H.C. Andersen

Fuglen i Pæretræet

Vaudeville i een Act

1842

Opført første gang 4. juli 1842

    Scenen er udenfor Kjøbenhavn paa Nørrebro.

    Theatret forestiller to Nabohuse, som skilles ved et Plankeværk. Haven til Venstre for Tilskuerne, tilhører Cancelliraad ARENTS og udmærker sig ved sin rige Blomstersamling og sjeldne Væxter. Alt er smukt ordnet; blomstrende Hækker og høie Træer slutte Baggrunden. Haven til Høire frembyder kun en stor grøn Plet, med Vask og Strømper stukket paa Pinde. I Forgrunden her er et aabent Lysthuus, paa Bordet Skrivertøi, Bøger og Landkort. Tæt op til Plankeværket, staaer i Capitainens Have et prægtigt stort Pæretræ, hvis tætte Grene, rigt behængt med Frugt, bøie sig over i Cancelliraadens Have; et oversavet Træ derinde gjør det let at stige op paa Plankeværket og ud paa Pæretræets Grene.

    Første Scene

    I Cancelliraadens Have er SØREN og et Par andre Tjenestefolk ifærd med at rive Gangene og at sætte Urtepotterne i Orden; inde hos Capitainens tage de Vask ind og løse Snorene ned; begge Partier skjændes.

    Mel.: Tourbillon Gallop af Lander.

    CHOR

    Ingen kunne leve stille

    Længer end Eens Naboer ville,

    Disse plage og drille,

    Disse er’ noget Pak!

    Kaalstokke, Skrammel og Pinde

    Over Plankeværket slænges!

    O de fortjente at hænges

    Hver evige Een derinde!

    SØREN

    Loven har sagt til vor Trætte:

    Hvad ind til Naboen hænger,

    Det Naboens er med Rette

    Og ei den Andens længer!

    Dog strides ei for Pæren,

    Thi den kun lavt vi sætte;

    Men det er Æren, Æren,

    Kan Nabo fatte dette!

    CHORET (gjentages). (De gaae hver truende og skjændende til de forskjellige Sider).
    SØREN (kaster en Kaalstok over Plankeværket, idet han gaaer bort).

    Der har I noget at tykke paa! – De skulle gnave længe paa min Ryg, før de naae mit Hjerte!

    (saasnart Scenen er tom bevæge Grenene sig i Pæretræet og Henriette og Herman komme tilsyne deroppe.)

    Anden Scene

    HENRIETTE. HERMAN
    HENRIETTE

    Hvor jeg er angest! om de havde seet os!

    HERMAN

    Det var umuligt! her er den deiligste Løvhytte i Verden; og her sidder ikke Hadets Fugl, men den lille velsignede Guldfugl:

    Mel. Abenstern-Vals.

    Ved Bondens Tag der er af Straa,

    Og der hvor Marmorsøiler staae,

    Der Fuglen boer – dens Navn Du veed,

    Den lille Guldfugl Kjærlighed!

    HENRIETTE

    Den synger os en mægtig Sang,

    Guds Engle sang den første Gang!

    Det er som man fik Dandsens Flugt,

    Jeg intet veed saa stort, saa smukt!

    HERMAN

    Den Guldfugl gjester Grubens Nat,

    Paa Skibets Seil den har sig sat,

    Den boer hos Hyrden høit paa Fjeld,

    Den boer ved Dalens Kildevæld.

    HENRIETTE

    Man siger den er ikke tro!

    HERMAN

    Men Verden lyver veed man jo!

    HENRIETTE

    Sit Næb den i vort Hjerte slaaer!

    HERMAN

    Et Guddoms Kys det er man faaer!

    BEGGE TO

    Dens Sang gjør hvert et Hjerte godt,

    Forvandler Hytten til et Slot;

    Den flagrer over Gravens Blomst

    Og synger Mødets Atterkomst!

    HENRIETTE

    Men jeg maa bort! nu er her slet Ingen omkring.

    HERMAN

    Bort! og jeg har endnu hundrede Ting at sige Dig! – Med Posten i Dag, om en Time maaskee kan jeg have Brev med Bekræftigelse om min Ansættelse! – Da kan vort Bryllup staae naar det skal være!

    HENRIETTE

    Vort Bryllup! gid det var saa vel! men hverken din eller min Fader give deres Samtykke!

    HERMAN

    O, jeg frygter ikke for min! Han kan godt lide Dig! »Det er en nydelig Pige vor Nabo har!« sagde han forleden; og Din holder jo af Dig, har Øie og Hjerte for Blomster, det tyder paa et godt Sind! om han nu ogsaa har en Grille. Det velsignede Pæretræ vi sidde i, er Skyld i det Hele! men vi krydse den Gamle og komme nok paa Hjerte-Siden af ham.

    HENRIETTE

    Du har nu altid saa godt Mod.

    HERMAN

    Det hører med til Standen! hvad er en Sømand uden Mod!

    HENRIETTE

    Og uden Vind! –

    HERMAN

    Den behøver jeg ikke, det er jo et Dampskib jeg skal føre.

    Mel.: Vintern rasat ut.

    1.

    Havet har jeg kjær, som Dig min Pige!

    Havet bringer Ære, Guld og Magt!

    Til Din lille Mand ombord Du stige,

    London skal Du see, der er en Pragt!

    Themsens tusind Skibe for Dig flagge!

    Som et Trylleslot staaer hver Boutik!

    Vi med Damp gaae over Londons Tage! –

    Vi til Tunneln maa et Øieblik!

    2.

    Hjemad gaaer igjen den korte Reise,

    Sjællands Kyster sees en Morgenstund;

    Stolt bag ved os Kullens Klipper kneise!

    O hvor deiligt er det danske Sund!

    Seer Du Kronborg Slot! og seer Du Hveen!

    Mange hundred’ Skibe gaae forbi!

    Ei Morgana – Du jo husker Feen

    Mægter større Skjønheds Trylleri! –

    HENRIETTE

    Jeg tør ikke blive her længer!

    HERMAN

    Vi ere jo først nu under Hveen og Skibet veed Du gaaer lige til

    Petersborg! –

    HENRIETTE

    See nu først om Du er blevet Capitain ombord.

    (stiger ned i sin Faders Have.)
    HERMAN (helder sig over een af Grenene og synger ned til hende).

    3.

    Høie Graner, mosbegroede Fjelde

    Flyve vi forbi! hvad straaler hist?

    Hvilken Storhed, hvilken Pragt og Vælde!

    Ja, det er en Keiserstad forvist.

    Petersborg og London hvor de throne!

    Eet de mangle dog! – veed Du dets Navn?

    Skjønnest er der hos min lille Kone,

    Og hun boer i Kongens Kjøbenhavn.

    Men nu seiler jeg hen paa Posthuset! Farvel!

    (springer ned og forlader Haven.)
    HENRIETTE

    Farvel! Gud give han maa hente lykkelige Efterretninger. Og da –! nei, jeg tør ikke tænke paa Fremtiden! – Der kommer min Fader! det er vel jeg er nede af Træet og at Herman er afsted.

    Tredie Scene

    HENRIETTE, Cancelliraad ARENTS og SØREN, denne sidste bærer et stort blomstrende Rosentræ.
    ARENTS

    Sæt det midt imellem de to Thee-Roser, saa er der Harmoni i Farverne! ja, det gjør godt! det er smukt! – Naa er Du hernede Jette, mellem Blomsterne!

    HENRIETTE

    Her er jeg jo saa tidt kjære Fader.

    ARENTS

    Ja i den sidste Tid! det er først i Sommer Du har rigtig faaet Øinene op! hør Søren jeg troer gjerne vi i Dag eller imorgen kunne plukke vore Pærer af!

    SØREN

    Det tænker jeg ogsaa!

    ARENTS (til Henriette).

    Men det er godt Du har faaet Øinene op! Hvor har Du fundet Blomster, som her! ingen af Gartnerne her paa Broen kunne opvise Mage! gid jeg som Dreng havde seet saadan en Have. Den mine Forældre havde, troede jeg var den første i Verden. Herre Gud! det var saadan en lille gammeldags een, med Buxbumhækker og Fyrretræer, alle stift beskaarne. Faders og Moders Navne voxte i Buxbum, og fra Storstue-Døren saae man gjennem alle Hækker, der var et fiirkantet Hul, man saae hele Havens Længde og yderst ude, en rødmalet Træ-Husar, som presenterede! –

    HENRIETTE

    Ja, men det har jo været morsomt!

    ARENTS

    En Have skal ikke være morsom! den skal være for Følelsen. Blomster havde vi ikke uden de til hver Aarstid reglementerede! om Foraaret Pindselillier og Tulipaner, om Sommeren nogle opløbne Roser og om Efteraaret blaa og røde Asters! – Jo, jeg gad have seet en Have, som denne her!

    Mel.: Il re di Napoli.

    1.

    Mit Bibliothek er Haven her,

    En Bog er Blomst og Busk og Træer;

    Hver har sin Skat af Poesi,

    Gaae den ei forbi.

    See denne Hæk, dens Flor er rigt,

    Hver Rose er et Skjønheds Digt,

    Og Lillien i sin hvide Brog

    En Legende Bog!

    2.

    Levkoiebedet har mig sendt,

    I Duft en Sang fra Orient,

    Den mørkerøde Hanekam

    Er mit Epigram!

    I Vaarens Blomst er Duften stor,

    I Høstens Blomster Farven boer,

    Hver har saa sit – een stort, een smaat!

    Mit Bibliothek er godt!

    HENRIETTE

    Det er et udmærket Bibliothek.

    ARENTS

    Ikke sandt!

    3.

    Den hele Verden har jeg her!

    Jeg reiser mellem Blomst og Træer;

    En Valmue Flor er mit Tyrki,

    Der er Mening i!

    Pompeji malte Væg jeg glad

    Kan see i Tulipanens Blad,

    Viinranken op af Husets Muur,

    Kalder jeg spansk Natur!

    4.

    Og ved mit Bord af Porcelain,

    Her under denne Guldregns Green,

    Jeg ved min Pibe og Kop Thee

    Kan jo China see!

    I Solskin jeg ved Palmen staaer,

    I Sneeveir jeg til Granen gaaer,

    Den hele Verden har jeg her

    Mellem Busk og Træer!

    HENRIETTE

    Og Plankeværket der, er Verdens Grændse!

    ARENTS

    Der har Du ret! – »gamle Sole ligge der og forslidte Maaners Hær!« – der seer skrækkeligt ud derinde!

    SØREN

    Der groe kun Strømper og Sokker!

    ARENTS

    Nei i Enkens Tid! ja det var Paradisets, men det tænker man ikke paa naar man har det. – Kan Du huske da den syge Enke havde Huset derinde! Ingen kom i Haven der, Viinranken groede lige hen over Døren; det var et heelt Vildnis derinde! Hindbærbusken hang herover ligesom Pæretræet der. Det var en Baggrund for mine Blomster! begge Haver saae ud, som de gik i eet; og Fuglene sang derinde ligesom om man var langt ude i Landet! –

    HENRIETTE

    Det Hele var meget fordeelagtigt for os; men rimeligt og naturligt var det jo ogsaa at da Enken døde og Stedet fik en ny Eier, at han ogsaa vilde have Fordeel af sin Have! at han ryddede op derinde, lod Hækkene beskjære, og indrette sin Eiendom, som han havde Lyst!

    ARENTS

    Du skulde rigtig gaae over Plankeværket og sætte Dig ned paa den anden Side, som Procurator! jo vist havde han Lov at indrette sin Eiendom, som han vilde! men jeg har ogsaa Lov at være gal i mit Hoved over det! Hele det deilige Buskads ødelagte han, alle Sangfuglene fløi deres Vei og vi fik Drenge Vræl og Skraal istedet!

    HENRIETTE

    Herre Gud! Drengene tumlede sig lidt.

    ARENTS

    Ja saa vi fik Kaalstokke i Nakken! de skjød med Pusterør op i vore Træer og aldrig kunde man see hen til Plankeværket uden der stak et Hvalpehoved over!

    HENRIETTE

    Husk paa hvor venlig Capitainen derinde kom og aflagde os Besøg; hvor kold, hvor – næsten uhøflig Du var mod ham!

    ARENTS

    Jeg er naturlig, jeg viser mig, som jeg er! jeg vilde ikke have med ham at gjøre! jeg vilde i det mindste vise ham, at jeg var vred. Jeg spurgte ham om han ikke vilde save Pæretræet om med, saa fik han det mere luftigt! disse Søfolk kunne nu ikke faae Vind nok. – »Det var Synd om jeg for noget Kjævleri Skyld skulde ødelægge saadan et velsignet Træ!« sagde han! det skulde nu være saa hjerteligt! – »Fra Enkens Tid har jeg altid taget Frugterne!« sagde jeg ham; »og jeg tager dem lader de Træet staae! de hænge ned til mig, de blive modne i mit Solskin, de trives i min Have!« – »Det vil vi see« sagde han! – »Det skal De see!« sagde jeg, og gav strax Søren Ordre, at plukke alle Pærerne af!

    HENRIETTE

    Det lignede ikke Dig, Fader!

    ARENTS

    Jo, det lignede mig! – Han regjerer inde hos sig, jeg vil ogsaa regjere paa mit! – Desuden viiste jeg ham, at det var ikke for at faae de Pærer jeg gjorde det! hver og een lod jeg ligge her i Gangen! Sendte han mig saa ikke den ene af Hvalpene ind at spørge: hvad det skulde betyde! men han fik Svar kan Du tro!

    HENRIETTE

    Endnu kan jeg slet ikke indsee, hvad vi skulle være saa vrede for!

    ARENTS

    Ikke det! ja saa er Du tungnem! – Søren! hvad fandt Capitainens Drenge paa! hvordan bar de sig ad med Dig!

    HENRIETTE

    Ja, jeg veed det kjære Fader! men –

    ARENTS

    Hvad gjorde de –?

    SØREN

    De toge Kosteskafter, bandt Gafler paa Enden og langede fra Plankeværket den ene Pære efter den anden! det var nederdrægtigt! jeg saae det, jeg fægtede med Spaden, men flængede ikke den mindste mig hele Overærmet med sin Gaffel, jeg kunde have faaet et Stik, saa jeg var død af Mundklemme!

    HENRIETTE

    Men nu er det en gammel Historie! Drengene have alt et Par Aar været paa Sorø Academi! Faderen giver aldrig Anledning til Strid og lader Dig hvert Aar plukke Pæretræet, som rigtignok har dit Solskin, men Rødder og Stamme inde i hans Jord.

    ARENTS

    Frugten er min veed han! Loven har skilt os imellem; Loven har sagt: hvad der voxer ind i Naboens Have det er hans, hvad Frugt der falder fra Træet ind til Naboen det hører Naboen til! – jeg holder mig bogstaveligt til Loven!

    HENRIETTE

    Hvorledes kunde de ikke drille og plage os om de vilde!

    ARENTS

    Det gjør de! Tjenestefolkene opføre sig saaledes mod mine

    Folk, –

    HENRIETTE

    Ja Tjenestefolkene!

    SØREN

    Det forsikkrer jeg Frøkenen, det er et simpelt Folkefærd derinde! jeg vil bare sige Dem, at den Vaskerkone vi havde forrige Uge, da vi ikke kunde faae Rokkedreierens Kone, hun var saa spids og uvorn, at jeg strax kom efter at det var Capitainens Vaskerkone vi havde faaet! Det duer ikke hvad der kommer fra den Side! –

    ARENTS

    Nu er da ogsaa Sønnen kommen hjem fra Vestindien; Søofficeren! han gjør ikke andet end løber forbi og æder med Øinene mine Blomster, som staae i Vinduet! I Førstningen hilsede jeg ham, for jeg kan godt lide Folk holder af Blomster, og jeg spurgte Søren hvem den unge Mand var: – saa fik jeg det at vide! jeg har et Par Gange seet stift paa ham; – nu trækker han af naar han seer mig!

    HENRIETTE

    Der er det jo igjen Dig, som har Uret!

    ARENTS

    O, ja saamænd! fra een Side taget! – men veed Du hvad, man maa være paa sin Post! – det er Folk man kan vente sig Alting af.

    HENRIETTE

    Vi have ellers længe maattet vente! jeg troer Du i fem Aar har seet i alle Bladene om der ikke var noget Udfald mod Dig! Jeg gjentager det, Du er her ubillig mod Naboen!

    ARENTS

    Du kjender ikke Verden! Du veed ikke hvad Søren fortæller!

    HENRIETTE

    Men jeg vilde i dit Sted forbyde Søren at lave Historier!

    ARENTS

    Jeg vil ikke snakke med Dig mere!

    HENRIETTE

    Jo Du vil! thi Du holder af mig, som Du holder af dine Blomster! see hvor Roserne arbeide paa at skjule det stygge Plankeværk! jeg vilde nu ønske jeg kunde rive det ned og faae Dig og Naboen til at sidde under Pæretræet og der som Venner ryge Eders Pibe.

    ARENTS

    Ja det kan Du tro! – (idet han gaaer) Hun er i Grunden en god Pige. –

    Fjerde Scene

    SØREN. HENRIETTE
    SØREN

    Naar jeg turde sige et Ord, da vilde jeg rigtignok sige Frøkenen, at havde hun været med, da mit Ærme blev flænget, saa vilde hun ikke tage Parti for de Drenge! Frøkenen har dog hørt dem skraale og vræle!

    HENRIETTE

    Vilde Du have at Capitainen skulde lade dem Dag ud og ind blive i Stue-Arrest! Drenge maae tumle sig! –

    SØREN

    Ja Frøken, jeg har jo ogsaa været gift og jeg har en Søn, et høist dannet og fornuftigt Menneske! han var ogsaa meget vild, som Barn; han kunde ogsaa have vendt op og ned paa et Huus, men jeg holdt ham! og dog blev der aldrig nægtet ham nogen Fornøielse. Om Vinteren vilde han nu løbe paa Isen, men jeg lod ham ikke komme ud! jeg og min Kone heldede Vand paa Gulvet inde i Stuen, der kom ikke Ild i Kakkelovnen, og saa sad vi i Kavai og ventede paa at der kunde fryse en lille Glidebane for ham.

    HENRIETTE

    Det har været en kold Fornøielse!

    SØREN

    Jeg og min Kone sad og tog Kampher-Draaber! det varmede ligesaa godt, som om vi havde i Kakkelovnen; og det var en heel Besparelse. Jo, man kan nok holde sine Børn og dog lade dem have deres Fornøielse; men saadant kan man ikke vente sig af en Coffardi-Capitain, een af de grovere Capitainer! og Folkene ere, som Herskabet; jeg undgaaer dem altid! forleden vilde jeg inde i Byen sætte mig op i en af disse ny »Unibusser,« jeg var inderlig træt, og det er nu saadan en god Indretning! Heida! sagde jeg, og vinkede! Heidukken der bag paa trak i Ringetøi og »Unibussen« stod, jeg havde allerede det ene Been inde, men hvem sad der – Capitainens Huusholderske! »Tak!« sagde jeg og gik baglænds ud! »jeg skal ikke kjøre den Gang!« – Og saa fik jeg Vrøvl med Heidukken, men jeg vil ikke under Tag med de Folk! de udspionerer Een! de sætte os i Bladet før vi veed et Ord derom!

    HENRIETTE

    Du gjør virkelig alt dit til at Du burde komme der!

    SØREN

    Jeg har været der! – det stod rigtignok saa fiint at ikke enhver kunde mærke det! Jeg veed ikke om Frøkenen husker en Politiven ifjor, der stod i den et Stykke med Overskrift: »Æblet falder ikke langt fra Pæren!« vi havde lige i de Dage plukket Pæretræet og det løb mig som en Vandkande ned af Ryggen da jeg læste det.

    HENRIETTE

    Men hvad Hentydninger var der i selve Stykket.

    SØREN

    I selve Stykket var der ingen, det havde nu en ganske anden Handling! Det var nu gjort saa fiint! men jeg takker vor Herre jeg har en god Forstand!

    HENRIETTE

    Du er en Nar!

    SØREN

    Ja det kan Frøkenen sige! – De vil nu hverken troe mig eller deres Fader! men det veed jeg, at da min Søn kom hjem fra Flensborg og var saa godt klædt, som nogen, saadan med Façon! saa stod der i Adresse-Avisen at der var arriveret en forunderlig Fisk, som var at see for sex Skilling! men da jeg vilde see Fisken, saa var den der ikke, og de sagde, den var kjøbt af Capitainen, som var Naturfusker! – jeg lagde det ene sammen med det andet, og saa kunde jeg nok vide hvem det sigtede til med den »forunderlige Fisk!«

    HENRIETTE

    Hvor Du kan sætte sammen! Du gjør rigtig nok dit til at vi aldrig komme paa nogen god Fod med Naboens!

    SØREN

    Jeg, Frøken! Ingen kan mere ønske Fred og Rolighed, end jeg, og ondt vil jeg Ingen, men en lille Ulykke troer jeg de derinde kunde have besynderlig godt af! kunde jeg skrive, som jeg kan tale! de skulde staae i Bladet baade Capitainen og hele Menagen! – God Morgen!

    Femte Scene

    HENRIETTE

    Det er det gamle Menneske, som gaaer og puster til min Faders

    Vrede! – O Gud, hvorledes skal det dog ende! –

    Mel.: »Det vil bedre gaae!«

    Snart er jeg glad, snart sorrigfuld!

    Saa rigt, saa tungt er Elskovs Guld.

    Du Rosenflor i al din Pragt

    Har Lænken om mit Hjerte lagt.

    Blomsterne var det, som førte os sammen,

    Hen til vort Vindue, de fængsled’ hans Blik!

    Indenfor sad jeg og syede ved Rammen,

    Da han mig saae en Hilsen jeg fik!

    Han kom hver Dag og standsed’ lidt,

    Paa Blomsterne han saae ret tidt.

    Han hilsed’ mig – og jeg – jeg veed,

    Man maa jo vise Høflighed.

    Siden vi mødtes paa Bal, jeg kan nøie

    Huske det! vi var’ ei fremmede meer;

    Blomster og Toner kan Hjerterne bøie,

    Selv man veed ikke hvorledes det skeer.

    Snart er jeg glad, snart sorrigfuld!

    Saa rigt, saa tungt er Elskovs Guld.

    Du Rosenflor i al din Pragt,

    Har Lænken om mit Hjerte lagt!

    (det tordner.)

    Sjette Scene

    HENRIETTE. CAPITAIN PETERSEN i sin Have, lidt efter HERMAN
    CAPITAINEN (idet han nærmer sig Lysthuset).

    Jo, Døren og alle Vinduerne staae aabne! Veiret hænger os lige over Hovedet! jeg maa nok lukke at ikke Kort og Papirer flyve som Strandmaager!

    (gaaer ind og lukker Vinduerne til.)
    HENRIETTE

    Hvor det er trukket sammen! Skyen hænger som et Bjerg deroppe! der lynte det! – Hvor gjerne vilde jeg ikke have blevet her og ventet paa ham!

    HERMAN (kommer hurtig ind).

    Mon hun skulde være her endnu!

    (stiger op paa Plankeværket.)
    HENRIETTE

    Der falde de første tunge Regndraaber! – jeg maa ind under Tag!

    CAPITAINEN (idet han faaer Øie paa Sønnen).

    Hvor entrer han hen! –

    HERMAN (paa Plankeværket).

    Pst! pst!

    HENRIETTE

    Det er Dig! allerede igjen!

    HERMAN

    Jeg har Brev, jeg har Bestalling! vil Du gratulere din Capitain!

    HENRIETTE

    O Gud være lovet! lad mig see!

    HERMAN

    Kom herop!

    HENRIETTE

    Men det bliver et skrækkeligt Veir!

    HERMAN

    Her sidde vi tørre! det skal skylle stærkt før det trænger igjennem disse Seil! – Jeg er udnævnt til at føre det ny Dampskib mellem London og St. Petersburg!

    CAPITAINEN (halv sagte).

    Jeg gratulerer! men hvem er det derinde han fortæller det!

    HENRIETTE (oppe i Træet).

    Lad mig see Brevet og Bestallingen!

    CAPITAINEN

    Et Fruentimmer! den lille Frøken! troer jeg ikke de seile paa deres egen Haand! – Det var i god Tid jeg kom og lukkede Vinduer!

    (Torden.)
    HERMAN

    Seer Du, her staaer det! 400 Pund aarlig! det er 3000 Rdlr.! vi kunne føre en ganske god Huusholdning!

    HENRIETTE

    Hvor Glæden dog gjør os Mennesker godt! dit Øie straaler! der er en Friskhed i dit Ansigt! o saaledes skulde Du males! saaledes vil jeg at hele Verden skal see Dig naar vi om mange Aar ere blevne gamle! ikke for min Skyld, i min Tanke bliver du uforandret! (det lyner.) Hvilket Lyn!

    Mel.: Af Fiorella.

    1.

    HERMAN

    Med Orgel Toner Stormen bruser,

    Høit Tordnen ruller! o hvor stort!

    HENRIETTE

    Som Pilen Lynet suser

    Fra Himlens aabne Port.

    BEGGE TO

    Fra Skyen styrte Regnens Strømme,

    Tordenbrag! Lyn paa Lyn! hvilken Pragt!

    Vi sidde begge i Elskovs Drømme,

    Haanden paa Hjertet lagt.

    Stor er Gud Amors Magt!

    CAPITAINEN

    Cap’tainen giver Agt!

    (Torden.)

    2.

    HERMAN

    To Kjærestefolk som sidde sammen,

    De glemme Storm og Tordenbrag!

    HENRIETTE

    Havde vi nu Svanehammen

    Vi fløi med stærke Vingeslag.

    BEGGE

    Vi fløi som Skyen og som Svalen,

    O saa langt, over Land, over Hav;

    Høit paa Fjeld og dybt i Dalen

    Gud Amor Leide gav!

    CAPITAINEN

    Den Lille hun er brav!

    HENRIETTE

    Men om Lynet nu slog ned her i Træet!

    HERMAN

    Det var at døe, som »Lykkens Yndling!« – dog jeg vil rigtignok heller leve! – Skyen er ikke trukket over! – See hvor Alt svømmer i Vand dernede! Alle Roser faae Styrtebad! uden min egen blomstrende Rose!

    (omfavner hende.)
    HENRIETTE

    Du ryster med Grenene! jeg bliver ganske vaad.

    HERMAN

    Allerførst vil jeg nu tale med min Fader! jeg er slet ikke ængstelig for Udfaldet der! – Nu er det at finde paa at stemme din Fader! og saa arrangere vi vor lille Huusholdning. Den ene Fløi af Huset staaer jo ledig; – Plankeværket maa vi have ned og Pæretræet hvor Kjærlighedens Fugl har sjunget for os, skal være vor Tempel! her under Grenen maa Præsten vie os!

    CAPITAINEN

    Han forstaaer at arrangere det Hele!

    (Uveiret tager meer og meer af.)

    HERMAN

    Vi skal faae det nydeligt.

    Mel.: »Te voglio bene

    Saa smukt er ingen Steder

    Som hos et nygift Par,

    Selv Meubler der og Klæder,

    Den friske Ungdom har;

    Med Eden er det lignet,

    Og ligner ei saa smaat,

    O, der er saa velsignet,

    Saa hyggeligt og godt!

    HENRIETTE

    Jeg gik hvor Skovens Grene

    Ud over Stien hang,

    En lille Fugl sad ene

    Og derfor ei den sang;

    Men var der to ved Reden,

    De qviddred’ nok saa fro;

    Rundt om dem var et Eden

    Fordi at De var to!

    HERMAN

    Alt har en Duft, en Tone,

    Et eget Trylleri,

    Den søde lille Kone

    Er ene Skyld deri!

    Een kan ei Himlen finde,

    Nei man maa være to!

    Jeg raader Mand og Qvinde:

    Skynd jer at sætte Bo!

    HENRIETTE

    Men nu regner det virkeligt her! vi kan ikke blive. –

    HERMAN

    Jeg har saa meget at sige Dig! – See kun, Uveiret er forbi! men her komme rigtignok Draaberne lidt stærk! – stiig ned, jeg bærer Dig over det vaade Græs ind i vort Lysthuus, Ingen kommer her det første Qvarteer efter en saadan Skylregn.

    HENRIETTE

    Hvad tænker Du paa!

    CAPITAINEN

    Saa maa jeg nok gaae i Læ!

    (trækker sig tilbage.)
    HERMAN

    Du bliver ganske vaad! – der er jo intet at vove! ikke et Menneske seer det; vi kunne der afhandle den hele Sag. Sæt Foden her paa Grenen, og saa atter der!

    HENRIETTE

    Du ryster Grenene! Tænk om min Fader kom herned og jeg var hos Naboens.

    HERMAN

    Ja der vilde han da mindst søge Dig!

    HENRIETTE

    Jeg vover det!

    (springer ned i Armene paa Herman.)
    HERMAN

    Lad mig bære Dig over den vaade Jord! Du er let som et Barn! –

    (bærer hende hen imod Lysthuset.)
    HENRIETTE

    Tab mig ikke!

    HERMAN

    En Sømand kan ikke tabe sin Kjæreste!

    CAPITAINEN (aabner Døren for dem).

    Vær saa god og kom indenfor!

    HERMAN

    Min Fader!

    HENRIETTE

    O Gud! jeg forgaaer af Skamfuldhed!

    CAPITAINEN

    Velkommen min fortræffelige Frøken! – Det er første Gang jeg har den Fornøielse at see dem i mit Huus.

    HERMAN

    Fader, jeg har faaet Commandoen over det ny Dampskib! jeg kan føde en Kone – og hende har jeg fundet, med hende kan jeg blive lykkelig! – Alt vilde jeg have sagt Dig i Dag!

    CAPITAINEN

    Men nu kan Du spare Dig den Uleilighed! – Og De Frøken, hvad siger De?

    HENRIETTE

    Hvad maa De troe om mig!

    CAPITAINEN

    Jeg troer De er en velsignet Pige, som nok kan gjøre en Mand lykkelig!

    HENRIETTE

    – At De seer mig her –!

    CAPITAINEN

    Det er mig noget særdeles kjært og behageligt! Aldrig har jeg følt Nag til Deres Fader, – han har nu sine Griller, jeg kan have mine! – Tiden jevner Alt, tænkte jeg og det har den! jeg faaer en lille uskyldig Hævn! – I skal have hinanden! ja saa min Sjæl skal I saa! –

    HERMAN

    Ja, det er en Fader jeg har! – jeg vidste nok Du ikke vilde sætte Dig mod min Lykke! –

    HENRIETTE

    De er god og kjærlig! – Gud velsigne og glæde Dem!

    CAPITAINEN

    Det gjør han nok! – men nu først har han overdraget mig at arrangere Eders Sager.

    (sætter sig ved Skriverbordet og skriver.)
    HERMAN

    Hurra! jeg øiner Land! Brylluppet skal staae i denne Uge og vi dandse Brudedands under Pæretræet!

    Mel.: »Malapou.«

    HERMAN

    Jeg svinger Dig min søde Brud

    Her under Træets grønne Hang,

    Og alle Blomster springe ud

    Ved Fløitespil og Strænge-Klang.

    Trala.

    HENRIETTE

    Du er saa vild! – her er saa vaadt!

    HERMAN

    Hvor Dig jeg har er skjønt og godt!

    CAPITAINEN

    Til Faderen jeg skrevet har.

    Vi faae i Øieblikket Svar!

    (ringer med en Klokke.)
    HERMAN

    O hvilken Lyst og Salighed!

    Men slaae dog ikke Øiet ned!

    Jeg er saa lykkelig, saa glad,

    Min Tanke er et Elskovs-Qvad!

    CAPITAINEN (raabende).

    Ole! Peter! Rasmus! Maren! Rasmus! – Hov!

    HERMAN

    Jeg svinger Dig min søde Brud etc. –

    CAPITAINEN (til Karlen som kommer).

    Naa, Rasmus! Du gaaer, i den stærkeste Fart Du kan sætte op, ind til Cancelliraaden med dette Brev og beder ham øieblikkelig læse det! – Naa, hvad seer Du efter! – Afsted! (Karlen løber.) Det var vor bedste Løber! han springer paa en Dag og en Nat, herfra til Korsør og tilbage igjen og sover dog hele Natten, som han siger! Benene ere i Gang og de løbe med den sovende Rasmus! De skal komme til at kjende ham.

    HENRIETTE

    Han bringer min Fader deres Brev?

    CAPITAINEN

    Ja og det i Gallop! han er alt ude af Haven.

    HERMAN

    Dit Brev var kort, kun nogle Linier!

    CAPITAINEN

    Mere behøvedes der ikke! jeg holder meget af at fatte mig i Korthed! giv mig Din Haand Dreng og De – ja, ved en saadan Leilighed kan man nok sige Du til hinanden uden at have et Glas Viin i Haanden og drikke sig Tilladelsen til! – Din Haand min Pige! – Der har I hinanden! I har min Velsignelse! og nogle Penge skal I faae til! Om lidt kommer vor Nabo og giver ogsaa sin Velsignelse. – Er her ikke en Øxe i Nærheden! Nei, jeg vil ikke slaae ham for Panden, Gud bevares! jeg vil bruge den til at hugge Plankeværket ned! det skal falde, som et Storseil.

    HERMAN

    Hvorledes troer Du vi vinde ham saa snart! hvad har Du skrevet?

    CAPITAINEN

    Hvad jeg har skrevet? Jeg har ganske simpelt skrevet, at jeg maatte tage mig den ærbødige Frihed at bringe ham Lovens Ord i Erindring, Loven som han altid har holdt sig saa bestemt til: »al den Frugt der falder fra Træet ind til Naboen, hører Naboen til!« – I Stormen for lidt siden er et betydeligt Antal Pærer faldet ind i hans Have, men ved samme Leilighed er hans fortræffelige Datter blæst ind til mig! han har altid beholdt min Frugt og jeg beholder nu hans, den allerbedste han har, og i dette Øieblik har jeg foræret hende til min ældste Søn, Herman.

    HERMAN

    Nei, det er fortræffeligt! jeg maa kysse Dig min egen velsignede Fader!

    HENRIETTE

    Det har de virkeligt skrevet!

    CAPITAINEN

    Ja, Ord til andet!

    HENRIETTE

    Men det er jo skrækkeligt!

    CAPITAINEN

    Ikkesandt! men det var jo ogsaa en Orkan, som man før kun havde dem i Maribo-Avis!

    HERMAN

    Naboen tog vore Pærer, jeg har faaet et Æble igjen, et Guldæble der gjør mig til den rigeste Marine-Officeer i nogen Konges Tjeneste!

    Syvende Scene

    DE FORRIGE. CANCELLIRAADEN og SØREN
    CANCELLIRAADEN

    Hvad er det dog! er de gale! er jeg gal! staaer det ikke der i Brevet! – Han maa have mistet Forstanden! (til Søren) Hvad vil Du! gaa fra mig! hvor er hun! har Du seet hende! Bare hun ikke er kommet noget til.

    SØREN

    Gud bevar os! hvad gaaer der af Herren!

    CANCELLIRAADEN

    Hvor er min Datter! See dog ikke saadan paa mig! jeg veed nok hvor hun er! men det er Løgn!

    SØREN

    Men saa veed Herren det jo ikke!

    CANCELLIRAADEN

    Ti stille!

    SØREN

    Herrens Hoved er bestemt løbet sammen i Tordenveiret!

    CAPITAINEN

    Der har vi vor Nabo, hører jeg!

    HENRIETTE

    Hvad har jeg dog gjort!

    HERMAN

    Vær rolig kjære Pige!

    CANCELLIRAADEN

    Han skriver, at min Datter er blæst over Plankeværket til ham! det er jo noget Sludder! og dog har jeg faaet saadan en Forfærdelse!

    SØREN

    Er hun blæst?

    CANCELLIRAADEN

    Staae ikke der og spørg! – Det er Naboer man har! nei Enken! jeg faaer aldrig den Enke igjen! – Men det er Løgn!

    SØREN (som seer over Plankeværket).

    Jo, Hr. Cancelliraad! – Hun er blæst over!

    CANCELLIRAADEN

    Hvad siger Du –! (klattrer op) O mit Barn!

    CAPITAINEN

    God Morgen Hr. Cancelliraad! De har faaet mit Brev! De veed hvor gunstige Omstændighederne have været mig! –

    CANCELLIRAADEN

    Jette! hvor er Du kommen derind! Hr. Capitain jeg beder dem De vil udlevere mig min Datter!

    CAPITAINEN

    De har aldrig villet udlevere mig mine Pærer, jeg har maattet finde mig deri og nu beholder jeg den Frugt der falder fra Grenene ind til mig!

    CANCELLIRAADEN

    Men min Datter er ingen Pære! og Loven holder sig ikke til Spidsfindigheder.

    HENRIETTE (idet hun fører Herman frem).

    Fader! jeg elsker ham! jeg har ikke havt Mod til at sige Dig det! –

    HERMAN

    Jeg er i denne Dag sat istand til at ernære en Kone. Deres Datter har lovet mig at dele Sorg og Glæde med mig! – Skam skal De ikke have af deres Svigersøn!

    SØREN

    Hvad er dog dette! hvad er dog dette!

    CAPITAINEN

    Bedst er det at Naboer ere Venner, og vi to kunne blive dette! vi have aldrig ret talt sammen, men nu kunne vi det! nu er Leiligheden god!

    CANCELLIRAADEN

    Kalder De dette en god Leilighed!

    CAPITAINEN

    Min Søn har faaet at føre det nye Dampskib mellem London og St. Petersborg; han og hans lille Kone kunne leve anstændigt og behageligt. Jeg overlader dem mit lille Huus her; Plankeværket hugges ned; Pæretræet selv antyder kun den gamle Grændse; her ligger Øxen, jeg slaaer selv det første Slag; De vil sige deres Beslutning! –

    CANCELLIRAADEN

    Høistærede! jeg maa sige Dem at det er en ganske selsom Tale! og jeg maa bede Dem at De vil behage at lade min Datter komme herover!

    CAPITAINEN

    Hun bliver her til hun er forenet med min Søn!

    CANCELLIRAADEN

    Vil De udsætte en Piges Rygte for Skandale! hvad vil der ikke komme i Bladene! –

    SØREN

    Vi komme i Kobberstik Allesammen!

    CAPITAINEN

    De giver deres Ja! ingen Mennesker faae da at vide om den hele

    Historie! man vil sige: det er mærkværdigt! det er smukt! de to

    Familier ere blevne Venner og Beslægtede! eller rettere, Ingen vil tale derom, thi det er noget godt, og man taler aldrig om hvad der er godt!

    CANCELLIRAADEN

    Og her sidder jeg paa Plankeværket!

    Mel.: »Frage nicht warum ich traure!«

    SØREN

    Gode Herre lad Dem røre,

    Frøknen er dog faldet ned!

    CANCELLIRAADEN

    Det er skrækkeligt at høre!

    Jeg er sand for Herren vred!

    HENRIETTE

    Fader, gaae ei bort i Vrede,

    Jeg har feilet! jeg det veed!

    Fader hør din Datter bede

    Ved sin Moders Kjærlighed!

    ALLE

    Lad til Fryd det Hele blive!

    Her er trofast Kjærlighed!

    SØREN

    Siig De ja! og jeg skal give

    Plankeværket kort Besked!

    ALLE

    Hver en Blomst i Luften svaier

    Nikker til dem, siig dog ja!

    Og et lystigt Seier! Seier!

    Gjennem Haven klinger da!

    CANCELLIRAADEN

    Det er et heelt Complot! nei! nei!

    CAPITAINEN

    Bliv ikke heftig! De kunde ogsaa falde ind over Plankeværket og da behandlede jeg dem med som min Eiendom, indtil videre.

    CANCELLIRAADEN

    Indtil videre! – det er en ganske forunderlig Situation! – Jeg kommer i Bladene. Min Datter boe i Huset der –, Pæretræet bliver mit! – Ja jeg maa overveie! –

    HERMAN

    En Mand, som De behøver ikke lang Tid til Overveielse!

    CAPITAINEN

    Der bedes første, anden og tredie Gang, og – saa slaae vi til! (tager Øxen.)

    SØREN (som er steget ned, siger til Cancelliraaden.)

    Hele Historien kommer i Bladet! »Cancelliraaden paa Plankeværket, eller Frøkenen som faldt over!« det bliver skrækkeligt!

    CANCELLIRAADEN

    Hør, jeg vil komme ind til dem og tale besindig!

    (stiger ned.)
    CAPITAINEN

    De vil komme ind! – Jeg skal forkorte dem Veien!

    (slaaer paa Plankeværket.)
    CANCELLIRAADEN

    Nu gaaer det! det er gaaet! forfærdelige Mennesker! Bare ingen Naboer see det!

    SØREN

    Hurra for Plankeværket!

    (river Plankerne med ned saa at Pæretræet staaer frit paa Scenen.)
    CANCELLIRAADEN

    Det gaaer ligesom ved Jerichos Beleiring!

    HENRIETTE (vil løbe til sin Fader).

    Min Fader!

    CAPITAINEN (stiller sig imellem).

    Et lille Øieblik endnu! – Ikke sandt Hr. Cancelliraad, kun et lille Øieblik endnu! – De vil altsaa modtage som Velkomsthilsen paa min Grund, en stor Bouquet, det er Pæretræet!

    CANCELLIRAADEN

    Men det er jo ligesom om vi vare de bedste Venner i Verden.

    CAPITAINEN

    Det er det vi ville begynde paa at være! og Alt i Verden veed De maa have en Begyndelse!

    (trykker hans Haand.)
    HENRIETTE

    Min velsignede, kjære Fader!

    Slutnings Sang

    Mel. Drikkevisen af Lucretia Borgia: »Et Arcanum mod Uheld jeg kjender!«

    HERMAN

    Høit i Træet hvor Pærerne hænge,

    Tvistens Fugl har alt sjunget for længe;

    Amor kom og af Godhed for Frugten,

    Greb han Pilen, strax Fuglen tog Flugten;

    Jeg det saae og jeg bøiede Knæet,

    Deres Datter hun gjorte, som jeg,

    Maanen straaled’ med Nyet og Næet,

    Tvistens Fugl kom ei mere; nei, nei!

    Nu er Amor i Pæretræet,

    Denne Fugl vil ei flyve sin Vei!

    CAPITAINEN

    Giv mig Haanden vi maa os forlige,

    See paa ham og den deilige Pige,

    For hinanden de skabtes tilvisse,

    Bedre seile vist Ingen end disse!

    SØREN

    Ak mit Hjerte det synker og stiger,

    Siig De ja! det er bedst kan De troe!

    Tænk dog paa hvis i Bladet man skriger,

    Det vil angre Dem, tro De mig, jo!

    CANCELLIRAADEN

    Fuglen Amor i Træet han siger:

    Nu saa tag da hinanden I to.

    HENRIETTE og HERMAN

    Under Træets de frugtfyldte Grene,

    Skal i Aften os Præsten forene!

    Tidt vi To ville boe her og bygge,

    Dette Træ er dog Skyld i vor Lykke!

    SØREN (træder frem til Publicum).

    Jeg er vis paa man om det skriver,

    Det vil høres! hvad siger man da?

    Mon de Roes eller Daddel da giver,

    Siig hvad synes De om det? – »Aa ja!«

    Troer De Fuglen i Træet her bliver,

    Eller mon den skal jages herfra?

    Fuglen i Pæretræet

    Vaudeville i een Act

    Opført første gang 4. juli 1842 på Det kongelige Teater. Udkom første gang 4. september 1854 i SS bd. 11. (BFN 655). »Sange af Vaudevillen Fuglen i Pæretræet« udkom dog 3. marts 1844 i Ny Portefeuille, bd. 1 nr. 9, 3. marts 1844. BFN 435-440

    Partitur: KT-A 0377. Orkesterbiblioteket.

    Forlægget er en novelle, »Herr Thomas Brown und seine Nachbarn«, af den tyske forfatter Rosa Maria Assing (1783-1840), jf. ANDERSEN bd. 10, s. 38.

    Tekstrettelser i forhold til trykforlægget:

    538,7Lysthuus < Lystshuus
    541,121. < 2.
    541,212./Hjemad < Hjemad
    554,31Saa smukt < 1./Saa smukt
    556,15Lysthuset. < Lysthuset,
    557,32Træets < Træet
    535
    Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet.
    536
    Casinoprivatteater i Amaliegade, København, oprindelig et vinteretablissement, åbnet 1847, lejet af teaterdirektøren H.W. Lange og omdannet til teater 1848 (lukket 1939). Fuglen i Pæretræet blev opført første gang i Casino sommeren 1853.
    Hr. SchneiderJohan Ludvig Schneider (1809-1870), kongelig skuespiller.
    Hr. Rosenkildeformentlig Adolph Rosenkilde (1816-1882), skuespiller ved Casino, senere Hofteatret og Det Kongelige Teater. Søn af kongelig skuespiller Christen Niemann Rosenkilde.
    Jomfr. ØsterbergWilhelmine Frederikke Østerberg (1821-1888), kongelig skuespiller og sanger.
    Coffardicapitainkaptajn på et handelsskib.
    Hr. NielsenN.P. Nielsen (1795-1860), kongelig skuespiller.
    Mad. RosenkildeAnna Kirstine Rosenkilde, f. Paaske (1825-1885), g. m. Adolph Rosenkilde, skuespiller og sanger ved Casino, senere Hofteatret og Det Kongelige Teater.
    Hr. Bornemannformentlig skuespilleren Hans Chr. Bornemann (1812-1866), ansat ved Casino fra 1848.
    Hr. GundersenGunder E. Gundersen (1817-1890), kongelig skuespiller.
    Hr. Lundformentlig skuespilleren Jacob Lund (1818-1896), fra 1847 virkede han hovedsagelig ved Kristiania Teater i Norge, senere ved Casino i København.
    Hr. PhisterLudvig Phister (1807-1896), kongelig skuespiller, fremtrædende komiker.
    Hr. SchmidtChristian T. Schmidt (1821-1865), skuespiller.
    Udenfor Kjøbenhavn paa Nørrebrosløjfningen af Københavns volde påbegyndtes i 1850’erne og afsluttedes 1890.
    538
    Mel.: Tourbillon Gallopopus 142 nr. 26 af den østrigske dansekomponist J. Lanner (1801-1843). Trykte noder: Joseph Lanners Werke 1-8, Leipzig, Breitkopf und Härtel, 1889-1890, bd. 7, s. 83. H.C. Andersens tekst, som dårligt lader sig synge til melodien, var ved opførelsen tilpasset denne af komponisten Edvard Helsted (1816-1900), der var koncertmester ved Det Kongelige Kapel.
    539
    tykketygge; formen ikke kendt; bevaret i SS.
    om de havdehvis de havde.
    Mel. Abenstern-Vals»Abend-Sterne« vals , opus 180 nr. 87. Trykte noder: Joseph Lanners Werke bd. 4, s. 126f.
    mægtigmed stærk virkning, magtfuld.
    540
    om hanselv om han.
    541
    Mel.: Vintern rasat ut»Vintern rasat ut bland våra fjällar«, sang fra 1838 med tekst af H. Sätherberg, melodi af O. Lindblad. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 1, s. 116. E-noder: En Komedie i det Grønne/»Stykket selv en Handling ei leverer«.
    London … Petersborgførst i 1846 blev en ny dampskibslinje London-St. Petersborg indviet.
    flaggeflage.
    Tunnelnden første tunnel under Themsen, Thames Tunnel, designet af Marc Isambard Brunel. Påbegyndt i 1825, færdiggjort i 1842 og åbnet for offentligheden i 1843.
    Morgana … Feenifølge en legende boede feen Morgana i et krystalslot under vandet ved Messinastrædet; hun har givet navn til de optiske bedrag eller luftspejlinger, som går under navnet fata Morgana, og som hun havde magiske kræfter til at skabe.
    542
    Thee-Rose(r)rose med teduftende blade.
    543
    her paa Broenher på Nørrebro.
    den førsteden fornemste.
    Buxbumhækkerbuksbomhække.
    Storstue(-Døren)største stue i et hus, brugt ved festlige lejligheder.
    Træ-Husarbemalede træfigurer var almindelige i 1700-tallets barokhaver, tit brugt som afskærmning af en allés åbning mod omgivelserne.
    presenteredegjorde honnør ved at præsentere gevær.
    Mel.: Il re di Napoli(italiensk) kongen af Napoli. Melodiens oprindelse er ikke fastslået. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 3, s. 95 (variant).
    Brogdragt.
    Levkoi(ebedet)levkøj, prydplante med velduftende blomster; tidligere også om andre planter, fx gyldenlak, dorthealilje.
    544
    Hanekamnavn for forskellige planter, især celosia argentea, tidligere en almindelig prydplante, hvis blomsterstand minder om en hanekam; rød hanekam er den mest udbredte. Også navn for primula.
    Pompeji malte Væghentyder vel til de røde eller rødbrune vægge med ornamentale borter i oldtidsbyen Pompeji, der blev begravet ved Vesuvs udbrud 79 e.Kr. Den pompejanske stil var på den tid højeste mode.
    gamle Sole ligge der og forslidte Maaners Hærjf. P.A. Heibergs digt »Laterna Magica«, 1794, str. 19.
    545
    Procuratorforsvarer.
    546
    for noget Kjævleri Skyldpå grund af noget kævleri (ældre genitivform).
    flængede ikke den mindsteminsandten om ikke den mindste flængede.
    Mundklemmemundkrampe, stivkrampe.
    Sorø Academistiftet 1584; 1822-1903 var skolens navn »Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt«.
    547
    bogstaveligtordret.
    Rokkedreier(ens)drejer, som fremstiller bl.a. rokke.
    trækker … afgår sin vej, fortrækker.
    548
    ubilligurimelig.
    549
    holdt ham(overført betydning) holdt ham fast, holdt styr på ham.
    Kavaikappe med slag eller stor krave.
    Kampher-Draaberbrugtes bl.a. som sveddrivende middel.
    Unibus(ser)omnibus, en stor lukket vogn, blev indført til offentlig personbefordring i 1800-tallet (i København fra ca. 1840).
    Heiduk(ken)gammeldags lakaj, klædt i (efterligning af) ungarsk dragt; her vel om omnibuskonduktøren.
    Ringetøiklokke med tilbehør.
    stodstandsede.
    PolitivenPolitievennen. Et ugentligt Almuesblad, 1798-1811 og 1816-1845.
    Æblet … Pærenses ikke i Politievennen, årg. 1837-1842. Jf. »Eblet falder ikke langt fra roden«, DgO VII:1,584.
    550
    fiintsnedigt.
    Flensborg … godt klædtden sønderjyske købstad, som dengang var dansk, og hvis indbyggere i hovedsagen var dansksindede op til 1848, var kommet godt på fode efter krigen 1807-1814; efter 1848 gik det tilbage for byen.
    Façonsving, figur.
    Adresse-Avisenegl. Kiøbenhavns Kongelige allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger; annonceavis, udkom 1759-1908; en forløber udkom fra 1749, dog med afbrydelser.
    besynderligoverordentlig.
    de skulde staaeså skulle de stå.
    Mel.: »Det vil bedre gaae«»S’wird besser gehn«, narrens vise fra I akt af H. Marschners opera Der Templer und die Jüdin, 1829, tekst af W.A. Wohlbrück; dansk Tempelherren og Jødinden, oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1834. Trykte noder: Zinck 2, 10. årg., bd. 2; klaverpartitur til Der Templer und die Jüdin findes. E-noder: Tempelherren og Jødinden.
    551
    Rammentræramme, som stoffet blev spændt ud på, især ved broderi.
    552
    Bestallingåbent brev, hvorved en udnævnelse bekræftes af myndighederne (især kongen).
    553
    Mel.: Af Fiorella»J’entends et la grèle et la pluie«, (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Her hører jeg Blæsten og Regnen«, couplets (nr. 8) fra D.F.E. Aubers komiske opera, 1826, med tekst af E. Scribe; opført på Det Kongelige Teater 1838. Trykte noder: Zinck 2, 12. årg., bd. 1; klaverpartitur til Fiorella findes. E-noder: Fiorella.
    554
    Leideløfte om personlig sikkerhed på rejse (især indrejse i en fyrstes land).
    Det var atdet ville være ligesom at.
    Lykkens Yndlinghentyder nok til Carl Bernhards roman, 1837, hvor de elskende sammen møder døden ved et skibsforlis.
    udenundtagen.
    Nu er det atnu gælder det om at.
    vor Tempelældre form (fælleskøn: »en Tempel«).
    Mel.: Te voglio bene»Io te voglio bene assaje« (italiensk), jeg elsker dig meget, vise, 1839, af R. Sacco med melodi af Filippo Campanella; siges at have indledt den neapolitanske sangtradition, canzone napoletana; indgår bl.a. i Bournonvilles ballet Napoli med musik H.S. Paulli, Edvard Helsted og Niels W. Gade, premiere marts 1842. H.C. Andersen foredrog lejlighedsvis sangen i private kredse. Trykte noder: A.P. Berggreen Italienske, spanske og portugisiske Folke-Sange og Melodier, 2. udgave 1866, nr. 70, her med titlen »Ømt jeg dig elsker, Pige« (Folke-Sange og Melodier, bd. 7). E-noder: En Nat i Roeskilde/»Jeg tør ikke rigtig love«.
    555
    ei saa smaatikke så lidt.
    556
    afhandleafgøre.
    fødeforsørge.
    557
    det er en Fadersikken en far.
    Mel.: »Malapou«.J. Lanner Malapou-Galopp, opus 148 nr. 1. Trykte noder: Joseph Lanners Werke bd. 7, s. 86.
    558
    i Øieblikketøjeblikkelig.
    altallerede.
    559
    snarthurtigt.
    560
    Maribo-AvisLolland-Falsters Stifts Kongelige privileg. Adressecontoirs Efterretninger, som sendes med Rideposten; J.L. Heiberg havde (i Flyve-Posten nr. 99, 1828) ironiseret over den som eksempel på lidt komiske provinsaviser, der »især maatte anbefales en Curiositets-Samler«. I 1842 hed avisen Lolland-Falsters Stifts-Tidende.
    562
    komme i KobberstikSøren tænker nok på illustrerede skillingstryk med fortællinger og viser om skrækkelige begivenheder.
    mærkværdigtbemærkelsesværdigt.
    564
    Mel.: »Frage nicht warum ich traure!«(tysk) spørg ikke, hvorfor jeg sørger; synges af Charlotte i Fr. Schillers skuespil Der Parasit, 1803, IV,4. Trykte noder: Danmarks Melodier IV, nr. 274, »Under Søvnens Vuggeklæde«. E-noder: Ole Lukøje/»Under Søvnens Vuggeklæde«.
    give … kort Besked(egl. gøre kort besked) gøre kort proces med.
    565
    Jerichos BeleiringJosvas Bog 6, 1-25.
    566
    Mel. Drikkevisen af Lucretia Borgia»Il segreto per esser felici« fra III akt af G. Donizettis opera Lucrezia Borgia, 1833, opført af italienske sangere på Hofteatret 1842. Trykte noder: Rung bd. 4, s. 2ff; klaverpartitur til Lucrezia Borgia findes. E-noder: Lucrezia Borgia/»Et Arkanum mod Uheld jeg kjender«.
    Arcanum(latin) hemmelighed.
    angreærgre, forbitre.
    Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
    Del/henvis til værket

    Indhold

    [skuespillet] Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene. Mel.: »Malapou.« Syvende Scene. Mel.: »Frage nicht warum ich traure!«

    Del

    [Sassy_Social_Share]