Festen paa Kenilworthengelsk by sydøst for Birmingham med ruiner af Kenilworth Slot.
Romantisk Syngestykke i 3 Acter
1836
DUDLEY, Greve af Leicester | ||
VARNEY, hans | ||
TRESSILIAN, Adelsmand | ||
TONY FOSTER, | ||
JEANETTE, hans Datter | ||
GREVEN AF SUSSEX | ||
MYLORD AF BURLEIGH | ||
ALASCO, Alchymist | ||
GILES GOSLING, Vert i den sorte Bjørn | ||
MICHAEL LAMBOURNE, hans | ||
HOLIDAY, en gammel Skolemester | ||
DICKIE, en Dverg | ||
GOLTHRED, Kræmmer
BOB, Kirkebetjent | fra Byen Cumnor | |
MORITS, en gammel Tjener paa Slottet Cumnor |
Første Act
Krostue i den sorte Bjørn
Hvis Sorgen mørkne vil dit Blik,
Et hielper, tro mig, paa en Prik,
Drik!
Det Middel kan ei feile.
Og drikke, det er ei saa svært,
Det Middel har os
Og han forstod at seile!
Han seilede paa Viin paa Vand,
Men hver for sig min gode Mand!
Husk det; thi det er vigtigt
Og rigtigt.
I troe, naar Flasken ret er tom,
At hele Stuen dandser om –
I feile!
Nei det er os, som seile!
Sørg vel for Herrens Hest! Hører Du, Will! (til den Fremmede) Med den blanke Pokal byder jeg Eder her mit Velkommen!
Den har en reen Smag. Men min kjære Vert! for at vide, hvad god Viin er, maa man drikke den paa Stedet hvor den voxer. I skulle reise, min kjære Mand!
Reise, siger I? Reise, for at blive mindre fornøiet med Tingene her hjemme? Nei, saa maatte jeg være en Nar!
Jeg
Nei, ikke en Sjæl, siden Robin Drysand blev skudt.
Virkelig? I skulde ingen Venner, ingen Beslægtet have ude i Verden? En Mand, som I?
Ja, jeg har vel rigtig nok en Beslægtet, en Døgenigt af Fætter; men han er bedre glemt, end gjemt!
Hvorfor saa vred paa ham? Hvad er hans Navn, om jeg tør vide det?
Michael Lambourne – en Søn af min stakkels Søster. Men det sætter mig i daarligt Humeur, at tænke paa Navnet og Slægtskabet.
Michael Lambourne? Hvad! er det muligt? Michael Lambourne? den tappre, ædle
Nei, det har ikke været min Fetter.
Den Lambourne, jeg kjender, var en vakker Mand; altid lystig, altid prægtigt klædt, og havde et sandt
Nei, saadan var vores Mikkel slet ikke: altid hang Klæderne om ham, saa at den ene
Med alt dette vil det dog bedrøve Eder, om jeg nu fortæller, at den stakkels Michael Lambourne er falden i Krigen i Spidsen for det Regiment han førte.
Bedrøve mig? Nei! vor Herre veed, at I ikke kan bringe mig et glædeligere Budskab. Jeg var bange for at han vilde ende med at dingle i Galgen. Naa, vor Herre være ham naadig!
Har I intet særdeles Kjendetegn paa ham, hvoraf jeg kan slutte, om det er en og den samme Person, vi begge mene?
Der falder mig intet ind, uden at han har en Galge aftrykt paa sin venstre Skulder. Bødlen brændte den ind, fordi han stjal en Sølv-Terrin fra
Der lyver I! See min Skulder er reen, som Eders.
Hvad! Mikkel! Fætter! er det Dig?
Michael Lambourne!
Ja, det kunde jeg nok vide. Hvem skulde tale saa godt om Eder, uden I selv. Men hvad Din Skulder angaaer, maa Du dog tilstaae, at, dersom der ingen Ting er at see, maa Du takke Bødlen for, at han har stemplet Dig med et koldt Jern.
Stille med Eders Spøg! Ønsk hellere Eders Slægtning velkommen. Vil I ikke, da har jeg et Middel, der nok skal skaffe mig det hos enhver Anden. (ryster sin Pengepung) I
Nei, Mikkel! Atten lange Aar ere hensvundne siden jeg saae Dig sidst. Du kan have forbedret Dig. Du er min Søsters Søn; mit Huus maa Du ikke saaledes forlade. Der kommer de med
Vil I
1.
Over salten Vande,
Reiser sig America
Med de gyldne Strande.
Det er der
Guld og Sølv paa Marken groer;
Og i Skovens Skygge
Stegte Duer bygge.
Hvor frydeligt
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at America
Ligge skal saa langt herfra!
2.
Der gaaer Solen aldrig need;
Stegt er hver Kastanie;
Der er Alting Kjerlighed,
Kilderne Champagne;
Giver der man Hjertet hen,
Faaer man strax nie, ti igien;
Og paa Mark og Enge
Blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud, hvor det er nydeligt!
Skade, at America
Ligge skal saa langt herfra!
Det maa være et deiligt Land, det Amerika! Hvad maa ikke Baand og
O, uhyre meget!
Lad jer ikke forlede af hans Snak! (hæver Pokalen) Naa, paa hans Sundhed!
Skaal for gammelt Kammeratskab! Hvad godt Nyt? Hvad Lystighed bringer Tiden?
I er kommen, som I var kaldet! Dronningen vil besøge Grev Leicester paa hans prægtige Slot Kenilworth. Der bliver en Stads, som de sidste Slægter ville tale om. Det er utroligt, hvad for en Mængde Fødevarer og Slikkerier, der ere førte derhen. Gjøglere og Commedianter af alle Slags komme der. Drikke vil der vanke og mangen lystig Spas.
Naa, det var herligt! Jeg skal være med. Men jeg savner endnu En og Anden af mine gamle Venner her. – Hvor er Prance, den lystige Fugl? Han lovede meget.
Han blev hængt for 10 Aar siden.
Kom han saa høit i Veiret? – Den gode Sjæl, han holdt saa meget af Maaneskin; nu har han da ret kunnet nyde det. Hvorledes gaaer det med Heins? Han som bar den høje
Du mener vist Heins Hamphead? Han der gav sig af med Politikken.
Han blev for tre Aar siden slemt jaget ud af Landet.
Det er jo lutter fæle Ting, jeg hører. Ja saa tør jeg neppe spørge til Tony Foster, »
Foster? Ham gaaer det just straalende.
Nu er han bleven Protestant.
Og lever paa en Maade, som Herre over vort gamle Riddergods Cumnor-Place.
Han gjør Fanden heller!
Seer I! de store Kirkegodser ere nu komne under Kronen; En af Herrerne ved Hoffet har betroet Foster Opsyn over dette.
Og man siger, at der paa Slottet lever et deiligt Fruentimmer; men som Ingen maa faae at see.
Hun skal see ud, som en Engel. – Ingen veed, hvorfra hun er, eller hvorfor hun skiules der.
Jeg har dog seet hende. Forleden, da jeg reed fra Abington,
Hvorledes saae hun ud?
Ærmerne vare syede af Atlask, der vare ægte Sølvtresser paa dem, og saa havde hun en Fløiels Hat med
Men hendes Ansigtstræk?
Ja, dem saae jeg ikke; men hun havde saadan en kostelig Vifte, der var giort af Elfenbeen.
Det er en ægte Kræmmerforklaring, Du giver os.
Men jeg fik jo ikke Tid til at see meget paa hende: før jeg vidste af det, stod Tony Foster
Det var ridderligt tænkt! Skal Du tænke paa, om Damen daaner, eller ikke daaner, naar du vil befrie hende fra Kiemper og Trolde? Du er dog en ægte Cujon!
Hvad behager! Er jeg det? Saa kan I jo selv forsøge at frelse hende. Der er ikke saa langt til Slottet.
Ja, det kan jeg – og det vil jeg! (ryster nogle Dalere ud paa Bordet). Tør Du imod Fem af disse
Om jeg tør? Du maatte være mere fræk, end Satan, skulle jeg her tabe.
Lad dog være! Tony Foster er ikke at spøge med, han kan skaffe dig baade Strømpebaand af Jern og frit Logis i Slotstaarnet.
O, han gjør det heller ikke.
Troer Du det? jeg er parat, tør Du vædde!
Ja, det tør jeg.
Top da! Lerredet er mit!
Hiin Skjønhed maa jeg kjende,
Jeg har ei Frygt, ei Gru!
Ha! det maa være hende,
Hun er da funden nu.
Jeg veed nok, hvad der vanker,
Og hvad med ham vil skee.
Gud, hvor mit Hjerte banker,
Dig, Emmy! skal jeg see!
Tillad jeg med maa drage,
Om end det koster Blod;
Mig Eventyr behage,
Og dristigt Ungdoms Mod.
Saa mange, der vil følge,
Kan gjerne komme med.
Jeg vil Dem ei fordølge,
De kommer galt afsted.
Den Fremmede vil følge,
Han kommer galt afsted.
Velan! vi vandre sammen.
Vi gaae til Cumnor-Slot.
Jeg siger Amen!
Jeg skiælver
Ja prøv at vandre sammen
Til skumle Cumnor-Slot;
Paa Daarskab følger Skammen:
Jo, det vil gaae Jer godt!
Kun Daarskab frygter Skammen,
Det sikkert gaaer os godt.
Sal paa Cumnor-Place
Hvor herligt er det Hele dog, Jeanette!
O, Gud! jeg kan mig glæde som et Barn,
Fra Værelse til Værelse jeg flyver,
Og overalt mig møder Glands og Pragt.
For mig har Lei’ster, min Gemal, det skabt;
Hans Kjerlighed jeg skylder Trylleriet.
Den gode Gud i Himlen maa I takke,
Der skjænked Eder slig en Ægteherre.
Og han vil komme – komme her i Aften!
Og, som han loved’ mig det sidste Gang,
I al den Pragt, han viser sig ved Hoffet:
– Men jeg maa tale med din Fader først
Og Master Varney, hvem jo min Gemal
Saa meget stoler paa, skjøndt, hvis jeg vilde,
Jeg kunde da fortælle Et og Andet,
Der snart ham skulde styrte fra hans Høide.
Nei, gode Lady! overlad det Himlen,
Der straffe vil til sin Tid hver en Synder.
Træd ikke op mod Varney; han besidder
Formeget Mylords Gunst, og let kan skade.
Det har Du ikke fra Dig selv. – Og, Barn
Siig, hvorfor skal jeg staae mig godt med Varney?
Jeg er hans Herres, hans Velgiørers Hustru.
Ja, høie Frue, I forstaaer det bedre;
Men jeg har hørt min Fader sige det,
At ei en Sjæl tør træde op mod Varney.
O ja, hvad Dig og hvad Din Fader angaaer.
Han mener Dig det godt, og mig vist med;
Saae han kun ei saa mørk, saa
Min Fader er langt bedre, end I troer.
Nu, jeg skal tale godt til Lei’ster om ham,
Især for din Skyld, gode, fromme Pige!
Du tænker paa Din Faders Vel. – – O Gud!
Jeg har jo ogsaa en – – en kjærlig Fader,
Der lever bange, uvis om min Skjæbne;
Men snart, snart skal han vide den, og glædes!
Og han vil blive rask og ung af Fryd,
Naar han mig seer som Lei’sters Gemalinde;
Ja glad det skal han blive, ogsaa jeg
Vil være det! Ei maa min egen Lord,
Naar snart han kommer, see den mindste Taare.
Glæde paa din lette Ganger
Vil jeg flyve rask afsted
Skovens vingeklædte Sanger
Synger smukt om Kjærlighed
La, la, la!
Han, som skjærmer Borg og Hytte,
Vil hver barnlig Sjæl beskytte.
Blomsten dufter, Hjertet drømmer;
Fryd min Barm igjennemstrømmer,
La, la, la!
Du gode Barn! jeg holder meget af Dig.
Himlens Gud Dem Held forlene!
Jeg ved Dem er lykkelig.
Disse Perler, disse Stene
Til en Krands sig smukt forene;
See! hvor godt det klæder mig.
La, la, la!
Glæde! i hans Arm jeg iler,
Fryd bevinger mine Fjed;
Salig ved hans Bryst jeg hviler,
Paradisets Engel smiler
Til vor rene Kjerlighed
Elskovs Engel Dem ledsage,
Blomster strø paa Deres Fjed
Med en elsket Ægtemage
Møde Deres Fremtidsdage
Dem med Lyst og Kjerlighed.
Hvilken Pragt og overdaadig Glimmer! Ha! Ha! de mange Lys, som saaledes brænde hen til ingen Nytte! Men Mylord vil det, og han er Englands
Herre! der staaer to Fremmede ved Porten. De sige at de skulle ind, det er Statssager, Ting af Vigtighed.
Statssager? Hm! saa faaer jeg see. Jeg kan vel troe, Mylady ikke kommer her saa snart. De Fruentimmer bruge jo Timer til at klæde sig i.
Nei, hvor her dog er deiligt! Saaledes seer det vist ud i Himmerige. Hvilken Glands og hvilke Kostbarheder! – Det tænker nu Ingen paa, der staaer uden for, og seer det gamle, store, øde Slot, at her er saadan Herlighed herinde. Men hvert et Vindue er ogsaa dækket godt til med
Vi maa her igiennem, for hurtigst at komme til mit eget Værelse. (til Morits) Hvad, staaer Du her endnu? Gaae til Dit Arbeid!
Hvor her er
Følg mig! og vær blind for hvad I seer!
Men, søde Bro’er! kan Du ikke kjende mig? (tager ham om Halsen) Har Du reent glemt Michael Lambourne, din gamle Kammerat og Svirebroder?
Og det er Eder? – Hvad Ting af Vigtighed kan I bringe mig?
Jeg bringer Eder mig selv, er det ikke nok?
Gid jeg saae Dig under Bøddeløxen! hvad har Du her at gjøre? Vogt Dig vel, at Du ikke skal komme paa Hovedet ud i Voldgraven!
Det skeer ikke.
Er Du saa vis derpaa?
Ja, ganske vis! Jeg veed nok, at I har Eders Liv kjært, og at I fornuftigvis indseer, at jeg er baade mere ung og mere stærk end I. Og jeg forstaaer at bruge mig – ikke sandt? Desuden har jeg en forbandet god Hukommelse; kan mange pene Historier om Gift, om stærke Supper –! I forstaaer mig? Vi to har i vor Ungdom kjendt hinanden.
Tys! hvor du skriger! Indseer Du ikke, Lambourne! at det var Spøg det Hele? Jeg ville kun see, om Du endnu besad den gamle, aabne Ligefremhed. Og hvem er denne? (peger paa Tressilian.)
En Cavalier, en Mand af sjældne Fortjenester og store Egenskaber! Han gaaer vel ikke ind i vore
Det er til Din Lykke, Du er kommen her; jeg søgte en Mand som Dig. Jeg maa tale med Dig – men, da det staaer saaledes med Dig og ham, tør han ikke høre det. (til Tressilian.) Min ædle Herre! vil De blive her; men De maa love mig, ikke at forlade dette Sted, før jeg og Deres Kammerat komme tilbage. Der ere Folk i dette Huus som ikke kunne taale Synet af et fremmed Ansigt.
De skal ikke vente længe! (i det han gaaer med Lambourne) Kun Djævelen har ført mig disse paa Halsen.
Af slige Mænd er Du omgiven, Pige!
Dertil har Du det bragt!
Den falske Pragt
Har styrtet Dig fra Uskylds Drømmerige.
– Jeg vil Dig frelse, ja! hvad end vil skee;
Jeg bringer Dig tilbage
Til Dine, til Din Gud! – O, bittre Vee!
Det lægges snart i Kiste;
Selv Venskab er et Gaadespil,
Hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
Det Drømmen er om Kjerlighed.
Den skal man drømme jo, som ung,
Hvert Hjerte til den trænger,
Den er saa smuk og dog saa tung,
At tit den Hjertet sprænger.
Dog – Haabet lever! bort med Suk
Og Drøm og Klage!
Snart stiger Solen ung og smuk,
Og sender mig et Lys fra bedre Dage;
– Ja! hun skal frelses – og ved mig – o Lyst!
Jeg bringer dig tilbage,
Min Emmy! til din gamle Faders Bryst!
Du er her alt! o skjul mig ei dit Ansigt,
Du kjære, kjære Mand! nei see engang!
Lad Kappen falde, viis mig al Din Pragt!
O, Emmy! –
– Emmy! frygt kun ei for mig!
Jeg frygte Eder? Nei, hvi skulde jeg?
Men hvorfor kommer I her paa mit Slot?
Til Eders Slot? I mener Eders Fængsel!
Mit Hjem det er, og hvo kan hindre mig,
At frie jeg lever, hvor jeg selv bestemmer?
Hvo kan det?
Eders Fader. Han det er,
Der har betroet mig den Magt og Ret,
Han eier over Eder. Jeg den fik,
Nu Sorg og Sygdom holder ham til Sængen.
O, Gud! min Fader syg?
Ja syg til Døden.
Kom, følg mig, Emmy! bort fra dette Sted!
Kom hjem til Eders gamle, syge Fader,
Det er for ham den bedste Lægedom.
Alt er beredt til Flugt; for Guds Skyld, kom!
I har dog Tillid til en – Ven, en Broder?
O Gud! jeg veed, I mener det saa godt.
Men, nei! jeg kan, jeg tør ei følge med.
Gaae til min Fader, siig ham, jeg er vel,
Er lykkelig – ja, meget lykkelig.
Siig, at jeg kommer. Ja om nogle Timer
Vil jeg udbede mig Tilladelse.
Jeg skal besøge ham, og han skal see,
Hvorledes Lykken – – jeg tør det ei sige –
O, gaae Du til ham! ogsaa Dig jeg har
Bedrøvet meget; men jeg er istand
At giøre Alting godt for Dig og ham. –
Og det I siger mig?! – Dog ei jeg kom
For at bebreide, men at frelse Eder.
Ei meer af mig I høre skal derom,
Men kom, mens endnu Eders Fader lever!
Jeg vil og skal det, ja, ved Himlens Gud!
Men først maa jeg Tilladelse indhente.
Tilladelse at gaae til Eders Fader,
Der ligger dødssyg! og af hvem? Af ham,
Den Skjændige, der under Venskabs Maske
Forledte Jer, og stjal Jer bort fra Hjemmet?
Tal ikke saa! Han, som I nævner her,
Er mere stor og mægtig, end I drømmer,
Hans Rang og høje Værd staae alt for højt
At I kan dømme ham. Gaae til min Fader,
Bring ham mit Ord! meer har I ei at gjøre.
Kun Eet endnu, den Rang, Du roser hos ham,
Siig, deler Du den som hans Ægtehustru?
Et saadant Spørgsmaal krænker dybt min Ære.
Alt nok! Jeg lovet har Din gamle Fader,
At frelse Dig, at bringe Dig tilbage –
Brug ikke Magt, hvis ei, jeg ogsaa nødes.
Ulykkelige! man har Dig bedraget,
Maaskee et tvungent Løfte holder Dig?
Ved Snedighed og List man har Dig fanget,
Kom, Emmy! I din Faders Navn jeg her
Befaler Dig at følge mig!
Ha! Hjelp!
Afsted! Du skal mig følge!
Kom, Frelsens Tid er kort!
Os Nattens Vinger dølge.
Ha! Hjelp!
Nei, Du maa bort!
Ved Dybets røde Luer!
Ha, fly herfra
Mit Hjerte aldrig gruer,
Selv ei paa Dødens Rand.
Hvad er det hist jeg skuer?
Ha du est Dødens Mand!
Jeg vil ham kjekt forsvare.
Forræder, Dig jeg seer?
(til Lambourne)
Dig, Usling! jeg
Hævnen og Harmen Syder i Barmen!
Ha, du skal bløde!
Blodigen bøde!
Straffen Du seer! (De fægte)
Hold inde, jeg det byder!
Før var jeg Eder kjer!
Ha mægtig Blodet flyder I hver en Aare her.
Jeg hendes Bøn adlyder, Den smelte maa Enhver.
Vel, Hendes Bud jeg lyder, Uvis er Kampen her.
O, gjerne jeg adlyder Den søde Stemme der.
Jeg hendes Bud adlyder, Thi hun er Dronning her.
Jeg elsked’ Dig med trofast Hjerte,
Du var min Sjels udkaarne Brud;
Alt er forbie! o bittre Smerte!
Din Qual kun Døden slukker ud.
Du kom som Paradisets Slange,
Med Snedighed Uskyld Du bandt;
Og – Skiændsel – her hun blev Din Fange!
Ei Faderen sin Datter fandt.
Jeg er uskyldig i Din Vrede;
Dog ei jeg vil forsvare mig,
Dit
Ha, frygt en Arm, der knuser Dig!
Døm ei hvad ei endnu I fatter!
Naar Morgenrøden stiger hist,
Min Fader højt sin Lykke skatter,
Som fulgte Sorgens korte Frist.
O, Gud! nei, han har tabt sin Datter!
Det Bud ham bringer Døden vist.
Ei ret jeg Sammenhængen fatter;
Men hun er deilig – det er vist.
Forhadte Giest! Vi mødes atter,
Da rammer Sværdet dybt og vist!
O, følg!
Ak, nei!
Hør Vennens Stemme!
Jeg lyder Kjerlighedens Røst.
Kom til dit Hjem!
Her er jeg hjemme.
Saa gaaer jeg uden Haab og Trøst.
Haabet mig vinker, Afsted, Afsted!
Snart vil han komme Til Kjerlighed.
Barmen sig bølger
Af Haab og Lyst;
Saligt at trykke sin Ven til sit Bryst!
Svinder I Drømme!
Afsted, Afsted!
Hjertet maa glemme
Sin Kjerlighed.
Barmen sig bølger,
O svundne Lyst!
Styrk med dit Minde det blødende Bryst!
Ud i det Frie!
Afsted, Afsted!
Førend jeg brænder
Af Kjerlighed.
Barmen sig bølger
I selsom Lyst.
Himmel at trykke den
Bort fra mit Øie!
Afsted, Afsted!
Ei skal Du rose
Vor Giestfrihed!
Barmen sig bølger
Til Hævnens Lyst,
Snart skal den kjølnes i blødende Bryst!
Ha, Foster! Skurk! hvorledes kom han her?
Hvor kom Tressilian herind paa Slottet?
Tressilian?
Ja ham! – just ham det var jo,
Myladys Fader først bestemte hende.
Mig, ene mig han ta’er for Gjerningsmanden.
Hvor kom han her?
Ih, med Michael Lambourne!
Michael Lambourne? Og hvem er vel han?
Du skulde før med Trommer og med Piber
Indbyde hver en Kjeltring, for at han
Ret kunde see, hvad ei en Sjel tør ahne!
Er det min Tak? I har jo selv forlangt,
Jeg skulle skaffe Jer en saadan Djævel,
Som denne just, til Alting brugelig.
Og at han her traf sammen med Mylady?
Hvad mon der vel er forefaldet her?
Det maa Din Datter lokke ud af hende.
Min Datter? Nei! vi gaae vor egen Vei;
Mit Barn skal være fri for vore Planer.
En Engel vil jeg have i Guds Himmel,
Der bede kan for mig og mine Synder.
Jeg leder ei mit Barn i Fristelse.
Ei vil jeg, hun med Dig skal gaae til Helved;
Uskyldigt kan hun jo fortælle Alt.
Hvad denne sværmeriske Ridder angaaer,
Maa vi bevogte nøje hvert hans Fjed.
End veed han ei – og Ingen uden vi –
At Englands Pair, Grev Lei’ster, her er Hiulet.
Jeg førte hende bort, jeg gav ham hende,
Jeg ledte deres skjulte Kjerlighed,
Og mig man troer det er, der ejer hende.
Hun lønner Eder slet for Eders Iver;
Hun elsker os, som Synderen sin Bøddel.
Bort! søg Lambourne! tør Du svare for ham?
– Imidlertid jeg taler med Mylady.
Hvert Øjeblik vi vente kan Grev Lei’ster;
Hun indsee maa, at ei hun os kan miste;
Ved os kan hendes Lykkes Boble briste.
Tilgiv Mylady!
Er det mig, I søger?
Om Eders Hr. Gemal jeg vilde tale.
Om ham jeg hører helst; kom med Jeanette!
Sæt Dig paa Stolen der, og pas Din
Hvad troer I Eders Ægteherre siger
Til det Besøg, som nylig her fandt Sted?
Jeg tænker Intet. Kun for mig det var
Ukjært og smerteligt. Han meldte mig,
Min Fader laae tilsengs.
Det er umuligt!
Det er kun Paafund af Tressilian,
Der gierne vil forstyrre Eders Lykke.
I gjør ham Uret: han er tro og ærlig.
Næst efter Lei’ster meest jeg agter ham.
Alt, hvad jeg her kan haabe, er, min Fader,
Er ikke just saa syg, som han fortalte.
Tilgiv, hvis jeg har gjort ham Uret her!
Og derfor tænker jeg, det bliver bedst,
Vi ei fortælle Mylord om Besøget.
Hvorledes? Og hvorfor ei? Han er just
Den første, jeg det vil fortælle til.
Som Eders Naade vil. Men, I tilgive!
Det gjelder her mit Herskabs Ro og Lykke,
Og derfor maa jeg tale. –
Tal! hvad er det?
I seer med hvilken Strænghed, hvilken Iver
Ethvert af Eders Skridt bevogtes her,
At intet fremmed Blik skal møde Eder.
Vil I, at jeg skal tro, Mylord er skinsyg?
Hvis det var muligt, kjender jeg et Middel –
Og dette Middel?
Er Oprigtighed!
Enhver min Tanke vil jeg ham betroe.
Jeg tier Frue! Hvad Tressilian
Vel angaaer, der har vovet paa
At komme her – da – ja I kjender Mylord –
I veed, hvorvidt han taaler Sligt uhævnet.
I troer, det skade vil Tressilian?
Ham, som jeg alt bedrøvet har saameget!
Men Foster saae ham ogsaa – nei! nei! nei!
Jeg vil ei høre Mere! Alt jeg vil
Fortælle Mylord. Intet vil jeg dølge.
Lad os ei tale meer om denne Sag. –
Ha! tys! jeg hører Hestetrampen ude!
Han kommer! kommer!
Jeg kan ikke troe det.
Ophold mig ei! Ham er det, ingen Anden.
I er forvoven, bort! min Lei’ster kommer!
Saa har jeg Dig igjen! O Gud skee Tak!
Hvor jeg har længtes efter Dig, Du Kjære!
Min gode Hustru! Du min egen Emmy!
Nu lad mig see, om Du har holdt Dit Løfte.
– O! hvilken herlig Dragt, saa rig og prægtig!
Dog uden denne vandt Du først mit Hjerte.
Her vil jeg sidde, at jeg ret kan see Dig
I al Din Glands. – Dig tør jeg kalde min!
Du faaer mig til at elske denne Glimmer.
Og dette smukke Baand –?
Det er den Orden,
Kong Edvard
Grevinden af Salisbury. See! Stjernen,
Jeg har paa Brystet, hører med dertil!
– Her er
Og slig
Ja, jeg er stolt deraf, og bør det være.
Derfor er jeg ei mindre Protestant.
Her er en fransk, og her en skotsk – betragt!
– Jeg som Vasal har vist mig i min Pragt;
Siig er der meer, Dit Hjerte kan forlange?
Tidt føler jeg mig her ret som en Fange,
En Fugl, man havde sadt i gyldent Buur.
O lad mig flyve med i Guds Natur!
Erkjend mig der for hvad jeg er, Din Viv.
Jeg skylder Dig da Æren og mit Liv.
Jeg vil og skal! – De Tider snart sig nærme,
Jeg sige tør for Verden: Du er min!
Os Gud og alle Love jo beskjerme,
For Herrens Alter er jeg bleven Din.
Nødvendigheden vil det, – ja mit Liv!
Men snart skal Verden see Dig som min Viv.
Dræb ikke Øjeblikkets søde Lyst,
Snart maa jeg mig løsrive fra Dit Bryst;
Kun nogle korte Timer jeg tør blive.
Endnu en Bøn jeg har – Du vil tilgive –
En Hemmelighed maa jeg Dig betroe.
Ei nu! Ei nu! – Jeg er saa sjælefroe!
Kom, Blik mod Blik, og Hjerte imod Hjerte,
I Kjerlighed vi glemme vil hver Smerte!
Du Kjerlighed gjør Hjertet glad,
Hver salig Drøm gjenfødes!
Det er saa tungt at skilles ad!
Men dobbelt sødt at mødes.
I Vinter Mulm gaaer Solen ned,
Og alle Blomster svinde,
Men evigt Blomsten Kjerlighed
Staaer frisk i Hjertet inde.
Gjennem Dal over Høi
Til min Glæde jeg fløi,
Mig vinked’ et Blus i dit Øje!
Og jeg saae mod det Høje
Med Længsel og Savn,
Til jeg sank i din Favn! –
Liden Fugl under Tag
Mig forkyndte dit Komme fra
Og den bragte min Dag
Og min Lyst –
Og med Iil over Dalen
Fløi jeg saligt og tyst
Til dit glade, dit bankende Bryst,
Og den sang over Dalen,
Og dens liflige Røst
Vakte Glæde og Haab i mit Bryst. –
Ja Elskov aander i vor Barm
Med Lyst fra Edens Dage!
Bort Jorden flyer med Sorg og Harm –
Kun Himlen bli’er tilbage.
Hver Tanke flyver let og glad,
Hver salig Drøm gjenfødes!
Det er saa tungt at skilles ad,
Men dobbelt sødt at mødes. –
Hellig, hellig er din Flamme,
Underfulde Kjerlighed!
Livets Træ med Kjæmpestamme
Paa dit
Under Himlens klare Bue
Aander Livet til din Priis;
Alles Blik med Andagt skue
Elskov! i din Morgenlue
Mod dit fjerne Paradiis.
Krostue i »den sorte Bjørn«
Tilgiv mig, høje Herre! men jeg seer det tydeligt; det er kommet til Haandgemæng. I har forandret Eders Udseende;
Gamle, jeg har Tiltro til dig, Du maa raade og hjelpe mig. Siig, kjender Du noget til den gamle Hugh Robsart?
Skulde jeg ikke kjende ham? Han er Jæger med Liv og Sjæl, og Giestfriheden selv, den brave, lystige Gamle.
Han har opdraget mig med sin eneste Datter, hende bestemte han for mig, og hun lovede mig Haand og Hjerte, uden dog at elske mig. Da vidste Ricard Varney, Leicesters Staldmester, at skaffe sig Adgang der i Huset; snildt vandt han den uerfarne Pige – og en Morgen vare de begge forsvundne. Efter lang Søgen har jeg igjen fundet hende. Det er hende, der holdes saa skjult paa det gamle Cumnor-Place.
Er det muligt? Stakkels Herre! Men hvad er her at gjøre? Varney er beskyttet af den mægtige Leicester, der vist snart forandrer sin Greve-Hat til en Konge-Krone.
Du maa i al Stilhed lade min Hest sadle. Ingen maa vide Noget om min Afreise. Spørger man om mig, saa siig at jeg er gaaen tilsengs. Jeg vil klage hos Grev Leicester; han vover ikke at beskytte Varneys Nederdrægtighed.
Men,
Til Dronningen? – – Ja der er Noget deri! Hun allene kan og vil skiænke os vor Ret. – Den gamle Fader skal igjen faae sit Barn. For mig blomstrer der ingen Lykke mere. Jeg vil forlade mit Fædreneland: jeg gaaer til
Søg Dronningen strax, før hun nu snart gjæster Leicester paa hans Slot Kenilworth; den prægtige Fest vil trækkes ud i længere Tid, og da kan jeg tænke, alle Forretninger hvile. Men tys, hvor de støje derinde! Naa, lad dem være lystige ved Vinen; desto mindre lægge de Mærke til Eder. Selv vil jeg sadle Eders Hest, og føre Eder ud af Skoven, saa ikke en Hund skal gjøe af Eder. Men nu paa Eders Værelse!
Det kan aldrig feile.
Bachus til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile!
Der jeg om min
Slynger dine Ranker;
Stirrer paa det grønne Blad,
Og faaer stolte Tanker.
Bachus er den største Mand,
Det kan aldrig feile.
Bachus til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile.
Den er Dig dit
Bachus det fornemmer,
Siger da: min Trones
Er dog denne Kræmmer!
Solens Næse har
Elsker Oldtids Skikke,
Maanen er saa bleg og fiin
Den tør ikke drikke!
Bachus er den største Mand,
Det kan aldrig feile.
Bachus til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile!
Leve Bachus! højt i Chor
Priser ham den hele Jord!
Anden Act
Dronningens Slot i Greenwichbydel i London; en kongelig residens i Greenwich er omtalt, mens Edvard 1. (konge 1272-1307) regerede. Henrik 5. (konge 1413-1422) opførte her slottet Bella Court, som bestod under skiftende navne og var genstand for ombygninger og, bl.a. under Elisabeth 1., for udvidelser. Elisabeth holdt hof her.
Harm og Hævn i Hjertet brænde,
Det til Lei’sters Vee skal ende,
Til hans Venners dybe Fald!
Harm og Hævn i Hjertet brænde,
Det til Lei’sters Vel skal ende,
Til hans Fjenders dybe Fald!
Vi de Stoltes Mod skal bøje
For vor høie Dronnings Øje
De i Støvet synke skal!
Jeg Eder kaldte for min Trones Fod,
For her et Fredens Baand at knytte,
Og dæmpe Striden i dens Rod;
Thi Fred og Kjerlighed er Tronens Støtte.
I lyde skal mit kongelige Bud,
Saa sandt mig hjelpe Gud!
Jeg taaler ei I Strid og Feide føre –
Velan! Flux Haanden I hinanden række! –
Ha, Guds Død!
Endnu ei mit Bud I lød?
Her er min Haand!
Her er mit Ord som Mand!
For Dig Elisabeth og Engeland!
Saa bør det være. Fred og Enighed
Skal smile, som en Sol, til Hvermands Hytte
Ej vil jeg Kampens Fjed
Gjenlyde skal, forstyrre Bondens Fred,
Og gjøre Land og Folk til Hævnens Bytte.
Fredens Palme huld omskygge
Dig mit elskte Fædreland!
Alfer i dens Krone bygge,
Sprede
Stolten Hav, hvis Bølger larme,
Op imod dit høie Bryst,
Kraftigt skal med Brudgomsarme
Favne dig i salig Lyst.
Saga skal din Hæder tyde,
Og
Seirende fra Kyst til Kyst!
Saga skal din Hæder tyde,
Og Kartovens Torden lyde
Seirende fra Kyst til Kyst.
Mylord! man har mig sagt, at Eders Daarskab,
Har virket slemt paa Eders Undergivne.
Mylord af Lei’ster har I ei i Følget
En Master Varney?
Jo, min høje Frue!
Han er anklaget her, at have bortført,
En Datter af den gamle, brave Ridder,
Sir Hugh Robsart fra
Mig fattes Intet, Eders Majestæt!
Jo, I er bleg! kald Lægen hid!
Er det af Frygt for at mishage mig?
Tro ikke, Dudley, vi tillægger Eder
Den Daarskab, Eders Tjener har begaaet.
Ved Helveds Hjelp ham kommer alt tilgode –
Det skulde En af Mine have gjort!
Hvad? – eller veed I meer end jeg tør vide!
Lad Varney komme! kald Tressilian!
Strængt vil og skal jeg undersøge Sagen.
I bortført har en Datter af Sir Robsart?
Min Dronning! høit vi elskede hinanden.
Ha, at min Fjende her skal see mig blegne.
Du burde ærligt talt med Faderen.
Tilgiv mig, høje Dronning! ei jeg kunde.
Han havde lovet hende alt til denne.
Og I er
Ja!
Falske Skurk!
Mylord! Jeg skjærmer ham mod Eders Vrede.
Har Eders Herre vidst om denne Sag?
Tal Sandhed! jeg befaler det, og vil
Beskytte Dig.
Ja Deres Majestet!
Jeg maa bekjende, han er Skyld i Alt.
Ha Skurk! vil Du forraade mig?
Tal ud!
Her ingen kan befale uden jeg.
I er almægtig, I maa vide det.
Men denne Kreds? –
Træd meer tilbage! – Tal!
Hvad Deel har Lei’ster i den Kjærlighed?
Ha, vogt Dig, at Du falsk anklager ham!
Jeg elsker altforhøit min ædle Herre,
Dog, jeg maa tilstaae, i den sidste Tid
Har han – jeg veed ei – været i en Tilstand,
Der gjorte, at han reent forglemte Alt,
Saa jeg og alle Undergivne om ham
Fik derved Leilighed til alskens Streger.
Saaledes er han Skyld her i min Brøde;
Thi ellers strengt han holdt paa Husets Sæder.
Saaledes kun har Mylord Deel deri?
Ei anderledes. – Han har sig forandret.
See, Deres Majestet, hvor bleg han staaer,
Han næppe skjule kan sin Skjelven. Ak!
Hin Tilstand har han været i fra den Gang
Han fik hin hemmelighedsfulde Pakke – –
Ha, hvilken!
Jeg har seet – thi paa sit Bryst
Han altid bærer det – et gyldent Hjerte,
Der hænger i et Baand af flettet Haar,
Han taler med det, hvergang han er ene;
Selv naar han sover, har han dette hos sig.
Afguderie det næsten kunde kaldes.
Og Du belurer saa din Herre! Sladrer!
Hvad Farve har det Haar, hvorom Du taler?
Jeg troer, lidt mere blegt, end Guldet selv,
Lig Foraarssolens sidste Aftenstraale.
I er jo Digter. – See paa mine Damer,
Er Ingen der, hvis Haar – – jeg gad nok vide –
Nei der er ingen – ingen, uden der,
Hvor ei mit Øje tør fordriste sig.
Du er forvoven. (smilende) Jeg maa smile ad dig.
For denne Gang vil jeg Din Daarskab glemme.
Mylord af Lei’ster! Træd I nærmere!
I har en Tjener, som kan Intet dølge.
Mit Hjerte staaer dog Eder mere aabent.
Jeg skylder Eder Alt, min Stand, min Lykke;
Tag kun hvad I den stakkels Dudley gav,
Kuns ikke Eders Agtelse og Tillid.
Nei Dudley, ei Elisabeth har glemt,
At da hun selv stod fattig og forladt,
I voved’ alt for hende. Reis Jer, Mylord,
Og slip min Haand! (til de Omkringstaaende)
– Saa sandt mig hjelpe Gud!
Jeg veed, at Ingen har meer trofast Tjener,
End jeg i denne ædle Lord. (efter et Ophold)
– Hvor er Tressilian?
Saa ridderlig, saa ung, og dog saa sorgfuld! (høit)
Tab ikke Modet, Sir! Om Pilen mistes,
Er derfor Buen ikke ødelagt.
Slet har man gjengjældt Eder Eders Troskab;
Glem hende, som saa lidt paaskjønner den,
Lad Videnskaberne forjage Sorgen.
Hvad hendes Fader angaaer, tør han haabe,
At jeg forsørger Varney, Svigersønnen. –
Bliv I, Tressilian! ved Hoffet her,
Jeg lover Eder min Beskyttelse.
Tilgiv mig, høje Dronning! men jeg kan
Ei gandske fæste Lid til Varneys Udsagn.
Ha! ved mit Sværd!
Dit Sværd? hvis Dronningen
Tillader det, skal mit – –
Forvovne!
Alt kommer kun fra Eders Stridigheder,
Vil I vel
Er givt med Robsarths Datter?
Hun er givt.
I hører der den ædle Greves Udsagn.
Dog, nøjere jeg vil det undersøge.
– Mylord af Lei’ster, I erindrer vel,
At jeg vil gjæste Jer paa Kenilworth.
Jeg beder, at I ogsaa der indbyder
Grev Sussex.
Hvis den ædle Greve vil
Forunde mig den Ære – –
Men jeg frygter –
I skal ledsage mig! jeg ønsker det.
Selv Sir Tressilian og Master Varney
Bør kjende meer hinanden; de skal følge!
Og da vi
I, Varney! bringer Eders Hustru med;
Jeg vil dog see den Skjønne. – Glem det ei!
Og nu, Grev Lei’ster! vær I
I seer mig snart igjen paa Kenilworth.
Held Dig, vor Dronning! Paa Land og paa Bølge
Toner Dit Navn.
Sejer og Jubel er i Dit Følge,
Tolke Din Hæder fra Kyst og fra Stavn.
Troskab frembærer Dit seirende Banner,
Kjemper for Dig.
Troskab i Fred ved Din Trone stander,
Stærk som i Krig.
Leicesters Værelse
LEICESTER (styrter ind fulgt af) VARNEY.Forbi! Alt er forbie! – O, Emmy, Emmy!
Nei, længer kan jeg ei udholde det!
Min ædle Lord! kom dog til Eder selv!
Hvad jeg har gjort og sagt, var høist nødvendigt.
I vil dog ei for Eders Fru Grevinde
Tilintetgjøre – –?
Ha! hvad mener Du?
Tilintetgjøre Eders gyldne Lykke?
At blive Konge, Englands stolte Konge!
Ha!
Jeg siger kun, hvad Alle
Jo tro og hviske om. – Men Eders Frue
Maa blive skjult paa Cumnor.
– Stakkels Emmy!
Just det, for Gud og Mennesker at blive
Er hvad Du ønsker.
Men er det fornuftigt?
Hun er jo Eders ægteviede Hustru
I gjæster h
Og, tro mig, Mylord! jeg er vis derpaa,
Hun gjerne alting gjør for Eders Lykke.
Du har ei gandske Uret. – Hun maa blive
En Tid endnu skjult for den hele Verden.
Og dog maa hun til Kenilworth. Hvad engang
Elisabeth har fastsat, ei hun glemmer.
Men troer I ei, Mylady overtales,
Og for en Tid antage vil mit Navn,
Da Eders Lykke fordrer det?
Min Gemalinde kalde sig Din Hustru!
Det er mod min, det er mod hendes Ære;
Hun gjør det ei, jeg kjender hendes Sind,
Og hun er stolt, stolt, som Elisabeth.
Og dog hun maa, betænk dog, ædle Herre!
Hvor højt I staaer, hvor højt I end kan stige
Hos Englands Dronning. – Ja, jeg vover det,
Jeg tør udsige det: hun elsker Eder!
Og, naar hun nu med Et seer sig bedragen,
Seer Eder givt – –?
Siig mig en Udvei da!
Hun tvinges maa, hvis ei hun vil adlyde.
Saaledes skal jeg da gjengjelde hende
Den Kjerlighed, hun skjenker mig? Nei, nei!
Nu vel! saa gaa! bekjend for Dronningen
Den rene Sandhed! det er ædelt, Herre!
Ha! Djævel! Du mig spotter i min Smerte!
– Gjør hvad Du vil.
Saa rider jeg til Cumnor.
Jeg kan ei saadan
Opfordre hende til et sligt Bedrag,
Veltalenhed Du fik af Djævelen:
Forsøg din Konst! – Ha! til min egen Skiændsel
Jeg driver Dig.
Jeg haaber, det vil lykkes
Hun elsker Eder højere end Alt;
Men I maa give mig et Brev til hende,
At hun kan tro mit Udsagn.
Emmy, Emmy!
Jeg offre vil den bedste Hest paa Stalden.
Snart er jeg der, og Alt vil herligt ende.
O, Gud!
Jeg er før Aften alt hos hende.
Ha! Tvivl mit Hjerte sønderriver!
Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?
Hvor er et himmelsk Lys, som giver
I Nattens Mørke, Haab og Trøst,
Og ender Kampen i mit Bryst
Mellem Stolthed og Kjerligheds Lyst!?
Du stille Dal, som skued’
Min lyse Blomstervaar,
Hvor er din Sol, som lued
Paa Barnets gule Haar? –
Du Bæk jeg smiled’ over
I barnlig Munterhed,
Hvor ruller dine Vover?
De tog min Lykke med. –
Ak! falsk er Høiheds Klippe
I Dybets stærke Strøm.
Sin Ungdoms fagre Drøm. –
Ha!
Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?
Hvor er et himmelsk Lys, som giver
I Nattens Mørke Haab og Trøst,
Og ender Kampen i mit Bryst
Mellem Stolthed og Kjerligheds Lyst!?
Dog, bort fra mit Øje!
Jeg skuer et Lys i det Høje,
En Stjerne bag dæmrende Skye,
Afsted da med Mod!
Ha! leder min Fod
I Nattens lysende
Bevinget og frie
Paa svimlende Sti
Jeg følger de evige Stjerner!
Alasco, kom!
Mylord, jeg kommer, kommer!
Ei alt, hvad Du mig forudsagde, skeete.
Husk: »
»Sed regit astra Deus
Hvortil nytter
Da Eders Kunst?
At forudsige, hvad
Naturlig Gang vel Tingene vil tage.
Den lange, tause Nat mit gamle Øje
Har læst Din Skjebne i de høje Stjerner.
En sjelden Lykke venter Dig, min Søn!
Et Navn, en Rang, hvorom Du neppe drømmer.
Dog ei jeg tør udtyde den for Dig.
Du selv – –
Tal ud! jeg Dig befaler det.
Jeg tør det ikke, og jeg vil det ikke.
Udtyd det selv. – Jeg saae, hvor Venus-Stjernen
Steg frem, og sig forenede med Solen;
Og i dens rene Sølvglands straaled’ Magt,
Ophøielse og Rigdom –
Er det Sandhed?
Ja!
Elendige! Du vil bedrage mig;
Jeg er Dit Bytte; man har underkjøbt Dig!
Mylord! hvormed har jeg fortjent af Eder dette?
I dette Taarn, hvortil I selv har Nøglen,
Var jeg det sidste Døgn, og læste Himlen.
Ei jordisk Næring fik jeg, ene var jeg,
Og saae, hvor Eders stolte Stjerne steg;
Hvordan I svævede i Frygt og Fare,
Hvordan I undgik – –
Ha! Du taler Sandhed!
Min Søn! hvorfor da Mistro? Himlens Kræfter,
Ei taale Sligt, skjøndt Du er høit udkaaret.
Der, tag det Dobbelte! vær tavs og tro!
Din korte Tvang jeg vil med Guld betale;
Selv vil jeg bringe Dig din Føde her;
Du skal mig vare om min Nød og Fare.
Fra Norden truer den.
Ha! Kenilworth!
Naar Natten stiger, Himlen dog
Staaer over Bjerg og Dale.
Den aabner os sin lukte Bog,
Ha! Mørk er Skjebnens Gaadeskrivt
Som Nattens dunkle Himmel.
Hvo tyder Fremtids Storbedrift
I Stjernehærens Vrimmel?
Formast dig ei! det Evighøje
Seer kun den Troende paa Jord.
Ak Haabet lyser i mit Øje
Men Tvivlen følger i dets Spor.
Du Evige bag Nattens Stjerne,
Som hist i Lysets Tempel boer!
Send os en Straale fra det Fjerne
Til Haab og Trøst paa dunkle Jord!
Cumnor-Place
Hvad hielper mig al denne Glands og Pragt,
Naar jeg skal leve ukjendt, som en Fange?
Ak! hos min Fader,
Naar jeg mig pynted’ – med en Rosenknop,
Saa kaldte han mig til sig, for at see mig.
Den gamle Præst selv mig tilsmilte Biefald. –
Og nu – nu sidder jeg i Sølv og Guld,
Men Ingen, uden Du, Jeanette! seer mig.
For Guds Skyld! tal ei saa, det kunde skade.
Fri er jeg født, og givt med Englands Pair,
Og taaler rolig dog, at her jeg fængsles?
Fri være skal min Tunge, som mit Hjerte!
Jeg elsker min Gemal med Sjel og Tanke;
Selv om han engang ikke elsked’ mig,
Min Kjerlighed blev lige stærk og mægtig.
Men, jeg vil tilstaae Dig det, kjære Pige!
Jeg kan ei længer her udholde det.
Nei, jeg maa bort, maa ud i denne Verden,
Ei længer Lei’ster vil min Bøn modstaae;
Jeg er jo hans, hans ægteviede Hustru.
O! kjære Frue! I gjør mig bedrøvet.
I har jo her, hvad Hjertet kan forlange.
Det fordrer Frihed, Agtelse og Ære.
– Ha, tys! var det ei Hestetrampen? Tys!
Han kan ei komme nu – og dog, ham er det.
Som sød Musik det klinger i mit Øre. –
Sir Richard Varney bringer Bud fra Mylord.
Ha, Varney? Fra min Lei’ster? lad ham komme!
– O, Gud, jeg føler saadan Hjerteangst:
Dog, den er Intet, Intet – Ha! der er han.
I bringer Bud fra Mylord! Gud i Himlen!
Siig, er han syg?
Tilgiv jeg
Jeg red, saa Hesten nær var styrtet med mig.
Mylord er vel; men Budskabet jeg bringer,
Forlanger, at her ei tør være Vidner.
Jeanette! Tony Foster! træd tilside!
Men ei for langt, og kom saasnart jeg kalder!
Siig, hvad det er, og skaan mig saa for Eder.
I elsker Eders høje Herr Gemal?
I for hans Frelse sikkert offrer Livet?
O, Gud i Himlen! Han er da i Fare?
Med Nei og Ja jeg her maa svare Eder.
Her er et Brev; det sige vil hans Villie.
Et Brev? giv hid! hvi dvæler I saa længe?
Naar I har læst det, vil I mig tillade,
At jeg udvikler Eder Mylords Grunde.
Har I ham kjær, da vil I lyde ham;
Det gjelder meer hans Lykke, end I drømmer.
Nei! – Nei! – Nei! – Det er Bedragerie.
Det er ei Lei’sters Haand – det kan det ei!
Bort! bort herfra! jeg hader Eder!
Jeanette! Foster! kom at frelse mig!
Det er hans Haand, hans Villie, Mylady!
O Gud! min kjære Frue!
Hvad er dette?
Slet Intet – jeg kun bragte Mylords Villie.
Ved Himlens Gud! Du taler ikke Sandhed!
Nei, nei! thi dine Ord vanære Lei’ster.
Ha! klart jeg gjennemskuer al din Ondskab.
Mylady! I har misforstaaet mig.
Nei, her i Brevet staaer det, tænk, Jeanette!
Med ham jeg følge skal til Kenilworth
Og der for Dronningen og Landets Ædle,
I Paasyn af min egen Ægteherre,
Ham, Lei’sters Tjener, denne falske Nidding,
Hans Hustru skal jeg kalde mig – o, Skjendsel!
Selv gjøre mig uværdig Rang og Navn,
Just hvad jeg fordrer, hvad jeg kan forlange.
– O, at jeg var en Mand! jeg skulle da
Med Sværdet tvinge Dig til Sandheds Tale.
Du har bedraget mig, bedraget Lei’ster.
Selv skrev han hvert et Ord, hans Villie er det.
Husk, Patriarken
Sin Ægtehustru Sara
Og villig adlød hun sin Ægteherre.
Brug ikke Skrivtens Ord til Syndens Skjul,
I er en Hykler; Han en fræk Bedrager.
Min Lei’ster kan ei have skrevet dette;
Det er Bedrag! (hun river det itu) Jeg vil ei mere see det.
I maa, I skal med mig til Kenilworth!
Kun Eet kan hindre Eder – Sygdom – Frue!
Jeg har en kraftig Drik, der ikke dræber,
Kun for en
Naar man da Eder seer – da er I syg,
Kan ikke møde til den stolte Fest – –
Du vil forgifte mig! – Forvovne, bort!
Bort fra mit Ansigt! Jeg foragter Dig!
Jeg skammer mig, at Du har vakt min Vrede!
Det gjelder Mylords Liv, og derfor maa I!
Maa? Jeg maa? Man vil mig tvinge.
Himlens Gud! Du Hjelp mig bringe!
Lei’ster! Du mig saa forlader?
Jeg, ak jeg forlod min Fader,
Gav ham hen til Sorg og Smerte;
Jeg har knust hans ømme Hjerte.
Bort, ja bort fra dette Sted!
Himlen skjerme vil mit Fjed. –
Ja, til Dig jeg tør det sige:
Varney elsked’ mig, o Pige!
Kun jeg havde Lei’ster kjer;
– Nu hans modne Hævn er nær.
Her mig Død og Skjendsel truer;
Kun ved Flugt jeg Frelse skuer. –
Ja, til Kenilworth, til Lei’ster,
Alt mit Haab til ham jeg fæster.
O, min kjære, stakkels Frue!
Hjelp mig Pige! jeg maa bort,
Jeg vil
Lei’ster ei min Fare kjender,
Jeg til ham om Hjelp mig vender.
Frels mig! hjelp mig bort herfra!
Men, om her de komme da?
Du maa følge. Vi vil vandre
Bort i Natten med hverandre
Gjennem Skove, over Heder,
Langt fra disse Rædselssteder;
Frihed, Frelse findes der.
O, Mylady! bliv dog her!
Min høje Frue, her jeg bringer Eder
Jer vante Aftendrik fra Slottets Kilde.
Kom Fader, lad mig byde hende det!
Nei, lad det være.
Hvorfor maa jeg ikke?
Jeg vil det ei! Gaa, læs din Aftenbøn!
Nei, Fader, jeg kan ei forlade hende.
Kom, giv mig Bægeret, jeg drikker af det:
Dit Vel, min Fader!
Hvorfor tør jeg ikke?
I ønsker sikkert Søvn og Rolighed,
Jeg vil ei tøve her, min høje Frue!
For mig skal Du ei græde, kjære Pige.
O nei, jeg græder – græder for min Fader.
– Ja jeg maa frelse Eder, og jeg kan det.
Men jeg maa blive her, jeg tør ei følge,
Derved jeg bedre skjuler Eders Flugt.
Her er en Nøgle til den lille Laage,
Er I først der, snart naaer I Landevejen;
Der vrimler alt af Folk, som vil til Festen.
Ei langt herfra, ved Vertshuset i Skoven,
De samles for at prøve alt til Festen.
Tag denne Kappe, Masken her og Hætten,
De skjule Eders Dragt og Eders Ansigt,
Jeg havde selv betænkt, at bruge dem.
Vor gamle Skolemester venter paa mig,
Igjennem Vinduet har jeg Eder viist ham,
– I
Tag dette Silkebaand med denne Sølvmynt,
Derpaa han kjender, I er sendt fra mig –
Vær ikke frygtsom; stol paa Gud i Himlen!
Ja, bort! der er ei nogen anden Frelse!
Til Kenilworth! Mig Lei’ster vil beskjerme.
En Plads i Skoven ved Værtshuset
Deiligt dufter hvert et Blad;
Yndige Skjærsommer!
Alle Knopper skilles ad
For de fagre Blommer.
Griller flyv kun eders Vey,
Flyv med Ravn og Ugle!
Hjertet synger sit »
Med de andre Fugle.
Alt er Jubel, Alt er Sang,
Hvilken Lyst og Glæde!
Under Skovens grønne Hang
Vil vi tage Sæde.
BOB
I Suus
Og i Bruus
Gaaer Alting op,
Sig selv man neppe hører.
Hist Vogn ved Vogn jo kjører –
See her en Gjøgletrop!
Deiligt dufter hvert et Blad,
Yndige Skiærsommer!
Alle Knopper skilles ad
For de fagre Blommer.
Griller, flyv kun eders Vei!
Flyv med Ravn og Ugle!
Hjertet synger sit »Juchhei«
Med de andre Fugle.
»Min Dronning Held og Lykke!
Min Dronning –!« Herre Gud!
Det er saa svært et Stykke,
I skal, forklædt som Kjempe,
Ved
Det volder stor Ulempe,
At Talen ei vil gaae.
I har jo Talegave,
Faaer
Sæt mig i Eders Mave,
Jeg der soufflere maa.
Ja, under Bjørneskindet,
Du sidder gandske godt;
Ak! hvor det letted’ Sindet,
Jeg grued’ alt saa smaat.
Den lille hjelper gjerne,
Ved Dig han bliver stor –
Jeg være vil din Hjerne,
Som dybt i Maven boer.
Deiligt dufter hvert et Blad,
Yndige Skjærsommer!
Alle Knopper skilles ad
For de fagre Blommer.
Griller flyv kun eders Vei,
Flyv med Ravn og Ugle!
Hjertet synger sit »Juchhei«
Med de andre Fugle.
Alle juble de i Glæde,
Jeg alene – jeg maa græde.
Hvad mon vel den Gamle vil?
Mon hun ogsaa Vers skal sige?
Det er ingen graa Moerlil –
Nei en ung, en deilig Pige!
Mig Jeanette Foster sender,
Selv hun ei kan komme med –
Du fra hende Tegnet kjender –?
Jeg gaaer med i hendes Sted.
Godt, jeg fatter din Besked.
Men, forklar mig, sig mig dette:
Hvorfor kommer ei Jeanette?
For sin Frue ei hun tør.
Aldrig saae jeg denne før.
Himmel! Emmy Du bevare
Led den arme Flygtnings Fjed!
Før igjennem Flugt og Fare
Hende til sin Kjerlighed!
Trygt i Farens Stund Du stole
Kun paa mig; i hvor det gaaer!
Tro mig, bag den simple Kjole
Tidt et ærligt Hjerte slaaer!
Ei det rigtigt er med hende,
Noget stikker under her!
O, hvad gav jeg for at kjende
Den forklædte Pige der.
1.
Hvor der vindes Laurbærkrandse
Stolt jeg vove vil min Landse!
Uforfærdet
Svinge Sværdet,
Møde Fjenden som en Mand.
Faren kiekt i Øjet skue,
Juble midt i Kampens Lue:
Ufortrøden
Trodse Døden,
For mit elskte Fødeland!
2.
See de raske Kjemper mødes,
Spyd og Spær mod Skjoldet stødes;
Med de Skjønnes
Smiil at lønnes –
Haab! Som gjør dem Seiren let!
Landser brydes; Brynier klinge,
Seiren ryster alt sin Vinge,
Kampen kroner;
Jubel for Elisabeth! –
1.
Giærdet er hans Trone,
Solen Purpur om ham slaaer,
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
Længe tavs han sad og saae
Frem i Aftenstunden,
Hjertet veed,
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet veed,
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
2.
Kongens Datter stolt og fiin
Staaer i Kongeborgen,
Silke, Guld og Hermelin
Skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
Flyver, bliver aldrig træt,
Synger: Jeg har fundet,
Hjertet veed,
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet veed,
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
3.
Vind og Blomst, svar, hver især,
Kommer hun dog ikke?
Vinden hvisker: »Hun er nær!«
Blomsterne de nikke.
Skjult en Stie fra Slottet gaaer,
Fuglen højt bag Krattet slaaer:
Han har hende funden.
Hjertet veed
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Hjertet veed,
Kjerlighed
Er det fagreste Træ i Lunden.
Ha! see hist imellem Vrimlen
Jage to til Hest afsted.
Varney, Foster, Gud i Himlen!
Qvinder gjør de ei Fortred.
Under Skovens dunkle Bøge,
Her blandt Vrimlen vil vi søge.
:|: Seer Du hende? :|:
Vee mig, vee! hvis de mig kjende!
See, hvor fælt den Ene gloer,
Han sit Blik paa hende hæfter.
Hvem er det I søge efter?
Vil I ha’ min gamle Moer?
Hvorfor staaer Du reent og tier?
Seer du ei, der er en Frier!
Seer Du hendes Aasyn ei?
De har neppe godt i Sinde!
Hvem er disse? Hvilke Blikke? –
Sikkerlig! det feiler ikke
Hun er tagen denne Vei. –
Hvorfor speide her I Tvende?
Skal vi
See mig til de raske Svende!
Kommer det Jer ellers ved?
Vil I Klammeri opvække?
Stille! slaaer Jer kun til Ro!
Eders Mod vi nok skal knække!
Dumme Pak! min Harm I ægge!
Hundred’ modige mod To! –
Det er rigtigst at fortrække:
Her er Hundred jo mod To! –
Slige Skikke
Taales ikke!
Strax I Frække
Skal fortrække!
Aldrig saae vi saadan
Ei for Helved’
Selv jeg skjelved’!
Blodet syder –
Vei jeg bryder
Gjennem Flokken med mit Sværd!
Bort! Jeg raader –
Ei det
Os at trodse!
Kun en Tosse
Kjæmper ene med en Hær!
See min Fare!
Du forsvare,
Du bevare
Skjult den stakkels Emmy her! –
Hvilket Møde!
See, de gløde!
Øjet brænder,
Ak, det ender
Blodigt vist med Kamp og Sværd!
Lidt
Gjør imellem gandske godt!
Nu afsted igjen paa Vandring!
Lad os prøve det saa smaat!
Nu afsted igjen paa Vandring!
Lad os prøve det saa smaat!
Til Kenilworth! til Glædens Fest!
De Griller at forjage
Til Fods, til Hest,
Som hver kan bedst,
Med lystig Sang vi drage!
Mod Glædens Maal gaaer Foden let –
Vort Løsen er Elisabeth!
Og Ecchos Røst
Skal jublende gjentage
Vor Lyst!
3die Act
Kenilworth
Glædens Jubeltoner stige
Til vor høje Dronnings Priis!
Sorgen hendes Blik maa vige.
Kjerlighed er hendes Rige –
Engelland dens Paradiis!
Du stakkels Barn! see saa! nu er vi her.
Med Nød og Neppe fik jeg dette Kammer.
Nu hvil Dig lidt! Gud veed, Du trænger til det!
De dybe Grave, og de høje Taarne!
Og saa de mange, mange Mennesker!
Nær var det ved, vi ei var’ slupne ind,
Du gik saa sagte – vi er’ komne sildigt!
Du hører sagtens med til Gjøglertrouppen –
Det var ei smukt, at de gik bort fra Dig;
Hvis nu ei jeg og Dickie havde været –!
Hvad skal Du spille? Skal Du sige Vers,
Gamle Mand,
Forlad mig ikke!
Jo, det maa jeg, Barn!
For jeg er sulten – det er Du vist ogsaa.
Jo, Du har ondt af Sult. – Bliv bare lidt,
Jeg skal nok finde Vei til Kjøkkenet!
Hør Dickie, bliv! og tænk paa Talen bare!
Vær I kun uden Frygt, min smukke Frue!
Betroe I Eder til mig! Jeg nok seer det,
I vil ei dandse eller sige Vers,
For noget gandske andet kom I her.
Hvem er den gamle Mand?
Vor Skolemester,
Magister Holiday. Han skal jo siden
Agere Kjæmpe, jeg er ham hans Hjerne,
Bag Bjørneskindet skal jeg være skjult,
Og hjelpe ham, hvis det gaaer galt med Talen.
Men siden har jeg ogsaa selv en Rolle;
Jeg forestiller Amor, Elskovsguden.
Har man ei valgt med Smag?
Jeg er saa træt!
I mener nok, at jeg skal tie stille.
Jeg maa ei spørge meer om Eders Sager;
Om dem, der kom, og gjorde Jer saa bange;
Hvordan I blev min gamle Bedstemoder –
Naa, naa! jeg kan jo vente – men, o, Gud!
I er jo dødssyg! –
Det er Intet!
Ha! Gud være lovet!
Hvor Musikken klinger!
Her seer man deiligt! Nei, hvor der er en Mylren!
Den hele Landevei er sort af Folk!
See, Heste, Vogne! – og i Haven der,
Nei, hvilken Pragt! De stolte Riddersmænd,
De
Hist har man reist en Skandse til Tournering –
Der bliver ogsaa
Vil I dog see?
(gaaer hen til Emmy) Har man fortalt Jer det?
Her rundt om Slottet i Kanalerne
Skal svømme virkelige Mennesker,
Klædt ud som Havfolk – og de sige Vers! –
Men I ei hører paa mig, smukke Frue!
Du mangler ikke Kløgt, er fuld af Indfald,
Jeg troer, Du ogsaa har et ærligt Hjerte.
O, hjelp mig, hjelp mig! vær mig tro og ærlig!
Jeg skal engang da vist belønne Dig!
I gjør mig næsten lidt bedrøvet, Frue!
Og dertil, seer I, Jeg er ikke skabt.
Ak! Eders Blik! Hvad vil I, jeg skal gjøre?
Tag dette Brev! – dog først –
Opsøg Grev Lei’ster!
Bring ham mit Brev! men i hans egen Haand!
Hvad, Lei’ster? Greven? Slottets høje Herre?
Ja ham, kun ham! hvis Du mit Liv vil frelse.
Gud lønne Dig!
Man var vist slem mod Eder;
Græd ikke! Jeg er ærlig – giv mig det!
O, skynd Dig, skynd Dig! jeg velsigner Dig.
Faaer jeg ham kun i Tale – tro mig, Frue!
Det er ei let, hvad I forlanger af mig.
Min Snildhed roste I – nu vil den prøves.
Ja, Lei’ster vide maa, at jeg er her;
Jeg vente vil hans Svar og ham adlyde:
Hvad han bestemmer, vil jeg villig gjøre.
Jeg gav ham Alt, Alt hvad en Qvinde kan,
Ja, Navn og Ære, Haand og Hjerte, Alt,
Meer kan ei Englands Dronning give ham.
Min er han, min! og hvad Gud sammenføjer,
Kan ikke Menneskene atter skille.
Fast vil jeg holde paa min Ret. – Jeg veed det
Min Lei’ster først vil vredes lidt, fordi
Jeg saadan kommer til hans stolte Fest,
Men naar han seer sin stakkels Emmy græde,
Vil han tilgive mig.
Ha! hvad er det?
Ha! Dronningen!
Og Lei’ster red ved Siden!
Hans Hustru, jeg, hans ægteviede Hustru,
Jeg sidder fremmed paa mit eget Slot,
Ukjendt, forskudt, forglemt, forladt af Alle!
Hvad seer jeg? Emmy her? er det et Blændværk?
Tressilian!
Det Eder er! – o, Gud!
Jeg seer da Varneys Hustru?
Tag mit Liv,
Men ei vanær mit Navn! – her Frelsen boer;
Held og Beskyttelse jeg her gjenfinder.
Det siger Eders Graad og blege Kinder!
I staaer forladt – den skjønne Drøm forsvandt;
Dog trofast Eders Barndoms Ven I fandt.
I vidste det – I søgte her mit Kammer – –
Ha, Eders?! – bort!
Hvor flyer jeg fra min Jammer!
Ha! jeg seer det – bittre Smerte!
Svundne Tid! hvor er din Lyst?
Haab, som daarede mit Bryst,
Sluk din Fakkel i mit Hjerte! –
Vel, som Broder vil jeg staae,
Skjærme Dig paa Livets Bølge –
Kom, til Dronningen Du følge,
Emmy, kom! Du frelses maa! –
Nei! o, før mig ei til hende!
Skræk og Fare true der,
Ene mellem Haab og Minde
Lad den arme Sværmerinde
Dvæle ved sin Smerte her!
Ha! Du frelses maa i Nøden!
Stærk og trofast er min Arm!
O, Du fører mig til Døden!
Hvo betvinger Skjebnens Harm?!
Hurtigt paa Flugt da,
Emmy, afsted!
Frygt ikke Faren,
Vennen er med!
Ak, jeg er lænket,
Bunden min Fod!
Her er min Elskov,
Her er mit Mod!
Du er et Siv for
Vindenes Spil!
Hvor er den Eg, Du
Holder Dig til?! –
Storm over Sivet
Let farer hen,
Emmy i Himlen
Ejer en Ven!
Vel! saa bliv! jeg kan ei hade, jeg kan ei hade,
Ak, og ei forlade Dig!
Ven! Du vil mig ei forlade? –
Jo! Naar Du er lykkelig! –
Grumme Skjebne! lad din Harme
Bryde sig mod dette Bryst!
O, men hende skaan, den Arme,
Sødt hun aande Liv og Lyst!
Driv min Baad, Du vilde Bølge,
Knuus den mod
O, men stille Luftning følge
Emmy’s
Venlig Trøst mod Skjebnens Harme
Boer i et beslægtet Bryst;
Sødt ved Venskabs milde Varme
Fødes atter svundne Lyst.
Trofast Ven paa Livets Bølge
Styrer mod den sikkre Strand,
O, gid Fredens Engel følge
Gjennem Stormen ham iland!
Glædens Jubeltoner stige
Til vor høje Dronnings Priis!
Sorgen hendes Blik maa vige.
Kjerlighed er hendes Rige –
Engelland dens Paradiis!
Ak, hør! paa Melodiens Tonevinge
Den stærke Jubel hæver meer sin Røst!
Ha! Glædens Lyd er mig som Dommens Torden!
Hvor knuger den min bange Sjel til Jorden!
Han kommer ei! O, skjønne Blomsterlænker
Vist fængsler ham til Glædens muntre Fest!
Den lykkelige! Han paa mig ei tænker,
Han har jo Englands Dronning her til Gjæst!
Tys! Det er ham! o, Gud! o, søde Lyst!
Min Elskte! er det Dig? kom til mit Bryst!
Ja, mig! –
Min Lei’ster! –
Ei min søde Glut!
Mit Hjertes Dronning! – her – kom til mit Hjerte!
Ha, bort Forvovne! har Dit Liv Du kjært!
Hvad siger Du? Er det saa grumme svært
At vinde Dig, min Glut? Jeg kan ei klynke;
Men tro Du mig! jeg er et rigt Parti;
For jeg har Guld, jeg har
For jeg skal sige Dig, jeg er derfra,
Hvor Guldet groer – og jeg er tro som Guldet –
Jeg elsker Dig – jeg elsker Dig – saa høit – – –
O, milde Gud!
Nu hvorfor vil Du skrige?
Det er mit Alvor – Præsten boer herved:
Han skal os vie, vie ind til Glæden –
O, frels mig, Gud!
See mig den lille Taske!
Jeg veed, det Forslag var antageligt;
Men det var nok en Maske: slig en lille
Lyshaaret Glut har aldrig Ondt isinde.
Hun løb nok bare for at vise mig,
At hun har Been; men jeg har ogsaa Been,
Og Been i Næsen til – Du søde Væsen!
Kun sindig, at vi ikke gaae paa Næsen! –
En Grotte i Haven
Lystigt afsted i Bjerg og Dal!
Høit lad Hornene klinge!
Eccho flyver fra Skovens Sal
Hid paa Stormenes Vinge.
Hesten vrindsker – det toner paa
Hjorten vi reise ved Hornets Klang!
Trarah! Trarah! Trarah!
Flygtende jager Vildtet bort –
Hurtigt afsted! nu er det vort!
Hurrah! Hurrah! Hurrah!
Herlige Liv! i grønne
Rundtom Glæderne smile;
Der skal Jægerne hvile!
Hist bag Løvet det rører sig
Dyret flygter fra Skovens Telt –
Trarah! Trarah! Trarah!
Lystige Jæger! din Ro var kort:
Efter dit Vildt! nu er det vort!
Hurrah! Hurrah! Hurrah!
Her er jeg sikker, her jeg vil mig skjule!
O, er der ei Medlidenhed for mig?!
Jeg ønsker selv, at Tressilian var her,
Ja selv til ham jeg vilde mig betroe;
Han vilde mig beskytte og forsvare.
O, Lei’ster, Lei’ster! vidste Du, jeg var her,
Og hvad Din stakkels Emmy her maa lide.
En Død jeg ligner – Alle har forladt mig.
Jeg maa ham flye, jeg dæmpe maa min Uro,
Bekjæmpe Hjertets Qval – o, milde Gud!
O, Dudley! Ha! men jeg er Folkets Moder
Og Englands Brud – jeg er, jeg vil det være:
Er det et Kunstværk, Meisselen har formet?
Hun aander – (sagte) hvis hun har beluret mig? –
Hun skjælver, stakkels Barn! – Jeg fatter det –
Endnu en festlig Spøg til Ære for mig. –
Jeg hilser dig,
Du er dog ingen grusom Tryllerinde?
Nu tael! tael! – – Vi befale det!
– Hvad er det?!
Beskyttelse!
Den har hver Englands Datter,
Naar hun er værdig til den. – Siig hvad er det? –
Din Kummer synes dyb – hvad fattes Dig?
Hvad er det, Barn?
O, Gud! jeg veed det ikke!
Men, skal jeg hjelpe, maa jeg vide Grunden.
Tael uden Frygt! jeg vil det.
O, jeg beder,
Besværger Eder, frelser mig fra Varney!
Hvad? Varney? Richard Varney, Lei’sters Tjener?
Hvem er Du Pige?
Jeg? Ak, jeg var Fange –
Mit Liv man vilde – Jeg er flygtet bort.
Jeg skal beskytte Dig, har Du lidt Uret
Du er? – (stirrer paa hende) Du er en Datter af Hugh Robsarth?
Du har forladt ham? Du er givt med Varney?
Nei høje Frue! nei! jeg er det ikke!
Jeg er ei Varneys Viv! – ved Himlen, nei!
Jeg hader ham!
Ha, hvad er det! Tael, Qvinde!
Hvis Hustrue er Du? Sandhed vil jeg høre!
Guds Død! Elisabeth kan ei bedrages!
Grev Lei’ster veed det Hele.
Falske Qvinde!
Tør Du vanære Englands bedste Ridder!
Han kjender ikke Dig – man har Dig kjøbt,
For at bagtale ham! – Ha, vee Dig Qvinde! –
Dog vil jeg høre Dig! vil høre Lei’ster!
Bort herfra! Du skal mig følge!
Intet dølge!
Vredens vilde Flamme-Bølge
Ruller i mit Blod!
Hil Dig Dronning! stor og god!
Under Skovens grønne Krone
Reises Dig en Blomster-Throne
Glæden lyser for Din Fod! –
Lei’ster, Lei’ster! han skal møde!
Ha, hvor hendes Kinder gløde!
See, hvor Barmen hæver sig!
Dronning!
Intet dølg for mig!
Svar! Du kjender denne Pige?!
Ha! maaskee hun alt er Viv!
Hurtigt! Svar, Ulykkelige!
Viid, det gjelder her dit Liv!
Bort, I Høiheds
Emmy, Dig jeg frelse vil!
Kun min Lige kan mig dømme:
I har ingen Ret dertil! –
Frækt Du trodse tør min Vrede?!
Griber ham – i Fængslet nede,
Hvor ei Dagens Straaler naae,
Skal Dit falske Hjerte slaae!
O, han er uskyldig! tro mig!
Ene jeg er skyldig her!
Qvinde! sælsom er Din Færd!
Siig, hvad skal Din Tale sige?
»Alt han veed« – saa var Dit Ord.
Haab og Trøst mit Hjerte svige
Skjul mig i Dit Dyb, o, Jord!
Tilgiv! Angst og Skræk omsnoe mig!
Har jeg dette sagt – ak ja!
Det var ikke Sandhed da.
Ha, hvorledes skal det ende?
Hvad har denne Qvinde sagt?
Hvo er hun, vor Glædes Fjende,
Som den mørke Strid har vakt?
Ha, hvorledes skal det ende?
Han mit Hjertes Harm har vakt –
Ak, men Hjertet er min Fjende,
Med den Utroe selv i Pagt!
Ha, hvorledes skal det ende?
Hvad har denne Qvinde sagt?
Arme Barn! Din Lykkes Fjende
Har til Kenilworth Dig bragt!
Ha, hvorledes skal det ende?
Lei’ster! hvad har Qvinden sagt?
Kan Du ikke Stormen vende
Med Din Smiger-Tales Magt?
Ha, hvordan det end vil ende,
Emmy! hvad Du end har sagt,
Tro jeg bliver – mig fra hende
Skiller ingen jordisk Magt!
Høje Dronning! I tilgive!
Jeg er skyldig, ene jeg!
Himmel! ikke hans jeg blive!
Er der ingen Frelsens Vei?!
Maa han slig en Skræk Dig volde?
Ak, jeg kan det ei udholde!
Dronning! viis Barmhjertighed!
Ak, uskyldig
Vee dig, hvis du Sandhed dølger!
Er hun ei din Ægteviv?
Hun er min, og mig hun følger,
Ved min Ære, ved mit Liv!
Vee dig, skjændige Bedrager!
Hævnen rammer, dybt og vist.
Retfærds Engel dig anklager
Over Stjernebuen hist!
Ha, Du skjændige Bedrager!
Ei hun offres skal Din List.
Retfærds Engel mig anklager
Over Stjernebuen hist.
Hans Du er – hans Kald Du lyde!
Qvinden følge bør sin Mand.
Ei Dit Naades-Ord Du bryde!
Frels mig fra mit Livs Tyran!
See! Den Armes Blikke tyde,
At han er en grum Tyran.
Mylord! til et sikkert Sted
I den arme Skabning føre!
Dybt maa hendes Skjæbne røre –
Stakkels Barn! Du følge med!
Tvivl og Frygt i Barmen gløde,
Alt – hun sagde – Lei’ster veed.
Er han troløs, skal han bøde
For sin falske Kjerlighed! –
Tvivl og Frygt i Barmen gløde –
Hun maa bort fra dette Sted!
Lei’ster! Svaghed er din Brøde,
Svaghed er Din Kjerlighed! –
Tvivl og Frygt i Barmen gløde –
Jeg maa følge hendes Fjed –
Ak, Elisabeth! Min Brøde
Er jo ene Kjerlighed!
Frygt og Haab i Barmen gløde –
Alt – hun sagde – Lei’ster veed.
Lei’ster – Ha! det kaldes Brøde
Hvad Du kalder Kjerlighed!
Tvivl og Frygt i Barmen gløde –
See – vor Dronning stirrer vred!
Ak men Kjerlighedens Brøde
Dømme hun med Kjerlighed!
Han, som jeg bød at tale,
Nu vil jeg intet høre. (til Varney) I skal tale!
Forklar mig Alt!
O, Eders Majestet!
Min høje Dronning! I har sikkert alt
Bemærket den ulykkelige Sygdom,
Hvori min kjære, stakkels Hustru er.
Hun er da sindssvag? Ja jeg tænkte det!
Her stod hun, som et Marmorbillede,
Ved Kilden, da jeg kom. I skulde bedre
Bevogte hende, at hun ei slap ud!
Min høie Dronning! I forlangte jo,
Hun skulde komme her til Kenilworth.
Her er hun sluppen bort fra sin Bevogter.
Hvis Eders Majestet befaler det,
Saa skal jeg kalde Tony Foster hid.
En anden Gang – men sig mig vel hvorfor
Er Eders Hustru da saa vred paa Eder,
At ei hun kand udholde Eders Nærhed?
Min Dronning! Tidt i slig en Sjæle-Tilstand
De hade den, som Hjertet dog har kjærest.
Da Eders Majestet nu kjender hende,
Maaskee I da forunder mig den Naade,
At jeg tør atter bringe hende hjem?
Ja, gjør kun det! – Dog nei! jeg vil det ikke –
Min egen Læge skal besøge hende.
I siden høre skal min Villie;
Dog har I Lov, her at besøge hende.
Lad Alt nu være glemt!
I veed jo, Mylord!
Selv i det fredelige Kloster kand
Tidt
I Verdens Vrimlen, selv imellem Venner?
Ei kan min Livvagt holde den fra Hoffet,
Den slipper ind – Men Alt jeg vil tilgive!
Glem ogsaa hvad Elisabeth har glemt! –
Og nu, lad Glæden ikke her forstumme!
Jeg gaaer omkring i Haven, for at see,
Hvad Eders Kjærlighed og Omhue skabte.
Hil Dig Dronning! atter mild
Freden i Dit Aasyn smiler.
See den muntre Glædesild!
Rundt fra Høi til Høi den iler.
Bjerg og Dal i Bølgefavn
Er et Ecco af dit Navn.
Hvordan kom Emmy til Elisabeth?
Hun flygtet er herhid fra Cumnor-Place.
Med Foster satte jeg strax efter hende.
Hun er ei fulgt med Dig?
Nei, ædle Herre!
Min varme Bøn, mit Ord om Eders Fare
Ei rørte hende. Hun stod fast derpaa:
I skulde for Elisabeth og Hoffet
Erklære høit, at hun var Eders Viv.
O, Emmy! Alt jeg ærligt deelte med Dig;
Jeg kun forlangte, at en føje Tid
Du skulde leve ukjendt, skjult for Verden.
Dit Hjertes Stolthed bringer mig til Døden –
Du eller jeg maa styrte – klart jeg seer det.
Jeg kom til Grotten just i rette Tid;
Jeg mærked’ snart af Eders Blik og Udtryk,
I var beredt at aabenbare Alt;
Lad her mig være Eders gode Engel:
I staaer imellem Himlen og en Afgrund.
Naar I det vil, er Englands Krone Eders;
Men hvis I vakler – venter Eder Døden!
Tænk paa
O Emmy!
Nei, jeg tør det ei fordølge,
Om end min Tale koster mig mit Liv!
Jeg har ei Tro til den Tressilian!
Selv Eders Frue – –
Vogt Dig, Varney!
Begge
Staae sikkert hemmeligt i Forbund sammen.
Ha, det er Vanvid! Nei, det kan hun ei!
Det er ei længe siden jeg ham saae
Paa Cumnor-place; selv Foster kan det vidne.
Elendige! Du skulde stødt ham ned.
Men Sandhed er det ikke! Giv Beviis!
Nei, Nei! jeg veed at Emmy elsker mig.
Det er ei derfor, at saa strengt hun fordrer,
Jeg skulde anerkjende høit for Verden,
At hun var min, min ægteviede Hustru!
Nei, hun vil ei min Død, for med min Rigdom
Hendrømme Livet hos Tressilian!
Ha, giv Beviis! hvis ei, jeg dræber Dig!
Jeg kan bevise det. Og her paa Slottet
Hos ham hun søgte Tilflugt, ædle Herre!
Hun var hos ham, her paa hans Værelse.
Nei, nei! ærgjærrig er hun, fuld af Letsind;
Men falsk mod mig? – – Nei, nei! det er hun ikke.
Og I for hende vilde offre Alt?
Forsmaae en Trone, knuse Eders Lykke?
Saa ung! saa smuk! med sligt uskyldigt Blik!
Og dog saa falsk! – Nei, Nei! skaf mig Beviser!
Selv vil jeg undersøge Alt! jeg vil
Til hende!
Nei, Mylord! det kan ei skee:
Kun mig allene Dronningen gav Adgang.
Husk, Eders Hustru her er Eder fremmed!
I kan, I tør ei nærme Eder hende;
Elisabeth det snart erfare vilde.
O, Gud i Himlen! Varney! vær mig tro!
Jeg har ophøiet Dig, jeg vil det end
Du fra Din Barndom altid var hos mig
Du har Skarpsindighed; o, tænk Du for mig!
Jeg overlader alting til Din Omhue:
Gjør hvad Du vil; jeg veed, Du vil mit bedste;
Bedrage mig, det kan, det vil Du ei.
Alt vil jeg gjøre, kjære edle Herre!
Jeg handle vil; jeg har jo Eders Fuldmagt.
Men I maa være stærk; skjul Eders Smerte!
For Eders Lykke banker stolt mit Hjerte.
En Verden ligger paa mit arme Bryst –
O, Gud! jeg skjælver for min egen Tanke!
For Sjælens Øje breder sig en Ørk:
Ei Lyst, ei Smerte føler jeg: men Hjertet
Slaar tungt i Barmen, og den
Sig hvælver som en stor, uhyre Grav
Om Jorden, om mit Haab og mine Drømme! –
Du her paa disse Stæder –? Ha, Forræder!
Jeg kjender grant Din hele Niddingsfærd.
Drag Sværdet, og forsvar Dig! Lumsk og snedig
Du spændte Snaren ud –
I raser vildt –
Jeg maa mit Liv forsvare – –
Døe Forræder!
I høre mig!
Ha, bort! Jeg dræber Dig!
Ja, dræb mig! men ved Eders Salighed,
Ved Himlen, ved den Gud, som I tilbeder!
Læs først hvad her jeg bringer – stands o, Herre!
Den vilde Harm!
Det raser i mit Bryst
Min Emmy – Himmel! hun har skrevet det? –
Ha, sælsom er hans Færd! men Liv og Ære
Jeg maa forsvare mod hans Vold.
Ha, see!
Hvor Haanden skjelver! Øjet flammer vildt!
Alt
Han vakler – vee! den stolte Ridder segner – ?
O, dræb mig, dræb mig! – der, der er mit Sværd!
Skil mig ved Livet, ved den tunge Byrde!
Jeg vilde myrde Dig – o, Gud! jeg er
Ei Livet værd –
Fat Eder!
Ha! kun jeg
Er Skyld i alt – min Emmy er uskyldig. –
O, bort – til hende! her hun skrev sin Qval –
For mig, for den Uværdige, hun lider.
Jeg kjender hendes Nød, saa godt som I –
Kun I kan frelse hendes Liv og Ære!
O, Skjendsel! Varneys Viv! –
Varney – Ha, bie!
Ild strømmer mig i Aarerne – den Falske!
Nu gjennemskuer jeg det lumske Spil –
Vee! Døden hende truer, er det skeet –
Et Rædselsbilled svæver for mit Øje –
Opsøg ham! bring ham ufortøvet hid!
Gud, frels det arme Barn! – End seer jeg hende
Nedknælende, med Smertens Blik – hun var
Saa smuk – vaag over hende, milde Forsyn!
Saa er hun virkelig hans Viv!
Nei, nei!
Den falske Niddings ei – Lad Taagen svinde!
Min er hun! – Hun er Lei’sters Gemalinde!
Ha! Eders!? – bittre Trøst! –
Skee, hvad der maa!
Det ligger i Guds Haand – Ha! jeg maa ile!
Alt vil jeg tilstaae Dig, Elisabeth!
Tak, Himmel! lad de gyldne Bobler briste!
Min Kjærlighed! Dig skal jeg ikke miste –
Et langt mørkt Galleri paa Slottet
Vor fælles Lykke hænger fast ved Mylords,
Og han maa stige; vi ved ham igjen.
Snart er han Englands kongelige Herre.
Ha! Englands Konge?
Englands Konge! Foster!
Begriber Du det ei? det er saa simpelt!
En lille Klippe staaer ham end i Vejen,
Og det er den som vi maa see at styrte.
Mig overdrog han det: jeg svarer for det.
Jeg fatter ikke – –
Seer Du denne Pille?
Du troer vel, det er Steen ved Steen? Ha, tys!
At Ingen lurer paa os. (seer sig om) Den er huul.
Men jeg kun veed det. Han, som sagde mig det,
Har længe sovet under Kirkegaarden.
Jeg vil betro Dig dette; men vær tavs.
Betragt engang og see! herinde hænger
En Lænke, der heelt
Til Galleriet, hvor der er en Falddør,
Og Bjelkerne paa kryds og tvers udskaarne,
At det seer ud, som de af Ælde brast,
Saasnart man gjør et Drag i denne Lænke,
Da styrter Lemmen ned med hvem den bærer.
Ja, her fra Taget gjennem Slottets Høide
Til hvor den dybe Kjelder skummelt hvælver,
De styrte ned og knuses brat ved Faldet. –
For hver en Fremmed vil det hele synes
En grusom vel, men dog tilfældig Skjebne. –
Det Bjelken var som brast – Men svar mig dog,
Du staaer jo uden Mæle.
Tael, bliv ved!
Jeg hører paa Dig.
Der, paa venstre Side
Af Galleriet, sover Emmy. Og Du veed
Alt hendes Skjæbne.
Jesus! vær mig naadig!
Tie med Din Hyklen! Vi forstaae hinanden.
Husk, Mylords Lykke, ja maaskee hans Liv,
Beroer nu paa vor Troskab – hun maa døe!
Maa døe i denne Nat! Jeg efterligner
Det Tegn, Grev Lei’ster altid hende gav.
Een Time har vi kun og det er Midnat –
Jeg staaer deroppe paa den høire Side,
Du bliver her – Saasnart mit Tegn hun hører,
Hun troer at det er Lei’ster, og vil komme.
Naar Du da merker Nogen gaae deroppe,
Da er det hende, hende, ingen Anden:
– Ei nogen Fremmed kommer der saa silde –
Grib da i Lænken! – Du forstaaer mig Foster!
Ha, see, hvor han er bleg, den gamle Hykler!
Dit Kald skal Du opfylde, Intet mere.
Naar I det vil – jeg maa jo lyde Eder –
Det gjelder Mylords Lykke, Mylords Liv.
Udskjeld mig ikke Varney! jeg er syg:
Fælt trykker Blodet mig omkring mit Hjerte;
Jeg har endnu ei læst min Aftenbøn;
Jeg maa først ind og knæle i Kapellet.
For Mylord vil jeg bede, samle Kræfter,
At jeg kan hjelpe ham.
Forraad mig ikke!
Ha, vee Dig! om Du vover. – Hvilken Frygt!
Jeg kjender Dig – driv Dine Abestræger
Men vær, som altid, ærlig i Din Dont!
Du vil det – om en Time –?
Maa det ende.
Og husk kun paa, ifald Du føler Skrupler,
er Mylord Konge, kongeligt han lønner.
Selv
I Ørknen til den bittre Hungers Død,
At Lykkens Træ der hjemme kunde trives.
Ved Skriftens Ord jeg styrke vil min Sjel –
Jeg bliver tro, ja tro, som prøvet Guld!
Elisabeths Værelse
Ha! Dudleys Hustru! Din hun er, Forræder!
Døe skal Du med Din falske Viv!
Du mig bedrog – bag Dine
Sig bugted’ Slangen om mit Liv!
Nei! ingen Taare meer mit Øje væder!
Troløse for min Dom Du staaer. –
Ei Naadens Straale til Din Brøde naaer!
Ak Hjertets Stemme her forstummer!
Glem ei den største Hævn er Ædelmodighed!
Du kjender ei den bittre Qual og Kummer,
Der tynger paa min Isse ned!
Skee hvad der maa! I Dødens Slummer
Jeg bliver tro min Kjerlighed!
Vær stærk! vær stor! høi gaaer Din Vei –
Et mægtigt Folk staaer ved Dit Hjerte.
Ja! – Himmel! – Nei!
Du kjender ei den Smerte,
Som til min Barm har fundet Vei!
Jeg veed, hvad ikkun I tør vide –
Længst Eders Blik mig det har sagt!
Ha! denne Svaghed! hans Foragt!
For hende maa jeg staae tilside!
O, Himmel! dertil er det bragt! –
Jeg dræbe vil min Smerte,
Trofaste Gamle! – Ha, vær stærk mit Hjerte!
Grev Lei’ster! tag dit Sværd!
En falsk, en snedig Færd
Elisabeth kan glemme;
Det Gode, som hun fandt
Af
I hendes Barm en Stemme,
En venlig Tolk det vandt.
Din Daad du ei forsvare,
For Dommens Skranke kaldt!
Du ærlig Alt forklare
Og jeg tilgiver Alt!
Jeg føler Savn og Smerte;
Ei bittert Nag og Had.
Ak Stemmen i mit Hjerte
For ham saa kjærligt bad!
Hun seirede, med Smerte,
For stor til Hævn og Had;
Et stolt et ædelt Hjerte
For ham i Stilhed bad!
Hun rørtes ved min Smerte,
For stor til Hævn og Had;
Ak Emmys ædle Hjerte
For mig i Stilhed bad!
Galleriet
Hvor Tiden sniger sig med Sneglegang!
Den halve Time er endnu ei endt;
Og om en Time først – ha! jeg skal hævnes!
Jeg elsked’ hende af min hele Sjel,
Hun haded’ mig; nu hader jeg igjen:
Er først Grev Lei’ster Englands høje Konge,
Da holder jeg med hende stolt mit Bryllup!
Ha! er I Varney?
Ja! men hvo er Du?
Følg mig til Mylord, bort til Eders Herre,
Nu maa det skee – o! dybt hans Smerte greb mig;
Han elsker dog saa høit sin stakkels Viv!
Grev Lei’sters Viv – tie Usle! ved mit Sværd!
Det koster Dig Dit Liv! –
O, kom – hun græder!
Slet parrer sig med Ungdom Sorg og Graad.
Men den skal endes! Derfor Mylord kalder!
Jeg gjennemskuer Alt! men har hans Fuldmagt!
»Tænk for mig« – var hans Ord – »gjør hvad Du vil!«
Jeg Dig forstaaer – Ha jeg Forstand skal lægge
Som ærlig Tjener i Dit Ord – jeg saae
Dig vakle – tag min Haand den skal Dig Kronen række!
Afsted! lad styrte brat, hvad styrte maa!
O, Gud! jeg Brøden i hans Øje saae!
Nei, jeg kan ei bede!
Som i Feberhede
Brænder mig mit Blod.
Jeg i Kirken triner,
Men med sære Miner
Hvert et Billed’ stod.
Rundt om toned Stemmer;
Jeg dem end fornemmer! –
Ha! hvor er mit Mod? –
Hvad vil det betyde?
Stærke Fodtrin lyde
Hist fra dunkle Krog! –
Tys! – Nei jeg er ene.
Her bag disse Stene
Snoer sig Dødens Snog.
Snart jeg Tegnet hører,
Hvert Minut er talt.
Tys! sig noget rører! –
Vee! der er hun alt! –
Hvor er Emmy? Du mig svare!
Død!
O, Himlens Engleskare!
Ah! Hvor tyst vi nu det fik! –
Tys! jeg hører
Klage – see! hun Armen rører! –
Nei! o Nei! –
Kom! o Kom! I tør ei dvæle! –
Ha! hvorhen?
Ad denne Vei
Jeg vil bede – jeg vil knæle – !
Bønnen –! o! jeg kan den ei! –
Vee! det klang som Dybets Torden!
Rædsel knuger Hjertet fast.
Eccho rulled’ under Jorden,
Som dens dybe Grundvold brast.
Emmy! lad mig frelst Dig finde! –
Hun er knuust! – o Vee mig! vee!
Skrækkeligt! den arme Qvinde!
Haab som maatte brat forsvinde!
Ei sin Viv han meer skal see!
Elskov! Ak! Dit Sørge-Minde,
Kun din Grav vi skulle see.
Frelst hun er.
Gud!
Ei den Grumme,
Fanged’ Uskyld i sit Net!
Døden lod ham brat forstumme.
Styrtet fra det skjøre Bret.
Nær jeg stod – jeg saae ham falde –
Dybets Røst jeg hørte gjalde –
Helved’ krævede sin Ret!
Helved’ krævede sin Ret!
Elskte Viv! o høje Lykke!
Dig jeg tør til Hjertet trykke! –
Saligt efter tunge Savn –
Bryst mod Bryst og Favn i Favn! –
Himmel! hvilket Syn at skue!
Lei’sters Hustru ved hans Bryst! –
Lad mig soles i din Lue!
Ædle Ven! o, deel min Lyst!
O, fortær mig! Hævnens Lue!
Skjul mig, Jord! for denne Lyst!
Høje Dronning!
Haab og Minde
Blomster strøe for Eders Fjed!
Gyldne Drøm! din Taage svinde!
England er min Kjerlighed! –
Emmy! – o! farvel min Glæde!
Glem mig ei, min Ungdomsven!
Ingen Graad skal Øje væde!
Jeg har seet din Lyst, din Glæde! –
Over fjerne Bølger hen! –
Aldrig seer Du mig igjen!
Hiil vor Dronning! Held og Lykke
Blomstre her i Fredens Hjem;
I din Trones milde Skygge
Under Naadens Vinge frem!
Hellig Samklang os forbinde
Til Din Priis, o Herskerinde!
Over Bølge, Bjerg og Skov,
Toner Din og Englands
Henvis til værket
H.C. Andersen: Festen paa Kenilworth. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.