Epilog, fremsagt ved Aftenunderholdning den 11. Februar 1838 til Fordeel for Stiftelsen til Blindes Dannelse

Jeg veed om Farverne, de ere skjönne,

Som Tonerne de vexle skal i Pragt;

Men om den grönne Skov, om alt det Grönne,

Har Duften ene et Begreb mig bragt.

Blaat er jo Havet, naar ei Bölger stige,

Og Himlens Farve nævne de som blaa,

En Blaahed eier det Uendelige,

Jeg aner det, skjöndt jeg det aldrig saae.

I Solens Opgang pranger jo det Röde,

Den Blinde kjender ei sligt Farvespil,

Men Livets Straaler fölte jeg at glöde,

Og jeg begreb, at der var Skjönhed til.

O, hvilken Tröst i Livets Sorg og Möie,

At kunne Gud i Alt omkring sig see,

At læse Tanken i sin Broders Öie,

See i hvert Træk, han föler ved vor Vee!

Een Farve kun der er den Blinde kjender,

Een Farve, viet Livets Sorg og Nöd,

Den boer i Natten, naar ei Stjernen Brænder,

Den er et Billede paa Grav og Död:

Den sorte Farve kjendes af den Blinde,

Rundt om mig hersker altid der kun Nat,

Dog i det Sorte selv lod Gud os finde

En Sjæle-Duft: Du er ei her forladt.

Den mörke Farve, som mit Blik omtaager,

Har just en Duft, den störste Hjertet veed:

Jeg veed, at Naadens milde Fader vaager,

Den Blinde fandt et Hjem og Kjærlighed.

En Verden mörk, Du skal dog Veien finde,

En kjærlig Gud det Bedste vil skal skee,

I Döden svinder Mörket for den Blinde,

Der skal jeg Gud og hver Velgjörer see!