig Solskins Dag! ikke en Sky paa Himlen, ingen kold Blæst fra Bjergene! Regimenternes Musik klang i Morgenstunden gjennem Gaderne; fra mit Vindue saae jeg de krigerske Rækker af deilige unge Grækere, med brune Ansigter og mørke Øine, en lille Fane veiede paa hver Landse; de saae godt ud, men de vilde have været endnu smukkere, troer jeg, havde de været græsk klædte, her i disse
𝚫εντε, παιδεζ τών ’Ελλήνων!
(»Ha, vaagn op, I Græker-Sønner!«)
Efter Frokostbordet red jeg med Landsmændene Professor Ross, Køppen,
Maalet for vor lille Reise var imidlertid den næste By,
Midt i Krattet var et Klippebasin, Bækken dannede nogle smaa Fald; vi stege derned, de grønne Grene hang os over Hovedet og Vandet pladskede saa frisk og klart; Solstraalerne gjorde Løvet
Solen begyndte allerede at nærme sig Bjergene, vi satte os igjen til Hest, men det blev mørk Aften, før vi naaede Athen. Hele Akropolis var illumineret med mange Blus; det saae prægtigt ud, det straalede høit i den blaa Luft, og altsom vi nærmede os Athen, saae vi over Byen, som var det et Glorieskjær, Skinnet af de mange Lamper og Lys, hvormed Husene vare illuminerede. Lys vare bundne fast paa Altaner, Lysekroner, flettede af Blomster og besatte med couleurte Lamper, hang tvers over Gaden, eller udenfor de aabne Boutiker; Frugt-Bazaren straalede med Lys og viste glødende Apelsiner, mørkebrune Dadler og store Valdnødder. I mange Vinduer havde man opstillet Kobberstykker, Portraiter af Digteren Rhigas,
Et Transparent især tiltrak sig Opmærksomheden; det forestillede en Gedebuk, der aad af et Viintræ; det græske Vers neden under er bekjendt, saavel som den tydske Oversættelse, der lyder saaledes:
doch trag’ ich Trauben genug noch,
Wein zu spenden, o Bock,
wenn Du – als Opfer erliegst
Jeg fandt det smukt og passende anvendt paa Tyrkerne, hvis Aag Folket havde sukket under; imidlertid udlagde nogle Bayrer, jeg traf paa, Verset ganske anderledes; det skulde nemlig, meente de, gjelde dem! rigtignok har det viist sig, at Grækerne ikke ynde disse Fremmede; men under mit Ophold mærkede jeg aldrig noget synligt Tegn dertil.
Æolus-Gaden, den bredeste af Athens Gader, og som i lige Linie strækker sig op mod Akropolis, vrimlede af glade Grækere; Lys og Lamper gjorde Aftenen til Dag; Regiments-Musik drog forbi; Bygningerne opad mod Akropolis dannede Terrasser for Lamperækkerne; de røde Blus paa den øverste Ringmuur viste de gamle Tempelsøiler i bævende usikker Belysning. Sang til Mandoline lød i de aabne Boutiker og i den frankiske Caffee var Trængsel om de nyeste Aviser, for at see, hvad det øvrige Europa sagde om
X
Marmor-Løven
Det var en deilig Solskins Dag, lystigt travede vi ud af Athen, over den vide ujevne Slette, gjennem Sokrates’s Fødeby, hvor vilde Frugttræer dannede smaa Haver; et eensomt Kloster laae henimod Hymettos, vi foer rask i Trav, min
Udsigten aabnede mellem Pentelikon og Hymettos en udstrakt Flade og det blaa, det skinnende Hav! vi saae Øen Zea og hele
Alt var vildt og øde! der stod paa Heden Ruinerne af en Kirke med et prægtigt Olietræ udenfor, det var til at male! tæt ved laae en stor Marmorløve, et antikt Grav-Monument,
Stærke Slyngeplanter snoede sig op om dens Sider, som vilde de binde den til den Grav, den skulde pryde, den Grav, som Ingen kjendte.
Idet vi stode her og betragtede den, traadte pludselig en Hyrde syngende frem fra Kirkeruinen, han standsede ved at see os; det var en melankolsk Vise han sang, som mine Ledsagere godt kjendte, den var ægte atheniensisk; vi bad ham gjentage den, han støttede sig til Marmorløven, og sang om48:
Den forhexede ElskerH.C. Andersens egen bearbejdelse af en (folke)sang, som den tyske arkæolog Heinrich Ulrichs (1807-1843) gjorde ham bekendt med; digtet blev trykt særskilt med titlen »Den forhexede Elsker. (Nygræsk Folkesang fra Athen)« i Figaro. Journal for Literatur, Kunst, Musik, 1. bind, 6. hæfte s. 121; august 1841 (BFN 402); jf. denne udgaves bind 8 s. 38.
»Flyv! ja flyv I sorte Fugle! flyv og reis med Gud,
Men tag Hilsener med Eder til min unge Brud.
I Athen, der hvor jeg fødtes, faae I Ly og Læ;
I vor Gaard, tæt op til Porten, staaer et Æbletræ,
Der i Træets grønne Grene, sid og syng, I Smaa.
Hende, som jeg ene elsker, hende der I sige maa:
At hun ei maa vente paa mig! ak, jeg veed, hvor hun har grædt.
Da jeg kom fra Hjemmets Land, blev jeg Slave, siig kun det,
Jeg har ægtet Enkens Datter, Hexens Datterlille,
Hun, som Floderne fortrylled’, at de ikke rinde ville,
Hun, som har forhexet Brønden, Vandet vil ei frem,
Ogsaa mig hun har forhexet, ei jeg seer mit Hjem,
Tænker jeg at flygte til det, Regn og Snee jeg har,
Vender jeg da om til Hexen, skinner Solen klar!«
Og Solen skinnede paa den hvide Marmorløve, som de vilde Ranker holdt bundet, Solen skinnede paa den smukke sørgmodige Græker, der sang, og paa det udstrakte Landskab, Billedet af Storhed og Eensomhed. Den melancholske Duft i Visen laae over den hele Natur, den trængte ind i vor Tanke og svandt ikke der, da vi betraadte den eensomme Hytte. Al Lysningen her faldt ind gjennem den aabne Dør; Konen stod og sled med at faae nogle store sorte Brød ud af den hede Aske midt paa Gulvet; i hvert Brød var i Anledning af Paaske stukket broget malede Æg; Manden stod ligegyldig og saae Konen arbeide, en lille Dreng legede i Døren, jeg gav ham en Skilling, han smilte fornøiet og sagde mig sit Navn,
XI
Paaskehøitid i Grækenland
Catholikernes Paaske i Italien og navnlig i Rom er storartet, henrivende! det er et opløftende Syn, paa den store Peters Plads at see den hele Menneskemasse synke i Knæ og modtage Velsignelsen. Paaskehøitiden i det fattige Grækenland kan ikke saaledes optræde med Pragt, men efter at have seet begge, kommer man til den Erkjendelse, at i Rom er det en Fest, der i Pragt og Glorie gaaer fra Kirken ud over Folket, men i Grækenland en Fest, der strømmer fra Folkets Hjerte og Tanke, fra hele deres Leven; Kirken er kun et Led deri. Forud gaaer en lang og streng Faste, der holdes meget nøie; Bønderne leve saa godt som kun af Brød og Hvidløg og Vand.
Den atheniensiske Avis udkom Langfredag med sorte Kanter i Anledning af at Christus var død,
»
Man vil sige, det var Ceremonie det Hele, man vil tilføie, og vistnok med nogen Sandhed, at det var den menneskelige Glæde over at den strænge Faste var forbi, og at de nu ret kunde spise deres Lam og drikke deres Viin, som gjorde dem saa glade, nu vel! lad dette indvirke noget, men jeg tør troe, her var noget mere, her var en sand, en stor religiøs Jubel! – Christus var i deres Tanke som paa deres Læbe. »Christus er opstanden« lød Budskabet, og det var ikke en gammel Begivenhed, nei det var, som om det havde fundet Sted i denne Nat, i dette Land! det var som Budskabet derom i dette Øieblik naaede deres Øre!
Alt var Musik og Dands i Kongestaden, og i hver lille By over det hele Land! alt Arbeide hvilte, enhver tænkte kun paa Glæden; ude ved Theseus Templet og under
XII
Hoffet i Athen
Nede fra Olieskoven, paa Veien fra Eleusis, saae Kong Otto første Gang Akropolis og sin Kongestad Athen, der da var saa godt som en Gruushob, med nogle usle Leerhytter og enkelte Bindingsværks-Bygninger; et Par af disse, forbundne ved en Slags Have-Anlæg, blev hans Slot og er det
Det er en høist beskeden Bygning, Kongen beboer, den vilde et andet Sted i Europa gjelde for en privat Mands Sommer-Villa; en Græsplet, pyntet med nogle Buske, udstrækker sig foran, daglig trækker her Hovedvagten op med Musik af »
Den unge høist elskværdige Dronning skal i sit Hjem, Oldenborg, været opdraget til qvindelig Nøisomhed; tilfreds drog hun her ind i det tarvelige Slot, og Folket hilste hende med Jubel og Glæde. Alle Gader vare ved hendes Ankomst, sagde man mig, bestrøede med Roser; selv skulde hun derimod have en Bouquet af endnu sjeldnere og altsaa smukkere Blomster. Kartofler vare da nylig blevne indførte i Grækenland, man følte hele Nytten af disse; Blomsten paa Kartoffeltoppen forekom Grækerne den sjeldneste og deiligste Blomst, og derfor bragde man Dronningen, der kom fra Oldenborg, en Bouquet af Kartoffelblomster.
Kongen bekjender sig til den catholske Religion, Dronningen til den lutherske, de Børn, de faae, skulle være græsk-catholske. Jeg troer, at det unge Konge-Par er elsket af Nationen, jeg har hørt flere Grækere nævne deres Navn med Kjærlighed og Henrykkelse! Og de fortjene det, et Konge-Par saa ungt, saa elskeligt! Det er ingen Lykke at herske i Grækenland, hvor meget have de ikke opgivet ved at leve her. Hvor mange Sorger gaae ikke, for dette Folks og Lands Skyld, gjennem Kongens Hjerte, han som her er ene i et ødelagt – classisk Land, rigt paa store Minder, ene hos et Folk – ja jeg kjender det for lidt til at dømme det, men jeg elsker ikke denne Slægt; Tyrkerne have behaget mig langt mere, de vare ærlige og godmodige.
Gud skjænke den ædle Kong Otto Kraft og Udholdenhed!
Aarligt gjør Kongen og Dronningen Reiser omkring i Landet! overalt modtages de med Jubel! Langveis fra kommer Folket med Klager og Bønskrifter, den unge Konge hører hver, lader deres Sag undersøge, og disse Reiser bringe tidt meget Godt; men de ere i og for sig selv ikke saa beqvemme, skjøndt alt er gjort for at hæve Besværlighederne, som hver Reise i Grækenland frembyder. Tjenere skikkes forud, Telte blive reiste, hvori der kan overnattes, Bordene findes dækkede midt imellem de vilde Fjelde, Champagnen knalder, og Hyrder og Hyrdinder dandse paa Sletten udenfor Teltet, medens Aftensolen beskinner den eensomme Marmorcolonne og de høie Bjerge; det er en Natur-Decoration og en Ballet, som kun den classiske Scene, hvor de virkelige Guder engang traadte frem, kan frembyde; men der møder ogsaa tidt store Ubehageligheder,
Kongen skal endnu kun have underskrevet een Døds-Dom, og denne var over en erkjendt afskyelig Røver; Grækerne, der ikke selv tage i Betænkning at skjære Hovedet af en saadan Karl, ville dog ikke forstaae, at Landets Love kunne byde dette, et Exempel herpaa har man givet mig i den omtalte Røvers Henrettelse; den fandt Sted forrige Aar.
Røveren blev nu, ledsaget af Vagt og en utallig Menneskevrimmel ført ud til Olieskoven, men da han kom her og de tydske Soldater havde slaaet Kreds om ham, protesterede han mod Henrettelsen: »det var noget, man ikke her var vant til!« sagde han, og begyndte at brydes med Skarpretteren. Det skal have været skrækkeligt at see, Kampen varede henved to Timer, og Soldaterne vovede ikke at blande sig deri. »Vi skulle passe paa, at han ikke slipper bort!« sagde de, »det er vor Pligt.« Det var nærved at Skarpretteren var blevet halshugget af Røveren; denne sank dog tilsidst udmattet og saaret om paa Jorden, hvor han da fik Dødshugget. Skarpretteren skal senere hemmelig være blevet myrdet. Jeg fortæller imidlertid Historien, saaledes som den i Athen er blevet mig fortalt.
Under mit Ophold her havde jeg den Ære at blive præsenteret for Kongen og Dronningen, der begge viste mig en Naade og Mildhed, der, i Forening med de inderlige Følelser, jeg alt forud var opfyldt af for det unge Kongepar i det nye fremblomstrende Grækenland, har gjort Indtrykket af dem Begge uudsletteligt i mit Hjerte.
Jeg anseer det for at være en tung Lod for Øieblikket at herske i Grækenland, og doppelt tungt for en ung Fyrste hvis Hjerte føler varmt for sit Land og Folk.
Inde
Jeg yttrede, hvor interessant og stort det maatte være for ham, at see Athen ligesom skyde frem for hans Øine; for den Fremmede her syntes det i enkelte Uger, som om Byen voxte. Han spurgte mig om Indtrykket af Byen paa Syra og om dens Havn, og syntes at glæde sig over det Liv og den Mængde Skibe jeg havde fundet der.
Dronningen er ung og smuk, hun har et Udtryk af Blidhed og Klogskab; hun talte meest om min forestaaende Reise til Constantinopel og Donaufarten, der forekom hende lang og høist besværlig.
Det er et smukt Syn at see Kongen og Dronningen, begge unge og livlige, omgivne af deres Damer og Herrer, ride i græsk Dragt henad Hedeveien; Øiet kjender let Hovedfigurerne i Billedet, men endnu en tredie hæver sig frem, en ung Qvinde til Hest, vi kjende hende alt, det er Helten Marko-Botzaris Datter, Dronningens Hofdame; med den røde Feß paa de kulsorte Haar følger hun, som Grækenlands Skjønheds Genius, sin unge Dronning; de lange mørke Øienhaar løfte sig som Silkefryndser fra de ildfulde Øine; hun er smuk i sin Flugt paa den raske Hest og hun er smuk naar hun dvæler, saa man ret kan betragte hendes Ansigt.
Hos Dronningens Overhofmesterinde, Fru Pluskov49, har jeg en Aften været presenteret for hende; jeg hørte hende kun tale græsk og italiensk. Mellem de mange forskjellige Billeder, min Erindring gjemmer fra Grækenland, er Marko Botzaris Datter Skjønhedsbilledet af Landets Døttre.
XIII
Prokesch-Osten
Blandt Diplomaterne ved Hoffet i Athen var den østerrigske Minister Prokesch-Osten mig den interessanteste; jeg kjendte hans Reise i det hellige Land og et Par af hans smukke
Efter at Grækerne vare fri, kaldtes Prokesch tilbage til Wien. Keiseren hævede ham i Adelstanden og gav ham, da han i Østen havde
En af de yderstliggende Bygninger i Athen, i Retning mod Parnes Bjergene, viser os en simpel, men herskabeligt indrettet Villa; Glasdørene aabne sig, man har vendt Ryggen til den udstrakte Hede og de høie, alvorlige Bjerge, og troer da, ved at see den blankbonede Trappe med Teppet op af hvert Trin, at man er paa et Landsted ved Donaus Keiserstad; denne Tro bliver næsten Vished, naar man kommer ind i de smagfulde Værelser, seer
Prokesch er en kraftig, smuk Mand, med mørke, sjælfulde Øine; han er en udmærket Forelæser. Efter Middagsbordet, da jeg første Gang var indført her i Huset, blev han af Selskabet opfordret til at læse et af sine Digte; han lovede det, men tog først
Af hans morgenlandske Digte fremtraadte just ved det Dramatiske i hans Oplæsning et lille Digt, som blev til 1826 i Juni Maaned, da han til Hest lagde Veien gjennem
Durchstreif’ ich mit fröhlichem Muthe das Land.
Wohl haust auf dem waldigen Ida die Schaar
Wildhärzige Räuber voll Trotz in Gefahr,
Mit blinkenden Waffen und wieherndem Roß
Mit Herden und Weibern und dienendem Troß.
Sie senden die Blicke weit über die Flur,
Erspäh’n in der Ferne des Wanderers Spur,
Behorchen der edlen Kamehle Geläut,
Sind immer zu Handen so morgen als heut –
Sir lauschen am Felsen, sie lauschen im Wald,
Und treiben das älteste Handwerk, Gewalt.
Nur muthig und vorwärts! S’ ist jedvedem Land
So mancherlei eigen – dem Weiber und Sand,
Dem anderen hohe Cypressen und Wein,
Es muß auch dem Ida sein Eigenes seyn,
Homeros und Räuber und pfadloser Wald,
Und erzreicher Felsen erhabne Gestalt!
Mig forekom under Oplæsningen, at jeg selv jog mellem de steile Bjerge! jeg saae ham væbnet med Sabel og Pistoler, og med det samme ildfulde Blik, hvormed han foredrog os sin Skildring; Røverskaren speidede fra Bjergstien, Kamelernes Klokker klang og Alt var igjen tyst i den store vilde, veiløse Eensomhed.
Ikke blot glade aandfulde Timer i Athen skylder jeg Prokesch, men en venlig Modtagelse i Constantinopel og Gjestfrihed der, som jeg siden skal omtale. Han og hans Hustru syntes især at ynde mine Eventyr, de bad mig snart at skrive flere! Disse Blade her, naar de en Gang komme for deres Øine, maae fortælle, at i mit eget Livs Eventyr er Timerne hos dem eet af de Capitler, jeg finder interessantest, kun at det var altfor kort.
XIV
En lille Reise
I smukt Veir gjorde vi en Udflugt til Marmorbruddene i Pentelikon. Fra den øde Hedestrækning ved Foden af Lykabettos og ud til Bjergene er Sletten her et blomstrende Vildnis; selv paa denne korte Strækning kunde en Maler samle sig en heel Bog interessante, smukke Skizzer.
Eet af de første maatte blive, som vi saae det, Billedet af en
Vilde Olie- Pære- og Mandel-Træer dannede smukke Grupper til at skizzere. Som Forgrund paa een af disse skulde da anbringes vort
Som i en ødelagt, forladt Have ligger her ude paa Bjerg-Siden
Udenfor Klosteret nedad Bjerget strakte sig mellem grønne skovbegroede Høie en deilig Dal, med en frisk rindende Bæk, med høie Popler og blomstrende Frugttræer. I Horizonten hævede sig Moreas Bjerge, den ene Række høit over den anden i rige Farve-Fortoninger. Vore Heste græssede paa den grønne Eng, en stor Ild blev tændt og et heelt Lam sat paa Spid, en smuk Grækerknøs dreiede det, Alt tilberedtes til et Maaltid i det Grønne, men først vilde vi see Pentelikons Marmorgruber; Veien gik over Krat og Buske, hvor nogle smaa Drenge vogtede Klosterets Køer og Faar. Rundt om krøb store Skildpadder, een var væltet om paa Ryggen og laae og sprællede i Solen, jeg blev dens ubekjendte Velgjører.
Det var en besværlig Vandring, bestandig opad, over store Steenblokke, mellem Krat og Tjørne, men Marmorgruberne skulde vi see, Pentelikons Ryg maatte vi bestige.
Der stod deroppe en Hyrde, i sin græske Uldpels, han lænede sig til sin lange Stav og saae ned i den graalige Dal, hvor en stor Gravhøi kneisede i vild Eensomhed; Havet og
XV
Venskabs-Pagten
(En Novelle)
Vi have nylig gjort en lille Reise og hige alt efter en større? Hvorhen? Til Sparta! til Mycene, til Delphi! der ere hundrede Steder, ved hvis Navne Hjertet slaaer af Reise-Lyst. Det gaaer til Hest, op ad Bjergstier, hen over Krat og Buske; den enkelte Reisende kommer frem som en heel Caravane. Selv rider han forud med sin Argojat, en Pakhest bærer Cuffert, Telt og Proviant, et Par Gensdarmer følge efter til hans Beskyttelse; intet Vertshuus med velopredt Seng venter ham efter den trættende Dag-Reise, Teltet er tidt hans Tag i den store vilde natur, Argojaten koger der en Pilaf54, til Aftensmad; tusinde Myg omsuse det lille Telt, det er en ynkelig Nat og imorgen gaaer Veien over stærkt opsvulmede Floder; sid fast paa din Hest, at Du ikke skyller bort.
Hvad Løn er der for disse Besværligheder? Den største! den rigeste! Naturen aabenbarer sig her i al sin Storhed, hver Plet er historisk, Øie og Tanke nyder. Digteren kan synge derom, Maleren give det i rige Billeder, men Virkelighedens Duft, der for evig trænger ind og forbliver i Beskuerens Tanke, mægte de ikke at gjengive.
I mange smaa Skizzer har jeg søgt at beskueliggjøre een lille Strækning, Athen og dens Omgivning, og dog hvor farveløst staaer dette givne Billede, hvor ringe antyder det Grækenland, denne sørgende Skjønheds Genius, hvis Storhed og Sorg den Fremmede aldrig glemmer.
Den eensomme Hyrde oppe paa Fjeldet vilde, ved en simpel Fortælling af een af sit Livs Begivenheder, maaskee bedre end jeg med mine Billeder kunne oplukke Øiet for dig, som i nogle enkelte Træk vil skue Hellenernes Land.
Lad ham da tale, siger min
»Vort Huus var klinet af Leer, men Dørkarmen var riflede Marmorsøiler, fundne hvor Huset blev bygget; Taget naaede næsten til Jorden, det var nu sortebruunt og hæsligt, men da det blev lagt var det blomstrende Oleander og friske Laurbærgrene hentede bag Bjergene. Der var snevert om vort Huus, Klippevæggene stode steile opad og viste en nøgen sort Farve; øverst paa dem hang ofte Skyer, som hvide, levende Skikkelser; aldrig hørte jeg her en Sangfugl, aldrig dandsede Mændene her til Sækkepibernes Toner, men Stedet var helligt fra gamle Tider, Navnet selv minder derom, Delphi kaldes det jo! De mørke alvorlige Bjerge laae alle med Snee, det øverste, som skinnede længst i den røde Aftensol var Parnas, Bækken nær ved vort Huus strømmede ned derfra og var ogsaa engang hellig, nu plumrer Æselet det med sine Fødder, dog Strømmen rinder
Nu var den Lille min Søster; hun sad paa mit Skjød, jeg bragde hende Blomster og Fjeldfuglens Fjer, vi drak sammen af Parnassets Vande, vi sov Hoved mod Hoved under Hyttens Laurbærtag, mens mangen Vinter endnu min Moder sang om de røde, de grønne og de blegblaa Taarer! men jeg begreb endnu ikke, at det var mit eget Folk, hvis tusindfold Sorger afspeilede sig i disse Taarer.
En Dag kom der tre
Da de reiste, fulgte jeg dem et Stykke paa Veien, og min lille Søster Anastasia hang indsyet i et Gjedeskind paa min Ryg. En af de frankiske Herrer stillede mig mod en Klippe og tegnede mig og hende, saa levende som vi stode der, vi saae ud som een eneste Skabning; – aldrig havde jeg tænkt derover, men Anastasia og jeg vare jo ogsaa, som een, altid laae hun paa mit Skjød eller hang paa min Ryg, og drømte jeg, saa var hun i mine Drømme.
To Nætter efter indtraf andre Folk i vor Hytte, de vare væbnede med Knive og Geværer; de vare Albanesere, kjekke Folk, som min Moder sagde; de bleve der kun kort, min Søster Anastasia sad paa den enes Skjød – da han var borte, havde hun to og ikke tre Sølvmynter i sit Haar; de lagde Tobak i Papirstrimler og røge deraf, og den ældste talte om Veien, de skulde tage, og var uvis om den; »spytter jeg opad«, sagde han, »saa falder det i mit Ansigt,
Hvor længe vi vare fangne, det veed jeg ikke; men mange Nætter og Dage gik. Da vi vandrede ud, var det vor hellige Paaskefest, og jeg bar Anastasia paa min Ryg, thi min Moder var syg; kun langsomt kunde hun gaae, og der var langt før vi naaede ned mod Havet, det var Lepantos Bugt. Vi traadte ind i en Kirke, der straalede med Billeder paa gylden Grund; Engle var det, o saa smukke, men jeg syntes dog, at vor lille Anastasia var ligesaa smuk; midt paa Gulvet stod en Kiste fyldt med Roser, det var den Herre Christus, der laae som deilige Blomster, sagde min Moder! og Præsten forkyndte: Christus er opstanden! alle Folk kyssede hinanden, hver holdt et tændt Lys i sin Haand, jeg selv fik eet, den lille Anastasia eet, Sækkepiberne klang, Mændene dandsede Haand i Haand fra Kirken, og udenfor stegte Qvinderne Paaske-Lam; vi bleve indbudne; jeg sad ved Ilden; en Dreng, ældre end jeg, tog mig om min Hals, kyssede mig og sagde: »Christus er opstanden!« saaledes mødtes første Gang vi to, Aphtanides og jeg.
Min Moder kunde flette Fiskernæt, det gav her ved Bugten en god Fortjeneste, og vi bleve i lang Tid ved Havet, – det deilige Hav, der smagte som Taarer og mindede ved sine Farver om Hjortens Graad, snart var det jo rødt, snart grønt og atter igjen blaat.
Aphtanides forstod at styre en Baad, og jeg sad med min lille Anastasia i Baaden, der gik paa Vandet, som en Sky gaaer i Luften; naar Solen da sank, bleve Bjergene mere mørkeblaae, den ene Bjergrække tittede over den anden, og længst borte stod Parnas med sin Snee, i Aftensolen skinnede Bjergtoppen som et glødende Jern, det saae ud, som om Lyset kom inden fra, thi den skinnede længe i den blaa, glindsende Luft, længe efter at Solen var nede; de hvide Søfugle slog med deres Vinger i Vandspeilet, ellers var her saa stille, som ved Delphi mellem de sorte Fjelde; jeg laae paa min Ryg i Baaden, Anastasia sad paa mit Bryst, og Stjernerne ovenover skinnede endnu stærkere end Lamperne i vor Kirke; det var de samme Stjerner, og de stode ganske paa det samme Sted over mig som naar jeg sad ved Delphi, udenfor vor Hytte. Jeg syntes tilsidst at være der endnu! – da pladskede det i Vandet og Baaden vippede stærkt; – jeg skreg høit, thi Anastasia var faldet i Vandet, men Aphtanides var ligesaa hurtig og snart løftede han hende op til mig! vi toge hendes Klæder af, vred Vandet bort og klædte hende saa paa igjen, det samme gjorde Aphtanides ved sig selv, og vi bleve derude til Tøiet igjen var tørt, og ingen vidste vor Skræk for den lille Pleiesøster, hvis Liv Aphtanides jo nu havde Deel i. –
Det blev Sommer! Solen brændte saa hedt, at Løvtræerne visnede, jeg tænkte paa vore
Vi naaede vort gamle Hjem, men Hytten var en Gruushob, der maatte bygges en ny. Et Par Qvinder hjalp min Moder, og i faa Dage vare Murene reiste og et nyt Tag af Oleander lagt hen over dem. Min Moder flettede af Skind og Bark mange Hylstre til Flasker, jeg passede Præsternes56 lille Hjord; Anastasia og de smaa Skildpader vare mine Legekammerater.
En Dag fik vi Besøg af den kjære Aphtanides, han længtes saa meget efter at see os, sagde han, og han blev hele to Dage hos os.
Efter en Maaned kom han igjen og fortalte os, at han skulde med et Skib til Patras og Corfu; os maatte han først sige Farvel, en stor Fisk bragte han med til min Moder. Han
Jeg har seet Rosentræet sætte Knop og denne i Dage og Uger blive en udfoldet Blomst; den blev det, før jeg begyndte at tænke over, hvor stor, smuk og rødmende den var; saaledes gik det mig ogsaa med Anastasia. Hun var en deilig udvoxet Pige; jeg en kraftig Knøs; Ulveskindene paa min Moders og Anastasias Seng havde jeg selv flaaet af Dyret, der faldt for min Bøsse. Aar vare hengaaede.
Da kom en Aften Aphtanides, slank som et Rør, stærk og bruun; han kyssede os Alle og vidste at fortælle om det store Hav, om
»Hvor du veed meget!« sagde jeg, »hvor du kan fortælle!«
»Du har dog en Gang fortalt mig det smukkeste!« sagde han, »Du har fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af min Tanke, den smukke gamle Skik om Venskabs-Pagten! den Skik, som jeg ret har Mod paa at følge! Broder, lad os to ogsaa, som din og Anastasias Fader gjorde det, gaae til Kirken, den skjønneste og uskyldigste Pige er Anastasia, Søsteren, hun skal vie os sammen! Ingen har dog en skjønnere Skik, end vi Grækere!«
Anastasia blev rød, som det friske Rosenblad, min Moder kyssede Aphtanides.
En Times Vandring fra vor Hytte, der hvor Fjeldene bære Muldjord og enkelte Træer skygge, laae den lille Kirke; en Sølv Lampe hang foran Altret.
Jeg havde mine bedste Klæder paa, de hvide Fostaneller foldede sig rigt ned over Hofterne, den røde Trøie sad snever og stram, der var Sølv i Qvasten paa min Feß; i mit Belte sad Kniv og Pistoler. Aphtanides havde sin blaa Klædning, som græske Sømænd bærer den, en Sølv-Plade med Guds Moder hang paa hans Bryst, hans Skjærf var kostbart, som kun de rige Herrer kunde bære det. Enhver saae nok, vi to skulde til en Høitid. Vi gik ind i den lille eensomme Kirke, hvor Aftensolen skinnede gjennem Døren ind paa den brændende Lampe og de brogede Billeder i gylden Grund. Vi knælede paa Alterets Trin, og Anatasia stillede sig foran os; en lang hvid Kjortel hang løst og let omkring hendes smukke Lemmer; hendes hvide Hals og Bryst var bedækket med en Sammenkjedning af gamle og nye Mynter, de dannede en heel stor Krave; hendes sorte Haar var lagt op paa Hovedet i en eneste
Alle tre læste vi stille vor Bøn; og hun spurgte os: »Ville I være Venner i Liv og Død?« – Vi svarede: ja. »Ville I hver, hvad der endogsaa skeer, huske, min Broder er en Deel af mig! min Hemmelighed er hans, min Lykke er hans! Opofrelse, Udholdenhed, Alt som for min egen Sjæl rummer jeg for ham!« og vi gjentoge vort ja! og hun lagde vore Hænder i hinanden, kyssede os paa Panden og vi bad atter stille. Da traadte Præsten frem fra Altrets Dør, velsignede os alle tre og en Sang af de andre allerhelligste Herrer lød bag Altervæggen. Den evige Venskabs Pagt var sluttet. Da vi reiste os, saae jeg min Moder ved Kirkens Dør græde dybt og inderligt.
Hvor der var lystigt i vor lille Hytte og ved Delphis Kilder! Aftenen før Aphtanides skulde bort, sad han og jeg tankefulde paa Klippens Skrænt, hans Arm var slynget om mit Liv, min om hans Hals, vi talte om Grækenlands Nød, om Mænd der kunde stoles paa; hver Tanke i vor Sjæl laae klar for os begge; da greb jeg hans Haand:
»– Eet endnu skal Du vide! eet, som indtil denne Stund kun Gud og jeg veed! al min Sjæl er Kjærlighed! det er en Kjærlighed, stærkere end den til min Moder og til Dig – –!«
»Og hvem elsker Du?« spurgte Aphtanides, og han blev rød paa Ansigt og Hals.
»Jeg elsker Anastasia!« sagde jeg, – og hans Haand zittrede i min, og han blev hvid som et Liig; jeg saae det, jeg begreb det! og jeg troer ogsaa min Haand skjælvede, jeg bøiede mig henimod ham, kyssede hans Pande og hvidskede: »jeg har aldrig sagt hende det! hun elsker maaskee ikke mig! – Broder, husk paa, jeg saae hende daglig, hun er voxet op ved min Side, voxet ind i min Sjæl!« –
»Og Din skal hun være!« sagde han, »Din! – jeg kan ikke lyve for Dig og vil det ikke heller! jeg elsker hende ogsaa! – men imorgen tager jeg bort! vi sees igjen om eet Aar, da ere I gifte, ikke sandt! – jeg har nogle Penge, det er dine! Du maa tage dem, Du skal tage dem!« stille vandrede vi over Fjeldet; det var sildig Aften, da vi stode ved min Moders Hytte.
Anastasia holdt Lampen hen imod os, da vi traadte ind, min Moder var der ikke. Anastasia saae forunderlig veemodigt paa Aphtanides! – »Imorgen gaaer Du fra os!« sagde hun, »hvor det bedrøver mig!« –
»Bedrøver dig«, sagde han, og jeg syntes der laae en Smerte deri, stor, som min egen; jeg kunde ikke tale, men han tog hendes Haand og sagde: »vor Broder der elsker Dig, har Du ham kjær? I hans Taushed er just hans Kjærlighed!« – og Anastasia zittrede og brast i Graad, da saae jeg kun hende, tænkte kun paa hende; min Arm slog jeg om hendes Liv og sagde: »ja, jeg elsker Dig!« Da trykkede hun sin Mund til min, hendes Hænder hvilte om min Hals; men Lampen var faldet paa Gulvet, der var mørkt uden om os, som i den kjære stakkels Aphtanides’s Hjerte.
Før Dag stod han op, kyssede os alle til Afsked og drog bort. Min Moder havde han givet alle sine Penge til os. Anastasia var min
XVI
Afreise fra Grækenland
Midt paa Formiddagen forlod jeg Athen og kjørte til Piræus, uagtet det franske Dampskib »Eurotas«, paa hvilket jeg havde taget Plads, først afgik henimod Aften; her var altsaa endnu Tid til en lille Vandring, og denne gjaldt
Ud fra Piræus strækker sig en ganske lille Halvø, der begrændser den østlige Side af Bugten; nede ved denne ligger den nye Qvarantaine-Bygning, og høiere oppe, som jeg tidligere har sagt, er reist en Veirmølle; hele Grunden er en Art Travertiner, og rundt om sees Rester af de gamle Mure. Acantus, Cypres-Buske, daarligt Græs og blændende røde Blomster voxe her, hvor nogle enkelte Faar græsse og en halv vild Hund med glubske Miner og skrækkelig Hylen farer mod hver Fremmed. Jeg gik Halvøen rundt fra Øst mod Vest.
Tæt ved Strandbredden indimod Piræus-Bugten staaer opmuret et fattigt Monument, aldeles som en fiirkantet Skorsteen, oven paa hvilken er anbragt en mindre, der atter igjen bærer een endnu mindre; i denne sidste er indmuret en fiirkantet Marmortavle, saa stor som et almindeligt Ark Papir, og paa denne læses:
ΟΝΑΥΑΡΧΟΣ
ΑΝΔΡΕΑΣ. ΜΙΑ
ȣ ληΣ
1838
Det er Mindestenen, der sattes over Miaulis, hans Been, sagde man, skulle af Familien hemmelig være førte herfra. Tæt ved Heltens Grav er en mindre, men intet antyder hvem her hviler, et ganske lille Trækors uden Farve og Indskrift var reist. Paa den anden Side af Øen, ud mod
Bølgerne brødes skumhvide, i den større Bugt til Høire, Phalereus-Bugten, hvorfra Theseus seilede ud for at stride mod
I Piræus traf jeg de fleste af mine Venner fra Athen; Præsten Lüth havde sine smaa Børn med, de strakte Hænderne ud efter mig, de græske Tjenestefolk greb min Haand og nikkede glad58; ombord var Ross den sidste Danske jeg saae, han trykkede mig til sit Hjerte – det var mig smerteligt dette Øieblik – »jeg kommer igjen til Grækenland!« sagde jeg, ligesom for at trøste mig selv; gid det maatte være prophetiske Ord.
Jeg var nu alene tilbage, fra Kysten
Da han var borte, var jeg kun mellem Grækere,
Vi seilede saa temmeligt i smult Vande; Solen kom og skinnede ved hver Time med større Kraft, den ene store Paraply blev spændt ud efter den anden; det hele Selskab dannede de meest maleriske Grupper. Paa
I det stærke Solskin fremtraadte skinnende hvide Marmorsøilerne af Templet paa
Zea udstrakte sig for os, og snart saae vi Syra med sin nøgne Fjeldvæg, vi maatte hele Øen rundt, Havnen aabnede sig; her havde jeg været, her var jeg ikke længer fremmed.
Dampskibet, med hvilket jeg skulde til Constantinopel, var endnu ikke kommet; jeg flyttede ind i Hotel della Grece; og ikke een Time efter, sagde Verten mig, at her vare græske Soldater, som skulde afhente mig til Raadhuset; Øvrigheden vilde tale med mig! – hvad kunde den ville? Jeg fulgte med to Drabanter og kom ind i en mørk, hæslig Bygning, hvor en græsk Øvrighedsperson spurgte mig i en streng Tone og paa slet Italiensk, om jeg havde Pas? Jeg viste ham det! han læste og læste, men Passet, udstedt i Kjøbenhavn, var skrevet paa fransk og paa dansk; intet af disse Sprog forstod han.
»Der er en Tydsker, vi skulde have fat paa og sende tilbage til Athen!« sagde Manden, »jeg forstaaer slet ikke
Jeg søgte at forklare ham Indholdet af mit Pas, men han vilde ikke forstaae mig. »Nu vel!« sagde jeg og tog frem et Anbefalings-Brev, jeg i Athen havde erholdt til den græske Minister i Constantinopel,
Orienten
Den østerrigske
Baron v. Stürmer
ved hvis Gjæstfrihed jeg fandt mit Norden i Orienten
og Skandinaviens store Digter
Adam Oehlenschlæger i Kjøbenhavn,
ved hvis
jeg tidlig fandt Orienten i mit Norden,
tilegner jeg af taknemmeligt Hjerte disse Billeder.
I
En Storm i Archipelagusarchipelagos (græsk) øhav; egl. det vigtigste hav, oprindeligt om Ægæerhavet.
I den tidlige Morgenstund roede jeg ud fra
Her var en Skrigen og Raaben af Grækerinder, Jøder og Jøde-Madamer, der skulde med ombord til
De stakkels fattige Dæks-Passagerer bleve drevne hen paa en dem afmaalt Plads af Skibet, en Vagt holdt Øie med dem, Disciplinen syntes meget stræng paa Dampskibet Rhamses60.
Vi seilede lige ind under Kysten af
Endelig kom jeg i min Koye. Alting raslede, Alting knagede; jeg hørte Styrmandens Pibe, Officerernes Comando,
Da jeg vaagnede, hørte jeg vel Bølgernes Slag mod Skibet, men dette selv gled roligt, som en gyngende Svane; vi vare i Læ, vi vare i Bugten ved Smyrna, og jeg saavelsom Grækermadamerne havde for vist ventet at vaagne i en anden Verden, dog det var jo ogsaa Tilfældet. Jeg stod paa Dækket, og for mig laae en anden Verden: Asiens Kyst.
II
Smyrna
Søen i Smyrnas udstrakte dybe Bugt saae grønguul ud, som et
Vi kom forbi et Fort; hele Kysten til høire strakte sig nu med rige Olieskove; midt i disse laae en stor Landsby med rødbrune Huse, blomstrende Frugttræer og et frisk Grønsvær! en naturlig Park med Løvtræer og høie Cypresser sluttede sig til Olieskovene. Lige for os laae Smyrna.
De fleste Huse ere brune, Tagene røde og spidse, som i Norden; næsten ved hvert Huus var plantet Cypresser og disse stode, høie som vore Popler, i en utallig Mængde saa langt som Byen strakte sig; hvide, slanke
Havnen var opfyldt med Fartøier; der laae flere Dampskibe, ogsaa et tyrkisk, det røde Flag med Halvmaanen vaiede; en Baad med beslørede Tyrkinder roede derhen; disse hvide formummede Skikkelser mindede om de romerske Liigprocessioner.
Vi kastede Anker; jeg lod mig sætte i Land.
Det var da altsaa sjunget for min Vugge, at jeg skulde betræde Asiens Kyst; min Tanke var opfyldt af store Minder, og det første mit Øie her faldt paa var en fransk Theater-Placat. Her var en fransk Troupe; man spillede i Aften »
Jeg gik ind i den nærmeste Gade, en
Man siger, at for at undgaae Pesten, maa man ei komme i Berørelse med Nogen, men det er en Umulighed, vil man gjennem Smyrnas Hovedgade; denne er for snæver og Trængselen for stor. Jeg mødte hele Skarer af Qvinder, tilhyllede i lange
Midt i Trængselen pegede min Ledsager paa en
Ved en Udkant af Byen, hvor Landeveien syntes at føre til det Indre af Landet, var en tyrkisk
III
En Rose fra Homers Grav
I alle Orientens Sange klinger Nattergalens Kjærlighed til Rosen; i de tause stjerneklare Nætter bringer den bevingede Sanger sin duftende Blomst en Serenade.
Ikke langt fra Smyrna, under de høie Plataner, hvor Kjøbmanden driver sine belæssede Kameler, der hæve stolt deres lange Hals og træde klodset paa en Jord, som er hellig, saae jeg en blomstrende Rosenhæk, vilde Duer fløi mellem de høie Træers Grene, og Duens Vinger skinnede, i det en Solstraale gled hen over den, som var Vingen et Perlemor.
Paa Rosenhækken var een Blomst blandt dem alle skjønnest, og for den sang Nattergalen sin Kjærligheds Smerte, men Rosen var taus, ikke en Dugdraabe laae, som en Medlidenheds Taare, paa dens Blade, den bøiede sig med Grenen hen over nogle store Stene.
»Her
Og Nattergalen sang sig tildøde.
Kameeldriveren kom med sine belæssede Kameler og sine sorte Slaver; hans lille Dreng fandt den døde Fugl, den lille Sanger jordede han i den store Homers Grav; og Rosen bævede i Vinden. Aftenen kom, Rosen foldede sine Blade tættere og drømte – at det var en deilig Solskins Dag; en Skare fremmede frankiske Mænd kom, en Pilgrimsreise havde de gjort til Homers Grav; blandt de Fremmede var en Sanger fra Norden, fra Taagernes og Nordlysenes Hjem, han brød Rosen af, pressede den fast i en Bog og førte den saaledes med sig til en anden Verdensdeel, til sit fjerne Fædreland. Og Rosen visnede af Sorg og laae i den snevre Bog, som han aabnede i sit Hjem, og han sagde: »her er en Rose fra Homers Grav!«
See det drømte Blomsten, og den vaagnede og gjøs i Vinden; en Dugdraabe faldt fra dens Blade paa Sangerens Grav, og Solen stod op, og Rosen blussede skjønnere end før, Dagen blev heed, den var i sit varme Asien. Da lød Fodtrin, der kom fremmede Franker, som Rosen havde seet dem i sin Drøm, og mellem de Fremmede var en Digter fra Norden, han brød Rosen af, trykkede et Kys paa dens friske Mund og førte den med sig til Taagernes og Nordlysenes Hjem.
Som en Mumie hviler nu Blomsterliget i hans Iliade, og som i Drømme hører den ham aabne Bogen og sige: »Her er en Rose fra Homers Grav!«
IV
En lille Fugl har sjunget derom
Vi seile igjen ud af Smyrnas Bugt forbi den duftende grønne Skov, forbi de evige Minder. Nye Passagerer ere komne ombord.
Under Bjerget mellem grønne Høie ligger
Du stormende Hav, hvi svulmer Du saa? Himlen er skyfri, Solen synker rødmende stor! Asiens tredobbelte Bjergrække aander Storhed og Ro! hviil ogsaa du, stormende Hav, og drøm om gamle Minder! Nymaanen paa Himlen synes en tynd Baad af Guld, der bærer en Glaskugle, den hænger i et usynligt Baand paa den funklende Aftenstjerne, hvis Straale peger ned mod
Det er Nat, Bølgerne slaae mod Skibet, der uforandret skyder sin Flugt; nu ere vi i Læ, men hvor? Hvo kan sove under Erindringens berømmelige Kyster! Vi staae paa Dækket, Nattens Stjerner belyse
V
Dardanellerne og MarmorhavetDardanellerne er et smalt stræde, der deler Tyrkiet i en europæisk og en asiatisk del og forbinder det Ægæiske Hav og Marmarahavet, det tyrkiske indhav mellem Lilleasien og Balkanhalvøen; se kort.
I Morgenstunden seilede vi ind i Dardanellerne,
Foran os laae i Asien
Afstanden her mellem Kysterne af de to Verdensdele forekommer mig ikke stor, jeg saae i det mindste med blotte Øine hver enkelt Busk og hvert Menneske, dog Luftens Gjennemsigtighed gjorde meget; begge Smaabyerne havde brune Tage, høie, spinkle Minareter og foran hvert Huus en grøn, blomstrende Have.
Strømmen var vort Dampskib imod, men med henved 200 Hestes Kraft kommer man nok frem i Verden.
Vi styrede over mod Asiens Kyst hen mod den
Før vi seilede maatte alle Tyrkerne, vi fik ombord, først skyde deres Pistoler og Geværer af; det knaldede lystigt og gav Eccho fra Abydos og Sestos. Alle Vaaben blev lagte i Hobe midt paa Skibet, der i nogle faa Minuter fra
Der laae endnu tæt ved Maskineriets Skorsteen fire Sække med Kul, paa en af disse sad en ung lystig Tyrk, klædt i en mørkeblaa skindbræmmet Pels og med en prægtig
Jeg stillede mig senere ved Relingen af Skibet, hvor de tyrkiske Qvinder sad, Kysten vilde jeg see paa, men jeg saae ogsaa paa Fruentimmerne; de spiste og havde derfor taget Sløret fra Munden; de betragtede ogsaa mig! den Yngste og Smukkeste syntes at være et lystigt Gemyt, hun gjorde sikkert sin Bemærkning over mig og hvidskede den til en Ældre, der bevarede den største Alvor og kun svarede med et Nik. Under denne gjensidige Betragten kom en ung Tyrk og indlod sig i Samtale med mig paa fransk; i Løbet af denne sagde han i en halv spøgende Tone, at det var imod Landets Skik at see dets Qvinder uden Slør; syntes jeg ikke ogsaa, at Ægtemanden betragtede mig med alvorlige Blik! hans ældste lille Datter opvartede ham med Pibe og Kaffe, den mindre løb imellem ham og Qvinderne. Vil man staae sig godt med Forældre, saa skal man give sig af med deres Børn, det er en Viisdoms-Regel! jeg vilde have fat paa den mindste af Smaapigerne, give hende Frugt og spøge med hende, men hun var som et vildt Kid, hun foer strax hen til en af de sorte Piger, klyngede sig til denne og skjulte sig, paa Ansigtet nær, med dennes lange Slør; det lille lystige Barn loe der og rakte Munden frem som til Kys, hvinede saa høit og styrtede derpaa hen til Faderen; den ældre Søster, vistnok 6 Aar gammel, og særdeles smuk, var mere tam, en nydelig lille ubesløret Tyrkinde, med røde Saffians Tøfler over sine gule Støvler, lyseblaa Silke-Beenklæder, der posede vidt omkring Benene, en rødblomstret kort
Til Venstre laae Byen
VI
Ankomst til Constantinopel og Pera
Det havde den hele Nat været et stormfuldt Byge-Veir; i Morgenstunden kjæmpede Solskinnet mod Skyer og Taage, bag ved os væltede Marmorhavet sine mørkegrønne, skummende Bølger, men forude saae vi, som et Venedig, bygget af Phantasien, det uhyre Constantinopel, Tyrkernes Stambul. Sorte Cypresser og lysegrønne Løvtræer, tittede
Vi seilede lige ind under de gamle Mure, der smeltede aldeles sammen med den første Bygning, vi her saae, Fæstningen:
Fra »de syv Taarne« forbi
Under Serailets Have blev Veien mere smal, men Muren høiere og ganske hvid med svævende smaa Huse, hvis tilgittrede Vinduer skinnede af Guld og Sølv; den hele Have og Murene laae saa feeagtig, saa drømmende. Det gamle Serail er en mørkerød, ret anseelig Bygning, men noget tung imod den øvrige Omgivning64, det nye Serail seer venligt og indbydende ud, rundt om prange prægtige
Vi dreiede om det gyldne Horn, forbi
En rødbruun, muskelstærk Araber tilbød sig at bære mit Tøi; ihast slog han en Snor om Kuffert,
Vi kom ind i en kroget Gade, eller rettere i Kringelkroge, hvor hvert Huus var en Boutik med Urter, Brød, Kjød eller Klæder; Alverdens Nationer mødte vi. Veien gik gjennem Galatas snevre Port ind i Pera. Ingen spurgte om Pas67. Gaden løb steilt opad og var ligesaa smal og med ligesaa slet en Brolægning, som den i Galata. Vi kom forbi en Vagt, nogle unge guulbrune Knøse, i snevre blaa Buxer og Trøier, med hvid
Under Peras Taarn, i Voldgraven, laae flaaede, blodige Heste; vi kom forbi tyrkiske Kafeer, Springvandet pladskede inde i den aabne Stue;
Hvilken Vrimmel! og midt i Vrimlen dandsede en bulgarisk Bonde, med rød Kalot paa Hovedet, usle Sandaler om Fødderne og iøvrigt i Faareskinds Pels, han dandsede, som en Bjørn, der springer op paa Bagbenene, en anden Bulgarer blæste Sækkepibe dertil. Lastdragere slæbte store Marmorblokke, der hang paa Stænger, sex til otte brune, muskelstærke Karle havde fat; de skreg bestandigt deres Varsko!
Hvilken Trængsel! hvilken Tummel! brogede Vogne, der saae ud som smaa Alkover, gjorte af
Endelig vare vi ved Hotel de la France, hos Hr. Blondel; og strax indenfor Døren tydede Alt paa europæisk Indretning og Beqvemmelighed. Franske og italienske Opvartere sprang op og ned af Trapperne; hyggelige Værelser aabnede sig og ved
VII
Bazarerne69
Den Fremmede bør først af Alt i Constantinopel besøge Bazarerne; det er da med eet at træde ind i den uhyre Stad; man overvældes ved Skuet, Pragten og Tummelen; det er en Bistade man kommer ind i, men hver Bi er en Perser, en Armenianer, en Ægypter, en Græker.
Naar man fra Pera i en Baad er sat over Bugten til Constantinopel, gaaer Gaden, der fører til Bazarerne, bestandig opad, snever, kroget og bugtet; Stue-Etagen i Husene paa hver Side ligne Træ-Boutiker paa vore Markeder, man seer lige ind i Værkstedet til Skomager og Snedker; man troer at gaae midt igjennem Kjøkken og Bageri, saaledes
Vi staae nu udenfor den store Bazar, om hvilken forgrene sig smalle halvbedækkede Gader, et Qvarteer her frembyder alle Arter af Grønt og Frugter, baade friske og syltede, et andet Qvarteer har Skaldyr og Fisk af de meest forskjellige Farver og Former; fra Boutik til Boutik er trukket over Gaden store Stykker Seil eller gamle Tepper som et Tag; Brolægningen er slet, og midt i Strædet løber Rendestenen.
En lang Halle, meest af Brædder, og ganske opfyldt med Pibehoveder, Piberør og Mundstykker af Rav, fører ind i Bazaren, der er opført med tykke ildfaste Mure. Det er en heel By med Tag over; hver Nation har her sit Qvarteer, Jøderne deres, Ægypterne deres o. s. v.; hver Handels Art har sin Gade, hver Haandtering sin, Skomagerne een, Sadelmagerne een, og saaledes i det Uendelige. Hver Gade er en Hvælving bemalet med Blomster og Indskrifter af Alkoranen; Lyset kommer ned ovenfra. Boutik er klistret ved Boutik og synes en omvendt Kasse, i hvis Baggrund, ind i den tykke Muur, er hugget en Aabning, der gjemmer de Varer som ei ere lagte til Skue.
Ægypternes Qvarteer:
En anden Hvælving frembyder aldeles Udseendet af at være Forhallen til Alverdens
En anden Buegang er Juvelerernes; Guldkjæder blinke, Armbaand funkle, kostbare Ringe, dyrebare Juveler blænde Øiet.
Nu kommer man mellem lutter Parfumeurer, her dufter af Rosenolie, her sælges Moskus-Punge, Røgelse og duftende
Det er høist interessant at betragte den characteristiske Maade hvert Folkeslag her aabenbarer sig paa. Tyrken sidder alvorlig, gravitetisk med den lange Pibe i sin Mund, Jøden og Grækeren er geskjeftig, raaber og vinker; imidlertid bevæger sig den brogede Menneskevrimmel gjennem disse hinanden krydsende Buer, Persere med lodne spidse Huer, Armenianere med omvendte kegleformede sorte Hatte, Bulgarer i Faareskinds Pelse, Jøder med et laset Schawl om den sorte høipullede Turban, pyntede Grækere og tilslørede Qvinder; her er en Trængsel! og midt i denne rider nok saa gravitetisk en fornem Tyrk, der hverken seer til Høire eller Venstre.
Paa givet Signal om Aftenen bortfjerne sig Kjøbere og Sælgere; en Slags Vægter, hvem det er overdraget at vaage i Bazarerne lukker alle Indgange og aabner dem først igjen næste Morgen paa en bestemt Tid; Sælgerne finde da deres Boutiker ganske som da de forlode dem. Om Dagen selv lukkes den enkelte Bod ikke anderledes, end at Eieren hænger et Næt for eller trækker et Par Seilgarns-Traade paa Kryds; Ingen vover at stjæle der.
VIII
En Vandring gjennem Constantinopel
Vi have seet Bazarerne, Hjertet i det gamle Stambul; vi ville gjøre en lille Vandring og begynde med hvad man før kaldte for de Christne »forbudne Veie,« først til »
Vi høre saaledes nu med til en rig Amerikaners Følge; men vi maae til Hest, det tager sig mere pompøst ud, og
Ikke langt fra den store Bazar kommer man paa en Plads, omgivet af Træbygninger, der danne et aabent Gallerie; det fremspringende Tag bæres af raa Bjælker; indenfor langs Galleriet ere smaa Kamre, hvor Handelsmænd have deres Varer, og disse Varer ere Mennesker, sorte og hvide Slavinder.
Nu ere vi paa Pladsen; Solen skinner,
Tilhyl ikke de smukke hvide Qvinder, Du gamle hæslige Karl, dem ville vi just see, driv dem ikke ind i Buret, vi skulle ikke, som Du troer, skade dem med onde Øine!
See! en ung Tyrk med ildfuldt Blik! fire Slaver følge ham, to gamle Jøde-Madamer handle med ham; deilige
»– Viid, en Houris
Smalle Øienbryn, lange Øienhaar, Lokkerne har Duft af
De blev’ formede af Lyset, kan dog kysse og omfavne!
Hver forskjellig er i Klarhed, ret som Perler i en Musling;
Hvert Minut omvexler Glandsen! her er Farver uden Lige,
Her er Skjønhed, her er Ynde, her er Himlens bedste Roser.
Bjergets Snee og Skum paa Havet skamme sig for deres Hvidhed.
Ingen jordisk Frugt og Rose ligner disses Mund og Kinder,
Hvad er Perler og Juveler imod Fodens
Nogle mørke, andre lyse, som to Arter af Rubiner.
Denne giver korte Blik kun, hiin i lange Drag dem sender! –
Om en Houris her sig viste, da stod Jordens Kreds i Lys-Glands,
Aabnede hun halv kun Læben, vilde man Guds Almagt prise! –
Sløret skiuler meer end Verdner, thi det skjuler hendes Øine.
Houris formet er af Lyset, kan da ei som Støv omskiftes,
Altid unge, altid – –!«
Men vi gjør nok bedst i at ride fra Ibn Katib og Constantinopels Slavindemarked!
Vi holde ved Sophie-Kirken; det er en tung uregelmæssig Bygning; Constantin den Store lod den bygge og indvie den hellige Viisdom: Aia Sophia; sælsomme Reliqvier gjemtes her:
Det er sælsomt at vandre herinde, fulgt af Bevæbnede, betragtet med vrede Øine af de Bedende, som vare vi banlyste Aander.
Prægtige Søiler reise sig her! de otte af
See ei saa vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vor Gud! Naturens Tempel er vort fælles Guds Huus, Du knæler mod Mekka, vi mod Østen! – »Gud er Himlens og Jordens Lys!« – han opklarer hver Aand og hvert Hjerte!
Vi drage fra Aja Sophia, en kort Gade fører os til
Faa Skridt herfra hæver sig en
Det tredie Minde her er en fiirkantet Støtte af mægtige Steen, den truer med at styrte, det er
Det er Resterne af Hippodromens Pragt! Dog endnu er denne Plads den skjønneste i Byen; dens Udstrækning og Sultan Achmeds Moskee bedaarer vort Øie! bag den skinnende hvide Muur med de gyldne gittrede Vinduer hæve sig høie Plataner og Cypresser, indenfor pladske Springvand ved de forgyldte Gravsøiler. Det er en lille Lund, hvor brogetklædte Musselmænd og Qvinder stille vandre; brede Trapper føre der op til
Og dog gaae vi bort; en krum lille Gade fører os til en phantastisk Bygning, hvor Alt er Marmor og Guld; see, hvor den skinner mod den blaa, den gjennemsigtige Luft. Plataner, Cypresser og blomstrende Rosenhækker danne en lille Have bag de med prægtige Vinduer og kunstige Udhugninger forsirede Mure. Bygningen selv er vist
Over Mahmuds Kiste, da de havde ført den herhid, spændtes et Telt. Riig og Fattig forundtes Adgang, gamle Mænd græd, saa elsket var han, han, der styrtede Janischarerne, indførte frankisk Disciplin og Klædning. Rundt om Teltet reiste sig imidlertid Bygningen, som vi nu see; først da Kuppelen var sat, da Halvmaanen skinnede i Solen deroppe, løstes Teltet over Kisten der var vædet med Taarer.
Men nu ere vi trætte af at vandre og at see; der er en Dag imorgen, da gaae vi til
IX
Derwischernes Dandsden muslimske, mystiske Mawlawiyya-sufiorden, indstiftet i 1200-tallet, var kendt som de dansende dervisher pga. den særlige drejende dans, hvormed de søger religiøs fordybelse.
Det er noksom bekjendt, at Tyrkerne, det vil sige den raa Hob af Nationen, ansee alle Sindssvage for inspirerede af en guddommelig Aand. Derfor have de Vanvittige Plads i Moskeerne, de skrækkelige
Derwischerne, som have deres Kloster i
En Reisende, med hvem jeg seilede over til Scutari for at see Derwischerne, stemte mig særdeles forud ved sine Fortællinger om de beslægtede Dandse af Isaui; den Reisende kom fra
»Jeg var just sidste Aar paa denne de Gales Dag i Tripolis«, sagde den Fremmede, »jeg havde hos vor Consul Plads paa Husets flade Tag; i hele Gaden vare alle Porte og Døre vel tillukkede; Toget nærmede sig; en Skare velbevæbnede Soldater til Hest omringede de Rasende, der, paa et Belte nær, vare aldeles nøgne, deres lange kulsorte Haar hang dem ned om Skuldren. De gjorde sælsomme smaa Hop og udstødte vilde Hyl, i det de ideligt kastede Hovedet nu forover, nu tilbage, saa at de lange Haar snart skjulte Ansigtet, snart omflagrede det i skrækkelig Vildhed; de fæle Skrig bleve ledsagede med Musik af Haandtrommer og Sækkepiber, og altsom de sprang fremad, greb de stundom ned i Gaden, tog der de løse Flintestene og skar sig med dem dybe Flænger i Bryst og Arme. Udenfor Huset, hvor vi stode, havde vi for at see Isauis Vildhed, ladet en maurisk Tjener binde en levende Geed; idet Skaren kom, fik Maureren Befaling at dræbe Dyret, han jog sin Dolk i Halsen paa det og sprang saa bag Døren; Geden sprællede i sit Blod, og i samme Nu trængte de hylende Isaui frem, og een af dem jog sin Haand ind i det blodige Saar, løftede, med Hyl, Geden op i Veiret, sønderrev den og slyngede de blodige Indvolde op af Husets Muur. Hele Skaren styrtede sig over Dyret og aad bogstavelig Kjød, Hud og Haar!«
Under denne Skildring satte vi over Bosporus; jeg gjengiver det her fortalte, som det
Vi vare i Scutari, en By der har halv andet hundred tusind Mennesker, altsaa en halv Gang saa mange, som Kjøbenhavn, dog ansees den kun som en Forstad til Constantinopel; her er alt gammelt mahomedansk, her boe, om man saa tør kalde dem, de orthodoxe Tyrker. Et Par stærkt bevæbnede halvnøgne Arabere drev deres belæssede Kameler fra Strandbredden, gjennem Gaden, ud mod den store Kirkegaard; en lang Reise begyndte; vi fulgte efter og standsede i Udkanten af Byen ved et fattigt, ubetydeligt Huus, saavidt jeg husker Bindingsværk, dette var Derwischernes Kloster.
Døren var endnu ikke aabnet, vi kom for tidligt, og gik derfor hen til de nærliggende tyrkiske Kaffeer, der grændse lige op til den milevidt udstrakte Cypres-Skov, hvor de Døde hvile. Udenfor Kaffeerne under de grønne Løvtræer sad en Mængde Tyrker, militaire og civile, en Deel af dem var her for at tage Deel i Derwischernes Dandse, eller som vi, at see derpaa. En hæslig, gammel Dverg sad her, han skulde være en ivrig Ruhanis, sagde man, jeg skulde snart faae ham at see mellem de Dandsende; han skulde være meget riig og have tolv smukke Koner i sit Serail; sin lille Søn havde han med i Kaffeen, en deilig Dreng, der var ligesaa høi, som Faderen.
Endelig aabnedes Døren til Klosteret. Vi gik derover og kom ind i en bred Forstue, der med et halvt opheftet uldent Teppe var deelt i to Dele; her saae ud, som i vore Provinds-Byer Skuret foran det Baghuus, hvori fremvises vilde Dyr. Enhver maatte drage sine Sko eller Støvler af, og disse bleve da opstillede bag Gardinet.
Min Ledsager, den Reisende der havde været i Tripolis, tog et Par Saffians Tøfler op af sin Lomme, drog disse over Støvlerne og gik saaledes ind, men Tyrkerne saae vred paa ham og talte indbyrdes; jeg havde Remmer syet fast i Beenklæderne, saa det var vanskeligt at kaste Støvlerne, men da man bør følge Lands Skik eller Land flye, tog jeg ihast en Kniv, skar Remmene itu og spadserede, som Tyrkerne, paa mine Hosesokker, en gammel Mand med Turban klappede mig paa Skuldrene, nikkede mildt og sagde noget, min Tolk oversatte mig, at jeg var et godt Menneske, der agtede Religionen og fortjente at være en Tyrk! »Gud oplyse Dig!« vare hans sidste Ord.
Jeg traadte nu ind i selve Tempelet, om det kan kaldes saa; det dannede en fiirkantet Sal, foroven med veltilgittrede Gallerier for Fruentimmerne, forneden rundt om en Skranke af uhøvlede Bræder, indenfor var Dandsepladsen, der for Øieblikket laae bedækket med røde, hvide og blaafarvede Skind; hen over disse laae paa Maven, en Mængde Derwischer, klædte som Tyrkerne sædvanligviis, dog var her ogsaa mange i den nyere reglementerede Dragt, militaire Frakker og høie, store Feß; Gulvet berørte de med deres Pande; imellem hævede de Hovedet, men hurtigt, som om noget forskrækkede dem, slog de igjen Hovedet ned; jeg stod med Hosesokker paa det kolde Steengulv og skiftede med at sætte den ene Fod paa Vristen af den anden, for at holde Varme; det var slet ikke behageligt.
Henad den midterste Væg hang i Ramme store tyrkiske Indskrifter og Billeder, som forestillede Bygninger; her hang Tamburiner, Bækkener og Jernsvøber med skarpe Pigge, til at
Efterat Derwischerne flere Gange havde berørt Gulvet med deres Pande, reiste de sig, kyssede Præstens Haand og stillede sig nu i en Halvkreds langs den
Dandsen begyndte; i det samme kom et Menneske, det meest gruopvækkende jeg endnu har seet; to Derwischer fra Pera, kjendelige paa deres høipullede, skyggeløse Filthatte, ledsagede ham; han var en Eremit fra Egnen om
To unge Tyrker sad paa Huk udenfor Halvkredsen og ledede Sangen, der bestandig steg med en eensformig Betoning paa den tredie Stavelse, hele Mohameds Slægt gik de igjennem fra
Min Ledsager tilhviskede mig: »For Himlens Skyld, lee ikke, da ere vi ulykkelige! de myrde os!« »Lee!« svarede jeg, »o, jeg er
Udenfor paa Gaden hørte jeg endnu det vilde Hyl: »Ja – hú! ja – hú!«
Hvor smukt, hvor varmt var der ikke ude i det klare Solskin. Den lette Baad, tynd som en Spaan, foer fra Asiens Kyst mod Europa over stærke Strømninger forbi Seilskibe og Baade; det mindste Stød og vi maatte
Dagen efter besøgte jeg Mewlewis, de dreiende Derwischer i Pera; disse have deres egen Dragt og et luftigt, smukt Kloster. Alt tyder paa, at de indtage en høiere Rang end Ruhanis. Ud mod Peras Hovedgade, nærved Kirkegaarden, er Indgangen til Klostret; i Gaarden staae nogle høie Cypresser. Klostret selv er afsondret fra Tempel-Bygningen, hvor de dandse.
En gammel Armenianer ledsagede mig herhen. Gaarden var opfyldt med Qvinder, Templet selv tør de ikke betræde. Gjennem de aabne Vinduer i Kloster-Bygningen saae jeg flere unge Derwischer øve sig i at dreie rundt.
Soldaterne, som holdt Vagt, vinkede af os, da vi bleve staaende i Gaarden; men vore Støvler maatte vi tage af, og saa bleve vi førte ind i det rundt om Salen anbragte Galleri, der var belagt med
Galleriet, hvor jeg traadte ind, var ganske opfyldt med Tyrker, men da de saae mig, en Fremmed, gjorde Alle strax Plads, puffede hinanden til Side for at jeg ret kunde komme hen til Skranken. Her og overalt maa jeg rose Tyrkernes Høflighed.
Nu begyndte Festligheden. En Skare Derwischer traadte ind; de havde Alle bare Fødder, og vare indsvøbte hver i en stor, mørkegrøn Kappe; en hvid Filthat, vistnok en Alen høi og aldeles uden Skygge, bedækkede Hovedet. Een af de Ældste, med et langt hvidt Skjæg, stillede sig i Midten af Salen, lagde Armene overkors og læste en Bøn, hvortil lød en sagte, eensformig Musik, to Toner paa Fløite og ideligt kun een og den samme Tone paa Trommerne, det lød næsten som en Kildes eensformige Pladsken; alle de andre Derwischer gik langsomt i Kreds om den Gamle.
Nu kastede de deres Kapper og stode hver i en aaben mørkegrøn Trøie med lange, snevre Ærmer, et langt Skjørt af samme Tøi og Farve hang ned til Anklerne og faldt i store Folder omkring deres Been; de bredte Armene ud og dreiede sig rundt altid til den samme Side; deres Skjørt stod i Luften som en Tragt omkring dem.
Midt i Kredsen dreiede sig to Derwischer, bestandigt paa den samme Plet, bestandigt til den samme Side; uden om disse dreiede de andre sig i hvirvlende Dands; den ældste med det lange Skjæg spadserede roligt mellem de yderste og de to i Midten. Dandsen skulde forestille Planeternes Gang.
Fra et lukket Galleri over os lød en sagte eensformig Sang; Trommen og Piben vedblev sin søvnbringende Musik, de Dandsende fortsatte uafbrudt deres Dreienrundt altid til samme Side, altid i samme Takt; de saae aldeles ud, som livløse Dukker; ikke en Mine forandrede sig, men de vare dødblege.
Ved et stærkt Slag paa Trommen stode de pludseligt stille, som ramte af et Lyn, de mumlede en kort Bøn, den eensformige Musik begyndte igjen, og atter dreiede de sig alle til samme Side, som før, man blev
X
En tyrkisk Skizze
Naar man fra Pera stiger ned mellem Kirkegaardens Cypresser, kommer man til et lille Qvarteer, som nok maa regnes til Galata, skjøndt det ligger udenfor dettes Mure! her er en ægte tyrkisk Gade, hvor den nyere Tids Indvirkning endnu ikke spores; den gaaer noget kantet, dens Bredde er saa stor, at et Æsel med Oppakning kan komme igjennem, den er ikke brolagt og synes, efter Regnveir, at være en dyndet Bæk, hvori er nedrammet Pæle, mellem hvilke er lagt et Bræt; alle Husene ere af Træ og to Etager; den underste forestiller en aaben Boutik, uden Vinduer og Dør, en omvendt Kasse, og her sidder paa det ophøiede Gulv Tyrken med sin lange Pibe, og rundt om hænge hans Handelsvarer. I brogede lange Klæder, som oftest med et herligt Ansigt og Skjæg, sidde her de gamle Tyrker! her er ingen Snakken! hvert Huus kunde gjælde for Træskuret foran et Voxcabinet og Voxdukken udenfor har man i Eieren selv. En Flok herreløse Hunde slaaes midt i Gaden, en anden Sværm slider i et Aadsel, der ligger her. Jeg giver Billedet, som jeg har seet det. Fem, sex, smaa Tyrke-Drenge, saa godt som nøgne, den ene i det mindste har kun en Turban paa, hoppe med vilde Hyl omkring en død Hest, der, da Skindet er flaaet af, ligger ganske blodig, og i et
»See, hvor Viinranken snoer sig! dens Blad er grønt, som min Turban, dens Saft er rød, som mit Blod! – Men Saften og Blodet skal ikke blandes, har Propheten sagt! – At drikke Viin er en Synd, Viin er for Christne og Jøder! men
XI
Kirkegaarden ved ScutariKaracaahmet, Istanbuls største og ældste begravelsesplads, der blev anlagt i 1300-tallet. Den var beplantet bla. med cypresser, der ofte er et symbol på død.
Tyrkerne betragte sig som Fremmede i Europa, de ville derfor hvile i deres Fædreland, og det er Asien; ved Scutari er Constantinopels største Kirkegaard. Der, hvor een er jordet, lægge Tyrkerne aldrig et nyt Liig, den Dødes Grav er hans Hjem, og det er fredet; saaledes maa Kirkegaarden voxe, den ved Scutari strækker sig milevidt. For hvert Barn, som fødes, plantes en Platan, for hvert Menneske, der døer, plantes en Cypres, Kirkegaarden ved Scutari er derfor en udstrakt Skov, den er gjennemskaaret med Veie og Stier. Her ere de rigeste Gravmonumenter, den største Afvexling af Mindesøiler over de Døde. Paa de Grave, der dækkes af en flad, udstrakt Steen, er midt i denne anbragt en Fordybning, hvori Regnvandet kan samles, de herreløse Hunde lædske her deres Tørst, og Tyrken, som seer det, finder heri et Tegn paa, at den Døde er salig i Mohammeds Paradiis.
Tæt paa hinanden, som Stubbene paa en afmeiet Ager, staae under de høie Cypresser de Dødes Gravstene, hver med en Turban eller Feß hugget i Stenene; man
Intet Hegn indeslutter denne Skov med de Dødes Grave, eensomt og stille er her under disse mægtige Cypresser; den brede Landevei gaaer hen over de omstyrtede Grave; Araberen driver sine Kameler forbi, Klokken paa Dyrets Hals er den eneste Lyd i denne store Eensomhed.
Stille, som de Døde under Cypresserne, ligger foran os Marmorhavet og viser os sine farveskjønne Øer74; den største der, synes et lille Paradiis med vilde Fjelde, Viinhaver, Cypres-, Platanog Pinie-Skove! Hvilken Herlighed seet fra de Dødes Have! denne Herlighed var Forviisningsstedet for styrtede Keisere, Prindser og Prindsesser under det byzantinske Rige; i Klostrene paa disse Øer maatte de sukke, som fattige Munke og Nonner! der er bedre hos de Døde! det Forkrænkelige sover der uden at drømme, det Evige stræber mod Gud.
Hvilken Stilhed mellem disse Grave under Cypresserne! i den maaneklare Aften ville vi vandre her. Hvilke mørke Træer! Natten slumrer over Gravene; hvilken lysende Himmel! Livet strømmer ud fra den.
Hen over den ujevne Vei bevæger sig et hvidt og et rødt straalende Punkt, som var det skinnende Roser; det er kun to Papirslygter, en gammel Tyrk holder dem i sin Haand idet han rider gjennem de Dødes Have; han tænker ikke paa de Døde, nei, de Levende er i hans Tanke; de smukke, de lystige Qvinder i det hyggelige Hjem, hvor han snart skal strække sine Lemmer paa de bløde Hynder, spise den hede
Det er atter stille! nu høres Fodtrin, – ingen Lygte lyser, ingen Hest traver forbi, en Knøs, ildfuld og stærk, deilig som Ismael selv, da han trykkede sin den første Qvinde til sit Hjerte, kommer der, han kommer med samme Tanke! Maanen beskinner hans straalende Ansigt, han ønsker i Elskov at skifte, som den, han ønsker at bygge sin Rede i hvert Huus og hvert Krat –! som det glødende Liv vandrer han over de Dødes Grave til et natligt Stevne. Hvilke Tanker flyve gjennem hans Sjæl –! ja det er en Tyrk!
Der er stille i de Dødes Have! der er stille i Hytten ved mare di marmora, men indenfor mødes to Læber, som Muslingskallerne mødes, der indeslutte Kjærligheds Perle!
XII
Mohammeds Födselsdag
Den fjerde Mai er det Prophetens Fødselsfest; allerede Aftenen forud begyndte Festligheden, og unægtelig den smukkeste Deel af den. At det imidlertid var Maaneskin, og at den osmanniske Politi-Lov, selv under disse Omstændigheder, byder Enhver, der gaaer ud efter at Solen er nede, at bære et Lys i en Lygte, hvis han ikke vil arresteres, ansaae jeg ikke for det Heldigste, men jeg maatte finde mig deri, thi hverken Maaneskinnet eller Politi-Loven lod sig forandre. En ung Russer, Aderhas, og jeg sluttede os til hinanden, og uden nogen Ledsager, kun forsynede med Lys i en stor Papiirs-Lygte, vandrede vi afsted, for at see Illuminationen til Ære for Propheten. Vi gik gjennem en af Peras snevre Sidegader, og et Skue laae for os, saa storartet, saa phantastisk og deiligt, som man i Norden kun kan see det i en forunderlig Drøm. Fra den Række Huse, hvor vi stode, og dybt ned ad mod Havbugten strakte sig en Kirkegaard, det vil sige en Cypresskov med store tætte Træer; den kulsorte Nat hvilede derinde. Over ujævne Bakker, bestandigt nedad, under de høie Træer snoer sig Fodstien, som Menneskets Fod og Hestens Hov har banet, snart
Over Cypressernes Toppe skinnede, blaa som en Damascenerklinge, Bugten, opfyldt med Skibe; to af disse, de største, vare paa det rigeste smykkede med brændende Lamper, de straalede om Kanonportene, om Relingen og om Masten, de hang i Tougværket og forvandlede det til et straalende Næt. Ligefor laae Staden selv, det udstrakte store Constantinopel med sine utallige Minareter, alle omvundne med en Krands af Lamper; Luften var endnu rød af den dalende Sol, men saa klar og gjennemsigtig, at Asiens Bjerge, det evig sneebedækkede
Nærved hvor vi stod var ikke eet Menneske at see; der var eensomt og stille; vi vandrede ned mellem Cypresserne, en Nattergal fløitede der sin kraftige Sang, og Turtelduerne kurrede i Træernes Nat. Vi kom forbi et lille Vagthuus, opført af Planker og malet rødt, en lille Ild var tændt mellem Gravstenene foran, og Soldater laae rundt om Ilden; de vare europæisk klædte, men Ansigtstræk og Farve sagde, at det var Ismaels Slægt, Ørkenens Børn; med de lange Piber i Munden laae de og lyttede til, hvad der blev fortalt; det var om Mohammeds Fødsel, Nattergalen oversatte det for os, ellers havde vi ikke forstaaet det.
»La Illah ilallah76!« I Staden Mekka kom Kjøbmændene sammen for Handelens Skyld; der kom indiske og persiske, der kom ægyptiske og syriske; i Templet
Den Fortælling oversatte Nattergalen os, og Nattergalen forstaaer Tyrkisk ligesaa godt, som den forstaaer Dansk.
Vi gik hen under Peras Taarn ud til de dreiende Derwischers Kloster, og et større Panorama viste sig. Hele Marmorhavet og Asiens Bjerge laae bestraalede af Maanelyset, og som Mellemgrund hævede sig Scutari, hvis Minareter straalede med Lamper som Constantinopels, og her fremtraadte især Sophie-Moskeen med sine fire Minareter og Achmed-Moskeen med sine sex, hver med to eller tre funklende Stjernekrandse; de syntes at begrændse Seraillets Have, der strakte sig, mørk som en stjerneløs Nat, ned mod Bosporus; ikke et Lys viste sig i Sultanindernes Bygninger langs Bredden, men hvor det gyldne Horn ender, var plantet et Flammesværd, der kastede sit røde Skin ud over Vandet; utallige smaa Baade, hver med røde, blaa eller grønne Papiirs-Lygter, foer som Ildfluer mellem de to Verdens-Lande. Alle de store Krigs-skibe straalede med Lamper, man saae hvert Skib, Tougværk og Stænger, Alt var som aftegnet med Ild-Conturer, Scutari og Stambul syntes bundne sammen ved det straalende Vand og de brogede Ildpunkter; det var Eventyrernes Stad, Phantasiens By, et magisk Lys var udgydt over det Hele, kun paa to Punkter laae Natten med al sin Hemmelighedsfuldhed; i Asien var det paa den store Kirkegaard bag Scutari, i Europa var det i Seraillets Have. Paa begge Steder var Nat og Drømme, de døde Heltes Drøm er om Paradisets Qvinder, i Seraillets Nat drømmes om Jordens, og de ere der unge og skjønne, som deres himmelske Søstre.
I Peras Gader var en Vrimmel af Grækere, Jøder og Franker, hver med sin Lygte eller Lys, det var et orientalsk
Jeg sov ind under Skyden og vaagnede tidligt under den samme Buldren; lystig Musik af Rossini og Donizetti klang gjennem Gaderne, Tropperne marscherede afsted, for at opstilles mellem Seraillet og Achmed-Moskeen, hvorhen Sultanen i stor Procession vilde begive sig.
Vor danske Consul
Udenfor Sophiemoskeen mellem den store Fontaine og Indgangen til Seraillet valgte vi vor Plads. Herfra har Sophie-Moskeen med sine mange Kupler og Tilbygninger noget, der bringer os til at tænke paa en stor
Klokken ti skulde Processionen begynde, men Klokken blev henimod tolv før det behagede Sultanen at begive sig fra Seraillet; Solen brændte med Sommervarme! – den ene Kop Kaffe blev drukket efter den anden, Bræde-Stilladserne faldt et Par Gange sammen, og alle Tyrkinderne rullede i een Klump! – det var en lang Venten. Her paa denne Plads var det for nogle Aar tilbage Skik, at Hovederne af dem, der bleve halshuggede i Seraillets Gaard, bleve kastede ud for Hundene; nu saae Alt saa fredeligt ud. Unge Tyrker, der kunde lidt Fransk eller Italiensk, indlode sig i Samtale med os og de andre Franker, ja viste den største Beredvillighed i at forklare for os, hvad der kunde tiltrække sig vor Opmærksomhed. Nedenfor Seraillets Mure udbredte sig det solbelyste Marmorhav med hvide Seilere, og Asiens Bjerge skinnede med deres Sneetoppe høit op i den klare blaagrønne Luft. Det græsagtige Skjær i Luften havde jeg aldrig før seet; en ung Tyrk, der, som han fortalte mig, var født ved Bredden af
XIII
Besøg og Afsked
I Athen var jeg blevet forsynet med flere Breve, der gjorde mig Opholdet i Pera saare behageligt! den østerrigske Internuntius,
Omsluttet af Mure og med en stor, smuk Have, hvor man mellem Roser og Cypresser har Udsigt over den lavere liggende Stad, Bosporus og Marmorhavet, ligger den østerrigske Minister-Residents, der bestaaer af flere Bygninger. Herinde i de oplyste Værelser, der frembyde al europæisk Beqvemmelighed og Luxus, følte man sig hjemme. Tydske, franske og engelske Aviser og
Hos
Foran Indgangene, der vare beklædte med lange Tepper, holdt bevæbnede Tjenere Vagt; inde i Værelset var en Divan langs med Væggene, den var det dominerende Meublement. Ali Effendi underholdt sig med mig om
Romani fortalte mig, at jeg i Pera havde en Landsmand, en
Vor danske Minister,
Hver 10de Dag kan man fra Constantinopel gjøre Reisen over det sorte Hav og op ad Donauen til Wien, men saaledes, som Omstændighederne nu stod, var det at befrygte, at jo længere Reisen opsattes, desto mere usikkert blev det, om den kunde gjøres og om jeg ikke blev nødt til at gaae tilbage over Grækenland og Italien. I Hotellet, hvor jeg boede, var to Franskmænd og en Engellænder, med hvem jeg havde aftalt, at vi sammen skulde gaae Donauveien til Wien, men de opgave det nu ganske og valgte Hjemveien over Italien; de ansaae Donau-Reisen nu for et aldeles taabeligt Foretagende og vare af Autoriteter, som de sagde, blevne bestyrkede heri, de oprørske Bulgarer vilde neppe, meente de, respectere det østerrigske Flag, og om man ikke blev dræbt, vilde man dog udsætte sig for hundrede Ubehageligheder.
Jeg tilstaaer det, jeg havde en høist urolig,
Reisen var altsaa nu bestemt! og fra dette Øieblik var ogsaa al Frygt borte. Samme Time indtraf i Pera en Efterretning, der øieblikkelig fortrængte den megen Tale om Opstanden inde i Landet, den sørgelige Efterretning, at
Henimod Aften forlod jeg Pera; fra Kirkegaarden under dens høie runde Taarn inddrak mit Øie endnu eengang det store underdeilige Panorama af Constantinopel, Marmorhavet og det sneedækkede Olymp.
Det var Dampskibet
Ombord fandt jeg alt en heel Skare Dæks-Passagerer, Tyrker, Jøder, Bulgarer og Wallacher, som gjorde sig det mageligt, kogte deres Kaffe og strakte sig for at sove; Baade krydsede rundt om vort Fartøi, Skibe kom og gik! der var et Liv paa Vandet, en Susen og Summen inde i Pera og Constantinopel, som om et Oprør brusede gjennem Gaderne! Nei, Sligt kan kun det levende Neapel give et Begreb om!
Lige over Seraillets mørke Cypresser stod Maanen rund og stor, men ganske bleg i den lysende blaa Luft; Solen gik ned, og dens røde Straaler faldt paa Vinduerne ovre i Scutari, det saae aldeles ud, som der var tændt Blus ved Blus, det blændede Øiet, i et Nu vare de slukkede, og Aftenen gjød sig ud over den klare Vandflade, over Kupler og Minareter; tæt ved vort Skib væltede sig store Delphiner; fra Seraillets Side foer
XIV
Bosporus
Bosporus er en Flod med Havets Gjennemsigtighed, en Saltvands-Flod, der forbinder to Have, en Flod mellem to Verdensdele, hvor hver Plet er malerisk, hvert Sted historisk; her beiler Orienten til Europa og drømmer sig at være Hersker. Jeg kjender ingen Strækning, som denne, hvor Kraft og Mildhed er forenet saaledes, som her. Rhinens Kyster i al deres Efteraarsdeilighed have dog ikke Farver, som Bredderne ved Bosporus, Rhinen forekommer snever mod Leiet for disse glasgrønne Vande, og dog maatte jeg tænke paa Rhinen, jeg maatte tænke paa Mælarens Bredder mellem Stokholm og Upsala, naar den varme Sommersol skinner mellem de mørke Graner og zittrende Birke.
Vandspeilet er paa de fleste Steder ikke bredere, end at man tydelig seer Alt paa begge Kyster; i syv Krumninger snoer sig denne over tre Mile lange Strøm mellem Marmorhavet og det sorte Hav, og næsten i hele denne Udstrækning seer den europæiske Kyst ud som een Stad, een eneste Gade, bag hvilken Bjergene hæve sig, om ikke storartede, dog altid saa at de kunne kaldes Bjerge, og paa disse svulmer det, som var det en Have, en ægte botanisk Have! her ere Birke, som i Sverrig og Norge, Grupper af Bøgetræer, som i Danmark, Pinier, Plataner og Castanier, som vi see dem i Italien, og Cypresser, kraftige og store, som kun Kirkegaarden ved Pera og Scutari eie dem; og midt i dette yppige Grønne reiser Palmen sig med sin brede
Den hele Kyst synes, som sagt, en By og er dog ingen By! her vexler med Gade og med Have, med Kirkegaard og Viinmark; her staaer en Moskee med sine hvide, kneisende Minareter, her en skummel, halv forfalden Fæstning, der et Palads, som vi tænke os det i Østerland, og her smaa rødmalede Træhuse, der synes hentede fra Norges susende Granskove.
Vende vi nu Øiet mod asiatisk Side, da er Alt ligesaa rigt, ligesaa afvexlende, kun ikke denne Masse af Bygninger, der bringer os til at betragte Kysten i Europa som en uendelig Stad; her ere Sletterne større, Bjergene høiere og mere forgrenede.
Den femte Mai,
Jeg vaagnede ved at vi lettede Anker; ihast var jeg klædt paa, jeg traadte op paa Dækket; Alt laae indhyllet i Taage, men det var kun et Øieblik, og med en forunderlig Hurtighed hævede den sig indtil Spidsen af Peras Taarn. Dette med Galata og
Topschana og Pera syntes at være een By med Constantinopel, Scutari at være Forstaden; denne med sine hvide Minareter, rødbrune Huse og grønne Haver laae nu i det klareste Sollys; det strømmede ud over den hele asiatiske Kyst; man saae den yndigt høitliggende Landsby
Hvortidt, da jeg var Dreng, seilede ikke min Tanke gjennem »Tusind og een Nat« og jeg saae sælsomme Slotte af Marmor, med hængende Haver og
Dette er Scenen for en ung, ikke tyveaarig Fyrstes Elskovs-Lykke; her, for at tale i de tyrkiske Digteres Aand og med deres Ord, her kommer Vaaren tidlig og ifører Tulipanen sin røde Kjortel, som Duggen sætter Sølvknapper paa, og for den unge Fyrste hæve Cypresserne og Platanerne bedende deres Hænder, at de maae beskygge ham i en lang Levetid! – Men hvad er en lang Levetid, det er en lykkelig Levetid, og lykkelig, ja der er Begrebet forskjelligt, et udødeligt Navn eller Kjærligheds Lykke –?! spørg den Unge! ak, Enhver er ikke en
Slottets Have strækker sig ned til Landsbyen
Den yndige Dal
Vi gled Kirkegaarden forbi, maleriske Klipper hævede sig, vi vare paa det Sted, hvor
Skjønnest er her paa asiatisk Side! bag den skumle Fæstning strækker sig ind i Landet Dalen med »de himmelske Vande«, den af alle Dale ved Bosporus, der prises som den skjønneste, og hvis Naturpragt har givet Bækken der sit Navn; men vi gled for hurtigt forbi, vi saae kun saa meget, som man, ved at see ind i en skjøn Qvindes aabne Øine, kan læse af hendes Sjæls Deilighed.
Mellem Linde, Grædepile og Plataner hævede sig amphitheatralsk Sultanje og speilede sig omvendt i den stille Vandflade under Kysten. Den hvide, slanke Minaret, den, der i Virkeligheden pegede mod Himlen, og den, der paa Vandfladen pegede nedad, syntes at sige: see ikke blot Livet i Solglandsen omkring Eder, see det oven over, i de jagende Skyer og flygtende Fugle, see det i Vrimlen paa Vandet mellem de to Verdenslande; og i Sandhed her var Liv og Bevægelse! store Baade med Tyrkinder, indhyllede i hvide, luftige Slør, satte over fra den ene Kyst til den anden. Lige under vort Fartøi hævede en af de yngste Qvinder sig i en af Baadene, hun saae opad, og det tonede for mit Øre
Paa europæisk Side nærmede vi os
Dog i et stort og rigt Billedgallerie fortrænger, ved den første Vandring derigjennem, det ene Maleri det andet, og Bosporus er en saadan Billedsal, med tusinde Billeder, som kun de største Mestere kunne give os dem; jeg, som fortæller derom, har kun een eneste Gang i mit Liv, paa et Dampskib i dets Fart, beskuet disse Kyster.
En større bredere Bugt, end vi endnu havde seet den, udgjorde Forgrunden for det næste Billede; Gesandternes Sommeropholdssted Bujukdere laae for os; jeg søgte der mellem de mange Nationers Flag, som veiede, mit Fædrenelands, og jeg opdagede det! jeg saae det hvide Kors i den røde Grund; Danmark havde plantet sit hvide Christikors i Tyrkens Land; Flaget veiede i Vinden, det var, som bragte det mig en Hilsen fra Hjemmet; min Nabo ved Skibets Reling pegede hen paa den store Vandledning med de dobbelte Buer, der midt i det Grønne hævede sig i den dybe Dal; en anden fortalte om
Hvad af tænkelig Skjønhed og Mildhed kunde Bosporus’s Kyster mere fremvise, og ligesom i Følelse heraf forvandlede de sig pludselig i en vild Natur; guulagtige, sønderrevne Steenblokke stode op af Vandet;
Endnu en lille Strækning er paa asiatisk Side Alt yppigt grønt, men snart, hvor Kysterne meest nærme sig hinanden, træder den vilde Fjeld-Natur lige dristig frem paa begge Sider; i Asien ender her den
Nær ved Kysten reise sig underlige Klippeøer, de synes kastede mod hinanden, den ene Steenblok synes at holdes paa den anden; Sagnet siger, at
Solen skinnede paa de nøgne Stene, Havet laae uendeligt stort foran, vi foer derud. Taagerne, som under hele vor Seilads gjennem Bosporus snart steg, snart sank, men dog aldrig skjulte Kysterne, faldt nu, som et Tæppe, der ruller ned for en pragtfuld Opera-Decoration; i et Nu var Asiens og Europas Kyst skjult for os, Søfuglene slog en Kreds om Skibets Skorsteen og jog saa igjen tilbage; vi saae kun Hav og Taage.
XV
Det sorte Hav
Saalænge vi seilede i Bosporus, havde vi kun Øie for den deilige Landskabs-Revue, nu var denne endt; vi syntes at svæve gjennem Skyer, der endnu i hurtigere Flugt, end vi, foer hen over Havet; der var noget saa nordisk hjemligt i disse Taager, det var mig som om jeg seilede paa Kattegattet i November Maaned. Man maatte svøbe sig ind i alt det Vintertøi, man havde; og jo længere vi kom ud, des koldere blev det; en halv Time knugede os den klamme Taage, og da som et Lyn var den forbi, Solen skinnede klart, Luften blev deilig blaa, dog Vandet fik ikke Middelhavets Blaahed og Gjennemsigtighed. Det sorte Hav har ganske Charakteren af vore nordlige Have; her gik korte Bølger af en tæt, glandsløs Farve, blyagtige, imod det lette, skinnende Middelhavs.
Vort Skib, der her gjennemskar de Vande, Argonauterne engang beseilede, var hverken ved Størrelse eller Beqvemmelighed liig Dampskibe af første Rang, og dog vilde det paa Jasons Tid have gjeldt for mere end kongeligt, ja have faaet Navn af et Trolddoms Værk;
Snart i klart Solskin, snart indhyllede i vaade Taager, foer vi afsted. Foruden os fire ovenfor nævnte Passagerer i første Kahyt, var paa anden og tredie Plads endnu et lille Selskab, der skulde med til Wien. Den meest fremtrædende var Pater Adam, en armeniansk Præst, i sort Habit og med en Hat, stor som et ridderligt Skjold; i fem og tyve Aar havde han ikke seet sine Venner i Donaus Keiserstad og reiste nu paa et kort Besøg derhen, som Ledsager for to armenianske Drenge, den armenianske Biskops Brodersønner. Den ældste Hieronimus, med et rundt Pige-Ansigt, skulde studere og blive Læge, den yngste Antonio Maruz, særdeles smuk, med kloge talende Øine, høist charakteristiske Træk og en egen Stolthed i hver Bevægelse, skulde være Geistlig, begge bare de Feß paa Hovedet og Tøfler paa Støvlerne. Afskeden fra Hjemmet var allerede glemt, den ældste laae og strakte sig, smøgede sin Cigar, den yngste legede med nogle Helgenbilleder. En ung, fed Jøde, der blandede sig i Alt, en godmodig, ung Tjener og en søsyg Kammerjomfru, der bestandig blev i sin Køie, saa vi endnu ikke havde seet hende, tre Tydskere, en ung Tyrk og to Grækere, var Resten af Selskabet, der vilde gjøre den hele Reise med os. De Øvrige gik kun med til
Om Natten blev jeg
Med eet brød Solen igjennem, Kysten reiste sig, lav og ubeboet, ikke et Huus, ikke et Træ, ikke et Sømærke var at see, men Capitainen læste dog paa den flade Landcontur, at vi vare komne næsten to Mile nordligere, end vi skulde; snart blev Fartøiet vendt, og det gik over de grønne skummende Bølger mod en lille Bugt; Ankeret faldt, og nu først
XVI
Steppe-Reise mellem det sorte Hav og Donau
Küstendje frembyder en lav Kyst, hvis Skrænter ere Kalkjord med Konkylier; ikke et Træ, ikke en Busk er at see; her laae et Par Hytter, uden Vinduer, med Rørtaget ned mod Jorden, og omsluttede af en Steen-Indhegning. Et Flag veiede, en Gruppe vel tilslørede Qvinder betragtede vor Ankomst!
Gjennem en stærk Brænding satte vor Baad i Land, hvor nogle skrigende
Landings-Stedet bestod af nedstyrtede Steenblokke, mellem hvilke Folkene, for dog at jevne lidt, havde kastet en Hob Græstørv; Træhytterne hernede syntes reiste i største Hast; hele Kysten bebudede en Ørken, hvor der i Gaar eller i Dag var blevet opslaaet Boliger. I et Par Vogne, trukne af Oxer, kastede de vort Tøi, og nu gik det mod Vertshuset; det var ret anseeligt i disse Omgivelser, og indbød især ved sin Reenlighed. En Balkon, med et Rørtag ud over, førte til det bedste Værelse, der tildeeltes Passagererne af første Plads.
Medens Maaltidet blev tillavet, gjorde vi en Vandring gjennem Byen.
Küstendje blev
Et Par skrækkeligt lasede Mandfolk med langt Skjæg, Turban, Kaftan og Safians Tøfler gik paa Gaden og samlede
Tæt ved Byen vare ikke ubetydelige Rester af
Jeg vandrede til Havet; tæt ved dette, lige under Skrænten, var en død Stork det første, mit Øie faldt paa; den laae med sin ene Vinge udstrakt, Halsen bøiet; jeg blev ganske veemodig ved at betragte den! – Storken har altid været mig den interessanteste Fugl, den har beskjeftiget mig, da jeg var Barn, den spøger jo i mine Romaner og Eventyr, og den var nu den første jeg saae i det jeg over Havet vendte hjemad, den havde netop naaet disse Kyster og var da død. Jeg fik en overtroisk Tanke, og Ingen kan vist i sit hele Liv sige sig ganske fri for en saadan: maaskee ogsaa jeg netop naaer over Havet, og min Livsbane er endt; – –
I det jeg betragtede Fuglen, jog igjen den vaade Taage hen over Hav og Kyst, saa tyk og tæt, at jeg øieblikkelig frygtede for ikke at finde tilbage til Vertshuset; jeg kunde ikke see fire Skridt fra mig, og gik da i lige Retning, klavrede over et Steengjærde og kom saaledes en ganske anden, men kortere Vei til Vertshuset, hvor et fortræffeligt Maaltid ventede, saa fortræffeligt tilberedt, at, om end alle Læsere sige: skulle vi nu høre om Mad, det hjælper dog ikke, de maa høre det, Maden, – – Alt var fortræffeligt, og hvad vi Dagen efter
Efter Maaltidet blev vort
En tyk vaad Taage væltede igjen fra Havet ud over den hele Egn; de belæssede Vogne, som nu kjørte bort, forsvandt som i en Sky nogle Skridt fra os; her var koldt, som midt ude paa Havet.
Verten fortalte os om disse stærke Luftomvexlinger, om den sidste Vinters skrækkelige Storme og om Kulden; Isen havde ligget flere Mile ud i Havet, man kunde kjøre paa det fra Küstendje ned til
Henimod Aften var Veiret smukt; jeg vandrede med Ainsworth langs Havbredden, for at samle Stene og Conchylier; vi kom forbi den døde Stork; tæt ved den laae et andet stakkels dødt Dyr, som jeg vel havde seet forrige Gang, men ikke videre lagt Mærke til, og dog var det maaskee interessantere end Storken, det var en stor Pudel, vistnok kastet ud fra et Skib og her drevet mod Land; der kunde skrives om de to en Sø- og en Luft-Roman, af de sidste have vi endnu ingen, men de komme bestemt med Ballonerne.
Paa Hjemveien besøgte vi een af disse usle Tartarhytter, hvis Rørtag gaaer ned til Jorden; egentlig krøb vi ned i Stuen, der aldeles tog sig ud som en stor Skorsteen; Væggene glindsede af Sod, Alt ovenover os tabte sig i Røg. En ubesløret Tartarpige stod ved Ilden og stegte Kjød paa en Stok, smuk var hun just ikke, Trækkene vare saa grove, Øinene for lyseblaae, men hendes Figur og Holdning tog sig ud; en Maler kunde have taget Motiv her til et eiendommeligt Billed med dobbelt Belysning, Ilden inde i Hytten og Aftensolen, der skinnede blodrød ind af den lave Dør.
Vi traadte udenfor, og Maanen svævede rund og stor hen over Havet; i Vertshuset dampede en
Langs Væggene under Vinduerne, Værelset rundt, strakte sig brede Divaner med
Tidlig næste Morgen var Afreisen bestemt. Bønder kom med muntre wallachiske Heste, der dandsede udenfor vor Dør, to rev sig løs, sprang over Steen-Indhegningerne og sloge bag ud; der var en Skrigen og Raaben, jeg gik imidlertid endnu eengang ned til Havet, for at sige det Farvel; det aabne, salte Hav, som jeg elsker, skulde jeg jo nu ikke gjensee, før under de danske Kyster.
Endelig var Toget ordnet; vor Vert i sin østerrigske gamle Uniform reed forud, og vi andre fulgte i rask Fart gjennem Byen ud paa den aabne uendelige Steppe; til Venstre, hele vor Dagreise, strakte sig Søen
Vi kom forbi nogle Forskandsninger fra den
Endelig naaede vi en Landsby, hvert Huus saae ud som en Bunke Gjødning paa en Steendysse; til Høire kneisede et Par Graasteens Colonner af et ødelagt Kloster.
Vi foer forbi, og kun den grønne eensomme Steppe udstrakte sig foran og til alle Sider. Tre Tyrker i brogede Klæder, med Turban og flagrende Kaftan kom til Hest i vild Flugt lige mod os, det var aldeles et Maleri, som
Midt paa den tause Steppe laae en forladt tyrkisk Kirkegaard, med hvide sønderslagne Ligstene, kun paa enkelte endnu var Turbanen at see; ikke en Cypres, ikke en Busk skyggede over de Døde, Landsbyen, som her havde ligget, var udslettet af Jorden.
Paa hver eensformig Flade vækker selv den ubetydeligste fremtrædende Gjenstand vor Opmærksomhed; en stor Ørn sad i Græsset og forlod ikke sin Plads, før vi kun var et halvhundrede Skridt fra den. Vi saae Hjorder af Qvæg, de toge sig i Afstand ud, som en heel opstillet Krigshær. De wallachiske Hyrder lignede aldeles Vildmænd, de bare lange Faareskinds Pelse, hvor Ulden vendte udad, uhyre Hatte eller en snever Hue af laadent Skind, et langt stridt sort Haar hang dem ud over Skuldrene, alle bare de en tung Øxe. Solen brændte, som jeg endnu aldrig har følt det! Varmen væltede ud over os, vi næsten vansmægtede af Tørst; de Fleste bredte deres Tørklæder over nogle smaa Vandpytter, der vrimlede af Dyr, og indsugede nu Vandet, jeg kunde kun formaae at væde Læberne, og midt i denne Varme, midt i den brændende Solhede stode de wallachiske Hyrder i deres tunge Skindpelse, støttende sig til deres Øxer; de stakkels Nomader! jeg hørte deres Sange, Melodien klinger mig endnu for Øret, jeg maa lægge en Text under den:
»Du grønne Piil med de hængende Grene!«
»Hvor Kosakken støtter sig paa Landsen i Zarens Land, hvor Solen blinker paa østerrigsk Sabel og paa Mohammeds Minaret, hvor
»Jeg vogtede Hjorden paa Steppen, da Vaarsolen brød frem, men Skyerne seirede, Regnen strømmede ned, Regnen blev i Luften til Snee, og Stormene smedede Iis-Pile, der foer mig i mit Ansigt, Iispile, der trængte gjennem Faarenes tykke Uld, Hjorden blev sky, den flygtede for Stormene, vi løb og vi fløi ved Dag og ved Nat, hvor hen Stormene vilde; kun de Døde blev tilbage – Du grønne Piil med de hængende Grene!«
»Hvor er Ly, hvor er Læ paa den udstrakte Steppe! Stormene drev os afsted, Hjord og Hyrde, vi kunde ei vende vort Ansigt mod Stormens Mund, hvorfra Iispilene fløi! foran os var Havet under den bratte Klint! hvilken Flugt, hvilken Skræk! en fygende Snee, en flygtende Hjord! – men der var Hytter ved Skrænten, der var kraftige Mænd, den hele Hjord blev reddet, og jeg gjensaae atter de to Floder, der skille tre Keiseres Lande! Du grønne Piil med de hængende Grene!«
»Solen brænder hedt i Tyrkernes Land! jeg sover i Hulen, de vilde Hunde have gravet, jeg seer fremmede Mænd og Qvinder jage mig forbi, de synes jagne, som jeg blev jaget i Sneestormen! tænke de vel, hvad jeg den Gang tænkte, og hvad jeg nu tænker, lænet til min Øxe her i den hede Sol. Nei, de have Ingen, der ligner hende, jeg veed, og Du veed – Du grønne Piil med de hængende Grene!«
De fattige Nomader! vi jage dem forbi! en lille for os opreist
Bakkerne, vi passerede, vare begroede med lave Løvtræer, Bøg og Birk; Alt havde en dansk Charakteer, saa mildt og smilende; nu vare vi i Czerna Woda, der er et Pragt-Exemplar af en forfalden By; det ene Huus syntes i denne Slags maleriske Skjønhed at ville overbyde det andet; paa eet bestod Taget kun af tre, fire Lægter, hvor der hang en
Donau var trængt høit op over Engen, Vandet pladskede under Hestenes Fødder. Det østerrigske Flag veiede paa Dampskibet
Donau-Fart
Pianoets Fyrster, mine Venner,
Østerrigeren Thalberg
og Ungareren Lißt,
foredrager og tilegner jeg dette
»Donau Thema med Kyst-Variationer.«
I
Fra Czerna-Woda til RustzukRustjuk el. Ruse; se kort. 81
Klokken var tre om Eftermiddagen, da vor Donaufart begyndte. Besætningen ombord var italiensk; Capitainen Marco Dobroslavich, en
Hele vor Eftermiddags Seilads fra Czerna-Woda gik mellem oversvømmede Øer, hvor Toppen af Piletræer og Gavlen af en Rørhytte stak op af Vandet. Intet Sted saae vi endnu Donau i sin hele Bredde. Vi tilbragte en glad Aften i den veloplyste, smukke Kahyt! Champagnen knaldede! Rugbrøds-Smagen i den ægte
Tidlig, førend Solen selv kom op, vare vi alle paa Dækket, hver med blødende opsvulmet Ansigt. Vi havde ved Midnat passeret den tyrkiske Fæstning
Nu var det Dag! Donau-Øerne stode under Vand, de saae ud som svømmende Skove, der vare i Begreb med at dykke under. Hele den wallachiske Side frembød Skuet af en uendelig grøn Flade, hvis eneste Afvexling var et forfaldet Vagthuus, opført af Leer og Straa, eller en aflang hvidkalket Qvarantaine-Bygning med rødt Tag, her var ingen Have, ikke et eneste Træ, Bygningen laae eensom, lig Verdens-Omseilerens Skib paa et ubefaret blikstille Hav. Derimod hævede sig Bulgariets Kyst med Krat og Buske, den fede Jordbund syntes særdeles
Paa bulgarisk Side hilste os den første By, det var
Ovenfor Tuturcan passerede vi en høist malerisk Huulvei, frodige Hækker hang ud over den fra de høie Skrænter af rødbruun Jord; en Skare deilige sorte Heste bleve her drevne ned til Floden og skulde sættes over; een af dem udmærkede sig, deels ved sine livlige Bevægelser, deels ved sin kulsorte Farve og lange flagrende Manke, den sprang op paa Skrænterne, saa Jorden sprøitede fra dens Hove!
»Du vilde Hest! skal Du maaskee bære den unge wallachiske Fyrstebrud, klappes af hendes fine Haand, og dine glindsende, sorte Sider smykkes med brogede Tepper! dandser du, fordi du nu seer dit nye Fædreland hiin Side Floden? Hvad eller skal du i Wallachiet blive Stamfader til en Slægt, hundrede Gange saa stor, som den Flok, der nu omringer dig; dit Navn prange øverst paa Stamlisten! Drengenes Raab gjelder dig, du smukke,
Den næste Flekke vi naaede paa bulgarisk Side,
Ikke langt herfra saae vi de første Vandmøller, de ligge paa fasttøirede Flodskibe og blive, naar Vinteren kommer, trukne op paa Land i Læ af Buskene; Familien sidder da inde i den tause Mølle, Haandtrommen skratter, Fløiten blæser sit Stykke, eensformigt, som om den havde lært det af Faarekyllingen. Familien kjeder sig ved Landlivet, længes efter Vaaren, for at Møllen igjen kan gynge paa den brusende Strøm, Hjulene klappre, Livet røre sig og de selv staae i deres Stuedør og fiske, mens Dampskibet farer forbi.
Solen brændte varmt; vort Telttag gav Skygge, men Luften var saa ophedet, som i en Ovn, og denne Hede tiltog; intet forfriskede Legemet, intet Aanden; rundt om altid det samme Grønne, en uendelig Idyl, vi seilede altid som mellem Aspargestoppe og
Endelig saae vi da en By paa wallachisk Side, det var
Hvad Tumulten angik, da indskrænkede denne sig til en al-deles privat; de to stridende Personer vare Quarantaine-Directeuren, en Tyrk, og Lægen, en Franskmand, de stode hinanden i mange Henseender iveien, og da det igjen paa Skibsbroen blev Tilfældet, puffede de hinanden ud, og Tyrkerne toge Tyrkens Parti.
Doctoren var imidlertid ombord blevet omklædt og forlod under Paschaens Beskyttelse vort Fartøi, der nu lagde ind til Broen, fra hvilken Soldaterne havde drevet Folkestimlen. Der blev taget Kul ind; det var mørk Aften, kun en Lygte lyste i Skibets Tougværk. Alt var stille i Rustzuk, en enkelt Gang hylede en herreløs Hund,
Vore Senge bleve omspændte med grønne Flor, for at vi kunde befries for de giftige Mygsværme; mit Selskab satte sig imidlertid til at spille Kort, jeg kan ikke et eneste Spil; Donaukortet var mit Kort, jeg studerede dette, den uforgjængelige Landevei til Orienten, der Aar for Aar vil blive mere og mere besøgt og engang paa sine stærke Strømme bære Digtere, der vide at hæve de Skatte af Poesi, hver Busk og hver Steen her indeslutter.
II
Vi seile!
Morgenen er saa smuk! hvilken udstrakt grøn Slette! hvilken Duft af Hø! er vi i Danmark! see, hvilken Vrimmel af Blomster! see, græsgroede Høie, Kjæmpegrave, som i Sjælland, Menneskehaand har formet disse! Alt er saa idyllisk, saa sommerligt dansk – og dog ere vi ikke i Danmark! den grønne Slette, hvor Høet dufter, er wallachisk, Kjæmpehøiene til Høire staae i Bulgariet. Tæt ved Bredden ligger en Hytte, den er kun en Sivmatte lagt over to Pæle, Hyrdefamilien sidder udenfor, den store Hund gjøer af vort brusende Fartøi.
Her ere nye Ansigter ombord, Rustzuk har i Nat sendt os mange Gjæster. Hvilket broget Folkefærd! Tyrken knæler og holder sin Morgenbøn, hans Pande berører Skibsdækket; tæt ved sidder en Jøde, i
Vi flyve forbi bulgariske Byer! hvad hedder denne! det er
Hvad skinner forude! hvilke hvide Skrænter paa bulgarisk Side! meer og meer træde de frem; – det er dansk! det er Møens Kridtklinter, der ere reiste mig imøde! jeg kjender jo alle Formerne, jeg kjender det Sommergrønne høit oppe paa de hvide Skrænter! – dog det er kun Buske, Møen har Skove, Møen har under sig det klare, det blaagrønne Hav, og ikke disse Donauens bruungule Bølger. Der ligger en Stad deroppe, det er
Mellem de hvide Klinter og den wallachiske grønne Slette staaer spændt høit over Floden, der løfter sine Bølger som paa en Indsø, en deilig Regnbue. Hvor glødende, hvor prægtig! mangen Regnbue har hvælvet sig her, seet af Paschaer og
Er det Sommerskyer høit i Horizonten af Bulgarer-Landet? Saaledes saae jeg tidt i Danmark Skyerne over de grønne Marker! er det Bjerge med Snee? Saaledes see vi Alperne fra Bayerns Hovedstad! – Det er
Natten er klar – vi seile!
III
Urolig Fart
Det var midt om Natten; vi bleve Alle vakte ved at Skibet pludseligt stod stille, og stærke gjennemtrængende Stemmer lød over os, Capitainens var den meest kjendelige. Vor Lampe var gaaet ud, der var ganske mørkt i Kahytten, vi hørte Aareslag udenfor, der kom nogen ombord, lige over mit Hoved raslede en Sabel! Hvad er det? spurgte vi gjensidig. Vi vare i det mindste her kun ti Mile fra den Strækning, hvor Opstanden rasede, da vi forlode Constantinopel; skulde den have udbredt sig her til Kysten.
Folk kom ned af Trappen! Vaaben klirrede paa Trinene, ingen talte. Den første, vi saae, var Capitainen med en Lanterne i Haanden, ham fulgte en stærkt bevæbnet
Først da han med Capitainen forlod os, fik vi tydeligt hele Historien. Tartaren var eet af de Postbud, som førte Breve og
Vi stode Alle op med Solen,
Vi seilede forbi Bulgarer-Byen
Ret anseelig, med en buskbegroet Høi og grønne duftende Haver ud mod Floden, reiste sig Staden
Vinden susede i Skibets Tougværk, Bølgerne løftede sig mere og mere høie, som dandsede de i en Storm, slig en Bølgedands havde jeg aldrig tænkt mig paa en Flod. Kammerpigen var saa søsyg, som hun kunde være! Fader Marco sang og forsikkrede Jomfruen, at det var Veir til at holde Barnedaab i, ja han heisede endogsaa et Seil, som han kaldte
Widdin, Bulgariets stærkeste
Vi stege i Land og bleve røgede, alle Varer derimod, selv Uldsække, slap aldeles fri derfor; nu vandrede vi om i den efter Regnveiret skrækkeligt sølede By! – de nærmeste Gader vare et heelt Morads; enkelte Steder saae vi en Skildvagt, der havde stillet sig paa en i Dyndet fremragende Steen, jeg siger stillet sig, men det var i en
Om Aftenen sendte Hussein Pascha os et heelt Bundt af de allernyeste tydske Aviser. Hussein holder »
Vi gjorde os det ret mageligt, Skibet laae saa roligt og godt, det var blevet blikstille, noget lummert vel! hvor deiligt skulde vi ikke sove til Natten.
Atter Uro! vi vaktes ved et Skin, som om Alt stod i Lue! det rullede, som om Fæstningen afskjød sine 280 Kanoner. Det var et bulgarisk Tordenveir, den gamle
Vi havde forledt Widdin og laae ud for den lille Flække
IV
Serviens Dryadertræernes nymfer i græsk mytologi.
Som et charakteristisk Tegn paa Folk og Cultur viste sig strax her paa Grændsen de forskjellige Vagthuse, der ligge hinanden saa nær, at Soldaterne kunne raabe over til hinanden.
Paa Wallachiets flade Græsmark, med sin leerede Skrænt mod Donau, laae en ussel Leerhytte uden Vinduer; den havde Rørtag og en Skorsteen af Rør, men høi og rummelig, som var det et lille Taarn paa Taget; Karle i lange Skind-Kitler dannede Gruppen her; paa bulgarisk Side, hvor Naturen omtrent havde samme Characteer, som i Wallachiet, laae et sort Huus af Steen, liig vore Kartoffelkjældere; en tyk Tyrk i Trøie, med en Holdning som en
»Farvel Bulgarer-Land!« raabte vi og glede frem under Serviens Skove.
Den første By her, i hvor lille den var, flyttede os ved sine røde Tage, sit reenlige Ydre, midt ind i Tydskland; ni Storke gjorde deres Promenade i det Grønne; Africas Sol-Aander havde maaskee her
Som der er Blade i disse Skove, er der Sange paa dette Folks Læber, og som de frodige grønne Grene minde den Danske om hans grønne Øer, minde disse Sange ham om hans Folkeviser. Naar Servieren synger om
Ovenfor
Hos et krigersk Folk, hvor Qvinden ei er
»
Det er Fyrst Milosch, der i de sidste Aar har ladet samle en rig Skat af disse Landets mange Sange, den Enkeltes Leven, det hele Folks Heltegjerninger.
Aftenen var saa stille og mild, Donaufloden løber jo her i Bredegrad med
Vor
Vi holdt os tæt ind til servisk Kyst, midt ude i Strømmen vare nogle Fald, Vandet sprøitede mod Baadens Forstavn; et Par Steder hævede sig Kysten i lave men lodrette Fjelde; i disse vare da slagne, som en Slags Gelænder, Touge, ved hvilke vore Serviere i de smaa Baade holdt sig fast og saaledes arbeidede mod Strømmen, de sprang da igjen i Land, og vor lille Baad gik som et Dampfartøi mod den stærke Flod. Farligt saae det slet ikke ud, det var eiendommeligt. Gamle Træer hang ud fra Fjeldene, Nattergale sang og vort store
Det alene at betræde Land, efter i flere Dage, – det korte Besøg i Widdin undtagen, – kun at have vandret op og ned af Skibets
Vi kom forbi en Svovlkilde, en fattig Sti førte hen til den, og maaskee om ikke mange Aar ligger her et prægtigt Badested, Gjæsterne vandre under disse løvfulde Træer. Vor flinke Skipper sad ved Roret; Baaden vippede som en Spaan over Brænding og
V
Paschaen i Orsova
Ud for os laae det tyrkiske Orsovas Fæstning, Sædet for en Pascha; den farligste Deel af »Jern Porten« var passeret, vi nærmede os det første Maal for vor Seilads: Qvarantainen. Vi steg igjen i Baaden, Frokostbordet var dækket, en Afskedsskaal blev tømt for Halv-Maanen og de beslørede Qvinder.
Den wallachiske Kyst hævede sig som den serviske i skovbegroede Fjelde; til Høire paa en fremspringende Landtunge ligger
Paschaen, en kraftig Mand paa omtrent fyrgetyve Aar, med blaa Militairfrakke, store Guld-Epauletter og Feß, hilste paa os og underholdt sig længe med Philippovich.
Fæstningen, der seer forfalden ud, hilste os med fem Kanonskud, da vi gled forbi; vi saae nu den østerrigske Stad, gammel Orsova, og Flekken
Landings Pladsen var indhegnet med Plankeværk, der knagede af den Mængde Tilskuere, som hvilede paa det, for at see os forpestede Fremmede.
Store Vogne, forspændte med Oxer, optoge vort Tøi og satte sig i Bevægelse; Selskabet fulgte langsomt efter, omgivet af Soldater og Qvarantaine-Betjente, hver med en lang hvid Stok til at holde os tre Skridt fra Livet; endnu eengang kastede vi vort Blik ned ad Strømmen, der havde baaret os. Fæstningen laae i Skygge, men i ny Orsova skinnede i den deiligste Solbelysning Minareter, Tage og Træer; en Baad satte tværs over Strømmen henimod Paschaens Serail; det var Paschaen, der tog over at besøge sine Koner! – vi vandrede til vort aflukkede Fængsel, han til blomstrende Terrasser, Kys og Omfavnelse, – Menneskets Lod er forskjelligt i denne Verden; det er Moralen af denne Historie.
VI
Qvarantainen
At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i
Vort Indtog i Qvarantainen var Motiv for en Maler, rundtom skovbegroede Bjerge og foran en flad grøn Slette, hvor han kunde anbringe først de store med Reisetøi fyldte Vogne, trukne af hvide Oxer, som bleve drevne af wallachiske Bønder i hvide
Den hele Bygning er en Slags Æske i Æske; den inderste forestiller en Slags fiirkantet Have, hvis Kjærne er et lille Lysthuus af umalede raa Lægter, som de grønne Ranker ikke havde ret Mod til at hæfte sig ved; fire Længer, i hvilke hvert Vindue er dobbelt tilgittret, omgiver dette Paradis, som man tør see men ikke røre! Udenom Længerne er igjen en stor Muur, hvert lille Kammer indenfor har saaledes en lille Gaard; Muren har atter en Muur om sig, og Mellemrummet er Promenade! det er mere lysteligt at læse derom, end at prøve det i Virkeligheden. Engellænderen
Den første Dag i en Qvarantaine gaaer fortræffeligt, man hviler sig efter Reisen, den anden, tredie og fjerde Dag skriver man Breve, den femte og sjette er man i Vane med den og læser i en god Bog, om man har en, men den syvende Dag gaaer man ud af Vanen igjen og finder, at vel den syvende Dag, men ikke hele syv Dage bør være Hviledage. Jeg begyndte da at finde det fortvivlende, uagtet vi dagligen fik Visiter af Svalerne, der byggede i vor Forstue og fløi om i Værelset, idet de fortalte
De første Dage i vor Qvarantaine havde vi Musik, og smuk Musik; to unge wallachiske Konstnere, en Fløitenist og En som spillede
Men der kunde jo gjøres Vandringer Bygningen rundt mellem de høie hvide Mure, man kunde titte gjennem
Jeg gik denne Tour, alene for at Fødderne ikke skulde komme af Vane med at gaae! Ingen spadserede her for sin Fornøielse! Meer end ængsteligt, næsten frygteligt var det, her at møde et Læs Varer; kom man i Berørelse med dette, da begyndte fyrgetyve Dages ny Qvarantaine. Her var en Varme mellem disse Mure og inde i vor lille Gaard, at man blev som kogt, jeg drømte om Dagen, at jeg var i
Vi bleve tilsidst alle syge og Lægen forordnede en Medicin, der forekom mig fortræffelig for wallachiske Heste, men ikke for svage Mennesker, der lide af Mavesmerter: først skulde drikkes et stort Glas Brændeviin, derpaa en stærk Kop Kaffe uden Sukker og Fløde.
Det mindst afvexlende Liv har dog sine store Begivenheder, vort herinde havde tre. Den ene var en Visit af Paschaen af Orsova; det nøgne Lysthuus i Haven tjente som Conversations-Sal; sex Soldater, med
Endelig slog vor Friheds Time, men Vedkommende havde Middags-Selskab, eller hvad det var! en heel Time over vor Fængselstid, en heel Time, der syntes som en Dag, maatte vi alle, paa een Begunstiget nær, vente, før vi kunde drage bort, og det skete ikke med Lystighed, som da vi kom, vi vare matte; vi, som havde glædet os saa meget til Friheden, vare ude af Øvelse med at løfte Vingerne. Den, der kommer fra et Skib, har tidt endnu en Fornemmelse af Søsygen, saaledes havde vi alle en Følelse af Qvarantainen! – først lang Tid efter afspeilede sig i min Tanke poetiske Erindrings-Billeder, og disse viste Skuet af det lille fattige Huus, jeg fra Træet øinede oppe mellem Ager og Skov, de lode mig høre Fløitetonerne af den unge Konstner fra Buccharest, de lode mig gjenføle Søndags Andagten i vort Fængsel, naar Ainsworth sad stille og læste i sin Bibel, Pater Adam sang Messe med sine armenianske Drenge, og jeg saae paa det grønne Viinblad ved mit Gitter, hvor Guds Sol skinnede saa varmt, saa at min Tanke fløi ud i Naturen, og i den er man altid ved Guds Hjerte.
VII
Det er Söndag i Dag!
Det er Søndag i Almanakken, Søndag i Guds Natur! afsted ud i Bjergene til
Hvilken Eensomhed i disse Bjerge! Liv og Sundhed sprudler i Vandet fra disse Kilder! Musik bruser fra den pyntelige store Badesal! – Nattergalen synger i det klare Solskin, mellem de duftende Træer, hvor de vilde Viinranker snoe sig! Du deilige Guds Natur! min bedste, min helligste Kirke! her siger mit Hjerte mig: »det er Søndag i Dag!«
Vi ere atter i Orsova! Messingkuglen paa Kirketaarnet skinner i Solen, Døren staaer paa klem! hvor eensomt herinde! Præsten staaer i Messedragt og hæver sin Stemme, det er Pater Adam! den lille Antonius knæler og svinger Røgelsekarret; den ældre Dreng Hieronimus har Plads midt i Gangen og forestiller hele den armenianske Menighed.
Udenfor Kirken, paa Torvet, hvor Lindetræerne staae i Blomster, er stor Dands af Gamle og Unge; midt i Kredsen staae Spillemændene, den ene blæser paa Sækkepibe, den anden gnider Violinen. Kredsen dreier sig først til Høire saa til Venstre. Alle ere i deres bedste Pynt, i Fryndser, Blomster og bare Been; det er Søndag i Dag!
Nogle smaa Drenge løbe i bar Skjorte, men en stor Mandfolke-Hat har de paa Hovedet, og paa Hatten en Blomst;
VIII
Reise langs Donau fra Orsova til Drencova
Langt farligere Seilads, end den gjennem »Jern-Porten,« frembyder største Delen af Donaufarten mellem Orsova og Drencova; Strømmen her har vildere Kraft, Faldene ere større og hyppigere, Hvirvlerne langt mere udstrakte. Paa denne Fart var det for to Aar siden, at den Baad, som førte Dampskibs-Passagererne,
Fra den Tid, da hiin Ulykke skete, lader Dampskibs-Comiteen ingen af deres Passagerer gjøre Reisen her paa Baade, man rider eller kjører; en fortræffelig Kjøre-Vei er under Arbeide, og allerede saa godt som fuldført91; paa flere Steder har man ladet Klipperne sprænge, og hvor Grunden var løs og sumpet, vidst at styrke og udfylde den. Alt Reisegodset derimod føres, Dagen før den Fremmede tager afsted, paa Baade, der trækkes af Heste92.
Tidlig om Morgenen den fire og tyvende Mai holdt Vognen foran Hotellet, og vi rullede afsted. Det var det deiligste Sommerveir, rundtom stod Alt saa grønt og frodigt; paa servisk Side hævede sig Fjelde med Buske og Løvtræer, paa østerrigsk Side, hvor vi kjørte, syntes Alt en stor Have, med altid vexlende Partier, snart vare Bjergene os ganske nær, snart traadte de tilbage, for at omslutte skovgroede Dale. – Aldrig før har jeg seet saamange Sommerfugle, som i denne Morgen; de vare alle hvide, og over tusinde Træer saaledes besatte med dem, at man troede at see blomstrende Frugttræer. Her kunde siges med Jean Paul: »
Her paa denne Strækning af Militair-Grændsen boe wallachiske Bønder; vi kom igjennem et Par af deres meget maleriske Landsbyer! Leervæggene frembøde store Revner; Papir var klinet over det Hul, der skulde tjene som Vindue; en Slags Port, bundet med Barkreb fast til nogle Pæle, dannede Indgangen til en Art Gaard, der sædvanligviis vrimlede af Svinehjorde og en utrolig Mængde af saa godt som nøgne Børn, der væltede sig mellem hverandre, selv Piger paa ni til ti Aar viste sig her aldeles uden Klæder; rundt om stode prægtige Træer, især Kastanier, saa duftende og store. De enkelte Bønder, vi mødte kjørende, stode opret i deres Vogne og joge afsted, som de gamle Romere paa
Egnen fik meer og meer en romantisk Charakteer! den overgaaer
Hulen bestaaer af uendelig mange Afdelinger; vi gik til en af de nærmeste, jeg var forud, og standsede ved det overraskende Skue, som frembød sig. Midt paa Gulvet var tændt en stor Ild, en Kjædel kogte over den, rundtom laae og stode hvidklædte Mænd og Qvinder, med mulatfarvede Ansigter og lange sorte Haar. Hurtige, som Katte, sprang to unge Knøse hen mod mig, strakte bedende deres Hænder ud og tiltalte mig i et for mig uforstaaeligt Sprog. Det var en heel Zigeuner-Familie. De vare alle saa livlige, saa bevægelige, desmere stak de af mod de Gamle, der sad ved Ilden, deres Haar hang stridt og stort ned om de hæslige Ansigter, og deres Klædning, samt Maaden de laae paa, gjorde, at jeg ikke vidste ret, om det var to Mænd eller to Qvinder. Vort Selskab gav hver af de unge Knøse en Bagatel, eet af Børnene fik en lille Sølvmynt af mig, og strax sprang en ældre Pige til, greb min Haand, drog mig hen til Ilden, saae mig i Haanden, neiede derpaa tre Gange lige ned til Jorden og spaaede, men jeg forstod ikke et Ord deraf; efter den Oversættelse, som bagefter en ung Herre fra Bucharest gav mig af det han havde opfattet, syntes Spaadommen mere at have været beregnet paa en riig Engellænder, end en dansk Digter. »Dit Sølv skal blive til Guld«, havde hun sagt, »og dine Eiendomme voxe Aar for Aar«. Paa mit Spørgsmaal, om Pigen intet Ondt havde spaaet mig, sagde han mig, at hun havde sagt: jeg vilde faae mindst Glæde af mine Døttre! og deri havde hun truffet det Rette, hvad Digteren angik, thi
Mit øvrige Selskab blev ogsaa spaaet, men jeg skal have været den heldigste af dem Alle.
Paa servisk Side, findes, hele denne Strækning langs med Donau, i Klippevæggen hugget en antik Vei, der er blevet til under Romernes Herredømme; vi saae paa hiin Side Strømmen den saakaldte »
Opad Dagen naaede vi Landsbyen Tissowiza, hvor vi i et fattigt Vertshuus skulde nyde Frokost; Verten var ikke underrettet om, at Dampskibs Passagererne indtraf denne Dag, vi kom ham aldeles uventet, og han maatte ihast gjøre Jagt paa alle Byens Kyllinger. Den underste Etage af Huset bestod af to Steenkjældere, ovenover disse svævede paa hele Husets Længde en høist skrøbelig Træ-Altan, hvorfra man traadte ind i en Forstue, hvor Skorstenen stod og Maden blev lavet; paa hver Side var et skummelt uhyggeligt Kammer, vi foretrak derfor Alle den frie Natur og leirede os ude under høie, skyggefulde Castanier. De fleste af os vare syge endnu fra Qvarantainen, jeg især følte mig lidende.
Efter et Par Timers Ophold rullede vi igjen afsted, bestandigt langs med Donau; vi kom forbi Ruiner af tre store Taarne fra Romernes Tid, byggede tæt op til Strømmen, og nu indrettede til Vagthuse; en Bjelkebro førte fra Veien ud til dem; bevæbnede Grændse-Soldater sad der og spillede Kort eller reed paa Bjælkegelænderet. Den hele Vei næsten, er her een Allee af prægtige Valdnøddetræer; i vor Fart reve vi de duftende Blade af, og med en Green som Vifte beskjærmede vi os mod den brændende Sol, naar de store Træer ikke gav os Skygge! hvor det var en Hede! vi vansmægtede af Tørst! den banede Vei holdt op, her blev ikke bredere, end at netop det ene Hjul berørte Klippevæggen og det andet var en Tomme eller to fra Skrænten ned mod den brusende Flod; vi kjørte i
Et nyt Uheld, der kunde have bragt ubehagelige Følger, forestod: den under Trajan paa servisk Side hugne Vei i Klipperne er i vor Tid ikke istand til at benyttes; Servierne maae derfor under militair Bevogtning trække deres Skibe, paa Militairgrændsen; enhver Berørelse, man kommer i med disse Folk eller med det lange Toug, hvorved de hale Skibet, har til Følge, at man kommer under
Endelig kom der et Sted, hvor Veien blev en Smule bredere end før, og hvor Soldaterne, der bevogtede Servierne, meente at vi kunde slippe forbi. Halerne paa vore Heste bleve bundne op, for at de ikke, ved at sveie ud, skulde komme i Berørelse med Touget, vort
O, hvor aandede vi let! hvor drev Kudsken ikke paa Hestene, da vi vare forbi! det gik i Gallop gjennem Skoven, over smaa Vadesteder og forbi rislende Kilder; de grønne Grene sloge os paa Kind og Skulder. Over Krat og Flod aabnede Udsigten sig mod den lille Stad Drencova, hvor Dampskibet Galathea ventede os.
Før Aaret 1836 var Drencova kun et Vagthuus, ved Donau-Dampskibsfarten vil det snart blive en lille By; her var flere ret anseelige Bygninger, et af disse var et
Med stor Glæde betraadte vi det rummelige, smukke Dampskib, der skulde føre os til Ungarns Hovedstad, og glædede os ved de mange Beqvemmeligheder, det frembød; »men ingen kjender sin Skjæbne!« med det Omqvæd kunne vi slutte vor Dagreise. I Pesth holdes fire Gange om Aaret et særdeles stort Marked, Folk fra alle Landets fjerneste Kanter strømme da til Staden, og især blive Dampskibene benyttede ja overfyldte, og vi vilde netop indtræffe i Pesth to Dage før det store
Ved Solnedgang spadserede jeg alene ind i Skoven tæt ved, ogsaa her traf jeg Zigeunere, de havde gjort Ild paa og laae rundt om den; da jeg igjen kom ud af Skoven, stod der mellem Buskene en smuk Bondedreng, han hilste mig paa tydsk god Aften. Jeg spurgte ham, om det var hans Modersmaal han talte; han svarede nei og fortalte, at han almindeligviis talte wallachisk, men havde i Skolen lært tydsk. Han syntes i Klæderne at være meget fattig, men Alt var saa reent, hvad han havde paa, Haaret saa glat kæmmet, hans Øine straalede saa velsignet, der var noget saa klogt og godt i dette Ansigt, som jeg kun har fundet det hos faa andre Børn. Jeg spurgte ham, om han skulde være Soldat, og han svarede: »ja det skulle vi her Alle være, men jeg kan ogsaa blive Officeer, og derfor vil jeg lære alt det, jeg kan faae lært!« Der var noget saa uskyldigt i hele hans Adfærd, noget saa ædelt, at jeg er vis paa mig selv, havde jeg været riig, da havde jeg taget mig af denne Dreng.
Jeg sagde ham, han maatte blive Officeer og vilde vist blive det, naar han ret ivrigt stræbte derefter og stolede paa den gode Gud.
Paa mit Spørgsmaal, om han kjendte Danmark, betænkte han sig lidt og svarede da: »jeg troer, det er langt herfra –! – ved Hamborg!«
Ham kunde jeg ikke give en Almisse, han syntes mig for ædel til at skulle modtage sligt; jeg bad ham plukke mig nogle Blomster, han sprang afsted og bragte mig snart en smuk Bouquet, jeg tog den og sagde: »disse Blomster kjøber jeg!« og saa fik han sin Betaling, han blev ganske rød i Ansigtet og takkede smukt.
Han fortalte mig, at han hed Adam Marco; jeg tog mit Kort op af Lommen, gav ham det og sagde: »naar Du nu engang bliver Officeer og da maaskee kommer til Danmark, saa spørg efter mig og jeg skal glæde mig ved Din Lykke! vær flittig og stol paa Gud, hvo veed hvad der kan skee!« jeg trykkede ham i Haanden; – han stod længe og saae paa Skibet, hvor jeg steg ind.
Aldrig har ved første Møde nogen fremmed Dreng tiltalt mig, som denne; hans noble Væsen, hans kloge uskyldige Ansigt var det bedste Adelspatent. Han maa blive Officeer! og jeg giver min Skjærv dertil – rigtignok baaret paa Tilfældets Haand – idet jeg her bøier mig for hver ædel riig Ungarerinde, der muligt læser denne Bog og har i venlig Tanke
IX
Donaufart fra Drencova til SemlinZemin; se kort.
Det var Morgenstund, Skibet gik allerede længe i fuld Fart. Vi havde tabt Drencova af Syne; skovgroede Fjelde hævede sig paa begge Sider af Floden, en Række Skyer hang, som en svævende Bro, imellem Fjeldene, vi seilede lige ind under; den bævede derved; leve endnu
Mod Middag passerede vi Staden
Det var Morgen, alt laae i Sollys! Egnen er flad! til Venstre en Eng med Vagthuse, opførte paa Bjelker, for at Vagterne ikke strax skulle skylles bort, naar Donau stiger; til Høire Semlin, en almindelig Kjøbstad; mod Øst Fæstningen Belgrad, med sine hvide Minareter, disse de eiendommeligste Træk i Orientens Physiognomi. Fæstningen med sin Moskee ligger øverst paa en lav Bjergskrænt, og uden om den igjen Byen, der strækker sig ned mod Donau og Sava og indesluttes paa den anden Side af en stor Egeskov; Belgrad har 14 Moskeer, Byens høire Fløi indtages af Tyrkestaden, Centrum og den venstre Deel af Servierstaden. Det var den
Igjennem denne mørke Egeskov, ned mod Floden Sava, flygtede den sorte Georg, Serviens første Befrier; denne Skov og denne Flod var Scenen for en af hine Kampes tragiske Scener, der lever og vil leve i Folkets Sange. Den sorte Georg flygtede med sin gamle Fader, Hyrden Petroni; allerede saae de Sava-Floden og Østerrigs Grændse, og Faderen fyldtes af hele Smerten ved at forlade sit Fædreland, han bad Sønnen heller at overgive sig, at de kunde døe paa Fædrenejord, og Georg bævede mellem sønlig Lydighed og Frihedsfølelse; den første var ved at seire, da
Mellem den østerrigske Stad Semlin og Floden Sava strækker sig lige ud for Belgrad en Eng, paa hvilken holdes ugentlig en Slags Marked; to Rækværk nær ved hinanden skille de Kjøbende fra de Sælgende; paa den lange smalle Bane gaaer østerrigsk Vagt og Contumats-Betjente med deres lange Stokke og iagttage, at ingen Berørelse finder Sted, at de tyrkiske Varer komme i Qvarantaine og Pengene først udvadskes i Ædike, før de modtages paa østerrigsk Side; her er en Raaben, en Gestikuleren mellem de forskjellige Folk for at gjøre sig tydelig for hinanden; Varene udbredes, vendes og dreies; Sviin, Heste, kort sagt, alt Qvæg drives ud i Floden; overskyllet af den, ansees det for at være fri for Smitte; Pidsken smælder, Hornet tuder; sky løber hvert andet Dyr ind igjen mellem Tyrkerne og maa da atter ud i det vaade Bad.
To græske Præster med mørkeblaa Kofter ned til Anklerne, bitte smaa Hatte og stort Skjæg, dovnede den hele Eftermiddag under Poplerne ved Donau og saae paa vort Skib; mod Aftenen kom den gode Stad Semlins fornemste
Noget mere Nyt var Skuet her af den lange Række Flodskibe, hvert af disse saae ud som en
X
Fra Semlin til Mohácsse kort.
Dagen gryede og endnu laae vi udenfor Semlin; den hele Egn var indhyllet i en tæt Taage, Skipperen vovede ikke at seile op ad den bugtede Flod; det luftede, Taagen blev mere gjennemsigtig, Skibet sattes i Gang, forbi grønne Enge og gule Klinter; en Mængde nye Passagerer vare om Aftenen komne ombord, den ene steg op af Kahytten efter den anden, een med sin Kaffekop, en anden med sin Reisebog eller et Papir, hvorpaa Dagens Begivenheder skulde foreviges; et Par Embedsmænd førte Conversationen paa Latin, man mærkede herpaa, at nu var man i Ungarn; en geistlig Herre, der hørte at jeg var dansk, begyndte en Samtale med mig om
Gjennem Øre og Øie blev der fortalt mit Hjerte om Fædrelandet. Foran os laae
Pederwardein,
Alle Folk i Neusats vare ude paa Gaden under de grønne Træer, for at see Dampskibet; tre store Dynger Gods laae paa Strandbredden, Folk tog Afsked og kyssedes, og Mutter bandt Kaaben lidt bedre paa Datteren, som skulde afsted; Kavaleren holdt Knæk-Parasollen, medens to Damer omfavnedes; vi fik en betydelig Forsamling ombord.
Seiladsen gik ind mellem lave grønne, frugtbare Bjerge; vi mødte to overfyldte Baade, i hver over hundrede Mennesker, de kom, sagde man, fra et Valfarts Sted, sang og
Vi laae en kort Tid ud for
Hvilken skjøn malerisk Natur! naar om et Par Aar Donauen faaer, som Rhinen, sit
Ved Solnedgang naaede vi
Ved
Vore sidste Gjæster vare høist eiendommelige, ægte ungariske Landjunkere; alle i brogede Jakker af lyserødt eller lyseblaat stribet Linned; alle havde de bar Hals og stort Skjæg, det skulde nok være Uskyld og Kraft! de havde Huer med den ungariske Nationalfarve, grønt, guult og rødt, den ene lille trekantede Lap syet ved Siden af den anden. Alle bare
Ud paa Eftermiddagen naaede vi Mohács, hvor vi skulde blive til næste Morgen; Sletten uden for denne By har en Slags Berømthed ved
Det var ogsaa et Billede, og maaskee mere charakteristisk for Ungarn, end det, jeg skulde have seet i Bispegaarden, hvor hen jeg ikke gad gaaet.
Jeg var træt, led og kjed af Donaufarten; om det ikke er smukt sagt, sandt er det dog!
XI
Svinehyrderne
Udenfor Hytten, klinet af Leer og Straa, sidder en gammel Svinehyrde, en ægte Ungarer, altsaa en Adelsmand, tidt har han lagt Haanden paa Hjertet og sagt sig det selv96. Solen brænder hedt, derfor har han vendt den uldne Side af Faareskinds-Pelsen ud ad; et sølvhvidt Haar hænger ned om det charakteristisk brune Ansigt; han har faaet sig et nyt Stykke Linned, en Skjorte, den
»
»Vi kunne ryge vor Pibe!« siger den Unge, »ligge i vor Pels, i den varme Sol, Byer og Enge farer os forbi, Svinene flyve med og blive fede af Reisen! Det er et Herreliv!«
»Hver har sit,« siger den Gamle, »jeg havde mit! i Besværligheden er der Lystighed. I Skoven, naar jeg saae Zigeunerne koge og brase, maatte jeg være snild, at ikke mit bedste Sviin kom i Gryden. Jeg oplevede mangen Spads, jeg maatte tænke, maatte snoe mig og imellem slaae en Næve. Paa Sletten mellem Fjeldene, hvor Du veed Vindene er lukket inde, drev jeg min Hjord, jeg drev den over Marken, hvor Vindenes usynlige Slot er reist. Man saae hverken Huus eller Tag; Vindenes Slot kan kun fornemmes! jeg drev Hjorden gjennem alle de usynlige Stuer og Sale; jeg mærkede det fuldt vel, Væggen var Storm, Døren Hvirvelvind! Sligt er værd at have prøvet! det giver noget at fortælle! hvad har I, som dovne i Solskin paa den store svømmende Svinesti!« – Og som den Gamle taler, gnider han ivrigt sit nye Stykke Linned.
»Gaae med til Donau!« siger den Unge, »der skal Du see en Dands af Sviin, fede, som om de skulde revne hver og een. De vil ikke ud paa Skibet, vi drive dem med Kjeppe, de knuge sig sammen, stille sig paa tvers, strække sig paa Jorden, kravle paa Ryggen af hinanden, i hvor tunge de end ere! det er en Dands at see! du vil lee, saa du ryster! der er en Hvinen, alle Ungarns Musikanter kunne ikke faae saadanne Toner ud af deres Sækkepiber, om de klemme dem nok saa stærkt! nu glindser din Skjorte saa velsignet af Flesk, du kan ikke faae den bedre! følg med til Donau, jeg giver at drikke, gamle Fatter! om fire Dage er jeg i Keiserstaden, jeg skal see Pragt og Stads, jeg kjøber dig røde Buxer og forsølvede Sporer!«
Og den gamle Svinehyrde løfter stolt sit Hoved, seer med funklende Øine paa den unge
XII
Markeds-Gjæster
Vi forlade Mohács. Vort Skib var aldeles overfyldt med Mennesker, vi vare over trehundrede, og der kunde endnu ventes flere, før vi naaede Pesth! Kister, Sække, Bylter og Pakker laae opdyngede, saa høit som Hjulkasserne ragede i Veiret, og rundt om paa Dækket og under Dækket søgte Folk at skaffe sig en Plads, om ikke at sidde, saa at staae; bedst havde en tyrkisk
I første Kahyt var ikke meget bedre Plads, kun var man fri for Tobaksrøg. Midt imellem Damerne sad, nok saa ugeneert, Herrerne og spillede
XIII
Pesth og Ofen
Det er et Prospect! men hvorledes maler man dette med Ord, og det Sollys hvori det fremtraadte. Bygningerne i Pesth langs Flodbredden synes Pallads ved Pallads, hvilket Liv og Færdsel! ungariske
Vi stige i Land, vi søge et Hotel, det er stort, det er prægtigt, det er uforskammet dyrt! i Markedstiden er her ingen Taxt! vi vandre omkring i Pesth; det er jo Wien, i det mindste et Stykke af Wien, de samme Boutiker, de samme brogede, velmalede Skildter, med Portrætter og Allegorier, man faaer Lyst at staae stille! see, der paa Kaffehuset læses i gyldne Bogstaver: »
Intet Spor sees nu mere af Donau-Oversvømmelsen; hvert Huus er reist igjen, alt er mere nyt, mere prægtigt100.
Det er Aften! Solen synker rød og stor! stille vandrer Østerlandets Søn fra Graven til den høie Fæstning; den eensomme Vei har han søgt, den meest afsides Bastion, han bøier sit Hoved, læser igjen en Bøn. Almuesmanden staaer langt borte, stirrer efter den fremmede Vandrer og har sine egne Tanker! der er, veed han, ei Fred i Natten paa dette Sted; en Time før Midnat skrider her en usalig Aand, en kjæmpestor Tyrk; Skikkelsen løfter den største af Kanonerne,
XIV
Donau-Fart fra Pesth til Wien
Dampskibet Maria Anna seiler i den tidlige Morgen til Wien, vi stige ombord, det lille Fartøi er overfyldt med Mennesker; i rask Flugt gaaer det mod Strømmen hen forbi Badehusene, hvor Plankeværket bugner under Vægten af halvnøgne Krigere, een draperet med et Lagen, andre i Skjorte; – men nu ere vi forbi!
Langs disse Bredder strakte sig engang øde Urskove; en eensom Hytte af Jord og Grene laae ved den svulmende Flod, Waiz hed dens fromme Eneboer, Erindringen om ham lever nu ene i Navnet paa Byen, der nu hilser os med Kirker og Promenader. Det er
Sagn og Minder knytte sig til disse Bredder; her vexler med Skov- og Fjeldnatur, med grønne Marker og folkerige Byer. Vi nærme os en
Vi nærme os
Mod Aften naaede vi
Seiladsen næste Formiddag frembød kun Skuet af flade, skovgroede Kyster, hist og her en Vandmølle, hist og her en Landsby med en Kirke; nu laae vi ud for
Vi staae paa Pladsen foran
Vort Dampskib var igjen i Flugt, vi mødte et andet Dampskib:
Hele Morgenstunden, alt længe før vi havde nærmet os Presburg, saae vi en tyk, stærk Røg hæve sig i Horizonten, det var
Vi foer forbi –! vi vare i Østerrig! næste Morgen skulde vi see Wien103!
Magre Skove i det Uendelige laae for os! Luften var alt i den tidlige Morgen tyk og hed, den skinnede ikke, som over Middelhavet og Bosporus. Jeg syntes at være i Hjemmet paa en trykkende varm Sommerdag! min Reise var nu forbi. En Forstemthed knugede mit Hjerte, en Forudfølelse af noget ret Ondt! – I det lille Danmark staaer hvert Talent saa nær ved det andet, at der puffes og trædes, da de alle ville have Plads. – Hvad mig angaaer, da har man kun Øine for mine Feil! min Vei i Hjemmet gaaer gjennem en stærk Søgang! jeg veed, mangen Bølge vil endnu tungt vælte over mit Hoved, før jeg naaer Havn! – Dog det har jeg for mig, at min Eftertid ei kan være mig strængere, end min Omgivning er det.
Over
Hjemreise
Den elskværdige
Frøken Frederika Bremer
og min Velgjører Conferentsraad Collins aandrige Datter
Fru
hvis sande søsterlige Sind og Deeltagelse for mig
tidt drog min Tanke mod Hjemmet,
bringer jeg disse Blade
I
Wiens Theatre
Den Danske, der reiser i Tydskland, kommer mere og mere til Erkjendelse af, var han det ikke i Hjemmet, at den danske Skueplads indtager en betydelig Rang. De fleste større tydske Theatre have vel hver eet eller to særdeles Talenter; men den danske Skueplads eier mange, har uendelig store Kræfter. Flere af vore Kunstnere og Kunstnerinder maatte, dersom det danske Sprog var udbredt som det tydske, erholde en europæisk Berømthed. Vort Repertoire er tillige saa rigt paa originale Arbeider, at man med disse kunde besætte Vinteraftenerne godt, uden at tye til Oversættelser. Dette skeer naturligviis ikke og bør ikke heller.
»Tydskland har ikke eet Theater, som det i Kjøbenhavn!« har jeg hørt flere Landsmænd sige, og jeg maa give dem Ret, naar de ikke regne Wien med til Tydsklands Stæder. »
»
I de italienske Byer faaer man kun to eller tre Operaer den hele Saison, paa »Kärnthnerthor« Theater var stor Afvexling106; den nyeste jeg her hørte var »il templario« af Nicolai; Chorene ere særdeles smukke,
Theater »nächst dem Kärnthner Thore« har foruden Opera ogsaa Ballet, men uagtet her er en stor Scene med Pomp og Pragt, taaler Baletten her ikke Sammenligning med den paa det kjøbenhavnske Theater; denne hæver sig for Øieblikket til en betydelig Høide, og vore Balletter overgaae i Smag og Poesi alle dem, jeg har havt Leilighed til at see i Tydskland og Italien. Naturligviis overbyder os Paris og Neapel ved Mængden af deres Dandsende og ved Decorationernes Pragt, men ikke i Composition.
Da Italieneren
Foruden disse to omtalte
Vil man kjende et tydsk Theater, i sin bedste Fremtræden, vil man kjende tydsk dramatisk Litteratur, kjende den udtalt fra den Talerstol, den blev skrevet for, da skal man opholde sig i Wien; og man vil ikke, som jeg har hørt Danske, kunne sige: der er ingen tydsk Skueplads, ingen tydsk dramatisk Litteratur! een Aftens Forestilling paa Burgtheater kan overtyde om det første, Repertoiret taler sin Sag hvad det sidste angaaer.
I Danmark have vi en dramatisk Digte-Art, som Wienerne ikke eie, det er de
II
Silhouetter
Wiens større Pladse og Hovedgader frembyde Skuet af et heelt Billed-Gallerie, hver Boutik har sit smuktmalede Skildt, enten Portrættet af en navnkundig Person eller et allegorisk Stykke. Hver Plads og hver Gade giver, ved sin levende Vrimmel og sine forskjellige Grupper, Motiver til Malerier, der kunne smykke et heelt Gallerie. Dog Skizzer af denne Art ere alt fremviste i stor Mængde, vi kunne til en Forandring klippe et Par Silhouetter af bekjendte Personer, og man vil huske paa, at Silhouetter ikke give mere end netop en Skygge af Liighed.
»Vi ere i
– Vi ere i een af Forstæderne, et lille Slot ligger midt i en engelsk Park, her boer Fyrst
Vi kjøre ud til
Vi ere inde i Wien! vi gaae op af brede Steentrapper, mellem tykke, kolde Mure! store Jerndøre med Hængelaase for vise sig til begge Sider, derinde gjemmes Penge og vigtige Papirer; vi træde ind i et lille Kammer; Væggene ere skjulte med Reoler, hvori staae store
III
Haandværkssvenden
(Skizze fra Böhmen)
Vi have ikke blot forladt Keiserstaden, – vi ere endog komne midt ind i Böhmen. Kornrige Marker, Lindetræer og Helgenbilleder, det er Treklangen her.
Det er Solnedgang, vi see »
Hvor i Verden mon han nu vandrer? Eller har han maaskee alt fundet et roligt Hjem, sidder med Hustru og Barn, just nu i denne Time, og fortæller dem om sine Vandringer gjennem Böhmerland; der er meget at høre, Vandre-Liv er et broget Liv! – Mon han husker sin Hvile her paa Steendyngen, husker Diligencen, der da foer ham forbi, en Fremmed kikkede ud af Vognen og lod ham, som den bedste Figur i Landskabet, afspeile sig i Tanken. Nei, det husker han ikke! han slynger Armen om sin Kone, kysser sin deilige Dreng –, den Reisende er endnu ikke videre i Verden end ved Steendyngen, der hvor Haandværkssvenden sad! –
IV
En Grav
Høit paa Bjerget med Udsigt over Stad, Flod og skovbegroede Øer ligger det gamle
Den Danske græder i fremmed Land ved Tychos Grav, vredes over en uskjønsom Tidsalder: »Danmark Du har Hjerter i Dit Skjold, hav det ogsaa i Dit Bryst!« – Stille, Søn af en yngre Slægt! maaskee Du selv, havde Du levet paa hans Tid, vilde have miskjendt ham, som de Andre, hans Storhed vilde have oprørt Din Forfængeligheds Grums, og Du havde kastet det i hans Livs Bæger! Slægt ligner Slægt, deri aabenbarer sig Slægtskabet.
En Solstraale falder paa Gravstenen, maaskee ogsaa en Taare! – Menigheden mumler sit hendøende smertelige: »bed for os!«
V
Flugt mod Norden
Dog endnu seer jeg Hradschin straale i Solen, høit over blomstrende Agre og deilige Trægrupper. Du smukke Morgen, udslet Erindringen om Aftenen igaar, Vandringen i »
Hvorfor hæfter det Uskjønne sig saaledes fast i Tanken, Prag har saa meget eiendommeligt og smukt! Du friske, duftende Morgen, udslet alle graa og uskjønne Erindringer.
Flaget vaier paa »Bohemia!«110, som en Fisk gjennem Vandet skyder det ned ad Strømmen mellem maleriske, skovgroede Fjelde; paa hver Ruin og ved hver lille By, vi flyve forbi, vaier en Fane, man hilser os med Musik, Folket svinger med Hattene, smaa Kanoner knalde og Eccho svarer; det er en deilig Fart!
Vi have ombord en Kjøbenhavner med sin Datter! »det er nysseligt!« siger hun, »men Vandet er saa fælt gult! her er ikke vore Bøgeskove –!«
»Det er nogle skrækkelige Bjerge!« siger Faderen, »see hvilken Karl! jeg skal ikke op paa den! man seer den da ligesaa godt nedenfra!«
Det gjør man ikke! stig op paa Fjeldet! lad den friske Bjergluft omsuse Eder, og vær glad ved det Store ude og ved – det Smukke hjemme!
Naar
Her er godt at være, men vi er paa Reiseflugt, endnu et Haandtryk af de Kjære –
Hvor hyggeligt og godt var der ikke i hans Hjem; en smuk og venlig Hustru, og Alt saa festligt for den Fremmede. En lille Formiddags Concert, hvor jeg ogsaa hørte
Dampvognen flyver med Svalens Flugt! vi ere i Magdeburg! vi sove her en Nat og – vi ere atter paa Elben.
Dampskibet er smudsigt og tungt, det standser strax i sin Flugt, gaaer saa et lille Stykke, løber paa Grund og gaaer igjen; den skjønne Natur rundt om aabenbarer sig i et Piletræ og en Græsmark! her er koldt og graat! Digteren maa hjælpe paa Naturen, altid hjælper den paa ham. Her læses paa Skibet, det er en heel Læsesal! hvad er det for en Bog, som to paa eengang ere saa fordybede i, det er en Bog af en Dansk. Siig ikke, Danmark har ingen Bjerge; dets Litteratur er et Bjerg høit og skovbegroet, det sees fra Nabolandene blaanende i Horizonten. Vær os velkomne, gjennemvandrer vor aandelige Bjergnatur, her strækker sig Oehlenschlägers mægtige Urskove,
Snart er Elbfarten endt; det er den sidste Aften! hvor graat, hvor koldt! Svalerne flyve tvers over Floden til deres Huller i Jordskrænten, til deres Rede under Husets Tag.
I Vaaren kommer Svalen fra de varme Lande, Instinctet driver den mod Norden; det leder den gjennem Luftens
Det er Morgen! indsvøbte i kold raa Taage ligge Hamborgs Taarne for os! vi ere i Norden! Elben vælter sine melkefarvede Bølger mod vort stygge Dampskib. Vi lande; – vi kjøre gjennem de snevre, mørke Gader! – Her er Musik, stor Musikfest. Iaften skal alt straale med Lys, hen over
Toner klinge! Raketter stige! Farvel –! – over det svulmende Hav til de grønne Øer!
Aldrig kjendte jeg Hjemvee, uden det er Hjemvee, at Hjertet opfyldes af en forunderlig Kjærlighed ved Tanken om de Kjære i Hjemmet! en uendelig Vellyst, der udmaler det Øieblik, første Gang igjen at see dem i den kjendte Omgivning! det træder saa levende frem, at Taarerne komme i Øinene, Hjertet bliver blødt og maa med Magt rive sig løs fra disse Tanker! – Er dette Hjemvee, ja, da kjender jeg den ogsaa! Hjemkomstens første Øieblik er dog Bouquetten af den hele Reise!
[Kort]
I de tilfælde, hvor en lokalitet på grund af kortets størrelseforhold ikke har kunnet medtages, er det i kommentaren angivet, hvor det befinder sig i forhold til den nærmeste på kortet angivne by.
[Tyskland 2]
[Italien]
[Grækenland]
[Tyrkiet]
[Donau]
»»
Also ertönte uns jüngst »
Drum – ist klein auch die Burg, in der einst die Kaiser gewohnet,
Fühlt sich gewiss hier Sein Herz heimisch im engen Gemach
»
Und hier that ihm die Kunst den Freudenhimmel auf,
Und höher stieg er stets mit neuer Kraft und Stärke –
Er lebte, liebte, litt, und – schloß hier seinen Lauf
C.
Sonetto
Presso al Tamigi un Fior di Paradiso
La Fè piant con somma cura un giorno;
Bello ci crebbe in quel suol più d’un narciso:
Tanto era in suo candor di grazie adorno!
Quindi la Carità fiammante in viso
Del Tebro il trapiant nel bel soggiorno,
E qui destava in tutti amore e riso
Per la fragranza che spandea d’intorno.
Ma il grato olezzo anche su in cielo ascese,
Onde averlo fra loro ebber desio
L’Alme ch’ivi si stanno al gaudio intese.
Allora a un divin cenno Angiol partio
Che svelto il Fior con tre germogli, il rese
All’ amor de’beati, e in grembo a Dio.
di F. F.
Corpus humo tegitur,
Fama per ora volat,
Spiritus astra tenet.
(latin) legemet dækkes af jord, / ryet flyver fra mund til mund, / sjælen når til stjernerne; monumentet fra 1604 er for kardinal Cosentino Pietro Paolo Parisi.Virtute vixit,
Memoria vivit,
Gloria vivet.
(latin) han har levet i dyden, / han lever i mindet, / han vil leve i ryet. Monumentet fra 1583 er for kardinal Francesco Alciati (d. 1580).- 1
- Foruden Bægeret fik Slægten ogsaa en Guldrok, Sagnet om disse Gaver er besjungen paa Tydsk af
LobedanzGeorg Carl Friedrich Lobedanz (1778-1825), tysk kancelliråd og komponist; en tid privatsekretær for greven. Han digter om sagnet i »Das Geschenk der Gnomen. Familiensage« i Gedichte, 1830. , paa Dansk afH. P. Holst.Hans Peter Holst (1811-1893), dansk digter, der har været gæst på Breitenburg og hentyder til sagnet i digtet »Gaverne« i Digte, 1840. Han var desuden H.C. Andersens rejsekammerat på en del af turen. ↩
- 2
Willenscharen(tysk) viljeskarer; by mellem Neumünster (se kort) og Itzehoe. .↩
- 3
- Hans Sachs er født 1495. † 1576 den 20de Januar.↩
- 4
- I eet af Værelserne hænger i en stor forgyldt Ramme et Digt, der udtaler denne Tanke; det er skrevet i vor Tid, af en Bogbinder
SchneerJohann Jakob Schnerr (d. 1860), bogbinder, magistratråd og Nürnbergs anden borgmester. , der boer i Nürnberg; Verset lyder saaledes:↩»»
▶(tysk) tidligere boede man trangt, men i hjertet var der rummeligt. / Sådan klang senest »Ludwigs« begejstrede talemåde for os. / Derfor – om også borgen er lille, hvor kejserne engang boede, / følte hans hjerte sig ganske sikkert hjemme i det trange værelse. Enge wohnte man sonst, weit war es aber im Herzen.«Also ertönte uns jüngst »
LudwigsLudwig 1. (1786-1868), konge af Bayern 1825-1848, der udgav egne digte i 4 bind, Gedichte König Ludwigs von Bayern, 1829-1847. « begeisterter Spruch.Drum – ist klein auch die Burg, in der einst die Kaiser gewohnet,
Fühlt sich gewiss hier Sein Herz heimisch im engen Gemach
◀(tysk) tidligere boede man trangt, men i hjertet var der rummeligt. / Sådan klang senest »Ludwigs« begejstrede talemåde for os. / Derfor – om også borgen er lille, hvor kejserne engang boede, / følte hans hjerte sig ganske sikkert hjemme i det trange værelse. .«
- 5
- Fuldstændigere findes dette Sagn i »Nürnbergsche Denkblätter« 1840.↩
- 6
- Det reistes den 21de Mai 1840; begeistrede Sange løde her fra de Unges Bryst; ved
Illuminationendekorativ belysning. læstes følgende Indskrift paa Dürrers Huus.↩»
▶(tysk) I dette hus skabte engang Dürer sine værker, / og her åbnede kunsten glædens himmel for ham, / og han steg stadigt højere med ny kraft og styrke – / han levede, elskede, led og – sluttede her sit livsløb. In diesem Hause schuf einst Dürer seine Werke,Und hier that ihm die Kunst den Freudenhimmel auf,
Und höher stieg er stets mit neuer Kraft und Stärke –
Er lebte, liebte, litt, und – schloß hier seinen Lauf
◀(tysk) I dette hus skabte engang Dürer sine værker, / og her åbnede kunsten glædens himmel for ham, / og han steg stadigt højere med ny kraft og styrke – / han levede, elskede, led og – sluttede her sit livsløb. .«C.
- 7
Spongia di Luce.(italiensk) lyssvamp. ↩
- 8
- Ligeoverfor Galilæi’s Grav findes Michel Angelos, paa Monumentet er anbragt hans Buste og desuden tre Figurer Skulpturen, Malerkunsten og Architecturen; tæt ved er Dantes Grav (Liget selv findes i
Ravennase kort. ); paa Monumentet sees Italien, hun peger paa Dantes colosale Statue, Poesien græder for den Tabte. Et Par Skridt herfra er Alfieris Gravmonument, der er prydet med Laurbær, Lyre og Masker; Italien græder over hans Kiste. Machiavelli slutter her Rækken af disse berømte Store.↩
- 9
- Metalsvinet er en Afstøbning; Originalen er antik og af Marmor, den har Plads ved Indgangen til Galleriet i palazzo degli uffizi.↩
- 10
- Perugia er som bekjendt Raphaels Læreby.↩
- 11
BabbuinoVia del Babuino. , il corso og ripetta ere de tre Gaders Navne.↩
- 12
- Den Første, der under dette mit nye Besøg i Rom her tilraabte mig et
eccellénza!eccelenza, (italiensk) nådige Herre. var just den Figur, jeg i Improvisatoren har tegnet, som Onkel Peppo, han laae her endnu med sit grinende Ansigt.↩
- 13
- Een af Roms betydeligste og skjønneste Kirker; dens 40 joniske Søiler af græsk Marmor er fra
Juno Lucinas Tempeli nogle traditioner stammer 36 marmorsøjler i basilikaen fra et tempel for den romerske frugtbarhedsgudinde Juno, der blev anråbt som fødselshjælper under tilnavnet Lucina. ; Loftet er forgyldt med det første Guld, der kom fra Peru til Europa.↩
- 14
- 1840.↩
- 15
- En af de tre lige Gader, der gaae ud fra piazza del popolo.↩
- 16
- Originalen lyder saaledes:
▶sonet af den italienske forfatter Pier Angelo Fiorentino (1810-1864). La Morte della Principessa Guendalina Borghese Talbot seguita da quella di tre suoi Figli.Sonetto
Presso al Tamigi un Fior di Paradiso
La Fè piant con somma cura un giorno;
Bello ci crebbe in quel suol più d’un narciso:
Tanto era in suo candor di grazie adorno!
Quindi la Carità fiammante in viso
Del Tebro il trapiant nel bel soggiorno,
E qui destava in tutti amore e riso
Per la fragranza che spandea d’intorno.
Ma il grato olezzo anche su in cielo ascese,
Onde averlo fra loro ebber desio
L’Alme ch’ivi si stanno al gaudio intese.
Allora a un divin cenno Angiol partio
Che svelto il Fior con tre germogli, il rese
All’ amor de’beati, e in grembo a Dio.
↩di F. F.
◀sonet af den italienske forfatter Pier Angelo Fiorentino (1810-1864).
- 17
- Børn af Slægten Barbarina, der i denne Kirke have deres Familiebegravelse.↩
- 18
- De 8 Colonner ere hver 16 Fod i Omkreds og 43 i Høide.↩
- 19
- I den capelagtige Bygning man træder igjennem for at komme ind i Kirken, ligger til Venstre Carlo Marati og til Høire
Salvator Rosa(1615-1673), italiensk maler; monumentet er udført af hans søn 1673. ; Busten af hver staaer paa den Dødes Grav; lige over for disse to Grave findes to andre, paa hvilke Gravskrifterne forekomme mig de skjønneste og meest indholdsrige jeg endnu har læst; de lyde saaledes:den anden er ikke mindre betegnende:Corpus humo tegitur,
Fama per ora volat,
Spiritus astra tenet.
(latin) legemet dækkes af jord, / ryet flyver fra mund til mund, / sjælen når til stjernerne; monumentet fra 1604 er for kardinal Cosentino Pietro Paolo Parisi.↩Virtute vixit,
Memoria vivit,
Gloria vivet.
(latin) han har levet i dyden, / han lever i mindet, / han vil leve i ryet. Monumentet fra 1583 er for kardinal Francesco Alciati (d. 1580).
- 20
Dronning ChristineKristina (1626-1689, dronning af Sverige 1644-1654); hendes bogsamling blev overdraget til biblioteket i 1689. af Sverrigs Bibliothek udgjør en betydelig Samling.↩
- 21
- Hver Statue her antyder Stifteren af en Munkeorden, vi see saaledes
▶skulpturen af Elias er fra 1727, men er rejst af og for Carmeliterordenen, en munke- og nonneorden etableret i 1100-tallet. Propheten Elias, et brændende Hjul antyder den gloende Vogn paa hvilken han foer til Himlen; han staaer som Representant for Camaldolenser-Munkene◀skulpturen af Elias er fra 1727, men er rejst af og for Carmeliterordenen, en munke- og nonneorden etableret i 1100-tallet. .↩
- 22
- Den 26 December.↩
- 23
I de samme Dage føres Faarene, der ere pyntede med Sløifer og Guld, til St. Agneses Kirke, udenfor Byens Mure, og erholde der Velsignelselammenes velsignelse sker dog (nu) på Sankt Agnes’ (begyndelsen af 300-tallet) festdag 21. april i kirken Sant’ Agnese fuori le mura, der blev bygget over den romerske helgeninde Agnes’ grav i 300-tallet og siden erstattet med en ny i 600-tallet. . Legenden fortæller fra Hedenskabets Tid om den hellige Agnese, at hun var lige saa smuk, som uskyldig, og blev derfor, da hun ei vilde afsværge sin christne Tro, ført ind i et Huus, der var indviet Lasten; her fandt Soldater og Vagabonder de letfærdige Qvinder. Til disse blev Agnese nøgen slæbt ind i et Kammer og overgivet to raa Soldater, men i samme Øieblik, fortæller Legenden, blev hendes smukke lange Haar endnu længere, endnu tættere end før, saa at det som en Kappe hang om hendes Skuldre ned til Fødderne, og idet Soldaterne vilde lægge Haand paa hende, traadte en straalende Engel mellem dem og hende, saa de frygtede ogflyedeflygtede. . Ubesmittet fandt hun sin Død paa Baalet.En Kirke, indviet St. Agnese, er nu reist, hvor hiint berygtede Huus laae, og et Kapel i Kjælderen betegnes som det Kammer, hvori hun omsvævedes af Engelen. Kirken staaer paa Piazza navonakirken på Piazza Navona er Sant’ Agnese in Agone, der formodentlig er bygget i 700-tallet og ombygget i 1672. .↩
- 24
- Den unge Geistlige, en Tydsker, som anviste mig min Plads derinde, talte med megen Begeistring om Festligheden og gjentog flere Gange: »Ja Sligt oplever man kun i Verdens-Staden Rom!« – Denne Yttring, der i sig selv er høist ubetydelig, vilde jeg ikke her omtale, havde ikke en Correspondent for »
Allgemeine Zeitungden største tyske avis i 1800-tallet, grundlagt 1798. ,« i en pompøs Skildring af Propaganda Festen, der lagt mig den i Munden, for at vise, hvilken Virkning denne Festlighed havde paa alle Fremmede.↩
- 25
- Theologen
Conrad Rothe(1811-1902), dansk teolog. , Digteren H. P. Holst, og Forfatteren.↩
- 26
- Derfra kommer den danske Talemaade »falske Blake.«↩
- 27
- Amphitheatret i Verona er endnu saa vel vedligeholdt, at hiin Tids Døde vilde, hvis de kunde staae op og komme her, tro at det kun var nogle Uger siden de sade, paa dette Sted; men det hele Theater er dog kun en Unge imod Colosseum: det samme kan siges om
Amphitheatret udenfor CapuaItaliens næststørste amfiteater, bygget i 1. århundrede e.Kr. i den antikke by Capua, nuværende Santa Maria Capua Vetere. 5 km nordligere ligger det nuværende Capua; se kort. , det giver vel det bedste Begreb om den Tids Maskineri, men i Storhed forsvinder det ganske for Colosseum.↩
- 28
- Confetti ere røde og hvide Kugler, saa store som Ærter, og gjorte af Gips.↩
- 29
- 1841; Carnevalets sidste Dag var da den 25 Februar.↩
- 30
- H. P. Holst.↩
- 31
- De franske Dampskibs-Linier ere fra
Marseillefransk havneby. tilConstantinopelnuværende Istanbul i Tyrkiet. og fraAlexandrienAlexandria; egyptisk havneby. tilPiræusAthens forstad og havneby; se kort. . Hver tiende Dag gaaer et Krigs-Dampskib fra Marseille, det følger den italienske Kyst til Neapel, og gaaer herfra i to Dage tilMaltase kort. , hvor Skibet bliver i 24 Timer, derpaa i tre Dage til den græske ØSyraSiros (Syros), en del af øgruppen Kykladerne i det Ægæiske Hav; se kort. og videre herfra i 3 Dage til Constantinopel, paa hvilken Fart det anløberSmyrnadet græske navn for Izmir; se kort. ogDardanelbyernebyer langs Dardanellerne, det smalle stræde, der deler Tyrkiet i en europæisk og en asiatisk del og forbinder det Ægæiske Hav og Marmarahavet. . Hver tiende Dag gaaer ligeledes Dampskibet fra Alexandrien til Piræus og anløber paa denne Reise ligeledes Øen Syra, der saaledes er Mellemstation for begge Dampskibs-Linierne; her omskibes Passagererne og de som komme fra Østen holde deresQvarantaineudelukkelsesfrist, som skal sikre, at indrejsende ikke medfører smitsomme sygdomme. , denne varer mellem 12 og 40 Dage, alt efter som Pesten viser sig i Ægypten. Syra er ligeledes Mellem-Station for den østerrigske Dampskibs-Linie, denne gaaer hver 14de Dag ud fraTriestTrieste, italiensk havneby ved grænsen til Slovenien; se kort. , berørerAnconase kort. ,Corfuse kort. ogPatrasgræsk havneby på Peloponnes; se kort. , bevæger sig derpaa nedenomMoreaældre navn for Peloponnes. op til Piræus, hvorfra den gaaer til Syra, hvor den sætter sine Passagerer ombord i et andet østerrigsk Dampskib, der herfra anløber Smyrna, Dardanellerne og Constantinopel.↩
- 32
- To af Skibets Officerer sove her; og skifteviis spise de med Selskabet. Beværtningen paa første og anden Plads er særdeles god, og meget billig.↩
- 33
- Domkirken, Raadhuset og flere offentlige Bygninger styrtede da sammen; allerede i Neapel saae jeg Spor af Jordrystelsen; mange Huse vare revnede fra øverst til nederst, i hele Gader stod Huus mod Huus understøttet af Bjælker; selv i Rom sporedes Stødene; Tiberen steg over sine Bredder, og oversvømmede de nærmeste Gader.↩
- 34
- Navnet Mainot udledes af det græske Ord Mania: Raseri, og antyder den Vildhed, hvormed de gaae imod deres Fjender.↩
- 35
Belle poule.(fransk) smukke høne. ↩
- 36
- Kaffen i Grækenland og Orienten er ganske fortræffelig, ja saa udmærket, at den Reisende, som kommer fra dette Land, ikke strax finder Smag i den der tillaves efter almindelig europæisk Maade. – Man drikker det Tykke med, Kaffen er ganske jevn, men den er ikke grumset, den er malet til en Meel, aldeles som Chocolade.↩
- 37
Professor KøppenAdolph Ludvig Køppen (1804-ca.1873), rejste 1834 til Grækenland, 1834-1843 professor i historie og geografi først ved det militære akademi på Ægina, siden i Piræus. , der er ansat som Lærer ved Militairskolen i Piræus, var den første jeg kjendte.↩
- 38
- Slottet ligger lige ud for Hermes Gaden, det er saa godt som fuldført og forekommer mig noget større end
Sorø AcademieSorøs Akademis Skole og Sorø Akademis Stiftelse i Sorø oprettet af Frederik 2. 1584. Efter en brand genåbnedes skolen 1822 i nyopførte bygninger under navnet Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt. . De fleste Værelser erepompeianskstilart inspireret af vægdekorationerne i de udgravne huse i den syditalienske oldtidsby Pompeji. malede, Dronningens Sovekammer derimod af en os nu mere eiendommelig Art, det forestiller en heel Løvsal, hvor man mellem Rankerne i Loftet seer den blaa Himmel besat med forgyldte Stjerner.↩
- 39
- Den danske Architect Christian Hansen; Bygningen opføres i Form af et hvilende latinsk H. Den ene Fløi er færdig; en Marmortrappe fører op til en bedækket Arkade af hele Bygningens Bredde; fire Marmor-Colonner, en Gave af Kong Otto, bærer
Frontespidsenfrontispice, gavllignende udbygning på bygnings forside eller parti over døre, vinduer o.l. hvori skal anbringes en Minerva, ligesom der paa de to Hjørner af Bygningen skulle staae to Oldtids Lærde, hvilke vare endnu ei bestemt. I Kjelderen anbringes Varme-Indretninger for hele Bygningen.Sections-Stuendissektionslokalet. , Forelæsnings-Værelser og Bibliothek, stode saa godt som færdig. Ch. Hansen bygger ogsaaen græsk Kirkedomkirken Mitrópolis opført 1842-1862. , den ligger mellem Slottet og Byen.↩
- 40
- 1400 Aar før Christi Fødsel førte
Cecropsif. myten er Kekrops Athens første konge, som byggede den første borg på Akropolis. Ofte fremstilles han som født af jorden. Dyrkedes som hero. en Coloni fraSaisbeliggende i Nildeltaet i Nordegypten. til Grækenland og reiste paa Fjeldet her Borgen Cecropia. Cecrops ogErecteusHefaistos’ tilnærmelser blev afvist af Athene, men under kampen spildte han sin sæd på jorden, Gaia, der blev frugtbar og fødte Erectheus (i andre versioner af myten: slangen Erechtonios). Dyrkedes som hero. Grave fandtes her. PaaPerikles’s(ca. 495-429), athensk statsmand og feltherre; stod bag et omfattende byggeprogram. Tid blev detnuværende Parthenontempel for Athena Parthenos (Jomfruen Athene), opført 447-438 f.Kr. på Athens Akropolis på fundamentet for et tidligere tempel fra ca. 485 f.Kr., ødelagt under Perserkrigene. opført afPhidiasFidias (gr. Feidias), græsk billedhugger, virksom i 400-tallet f.Kr., opsynsførende for Perikles’ byggerier. og BygmesterneIktinosgræsk arkitekt, virksom i 400-tallet f.Kr. ogKallikratides.Kallikrates, græsk arkitekt, virksom i 400-tallet f.Kr. ↩
- 41
- »
Δεῦτε πᾶιδεϛ τῶν ἙλλήνωνΔεῦτε παῖδεϛ τῶν Ἑλλήνων (græsk), Vågn op, Hellenernes sønner. !« en bekjendt Sang afRhigasKonstantin Rígas (1757-1798), bedre kendt som Rígas Velestinlís (efter sin hjemby Velestino) eller Rigas Feraíos eller Feréos (fordi senere tider identificerede Velestino med det antikke Ferai), græsk forfatter og frihedsmartyr; han blev ikke gennemsavet, men kvalt eller halshugget. , GrækernesBerangerPierre-Jean de Béranger (1780-1857), fransk digter og sangskriver, kendt for sine satiriske udfald mod magthaverne. ; han levede i Venedig, som riig Kjøbmand, og anvendte sin Formue paa at danne unge Grækere; hans Sange, der nu ere paa Alles Læber, bidroge meget til at indaande det undertrykte Folk Friheds Tanken. Han blev, som bekjendt, af Østerrig udleveret til Tyrkerne, der iBelgradBeograd. lode ham levende gjennemsave. Af nulevende græske Digtere erAlexander SutzosAléxandros Sútsos el. Soutsos (1803-1863), græsk digter. den, hvis Sange ere meest anseete; han er født i Constantinopel af en rig græsk Familie; under den græske Revolution flygtede han til sin OnkelMichael SutzosMichaíl Sútsos el. Soutsos (1784-1864), fyrste af Valakiet og allieret med de græske revolutionære. Hospodar(rumænsk) hersker, titel båret af tyrkiske lydfyrster i Valakiet. iWallachietValakiet, tidligere tyrkisk fyrstedømme ved Donau, nu del af det sydlige Rumænien. , senere græsk Gesandt i London, denne sendte ham til Paris for der videnskabelig at uddannes, men han vendte snart igjen hjem til Grækenland og skrev der »Σατυϱα Σάτυϱεϛ (latin, men sat med det græske alfabet), Satirer, 1827. « sluttede sig til Oppositionen modKapodistriaIoánnis Kapodístrias (1776-1831), græsk greve, overtog januar 1828 posten som Grækenlands præsident, valgt af nationalforsamlingen i Troizen, april 1827. Det kom til opstande mod ham i 1830 og 1831, og den 9. oktober 1831 blev han myrdet. Navnet Kapodistrias er en græsk omskrivning af den venetianske titel, greve af Capo d’Istria (italiensk for den slovenske havneby Koper). og flygtede tilHydra(Idra); se kort. , hvor han skrev Satirer, der ere samlede i hans Værk: »πανόϱαμα τῆϛ Ἑλλάδοϛ ἢ σύλλογη ποιχίλων ποιημάτων(græsk) panorama over Hellas eller samling af brogede digte, udkom i to bind 1833. « Ved Kong Ottos Ankomst gik han igien til Paris, hvor han skrev paa Græsk TragoedienMarko Botzarisskuespillet handler om en af frihedskampens ledere Márkos Bótsaris (1790-1823). , der nylig er opført paa Theatret i Athen. Hans sidste Værk er i Prosa ἐξοϱιϛτὸϛ ɔ:Den Forvisteo eksóristos tu 1831, 1835, dansk Den Forviste fra 1831. En Roman fra Grækenlands nyeste Historie, 1838. .↩
- 42
- Sørgecantaten over Frederik den Sjette med Musik af J. P. E. Hartmann.↩
- 43
- Det græske Ord
Daphne betyder som bekjendt et Laurbertræi græsk mytologi var Dafne datter af flodguden Ladon; Apollon elskede Dafne, men hun ikke ham, og da hun ikke kunne slippe bort fra ham, blev hun på sin bøn forvandlet til et laurbærtræ. .↩
- 44
- Professor ved Universitetet i Grækenland; en Græker der taler fortræffeligt Tydsk.↩
- 45
- Kirken er sex til otte hundrede Aar gammel og bygget paa det Sted, hvor før et Apollo-Tempel stod; af dette findes endnu i Kirkens Muur en stor Marmor-colonne, tidligere fandtes tre, men to af disse have Engellænderne ført bort.↩
- 46
- Græsk Brændeviin der laves af tørrede Druer.↩
- 47
- Efter hvad jeg hørte af Universitetets Bygmester, Chr. Hansen, var der Tale om, at denne Løve skulde føres til Athen og have Plads foran Universitetets Opgang.↩
- 48
- Grækerne synge altid snøvlende og skrigende, det er ligesaa unaturligt, som uskjønt; imidlertid mangle de ikke Gehør, det bemærker man snart ved at høre, hvor nøiagtig de atheniensiske Gadedrenge fløite
BellinisVincenzo Bellini (1801-1835), italiensk operakomponist. Melodier, som de have hørt spille af RegimenternesHoboisteroboister. udenfor Slottet.↩
- 49
Fru PluskovWilhelmine von Plüskow, f. von Witzleben (1793-1872), overhofmesterinde hos dronning Amalia. , født Witzleben, er fra Holsteen, altsaa vor Landsmandinde.↩
- 50
- Den 10 December 1795.↩
- 51
- Fra denne Reise have vi hans Værk:
▶Erinnerungen aus Ägypten und Kleinasien, bd. 1-3, 1829-1839 og Das Land zwischen den Katarakten des Nil, 1831. »Erinnerungen aus Ægypten und Klein-Asien 3 Bände 1829-31,« samt »Das Land zwischen den Katarakten des Nils◀Erinnerungen aus Ägypten und Kleinasien, bd. 1-3, 1829-1839 og Das Land zwischen den Katarakten des Nil, 1831. 1832.«↩
- 52
- »
Reise im heiligen Land,« have vi fra denne Tid, den er oversat paa Dansk af Christian WintherReise ins heiligen Land. Im 1829, 1831, dansk Reise i det hellige Land, 1839, oversat af Christian Winther (1796-1876). . »Dichtungen aus dem MorgenlandeAnton Freiherr von Prokesch-Osten: Kleine Schriften. Gesammelt von einem Freunde, 1842-1844 i 7 bind. Bind 6 (1844) er en digtsamling med titlen Gedichte, s. 117- 262 har overskriften »Levante« (et andet navn for Morgenland, dvs. orienten, østerland) og dateres til 1824-1834. Den ven, der udgav Kleine Schriften er Hermann von Pückler-Muskau (1785-1871). « ere skrevne paa forskjellig Tid, snart i Asien, snart i Africa, og udgivne af een af hans Venner.↩
- 53
- Da jeg ved Athen besøgte det Sted, man kalder
Sokrates’s Fængselfilosoffen Sokrates (469-399 f.Kr.) blev fængslet og dømt til døden (ved at drikke gift) for at have indført nye guddomme og fordærvet ungdommen i Athen; if. traditionen kaldtes de i Filópapposhøjens nordøstlige del indhuggede tre gravkamre for Sokrates’ fængsel. , – et Kammer hugget i Klippevæggen ved »AreopagÁrios Págos dvs. (krigsguden) Ares’ klippe, sæde for areopagosrådet, en slags senat, i oldtidens Athen. « – var min Tanke hos Nordens store Digter, den eneste, der fraden danske Scene har mindet Publicum om SokratesOehlenschlägers tragedie Sokrates, 1835. ; tæt ved Hulens Indgang stod en deilig rød Blomst, jeg plukkede den og sendte den som Brev og Hilsen til Oehlenschlæger i Danmark.↩
- 54
- Den tillaves af Høns, Riis og
Carrikarry. .↩
- 55
- Den græske Overtro lader dette Uhyre blive til af det slagtede Faars uopskaarne Mave, der slænges hen paa Marken.↩
- 56
- En Bonde, som kan læse, bliver tidt Præst og kaldes allerhelligste Herre; Almuen kysser Jorden, naar den møder ham.↩
- 57
- Professor Ross antog at ikke her men paa den modsatte Side af Piræus-Bugten er Themistokles jordet.↩
- 58
- Jeg traf her i Piræus en fyensk Bondekarl der i Aaret 1834 var fulgt med
Consul FalbeChristian Tuxen Falbe (1791-1849), dansk konsul i Athen 1833-1835, søofficer, arkæolog og numismatiker. hertil, og giftet sig her; da hans Herskab reiste blev han tilbage. Han kunde nu ikke tale Dansk, heller ikke Tydsk eller Græsk, alle tre Sprog gik mellem hinanden, blandet med italienske Ord.↩
- 59
- Digtet, der er et af Prokesch-Ostens meest berømte, findes i
»Morgenländische Gedichte«Anton Freiherr von Prokesch-Osten: Kleine Schriften. Gesammelt von einem Freunde, 1842-1844 i 7 bind. Bind 6 (1844) er en digtsamling med titlen Gedichte, s. 117-262 har overskriften »Levante« (et andet navn for Morgenland, dvs. orienten) og dateres til 1824-1834. og er sat i Musik af flere Componister.↩
- 60
- I Athen hørte jeg kun to franske Dampskibe blive roest som behagelige for alle Passagerer, og det var netop dem jeg tidligere havde været paa, Leonidas og Lykurg.↩
- 61
XerxesXerxes 1. (ca. 519-480 f.Kr.), achaimenidisk (oldpersisk) konge fra 486 f. Kr., der skabte to skibsbroer over Hellesponten 480 f.Kr. i et krigstog mod grækerne. slog her to Broer; Afstanden mellemDardanelslottenestrædets navn knytter sig til de befæstede slotte på begge sider; her tænkes formentlig på Kilitbahir nær Sestos og Kale-i Sultaniye (Çanak) nær Abydos, begge bygget under Mehmed 2. (1432-1481, osmannisk sultan 1444-1446 og fra 1451). angives til 750 Favne.↩
- 62
- Forbjerget her ved
Scutarinuværende Üsküdar, bydel på Bosporusstrædets østbred, i Istanbuls asiatiske del. er det Sted, hvor Mythen laderIoiflg. den græske myte forelskede Zeus sig i Heras (Junos) præstinde Io og forvandlede hende til en ko for at beskytte hende mod Heras jalousi. Hera sendte til sidst en bremse efter hende, hvilket fik hende til at flygte over Bosporus til Ægypten, hvor hun blev æret som gudinden Isis. lande, da hun, forvandlet til en Ko, flygtede for Juno.↩
- 63
- Constantinopel er aldeles bygget i Form af et Overflødigheds-Horn, og har herfra Navnet af: det gyldne Horn.↩
- 64
- Paa den Plads, hvor
Byzasgræsk sagnhelt, søn af havguden Poseidon (Neptun), der grundlagde Byzans, nuværende Istanbul. reiste Templer for Neptun ogAphroditekærlighedsgudinden i græsk mytologi. , lodConstantinden kristne Konstantin 1. den Store (ca. 280-337, romersk kejser fra 306), gjorde år 330 det gamle Byzans til rigets hovedstad under navnet det ny Rom (Roma nova); senere blev byen kendt som Konstantinopel. bygge▶kirkerne Hagia Sofia og Sankt Irene, viet til hhv. den hellige visdom og den hellige fred, menes at være bygget af Konstantin ca. 325 på resterne af hedenske templer; de brændte og blev opbygget igen i 500-tallet. 1453 blev Hagia Sofia omdannet til moske, mens Sankt Irene kom til at indgå i Topkapipaladset. Kirker for Guds Moder ogden hellige Barbarakristen martyr fra 200-tallet, først nævnt i 600-tallet. ; hvor hine Templer og Kirker stode, er nu Seraillet◀kirkerne Hagia Sofia og Sankt Irene, viet til hhv. den hellige visdom og den hellige fred, menes at være bygget af Konstantin ca. 325 på resterne af hedenske templer; de brændte og blev opbygget igen i 500-tallet. 1453 blev Hagia Sofia omdannet til moske, mens Sankt Irene kom til at indgå i Topkapipaladset. ; een for den Christnehellig Kildeen fontæne fra en ødelagt kristen kirke på paladsområdet blev dyrket som hellig af kristne pilgrimme og vandet mentes at have helbredende virkning. sprudler fra Haven ud gjennem Muren.↩
- 65
- Tyrkerne kalde det: Pigetaarnet og knytte dertil Historien om en græsk Prindsesse, der af sin Fader holdtes fangen her, men befriedes ved den arabiske Helt Heschan. I vor Tid benyttes det som Fyrtaarn.↩
- 66
- Saaledes kalde Frankerne den smukke Dal, der begrændser Havnens nordlige Deel, og er et Forlystelses-Sted for Beboerne fra Constantinopel og Forstæderne.↩
- 67
- Det samme var Tilfældet ved min Ankomst til Grækenland; derimod ved Afreisen blev i Piræus min og hver Passageers Kuffert efterseet, om vi ikke bortførte Statuer eller Colonner.↩
- 68
- Saaledes traf jeg her Franskmanden
Achille Laurent.fransk forfatter, bosat i Istanbul, udgav 1846 Relation historique des affaires de Syrie depuis 1840 jusqu’en 1842. ↩
- 69
BesestanBedestan; den ældste del af Grand Bazar er fra 1400-tallet, men den er brændt og genopbygget utallige gange. , det vil sige bedækket Torv, kaldes her Bazarerne; her gives egentlig tre; Sidegaderne kunne betragtes som Forhaller.↩
- 70
- Foruden dette Torv skal der findes eet i
TopschanaTophana, bydel ca. 4 km øst for Pera. og et for mandlige Slaver ude ved de »syv Taarne.«↩
- 71
- De kom fra Athen til
Chiosse kort. , derpaa til Constantinopel, førtes herfra til Venedig; Napoleon lod dem bringe til Paris, nu ere de atter i Venedig.↩
- 72
- Abdul Meschids Fader.↩
- 73
- Badehusene have, som Moskeerne, Kupler, i disse falder Lyset gjennem store Glasklokker. I den forreste Sal, hvor man klæder sig af, er en Fontaine, langs med Væggen Divaner; gjennem et mere ophedet Værelse træder man ind i Badesalen, der er af Marmor med høie Colonner, Gulvet er ophedet, saa man maa gaae med Trætøfler, hede Dampe opfylde Salen.↩
- 74
Prindse-ØerneKizil Adalar, øgruppe i Marmarahavet nær Istanbul bestående af 9 små øer. .↩
- 75
- Tyrkerne have det dem fra China bragte »Schattenspiel«, Hovedpersonerne i dette er Karagöf ɔ: Harlequin, Hadschi Aiwat ɔ: Pantalone, der taler i Vers og med Sententser, og Hopa-Thelebis ɔ: Petit-maitre.↩
- 76
- Der er ingen Gud, uden Gud.↩
- 77
- »Gud er stor!«↩
- 78
- Under mit Ophold i Constantinopel, sluttedes
Handelstractatenikke identificeret. mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og denOttomanniske Portden tyrkiske regering. , den 9de i Maaneden Rebi-ul-ewel 1257, det vil sige den 1ste Mai 1841.↩
- 79
- En Nærbeslægtet af den bekjendte engelske Digter Ainsworth.↩
- 80
- Om Vinter og Efteraar er det høist farligt, især at beseile denne Strækning af det sorte Hav mellem Bosporus og Odessa; mange Skibe forlise; sidste Vinter forliste det østerrigske Dampskib Seri Pervas og et russisk: Neva.↩
- 81
- Hver fjortende Dag kan man med østerrigske Dampskibe gaae fra Constantinopel over det sorte Hav og opad Donau til Wien; her gives to forskjellige Farter, den ene er fra det sorte Hav gjennem Donau-Mundingen til Galatz, hvor man holder syv Dage
Qvarantaineudelukkelsesfrist, som skal sikre, at indrejsende ikke medfører smitsomme sygdomme. og derpaa seiler langs denwallachisketilhørende Valakiet, tyrkisk fyrstedømme ved Donau, nu del af Rumænien. Kyst, men som er aldeles flad og kun har faa Byer, tilOrsovaOr¸sova; se kort. , hvor en ny, men kort Qvarantaine venter; den anden Fart, som jeg valgte, er langt interessantere, man gaaer da ikke op til Donau-Mundingen, men sættes i Land ved Küstendje, hvorfra man tager gjennem Landet, een Dagreise, indtil Donau ved Byen Czerna-Woda; herved forkortes tre Dage af Flodseiladsen, der fra Mundingen til Czerna-Woda kun frembyder Skuet af Mosestrækninger med Siv og Rør; dernæst har man den Fordeel, at Fartøiet holder sig paa venstre Side mod Strømmen, hvor Kysten er mere afvexlende, og hvor man kommer i Land i en Mængde af de større bulgariske Byer, og kan gjøre Vandring i denserviskeserbiske. Skov-Natur. I Orsova gjøres da paa eengang hele Qvarantainen, der varer i 10 Dage; efter denne fortsættes Reisen tilPestPest på den venstre Donaubred blev først slået sammen med Buda på den højre i 1873, hvorved Budapest blev dannet; se kort. og derfra tilWiense Donau-kort. .↩
- 82
- ɔ: »lykkelig Reise.«↩
- 83
- Herfra er kun sex Timers Reise til Wallachiets Hovedstad Bucharest.↩
- 84
- Der var for Øieblikket ingen Pest; men i
Alexandrien og KairoAlexandria og Cairo i Egypten. rasede den; jeg hørte af et Brev, i de sidste Dage jeg var iPerabydel i Istanbul. , at der paa de to ovennævnte Steder daglig døde flere hundrede Mennesker.↩
- 85
- I Rustzuk er ikke mindre end tre Paschaer, den fornemste er Mersa Said, den næste er Mohamed og den tredie Hephys.↩
- 86
- I
Revue britanniquefransk tidsskrift udgivet 1825-1841. 1838 findes en Skildring af PaschaensSerail(her) palads. , men vi hørte her, at den var aldeles fabelagtig, og hvad det Ydre angaaer, da maae vi gjøre samme Bemærkning.↩
- 87
- Her, som i Athen og Constantinopel, fandt vi dette Blad; mine Medreisende havde fundet det i Jerusalem og Babylon; det er i Sandhed et Blad, som er blevet »
allgemein(tysk) almen, almindelig. «.↩
- 88
- Paa eet af disse Fjelde laae til 1839 en romersk Ruin, nu er den saagodt som forsvunden; Paschaen har ladet Stenene afbenytte til nye Bygninger.↩
- 89
- Den første Juni 1839 blev Milosch nødt til at resignere, den ældste Søn
Milan(1819-1839), serbisk fyrste i 25 dage i 1839. fik Regjeringen til den 8 Juli 1839, nu hersker den yngre Søn Michael Milosch.↩
- 90
- Digte: 1840. En Bog, som jeg iøvrigt anseer for Heibergs fortrinligste Værk.↩
- 91
- Veien er blevet til under Grev
Schechenyi’sIstván Széchenyi (1791-1860), ungarsk greve og politiker, der sørgede for at udbredre transportforholdene på og omkring Donau. og Ingenieur-DirectorVàsarhelysikke identificeret. Ledningledelse. .↩
- 92
- Jerndampskibet Stephan, som nu gaaer mellem Wien og Linz, havde, fjorten Dage før jeg passerede denne Vei, forsøgt at gaae med Strømmen lige ned til Orsova, det var ogsaa lykkedes; derimod havde Farten tilbage været langsom, uagtet Maskinernes Kraft, og ved
IshlasIzlaz, ca. 10 km fra Donji Milanovac; se kort. nødtes de til at lade fjorten Heste spænde for, da her Strøm og Hvirvler vare mægtigere end Dampkraften. Et nyt større Dampskib, jeg husker ikke med hvor stor Kraft, er nu under Arbeide, og med dette, haaber Donau-Compagniet, vil kunne seiles op mod Strømmen, paa denne den voldsomste Deel af Europas største og stærkeste Flod.↩
- 93
- Det begynder den første Mai og varer omtrent 14 Dage.↩
- 94
- 1738 var Neusats et Fiskerleie, nu er det en ret anseelig By; mellem Neusats og Pederwardein er den første Donau-Bro
op efteropstrøms. , det er en Bro paa Baade.↩
- 95
- Jeg giver Sagnet som jeg mundtligt hørte det paa Stedet; det lyder derimod noget anderledes i
Mednyanßkys: »Erzählungen, Sagen und Legenden aus Ungarns Vorzeitsamling fra 1829 udgivet af den ungarske baron og historiker Alajos el. Alois Mednyánszky (1784-1844). .«↩
- 96
- Den lavere Adel i Ungarn er meget talrig, selv i de usleste Hytter leve de som Bønder, see
Ellrichs: »Die Ungarn wie sie sindDie Ungarn wie sie sind. Charakter-Schilderung dieses Volkes in seinen Verhältnissen und Gesinnungen, 1831, s. 40 ff. Forfatteren var August Ellrich, pseudonym for den østrigske forfatter og skuespiller Albin Johann Baptist von Meddlhammer (1777-1838). .«↩
- 97
- »Han er en Adelsmand, jeg er ogsaa en Adelsmand!«↩
- 98
- Det ungarske Flag har foroven en rød, for neden en grøn og midt i en hvid Stribe. I Feltet til høire ere Floderne
Drau, Sau og Theistyske navne for Donaus bifloder, Drava, Sava og Tisza. De fire hvide striber i Ungarns våben menes at stå for de nævnte samt Donau (Duna). , i Feltet til venstre tre Bjerge:Tatra, Fatra, Matrabjergkæder i Ungarn og nuværende Slovakiet. og over Feldtet enKrone, hvis Kors er bøiet som paa den virkelige ungarske Kongekrone, der er en Gave af Pave Sylvester til Stephan den Helligeden såkaldte Stefanskrone blev ifølge traditionen givet år 1000 til István (Stefan) 1. den Hellige (ca. 975-1038, konge af Ungarn fra 1000) af Sylvester 2. (ca. 940-1003, pave fra 999) og er symbol på nationens enhed. Den bevarede krone består af komponenter fra 1000-tallet og senere tider, det øverste, bøjede kors er en senere tilføjelse, der enten var tiltænkt en anden placering el. er blevet beskadiget. . Ingen, som ei har baaret den, faaer Navn af Ungarns Konge.↩
- 99
- Herfra styrtede Hedningerne den hellige Gerhard i Donau.↩
- 100
- 1838 var her som bekjendt en skrækkelig Oversvømmelse; Vandet steg til
29’4’’9’’’29 fod, 4 tommer og 9 linier, svarende til 9,2 m. , mange Mennesker omkom, Qvæget druknede, Huse styrtede sammen.↩
- 101
- Udenfor Pesth i »
Stadtwäldchenden offentlige bypark. « er et lille Sommer-Theater; under mit Ophold behagede her især »▶(tysk) Klørkonge eller Spiller og graver, levnedsbillede med sang af A. Varry. Den østrigske komponist, Heinrich Proch (1809-1878) skrev 1840 en sang til stykket, men det (formentlig et lystspil) og dets forfatter er ikke identificeret. Treff König oder Spieler und Todtengräber, Lebensbild mit Gesang von A. Varry◀(tysk) Klørkonge eller Spiller og graver, levnedsbillede med sang af A. Varry. Den østrigske komponist, Heinrich Proch (1809-1878) skrev 1840 en sang til stykket, men det (formentlig et lystspil) og dets forfatter er ikke identificeret. .«↩
- 102
- Den leed meget ved Oversvømmelsen 1838.↩
- 103
- Reisen fra Constantinopel til Wien varer saaledes, Qvarantainen fraregnet, hele 21 Dage og er høist trættende; man betaler paa første Plads 100 Gylden, paa anden 75, paa Dækket 50. (En Gylden er som bekjendt
5₻ 8ß5 mark og 8 skilling. ). Fra Wien med Strømmen til Constantinopel er den hele Reise endt paa 11 Dage, Betalingen ombord er derfor noget dyrere: første Plads koster 125 Gylden, anden Plads 85, Dæksplads 56.↩
- 104
- Repertoiret er meget afvexlende og godt; i Løbet af en Maaned gav man saaledes: een af
Terenz’s Comedier: die BrüderAdelphoe, ca. 160 f.Kr. (tysk 1756, dansk Brødrene, 1805), af den romerske komediedigter Terents, egl. Publius Terentius Afer (ca. 195-159 f.Kr.). ,Gutzkows »Werner«Werner oder Herz und Welt, 1840, af den tyske forfatter Karl Ferdinand Gutzkow (1811-1878). ,Halms Griseldis, og: der Adeptskuespil fra hhv. 1835 og 1838 af den østrigske dramatiker, Friedrich Halm (pseudonym for Eligius Frans Joseph von Münch-Bellinghausen,1806-1871). Griseldis spillede på Det Kgl. Teater 1844. , Schillers: Vilhelm Tell og Fiesco,JüngersJohann Friedrich Jünger (1759-1797), tysk lystspilforfatter. :er mengt sich in AllesJüngers bearbejdelse fra 1793 af The busy body, 1709, af den engelske forfatterinde Susanna Centlivre (ca. 1667-1723); opført 1794 på Det Kgl. Teater som Han blander sig i alt eller Han har sin Næse allevegne. ,Blums: ich bleibe lediglystspil fra 1836 af den tyske forfatter Carl Blum (1786-1844) efter et italiensk forlæg. , Göthes:Götz von Berlichingendrama fra 1773 (dansk 1803). ogdie GeschwiesterDie Geschwister, 1778; på Det Kgl. Teater som De to Søskende 1795. .↩
- 105
- Først efter min Hjemkomst til Kjøbenhavn, indtraf, som bekjendt, det
første italienske Opera-Selskabselskabet kom fra en italiensk opera i Berlin 1841 og spillede først på Vesterbroes Nye Theater, siden med kongelig støtte på Hofteatret. hertil.↩
- 106
- I faa Uger vexlede her Operaerne,
Normaopera af den italienske komponist Vincenzo Bellini (1801-1835) fra 1831, opført første gang på Det Kgl. Teater 1840. ,Gemma di Vergyopera fra 1834 af Donizetti, opført på Vesterbroes Nye Theater 1841. ,Otelloopera fra 1816 af Rossini. ,il Bravo(italiensk: røveren) opera fra 1839 af Mercadante. ,la figlia del Reggimentoopera af Donizetti, oprindeligt skrevet på fransk, La Fille du régiment, 1840 (dansk Regimentets Datter, 1840). ,Torquato Tasso, Lucrezia Borgiaoperaer fra 1833 af Donizetti; Lucrezia Borgia spillede på Det Kgl. Teater 1859. ,il templarioopera fra 1840 af den tyske komponist Otto Nicolai (1810-1849) med libretto efter romanen Ivanhoe, 1819, af Walter Scott. , &c. &c.↩
- 107
- Balletten »
Toréadoren«idyllisk ballet fra 1840 af Bournonville med musik af Edv. Helsted (1816-1900), repetitør ved Den Kgl. Ballet. har jeg ikke seet.↩
- 108
- At »Ringen« ikke er original af Schröder, veed jeg, men hans Bearbeidelse, troer jeg, har gjort den til hans Værk.↩
- 109
- Efter min Hjemkomst til Danmark, har den høithædrede Kunstnerinde taget Afsked fra Publicum; hun spillede den sidste Aften i to forskjellige af hendes egne Stykker. Paa den danske Scene har især af hende »
Godset Sternberg«Das Gut Sternberg, 1817; på Det Kgl. Teater 1823. , og »hvilken af dem er Bruden«Welche ist die Braut; på Det Kgl. Teater 1819. gjort Lykke. I den sidste Tid endnu optraadte hun ofte, ikke blot paa Burgtheater, men paa SlottetSchönbrunnfyrsteslægten Habsburgs sommerslot, bygget 1690-1711 i rokokostil. ; hun fortalte mig, at hun for nylig havde spillet den første Gang i »Pariserdrengen«Le gamin de Paris, 1836, af de franske forfattere Jean-François Alfred Bayard (1796-1853) og Louis Emile Vanderburch (1794-1862); på Det Kgl. Teater 1837. den gamle Moders Rolle; men i det Øieblik Drengen springer op paa Stolen, sætter Papirshatten paa Hovedet, lægger Armene overkors og efterligner Napoleon, overvældedes hun saaledes af Erindringer fra dette Sted, fra denne Skueplads, saa at hun øieblikkelig nær var kommet ud af sin Rolle; netop her paa dette samme lille Theater havde hun spillet for den virkelige Napoleon, der i samme Stilling, havde seet paa hende, den tydske Skuespillerinde.↩
- 110
- Dette er det første Dampskib der er gaaet mellem Prag og Dresden, det begyndte sine Toure, omtrent en Maanedstid før min Ankomst.↩
- 111
Clara Schumann(1819-1896), tysk pianist og komponist. Datter af klaverbyggeren Friedrich Wieck (1785-1873) og 1840 gift med komponisten Robert Schumann (1810-1856). , født Wieck, var da ikke i Leipzig; først i Danmark hørte jeg hende. Lißt spiller »Erlkönigballade fra 1815 af Franz Schubert (1797-1828) til et digt af Goethe. « og vi see og høre: »er Du ei villig, da bruger jeg Magt«, Clara Schumann spiller det samme Stykke, og vi ride med Fader og Søn gjennem Skoven i den maaneklare Nat.↩
- 112
- Det er som man seer en fragmentarisk
Udsigtoversigt. , betydende Navne mangle,BoyeCaspar Johannes Boye (1791-1853), forfatter og præst. ,BlicherSteen Steensen Blicher (1782-1848), forfatter og præst. ,HauchCarsten Hauch (1790-1872), forfatter. ,HolstHans Peter Holst (1811-1893), forfatter. , etc. etc.↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: En Digters Bazar. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Gunilla Hermansson, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen, Nicolas Reinecke-Wilkendorff & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 14: Rejseskildringer I 1826-1842. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.