Man bygged’ et Skib; det hele Skrog

Var reist, som det skulde være;

En Krands med det vaiende Dannebrog

Var ophængt til Værkets Ære.

En gammel Matros paa Reisningen saae

Og udbrød: »see, der er vor Hæder!« –

Bag Bjelken en lille Dreng der laae,

Han var kun i fattige Klæder;

Men Danmarks Genius til ham gik,

Usynlig, som Luftninger svale,

Og gjentog den Gamles Tale,

Men fæsted’ paa Drengen sit Blik.

Som vilde Svaner Skibene foer

Til Jordens de fjerneste Lande,

Hver bragte en Skat, saa riig og saa stor,

Det spøgte i Drengens Pande.

Han saae, hver Seiler havde sit Navn;

Paa een, den var værd nok at føre,

Stod »Jason« udhugget i høien Stavn,

Og Drengen fik Mythen at høre,

Om Argonauternes dristige Tog,

Det gyldne Skind, som blev vundet;

Og Drengens Tanker til Kolchis drog,

I ham selv en Jason var fundet.

Og Musaen kom i den natlige Stund

Til Billedskjærerens Stue,

Hun kyssed’ det fattige Barn paa hans Mund,

Saa fra Panden der lyste en Lue.

Og Kunstens Kolchis for Drengen laae,

Med Farver, med Duft og med Toner;

De høie Guder han for sig saae,

Med Magtens evige Kroner;

Men Christus-Solen steeg stor og reen,

Da blev’ de til Taage og Skyer,

Der sank, og blev’ Bjergenes Marmorsteen

Ei langt fra de Christnes Byer.

Den skinnende hvide Væg var at see,

Der det klang, som naar Orgelet stormer:

»Hvo løser os atter fra denne Vee,

Til Guders og Skjønheds Former!« –

Da faldt Fortrøstningens milde Ord,

Som Dug til hvert Blad paa Grenen:

»En Yngling kommer der høit fra Nord,

Han løser jer ud af Stenen!«

Det Syn var svundet og Drømmen med,

Den Lille laae vaagen der hjemme,

Men Dag og Nat drev ham Tanken afsted,

Han hørte sin Musas Stemme.

Og Snillet voxte, men ei hans Navn,

Knap vidste han selv, han var fremme;

Han havde en Længsel, han følte et Savn,

Skjøndt savnet af Moder-Arme;

Han bad: »tag, Jesus, Du mig i din Favn,«

Og gik – hvor Bølgerne larme.

Til Kolchis-Italia, Kunstens Land,

Han drog fra de danske Bøge.

Geniet kan adle en Dreng til en Mand,

Og Manden maa Kamp forsøge.

Hver Kunstner gjør sit Argonautertog,

Hans Vei er de skuffende Bølger,

Og om ei Stormen hans Skib nedslog,

Ham ▶Stymphaliden forfølger;

Det ædleste Hjerte tør Pilene◀ naae,

Døgn-Niddets forgiftede Pile,

Dog, den som er Jason, vil Kolchis naae.

– Vi saae ham til Kolchis ile.

Hiin Mythe ham altid for Øret klang,

Han gik mistrøstet og stille.

Nu slog han mod Fjeldet, og Jason fremsprang,

Da først begreb han sit Snille.

Geniet ei længer som Mythe stod,

Til Klarhed man saae det fremspringe,

En ung Alexander fra Isse til Fod,

Der vil og skal Verden betvinge.

Som han det først frygter: »Hver Seier er endt,

Hvad bliver for mig tilbage!«

Men Kunstens Grændser har Ingen kjendt,

De voxe, hvor Aander tiltage.

Bucephalos tæmmes, til Kamp det gaaer,

O, Jorden er altfor liden!

Geniet som Alexander staaer

Og bliver et Mærke for Tiden.

Hans Seire kjender Alverden godt,

Stolt lyder det Navn, han har vundet,

Fra Vaticanet til Czarens Slot,

Fra hiin Side Themsen og Sundet.

Geniet drog ind i Babylon,

Det Seierstog maatte han give,

Og Gratierne sang da paa Helicon:

»For Dig vil et lignende blive!«

Det var i September, en deilig Dag,

Rundtom saae man heiset det danske Flag,

Da Danmarks Genius stolt nedskrev

Sin Mythe om Jason den anden,

Om Alexandertoget, der blev

Hvor Folket strømmed’ til Stranden.

Og under sit Banner hver Kunstner drog

Imod ham ved Jublen: »han lander!«

En syvfarvet Bue Solstraalerne slog’

Som Æreport for Alexander!

See, Hverdagslivets smaalige Dunst

Dog maatte Minuter vige!

I ham har vi hyldet den hellige Kunst,

Apost’len fra Aandens Rige.