H.C. Andersen

Hyldemoer

Phantasiespil i een Act

1851 Opført første gang 1. december 1851

    Scenen er ved, i og under Kjøbenhavn.

    Aaben Mark ved Havet

    Fuldmaane
    PHANTASUS (klædt som Postillon, sidder midt paa Scenen og vender Ryggen mod Tilskuerne; han blæser paa sit Horn,1 Eccho svarer; han lytter efter.)

    Hør kun! hver Tone saa fuld og klar!

    Det er ogsaa Oberons Horn, jeg har.

    (Blæser igjen, smelder med Pidsken og vender sig mod Tilskuerne.)

    Nu kjøre vi strax! – Er Alle vel oppe?

    Madammen og Fruen og alle de Smaa?

    I lynende, flyvende Fart skal det gaae.

    Vi jage afsted over Træernes Toppe,

    Paa Marken og Engen og gjennem Skoven!

    Jeg kjender Veien for neden og oven.

    – Er Alle nu sat i min Omnibus?

    Her sidder Kudsken. Jeg! Phantasus,

    Bekjendt af Herren og af Madammen,

    – Vi er jo dannede Allesammen! –

    Ja, skjøndt jeg er lille, som her jeg staaer,

    Jeg tæller dog flere tusinde Aar.

    Jeg er en lystig, en flagrende Fyr,

    Mit hele Liv er et Eventyr.

    Snart bygger jeg Sneehuus med Eskimoen,

    Nu svinger jeg mig i Palmerne op;

    Til Slottet, til Hytten, til Kirken, til Kroen

    Jeg kommer; jeg boer i hvert Juletræes Top;

    Jeg maler med Blomster i Rudernes Iis,

    Jeg er hos Hr. Sørensen ved hans Avis.

    Jo, jo, jeg er sikker! hav slet ingen Frygt,

    Paa Kudsken kan Selskabet stole saa trygt;

    Vi kjøre en Tour, rask gaaer det afsted,

    Men Børnenes Sind maa De smukt bringe med.

    Min Omnibus er som en Noæ Ark,

    Og Fuldmaanen skinner i hele sin Glorie.

    Her seer De nu for Dem den udstrakte Mark;

    Vi kjøre! – Nu faaer De en rigtig Historie!

    (Han blæser i Hornet, smelder med Pidsken, og man hører den mægtigt rullende Vogn; Phantasus forsvinder, og hvor han sad, staaer en stor, blomstrende Hæk. Fra forskjellige Sider komme fire smaa Lygtemænd, hver med Blus paa Hovedet; de dandse om hinanden.)
    ALLE FIRE2

    Paa Sump og paa Mose,

    Som blussende Rose,

    Jeg trives saa smukt;

    Jeg dandser og svæver,

    Mens Stjernen kun bæver

    Og har ei min Flugt.

    DEN FØRSTE

    Hvad Nyt?

    DEN ANDEN

    Jeg har Hast!

    DEN TREDIE

    Hvad Nyt?

    DEN FJERDE

    Jeg har Hast!

    DEN FØRSTE

    Min store Herre, Lygtemanden,

    Har Tanker nu paa Ægtestanden,

    Smaapigerne han blusser om.

    DEN ANDEN

    Nys Sommerfuglens Konge kom,

    Og fik ham med i Luftens Rige,

    Han blæser ud, det tør jeg sige.

    DEN TREDIE

    Hist kan jeg see Havmanden gaae

    Med Sørgeflor og Sivkrands paa,

    Som Enkemand han kommer her –!

    DEN FJERDE

    Tys! hør! det gnaver, graver nu, –

    Jordskorpen, troer jeg, gaaer itu – –!

    DEN FØRSTE

    Pas paa!

    DEN ANDEN

    Afsted!

    ALLE FIRE

    Afsted Enhver!

    (De svæve om.)

    Paa Sump og paa Mose,

    Som blussende Rose

    Jeg trives saa smukt;

    Jeg dandser og svæver,

    Mens Stjernen kun bæver

    Og har ei min Flugt.

    (I det de forsvinde, skyder Muldvarpen op; han er iført en sort, ulden Burnus med Hætte over Hovedet; Ærmehullerne sidde oppe ved Brystet, hvorfra begge Hænder komme frem.)
    MULDVARPEN

    Hele Jorden ryster, naar jeg kommer! det kan jeg gjøre. Her sidder jeg. Høiere kommer jeg nok ikke med det Skud. Jeg sidder godt; jeg gad blive siddende, var det ikke om en Kone at gjøre! – Det blæser! det er fornuftigt, at jeg er i Pels, jeg kunde ellers forkjøle mig og døe af det; saa var det gjort, og saa var min Kone Muldvarpe-Enke!

    HAVMANDEN (Han er iført havblaae Klæder og bærer en lang, slæbende Sølv-Skjæls-Kappe; den høipullede Hat er sølvhvid og i Form af et Fiskehoved, han har en Sivkrands omkring den og et fra en lille Guldkrone nedhængende Sørgeflor, der naaer ham til Fødderne; han fører ved Haanden sin lille Datter, Havungen, der bærer et lignende Hovedtøi og slæbende Kappe; hun holder paa en knækket Muskedonner.)
    HAVMANDEN

    Veien er tung, Luften er tynd, den holder ikke om En, som det stærke Hav-Vand holder! Havde vi dog din lille Mutter!

    HAVUNGEN

    Jeg vil hjem!

    HAVMANDEN

    Der skal du komme; der hvor Vandplanter groe, hvor de hvide Sandbanker skifte om! det bløde, det stærke, det salte Hav! – Kom, vi vil gaae i den dybe Grøft, der er saa deiligt vaadt om Benene.

    HAVUNGEN

    Jeg vil hjem!

    MULDVARPEN (gaber).

    O ja!

    HAVMANDEN

    Det sukkede! det trak Veiret, som naar man har Sorg! Det er min Slags! Der sidder en Gjenstand, som en Sælhund paa en vaad Steen! (nærmer sig.) Gjenstand! levende Gjenstand paa min Vei! Jeg spørger Dem om Noget. Gaaer denne Grøft til det aabne Hav? Hvad behager? Sorg kan gjøre stum, mig har den gjort talende. Jeg er Havmanden, en af de smaa, af de vandrende, men Drot; det er den lille Prindsesse! – Jeg, Hoffet, hele Folket, i store Stimer gaae vi fra Kyst til Kyst i de klare Sommernætter. Jeg var gift, jeg var godt gift, ingen var deilig som Havmandens Viv. Hun døde for tre Aar siden; jeg vandrer og vandrer – aldrig glad!

    HAVUNGEN

    Jeg vil hjem!

    HAVMANDEN

    Stille! Du Moders udtrykte Billed! – Gjenstand paa min Vei! stumme, sørgende Gjenstand! for dette Barns Skyld er jeg gaaet i Land. En Gouvernante søger jeg; een, der ikke seer paa Omgangen, men paa Lønnen: Perler og smaa Skibsladninger. De havfødte Gouvernanter due ikke. Gjenstand, De forstaaer mig! De er –?

    MULDVARPEN

    Muldvarpen.

    (I det de bøie sig, complimenterende hinanden, staaer Sommerfuglenes Konge hos dem. Han er i let, luftigt Drapperi, pyntet med Blomster og bærer store Sommerfuglevinger.)
    SOMMERFUGLEN

    Muldvarpen! Havmanden! og her den tredie Fætter. Ja, jeg kalder os Fættere, kongelige Personer, selv af forskjellig Troesbekjendelse, sige altid Fætter til hverandre. Jeg kommer fra Luftens Rige, jeg, Sommerfuglenes Konge. Her er altsaa Repræsentanter for de tre Elementer! Han for det fjerde – hvor blev han af – Lygtemanden. Vi kom sammen, tsyt! var han borte; han skulde dog ikke være blæst ud?

    MULDVARPEN

    Repræsentanter for de fire Elementer! Det er en ny Tanke, en god Tanke! Man lærer altid noget ved at skyde op.

    SOMMERFUGLEN

    De kjende mig! jeg hersker fra Blomsternes Hjem og op til Luftkastellernes Region! Jeg er hvad de Lærde kalde »sangvinisk«, det er saadan halv vaad, halv tør, som man skal være det i denne Verden. Deres Majestæt fra Havet har et andet Temperament, De er »melancholsk«, og jeg fortænker Dem ikke heri, naar man, som De, altid sidder i Vandvæsenet. Muldvarpenes Drot! De lider af den Syge Phlegma, den er gaaet i Blodet, i Charakteren – –

    MULDVARPEN

    Det er aldeles galt! – Men det giør ikke Noget. –

    HAVMANDEN

    Mit Temperament traf De! Melancholien! – Jeg bliver aldrig glad!

    LYGTEMANDEN (i Rødt og Guult fra Top til Taa og uendelig bevægelig, dandser pludselig imellem dem).

    Aldrig! man maa aldrig sige aldrig! – see her er jeg! – skal jeg dandse Dem paa Hovedet, paa Maven, løbe Dem op og ned af Ryggen? det kildrer! jeg er ganske til Tjeneste! (til Muldvarpen:) Ogsaa Høistærede?

    MULDVARPEN

    Tak! – Hold Dem til ham. (peger paa Havmanden.) Han er Enkemand!

    HAVMANDEN

    Og Fader!

    LYGTEMANDEN

    Det er et høist interessant Enkemands-Physiognomie, og den Lille, hun ligner sin Fader. Er hun ogsaa Enke? – Hun bliver det! det kan jeg see paa hende; hun har Enke-Ansats!

    SOMMERFUGLEN

    Staa bare et Secund stille! Lad mig præsentere – (peger paa Enhver.) Fra Jorden, fra Vandet, Ilden, Luften! fire Elementer og tillige fire Temperamenter; (peger paa Muldvarpen) Phlegma!

    MULDVARPEN

    Som gaaer paa Frieri!

    DE ANDRE

    Frieri?

    MULDVARPEN

    Frieri!

    SOMMERFUGLEN

    Og Bruden?

    MULDVARPEN

    Ja, den maa De vide, som svipper saameget om.

    SOMMERFUGLEN

    De har hende ikke endnu?

    MULDVARPEN

    Men jeg faaer hende, for jeg er en holden Mand.

    LYGTEMANDEN

    De er paa Eventyr! – Det er vi nok allesammen, paa Fatter nær.

    (peger paa Havmanden.)
    SOMMERFUGLEN

    Men kun jeg har fundet.

    LYGTEMANDEN

    Men ikke vundet.

    SOMMERFUGLEN

    Jeg har jo ikke beilet endnu! men naar jeg gjør det –! Kan jeg faae Afslag? – Hun er den yndigste –

    LYGTEMANDEN

    Det er en Barbeers Datter.

    HAVMANDEN

    Som barberer?

    LYGTEMANDEN

    Hun rager Hjerter væk, siger han. Jeg har ikke seet hende.

    SOMMERFUGLEN

    Men jeg har seet hende! Mangen Morgen og Aften har jeg seet hende i Faderens lille Have; den har kun tre Ribsbuske, en Græsplet og et gammelt Hyldetræ.

    MULDVARPEN

    Jeg holder ikke af Hyld. Men maaskee af Jomfruen.

    SOMMERFUGLEN

    Skyd ikke op i den Have! – Dog skyd kun, Dem ta’er hun ikke.

    MULDVARPEN

    Ikke?

    LYGTEMANDEN

    Paa Eventyr! Strax derhen. Til Kjøbenhavn alle Fire!

    SOMMERFUGLEN

    Er De gal?

    HAVMANDEN

    Har hun Kundskaber nok til at kunne opdrage en Prindsesse, som aldeles intet veed, uden det, hun er født med?

    LYGTEMANDEN

    Det har hun. Kan De tvivle? (til Sommerfuglen.) Før os an! Lad os see Underværket, forliebe os, for at tale Tydsk og Dansk paa eengang, forliebe os, frie, alle Fire! Det koster Jomfruen kun tre Kurve.

    SOMMERFUGLEN

    Men naar jeg nu ikke vil?

    LYGTEMANDEN

    Saa gaae vi dog til Byen, det voldomkrandste Kjøbenhavn, vi gaae til Barberen, til alle Barbererne; vor Ven her (peger paa Havmanden) lader nok Skjællene skrabe af sig, og Jomfruen findes og vindes.

    HAVMANDEN

    Hvad behager!

    LYGTEMANDEN

    Figurligt talt.

    HAVMANDEN

    Træde op i Kjøbenhavn! i Deres Skikkelse! det er dristigt Spil! det er farligt! Deres Person er ikke gaaet op i Folkebevidstheden; i den er Muldvarpen kun et Dyr.

    MULDVARPEN

    Et Dyr!

    HAVMANDEN

    De er en Jordaand! det veed jeg. De kryber i Muldvarpens Pels, naar De skyder op! – Han der er en Sylphe, som helst flyver om i Sommerfugleham, det forstaaer man; men komme til Kjøbenhavn som Muldvarp og Sommerfugl; det gaaer ikke! Lygtemanden kan forsvares. – Kom som Jordaand, kom som Sylphe! det andet er ikke i Folkebevidstheden, der er kun jeg, Havmanden! (grædende.) Min Agnete er borte! lille Mutter!

    HAVUNGEN

    Jeg vil hjem!

    MULDVARPEN

    Vaas!

    LYGTEMANDEN

    Vi skulle nok komme i Folkebevidstheden, lad os nu først komme i Barbeerstuen.

    SOMMERFUGLEN

    Dig blæser jeg ud som et Lys! og de to andre Fættere – ha, ha, ha! jeg har ingen Ting at frygte af Jer! Jeg skal vise Eder Veien og Jomfruen med! – men vi træde op som Mennesker, føre en menneskelig Haandtering, saa er der ikke noget at støde sig over. – Jeg er Luftskipper, det veed man da hvad er. Troer De ikke?

    MULDVARPEN

    Luftskipper!

    SOMMERFUGLEN

    Ja!

    LYGTEMANDEN

    Og jeg er Handlende med chemiske Svovlstikker, som ikke lugte.

    HAVMANDEN

    Men jeg! hvad skal jeg tale som Menneske?

    SOMMERFUGLEN

    De er Dykker! tal om Havets Bund, saa fortaler De Dem ikke.

    HAVMANDEN

    Dykker!

    LYGTEMANDEN (til Muldvarpen).

    Og De er – Bjergværksproprietair! Vi have rigtignok ikke Bjergværker her i Landet; men Hr. Bruckspatronen kan være fra Sverrig – eller Norge.

    MULDVARPEN

    Nei, jeg er slet ikke for det Skandinaviske! jeg vil være min Jordbund bekjendt.

    LYGTEMANDEN

    Graver er saa trist! Rodemester er for betegnende! Kjældermand –!

    MULDVARPEN

    Jeg er Kjældermand! Ham er det dog tilsidst, som kan kjøbe Huset og Mutter med.

    ALLE

    Paa Eventyr!

    HAVUNGEN

    Jeg vil hjem!

    ALLE3

    Roselil, der hos Barberen deiligt voxte op,

    Dig vinde jeg vil, du Rosenknop!

    Ha, ha ha! jeg Fætter spaaer,

    En Kurv han faaer!

    See Solen gaaer op! Der Roselil staaer!

    Roselil at gjæste vi gaae ind til Kjøbenhavn,

    Hver af os har valgt sig Stand og Navn.

    Ha, ha, ha! En daarlig Fyr

    Er den, der skyer

    At prøve sligt yndigt Eventyr!

    (De drage bort.)
    PHANTASUS (træder frem fra den blomstrende Hæk).

    Til Byen de gaae, for at vinde en Brud,

    Men vi – vi kjøre, vi komme forud.

    Den klare Sol gaaer nu op over Skyen.

    Vi er hos Barberen der inde i Byen,

    Hvor Svenden, Peter, skal ud paa Vandring;

    Han snører Randselen paa sit Knæ,

    I Haven under det gamle Træ. –

    Vor Kjørsel skal gaae som en Sceneforandring.

    Naa, er ikke Kudsken en sikker Person?

    – Nu kjøre vi da til den anden Station!

    (blæser paa sit Horn, Vognen ruller og Scenen forandres.)

    Inde i Byen

    Barberens lille Have (En Muur skiller den fra Gaden, en Dør fører derud; op til Muren staaer et stort, gammelt Hyldetræ, fuldt af Blomster. Tidlig Morgen.)
    PETER

    (reiseklædt; han snører sin Randsel til, spænder Læderbæltet om sin Bluse og synger):4

    Man tør ikke slide Gaden

    Altid i sin Fødeby.

    Man skal ud, lidt ud af Staden,

    Derved bliver man som ny.

    Ud af Byen, ud af Landet,

    Gaae, hvor ei man bliver kjørt,

    Vænne sig til Et og Andet,

    Jeg har alt min Randsel snørt.

    Nu Farvel, I smukke Piger!

    Jeg skal reise udenlands,

    Naar igien »god Dag« jeg siger,

    Give I mig første Dands.

    (Han traller Melodien og valser rundt, men standser pludseligt.)

    Ak, nei! »Scheiden thut weh!« siger Tydsken, og i den Deel har Tydsken Ret. Men jeg vil nu ikke grublisere! Gehænget er om, Randselen paa Ryggen; den er ikke det Sværeste! Nei, her! (lægger Haanden paa Hjertet, sukker, men gjør derpaa en rask Bevægelse.) Og saa ud i den vide Verden!

    MARIA (er traadt ud af Huset og staaer bag ved ham med en Krands af Hyldeblomster, som hun sætter om hans Hat.)

    Den skal Du have med, Peter!

    PETER

    Jomfru! De her! De oppe! Jeg skal see Dem endnu engang! Det troede jeg ikke, da jeg iaftes sagde Farvel til Dem og Mester.

    MARIA

    Peter! Den har jeg bundet til Dig. Om to Aar kommer Du tilbage fra Vandring –! ja, saa er jeg rigtignok død og begravet; men det skal Du ikke bryde Dig noget om.

    PETER

    Saaledes maa De ikke tale, Jomfru! for saa kan jeg ikke gaae paa Vandring, og det skal en Barbeersvend, siger Mester. Man skal see sig om i Verden, og jeg har ogsaa altid havt saa megen Lyst til det, og jeg er selv Skyld i at jeg tager afsted – – men nu bryder jeg mig ikke om Verden mere, nu jeg skal bort fra Jomfruen og Mester, ud for Lud og koldt Vand i den store, vildsomme Verden! (nynner:)

    Es ritten drei Reiter zum Thore hinaus –!

    Ade!

    (grædende.) Den Vise er meget sørgelig, men jeg kan ikke huske den.

    MARIA (bevæget).

    Gjem en lille Blomst af Hyldekrandsen, Peter! Den vil erindre Dig om det gamle Træ og om – os Allesammen.

    PETER

    Den deilige Krands! den skal i Dag sidde om min Hat, men iaften lægger jeg den heel og holdende ind i min Randsel, og der skal den følge mig paa hele Reisen og her hjem igjen. Hyldeblomsterne lugte saa stærkt, og den deilige Lugt beholde de. Jeg vil rigtig huske paa det gamle Hyldetræ, paa Haven og Dem, Jomfru!

    MARIA

    Peter!

    PETER

    Een Bøn har jeg. Det er et Løfte, De maa give mig. Det er om det gamle Hyldetræ her. Under det har jeg baaret Jomfruen, da hun var en lille Een! under det har jeg vugget hende! – Gud! hvor De var et deiligt Barn, og nu er De i Grunden meget deiligere!

    MARIA

    Ja, der under det gamle Hyldetræ har vi leget, her ere vi voxne op sammen. Du var kun otte Aar, da Du kom her i Huset.

    Og gik og sæbede ind –

    MARIA

    Og laae om Natten i Kane, eftersom mine Forældre ikke havde anden Seng til Dig.

    PETER

    Ja, og derfor maa De love mig, at, mens jeg er borte, maa Ingen gjøre det Træ Fortræd.5

    Det gamle Træ, o lad det staae,

    Indtil det døer af Ælde;

    Saamange Ting det husker paa,

    Hvad kan det ikke melde.

    Vi det saa fuldt med Blomster saae,

    De friske Grene hælde.

    Det gamle Træ, o lad det staae,

    Det maae I ikke fælde!

    Nu vil jeg da paa Vandring gaae,

    Men det kan jeg fornemme,

    Man reiser ud, for hjem at naae,

    Thi bedst er det dog hjemme.

    Naar Træet her har Blomster paa,

    Det vil min Hjemkomst melde;

    Det gamle Træ, o lad det staae,

    Det maae I ikke fælde!

    MARIA

    Nei, Peter! Det lover jeg Dig! Det gamle Træ skal ikke blive hugget om, skjøndt Fader har allerede talt derom og vil have det bort, for at plante et Ferskentræ istedet.

    PETER

    Uh! saadant et kjedeligt, fornemt Træ, der maaskee slet ikke bærer! Nei, Hyldetræet, det er mit Træ! jeg har jo selv gjort en Vise om det.

    MARIA

    Den har du aldrig viist mig, Peter!

    PETER

    Nei, det har jeg ikke, for jeg har først digtet den inat.6

    Imellem Havens Buske,

    I Solskin, Regn og Rusk,

    Med store Blomster-Duske

    Staaer der en Hyldebusk;

    I Duften der er Lindring,

    Naar Hjertet er bespændt,

    Der kommer hver Erindring

    Om Gammelt, Kjært og Kjendt.

    Dens Duft har sødt i Gjemme,

    Hvad i mit Hierte boer,

    O Hyldebusk, mit »Hjemme«,

    Er kun der, hvor du groer.

    Hvælv over mig i Haven,

    Hos hende, jeg har kjær,

    Og giv en Krands til Graven,

    Naar jeg skal drømme der!

    MARIA

    Den er deilig, men sørgelig, Peter!

    PETER

    Ja det er den.

    MARIA

    Hvad saa endogsaa Fader siger, og hele Verden siger, det Træ skal ikke blive hugget om. Der er Du voxet op –!

    PETER

    Og De, Maria! – Vi ere her voxne op sammen, ligesom der staaer i den Bog om Hr. Frithjof og Jomfru Ingeborg. Og – Jomfru! ja, nu gaaer det op for mig. Jomfru! Jeg troer, jeg holder af Dem, Jomfru! som han holdt af Ingeborg. Jo, det er det!

    MARIA

    Ja, Peter! Jeg troer ogsaa, det er det!

    PETER

    Ja, men Jomfru, saa ere vi jo –!

    MARIA

    Ja, Peter, jeg troer det!

    PETER

    Hurra! Jomfruen holder af mig.

    MARIA

    Saa gruelig meget, Peter! og det har jeg aldrig tænkt før.

    PETER

    Men saa ere vi jo forlovede! og det under det gamle Hyldetræ! – Jeg er forlovet med Mesters Datter, – Maria! jeg vil ikke gaae paa Vandringskab! – Nu har jeg seet nok i Verden! jeg har seet Dig! – ja, nu tør jeg sige Du igjen, ligesom da De var lille, – før Confirmationen! Du! Du! og Dig har jeg!

    MARIA

    Og Du bliver hos os?

    PETER

    Ja, hvad skulde jeg reise for? Her er saa yndigt! – Og jeg kunde ikke reise nu, her er saa frygteligt. Hele Verden kommer jo i Barbeerstuen! De komme ikke for Skjæggets Skyld, nei, de komme her for Jomfruens! – Alle de unge Landkadetter, Søkadetter og Studenter, der komme her uden Skjæg og lade sig barbere, de komme alene for at see Jomfruen!

    MARIA

    Hvor kan Du troe det?

    PETER

    Jo, Maria! jo! for jeg vilde gjøre det samme! Jeg vilde komme i skyllende Regn, vaad til Skindet, og det selv om jeg havde Støvler, der trykkede Fødderne sammen! det kunde jeg glemme Altsammen ved at see paa dette friske, velsignede Ansigt med den lille Opnæse! Det er ligesom om vor Herre, da han skrev dette nydelige Ansigt og var færdig ved Næsen, havde gjort et Sving opad. Det klæder!

    MARIA

    Der er Fader!

    PETER

    Uh, Jomfru! – Men det er det samme. Courage! Maa jeg holde Dem ved Haanden, Jomfru?

    BARBEREN, MESTER BYNKE kommer.
    BARBEREN

    Naa, staae I og tage Afsked med hinanden?

    PETER

    Mester Bynke!

    MARIA

    Fader!

    BARBEREN

    Ja, her er jeg! Hvad vil I?

    PETER

    Jeg har forlovet mig! – og hun har forlovet sig! – Vi ere forlovede! – og det lover jeg Mester, at jeg –!

    BARBEREN

    Du lover og forlover – og hun lover! – – Hvad er Alt det, Du staaer der og væver? Tal ud af Posen! – Ellers taler Du jo ganske godt for Dig!

    MARIA

    Fader! min egen søde Fader! Peter og jeg har forlovet os!

    BARBEREN

    I har Fanden heller! Hvorledes er det gaaet til?

    PETER

    Vi sagde hinanden Farvel! – Her kan Mester see, at Randselen er snørt! – og saa gav jeg Jomfruen Haanden, – og saa talte vi om gamle Dage og hvad der var at see ude og hvad vi har seet hjemme – –! det er nu saa vanskeligt at huske igjen hvert Ord, man siger –og vi vare ganske bedrøvede og saa – ja, saa vare vi forlovede!

    BARBEREN

    Peter Nicolaisen! hvordan begynder du?

    PETER

    Med Kjærlighed, Mester! og det er jo altid en god Begyndelse.

    BARBEREN

    Skal hun nu sidde hjemme og tvine, mens Du derude finder andre Piger kjønnere end hende?

    PETER

    Det vilde være en Nedrighed af mig, Mester! – og jeg kommer heller ikke ud! Det er det, at Maria og jeg ere blevne enige om! – Mester Bynke! jeg har været udenlands! Dersom De vil have det! jeg har seet Alt, hvad der er at see ude! – og her er jeg igjen, Mester! lad mig saa blive Svend paa Stuen.7

    Jeg kommer lige fra Paris,

    Hvor Støtten staaer for Buonaparte,

    Alt saae jeg der, og ligerviis

    Den tidt omtalte Boulevarde;

    Den kan man aldrig blive fri,

    Den seer man atter, atter, atter, –

    Det Skjønneste, jeg kom forbi,

    Det var dog Mesters Datter!

    Jeg var i Hamborg og Berlin,

    Ja, jeg var inde selv i Sachsen,

    Hvor, som en Æbleblomst saa fiin,

    »Die Mädchen auf den Bäumen wachsen

    Men paa den hele Jomfrusti,

    Og jeg vil ikke smigre Fatter, –

    Det Skjønneste, jeg kom forbi,

    Det var dog Mesters Datter!

    BARBEREN

    Men det er jo noget Vaas! han har jo aldrig været i Paris eller Sachsen.

    PETER

    Det har jeg ikke heller; men derfor er det just, Mester! Jeg kan ikke lære Noget mere i Verden, end hvad jeg har lært af Dem, min Velgjører, og jeg kan ikke vinde Noget høiere, end hvad jeg har vundet! (tager Marias Haand.) Og saa har jeg nu endt min Udenlandsreise!

    MARIA

    Han skulde jo dog kun reise, for at komme hjem igjen, min egen søde Fader!

    BARBEREN

    Han kan gjøre et rigere Parti, og Du ogsaa, Maria! Grunker og Levebrød! det er dog det, der skummer og tager Skjægget af.

    MARIA

    Fader, Du har selv sagt, at naar To skal have hinanden, saa faae de hinanden, det er en Styrelse.

    BARBEREN

    Ja, det har jeg sagt, og det siger jeg endnu, for det passede paa mig og Din salig Moder; men man maa see Styrelsen –!

    PETER

    Og for at see Styrelsen, maa man vente.

    MARIA

    Og ikke gaae ud i den vide Verden, Fader!

    PETER

    Mester! lille, yndige Mester!

    BARBEREN

    Ja, I snakke! – Børn! – Børn! – – Naa, saa bliv, Peter!

    PETER

    Hurra! – Mester beholder mig, Jomfruen beholder mig! – jeg pakker ud igien! Naa, hvor jeg skal barbere idag!

    BARBEREN

    Ikke med Begeistring, Peter! saa skjærer Du! – Der har vi Gjæster! De komme paa eengang, som om de kom med Omnibus. Hele Stuen fuld!

    PETER

    Saadan skal det være.

    (Folk af alle Slags, som ville barberes.)
    CHOR8

    Naa, Hr. Barbeer!

    Her er vi, som De seer,

    Og siden komme fleer;

    Thi her Miraklet skeer:

    At man lidt efter lidt,

    Fra sorteste Bandit, –

    Naar man er Skjægget qvit, –

    Forvandles, saa man seer

    Den fine Cavaleer!

    BARBEREN og PETER

    Tag Plads! tag Plads! sid ned!

    CHOR

    Men jeg har ingen Tid, kan ikke vente.

    PETER

    Maria, gaae! min Frygt du veed!

    MARIA

    Det er, som om Du ikke kjendte

    Min Trofasthed, min Kjærlighed!

    GJÆSTERNE (sladdrende.)

    God Dag, min Ven!

    Hvad Nyt i Staden?

    I Solskin og i Søl paa Gaden,

    Vi skilles og vi sees igjen!

    Nei, hvor snakke de op herinde

    I Øster og Vester og Syd!

    Man kan neppe jo Ørelyd finde,

    Det gaaer op i kaagende Lyd:

    Om Klub, Beskub, Natur, Filur,

    Den hele skiønne Literatur,

    Med Tip og Tap!

    Den Ene hører den Anden knap.

    Han det har seet,

    Ham det og det er skeet.

    Her er et Skraal, her er et Skrat

    Om Byens Dit og Dat,

    Om Krigs-Sag, Rigsdag, hei!

    Besked veed dog kun jeg.

    – Men bedste Hr. Barbeer!

    Jeg glemtes, som jeg seer.

    Her stod jeg et Qvarteer,

    Ja længer! meget meer!

    See bare til det skeer;

    Vi blive fleer og fleer!

    Sæbes ind

    Skal hver Kind.

    Jeg kom først, han kom sidst,

    Det er sandt, det er vist!

    Jeg har Hast, Hr. Barbeer!

    De fire Elementrepræsentanter ere imidlertid traadte ind, de ere Alle borgerligt klædte, Havmanden bærer Paraply, den lille Havunge holder i Haanden, istedetfor den knækkede Muskedonner, en Knæk-Parasol.
    LYGTEMANDEN (talende).

    Hun er deilig!

    SOMMERFUGLEN

    Deilig!

    HAVMANDEN

    Deilig!

    MULDVARPEN

    Deilig!

    LYGTEMANDEN (Sang.)9

    Jomfru!

    SOMMERFUGLEN

    Jomfru!

    HAVMANDEN

    Smeltet er den Iis, som frøs.

    LYGTEMANDEN

    Jomfru!

    MULDVARPEN

    Jomfru!

    SOMMERFUGLEN

    De er ganske mageløs!

    HAVMANDEN

    Vil som Gouvernante De paa Bølge gaae?

    LYGTEMANDEN

    See i mig et Blus, som De beskjærme maa!

    ALLE FIRE

    Jomfru! Jomfru! bedre Mand De ei kan faae!

    PETER og MARIA

    Herre!

    BARBEREN

    Herre!

    PETER

    Har De reent Forstanden tabt?

    LYGTEMANDEN

    Jomfru!

    DE TRE ANDRE

    Jomfru!

    SOMMERFUGLEN

    Til min Kone blev De skabt!

    ALLE FIRE

    Ligesom en Nysen kommer Kjærlighed.

    Jomfruen har ganske vendt mig op og ned.

    Jomfru! Jomfru! jeg min rene Hensigt veed!

    PETER

    Mennesker! ere De gale? Frier De til en forlovet Pige? De kan nok ikke Deres Katechismus »Du skal ikke begjære Din Næstes Hustru, Oxe, Asen eller Pige

    BARBEREN

    Jeg er Faderen. Hvad vil De min Datter?

    SOMMERFUGLEN

    Værdige Fader! Vi ere fire Fremmede, alle Huuseiere, stemmeberettigede, dygtige Mænd, – og jeg er den, som gaaer høiest! – Jeg frier til Deres Datter.

    LYGTEMANDEN

    Og jeg!

    HAVMANDEN

    Og jeg!

    MULDVARPEN

    Jeg!

    (De trænge sig frem, altid den ene foran den anden.)
    PETER

    Jomfruen er forlovet og godt forlovet! hun er forlovet med mig!

    BARBEREN

    Peter, kan Du ikke lade dem tale?

    MULDVARPEN

    Jeg er Kjældermand, Grundbesidder – –

    LYGTEMANDEN

    Jeg er Fyrværker! Chemisk Svovlstikke-Fabriqueur en gros.

    HAVMANDEN

    Jeg er Havmand! – det vil sige: Dykker, skulde jeg sige.

    SOMMERFUGLEN

    Jeg er Luftskipper, berømt i London, Paris –!

    PETER

    Jomfruen vil ikke tilveirs, og Mester ikke heller!

    BARBEREN

    Vil Du tie, Peter!

    PETER

    Ja, jeg vil, Mester! – jeg lukker min Mund, naar Mester siger det, for han er min Mester og min Fader! (til Maria.) Gaae bare ind i Stuen, Maria!

    BARBEREN

    Hun bliver! – og Du gaaer, dersom Du ikke holder Din Mund!

    PETER

    Det skulde Mester ikke sige, for mig kjender han; men saadanne Lumpacivagabunder! –

    BARBEREN

    Peter!

    CHOR10

    Slige Skjældsord tør han sige!

    Han er gal, som han kan skrige!

    PETER

    Hvo, som røver mig min Pige,

    Sine gode Prygl skal faae!

    BARBEREN

    I mit Huus kan jeg befale,

    Du skal tie, de skal tale!

    CHOR

    Kjærlighed gjør Godtfolk gale,

    Det har man Exempel paa!

    MARIA

    Her forlovede vi bleve

    Denne lyse Morgenstund! –

    DE FIRE

    Roselil, med mig Du leve!

    O siig ja, Du Rosenmund!

    PETER

    Mester, Mester! det er ilde

    Sligt at tænke, sligt at ville, –

    Engang vil De, men forsilde,

    Angre denne Time svart.

    BARBEREN

    Du begynder forfra Krigen! –

    CHOR

    Hvilken Skraalen, hvilken Skrigen,

    Alle fem vil ægte Pigen,

    Een kun taer hun, det er klart!

    MARIA

    Jeg har seet i en Tragedie,

    Kjærlighed fik kun en Grav.

    CHOR

    Det er jo en heel Comedie,

    Medens Skjægget skraves af.

    PETER

    Mester!

    MARIA

    Fader!

    PETER

    Det er Noget af det meest upassende, jeg kjender, at komme paa en Barbeerstue og frie i hver Mands Paasyn, frie til en velforlovet Jomfru. Fy! Ja det siger jeg! Saadan en Svovelstikkekræmmer! Jeg skal stryge ham op mod Væggen; og Dykkeren skal jeg give en Dukkert, saa –

    BARBEREN

    Raser Du, Peter?

    PETER11

    Snart Prygl der vanker!

    Og naar jeg banker

    Og spænder Skanker,

    Ligge de der!

    BARBEREN

    See til, Du gaaer nu,

    Hvis ei, jeg slaaer nu,

    Og ikke faaer Du

    Datteren her!

    MARIA

    Kun ham har jeg kjær!

    SOMMERFUGLEN

    Naar Peter seiler,

    Staaer her en Beiler,

    Een uden Feiler!

    Deilige Brud!

    PETER

    Tro ei, jeg spaser!

    Nei, snart jeg raser;

    Jeg slaaer i Laser

    Dig ind og ud!

    Jeg skal barke Din Hud!

    CHOR

    Du »lyner« – »galer«!

    Naar Mester taler,

    Naar han befaler,

    Strax Du skal gaae!

    Knap sammen Frakken,

    Dit Tøi paa Nakken,

    Og uden Snakken

    Vandre Du maa!

    (De trænge Alle paa ham.)
    MULDVARPEN (paa samme Tid, som de Andre, idet han sagte har nærmet sig den grædende Maria).

    Du min Mimose,

    Min friske Rose!

    Ned i min Pose,

    Glem der Dit Tvin!

    (lægger sin Haand paa hendes Hoved; hun synker i Jorden, uden at det bemærkes af de Andre, der ere ifærd med at støde Peter ud paa Gaden; Muldvarpen grinende:)

    Min Villie fremmes!

    I Jorden gjemmes,

    I Jorden glemmes

    Jomfruen fiin.

    Nu er Roselil min!

    BARBEREN

    Jeg har ærgret mig! han skal faae det betalt! og nu, mine Herrer, kan De tale! mit Herskab, De kan høre! – Hvor er Maria?

    ALLE (i Forundring).

    Jomfru!

    LYGTEMANDEN

    Væk!

    SOMMERFUGLEN

    Væk!

    HAVMANDEN

    Skyllet bort!

    MULDVARPEN

    Det var ligesom om hun var sjunket i Jorden. Væk!

    GJÆSTERNE (søgende og raabende).

    Jomfru! Jomfru!

    BARBEREN (som har seet ind i Husets Stue).

    Der er hun ikke; her er hun ikke! Hvor er hun? Jeg er ikke Menneske nu for at barbere en Eneste.

    SOMMERFUGLEN

    Hun kan dog ikke være blæst bort! men lad hende være det! Jeg søger hende, jeg finder hende! Jeg gaaer op i de høieste Taarne, hvor Vinden piber gjennem Lugerne! jeg gaaer i Veirmøller og paa Tørvelofter –!

    LYGTEMANDEN

    Jeg gaaer i de dybeste Moser, i Sump og i Søle, søger og finder og bringer tilbage –!

    HAVMANDEN

    Har hun druknet sig, saa skal jeg skaffe hende!

    DEN LILLE HAVUNGE

    Jeg vil hjem!

    CHOR12

    Ingen af os vil forsage,

    Droske, Omnibus vi tage,

    Vi er lige strax tilbage,

    Vor Umage lønnes vil:

    Finde, vinde, bringe atter

    Mesters nydelige Datter.

    Trøst Dig, skikkelige Fatter!

    Hurtigt vil vi kjøre til.

    Sagte, sagte, stille, stille,

    Listeligt vi komme ville;

    Findes, vindes skal hun da!

    Neppe Timen her er omme,

    Og vi sees tilbage komme,

    Syngende vor Seirs Hurra!

    (De løbe Alle bort, Mester ind i Stuen, kun Muldvarpen bliver tilbage og seer leende efter dem.)
    MULDVARPEN (talende).

    Ja løb og søg og find, om I kan!

    Jeg bliver staaende.

    Den gamle Muldvarp er klogere, han!

    Nu har vi Spillet gaaende.

    Skjøn Jomfru boer i mit mulmmørke Slot,

    Og vi holde Bryllup. Det gjorde jeg godt!

    (synker i Jorden.)
    PETER (aabner Døren fra Gaden og stikker Hovedet ind i Haven, seer til alle Sider og raaber med dæmpet Stemme):

    Maria! – Maria! – Her er jo ikke et Menneske. Maria! (sagtere) Mester! Hvor ere de Allesammen henne! Nu er jeg kjølet af! jeg kogte lige op i Laaget, lige som en gammel Kaffekande. Men det var i sin Rigtighed! men saa jage mig bort! nei, det meente Mester ikke! han kogte ogsaa over!

    BARBEREN (med Hat og Paraply, kommer fra Huset og vil ud i Byen).

    Træffer jeg Peter –!

    PETER

    Mester!

    BARBEREN

    Er Du der! hvor kommer Du her! hvad vil Du! hvor har Du gjort af Maria!

    PETER

    Min egen lille Mester! Gud bevar’ os, hvor vil De hen med Hat og Paraply og med det Ansigt!

    BARBEREN

    Hvor jeg vil hen! – Og det kan Du spørge om?

    PETER

    Jeg kommer, for at tale sindigt med Mester Bynke.

    BARBEREN

    Maria er borte! hun er efter Dig! hvor er hun!

    (Sommerfuglen, Lygtemanden og Havmanden træde pludseligt frem i stor Bevægelse.)
    ALLE TRE13

    Jeg er rystet inden i!

    Her er skeet Forræderi.

    Denne Muldvarp, det er vist,

    Øvet har en skjændig List,

    Røvet hende, det jeg veed!

    Her han sank! – dybt ned! dybt ned!

    PETER

    Hvad for Noget! hvad er nu det! jeg bliver ganske underlig!

    HAVMANDEN (talende).

    Med ærligt Sind vi kom enhver,

    Uskyldig, som den Lille der!

    (peger paa Havungen.)

    Kun ikke han, den Kjældermand,

    Muldvarpen fra det mørke Land!

    LYGTEMANDEN

    Jeg kan kun dandse hen ad Jorden,

    Og sige: der din Skat er gjemt,

    SOMMERFUGLEN

    Jeg har en Ven, en Storm fra Norden,

    Han blæse kan og blæse slemt;

    Igjennem hver en Jordens Revne

    Han puste paa Muldvarpens Krop,

    Saa der gaaer Gys fra Taa til Top.

    HAVMANDEN

    Og i hans Huus, for os at hævne,

    Skal salte Kilder vælte op!

    PETER

    Hvad vil De sige med Alt det!

    BARBEREN

    Ja jeg forstaaer ikke det bitterste.

    LYGTEMANDEN

    Vi ere Aander og har Magt,

    Hver i sit Element og Rige.

    Med Dig vi slutte denne Pagt,

    Ifald Du frelse kan din Pige,

    Saa Røveren skeer Spot og Spee,

    Da, skjønt endnu vi blusse lige,

    Dig gjør vi aldrig Hjerte-Vee!

    Du skal beskyttes af os tre.

    ALLE TRE14

    Nu Du selv maa finde ud

    Frelsen for din unge Brud.

    Kjærlighed gjør Underværk!

    Luft, Ild, Vand er ei saa stærk.

    Naar vi mødes her igjen,

    Altid da, – din Ven! din Ven!

    (De forsvinde.)
    PETER

    Det er Troldtøi!

    BARBEREN

    Borte!

    PETER

    Der staaer endnu Vand i Gangen efter den Ene, og hvor den anden stod ere Bladene svedne! og der er Muldvarpeskudet! – og hvad sagde de dog! jeg gaaer i den sorte Jord!

    BARBEREN

    Jeg gaaer til Politiet!

    PETER

    Hvad skal Politiet gjøre mod Troldpak!

    BARBEREN

    Det vil vi see! Pas paa Huset Peter!

    PETER

    Ja her er ikke noget at passe paa, naar Maria er borte! (han bliver alene tilbage, idet Mester Bynke løber afsted.) Maria! min Skat! min Tanke er hun! (seer paa Hyldeblomsterne i sin Krands.) Hver Blomst er endnu saa frisk, som da hun plukkede den! der er en Duft ved den hele Krands, saa sød og deilig! den husker mig paa hendes milde, velsignede Ansigt, hendes kjærlige Tale, og hvor inderligt hun holdt af mig! – De sagde, at hun var røvet –! hun kan jo dog ikke være sjunket ned i Jorden –! og var hun ogsaa tyve Favne dernede, jeg gik til hende og bar hende hjem paa mine Arme. (Harpetoner klinge fra Hyldetræet.) Jeg har læst i en gammel Bog om en Spillemand, som, da hans Kjæreste døde, gik efter hende lige ned i Jorden til Dødens Trone, og spillede der saa yndeligt og bedrøveligt, saa at han fik Lov til at faae Kjæresten tilbage igjen! men jeg kan ikke spille, ikke engang en lille Smule Violin! (Harpetonerne bruse stærkere.) Hvad er det! nu begynder det paa en ny Maade! – Det er ikke rigtigt her i Mesters Have! – nu ryster det gamle Hyldetræ.

    (Hyldetræets Krone skiller sig ad, og midt i Træet, under en Baldaquin af dens hængende Blomster, sidder en gammel Kone, med venligt, næsten ungdommeligt Ansigt; hun er klædt i Silketøi, hvidt og grønt, der smælter sammen med Træets blomstrende Grene; det er Hyldemoer, Træets Dryade; hun holder som Scepter en blomstrende Hyldegreen.)
    HYLDEMOER (siger).

    Med Træet født, jeg med det groer,

    Mit Liv det slutter inde;

    Jeg er dets Aand, jeg Hyldemoer,

    Din Kjærligheds Veninde.

    Din Bøn idag jeg hørte paa,

    Og den vil jeg gjengjælde:

    »Det gamle Træ, o, lad det staae,

    Det maa I ikke fælde!«

    Tag denne Green, dens Trylleri

    Er Hjertet Haab og Lindring;

    De gamle Minder boe heri,

    Hver Hjertets kjær Erindring.

    Det er en Skat, saa riig, saa stor,

    Den løse kan og binde.

    Frels din Maria! – Hyldemoer

    Er Eders tro Veninde!

    (rækker ham Grenen, og Træets Krone lukker sig langsomt under Harpetoner).
    PETER

    Gud velsigne dem derfor, Madam Hyldemoer! – hvor De er god! – Men luk ikke! luk ikke! hvad skal jeg gjøre med Grenen? – Hun er ogsaa borte! I Træet –! det er en meget lille Leilighed, men der er Hjerterum. Hvor søger jeg Maria! – Hvad er dog det! see hvor Blomsten bøier sig imod Jorden, ligesom Bjergmændenes Ønskeqvist, der viser dem, hvor Guldet findes! Mit Hjertes Guld, er Du virkelig dernede? – O før mig til det, Hyldemoer! – Hyldemoer! (han synker i Jorden under brusende Toner.)

    Muldvarpens Slot

    (Dybe, huult klingende Toner lyde, blandede med eensformig Hamren, og som om store Vanddraaber faldt med Glasklokkeklang. Usynlige Stemmer raabe fra forskjellige Sider.)
    DEN FØRSTE

    Jeg støder mod det haarde Fjeld!

    DEN ANDEN

    Her sprudler frem et Kildevæld!

    DEN TREDIE

    En Skat jeg finder, riig og tung!

    DEN FJERDE

    – Og her en Qvinde, smuk og ung!

    (Marias Stemme klinger, som fra et Drømmeland, gjennem Hvælvingen.)15

    O Eensomhed!

    Paa din lydløse Elv

    Jeg seiler ned,

    Rullet ind i mig selv!

    – O Eensomhed! –

    ECHO (som et Chor af mange Stemmer fra Grottens utallige Huler og Gange, gjentager).

    O Eensomhed –!

    PHANTASUS (staaer pludseligt midt i Hallen, Sangen lyder igjen, eensformigt den samme).

    Ja Reisen er gjort! Nu er vi hernede

    Dybt under Jorden i Muldvarpens Slot.

    Jeg vilde Dem forud ei forberede,

    De kunde ængstes! – men nu er det godt.

    Nu skulle vi høre, nu skulle vi vide,

    Hvorledes ung Elskov har lidt og maa lide.

    Her sad hun og græd, hun Hænderne vred;

    Han, Muldvarpen, kom og gav deilig Besked.

    Han sagde, og smilte i sit Lumskeri:

    Hans Hensigt var ene at staae hende bi,

    For Beilerne vilde han hende befrie.

    Alt var kun en Spøg, en Hjælp af en Ven,

    Nu skulde hun strax komme op, hjem igjen.

    Hun smilte i Taarer, og han smilte med,

    Hvor skulde han ville Skjøn-Jomfru Fortræd.

    De gik – ja de gik, – men den grundkloge Mand

    Gik Veien med hende til Glemsels Land.

    Han førte hende til Glemsels Kilde

    Og lod hende drikke, det var det han vilde.

    Saa hæsligt loe han: »See, nu er Du vor,

    Thi glemt har Du Verden derovenfor,

    Enhver Erindring om gamle Dage!« –

    Saa bar han igien hende her tilbage.

    – – Jeg blæser i Hornet, men Tonernes Strøm,

    Der bølge herinde, saa bløde saa milde,

    De vække ei hende, ei Mindernes Drøm,

    Thi hun har drukket af Glemsels Kilde!

    (han blæser paa sit Horn, den ene Fløi af Hvælvingen oplyses, man seer Maria sovende.)

    Den stille tomme Søvn er: – ei at være!

    Mens det at leve, er en Rigdoms Skat,

    En Skat af Minder, dyrebare, kjære,

    Selv fra den gjennemgrædte, lange Nat!

    (Lyset slukkes igien.)

    Han kommer! tys!

    (det runger fra Hulens Gange.)

    Tys! Tys!

    (Den samme Hamren, Glasklokkeklang og Susen, som før, fylder Hvælvingens Huler og Gange, Sangen høres igjen: – »O Eensomhed!« – Phantasus forsvinder.) MULDVARPEN og OLDFRUEN træde op.
    MULDVARPEN (raabende).

    De veed det!

    OLDFRUEN (døv).

    Beed det! Man skal høre meget, før Ørene falde af!

    MULDVARPEN

    Jeg maa have en elektromagnetisk Traad i hende, eller opfinde et Knibe-Sprog. (raaber endnu stærkere) Spænd sine Evner an!

    OLDFRUEN

    Er her skeet Noget! Skeet Gjerning staaer ikke til at ændre! jeg har nu Ingenting hørt, men jeg har en Følelse af Noget! jeg har en mærkelig god Følelses-Evne! Hver har det paa sin Led! sagde Rivejernet.

    MULDVARPEN

    Jeg taler! jeg meddeler Nyt! jeg tager mig en Kone!

    OLDFRUEN

    Laane! kan jeg ikke gjøre det! to kolde Stene give ogsaa Ild, naar de støde sammen.

    MULDVARPEN

    Her er ikke Hørelse skabt! (gjør Tegn) vær taus!

    OLDFRUEN

    Bevar os vel! jeg forstaaer hvert Ord! De taler saa tydeligt! jeg skal være taus! Tale er Sølv, tie er Guld!

    MULDVARPEN

    Oldfruen bliver i sit Embede, ved Vadsken og i Raadet, Brylluppet staaer om en halv Time, og saa maae Gjæsterne være her!

    OLDFRUEN

    Var det nu paa den sidste Reise! Narreskibet findes i alle Havne!

    MULDVARPEN

    Hun forstaaer ikke et Ord! men jeg vil tale alligevel, saa er jeg i Øvelse som Taler, og det er altid godt at være en god Taler! – her er den skriftlige Instrux for Oldfruen til Festprogrammet.

    OLDFRUEN

    Ak, læs! god Vens Tale er sød Musik! – naar jeg føler paa Skriften, saa kan jeg følge med. Jeg er med, sagde Trunte! – De skriver en deilig ophøiet Skrift. Der er Segl paa, Bryllups Segl! Vær ikke Bager, naar dit Hoved er af Smør! Hvo er Bruden? – Jeg dirrer!

    MULDVARPEN (skrigende).

    Ikke hende! – Nei, nei! – et Menneskebarn!

    OLDFRUEN

    Tak, for det smak, sagde Kjærlingen!

    MULDVARPEN

    Der i Grotten er hun! der, mellem de nedgravede Skatte, gjemte og glemte af Menneskenes Børn.

    OLDFRUEN

    Det har blæst hart i Nat, Skarnet er fløiet i Høisædet!

    MULDVARPEN

    Selv har hun drukket af Glemsels Kilde! Alt har hun glemt derovenfra! (en Stormvind farer gjennem Hulen, han gjennemrystes derved.) Hu! hvad er det? Det blæser paa mig! – det isner i mig! – det er, som fornam jeg Griffel paa Ruden, – Save-Hvæssen, – levende Aal mellem Lagnene! –

    OLDFRUEN

    Uh! hvad er det!

    MULDVARPEN

    Det lynte! det bliver for mine Øine, som Snee i Solskin!

    OLDFRUEN

    Nu kommer Humlen, sa’ Peer Brask, av! det kriller i Jorden! i Foden! i Øiet!

    MULDVARPEN

    Hvo kommer!

    (Stormvinden suser, det lyser rundt om.)
    OLDFRUEN

    Det lugter af Hyldeblomst! fy!

    MULDVARPEN

    Der kommer saadan en forfærdelig Hukommelse over mig!

    OLDFRUEN

    Gamle Minder! – uh!

    MULDVARPEN

    Minder!

    OLDFRUEN

    Og Løfter Du gav – »til Natten, til Katten«.

    MULDVARPEN (smægtende).

    Løfter jeg gav! – ah! – 16

    Erindrer De, min yndige Gazelle,

    At jeg var ung, og De var ligesaa –?

    OLDFRUEN

    Erindrer De, – ja, det kan jeg fortælle, –

    Erindrer De, at her paa Knæ De laae?

    MULDVARPEN

    Erindrer De, vi gik i Kongens Have,

    I stille Fryd, blandt Ammer og blandt Smaa?

    OLDFRUEN

    Erindring er den bedste Morgengave,

    Den er det Ordsprog, man skal holde paa!

    (De synke i hinandens Arme, gjentagende Slutnings Strophen, og det lyder fra alle Huler og Gange, fra oven og neden, i Toner, som fra forskjellige Instrumenter, Contrabas, Piccolo-Fløite o. s. v. indtil med Basuners Lyd »Erindrer De?« Begge udstøde et Kjærligheds Suk og forsvinde deri. Peter kommer med den friske Hyldegreen; fra dens Blomster strømmer det rige Lys ud i hele Hulen.)
    PETER

    Hvad var det for en underlig Lyd! her er saa meget med Underligheder! og hvor det er en lang Vei at gaae her under Jorden; men jeg husker saa meget, som jeg før ikke huskede paa! – (seer sig om) Hvor høit og bredt! det glimrer ligesom Speilstumper! – Der er noget Skræksomt i disse Steenskikkelser! – Vandet drypper ned, smaa Kilder vælde op! – hvor deiligt dog min Blomst lyser! bare den ikke gaaer ud! det er en underlig Lygte, den lyser saa langt, saa langt, lige ind i mig selv og i alle gamle Tanker. (seer Maria.) Maria! det er hende! min egen velsignede Pige! (med dæmpet Stemme) Maria! bare Ingen hører os! det er mig! det er Peter! – vaagn op! – Hun rører sig ikke! – hun er vist død! død af Angest og Bedrøvelse her dybt nede i Jorden! saa vil jeg døe med! – Men hendes Haand er jo ganske varm! Maria! Maria! – Men Herre Gud, at hun dog slet ikke kan høre! (han vifter hende med Hyldegrenen, hun aabner Øinene.)

    MARIA

    Hvad er det! Hvad skal jeg?

    PETER (kaster i sin Glæde Grenen fra sig, det bliver halvt mørkt).

    Maria! det er mig! Peter! Mesters Peter! Din egen Ven!

    MARIA

    (altid med fraværende Tanker).17

    Hold ei min Haand! see ei paa mig!

    Jeg kjender ikke Dig!

    Jeg hvilte godt, jeg drømte sødt,

    Var Alt end tomt og dødt,

    En Verden just, saa underfuld,

    Med Livets bedste Guld,

    Du kjender det, Du Navnet veed,

    Den stille Eensomhed!

    PETER

    Men det er jo mig, sødeste Maria! – Du drømmer, det er her ikke Tid til! vi maae bort!

    MARIA

    Saa tyst her var, før Du kom hid,

    Det var en deilig Tid!

    Jeg flød paa Evighedens Elv,

    Saa ene med mig selv!

    Kald mig ei bort, jeg gaaer ei med,

    Mit Hjem er dette Sted.

    Her boer det Bedste, Hjertet veed,

    Den stille Eensomhed!

    PETER

    Maria! bevar os! det er en fæl Drøm! det er Trolddom, og saa er her blevet saa mørkt! hvor er min blomstrende Green, min lysende Lygte. (tager Grenen op, og Alt straaler i klart Lys.) Det hjalp! det lyser! see nu kun rigtig paa mig! Naa! kan Du nu kjende mig! kom bare med til den lyse Dag.

    MARIA

    Hvo er Du, fremmede Svend?

    PETER

    Kald mig ikke »fremmede Svend«, jeg har jo aldrig været fra Mesters Huus, og det var af Kjærlighed til Dig, Maria, at jeg slet ikke drog paa Vandring! – husk Dig bare om.

    MARIA (ryster med Hovedet).
    PETER

    Du er nede i Jorden hos Bjergaanden, eller Muldvarpen, hvad han nu lader sig kalde; jeg er kommet her, for at finde Dig, for at frelse Dig og føre Dig hjem igjen! – Maria! husker Du ikke mere de gamle Dage, baade de der ligge ganske nær og de langt tilbage? Mangen Gang sagde din Fader til mig: »Peter! imorgen kjøre vi til Frederiksberg og saa kjører Du med«! – og hvorledes kjørte vi? Den lille Barnevogn blev trukket frem, lille Maria sat i den, Mester og jeg trak, – saa kjørte vi til Frederiksberg og saae Kong Frederik den Sjette seile om i Kanalerne; og det danske Flag vaiede og de hvide Svaner neiede og Folk stod og saae paa al den Herlighed. Det kan Du maaskee ikke huske, det er saa længe siden, det var i de rigtige gamle Dage, Du maa dog have hørt tale om de rigtige gamle Dage! Ikke sandt, Maria?

    MARIA

    Og Du har kjendt mig længe?

    PETER

    Ja, lige fra Du var to Aar gammel! det veed Du nok! jeg har kjørt Dig og jeg har baaret Dig! vi ere jo opvoxne sammen og have gaaet sammen og seet Alting sammen, den friske grønne Skov, ved Sø og ved Strand! – i Tivoli og paa Casino. Vi have levet i Fredens Tid og i Krigens Tid og sjunget »den tappre Landsoldat«! og det var altsammen i Kjøbenhavn og ikke i dette fæle Trold-Slot.

    MARIA

    Du kan Historier!

    PETER

    Hun er reent forstyrret! hun har glemt hele sin Hukommelse, mistet sin Erindring, og den er dog vor største Skat! ak, Maria, de gamle Minder ere dog det bedste i vor Skat-Kiste. Husk paa, hvad Fader siger: »Vor Herre har givet os en Tverpose med Erindringer, de onde og daarlige ere puttede i Posen bagtil, men de gode og velsignede have vi faaet i Posen fortil, og det er det Rare ved det Hele.« Hyldemoer! Hyldemoer! hjælp os begge to! (han svinger Grenen, en sagte Musik høres, det er Melodien til Sangen om Hyldetræet: »Imellem Havens Buske.«)

    MARIA

    Hvad er det dog! hvor deiligt klinger det! jeg føler mig saa glad og græder dog.

    PETER

    Og gamle Minder flyve gjennem Tanken! (han trykker den blomstrende Green i hendes Haand, saa de holde den begge, og han synger Sangen:)

    I mellem Havens Buske

    I Solskin, Regn og Rusk,

    Med store Blomsterduske

    Staaer der en Hyldebusk.

    MARIA (med sagte, bævende Stemme, eftertænkende).

    I Duften der er Lindring,

    Naar Hjertet er bespændt; –

    Der kommer hver Erindring

    Om Gammelt, Kjært og Kjendt!

    (Begge To gjentage de sidste Stropher, og Hvælvingen ovenover brister, Sollyset strømmer ned ovenfra; det gamle Hyldetræ deroppe sænker sine Grene ned i Hulen, dybere og dybere, saa at de staae imellem dets blomstrende Grene, der løfte dem iveiret med sig, og de sidde med Eet under det gamle Hyldetræ i Mester Bynkes Have med alle de gamle Omgivelser.)
    MARIA (udstøder et Skrig).

    Peter, det er Dig! Hvor er jeg? Hvad var det? O slip mig ikke! Hold mig fast!

    PETER

    Maria! min egen velsignede Pige!

    MARIA

    En heel Verden gaaer op for mig igjen.

    PETER

    Maria!

    MARIA

    Dig har jeg! Dig! min egen lille Ven!

    PETER

    Og vi ere igjen hjemme hos alt det kjære Gamle, og med alle gamle Tanker og Erindringer. Hurra for Mester! for Dig og for mig! og for det kjære gamle Hyldetræ!

    (Træets Krone aabner sig, Hyldemoer staaer mellem Blomsterne og siger under Harpetoner:)
    HYLDEMOER

    »Det gamle Træ, o lad det staae,

    Det maae I ikke fælde!«

    De Ord af Dig jeg husker paa,

    Og I har seet min Vælde.

    Erindrings-Magten er saa stor,

    Den bedste Skat herneden.

    Du skjærmed’ gamle Hyldemoer,

    Hun skjærmer Kjærligheden.

    (De tre Element-Repræsentanter staae for ham.)
    SOMMERFUGLEN

    Og jeg!

    LYGTEMANDEN

    Og jeg!

    HAVMANDEN

    Og jeg! – Som Dig er sagt,

    Dig vi beskytte vil af al vor Magt.

    Og kommer Sorgen, jeg Dig ei forlader;

    Jeg er en Ven! – og Enkemand og Fader!

    DEN LILLE HAVUNGE

    Jeg vil hjem!

    SOMMERFUGLEN

    Jeg faaer en Lyst! – hvis jeg nu fløi herfra,

    Og jeg stjal hende til min Ægtemage? – –

    – Ak, ind i Himlen voxte Træet da,

    Og bragte Dig igjen din Skat tilbage.

    Vor Pagt er sluttet. Modtag, unge Mand!

    Min Brudegave, simpelt Træ og Skind,

    Men den vil give netop al den Vind,

    Som der behøves, for at gjøre Lykke!

    (rækker ham en lille Puster.)
    HAVMANDEN

    Og jeg – min Brudegave er det mindste Stykke:

    Et Fiskeskjæl, men det har Sølvets Skjær;

    Paa Kistebunden lagt, er Sølvet der.

    LYGTEMANDEN (rækker Maria Moseblomsten: »Brudelys«).

    Et »Brudelys«, det brænder aldrig ud.

    – Ja bi, nu skal I see, strax kommer Luen!

    (han svinger det, og hver Blomst brænder som et lille Lys.)

    Det lyse vil Lyksalighed i Stuen,

    Lyksalighed for Brudgom og for Brud!

    PHANTASUS

    Og jeg! – ja jeg! jeg ogsaa gratulerer,

    Og – – bringer Mester.

    (aabner Døren for Barberen.)

    Som paa Borgerligt, –

    Her ved det gamle Træ dem copulerer! –

    Ja bind Bouquetten sammen i mit Digt! –

    BARBEREN

    Det samme Raad jeg fik af Politiet;

    Det sagde, naar de blive ægtevied’,

    Er Mand og Kone, gaaer Troldmaskepiet, Alt Elskovs Trylleriet.

    Troer De, at man kan troe paa Politiet? – – – Naa, bo og byg i Hyldetræets Skygge.

    PHANTASUS

    Muldvarpen kun seer skjævt til deres Lykke! –

    Hvis hele Publikum fik samme Nykke,

    Sligt før er mødt!

    Hvad gjør jeg da? – jeg blæser det et Stykke,

    Saa ømt, saa blødt!

    (blæser Melodien: »Det gamle Træ,« og Sangen svulmer dertil, som klang det med fra alle Hyldeblomsterne:)

    »Det gamle Træ, o lad det staae,

    Det maae I ikke fælde!«

    Melodie af: Postillonen i Lonjumeau.

    Mel. af Lulu.

    Dansk Folkemelodie »Roselil

    Mel. af I due Foscari.

    Mel. af Tonne gaaer i Krig.

    Mel.: Barcarolen i Operaen: Maria.

    Mel.: »Jeg ønsker mig en yndig Viv

    Nonnernes Sladderchor i Operaen: den sorte Domino.

    Mel. af En Søndag paa Amager: »Lisbeth

    Mel. af Verdis Opera, Ernani: »Tutto spresso

    Mel. Wilhelm Tell: Finalen i første Act: »Lad Sværd og Flammer.«

    Melodien af: Ernani, den samme som før.

    Mel. af Oberon: »Nu er Dagen brat forbi!«

    Mel: af Oberon. Den samme som før.

    Mel: Serenaden af Operaen Don Pasquale.

    Mel: »Erindrer De?«

    Langelandsk Folkemelodie.

    1

    Melodie af: Postillonen i Lonjumeau.

    2

    Mel. af Lulu.

    3

    Dansk Folkemelodie »Roselil

    4

    Mel. af I due Foscari.

    5

    Mel. af Tonne gaaer i Krig.

    6

    Mel.: Barcarolen i Operaen: Maria.

    7

    Mel.: »Jeg ønsker mig en yndig Viv

    8

    Nonnernes Sladderchor i Operaen: den sorte Domino.

    9

    Mel. af En Søndag paa Amager: »Lisbeth

    10

    Mel. af Verdis Opera, Ernani: »Tutto spresso

    11

    Mel. Wilhelm Tell: Finalen i første Act: »Lad Sværd og Flammer.«

    12

    Melodien af: Ernani, den samme som før.

    13

    Mel. af Oberon: »Nu er Dagen brat forbi!«

    14

    Mel: af Oberon. Den samme som før.

    15

    Mel: Serenaden af Operaen Don Pasquale.

    16

    Mel: »Erindrer De?«

    17

    Langelandsk Folkemelodie.

    Hyldemoer

    Phantasiespil i een Act

    Opført første gang 1. december 1851 på Casino i Amaliegade. Casino var oprindelig et vintertivoli, oprettet af Georg Carstensen og åbnet 1847. Etablissementet gik fallit, måtte 1848 omdannes til teater og søge om bevilling til at opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller. H.W. Lange blev teatrets første direktør. Casino blev også brugt som koncertsal. Det lukkede 1939. Hyldemoer udkom første gang 2. december 1851. BFN 596

    Partitur: Musikhåndskrifter. MA ms 1031 mu 7005.2870.

    Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

    99,7Datter. < Datter,
    100,16det < der
    100,17er < et
    109,25Bäumen < Baümen
    120,9mulmmørke < mulmmørk

    »Marie« er overalt rettet til »Maria«

    89
    HyldemoerH.C. Andersen skriver i de »Bemærkninger«, som afsluttede Eventyr og Historier. Andet Bind, 1863 (BFN 974), at kimen til eventyret »Hyldemoer« »ligger i det af Thiele fortalte Sagn: »Der boer i Hyldetræet et Væsen, som kaldes Hyldemo’er, eller Hyldeqvind. Hun hevner al Overlast, der tilføies Træet ... ««(jf. denne udgaves bd. 3, s. 372 samt Thiele 2, 2, s. 282 ff.).
    90
    Phantasusifølge den romerske digter Ovid (43 f.Kr.-18 e.Kr.) en af drømmeguderne, der tager skikkelse af alle mulige genstande (Metamorfoser, 11, 641 ff.)
    Lygtemand(en)lysfænomen over moser o.l.; er ifølge folketroen et overnaturligt væsen, som mentes at lyse med en lygte for at lede eller lokke nogen i en bestemt retning (jf. Thiele 2, 2, s. 298-299).
    de fire Elementerjord, luft, vand, ild, ifølge klassisk filosofi (Aristoteles, Empedokles) de grundelementer, hvoraf alt er sammensat.
    Oldfruenældre kvinde, der har overopsyn med de andre kvindelige tjenestefolk.
    villevil.
    93
    Postillonkusk på postvogn.
    Hornposthorn.
    Melodie af Postillonen i Lonjumeaude første fire takter af visen »Mes amis, ècoutez l’histoire« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Nu skal et Eventyr I høre«, solo (Chapelou) og kor fra I,6 af Le Postillon de Lonjumeau, komisk opera, 1803, af A. Adam, tekst af A. de Leuven; opført på Det Kongelige Teater 1837. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 178; klaverpartitur til Le Postillon de Lonjumeau findes. E-noder: Postillonen i Lonjumeau.
    Oberons Hornalfekongen Oberons tryllehorn, som forekommer i C.M. von Webers trylleopera Oberon, 1826, med tekst af J.R. Planché efter Chr. M. Wielands versfortælling, 1780; oversat af Adam Oehlenschläger, opført på Det Kongelige Teater 1831.
    Omnibusstor, lukket vogn, trukket af heste; brugt (i København fra ca. 1840) til offentlig transport.
    Hr. Sørensenindbegrebet af den upolitiske, småborgerlige dansker, en personifikation af den danske nationalkarakter, opstået i 1840’erne.
    94
    Mel. af Lulu»Lustig und flink im sausenden Ring« (tysk) lystigt og rapt i susende ring, alfedansen, der indleder II akt af Fr. Kuhlaus musikalske drama med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Zinck 2, 5. årg. bd. 1; klaverpartitur til Lulu findes. E-noder/Lulu.
    95
    Enkemandjf. folkevisen »Agnete og havmanden« og H.C. Andersens dramatiske digt med samme titel, 1834, DgF 38: havmanden fører Agnete til havets bund, hun bliver hans hustru og føder ham syv sønner, men i sin længsel efter livet på jorden forlader hun ham. I H.C. Andersens drama dør hun til slut.
    Burnuskappe med hætte af arabisk snit.
    Muskedonnersvær flintebøsse med udvidet munding.
    96
    skifte omændrer sig.
    Omgangenomgangskredsen.
    97
    Fætterom person, man føler sig åndeligt beslægtet med; også: svend, kammerat.
    sangvinisk … melancholsk … Phlegmalæren om de fire temperamenter, hvoraf ét kan dominere det enkelte menneske, skyldes grækeren Hippokrates o. 400 f.Kr., blev senere udbygget af den græsk-romerske læge Galenos. Det sangvinske temperament er optimistisk, det melankolske tungsindigt, det koleriske heftigt og det flegmatiske sindigt. Temperamenterne mentes at skyldes en bestemt blanding af de fire legemsvæsker blod, sort galde, gul galde og slim.
    100
    forliebe osforelske os.
    Kurv(e)afslag på frieri.
    voldomkrandste Kjøbenhavnsløjfningen af voldanlægget omkring det indre København påbegyndtes i 1850’erne og var fuldført 1890.
    Figurlig talti overført forstand.
    Sylpheluftånd.
    101
    chemiske Svovlstikkeri 1830’erne fremkom fosfortændstikker.
    Bruckspatron(en)brukspatron (svensk), ejer af industriel virksomhed.
    det Skandinaviskeskandinavisme kalder man bestræbelserne på en nøjere politisk og kulturel sammenknytning af de tre nordiske lande, i 1840’erne især vakt af digtere, videnskabsmænd og studenter.
    Rodemesterlokal skatteopkræver i by; også om person der gennemroder skraldebøtter o.lign. for at finde jern, gamle klude osv; indgår her vel i et ordspil.
    Kjældermandperson, der driver butik i kælder; også om uoplyst, uvidende person.
    102
    Roselil»Roselil og hendes Moder« af C.K.F. Molbech, trykt i hans Digtninger. Blandede Digte, 1845. Visen i dens sædvanlige form er en forkortet version heraf. Melodien er en folkemelodi, optaget i Weyse Halvtredsindstyve gamle Kæmpevise Melodier hæfte 2, 1842, nr. 9. Se også Folkehøjskolens sangbog, 17. udg., 2000, nr. 518.
    103
    Mel. af I due Foscari(italiensk: de to Foscarier) »Ah! si, il tempo che mai non s’arresta«, terzet og kvartet fra II akt (takt 173 ff. af scenen, der indledes med »Ah padre«) af Verdis opera, 1844, med tekst af F.M. Piave; opført af italienske sangere på Hofteatret 1846. Trykt klaverpartitur til I due Foscari findes.
    tørbør.
    Scheiden thut wehjf. kærlighedssangen »Schätzchen ade!« (farvel, lille skat!) med fortsættelsen »Scheiden tut weh« (afsked smerter) af den tyske komponist F. Silcher (1789-1860); Citatet også kendt fra A.H. Hoffmann von Fallerslebens forårssang »Winter, ade!«, 1835, til samme tyske folkemelodi. Trykte noder: Deutsche Volks-Lieder und Melodien 2. udg. ved A.P. Berggreen, Kbh. 1863, nr. 29.
    i den Deeli den henseende.
    Gehængetlivremmen.
    104
    bryde Dig noget ombekymre dig om.
    Es ritten … Ade!Der red tre riddere ad porten ud –! Farvel! »Der Abschied«, tysk folkesang om adskillelse og død; melodi fra før 1770. Trykte noder: Deutsche Volks-Lieder und Melodien 2. udg. ved A.P. Berggreen, nr. 30; også Allgemeines Deutsches Kommersbuch udg. af Fr. Silcher og Fr. Erk, Lahr in Baden, 1929, nr. 490.
    heel og holdendei god behold, uskadt.
    105
    Mel. af Tonne gaaer i Krigduetten »Fat Mod! jeg kommer vist igjen« fra Carit Etlars enakter Tonne gaaer i Krigen, med musik af A.P. Berggreen, 1848, opført på Det Kongelige Teater 1849.
    Det gamle Træskandinavisk folkemelodi. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 133. E-noder: Hyldemoer.
    106
    Mel.: Barcarolen i … Maria»Batelier, dit Lisette« (fransk), Færgemand, sagde Lisette (i Th. Overskous oversættelse: »Colin paa Rhinens Vover«) fra I,4 af L.J.F. Hérolds syngespil Marie, 1826, med tekst af F.A.E. de Planard; opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 134, Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til Marie findes. E-noder til Hyldemoer og Marie. En barcarole er den sang, bådsmanden synger, mens han ror; betegner især gondolieresangen i Venezia.
    bespændtbeklemt.
    Hr. Frithjof og Jomfru Ingeborgpersoner i den islandske saga Fridthjofs Saga; her nok om Esaias Tegnérs digtkreds Frithiofs Saga, (1820-)1825, læst og beundret i Norden.
    107
    tørhar lov til.
    Landkadetterelever, der ved Landkadetakademiet (nedlagt 1861) uddannedes til officerer i rytteriet eller fodfolket.
    Opnæse(ikke nødvendigvis nedsættende:) opadstræbende næse.
    108
    Couragefrisk mod.
    109
    tvinehyle.
    Mel.: Jeg ønsker mig en yndig Vivsang fra J.L. Heibergs vaudeville Kjöge-Huuskors, 1831, 23. scene. Musik af Ludvig Zinck. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3, s. 78. E-noder: Kjøge Huskors.
    Støtten … Buonaparteden ca. 43 m høje Vendôme-søjle på Place Vendôme, rejst 1806-1810 som sejrsmonument for Napoleon 1.s (Napoléon Bonapartes) felttog 1805 og støbt af 1200 erobrede kanoner.
    Die Mädchen auf den Bäumen wachsen(tysk) pigerne vokser på træerne, alluderer til et rim, der menes at stamme fra Sachsen, hvor det oprindelig var udbredt blandt håndværkssvende: »Darauf so bin ich gegangen nach Sachsen / wo die schönen Mägdlein auf den Bäumen wachsen«.
    110
    Grunkerpenge.
    111
    Nonnernes Sladderchor»Ah quel malheur« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Hvor haardt et Slag«, kor og soli fra III,6 af D.F.E. Aubers syngespil Le domino noir, 1837, med tekst af E. Scribe; dansk Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino, 1837, opført på Det Kongelige Teater 1839. Trykt klaverpartitur til Le domino noir findes.
    Klubklubberne i København var opstået sidst i 1700-tallet, først som centre for den ny borgerlige samfunds- og kulturdebat, siden også med mere selskabeligt formål.
    Beskubbedrageri.
    Filurbedrager.
    112
    Tip og Tapremse, ordspil uden betydningsindhold, jf. »tip, tap, tønde«.
    Krigs-Sagder hentydes vel til Treårskrigen 1848-1851.
    RigsdagDanmarks parlament 1849-1953. Rigsdagen bestod af to kamre, Landstinget og folketinget; de var ligestillede i lovgivningsarbejdet.
    Knæk-Parasolgammeldags sammenfoldelig parasol.
    Mel. af En Søndag … Lisbethduetten »Lisbet! Lisbet!« er fra sc. 6 af vaudevillen En Søndag paa Amager, 1848, med tekst og musik af Johanne Luise Heiberg. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 2, s. 49. E-noder/En Søndag paa Amager.
    114
    Katechismusi 1537 udgav Frands Vormordsen den såkaldte Lille Katekismus med korte udlægninger af De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor og forklaringer på dåben, skriftemålet og nadveren. Bogen er en forkortet oversættelse af Luthers håndbog fra 1529 i kristen tro og moral, Enchiridion.
    Du skal ikke … Pigedet 10. bud, jf. 2. Mosebog 20,17; »pige« betyder i den bibelske tekst »tjenestekvinde«, mens betydningen her snarere er »kæreste«.
    Faderhusbond eller måske: svigerfar.
    stemmeberettigedealmindelig valgret var indført 1849, dog ikke for kvinder, for umyndige, for tyende, der boede hos husbonden og for personer, der ikke havde tilbagebetalt eller fået eftergivet fattighjælp.
    dygtigeduelige.
    115
    vil ikke tilveirshentyder måske til, at den italienske luftskipper Joseph Tardini i september 1851 styrtede ned med sin ballon og omkom i Kallebodstrand.
    LumpacivagabunderLumpaziavagabundus er en ond ånd, der kalder sig hersker over lystig elendighed, protektor af spillere og drikkebrødre; optræder i østrigeren J.N. Nestroys tryllefarce Der böse Geist Lumpaziavagabundus, 1834, opført på Vesterbroes Teater 1838. Navnet betyder her nok nærmest: sjover, gavtyv. 
    Mel. af … Ernaniaf Elviras kavatine i I,4 af G.Verdis opera Ernani, 1844, med tekst af F.M. Piave; opført på Hofteatret af italienske sangere 1846. Elvira synger: »Tutto sprezzo che d’Ernani non favella a questo core« (takt 122 ff.). Trykt klaverpartitur til Ernani findes.
    Hvo, somhvem der; den som.
    117
    Raserer vanvittig.
    Mel. Wilhelm Tell»Que du ravage, que du pillage«, (fransk) hvilken hærgen, hvilken plyndren, solo (Rodolphe) fra finalen I,11 (takt 195 ff.) af Rossinis opera Guillaume Tell, 1829, med tekst af V.J.E. de Jouy og H.L.F. Bis; dansk Wilhelm Tell; opført på Hofteatret af italienske sangere 1842. Trykt klaverpartitur til Guillaume Tell findes.
    Skankerben.
    barkemørbanke.
    119
    forsagesvigte.
    120
    i sin Rigtighedsom det skulle være.
    121
    Mel. af Oberon»Dunkel ist es schon und spät«, kor fra finalen af Oberon, I. Trykt klaverpartitur til Oberon findes.
    pusteskal puste.
    122
    skeerfår.
    ligei ganske samme grad.
    123
    var hun ogsaaselv om hun så var.
    Spillemandi græsk mytologi er Orfeus Grækenlands ældste sanger, der med sin lyre kunne tæmme skovens vilde dyr og lokke træer og sten til sig. Da hans elskede Eurydike døde, steg han ned i underverdenen og bevægede dødsrigets dronning Persefone med sin klagesang, så han fik lov at føre Eurydike tilbage til livet. Han mistede hende dog for stedse, fordi han på vej op til oververdenen så sig tilbage efter hende, hvad Persefone havde forbudt ham.
    er ikke rigtigthænger ikke rigtigt sammen.
    Dryadeskovnymfe, som regel knyttet til et bestemt træ som dettes sjæl.
    Er Hjerteter for hjertet.
    løse … bindejf. Jobs Bog 38,31.
    124
    Ønskeqvistkløftet gren, som bruges til at søge vand; tidligere brugtes den også af bjergmænd til påvisning af metalårer og omtales i 1400- og 1500-tallet i forbindelse med minedrift i Østrig og Tyskland. Brug af ønskekvist hører til de okkulte videnskaber.
    Mel: Serenaden … Don Pasquale»Com’è gentil la notte a mezzo april« fra III,6 af Donizettis opera Don Pasquale, 1843, opført på Hofteatret af italienske sangere 1844. Trykt klaverpartitur til Don Pasquale findes.
    125
    skulleskal.
    deilig Beskeden køn underretning.
    Glemsels Kildeifølge græsk mytologi drak de fromme af floden Lethe, når de efter døden kom ned i underverdenen. De glemte da jordelivets sorger og førtes derefter til Elysion eller de saliges øer.
    126
    Man skal høre meget, før Ørene falde afDgO VII:1,7752.
    elektromagnetisk Traadefter H.C. Ørsteds påvisning 1820 af elektromagnetismen havde man udviklet den såkaldte elektromagnetiske telegraf, som dog først blev indført i Danmark 1854.
    Skeet Gjerning staaer ikke til at ændrejf. DgO VII:1,3218.
    mærkeligusædvanlig.
    Hver har det paa sin Led! sagde Rivejernetikke identificeret som talemåde; skyldes formentlig H.C. Andersen.
    to kolde Stene give ogsaa Ild, naar de støde sammenDgO VII:1,4623.
    Tale er Sølv, tie er GuldMau 10,137.
    Narreskibet findes i alle HavneDgO VII:1,1138.
    127
    god Vens Tale er sød MusikHør din Ven, DgO VII:2,14652, En god Ven kan ikke høres for tit, Mau 11,353.
    jeg er med, sagde Trunteskyldes formentlig H.C. Andersen.
    Bryllups Seglvel seglet på en ægteskabskontrakt.
    Vær ikke Bager, naar dit Hoved er af Smørskyldes formentlig H.C. Andersen.
    Tak, for det smak, sagde Kjærlingenskyldes formentlig H.C. Andersen.
    Det har blæst … HøisædetDgO VII:2, 14617.
    harthårdt.
    Griffelskoleelever skrev på skifertavler med grifler, dvs. tynde pinde af skifer.
    Lagnenelagnerne.
    Nu kommer Humlen … BraskMau 3927.
    Humlendet afgørende, pointen.
    128
    til Natten, til Kattenden som sparer til natten, sparer til katten; gammelt ordsprog, som findes i mange lande.
    Mel: »Erindrer De … Have«duet fra II,4 af J.L. Heibergs vaudeville Nei, 1836. Melodi af Henrik Rung. Trykte noder: Da. Vaud. bd. 1, s. 2. E-noder: Nej.
    Erindring er den bedste Morgengaveskyldes formentlig H.C. Andersen.
    129
    altid medhele tiden med.
    Langelandsk Folkemelodiekendt som melodi til Fritz Andersens vise »I Skovens dybe stille Ro«, 1864. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 135. E-noder: Hyldemoer.
    130
    sat(dialekt) sad.
    Frederik den Sjette … KanalerneFrederik 6. tilbragte indtil sin død 1839 de fleste somre på Frederiksberg Slot og sejlede da om søndagen, iført admiralsuniform, med sin familie rundt i havens kanaler.
    132
    veed Du nokved du da.
    Tivoli … Casinobåde Tivoli og Casino er grundlagt af Georg Carstensen. Tivoli blev åbnet for offentligheden 1843, Casino var af Carstensen tænkt som københavnernes »vintertivoli«, se indledende note.
    Krigens Tidtreårskrigen, jf. også note til bd. 12, s. 352.
    den tappre Landsoldatvisen »Dengang jeg drog afsted«, 1848, af Peter Faber med melodi af E. Horneman.
    Tverposesæk, som er åben midt på siden, og hvis to lukkede ender kan anbringes til hver sin side over bærerens skulder.
    Rareejendommelige.
    134
    i Himlen … Træetjf. vendingen »Træerne vokser ikke ind i himlen«, hos Peder Syv »Træet bliver vel stækket før det vogser til skyen«, jf. DgO VII:1, 3951.
    Pusterlille blæsebælg.
    Brudelyssumpplante med skærmlignende stand af skinnende blomster.
    135
    paa Borgerligt … copulererforetager borgerlig vielse.
    gaaerforsvinder.
    (Trold)maskepiet(nedsættende) foreteelserne.
    Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
    Del/henvis til værket

    Indhold

    Aaben Mark ved Havet Inde i Byen Muldvarpens Slot

    Del

    [Sassy_Social_Share]