H.C. Andersen

Festen paa Kenilworth

Romantisk Syngestykke i 3 Acter

1836

Opført første gang 6. januar 1836
  • ELISABETH, Dronning af England
  • DUDLEY, Greve af Leicester
  • VARNEY, hans Staldmester
  • EMMY
  • TRESSILIAN, Adelsmand
  • TONY FOSTER, Kastellan paa Cumnor-Place
  • JEANETTE, hans Datter
  • GREVEN AF SUSSEX
  • MYLORD AF BURLEIGH
  • ALASCO, Alchymist
  • GILES GOSLING, Vert i den sorte Bjørn
  • MICHAEL LAMBOURNE, hans Fætter, en Eventyrer
  • HOLIDAY, en gammel Skolemester
  • DICKIE, en Dverg
  • MORITS, en gammel Tjener paa Slottet Cumnor

Første Act

Krostue i den sorte Bjørn

(GOLTHRED, BOB og flere Giæster, meest Haandverksfolk fra Byen Cumnor, sidde om det store Bord, drikke og discourere indbyrdes. TRESSILIAN har Plads ved et mindre Bord i Baggrunden; han sidder hensjunken i dybe Tanker, og først henimod Slutningen af denne første Scene tager han Deel i Handlingen.)
CHOR

Hvis Sorgen mørkne vil dit Blik,

Et hielper, tro mig, paa en Prik,

Drik!

Det Middel kan ei feile.

Og drikke, det er ei saa svært,

Det Middel har os Noah lært,

Og han forstod at seile!

Han seilede paa Viin paa Vand,

Men hver for sig min gode Mand!

Husk det; thi det er vigtigt

Og rigtigt.

I troe, naar Flasken ret er tom,

At hele Stuen dandser om –

I feile!

Nei det er os, som seile!

(Verten Giles Gosling træder ind med en Fremmed, der er i Reisedragt; en viid Kappe hænger ham om Skuldrene, og i Beltet har han Pistoler og en Daggert.)
GILES GOSLING (taler ud af Døren)

Sørg vel for Herrens Hest! Hører Du, Will! (til den Fremmede) Med den blanke Pokal byder jeg Eder her mit Velkommen!

DEN FREMMEDE (drikker)

Den har en reen Smag. Men min kjære Vert! for at vide, hvad god Viin er, maa man drikke den paa Stedet hvor den voxer. I skulle reise, min kjære Mand!

GILES GOSLING

Reise, siger I? Reise, for at blive mindre fornøiet med Tingene her hjemme? Nei, saa maatte jeg være en Nar!

DEN FREMMEDE

Jeg tør vædde, at ikke alle Eders Landsmænd tænke, som I. Der gives dristige Folk iblandt dem. I maa vist selv have Bekjendtere derude. Er der Ingen, I gierne gad høre fra?

GILES GOSLING

Nei, ikke en Sjæl, siden Robin Drysand blev skudt.

DEN FREMMEDE

Virkelig? I skulde ingen Venner, ingen Beslægtet have ude i Verden? En Mand, som I?

GILES GOSLING

Ja, jeg har vel rigtig nok en Beslægtet, en Døgenigt af Fætter; men han er bedre glemt, end gjemt!

DEN FREMMEDE

Hvorfor saa vred paa ham? Hvad er hans Navn, om jeg tør vide det?

GILES GOSLING

Michael Lambourne – en Søn af min stakkels Søster. Men det sætter mig i daarligt Humeur, at tænke paa Navnet og Slægtskabet.

DEN FREMMEDE

Michael Lambourne? Hvad! er det muligt? Michael Lambourne? den tappre, ædle Cavaleer, der saa glimrende udmerkede sig ved Venlos Beleiring! Ham, som Grev Morits i hele Hærens Paasyn trykkede til sit Hjerte?

GILES GOSLING

Nei, det har ikke været min Fetter.

DEN FREMMEDE

Den Lambourne, jeg kjender, var en vakker Mand; altid lystig, altid prægtigt klædt, og havde et sandt Ørneblik paa alle smukke Piger.

GILES GOSLING

Nei, saadan var vores Mikkel slet ikke: altid hang Klæderne om ham, saa at den ene Lase slog den anden; og hvad hans Ørneblik angaaer, veed jeg kuns, at det især faldt paa mine Sølvskeer og slige gangbare Sager.

DEN FREMMEDE

Med alt dette vil det dog bedrøve Eder, om jeg nu fortæller, at den stakkels Michael Lambourne er falden i Krigen i Spidsen for det Regiment han førte.

GILES GOSLING

Bedrøve mig? Nei! vor Herre veed, at I ikke kan bringe mig et glædeligere Budskab. Jeg var bange for at han vilde ende med at dingle i Galgen. Naa, vor Herre være ham naadig!

DEN FREMMEDE

Har I intet særdeles Kjendetegn paa ham, hvoraf jeg kan slutte, om det er en og den samme Person, vi begge mene?

GILES GOSLING

Der falder mig intet ind, uden at han har en Galge aftrykt paa sin venstre Skulder. Bødlen brændte den ind, fordi han stjal en Sølv-Terrin fra Mistress Stuart.

DEN FREMMEDE (i det han heftigen river sin Kjortel op)

Der lyver I! See min Skulder er reen, som Eders.

GILES GOSLING

Hvad! Mikkel! Fætter! er det Dig?

ALLE GJÆSTERNE (trænge sig om ham)

Michael Lambourne!

GILES GOSLING

Ja, det kunde jeg nok vide. Hvem skulde tale saa godt om Eder, uden I selv. Men hvad Din Skulder angaaer, maa Du dog tilstaae, at, dersom der ingen Ting er at see, maa Du takke Bødlen for, at han har stemplet Dig med et koldt Jern.

MICHAEL LAMBOURNE

Stille med Eders Spøg! Ønsk hellere Eders Slægtning velkommen. Vil I ikke, da har jeg et Middel, der nok skal skaffe mig det hos enhver Anden. (ryster sin Pengepung) I ærlige Mænd! I brave Gjæster! Hvo som ikke er for stolt til at mindes den lystige Kjeldersvend Michael Lambourne, være i Aften min Gjæst! – Er jeg ikke velkommen i »Den sorte Bjørn«, saa have vi ikke langt til »Trommen« eller »Haren«. Det er Vertshuse saavel som dette!

GILES GOSLING

Nei, Mikkel! Atten lange Aar ere hensvundne siden jeg saae Dig sidst. Du kan have forbedret Dig. Du er min Søsters Søn; mit Huus maa Du ikke saaledes forlade. Der kommer de med Bollen. Værer mig alle velkommen til at hædre Knegtens Hjemkomst! Gid jeg kuns vidste, om det staaer ligesaa godt til med Din Ærlighed, som med Din Pengepung.

LAMBOURNE

Vil I altid rippe op i mine Ungdoms Daarligheder? Jeg kommer jo fra den nye Verden, hvor Pengene voxe, som Ko-Blommer og Veibredblade.

(De sætte sig om Bollen.)

1.

Brødre! meget langt herfra,

Over salten Vande,

Reiser sig America

Med de gyldne Strande.

Det er der Fugl Phoenix boer;

Guld og Sølv paa Marken groer;

Og i Skovens Skygge

Stegte Duer bygge.

GOLTHRED

Hvor frydeligt

Gud, hvor det er nydeligt!

CHOR

Skade, at America

Ligge skal saa langt herfra!

LAMBOURNE

2.

Der gaaer Solen aldrig need;

Stegt er hver Kastanie;

Der er Alting Kjerlighed,

Kilderne Champagne;

Giver der man Hjertet hen,

Faaer man strax nie, ti igien;

Og paa Mark og Enge

Blomstrer der kun Penge.

GOLTHRED

Hvor frydeligt!

Gud, hvor det er nydeligt!

CHOR

Skade, at America

Ligge skal saa langt herfra!

GOLTHRED

Det maa være et deiligt Land, det Amerika! Hvad maa ikke Baand og Krepflor kaste af sig der, hvor Guldet groer, som Nummer Nix.

LAMBOURNE

O, uhyre meget! Især naar saadan en Karl, saa ung og smuk som I, selv førte sine Varer til Markedet.

GILES GOSLING

Lad jer ikke forlede af hans Snak! (hæver Pokalen) Naa, paa hans Sundhed!

LAMBOURNE

Skaal for gammelt Kammeratskab! Hvad godt Nyt? Hvad Lystighed bringer Tiden?

BOB

I er kommen, som I var kaldet! Dronningen vil besøge Grev Leicester paa hans prægtige Slot Kenilworth. Der bliver en Stads, som de sidste Slægter ville tale om. Det er utroligt, hvad for en Mængde Fødevarer og Slikkerier, der ere førte derhen. Gjøglere og Commedianter af alle Slags komme der. Drikke vil der vanke og mangen lystig Spas.

LAMBOURNE

Naa, det var herligt! Jeg skal være med. Men jeg savner endnu En og Anden af mine gamle Venner her. – Hvor er Prance, den lystige Fugl? Han lovede meget.

GOLTHRED

Han blev hængt for 10 Aar siden.

LAMBOURNE

Kom han saa høit i Veiret? – Den gode Sjæl, han holdt saa meget af Maaneskin; nu har han da ret kunnet nyde det. Hvorledes gaaer det med Heins? Han som bar den høje Fjedertop.

GILES GOSLING

Du mener vist Heins Hamphead? Han der gav sig af med Politikken.

BOB

Han blev for tre Aar siden slemt jaget ud af Landet.

LAMBOURNE

Det er jo lutter fæle Ting, jeg hører. Ja saa tør jeg neppe spørge til Tony Foster, »Branden«, som vi kaldte ham, fordi han hjalp Bøddelen, og gav ham en gloende Brand, da Ilden gik ud, dengang de skulde brænde Ridley.

GILES GOSLING

Foster? Ham gaaer det just straalende.

BOB

Nu er han bleven Protestant.

GOLTHRED

Og lever paa en Maade, som Herre over vort gamle Riddergods Cumnor-Place.

LAMBOURNE

Han gjør Fanden heller!

GILES GOSLING

Seer I! de store Kirkegodser ere nu komne under Kronen; En af Herrerne ved Hoffet har betroet Foster Opsyn over dette.

BOB

Og man siger, at der paa Slottet lever et deiligt Fruentimmer; men som Ingen maa faae at see.

TRESSILIAN (som har siddet uden Deeltagelse i Samtalen, bliver nu opmærksom.)
GILES GOSLING

Hun skal see ud, som en Engel. – Ingen veed, hvorfra hun er, eller hvorfor hun skiules der.

GOLTHRED

Jeg har dog seet hende. Forleden, da jeg reed fra Abington, mærkede jeg, at Slotsporten ikke var lukket. Nu er der saadan en deilig Skygge dernede under de store Træer, jeg tog mig derfor den Frihed at ride ind; i det jeg reed hører jeg et Vindue aabnes, jeg seer op – O, hvor hun var deilig!

LAMBOURNE

Hvorledes saae hun ud?

GOLTHRED

Ærmerne vare syede af Atlask, der vare ægte Sølvtresser paa dem, og saa havde hun en Fløiels Hat med Venetiansk Guld og deilige Fjeder paa.

LAMBOURNE

Men hendes Ansigtstræk?

GOLTHRED

Ja, dem saae jeg ikke; men hun havde saadan en kostelig Vifte, der var giort af Elfenbeen.

LAMBOURNE

Det er en ægte Kræmmerforklaring, Du giver os.

GOLTHRED

Men jeg fik jo ikke Tid til at see meget paa hende: før jeg vidste af det, stod Tony Foster lige for mig med en Knippel i Haanden, og spurgte, hvad jeg havde der at giøre. Saa gloede han, som Fanden, og gik mig lige ind paa Hesten. Jeg ville have kløvet ham Panden; men saa var jeg bange for, at den stakkels Dame skulle besvime.

LAMBOURNE

Det var ridderligt tænkt! Skal Du tænke paa, om Damen daaner, eller ikke daaner, naar du vil befrie hende fra Kiemper og Trolde? Du er dog en ægte Cujon!

GOLTHRED

Hvad behager! Er jeg det? Saa kan I jo selv forsøge at frelse hende. Der er ikke saa langt til Slottet.

LAMBOURNE

Ja, det kan jeg – og det vil jeg! (ryster nogle Dalere ud paa Bordet). Tør Du imod Fem af disse sætte et Stykke ægte, fiint Lerred, at jeg endnu i denne Aften skal tvinge Tony Foster til at vise mig den Deilige. Jeg trænger just til noget Lerred; det kunne være en nem og behagelig Maade at faae det paa.

GOLTHRED

Om jeg tør? Du maatte være mere fræk, end Satan, skulle jeg her tabe.

GILES GOSLING (til Lambourne)

Lad dog være! Tony Foster er ikke at spøge med, han kan skaffe dig baade Strømpebaand af Jern og frit Logis i Slotstaarnet.

GOLTHRED

O, han gjør det heller ikke.

LAMBOURNE

Troer Du det? jeg er parat, tør Du vædde!

GOLTHRED

Ja, det tør jeg.

LAMBOURNE

Top da! Lerredet er mit!

Hiin Skjønhed maa jeg kjende,

Jeg har ei Frygt, ei Gru!

TRESSILIAN (afsides)

Ha! det maa være hende,

Hun er da funden nu.

GOLTHRED

Jeg veed nok, hvad der vanker,

Og hvad med ham vil skee.

TRESSILIAN

Gud, hvor mit Hjerte banker,

Dig, Emmy! skal jeg see!

(træder frem)

Tillad jeg med maa drage,

Om end det koster Blod;

Mig Eventyr behage,

Og dristigt Ungdoms Mod.

LAMBOURNE

Saa mange, der vil følge,

Kan gjerne komme med.

GILES GOSLING (til Tressilian)

Jeg vil Dem ei fordølge,

De kommer galt afsted.

CHOR

Den Fremmede vil følge,

Han kommer galt afsted.

LAMBOURNE (til Tressilian)

Velan! vi vandre sammen.

TRESSILIAN

Vi gaae til Cumnor-Slot.

GOLTHRED

Glück zu!

BOB

Jeg siger Amen!

GILES GOSLING

Jeg skiælver alt saa smaat.

CHOR

Ja prøv at vandre sammen

Til skumle Cumnor-Slot;

Paa Daarskab følger Skammen:

Jo, det vil gaae Jer godt!

TRESSILIAN og LAMBOURNE

Kun Daarskab frygter Skammen,

Det sikkert gaaer os godt.

(Tressilian gaaer med Lambourne; de andre følger.)

Sal paa Cumnor-Place

(Vinduerne ere skjulte af kostelige Tepper. Over to Stole staaer en Tronhimmel med det grevelige Vaaben, og foran Billedstøtter med Sølvskjolde og antændte Voxkjærter i Hænderne. Blomsterguirlander hænge need fra Loftet, og paa Gulvet ligge kostelige Tepper. Begge Dørene i Baggrunden staae aabne og vise ligeledes oplyste Sale.) EMMY og JEANETTE (komme ind.)
EMMY

Hvor herligt er det Hele dog, Jeanette!

O, Gud! jeg kan mig glæde som et Barn,

Fra Værelse til Værelse jeg flyver,

Og overalt mig møder Glands og Pragt.

For mig har Lei’ster, min Gemal, det skabt;

Hans Kjerlighed jeg skylder Trylleriet.

JEANETTE

Den gode Gud i Himlen maa I takke,

Der skjænked Eder slig en Ægteherre.

EMMY

Og han vil komme – komme her i Aften!

Og, som han loved’ mig det sidste Gang,

I al den Pragt, han viser sig ved Hoffet:

– Men jeg maa tale med din Fader først

Og Master Varney, hvem jo min Gemal

Saa meget stoler paa, skjøndt, hvis jeg vilde,

Jeg kunde da fortælle Et og Andet,

Der snart ham skulde styrte fra hans Høide.

JEANETTE

Nei, gode Lady! overlad det Himlen,

Der straffe vil til sin Tid hver en Synder.

Træd ikke op mod Varney; han besidder

Formeget Mylords Gunst, og let kan skade.

EMMY

Det har Du ikke fra Dig selv. – Og, Barn

Siig, hvorfor skal jeg staae mig godt med Varney?

Jeg er hans Herres, hans Velgiørers Hustru.

JEANETTE

Ja, høie Frue, I forstaaer det bedre;

Men jeg har hørt min Fader sige det,

At ei en Sjæl tør træde op mod Varney.

EMMY

O ja, hvad Dig og hvad Din Fader angaaer.

Han mener Dig det godt, og mig vist med;

Saae han kun ei saa mørk, saa hæslig ud!

JEANETTE

Min Fader er langt bedre, end I troer.

EMMY

Nu, jeg skal tale godt til Lei’ster om ham,

Især for din Skyld, gode, fromme Pige!

Du tænker paa Din Faders Vel. – – O Gud!

Jeg har jo ogsaa en – – en kjærlig Fader,

Der lever bange, uvis om min Skjæbne;

Men snart, snart skal han vide den, og glædes!

Og han vil blive rask og ung af Fryd,

Naar han mig seer som Lei’sters Gemalinde;

Ja glad det skal han blive, ogsaa jeg

Vil være det! Ei maa min egen Lord,

Naar snart han kommer, see den mindste Taare.

Glæde paa din lette Ganger

Vil jeg flyve rask afsted

Skovens vingeklædte Sanger

Synger smukt om Kjærlighed

La, la, la!

(Hun seer sig i Speilet)
JEANETTE

Han, som skjærmer Borg og Hytte,

Vil hver barnlig Sjæl beskytte.

EMMY

Blomsten dufter, Hjertet drømmer;

Fryd min Barm igjennemstrømmer,

La, la, la!

(Hun dandser omkring)
(talende)

Du gode Barn! jeg holder meget af Dig.

(kysser hende paa Panden)
JEANETTE

Himlens Gud Dem Held forlene!

Jeg ved Dem er lykkelig.

EMMY (for Speilet)

Disse Perler, disse Stene

Til en Krands sig smukt forene;

See! hvor godt det klæder mig.

La, la, la!

EMMY

Glæde! i hans Arm jeg iler,

Fryd bevinger mine Fjed;

Salig ved hans Bryst jeg hviler,

Paradisets Engel smiler

Til vor rene Kjerlighed

JEANETTE

Elskovs Engel Dem ledsage,

Blomster strø paa Deres Fjed

Med en elsket Ægtemage

Møde Deres Fremtidsdage

Dem med Lyst og Kjerlighed.

(De gaae ind i Sideværelset.)
TONY FOSTER (træder ind fra Baggrunden; han er i en rødlig Lædertrøie med et Belte, hvori sidder en lang Kniv og en kort bred Sabel.)

Hvilken Pragt og overdaadig Glimmer! Ha! Ha! de mange Lys, som saaledes brænde hen til ingen Nytte! Men Mylord vil det, og han er Englands Pair og Slottets Herre. (Der bankes stærkt paa Porten udenfor). Hvem kan det være, der kommer her saa silde?

MORITS (træder ind)

Herre! der staaer to Fremmede ved Porten. De sige at de skulle ind, det er Statssager, Ting af Vigtighed.

FOSTER

Statssager? Hm! saa faaer jeg see. Jeg kan vel troe, Mylady ikke kommer her saa snart. De Fruentimmer bruge jo Timer til at klæde sig i.

(Gaaer.)
MORITS (betragter forbauset alt)

Nei, hvor her dog er deiligt! Saaledes seer det vist ud i Himmerige. Hvilken Glands og hvilke Kostbarheder! – Det tænker nu Ingen paa, der staaer uden for, og seer det gamle, store, øde Slot, at her er saadan Herlighed herinde. Men hvert et Vindue er ogsaa dækket godt til med Bredder og Tepper, ikke det mindste Lys kan skinne ud.

FOSTER (kommer med Tressilian og Lambourne)

Vi maa her igiennem, for hurtigst at komme til mit eget Værelse. (til Morits) Hvad, staaer Du her endnu? Gaae til Dit Arbeid!

(Morits gaaer)
LAMBOURNE

Hvor her er støvet op! Det tager paa Øjnene.

FOSTER

Følg mig! og vær blind for hvad I seer!

LAMBOURNE

Men, søde Bro’er! kan Du ikke kjende mig? (tager ham om Halsen) Har Du reent glemt Michael Lambourne, din gamle Kammerat og Svirebroder?

FOSTER (betragter ham.)

Og det er Eder? – Hvad Ting af Vigtighed kan I bringe mig?

LAMBOURNE

Jeg bringer Eder mig selv, er det ikke nok?

FOSTER

Gid jeg saae Dig under Bøddeløxen! hvad har Du her at gjøre? Vogt Dig vel, at Du ikke skal komme paa Hovedet ud i Voldgraven!

LAMBOURNE

Det skeer ikke.

FOSTER

Er Du saa vis derpaa?

LAMBOURNE

Ja, ganske vis! Jeg veed nok, at I har Eders Liv kjært, og at I fornuftigvis indseer, at jeg er baade mere ung og mere stærk end I. Og jeg forstaaer at bruge mig – ikke sandt? Desuden har jeg en forbandet god Hukommelse; kan mange pene Historier om Gift, om stærke Supper –! I forstaaer mig? Vi to har i vor Ungdom kjendt hinanden.

FOSTER

Tys! hvor du skriger! Indseer Du ikke, Lambourne! at det var Spøg det Hele? Jeg ville kun see, om Du endnu besad den gamle, aabne Ligefremhed. Og hvem er denne? (peger paa Tressilian.)

LAMBOURNE

En Cavalier, en Mand af sjældne Fortjenester og store Egenskaber! Han gaaer vel ikke ind i vore Forretninger men har megen Agtelse for Kunstnere af min og Din Haandtering.

FOSTER (halv sagte.)

Det er til Din Lykke, Du er kommen her; jeg søgte en Mand som Dig. Jeg maa tale med Dig – men, da det staaer saaledes med Dig og ham, tør han ikke høre det. (til Tressilian.) Min ædle Herre! vil De blive her; men De maa love mig, ikke at forlade dette Sted, før jeg og Deres Kammerat komme tilbage. Der ere Folk i dette Huus som ikke kunne taale Synet af et fremmed Ansigt.

De skal ikke vente længe! (i det han gaaer med Lambourne) Kun Djævelen har ført mig disse paa Halsen.

TRESSILIAN (ene.)

Af slige Mænd er Du omgiven, Pige!

Dertil har Du det bragt!

Den falske Pragt

Har styrtet Dig fra Uskylds Drømmerige.

– Jeg vil Dig frelse, ja! hvad end vil skee;

Jeg bringer Dig tilbage

Til Dine, til Din Gud! – O, bittre Vee!

End elsker jeg Dig, som i bedre Dage.

Hvad Hjertet her sig klynger til,

Det lægges snart i Kiste;

Selv Venskab er et Gaadespil,

Hvor Traaden let kan briste.

Den bedste Drøm dog Hjertet veed,

Det Drømmen er om Kjerlighed.

Den skal man drømme jo, som ung,

Hvert Hjerte til den trænger,

Den er saa smuk og dog saa tung,

At tit den Hjertet sprænger.

Dog – Haabet lever! bort med Suk

Og Drøm og Klage!

Snart stiger Solen ung og smuk,

Og sender mig et Lys fra bedre Dage;

– Ja! hun skal frelses – og ved mig – o Lyst!

Jeg bringer dig tilbage,

Min Emmy! til din gamle Faders Bryst!

(Han trækker sin Kappe om sig, og synker hen i Drømmerier; Døren gaaer i det samme op, og Emmy, som troer, det er Leicester, flyver ham imøde.)
EMMY

Du er her alt! o skjul mig ei dit Ansigt,

Du kjære, kjære Mand! nei see engang!

Lad Kappen falde, viis mig al Din Pragt!

TRESSILIAN (med Smerte.)

O, Emmy! –

(hun træder forskrækket tilbage, han nærmer sig efter et Ophold.)

Emmy! frygt kun ei for mig!

EMMY

Jeg frygte Eder? Nei, hvi skulde jeg?

Men hvorfor kommer I her paa mit Slot?

TRESSILIAN

Til Eders Slot? I mener Eders Fængsel!

EMMY

Mit Hjem det er, og hvo kan hindre mig,

At frie jeg lever, hvor jeg selv bestemmer?

Hvo kan det?

TRESSILIAN

Eders Fader. Han det er,

Der har betroet mig den Magt og Ret,

Han eier over Eder. Jeg den fik,

Nu Sorg og Sygdom holder ham til Sængen.

EMMY

O, Gud! min Fader syg?

TRESSILIAN

Ja syg til Døden.

Kom, følg mig, Emmy! bort fra dette Sted!

Kom hjem til Eders gamle, syge Fader,

Det er for ham den bedste Lægedom.

Alt er beredt til Flugt; for Guds Skyld, kom!

I har dog Tillid til en – Ven, en Broder?

EMMY

O Gud! jeg veed, I mener det saa godt.

Men, nei! jeg kan, jeg tør ei følge med.

Gaae til min Fader, siig ham, jeg er vel,

Er lykkelig – ja, meget lykkelig.

Siig, at jeg kommer. Ja om nogle Timer

Vil jeg udbede mig Tilladelse.

Jeg skal besøge ham, og han skal see,

Hvorledes Lykken – – jeg tør det ei sige –

O, gaae Du til ham! ogsaa Dig jeg har

Bedrøvet meget; men jeg er istand

At giøre Alting godt for Dig og ham. –

TRESSILIAN

Og det I siger mig?! – Dog ei jeg kom

For at bebreide, men at frelse Eder.

Ei meer af mig I høre skal derom,

Men kom, mens endnu Eders Fader lever!

EMMY

Jeg vil og skal det, ja, ved Himlens Gud!

Men først maa jeg Tilladelse indhente.

TRESSILIAN

Tilladelse at gaae til Eders Fader,

Der ligger dødssyg! og af hvem? Af ham,

Den Skjændige, der under Venskabs Maske

Forledte Jer, og stjal Jer bort fra Hjemmet?

EMMY

Tal ikke saa! Han, som I nævner her,

Er mere stor og mægtig, end I drømmer,

Hans Rang og høje Værd staae alt for højt

At I kan dømme ham. Gaae til min Fader,

Bring ham mit Ord! meer har I ei at gjøre.

TRESSILIAN

Kun Eet endnu, den Rang, Du roser hos ham,

Siig, deler Du den som hans Ægtehustru?

EMMY

Et saadant Spørgsmaal krænker dybt min Ære.

TRESSILIAN

Alt nok! Jeg lovet har Din gamle Fader,

At frelse Dig, at bringe Dig tilbage –

EMMY

Brug ikke Magt, hvis ei, jeg ogsaa nødes.

TRESSILIAN

Ulykkelige! man har Dig bedraget,

Maaskee et tvungent Løfte holder Dig?

Ved Snedighed og List man har Dig fanget,

Kom, Emmy! I din Faders Navn jeg her

Befaler Dig at følge mig!

(han griber hendes Arm.)
EMMY

Ha! Hjelp!

TRESSILIAN

Afsted! Du skal mig følge!

Kom, Frelsens Tid er kort!

Os Nattens Vinger dølge.

EMMY

Ha! Hjelp!

TRESSILIAN

Nei, Du maa bort!

(Lambourne og Foster kommer til med dragne Sværd.)
FOSTER

Ved Dybets røde Luer!

Ha, fly herfra paa Stand!

TRESSILIAN

Mit Hjerte aldrig gruer,

Selv ei paa Dødens Rand.

VARNEY (kommer til fra Baggrunden)

Hvad er det hist jeg skuer?

(kjender Tressilian)

Ha du est Dødens Mand!

(trænger ind paa ham)
LAMBOURNE (stiller sig til Forsvar)

Jeg vil ham kjekt forsvare.

TRESSILIAN (til Varney)

Forræder, Dig jeg seer?

VARNEY (til Tressilian)

Betænk dit Liv, din Fare!

(til Lambourne)

Dig, Usling! jeg beleer!

ALLE (i det de trænge ind paa hinanden)

Hævnen og Harmen Syder i Barmen!

Ha, du skal bløde!

Blodigen bøde!

Straffen Du seer! (De fægte)

EMMY (til Varney og Foster)

Hold inde, jeg det byder!

(til Tressilian)

Før var jeg Eder kjer!

ALLE

Ha mægtig Blodet flyder I hver en Aare her.

TRESSILIAN

Jeg hendes Bøn adlyder, Den smelte maa Enhver.

VARNEY

Vel, Hendes Bud jeg lyder, Uvis er Kampen her.

LAMBOURNE

O, gjerne jeg adlyder Den søde Stemme der.

FOSTER

Jeg hendes Bud adlyder, Thi hun er Dronning her.

TRESSILIAN (til Emmy)

Jeg elsked’ Dig med trofast Hjerte,

Du var min Sjels udkaarne Brud;

Alt er forbie! o bittre Smerte!

Din Qual kun Døden slukker ud.

(til Varney)

Du kom som Paradisets Slange,

Med Snedighed Uskyld Du bandt;

Og – Skiændsel – her hun blev Din Fange!

Ei Faderen sin Datter fandt.

VARNEY

Jeg er uskyldig i Din Vrede;

Dog ei jeg vil forsvare mig,

Dit stolte Mod dig vil forlede;

Ha, frygt en Arm, der knuser Dig!

EMMY (til Tressilian)

Døm ei hvad ei endnu I fatter!

Naar Morgenrøden stiger hist,

Min Fader højt sin Lykke skatter,

Som fulgte Sorgens korte Frist.

TRESSILIAN (for sig selv)

O, Gud! nei, han har tabt sin Datter!

Det Bud ham bringer Døden vist.

LAMBOURNE

Ei ret jeg Sammenhængen fatter;

Men hun er deilig – det er vist.

VARNEY og FOSTER (med Haanden paa Sværdet)

Forhadte Giest! Vi mødes atter,

Da rammer Sværdet dybt og vist!

TRESSILIAN (til Emmy)

O, følg!

EMMY

Ak, nei!

TRESSILIAN

Hør Vennens Stemme!

EMMY

Jeg lyder Kjerlighedens Røst.

TRESSILIAN

Kom til dit Hjem!

EMMY

Her er jeg hjemme.

TRESSILIAN

Saa gaaer jeg uden Haab og Trøst.

EMMY

Haabet mig vinker, Afsted, Afsted!

Snart vil han komme Til Kjerlighed.

Barmen sig bølger

Af Haab og Lyst;

Saligt at trykke sin Ven til sit Bryst!

TRESSILIAN

Svinder I Drømme!

Afsted, Afsted!

Hjertet maa glemme

Sin Kjerlighed.

Barmen sig bølger,

O svundne Lyst!

Styrk med dit Minde det blødende Bryst!

LAMBOURNE

Ud i det Frie!

Afsted, Afsted!

Førend jeg brænder

Af Kjerlighed.

Barmen sig bølger

I selsom Lyst.

Himmel at trykke den Glut til sit Bryst!

VARNEY og FOSTER

Bort fra mit Øie!

Afsted, Afsted!

Ei skal Du rose

Vor Giestfrihed!

Barmen sig bølger

Til Hævnens Lyst,

Snart skal den kjølnes i blødende Bryst!

(Emmy gaaer ind i Sideværelset; Tressilian gaaer; Lambourne følger.)
VARNEY

Ha, Foster! Skurk! hvorledes kom han her?

Hvor kom Tressilian herind paa Slottet?

FOSTER

Tressilian?

VARNEY

Ja ham! – just ham det var jo,

Myladys Fader først bestemte hende.

Til Lykke veed han intet om Grev Lei’ster.

Mig, ene mig han ta’er for Gjerningsmanden.

Hvor kom han her?

FOSTER

Ih, med Michael Lambourne!

VARNEY

Michael Lambourne? Og hvem er vel han?

Du skulde før med Trommer og med Piber

Indbyde hver en Kjeltring, for at han

Ret kunde see, hvad ei en Sjel tør ahne!

FOSTER

Er det min Tak? I har jo selv forlangt,

Jeg skulle skaffe Jer en saadan Djævel,

Som denne just, til Alting brugelig.

Hvad kan jeg for, den Anden fulgte med,

Og at han her traf sammen med Mylady?

VARNEY

Hvad mon der vel er forefaldet her?

Det maa Din Datter lokke ud af hende.

FOSTER

Min Datter? Nei! vi gaae vor egen Vei;

Mit Barn skal være fri for vore Planer.

En Engel vil jeg have i Guds Himmel,

Der bede kan for mig og mine Synder.

Jeg leder ei mit Barn i Fristelse.

VARNEY

Ei vil jeg, hun med Dig skal gaae til Helved;

Uskyldigt kan hun jo fortælle Alt.

Hvad denne sværmeriske Ridder angaaer,

Maa vi bevogte nøje hvert hans Fjed.

End veed han ei – og Ingen uden vi –

At Englands Pair, Grev Lei’ster, her er Hiulet.

Jeg førte hende bort, jeg gav ham hende,

Jeg ledte deres skjulte Kjerlighed,

Og mig man troer det er, der ejer hende.

FOSTER

Hun lønner Eder slet for Eders Iver;

Hun elsker os, som Synderen sin Bøddel.

VARNEY

Bort! søg Lambourne! tør Du svare for ham?

– Imidlertid jeg taler med Mylady.

Hvert Øjeblik vi vente kan Grev Lei’ster;

Hun indsee maa, at ei hun os kan miste;

Ved os kan hendes Lykkes Boble briste.

(Varney gaaer hen til Emmys Værelse, og banker paa. Foster forlader Salen.)
VARNEY

Tilgiv Mylady!

EMMY (i Døren)

Er det mig, I søger?

VARNEY

Om Eders Hr. Gemal jeg vilde tale.

EMMY

Om ham jeg hører helst; kom med Jeanette!

Sæt Dig paa Stolen der, og pas Din Ramme!

(Jeanette gjør som hun befaler)
VARNEY

Hvad troer I Eders Ægteherre siger

Til det Besøg, som nylig her fandt Sted?

EMMY

Jeg tænker Intet. Kun for mig det var

Ukjært og smerteligt. Han meldte mig,

Min Fader laae tilsengs.

VARNEY

Det er umuligt!

Det er kun Paafund af Tressilian,

Der gierne vil forstyrre Eders Lykke.

EMMY

I gjør ham Uret: han er tro og ærlig.

Næst efter Lei’ster meest jeg agter ham.

Alt, hvad jeg her kan haabe, er, min Fader,

Er ikke just saa syg, som han fortalte.

VARNEY

Tilgiv, hvis jeg har gjort ham Uret her!

Og derfor tænker jeg, det bliver bedst,

Vi ei fortælle Mylord om Besøget.

EMMY

Hvorledes? Og hvorfor ei? Han er just

Den første, jeg det vil fortælle til.

VARNEY

Som Eders Naade vil. Men, I tilgive!

Det gjelder her mit Herskabs Ro og Lykke,

Og derfor maa jeg tale. –

EMMY

Tal! hvad er det?

VARNEY

I seer med hvilken Strænghed, hvilken Iver

Ethvert af Eders Skridt bevogtes her,

At intet fremmed Blik skal møde Eder.

EMMY

Vil I, at jeg skal tro, Mylord er skinsyg?

Hvis det var muligt, kjender jeg et Middel –

VARNEY

Og dette Middel?

EMMY

Er Oprigtighed!

Enhver min Tanke vil jeg ham betroe.

VARNEY

Jeg tier Frue! Hvad Tressilian

Vel angaaer, der har vovet paa

At komme her – da – ja I kjender Mylord –

I veed, hvorvidt han taaler Sligt uhævnet.

EMMY

I troer, det skade vil Tressilian?

Ham, som jeg alt bedrøvet har saameget!

Men Foster saae ham ogsaa – nei! nei! nei!

Jeg vil ei høre Mere! Alt jeg vil

Fortælle Mylord. Intet vil jeg dølge.

Lad os ei tale meer om denne Sag. –

Ha! tys! jeg hører Hestetrampen ude!

Han kommer! kommer!

VARNEY

Jeg kan ikke troe det.

EMMY

Ophold mig ei! Ham er det, ingen Anden.

(man hører Klappen i Hænderne.)

I er forvoven, bort! min Lei’ster kommer!

LEICESTER (træder ind, indhyllet i en Kappe, Emmy flyver ham imøde, Varney og Jeanette bøje sig dybt og forlade Salen.)
EMMY

Saa har jeg Dig igjen! O Gud skee Tak!

Hvor jeg har længtes efter Dig, Du Kjære!

(kysser ham heftigt)
LEICESTER

Min gode Hustru! Du min egen Emmy!

EMMY

Nu lad mig see, om Du har holdt Dit Løfte.

(hun river hans Kappe løs. Han staaer i en prægtig Ridderdragt med alle sine Ordener og Kjeder.)

– O! hvilken herlig Dragt, saa rig og prægtig!

Dog uden denne vandt Du først mit Hjerte.

(Hun drager ham mildt hen paa Tronstolen, og sætter sig selv paa Fodstykket)

Her vil jeg sidde, at jeg ret kan see Dig

I al Din Glands. – Dig tør jeg kalde min!

LEICESTER

Du faaer mig til at elske denne Glimmer.

(Han bøjer sig kjerlig over hende; hun seer ham venlig i Øjet, medens hun omslynger hans Knæe)
EMMY (i det hun peger paa hans Hosebaands Orden)

Og dette smukke Baand –?

LEICESTER

Det er den Orden,

Kong Edvard stiftet’ til et Minde om

Grevinden af Salisbury. See! Stjernen,

Jeg har paa Brystet, hører med dertil!

– Her er det gyldne Vlies, mig Spanien gav –

EMMY

Og slig papistisk Orden vil I bære?

LEICESTER

Ja, jeg er stolt deraf, og bør det være.

Derfor er jeg ei mindre Protestant.

Her er en fransk, og her en skotsk – betragt!

– Jeg som Vasal har vist mig i min Pragt;

Siig er der meer, Dit Hjerte kan forlange?

EMMY

Tidt føler jeg mig her ret som en Fange,

En Fugl, man havde sadt i gyldent Buur.

O lad mig flyve med i Guds Natur!

Erkjend mig der for hvad jeg er, Din Viv.

Jeg skylder Dig da Æren og mit Liv.

LEICESTER

Jeg vil og skal! – De Tider snart sig nærme,

Jeg sige tør for Verden: Du er min!

EMMY

Os Gud og alle Love jo beskjerme,

For Herrens Alter er jeg bleven Din.

LEICESTER

Nødvendigheden vil det, – ja mit Liv!

Men snart skal Verden see Dig som min Viv.

Dræb ikke Øjeblikkets søde Lyst,

Snart maa jeg mig løsrive fra Dit Bryst;

Kun nogle korte Timer jeg tør blive.

EMMY

Endnu en Bøn jeg har – Du vil tilgive –

En Hemmelighed maa jeg Dig betroe.

LEICESTER

Ei nu! Ei nu! – Jeg er saa sjælefroe!

Kom, Blik mod Blik, og Hjerte imod Hjerte,

I Kjerlighed vi glemme vil hver Smerte!

Du Kjerlighed gjør Hjertet glad,

Hver salig Drøm gjenfødes!

EMMY

Det er saa tungt at skilles ad!

LEICESTER

Men dobbelt sødt at mødes.

BEGGE

I Vinter Mulm gaaer Solen ned,

Og alle Blomster svinde,

Men evigt Blomsten Kjerlighed

Staaer frisk i Hjertet inde.

LEICESTER

Gjennem Dal over Høi

Til min Glæde jeg fløi,

Mig vinked’ et Blus i dit Øje!

EMMY

Og jeg saae mod det Høje

Med Længsel og Savn,

Til jeg sank i din Favn! –

Liden Fugl under Tag

Mig forkyndte dit Komme fra Svalen,

Og den bragte min Dag

Og min Lyst –

LEICESTER

Og med Iil over Dalen

Fløi jeg saligt og tyst

Til dit glade, dit bankende Bryst,

EMMY

Og den sang over Dalen,

Og dens liflige Røst

Vakte Glæde og Haab i mit Bryst. –

Ja Elskov aander i vor Barm

Med Lyst fra Edens Dage!

LEICESTER

Bort Jorden flyer med Sorg og Harm –

Kun Himlen bli’er tilbage.

BEGGE

Hver Tanke flyver let og glad,

Hver salig Drøm gjenfødes!

Det er saa tungt at skilles ad,

Men dobbelt sødt at mødes. –

Hellig, hellig er din Flamme,

Underfulde Kjerlighed!

Livets Træ med Kjæmpestamme

Paa dit Altar skygger ned.

Under Himlens klare Bue

Aander Livet til din Priis;

Alles Blik med Andagt skue

Elskov! i din Morgenlue

Mod dit fjerne Paradiis.

Krostue i »den sorte Bjørn«

GILES GOSLING og TRESSILIAN (træde ind)
GILES GOSLING

Tilgiv mig, høje Herre! men jeg seer det tydeligt; det er kommet til Haandgemæng. I har forandret Eders Udseende; Sverdgehænget har lidt voldsom Overlast, og hvad min Fætter og Tony Foster angaaer, saa stoler jeg paa ingen af dem. –

TRESSILIAN

Gamle, jeg har Tiltro til dig, Du maa raade og hjelpe mig. Siig, kjender Du noget til den gamle Hugh Robsart?

GILES GOSLING

Skulde jeg ikke kjende ham? Han er Jæger med Liv og Sjæl, og Giestfriheden selv, den brave, lystige Gamle.

TRESSILIAN

Han har opdraget mig med sin eneste Datter, hende bestemte han for mig, og hun lovede mig Haand og Hjerte, uden dog at elske mig. Da vidste Ricard Varney, Leicesters Staldmester, at skaffe sig Adgang der i Huset; snildt vandt han den uerfarne Pige – og en Morgen vare de begge forsvundne. Efter lang Søgen har jeg igjen fundet hende. Det er hende, der holdes saa skjult paa det gamle Cumnor-Place.

GILES GOSLING

Er det muligt? Stakkels Herre! Men hvad er her at gjøre? Varney er beskyttet af den mægtige Leicester, der vist snart forandrer sin Greve-Hat til en Konge-Krone.

TRESSILIAN

Du maa i al Stilhed lade min Hest sadle. Ingen maa vide Noget om min Afreise. Spørger man om mig, saa siig at jeg er gaaen tilsengs. Jeg vil klage hos Grev Leicester; han vover ikke at beskytte Varneys Nederdrægtighed.

GILES GOSLING

Men, om han nu gjorde det? Greven holder sterkt paa Varney. Nei, vil I lyde mit Raad, saa gaae lige til Dronningen: Hun er stræng i det Kapitel.

TRESSILIAN

Til Dronningen? – – Ja der er Noget deri! Hun allene kan og vil skiænke os vor Ret. – Den gamle Fader skal igjen faae sit Barn. For mig blomstrer der ingen Lykke mere. Jeg vil forlade mit Fædreneland: jeg gaaer til Virginien. O Emmy!

GILES GOSLING

Søg Dronningen strax, før hun nu snart gjæster Leicester paa hans Slot Kenilworth; den prægtige Fest vil trækkes ud i længere Tid, og da kan jeg tænke, alle Forretninger hvile. Men tys, hvor de støje derinde! Naa, lad dem være lystige ved Vinen; desto mindre lægge de Mærke til Eder. Selv vil jeg sadle Eders Hest, og føre Eder ud af Skoven, saa ikke en Hund skal gjøe af Eder. Men nu paa Eders Værelse!

TRESSILIAN (trykker tavs hans Haand, og forlader ham, i det alle Gjæsterne med fyldte Bæggere træde ind.)
CHOR

Bachus er den største Mand,

Det kan aldrig feile.

Bachus til dit Trylleland

Vi paa Vinen seile!

GOLTHRED

Der jeg om min Alen glad

Slynger dine Ranker;

Stirrer paa det grønne Blad,

Og faaer stolte Tanker.

CHOR

Bachus er den største Mand,

Det kan aldrig feile.

Bachus til dit Trylleland

Vi paa Vinen seile.

BOB

Den er Dig dit Kongespiir.

Bachus det fornemmer,

Siger da: min Trones Ziir

Er dog denne Kræmmer!

CHOR

Solens Næse har Karmin,

Elsker Oldtids Skikke,

Maanen er saa bleg og fiin

Den tør ikke drikke!

Bachus er den største Mand,

Det kan aldrig feile.

Bachus til dit Trylleland

Vi paa Vinen seile!

Leve Bachus! højt i Chor

Priser ham den hele Jord!

Anden Act

Dronningens Slot i Greenwich

(Tronsal. Leicester og Sussex staae med deres Tilhængere hver paa sin Side af Tronen.)
SUSSEX PARTIE

Harm og Hævn i Hjertet brænde,

Det til Lei’sters Vee skal ende,

Til hans Venners dybe Fald!

LEICESTERS PARTIE

Harm og Hævn i Hjertet brænde,

Det til Lei’sters Vel skal ende,

Til hans Fjenders dybe Fald!

ALLE

Vi de Stoltes Mod skal bøje

For vor høie Dronnings Øje

De i Støvet synke skal!

(Dronningen kommer med sit Følge og bestiger Tronen.)
ELISABETH (til begge Partier)

Jeg Eder kaldte for min Trones Fod,

For her et Fredens Baand at knytte,

Og dæmpe Striden i dens Rod;

Thi Fred og Kjerlighed er Tronens Støtte.

I lyde skal mit kongelige Bud,

Saa sandt mig hjelpe Gud!

Jeg taaler ei I Strid og Feide føre –

Velan! Flux Haanden I hinanden række! –

Ha, Guds Død!

Endnu ei mit Bud I lød?

(Leicester og Sussex nærme sig og bøje Knæe.)
LEICESTER

Her er min Haand!

SUSSEX

Her er mit Ord som Mand!

BEGGE

For Dig Elisabeth og Engeland!

ELISABETH

Saa bør det være. Fred og Enighed

Skal smile, som en Sol, til Hvermands Hytte

Ej vil jeg Kampens Fjed

Gjenlyde skal, forstyrre Bondens Fred,

Og gjøre Land og Folk til Hævnens Bytte.

(Paa et Vink af Dronningen reiser Leicester og Sussex sig op og gaae tilbage paa deres forrige Plads. Dronningen forlader Tronen.)

Fredens Palme huld omskygge

Dig mit elskte Fædreland!

Alfer i dens Krone bygge,

Sprede Held fra Strand til Strand.

Stolten Hav, hvis Bølger larme,

Op imod dit høie Bryst,

Kraftigt skal med Brudgomsarme

Favne dig i salig Lyst.

Saga skal din Hæder tyde,

Og Kartovens Torden lyde

Seirende fra Kyst til Kyst!

CHOR

Saga skal din Hæder tyde,

Og Kartovens Torden lyde

Seirende fra Kyst til Kyst.

ELISABETH (til Leicester)

Mylord! man har mig sagt, at Eders Daarskab,

Har virket slemt paa Eders Undergivne.

Mylord af Lei’ster har I ei i Følget

En Master Varney?

LEICESTER

Jo, min høje Frue!

ELISABETH

Han er anklaget her, at have bortført,

En Datter af den gamle, brave Ridder,

Sir Hugh Robsart fra Davonschire. – Mylord er I ei vel? I bliver bleg.

LEICESTER

Mig fattes Intet, Eders Majestæt!

ELISABETH

Jo, I er bleg! kald Lægen hid!

Er det af Frygt for at mishage mig?

Tro ikke, Dudley, vi tillægger Eder

Den Daarskab, Eders Tjener har begaaet.

SUSSEX

Ved Helveds Hjelp ham kommer alt tilgode –

Det skulde En af Mine have gjort!

ELISABETH

Hvad? – eller veed I meer end jeg tør vide!

Lad Varney komme! kald Tressilian!

Strængt vil og skal jeg undersøge Sagen.

(til Varney som træder frem)

I bortført har en Datter af Sir Robsart?

VARNEY (knælende)

Min Dronning! høit vi elskede hinanden.

LEICESTER (sagte med et Blik paa Sussex)

Ha, at min Fjende her skal see mig blegne.

ELISABETH (til Varney)

Du burde ærligt talt med Faderen.

VARNEY

Tilgiv mig, høje Dronning! ei jeg kunde.

Han havde lovet hende alt til denne.

(peger paa Tressilian)
ELISABETH

Og I er givt?

VARNEY

Ja!

LEICESTER (uvilkaarlig)

Falske Skurk!

ELISABETH

Mylord! Jeg skjærmer ham mod Eders Vrede.

(til Varney)

Har Eders Herre vidst om denne Sag?

Tal Sandhed! jeg befaler det, og vil

Beskytte Dig.

VARNEY

Ja Deres Majestet!

Jeg maa bekjende, han er Skyld i Alt.

LEICESTER

Ha Skurk! vil Du forraade mig?

ELISABETH

Tal ud!

Her ingen kan befale uden jeg.

VARNEY

I er almægtig, I maa vide det.

(Med Blik paa de Andre.)

Men denne Kreds? –

ELISABETH

Træd meer tilbage! – Tal!

Hvad Deel har Lei’ster i den Kjærlighed?

Ha, vogt Dig, at Du falsk anklager ham!

VARNEY

Jeg elsker altforhøit min ædle Herre,

Dog, jeg maa tilstaae, i den sidste Tid

Har han – jeg veed ei – været i en Tilstand,

Der gjorte, at han reent forglemte Alt,

Saa jeg og alle Undergivne om ham

Fik derved Leilighed til alskens Streger.

Saaledes er han Skyld her i min Brøde;

Thi ellers strengt han holdt paa Husets Sæder.

ELISABETH

Saaledes kun har Mylord Deel deri?

VARNEY

Ei anderledes. – Han har sig forandret.

See, Deres Majestet, hvor bleg han staaer,

Han næppe skjule kan sin Skjelven. Ak!

Hin Tilstand har han været i fra den Gang

Han fik hin hemmelighedsfulde Pakke – –

ELISABETH

Ha, hvilken!

VARNEY

Jeg har seet – thi paa sit Bryst

Han altid bærer det – et gyldent Hjerte,

Der hænger i et Baand af flettet Haar,

Han taler med det, hvergang han er ene;

Selv naar han sover, har han dette hos sig.

Afguderie det næsten kunde kaldes.

ELISABETH (smilende)

Og Du belurer saa din Herre! Sladrer!

Hvad Farve har det Haar, hvorom Du taler?

VARNEY

Jeg troer, lidt mere blegt, end Guldet selv,

Lig Foraarssolens sidste Aftenstraale.

ELISABETH (smilende)

I er jo Digter. – See paa mine Damer,

Er Ingen der, hvis Haar – – jeg gad nok vide –

VARNEY (seer sig omkring i Salen, og bøjer sig derpaa med den dybeste Ærbødighed for Dronningen)

Nei der er ingen – ingen, uden der,

Hvor ei mit Øje tør fordriste sig.

ELISABETH

Du er forvoven. (smilende) Jeg maa smile ad dig.

For denne Gang vil jeg Din Daarskab glemme.

Mylord af Lei’ster! Træd I nærmere!

I har en Tjener, som kan Intet dølge.

LEICESTER (bøjer sig dybt.)

Mit Hjerte staaer dog Eder mere aabent.

Jeg skylder Eder Alt, min Stand, min Lykke;

Tag kun hvad I den stakkels Dudley gav,

Kuns ikke Eders Agtelse og Tillid.

ELISABETH (reiser ham op)

Nei Dudley, ei Elisabeth har glemt,

At da hun selv stod fattig og forladt,

I voved’ alt for hende. Reis Jer, Mylord,

Og slip min Haand! (til de Omkringstaaende)

– Saa sandt mig hjelpe Gud!

Jeg veed, at Ingen har meer trofast Tjener,

End jeg i denne ædle Lord. (efter et Ophold)

– Hvor er Tressilian?

TRESSILIAN (nærmer sig med Anstand, men med et Blik fuldt af Sorg og Smerte)
ELISABETH

Saa ridderlig, saa ung, og dog saa sorgfuld! (høit)

Tab ikke Modet, Sir! Om Pilen mistes,

Er derfor Buen ikke ødelagt.

Slet har man gjengjældt Eder Eders Troskab;

Glem hende, som saa lidt paaskjønner den,

Lad Videnskaberne forjage Sorgen.

Hvad hendes Fader angaaer, tør han haabe,

At jeg forsørger Varney, Svigersønnen. –

Bliv I, Tressilian! ved Hoffet her,

Jeg lover Eder min Beskyttelse.

TRESSILIAN

Tilgiv mig, høje Dronning! men jeg kan

Ei gandske fæste Lid til Varneys Udsagn.

VARNEY

Ha! ved mit Sværd!

TRESSILIAN

Dit Sværd? hvis Dronningen

Tillader det, skal mit – –

ELISABETH

Forvovne!

(med et Blik til Sussex og Leicester)

Alt kommer kun fra Eders Stridigheder,

Vil I vel love for, at Master Varney

Er givt med Robsarths Datter?

LEICESTER (efter et Ophold i den frygteligste Kamp)

Hun er givt.

ELISABETH

I hører der den ædle Greves Udsagn.

Dog, nøjere jeg vil det undersøge.

– Mylord af Lei’ster, I erindrer vel,

At jeg vil gjæste Jer paa Kenilworth.

Jeg beder, at I ogsaa der indbyder

Grev Sussex.

LEICESTER

Hvis den ædle Greve vil

Forunde mig den Ære – –

SUSSEX

Men jeg frygter –

ELISABETH

I skal ledsage mig! jeg ønsker det.

Selv Sir Tressilian og Master Varney

Bør kjende meer hinanden; de skal følge!

Og da vi Paris har og Menelaus, Maa Helena ei heller mangle der!

I, Varney! bringer Eders Hustru med;

Jeg vil dog see den Skjønne. – Glem det ei!

Og nu, Grev Lei’ster! vær I Gud befalet.

I seer mig snart igjen paa Kenilworth.

(hun gaaer)
CHOR

Held Dig, vor Dronning! Paa Land og paa Bølge

Toner Dit Navn.

Sejer og Jubel er i Dit Følge,

Tolke Din Hæder fra Kyst og fra Stavn.

Troskab frembærer Dit seirende Banner,

Kjemper for Dig.

Troskab i Fred ved Din Trone stander,

Stærk som i Krig.

Leicesters Værelse

LEICESTER (styrter ind fulgt af) VARNEY.
LEICESTER

Forbi! Alt er forbie! – O, Emmy, Emmy!

Nei, længer kan jeg ei udholde det!

(skjuler sit Hoved i sine Hænder og kaster sig paa en Stol)
VARNEY

Min ædle Lord! kom dog til Eder selv!

Hvad jeg har gjort og sagt, var høist nødvendigt.

I vil dog ei for Eders Fru Grevinde

Tilintetgjøre – –?

LEICESTER

Ha! hvad mener Du?

VARNEY

Tilintetgjøre Eders gyldne Lykke?

At blive Konge, Englands stolte Konge!

LEICESTER

Ha! raser Du?

VARNEY

Jeg siger kun, hvad Alle

Jo tro og hviske om. – Men Eders Frue

Maa blive skjult paa Cumnor.

LEICESTER

– Stakkels Emmy!

Just det, for Gud og Mennesker at blive

Erkjendt for Lei’sters ægteviede Hustru,

Er hvad Du ønsker.

VARNEY

Men er det fornuftigt?

Hun er jo Eders ægteviede Hustru

I gjæster hende jo, saa tidt, I kan –

Og, tro mig, Mylord! jeg er vis derpaa,

Hun gjerne alting gjør for Eders Lykke.

LEICESTER

Du har ei gandske Uret. – Hun maa blive

En Tid endnu skjult for den hele Verden.

Og dog maa hun til Kenilworth. Hvad engang

Elisabeth har fastsat, ei hun glemmer.

VARNEY

Men troer I ei, Mylady overtales,

Og for en Tid antage vil mit Navn,

Da Eders Lykke fordrer det?

LEICESTER (heftig)

Min Gemalinde kalde sig Din Hustru!

Det er mod min, det er mod hendes Ære;

Hun gjør det ei, jeg kjender hendes Sind,

Og hun er stolt, stolt, som Elisabeth.

VARNEY

Og dog hun maa, betænk dog, ædle Herre!

Hvor højt I staaer, hvor højt I end kan stige

Hos Englands Dronning. – Ja, jeg vover det,

Jeg tør udsige det: hun elsker Eder!

Og, naar hun nu med Et seer sig bedragen,

Seer Eder givt – –?

LEICESTER

Siig mig en Udvei da!

VARNEY

Hun tvinges maa, hvis ei hun vil adlyde.

LEICESTER

Saaledes skal jeg da gjengjelde hende

Den Kjerlighed, hun skjenker mig? Nei, nei!

VARNEY

Nu vel! saa gaa! bekjend for Dronningen

Den rene Sandhed! det er ædelt, Herre!

LEICESTER

Ha! Djævel! Du mig spotter i min Smerte!

– Gjør hvad Du vil.

VARNEY

Saa rider jeg til Cumnor.

LEICESTER

Jeg kan ei saadan træde op for Emmy,

Opfordre hende til et sligt Bedrag,

Veltalenhed Du fik af Djævelen:

Forsøg din Konst! – Ha! til min egen Skiændsel

Jeg driver Dig.

VARNEY

Jeg haaber, det vil lykkes

Hun elsker Eder højere end Alt;

Men I maa give mig et Brev til hende,

At hun kan tro mit Udsagn.

LEICESTER ,

Emmy, Emmy!

(skriver nogle Ord)
VARNEY

Jeg offre vil den bedste Hest paa Stalden.

Snart er jeg der, og Alt vil herligt ende.

LEICESTER (kaster Brevet til ham)

O, Gud!

VARNEY

Jeg er før Aften alt hos hende.

(iler ud)
LEICESTER

Ha! Tvivl mit Hjerte sønderriver!

Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?

Hvor er et himmelsk Lys, som giver

I Nattens Mørke, Haab og Trøst,

Og ender Kampen i mit Bryst

Mellem Stolthed og Kjerligheds Lyst!?

Du stille Dal, som skued’

Min lyse Blomstervaar,

Hvor er din Sol, som lued

Paa Barnets gule Haar? –

Du Bæk jeg smiled’ over

I barnlig Munterhed,

Hvor ruller dine Vover?

De tog min Lykke med. –

Ak! falsk er Høiheds Klippe

I Dybets stærke Strøm.

Thi kan ei Hjertet slippe

Sin Ungdoms fagre Drøm. –

Ha! Tvil mit Hjerte sønderriver!

Hvo dæmper Stormen i mit Bryst?

Hvor er et himmelsk Lys, som giver

I Nattens Mørke Haab og Trøst,

Og ender Kampen i mit Bryst

Mellem Stolthed og Kjerligheds Lyst!?

Dog, bort fra mit Øje!

Bedaarende Syner! I fly!

Jeg skuer et Lys i det Høje,

En Stjerne bag dæmrende Skye,

Afsted da med Mod!

Ha! leder min Fod

I Nattens lysende Terner!

Bevinget og frie

Paa svimlende Sti

Jeg følger de evige Stjerner!

(Han gaaer hen, tillukker Indgangen og aabner derpaa en hemmelig Dør i Tapetet)

Alasco, kom!

ALASCO (indenfor)

Mylord, jeg kommer, kommer!

(han træder ind; det lange, hvide Skjæg hænger ham til Brystet; hans hele Væsen røber Værdighed.)
LEICESTER

Ei alt, hvad Du mig forudsagde, skeete.

ALASCO

Husk: »astra regunt homines«, min Søn!

»Sed regit astra Deus«.

LEICESTER

Hvortil nytter

Da Eders Kunst?

ALASCO

At forudsige, hvad

Naturlig Gang vel Tingene vil tage.

Den lange, tause Nat mit gamle Øje

Har læst Din Skjebne i de høje Stjerner.

En sjelden Lykke venter Dig, min Søn!

Et Navn, en Rang, hvorom Du neppe drømmer.

Dog ei jeg tør udtyde den for Dig.

Du selv – –

LEICESTER

Tal ud! jeg Dig befaler det.

ALASCO

Jeg tør det ikke, og jeg vil det ikke.

Udtyd det selv. – Jeg saae, hvor Venus-Stjernen

Steg frem, og sig forenede med Solen;

Og i dens rene Sølvglands straaled’ Magt,

Ophøielse og Rigdom –

LEICESTER

Er det Sandhed?

ALASCO

Ja!

LEICESTER (stirrer ham stivt ind i Ansigtet og udstrækker derpaa heftigt Haanden imod ham)

Elendige! Du vil bedrage mig;

Jeg er Dit Bytte; man har underkjøbt Dig!

ALASCO

Mylord! hvormed har jeg fortjent af Eder dette?

I dette Taarn, hvortil I selv har Nøglen,

Var jeg det sidste Døgn, og læste Himlen.

Ei jordisk Næring fik jeg, ene var jeg,

Og saae, hvor Eders stolte Stjerne steg;

Hvordan I svævede i Frygt og Fare,

Hvordan I undgik – –

LEICESTER

Ha! Du taler Sandhed!

ALASCO

Min Søn! hvorfor da Mistro? Himlens Kræfter,

Ei taale Sligt, skjøndt Du er høit udkaaret.

LEICESTER (giver ham en Guldbørs)

Der, tag det Dobbelte! vær tavs og tro!

Din korte Tvang jeg vil med Guld betale;

Selv vil jeg bringe Dig din Føde her;

Du skal mig vare om min Nød og Fare.

ALASCO

Fra Norden truer den.

LEICESTER

Ha! Kenilworth!

ALASCO

Naar Natten stiger, Himlen dog

Staaer over Bjerg og Dale.

Den aabner os sin lukte Bog,

Hvor Stjernehære tale.

LEICESTER

Ha! Mørk er Skjebnens Gaadeskrivt

Som Nattens dunkle Himmel.

Hvo tyder Fremtids Storbedrift

I Stjernehærens Vrimmel?

ALASCO

Formast dig ei! det Evighøje

Seer kun den Troende paa Jord.

LEICESTER

Ak Haabet lyser i mit Øje

Men Tvivlen følger i dets Spor.

BEGGE

Du Evige bag Nattens Stjerne,

Som hist i Lysets Tempel boer!

Send os en Straale fra det Fjerne

Til Haab og Trøst paa dunkle Jord!

(De gaaer ind i det hemmelige Kammer)

Cumnor-Place

Emmys Værelse JEANETTE (ved sit Arbeid) EMMY
EMMY

Hvad hielper mig al denne Glands og Pragt,

Naar jeg skal leve ukjendt, som en Fange?

Ak! hos min Fader,

Naar jeg mig pynted’ – med en Rosenknop,

Saa kaldte han mig til sig, for at see mig.

Den gamle Præst selv mig tilsmilte Biefald. –

Og nu – nu sidder jeg i Sølv og Guld,

Men Ingen, uden Du, Jeanette! seer mig.

JEANETTE

For Guds Skyld! tal ei saa, det kunde skade.

EMMY

Fri er jeg født, og givt med Englands Pair,

Og taaler rolig dog, at her jeg fængsles?

Fri være skal min Tunge, som mit Hjerte!

Jeg elsker min Gemal med Sjel og Tanke;

Selv om han engang ikke elsked’ mig,

Min Kjerlighed blev lige stærk og mægtig.

Men, jeg vil tilstaae Dig det, kjære Pige!

Jeg kan ei længer her udholde det.

Nei, jeg maa bort, maa ud i denne Verden,

Ei længer Lei’ster vil min Bøn modstaae;

Jeg er jo hans, hans ægteviede Hustru.

JEANETTE

O! kjære Frue! I gjør mig bedrøvet.

I har jo her, hvad Hjertet kan forlange.

EMMY

Det fordrer Frihed, Agtelse og Ære.

– Ha, tys! var det ei Hestetrampen? Tys!

Han kan ei komme nu – og dog, ham er det.

Som sød Musik det klinger i mit Øre. –

TONY FOSTER (træder ind)

Sir Richard Varney bringer Bud fra Mylord.

EMMY

Ha, Varney? Fra min Lei’ster? lad ham komme!

– O, Gud, jeg føler saadan Hjerteangst:

Dog, den er Intet, Intet – Ha! der er han.

VARNEY (træder ind)
EMMY

I bringer Bud fra Mylord! Gud i Himlen!

Siig, er han syg?

VARNEY

Tilgiv jeg drager Aande.

Jeg red, saa Hesten nær var styrtet med mig.

Mylord er vel; men Budskabet jeg bringer,

Forlanger, at her ei tør være Vidner.

EMMY

Jeanette! Tony Foster! træd tilside!

Men ei for langt, og kom saasnart jeg kalder!

(Tony Foster og Jeanette gaae)
EMMY

Siig, hvad det er, og skaan mig saa for Eder.

VARNEY

I elsker Eders høje Herr Gemal?

I for hans Frelse sikkert offrer Livet?

EMMY

O, Gud i Himlen! Han er da i Fare?

VARNEY

Med Nei og Ja jeg her maa svare Eder.

Her er et Brev; det sige vil hans Villie.

EMMY

Et Brev? giv hid! hvi dvæler I saa længe?

VARNEY

Naar I har læst det, vil I mig tillade,

At jeg udvikler Eder Mylords Grunde.

Har I ham kjær, da vil I lyde ham;

Det gjelder meer hans Lykke, end I drømmer.

EMMY (som flyver Brevet igiennem farer op.)

Nei! – Nei! – Nei! – Det er Bedragerie.

Det er ei Lei’sters Haand – det kan det ei!

Bort! bort herfra! jeg hader Eder!

Jeanette! Foster! kom at frelse mig!

VARNEY

Det er hans Haand, hans Villie, Mylady!

JEANETTE og FOSTER (styrte ind)
JEANETTE

O Gud! min kjære Frue!

FOSTER

Hvad er dette?

VARNEY

Slet Intet – jeg kun bragte Mylords Villie.

EMMY

Ved Himlens Gud! Du taler ikke Sandhed!

Nei, nei! thi dine Ord vanære Lei’ster.

Ha! klart jeg gjennemskuer al din Ondskab.

VARNEY

Mylady! I har misforstaaet mig.

EMMY

Nei, her i Brevet staaer det, tænk, Jeanette!

Med ham jeg følge skal til Kenilworth

Og der for Dronningen og Landets Ædle,

I Paasyn af min egen Ægteherre,

Ham, Lei’sters Tjener, denne falske Nidding,

Hans Hustru skal jeg kalde mig – o, Skjendsel!

Selv gjøre mig uværdig Rang og Navn,

Just hvad jeg fordrer, hvad jeg kan forlange.

– O, at jeg var en Mand! jeg skulle da

Med Sværdet tvinge Dig til Sandheds Tale.

Du har bedraget mig, bedraget Lei’ster.

VARNEY

Selv skrev han hvert et Ord, hans Villie er det.

FOSTER

Husk, Patriarken Abraham jo udgav

Sin Ægtehustru Sara for sin Søster,

Og villig adlød hun sin Ægteherre.

EMMY

Brug ikke Skrivtens Ord til Syndens Skjul,

I er en Hykler; Han en fræk Bedrager.

Min Lei’ster kan ei have skrevet dette;

Det er Bedrag! (hun river det itu) Jeg vil ei mere see det.

VARNEY (med Bestemthed).

I maa, I skal med mig til Kenilworth!

Kun Eet kan hindre Eder – Sygdom – Frue!

Jeg har en kraftig Drik, der ikke dræber,

Kun for en føje Tid gjør Kinden bleg.

Naar man da Eder seer – da er I syg,

Kan ikke møde til den stolte Fest – –

EMMY

Du vil forgifte mig! – Forvovne, bort!

Bort fra mit Ansigt! Jeg foragter Dig!

Jeg skammer mig, at Du har vakt min Vrede!

VARNEY

Det gjelder Mylords Liv, og derfor maa I!

(Han gaaer. Tony Foster følger)
EMMY

Maa? Jeg maa? Man vil mig tvinge.

Himlens Gud! Du Hjelp mig bringe!

Lei’ster! Du mig saa forlader?

Jeg, ak jeg forlod min Fader,

Gav ham hen til Sorg og Smerte;

Jeg har knust hans ømme Hjerte.

(med Fortvivlelse)

Bort, ja bort fra dette Sted!

Himlen skjerme vil mit Fjed. –

Ja, til Dig jeg tør det sige:

Varney elsked’ mig, o Pige!

Kun jeg havde Lei’ster kjer;

– Nu hans modne Hævn er nær.

Her mig Død og Skjendsel truer;

Kun ved Flugt jeg Frelse skuer. –

Ja, til Kenilworth, til Lei’ster,

Alt mit Haab til ham jeg fæster.

JEANETTE

O, min kjære, stakkels Frue!

EMMY (omfavner hende og siger med Sjæleangst)

Hjelp mig Pige! jeg maa bort,

Jeg vil flye til Kenilworth.

Lei’ster ei min Fare kjender,

Jeg til ham om Hjelp mig vender.

Frels mig! hjelp mig bort herfra!

JEANETTE

Men, om her de komme da?

EMMY

Du maa følge. Vi vil vandre

Bort i Natten med hverandre

Gjennem Skove, over Heder,

Langt fra disse Rædselssteder;

Frihed, Frelse findes der.

JEANETTE

O, Mylady! bliv dog her!

TONY FOSTER (kommer med et Bæger, en Flaske og Frugt)

Min høje Frue, her jeg bringer Eder

Jer vante Aftendrik fra Slottets Kilde.

(han skjenker i Bægeret)
JEANETTE (stirrer stivt paa ham, træder derpaa hurtig hen, og griber Bægeret)

Kom Fader, lad mig byde hende det!

TONY FOSTER

Nei, lad det være.

JEANETTE

Hvorfor maa jeg ikke?

FOSTER

Jeg vil det ei! Gaa, læs din Aftenbøn!

JEANETTE

Nei, Fader, jeg kan ei forlade hende.

Kom, giv mig Bægeret, jeg drikker af det:

(Hun sætter Glasset for Munden)

Dit Vel, min Fader!

FOSTER (river Glasset fra hende; men standser i det samme, forskrækket over det han har gjort)
JEANETTE

Hvorfor tør jeg ikke?

FOSTER (efter et Ophold, med mere Fatning)

I ønsker sikkert Søvn og Rolighed,

Jeg vil ei tøve her, min høje Frue!

(gaaer hurtigt bort)
JEANETTE (seer efter ham, brister i Graad, og skjuler sit Ansigt.)
EMMY

For mig skal Du ei græde, kjære Pige.

JEANETTE

O nei, jeg græder – græder for min Fader.

(efter et Ophold)

– Ja jeg maa frelse Eder, og jeg kan det.

Men jeg maa blive her, jeg tør ei følge,

Derved jeg bedre skjuler Eders Flugt.

Her er en Nøgle til den lille Laage,

Er I først der, snart naaer I Landevejen;

Der vrimler alt af Folk, som vil til Festen.

Ei langt herfra, ved Vertshuset i Skoven,

De samles for at prøve alt til Festen.

Tag denne Kappe, Masken her og Hætten,

De skjule Eders Dragt og Eders Ansigt,

Jeg havde selv betænkt, at bruge dem.

Vor gamle Skolemester venter paa mig,

Igjennem Vinduet har jeg Eder viist ham,

– I kjender ham med samt hans lille Dverg –

Tag dette Silkebaand med denne Sølvmynt,

Derpaa han kjender, I er sendt fra mig –

Vær ikke frygtsom; stol paa Gud i Himlen!

EMMY

Ja, bort! der er ei nogen anden Frelse!

(hun synker ned paa Knæe. Jeanette bøjer sig med foldede Hænder over hende; efter en kort, taus Bøn reiser hun sig.)

Til Kenilworth! Mig Lei’ster vil beskjerme.

(De ile ud)

En Plads i Skoven ved Værtshuset

(Haandværksfolk, Borgere og Bønder strømme til fra Landeveien, som her gaaer forbie. Nogle Gjøglere have taget Plads i Forgrunden. Den gamle Skolemester HOLIDAY og Dvergen DICKIE sidde under et Træ. Zigeunere komme til.)
ALMINDELIGT CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad;

Yndige Skjærsommer!

Alle Knopper skilles ad

For de fagre Blommer.

Griller flyv kun eders Vey,

Flyv med Ravn og Ugle!

Hjertet synger sit »Juchhei«

Med de andre Fugle.

DICKIE

Alt er Jubel, Alt er Sang,

Hvilken Lyst og Glæde!

GOLTHRED

Under Skovens grønne Hang

Vil vi tage Sæde.

(sætter sig med Bob)

BOB

I Suus

Og i Bruus

Gaaer Alting op,

Sig selv man neppe hører.

Hist Vogn ved Vogn jo kjører –

See her en Gjøgletrop!

CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad,

Yndige Skiærsommer!

Alle Knopper skilles ad

For de fagre Blommer.

Griller, flyv kun eders Vei!

Flyv med Ravn og Ugle!

Hjertet synger sit »Juchhei«

Med de andre Fugle.

HOLIDAY (declamerende)

»Min Dronning Held og Lykke!

Min Dronning –!« Herre Gud!

Det er saa svært et Stykke,

Jeg faaer det aldrig ud.

DICKIE

I skal, forklædt som Kjempe,

Ved Slots-Portalet staae.

HOLIDAY

Det volder stor Ulempe,

At Talen ei vil gaae.

DICKIE

I har jo Talegave,

Faaer svære Klæder paa;

Sæt mig i Eders Mave,

Jeg der soufflere maa.

HOLIDAY

Ja, under Bjørneskindet,

Du sidder gandske godt;

Ak! hvor det letted’ Sindet,

Jeg grued’ alt saa smaat.

DICKIE

Den lille hjelper gjerne,

Ved Dig han bliver stor –

Jeg være vil din Hjerne,

Som dybt i Maven boer.

CHOR

Deiligt dufter hvert et Blad,

Yndige Skjærsommer!

Alle Knopper skilles ad

For de fagre Blommer.

Griller flyv kun eders Vei,

Flyv med Ravn og Ugle!

Hjertet synger sit »Juchhei«

Med de andre Fugle.

(Dands af Zigeuner.)
EMMY (forklædt og med Maske; hun søger Holiday)

Alle juble de i Glæde,

Jeg alene – jeg maa græde.

HOLIDAY (seer paa hende.)

Hvad mon vel den Gamle vil?

Mon hun ogsaa Vers skal sige?

EMMY (gaaer hen til Holiday og aftager for ham Masken)
DICKIE (i det han stirrer hende ind under Hætten)

Det er ingen graa Moerlil –

Nei en ung, en deilig Pige!

EMMY (til Holiday)

Mig Jeanette Foster sender,

Selv hun ei kan komme med –

Du fra hende Tegnet kjender –?

Jeg gaaer med i hendes Sted.

HOLIDAY

Godt, jeg fatter din Besked.

Men, forklar mig, sig mig dette:

Hvorfor kommer ei Jeanette?

EMMY

For sin Frue ei hun tør.

DICKIE (som betragter hende)

Aldrig saae jeg denne før.

EMMY (for sig)

Himmel! Emmy Du bevare

Led den arme Flygtnings Fjed!

Før igjennem Flugt og Fare

Hende til sin Kjerlighed!

HOLIDAY

Trygt i Farens Stund Du stole

Kun paa mig; i hvor det gaaer!

Tro mig, bag den simple Kjole

Tidt et ærligt Hjerte slaaer!

DICKIE

Ei det rigtigt er med hende,

Noget stikker under her!

O, hvad gav jeg for at kjende

Den forklædte Pige der.

(Dands af Hyrder og Hyrdinder)
CHOR AF HARNISKKLÆDTE RIDDER.

1.

Hvor der vindes Laurbærkrandse

Stolt jeg vove vil min Landse!

Uforfærdet

Svinge Sværdet,

Møde Fjenden som en Mand.

Faren kiekt i Øjet skue,

Juble midt i Kampens Lue:

Ufortrøden

Trodse Døden,

For mit elskte Fødeland!

2.

See de raske Kjemper mødes,

Spyd og Spær mod Skjoldet stødes;

Med de Skjønnes

Smiil at lønnes –

Haab! Som gjør dem Seiren let!

Landser brydes; Brynier klinge,

Seiren ryster alt sin Vinge,

Kampen kroner;

Mens der toner

Jubel for Elisabeth! –

(Vaabendands)
EN MINSTREL

1.

Hyrden græsser sine Faar,

Giærdet er hans Trone,

Solen Purpur om ham slaaer,

Maanen er hans Krone.

Hvad mon vel han tænker paa?

Længe tavs han sad og saae

Frem i Aftenstunden,

Hjertet veed,

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

CHOR

Hjertet veed,

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

MINSTRELEN

2.

Kongens Datter stolt og fiin

Staaer i Kongeborgen,

Silke, Guld og Hermelin

Skjule ikke Sorgen.

Tanken, som en Fugl saa let,

Flyver, bliver aldrig træt,

Synger: Jeg har fundet,

Hjertet veed,

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

CHOR

Hjertet veed,

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

MINSTRELEN

3.

Vind og Blomst, svar, hver især,

Kommer hun dog ikke?

Vinden hvisker: »Hun er nær!«

Blomsterne de nikke.

Skjult en Stie fra Slottet gaaer,

Fuglen højt bag Krattet slaaer:

Han har hende funden.

Hjertet veed

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

CHOR

Hjertet veed,

Kjerlighed

Er det fagreste Træ i Lunden.

(Almindelig Dands)
DICKIE (i det han seer ud)

Ha! see hist imellem Vrimlen

Jage to til Hest afsted.

EMMY (reiser sig halv op)

Varney, Foster, Gud i Himlen!

(Hun tager i Hast Masken paa)
DICKIE (bemerker hendes Uroe)

Qvinder gjør de ei Fortred.

VARNEY og FOSTER (snige sig speidende om imellem dem)

Under Skovens dunkle Bøge,

Her blandt Vrimlen vil vi søge.

:|: Seer Du hende? :|:

EMMY

Vee mig, vee! hvis de mig kjende!

DICKIE

See, hvor fælt den Ene gloer,

Han sit Blik paa hende hæfter.

Hvem er det I søge efter?

Vil I ha’ min gamle Moer?

(til Emmy)

Hvorfor staaer Du reent og tier?

Seer du ei, der er en Frier!

VARNEY

Seer Du hendes Aasyn ei?

FOSTER

Hvo som søger han skal finde.

DICKIE

De har neppe godt i Sinde!

CHORET

Hvem er disse? Hvilke Blikke? –

FOSTER

Sikkerlig! det feiler ikke

Hun er tagen denne Vei. –

CHORET (til Varney og Foster)

Hvorfor speide her I Tvende?

Skal vi gjøre Jer Beskeed?

VARNEY

See mig til de raske Svende!

Kommer det Jer ellers ved?

CHORET

Vil I Klammeri opvække?

VARNEY og FOSTER

Stille! slaaer Jer kun til Ro!

CHORET

Eders Mod vi nok skal knække!

VARNEY

Dumme Pak! min Harm I ægge!

Hundred’ modige mod To! –

FOSTER

Det er rigtigst at fortrække:

Her er Hundred jo mod To! –

CHORET (trænger ind paa dem)

Slige Skikke

Taales ikke!

Strax I Frække

Skal fortrække!

Aldrig saae vi saadan Færd!

VARNEY

Ei for Helved’

Selv jeg skjelved’!

Blodet syder –

Vei jeg bryder

Gjennem Flokken med mit Sværd!

FOSTER

Bort! Jeg raader –

Ei det baader

Os at trodse!

Kun en Tosse

Kjæmper ene med en Hær!

EMMY

Guds Hærskare!

See min Fare!

Du forsvare,

Du bevare

Skjult den stakkels Emmy her! –

FRUENTIMMERNE

Hvilket Møde!

See, de gløde!

Øjet brænder,

Ak, det ender

Blodigt vist med Kamp og Sværd!

VARNEY og FOSTER (hugge sig igjennem og forlade Scenen)
GOLTHRED

Lidt Spectakkel til Forandring

Gjør imellem gandske godt!

HOLIDAY

Nu afsted igjen paa Vandring!

Lad os prøve det saa smaat!

CHORET

Nu afsted igjen paa Vandring!

Lad os prøve det saa smaat!

ALMINDELIGT CHOR (i det de bryde op.)

Til Kenilworth! til Glædens Fest!

De Griller at forjage

Til Fods, til Hest,

Som hver kan bedst,

Med lystig Sang vi drage!

Mod Glædens Maal gaaer Foden let –

Vort Løsen er Elisabeth!

Og Ecchos Røst

Skal jublende gjentage

Vor Lyst!

3die Act

Kenilworth

(Et lille hvælvet Kammer paa Slottet)
CHOR (bag Scenen)

Glædens Jubeltoner stige

Til vor høje Dronnings Priis!

Sorgen hendes Blik maa vige.

Kjerlighed er hendes Rige –

Engelland dens Paradiis!

(Emmy, dødbleg, støttende sig paa Holiday og fulgt af Dickie, der bærer hendes Kappe og Hætte, træder ind)
HOLIDAY

Du stakkels Barn! see saa! nu er vi her.

Med Nød og Neppe fik jeg dette Kammer.

Nu hvil Dig lidt! Gud veed, Du trænger til det!

DICKIE

Det er et Slot! nei! hvilke tykke Mure!

De dybe Grave, og de høje Taarne!

Og saa de mange, mange Mennesker!

HOLIDAY

Nær var det ved, vi ei var’ slupne ind,

Du gik saa sagte – vi er’ komne sildigt!

Du hører sagtens med til Gjøglertrouppen –

Det var ei smukt, at de gik bort fra Dig;

Hvis nu ei jeg og Dickie havde været –!

Hvad skal Du spille? Skal Du sige Vers,

Hvad eller skal Du dandse? –

EMMY

Gamle Mand,

Forlad mig ikke!

HOLIDAY

Jo, det maa jeg, Barn!

For jeg er sulten – det er Du vist ogsaa.

Jo, Du har ondt af Sult. – Bliv bare lidt,

Jeg skal nok finde Vei til Kjøkkenet!

Hør Dickie, bliv! og tænk paa Talen bare!

(han gaaer)
DICKIE

Vær I kun uden Frygt, min smukke Frue!

Betroe I Eder til mig! Jeg nok seer det,

I vil ei dandse eller sige Vers,

For noget gandske andet kom I her.

EMMY

Hvem er den gamle Mand?

DICKIE

Vor Skolemester,

Magister Holiday. Han skal jo siden

Agere Kjæmpe, jeg er ham hans Hjerne,

Bag Bjørneskindet skal jeg være skjult,

Og hjelpe ham, hvis det gaaer galt med Talen.

Men siden har jeg ogsaa selv en Rolle;

Jeg forestiller Amor, Elskovsguden.

Har man ei valgt med Smag?

(drejer sig rundt).
EMMY

Jeg er saa træt!

DICKIE

I mener nok, at jeg skal tie stille.

Jeg maa ei spørge meer om Eders Sager;

Om dem, der kom, og gjorde Jer saa bange;

Hvordan I blev min gamle Bedstemoder –

Naa, naa! jeg kan jo vente – men, o, Gud!

I er jo dødssyg! –

EMMY

Det er Intet!

(hun opdager et Skrivertøi paa Bordet)

Ha! Gud være lovet!

(sætter sig til at skrive. Udenfor høres Musik.)
DICKIE

Hvor Musikken klinger!

(seer ud af Vinduet)

Her seer man deiligt! Nei, hvor der er en Mylren!

Den hele Landevei er sort af Folk!

See, Heste, Vogne! – og i Haven der,

Nei, hvilken Pragt! De stolte Riddersmænd,

De pyntelige Fruer! – O, hvor deiligt! –

Hist har man reist en Skandse til Tournering –

Der bliver ogsaa Fyrværk. – Hvilken Trængsel!

Vil I dog see?

(gaaer hen til Emmy) Har man fortalt Jer det?

Her rundt om Slottet i Kanalerne

Skal svømme virkelige Mennesker,

Klædt ud som Havfolk – og de sige Vers! –

Men I ei hører paa mig, smukke Frue!

EMMY

Du mangler ikke Kløgt, er fuld af Indfald,

Jeg troer, Du ogsaa har et ærligt Hjerte.

O, hjelp mig, hjelp mig! vær mig tro og ærlig!

Jeg skal engang da vist belønne Dig!

DICKIE

I gjør mig næsten lidt bedrøvet, Frue!

Og dertil, seer I, Jeg er ikke skabt.

Ak! Eders Blik! Hvad vil I, jeg skal gjøre?

EMMY

Tag dette Brev! – dog først –

(Hun klipper en Haarlok af, og binder den om Brevet)

Opsøg Grev Lei’ster!

Bring ham mit Brev! men i hans egen Haand!

DICKIE

Hvad, Lei’ster? Greven? Slottets høje Herre?

EMMY

Ja ham, kun ham! hvis Du mit Liv vil frelse.

Gud lønne Dig!

DICKIE

Man var vist slem mod Eder;

Græd ikke! Jeg er ærlig – giv mig det!

EMMY

O, skynd Dig, skynd Dig! jeg velsigner Dig.

DICKIE

Faaer jeg ham kun i Tale – tro mig, Frue!

Det er ei let, hvad I forlanger af mig.

Min Snildhed roste I – nu vil den prøves.

(iler ud.)
EMMY

Ja, Lei’ster vide maa, at jeg er her;

Jeg vente vil hans Svar og ham adlyde:

Hvad han bestemmer, vil jeg villig gjøre.

(efter et Ophold)

Jeg gav ham Alt, Alt hvad en Qvinde kan,

Ja, Navn og Ære, Haand og Hjerte, Alt,

Meer kan ei Englands Dronning give ham.

Min er han, min! og hvad Gud sammenføjer,

Kan ikke Menneskene atter skille.

Fast vil jeg holde paa min Ret. – Jeg veed det

Min Lei’ster først vil vredes lidt, fordi

Jeg saadan kommer til hans stolte Fest,

Men naar han seer sin stakkels Emmy græde,

Vil han tilgive mig.

(man hører Klokkeringning, Jubel og Skud udenfor)

Ha! hvad er det?

(seer ud af Vinduet)

Ha! Dronningen!

(hun farer tilbage)

Og Lei’ster red ved Siden!

(hun folder Hænderne, og seer med et smerteligt Blik mod Himlen)

Hans Hustru, jeg, hans ægteviede Hustru,

Jeg sidder fremmed paa mit eget Slot,

Ukjendt, forskudt, forglemt, forladt af Alle!

(synker hen paa Leiet, og skjuler grædende sit Ansigt.)
TRESSILIAN (træder ind og seer Emmy)

Hvad seer jeg? Emmy her? er det et Blændværk?

EMMY

Tressilian!

TRESSILIAN

Det Eder er! – o, Gud!

Jeg seer da Varneys Hustru?

EMMY

Tag mit Liv,

Men ei vanær mit Navn! – her Frelsen boer;

Held og Beskyttelse jeg her gjenfinder.

TRESSILIAN

Det siger Eders Graad og blege Kinder!

I staaer forladt – den skjønne Drøm forsvandt;

Dog trofast Eders Barndoms Ven I fandt.

I vidste det – I søgte her mit Kammer – –

EMMY (med et Skrig)

Ha, Eders?! – bort!

(hun iler til Døren, men synker need foran, og siger i Fortvivlelse.)

Hvor flyer jeg fra min Jammer!

TRESSILIAN

Ha! jeg seer det – bittre Smerte!

Svundne Tid! hvor er din Lyst?

Haab, som daarede mit Bryst,

Sluk din Fakkel i mit Hjerte! –

Vel, som Broder vil jeg staae,

Skjærme Dig paa Livets Bølge –

Kom, til Dronningen Du følge,

Emmy, kom! Du frelses maa! –

EMMY

Nei! o, før mig ei til hende!

Skræk og Fare true der,

Ene mellem Haab og Minde

Lad den arme Sværmerinde

Dvæle ved sin Smerte her!

TRESSILIAN

Ha! Du frelses maa i Nøden!

Stærk og trofast er min Arm!

EMMY

O, Du fører mig til Døden!

Hvo betvinger Skjebnens Harm?!

TRESSILIAN

Hurtigt paa Flugt da,

Emmy, afsted!

Frygt ikke Faren,

Vennen er med!

EMMY

Ak, jeg er lænket,

Bunden min Fod!

Her er min Elskov,

Her er mit Mod!

TRESSILIAN

Du er et Siv for

Vindenes Spil!

Hvor er den Eg, Du

Holder Dig til?! –

EMMY

Storm over Sivet

Let farer hen,

Emmy i Himlen

Ejer en Ven!

TRESSILIAN

Vel! saa bliv! jeg kan ei hade, jeg kan ei hade,

Ak, og ei forlade Dig!

EMMY (rørt)

Ven! Du vil mig ei forlade? –

TRESSILIAN (smertelig)

Jo! Naar Du er lykkelig! –

Grumme Skjebne! lad din Harme

Bryde sig mod dette Bryst!

O, men hende skaan, den Arme,

Sødt hun aande Liv og Lyst!

Driv min Baad, Du vilde Bølge,

Knuus den mod den høje Strand!

O, men stille Luftning følge

Emmy’s Snekke trygt i Land!

EMMY

Venlig Trøst mod Skjebnens Harme

Boer i et beslægtet Bryst;

Sødt ved Venskabs milde Varme

Fødes atter svundne Lyst.

Trofast Ven paa Livets Bølge

Styrer mod den sikkre Strand,

O, gid Fredens Engel følge

Gjennem Stormen ham iland!

(Tressilian iler bort.)
CHOR (udenfor under den følgende Scene)

Glædens Jubeltoner stige

Til vor høje Dronnings Priis!

Sorgen hendes Blik maa vige.

Kjerlighed er hendes Rige –

Engelland dens Paradiis!

EMMY (ene)

Ak, hør! paa Melodiens Tonevinge

Den stærke Jubel hæver meer sin Røst!

Ha! Glædens Lyd er mig som Dommens Torden!

Hvor knuger den min bange Sjel til Jorden!

(efter et Ophold)

Han kommer ei! O, skjønne Blomsterlænker

Vist fængsler ham til Glædens muntre Fest!

Den lykkelige! Han paa mig ei tænker,

Han har jo Englands Dronning her til Gjæst!

(Pause)

Tys! Det er ham! o, Gud! o, søde Lyst!

(hun gaaer til Døren)

Min Elskte! er det Dig? kom til mit Bryst!

STEMME UDENFOR

Ja, mig! –

EMMY (aabner Døren)

Min Lei’ster! –

(hun omslynger Lambourne, der kommer indhyllet i en Kappe, og er stærkt beruset)
LAMBOURNE

Ei min søde Glut!

Mit Hjertes Dronning! – her – kom til mit Hjerte!

EMMY

Ha, bort Forvovne! har Dit Liv Du kjært!

LAMBOURNE

Hvad siger Du? Er det saa grumme svært

At vinde Dig, min Glut? Jeg kan ei klynke;

Men tro Du mig! jeg er et rigt Parti;

For jeg har Guld, jeg har det rene Væsen;

For jeg skal sige Dig, jeg er derfra,

Hvor Guldet groer – og jeg er tro som Guldet –

Jeg elsker Dig – jeg elsker Dig – saa høit – – –

(griber hendes Arm)
EMMY

O, milde Gud!

LAMBOURNE

Nu hvorfor vil Du skrige?

Det er mit Alvor – Præsten boer herved:

Han skal os vie, vie ind til Glæden –

EMMY (river sig løs, og flygter)

O, frels mig, Gud!

LAMBOURNE

See mig den lille Taske!

Jeg veed, det Forslag var antageligt;

Men det var nok en Maske: slig en lille

Lyshaaret Glut har aldrig Ondt isinde.

Hun løb nok bare for at vise mig,

At hun har Been; men jeg har ogsaa Been,

Og Been i Næsen til – Du søde Væsen!

Kun sindig, at vi ikke gaae paa Næsen! –

(Han følger).

En Grotte i Haven

(Udpyntet med Figurer. Paa den ene Side styrter Vandet ned i et Bassin; i Baggrunden seer man Folkevrimlen paa Terrassen.)
CHOR AF JÆGERE

Lystigt afsted i Bjerg og Dal!

Høit lad Hornene klinge!

Eccho flyver fra Skovens Sal

Hid paa Stormenes Vinge.

Hesten vrindsker – det toner paa Vang

Hjorten vi reise ved Hornets Klang!

Trarah! Trarah! Trarah!

Flygtende jager Vildtet bort –

Hurtigt afsted! nu er det vort!

Hurrah! Hurrah! Hurrah!

Herlige Liv! i grønne Væng

Rundtom Glæderne smile;

Flora breder sin Blomsterseng,

Der skal Jægerne hvile!

Hist bag Løvet det rører sig snelt:

Dyret flygter fra Skovens Telt –

Trarah! Trarah! Trarah!

Lystige Jæger! din Ro var kort:

Efter dit Vildt! nu er det vort!

Hurrah! Hurrah! Hurrah!

(de drage bort)
EMMY (kommer flygtende ind i Grotten)

Her er jeg sikker, her jeg vil mig skjule!

O, er der ei Medlidenhed for mig?!

Jeg ønsker selv, at Tressilian var her,

Ja selv til ham jeg vilde mig betroe;

Han vilde mig beskytte og forsvare.

O, Lei’ster, Lei’ster! vidste Du, jeg var her,

Og hvad Din stakkels Emmy her maa lide.

(gaaer hen til Cascaden, og speiler sig i Vandet)

En Død jeg ligner – Alle har forladt mig.

(hun stryger sine Lokker tilbage, og staaer hensiunken i Smerte)
ELISABETH (træder ind; hun er i heftig Bevægelse)

Jeg maa ham flye, jeg dæmpe maa min Uro,

Bekjæmpe Hjertets Qval – o, milde Gud!

O, Dudley! Ha! men jeg er Folkets Moder

Og Englands Brud – jeg er, jeg vil det være:

(hun læner sig til en af Figurerne, og bliver i det samme Emmy vaer, der staaer som livløs ved Kilden.)

Er det et Kunstværk, Meisselen har formet?

(træder nærmere)

Hun aander – (sagte) hvis hun har beluret mig? –

(efter et Ophold)

Hun skjælver, stakkels Barn! – Jeg fatter det –

Endnu en festlig Spøg til Ære for mig. –

(træder hen til hende)

Jeg hilser dig, Najade, ved Din Kilde!

Du er dog ingen grusom Tryllerinde?

Nu tael! tael! – – Vi befale det!

EMMY (vakler og synker ned for hendes Fødder)
ELISABETH

– Hvad er det?!

EMMY

Beskyttelse!

ELISABETH

Den har hver Englands Datter,

Naar hun er værdig til den. – Siig hvad er det? –

Din Kummer synes dyb – hvad fattes Dig?

Hvad er det, Barn?

EMMY (i den største Kamp med sine Følelser)

O, Gud! jeg veed det ikke!

ELISABETH

Men, skal jeg hjelpe, maa jeg vide Grunden.

Tael uden Frygt! jeg vil det.

EMMY

O, jeg beder,

Besværger Eder, frelser mig fra Varney!

ELISABETH

Hvad? Varney? Richard Varney, Lei’sters Tjener?

Hvem er Du Pige?

EMMY

Jeg? Ak, jeg var Fange –

Mit Liv man vilde – Jeg er flygtet bort.

ELISABETH

Jeg skal beskytte Dig, har Du lidt Uret

Du er? – (stirrer paa hende) Du er en Datter af Hugh Robsarth?

Du har forladt ham? Du er givt med Varney?

EMMY (springer heftig op)

Nei høje Frue! nei! jeg er det ikke!

Jeg er ei Varneys Viv! – ved Himlen, nei!

Jeg hader ham!

ELISABETH

Ha, hvad er det! Tael, Qvinde!

Hvis Hustrue er Du? Sandhed vil jeg høre!

Guds Død! Elisabeth kan ei bedrages!

EMMY (synker ude af sig selv for hendes Fødder)

Grev Lei’ster veed det Hele.

ELISABETH

Falske Qvinde!

Tør Du vanære Englands bedste Ridder!

Han kjender ikke Dig – man har Dig kjøbt,

For at bagtale ham! – Ha, vee Dig Qvinde! –

Dog vil jeg høre Dig! vil høre Lei’ster!

Bort herfra! Du skal mig følge!

Intet dølge!

Vredens vilde Flamme-Bølge

Ruller i mit Blod!

(hun river Emmy med sig, der vakler og synker ned, saa at Dronningen maa holde hende.)
CHOR AF HOFFOLK (som træde ind i Grotten)

Hil Dig Dronning! stor og god!

Under Skovens grønne Krone

Reises Dig en Blomster-Throne

Glæden lyser for Din Fod! –

ELISABETH

Lei’ster, Lei’ster! han skal møde!

CHOR

Ha, hvor hendes Kinder gløde!

See, hvor Barmen hæver sig!

LEICESTER

Dronning!

ELISABETH

Intet dølg for mig!

Svar! Du kjender denne Pige?!

Ha! maaskee hun alt er Viv!

LEICESTER (staaer som lynslagen ved at see Emmy)
ELISABETH

Hurtigt! Svar, Ulykkelige!

Viid, det gjelder her dit Liv!

LEICESTER (for sig)

Bort, I Høiheds Gjøgledrømme!

Emmy, Dig jeg frelse vil!

(med Stolthed til Elisabeth)

Kun min Lige kan mig dømme:

I har ingen Ret dertil! –

ELISABETH

Frækt Du trodse tør min Vrede?!

Griber ham – i Fængslet nede,

Hvor ei Dagens Straaler naae,

Skal Dit falske Hjerte slaae!

EMMY (hæver sig med Anstrængelse)

O, han er uskyldig! tro mig!

Ene jeg er skyldig her!

ELISABETH

Qvinde! sælsom er Din Færd!

PAA ENGANG

Siig, hvad skal Din Tale sige?

»Alt han veed« – saa var Dit Ord.

LEICESTER

Haab og Trøst mit Hjerte svige

Skjul mig i Dit Dyb, o, Jord!

EMMY

Tilgiv! Angst og Skræk omsnoe mig!

Har jeg dette sagt – ak ja!

Det var ikke Sandhed da.

PAA ENGANG
CHOR

Ha, hvorledes skal det ende?

Hvad har denne Qvinde sagt?

Hvo er hun, vor Glædes Fjende,

Som den mørke Strid har vakt?

ELISABETH

Ha, hvorledes skal det ende?

Han mit Hjertes Harm har vakt –

Ak, men Hjertet er min Fjende,

Med den Utroe selv i Pagt!

BURLEIGH

Ha, hvorledes skal det ende?

Hvad har denne Qvinde sagt?

Arme Barn! Din Lykkes Fjende

Har til Kenilworth Dig bragt!

SUSSEX (spottende)

Ha, hvorledes skal det ende?

Lei’ster! hvad har Qvinden sagt?

Kan Du ikke Stormen vende

Med Din Smiger-Tales Magt?

LEICESTER (afsides)

Ha, hvordan det end vil ende,

Emmy! hvad Du end har sagt,

Tro jeg bliver – mig fra hende

Skiller ingen jordisk Magt!

VARNEY (trænger sig frem og knæler for Dronningen)

Høje Dronning! I tilgive!

Jeg er skyldig, ene jeg!

EMMY (farer op)

Himmel! ikke hans jeg blive!

Er der ingen Frelsens Vei?!

(omslynger Dronningens Fødder).
ELISABETH

Maa han slig en Skræk Dig volde?

EMMY

Ak, jeg kan det ei udholde!

Dronning! viis Barmhjertighed!

CHOR

Ak, uskyldig vist hun led!

ELISABETH (til Varney)

Vee dig, hvis du Sandhed dølger!

Er hun ei din Ægteviv?

VARNEY (med Haanden paa Brystet)

Hun er min, og mig hun følger,

Ved min Ære, ved mit Liv!

PAA ENGANG
EMMY (hæftigt)

Vee dig, skjændige Bedrager!

Hævnen rammer, dybt og vist.

Retfærds Engel dig anklager

Over Stjernebuen hist!

LEICESTER (til Varney)

Ha, Du skjændige Bedrager!

Ei hun offres skal Din List.

Retfærds Engel mig anklager

Over Stjernebuen hist.

ELISABETH (til Emmy)

Hans Du er – hans Kald Du lyde!

Qvinden følge bør sin Mand.

EMMY (for Dronningens Fødder)

Ei Dit Naades-Ord Du bryde!

Frels mig fra mit Livs Tyran!

CHOR

See! Den Armes Blikke tyde,

At han er en grum Tyran.

ELISABETH (til Burleigh)

Mylord! til et sikkert Sted

I den arme Skabning føre!

BURLEIGH

Dybt maa hendes Skjæbne røre –

Stakkels Barn! Du følge med!

(fører Emmy bort)
PAA ENGANG
ELISABETH

Tvivl og Frygt i Barmen gløde,

Alt – hun sagde – Lei’ster veed.

Er han troløs, skal han bøde

For sin falske Kjerlighed! –

VARNEY

Tvivl og Frygt i Barmen gløde –

Hun maa bort fra dette Sted!

Lei’ster! Svaghed er din Brøde,

Svaghed er Din Kjerlighed! –

LEICESTER

Tvivl og Frygt i Barmen gløde –

Jeg maa følge hendes Fjed –

Ak, Elisabeth! Min Brøde

Er jo ene Kjerlighed!

SUSSEX

Frygt og Haab i Barmen gløde –

Alt – hun sagde – Lei’ster veed.

Lei’ster – Ha! det kaldes Brøde

Hvad Du kalder Kjerlighed!

CHOR

Tvivl og Frygt i Barmen gløde –

See – vor Dronning stirrer vred!

Ak men Kjerlighedens Brøde

Dømme hun med Kjerlighed!

ELISABETH (med et Blik til Leicester.)

Han, som jeg bød at tale, bliver tavs.

(Leicester træder nogle Skridt frem.)

Nu vil jeg intet høre. (til Varney) I skal tale!

Forklar mig Alt!

VARNEY

O, Eders Majestet!

Min høje Dronning! I har sikkert alt

Bemærket den ulykkelige Sygdom,

Hvori min kjære, stakkels Hustru er.

ELISABETH

Hun er da sindssvag? Ja jeg tænkte det!

Her stod hun, som et Marmorbillede,

Ved Kilden, da jeg kom. I skulde bedre

Bevogte hende, at hun ei slap ud!

VARNEY

Min høie Dronning! I forlangte jo,

Hun skulde komme her til Kenilworth.

Her er hun sluppen bort fra sin Bevogter.

Hvis Eders Majestet befaler det,

Saa skal jeg kalde Tony Foster hid.

ELISABETH

En anden Gang – men sig mig vel hvorfor

Er Eders Hustru da saa vred paa Eder,

At ei hun kand udholde Eders Nærhed?

VARNEY

Min Dronning! Tidt i slig en Sjæle-Tilstand

De hade den, som Hjertet dog har kjærest.

Da Eders Majestet nu kjender hende,

Maaskee I da forunder mig den Naade,

At jeg tør atter bringe hende hjem?

ELISABETH

Ja, gjør kun det! – Dog nei! jeg vil det ikke –

Min egen Læge skal besøge hende.

I siden høre skal min Villie;

Dog har I Lov, her at besøge hende.

Lad Alt nu være glemt!

(hun træder hen til Lei’ster, og siger med Inderlighed)

I veed jo, Mylord!

Selv i det fredelige Kloster kand

Tidt Tvedragt finde Vei – hvor let da ikke

I Verdens Vrimlen, selv imellem Venner?

Ei kan min Livvagt holde den fra Hoffet,

Den slipper ind – Men Alt jeg vil tilgive!

Glem ogsaa hvad Elisabeth har glemt! –

Og nu, lad Glæden ikke her forstumme!

Jeg gaaer omkring i Haven, for at see,

Hvad Eders Kjærlighed og Omhue skabte.

(rækker Leicester Haanden til Afskeed)
CHOR

Hil Dig Dronning! atter mild

Freden i Dit Aasyn smiler.

See den muntre Glædesild!

Rundt fra Høi til Høi den iler.

Bjerg og Dal i Bølgefavn

Er et Ecco af dit Navn.

(De drage bort)
LEICESTER og VARNEY
LEICESTER

Hvordan kom Emmy til Elisabeth?

VARNEY

Hun flygtet er herhid fra Cumnor-Place.

Med Foster satte jeg strax efter hende.

LEICESTER

Hun er ei fulgt med Dig?

VARNEY

Nei, ædle Herre!

Min varme Bøn, mit Ord om Eders Fare

Ei rørte hende. Hun stod fast derpaa:

I skulde for Elisabeth og Hoffet

Erklære høit, at hun var Eders Viv.

LEICESTER

O, Emmy! Alt jeg ærligt deelte med Dig;

Jeg kun forlangte, at en føje Tid

Du skulde leve ukjendt, skjult for Verden.

Dit Hjertes Stolthed bringer mig til Døden –

Du eller jeg maa styrte – klart jeg seer det.

VARNEY

Jeg kom til Grotten just i rette Tid;

Jeg mærked’ snart af Eders Blik og Udtryk,

I var beredt at aabenbare Alt;

Thi trængte jeg mig frem – og godt det endte!

Lad her mig være Eders gode Engel:

I staaer imellem Himlen og en Afgrund.

Naar I det vil, er Englands Krone Eders;

Men hvis I vakler – venter Eder Døden!

Tænk paa Northumberland paa Norfolk, Mylord!

LEICESTER

O Emmy!

VARNEY

Nei, jeg tør det ei fordølge,

Om end min Tale koster mig mit Liv!

Jeg har ei Tro til den Tressilian!

Selv Eders Frue – –

LEICESTER

Vogt Dig, Varney!

VARNEY

Begge

Staae sikkert hemmeligt i Forbund sammen.

LEICESTER

Ha, det er Vanvid! Nei, det kan hun ei!

VARNEY

Det er ei længe siden jeg ham saae

Paa Cumnor-place; selv Foster kan det vidne.

LEICESTER

Elendige! Du skulde stødt ham ned.

Men Sandhed er det ikke! Giv Beviis!

Nei, Nei! jeg veed at Emmy elsker mig.

Det er ei derfor, at saa strengt hun fordrer,

Jeg skulde anerkjende høit for Verden,

At hun var min, min ægteviede Hustru!

Nei, hun vil ei min Død, for med min Rigdom

Hendrømme Livet hos Tressilian!

Ha, giv Beviis! hvis ei, jeg dræber Dig!

VARNEY

Jeg kan bevise det. Og her paa Slottet

Hos ham hun søgte Tilflugt, ædle Herre!

Hun var hos ham, her paa hans Værelse.

LEICESTER

Nei, nei! ærgjærrig er hun, fuld af Letsind;

Men falsk mod mig? – – Nei, nei! det er hun ikke.

VARNEY

Og I for hende vilde offre Alt?

Forsmaae en Trone, knuse Eders Lykke?

LEICESTER

Saa ung! saa smuk! med sligt uskyldigt Blik!

Og dog saa falsk! – Nei, Nei! skaf mig Beviser!

Selv vil jeg undersøge Alt! jeg vil

Til hende!

VARNEY (standser ham)

Nei, Mylord! det kan ei skee:

Kun mig allene Dronningen gav Adgang.

Husk, Eders Hustru her er Eder fremmed!

I kan, I tør ei nærme Eder hende;

Elisabeth det snart erfare vilde.

LEICESTER

O, Gud i Himlen! Varney! vær mig tro!

Jeg har ophøiet Dig, jeg vil det end

Du fra Din Barndom altid var hos mig

Du har Skarpsindighed; o, tænk Du for mig!

Udtænk den Mulighed: »hun er uskyldig«!

Jeg overlader alting til Din Omhue:

Gjør hvad Du vil; jeg veed, Du vil mit bedste;

Bedrage mig, det kan, det vil Du ei.

VARNEY

Alt vil jeg gjøre, kjære edle Herre!

Jeg handle vil; jeg har jo Eders Fuldmagt.

Men I maa være stærk; skjul Eders Smerte!

For Eders Lykke banker stolt mit Hjerte.

(iler ud)
LEICESTER (ene)

En Verden ligger paa mit arme Bryst –

O, Gud! jeg skjælver for min egen Tanke!

For Sjælens Øje breder sig en Ørk:

Ei Lyst, ei Smerte føler jeg: men Hjertet

Slaar tungt i Barmen, og den hvalte Himmel

Sig hvælver som en stor, uhyre Grav

Om Jorden, om mit Haab og mine Drømme! –

(knuger Hænderne for Ansigtet; da han efter et Ophold igjen tager dem bort, møder hans Øje Tressilian, der træder ind i Grotten; ved Synet af ham griber han rasende sit Sværd, og styrter ind paa ham.)

Du her paa disse Stæder –? Ha, Forræder!

Jeg kjender grant Din hele Niddingsfærd.

Drag Sværdet, og forsvar Dig! Lumsk og snedig

Du spændte Snaren ud –

TRESSILIAN

I raser vildt –

Jeg maa mit Liv forsvare – –

LEICESTER

Døe Forræder!

(De fægte; efter en kort Kamp lykkes det Leicester at overvinde Tressilian og styrte ham til Jorden; han sætter ham Sværdet paa Brystet.)
DICKIE (ilende til)

I høre mig!

LEICESTER (rasende.)

Ha, bort! Jeg dræber Dig!

DICKIE

Ja, dræb mig! men ved Eders Salighed,

Ved Himlen, ved den Gud, som I tilbeder!

Læs først hvad her jeg bringer – stands o, Herre!

Den vilde Harm!

LEICESTER (aabnende Brevet)

Det raser i mit Bryst

(stirrer i Brevet)

Min Emmy – Himmel! hun har skrevet det? –

TRESSILIAN

Ha, sælsom er hans Færd! men Liv og Ære

Jeg maa forsvare mod hans Vold.

DICKIE (betragtende Leicester)

Ha, see!

Hvor Haanden skjelver! Øjet flammer vildt!

Alt tyder Hjertets dybe Qval – han blegner –

Han vakler – vee! den stolte Ridder segner – ?

LEICESTER (som har læst Brevet, griber Tressilians Haand, vakler, og støtter sig paa ham og en af Statuerne, i det han udbryder i den dybeste Smerte.)

O, dræb mig, dræb mig! – der, der er mit Sværd!

Skil mig ved Livet, ved den tunge Byrde!

Jeg vilde myrde Dig – o, Gud! jeg er

Ei Livet værd –

TRESSILIAN

Fat Eder!

LEICESTER

Ha! kun jeg

Er Skyld i alt – min Emmy er uskyldig. –

O, bort – til hende! her hun skrev sin Qval –

For mig, for den Uværdige, hun lider.

TRESSILIAN

Jeg kjender hendes Nød, saa godt som I –

Kun I kan frelse hendes Liv og Ære!

O, Skjendsel! Varneys Viv! –

LEICESTER

Varney – Ha, bie!

Ild strømmer mig i Aarerne – den Falske!

Nu gjennemskuer jeg det lumske Spil –

Vee! Døden hende truer, er det skeet –

Et Rædselsbilled svæver for mit Øje –

(til Dickie)

Opsøg ham! bring ham ufortøvet hid!

DICKIE

Gud, frels det arme Barn! – End seer jeg hende

Nedknælende, med Smertens Blik – hun var

Saa smuk – vaag over hende, milde Forsyn!

(iler ud)
TRESSILIAN (som nøje har bemerket Leicesters sidste Ord, med Smerte.)

Saa er hun virkelig hans Viv!

LEICESTER

Nei, nei!

Den falske Niddings ei – Lad Taagen svinde!

Min er hun! – Hun er Lei’sters Gemalinde!

TRESSILIAN

Ha! Eders!? – bittre Trøst! –

LEICESTER

Skee, hvad der maa!

Det ligger i Guds Haand – Ha! jeg maa ile!

Alt vil jeg tilstaae Dig, Elisabeth!

Tak, Himmel! lad de gyldne Bobler briste!

Min Kjærlighed! Dig skal jeg ikke miste –

(De gaae ud i Baggrunden til forskjellige Sider)

Et langt mørkt Galleri paa Slottet

(i Baggrunden stiger man op til et mindre, som fører hen til det Værelse, hvor Emmy opholder sig.) TONY FOSTER og VARNEY (træde ind)
VARNEY

Vor fælles Lykke hænger fast ved Mylords,

Og han maa stige; vi ved ham igjen.

Snart er han Englands kongelige Herre.

FOSTER

Ha! Englands Konge?

VARNEY

Englands Konge! Foster!

Begriber Du det ei? det er saa simpelt!

En lille Klippe staaer ham end i Vejen,

Og det er den som vi maa see at styrte.

Mig overdrog han det: jeg svarer for det.

FOSTER

Jeg fatter ikke – –

VARNEY (peger paa en af Pillerne som bære Loftet)

Seer Du denne Pille?

Du troer vel, det er Steen ved Steen? Ha, tys!

At Ingen lurer paa os. (seer sig om) Den er huul.

Men jeg kun veed det. Han, som sagde mig det,

Har længe sovet under Kirkegaarden.

Jeg vil betro Dig dette; men vær tavs.

(Han trykker paa en hemmelig Fjer i Pillen og skyder nu letteligen Helgenbilledet om, der staaer i Nischen; man seer en dyb Aabning til den mørke Afgrund.)

Betragt engang og see! herinde hænger

En Lænke, der heelt konstigt er gjort fast

Til Galleriet, hvor der er en Falddør,

Og Bjelkerne paa kryds og tvers udskaarne,

At det seer ud, som de af Ælde brast,

Saasnart man gjør et Drag i denne Lænke,

Da styrter Lemmen ned med hvem den bærer.

Ja, her fra Taget gjennem Slottets Høide

Til hvor den dybe Kjelder skummelt hvælver,

De styrte ned og knuses brat ved Faldet. –

For hver en Fremmed vil det hele synes

En grusom vel, men dog tilfældig Skjebne. –

Det Bjelken var som brast – Men svar mig dog,

Du staaer jo uden Mæle.

FOSTER

Tael, bliv ved!

Jeg hører paa Dig.

VARNEY

Der, paa venstre Side

Af Galleriet, sover Emmy. Og Du veed

Alt hendes Skjæbne.

FOSTER

Jesus! vær mig naadig!

VARNEY

Tie med Din Hyklen! Vi forstaae hinanden.

Husk, Mylords Lykke, ja maaskee hans Liv,

Beroer nu paa vor Troskab – hun maa døe!

Maa døe i denne Nat! Jeg efterligner

Det Tegn, Grev Lei’ster altid hende gav.

Een Time har vi kun og det er Midnat –

Jeg staaer deroppe paa den høire Side,

Du bliver her – Saasnart mit Tegn hun hører,

Hun troer at det er Lei’ster, og vil komme.

Naar Du da merker Nogen gaae deroppe,

Da er det hende, hende, ingen Anden:

– Ei nogen Fremmed kommer der saa silde –

Grib da i Lænken! – Du forstaaer mig Foster!

Ha, see, hvor han er bleg, den gamle Hykler!

Dit Kald skal Du opfylde, Intet mere.

FOSTER

Naar I det vil – jeg maa jo lyde Eder –

Det gjelder Mylords Lykke, Mylords Liv.

Udskjeld mig ikke Varney! jeg er syg:

Fælt trykker Blodet mig omkring mit Hjerte;

Jeg har endnu ei læst min Aftenbøn;

Jeg maa først ind og knæle i Kapellet.

For Mylord vil jeg bede, samle Kræfter,

At jeg kan hjelpe ham.

VARNEY

Forraad mig ikke!

Ha, vee Dig! om Du vover. – Hvilken Frygt!

Jeg kjender Dig – driv Dine Abestræger

Men vær, som altid, ærlig i Din Dont!

FOSTER

Du vil det – om en Time –?

VARNEY

Maa det ende.

Og husk kun paa, ifald Du føler Skrupler,

er Mylord Konge, kongeligt han lønner.

FOSTER

Selv Abraham jo sendte Hagar ud,

I Ørknen til den bittre Hungers Død,

At Lykkens Træ der hjemme kunde trives.

Ved Skriftens Ord jeg styrke vil min Sjel –

Jeg bliver tro, ja tro, som prøvet Guld!

(gaaer)

Elisabeths Værelse

(Leicester knæler for Elisabeth, hans Kaarde ligger ved hans Fødder. Elisabeth skjuler sit Ansigt med sine Hænder. Burleigh staaer tavs med korslagte Arme.)
ELISABETH

Ha! Dudleys Hustru! Din hun er, Forræder!

Døe skal Du med Din falske Viv!

Du mig bedrog – bag Dine Rosenkieder

Sig bugted’ Slangen om mit Liv!

(i det hun forgiæves søger at skiule sin Smerte)

Nei! ingen Taare meer mit Øje væder!

Troløse for min Dom Du staaer. –

Ei Naadens Straale til Din Brøde naaer!

(hun vender sig fra Leicester, som derpaa reiser sig)
BURLEIGH (nærmer sig)

Ak Hjertets Stemme her forstummer!

Glem ei den største Hævn er Ædelmodighed!

ELISABETH

Du kjender ei den bittre Qual og Kummer,

Der tynger paa min Isse ned!

LEICESTER (for sig)

Skee hvad der maa! I Dødens Slummer

Jeg bliver tro min Kjerlighed!

BURLEIGH (fører Dronningen med Ærbødighed hen i Forgrunden)

Vær stærk! vær stor! høi gaaer Din Vei –

Et mægtigt Folk staaer ved Dit Hjerte.

ELISABETH

Ja! – Himmel! – Nei!

Du kjender ei den Smerte,

Som til min Barm har fundet Vei!

BURLEIGH

Jeg veed, hvad ikkun I tør vide –

Længst Eders Blik mig det har sagt!

ELISABETH

Ha! denne Svaghed! hans Foragt!

For hende maa jeg staae tilside!

O, Himmel! dertil er det bragt! –

Jeg dræbe vil min Smerte,

Trofaste Gamle! – Ha, vær stærk mit Hjerte!

(til Leicester)

Grev Lei’ster! tag dit Sværd!

En falsk, en snedig Færd

Elisabeth kan glemme;

Det Gode, som hun fandt

Af Mindet ei forsvandt:

I hendes Barm en Stemme,

En venlig Tolk det vandt.

Din Daad du ei forsvare,

For Dommens Skranke kaldt!

Du ærlig Alt forklare

Og jeg tilgiver Alt!

Jeg føler Savn og Smerte;

Ei bittert Nag og Had.

Ak Stemmen i mit Hjerte

For ham saa kjærligt bad!

BURLEIGH

Hun seirede, med Smerte,

For stor til Hævn og Had;

Et stolt et ædelt Hjerte

For ham i Stilhed bad!

LEICESTER

Hun rørtes ved min Smerte,

For stor til Hævn og Had;

Ak Emmys ædle Hjerte

For mig i Stilhed bad!

(Dronningen gaaer; Burleigh og Leicester følge)

Galleriet

VARNEY (træder ind)

Hvor Tiden sniger sig med Sneglegang!

Den halve Time er endnu ei endt;

Og om en Time først – ha! jeg skal hævnes!

Jeg elsked’ hende af min hele Sjel,

Hun haded’ mig; nu hader jeg igjen:

Fortuna er den Brud som jeg har valgt mig!

Er først Grev Lei’ster Englands høje Konge,

Da holder jeg med hende stolt mit Bryllup!

DICKIE (iler ind)

Ha! er I Varney?

VARNEY

Ja! men hvo er Du?

DICKIE

Følg mig til Mylord, bort til Eders Herre,

Nu maa det skee – o! dybt hans Smerte greb mig;

Han elsker dog saa høit sin stakkels Viv!

VARNEY

Grev Lei’sters Viv – tie Usle! ved mit Sværd!

Det koster Dig Dit Liv! –

DICKIE

O, kom – hun græder!

Slet parrer sig med Ungdom Sorg og Graad.

Men den skal endes! Derfor Mylord kalder!

VARNEY

Jeg gjennemskuer Alt! men har hans Fuldmagt!

»Tænk for mig« – var hans Ord – »gjør hvad Du vil!«

Jeg Dig forstaaer – Ha jeg Forstand skal lægge

Som ærlig Tjener i Dit Ord – jeg saae

Dig vakle – tag min Haand den skal Dig Kronen række!

Afsted! lad styrte brat, hvad styrte maa!

(iler bort).
DICKIE (i et vildt Udbrud)

O, Gud! jeg Brøden i hans Øje saae!

(følger ham hurtigt).
TONY FOSTER (hans hele Væsen tyder Forvirring og Skræk)

Nei, jeg kan ei bede!

Som i Feberhede

Brænder mig mit Blod.

Jeg i Kirken triner,

Men med sære Miner

Hvert et Billed’ stod.

Rundt om toned Stemmer;

Jeg dem end fornemmer! –

Ha! hvor er mit Mod? –

Hvad vil det betyde?

Stærke Fodtrin lyde

Hist fra dunkle Krog! –

Tys! – Nei jeg er ene.

(Gaaer hen til Helgenbilledet i Pillen)

Her bag disse Stene

Snoer sig Dødens Snog.

(han trykker paa den skjulte Fjær, dreier Billedet og seer paa Jernlænken. Det gyser gjennem ham. – Varney gaaer over Galleriet).

Snart jeg Tegnet hører,

Hvert Minut er talt.

Tys! sig noget rører! –

Vee! der er hun alt! –

(han trækker i Jernlænken, man hører et frygteligt Brag af det nedstyrtende Gallerie; det toner med Eccho fra de dybe Gange. Foster staar bleg og bevidstløs, stirrende foran sig. Efter et kort Ophold kommer Tressilian.)
TRESSILIAN

Hvor er Emmy? Du mig svare!

Rædsel tyder mig dit Blik.

FOSTER (uden at forandre en Mine)

Død!

TRESSILIAN

O, Himlens Engleskare!

(holder Hænderne for Øjnene.)
FOSTER (trækker Veiret dybt.)

Ah! Hvor tyst vi nu det fik! –

(stirrer gjennem Aabningen ned i Dybet.)

Tys! jeg hører

Klage – see! hun Armen rører! –

(farer tilbage)

Nei! o Nei! –

DICKIE (kommer ilende og griber Tressiliands Haand.)

Kom! o Kom! I tør ei dvæle! –

TRESSILIAN (farer op)

Ha! hvorhen?

DICKIE

Ad denne Vei

(trækker Tressilian bort med sig)
FOSTER

Jeg vil bede – jeg vil knæle – !

Bønnen –! o! jeg kan den ei! –

(han folder Hænderne til Bøn, og synker halv ned. Fra alle Dørre strømme Folk til.)
CHOR

Vee! det klang som Dybets Torden!

Rædsel knuger Hjertet fast.

Eccho rulled’ under Jorden,

Som dens dybe Grundvold brast.

(Elisabeth, Lei’ster, Burleigh og Hoffolk ile ind.)
LEICESTER

Emmy! lad mig frelst Dig finde! –

(stirrer i Dybet.)

Hun er knuust! – o Vee mig! vee!

(synker ned imellem Ridderne)
ELISABETH

Skrækkeligt! den arme Qvinde!

BURLEIGH

Haab som maatte brat forsvinde!

Ei sin Viv han meer skal see!

CHORET

Elskov! Ak! Dit Sørge-Minde,

Kun din Grav vi skulle see.

TRESSILIAN (kommer med Emmy paa sine Arme, Dickie følger.)

Frelst hun er.

CHOR

Gud!

TRESSILIAN

Ei den Grumme,

Fanged’ Uskyld i sit Net!

Døden lod ham brat forstumme.

Styrtet fra det skjøre Bret.

DICKIE

Nær jeg stod – jeg saae ham falde –

Dybets Røst jeg hørte gjalde –

Helved’ krævede sin Ret!

CHORET

Helved’ krævede sin Ret!

LEICESTER (omslynger Emmy.)

Elskte Viv! o høje Lykke!

EMMY

Dig jeg tør til Hjertet trykke! –

BEGGE

Saligt efter tunge Savn –

Bryst mod Bryst og Favn i Favn! –

CHORET

Himmel! hvilket Syn at skue!

Lei’sters Hustru ved hans Bryst! –

DICKIE

Lad mig soles i din Lue!

EMMY (rækker ham Haanden.)

Ædle Ven! o, deel min Lyst!

FOSTER

O, fortær mig! Hævnens Lue!

Skjul mig, Jord! for denne Lyst!

(gaaer bort)
LEICESTER og EMMY (nærmer sig ærbødig Elisabeth)

Høje Dronning!

ELISABETH

Haab og Minde

Blomster strøe for Eders Fjed!

(afsides.)

Gyldne Drøm! din Taage svinde!

England er min Kjerlighed! –

TRESSILIAN

Emmy! – o! farvel min Glæde!

EMMY

Glem mig ei, min Ungdomsven!

TRESSILIAN

Ingen Graad skal Øje væde!

Jeg har seet din Lyst, din Glæde! –

Over fjerne Bølger hen! –

Aldrig seer Du mig igjen!

(iler bort.)
CHOR

Hiil vor Dronning! Held og Lykke

Blomstre her i Fredens Hjem;

I din Trones milde Skygge

Under Naadens Vinge frem!

Hellig Samklang os forbinde

Til Din Priis, o Herskerinde!

Over Bølge, Bjerg og Skov,

Toner Din og Englands Lov.

Finis.

Festen paa Kenilworth

Romantisk Syngestykke i 3 Acter.

Musikken af Professor og Ridder Weise

Opført første gang 6. januar 1836 på Det Kongelige Teater. Udkom første gang i SS bd. 32, 1876 (BFN 1070), men i en form, der adskiller sig stærkt fra førsteopførelsens. Nærværende udgave af stykket er sat efter Det Kongelige Teaters sufflørbog nr. 203. 12. januar 1836 udkom Sangene i Festen paa Kenilworth. BFN 285, ANDERSEN bd. 11, s. 111 ff.

Partitur: KT-A 0321. Orkesterbiblioteket.

Trykte noder: C.E.F. Weyse Festen paa Kenilworth, romantisk Syngestykke af H.C. Andersen. Fuldstændigt Klaver-Udtog af Axel Liebmann og Otto Malling, Samfundet til udgivelse af Dansk Musik, 1877. Et par af sangene ses i Danm. Melod. Stykket er skrevet på grundlag af den meget læste engelske forfatter Walter Scotts roman Kenilworth, 1821, dansk 1822-1825. Scott var grundlæggeren af den historiske roman som genre. Handlingen i Kenilworth bygger på en række historiske begivenheder.

Om trykforlægget

Det Kongelige Teater modtog i 1832 H.C. Andersens første manuskript til Festen paa Kenilworth (Collinske Samling 21,4°, I , nr. 668), udarbejdet på opfordring af C.E.F. Weyse og i fuldt versificeret form.

H.C. Andersen havde tidligere afleveret et manuskript til Weyse, som nu må være forsvundet. Weyse var tilsyneladende fuldt tilfreds med det; og inden digterens udenlandsrejse 1833 »gav jeg ham saa aldeles Haand over den at han selv skrev hele Vers deri, ligesom den forandrede Slutning ganske er Weyses. Det var den mærkelige Mand eiendommeligt, ikke at ynde en Bog der endte sørgeligt« (Mit eget Eventyr uden Digtning, udg. af H. Topsøe-Jensen, 1942, s. 71).

Det indleverede manuskript fik en hård medfart af censorerne, dvs. Det Kongelige Teaters to daværende direktører Chr. Molbech og C.L. Kirstein. H.C. Andersen blev anmodet om at omarbejde stykket; bl.a. ønskede man visse scener ændret til prosa.

Der er sandsynligvis indleveret to omarbejdelser, én ikke bevaret i 1832 eller 1833, og én ukomplet, udarbejdet på et senere, ukendt tidspunkt (Collinske Samling 21,40°, I, nr. 992 og 993).

Der eksisterer desuden tre sufflørbøger fra Det Kongelige Teater (nu overført til Det Kongelige Bibliotek), nemlig: Det Kongelige Teaters Sufflørbøger nr. 883 og 203 samt nr. 634 i Den Laage-Petersenske Samling.

Ved at sammenligne teksterne kan man med temmelig stor sikkerhed afgøre, i hvilken rækkefølge de nævnte håndskrifter er blevet til, nemlig denne:

1. H.C. Andersens tidligste version, afleveret til Weyse inden udenlandsrejsen 1833 (ikke bevaret).

2. Versionen, der var resultat af H.C. Andersens og Weyses »samarbejde«, nu med lykkelig slutning.

3. Den formodede, ikke bevarede omarbejdelse fra 1832 eller 1833

4. Sufflørbog nr. 883

5. Sufflørbog fra Laage-Petersenske Samling (nr. 634)

6. Den ukomplette omarbejdelse nr. 2

7. Sufflørbog nr. 203

Det her valgte trykforlæg, Sufflørbog nr. 203, må antages at være den bevarede version, der ligger tættest på førsteopførelsens form. Fuld sikkerhed herfor kan ikke opnås, bl.a. fordi Weyse igen og igen forlangte ændringer, både før og efter premieren (jf. Hetsch), og Sufflørbog 203 altså teoretisk set kan være blevet til efter denne. Stykket blev opført i alt syv gange.

Om tilblivelseshistorien, jf. Erik Sønderholm »Hans Christian Andersen als Opernlibrettist. Eine textkritische Untersuchung«, Anderseniana 1996, s. 25-48.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

12,13Fætter, en < Fætter en
12,16Golthred < Goldtraad.
17,28Ja, det kunde < I det kunde
19,5i »Den sorte < i, »Den sorte
24,14komme med. / Giles < komme med. / (Til Tressilian) / Giles
24,15Giles Gosling (til Tressilian) / Jeg < Giles Gosling / Jeg
25,3godt < galt
25,11antændte < andtændte
28,6det er Statssager < dets er Statssager
28,14Kostbarheder! < Kostbarheder?
29,4Du her at < Du at
30,11lægges < lægger
30,22ung og smuk < ung Smuk
32,32Maaskee < Maaskeet
33,7Kom, Frelsens < Kom Frelsens
34,4bløde! / Blodigen bøde! / Straffen < bløde! / Straffen
34,28Sjels < Sjel
36,26Bryst! < Bryst
36,34Bryst! < Bryst.
37,8Myladys < Myladis
37,13Ih, med < I med
38,13Bøddel. < Bøddel
38,19Lykkes Boble < Lykkes boble
40,7tier < tjer
40,14saae ham ogsaa < saae han ogsaa
40,23Anden. < Anden
40,25Lei’ster < Leis’ster
42,10snart skal < skal
42,19Blik mod Blik < Blik med Blik
43,25tilbage. < tilbage
44,23fundet hende. Det er hende, der < fundet hende, der
48,6Engeland < England
48,12Folk < Folks
48,32Undergivne. < Undergivne
48,34Varney < Warney
49,6Robsart < Rotsart
49,23Robsart < Rotsart
51,2alskens < alskins
51,6kun har < har kun
51,8Han har < har
51,16Bryst / Han altid bærer det – et gyldent Hjerte, / Der hænger < Bryst/ Der hænger
51,27Foraarssolen < Foraarsolen
54,11Robsarths < Rotsarths
57,17saadan træde op < træde saadan frem
57,18Bedrag, < Bedrag
61,28Fange? / Ak! hos min Fader, / Naar < Fange? Naar
63,31Jeanette! Foster! kom < Jeanette! Toney Foster! kom
64,26at jeg < jeg
65,11Drik, < Drik;
65,20I! < I
65,24Hjelp < hjelp
65,37Frelse < frelse
66,9Fare < Fader
66,11Frels mig! < Frels mig?
69,10flyv < flye
69,15Lykke! / Min < Lykke! / »Min
70,4din Hjerne < den Hjerne
71,13Trygt < Frygt
73,11hvisker: »Hun er nær!« / Blomsterne < hvisker hun er / Blomsterne
73,13Skjult en Stie < Skjelt en Stje
74,2Seer Du < Seer De
74,9ha’ < ha
74,11tier < tjer
76,30Guds Hærskare < Gud Hærskare
78,3Et < Eet
78,11træder < træde
79,28tie < tje
81,6Græd < God
81,11ei let < ei saa let
81,23Menneskene < Menneskerne
81,37fremmed < fremmed’
81,38forglemt, forladt < forglemt forladt
82,20flyer < flyver
85,5stærkt < stærk
87,23Telt < Felt
88,9vil det være (hun læner sig < vil det være (med Smerte) (hun læner sig
96,33fra Høi til Høi < fra Høi
96,37[pausestreg] / LEICESTER og VARNEY < LEICESTER og VARNEY
97,29hvis I vakler < hvis vakler
98,12ei længe < længe
98,23Ha, giv < Hav, giv
100,18Harm < Ham
102,5ile < jle
102,7Bobler < bobler
103,4der staaer i < der i
103,29Tie < Tje
104,12maa først ind < var først ved
105,6Rosenkieder < Roskieder
105,11Brøde < Brød
107,21gjennemskuer < gjennemsker
107,22var hans Ord – »gjør < »var hans Ord« – »gjørl
108,26tyder < byder
109,7bort med sig < bort med
109,24Skrækkeligt < Skrækeligt
110,25soles < Soles
111,5Eders < deres

»Cunmor« er overalt rettet til »Cumnor«, jf. note til s. 12.

Tekstrettelserne er næsten udelukkende foretaget med støtte i omarbejdelse nr. 2.

11
Kenilworthengelsk by sydøst for Birmingham med ruiner af Kenilworth Slot.
Weysetrykforlægget har: »Musikken af Professor og Ridder Weise«, jf. ovf. Komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) blev i 1816 »titulær professor«, en titel, særlig fremtrædende kulturpersonligheder indtil begyndelsen af 1900-tallet kunne få tildelt som en ren hædersbevisning. Weyse blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1829.
12
ElisabethElisabeth 1. (1533-1603), engelsk dronning fra 1558.
Staldmesterperson, der har ledelsen af en større (specielt en fyrstes) stald.
Emmyden historiske lady Dudley, Amy, f. Robsart, levede 1532-1560.
Kastellanborgfoged.
Cumnor-Placepå Elisabeth 1.s tid et landsted i Cumnor, en by i Berkshire øst for Oxford. H.C. Andersens og Weyses tidlige version (Collinske Samling 21, I, 4°, nr. 668) har, i lighed med stavemåden i Scotts roman: Cumnor. Den ukomplette omarbejdelse nr. 2 har begge stavemåder, dog hyppigst: Cumnor. Alle sufflørbøger har: Cunmor. Jf. rettelseslisten.
Fætterher: mandligt søskendebarn.
15
Noahjf. 1. Mosebog 9,20-21.
16
tørbør, må.
Cavaleerher: ridderlig, beleven yngre herre med høje æresbegreber.
Venlo(s)by i den nederlandske provins Limburg, 70 km syd for Maastricht; blev 1543 belejret og erobret af den tyske kejser Karl 5. og hans hær på 40.000 mand.
Grev Moritsmå være hertug Moritz af Sachsen (1521-1553), som i de år var i Karl 5.s tjeneste og i Nederlandene deltog i krigen om det nu tyske område Geldern, der ved overenskomsten i Venlo 1543 blev afstået til Karl.
Ørneblikårvågent, gennemtrængende blik.
17
Laselas.
Mistress(engelsk) madmor; husfrue.
19
ærligehæderlige.
stolthovmodig.
Kjeldersvendsvend i en beværtning.
saavel somlige så fuldt som.
Bollenbowlen.
hædrekaste glans over, fejre.
altidustandselig.
Daarlighederdårskaber.
Ko-Blommerengkabbelejer; også (dialekt) engblommer.
Brødre! meget langt herfratrykte noder: Danm. Melod. bd. 1, nr. 14.
Fugl Phoenixifølge græsk mytologi en fugl, som efter en vis tid brænder sig selv op, men genopstår af sin egen aske.
20
Krepflormeget fint silkekrep, der er vævet løsere end flor.
som Nummer Nixgratis.
Især naarisær hvis.
21
Fjedertopfjertop, en ridders hatte- eller hjelmprydelse.
Brandbrændende genstand, fx et træstykke, som bruges til at antænde noget.
22
mærkedebemærkede.
Venetiansk GuldVenezia er kendt for sine guldvarer.
Fjederflertal af fjeder (fjer).
lige forlige foran.
23
sættegøre et indskud i et væddemål.
24
Glück zu(tysk) lykke til.
altallerede.
26
hæsligher nok: fjendsk, hadefuld.
27
for Speiletforan spejlet.
28
Pairi England (og Frankrig) person af øverste stand.
Bredde(r)(skrædderudtryk) stykke tøj, der anvendes i hele sin bredde.
støvet oprodet op i; her nok spøgende i betydningen: fikset op, smukkeseret.
29
Forretningerforetagender, arbejde.
30
Endendnu.
Hvad Hjertet her sig klynger tile-noder: Festen paa Kenilworth.
33
paa Standuden tøven.
Betænkovervej.
beleerler ad.
35
stoltehovmodige.
36
Glutung kvinde.
37
Til Lykketil alt held.
Hvad kan jeg forkan jeg gøre for?
38
Rammetræramme, brugt ved håndarbejde; på den blev stoffet spændt ud under arbejdet.
41
Hosebaands OrdenSt. Georgsordenen, den fornemste europæiske ridderorden; stiftedes ifølge statutter af 1350 af kong Edvard 3. (engelsk konge 1327-1377). Det hedder sig, at da grevinden af Salisbury ved en hoffest tabte sit blå strømpebånd, og kongen ridderligt bukkede sig for at tage det op, kom han til at løfte hendes kjole for højt, så hun blev til spot for balgæsterne. Han skal da have udtalt ordene »Honny soit qui mal y pense«, (fransk) skam få den, der tænker ilde derom, og lovet hende at gøre det til en stor ære at besidde hendes strømpebånd. Strømpebåndet og den franske sentens indgår blandt andre enkeltheder i ordenen.
stiftet’ældre datidsform af »stifted’«.
det gyldne Vliesoprindelig en burgundisk ridderorden, et gyldent vædderskind, der bæres i et rødt bånd eller kæde om halsen. Ordenen gik 1477 i arv til Habsburgerne i Spanien. Da disse uddøde, fornyedes det gyldne vlies som en østrigsk orden, men blev fortsat også uddelt af den spanske konge som den fornemste orden. I Østrig blev den kun tildelt katolikker.
papistiskkatolsk. Elisabeth 1. var protestant.
43
Svalensvalegangen.
Altaralter.
44
Sverdgehæng(et)bælte til at hænge sidevåben i.
45
om hansæt at han.
Virginien1583-1588 forsøgte den engelske søfarer Walter Raleigh at anlægge kolonier på Nordamerikas kyst i det nuværende North Carolina. Det mislykkedes, men landet fik ved den lejlighed sit navn efter den ugifte dronning Elisabeth. Først fra 1606 blomstrede landet op som koloni. Det blev i tidens løb delt op, og den nuværende USA-stat Virginia svarer kun delvis til det oprindelige landområde.
BachusBacchus, i romersk mytologi vinguden.
Alenmåleredskab af en alens længde.
46
Kongespiirkongescepter.
Ziirpryd.
Karminskarlagenrødt farvestof.
47
Greenwichbydel i London; en kongelig residens i Greenwich er omtalt, mens Edvard 1. (konge 1272-1307) regerede. Henrik 5. (konge 1413-1422) opførte her slottet Bella Court, som bestod under skiftende navne og var genstand for ombygninger og, bl.a. under Elisabeth 1., for udvidelser. Elisabeth holdt hof her.
48
Heldmedgang.
Kartove(ns)kanon.
49
Davonschiregrevskabet Devon i Sydvestengland.
50
givtgift.
54
love forstå inde for.
Paris … Menelaus … Helenagræske sagnfigurer. Helena var Zeus’ datter, ifølge en af overleveringerne som følge af hans elskovsforhold til hævnens gudinde Nemesis, hvem han nærmede sig i skikkelse af en svane. Det æg, der kom ud af forholdet, fandt den spartanske dronning Leda og opfostrede. Helena voksede op til en vidunderlig skønhed og giftede sig med Menelaos, der blev konge af Sparta. Men den trojanske prins Paris havde af kærlighedsgudinden Afrodite fået løfte om at vinde Helena, efter at han havde afgjort en skønhedskonkurrence mellem Afrodite, Hera og Athene ved at udpege Afrodite som den smukkeste. Paris begav sig til Sparta, forførte og bortførte Helena, røvede Menelaos’ skatte og sejlede hjem til Troja. Dette førte til et hævntogt, der blev indledningen til den trojanske krig.
Gud befaletoverdraget til Guds beskyttelse; også brugt som afskedshilsen.
55
raser Duer du blevet vanvittig.
56
Erkjendt foranerkendt som.
endendnu.
57
træde opoptræde.
58
Thiderfor.
Tviltvivl.
Bedaarendebedrageriske.
59
Ternerunge tjenende kvinder, tjenestepiger (her poetisk).
astra regunt homines … Sed regit astra Deus(latin) stjernerne styrer menneskene, men Gud styrer stjernerne. Jf. Hans Walthers middelalderlige ordsprogsamling Proverbia sententiaeque latinitatis medii aevi, bd. 1-5, Göttingen, 1963-1967, bd. 1, nr. 1620.
60
(Guld)børspung.
61
Hvohvem.
63
drager Aandeer forpustet.
64
Abraham … Sara1. Mosebog 20,2.
65
føjekort.
66
flyeflygte.
68
kjenderher nok: genkender.
Juchhei(tysk) hurra! hejsa!
69
(Slots)-Portal(et)arkitektonisk udsmykket indgang, port.
sværemåske: af stor virkning.
70
Dands af Zigeunere-noder: Festen paa Kenilworth.
Zigeunersigøjnere (ældre flertalsform).
72
Mens der tonerimens toner der.
Vaabendandsdans med sværd i hånd ved folkelige forlystelser.
Minstrel(engelsk) folkesanger og spillemand, tit omvandrende.
Hyrden græsser sine FaarDanm. Melod. bd. 3, nr. 126.
74
Hvo som søger … findejf. Matthæus 7,7.
gjøre … Beskeedher nok: gøre kort proces med; også: gøre rede for; gøre tjeneste.
76
Færdadfærd.
baadernytter.
Guds HærskareDet Gamle Testamente har betegnelsen Zebaoth for Gud som hærskarers herre, dvs. herre over Israels hære, uvejr, jordskælv osv., den vældige gud, der virker i alt. I tilfældet her påkaldes måske en himmelsk hærskare af engle, jf. Lukas 2,13.
77
Spectakkeloptøjer, ballade.
78
Det er et Slotdet kalder jeg et slot.
Hvad ellereller.
80
pynteligepyntede, smykkede.
Fyrværkfyrværkeri.
84
den høje Strandden høje kyst.
Snekke(arkaiserende) mindre skib.
85
det rene Væsenpenge.
87
Vangmark.
Vængeng, mark.
Florai romersk mytologi gudinde for alt, der spirer og blomstrer.
snelthurtigt.
88
Cascadenvandfaldet.
Najadevandnymfer; najader var i græsk mytologi det rindende vands nymfer.
90
Gjøgledrømmeillusoriske drømme.
93
vistsikkert.
95
bliver tavsher nok: er fortsat tavs.
96
Tvedragtsplid.
97
Thiderfor.
Northumberland … Norfolki Scotts roman fortælles det, at hertugen af Norfolk i Østengland og Leicesters far, hertugen af Northumberland i Nordengland, begge blev henrettet efter at have rejst sig mod kongehuset.
99
Udtænk den Mulighedgennemtænk, overvej den mulighed.
hvaltehvælvede.
100
tyderrøber.
103
Fjerfjeder.
konstigtkunstfærdigt.
104
Abraham … Hagar1. Mosebog 21,9-21.
105
Rosenkieder(poetisk) rosenlænker.
106
Mindethukommelsen.
107
Fortunai romersk mytologi lykkens og skæbnens gudinde.
108
bevidstløsforstyrret.
Rædsel tyder mig dit Blikdit blik giver mig varsel om rædsel.
111
Lovpris.

Sangene i Festen paa Kenilworth

Udkom 12. januar 1836. BFN 285

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

114,10Burleigh < Turleigh
122,30her hun blev < her kun blev 137,25 fundet!« < fundet!
139,11I Tvende < i Tvende
143,11(Et Værelse, anviist Tressilian) / N° 17 < N° 17. / (Et Værelse, anviist Tressilian).
113
Festen paa KenilworthH.C. Andersens syngestykke i tre akter med musik af C.E.F. Weyse (1774-1842), opført første gang på Det Kongelige Teater 6. januar 1836. Festen paa Kenilworth blev, i omarbejdet form, trykt i sin helhed første gang i Samlede Skrifter, bind 32, 1876. Stykket er skrevet på grundlag af den meget læste engelske forfatter Walter Scotts roman Kenilworth, 1821, dansk 1822-1825. Scott var grundlæggeren af den historiske roman som genre. Handlingen i Kenilworth bygger på en række historiske begivenheder.
Kenilworthengelsk by sydøst for Birmingham med ruiner af Kenilworth Slot.
114
Jomf. ZirzaCharlotte Eleonore Zrza (1797-1862), kongelig skuespiller og operasanger.
Hr. SahlersLudvig F. Sahlertz (1812-1886), kongelig skuespiller.
Hr. KirchheinerJohan Frederik Kirchheiner, (1798-1865), kongelig skuespiller.
Mad. KraghBoline Margrethe Kragh, f. Abrahamsen (1810-1839), kongelig skuespiller.
Hr. SchwartsenJulius Schwartzen (1802-1875), kongelig skuespiller og operasanger.
Hr. SchneiderJohan Ludvig Schneider (1809-1870), kongelig skuespiller.
Jomf. Kofodformentlig Ulrica Augusta Stage, f. Kofoed (1816-1894), kongelig skuespiller.
Hr. FaaborgRasmus Christian Faaborg (1811-1857), kongelig skuespiller og operasanger.
Hr. HviidChristoffer Hvid (1803-1872), kongelig skuespiller.
Hr. CettiGiovanni Battista Cetti (1794-1858), kongelig skuespiller.
Hr. HolmHans Peter Holm (1794-1854), kongelig skuespiller.
Hr. PhisterJoachim Ludvig Phister (1807-1896), kongelig skuespiller.
Hr. HansenChristian Hansen (1812-1880), kongelig skuespiller, operasanger.
Hr. WaltzJohan Rudolph Waltz (debut 1832, d. 1853), kongelig skuespiller.
Hr. PätgesJohan Anton Pätges (1807-1883), kongelig skuespiller, bror til Johanne Luise Heiberg.
Hr. KraghChristian Kragh (1803-1884), kongelig skuespiller.
Hr. SahlgreenLudvig Sahlgreen, senere, i 1838, debut på Det Kongelige Teater, prøveskuespiller sammesteds 1847.
Hr. Brockikke identificeret.
132
Lidebakkeskråning; »under lide« er en fast folkeviseformel.

Se i øvrigt noter til Festen paa Kenilworth s. 15, 19 f., 23 ff., 26 f., 30, 33 ff., 43, 45 f., 47, 48, 58 f., 61, 68 ff, 78, 84, 87, 90, 93, 105 f., 107, 108, 111.

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Krostue i den sorte Bjørn Sal paa Cumnor-Place Krostue i »den sorte Bjørn« Anden Act Dronningens Slot i Greenwich Leicesters Værelse Cumnor-Place En Plads i Skoven ved Værtshuset 3die Act Kenilworth En Grotte i Haven Et langt mørkt Galleri paa Slottet Elisabeths Værelse Galleriet

Del

[Sassy_Social_Share]