H.C. Andersen

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret

Heroisk Vaudeville i 1 Act

1829

Opført første gang 25. april 1829

Personerne

  • ELLEN, Borgfrøken paa St. Nicolai, OLES Datter
  • MAREN, en gammel Amagerkone, hendes Fortrolige
  • SØREN PIND, Skrædersvend
  • Oldermanden for Skræderne
  • Chor af Vægtere, Skrædere og Naboer

(Tiden omtrent 1829)

Nicolai Taarn

(Et lille Værelse med en Dør, der staaer aaben, saa man kan see ud paa Vægtergangen. – Aften).
ELLEN (ene).

Her sidder jeg forladt paa Ridderborgen,

Med Sorgen.

Her skal jeg sidde Nætter nu og Dage,

Og stirre sorgfuld over Byens Tage,

See Skorsteens-Røgen høit mod Skyen bølge,

O gid jeg kunde følge!

Da fløi jeg over Bjerge, over Dale,

Og fik min Elskovs første Helt i Tale. –

Nu lapser han maaskee ved Donaus Bredder,

Og glemmer mig, som her paa Taarnet græder.

Som Børn, i Pebling-Skole hos Madammen,

Vi stødte sammen.

Vi læste begge Abc-en længe,

Hvor straalte du blandt Nicolai Drenge,

Fra Top til Taa i deiligt Himmelblaat!

Da gik det kun med Kjærligheden smaat,

Men da Du snart den første Mark spandeerte,

Den sig formeerte.

Som Confirmander voxte Elskovs-Flammen,

Da sværmede vi sammen

Paa Fred’riksberg, i Have og paa Bakke,

Og glemte reent, at Skjæbnen havde Nakke.

Med Alenen din Mester fromt dig slog

Til Skrædersvend, Du da af Landet drog.

Dit sidste Ord det var, »vær tro den samme,

Jeg kommer snart igjen og gjør Dig til Madamme.«

Men ei han kommer.

Nu har jeg ventet Vinter, ventet Sommer,

Men end jeg sidder som en Længsels Møe

Og Enden bli’er: Jeg skal paa Taarnet døe.

Mel. Af Johan fra Paris. »Kjærligheds Skjald.«

Hist kan jeg see,

Over Tagenes Tinde,

Veirmøller tre

Kjæmpe med Aftenens Vinde!

Jeg seer dem staae

Med fire, hvide Vinger;

O Alfer svinger

Jer i det Blaae,

Over Bølgen hen

Og henter min Ven!

(Hun stirrer veemodigt ud af Vinduet. Man hører Tappenstregen nede i Gaderne).

Tier, tier,

Muntre Melodier!

I kan ei min Smerte dølge,

Føre mig paa Glædens Bølge

Under Haabets grønne Træ;

Som da paa min Skræders Knæ

Fordum tidt jeg Eder hørte,

Naar den dunkle Skjæbne førte

Eder, saadan Klokken ni,

Nicolai Taarn forbi.

OLE (kommer jublende ind).

Mel. Bortførelsen af Serailet. »Vivat Bachus

Vivat Skjæbnen! Skjæbnen leve!

Skjæbnen er min Tro honet;

Ei engang en Kat kan bæve,

Naar han kun beseer den ret.

(Ja det maa i Bladet, i Hanen, ja selv i den jydske Avis)

Stundom kan hun Nakken hæve;

Men i Grunden er hun tam.

Vivat Skjæbnen! Skjæbnen leve,

Skjæbnen er en stor Madam!

Ja Barn, hun er honet, den Stakkel er bagtalt,

Og det for galt.

Men hvem er Skyld deri? De mange Skjæbnestykker,

Som her paa Krykker

Spadserer om og sætte Blaar i Øiet.

O Barn, jeg er saa inderlig fornøiet!

Kan ei min Glæde kue;

Hør dog et ædelt Træk af Skjæbnens høie Frue.

En Mand hun sender dig – en Mand fra Luftens Rige.

Du lykkelige Pige!

See mod Nordvest!

Der staaer det gamle Taarn og trodser Regn og Blæst;

Ak, kan du Hanen see, hvor den paa Spiret blinker,

Forlad mit Nicolai! St. Peder ad Dig vinker.

ELLEN

Jeg ei forstaaer et Ord af al den lange Tale.

OLE

Har jeg Dig talt for høit, nu vel, saa vil jeg dale.

Vor Naboe, Ridderen paa Sancte Peder hist,

Har beilet til din Haand, om lidt du har ham vist;

I denne Aftenstund vi Eders Jaord drikker.

Jeg seer du bliver rød, det lille Hjerte dikker;

Ja, det vil dikke meer, naar Præsten siger Ammen,

Og Jomfruen med Eet gaaer over i Madammen.

ELLEN

O Fader! Fader! mon jeg dig forstod?

Dog nei! det var en fjendtlig Demons Stemme,

Tro ei, i mig vanslægtet er dit Blod,

At troløs jeg min Skræder kunde glemme.

OLE

Du veed jeg er en øm og kjærlig Fader;

Paa ingen Gader

Du finde kan til mig et Naboe-Stykke!

Jeg vil din Lykke!

Ei skal du med en fattig Skrædder bygge

I usle Tagvraae, føle Livets Skygge.

Nei, du er værd St. Pedri Taarn at smykke!

Hold paa din Lykke!

At Skjæbnen ei dig baxer med sin Krykke.

ELLEN

Min Skræder sværmer nu i Sydens Lunde,

Men snart han komme kunde;

– Jeg veed han smægter

Var jeg nu troløs, tog den gamle Vægter,

Og sad paa Taarnet som en Andens Viv,

Jeg veed det vilde koste ham hans Liv.

En Skræder er en lille Blomst herneden,

En Sommerfugl, der flagrer over Heden,

Ætherisk, tynd og svag,

Han taaler ikke Stormens vilde Slag.

OLE

Er han en Helt, han Stormen vil bekjæmpe,

Sin Flamme dæmpe,

Og gjennem Taarer smile mod det Blaae,

Naar han dig seer paa Taarnet høit at staae.

Ak Barn! Hvad er en Skræder?

Et Siv som græder,

Naar Vinden leger i dets grønne Top.

Nei Barn! Du maa paa Petri Tinde op.

Mel. Af Sovedrikken. »Fra Orient« o. s. v.

Taarnvægteren paa Ære har

Den høieste Post man saae!

Han kneiser over Viis og Nar,

Som maae paa Gaden staae.

Et Træk i Klokkestrængen,

Strax springe Folk af Sengen.

Il est le grand seigneur.

Sin Stand man ikke ændser;

Selv høie Excellenser,

Ja Lapse, gamle Tanter,

Acteurs og Musikanter,

Alt lystrer strax hans Vink.

Assistenter, Directeurer,

Drengebørn og Bladesmører,

Officerer, Jødepiger,

Holmens Magt – alt løber, skriger:

»Brand! Brand!«

See det bevirker den store Mand;

– Ja, Barn, du maa paa Petri op!

Du gjøre maa det store Hop!

O glem dog ei, min Datter

Hvor høit din Vugge stod.

ELLEN

Nei Fader! nei! om selv paa Spansk du sang,

Dog ei engang

Du rokkede min Troskabs stærke Pille.

OLE

Stille!

Jeg er for god, men jeg kan mig forandre,

Som alle Andre.

Saasandt som Sorgen vil min Pande fure,

Jeg skal dig lade levende indmure

Hos een af Byens Modehandlerinder!

Der kan du blandt de andre Vestalinder

Sye gamle Hatte, titte gjennem Ruden,

Men Elskovs-Guden

Er fløiten, Barn, desværre!

Der kommer ingen Herre,

Som vil dig føre bort fra Klostrets Muur,

Nei graae Du bliver i dit Jomfruebuur. –

Men det er silde;

Jeg vil ei Tiden spilde

Med flere Ord. – Dæk Bord!

Og overlæg saa Sagen.

Tænk Bryllups-Dagen,

Og Versene, hvormed Aviserne vil vrimle,

O alle Himle!

Ja det vil blive Noget!

Vær dog fornuftig, Barn, gjør ikke Sagen broget.

(gaaer).
ELLEN (ene). (Hun stirrer en Stund taus hen for sig, endelig udbryder hun)

En kulsort Dæmon over Scenen gaaer,

Med Skjæbnens Dit og Dat i sine Haar,

Han truer mig og Knokel-Haanden strækker

Mod mine Blomster, og den bedste brækker.

Her stod jeg tidt og stirred over Byen,

Min Tanke fløi mod Skyen,

Nu er den stækket,

En Nattestorm, som sagt, har mine Blomster knækket.

Saa maa det være i et Sørgespil!

Saa Loven vil!

O! havde jeg syv, otte store Munde,

Og som en vis Madamme skrige kunde,

Jeg raabte høit: min Skræder! kan du blunde?

Kom! frels mig! flyv fra Sydens kjelne Lunde!

Men ei han hører,

Og Døden alt sig i mit Indre rører.

Romance

Mel. Herz, mein Herz, warum so traurig!

Høit paa Nicolai Tinde

Pigen staaer med Graad paa Kind;

Ei hun mærker Nattens Vinde,

Tanker flyve ud og ind.

Fjernt ved Donau Helten lapser,

Hører ei den Armes Suk,

Lystig han i Kroen snapser,

Aft’nen er saa skjøn og smuk.

Medens der af Kruset klukkes,

Død paa Taarnet Pigen staaer. –

Lysene i Byen slukkes,

Vinden ta’er i hendes Haar.

MAREN (træder ind).
ELLEN

Veninde kom! betræd kun Sorgens Kammer.

See! føel min Jammer!

Hælhesten griner alt igjennem Rude,

Ak! Alt er ude.

MAREN

Jeg veed din Nød;

Men Barn, fortvivl kun ikke. –

Selv om du maa i Aften Jaord drikke

Er der jo intet tabt.

Jeg veed det nok, du er saa føelsom skabt;

Men ih! fat Mod!

Du veed, din Fader er Dig altid god.

Lad ikke Smerten dine Kinder blege;

Man maa ei selv med Sorgen saadan lege!

Vær fro og rask,

Og græd ei strax, naar Skjæbnen gi’er et Dask.

ELLEN

Gaae, Gamle, kun, og pak Dig i din Seng!

Du ogsaa hører med til Skjæbnens Slæng. –

Lad mig kun staae paa Taarnet reent forladt,

Mig blinker ingen Stjerne i min Nat.

Et lille Skridt kun, over Taarnets Tinde,

Og rask jeg kløve skal de skarpe Vinde!

Skal finde Døden,

Og ligge kold og bleg i Morgenrøden.

MAREN

Du mig forskrækker!

Ifald din Hals du knækker,

Min Tro!

Da tør jeg ikke meer paa Taarnet boe.

Ak! hvor det foer mig ned i mine Bene!

Vær stærk! hold ud til Stykkets sidste Scene,

Det er sig selv at plage,

At ville strax i Førstningen forsage;

Ja det er rent forkjert.

I flere Aar har du jo abonert

I Galleriet,

Og altsaa er indviet

I alle Stykker. Du maa deraf vide,

Og søge Trøst i egen Nød og Qvide! –

Naar i de første Scener Alt er sort,

Og bort

De Elskende man river fra hinanden,

Tilsidst, Trods Onkler, Tanter, ja Trods Fanden,

Der bliver Bryllup, intet Hjerte bløder.

ELLEN

Ja du har ret, hos Kotzebue og Schröder,

I borgerlige Lyst- og Skuespil;

Men her vil Mere til!

Naar saae du Sligt i vore Ridder-Stykker?

Veninde! nei, troe ikke det er Nykker!

Her stiger Nemesis iiskold af Fædres Grave,

Aqvatofana, seer man Munkene at lave!

Mig truer Vanvid, Gift, maaskee en Dolk!

Thi det er Mad, der kildrer vore Folk.

MAREN

Barnlille, ti – vildt gnistrer dine Blikke.

O, kjender du mig ikke?

Bevæg dig lidt! – du er saa tragisk stemt.

Fat Mod igjen! det er jo ei saa slemt

Som strax du troer;

Hav du kun Tillid til den gamle Moer.

Mel. Af Muurmesteren. »Hvis raske Gut du overgiver

Man maa ei strax gaae reent i Stykker,

Naar Skjæbnen trækker Riset frem.

Du veed, Madammen tidt har Nykker,

Men er i Grunden ei saa slem.

:|: Bliver hun dig for stolt et Væsen,

Knips hende da igjen paa Næsen,

Og hun trækker den nok væk.

:|: Thi ei forsage :|:

Livet er intet Smertens Qvæk! :|:

(Under Gjentagelsen af Sangen kommer der et Æble ind ad Døren fra Vægtergangen; Maren springer til Side, i det hun udbryder):

Av! midt i Panden!

Der har vi Engelsmanden!

ELLEN

Et Æble! – Et Papir er bundet fast. –

Det var et Helte-Kast!

Forunderligt! ja næsten mod Naturen!

Det maatte længst jo have stødt mod Muren.

(hun aabner Sedlen)

Han kommer!

Af Fryd mit Hjerte trommer!

O Maren!

Jeg veed ei selv, hvordan jeg ret er faren!

Det er min Skræders Haand; fra ham det kommer;

I Hjertet vaagner nu mit Haabs Skjærsommer!

Ja Elskovs Gud har Æblet til mig bragt!

MAREN

O læs dog, Barn! Hvad har din Skræder sagt?

ELLEN (læser).

»Min Elskede! at skildre dig min Lue,

Hvor høit den slaaer, hvor stærk og reen den er,

Det var med Ord at male Østens Skjær,

Naar Morgensol bestiger Himlens Bue.

At tælle mine Suk jeg ei formaaer, –

(Ei veed jeg Tal paa Nattens Stjerneskare!)

Og ei min Længsels Dyb at aabenbare –

(Til Oceanets Bund ei Loddet naaer).«

MAREN

Det har han stjaalet, o, den lille Tyveknægt! –

ELLEN (læser videre).

»Som Helt jeg vender fra mit Tog tilbage,

Og knæler salig ved dit Jomfrue-Buur,

Skjøn Ellen vil du kjærlig Dig umage,

Mens Maanen seiler over Taarnets Muur,

At stige ned til ham, som bange græder,

Din Søren Pind; snart Byens Dameskræder.«

Han staaer dernede! hører Du Veninde?

Hvor skal jeg Rum for al min Glæde finde?!

O! sving Jer Fugle smaae, hen over Byen,

Mod Skyen;

Og syng! »hun har sin Skræder atter funden,

Og rødmer elskovsfuld, som Roserne i Lunden!«

O lad mig springe ned i Heltens Arme!

MAREN

Gud sig forbarme!

Du knækker Halsen, hvis du springer ned.

ELLEN

O du forstaaer dig ei paa Kjærlighed!

MAREN

Tys, Barn! Jeg mærker, at din Fader kommer,

Gjem Brevet snart i een af dine Lommer;

Faae det til Side!

Han tør just ikke nu din Skræders Hjemkomst vide.

OLE træder ind med PEER HANSEN
PEER HANSEN

Mel. Den lille Pedro.

Tilgiv dydzireste Jomfrue, – ak! –

Om jeg forstyrrer Jer lidt;

Samt at jeg kommer i Støvler og Frak

Til en Aften-Visit.

Jeg sidder saa ene paa Taarnet hist

Hele den lange Nat,

Da bliver jeg tidt om Hjertet, for vist,

Ganske forunderlig fat.

Det banker bestandig: »luk op! luk op!«

Til Solen forgylder St. Peders Top.

»Luk op! Luk op!« – Hvad betyder vel det?

OLE

Ja vi veed nok hvad det betyder her.

See der

Staaer Pigebarnet. Hun er ei saa ilde!

Hvad var det ellers her jeg sige vilde?

Dog det er nu det samme!

Hun er mit Barn, og gjør mig ei tilskamme.

Nu Ellen, ræk ham Haanden!

Jeg seer i Aanden,

Dig alt med Myrten i de lyse Haar,

Hvor du som Brud med Peder Hansen staaer!

PEER

O søde Lykke!

At turde dig som Brud til Hjertet trykke.

Pige!

Tidt vil vi ud paa Vægtergangen stige,

Der kan du frie for Sorg,

Dog veemodssødt see mod din Faders Borg.

Lad Verden larme under os dernede,

Med Nid og Vrede,

Vi bygge os et Hjem i Luftens Rige,

Og du skal være Sylfedronning, Pige!

OLE

Han taler rart, som det sig Helten sømmer.

(til Ellen)

Jeg troer du drømmer!

Du staaer og stirrer, svarer os jo Nix.

Ih! gjør et Knix,

Og ræk ham derpaa Munden!

PEER

Ja, jeg har Livets bedste Perle funden!

Mig fulgte Lykken fra mit første Fjed,

Dens sidste Krands er Pigens Kjærlighed.

Spids Øre,

Saa skal I smukt et claurensk Stykke høre.

Som lille Dreng jeg tjente alt som Hyrde

Paa Jyllands Kyst;

Jeg kjendte endnu ikke Sorgens Byrde,

Da steeg en mægtig Længsel i mit Bryst,

O, den har intet Navn!

Da drog vor Naboes Jens til Kjøbenhavn,

Med Faar og Stude

Prude,

Jeg greeb dem rask ved Halen,

Og sagde mit Farvel til Barndoms Dalen.

Mel. Af Joseph. »Min fjortende Vaar«.

Jeg havde de fjorten paa Bagen,

End gik jeg og vogtede Gjæs;

Tidt sad jeg saa stille om Dagen

Ved Strandens sivkrandsede Næs.

Naar Solen begyndte sin Dalen,

Tog Længsel mig grusomt i Favn,

:|: Thi tog jeg da Qvæget ved Halen,

Og flagrede til Kjøbenhavn. :|:

Jeg saae Taarnene, Stadens Smykke,

Det Runde især var min Lyst.

Af Kjærlighed kunde jeg trykke

Det op til mit bankende Bryst!

Da smilte fra Himlens Catheder,

Fru Skjæbnen, saa sukker sød;

:|: Hun satte mig høit paa St. Peder,

I Aftenens purpur Glød. :|:

Der lever jeg nu ene,

Betragter Livets store Scene

Fra Taarnets Tind.

Naar Sneen fyger om min lodne Kind,

Da føler jeg mig Auka-Thor i Norden,

Og smiler stolt til Jorden.

Men denne Vildhed vil med Tiden blaane,

Naar De, skjøn Jomfrue, bliver først min Kone,

Da skal der spilles Hanrei, Puk, og Gnav,

Indtil min Grav.

Forresten føre vi et stille Liv,

Og hvis mine vene Viv

En Assemblee, et Bal nu have vilde,

Da var det ilde.

OLE

Ak nei! vær de kun rolig;

Hun er med Ensomhed fra Hjemmet alt fortrolig.

Mel. Af Cendrillon. »Jeg lever stille indgetogen.«

Vi leve stille, indgetogen,

Oppe paa St. Nicolai,

Her hun sidder tidt i Krogen

Nynner mig en Sang af Bay;

Kun engang hver anden Aften

Gaar hun i Comedien,

Men naar hun tillivs har haften

Kommer hun strax hjem igjen.

Men Barn, du tier reent, du staaer jo som en Blok!

Vi andre, synes mig, har snakket meer end nok.

Nu Touren er til dig, i høvisk Tale,

At male

Hvad Pigen føler i sit stille Sind,

Naar ind

En Beiler triner,

Og siger Dit og Dat med søde Miner.

ELLEN (til Peer).

Som Ridder,

I maa foragte Verdens Sladder-Slidder,

Og skatte Troskabs Flamme,

Om end som Lyn den Eders Bryst vil ramme!

Jeg kan ei elske, kan ei ægte dem.

Gaae hjem!

Kast Øiet, Ridder! over Byens Tage;

Let finder I en Mage,

Der elskovsvarm

Vil drømme Livet hen i Eders Helte-Arm.

OLE

Nei vil man høre!

Du understaaer dig saadant Sprog at føre.

Hvad er din Skræder vel mod denne Diamant?

En Sommerfugl kun mod en Elephant!

ELLEN (til Peer).

Jeg føler dybt den store høie Ære,

At kunne bære

Det Hædersnavn: Peer Hansens Ægte-Viv.

Og ved mit unge Liv!

Var I kun kommen før jeg saae min Skræder,

Jeg vilde, stolt af denne høie Hæder,

Strax Jaord drikke;

Men nu – nu kan jeg ikke.

PEER

En Smertens Alf, jeg staaer og stirrer mod det Høie.

Skjøn Jomfrue, lad jer bøie!

Vildt svulmer Hjertet bag ved Frak og Trøie!

O lad mig finde Naade for jert Øie!

OLE

Vær I kun rolig! det har ingen Fare;

Hun gjør kun Dikkedare!

Jeg kjænder Klangen.

Lad os gaae ud paa Gangen,

Og røge hver en Pibe nok saa rolig,

Imedens Maren trolig

Vil dække Bordet.

Og siden, vil jeg, drikke vi Jaordet.

ELLEN

St. Nicolai! o frels mig i min Vaande!

Gaae mig tilhaande,

Du som saa tidt igjennem Skyen smilte,

Naar ved min Skræders Bryst jeg salig hvilte.

O Nicolai, Du Taarnets Skyts Patron!

O viis dig dog som en honet Person!

Lad ikke Rosen isne i sin Mai,

St. Nicolai!

OLE

Mel. Bortførelsen af Seraillet. »O hvor skal jeg triumphere.«

Hvad er Fanden reent i Pigen?

Hvad er dette for en Skrigen?

Dette Raab :|: St. Nicolai :|:

Du skal dog Peer Hansen tage,

Og i een af disse Dage,

Staae paa Ægteskabs Galei.

ELLEN (afbryder)

Nei, Fader! nei, din Vredes Ild du dæmpe.

Jeg sværger ved St. Nicolai min Kjæmpe,

Om selv Peer Hansen sig i Specier klæder,

Jeg bliver dog ei troløs mod min Skræder!

OLE

(samme Melodie som før)

Stille, stille med din Snakken,

Ellers ta’er jeg dig i Nakken,

Her paa Taarnet :|: hersker jeg! :|:

PEER

Dæmp o Ven! din vilde Brusen,

Denne Summen, denne Susen

Skader Haabets Blomsterskud.

Lad dog Pigen sig betænke,

Pusterum du hende skjænke,

Lad os gaae paa Gangen ud.

OLE (til Ellen).

Nei, jeg vil ei høre mere!

Spild kun ingen Ord nu flere;

Det er Snee i Sydens Mai.

Skjøndt jeg ud paa Gangen stiger,

Ei det nytter, at du skriger

Paa din Helt :|: St. Nicolai. :|:

(Ole og Peer gaae).
(I Slutningen af denne Scene maae Maren have begyndt Tillavningen af den skjæbnesvangre Punsch; Ellen stirrer hen for sig; endelig udbryder hun):

Vær stærk mit Hjerte i din vilde Kamp!

– Jeg seer i Punschens Damp

Den fule Aand, der lurer paa min Lykke;

Den Aand, der grumt vil trykke

Sit sorte Segl paa Glæden. – –

MAREN

O stands din Græden!

Husk paa, din Skræder staaer ved Taarnets Fod.

Fat Mod!

Det er ei Tid, at vise du er bange!

Flyv hurtigt gjennem Taarnets Snirkel-Gange,

Nyd Gjensyns Lyst, betroe din Skræder Faren,

Og stol paa Maren!

ELLEN

Veninde!

Du er en Trøstens Alf, og ingen jordisk Qvinde.

Hvor kan jeg ogsaa glemme i mit Fængsel

Mit Hjertes søde Længsel?

Maaskee han i den kolde Aften fryser!

Men Maanen lyser,

Smaae-Stjerner funkle fra det høie Telt,

Og Byens Alfer sværme om min Helt.

Jeg kommer!

Jeg er ham Rosen jo for alle Blommer,

I Kjærligheds Skjær-Sommer.

Farvel! Han vinker midt i Alfe-Skaren.

Pas Punschen, Maren!

(gaaer).

Gade ved Nicolai Taarn

SØREN PIND
Recitativ og Cavatine

Mel. Af Pigen ved Søen. »Hellige Sted, hvor min Tilbedte dvæler.«

Recitativ

Hellige Sted, hvor min Tilbedte dvæler!

Atter jeg hilser dine Mure; knæler

Og nynner Elskovs-Sangen,

Mens Øiet søger dig paa Vægtergangen.

Mon du end er den samme?

Jeg kommer nu, og gjør dig til Madamme.

O min Eline, Pige!

O, gid jeg kunde stige

Med Tankens Flugt op i dit Zylfe-Rige!

Mon også Æblet kom i hendes Hænder?

Ha, hvor mit Hjerte brænder!

Om hendes Fader Skriften kjender?

Ifald? – O Vee! mit Indre græder.

O Freia smiil fra Skyen til din Skræder!

Cavatine

I Frygt og Smerte,

Bespændt af Længsel, Er som i Fængsel Mit arme Hjerte!

Ak Helten fryser!

Mat Lygten lyser, Men ei hun kommer, Mit Haabs Skjærsommer.

Paa disse Stene

Jeg taus og ene

Vil vente Døden I Morgenrøden.

Graven skal smykkes med Elskovskrands,

Selv vil jeg da spøge i Maanens Glands.

ELLEN (som kommer ved Sangens Slutning).

Min Skræder!!!

s
SØREN (omfavner hende).

Eline!!! – – o tilgiv mig at jeg græder.

O søde Øieblik!

Du stolte Løn for mangt et Heltestik.

ELLEN

Nu har jeg glemt min lange Længsels Suk.

Hvor du er bleven smuk!

Har faaet Skjæg paa Hagen.

O hvor jeg længes dog, at see dig lidt ved Dagen!

Barbar, som du est vorden! – o hvor yndig!

Den Tale klinger elskovssød og fyndig;

End smiler Du med samme Helte-Øie,

Alt er som før, kun i en anden Trøie.

SØREN

Ja du kan tro at jeg har tradsket om!

Men hvor jeg kom,

I Byens Larm, og paa min stille Vei,

Jeg bar i Hjertet tro dit Contrafei;

Skjøndt rundt omkring paa alle Landeveie,

Jeg saa dem neie

Og hvidske,

Og rundt omkring i Byerne at smidske!

(Ja det er sandt jeg siger),

Der voxer baade Viin og smukke Piger

Paa Bjerge og paa Bakker.

Jo! jo, jeg takker!

Der udenlands, jo det er noget Andet,

End her i Landet!

Dog følte jeg mig ene midt paa Jord,

Du var Magneten, som mig trak mod Nord.

ELLEN

Jeg var dig ogsaa troe, min søde Pind!

Paa Taarnets Tind

Jeg ene stod ved Aften og ved Morgen,

I Elskovs Sorgen.

Saae Havets Bølger dandse

Med Skummets Lillie-Krandse,

Om Sjølunds Kyst;

Da svulmede mit Bryst,

Og Tanken fløi forvoven

Hen over Skoven,

Over salten Vande,

Til dig, min Helt, i fjerne, fjerne Lande.

SØREN

Jeg brugte rask min Naal,

Og tænkte stadigt paa det store Maal.

I Møllen var jeg sidst, hvor Uglspil ligger,

En gammel Tigger

Mig viste Mandens Grav. Der sad jeg ene,

Mens Droslen slog i Hyldetræets Grene.

Det var just midt i Mai –

Sødt tænkte jeg paa dig, og Nicolai –

Da kom en Skræder-Enke,

Du maae ei Ondt nu tænke –

Hun vandred’ mig forbi; vi talte sammen –

Og Enden blev, jeg fulgte med Madammen.

Der syede jeg Ducater i min Lomme,

Og da vor Tid var omme,

Greb jeg min Vandringsstav,

Fløi bort fra Enken og fra Uglspils Grav.

O min Eline!

Nu Skræderen og Pengene er dine!

ELLEN

Du søde Helt!

O lad mig sværme under Nattens Telt!

Hvor Alt er stille her i dette Stræde!

Jeg kunde græde!

Fjernt hører jeg den glade Ungdom dandse;

Hist spilles: »skjønne, grønne Jomfrukrandse«,

Der slaaes et Ægte-Par. Høit lærer Daad og Ord,

At end er ikke Kraften død i Nord;

Veirhanen piber, som det sig kan sømme,

I Luften høit, de lette Skyer svømme,

O lad mig drømme!

Duet

Mel. En tydsk Soldatervise.

ELLEN»Willkommen, o silberner Mond!
SØRENStiller Gefährt der Nacht!
ELLENO, eile nicht, Gedankenfreund!
SØRENNein! das Gewölk nur wallt
ELLENHvor Tydsk dog klinger, søde Pind!
SØRENHjertet løber mig ud og ind!
ELLENVi vil paa Taget bygge snart.
SØRENSom Turtelduer, det er klart.
BEGGEVi vil tilsammen Triller slaae,
Lirum, Larum, Tratri
Og sværme i det høie Blaae,
Ut, re, mi, fa, sol, la, si!
SØREN

O! hvor man dog saa net

I en Duet

Kan tolke Elskovs Væsen!

Men Ellen, du faaer ondt! du bliver bleg om Næsen!

Ak Luft!

Du faaer vist ondt af Talens Blomster-Duft.

ELLEN (med et dybt Suk).

Hvor det om Hjertet klemte!

O Vee! Af Fryd jeg glemte

At klage dig min Sorg og bittre Nød.

Paa Taarnet venter mig den visse Død.

Peer Hansen er der, jeg skal Jaord drikke.

Alt damper Punschen – men jeg gjør det ikke!

Ei vil vor Graad den strænge Fader bøie;

Fordi ham Skjæbnen satte i det Høie,

Han smiler haant til dem i lave Gader …..

SØREN

Ha, ved min Sax! – Dog nei! det er din Fader;

Jeg ellers skulde snart hans Vinge klippe.

ELLEN

Kun ved dit Mod jeg Faren kan undslippe –

Forsager du, da styrter Haabets Klippe –

O jeg maa frygte ……..

SØREN (griber rask hendes Haand).

Kom! vi vil flygte. –

Veed du det Land hiin Side Knippels-Broe,

Med Urtegaarde og med grønne Agre?

Didhen, du elskovsfagre!

Ja følg mig fro,

Jeg bringer dig til vores Skræderkroe!

ELLEN

Jeg vil! – dog nei! mit Hjerte bløder. –

Men Tid og Skjæbnen nøder!

Hvad skal jeg gjøre? Følge dig min Skræder,

Og glemme ham, som hist paa Taarnet græder?

(Efter et lille Ophold udbryder hun):

Da Hercules paa Veien stod,

Da var han slemt i Knibe!

Jeg staaer som han, jeg unge Blod;

Kan ei mig selv begribe.

Dog jo! jeg følger dig saa glad,

I hvad der end vil ramme;

Men først jeg maa mit Afskeedsqvad

Til Taarnet her fremstamme!

SØREN

O kjære!

Lad dog den Syngen være.

Det er kun Nykker.

Sligt passer kun i store Syngestykker.

Der er det Skik, naar Elskende vil fly,

De synge først en Sang i høien Sky,

Og det saa længe,

Til een af Skjæbnens Drenge,

Uden Snakken,

Strax springer til og tager dem i Nakken.

ELLEN

Om Dødens Alfer selv steeg frem i store Klynger,

Jeg synger!

Mel. Bertrans Afskeedsqvad.

Du gamle Taarn, din Datter dig forlader!

Du, paa hvis Tind hun stod saa mangen Gang,

Naar Hoben larmed i de snevre Gader.

St. Nicolai! modtag min Afskeed-Sang.

Tidt vil dit Billed kneise for mit Øie,

Du vil mig minde om mit Ridder-Blod,

:|: Da skal jeg smile – stirre mod det Høie,

Og mindes – ogsaa jeg paa Taarnet stod. :|:

End seer jeg mig som Barn med Dukketøiet,

Den hele Verden lystigt til mig leer;

Ak! hede Taare, trænge frem af Øiet!

De Dage svandt, de komme aldrig meer!

SØREN

O spild dog Tiden ei med saadan Tale!

Naar vi kun løbe, har det ingen Nød.

:|: Husk hvad du svoer i lave Skrædersale:

»Jeg bliver tro min Skræder til min Død!« :|:

ELLEN

Her staaer jeg midt paa Gaden nu og græder,

En Pebling liig, der skal i Skolen gaae;

Men naar jeg seer paa dig og paa min Skræder,

Saa kan jeg ei mit Indre ret forstaae.

Du stirrer taus, han vinker til det Fjerne,

Jeg kan ei følge Eder begge to!

:|: Du vil mig løfte til den blege Stjerne,

Han fører mig til Elskovs Skræder-Kro. :|:

(Pind, som under Sangen har yttret den største Uro, der tiltager især efter Begyndelsen af sidste Vers, fører hende med Magt bort, saa at den sidste Linie synges næsten bag Scenen).
MAREN (træder ind).

Ak Ellen! Ellen! – – Gid de dog var flygtet,

– Hvad jeg har frygtet,

Alt opfyldt er. Nu hjælper ingen Snakken!

Den Gamle stormer alt mig jo i Nakken.

St. Nicolai! tag Parret i din Favn,

Og bær dem kjærligt ud paa Christianshavn.

OLE og PEER (træde ind).

OLE

Ja borte er hun! flygtet! men hvorhen?

Du græder, Ven.

Vær Riddersmand! Hav Mod i Bryst og Bringe.

Du maa dig tvinge!

Jeg bliver her: flyv du paa Elskovs Vinge!

Lad alle Miner springe!

Kald Vægterne! og kan du Pigen bringe,

Da skal paa Søndag Bryllups Klokken ringe.

PEER (piber).
CHOR AF VÆGTERE (som komme til fra forskjellige Hjørner af Gaden).

Mel. Brændehuggernes Chor i Rødhætten.

:|: Der pibes! ? hvad er her?

Hvorfor samles I der? :|:

CHOR AF NABOER (i Vinduerne).

Hvad mon det kan være!

Veed Ingen det Kjære?

Dog hist jeg jo Vægterne seer.

OLE og PEER (til Vægterne).

Tys! kommer Børnlille,

Men værer dog stille!

Vaagn ikke det hele Qvarteer.

NABOERNE

Svar os Vægter!

Thi vi smægter.

Hvorfor piber han der?

Er der Ild? Er der Larm?

Ha! hvor banker min Barm!

(Under Naboernes sidste Chor underretter Ole og Peer Vægterne om Ellens Flugt).
VÆGTERNE

Vi liste os, kjære!

Men taus maae vi være,

De ikke undslippe os da.

(de gaae med Peer).
NABOERNE

Ha, saa hør paa vor Tale!

De enten er gale

Eller spille vi alle i en Opera?

Skræderkroen

(Skrædersvendene dandse med deres Kjerester).
CHOR

Mel. Alfedandsen i Lulu.

Lystig omkring

I susende Ring!

Hver svinger sin,

Jeg svinger min!

Lystig omkring

I susende Ring.

OLDERMANDEN

Om Dagen vi øve vort Snille,

:|: klip! klip! :|:

Arbeide saa tro og saa stille,

:|: klip! klip! :|:

Naar Aften sig nærmer,

Som Alfer vi sværmer.

:|: trip! trip! :|:

CHOR

Lystig omkring

I susende Ring o. s. v.

(under Fløitetonerne træde de Elskende op, der gjøres Honeur for dem; Oldermanden fører Ellen hen til den store Lenestol).
SØREN (træder frem i Forsamlingen).

Høistærede, fra Gader og fra Stræder!

Hver Jomfrue, og hver Skræder

I denne hæderlige Flok;

I mig tilgive nok,

Om jeg forstyrrer Eders Alfedands.

Men see! en Blomst til Eders Jomfruekrands

Jeg bringer;

O tag os kjærligt under Eders Vinger!

Hvis Vægter-Skaren tør sig dristig nærme,

I os beskjærme!

OLDERMANDEN

Vær uden Frygt, som I er uden Fare!

Vi med vort Blod skal Eders Liv forsvare.

See denne Helteskare!

Ha, Brødre! høit paa Eders Sax I sværge,

At I vil Uskyld værge,

Om Fenris Ulven selv steeg frem med Nattens Dverge!

CHOR AF SKRÆDERE

Mel. Du Schwert an meiner Linken.

En Buk er stolt af Skjægget,

Er let til Strid opægget.

Ha ved de høie ni!

Hvi skulde ikke vi?

Hurrah!

Stoel kun paa Nordens Helte!

Vi har jo Sværd ved Belte.

Kom der en Vægter nu,

Vi klipped’ ham itu.

Hurrah!

Vi frygte ikke Faren,

Og trodse Vægter-Skaren.

Vi kjende Jern og Staal,

Kan bruge Sax og Naal!

Hurrah!

(ved ethvert »Hurra«! klirre de med Saxene).
SØREN

Jeg takker Eder ædle Ridderskare!

Hvis Skjæbnen vil mit unge Liv bevare,

Jeg vise skal mig Eders Venskab værd,

Det sværger høit jeg paa mit Ridder Sværd!

(slaaer paa Saxen).
OLDERMANDEN

Derom vi tvivle ikke. –

Kom Brødre lad os drikke

En Skaal for Parret. Glassene I hæve!

Den ædle Søren Pind og Frøken Ellen leve!

ALLE

De leve!

OLDERMANDEN (til Søren).

De tynde Been I har i Verden rørt,

Har seet og hørt

Saa mange Ting Darausen, i Udlandet;

Fortæl os et og andet.

Saa smager Vinen bedre kan I tro.

O jo!

Nyfigne alt de Skjønne jer tilsmile.

De Herrer Musici imidlertid kan hvile.

ALLE

O ja fortæl!

SØREN

Nu vel!

Mel. Ich bin der Schneider, witz, witz, witz.

Sex Aar det var ved Fastelavn,

Jeg drog fra Kjøbenhavn.

Med Smakken foer jeg som en Piil,

Og landede i Kiel.

Der stak jeg tretten Burscher strax,

Og maatte flygte med min Sax.

I Amsterdam var meget Vand,

Thi drog jeg til et andet Land.

CHOR

I Amsterdam var meget Vand,

Thi drog han til et andet Land.

SØREN

Hvad skal jeg sige om Paris?

Det er et Paradis.

Der var jeg paa et Skræder-Bal;

O hvilken Dandse-Sal!

Ja hele Gulvet raabte: »Svæv!«

Vi dandsed’ paa en Spindelvæv.

Men jeg var ei parisisk let,

Faldt da igjennem nok saa net.

CHOR

Men han var ei parisisk let,

Og faldt igjennem nok saa net.

SØREN

For Paven syede jeg i Rom

Hans gamle Buxer om;

Syv Aar jeg derfor Aflad fik,

Trods mine lange Stik.

Var det ei meget godt betalt?

Jeg siden blev til Fruen kaldt;

Men Dolke blinked’ rundten om,

Thi reiste jeg ihast fra Rom.

CHOR

Da Dolke blinked’ rundten om,

Saa reiste han ihast fra Rom.

SØREN

Om Staden Wien jeg ene veed,

At jeg blev tyk og feed.

Snart greb jeg til min Vandrings-Stav,

Drog hen til Uglspils Grav.

Der fik jeg ret min Lykke fat.

Saa reiste jeg ved Dag og Nat;

Staaer nu i Hjemmets Skræder-Kro,

Og finder Ellen huld og tro.

CHOR

Her staaer han i vor Skræder-Kro,

Og finder Ellen huld og tro.

SØREN

Men lad nu ikke standse

De glade Dandse.

Lad lystig Violin og Fløite klinge,

At Glæden atter ryste kan sin Vinge.

(Alfedandsen begynder igjen. Oldermanden engagerer Ellen. Midt under Dandsen høres Vægternes Piben. De standse og lytte).
CHOR

Mel. Af Røverborgen. »Tys, tys, hvad er det?«

Tys! tys! hvad er det?

Ha! hørte jeg ret?

I Qvinten det kneb,

Som om Vægterne peeb.

NOGLE SKRÆDERE

Vægterne pibe – der blæses Larm;

Man seer de sig Kroen vil nærme.

SØREN (til Ellen og Pigerne).

Frygt ikke! vi skal jer beskjærme;

Stol paa vor Arm!

SKRÆDERNE

Til Vaaben! I Gevær!

PIGERNE

Er Vægterne nær?

SKRÆDERNE

Frygt ikke, I Smukke! –

Nu komme de strax –

Stol paa vor Sax!

OLDERMANDEN

Til Vaaben, i Gevær!

CHOR

Ja Fjenden er nær!

SØREN

Til Vaaben! i Gevær!

Min Brud vil de røve.

ELLEN

Ak, Døden er nær!

OLDERMANDEN

Ak hør! hvilken Støi for de syndige to,

I Skræderens Kro.

(Vægterne træde ind med Peer i Spidsen. Alle Skræderne vige tilbage, saa at Søren og Ellen staae forrest).

Mel. Af Rødhætten. »Hvad seer jeg der.«

PEER (til Vægterne).

Der hun staaer – ha griber hende!

Kom med!

Afsted!

ELLEN (til Skræderne).

O, Faren I afvende!

PEER (trænger med Magt ind paa de Elskende, river Ellen ud af Sørens Arme, i det han med kraftfuld Stemme synger):

Viid: at min Brud hun er, Du Orm, som græder!

Stolt trodser her jeg Dig, og hver en ussel Skræder!

ALLE (uden Vægterne).

O, hvilket Slag!

OLDERMANDEN

Helvedsnag!

ELLEN

Pind, min Pind!

PEER

Taarnets Tind

Du som en Stjerne smykke maa,

Og funkle høit i Nattens Blaa.

EN DEEL AF CHORET

Taaren glindser paa Pigens Kind.

OLDERMANDEN

Ha! – det kan mig i Hjertet gravere!

See dog, hvor feige vore staae;

Og Vægterne med Seiren gaae.

CHOR

Hvilken Larm! – Hvad vil Enden blive?

Det er jo en Klik paa vor Kro!

Ak! de arme, stakkels to!

ELLEN og CHORET

Hjælp! o hjælp!

SØREN

O Asa-Thor!

Knuus du dette Vægter-Chor.

ELLEN

Pind, min Pind, o frels mig Arme!

OLDERMANDEN

Knap jeg dæmpe kan min Harme.

EN SKRÆDERSVEND (til sin Kjæreste).

Kjære, lad os bort os snige ...

Jeg er bange de vil krige!

SØREN

Hjertet gjennem Vesten springer!

ELLEN

Ingen Sjæl mig Redning bringer!

Pind, min Pind! Nu maa jeg døe.

CHOR

Nattens Svart-Alf bort sig svinger

Med den nicolaiske Møe.

PEER

Hvilken Larm! og hvilken Snakken!

Pigen, veed jeg, er min Brud!

OLDERMANDEN (til Søren).

Er Du Helt, tag ham i Nakken,

Kast ham rask af Døren ud!

SØREN

O Eline! see jeg raser;

Krampetrukken Læben leer,

Jeg kan ikke gjøre meer.

CHOR

O Freia! smiil fra Skyen

Til Skræderkroen ned.

PEER (til Ellen).

Kom! følg mig ind til Byen.

Skjænk mig din Kjærlighed!

SØREN

Min Brud man grumt mig røver!

Og Hævnens Torden tøver.

ELLEN

Ha! – snart finder Hjertet Ro.

CHORET

See, de rase begge to!

SØREN

Styrt og knuus mig, Skræderkro!

(Ellen føres besvimet bort af Vægterne. Søren synker i Skrædernes Arme). (Pause).
SØREN

Min Eline!!!

Som blege Spøgelser I staae og grine.

Troløse Folk!

O gid jeg var en Stok!

Som Torden Guden sled paa Eders Rygge.

See Nattens Konge med sin sorte Skygge

Har røvet mig min Brud, mit Haab, min Lyst.

Barbarer! knuus kun Hjertet i mit Bryst.

Det var den Troskab, som I høit mig svoer,

Ja sang i Chor

For neppe ti Minutter?

Hver troer sig Helt, fordi med Sax han strutter,

Og I er dog ei værd det Hædersnavn Rekrutter.

Hvad kan I? sidde paa et Bord imellem Klude,

See igjennem Rude. –

Paa Gaden spille Lapse, Cavalere!

Hvad kan I mere?!!!

SKRÆDERSVENDENE

Ha, ved vor Sax! …..

OLDERMANDEN

Ja fælt det klang;

Men Brødre, stands! han har Berserkergang.

(til Søren)

Viis Dig som Mand! hvad nytter det, Du raser,

Og slaaer omkring med lange Heltephraser?

Hvad hjælper Skrig og Banden?

For Fanden!

Er Ellen tabt, søg dig i Skræderstanden

En Anden.

SØREN

Ha! usle Pilt! Du spotte tør en Helt?

Ved Stjernerne paa Nattens dunkle Telt!

Min Bjørnekloe dig maser,

Thi Helten raser. –

O min Eline, fagre Rosenknop!

Endnu engang jeg til Dig flagrer op;

Jeg vil din Fader bøie,

Hvis ikke, kjækt mig styrte fra det Høie!

(iler ud).
OLDERMANDEN

Han raser, taler vildt.

Jeg ham tilgiver, han mig kaldte Pilt.

Værelset paa Nicolai Taarn

OLE, PEER, ELLEN, MAREN
OLE

O Ellen! At du kunde saadan flygte;

Udsætte Navn og Rygte

For Tjadder

Og al den Christianshavnske-Sliddersladder.

Gaae rask i Alfedandsen,

Forglemme mig, og saare dybt Peer Hansen.

ELLEN

Tys, stille! læg din Finger taus paa Munden.

Hør, Droslen slaaer saa sødt i Birkelunden.

Tys, tys! hvad er det, som i Busken græder?

Min Skræder!

PEER

Skjøn Ellen, lad ham fare!

Han er ei Helt, kan ei sin Brud forsvare;

Jeg frelste dig for Nattens Dværge-Skare.

Lad ham kun komme, selv i bedste Klæder,

Han er en – Skræder!

ELLEN

Forræder!!!

Giftig lumske Edderslange,

Som hvisle tør i mine Blomstergange,

Tag Hatten af, naar du min Helt vil nævne,

Thi hævne

Kan Nemesis før Nattens Stjerner dale,

Din Tale.

Mel. Af Faruk. »Han slumrer derinde.«

Vi sværmede saligt vi Elskende to,

Paa Kjærligheds stærkeste Vinge;

Da fløi vi tilsammen til Skrædernes Kroe,

Hvor Giger og Fløiterne klinge.

Den Oldermand tog mig til Dandsen op,

Jeg rødmede over min hele Krop;

Da sprængte man Døren – Svartalferne kom –

Hver havde i Haanden en Landse,

Forstyrrede Alfernes Dandse,

Tog Rosen af Pigernes Krandse.

OLE (til Peer).

Det var til os hun snærtet.

Ak Ellen! Barn, du gjør mig blød om Hjertet.

ELLEN

Her vil jeg i min lille Celle bygge!

Baldyre Hoser, Drømme om min Pind.

Naar Natten dækker Jorden med sin Skygge,

Veirhanen piber i den skarpe Vind,

Da vil jeg stige ud, og staae paa Gangen,

See Stjernerne og høre Vægtersangen.

Saa svinde snart de kolde Vinter-Nætter.

Naar Vaaren da de grønne Marker spætter,

Da vil jeg vandre til Charlottenlund;

Som Eremit jeg der mit Telt vil reise,

Og sværme i den dunkle Aftenstund,

See Fiskerdrengen Silke-Seilet heise,

Og naar da Skoven visner med sin Krands,

Jeg med min Skræder dandser Dødning-Dands.

OLE

Nei det er altfor meget! hun taber reent Balancen;

Den Tale rørte mig langt mere end Romancen.

SØREN (styrter ind og knæler for Ole).

Giv mig Eline! o, forstød os ikke!

Jeg læser Liv og Død i dine Blikke.

Mig Kjærlighed besjæler;

See, første Gang jeg for et Mandfolk knæler!

Du store Mand!

Luk Porten op for Haabets Trylleland.

Men gjør det strax,

Før med min Sax

Jeg ridser mig, som det sig Helte sømmer!

At Blodet sprudle maa i dunkelrøde Strømme.

ELLEN (knæler paa den anden Side).

Giv mig Pind og min Fornuft tilbage!

Alt andet maa du tage!

Og vi vil blive her paa Taarnets Tind!

Og jeg skal synge for dig med min Pind,

Og læse alle yndige Producter,

Gravblomsterne, de jydske Læsefrugter.

SØREN

Og er det kun det kolde, røde Guld?

See jeg har Lommen fuld!

Forstaaer min Naal at bruge,

Min Pung kan Penge sluge,

Jeg lægger dygtig op, allene i een Uge!

PEER

Glem ei det Løfte I Peer Hansen gav,

I svoer ved Stjernen og den sorte Grav,

At jeg bestemt skjøn Ellen skulde have,

Men nu – nu staae I der og falder reent i Stave.

ELLEN, SØREN og MAREN (knæle).

Mel. Af Bay: »Ton søde Strænge.«

Med Graad paa Kind vi knæle alle tre,

Som Du kan see.

Tungt ryster Stormen over os sin Vinge.

Du gamle skyomkrandste Konge-Ørn,

Hør dine Børn!

Før de fortvivled’ ned fra Vægtergangen springe.

At knuse Hjertet i en Skræders Bryst,

En Datters Lyst,

Med slig en Krands man ei sin Gravhøi smykker.

(Ak, det gjør ondt at ligge længer her!)

Barmhjertig vær!

Husk, det er altfor seent naar først vi er i Stykker.

OLE

Ak Børn! I rører.

Hører

Mig Allesammen!

Jeg tør ei sige Amen,

Men ….

Ja jeg vil tale i Prosa, for at jeg ikke skal være Nogen for høi herinde. I røre mig begge to; men Peer Hansen har mit Ord – jeg kan ikke! – Dog paa een Maade kan jeg trække mig ud af det Hele. Hør Børn, see I kan faae fat paa en ung Forfatter – dem er der jo nok af! – som sagt, see at I faaer fat paa saadan een; Fortæl ham, hvad der er passeret i denne Aften, og lad ham lave en Vaudeville, hvori vi Alle her spille, men i Tugt og Ære! Bliver Stykket antaget, og gjør hvad man siger – – ja I forstaaer mig nok! saa skal I faae hinanden, men dratter det, saa skal du tage Peer Hansen – Nu er jeg udenfor det. Nu kommer det paa Publikums Samvittighed, om I gaae hen, og brække Halsen. Hvad siger I, Peer Hansen?

PEER

Jeg vover det.

SØREN

Og jeg med. O gid jeg nu bare stod i Enden af Vaudevillen, saa vilde jeg saadan træde ganske beskedent frem; snakke om Forfatterens svage Kræfter, om Erkjendelse af hans Mangler o. s. v. – saadanne efter Skik og Brug; – men tilsidst, naar jeg mærkede at det ikke hjalp, løbe lige hen til Lamperne, og spørge: Er der Nogen saa grusomme, at de vil gjøre Indsigelser? Det er rigtignok et ækelt Tiggerie i Vaudevillerne, men Herre Gud! her ere Vi alle i Nøden, ak! betænk dog, at,

– det er haardt at skille dem ad,

Som trofast har elsket hinanden.

SLUTNINGS-CHOR

Mel. Revaillen.

PEER

Men Punschen bliver kold og mat,

Kom lad os Bollen tømme!

Paa Taarnet vi den hele Nat

Om Kjærlighed vil drømme.

Thi Skjæbnen er, som sagt, honet,

Men Publikum langt mere;

De aldrig vil tillade det,

At I skal reent crepere.

CHOR

Ja Skjæbnen er, som sagt, honet,

Men Publikum langt mere;

De aldrig vil tillade det,

Atviskal reent crepere.
I
MAREN

Snart kommer Vaudevillen frem,

Thi glæd dig, kjære Pige.

Ei Publicum er nær saa slem,

Som mange Folk vil sige.

Thi staae da ikke som Peer Tot!

Den megen Sørgen slapper,

Jeg seer i Aanden meget godt,

Parterret for os klapper.

CHOR (uden Peer):

Thi staae da ikke som Peer Tot!

Den megen Sørgen slapper,

Vi see i Aanden meget godt,

Parterret for os klapper!

PEER

O Sagen er just ei saa klar,

Endnu det kunde knibe.

Jeg mange Kammerater har,

Som godt forstaae at pibe.

Jeg heller ei Exempel veed,

Paa slig Autor Courage,

At Publikum skal spille med,

Og det foruden Gage.

CHOR

Vi heller ei Exempel veed,

Paa slig Autor-Courage,

At Publikum skal spille med,

Og det foruden Gage.

ELLEN

Hør mig, I Store og I Smaae,

Som længe nok har tiet,

I som maa der paa Gulvet staae,

Og hver i Galleriet,

Lad ingen Vægter slippe ind,

Betragt hver Naboe nøie,

Thi ellers faaer jeg ei min Pind,

Og det var haardt at døie.

CHOR

Lad ingen Vægter slippe ind

Betragt hver Naboe nøie,

Thi ellers faaer jeg ei min Pind,

Og det var haardt at døie.

SØREN

Tilsidst i Vaudeviller maa

Jo een gaae frem og snakke,

At Autor grumme gjerne saae,

Man skaansomt tog til Takke,

Men det er ei blot Autor her,

Men to i Elskovs Lænke;

Hvad siger nu Parterret der,

Vil I mig Ellen skjænke?

CHOR

Ja det er ei blot Autor her,

Men to i Elskovs Lænke

Hvad siger nu Parterret der,

Vil I ham Ellenmig Ellenmig Søren skjænke?

Noten er flyttet ned, så den står efter lemma "Charlottenlund".
1
Noten er flyttet ned, så den står efter lemma "Charlottenlund".

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret

Heroisk Vaudeville i 1 Act

Udkom første gang 23. april 1829. Opført første gang 25. april 1829 på Det Kongelige Teater. BFN 28

Partitur: KT-A 0269. Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

85,8kunde jeg trykke < kunde trykke
87,23Bortførelsen < Bortførelser
101,13Hjemmets < Hjemets
107,19Pilt. < Pilt
113,4Parterret < Paterret
71
Nicolai TaarnSankt Nicolai Kirke på Nicolai Plads er første gang nævnt 1261, men er formentlig betydelig ældre. Tårnet opførtes 1582-1591.Ved branden 1795 blev kirken ødelagt og lå hen som ruin; tårnet blev siden indrettet til brug for brandvæsenet, der ejede det 1808-1882. Fra 1820 anvendtes det til brandvagt og signalstation. Den nuværende kirkebygning er opført 1914-1917. Tårnet blev istandsat og fik nyt spir 1908-1910. Om helgenen Sankt Nicolai: se note til s. 87.
Parterretstå- og siddepladser på teatrets gulv; blev benyttet af bl.a. borgere og studenter og var billigere end logerne, hvor det fine publikum sad. Ofte gav tilskuerne i parterret deres bifald eller mishag stærkt til kende.
heroiskom højstemt digtning i stil med klassisk heltedigtning.
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet.
72
Vægtervægterne afpatruljerede om natten gaderne, udråbte klokkeslæt, sang vægtervers og passede gadebelysningen. Ole og Peer Hansen er tårnvægtere; disse var posteret i et tårn, hvor de holdt udkig efter ildebrande, ankommende skibe o.l. og udråbte klokkeslettene for natvægterne, som de koordinerede. Vægtervæsenet blev i København afskaffet i 1863.
Naboridderestykket parodierer bl.a. ridderdramaet, hvis rolle på den danske scene dog i 1829 var udspillet, jf. note til s. 80.
PedriPetri Kirke i Skt. Peders Stræde, vistnok tidligst nævnt 1304. Mange om- og tilbygninger; Petri Kirke blev hovedistandsat efter bombardementet 1807, efter hvilket det nuværende barokspir (fra 1756-1757) var bevaret.
Amagerkonekone, der handlede med grøntsager og frugt. Navnet kommer af, at det fortrinsvis var amagerbønderne, der fra deres køkkenhaver forsynede københavnerne med frugt og grønt.
Oldermandenformand for en sammenslutning af næringsdrivende, et lav.
73
Vægtergangengang, der fører rundt om tårnet, og hvorfra vægteren holdt udkig.
lapserdriver rundt, opfører sig drengeagtigt.
Pebling-Skoleskole for mindre børn.
spandeertespenderede.
Alen(en)måleredskab, én alen lang.
74
Mel. … Kjærligheds Skjald»Le troubadour, fier de son doux servage«, romance og kor fra II,6 af F.A. Boïeldieus komiske opera Jean de Paris, 1812; tekst af C.G. d’Ancour de Saint-Just; dansk Johan fra Paris, oversat af N.T. Bruun, opført paa Det Kongelige Teater 1815. Trykte noder: Kierligheds Skjald: Romance af Iohan fra Paris, Kbh., Lose, <18--> (Udvalg af nye og yndede Arier for Piano-Forte).
Veirmøller trebyen havde 16 møller på voldene.
Tappenstregenmilitært signal, tit for tromme og fløjte, som blev spillet om aftenen af små afdelinger, der marcherede rundt i gaderne.
Mel. … Vivat Bachus(latin) leve Bacchus, duet fra II,8 af W.A. Mozarts opera Die Entführung aus dem Serail, 1782; tekst af C.F. Bretzner; dansk Bortførelsen fra Seraillet, oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1813. Trykt klaverpartitur til Die Entführung aus dem Serail findes.
Bachuseller Bacchus, i romersk mytologi vinguden.
honethæderlig; tiltalende; nobel.
HanenDen galende Hane, æstetisk ugeblad, 1827-1829, udgivet af G.M. Müller.
den jydske Avisformentlig Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis (nu Aalborg Stiftstidende), udg. fra 1827 ved N.P. Rée.
75
for galtoverdrevet.
Skjæbnestykkerdramer, der viser skæbnens råden, fx ved hjemsøgelse af en person som straf for en skyld, der hviler over hans slægt. Især om oldgræske tragedier og om en gruppe tragedier i tysk romantik. Danske eksempler på skæbnedramaer, opført før 1829, er Laurids Kruse Enken og Ezzelin; opført på Det Kongelige Teater henholdsvis 1818 og 1820. Hverken det tyske eller det danske skæbnedrama fik større betydning på den danske scene.
sætte Blaar i Øietfører bag lyset. Udtrykket sammenblander muligvis ordene »blår«, dvs. det affald, der bliver tilbage, når man fremstiller hør, og »blåner«, dvs. tågepletter for øjnene.
høiti den høje stil.
Jaord drikkerholder forlovelsesgilde.
vanslægtetdegenereret, udartet.
byggestifte hjem.
(Tag)vraaefattig bolig.
76
baxertugter, revser.
sværmerdriver om; svirer.
smægterhentæres; længes stærkt.
hernedenher på jorden.
Ætheriski den folkelige forestillingsverden rekrutteredes skræddere blandt spinkle og svage børn.
Siv(billedligt) bøjeligt, svagt væsen.
Mel. … Fra Orientarie, sunget af Brausse i I akt af C.E.F. Weyses syngestykke Sovedrikken, 1808, med tekst af Adam Oehlenschläger efter den tyske forfatter C.F. Bretzner Der Schlaftrunk, 1795; opført på Det Kongelige Teater 1809. Trykt klaverpartitur til Sovedrikken findes.
Il est le grand seigneur(fransk) han er en højtstående herre.
Excellense(r)titel for person i 1. rangklasse.
Acteursskuespillere.
Holmens Magtmatroser. Holmen var orlogsværftet på Gammelholm (Bremerholm), nedlagt 1859, og det nye værft på Nyholm på Refshaleøen, anlagt 1686.
77
Vestalinderpræstinder, der tjente i den romerske gudinde Vestas tempel og havde aflagt kyskhedsløfte.
fløitentabt.
Versenebryllupsversene.
78
O! havde jeg syv, otte store Mundemåske allusion til Homers Iliade 2,489; se også Vergils Æneide 6,625 og Georgica 2,43.
en vis Madammeej identificeret.
kjelnekælne, blødagtige.
altallerede.
Mel. Herz, mein Herz … traurig(tysk) hjerte, mit hjerte, hvorfor så bedrøvet; folkemelodi til sangen »Schweizers Heimweh« med tekst af den schweiziske digter og filosofiprofessor Johann Rudolph Wyss (1782-1830). Trykte noder: Schweizers Heimweh … mit Begleitung der Guitare oder des Piano-Forte, Hamburg, Cranz.
Hælhestenifølge folkeovertroen trebenet, hovedløs hest, der varsler død.
79
raskkæk.
pak Digskrub i seng.
forsagegive op.
Gallerietøverste og billigste pladser i teater.
80
KotzebueA. von Kotzebue (1761-1819), tysk dramatiker og en af samtidens mest spillede, også i Danmark; skrev over 200 teaterstykker med sentimentalt og borgerligt moraliserende præg.
SchröderFr.U.L. Schröder (1744-1816), tysk skuespiller, teaterdirektør og dramatiker. For Det Kongelige Teater bearbejdede han bl.a. Molières Le coçu imaginaire, 1660, dansk Den Skinsyge, opført 1806.
borgerlige … Skuespili 1700-tallet afløste det borgerlige, tit opbyggelige drama klassicismens heroiserende og underholdende hofteater; her tænkes nok især på borgerlige lystspil af vekslende kvalitet (fra Kotzebue til Molière).
Ridder-Stykkerfx Herman von Unna, ridderskuespil, 1795, af den svenske forfatter A.F. Skjöldebrand efter en roman fra 1788 af den tyske forfatter Christiane Benedicte Naubert. På dansk ved Th. Thaarup. Opført på Det Kongelige Teater 1800.
Nemesisi græsk religion et begreb og en gudinde for gengældelse og hævn; blev med tiden forbundet med en form for højere retfærdighed.
Aqvatofana(italiensk) egl. tofanavand, dvs. giftdrik; Tofana er navnet på en berygtet italiensk giftblanderske fra o. 1700.
Mel. Hvis raske Gut du overgiver»Bon ouvrier, quand la tendresse«, 3. strofe, 1. vers af »Bon ouvrier, voici l’aurore«, kor og soli fra I akt af D.F.E. Aubers komiske opera Le Maçon, 1825, tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Muurmesteren, oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1827. Trykte noder: Zinck 2, 6. årg., bd. 1; klaverpartitur til Le maçon findes. E-noder: Murmesteren/»Driftige Svend! Straalerne smile«.
stolthovmodig.
Engelsmandenhentyder vel til det engelske bombardement af København 1807.
81
Min Elskede! … Loddet naaerikke identificeret som citat.
Togtogt.
82
snarthurtigt.
tørbehøver; bør.
Mel. Den lille Pedrofransk melodi. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 2, s. 139; også Danm. Melod. bd. 2, nr. 32: »Den Skønne gaar ind i sit attende Aar«.
dydzirestei høj grad prydet af dyd, dvs. moralsk værdifulde egenskaber.
Frakeller frakke, langskødet mandsdragt.
bliver jeg … fatfår jeg det.
Myrte(n)blomsterplante, bryllups- og jomfruelighedssymbol.
84
Sylfe(dronning)luftånd.
rarther nok: udsøgt eller særpræget.
Nixingenting.
Perle fundenjf. Matthæus 13,45-46.
claurensk Stykkeden tyske forfatter K.G.S. Heun (1771-1854) var kendt under navnet H. Clauren. Hans forfatterskab, bl.a. Lustspiele, 1817, var præget af plathed og sentimentalitet, men yndet af publikum.
Prudeprægtige.
Mel. … Min fjortende Vaar»A peine de sortir de l’enfance«, (fransk, i N.T. Bruuns oversættelse:) »Min fjortende Vaar kun jeg skued«, romance fra I akt af den franske komponist E.N. Méhuls syngestykke Joseph, 1807, med tekst af A. Duval; dansk Josef og hans Brødre i Ægypten, opført på Det Kongelige Teater 1816. Trykte noder: Rung bd. 1, s. 113; klaverpartitur til Joseph findes. E-noder: Josef og hans Brødre.
85
Cathederlærestol.
Auka-Thorden agende Tor. I nordisk mytologi fremstilles Tor, guden for bl.a. styrke, vejrlig og torden, tit kørende i en vogn, trukket af bukke. Oehlenschläger bruger dette navn for Tor i tragedien Hakon Jarl, trykt i Nordiske Digte, 1807.
blaanetabe sig i tåge.
Hanrei, Puk, og Gnavselskabsspil.
Forrestenderudover.
Assembleeaftenselskab, tit med dans.
Mel. … Jeg lever … indgetogen»Je suis modeste et soumise«, fra I akt af N. Isouards komiske opera Cendrillons, 1810, tekst af C.G. Etienne; dansk Cendrillon eller Den lille grønne Sko, oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1812. Trykte noder: Rung bd. 1, s. 83; klaverpartitur til Cendrillons findes. E-noder: Cendrillons.
indgetogentilbagetrukket.
BayRudolph Bay (1791-1856), dansk komponist; skrev melodiøse, sentimentale romancemelodier.
86
haftenhaft’en, haft den.
som en Blokubevægelig, tavs som en træklods.
høvisksømmelig, ærbar.
Sladder-Sliddersniksnak; jf. Holberg-vendingen »Slidder Sladder«.
En Smertens Alfsom en smertens ånd.
Alfi nordisk mytologi halvgud, også brugt i betydningen »ånd«; jf. Johannes Ewald: »Alf, en Aand; det samme som Dæmon hos Grækerne. Der vare gode og onde Alfer« (Samlede Skrifter I-VI, 1914-1924, bd. V, s. 281).
87
Trøiekan være en kort jakke; her nok om simpel påklædning.
gjør … Dikkedareskaber sig; gør omsvøb.
St. Nicolaibiskop af Myra i Lykien, en sagnagtig skikkelse, skal være taget til fange under den romerske kejser Diocletians forfølgelse af de kristne ved slutningen af 200-tallet. Skytshelgen for bl.a. de søfarende og børnene.
Skyts Patronskytshelgen.
Mel. … O hvor skal jeg triumphere»O, wie will ich triumphieren«, Osmins arie fra III,5 af Bortførelsen fra Seraillet.
Galeiantikt krigsskib med en række årer i hver side; roedes ofte af slaver; jf. udtrykket »Hvad vil du på den galej«.
Kjæmpestridsmand, person, der kæmper for en sag.
Specie(r)to rigsdaler (sølv).
89
Alfher nok poetisk navn for mildt og hjælpsomt overnaturligt væsen.
Jeg er ham Rosen jo for alle Blommerallusion til slutningen af Axels brev »Farvel nu Valborg, hulde Maar, / Rose for alle Blommer«, I akt af Oehlenschlägers sørgespil Axel og Valborg, opført på Det Kongelige Teater 1810. Jf. Kr. Langdal Møller »Andersenske drillerier. En ungdomskontrovers med Oehlenschläger«, Berlingske Tidende 25. marts 1967 (Langdal Møller).
Recitativdeklamatorisk sangform som indledning til en arie.
Cavatinekavatine, kortere, enkelt opbygget arieform.
Mel. … Hellige Sted, hvor min Tilbedte dvæler»Mura felici, ove il mio ben si agigra«, af Malcolms recitativ fra I,7 af G. Rossinis opera La donna del lago, 1819, tekst af A.L. Tottola efter Walter Scotts versfortælling The Lady of the Lake, 1810; dansk Pigen ved Søen; oversat af J.L. Heiberg; opført på Det Kongelige Teater 1828. Trykt klaverpartitur til La donna del lago findes.
Om hendes Faderhvis hendes fader.
Freiai nordisk mytologi gudinde for kærligheden og frugtbarheden.
90
I Frygt og Smertemelodi fra »Oh quante lagrime« kavatinen af La donna del lago, I,7.
tilgiv mig at jeg grædermåske allusion til Oehlenschlägers digt »Underlige Aftenlufte«, 1806.
(Helte)stiksting; også: sår.
Hvor du er bleven smuk! … Barbar, som du est vordenjf. Valborgs ord til den hjemvendte Axel: »Elskelige Svend! / Hvor har du ogsaa stærkt forandret dig. / Dit Hierte kun, din Elskov er den samme. / Jeg skuer neppe meer den skiælmske Kløft / i Hagen her, for lutter sorte Kruser. / Barbar! som du est vorden!« (Axel og Valborg, I akt); jf. Langdal Møller.
Barbarvildmand.
Helte-Øiejf. Valborg i afskedsscenen: »Lad mig endnu engang, for sidstegang / se Axel i sit skiønne Helteøie« (Axel og Valborg, IV akt).
Contrafeiportræt.
91
smidskeoptræde erotisk lokkende.
Sjølund(s)Sjælland.
stadigtuafbrudt.
Møllenbyen Möln i Lauenburg, Nordtyskland.
Uglspilhelten i en senmiddelalderlig europæisk folkebog med grove og muntre beretninger om hans liv; udkom første gang i Danmark i midten af 1500-tallet. Jf. Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede I-XIV, udg. af Jacob Peter Jacobsen, J. Olrik og R. Paulli, 1915-1936. Bind XI: Uglspil, 1930. Sagnet fortæller, at Uglspil efter mange vandringer døde 1350 i Möln, hvor hans gravsten findes.
Ducat(er)mønt, ca. 6,75 kr.
92
Hvor Alt … Strædejf. måske Valborgs lange replik efter Axels død, der indledes: »Hvor her er godsligt her i denne Kirke« (Axel og Valborg, IV akt). Jf. Langdal Møller.
skjønne, grønne Jomfrukrandsefra »Wir winden dir den Jungfernkranz«, i Oehlenschlägers danske oversættelse »Vi binde dig din Jomfrukrands«, kor og soli fra III,4 af C.M. von Webers opera Der Freischütz, 1821, med tekst af J.F. Kind; dansk Jægerbruden, oversat af Oehlenschläger, opført på Det Kongelige Teater 1822. Trykte noder: Zinck 2, 3. årg., bd. 2; klaverpartitur til Der Freischütz findes. E-noder: Jægerbruden.
Mel. En tydsk Soldatervisetrykte noder: Da. Vaud. bd.1, s. 111. E-noder: En Komedie i det Grønne/»I Gaarden med min Pige«, hvor melodien er benævnt »Sjællandsk Bondevise«.
Wilkommen … wallt(tysk) Velkommen, o sølverne måne! Nattens tavse ledsager! Oh, il ikke, du tankernes ven! Nej! Kun skyerne vandrer; den indledende strofe fra F.G. Klopstocks ode »Die frühen Gräber«, 1764, som korrekt lyder: »Willkommen, o silberner Mond, / Schöner, stiller Gefährt der Nacht! / Du entfliehst / Eile nicht, bleib, Gedankenfreund! / Sehet, er bleibt, das Gewölk wallte nur hin«.
Ut … si(latin) alluderer nok til Peer Degns sangopvisning i I,4 af Holbergs komedie Erasmus Montanus, trykt 1731, opført 1747.
93
hans Vinge klippesvække hans indflydelse.
Forsagertaber modet.
Veed du … Didhenallusion til pigen Mignons sang »Kennst Du das Land, wo die Zitronen blühn«, der indleder 3. bog, 1. kapitel af Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796, dansk Wilhelm Meisters Læreaar, 1801-1802.
Land hiin side Knippels-BroChristianshavn eller Amager; jf. s. 47, »den Christianshavnske-Sliddersladder«, og note til s. 72, Amagerkone.
Skræderkroeantagelig opdigtet.
Da Hercules paa Veien stodjf. Haralds slutreplik i I akt af Oehlenschläger Væringerne i Miklagard, opført på Det Kongelige Teater 1827. Herkules var romernes navn for den græske helt Herakles, kendt som en stor stridsmand, der kæmper med vilddyr, uhyrer og andet ondt. Prodikos, en af sofisterne (dvs. en gruppe filosoffer, der i 400-tallet f.Kr. underviste ungdommen mod betaling) digtede til moralsk opbyggelse for de unge myten om Herakles på korsvejen: Da Herakles var vokset til, begav han sig ud i ensomhed, og fordybet i tanker om sin fremtidsskæbne satte han sig ved en korsvej. Her åbenbarede lasten og dyden sig som to kvindeskikkelser. Den første tilbød ham livsnydelse, den anden forudsagde ham store vanskeligheder, til gengæld berømmelse og udødelighed. Herakles valgte dyden.
unge Blodpurunge menneske.
94
Skjæbnens Drengeskæbnens tjenere, håndlangere.
Dødens Alferden nordiske mytologis onde alfer eller svartalfer; også poetisk udtryk for onde ånder.
Mel. Bertrans Afskeedsqvad»Dig, elskte Frankrig! mit Farvel jeg byder«; jf. Visebog for Hvermand 1-2 i ét bind, udg. af Jul. Strandberg, 1862, bd. 2, s. 44-45. Trykte noder: General Bertrands Afskedsqvad til Frankrig: Romance for Pianoforte eller Guitarre, Kbh., Lose. Bertrand var en fransk general, der ledsagede kejser Napoleon i hans fangenskab på St. Helena fra 1815 indtil hans død 1821.
Dukketøietlegetøjet.
De Dage svandt …sandsynligvis allusion til sidste strofe af Jens Baggesens digt »Da jeg var lille«, 1785, som versemålet svarer til; første vers heraf lyder: »De svandt, de svandt de blide Barndoms Dage!«.
Peblingskolebarn.
95
Bringestærkt, kraftigt bryst.
Lad alle Miner springebrug alle disponible våben.
Minerbomber.
Mel. Brændehuggernes Chor»Courage, Courage à grands coups abbatons«, (fransk, i N.T. Bruuns oversættelse:) »Rask, Brødre! hugger ned!«, kor, der indleder II akt af F.-A. Boïeldieus syngestykke Le petit chaperon rouge, 1818, tekst af M.-E Théaulon de Lambert; dansk Den lille Rødhætte; opført på Det Kongelige Teater 1819. Trykt klaverpartitur til Le petit chaperon rouge findes.
Der pibesdvs. tårnvægteren giver signal med sin vægterpibe.
96
Mel. Alfedandsen»Lustig und flink im sausenden Ring«; indledningen til II akt af Fr. Kuhlaus musikalske drama Lulu med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Zinck 2, 5. årg., bd. 1; klaverpartitur til Lulu findes. E-noder: Lulu.
97
Jomfruekrandskrans, båret af unge piger som tegn på jomfruelighed; her spilles på betydningen: kreds af jomfruer.
Fenris Ulveni nordisk mytologi en ulv, der ligger bundet og slippes løs ved verdens undergang.
Nattens Dvergei nordisk folketro lyssky småvæsener, som mentes at bo i høje eller fjelde; de er kunstsmede, og her er der måske tale om de dværge, der smedede lænken Gleipner, som Fenrisulven blev bundet med.
Mel. Du Schwert an meiner Linken(tysk) Du sværd ved min venstre side, »Schwerdtlied«, 1813, af Theodor Körner, melodi af C.M. von Weber. Trykte noder: C.M. von Weber Leyer und Schwerdt Heft 1-2 von Theodor Körner, in Musik gesetzt mit Begleitung des Pianoforte. Berlin, Schlesinger, Kbh., Lose, hft. 2, s. 10.
98
de høie nivel de ni muser, i græsk mytologi gudinder for ni områder inden for kunst og videnskab; hos Oehlenschläger kaldt »de hellige ni«, hos J.L. Heiberg »de ni«.
Hvihvorfor.
Darausen(tysk) derude; brugtes navnlig om Tyskland.
Nyfigne altallerede nysgerrige.
imidlertidi mellemtiden.
100
Mel. Ich bin der Schneider, witz, witz, witz(tysk) jeg er skrædderen, klip, klip, klip; tysk folkesang. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 3, s. 116. »Witz« er et lydefterlignende udråbsord.
Smakke(n)færgefartøj til overførsel af gods og post. Fra 1819 sejlede hjuldamperen »Ny Caledonien«, kaldet »Pjaske-Malene«, Danmarks første dampskib, som postbåd mellem København og den holstenske by Kiel. Byen var indtil 1864 halvt dansk, idet Holsten var medlem af det tyske forbund, men under den danske konges hertugdømme.
Burschertyske studenter (som var berygtede for at opføre sig ustyrligt i flok).
Thi drogderfor drog.
lange Stiklange sting kendetegner det sjuskede skrædderarbejde.
til Fruen kaldtvel en vittighed; pointen uvis.
101
Mel. … Tys, tyskor fra Fr. Kuhlaus syngestykke Røverborgen med tekst af Oehlenschläger, finale af I akt. Opført på Det Kongelige Teater 1814. Trykt klaverpartitur til Røverborgen findes.
Qvintenden femte tone fra grundtonen og opad.
Larmalarm.
102
Støiståhej.
Mel. … Hvad seer jeg der»Dieu! c’est Monseigneur!« (fransk, i N.T. Bruuns oversættelse:) »Gud! Hr. Ulv er der!«, kor fra Den lille Rødhætte. Trykt klaverpartitur findes, se fx Boïeldieu, F.-A., Théaulon, M.-E. Le petit chaperon rouge. Opera-Féerie en trois Actes … Rothkäppchen. Feen-Operin in 3 Acten … Vollständiger Klavierauszug, ved J.P. Schmidt, Leipzig, Peters, s. 33.
103
graveresmerte.
Klikplet; skændsel.
Asa-Thorjf. note til s. 85. »As« er det almindelige gammelnordiske ord for »gud«.
104
Svart-Alfse note til s. 94.
raserer vanvittig.
106
Torden GudenTor, som i nordisk mytologi bl.a. var gud for vejrlig og torden.
For … ti Minutterfor ti minutter siden.
strutterstritte.
Cavaler(e)fyr, der optræder velklædt og med flotte vaner.
Berserkergangbersærkerne er i norrøn (dvs. oldnordisk) litteratur stærke og farlige krigere, der i kamp kunne gribes af vildt raseri, bersærkergang.
107
Bandenforbandelser.
Piltstymper.
Tjaddersladder.
Tys, tys! hvad er det, som i Busken græderalluderer formentlig til den skyldplagede Hakons replik efter sønneofringen, V akt af Oehlenschlägers sørgespil Hakon Jarl hin Rige, Nordiske Digte, 1807: »Hvad græder hist bag Busken? / Det er det værste! Erling bløder du?«. Jf. Langdal Møller.
108
Skræderher smædenavn for fej person.
Mel. Han slumrer derinde»Han slumred derinde, han slumred saa sødt« fra 3. handling af C.E.F. Weyses syngespil Faruk med tekst af Oehlenschläger; opført på Det Kongelige Teater 1812. Trykte noder: Zinck 2, 1. årg., bd. 2. E-noder: Faruk.
Gigervioliner.
til os hun snærtethun skosede os.
Her vil jeg i min lille Celle bygge … Charlottenlundjf. måske fortsættelsen af Valborgs lange replik i IV akt af Axel og Valborg: »Her skal vi leve ret fornøiet sammen; / Boe ligeover for hinanden; du hos / Din Fader, Valborg hos sin Moder. Naar / Klokken slaaer tolv, og Droslen synger hist / i Birken udenfor vort Kirkevindve / Da revner Muur og hviden Marmelsteen; / Da mødes vi ved Harald Gilles Grav; / Da gaae vi Haand i Haand opad mod Altret«. Jf. Langdal Møller.
Baldyrebrodere.
Hoserkan her betyde bukser.
Saa svindesådan svinder.
109
CharlottenlundCharlottenlund slotshave, også kaldt Gyldenlund efter adelsmanden Ulrik Frederik Gyldenløve, der 1671 overtog området efter Frederik 3. Et værts- og lysthus blev drevet her; og op gennem 1800-tallet var Charlottenlund ved siden af Dyrehaven mål for københavnernes udflugter. I sommersæsonen var der telte og musik i slotshaven. Se ANDERSEN bd. 13, s. 10.
Eremit1eneboer.
Romance(n)lyrisk-episk (sangbart) digt.
Gravblomsterneudvalg af gravvers, oprindelig bragt i Adresseavisen (udkom 1759-1908 under skiftende navne), samlet og udgivet af hofboghandler J.L. Beeken under titlen Gravblomster. En udvalgt Samling af nye og ældre Gravminder over gode, fortjente Dannemænd og Danneqvinder, og elskede Hedenfarne bd. 1-5, 1825-1829.
Læsefrugterden århusianske bogtrykker og bladudgiver A.F. Elmquists populære tidsskrift, 1818-1833, med skønlitterære udvalg. Heri udkom adskillige af St.St. Blichers noveller.
lægger dygtig op, allene i een Ugebare på en uge kan jeg spare meget op.
110
Mel. … Ton søde Strænge»Ton, søde Strænge! tolk med eders Klang«, romance fra 1. del af Oehlenschlägers østerlandske eventyr Aly og Gulhyndy fra Digtninger, Förste Deel, 1811; melodi af Bay. Trykte noder: Rudolf Bay: Romance af Ali og Gulhindi; Oehlenschläger, Lose, <18-->.
høi(om stil:) ophøjet.
111
Lampernerampelyset.
Mel. Revaillenikke identificeret. Reveillen er i militæret et signal ved daggry med horn eller tromme; det tilkendegiver, at mandskabet kan forlade kvarteret.
Bolle(n)stor skål til punch o.l.; bowle.
Peer Totom uselvstændig, forsagt person.
112
Autor Courage»forfatterdristighed«.
forudenuden.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Nicolai Taarn Gade ved Nicolai Taarn Skræderkroen Værelset paa Nicolai Taarn

Del

[Sassy_Social_Share]