Fuglen i Pæretræet
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet. i een Act
1842
| Rollebesætning paa det kongelige Theater | Rollebesætning i | |
| CANCELLIRAAD ARENTS, Contoirchef | ||
| HENRIETTE, hans Datter | ||
| PETERSEN, | ||
| HERMAN PETERSEN, hans Søn, Søofficeer | ||
| SØREN, Tjenestekarl hos Arents |
Chor af Tjenestefolk
Scenen er
Theatret forestiller to Nabohuse, som skilles ved et Plankeværk. Haven til Venstre for Tilskuerne, tilhører Cancelliraad ARENTS og udmærker sig ved sin rige Blomstersamling og sjeldne Væxter. Alt er smukt ordnet; blomstrende Hækker og høie Træer slutte Baggrunden. Haven til Høire frembyder kun en stor grøn Plet, med Vask og Strømper stukket paa Pinde. I Forgrunden her er et aabent Lysthuus, paa Bordet Skrivertøi, Bøger og Landkort. Tæt op til Plankeværket, staaer i Capitainens Have et prægtigt stort Pæretræ, hvis tætte Grene, rigt behængt med Frugt, bøie sig over i Cancelliraadens Have; et oversavet Træ derinde gjør det let at stige op paa Plankeværket og ud paa Pæretræets Grene.
Første Scene
I Cancelliraadens Have er SØREN og et Par andre Tjenestefolk ifærd med at rive Gangene og at sætte Urtepotterne i Orden; inde hos Capitainens tage de Vask ind og løse Snorene ned; begge Partier skjændes.
Ingen kunne leve stille
Længer end Eens Naboer ville,
Disse plage og drille,
Disse er’ noget Pak!
Kaalstokke, Skrammel og Pinde
Over Plankeværket slænges!
O de fortjente at hænges
Hver evige Een derinde!
Loven har sagt til vor Trætte:
Hvad ind til Naboen hænger,
Det Naboens er med Rette
Og ei den Andens længer!
Dog strides ei for Pæren,
Thi den kun lavt vi sætte;
Men det er Æren, Æren,
Kan Nabo fatte dette!
Der har I noget at
Anden Scene
HENRIETTE. HERMANHvor jeg er angest!
Det var umuligt! her er den deiligste Løvhytte i Verden; og her sidder ikke Hadets Fugl, men den lille velsignede Guldfugl:
Ved Bondens Tag der er af Straa,
Og der hvor Marmorsøiler staae,
Der Fuglen boer – dens Navn Du veed,
Den lille Guldfugl Kjærlighed!
Den synger os en
Guds Engle sang den første Gang!
Det er som man fik Dandsens Flugt,
Jeg intet veed saa stort, saa smukt!
Den Guldfugl gjester Grubens Nat,
Paa Skibets Seil den har sig sat,
Den boer hos Hyrden høit paa Fjeld,
Den boer ved Dalens Kildevæld.
Man siger den er ikke tro!
Men Verden lyver veed man jo!
Sit Næb den i vort Hjerte slaaer!
Et Guddoms Kys det er man faaer!
Dens Sang gjør hvert et Hjerte godt,
Forvandler Hytten til et Slot;
Den flagrer over Gravens Blomst
Og synger Mødets Atterkomst!
Men jeg maa bort! nu er her slet Ingen omkring.
Bort! og jeg har endnu hundrede Ting at sige Dig! – Med Posten i Dag, om en Time maaskee kan jeg have Brev med Bekræftigelse om min Ansættelse! – Da kan vort Bryllup staae naar det skal være!
Vort Bryllup! gid det var saa vel! men hverken din eller min Fader give deres Samtykke!
O, jeg frygter ikke for min! Han kan godt lide Dig! »Det er en nydelig Pige vor Nabo har!« sagde han forleden; og Din holder jo af Dig, har Øie og Hjerte for Blomster, det tyder paa et godt Sind!
Du har nu altid saa godt Mod.
Det hører med til Standen! hvad er en Sømand uden Mod!
Og uden Vind! –
Den behøver jeg ikke, det er jo et Dampskib jeg skal føre.
1.
Havet har jeg kjær, som Dig min Pige!
Havet bringer Ære, Guld og Magt!
Til Din lille Mand ombord Du stige,
Themsens tusind Skibe for Dig
Som et Trylleslot staaer hver Boutik!
Vi med Damp gaae over Londons Tage! –
Vi til
2.
Hjemad gaaer igjen den korte Reise,
Sjællands Kyster sees en Morgenstund;
Stolt bag ved os Kullens Klipper kneise!
O hvor deiligt er det danske Sund!
Seer Du Kronborg Slot! og seer Du Hveen!
Mange hundred’ Skibe gaae forbi!
Ei
Mægter større Skjønheds Trylleri! –
Jeg tør ikke blive her længer!
Vi ere jo først nu under Hveen og Skibet veed Du gaaer lige til
Petersborg
See nu først om Du er blevet Capitain ombord.
3.
Høie Graner, mosbegroede Fjelde
Flyve vi forbi! hvad straaler hist?
Hvilken Storhed, hvilken Pragt og Vælde!
Ja, det er en Keiserstad forvist.
Petersborg og London hvor de throne!
Eet de mangle dog! – veed Du dets Navn?
Skjønnest er der hos min lille Kone,
Og hun boer i Kongens Kjøbenhavn.
Men nu seiler jeg hen paa Posthuset! Farvel!
Farvel! Gud give han maa hente lykkelige Efterretninger. Og da –! nei, jeg tør ikke tænke paa Fremtiden! – Der kommer min Fader! det er vel jeg er nede af Træet og at Herman er afsted.
Tredie Scene
HENRIETTE, Cancelliraad ARENTS og SØREN, denne sidste bærer et stort blomstrende Rosentræ.Sæt det midt imellem de to
Her er jeg jo saa tidt kjære Fader.
Ja i den sidste Tid! det er først i Sommer Du har rigtig faaet Øinene op! hør Søren jeg troer gjerne vi i Dag eller imorgen kunne plukke vore Pærer af!
Det tænker jeg ogsaa!
Men det er godt Du har faaet Øinene op! Hvor har Du fundet Blomster, som her! ingen af Gartnerne
Ja, men det har jo været morsomt!
En Have skal ikke være morsom! den skal være for Følelsen. Blomster havde vi ikke uden de til hver Aarstid reglementerede! om Foraaret Pindselillier og Tulipaner, om Sommeren nogle opløbne Roser og om Efteraaret blaa og røde Asters! – Jo, jeg gad have seet en Have, som denne her!
1.
Mit Bibliothek er Haven her,
En Bog er Blomst og Busk og Træer;
Hver har sin Skat af Poesi,
Gaae den ei forbi.
See denne Hæk, dens Flor er rigt,
Hver Rose er et Skjønheds Digt,
Og Lillien i sin hvide
En Legende Bog!
2.
I Duft en Sang fra Orient,
Den mørkerøde
Er mit Epigram!
I Vaarens Blomst er Duften stor,
I Høstens Blomster Farven boer,
Hver har saa sit – een stort, een smaat!
Mit Bibliothek er godt!
Det er et udmærket Bibliothek.
Ikke sandt!
3.
Den hele Verden har jeg her!
Jeg reiser mellem Blomst og Træer;
En Valmue Flor er mit Tyrki,
Der er Mening i!
Kan see i Tulipanens Blad,
Viinranken op af Husets Muur,
Kalder jeg spansk Natur!
4.
Og ved mit Bord af Porcelain,
Her under denne Guldregns Green,
Jeg ved min Pibe og Kop Thee
Kan jo China see!
I Solskin jeg ved Palmen staaer,
I Sneeveir jeg til Granen gaaer,
Den hele Verden har jeg her
Mellem Busk og Træer!
Og Plankeværket der, er Verdens Grændse!
Der har Du ret! – »
Der groe kun Strømper og Sokker!
Nei i Enkens Tid! ja det var Paradisets, men det tænker man ikke paa naar man har det. – Kan Du huske da den syge Enke havde Huset derinde! Ingen kom i Haven der, Viinranken groede lige hen over Døren; det var et heelt Vildnis derinde! Hindbærbusken hang herover ligesom Pæretræet der. Det var en Baggrund for mine Blomster! begge Haver saae ud, som de gik i eet; og Fuglene sang derinde ligesom om man var langt ude i Landet! –
Det Hele var meget fordeelagtigt for os; men rimeligt og naturligt var det jo ogsaa at da Enken døde og Stedet fik en ny Eier, at han ogsaa vilde have Fordeel af sin Have! at han ryddede op derinde, lod Hækkene beskjære, og indrette sin Eiendom, som han havde Lyst!
Du skulde rigtig gaae over Plankeværket og sætte Dig ned paa den anden Side, som
Herre Gud! Drengene tumlede sig lidt.
Ja saa vi fik Kaalstokke i Nakken! de skjød med Pusterør op i vore Træer og aldrig kunde man see hen til Plankeværket uden der stak et Hvalpehoved over!
Husk paa hvor venlig Capitainen derinde kom og aflagde os Besøg; hvor kold, hvor – næsten uhøflig Du var mod ham!
Jeg er naturlig, jeg viser mig, som jeg er! jeg vilde ikke have med ham at gjøre! jeg vilde i det mindste vise ham, at jeg var vred. Jeg spurgte ham om han ikke vilde save Pæretræet om med, saa fik han det mere luftigt! disse Søfolk kunne nu ikke faae Vind nok. – »Det var Synd om jeg
Det lignede ikke Dig, Fader!
Jo, det lignede mig! – Han regjerer inde hos sig, jeg vil ogsaa regjere paa mit! – Desuden viiste jeg ham, at det var ikke for at faae de Pærer jeg gjorde det! hver og een lod jeg ligge her i Gangen! Sendte han mig saa ikke den ene af Hvalpene ind at spørge: hvad det skulde betyde! men han fik Svar kan Du tro!
Endnu kan jeg slet ikke indsee, hvad vi skulle være saa vrede for!
Ikke det! ja saa er Du tungnem! – Søren! hvad fandt Capitainens Drenge paa! hvordan bar de sig ad med Dig!
Ja, jeg veed det kjære Fader! men –
Hvad gjorde de –?
De toge Kosteskafter, bandt Gafler paa Enden og langede fra Plankeværket den ene Pære efter den anden! det var nederdrægtigt! jeg saae det, jeg fægtede med Spaden, men
Men nu er det en gammel Historie! Drengene have alt et Par Aar været paa
Frugten er min veed han! Loven har skilt os imellem; Loven har sagt: hvad der voxer ind i Naboens Have det er hans, hvad Frugt der falder fra Træet ind til Naboen det hører Naboen til! – jeg holder mig
Hvorledes kunde de ikke drille og plage os om de vilde!
Det gjør de! Tjenestefolkene opføre sig saaledes mod mine
Folk, –
Ja Tjenestefolkene!
Det forsikkrer jeg Frøkenen, det er et simpelt Folkefærd derinde! jeg vil bare sige Dem, at den Vaskerkone vi havde forrige Uge, da vi ikke kunde faae
Nu er da ogsaa Sønnen kommen hjem fra Vestindien; Søofficeren! han gjør ikke andet end løber forbi og æder med Øinene mine Blomster, som staae i Vinduet! I Førstningen hilsede jeg ham, for jeg kan godt lide Folk holder af Blomster, og jeg spurgte Søren hvem den unge Mand var: – saa fik jeg det at vide! jeg har et Par Gange seet stift paa ham; – nu
Der er det jo igjen Dig, som har Uret!
O, ja saamænd! fra een Side taget! – men veed Du hvad, man maa være paa sin Post! – det er Folk man kan vente sig Alting af.
Vi have ellers længe maattet vente! jeg troer Du i fem Aar har seet i alle Bladene om der ikke var noget Udfald mod Dig! Jeg gjentager det, Du er her
Du kjender ikke Verden! Du veed ikke hvad Søren fortæller!
Men jeg vilde i dit Sted forbyde Søren at lave Historier!
Jeg vil ikke snakke med Dig mere!
Jo Du vil! thi Du holder af mig, som Du holder af dine Blomster! see hvor Roserne arbeide paa at skjule det stygge Plankeværk! jeg vilde nu ønske jeg kunde rive det ned og faae Dig og Naboen til at sidde under Pæretræet og der som Venner ryge Eders Pibe.
Ja det kan Du tro! – (idet han gaaer) Hun er i Grunden en god Pige. –
Fjerde Scene
SØREN. HENRIETTENaar jeg turde sige et Ord, da vilde jeg rigtignok sige Frøkenen, at havde hun været med, da mit Ærme blev flænget, saa vilde hun ikke tage Parti for de Drenge! Frøkenen har dog hørt dem skraale og vræle!
Vilde Du have at Capitainen skulde lade dem Dag ud og ind blive i Stue-Arrest! Drenge maae tumle sig! –
Ja Frøken, jeg har jo ogsaa været gift og jeg har en Søn, et høist dannet og fornuftigt Menneske! han var ogsaa meget vild, som Barn; han kunde ogsaa have vendt op og ned paa et Huus, men jeg
Det har været en kold Fornøielse!
Jeg og min Kone sad og tog
Du gjør virkelig alt dit til at Du burde komme der!
Jeg har været der! – det stod rigtignok saa fiint at ikke enhver kunde mærke det! Jeg veed ikke om Frøkenen husker en
Men hvad Hentydninger var der i selve Stykket.
I selve Stykket var der ingen, det havde nu en ganske anden Handling! Det var nu gjort saa
Du er en Nar!
Ja det kan Frøkenen sige! – De vil nu hverken troe mig eller deres Fader! men det veed jeg, at da min Søn kom hjem fra
Hvor Du kan sætte sammen! Du gjør rigtig nok dit til at vi aldrig komme paa nogen god Fod med Naboens!
Jeg, Frøken! Ingen kan mere ønske Fred og Rolighed, end jeg, og ondt vil jeg Ingen, men en lille Ulykke troer jeg de derinde kunde have
Femte Scene
Det er det gamle Menneske, som gaaer og puster til min Faders
Vrede! – O Gud, hvorledes skal det dog ende! –
Snart er jeg glad, snart sorrigfuld!
Saa rigt, saa tungt er Elskovs Guld.
Du Rosenflor i al din Pragt
Har Lænken om mit Hjerte lagt.
Blomsterne var det, som førte os sammen,
Hen til vort Vindue, de fængsled’ hans Blik!
Indenfor sad jeg og syede ved
Da han mig saae en Hilsen jeg fik!
Han kom hver Dag og standsed’ lidt,
Paa Blomsterne han saae ret tidt.
Han hilsed’ mig – og jeg – jeg veed,
Man maa jo vise Høflighed.
Siden vi mødtes paa Bal, jeg kan nøie
Huske det! vi var’ ei fremmede meer;
Blomster og Toner kan Hjerterne bøie,
Selv man veed ikke hvorledes det skeer.
Snart er jeg glad, snart sorrigfuld!
Saa rigt, saa tungt er Elskovs Guld.
Du Rosenflor i al din Pragt,
Har Lænken om mit Hjerte lagt!
Sjette Scene
HENRIETTE. CAPITAIN PETERSEN i sin Have, lidt efter HERMANJo, Døren og alle Vinduerne staae aabne! Veiret hænger os lige over Hovedet! jeg maa nok lukke at ikke Kort og Papirer flyve som Strandmaager!
Hvor det er trukket sammen! Skyen hænger som et Bjerg deroppe! der lynte det! – Hvor gjerne vilde jeg ikke have blevet her og ventet paa ham!
Mon hun skulde være her endnu!
Der falde de første tunge Regndraaber! – jeg maa ind under Tag!
Hvor entrer han hen! –
Pst! pst!
Det er Dig! allerede igjen!
Jeg har Brev, jeg har
O Gud være lovet! lad mig see!
Kom herop!
Men det bliver et skrækkeligt Veir!
Her sidde vi tørre! det skal skylle stærkt før det trænger igjennem disse Seil! – Jeg er udnævnt til at føre det ny Dampskib mellem London og St. Petersburg!
Jeg gratulerer! men hvem er det derinde han fortæller det!
Lad mig see Brevet og Bestallingen!
Et Fruentimmer! den lille Frøken! troer jeg ikke de seile paa deres egen Haand! – Det var i god Tid jeg kom og lukkede Vinduer!
Seer Du, her staaer det! 400 Pund aarlig! det er 3000 Rdlr.! vi kunne føre en ganske god Huusholdning!
Hvor Glæden dog gjør os Mennesker godt! dit Øie straaler! der er en Friskhed i dit Ansigt! o saaledes skulde Du males! saaledes vil jeg at hele Verden skal see Dig naar vi om mange Aar ere blevne gamle! ikke for min Skyld, i min Tanke bliver du uforandret! (det lyner.) Hvilket Lyn!
1.
Med Orgel Toner Stormen bruser,
Høit Tordnen ruller! o hvor stort!
Som Pilen Lynet suser
Fra Himlens aabne Port.
Fra Skyen styrte Regnens Strømme,
Tordenbrag! Lyn paa Lyn! hvilken Pragt!
Vi sidde begge i Elskovs Drømme,
Haanden paa Hjertet lagt.
Stor er Gud Amors Magt!
Cap’tainen giver Agt!
2.
To Kjærestefolk som sidde sammen,
De glemme Storm og Tordenbrag!
Havde vi nu Svanehammen
Vi fløi med stærke Vingeslag.
Vi fløi som Skyen og som Svalen,
O saa langt, over Land, over Hav;
Høit paa Fjeld og dybt i Dalen
Gud Amor
Den Lille hun er brav!
Men om Lynet nu slog ned her i Træet!
Du ryster med Grenene! jeg bliver ganske vaad.
Allerførst vil jeg nu tale med min Fader! jeg er slet ikke ængstelig for Udfaldet der! –
Han forstaaer at arrangere det Hele!
(Uveiret tager meer og meer af.)
Vi skal faae det nydeligt.
Mel.: »Te voglio bene»Io te voglio bene assaje« (italiensk), jeg elsker dig meget, vise, 1839, af R. Sacco med melodi af Filippo Campanella; siges at have indledt den neapolitanske sangtradition, canzone napoletana; indgår bl.a. i Bournonvilles ballet Napoli med musik H.S. Paulli, Edvard Helsted og Niels W. Gade, premiere marts 1842. H.C. Andersen foredrog lejlighedsvis sangen i private kredse. Trykte noder: A.P. Berggreen Italienske, spanske og portugisiske Folke-Sange og Melodier, 2. udgave 1866, nr. 70, her med titlen »Ømt jeg dig elsker, Pige« (Folke-Sange og Melodier, bd. 7). E-noder: En Nat i Roeskilde/»Jeg tør ikke rigtig love«. .«
Saa smukt er ingen Steder
Som hos et nygift Par,
Selv Meubler der og Klæder,
Den friske Ungdom har;
Med Eden er det lignet,
Og ligner
O, der er saa velsignet,
Saa hyggeligt og godt!
Jeg gik hvor Skovens Grene
Ud over Stien hang,
En lille Fugl sad ene
Og derfor ei den sang;
Men var der to ved Reden,
De qviddred’ nok saa fro;
Rundt om dem var et Eden
Fordi at De var to!
Alt har en Duft, en Tone,
Et eget Trylleri,
Den søde lille Kone
Er ene Skyld deri!
Een kan ei Himlen finde,
Nei man maa være to!
Jeg raader Mand og Qvinde:
Skynd jer at sætte Bo!
Men nu regner det virkeligt her! vi kan ikke blive. –
Jeg har saa meget at sige Dig! – See kun, Uveiret er forbi! men her komme rigtignok Draaberne lidt stærk! – stiig ned, jeg bærer Dig over det vaade Græs ind i vort Lysthuus, Ingen kommer her det første Qvarteer efter en saadan Skylregn.
Hvad tænker Du paa!
Saa maa jeg nok gaae i Læ!
Du bliver ganske vaad! – der er jo intet at vove! ikke et Menneske seer det; vi kunne der
Du ryster Grenene! Tænk om min Fader kom herned og jeg var hos Naboens.
Ja der vilde han da mindst søge Dig!
Jeg vover det!
Lad mig bære Dig over den vaade Jord! Du er let som et Barn! –
Tab mig ikke!
En Sømand kan ikke tabe sin Kjæreste!
Vær saa god og kom indenfor!
Min Fader!
O Gud! jeg forgaaer af Skamfuldhed!
Velkommen min fortræffelige Frøken! – Det er første Gang jeg har den Fornøielse at see dem i mit Huus.
Fader, jeg har faaet Commandoen over det ny Dampskib! jeg kan
Men nu kan Du spare Dig den Uleilighed! – Og De Frøken, hvad siger De?
Hvad maa De troe om mig!
Jeg troer De er en velsignet Pige, som nok kan gjøre en Mand lykkelig!
– At De seer mig her –!
Det er mig noget særdeles kjært og behageligt! Aldrig har jeg følt Nag til Deres Fader, – han har nu sine Griller, jeg kan have mine! – Tiden jevner Alt, tænkte jeg og det har den! jeg faaer en lille uskyldig Hævn! – I skal have hinanden! ja saa min Sjæl skal I saa! –
Ja,
De er god og kjærlig! – Gud velsigne og glæde Dem!
Det gjør han nok! – men nu først har han overdraget mig at arrangere Eders Sager.
Hurra! jeg øiner Land! Brylluppet skal staae i denne Uge og vi dandse Brudedands under Pæretræet!
Jeg svinger Dig min søde Brud
Her under Træets grønne Hang,
Og alle Blomster springe ud
Ved Fløitespil og Strænge-Klang.
Trala.
Du er saa vild! – her er saa vaadt!
Hvor Dig jeg har er skjønt og godt!
Til Faderen jeg skrevet har.
Vi faae
O hvilken Lyst og Salighed!
Men slaae dog ikke Øiet ned!
Jeg er saa lykkelig, saa glad,
Min Tanke er et Elskovs-Qvad!
Ole! Peter! Rasmus! Maren! Rasmus! – Hov!
Jeg svinger Dig min søde Brud etc. –
Naa, Rasmus! Du gaaer, i den stærkeste Fart Du kan sætte op, ind til Cancelliraaden med dette Brev og beder ham øieblikkelig læse det! – Naa, hvad seer Du efter! – Afsted! (Karlen løber.) Det var vor bedste Løber! han springer paa en Dag og en Nat, herfra til Korsør og tilbage igjen og sover dog hele Natten, som han siger! Benene ere i Gang og de løbe med den sovende Rasmus! De skal komme til at kjende ham.
Han bringer min Fader deres Brev?
Ja og det i Gallop! han er
Dit Brev var kort, kun nogle Linier!
Mere behøvedes der ikke! jeg holder meget af at fatte mig i Korthed! giv mig Din Haand Dreng og De – ja, ved en saadan Leilighed kan man nok sige Du til hinanden uden at have et Glas Viin i Haanden og drikke sig Tilladelsen til! – Din Haand min Pige! – Der har I hinanden! I har min Velsignelse! og nogle Penge skal I faae til! Om lidt kommer vor Nabo og giver ogsaa sin Velsignelse. – Er her ikke en Øxe i Nærheden! Nei, jeg vil ikke slaae ham for Panden, Gud bevares! jeg vil bruge den til at hugge Plankeværket ned! det skal falde, som et Storseil.
Hvorledes troer Du vi vinde ham saa
Hvad jeg har skrevet? Jeg har ganske simpelt skrevet, at jeg maatte tage mig den ærbødige Frihed at bringe ham Lovens Ord i Erindring, Loven som han altid har holdt sig saa bestemt til: »al den Frugt der falder fra Træet ind til Naboen, hører Naboen til!« – I Stormen for lidt siden er et betydeligt Antal Pærer faldet ind i hans Have, men ved samme Leilighed er hans fortræffelige Datter blæst ind til mig! han har altid beholdt min Frugt og jeg beholder nu hans, den allerbedste han har, og i dette Øieblik har jeg foræret hende til min ældste Søn, Herman.
Nei, det er fortræffeligt! jeg maa kysse Dig min egen velsignede Fader!
Det har de virkeligt skrevet!
Ja, Ord til andet!
Men det er jo skrækkeligt!
Ikkesandt! men det var jo ogsaa en Orkan, som man før kun havde dem i
Naboen tog vore Pærer, jeg har faaet et Æble igjen, et Guldæble der gjør mig til den rigeste Marine-Officeer i nogen Konges Tjeneste!
Syvende Scene
Hvad er det dog! er de gale! er jeg gal! staaer det ikke der i Brevet! – Han maa have mistet Forstanden! (til Søren) Hvad vil Du! gaa fra mig! hvor er hun! har Du seet hende! Bare hun ikke er kommet noget til.
Gud bevar os! hvad gaaer der af Herren!
Hvor er min Datter! See dog ikke saadan paa mig! jeg veed nok hvor hun er! men det er Løgn!
Men saa veed Herren det jo ikke!
Ti stille!
Herrens Hoved er bestemt løbet sammen i Tordenveiret!
Der har vi vor Nabo, hører jeg!
Hvad har jeg dog gjort!
Vær rolig kjære Pige!
Han skriver, at min Datter er blæst over Plankeværket til ham! det er jo noget Sludder! og dog har jeg faaet saadan en Forfærdelse!
Er hun blæst?
Staae ikke der og spørg! – Det er Naboer man har! nei Enken! jeg faaer aldrig den Enke igjen! – Men det er Løgn!
Jo, Hr. Cancelliraad! – Hun er blæst over!
Hvad siger Du –! (klattrer op) O mit Barn!
God Morgen Hr. Cancelliraad! De har faaet mit Brev! De veed hvor gunstige Omstændighederne have været mig! –
Jette! hvor er Du kommen derind! Hr. Capitain jeg beder dem De vil udlevere mig min Datter!
De har aldrig villet udlevere mig mine Pærer, jeg har maattet finde mig deri og nu beholder jeg den Frugt der falder fra Grenene ind til mig!
Men min Datter er ingen Pære! og Loven holder sig ikke til Spidsfindigheder.
Fader! jeg elsker ham! jeg har ikke havt Mod til at sige Dig det! –
Jeg er i denne Dag sat istand til at ernære en Kone. Deres Datter har lovet mig at dele Sorg og Glæde med mig! – Skam skal De ikke have af deres Svigersøn!
Hvad er dog dette! hvad er dog dette!
Bedst er det at Naboer ere Venner, og vi to kunne blive dette! vi have aldrig ret talt sammen, men nu kunne vi det! nu er Leiligheden god!
Kalder De dette en god Leilighed!
Min Søn har faaet at føre det nye Dampskib mellem London og St. Petersborg; han og hans lille Kone kunne leve anstændigt og behageligt. Jeg overlader dem mit lille Huus her; Plankeværket hugges ned; Pæretræet selv antyder kun den gamle Grændse; her ligger Øxen, jeg slaaer selv det første Slag; De vil sige deres Beslutning! –
Høistærede! jeg maa sige Dem at det er en ganske selsom Tale! og jeg maa bede Dem at De vil behage at lade min Datter komme herover!
Hun bliver her til hun er forenet med min Søn!
Vil De udsætte en Piges Rygte for Skandale! hvad vil der ikke komme i Bladene! –
Vi
De giver deres Ja! ingen Mennesker faae da at vide om den hele
Historie! man vil sige: det er
Familier ere blevne Venner og Beslægtede! eller rettere, Ingen vil tale derom, thi det er noget godt, og man taler aldrig om hvad der er godt!
Og her sidder jeg paa Plankeværket!
Gode Herre lad Dem røre,
Frøknen er dog faldet ned!
Det er skrækkeligt at høre!
Jeg er sand for Herren vred!
Fader, gaae ei bort i Vrede,
Jeg har feilet! jeg det veed!
Fader hør din Datter bede
Ved sin Moders Kjærlighed!
Lad til Fryd det Hele blive!
Her er trofast Kjærlighed!
Siig De ja! og jeg skal
Plankeværket kort Besked
Hver en Blomst i Luften svaier
Nikker til dem, siig dog ja!
Og et lystigt Seier! Seier!
Gjennem Haven klinger da!
Det er et heelt Complot! nei! nei!
Bliv ikke heftig! De kunde ogsaa falde ind over Plankeværket og da behandlede jeg dem med som min Eiendom, indtil videre.
Indtil videre! – det er en ganske forunderlig Situation! – Jeg kommer i Bladene. Min Datter boe i Huset der –, Pæretræet bliver mit! – Ja jeg maa overveie! –
En Mand, som De behøver ikke lang Tid til Overveielse!
Der bedes første, anden og tredie Gang, og – saa slaae vi til! (tager Øxen.)
Hele Historien kommer i Bladet! »Cancelliraaden paa Plankeværket, eller Frøkenen som faldt over!« det bliver skrækkeligt!
Hør, jeg vil komme ind til dem og tale besindig!
De vil komme ind! – Jeg skal forkorte dem Veien!
Nu gaaer det! det er gaaet! forfærdelige Mennesker! Bare ingen Naboer see det!
Hurra for Plankeværket!
Det gaaer ligesom ved
Min Fader!
Et lille Øieblik endnu! – Ikke sandt Hr. Cancelliraad, kun et lille Øieblik endnu! – De vil altsaa modtage som Velkomsthilsen paa min Grund, en stor Bouquet, det er Pæretræet!
Men det er jo ligesom om vi vare de bedste Venner i Verden.
Det er det vi ville begynde paa at være! og Alt i Verden veed De maa have en Begyndelse!
Min velsignede, kjære Fader!
Slutnings Sang
Høit i Træet hvor Pærerne hænge,
Tvistens Fugl har alt sjunget for længe;
Amor kom og af Godhed for Frugten,
Greb han Pilen, strax Fuglen tog Flugten;
Jeg det saae og jeg bøiede Knæet,
Deres Datter hun gjorte, som jeg,
Maanen straaled’ med Nyet og Næet,
Tvistens Fugl kom ei mere; nei, nei!
Nu er Amor i Pæretræet,
Denne Fugl vil ei flyve sin Vei!
Giv mig Haanden vi maa os forlige,
See paa ham og den deilige Pige,
For hinanden de skabtes tilvisse,
Bedre seile vist Ingen end disse!
Ak mit Hjerte det synker og stiger,
Siig De ja! det er bedst kan De troe!
Tænk dog paa hvis i Bladet man skriger,
Det vil
Fuglen Amor i Træet han siger:
Nu saa tag da hinanden I to.
Under Træets de frugtfyldte Grene,
Skal i Aften os Præsten forene!
Tidt vi To ville boe her og bygge,
Dette Træ er dog Skyld i vor Lykke!
Jeg er vis paa man om det skriver,
Det vil høres! hvad siger man da?
Mon de Roes eller Daddel da giver,
Siig hvad synes De om det? – »Aa ja!«
Troer De Fuglen i Træet her bliver,
Eller mon den skal jages herfra?
Henvis til værket
H.C. Andersen: Fuglen i Pæretræet. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.