HyldemoerH.C. Andersen skriver i de »Bemærkninger«, som afsluttede Eventyr og Historier. Andet Bind, 1863 (BFN 974), at kimen til eventyret »Hyldemoer« »ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo’er, eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet ... ««(jf. denne udgaves bd. 3, s. 372 samt Thiele 2, 2, s. 282 ff.).
Phantasiespil i een Act
| HYLDEMOER | |
MULDVARPEN
SOMMERFUGLEN
HAVMANDEN |
Repræsentanter for |
| HAVUNGEN | |
| Fire smaa Lygtemænd | |
| BYNKE, Barbeermester | |
| MARIA, hans Datter | |
| PETER NICOLAISEN, Barbeersvend | |
| FOLK, SOM |
Scenen er ved, i og under Kjøbenhavn.
Aaben Mark ved Havet
FuldmaaneHør kun! hver Tone saa fuld og klar!
Det er ogsaa
Nu kjøre vi strax! – Er Alle vel oppe?
Madammen og Fruen og alle de Smaa?
I lynende, flyvende Fart skal det gaae.
Vi jage afsted over Træernes Toppe,
Paa Marken og Engen og gjennem Skoven!
Jeg kjender Veien for neden og oven.
– Er Alle nu sat i min
Her sidder Kudsken. Jeg! Phantasus,
Bekjendt af Herren og af Madammen,
– Vi er jo dannede Allesammen! –
Ja, skjøndt jeg er lille, som her jeg staaer,
Jeg tæller dog flere tusinde Aar.
Jeg er en lystig, en flagrende Fyr,
Mit hele Liv er et Eventyr.
Snart bygger jeg Sneehuus med Eskimoen,
Nu svinger jeg mig i Palmerne op;
Til Slottet, til Hytten, til Kirken, til Kroen
Jeg kommer; jeg boer i hvert Juletræes Top;
Jeg maler med Blomster i Rudernes Iis,
Jeg er hos
Jo, jo, jeg er sikker! hav slet ingen Frygt,
Paa Kudsken kan Selskabet stole saa trygt;
Vi kjøre en Tour, rask gaaer det afsted,
Men Børnenes Sind maa De smukt bringe med.
Min Omnibus er som en Noæ Ark,
Og Fuldmaanen skinner i hele sin Glorie.
Her seer De nu for Dem den udstrakte Mark;
Vi kjøre! – Nu faaer De en rigtig Historie!
Paa Sump og paa Mose,
Som blussende Rose,
Jeg trives saa smukt;
Jeg dandser og svæver,
Mens Stjernen kun bæver
Og har ei min Flugt.
Hvad Nyt?
Jeg har Hast!
Hvad Nyt?
Jeg har Hast!
Min store Herre, Lygtemanden,
Har Tanker nu paa Ægtestanden,
Smaapigerne han blusser om.
Nys Sommerfuglens Konge kom,
Og fik ham med i Luftens Rige,
Han blæser ud, det tør jeg sige.
Hist kan jeg see Havmanden gaae
Med Sørgeflor og Sivkrands paa,
Som
Tys! hør! det gnaver, graver nu, –
Jordskorpen, troer jeg, gaaer itu – –!
Pas paa!
Afsted!
Afsted Enhver!
Paa Sump og paa Mose,
Som blussende Rose
Jeg trives saa smukt;
Jeg dandser og svæver,
Mens Stjernen kun bæver
Og har ei min Flugt.
Hele Jorden ryster, naar jeg kommer! det kan jeg gjøre. Her sidder jeg. Høiere kommer jeg nok ikke med det Skud. Jeg sidder godt; jeg gad blive siddende, var det ikke om en Kone at gjøre! – Det blæser! det er fornuftigt, at jeg er i Pels, jeg kunde ellers forkjøle mig og døe af det; saa var det gjort, og saa var min Kone Muldvarpe-Enke!
Veien er tung, Luften er tynd, den holder ikke om En, som det stærke Hav-Vand holder! Havde vi dog din lille Mutter!
Jeg vil hjem!
Der skal du komme; der hvor Vandplanter groe, hvor de hvide Sandbanker
Jeg vil hjem!
O ja!
Det sukkede! det trak Veiret, som naar man har Sorg! Det er min Slags! Der sidder en Gjenstand, som en Sælhund paa en vaad Steen! (nærmer sig.) Gjenstand! levende Gjenstand paa min Vei! Jeg spørger Dem om Noget. Gaaer denne Grøft til det aabne Hav? Hvad behager? Sorg kan gjøre stum, mig har den gjort talende. Jeg er Havmanden, en af de smaa, af de vandrende, men Drot; det er den lille Prindsesse! – Jeg, Hoffet, hele Folket, i store Stimer gaae vi fra Kyst til Kyst i de klare Sommernætter. Jeg var gift, jeg var godt gift, ingen var deilig som Havmandens Viv. Hun døde for tre Aar siden; jeg vandrer og vandrer – aldrig glad!
Jeg vil hjem!
Stille! Du Moders udtrykte Billed! – Gjenstand paa min Vei! stumme, sørgende Gjenstand! for dette Barns Skyld er jeg gaaet i Land. En Gouvernante søger jeg; een, der ikke seer paa
Muldvarpen.
Muldvarpen! Havmanden! og her den tredie
Repræsentanter for de fire Elementer! Det er en ny Tanke, en god Tanke! Man lærer altid noget ved at skyde op.
De kjende mig! jeg hersker fra Blomsternes Hjem og op til Luftkastellernes Region! Jeg er hvad de Lærde kalde »
Det er aldeles galt! – Men det giør ikke Noget. –
Mit Temperament traf De! Melancholien! – Jeg bliver aldrig glad!
Aldrig! man maa aldrig sige aldrig! – see her er jeg! – skal jeg dandse Dem paa Hovedet, paa Maven, løbe Dem op og ned af Ryggen? det kildrer! jeg er ganske til Tjeneste! (til Muldvarpen:) Ogsaa Høistærede?
Tak! – Hold Dem til ham. (peger paa Havmanden.) Han er Enkemand!
Og Fader!
Det er et høist interessant Enkemands-Physiognomie, og den Lille, hun ligner sin Fader. Er hun ogsaa Enke? – Hun bliver det! det kan jeg see paa hende; hun har Enke-Ansats!
Staa bare et Secund stille! Lad mig præsentere – (peger paa Enhver.) Fra Jorden, fra Vandet, Ilden, Luften! fire Elementer og tillige fire Temperamenter;
Som gaaer paa Frieri!
Frieri?
Frieri!
Og Bruden?
Ja, den maa De vide, som svipper saameget om.
De har hende ikke endnu?
Men jeg faaer hende, for jeg er en holden Mand.
De er paa Eventyr! – Det er vi nok allesammen, paa Fatter nær.
Men kun jeg har fundet.
Men ikke vundet.
Jeg har jo ikke beilet endnu! men naar jeg gjør det –! Kan jeg faae Afslag? – Hun er den yndigste –
Det er en Barbeers Datter.
Som barberer?
Hun rager Hjerter væk, siger han. Jeg har ikke seet hende.
Men jeg har seet hende! Mangen Morgen og Aften har jeg seet hende i Faderens lille Have; den har kun tre Ribsbuske, en Græsplet og et gammelt Hyldetræ.
Jeg holder ikke af Hyld. Men maaskee af Jomfruen.
Skyd ikke op i den Have! – Dog skyd kun, Dem ta’er hun ikke.
Ikke?
Paa Eventyr! Strax derhen. Til Kjøbenhavn alle Fire!
Er De gal?
Har hun Kundskaber nok til at kunne opdrage en Prindsesse, som aldeles intet veed, uden det, hun er født med?
Det har hun. Kan De tvivle? (til Sommerfuglen.) Før os an! Lad os see Underværket,
Men naar jeg nu ikke vil?
Saa gaae vi dog til Byen, det
Hvad behager!
Træde op i Kjøbenhavn! i Deres Skikkelse! det er dristigt Spil! det er farligt! Deres Person er ikke gaaet op i Folkebevidstheden; i den er Muldvarpen kun et Dyr.
Et Dyr!
De er en Jordaand! det veed jeg. De kryber i Muldvarpens Pels, naar De skyder op! – Han der er en
Jeg vil hjem!
Vaas!
Vi skulle nok komme i Folkebevidstheden, lad os nu først komme i Barbeerstuen.
Dig blæser jeg ud som et Lys! og de to andre Fættere – ha, ha, ha! jeg har ingen Ting at frygte af Jer! Jeg skal vise Eder Veien og Jomfruen med! – men vi træde op som Mennesker, føre en menneskelig Haandtering, saa er der ikke noget at støde sig over. – Jeg er Luftskipper, det veed man da hvad er. Troer De ikke?
Luftskipper!
Ja!
Og jeg er Handlende med
Men jeg! hvad skal jeg tale som Menneske?
De er Dykker! tal om Havets Bund, saa fortaler De Dem ikke.
Dykker!
Og De er – Bjergværksproprietair! Vi have rigtignok ikke Bjergværker her i Landet; men Hr.
Nei, jeg er slet ikke for
Graver er saa trist!
Jeg er Kjældermand! Ham er det dog tilsidst, som kan kjøbe Huset og Mutter med.
Paa Eventyr!
Jeg vil hjem!
Roselil, der hos Barberen deiligt voxte op,
Dig vinde jeg vil, du Rosenknop!
Ha, ha ha! jeg Fætter spaaer,
En Kurv han faaer!
See Solen gaaer op! Der Roselil staaer!
Roselil at gjæste vi gaae ind til Kjøbenhavn,
Hver af os har valgt sig Stand og Navn.
Ha, ha, ha! En daarlig Fyr
Er den, der skyer
At prøve sligt yndigt Eventyr!
Til Byen de gaae, for at vinde en Brud,
Men vi – vi kjøre, vi komme forud.
Den klare Sol gaaer nu op over Skyen.
Vi er hos Barberen der inde i Byen,
Hvor Svenden, Peter, skal ud paa Vandring;
Han snører Randselen paa sit Knæ,
I Haven under det gamle Træ. –
Vor Kjørsel skal gaae som en Sceneforandring.
Naa, er ikke Kudsken en sikker Person?
– Nu kjøre vi da til den anden Station!
Inde i Byen
Barberens lille Have(reiseklædt; han snører sin Randsel til, spænder Læderbæltet om sin Bluse og synger):4
Man
Altid i sin Fødeby.
Man skal ud, lidt ud af Staden,
Derved bliver man som ny.
Ud af Byen, ud af Landet,
Gaae, hvor ei man bliver kjørt,
Vænne sig til Et og Andet,
Jeg har alt min Randsel snørt.
Nu Farvel, I smukke Piger!
Jeg skal reise udenlands,
Naar igien »god Dag« jeg siger,
Give I mig første Dands.
Ak, nei! »
Den skal Du have med, Peter!
Jomfru! De her! De oppe! Jeg skal see Dem endnu engang! Det troede jeg ikke, da jeg iaftes sagde Farvel til Dem og Mester.
Peter! Den har jeg bundet til Dig. Om to Aar kommer Du tilbage fra Vandring –! ja, saa er jeg rigtignok død og begravet; men det skal Du ikke
Saaledes maa De ikke tale, Jomfru! for saa kan jeg ikke gaae paa Vandring, og det skal en Barbeersvend, siger Mester. Man skal see sig om i Verden, og jeg har ogsaa altid havt saa megen Lyst til det, og jeg er selv Skyld i at jeg tager afsted – – men nu bryder jeg mig ikke om Verden mere, nu jeg skal bort fra Jomfruen og Mester, ud for Lud og koldt Vand i den store, vildsomme Verden! (nynner:)
Ade!
(grædende.) Den Vise er meget sørgelig, men jeg kan ikke huske den.
Gjem en lille Blomst af Hyldekrandsen, Peter! Den vil erindre Dig om det gamle Træ og om – os Allesammen.
Den deilige Krands! den skal i Dag sidde om min Hat, men iaften lægger jeg den
Peter!
Een Bøn har jeg. Det er et Løfte, De maa give mig. Det er om det gamle Hyldetræ her. Under det har jeg baaret Jomfruen, da hun var en lille Een! under det har jeg vugget hende! – Gud! hvor De var et deiligt Barn, og nu er De i Grunden meget deiligere!
Ja, der under det gamle Hyldetræ har vi leget, her ere vi voxne op sammen. Du var kun otte Aar, da Du kom her i Huset.
Og gik og sæbede ind –
Og laae om Natten i Kane, eftersom mine Forældre ikke havde anden Seng til Dig.
Ja, og derfor maa De love mig, at, mens jeg er borte, maa Ingen gjøre det Træ Fortræd.5
Indtil det døer af Ælde;
Saamange Ting det husker paa,
Hvad kan det ikke melde.
Vi det saa fuldt med Blomster saae,
De friske Grene hælde.
Det gamle Træ, o lad det staae,
Det maae I ikke fælde!
Nu vil jeg da paa Vandring gaae,
Men det kan jeg fornemme,
Man reiser ud, for hjem at naae,
Thi bedst er det dog hjemme.
Naar Træet her har Blomster paa,
Det vil min Hjemkomst melde;
Det gamle Træ, o lad det staae,
Det maae I ikke fælde!
Nei, Peter! Det lover jeg Dig! Det gamle Træ skal ikke blive hugget om, skjøndt Fader har allerede talt derom og vil have det bort, for at plante et Ferskentræ istedet.
Uh! saadant et kjedeligt, fornemt Træ, der maaskee slet ikke bærer! Nei, Hyldetræet, det er mit Træ! jeg har jo selv gjort en Vise om det.
Den har du aldrig viist mig, Peter!
Nei, det har jeg ikke, for jeg har først digtet den inat.6
Imellem Havens Buske,
I Solskin, Regn og Rusk,
Med store Blomster-Duske
Staaer der en Hyldebusk;
I Duften der er Lindring,
Naar Hjertet er
Der kommer hver Erindring
Om Gammelt, Kjært og Kjendt.
Dens Duft har sødt i Gjemme,
Hvad i mit Hierte boer,
O Hyldebusk, mit »Hjemme«,
Er kun der, hvor du groer.
Hvælv over mig i Haven,
Hos hende, jeg har kjær,
Og giv en Krands til Graven,
Naar jeg skal drømme der!
Den er deilig, men sørgelig, Peter!
Ja det er den.
Hvad saa endogsaa Fader siger, og hele Verden siger, det Træ skal ikke blive hugget om. Der er Du voxet op –!
Og De, Maria! – Vi ere her voxne op sammen, ligesom der staaer i den Bog om
Ja, Peter! Jeg troer ogsaa, det er det!
Ja, men Jomfru, saa ere vi jo –!
Ja, Peter, jeg troer det!
Hurra! Jomfruen holder af mig.
Saa gruelig meget, Peter! og det har jeg aldrig tænkt før.
Men saa ere vi jo forlovede! og det under det gamle Hyldetræ! – Jeg er forlovet med Mesters Datter, – Maria! jeg vil ikke gaae paa Vandringskab! – Nu har jeg seet nok i Verden! jeg har seet Dig! – ja, nu
Og Du bliver hos os?
Ja, hvad skulde jeg reise for? Her er saa yndigt! – Og jeg kunde ikke reise nu, her er saa frygteligt. Hele Verden kommer jo i Barbeerstuen! De komme ikke for Skjæggets Skyld, nei, de komme her for Jomfruens! – Alle de unge
Hvor kan Du troe det?
Jo, Maria! jo! for jeg vilde gjøre det samme! Jeg vilde komme i skyllende Regn, vaad til Skindet, og det selv om jeg havde Støvler, der trykkede Fødderne sammen! det kunde jeg glemme Altsammen ved at see paa dette friske, velsignede Ansigt med den lille
Der er Fader!
Uh, Jomfru! – Men det er det samme.
Naa, staae I og tage Afsked med hinanden?
Mester Bynke!
Fader!
Ja, her er jeg! Hvad vil I?
Jeg har forlovet mig! – og hun har forlovet sig! – Vi ere forlovede! – og det lover jeg Mester, at jeg –!
Du lover og forlover – og hun lover! – – Hvad er Alt det, Du staaer der og væver? Tal ud af Posen! – Ellers taler Du jo ganske godt for Dig!
Fader! min egen søde Fader! Peter og jeg har forlovet os!
I har Fanden heller! Hvorledes er det gaaet til?
Vi sagde hinanden Farvel! – Her kan Mester see, at Randselen er snørt! – og saa gav jeg Jomfruen Haanden, – og saa talte vi om gamle Dage og hvad der var at see ude og hvad vi har seet hjemme – –! det er nu saa vanskeligt at huske igjen hvert Ord, man siger –og vi vare ganske bedrøvede og saa – ja, saa vare vi forlovede!
Peter Nicolaisen! hvordan begynder du?
Med Kjærlighed, Mester! og det er jo altid en god Begyndelse.
Skal hun nu sidde hjemme og
Det vilde være en Nedrighed af mig, Mester! – og jeg kommer heller ikke ud! Det er det, at Maria og jeg ere blevne enige om! – Mester Bynke! jeg har været udenlands! Dersom De vil have det! jeg har seet Alt, hvad der er at see ude! – og her er jeg igjen, Mester! lad mig saa blive Svend paa Stuen.7
Jeg kommer lige fra Paris,
Hvor
Alt saae jeg der, og ligerviis
Den tidt omtalte Boulevarde;
Den kan man aldrig blive fri,
Den seer man atter, atter, atter, –
Det Skjønneste, jeg kom forbi,
Det var dog Mesters Datter!
Jeg var i Hamborg og Berlin,
Ja, jeg var inde selv i Sachsen,
Hvor, som en Æbleblomst saa fiin,
»
Men paa den hele Jomfrusti,
Og jeg vil ikke smigre Fatter, –
Det Skjønneste, jeg kom forbi,
Det var dog Mesters Datter!
Men det er jo noget Vaas! han har jo aldrig været i Paris eller Sachsen.
Det har jeg ikke heller; men derfor er det just, Mester! Jeg kan ikke lære Noget mere i Verden, end hvad jeg har lært af Dem, min Velgjører, og jeg kan ikke vinde Noget høiere, end hvad jeg har vundet! (tager Marias Haand.) Og saa har jeg nu endt min Udenlandsreise!
Han skulde jo dog kun reise, for at komme hjem igjen, min egen søde Fader!
Han kan gjøre et rigere Parti, og Du ogsaa, Maria!
Fader, Du har selv sagt, at naar To skal have hinanden, saa faae de hinanden, det er en Styrelse.
Ja, det har jeg sagt, og det siger jeg endnu, for det passede paa mig og Din salig Moder; men man maa see Styrelsen –!
Og for at see Styrelsen, maa man vente.
Og ikke gaae ud i den vide Verden, Fader!
Mester! lille, yndige Mester!
Ja, I snakke! – Børn! – Børn! – – Naa, saa bliv, Peter!
Hurra! – Mester beholder mig, Jomfruen beholder mig! – jeg pakker ud igien! Naa, hvor jeg skal barbere idag!
Ikke med Begeistring, Peter! saa skjærer Du! – Der har vi Gjæster! De komme paa eengang, som om de kom med Omnibus. Hele Stuen fuld!
Saadan skal det være.
Naa, Hr. Barbeer!
Her er vi, som De seer,
Og siden komme fleer;
Thi her Miraklet skeer:
At man lidt efter lidt,
Fra sorteste Bandit, –
Naar man er Skjægget qvit, –
Forvandles, saa man seer
Den fine Cavaleer!
Tag Plads! tag Plads! sid ned!
Men jeg har ingen Tid, kan ikke vente.
Maria, gaae! min Frygt du veed!
Det er, som om Du ikke kjendte
Min Trofasthed, min Kjærlighed!
God Dag, min Ven!
Hvad Nyt i Staden?
I Solskin og i Søl paa Gaden,
Vi skilles og vi sees igjen!
Nei, hvor snakke de op herinde
I Øster og Vester og Syd!
Man kan neppe jo Ørelyd finde,
Det gaaer op i kaagende Lyd:
Om
Den hele skiønne Literatur,
Med
Den Ene hører den Anden knap.
Han det har seet,
Ham det og det er skeet.
Her er et Skraal, her er et Skrat
Om Byens Dit og Dat,
Om
Besked veed dog kun jeg.
– Men bedste Hr. Barbeer!
Jeg glemtes, som jeg seer.
Her stod jeg et Qvarteer,
Ja længer! meget meer!
See bare til det skeer;
Vi blive fleer og fleer!
Sæbes ind
Skal hver Kind.
Jeg kom først, han kom sidst,
Det er sandt, det er vist!
Jeg har Hast, Hr. Barbeer!
Hun er deilig!
Deilig!
Deilig!
Deilig!
Jomfru!
Smeltet er den Iis, som frøs.
Jomfru!
Jomfru!
De er ganske mageløs!
Vil som Gouvernante De paa Bølge gaae?
See i mig et Blus, som De beskjærme maa!
Jomfru! Jomfru! bedre Mand De ei kan faae!
Herre!
Herre!
Har De reent Forstanden tabt?
Jomfru!
Jomfru!
Til min Kone blev De skabt!
Ligesom en Nysen kommer Kjærlighed.
Jomfruen har ganske vendt mig op og ned.
Jomfru! Jomfru! jeg min rene Hensigt veed!
Mennesker! ere De gale? Frier De til en forlovet Pige? De kan nok ikke Deres
Jeg er
Værdige Fader! Vi ere fire Fremmede, alle Huuseiere,
Og jeg!
Og jeg!
Jeg!
Jomfruen er forlovet og godt forlovet! hun er forlovet med mig!
Peter, kan Du ikke lade dem tale?
Jeg er Kjældermand, Grundbesidder – –
Jeg er Fyrværker! Chemisk Svovlstikke-Fabriqueur en gros.
Jeg er Havmand! – det vil sige: Dykker, skulde jeg sige.
Jeg er Luftskipper, berømt i London, Paris –!
Jomfruen
Vil Du tie, Peter!
Ja, jeg vil, Mester! – jeg lukker min Mund, naar Mester siger det, for han er min Mester og min Fader! (til Maria.) Gaae bare ind i Stuen, Maria!
Hun bliver! – og Du gaaer, dersom Du ikke holder Din Mund!
Det skulde Mester ikke sige, for mig kjender han; men saadanne
Peter!
Sine gode Prygl skal faae!
I mit Huus kan jeg befale,
Du skal tie, de skal tale!
Kjærlighed gjør Godtfolk gale,
Det har man Exempel paa!
Her forlovede vi bleve
Denne lyse Morgenstund! –
Roselil, med mig Du leve!
O siig ja, Du Rosenmund!
Mester, Mester! det er ilde
Sligt at tænke, sligt at ville, –
Engang vil De, men forsilde,
Angre denne Time svart.
Du begynder forfra Krigen! –
Hvilken Skraalen, hvilken Skrigen,
Alle fem vil ægte Pigen,
Een kun taer hun, det er klart!
Jeg har seet i en Tragedie,
Kjærlighed fik kun en Grav.
Det er jo en heel Comedie,
Medens Skjægget skraves af.
Mester!
Fader!
Det er Noget af det meest upassende, jeg kjender, at komme paa en Barbeerstue og frie i hver Mands Paasyn, frie til en velforlovet Jomfru. Fy! Ja det siger jeg! Saadan en Svovelstikkekræmmer! Jeg skal stryge ham op mod Væggen; og Dykkeren skal jeg give en Dukkert, saa –
See til, Du gaaer nu,
Hvis ei, jeg slaaer nu,
Og ikke faaer Du
Datteren her!
Kun ham har jeg kjær!
Naar Peter seiler,
Staaer her en Beiler,
Een uden Feiler!
Deilige Brud!
Tro ei, jeg spaser!
Nei, snart jeg raser;
Jeg slaaer i Laser
Dig ind og ud!
Jeg skal
Du »lyner« – »galer«!
Naar Mester taler,
Naar han befaler,
Strax Du skal gaae!
Knap sammen Frakken,
Dit Tøi paa Nakken,
Og uden Snakken
Vandre Du maa!
Du min Mimose,
Min friske Rose!
Ned i min Pose,
Glem der Dit Tvin!
Min Villie fremmes!
I Jorden gjemmes,
I Jorden glemmes
Jomfruen fiin.
Nu er Roselil min!
Jeg har ærgret mig! han skal faae det betalt! og nu, mine Herrer, kan De tale! mit Herskab, De kan høre! – Hvor er Maria?
Jomfru!
Væk!
Væk!
Skyllet bort!
Det var ligesom om hun var sjunket i Jorden. Væk!
Jomfru! Jomfru!
Der er hun ikke; her er hun ikke! Hvor er hun? Jeg er ikke Menneske nu for at barbere en Eneste.
Hun kan dog ikke være blæst bort! men lad hende være det! Jeg søger hende, jeg finder hende! Jeg gaaer op i de høieste Taarne, hvor Vinden piber gjennem Lugerne! jeg gaaer i Veirmøller og paa Tørvelofter –!
Jeg gaaer i de dybeste Moser, i Sump og i Søle, søger og finder og bringer tilbage –!
Har hun druknet sig, saa skal jeg skaffe hende!
Jeg vil hjem!
Ingen af os vil
Droske, Omnibus vi tage,
Vi er lige strax tilbage,
Vor Umage lønnes vil:
Finde, vinde, bringe atter
Mesters nydelige Datter.
Trøst Dig, skikkelige Fatter!
Hurtigt vil vi kjøre til.
Sagte, sagte, stille, stille,
Listeligt vi komme ville;
Findes, vindes skal hun da!
Neppe Timen her er omme,
Og vi sees tilbage komme,
Syngende vor Seirs Hurra!
Ja løb og søg og find, om I kan!
Jeg bliver staaende.
Den gamle Muldvarp er klogere, han!
Nu har vi Spillet gaaende.
Skjøn Jomfru boer i mit mulmmørke Slot,
Og vi holde Bryllup. Det gjorde jeg godt!
Maria! – Maria! – Her er jo ikke et Menneske. Maria! (sagtere) Mester! Hvor ere de Allesammen henne! Nu er jeg kjølet af! jeg kogte lige op i Laaget, lige som en gammel Kaffekande. Men det var
Træffer jeg Peter –!
Mester!
Er Du der! hvor kommer Du her! hvad vil Du! hvor har Du gjort af Maria!
Min egen lille Mester! Gud bevar’ os, hvor vil De hen med Hat og Paraply og med det Ansigt!
Hvor jeg vil hen! – Og det kan Du spørge om?
Jeg kommer, for at tale sindigt med Mester Bynke.
Maria er borte! hun er efter Dig! hvor er hun!
Jeg er rystet inden i!
Her er skeet Forræderi.
Denne Muldvarp, det er vist,
Øvet har en skjændig List,
Røvet hende, det jeg veed!
Her han sank! – dybt ned! dybt ned!
Hvad for Noget! hvad er nu det! jeg bliver ganske underlig!
Med ærligt Sind vi kom enhver,
Uskyldig, som den Lille der!
Kun ikke han, den Kjældermand,
Muldvarpen fra det mørke Land!
Jeg kan kun dandse hen ad Jorden,
Og sige: der din Skat er gjemt,
Jeg har en Ven, en Storm fra Norden,
Han blæse kan og blæse slemt;
Igjennem hver en Jordens Revne
Han
Saa der gaaer Gys fra Taa til Top.
Og i hans Huus, for os at hævne,
Skal salte Kilder vælte op!
Hvad vil De sige med Alt det!
Ja jeg forstaaer ikke det bitterste.
Vi ere Aander og har Magt,
Hver i sit Element og Rige.
Med Dig vi slutte denne Pagt,
Ifald Du frelse kan din Pige,
Saa Røveren
Da, skjønt endnu vi blusse
Dig gjør vi aldrig Hjerte-Vee!
Du skal beskyttes af os tre.
Nu Du selv maa finde ud
Frelsen for din unge Brud.
Kjærlighed gjør Underværk!
Luft, Ild, Vand er ei saa stærk.
Naar vi mødes her igjen,
Altid da, – din Ven! din Ven!
Det er Troldtøi!
Borte!
Der staaer endnu Vand i Gangen efter den Ene, og hvor den anden stod ere Bladene svedne! og der er Muldvarpeskudet! – og hvad sagde de dog! jeg gaaer i den sorte Jord!
Jeg gaaer til Politiet!
Hvad skal Politiet gjøre mod Troldpak!
Det vil vi see! Pas paa Huset Peter!
Ja her er ikke noget at passe paa, naar Maria er borte! (han bliver alene tilbage, idet Mester Bynke løber afsted.) Maria! min Skat! min Tanke er hun!
Med Træet født, jeg med det groer,
Mit Liv det slutter inde;
Jeg er dets Aand, jeg Hyldemoer,
Din Kjærligheds Veninde.
Din Bøn idag jeg hørte paa,
Og den vil jeg gjengjælde:
»Det gamle Træ, o, lad det staae,
Det maa I ikke fælde!«
Tag denne Green, dens Trylleri
De gamle Minder boe heri,
Hver Hjertets kjær Erindring.
Det er en Skat, saa riig, saa stor,
Den
Frels din Maria! – Hyldemoer
Er Eders tro Veninde!
Gud velsigne dem derfor, Madam Hyldemoer! – hvor De er god! – Men luk ikke! luk ikke! hvad skal jeg gjøre med Grenen? – Hun er ogsaa borte! I Træet –! det er en meget lille Leilighed, men der er Hjerterum. Hvor søger jeg Maria! – Hvad er dog det! see hvor Blomsten bøier sig imod Jorden, ligesom Bjergmændenes
Muldvarpens Slot
(Dybe, huult klingende Toner lyde, blandede med eensformig Hamren, og som om store Vanddraaber faldt med Glasklokkeklang. Usynlige Stemmer raabe fra forskjellige Sider.)Jeg støder mod det haarde Fjeld!
Her sprudler frem et Kildevæld!
En Skat jeg finder, riig og tung!
– Og her en Qvinde, smuk og ung!
(Marias Stemme klinger, som fra et Drømmeland, gjennem Hvælvingen.)15
O Eensomhed!
Paa din lydløse Elv
Jeg seiler ned,
Rullet ind i mig selv!
– O Eensomhed! –
O Eensomhed –!
Ja Reisen er gjort! Nu er vi hernede
Dybt under Jorden i Muldvarpens Slot.
Jeg vilde Dem forud ei forberede,
De kunde ængstes! – men nu er det godt.
Nu
Hvorledes ung Elskov har lidt og maa lide.
Her sad hun og græd, hun Hænderne vred;
Han, Muldvarpen, kom og gav
Han sagde, og smilte i sit Lumskeri:
Hans Hensigt var ene at staae hende bi,
For Beilerne vilde han hende befrie.
Alt var kun en Spøg, en Hjælp af en Ven,
Nu skulde hun strax komme op, hjem igjen.
Hun smilte i Taarer, og han smilte med,
Hvor skulde han ville Skjøn-Jomfru Fortræd.
De gik – ja de gik, – men den grundkloge Mand
Gik Veien med hende til Glemsels Land.
Han førte hende til
Og lod hende drikke, det var det han vilde.
Saa hæsligt loe han: »See, nu er Du vor,
Thi glemt har Du Verden derovenfor,
Enhver Erindring om gamle Dage!« –
Saa bar han igien hende her tilbage.
– – Jeg blæser i Hornet, men Tonernes Strøm,
Der bølge herinde, saa bløde saa milde,
De vække ei hende, ei Mindernes Drøm,
Thi hun har drukket af Glemsels Kilde!
Den stille tomme Søvn er: – ei at være!
Mens det at leve, er en Rigdoms Skat,
En Skat af Minder, dyrebare, kjære,
Selv fra den gjennemgrædte, lange Nat!
Han kommer! tys!
Tys! Tys!
De veed det!
Beed det!
Jeg maa have en
Er her skeet Noget!
Jeg taler! jeg meddeler Nyt! jeg tager mig en Kone!
Laane! kan jeg ikke gjøre det!
Her er ikke Hørelse skabt! (gjør Tegn) vær taus!
Bevar os vel! jeg forstaaer hvert Ord! De taler saa tydeligt! jeg skal være taus!
Oldfruen bliver i sit Embede, ved Vadsken og i Raadet, Brylluppet staaer om en halv Time, og saa maae Gjæsterne være her!
Var det nu paa den sidste Reise!
Hun forstaaer ikke et Ord! men jeg vil tale alligevel, saa er jeg i Øvelse som Taler, og det er altid godt at være en god Taler! – her er den skriftlige Instrux for Oldfruen til Festprogrammet.
Ak, læs!
Ikke hende! – Nei, nei! – et Menneskebarn!
Der i Grotten er hun! der, mellem de nedgravede Skatte, gjemte og glemte af Menneskenes Børn.
Selv har hun drukket af Glemsels Kilde! Alt har hun glemt derovenfra! (en Stormvind farer gjennem Hulen, han gjennemrystes derved.) Hu! hvad er det? Det blæser paa mig! – det isner i mig! – det er, som fornam jeg
Uh! hvad er det!
Det lynte! det bliver for mine Øine, som Snee i Solskin!
Hvo kommer!
Det lugter af Hyldeblomst! fy!
Der kommer saadan en forfærdelig Hukommelse over mig!
Gamle Minder! – uh!
Minder!
Og Løfter Du gav – »
Løfter jeg gav! – ah! – 16
Erindrer De, min yndige Gazelle,
At jeg var ung, og De var ligesaa –?
Erindrer De, – ja, det kan jeg fortælle, –
Erindrer De, at her paa Knæ De laae?
I stille Fryd, blandt Ammer og blandt Smaa?
Den er det Ordsprog, man skal holde paa!
Hvad var det for en underlig Lyd! her er saa meget med Underligheder! og hvor det er en lang Vei at gaae her under Jorden; men jeg husker saa meget, som jeg før ikke huskede paa! – (seer sig om) Hvor høit og bredt! det glimrer ligesom Speilstumper! – Der er noget Skræksomt i disse Steenskikkelser! – Vandet drypper ned, smaa Kilder vælde op! – hvor deiligt dog min Blomst lyser! bare den ikke gaaer ud! det er en underlig Lygte, den lyser saa langt, saa langt, lige ind i mig selv og i alle gamle Tanker.
Hvad er det! Hvad skal jeg?
Maria! det er mig! Peter! Mesters Peter! Din egen Ven!
(
Hold ei min Haand! see ei paa mig!
Jeg kjender ikke Dig!
Jeg hvilte godt, jeg drømte sødt,
Var Alt end tomt og dødt,
En Verden just, saa underfuld,
Med Livets bedste Guld,
Du kjender det, Du Navnet veed,
Den stille Eensomhed!
Men det er jo mig, sødeste Maria! – Du drømmer, det er her ikke Tid til! vi maae bort!
Saa tyst her var, før Du kom hid,
Det var en deilig Tid!
Jeg flød paa Evighedens Elv,
Saa ene med mig selv!
Kald mig ei bort, jeg gaaer ei med,
Mit Hjem er dette Sted.
Her boer det Bedste, Hjertet veed,
Den stille Eensomhed!
Maria! bevar os! det er en fæl Drøm! det er Trolddom, og saa er her blevet saa mørkt! hvor er min blomstrende Green, min lysende Lygte. (tager Grenen op, og Alt straaler i klart Lys.) Det hjalp! det lyser! see nu kun rigtig paa mig! Naa! kan Du nu kjende mig! kom bare med til den lyse Dag.
Hvo er Du, fremmede Svend?
Kald mig ikke »fremmede Svend«, jeg har jo aldrig været fra Mesters Huus, og det var af Kjærlighed til Dig, Maria, at jeg slet ikke drog paa Vandring! – husk Dig bare om.
Du er nede i Jorden hos Bjergaanden, eller Muldvarpen, hvad han nu lader sig kalde; jeg er kommet her, for at finde Dig, for at frelse Dig og føre Dig hjem igjen! – Maria! husker Du ikke mere de gamle Dage, baade de der ligge ganske nær og de langt tilbage? Mangen Gang sagde din Fader til mig: »Peter! imorgen kjøre vi til Frederiksberg og saa kjører Du med«! – og hvorledes kjørte vi? Den lille Barnevogn blev trukket frem, lille Maria
Og Du har kjendt mig længe?
Ja, lige fra Du var to Aar gammel! det
Du kan Historier!
Hun er reent forstyrret! hun har glemt hele sin Hukommelse, mistet sin Erindring, og den er dog vor største Skat! ak, Maria, de gamle Minder ere dog det bedste i vor Skat-Kiste. Husk paa, hvad Fader siger: »Vor Herre har givet os en
Hvad er det dog! hvor deiligt klinger det! jeg føler mig saa glad og græder dog.
Og gamle Minder flyve gjennem Tanken! (han trykker den blomstrende Green i hendes Haand, saa de holde den begge, og han synger Sangen:)
I mellem Havens Buske
I Solskin, Regn og Rusk,
Med store Blomsterduske
Staaer der en Hyldebusk.
I Duften der er Lindring,
Naar Hjertet er bespændt; –
Der kommer hver Erindring
Om Gammelt, Kjært og Kjendt!
Peter, det er Dig! Hvor er jeg? Hvad var det? O slip mig ikke! Hold mig fast!
Maria! min egen velsignede Pige!
En heel Verden gaaer op for mig igjen.
Maria!
Dig har jeg! Dig! min egen lille Ven!
Og vi ere igjen hjemme hos alt det kjære Gamle, og med alle gamle Tanker og Erindringer. Hurra for Mester! for Dig og for mig! og for det kjære gamle Hyldetræ!
»Det gamle Træ, o lad det staae,
Det maae I ikke fælde!«
De Ord af Dig jeg husker paa,
Og I har seet min Vælde.
Erindrings-Magten er saa stor,
Den bedste Skat herneden.
Du skjærmed’ gamle Hyldemoer,
Hun skjærmer Kjærligheden.
Og jeg!
Og jeg!
Og jeg! – Som Dig er sagt,
Dig vi beskytte vil af al vor Magt.
Og kommer Sorgen, jeg Dig ei forlader;
Jeg er en Ven! – og Enkemand og Fader!
Jeg vil hjem!
Jeg faaer en Lyst! – hvis jeg nu fløi herfra,
Og jeg stjal hende til min Ægtemage? – –
– Ak, ind
Og bragte Dig igjen din Skat tilbage.
Vor Pagt er sluttet. Modtag, unge Mand!
Min Brudegave, simpelt Træ og Skind,
Men den vil give netop al den Vind,
Som der behøves, for at gjøre Lykke!
Og jeg – min Brudegave er det mindste Stykke:
Et Fiskeskjæl, men det har Sølvets Skjær;
Paa Kistebunden lagt, er Sølvet der.
Et »Brudelys«, det brænder aldrig ud.
– Ja bi, nu skal I see, strax kommer Luen!
Det lyse vil Lyksalighed i Stuen,
Lyksalighed for Brudgom og for Brud!
Og jeg! – ja jeg! jeg ogsaa gratulerer,
Og – – bringer Mester.
Som
Her ved det gamle Træ dem copulerer
Ja bind Bouquetten sammen i mit Digt! –
Det samme Raad jeg fik af Politiet;
Det sagde, naar de blive ægtevied’,
Er Mand og Kone,
Troer De, at man kan troe paa Politiet? – – – Naa, bo og byg i Hyldetræets Skygge.
Muldvarpen kun seer skjævt til deres Lykke! –
Hvis hele Publikum fik samme Nykke,
Sligt før er mødt!
Hvad gjør jeg da? – jeg blæser det et Stykke,
Saa ømt, saa blødt!
»Det gamle Træ, o lad det staae,
Det maae I ikke fælde!«
- 1
Melodie af: Postillonen i Lonjumeaude første fire takter af visen »Mes amis, ècoutez l’histoire« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Nu skal et Eventyr I høre«, solo (Chapelou) og kor fra I,6 af Le Postillon de Lonjumeau, komisk opera, 1803, af A. Adam, tekst af A. de Leuven; opført på Det Kongelige Teater 1837. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 178; klaverpartitur til Le Postillon de Lonjumeau findes. E-noder: Postillonen i Lonjumeau. .↩
- 2
Mel. af Lulu»Lustig und flink im sausenden Ring« (tysk) lystigt og rapt i susende ring, alfedansen, der indleder II akt af Fr. Kuhlaus musikalske drama med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Zinck 2, 5. årg. bd. 1; klaverpartitur til Lulu findes. E-noder/Lulu. .↩
- 3
- Dansk Folkemelodie »
Roselil»Roselil og hendes Moder« af C.K.F. Molbech, trykt i hans Digtninger. Blandede Digte, 1845. Visen i dens sædvanlige form er en forkortet version heraf. Melodien er en folkemelodi, optaget i Weyse Halvtredsindstyve gamle Kæmpevise Melodier hæfte 2, 1842, nr. 9. Se også Folkehøjskolens sangbog, 17. udg., 2000, nr. 518. .«↩
- 4
Mel. af I due Foscari(italiensk: de to Foscarier) »Ah! si, il tempo che mai non s’arresta«, terzet og kvartet fra II akt (takt 173 ff. af scenen, der indledes med »Ah padre«) af Verdis opera, 1844, med tekst af F.M. Piave; opført af italienske sangere på Hofteatret 1846. Trykt klaverpartitur til I due Foscari findes. .↩
- 5
Mel. af Tonne gaaer i Krigduetten »Fat Mod! jeg kommer vist igjen« fra Carit Etlars enakter Tonne gaaer i Krigen, med musik af A.P. Berggreen, 1848, opført på Det Kongelige Teater 1849. .↩
- 6
Mel.: Barcarolen i Operaen: Maria»Batelier, dit Lisette« (fransk), Færgemand, sagde Lisette (i Th. Overskous oversættelse: »Colin paa Rhinens Vover«) fra I,4 af L.J.F. Hérolds syngespil Marie, 1826, med tekst af F.A.E. de Planard; opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 134, Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til Marie findes. E-noder til Hyldemoer og Marie. En barcarole er den sang, bådsmanden synger, mens han ror; betegner især gondolieresangen i Venezia. .↩
- 7
Mel.: »Jeg ønsker mig en yndig Vivsang fra J.L. Heibergs vaudeville Kjöge-Huuskors, 1831, 23. scene. Musik af Ludvig Zinck. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3, s. 78. E-noder: Kjøge Huskors. .«↩
- 8
Nonnernes Sladderchor»Ah quel malheur« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Hvor haardt et Slag«, kor og soli fra III,6 af D.F.E. Aubers syngespil Le domino noir, 1837, med tekst af E. Scribe; dansk Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino, 1837, opført på Det Kongelige Teater 1839. Trykt klaverpartitur til Le domino noir findes. i Operaen: den sorte Domino.↩
- 9
Mel. af En Søndag paa Amager: »Lisbethduetten »Lisbet! Lisbet!« er fra sc. 6 af vaudevillen En Søndag paa Amager, 1848, med tekst og musik af Johanne Luise Heiberg. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 2, s. 49. E-noder/En Søndag paa Amager. !«↩
- 10
Mel. af Verdis Opera, Ernaniaf Elviras kavatine i I,4 af G.Verdis opera Ernani, 1844, med tekst af F.M. Piave; opført på Hofteatret af italienske sangere 1846. Elvira synger: »Tutto sprezzo che d’Ernani non favella a questo core« (takt 122 ff.). Trykt klaverpartitur til Ernani findes. : »Tutto spresso.«↩
- 11
Mel. Wilhelm Tell»Que du ravage, que du pillage«, (fransk) hvilken hærgen, hvilken plyndren, solo (Rodolphe) fra finalen I,11 (takt 195 ff.) af Rossinis opera Guillaume Tell, 1829, med tekst af V.J.E. de Jouy og H.L.F. Bis; dansk Wilhelm Tell; opført på Hofteatret af italienske sangere 1842. Trykt klaverpartitur til Guillaume Tell findes. : Finalen i første Act: »Lad Sværd og Flammer.«↩
- 12
- Melodien af: Ernani, den samme som før.↩
- 13
Mel. af Oberon»Dunkel ist es schon und spät«, kor fra finalen af Oberon, I. Trykt klaverpartitur til Oberon findes. : »Nu er Dagen brat forbi!«↩
- 14
- Mel: af Oberon. Den samme som før.↩
- 15
Mel: Serenaden af Operaen Don Pasquale»Com’è gentil la notte a mezzo april« fra III,6 af Donizettis opera Don Pasquale, 1843, opført på Hofteatret af italienske sangere 1844. Trykt klaverpartitur til Don Pasquale findes. .↩
- 16
Mel: »Erindrer De?«duet fra II,4 af J.L. Heibergs vaudeville Nei, 1836. Melodi af Henrik Rung. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 1, s. 2. E-noder: Nej. ↩
- 17
Langelandsk Folkemelodiekendt som melodi til Fritz Andersens vise »I Skovens dybe stille Ro«, 1864. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 135. E-noder: Hyldemoer. .↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: Hyldemoer. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 13: Skuespil IV 1850-1876. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.