Kjærlighed paa Nicolai TaarnSankt Nicolai Kirke på Nicolai Plads er første gang nævnt 1261, men er formentlig betydelig ældre. Tårnet opførtes 1582-1591.Ved branden 1795 blev kirken ødelagt og lå hen som ruin; tårnet blev siden indrettet til brug for brandvæsenet, der ejede det 1808-1882. Fra 1820 anvendtes det til brandvagt og signalstation. Den nuværende kirkebygning er opført 1914-1917. Tårnet blev istandsat og fik nyt spir 1908-1910. Om helgenen Sankt Nicolai: se note til s. 87. eller Hvad siger Parterretstå- og siddepladser på teatrets gulv; blev benyttet af bl.a. borgere og studenter og var billigere end logerne, hvor det fine publikum sad. Ofte gav tilskuerne i parterret deres bifald eller mishag stærkt til kende.
Heroiskom højstemt digtning i stil med klassisk heltedigtning. Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet. i 1 Act
1829
Personerne
|
OLE,
PEER HANSEN, Vægter paa
|
|
| ELLEN, Borgfrøken paa St. Nicolai, OLES Datter | |
| MAREN, en gammel | |
| SØREN PIND, Skrædersvend | |
| Chor af Vægtere, Skrædere og Naboer |
(Tiden omtrent 1829)
Nicolai Taarn
Her sidder jeg forladt paa Ridderborgen,
Med Sorgen.
Her skal jeg sidde Nætter nu og Dage,
Og stirre sorgfuld over Byens Tage,
See Skorsteens-Røgen høit mod Skyen bølge,
O gid jeg kunde følge!
Da fløi jeg over Bjerge, over Dale,
Og fik min Elskovs første Helt i Tale. –
Nu
Og glemmer mig, som her paa Taarnet græder.
Som Børn, i
Vi stødte sammen.
Vi læste begge Abc-en længe,
Hvor straalte du blandt Nicolai Drenge,
Fra Top til Taa i deiligt Himmelblaat!
Da gik det kun med Kjærligheden smaat,
Men da Du snart den første Mark
Den sig formeerte.
Som Confirmander voxte Elskovs-Flammen,
Da sværmede vi sammen
Paa Fred’riksberg, i Have og paa Bakke,
Og glemte reent, at Skjæbnen havde Nakke.
Med
Til Skrædersvend, Du da af Landet drog.
Dit sidste Ord det var, »vær tro den samme,
Jeg kommer snart igjen og gjør Dig til Madamme.«
Men ei han kommer.
Nu har jeg ventet Vinter, ventet Sommer,
Men end jeg sidder som en Længsels Møe
Og Enden bli’er: Jeg skal paa Taarnet døe.
Hist kan jeg see,
Over Tagenes Tinde,
Kjæmpe med Aftenens Vinde!
Jeg seer dem staae
Med fire, hvide Vinger;
O Alfer svinger
Jer i det Blaae,
Over Bølgen hen
Og henter min Ven!
Tier, tier,
Muntre Melodier!
I kan ei min Smerte dølge,
Føre mig paa Glædens Bølge
Under Haabets grønne Træ;
Som da paa min Skræders Knæ
Fordum tidt jeg Eder hørte,
Naar den dunkle Skjæbne førte
Eder, saadan Klokken ni,
Nicolai Taarn forbi.
Vivat Skjæbnen! Skjæbnen leve!
Skjæbnen er min Tro
Ei engang en Kat kan bæve,
Naar han kun beseer den ret.
(Ja det maa i Bladet, i
Stundom kan hun Nakken hæve;
Men i Grunden er hun tam.
Vivat Skjæbnen! Skjæbnen leve,
Skjæbnen er en stor Madam!
Ja Barn, hun er honet, den Stakkel er bagtalt,
Og det
Men hvem er Skyld deri? De mange
Som her paa Krykker
Spadserer om og
O Barn, jeg er saa inderlig fornøiet!
Kan ei min Glæde kue;
Hør dog et ædelt Træk af Skjæbnens høie Frue.
En Mand hun sender dig – en Mand fra Luftens Rige.
Du lykkelige Pige!
See mod Nordvest!
Der staaer det gamle Taarn og trodser Regn og Blæst;
Ak, kan du Hanen see, hvor den paa Spiret blinker,
Forlad mit Nicolai! St. Peder ad Dig vinker.
Jeg ei forstaaer et Ord af al den lange Tale.
Har jeg Dig talt for
Vor Naboe, Ridderen paa Sancte Peder hist,
Har beilet til din Haand, om lidt du har ham vist;
I denne Aftenstund vi Eders
Jeg seer du bliver rød, det lille Hjerte dikker;
Ja, det vil dikke meer, naar Præsten siger Ammen,
Og Jomfruen med Eet gaaer over i Madammen.
O Fader! Fader! mon jeg dig forstod?
Dog nei! det var en fjendtlig Demons Stemme,
Tro ei, i mig
At troløs jeg min Skræder kunde glemme.
Du veed jeg er en øm og kjærlig Fader;
Paa ingen Gader
Du finde kan til mig et Naboe-Stykke!
Jeg vil din Lykke!
Ei skal du med en fattig Skrædder
I usle
Nei, du er værd St. Pedri Taarn at smykke!
Hold paa din Lykke!
At Skjæbnen ei dig
Min Skræder
Men snart han komme kunde;
– Jeg veed han
Var jeg nu troløs, tog den gamle Vægter,
Og sad paa Taarnet som en Andens Viv,
Jeg veed det vilde koste ham hans Liv.
En Skræder er en lille Blomst
En Sommerfugl, der flagrer over Heden,
Han taaler ikke Stormens vilde Slag.
Er han en Helt, han Stormen vil bekjæmpe,
Sin Flamme dæmpe,
Og gjennem Taarer smile mod det Blaae,
Naar han dig seer paa Taarnet høit at staae.
Ak Barn! Hvad er en Skræder?
Et
Naar Vinden leger i dets grønne Top.
Nei Barn! Du maa paa Petri Tinde op.
Taarnvægteren paa Ære har
Den høieste Post man saae!
Han kneiser over Viis og Nar,
Som maae paa Gaden staae.
Et Træk i Klokkestrængen,
Strax springe Folk af Sengen.
Sin Stand man ikke ændser;
Selv høie
Ja Lapse, gamle Tanter,
Alt lystrer strax hans Vink.
Assistenter, Directeurer,
Drengebørn og Bladesmører,
Officerer, Jødepiger,
»Brand! Brand!«
See det bevirker den store Mand;
– Ja, Barn, du maa paa Petri op!
Du gjøre maa det store Hop!
O glem dog ei, min Datter
Hvor høit din Vugge stod.
Nei Fader! nei! om selv paa Spansk du sang,
Dog ei engang
Du rokkede min Troskabs stærke Pille.
Stille!
Jeg er for god, men jeg kan mig forandre,
Som alle Andre.
Saasandt som Sorgen vil min Pande fure,
Jeg skal dig lade levende indmure
Hos een af Byens Modehandlerinder!
Der kan du blandt de andre
Sye gamle Hatte, titte gjennem Ruden,
Men Elskovs-Guden
Er
Der kommer ingen Herre,
Som vil dig føre bort fra Klostrets Muur,
Nei graae Du bliver i dit Jomfruebuur. –
Men det er silde;
Jeg vil ei Tiden spilde
Med flere Ord. – Dæk Bord!
Og overlæg saa Sagen.
Tænk Bryllups-Dagen,
Og
O alle Himle!
Ja det vil blive Noget!
Vær dog fornuftig, Barn, gjør ikke Sagen broget.
En kulsort Dæmon over Scenen gaaer,
Med Skjæbnens Dit og Dat i sine Haar,
Han truer mig og Knokel-Haanden strækker
Mod mine Blomster, og den bedste brækker.
Her stod jeg tidt og stirred over Byen,
Min Tanke fløi mod Skyen,
Nu er den stækket,
En Nattestorm, som sagt, har mine Blomster knækket.
Saa maa det være i et Sørgespil!
Saa Loven vil!
Og som
Jeg raabte høit: min Skræder! kan du blunde?
Kom! frels mig! flyv fra Sydens
Men ei han hører,
Og Døden
Høit paa Nicolai Tinde
Pigen staaer med Graad paa Kind;
Ei hun mærker Nattens Vinde,
Tanker flyve ud og ind.
Fjernt ved Donau Helten lapser,
Hører ei den Armes Suk,
Lystig han i Kroen snapser,
Aft’nen er saa skjøn og smuk.
Medens der af Kruset klukkes,
Død paa Taarnet Pigen staaer. –
Lysene i Byen slukkes,
Vinden ta’er i hendes Haar.
Veninde kom! betræd kun Sorgens Kammer.
See! føel min Jammer!
Ak! Alt er ude.
Jeg veed din Nød;
Men Barn, fortvivl kun ikke. –
Selv om du maa i Aften Jaord drikke
Er der jo intet tabt.
Jeg veed det nok, du er saa føelsom skabt;
Men ih! fat Mod!
Du veed, din Fader er Dig altid god.
Lad ikke Smerten dine Kinder blege;
Man maa ei selv med Sorgen saadan lege!
Vær fro og
Og græd ei strax, naar Skjæbnen gi’er et Dask.
Gaae, Gamle, kun, og
Du ogsaa hører med til Skjæbnens Slæng. –
Lad mig kun staae paa Taarnet reent forladt,
Mig blinker ingen Stjerne i min Nat.
Et lille Skridt kun, over Taarnets Tinde,
Og rask jeg kløve skal de skarpe Vinde!
Skal finde Døden,
Og ligge kold og bleg i Morgenrøden.
Du mig forskrækker!
Ifald din Hals du knækker,
Min Tro!
Da tør jeg ikke meer paa Taarnet boe.
Ak! hvor det foer mig ned i mine Bene!
Vær stærk! hold ud til Stykkets sidste Scene,
Det er sig selv at plage,
At ville strax i Førstningen
Ja det er rent forkjert.
I flere Aar har du jo abonert
I
Og altsaa er indviet
I alle Stykker. Du maa deraf vide,
Og søge Trøst i egen Nød og Qvide! –
Naar i de første Scener Alt er sort,
Og bort
De Elskende man river fra hinanden,
Tilsidst, Trods Onkler, Tanter, ja Trods Fanden,
Der bliver Bryllup, intet Hjerte bløder.
Ja du har ret, hos
I
Men her vil Mere til!
Naar saae du Sligt i vore
Veninde! nei, troe ikke det er Nykker!
Her stiger
Mig truer Vanvid, Gift, maaskee en Dolk!
Thi det er Mad, der kildrer vore Folk.
Barnlille, ti – vildt gnistrer dine Blikke.
O, kjender du mig ikke?
Bevæg dig lidt! – du er saa tragisk stemt.
Fat Mod igjen! det er jo ei saa slemt
Som strax du troer;
Hav du kun Tillid til den gamle Moer.
Man maa ei strax gaae reent i Stykker,
Naar Skjæbnen trækker Riset frem.
Du veed, Madammen tidt har Nykker,
Men er i Grunden ei saa slem.
:|: Bliver hun dig for
Knips hende da igjen paa Næsen,
Og hun trækker den nok væk.
:|: Thi ei forsage :|:
Livet er intet Smertens Qvæk! :|:
Av! midt i Panden!
Der har vi
Et Æble! – Et Papir er bundet fast. –
Det var et Helte-Kast!
Forunderligt! ja næsten mod Naturen!
Det maatte længst jo have stødt mod Muren.
Han kommer!
Af Fryd mit Hjerte trommer!
O Maren!
Jeg veed ei selv, hvordan jeg ret er faren!
Det er min Skræders Haand; fra ham det kommer;
I Hjertet vaagner nu mit Haabs Skjærsommer!
Ja Elskovs Gud har Æblet til mig bragt!
O læs dog, Barn! Hvad har din Skræder sagt?
»
Hvor høit den slaaer, hvor stærk og reen den er,
Det var med Ord at male Østens Skjær,
Naar Morgensol bestiger Himlens Bue.
At tælle mine Suk jeg ei formaaer, –
(Ei veed jeg Tal paa Nattens Stjerneskare!)
Og ei min Længsels Dyb at aabenbare –
(Til Oceanets Bund ei Loddet naaer
Det har han stjaalet, o, den lille Tyveknægt! –
»Som Helt jeg vender fra mit
Og knæler salig ved dit Jomfrue-Buur,
Skjøn Ellen vil du kjærlig Dig umage,
Mens Maanen seiler over Taarnets Muur,
At stige ned til ham, som bange græder,
Din Søren Pind; snart Byens Dameskræder.«
Han staaer dernede! hører Du Veninde?
Hvor skal jeg Rum for al min Glæde finde?!
O! sving Jer Fugle smaae, hen over Byen,
Mod Skyen;
Og syng! »hun har sin Skræder atter funden,
Og rødmer elskovsfuld, som Roserne i Lunden!«
O lad mig springe ned i Heltens Arme!
Gud sig forbarme!
Du knækker Halsen, hvis du springer ned.
O du forstaaer dig ei paa Kjærlighed!
Tys, Barn! Jeg mærker, at din Fader kommer,
Gjem Brevet
Faae det til Side!
Han
Tilgiv
Om jeg forstyrrer Jer lidt;
Samt at jeg kommer i Støvler og
Til en Aften-Visit.
Jeg sidder saa ene paa Taarnet hist
Hele den lange Nat,
Da
Ganske forunderlig fat.
Det banker bestandig: »luk op! luk op!«
Til Solen forgylder St. Peders Top.
»Luk op! Luk op!« – Hvad betyder vel det?
Ja vi veed nok hvad det betyder her.
See der
Staaer Pigebarnet. Hun er ei saa ilde!
Hvad var det ellers her jeg sige vilde?
Dog det er nu det samme!
Hun er mit Barn, og gjør mig ei tilskamme.
Nu Ellen, ræk ham Haanden!
Jeg seer i Aanden,
Dig alt med
Hvor du som Brud med Peder Hansen staaer!
O søde Lykke!
At turde dig som Brud til Hjertet trykke.
Pige!
Tidt vil vi ud paa Vægtergangen stige,
Der kan du frie for Sorg,
Dog veemodssødt see mod din Faders Borg.
Lad Verden larme under os dernede,
Med Nid og Vrede,
Vi bygge os et Hjem i Luftens Rige,
Og du skal være
Han taler
Jeg troer du drømmer!
Du staaer og stirrer, svarer os jo
Ih! gjør et Knix,
Og ræk ham derpaa Munden!
Ja, jeg har Livets bedste
Mig fulgte Lykken fra mit første Fjed,
Dens sidste Krands er Pigens Kjærlighed.
Spids Øre,
Saa skal I smukt et
Som lille Dreng jeg tjente alt som Hyrde
Paa Jyllands Kyst;
Jeg kjendte endnu ikke Sorgens Byrde,
Da steeg en mægtig Længsel i mit Bryst,
O, den har intet Navn!
Da drog vor Naboes Jens til Kjøbenhavn,
Med Faar og Stude
Jeg greeb dem rask ved Halen,
Og sagde mit Farvel til Barndoms Dalen.
Jeg havde de fjorten paa Bagen,
End gik jeg og vogtede Gjæs;
Tidt sad jeg saa stille om Dagen
Ved Strandens sivkrandsede Næs.
Naar Solen begyndte sin Dalen,
Tog Længsel mig grusomt i Favn,
:|: Thi tog jeg da Qvæget ved Halen,
Og flagrede til Kjøbenhavn. :|:
Jeg saae Taarnene, Stadens Smykke,
Det Runde især var min Lyst.
Af Kjærlighed kunde jeg trykke
Det op til mit bankende Bryst!
Da smilte fra Himlens
Fru Skjæbnen, saa sukker sød;
:|: Hun satte mig høit paa St. Peder,
I Aftenens purpur Glød. :|:
Der lever jeg nu ene,
Betragter Livets store Scene
Fra Taarnets Tind.
Naar Sneen fyger om min lodne Kind,
Da føler jeg mig
Og smiler stolt til Jorden.
Men denne Vildhed vil med Tiden
Naar De, skjøn Jomfrue, bliver først min Kone,
Da skal der spilles
Indtil min Grav.
Og hvis mine vene Viv
En
Da var det ilde.
Ak nei! vær de kun rolig;
Hun er med Ensomhed fra Hjemmet alt fortrolig.
Vi leve stille,
Oppe paa St. Nicolai,
Her hun sidder tidt i Krogen
Nynner mig en Sang af
Kun engang hver anden Aften
Gaar hun i Comedien,
Men naar hun tillivs har
Kommer hun strax hjem igjen.
Men Barn, du tier reent, du staaer jo
Vi andre, synes mig, har snakket meer end nok.
Nu Touren er til dig, i
At male
Hvad Pigen føler i sit stille Sind,
Naar ind
En Beiler triner,
Og siger Dit og Dat med søde Miner.
Som Ridder,
I maa foragte Verdens
Og skatte Troskabs Flamme,
Om end som Lyn den Eders Bryst vil ramme!
Jeg kan ei elske, kan ei ægte dem.
Gaae hjem!
Kast Øiet, Ridder! over Byens Tage;
Let finder I en Mage,
Der elskovsvarm
Vil drømme Livet hen i Eders Helte-Arm.
Nei vil man høre!
Du understaaer dig saadant Sprog at føre.
Hvad er din Skræder vel mod denne Diamant?
En Sommerfugl kun mod en Elephant!
Jeg føler dybt den store høie Ære,
At kunne bære
Det Hædersnavn: Peer Hansens Ægte-Viv.
Og ved mit unge Liv!
Var I kun kommen før jeg saae min Skræder,
Jeg vilde, stolt af denne høie Hæder,
Strax Jaord drikke;
Men nu – nu kan jeg ikke.
Skjøn Jomfrue, lad jer bøie!
Vildt svulmer Hjertet bag ved Frak og
O lad mig finde Naade for jert Øie!
Vær I kun rolig! det har ingen Fare;
Hun
Jeg kjænder Klangen.
Lad os gaae ud paa Gangen,
Og røge hver en Pibe nok saa rolig,
Imedens Maren trolig
Vil dække Bordet.
Og siden, vil jeg, drikke vi Jaordet.
Gaae mig tilhaande,
Du som saa tidt igjennem Skyen smilte,
Naar ved min Skræders Bryst jeg salig hvilte.
O Nicolai, Du Taarnets
O viis dig dog som en honet Person!
Lad ikke Rosen isne i sin Mai,
St. Nicolai!
Hvad er Fanden reent i Pigen?
Hvad er dette for en Skrigen?
Dette Raab :|: St. Nicolai :|:
Du skal dog Peer Hansen tage,
Og i een af disse Dage,
Staae paa Ægteskabs
Nei, Fader! nei, din Vredes Ild du dæmpe.
Jeg sværger ved St. Nicolai min
Om selv Peer Hansen sig i
Jeg bliver dog ei troløs mod min Skræder!
Stille, stille med din Snakken,
Ellers ta’er jeg dig i Nakken,
Her paa Taarnet :|: hersker jeg! :|:
Dæmp o Ven! din vilde Brusen,
Denne Summen, denne Susen
Skader Haabets Blomsterskud.
Lad dog Pigen sig betænke,
Pusterum du hende skjænke,
Lad os gaae paa Gangen ud.
Nei, jeg vil ei høre mere!
Spild kun ingen Ord nu flere;
Det er Snee i Sydens Mai.
Skjøndt jeg ud paa Gangen stiger,
Ei det nytter, at du skriger
Paa din Helt :|: St. Nicolai. :|:
Vær stærk mit Hjerte i din vilde Kamp!
– Jeg seer i Punschens Damp
Den fule Aand, der lurer paa min Lykke;
Den Aand, der grumt vil trykke
Sit sorte Segl paa Glæden. – –
O stands din Græden!
Husk paa, din Skræder staaer ved Taarnets Fod.
Fat Mod!
Det er ei Tid, at vise du er bange!
Flyv hurtigt gjennem Taarnets Snirkel-Gange,
Nyd Gjensyns Lyst, betroe din Skræder Faren,
Og stol paa Maren!
Veninde!
Du er en Trøstens
Hvor kan jeg ogsaa glemme i mit Fængsel
Mit Hjertes søde Længsel?
Maaskee han i den kolde Aften fryser!
Men Maanen lyser,
Smaae-Stjerner funkle fra det høie Telt,
Og Byens Alfer sværme om min Helt.
Jeg kommer!
I Kjærligheds Skjær-Sommer.
Farvel! Han vinker midt i Alfe-Skaren.
Pas Punschen, Maren!
Gade ved Nicolai Taarn
Recitativdeklamatorisk sangform som indledning til en arie. og Cavatinekavatine, kortere, enkelt opbygget arieform.
Hellige Sted, hvor min Tilbedte dvæler!
Atter jeg hilser dine Mure; knæler
Og nynner Elskovs-Sangen,
Mens Øiet søger dig paa Vægtergangen.
Mon du end er den samme?
Jeg kommer nu, og gjør dig til Madamme.
O min Eline, Pige!
O, gid jeg kunde stige
Med Tankens Flugt op i dit Zylfe-Rige!
Mon også Æblet kom i hendes Hænder?
Ha, hvor mit Hjerte brænder!
Ifald? – O Vee! mit Indre græder.
O
Bespændt af Længsel,
Er som i Fængsel
Mit arme Hjerte!
Ak Helten fryser!
Mat Lygten lyser,
Men ei hun kommer,
Mit Haabs Skjærsommer.
Paa disse Stene
Jeg taus og ene
Vil vente Døden I Morgenrøden.
Graven skal smykkes med Elskovskrands,
Selv vil jeg da spøge i Maanens Glands.
Min Skræder!!!
Eline!!! – – o
O søde Øieblik!
Du stolte Løn for mangt et
Nu har jeg glemt min lange Længsels Suk.
Har faaet Skjæg paa Hagen.
O hvor jeg længes dog, at see dig lidt ved Dagen!
Den Tale klinger elskovssød og fyndig;
End smiler Du med samme
Alt er som før, kun i en anden Trøie.
Ja du kan tro at jeg har tradsket om!
Men hvor jeg kom,
I Byens Larm, og paa min stille Vei,
Jeg bar i Hjertet tro dit
Skjøndt rundt omkring paa alle Landeveie,
Jeg saa dem neie
Og hvidske,
Og rundt omkring i Byerne at
(Ja det er sandt jeg siger),
Der voxer baade Viin og smukke Piger
Paa Bjerge og paa Bakker.
Jo! jo, jeg takker!
Der udenlands, jo det er noget Andet,
End her i Landet!
Dog følte jeg mig ene midt paa Jord,
Du var Magneten, som mig trak mod Nord.
Jeg var dig ogsaa troe, min søde Pind!
Paa Taarnets Tind
Jeg ene stod ved Aften og ved Morgen,
I Elskovs Sorgen.
Saae Havets Bølger dandse
Med Skummets Lillie-Krandse,
Om
Da svulmede mit Bryst,
Og Tanken fløi forvoven
Hen over Skoven,
Over salten Vande,
Til dig, min Helt, i fjerne, fjerne Lande.
Jeg brugte rask min Naal,
Og tænkte
I
En gammel Tigger
Mig viste Mandens Grav. Der sad jeg ene,
Mens Droslen slog i Hyldetræets Grene.
Det var just midt i Mai –
Sødt tænkte jeg paa dig, og Nicolai –
Da kom en Skræder-Enke,
Du maae ei Ondt nu tænke –
Hun vandred’ mig forbi; vi talte sammen –
Og Enden blev, jeg fulgte med Madammen.
Der syede jeg
Og da vor Tid var omme,
Greb jeg min Vandringsstav,
Fløi bort fra Enken og fra Uglspils Grav.
O min Eline!
Nu Skræderen og Pengene er dine!
Du søde Helt!
O lad mig sværme under Nattens Telt!
Jeg kunde græde!
Fjernt hører jeg den glade Ungdom dandse;
Hist spilles: »
Der slaaes et Ægte-Par. Høit lærer Daad og Ord,
At end er ikke Kraften død i Nord;
Veirhanen piber, som det sig kan sømme,
I Luften høit, de lette Skyer svømme,
O lad mig drømme!
Duet
| ELLEN | |
| SØREN | Stiller Gefährt der Nacht! |
| ELLEN | O, eile nicht, Gedankenfreund! |
| SØREN | Nein! das Gewölk nur wallt |
| ELLEN | Hvor Tydsk dog klinger, søde Pind! |
| SØREN | Hjertet løber mig ud og ind! |
| ELLEN | Vi vil paa Taget bygge snart. |
| SØREN | Som Turtelduer, det er klart. |
| BEGGE | Vi vil tilsammen Triller slaae, |
| Lirum, Larum, Tratri | |
| Og sværme i det høie Blaae, | |
O! hvor man dog saa net
I en Duet
Kan tolke Elskovs Væsen!
Men Ellen, du faaer ondt! du bliver bleg om Næsen!
Ak Luft!
Du faaer vist ondt af Talens Blomster-Duft.
Hvor det om Hjertet klemte!
O Vee! Af Fryd jeg glemte
At klage dig min Sorg og bittre Nød.
Paa Taarnet venter mig den visse Død.
Peer Hansen er der, jeg skal Jaord drikke.
Alt damper Punschen – men jeg gjør det ikke!
Ei vil vor Graad den strænge Fader bøie;
Fordi ham Skjæbnen satte i det Høie,
Han smiler haant til dem i lave Gader …..
Ha, ved min Sax! – Dog nei! det er din Fader;
Jeg ellers skulde snart
Kun ved dit Mod jeg Faren kan undslippe –
O jeg maa frygte ……..
Kom! vi vil flygte. –
Med Urtegaarde og med grønne Agre?
Didhen
Ja følg mig fro,
Jeg bringer dig til vores
Jeg vil! – dog nei! mit Hjerte bløder. –
Men Tid og Skjæbnen nøder!
Hvad skal jeg gjøre? Følge dig min Skræder,
Og glemme ham, som hist paa Taarnet græder?
Da var han slemt i Knibe!
Jeg staaer som han, jeg
Kan ei mig selv begribe.
Dog jo! jeg følger dig saa glad,
I hvad der end vil ramme;
Men først jeg maa mit Afskeedsqvad
Til Taarnet her fremstamme!
O kjære!
Lad dog den Syngen være.
Det er kun Nykker.
Sligt passer kun i store Syngestykker.
Der er det Skik, naar Elskende vil fly,
De synge først en Sang i høien Sky,
Og det saa længe,
Til een af
Uden Snakken,
Strax springer til og tager dem i Nakken.
Om
Jeg synger!
Du gamle Taarn, din Datter dig forlader!
Du, paa hvis Tind hun stod saa mangen Gang,
Naar Hoben larmed i de snevre Gader.
St. Nicolai! modtag min Afskeed-Sang.
Tidt vil dit Billed kneise for mit Øie,
Du vil mig minde om mit Ridder-Blod,
:|: Da skal jeg smile – stirre mod det Høie,
Og mindes – ogsaa jeg paa Taarnet stod. :|:
End seer jeg mig som Barn med
Den hele Verden lystigt til mig leer;
Ak! hede Taare, trænge frem af Øiet!
O spild dog Tiden ei med saadan Tale!
Naar vi kun løbe, har det ingen Nød.
:|: Husk hvad du svoer i lave Skrædersale:
»Jeg bliver tro min Skræder til min Død!« :|:
Her staaer jeg midt paa Gaden nu og græder,
En
Men naar jeg seer paa dig og paa min Skræder,
Saa kan jeg ei mit Indre ret forstaae.
Du stirrer taus, han vinker til det Fjerne,
Jeg kan ei følge Eder begge to!
:|: Du vil mig løfte til den blege Stjerne,
Han fører mig til Elskovs Skræder-Kro. :|:
Ak Ellen! Ellen! – – Gid de dog var flygtet,
– Hvad jeg har frygtet,
Alt opfyldt er. Nu hjælper ingen Snakken!
Den Gamle stormer alt mig jo i Nakken.
St. Nicolai! tag Parret i din Favn,
Og bær dem kjærligt ud paa Christianshavn.
OLE og PEER (træde ind).
OLE
Ja borte er hun! flygtet! men hvorhen?
Du græder, Ven.
Vær Riddersmand! Hav Mod i Bryst og
Du maa dig tvinge!
Jeg bliver her: flyv du paa Elskovs Vinge!
Kald Vægterne! og kan du Pigen bringe,
Da skal paa Søndag Bryllups Klokken ringe.
:|:
Hvorfor samles I der? :|:
Hvad mon det kan være!
Veed Ingen det Kjære?
Dog hist jeg jo Vægterne seer.
Tys! kommer Børnlille,
Men værer dog stille!
Vaagn ikke det hele Qvarteer.
Svar os Vægter!
Thi vi smægter.
Hvorfor piber han der?
Er der Ild? Er der Larm?
Ha! hvor banker min Barm!
Vi liste os, kjære!
Men taus maae vi være,
De ikke undslippe os da.
Ha, saa hør paa vor Tale!
De enten er gale
Eller spille vi alle i en Opera?
Skræderkroen
Lystig omkring
I susende Ring!
Hver svinger sin,
Jeg svinger min!
Lystig omkring
I susende Ring.
Om Dagen vi øve vort Snille,
:|: klip! klip! :|:
Arbeide saa tro og saa stille,
:|: klip! klip! :|:
Naar Aften sig nærmer,
Som Alfer vi sværmer.
:|: trip! trip! :|:
Lystig omkring
I susende Ring o. s. v.
Høistærede, fra Gader og fra Stræder!
Hver Jomfrue, og hver Skræder
I denne hæderlige Flok;
I mig tilgive nok,
Om jeg forstyrrer Eders Alfedands.
Men see! en Blomst til Eders
Jeg bringer;
O tag os kjærligt under Eders Vinger!
Hvis Vægter-Skaren tør sig dristig nærme,
I os beskjærme!
Vær uden Frygt, som I er uden Fare!
Vi med vort Blod skal Eders Liv forsvare.
See denne Helteskare!
Ha, Brødre! høit paa Eders Sax I sværge,
At I vil Uskyld værge,
Om
En Buk er stolt af Skjægget,
Er let til Strid opægget.
Ha ved
Hurrah!
Stoel kun paa Nordens Helte!
Vi har jo Sværd ved Belte.
Kom der en Vægter nu,
Vi klipped’ ham itu.
Hurrah!
Vi frygte ikke Faren,
Og trodse Vægter-Skaren.
Vi kjende Jern og Staal,
Kan bruge Sax og Naal!
Hurrah!
Jeg takker Eder ædle Ridderskare!
Hvis Skjæbnen vil mit unge Liv bevare,
Jeg vise skal mig Eders Venskab værd,
Det sværger høit jeg paa mit Ridder Sværd!
Derom vi tvivle ikke. –
Kom Brødre lad os drikke
En Skaal for Parret. Glassene I hæve!
Den ædle Søren Pind og Frøken Ellen leve!
De leve!
De tynde Been I har i Verden rørt,
Har seet og hørt
Saa mange Ting
Fortæl os et og andet.
Saa smager Vinen bedre kan I tro.
O jo!
De Herrer Musici
O ja fortæl!
Nu vel!
Sex Aar det var ved Fastelavn,
Jeg drog fra Kjøbenhavn.
Med
Og landede i Kiel.
Der stak jeg tretten
Og maatte flygte med min Sax.
I Amsterdam var meget Vand,
I Amsterdam var meget Vand,
Thi drog han til et andet Land.
Hvad skal jeg sige om Paris?
Det er et Paradis.
Der var jeg paa et Skræder-Bal;
O hvilken Dandse-Sal!
Ja hele Gulvet raabte: »Svæv!«
Vi dandsed’ paa en Spindelvæv.
Men jeg var ei parisisk let,
Faldt da igjennem nok saa net.
Men han var ei parisisk let,
Og faldt igjennem nok saa net.
For Paven syede jeg i Rom
Hans gamle Buxer om;
Syv Aar jeg derfor Aflad fik,
Trods mine
Var det ei meget godt betalt?
Jeg siden blev
Men Dolke blinked’ rundten om,
Thi reiste jeg ihast fra Rom.
Da Dolke blinked’ rundten om,
Saa reiste han ihast fra Rom.
Om Staden Wien jeg ene veed,
At jeg blev tyk og feed.
Snart greb jeg til min Vandrings-Stav,
Drog hen til Uglspils Grav.
Der fik jeg ret min Lykke fat.
Saa reiste jeg ved Dag og Nat;
Staaer nu i Hjemmets Skræder-Kro,
Og finder Ellen huld og tro.
Her staaer han i vor Skræder-Kro,
Og finder Ellen huld og tro.
Men lad nu ikke standse
De glade Dandse.
Lad lystig Violin og Fløite klinge,
At Glæden atter ryste kan sin Vinge.
Tys! tys! hvad er det?
Ha! hørte jeg ret?
I
Som om Vægterne peeb.
Vægterne pibe – der blæses
Man seer de sig Kroen vil nærme.
Frygt ikke! vi skal jer beskjærme;
Stol paa vor Arm!
Til Vaaben! I Gevær!
Er Vægterne nær?
Frygt ikke, I Smukke! –
Nu komme de strax –
Stol paa vor Sax!
Til Vaaben, i Gevær!
Ja Fjenden er nær!
Til Vaaben! i Gevær!
Min Brud vil de røve.
Ak, Døden er nær!
Ak hør! hvilken
I Skræderens Kro.
Der hun staaer – ha griber hende!
Kom med!
Afsted!
O, Faren I afvende!
Viid: at min Brud hun er, Du Orm, som græder!
Stolt trodser her jeg Dig, og hver en ussel Skræder!
O, hvilket Slag!
Helvedsnag!
Pind, min Pind!
Taarnets Tind
Du som en Stjerne smykke maa,
Og funkle høit i Nattens Blaa.
Taaren glindser paa Pigens Kind.
Ha! – det kan mig i Hjertet
See dog, hvor feige vore staae;
Og Vægterne med Seiren gaae.
Hvilken Larm! – Hvad vil Enden blive?
Det er jo en
Ak! de arme, stakkels to!
Hjælp! o hjælp!
O
Knuus du dette Vægter-Chor.
Pind, min Pind, o frels mig Arme!
Knap jeg dæmpe kan min Harme.
Kjære, lad os bort os snige ...
Jeg er bange de vil krige!
Hjertet gjennem Vesten springer!
Ingen Sjæl mig Redning bringer!
Pind, min Pind! Nu maa jeg døe.
Nattens
Med den nicolaiske Møe.
Hvilken Larm! og hvilken Snakken!
Pigen, veed jeg, er min Brud!
Er Du Helt, tag ham i Nakken,
Kast ham rask af Døren ud!
O Eline! see jeg
Krampetrukken Læben leer,
Jeg kan ikke gjøre meer.
O Freia! smiil fra Skyen
Til Skræderkroen ned.
Kom! følg mig ind til Byen.
Skjænk mig din Kjærlighed!
Min Brud man grumt mig røver!
Og Hævnens Torden tøver.
Ha! – snart finder Hjertet Ro.
See, de rase begge to!
Styrt og knuus mig, Skræderkro!
Min Eline!!!
Som blege Spøgelser I staae og grine.
Troløse Folk!
O gid jeg var en Stok!
Som
See Nattens Konge med sin sorte Skygge
Har røvet mig min Brud, mit Haab, min Lyst.
Barbarer! knuus kun Hjertet i mit Bryst.
Det var den Troskab, som I høit mig svoer,
Ja sang i Chor
Hver troer sig Helt, fordi med Sax han
Og I er dog ei værd det Hædersnavn Rekrutter.
Hvad kan I? sidde paa et Bord imellem Klude,
See igjennem Rude. –
Paa Gaden spille Lapse,
Hvad kan I mere?!!!
Ha, ved vor Sax! …..
Ja fælt det klang;
Men Brødre, stands! han har
Viis Dig som Mand! hvad nytter det, Du raser,
Og slaaer omkring med lange Heltephraser?
Hvad hjælper Skrig og
For Fanden!
Er Ellen tabt, søg dig i Skræderstanden
En Anden.
Ha! usle
Ved Stjernerne paa Nattens dunkle Telt!
Min Bjørnekloe dig maser,
Thi Helten raser. –
O min Eline, fagre Rosenknop!
Endnu engang jeg til Dig flagrer op;
Jeg vil din Fader bøie,
Hvis ikke, kjækt mig styrte fra det Høie!
Han raser, taler vildt.
Jeg ham tilgiver, han mig kaldte Pilt.
Værelset paa Nicolai Taarn
O Ellen! At du kunde saadan flygte;
Udsætte Navn og Rygte
For
Og al den Christianshavnske-Sliddersladder.
Gaae rask i Alfedandsen,
Forglemme mig, og saare dybt Peer Hansen.
Tys, stille! læg din Finger taus paa Munden.
Hør, Droslen slaaer saa sødt i Birkelunden.
Min Skræder!
Skjøn Ellen, lad ham fare!
Han er ei Helt, kan ei sin Brud forsvare;
Jeg frelste dig for Nattens Dværge-Skare.
Lad ham kun komme, selv i bedste Klæder,
Han er en –
Forræder!!!
Giftig lumske Edderslange,
Som hvisle tør i mine Blomstergange,
Tag Hatten af, naar du min Helt vil nævne,
Thi hævne
Kan Nemesis før Nattens Stjerner dale,
Din Tale.
Vi sværmede saligt vi Elskende to,
Paa Kjærligheds stærkeste Vinge;
Da fløi vi tilsammen til Skrædernes Kroe,
Hvor
Den Oldermand tog mig til Dandsen op,
Jeg rødmede over min hele Krop;
Da sprængte man Døren – Svartalferne kom –
Hver havde i Haanden en Landse,
Forstyrrede Alfernes Dandse,
Tog Rosen af Pigernes Krandse.
Det var
Ak Ellen! Barn, du gjør mig blød om Hjertet.
Naar Natten dækker Jorden med sin Skygge,
Veirhanen piber i den skarpe Vind,
Da vil jeg stige ud, og staae paa Gangen,
See Stjernerne og høre Vægtersangen.
Naar Vaaren da de grønne Marker spætter,
Da vil jeg vandre til
Som
Og sværme i den dunkle Aftenstund,
See Fiskerdrengen Silke-Seilet heise,
Og naar da Skoven visner med sin Krands,
Jeg med min Skræder dandser Dødning-Dands.
Nei det er altfor meget! hun taber reent Balancen;
Den Tale rørte mig langt mere end
Giv mig Eline! o, forstød os ikke!
Jeg læser Liv og Død i dine Blikke.
Mig Kjærlighed besjæler;
See, første Gang jeg for et Mandfolk knæler!
Du store Mand!
Luk Porten op for Haabets Trylleland.
Men gjør det strax,
Før med min Sax
Jeg ridser mig, som det sig Helte sømmer!
At Blodet sprudle maa i dunkelrøde Strømme.
Giv mig Pind og min Fornuft tilbage!
Alt andet maa du tage!
Og vi vil blive her paa Taarnets Tind!
Og jeg skal synge for dig med min Pind,
Og læse alle yndige Producter,
Og er det kun det kolde, røde Guld?
See jeg har Lommen fuld!
Forstaaer min Naal at bruge,
Min Pung kan Penge sluge,
Jeg
Glem ei det Løfte I Peer Hansen gav,
I svoer ved Stjernen og den sorte Grav,
At jeg bestemt skjøn Ellen skulde have,
Men nu – nu staae I der og falder reent i Stave.
Med Graad paa Kind vi knæle alle tre,
Som Du kan see.
Tungt ryster Stormen over os sin Vinge.
Du gamle skyomkrandste Konge-Ørn,
Hør dine Børn!
Før de fortvivled’ ned fra Vægtergangen springe.
At knuse Hjertet i en Skræders Bryst,
En Datters Lyst,
Med slig en Krands man ei sin Grav
(Ak, det gjør ondt at ligge længer her!)
Barmhjertig vær!
Husk, det er altfor seent naar først vi er i Stykker.
Ak Børn! I rører.
Hører
Mig Allesammen!
Jeg tør ei sige Amen,
Men ….
Ja jeg vil tale i Prosa, for at jeg ikke skal være Nogen for høi herinde. I røre mig begge to; men Peer Hansen har mit Ord – jeg kan ikke! – Dog paa een Maade kan jeg trække mig ud af det Hele. Hør Børn, see I kan faae fat paa en ung Forfatter – dem er der jo nok af! – som sagt, see at I faaer fat paa saadan een; Fortæl ham, hvad der er passeret i denne Aften, og lad ham lave en Vaudeville, hvori vi Alle her spille, men i Tugt og Ære! Bliver Stykket antaget, og gjør hvad man siger – – ja I forstaaer mig nok! saa skal I faae hinanden, men dratter det, saa skal du tage Peer Hansen – Nu er jeg udenfor det. Nu kommer det paa Publikums Samvittighed, om I gaae hen, og brække Halsen. Hvad siger I, Peer Hansen?
Jeg vover det.
Og jeg med. O gid jeg nu bare stod i Enden af Vaudevillen, saa vilde jeg saadan træde ganske beskedent frem; snakke om Forfatterens svage Kræfter, om Erkjendelse af hans Mangler o. s. v. – saadanne efter Skik og Brug; – men tilsidst, naar jeg mærkede at det ikke hjalp, løbe lige hen til
– det er haardt at skille dem ad,
Som trofast har elsket hinanden.
Men Punschen bliver kold og mat,
Kom lad os
Paa Taarnet vi den hele Nat
Om Kjærlighed vil drømme.
Thi Skjæbnen er, som sagt, honet,
Men Publikum langt mere;
De aldrig vil tillade det,
At I skal reent crepere.
Ja Skjæbnen er, som sagt, honet,
Men Publikum langt mere;
De aldrig vil tillade det,
At viI skal reent crepere.
Snart kommer Vaudevillen frem,
Thi glæd dig, kjære Pige.
Ei Publicum er nær saa slem,
Som mange Folk vil sige.
Thi staae da ikke som
Den megen Sørgen slapper,
Jeg seer i Aanden meget godt,
Parterret for os klapper.
Thi staae da ikke som Peer Tot!
Den megen Sørgen slapper,
Vi see i Aanden meget godt,
Parterret for os klapper!
O Sagen er just ei saa klar,
Endnu det kunde knibe.
Jeg mange Kammerater har,
Som godt forstaae at pibe.
Jeg heller ei Exempel veed,
Paa slig
At Publikum skal spille med,
Og det
Vi heller ei Exempel veed,
Paa slig Autor-Courage,
At Publikum skal spille med,
Og det foruden Gage.
Hør mig, I Store og I Smaae,
Som længe nok har tiet,
I som maa der paa Gulvet staae,
Og hver i Galleriet,
Lad ingen Vægter slippe ind,
Betragt hver Naboe nøie,
Thi ellers faaer jeg ei min Pind,
Og det var haardt at døie.
Lad ingen Vægter slippe ind
Betragt hver Naboe nøie,
Thi ellers faaer jeg ei min Pind,
Og det var haardt at døie.
Tilsidst i Vaudeviller maa
Jo een gaae frem og snakke,
At Autor grumme gjerne saae,
Man skaansomt tog til Takke,
Men det er ei blot Autor her,
Men to i Elskovs Lænke;
Hvad siger nu Parterret der,
Vil I mig Ellen skjænke?
Ja det er ei blot Autor her,
Men to i Elskovs Lænke
Hvad siger nu Parterret der,
Vil I
Henvis til værket
H.C. Andersen: Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 10: Skuespil I 1822-1834. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.