Epilog fremsagt af Hr. Cetti ved hans sidste Fremtrædelse paa Scenen den 14de Mai 1845

Endt er Rollen! endt den sidste Aften,

Frem til Lampe-Rækken gaaer jeg sidste Gang.

Her er ikke længer Ungdoms-Kraften,

Stemmen har ei længer fyldig Klang.

Jeg gaaer bort, men om mit Hjem er hygget,

Naadigt, mildt er tænkt paa Scenens Søn,

Scenen! – Ja, her har jeg boet og bygget, Levet,

aandet, ogsaa grædt i Løn.

Jeg, en Fremmed, stødtes ei tilbage,

Navnet dansk jeg vandt og Bifald nød;

Med Jeannot de glade Barndoms Dage

Dykke op i Tanken, gjør mig blød!

Scenen magisk staaer med evig Sommer,

Byer, rige Sale, Fest og Dands;

Spillet ender – Stilhed, Øde kommer,

Alt er slukt med Lampe-Rækkens Glands.

Alt? – Hvad var, o Kunstner, da din Stræben

Hvad din hele Virken dette Liv!

Scenen gjemmer ei dit Ord fra Læben,

Men den Ild, det Aandens Skaber-Bliv,

Som i Spillets Flugt Du Tusind sendte,

Var en Solskins-Straale! ei Du veed

Hvad du hæved’, luttred’ eller tændte.

Nuet virker for en Evighed!

Dette Haab tør Kunstneren ei miste.

Jeg har endt! – De stemte Strænge briste.

Modtag mit Farvel, det er det sidste,

Hjertets Tak. – I Stilhed mange Gange,

Den gjentages; – Hjertet gjemmer Sange,

Mindets Vuggesange; de gjentage

Eders Bifald, hvad jeg fandt deri.

Bort mod Vinter Svanerne jo drage,

Sangen svulmer og den er forbi!