H.C. Andersen

Lykkens Blomst

Eventyr-Comedie i to Acter

1845

Opført første gang 16. februar 1845
  • HENRIK, Skovfoged
    Hr. Holst
  • JOHANNA, hans Kone
    Jomfr. Ryge
  • NISSEN
    Axel Fredstrup
  • KIRSTEN PIIL
    Mad. Holst
  • En Blomsteralf
    Marie Eidrup
  • SØREN EILSKOW, Herremand
    Hr. Phister
  • ARENZE, hans Slægtning
    Mad. Hansen
  • JOHANNES EWALD
    Hr. Holst
  • JOHANSEN, Dr. theologiæ
    Hr. Schneider
  • BERNER, Student
    Hr. Hultmann
  • ANNA, Datter af Ewalds Vert i Rungsted
    Mad. Boye
  • Kong WALDEMAR DEN STORE
    Hr. Kragh
  • KIRSTEN, hans Søster Jomfr. Ryge
  • Prinds BURIS Hr. Holst
  • TAGE, Fangevogter
    Hr. Wiehe
  • ELNA, hans Kone
    Mad. Larcher
  • En Ridder
    Hr. Petersen
  • En Bevæbnet
    Hr. Wolff
  • UFFE, Graverkarl
    Hr. Albrecht
  • Kongens øverste Kok
    Hr. Knudsen
  • Skarpretteren og hans Dreng. Riddere, Damer, Bevæbnede, Kjærtesvende, Kokke, – Blomsteralfer

Første Act

Jægersborg Dyrehave, i Forgrunden til Høire for Tilskuerne ligger Skovfogdens lille Bolig; HENRIK sidder med sin Kone udenfor; Barnet, som hun nylig har klædt af, sover paa hendes Skjød; Manden holder paa sit Knæ et Bind af Ewalds Skrifter; Aftensolen kaster sit røde Skjær ind imellem Træerne; fra den aabne Luge i Gavlen stikker den lille Nisse, som har en rød Hue paa, sit Hoved frem og seer paa det lykkelige Par; allerforrest til Venstre voxe en stor Mængde høie Skræpper.
HENRIK

Den søde Unge, mit eget Blod,

Han ligner os dog utrolig!

See, hvor han strækker sin lille Fod;

Han sover! hvor sød, hvor rolig!

Imorgen han fylder sit første Aar.

(peger paa Bogen).

See, her paa Bindet det skrevet staaer,

Med hver en Fest. Der er’ mange!

Kom, lad mig kysse hans brune Haar,

Og Dig med, tusinde Gange.

JOHANNA

Nei, sid dog stille! Du vækker ham jo,

Saa bliver jeg vred og skjænder.

HENRIK

I fylde min Tanke og Sjæl, I to.

JOHANNA

See Solen paa Drengens Hænder,

Den falder som Guld fra den aabne Hæk, See Træets skarpttegnede Skygge! Den søde Dreng! ja, Dig Træk for Træk, Min Henrik, mit Liv, min Lykke!

HENRIK

Det underligt er at tænke paa,

At eengang vi her i Hjemmet

Har gaaet, som tusinde Andre gaae

Og været hinanden fremmed’!

JOHANNA

For mig begyndte min Lykke, mit Liv,

Den første Gang da vi mødtes.

HENRIK

Og Lykken blev navnløs, min elskede Viv,

Da han, vor Lyksalighed fødtes,

Han, som imorgen er alt et Aar!

En Fattig dog riig kan være!

O, naar man kun ret hinanden forstaaer,

Hver Sorg bliver let at bære.

JOHANNA

Og husker du hvor og naar det var

Vi først forstode hverandre!

HENRIK

Jeg Huske-Blomsten i Bogen har,

See kun!

(peger paa den).

Vi gik med de Andre,

De kjære Venner, og som vi gik

Igjennem Skoven, derhenne

Vi begge paa eengang Øie fik

Paa Blomsten i Græsset; just denne.

JOHANNA

Og mens vi bøied’ os ned mod Jord,

At plukke den straalende Lillie –

HENRIK

– Vi talte de første Kjærligheds Ord,

Vi vidste vort Hjertes Villie!

JOHANNA

Den Blomst er sjelden her, har Du sagt,

Selv Dig er dens Navn jo fremmed;

Den eier en riig, en forunderlig Pragt,

Den fængsler mig tidt med en sælsom Magt –

HENRIK

Som Kjærligheds Lykke i Hjemmet.

JOHANNA

I hele Guds Verden, holder jeg for,

Ei findes en større Lykke, end vor.

HENRIK

Der slaaer Du paa den usynlige Stræng, –

O, seer jeg paa Dig og den søde Dreng,

Jeg veed intet Større at vinde.

JOHANNA

Kom, hjælp mig ham ind i hans lille Seng,

Tag Puden, gjør Gavn derinde!

HENRIK

Jeg lyder min Sjæls Veninde!

JOHANNA

– Og derpaa gaaer Du herud igjen

Og samler sammen hvert Stykke.

HENRIK

Og saa –?

JOHANNA

Saa sidder jeg hos min Ven,

Og taler om al vor Lykke!

(De gaae ind i Huset).
NISSEN (der har sat sig i Loftslugen og trommer med Fødderne mod Væggen, udbryder:)

Hvor de gaae fornøied’ med lidt, de to!

Der bedre Lykke blev til, kan I troe!

(stiger ned).

Hvad have de faaet af den i Gave?

Nei see hvilket Huus og see hvilken Have!

Hvad fik de? Betragter man alle Dele –

Den lille Skraalhals er nok det Hele!

Han er jo saa deilig! men slige Ord

De falde ved alle Forældres Bord!

Jeg troer, jeg stjæler det lille Kræ

Til Storkereden i dette Træ!

Hvor de vil’ skrige og springe afsted,

Jeg sørger for, der skeer ingen Fortred;

Jeg driller dem bare, jeg mener dem godt!

Hvad har de af Lykke, de fik det kun smaat;

Men Alt her skal være aparte og stort!

Det er som Alverden for dem var gjort.

Den Blomst der i Bogen – hvor den er vissen!

I er’ nogle Børn kun! det siger Nissen!

KIRSTEN PIIL (med et langt blaat Slør i sit lyse Haar, træder frem fra Træerne og lægger sin Haand paa Skuldren af den Lille).

Men Du har Uret! de blev lykkelige,

Saa lykkelige, som man her kan blive!

NISSEN

Jo, pyt! jeg kjender Huset op og ned,

Indbildning er det kun med deres Lykke!

Men det er eens hos Mennesker og Dyr,

Hver ved sin gale Tro kan blive salig!

KIRSTEN PIIL

Al Lykke ligger i, man troer paa den!

NISSEN

Jeg var i forgaars just i Bondebyen,

I Kjæret svømmed Gjæssene omkring,

Een Gaas alene vilde ikke ud,

Den havde Fornemhed; jeg spurgte den

Hvorfor den var saa stor paa det; den svared’:

»Jo vist, for jeg har hørt af Gaasepigen,

Som ene tjener her til vor Opvartning,

At jeg, jeg er den bedste, jeg er tungest!

Og at til Julen vil jeg blive stoppet

Med Æbler og med Svedsker, og syet sammen!«

Den troede ogsaa, at den havde Lykken.

KIRSTEN PIIL

Du selv ei tænker klogere, tro mig!

Her Lykken boer i dette lille Huus.

Der er et Sagn, det staaer i gamle Bøger:

En Hyrde havde fundet Lykkens Blomst,

Men ikke før han havde tabt den, vidste

Han, at den havde været i hans Eie.

– De lykkelige To i Huset her,

De fandt den ogsaa, fandt den, da i Mødet

De første Gang udtalte Hjertets Tanke.

Den Blomst, de gjemme her i Evalds Skrifter,

Er Lykkens Blomst.

NISSEN

Den ligger noget løs;

Det let kan falde, jeg vil hjælpe til.

KIRSTEN PIIL

Saa er Du ond!

NISSEN

Nei, jeg er ikke ond!

Jeg gjør Spillopper i Uskyldighed.

En deilig Seng af Hø jeg har paa Loftet,

God Mad i Kjøkken og i Spisekammer,

Og om jeg tager selv det bedste Stykke,

De skjænde ikke! O, jeg vil dem godt!

Det Mandens Bedstefader var jeg drilled’,

Men da var jeg kun et halvhundred’ Aar,

Og i den Alder er man jo en Dreng,

Veed ikke hvad man gjør; han flyttede,

Men paa det sidste Læs som selv han kjørte

Sad jeg i een af Bøtterne og raabte:

»Vi flytte!« – han blev løierlig derved,

Ja græmmede sig syg! jeg har fortrudt det;

Nu er jeg ogsaa jo en ældre Mand,

Jeg gjør det godt igjen hos Sønnesønnen!

Troer Du, at ellers jeg var flyttet ind

I denne Leilighed! – Her er for smaat!

KIRSTEN PIIL

Du vil dem godt, men ei de trænge til Dig,

Du kan ei gjøre deres Lykke større!

NISSEN

Jo, det kan jeg, og siger Du imod,

Saa gjør jeg det. Jeg har en Arvepart

Fra Oldefader –

KIRSTEN PIIL

Ja, to Lykkens Perler.

Jeg veed det nok; jeg kjender denne Rigdom.

To Sæbebobler kun, med Farvepragt! –

Ud af hver Perle, naar Du knuser den

Med Foden, springer frem et magisk Liv

Af en forsvunden Tid. Hvad Digteren

Kun mægter at nedskrive paa Papiret,

Det viser Perlens Aand i Nattens Taager,

Og den, Du valgte, og som selv er opfyldt

Af Lyst derefter, staaer i Tryllekredsen,

Indvies i det Livs Mysterier,

Han kaldte lykkeligst. Alt rulles op.

Som en begeistret Digter i sin Flugt

Forglemmer sig og aander, føler kun

Hvad den, han skildrer, føle maa og sige,

Som Scenens Kunstner ikke er sig selv,

Men heel og ganske den, som han fremstiller,

Saaledes, ved en stor, en aandig Daab

Han bliver den, han kalder lykkeligst.

NISSEN

Naar Perlens Aand er fri, forvandles han.

KIRSTEN PIIL

Han skifter ikke Sjæl, det kan han ikke!

– Liig Sonambulen, underlig begavet,

Han seer og veed, hvad ei han kjendte før;

Sit Jeg han glemmer, lever, lider, føler,

Som den han valgte leved’, leed og følte.

NISSEN

Ja vist, og jeg vil give mine Perler!

KIRSTEN PIIL

Og troer Du da, hans Lykke bliver større?

O tro ei det! – Ei Lykken boer i Rigdom,

Det tunge Guld kan trykke dybe Vunder;

Ei Lykken boer i Rang og fornem Fødsel,

Paa Marmorgulvet glider Foden let.

Ei Lykken boer i Videnskab og Kunst,

I et udødeligt tilkjæmpet Navn;

Det grønne Laurbærblad just gjemmer Giften.

Nei det er Lykke at forstaae hinanden,

At være glad i lidet, elskes trofast,

Og see sig selv gjenfødes i sit Barn.

Den lille Hytte her i Skovens Skygge

Er Hjemmet for al Jordens bedste Lykke.

NISSEN

Saa troer Du det! jeg skaber dem en større!

(tager Blomsten ud af Bogen).

Du Lykkens Blomst! Du synes mig lidt vissen,

Jeg kaster dig –!

KIRSTEN PIIL

O nei! saa giv mig den!

Jeg vil den dykke i min klare Kilde,

Der fremsprang, hvor min Taare faldt i Skoven,

Da vinde Bladene i Kraft og Farve.

– Snart, naar han kommer ud og savner Blomsten,

Vil selv Du see, hvorledes i hans Hjerte

Det klare Solskin svinder, og han fyldes

Med mørke Anelser!

NISSEN

Jeg knuser Perlen

Og Alt er Jubel!

KIRSTEN PIIL

Jeg gaaer gjennem Skoven,

Og søger i de gamle Træers Bark,

Bag Mosset, kjære Navne, nu forglemte;

Jeg vandrer ned ved Stranden, som saa ofte

Begeistred’ Ewald til hans skjønne Sange,

Og hvor hans Øie dvælede paa Hveen,

Den Plet, der minder bedst om Snillets Lykke;

I Morgenrøden mødes her vi atter,

Da vil jeg see, om jeg kan gjøre godt

Hvad Du gjør galt. Farvel! (gaaer).

NISSEN

Gjør galt! – Hun troer sig

Nok klogere, fordi at hun er større

End jeg. Det er ei Størrelsen, som gjør det,

Jeg selv er overvundet af en Høne,

Een med de lave Been med Fjær omkring.

(seer sig om).

Naa, kommer Ingen ud! jeg maa nok kige

Igjennem Vinduet. (stiger op paa en Steen ved Huset, og seer ind af Ruden).

De staae ved Vuggen;

Hun breder over den det grønne Flor,

At ingen lille Flue eller Myg

Skal krille Nussebenet, mens han sover.

See, Faderen han lægger nu sin Arm

Om hendes Skulder, lidt hun dreier Hov’det,

Hun seer alvorlig ud, nei hvad er det!

De pleie ellers kysses! – tæt ved dem

Staaer Katten; see den skyder deiligt Ryg!

Det kan den aldrig finde paa at gjøre,

Naar jeg vil op at ride, nei saa sveier

Den, saa jeg støder Knæerne mod Gulvet:

Du dumme Kat!

(gjør en hæftig Bevægelse, hvorved han kommer til at støde Hovedet mod Ruden og glider ned i Buskene, hvor han netop kommer til at sidde).

See saa! her laae jeg sidst!

Men Ruden knak! det er for mig en Lykke,

Min Fader ikke gjorde mig af Glas!

HENRIK (træder ud).

Det slog mod Ruden! var det Flaggermusen?

– En vissen Green er faldet ned af Træet,

Vor kjære Bog der, har den revet med!

Der ligger den paa Jorden! og vor Blomst,

Den er dog ikke gledet ud! hvor er den!

Her pleier den at ligge! – Den er borte!

(seer rundt om).

Jeg vil ei miste den! – Vor kjære Skat!

Her sad jeg jo med Bogen, Blomsten var der.

O, det giør mig forstemt; men den maa findes!

En sød Erindring laae i denne Blomst!

Med den jeg synes, jeg har tabt saameget!

Den var en Rigdom! jeg er ikke vant til

At miste, ikke miste selv en Blomst!

Hvor meget kan ei mistes! – Hvilken Tanke

Gaaer op for mig! ifald det søde Barn,

Vort Hjertes Blomst, vi ogsaa skulde miste!

Det kunde skee! det holdt jeg ikke ud!

Hvor let og snart kan Alt forandre sig.

NISSEN (som har listet sig hen bag ved ham).

Naa, hvorfor saa bedrøvet?

HENRIK

Hvo er Du?

NISSEN

Din gode Ven jo, Nissen! veed Du ikke,

Vi boe i Huus! jeg gjerne feier Stalden

Og tærsker Kornet, strigler Hestene,

Men Du har intet Korn og ingen Heste!

Nu dovner jeg, og for at gjøre Noget,

Saa vil jeg gjøre Dig din Lykke.

HENRIK

Find mig

Den Blomst, som laae i Bogen, og hav Tak!

NISSEN

Den Blomst! nei, jeg vil finde noget bedre;

Jeg har en Skat, den kan vurderes til

Syv Kongeriger, der er uden Statsgjæld;

Den Skat gjør Dig til Jordens Lykkeligste.

HENRIK

For faa Minutter siden troede jeg,

Jeg var det, men mit lille Tab har gjort

Mig sært forstemt; det er, som forestod mig

Ret noget ondt.

NISSEN (griber i sin Hue).

Seer Du de smukke Perler!

En rød, en sortblaa. I den røde gjemmes

En Krones Lykke, i den blaa, Geniets.

Vælg selv! jeg knuser een, da hæves for Dig

En sjunken Lykke. Hvad Du tidt og ofte

Som tusind Andre ønsked’ var jeg ham,

Den eller den, – saa var jeg Lykkens Yndling!

Det Ønske kan og vil jeg skaffe opfyldt.

HENRIK

Du kan! Du vil!

NISSEN

Jeg er din gode Ven!

Udtal dit Ønske, og jeg knuser Perlen!

Der er i den en Aand, som for sin Frihed

Bestraaler saa din Sjæl, at hvad Du nu er,

Forsvinder for Dig, Du er ham, Du ønsker!

Men skeer det da – som jo er reent umuligt –

At Du staaer utilfreds, langt meer end nu,

Da døer den Straale, som har fyldt din Sjæl,

Dit gamle Jeg vil atter dykke frem:

Og siger Du et: frels mig – – ja, da svinder

Det hele Trylleri, og Du staaer atter

Ved Huset her, bedrøvet for – en Blomst.

HENRIK

En sælsom Magt mig drager hen til Dig!

Mit Bryst er tungt!

NISSEN

Du er ei lykkelig!

Hver Gang Du læser om de gamle Dage,

Om Riddertiden, siger Du: »den Tid

Var bedre dog end vor!«

HENRIK

Ja bedre! større!

NISSEN

Og naar Du hos Johanna og dit Barn

Er allerlykkeligst, dig mangler dog

At kunne ret udsige, hvad Du føler!

HENRIK

Og dog kan det udsiges: Bogen der

Har Ord for hver en Tanke, hver en Længsel.

NISSEN

Da ønsker Du Dig lykkelig, som Ewald.

HENRIK

Ja Ewald! her var Hjerte og Genie,

Et fromt, et barnligt, et elastisk Sind!

Hans Sang har fyldt min Sjæl. I dette Nu

Den mig henriver! O hvor lykkeligt

At være Danmarks ædle, store Sanger.

O, jeg er fattig, selv min Aand er fattig!

En Krones Lykke kan du skjænke bort,

Geniets Lykke! – Gid at jeg var Ewald!

NISSEN

Jeg knuser Perlen!

(Et sælsomt Drøn høres; Henrik forsvinder; Scenen indhylles i Mulm og Taage, grædende Toner, bebudende Sorg og Smerte, gaae gjennem Skoven; den lille Nisse løber forskrækket hen i Forgrunden).

Hvilket Tordenskrald!

O jeg er bange! – hvilken mægtig Aand!

(skjuler sig under de store Skræppeblade).

Hvor Elverkonen brygger! – Mulm og Mørke!

En Verden former sig! hør, hvilken Susen!

Og Skikkelser, som eengang havde Liv,

I Taagen svæve! hvor er Henrik nu!

Jeg skimter Havet, seer en Mand paa Høien,

To Qvinder lede ham! – ham er det – Ewald!

De nærme sig, nu skjuler Taagen dem!

Jeg ruller mig i Bladet, som en Larve,

Og seer i Drømme paa hans Eventyr!

(Taagen hæver sig, og man seer istedetfor Skovfogdens Huus, en kratbegroet Høi, det er Ewalds, vi ere i Rungsted. Solen beskinner klart den hele Egn; man har i Baggrunden Havet med Hveen, i Forgrunden, hvor de høie Skræpper stode, reises et Gjærde; to Bønderkarle, Erik og Knud, ere ifærd dermed).
ERIK

Vort Herskabs Frøken er dog ei storagtig,

See, hvor hun ligefrem gaaer der og hjælper

Den Lazarus, som eier ingen Ting.

Hans Moder maa betale Kost og Kammer

For ham hos Fiskemesteren dernede!

KNUD

Men see, den anden Fyr er ikke med,

Studenten, han, som ligger her og læser

Til Præst.

ERIK

Han læser nok til Herregaard!

Det troer jeg snarere. Jeg seer ham tidt!

Han er deroppe naar der gjæstereres,

Og han og Frøkenen gjør lange Øine!

KNUD

I Grunden er dog Herremanden brav!

ERIK

Det maa han være, veed Du, ellers misted’

Han Gaard og Qvæg, derom er talt saameget.

(seer op mod Høien).

Naa vil de ikke komme! det gaaer langsomt,

For han har Værk!

KNUD

Hør, hvad skal det betyde!

Ifjor og nu iaar, naar Herremanden

Har selv Geburtsdag, gaaer han ganske ene

Med mig og pynter op den store Sal.

Vi hænge Krandse, Navnetræk og Grønt;

Det gloer ei galt! men siden op paa Dagen,

Naar Gjæsterne staae samlede i Salen,

Saa træder han derind, jeg selv har hørt det:

Han seer forundret baade op og ned:

»Hvem har dog gjort det! nei, hvor det er kjønt!

Det rører mig! de gode Mennesker!«

Saaledes snakker han og veed dog godt,

At det er mig og ham, der gjorde det.

Der gjør han Baslemaner, er betuttet

Og skaber sig!

ERIK

Forstaaer Du ikke det,

Saa er Du dum! see det er just det Fine!

Naar man er høit paa Straa, som Herremanden,

Saa gjør man altid selv sin egen Stads.

(Ewald, støttet paa Arenze og Anna, kommer ned fra Høien; ved een af de nederste Hækker søge de en Plads for ham).
EWALD

O Tak! hav Tak! I er for gode mod mig!

ARENZE

Hviil Eder! men ei i det bare Græs,

Jeg breder ud mit Schavl!

ANNA

Brug ikke det!

Forklædet gjør den samme Tjeneste.

KNUD og ERIK

Guds Fred!

ARENZE og ANNA

God Dag!

EWALD

Gud hjælpe Eder!

KNUD og ERIK

Tak!

(Under de følgende Replikker trække de sig bort).
ARENZE

Og nu lidt meer af Eders Ungdoms-Liv!

ANNA

– Hvor I har været vild fra første Færd!

EWALD

– Jeg lille Dreng løb helst i Kjøkkenet,

Thi Kokkepigen kunde Eventyr.

Jeg spændte hendes Forklæd’ ud imellem

To Stole, og da var jeg Alexander

I Sisygambis Leir! jeg sad i Skylregn

Paa Forstue-Trinet, naar ret Gaden flød,

Saa var jeg Knud den Store foran Havet;

Som større, Karl den Tolvte blev min Helt!

Det med gik over!

ARENZE

I fik Lyst at lide

En piinlig Martyr-Død i Afrika!

EWALD

Ja vist! men uden Smerter! I kan troe,

Jeg var en ægte lille Don Quixote!

Man sendte mig til Slesvig lærde Skole,

Der i min Rectors Bogskab fandt jeg just

En Robinson; jeg var kun tretten Aar;

Og før man vidste det, løb jeg afsted

For, over Holland, at beseile Havet

Og strande paa en ubeboet Ø.

ANNA

Hvad tænkte I dog paa!

ARENZE

I blev indhentet; –

EWALD

Og maatte holde ud min Skoletid.

Mig kjedede Horatz, han havde Ord kun,

Ei Handling; selv jeg vilde være Helt;

– Nu blev jeg da Student, saa ung, saa spinkel,

Men jeg var Ild og Blaar i al min Tanke.

Jeg og min Broder havde det ei godt

I Hjemmet; han fik Lyst at gaae i Krig,

Han overtalte mig; vor Flugt blev Alvor;

Vi naaede Hamborg, leved’ lystigt der,

Til vore Penge slap, saa blev han sorgfuld,

Fortalte mig, han havde skrevet hjem,

At vi var der og vilde vende om.

»Nei, nei! nu er det skeet!« jeg vilde ikke.

Saa gik jeg til den preussiske Gesandt,

Han sagde til mig: »Du er alt for lille!«

Jeg svared’: »men mit Hjerte det er stort,

Og jeg kan voxe! Kuglerne, som ramme

En høi Husar, vil flyve over mig!«

Han loe og antog mig.

ARENZE

Og Eders Broder?

EWALD

Ved Elben saae jeg ham for sidste Gang.

– Saa gik det ud i Verden, og jeg prøved’

Hvor fattig Villien er i Luftkasteller;

Jeg døied ondt, og var kun Barn endnu;

Men Feltslag, Munkeklostre, mørke Skove,

Et rigt romantisk Liv jeg fik at see!

ANNA

I deserterte dog!

EWALD

Og sad i Mosen

I Vand til midt paa Brystet, flere Timer.

ANNA

Der fik I Eders Gigt. O, stakkels Ewald!

EWALD

Saa kom jeg hjem; jeg havde lidt og drømt,

Følt Rædsel og Begeistring! jeg var da

Kun sytten Aar; saa tog jeg fat paa Bogen,

Studeerte flittigt. Hverdagslivets Traad

Blev tykkere, og Eventyrets Tid

Var endt.

ARENZE

Det bedste Afsnit skjuler I.

EWALD

Det findes ei i Pebersvendens Liv.

Nu skummer Bægeret ei mere! nei,

Jeg er i Ro; jeg sidder som Polyppen;

Gid jeg fornuftig havde sat mig under

Brødtræet og ei under Kundskabstræet;

Det var et Feilgreb, som saa meget andet.

ANNA

Imellem kan I dog fortjene Penge

Ved Eders Vers.

EWALD

Der staaer i Bibelen,

»Alt kan tilgives, kun ei Synd mod Aanden

Jeg synder mod den, synder, men af Nød;

De Penge synes mig, som Judaspenge.

Man skal ei pidske Poesien frem,

Den komme af sig selv og som et Lyn,

I Digter-Hjernen, som i Hverdagslivet;

Et saadant Lynblink var just Hændelsen

Igaar. Det greb mig stærkt, med denne Qvinde

Af Taterfolket, som jeg fandt, og bragte

I Tørvehuset hos os, hvor hun døde.

ANNA

Ja, medens Fader løb til Doctoren,

Og Moder vilde hente sine Draaber.

EWALD

Jeg sad alene hos den Døende,

Hun talte med mig!

ANNA

I var meget rystet,

Og reent forstemt!

EWALD

Dog var det Poesie!

Den underfulde Livets Poesie!

ANNA

I var saa bleg!

ARENZE

I kan saa let bevæges!

Dog det er ogsaa godt, saa vil en Glæde

Formaae det samme, og den kommer ogsaa.

Den ædle Moltke taler Eders Sag,

Hvo veed, maaskee at Bernstorf eller Guldberg

– Jeg venter, haaber –!

ANNA

O, hvor det var smukt

Ifald I fik en Tittel, kom til Ære.

ARENZE

En Mand, som Ewald, hvad skal han med Tittel!

Han hedder Digteren, det er det Stempel,

Han fik af Gud.

(til Ewald). I smiler! hvorfor det?

EWALD

Jeg smiler over, at I ærligt troer

Mig klogere. Det er jeg ei! en Tittel

Er, som en Klædning, den kan give stor

Anseelse blandt Mængden. O, den har

Langt meer Betydning, end man strax betænker;

Den viser, man erkjendes af sin Konge,

Sin Samtid. Der har været Øieblikke,

I hvilke jeg har ønsket mig en saadan.

ARENZE

I Ewald! I, en Tittel!

EWALD

Ja, jeg har

Saagar udtalt mit Ønske om at faae den!

Johansen, Carstens vide det alt længe; –

I smiler ved min Svaghed, men Johansen,

Han skjænder!

ARENZE

Og det har I vel fortjent!

Det er dog Griller kun!

EWALD

– Og bort med disse!

Saa smuk en Dag maa ikke jeg formørke;

Her er saa deiligt i det varme Solskin,

I denne Æbleduft af vilde Roser.

Der noget Egent er i dansk Natur,

Det vækker Hjemvee hos os udenlands.

ARENZE

Og det skal Digteren, sit Folks Profet

Udtale, gjøre levende for os.

I har begyndt derpaa i Eders Skrifter.

EWALD

Jeg gribes tidt af vore gamle Sagn,

Og ønsker at jeg kunde, som en Shakespeare,

Gjengive dem i kjække, store Omrids,

Men det gaaer mig, som Skattegraveren,

Naar bedst han troer at have hævet Skatten,

Saa er den sjunken dybt og tabt for stedse.

ARENZE

Prøv nu i Dag, ved dette smukke Solskin

At hæve os en Guldmynt, i hvis Præg

Staaer Rungsteds Deilighed.

EWALD

Min Musa vil det.

ANNA

Man kunde være her saa lykkelig!

EWALD

Men er det ikke! hvorfor sukker Anna?

ANNA

Jeg sukker ikke!

EWALD

Jeg forstaaer det nok!

Jeg følger Eders Øine ned mod Stranden,

Der gaaer han vist! –

ANNA

Ja, Herremanden Eilskow.

EWALD

Nei, Berner! – O, bliv ikke rød derfor!

Han læser – staaer sig nok til sin Examen,

Saa kommer han og siger: »lille Anna! –«

ANNA

O, I er feil paa Spoer!

EWALD

Saa, troer I det!

ARENZE

Men skriv nu Digtet, Ewald! skriv det smukt!

Vi binde vil imidlertid et andet

Af Markens Blomster; lad os faae at see,

Hvo først er færdig.

EWALD

Vel, om »Rungsteds

Lyksaligheder«. Dog, et Ord endnu,

Mon ikke Eders Pleiefader kommer

Idag herhid, jeg vilde tale med ham.

ARENZE

Maaskee! men tal nu først med Eders Musa,

Hun tør ei vente! – Jeg vil binde Krandsen.

(Gaaer med Anna).
EWALD

Arenze! ogsaa hun det samme Navn!

(seer efter dem).

Der gaae de ungdomsglade i Guds Solskin,

Tør drømme fremad, jeg maa see tilbage!

Dog er mit Hjerte ungt, o alt for ungt!

Det er en Daarskab! men ved hvert Besøg

Den drikker af min Sjæl og vinder Kræfter

– Du skjønne Plet her, du fornyer hos mig

Mit Ungdoms Sværmeri! jeg sidder atter

Paa Høien, Skibe glide mig forbi! –

Hvor stort, hvor smukt! – Mit Rungsted, jeg vil synge,

Din Deilighed; Arenze bad mig om det!

Min Sjæl, mit Legem knuges! – under Trykket

Jo Palmen voxer bedst! – jeg synge vil

Om Lykken her, – om min! – Engang i Tiden

Naar unge Piger nynne denne Sang,

De troe at jeg var ung og lykkelig,

Og jeg var syg og eensom, fattig, fattig –!

(grundende)

»I kjølende Skygger,

I Mørke, som Roser udbrede,

Hvor Sangersken bygger – –«

BERNER (iler ind og afbryder ham).

I er alene her!

EWALD

Min Musa hælder

Sit Hoved til mit Bryst og nynner Sange!

En Glædes-Sang –! Hvad er det for et Ansigt!

I seer jo ud, som om I vilde slaaes

Med hele Verden.

BERNER

Gid jeg kunde det!

Thi den er slet, ja nederdrægtig slet!

EWALD

Og har dog sligt et Solskin, som i Dag,

Og Piger, smukke, som de to derhenne,

Gaa efter dem, de binde mig en Krands,

Imens jeg binder dem et Digt igjen!

See Anna ind i Øiet, Verden der

Afspeiler sig vist ei, som noget slet!

– Jo jeg har seet, en Digter seer just godt.

BERNER

Jeg maa udtale mig, mit Bryst er spændt!

Jeg lider! lider! – I forstaaer mig bedst!

EWALD

Min stakkels unge Ven! – og Anna?

BERNER

Anna!

Hun er vor gode Aand! min og Arenzes,

Ei meer, ei mindre! nei!

EWALD

Hvad siger I!

Arenze! ikke Anna!

BERNER

Ikke Anna!

EWALD

– Veninden søgtes! – Hun var Mellemledet.

Ja vist, ja vist! nu gaaer det op for mig!

I kommer jo saa tidt paa Herregaarden,

Til Gjæstebud, til Bal –!

BERNER

Det sidste Bal!

O Ewald, I kan vist begribe mig!

Det er det sidste Bal, der har fremskyndet

Den Dag idag! O han har nægtet mig

At kommer meer i Huset, nægtet mig

At tale oftere med min Arenze!

Jeg elsker hende, og hun elsker mig!

Men dette skjulte Forhold, det at maatte

Altid forstille sig var dræbende!

See hende paa et Bal, hvor hun maa dandse

Med Mennesker, jeg veed det, Mennesker

Der i en Dands, kun slynge sandseligt,

Med ureen Tanke Armen om en Qvinde.

Hun er mig tro! men hun tilsmiler dog

De Andre! O, hvad har jeg ikke lidt!

Kun naar vi var’ med Anna faa Minutter

Vi kunde tale. Da beslutted’ jeg

Imorges, efter sidste lange Nat,

At tale med Hr. Eilskow.

EWALD

I har gjort det?

BERNER

I dette Øieblik. Naragtig er han,

Forfængelig, men ond jeg troede ikke.

Jeg bad kun om hans Minde, bad kun om

At turde komme oftere i Huset,

Lidt mindre tvungen tale med Arenze.

Han hørte paa mig med et fornemt Smiil,

Forbød mig hvert Besøg og sagde mig,

Han havde andre Planer med sin Slægtning.

Selv er jeg Skyld deri! hvi taug jeg ikke,

Saa kunde vi dog have drømt lidt længer!

EWALD

Men han har Ret! – Nei han har ikke Ret!

See ei saa sorgfuld ud!

BERNER

Hvem kunde det

Vel krænke, at vi elskede hinanden!

Det kunde have blevet Alt saa godt,

Jeg bruste frem! O, hun er død for mig!

EWALD

See Skyens Skygge over hele Engen,

Hvor mørk den er; men seer I, hvor den flyver;

Alt skinner Solen der igjen! Saaledes

Det ogsaa Eder gaaer med Eders Sorg.

BERNER

Nei, nei!

EWALD

Veed I det vist, hun elsker Eder!

Man lægger tidt Betydning i et Haandtryk,

Et Smiil, – et Ord kan flytte Bjerge!

BERNER

Hun elsker mig!

EWALD

Saa kan I ei fortvivle!

Gud signe Dig og hende! ja han vil det!

BERNER

I sukker dybt, I græder, o min Ewald!

I er for god for Verden, den er ond!

I giver Eders Hjertes bedste Skabning

I vore Hænder, og vi spotte den.

EWALD

Hver bære sit!

BERNER

O I har lidt, som jeg!

Og lever dog –!

EWALD

Og synger!

BERNER

I har elsket!

EWALD

Ja, ja – men det er længe, længe siden!

– Jeg var kun femten Aar, jeg elskede

Saa høit et Hjerte kan – men jeg tog feil,

Forstaaer Du mig! min Lod var altid den.

Man tog Begeistrings-Bægeret fra mig,

Fortvivlet greb jeg da til mine Lysters!

O intet ret at elske, leve for

Er skrækkeligt! jeg lo, mens Hjertet blødte,

Jeg følte, at jeg var en stakkels Svibel,

Forkastet, røvet Jord og Lys; da sang jeg,

Blev Digter, mine Sange var det Liv,

Den Smule Grønt, som Sviblen end skjød frem.

BERNER

I mødtes aldrig meer!

Jo, jo, vi mødtes.

Jeg laae ifjor af Gigt og Sygdom knuget,

Paa mit Qvistkammer, var saa reent forladt,

Da stod hun, efter mange, mange Aar,

Foran min Seng, hvor var hun dog forandret,

Indfaldne, blege Kinder, Panden furet,

Men Øiet lyste, som i bedre Dage.

Med Fingerspidsen rørte hun min Haand,

Der skjælvede. »Hiin Tid er ikke mere!«

Udbrød hun, nævnede mit Navn og gik.

Jeg reiste mig i Smerte, og der rulled’

Fra Sengen Penge, hendes milde Gave,

Almisse til mig! – O, mit Hjerte slog,

Men ingen Taare vædede mit Øie.

BERNER

Eengang, som jeg nu, Danmark vil forstaae

Den Smerte, som gaaer gjennem Ewalds Sange.

EWALD

Jeg frister Livet ved min Moders Naade.

Hun, som ei elsker mig; Feil har jeg, mange!

Dem see de paa, de rive Kjortlen bort

Og pege paa min Brøst, forstørrer den;

Hver Dreng i Danmark tør jo spotte Ewald;

Og spotte, det forstaaer den Danske godt!

Tidt lider jeg af Venner og af Fjender.

Men det maa være saa! hver har sin Byrde!

Jeg skildrer Eder min, at I kan see,

Hvor høit I staaer i Lykkens gyldne Rige.

BERNER

Ja I har ret! – jeg veed jo, mig hun elsker!

Det er en Rigdom –! Alt maa blive godt!

Det maa! det skal! – O misforstaa mig ikke.

Mit Sind er ofte tungt. Tidt i vort Liv

Er Ting, som aldrig blive udtalt af os,

Og dog i disse ligger Spiren just

Til dette Mismod, der i tunge Timer

Omslutter hver vor Sorg og gjør den større.

I aabned’ for mig Eders fulde Hjerte,

For mig den Yngre, jeg vil ikke heller

For Eder skjule, hvad som tidt mig piner!

En Vunde har jeg, og den bløder dybt,

Hver Gang jeg rystes; lad den være skjult

I Eders Bryst, som om den laae i Graven.

EWALD

Til Faa har jeg kun talt om min Arenze.

BERNER

I veed, jeg har et Hjem, et kjærligt Hjem

I Kjøbenhavn. Jeg har en Fader der,

En Mand i Faders Sted. O, aldrig kjendte

Jeg Fader eller Moder. Her bag Kirken,

For sytten Aar tilbage, blev jeg fundet;

Min Pleiefader Berner laae den Sommer

I Egnen her; han gik sin Aften-Vandring;

I Grøften græd jeg, og han tog mig op,

Jeg blev hans Søn, hans Barn! Først nu som ældre

Er jeg indviet i min mørke Barndom! –

I seer saa paa mig! Eders Øine skinne.

EWALD

Ja vist! ja vist! – I hørte aldrig noget

Som kunde lede paa et Spor, om – –

BERNER

Nei!

Min Pleiefader veed kun, at han fandt mig!

Hvem kommer der – min allerstørste Uven!

Hr. Søren Eilskow.

EWALD

Jeg vil tale med ham!

I smiler vantro! hvad formaaer en Ewald?

Men Gud, som altid lever, han formaaer!

BERNER

Naar I er ene, kommer jeg igjen!

(gaaer.)

Hvad ruller op! – Ja, disse mørke Øine,

De sorte Øienbryn! disse Træk fra Syden.

Jeg har en Vished her! – Hvor det gjør godt

At glemme sig, i Andres Sorg og Lykke,

At drømme for dem, haabe for dem, det

Er og et Liv, mit eget eier intet!

(Herremanden Søren Eilskow kommer.)
EILSKOW

Charmant er Veiret! naa hvorledes gaaer det?

De Digtere, de har det altid godt!

De leve kan i deres Phantasier.

EWALD

O ja, naar de faae Lov dertil. Forresten

Ei Verden bryder sig stort om de Folk.

EILSKOW

Siig ikke det! Poeterne, de store

Just hæves nu; hver Dag er Klopstock jo

I Bernstorfs Huus, selv ved de største Feter;

Hans Majestæt, jeg er et Øienvidne,

Heelt naadigt taler til ham. Gode Ven,

I er min Klopstock.

EWALD

Jeg er meget hædret.

EILSKOW

De smukke Vers I skrev ved Kongens Død,

Etcetera! det var charmant, charmant!

I maa fortjene Penge dog derved.

Hvad fik I for Rolf Krake, som I digted’?

EWALD

Vort Videnskabers Selskab skjænked’ mig

Halvtredsindstyve Daler!

EILSKOW

Hvad Halvtreds!

Det var betydeligt, især da de

Ei kunde bruge det blandt deres Skrifter.

Der staaer charmante Ting af denne Lodde.

Det maa dog være næmt og ganske morsomt,

At kunne skrive sig saa Penge til.

EWALD

Men bedre hvis de kom for Ingenting;

En saadan Lykke har kun Mænd, som I.

EILSKOW

O troe mig, gode Ewald, Gaard og Penge,

Har jeg ei faaet uden Kamp og Møie –

Der kunde gjøres en Comedie om det.

Min Lykke kom jeg ikke til i Søvne!

EWALD

En Ven af Eders Fader arved’ I,

Fik Herresædet her og Bøndergaarde.

Og da I har en Bernstorfs Sind for Bonden,

Saa takke Mange vist vor Herre for det.

EILSKOW

Min salig Fader var en fornem Mand,

Etcetera! men uden Gaard og Penge!

Han var opvoxet i høistsalige

Kong Christian den Sjettes Tid, en Tid

Da Folk blev sat i Gabestokken, naar

De ikke stadigen holdt Kirkegang.

Etcetera! min Fader og hans Ven

Var Folk fra den Tid; jeg blev strængt opdraget.

– Med Frederik den Femte kom her atter

Stor Lystighed og Glæde over Landet.

De Gamle syntes ikke ret herom;

Min Faders brave Ven, den salig Styrop,

Kun havde, og, langt ude i sin Slægt,

Een Arving, ganske af den nye Verden;

En vild Krabat, – jeg var et stille Barn,

Opdraget, som jeg skulde være Munk,

Derfor indsatte mig den gamle Mand

Til Ene-Arving.

Og i Testamentet

Kom den forunderlige Klausul for,

At hvis man Eder kunde sige paa

En Ungdoms Synd, et Træk uværdigt Manden,

Saa faldt det Hele bort; I misted’ Alt.

EILSKOW

Og derfor kan I vel begribe, Kjære,

Hvor man har speidet, og hvor jeg har stridt.

Men takket være min Opdragelse,

Min Styrke. Jeg stod reen, etcetera!

EWALD

Hver har sin Brøst, Gud kjender den hos Alle.

I leved’ ikke heller Ungdomstiden

I en bevæget Stad; I var paa Landet,

De jydske Heder friste kun til Jagt.

EILSKOW

Det var et stille, høist poetisk Liv!

EWALD

Der ovre findes Stof for mangen Maler;

Den nøgne, brune Hede, Taterfolket

Som leirer sig om Baalet reist af Lyngtørv.

– I har vel mødt og kjendt af disse Stakler?

EILSKOW

O ja! man møder – og man gaaer igjen,

Etcetera!

EWALD

Man møder, gaaer igjen!

Hvor underligt, omtrent de samme Ord,

Jeg tænkte kunde skrives oven over – –!

– Ja, det er ganske som et Eventyr,

Det spiller ovre paa de jydske Heder –

Og ogsaa her i Egnen.

EILSKOW

Er det Vers!

Den bittre Prosa! her er død igaar

I Husets Brændeskuur en stakkels Kone

Af disse Taterfolk; jeg sad hos hende,

De sidste Øieblikke, og hun gav mig

En lille skreven Pakke, og hun sagde

– Dog mueligt var det Dødens Phantasier –

Som sextenaarig Pige mødte hun

Paa Heden nær ved Viborg en – –, en Jæger!

De mødtes siden oftere, hun gav ham

Sin Ungdoms friske Blomst – saa gik han bort.

Forsvundet var han, uden Ord og Brev.

Et Aar derefter hørte hun, at han

Var rig og ugift, leved’ her i Sjælland,

Just her –!

EILSKOW

Hvad mener I!

EWALD

Hun søgte ham,

Men hun fik ikke Adgang! – og hun lagde

Hans Barn ved Kirkemuren, hvor hver Aften

Han pleiede at gaae, sædvanlig ene.

Selv sad hun lidt derfra bag Hyldebusken;

En Fremmed, ikke ham hun vented’, kom,

Høit Barnet græd, han tog det kjærligt op,

Hans milde Ansigt rørte Moderhjertet!

»Det har en Fader!« sagde hun, – »en Fader,«

Lidt efter da hun ene stod paa Veien,

Kom Stodderkongen, hun blev taget fast

Og derpaa jaget til de jydske Heder,

Vidt drev hun om, selv ned til Wallachiet,

Nu kom hun efter sytten lange Aar

Herhid igjen og døde nær det Sted,

Hvor hendes Barn var lagt, hvor Faderen,

Den rette Fader endnu skulde leve!

EILSKOW

Ja det er eventyrligt! – Konen døde!

I Skuret ligger Liget! Vil I see det?

EILSKOW

Jeg, nei! hvor falder I paa det! til Eder

Alene hun fortalte disse Ting.

EWALD

Til mig alene! ingen onde Tunger

Skal bære dem omkring!

EILSKOW

Hvad gjør det Hele!

En Phantasie, etcetera! –

EWALD

Det kunde

Dog skade Een!

EILSKOW

Hvem?

EWALD

Eder! sært det træffer;

Men Konens Tale havde nogen Sandhed.

For sytten Aar er fundet her ved Kirken

En Dreng med sorte Haar og mørke Øine.

EILSKOW

Hvad siger I!

EWALD

Det er Studenten Berner,

Som kommer tidt hos Eder! I ham kjender.

Spørg Pleiefaderen, Justitsraad Berner.

EILSKOW

Og Ingen af de to har hørt om Konen!

Den unge Mand vil blive rystet ved det!

Behøver han at vide disse Ting?

Nei, kjære Ewald! det kan være sandt

Og ikke sandt!

I gjætter ikke paa,

Hvo Jægeren, hvo Herremanden er!

Tag her Papirene, Tal, Hieroglypher,

Og saa en lille Seddel, Eders Fornavn,

Men ei saa siirligt, som I skriver nu!

EILSKOW

Ja, I har ret, og jeg beholder dette;

Ifald I vil, – for Curiositeten –!

Etcetera! Godt at kun I det hørte,

Thi onde Tunger kunde smede Rygter. –

Det var et eget, sælsomt Eventyr! –

EWALD

Af Eventyret skyder tidt en Green

Med Blomster for det virkelige Liv.

En brav Student kan blive Landets Ære,

Og brav er Berner, elsket af Arenze,

Han bøier sig med sønligt Sind mod Eder,

Vær ham en Fader, ei som Eventyrets,

Nei, som hans Kjærligheds!

EILSKOW

Jeg er ham god!

Og ogsaa Eder! I faaer mit Besøg,

Hos Fiskermester Jacobsen! – God Morgen!

(gaaer).
EWALD

Jeg tvivler ikke! Øiet blev usikkert,

De fine Muskler rundt om Munden bæved’.

Gid Fader-Hjertet banke! Gud, det skee!

Saa har jeg dog i denne Verden gavnet.

Jeg elsked’ hende! o hvor det var taabligt!

Men aldrig hun, eiheller Verden vide

Den Ungdoms Blussen hos den ældre Mand!

Jeg sjunget har derom og skrevet Brev,

Men intet Navn er nævnet – intet Navn.

En Bondepige! – ja en Bonde-Skjønhed

Det være skal, da bliver Tiggeren

Johannes Ewald mindre latterlig.

Det være glemt, – glemt, som hver Ungdomsdrøm!

Du kommer Mismod med din Sørgeskare,

Mit Hjertes bedste, men forskudte Børn,

De fire Liig, mit Helbred og mit Rygte,

Min Frihed og min Ungdom, Armod følger!

Vær lykkelig I to! selv naar I høre

At paa et usselt Kammer høit i Qvisten,

Syg og forladt er Ewald død! – O Gud

Hvad har jeg levet for! hvad har jeg virket!

(hæver Øiet mod Himmelen og udbryder:)

Mod min Sjæl, hæv dig herfra,

Hæv Dig fra dit Golgatha,

Ei min bedre Deel forstødes!

Snart en større Skjald vil fødes,

Hvad jeg aned’, han udtaler,

Han i kjække Omrids maler

Nordens Guder, Nordens Helte;

Sødt hans Sange Hjertet smelte,

Gud ham Kraft og Lykke sende,

Lad ham ei, som Ewald ende,

Lad hans Samtid ham erkjende,

Kjærligheden være Dommer,

Held og Lykke ham, som kommer!

(bøier sine Knæ og sit Hoved.)
JOHANSEN (træder hurtigt ind).

Jeg tænkte nok, jeg fandt Jer liggende

Igjen lidt over Stregen! det er hæsligt.

O, Ewald, jeg har altid Sorg af Eder!

EWALD

Min Ven! Johansen! I er her i Dag,

For min Skyld, for Naturen?

JOHANSEN

Ja for Eder

Og Eders egen, daarlige Natur.

Min Tid er kort, men I skal vel forstaae mig,

Hvor kort jeg taler; jeg er Eders Ven!

Jeg kommer her i Eders Moders Navn,

I Eders Broders. – Hun er kjed af Eder,

Fortidt I glemmer, det er hendes Godhed

I leve af. Men I er sammensat

Af Letsind, taablig Hovmod, slet Moral,

I hører altid ikkun Eders Hyldest;

For den kun har I Øre, veed I ikke,

Det norske Selskabs allerførste Mænd

Er Eder stærkt imod, I er til Nar

Med Eders Balder, hele Verden veed, At I er Balder og Arenze Nanna.

EWALD

Arenze! hvilken?

JOHANSEN

Hvilken? Alle vide

Den gamle Kjærlighedshistorie,

Som nu skal gaae igjen. Er det at digte!

I skriver ned, hvad I har selv oplevet,

Er det at skabe, finde paa –?

EWALD

Arenze!

JOHANSEN

Ja vist! I stirrer saa! nu er hun glemt!

Nu er hun sjunget ud! en anden Daarskab

Er vakt hos Eder. Er I bleven gal!

Først kan I falde paa Professor-Tittel,

Og blive stødt, naar Guldberg ikke strax

Opfylder Eders Ønske; veed han, om

I vundet har et saa moralsk Indvortes,

At I fortjener sligt et Hæders-Stempel!

Saa skriver I om Eders nye Flamme,

Og ikke Narrestreger, som jeg troede,

Det sidste Brev var altfor tydeligt.

Jeg underretted’ Eders Moder strax.

Jeg kommer her fra hende; ja, jeg kommer

Endnu engang, som Ewalds sande Ven.

Hvad Fruentimmer er det –? Siig mig Navnet.

EWALD

En Bondeskjønhed –! See dog ei saa vredt.

Hun var her nys, og hun har fyldt mit Bryst

Med Følelser – som her Papiret mælder,

Hun kastet har et Solskin i mit Hjerte,

Og hende bringer jeg min Sang om: »Rungsteds Lyksaligheder«.

JOHANSEN

Veed I Eders Fremtid!

Et Legeme forkuet, som en Hjobs,

Forladt og ussel maa I takke Gud,

Om nogle Venner af de Vers, I skrev!

Kan skaffe Eder Plads, som Hospitals-Lem.

EWALD

Saa dybt skal aldrig Balders Digter synke.

JOHANSEN

Og om det skeer!

EWALD

Da vil jeg bede Gud

Forøge saa min Jammer, at jeg aldrig,

Formaaer at sætte Haanden til Papiret!

Jeg troer og haaber, at endnu jeg kan

Fortjene mig mit Brød ved at arbeide! –

Jeg er til Spot i Byen, har I sagt;

Min Balder, hvad jeg sang – ja, ja jeg veed det.

JOHANSEN

Saa tænk derover, kom til sund Fornuft,

Og naar I er det, send saa mig et Brev.

Jag alle Lysters Tanke ud af Kjødet, –

Selvprøvelse, Selvtugtelse, vil gavne, –

Og jeg igjen skal tale Eders Sag,

Hos Eders Moder. – I forstaaer mig Ewald.

EWALD

Forstaaer! ja, jeg forstaaer! forstaaer.

Jeg saae en Gang en Hund, der skulde druknes,

Men midt i Strømmen fik den Stenen af

Sin Hals og svømmed’ imod Land;

Paa Bredden stod nysgjerrigt Drengene

Og kasted’ Stene paa det arme Dyr,

Det blødte, blødte, men det var en Morskab,

Thi blev de ved at kaste – og den sank!

JOHANSEN

Jeg kaster ikke Stene paa Dig, Ewald!

Jeg springer gjerne ud at redde Dig. –

Men faa mig ikke rørt! – jeg er det ikke!

Nei, ikke før jeg ret kan agte Dig!

(gaaer.)
EWALD

Hans Ord har rystet mig! Det er forbi!

Dog ei mit Navn skal kaste Skygge over

Den friske Blomst, hvis Syn har qvæget mig.

O, jeg har ingen Venner, ingen Moder,

Og ingen Drømme, intet Ungdoms Haab!

ANNA (med en Blomsterkrands.)

See her er Krandsen! hvor er Eders Digt?

EWALD (som forgjeves søger at skjule sin Bevægelse.)

Forstyr mig ikke! vær saa venlig mod mig!

Gaa bort! jeg skriver just – jeg har det snart!

ANNA

Hr. Søren Eilskow, Herremanden, kom

Og kaldte Frøkenen, hun hilser Eder!

Hos os var Berner, han blev indbudt med

Til Middagsmaaltid! det var løierligt!

Hvad har I talt med Herremanden Ewald –?

EWALD

O, intet! – intet! – men forlad mig Anna,

Mit Digt opfylder mig! Lad mig alene!

ANNA

Nu da! I jager mig jo bort. Farvel!

Men Krandsen sidde skal om dette Hoved;

(sætter den paa ham).

Den passer smukt om Eders lange Haar!

Farvel!

(nikker og gaaer.)
EWALD

Farvel! – – Ja, jeg maa være ene.

Alene, som i hele dette Liv!

Alene! og her gjør det mig saa godt.

Ja, græde, græde, det er ogsaa Trøst!

(tager Krandsen af).

I friske Blomster, nogle plukked’ hun! –

– Er endnu ikke Kalken fyldt til Randen! –

Alt var en Drøm, selv om mit Digternavn!

(seer frem for sig)

Der gaaer en fattig Bonde med sin Qvinde;

De komme Haand i Haand, de skiftes til

At bære deres lille Barn, som sover!

De synge, de er glade, lykkelige!

De fandt hvad jeg har søgt, hvad jeg ei naaer!

En Lykke kjende de, der aldrig kommer

At gjæste Sorgens og Ulykkens Ewald. –

(Musiken, der antydede Skovfogedens Ro og Lykke, begynder.)

Under Skovens milde Skygge

Paradiset de sig bygge,

Jeg kan drømme deres Lykke,

Det er, som jeg kjendte den!

Solen kaster Purpurflammen

Hen ad Bænken under Stammen,

Hvor de tvende sidde sammen,

Lykkelige – – O far hen

Billeder saa gyldne smukke! –

Giv mig Taarer! lad mig sukke

Bort de Længsler, som opdugge

Af mit Bryst. – Med Storm og Slud

Staaer min Verden! Frels mig Gud!

(Han knuger Hænderne for Ansigtet og kaster sig ned paa Høien, et mægtigt Drøn høres, Alt forsvinder, man er igjen i Skoven foran Skovfogedens Bolig.)
NISSEN

Forsvundet! som Sæbeboblen brast det!

Alt blev til Dug! – Her er en Duft saa sød!

Hvor Ewald græd, staaer Hækken fuld af Blomster,

Udsprunget i et Nu. Der sidder han

Indsjunken i sig selv og sine Drømme! –

HENRIK (hæver Hovedet).

O frels mig! – (springer op.) Jeg er frelst! jeg er saa let.

Mit Legem trykker ei, mit Mod er friskt!

Hvad var det dog! var det din Lykkegave?

Den Lykke, som Din rige Perle bragte!

Den var en Taare kun, en bitter Taare,

Der indesluttede al Verdens Jammer!

Genie og Hjerte! O Du stakkels Ewald,

Min Himmel fik ei tunge Skyer, som Din!

Det var en Drøm, et Syn, en tro Afspeiling

Af hvad der var, af hvad der er og bliver!

Mit eget Jeg var sælsomt traadt tilbage,

Jeg levede i Ewald, – ja jeg var ham!

Hans Verden var omkring mig! – Hvilken Smerte!

Du stakkels Ewald, Danmarks store Skjald!

– O jeg er frelst! – jeg er som født igjen!

Jeg flyver til min Lykke, den er der

I denne Hytte, hos mit Barn, min Hustru!

(iler ind i Huset.)
NISSEN (seer paa den anden Perle, som han holder i Haanden).

Een Perle har jeg til! hvor smukt den skinner!

I denne veed jeg boer den største Lykke!

Anden Act

Skoven udenfor Skovfogdens Huus, som ved Slutningen af forrige Act, til Venstre sidder Nissen i Maanskinnet og betragter sin Perle. Jægerne synge inde i Skoven og blæse paa deres Horn.
JÆGER-SANG

Hundeglammet lød til Hornets Toner,

Jæger-Raab og Skud, en lystig Støi;

Op fra Sivet, ud fra Skovens Kroner,

Hele Skarer der af Fugle fløi.

Haloi!

Der er friskt, der er sundt, der er lifligt og godt ud i Skoven!

Vildtet flygted’ gjennem Krat og Buske,

Indtil Maanen lyste stor og rund;

Eventyrlig, broget, værd at huske

Svandt den korte Dag og Aftenstund!

Haloi!

Der er friskt, der er sundt, der er lifligt og godt ud i Skoven!

Glad og styrked’ vende vi tilbage,

Snart staaer Skoven nøgen, glimmerhvid;

Drømme vil den da om Solskins-Dage,

Om vor Sang, vort Raab, og Jagtens Tid.

Haloi!

Der er friskt, der er sundt, der er lifligt og godt ud i Skoven!

(Under Sangen siger:)
NISSEN

Jægerne synge, det lider jeg nok,

Hjem drager nu den lystige Flok;

Den Melodi vil jeg passe paa,

Ordene kan man dog ikke forstaae!

(efter et Ophold)

Alt bliver stille! – Hør Hornet endnu!

Jeg spiller Eccho: Dudeldudu!

(Han efterligner Valdhornets Klang; bliver derpaa stille siddende, medens Skoven fyldes med Toner, der svulme og synke.)

Hør, hvor det suser i Bøgenes Hang!

Nu synger Skoven sin Messe-Sang.

Før Klokken slaaer, vil jeg vække de Smaa,

Alferne; midt i hver Blomst er der een,

De skulle røre de smaabitte Been,

Dandse i Luften, paa Blad og paa Green.

Det er alene, mens Klokkerne slaae

Tolv Slag ved Midnat, at dandse de maa,

Saa skal de atter i Blomsten tilbage; –

Nu er snart Tiden. – Jeg ærgred’ mig før,

Mennesket kunde saa Lykken vrage.

(Gaaer hen foran Huset til en af Solsikkerne, som blomstrer der).

Jeg maa nok banke paa Blomstens Dør.

(Slaaer med Pegefingeren paa Blomsten).

Nu slaaer snart Klokken, vaagn op, Du Lille!

– Der rører sig Ingen! – Nei, Alt er stille.

(Banker igjen).

Vaagn op til Dandsen!

(Blomsten aabner sig, et lille Pigehoved titter frem af dens Kalk).
BLOMSTER-ALFEN

O, lad mig sove!

NISSEN

Jeg kysser Dig vaagen!

BLOMSTER-ALFEN

Det skal Du vove!

NISSEN

Nu slaaer strax Klokken, min søde Brud!

– Jeg tør forsikkre paa Tro og Love,

Frit kan Du dandse i vore Skove;

Jeg vækker de Andre. Flyv ud! flyv ud!

(Han berører de nærmeste Blomster; Klokken slaaer tolv i den nærliggende Landsby, ved det første Klokkeslag gjennemstrømmes Skoven af et magisk Lys, og fra alle Blomster springe smaa svævende Alfer, nogle glide gjennem Luften, andre gynge paa Blomsterstilkene, og andre dandse i Ringdands under Sangen).
CHOR

Hvor Glædens skummende Bølge slaaer,

Der er Minutet titusind Aar.

(Ved det sidste Klokkeslag stige Alferne igjen i deres Blomster, Lysskjæret og Tonerne forsvinde).
NISSEN

God Nat! god Nat! – See Blomsterne sig lukke.

(Sætter sig ned og gynger en Rosenstilk).

Drøm smukt! Den Lille her i Rosen vil jeg vugge!

HENRIK (træder tankefuld ud af Huset).

Jeg mægter ikke at blunde,

Jeg har ei Ro.

Jeg saae hvor de sove kunde

Saa sødt de to,

Mit Barn, min deilige Qvinde;

Paa Knæ hun sad

Ved Vuggegængen derinde,

Som om hun bad.

Sit Hoved hun holdt i Retning

Mod Puden ned,

Den tætte, deilige Flætning

Fra Panden gled;

Paa Vuggen lagde hun Armen,

Stærkt Lampens Skjær

Faldt over Panden og Barmen,

Og Barnet især.

Jeg stirrede paa dem begge,

Paa denne Ro;

Jeg nænte ikke at vække

De søde to.

Som Skyer i Storm jog Tanke

Paa Tanke frem;

Jeg hørte mit Hjerte banke –

– Jeg gik fra dem.

Her knuger mig Nattens Skygge,

Min Sjæle-Tørst –!

– Hvad er det vi kalde Lykke?

Hvor er den størst? – –

NISSEN

I denne Perle! Du kan stole paa det!

HENRIK

Jeg har inddrukket Ewalds hele Liden,

Ret følt hans Qvaler – og jeg segned ved dem;

Og dog endnu jeg troer, en Aand, som hans

Har Øieblikke ved sin egen Storhed,

I hvilke han er lykkelig, som Faa,

Men Øieblikke kun. – Den Lykkeligste.

Hvo er det?

NISSEN

Du, tag kun min sidste Perle.

HENRIK

Den gjemmer jo en Krones rige Lykke!

En Krone – den skal være tung at bære,

Jeg vil ei vinde den. Du gav een Perle;

Mit Ønske fløi ei velbetænkt fra Læben,

Du var for hurtig til at gribe det!

Nu har jeg veiet Alt, forkastet, indseet,

O disse Timer var en Sjæle-Kamp! –

Men fundet har jeg dog den rige Skat!

Formaaer Du hvad jeg ønsker –? O, jeg vilde

Staae nær min Konge, leve ved et Hof,

Og i en Tid, en ridderlig, ei vor,

Ei Ewalds, selv det Store her er smaat!

En Tid – en Tid som Valdemarernes!

Men jeg vil være kraftig, ung, som nu!

Og jeg vil elskes, som jeg elskes nu!

Og jeg vil være Fader, see min Hustru!

Og jeg vil have Rigdom, Byrd og Navn! –

Formaaer Din Perle at fremtrylle Sligt,

Saa knuus den, og jeg er den Lykkeligste!

NISSEN

Du Perlens Aand, giv ham hvad han forlanger.

HENRIK

Dog endnu eet! – saa har jeg grebet Alt!

I lystig Fest skal Timerne gaae hen!

Jeg vil i Haven vandre med min Viv;

Og dandse skal hun – synge! – rige Retter

Sødt dufte, baarne frem paa blanke Fad.

Forstaaer Du mig, jeg vil et stort Moment,

En Konge-Fest! – Knuus nu din Lykke-Perle!

NISSEN

Kom Kirsten Piil og see nu Perlens Kraft!

(Han knuser den. Et dybt Drøn og jamrende Toner, stærkere end før, opfylde Luften; istedetfor det venlige Huus hæver sig et skummelt Fangetaarn; en stor Vindelbro fører til Kongeborgen, hvis Sale ere prægtigt oplyste; gjennem Kjældervinduerne seer man ned i Kjøkkenet, hvor der er stor Travlhed, der koges og brases; i et Sidetaarn er Døren til en lille Løntrappe; Haven er festligt oplyst; fra Slottet lyder lystig Musik, den vexler med gamle Sange, der til Dandsen synges snart af Dronningen og hendes Jomfruer, snart af Ridderne, Alt efter Indholdet).
Sang

I den friske Skov.

Paa Løvens Ryg sad Kongen stolt,

Dens Billed han i Skjoldet holdt;

Hans Krone skinned klar og blank,

I Straaler af den Sol som sank!

Kong Diderik af Bern! – Han vog den lede Lindorm.

I den friske Skov.

Han fangen sad i Bjergets Skjød,

Hvor Ormeblod og Edder flød.

Den frelste Løve blev ham tro,

Den graved med sin stærke Klo.

Kong Diderik af Bern! – Han vog den lede Lindorm.

I den friske Skov.

Dræbt var hans Hest af Ormen leed,

Nu stolt paa Løvens Ryg han reed;

Den lagde Hoved i hans Skjød,

Den fulgte ham til den laae død.

Kong Diderik af Bern! – Han vog den lede Lindorm.

(Under Sangen er Fangevogteren Tage og hans Hustru Elna traadt ud af Fangetaarnet).
ELNA

Man hører midt i Sangen

Den stærke Kjædeltromme;

Jeg troer de synge Visen

Om Diderik af Bern.

Jeg glæder mig saameget!

TAGE

Naa Elna, giv lidt Tid!

Jeg maa dog med! Synd er det

At lade Drengen sove;

Det bliver ikke hver Dag,

At han seer Kongen dandse.

ELNA

Det er ham bedst at sove

Desmere voxer han.

Og han har seet saameget!

Han saae de mange Lys,

Han hørte, der blev trommet

Foran Bisp Absalon,

Der strunk reed ind i Gaarden;

Hvor Bispen dog er kjøn!

Hvor han har rige Klæder!

Saae Du, selv Næsedugen

Var syet med Guld og Knipling,

Og Støvlerne, han gik med,

De havde hvide Voxsting

Omkring den brede Rand.

TAGE

Han staaer vor Konge nærmest

I Venskab og i Byrd,

Og naar, som han, man mægter

At plyndre Venderne,

Saa har man Raad til Voxsting,

Ja Guld og Kniplings Kant!

ELNA

Du gad nok være Bispen!

TAGE

Nei, allerhelst Prinds Buris!

Han er saa ung og kraftig,

Har dertil Byrd og Navn.

ELNA

Vi gaae igjennem Taarnet,

Den lille Vindeltrappe.

TAGE

Saa træffe vi deroppe

Paa Eskild Kammersvend;

Han lovede vi skulde

Faae Plads bag ved Musiken,

Saa skal Du faae at høre,

Det har Du ikke hørt,

Hvor Dronningen kan synge

Med sine Jomfruer.

ELNA

Og Kongens Søster Kirsten;

Den Stakkel, Herre Gud,

Hun i sin Silkekjortel

Vist ikke gaaer saa glad

Deroppe, som jeg kommer! –

Ja, ja, jeg tænker mit!

(En Mand, indsvøbt i en stor Kappe, kommer frem fra Hækkerne til Høire, forrest paa Scenen; i det han gaaer forbi standser han et Øieblik).
TAGE (bøier sig dybt).

Min høie Herre!

MANDEN (vinker ham til Side).
ELNA

Kongen!

Ja vist, Kong Waldemar!

Han kommer her formummet!

Naa, det er sandt, ved Hove

Man seer og seer dog ikke,

Man hører og ei hører!

MANDEN (til Tage).

Forstaaer Du hvad jeg siger!

Saasnart jeg giver Tegn,

En Lænke fast i Muren!

Og Mænd, vel væbnede.

En Grav Du lader grave

Tre Alen dyb og lang,

Paa dette Sted!

TAGE

Ja Herre!

Og strax i denne Time,

Mens Dandsen staaer paa Slottet?

MANDEN

Saa vil jeg! – taus!

(lægger Fingeren paa Munden og forsvinder mellem Hækkerne).
ELNA

Min Ven!

Hvad var det Kongen vilde?

TAGE

Han bød mig være glad,

Og det er jeg tilvisse

Ved Dig og ved vort Barn!

Gaa Du kun op alene!

ELNA

Hvad vilde Kongen Dig!

TAGE

Derom skal Du ei spørge!

See Du faaer fat paa Eskild.

ELNA

Jeg haaber, Lampen brænder

Foran Madonnas Billed,

Thi er der mørkt paa Trappen,

Saa seer jeg Kirkegrimen!

Du kommer snart bagefter?

TAGE

Maaskee!

ELNA

O, skynd Dig dog!

(Gaaer ind af Døren til Løntrappen).
TAGE

Gaa Du og see paa Dandsen,

Paa Lystighed og Glæde,

Jeg lader smede Lænker,

Og grave her en Grav!

(Gaaer til den modsatte Side. Inde i Slottet blander sig med Dandsemusiken Visen om stolt Signild og hendes Broder, Choret synger Omqvædet:)

»Vi ride med Sang og fornøiet Sind

I Byen ind.

Nu gaaer Dandsen!«

(Medens der synges træder Prinds Buris og liden Kirsten ud af Løndøren).
KIRSTEN

O, her jeg aander atter!

Mig Luften gjør saa godt.

BURIS

Kom, liden Kirsten! hviil Du

Dit Hoved ved mit Bryst,

Snart er Du stærk og modig!

KIRSTEN

O, Buris, jeg har lidt

Og lider! – dog selv det er

Lyksalighed hos Dig!

Vi to forstaae hinanden,

Som Hjerterne forstaae.

BURIS

Som Hagbart og som Signe.

KIRSTEN

De maatte lide Døden,

Ham flætted’ Bødlen Strikke,

Hun brændte i sit Buur.

Min Broder har ei Mildhed,

Mindst mod sin egen Slægt.

Hans Dronning vil mig ilde!

Hun har forraadt mig! Buris!

BURIS

Det hende var som lærte

Mig kaste stærke Runer,

Der bøiede Din Villie!

KIRSTEN

Taus sad jeg i Steenstuen;

Vort spæde Barn tog Die,

Jeg græd saa dybt og tungt;

Da kom der Bud fra Kongen,

Han kommet var fra Leding,

Han og hans Dronning vented’

Mig til en prægtig Fest.

Jeg skulde og jeg maatte,

Tilgiv Dig Gud, Sophie!

Saa kyssede jeg Barnet,

Og svøbte det i Liin,

Jeg baded’ det med Taarer!

O, det var sidste Gang!

Jeg kaldte paa min Terne,

Gav hende alt mit Guld,

Bad hende være Barnet

En Moder i mit Sted

Og lade det opvoxe

I Gud og Christendom –!

De løfted mig paa Hesten

Og – jeg til Slottet reed.

Hver Moder bedst kan vide,

Hvad jeg i Hjertet leed.

BURIS

Du, liden Kirsten, gav mig

Din Villie og Din Tro; –

Langt mere stærk end Runer,

Min Elskov er til Dig.

Vi reise bort fra Danmark,

Her venter os kun ondt,

Vi gaae til Erling Skakke,

Han er en trofast Ven,

En Mand, som ikke frygter

Din Broder Waldemar.

KIRSTEN

Min Broder blev mig fremmed!

O Gud, hvor bittert tungt!

Hvad kjærligt skulde mødes

Det skilles! – sælsomt dog!

Din Fader, veed Du, Buris,

Var med at dræbe min,

Vi Børn hinanden elske,

Forsonings-Sæden voxer

Af Blodet, Roser skyde

Fra Hadets beeske Rod.

Jeg hørte om to Slægter

I Velskland, i Verona,

Med blodigt Had de strede;

Da mødtes deres Børn

I Kjærlighed, – i Døden –

Ja Døden fandt de kun,

Men de blev begge lagte

I een og samme Kiste,

Man nænte ei at skille

To Hjerter, som var eet.

BURIS

O, hvor er dog dit Lune,

Dit kjække Smiil ved Munden!

Det skal nok komme atter,

Naar først vi staae i Norge!

Paa Klipperne deroppe

Den friske Bjergluft qvæger,

I Bjælkehuset hos os

Skal blive hyggeligt! –

Jeg har ei Lyst at tjene

I Danmark tvende Konger,

Kong Waldemar og Barnet,

Den lille sexaars Knud.

Selv har jeg sagt ham dette.

Kom, har Du Kraft og Mod,

Saa ville vi strax reise,

Imedens Dandsen gaaer!

Jeg rider til Steenstuen

Og henter Dig vort Barn,

Den norske Skipper venter,

Gud giver Vind og Veir,

Kong Waldemar, ha vogt Dig,

For Skakke og Prinds Buris!

WALDEMAR (træder frem fra Buskene og kaster Kappen, han er indhyllet i.)

Det skal og vil han! Buris!

Nu kjender jeg Dig heelt!

Rør Sværdet ei! Din Konge

Det er, som staaer for Dig!

KIRSTEN

O Broder, jeg er skyldig,

Fortjener al Din Vrede,

De beske Ord Du sige –,

Men husk i min Elende,

At aldrig var vor Dronning

Din stakkels Søster god;

Jeg gik forskudt og ene,

Og var dog kun et Barn,

En Ven blev mig Prinds Buris! –

WALDEMAR

O jeg forstaaer Dig ikke!

(til Buris)

»Kong Waldemar, ha vogt Dig

For Skakke og Prinds Buris

BURIS

Jeg tænkte neppe, Kongen

Sad som en Valravn skjult

I Busken. Du har hørt mig!

Jeg stander ved mit Ord!

KIRSTEN

Nei, nei, Du ærer Kongen!

(til Waldemar)

Og Du, Du er mig god,

Hver Fold udi mit Hjerte

Jeg aabne skal for Dig!

WALDEMAR

Jeg vil kun, Du skal dandse,

Og qvæde os en Vise,

Fornøie vore Gjæster! –

(i Baggrunden ere flere Riddere traadte sammen, Kongen vinker til Een af dem).

I føre kan min Søster

I Salen, hun vil qvæde

Sin Sang om Runers Magt,

Om Olger og Svend Vonved!

(liden Kirsten føres bort).

Og I, min stolte Frænde,

Giv mig det Sværd, I holder

Saa fast med Eders Haand!

Gaa ind og sov i Taarnet,

Der kjølnes Blodet vel.

BURIS

Jeg giver Eder Sværdet,

Og jeg gaaer ind i Taarnet,

Men gjør I liden Kirsten

Den allermindste Spee,

Da skal det blive hævnet

Og blodigt, Herre, Konge!

WALDEMAR

Alt nok! – Med Lov skal bygges!

Og Loven være stræng,

I mit Huus allerstrængest!

See, Du har paa mit Skjold

Den harske Gift udspyttet,

Min egen Søster – Vee Dig!

BURIS

Hun har sig mig hengivet,

Jeg skatter hende god!

Og jeg er Prinds til Kronen,

Jeg stammer ned, som Du

Fra Estrid Søn! – Min Fader

Var Henrik Skattelaar,

Jeg staaer saa nær ved Kronen,

Som Sønnen af Knud Lavard.

Men Lovens Ret i Landet,

Er kun den Stærkeres,

Og Du vil være stærkest.

Ei nok, at Du fik Thronen,

Nei alle danske Prindser

Og deres Børn igjen

Vil Du skal miste Riget!

Vogt Dig, husk Lykkehjulet

Kan dreie om! vel muligt,

At mine Øine see

Dig knust! –

WALDEMAR

Nei, dine Øine

Skal aldrig see det Syn.

De smede alt din Lænke,

De grave snart din Grav.

I spilled’ Lykketerning,

Nu spiller ogsaa jeg!

Derfor i denne Aften,

Er liden Kirsten her!

Hun træde skal i Dandsen

Med mig, med hver en Ridder,

Og dandse, om end Hjertet

I Brystet gaaer itu,

Med Dandseskoe afslide

Den Plet –

BURIS (drager sit Sværd.)

Forsvar Dig, Trold

I Jesu Navn jeg hugger!

WALDEMAR

Forræder! Du skal døe!

(Flere Bevæbnede styrte til og overmande Buris.)
WALDEMAR

Rør ei hans Liv! – Prinds Buris,

Slet var dit Terning-Kast,

I dette Nu bortspilled’

Du meer end Liv og – hende!

Ja Lykkehjulet dreier,

Mit Øie seer Dig knuust!

Og dit – væn Dig til Natten,

Du seer ei meer Guds Sol. –

I føre ham i Taarnet!

Jeg vil at ei vor Fest

Forstyrres skal ved dette.

Jeg træder Dandsen selv!

(gaaer ind i Slottet.)
BURIS

Alene Gud i Himlen

For Lykken raader, Konge!

(Føres i Fangetaarnet. Sang og Musik høres fra Dandsesalen. Tage og Uffe, der hver med Spade og Skuffe ere traadte ind under de sidste Ord, begynde at grave.)
TAGE

Jo vist, det var Prinds Buris!

Det sagde jeg Dig nok!

Nu sidder han i Taarnet!

Den gjæve, yske Svend!

– Den Grav, vi her skal grave,

Vil blive ham for kort!

UFFE

Det er der Raad for, Tage!

Man hugger Hoved af ham,

Saa ligger han jo deilig!

TAGE

Hvor det er sært, at grave

En Grav, imedens lystigt

Der dandses til Musik!

Brug Spaden, jeg skal hjælpe!

Saa er den snart istand!

(Kokke og Kokkedrenge gaae fra Stegerset med Retterne paa store Fade.)
DEN FØRSTE KOK

Lidt mere gravitetisk!

Anstand! Husk, hvo I er!

TAGE

Det er en Pragt! de komme

Fra Kjøkkenet! see kun,

De store Herrefade,

Hvert er af drevet Sølv!

O hvo der dog sad nederst,

Selv kun blandt Væbnerne!

Dog, Buris, han sad øverst,

Nu ligger han saa dybt! –

Naar jeg seer alt det Sølvtøi

Og hører den Musik,

Det kildrer inden i mig.

Stor er Kong Waldemar!

UFFE

Ja stor paa vore Skuldre;

Det tænkte jeg just paa,

Den Gang vi fælded’ Træer,

Og for den slette Aarstid

Ei vore Heste kunde

Faae det Skovveien hjem;

Vi Bønder maatte slæbe,

Saa Blodet gik os ud

Af vore Neglerødder;

Vi hugged’ Bjælker til,

Vi maatte reise Kirker,

De staae naar vi er Jord,

Hvormed man kliner Muren;

De Folk, som leved da,

See Kirkerne og sige:

»Dem reiste Waldemar

Vi reiste dem, vi Bønder!

TAGE

Men han dog reiste Danmark! –

Ved ham, som Visen siger,

Blev det et Land igjen!

UFFE

Ja vist, jeg kjender Visen,

Den klinger artig nok!

(synger)

Hvert vendisk Skib blev boret i Grund,

Han stækkede Ravnens Vinge!

Kirker reistes i grønne Lund,

Loven læstes fra Thinge!

Danmark er blevet et Land igjen ved Kong Waldemar!

(talende)

Der skinner en St. Hans Orm,

Der nok en Een i Græsset!

Jeg slukker Orme-Lampen

Med denne Skuffe Jord!

(synger videre)

Fru Thyras Vold har han reist paa ny,

Klogt klapper han Løvens Manke,

Gavle groe frem i hver en By,

Høiest groer Kongens Tanke!

Danmark er blevet et Land igjen ved Kong Waldemar!

ELNA (kommer fra Slottet.)

Hvad er det I bestille?

I grave jo en Grav,

Saa silde og ved Slottet,

Midt under Lystigheden.

Læg bare Skovl og Spade,

Nu komme de herned, –

UFFE

Hvo kommer?

ELNA

Alle Gjæster.

Jo, der er Dands at see!

Jeg fik en Plads ved Døren,

Tæt ved Musiken just;

Jeg saae det saa velsignet.

De høifornemme Fruer

Og Ridderne, de dandsed;

Og liden Kirsten dandsed;

Saa bleg var hendes Ansigt,

Og hendes Haar hang løst;

Nu dandses der en Runddands,

Det er paa Kongens Bud,

Igjennem alle Stuer

Og Gange ned af Trappen,

Hen over Vindelbroen

I Haven; I skal see!

UFFE

Imedens at de dandse,

Saa rede vi en Seng

For den, der efter Dandsen

Er blevet alt for træt.

ELNA

Der komme de i Porten,

See Muren skinner rød

Af Kjærterne, de holde;

Musiken følger med!

O, hold dog op at grave!

Det er jo fælt at see!

Jeg vil gaae ind i Taarnet

Og vække der vor Dreng!

Fra Vinduet seer han deiligt

Den Stads, de mange Lys!

(iler ind i Taarnet.)
UFFE

Ja det gaaer jo ret lystigt!

De komme Haand i Haand,

De dandse over Broen!

TAGE (ryster sin Spade i Haanden.)

Liigspaden dandser med!

(Riddere og Fruer dandse Haand i Haand, Kjærtesvende bære Lys og Lanterner; liden Kirsten og Kong Waldemar ere imellem de Dandsende, de bevæge sig hen over Broen; Uffe og Tage vedblive deres Arbeide og tale under Dandsen; tilsidst seer man kun Skjæret imellem Træerne, Musiken fjerner sig, ved Scenens Slutning kommer den nærmere igjen.)
TAGE

Der dandser Edmund Snare

Med Mettelil fra Næsset,

Mandhaftig er hun, Konen!

UFFE

Jeg gad nok have seet,

Hvorledes hun sig teede,

Da i sin egen Gaard

Hun stod ved Hundehuset

Med Lænken om sin Hals,

Sørøverne sad’ oppe

Og drak imidlertid!

Ja det var den Gang, Tage!

TAGE

Der kommer Jaromir,

Den Vender; Knæ han bøied’

Engang for Svantevit!

UFFE

Nu bøier han det dagligt

For Dronningen og hendes!

Og Allesammen mener

Han det vist lige ærligt!

TAGE

Han fører Kongens Søster,

Den liden Kirsten; see,

Nu kommer Jomfru Rigmor,

Der dræbte med sin Sølvkniv

I Kirken, bag en Pille,

Sin Brudgom, der var troløs!

Nu dandser strunkt med hende

Hr. Ridder Aagesen;

Han staaer ei høit ved Hove.

UFFE

O, det er op og ned!

Det staaer sig med de Hoffolk,

Ret som med Regnepenge,

Snart høit, snart lavt, som Herren

Tillægger dem Værdi!

TAGE

– Betragt, hvor Skjæret falder

Paa Buske og paa Træer!

Ved Dandsen maa jeg tænke

Paa Elverpigerne,

Der standsede Hr Oluf,

Den Gang han bød til Bryllup;

De fristede og slog ham,

Saa Brudehuus blev Liighuus.

UFFE

Hvo gaaer derind i Taarnet!

Naa, kjendte Du de to?

Saa lang og rød er Fjeren,

Og Sværdet sidder spændt

Om Laaret ei om Lænden.

TAGE

Den Lille var hans Dreng!

(Bevæbnede, blandt hvilke de to, som Uffe og Tage have nævnet, gaae ind i Fangetaarnet.)
UFFE

Nu bliver han derinde,

Kort nok til denne Grav!

See saa! endnu tre Skovle,

Og saa er den istand.

TAGE

O nei, det er umuligt!

Prinds Buris, Kongens Slægtning!

Saa ung, saa kjæk –! hvor ofte,

Har jeg ei ønsket mig

I hans Sted! – Han vil hævnes!

Han er jo Gildesbroder.

UFFE

Og Skinder og Skomager

Forstaae at tage Blodhævn,

De før har dræbt en Konge!

Men ingen Waldemar.

UFFE

Vi leve haarde Tider!

Ak, mon der komme bedre!

Nei, ingen Mand skal ønske,

Tilbage dem som gik!

Men Tand for Tunge! Seer I,

De dandse frem mod os.

TAGE

De vide ei, de dandse

Omkring den aabne Grav.

(De Dandsende komme parviis; Kong Waldemar fører liden Kirsten.)
KIRSTEN

Kjær Broder, jeg har skriftet!

Hver Synd betroet Dig!

Jeg mægter ikke Dandsen! –

O, vil Du dræbe mig!

WALDEMAR

En Elskovs Vise skal Du

I Dandsen for os qvæde,

Jeg vil, at Du i Aften

Skal mine Gjæster glæde!

KIRSTEN

Du rige Christ i Himlen,

Du vil min Sjæl modtage.

WALDEMAR

Hvor er dit Smiil om Munden,

Dit Smiil fra gamle Dage?

Det og Din Dands vil kalde

Dit Rygtes Guld tilbage!

KIRSTEN (synger til Dandsen.)

Hr. Peder han rider af Gaarden ud,

Hun sukked’ saa saare, hans unge Brud:

O, o, o!

»Min Hjertens Allerkjærest hvi sørger Du saa!

Enten mon Du sørge for Sadel eller Hest,

Eller for ham, som Dig mener allerbedst?« –

– »Ei for Saddel eller Hest,

Ei for den, mig mener bedst!«

»Min Hjertens Allerkjærest, hvi sørger Du saa!«

KIRSTEN (holder pludselig inde og siger forfærdet)

Hvad var det Skrig derinde?

WALDEMAR

Bryd Du Dig ei derom!

I Taarnet vist en Fange

Har nu en hæslig Drøm!

KIRSTEN (synger.)

»Du sørger maaskee for din Fader er død!

Du sørger for det, som dit Hjerte forbrød!«

O, o, o!

»Min Hjertens Allerkjærest, hvi sørger Du saa?«

– Igjennem tunge Taarer, hun stille paa ham saae,

»Jeg veed hvilken Skjæbne jeg Stakkel skal faae!«

(Liden Kirsten holder pludselig op med Sangen, men Instrumenterne vedblive Melodien, ligesom de Andre Dandsen.)
KIRSTEN

Hør, anden Gang!

WALDEMAR

Prinds Buris

Har sine onde Drømme!

Nu drømte han i Taarnet,

At aldrig Dig han seer! –

KIRSTEN

O Jesus Christ!

WALDEMAR

Min Søster!

Nu snart er Dandsen endt.

(Han fører hende med sig, hun er ved at synke, de dandse Alle over Broen ind i Slottet, medens Choret synger Omqvædet:)

Min Hjertens Allerkjærest, hvi sørger Du saa?

UFFE (støttende sig paa sin Spade.)

Og nu er Graven færdig,

Alt klappet og Alt klart!

Du Tage, Fangevogter –!

Han gik, han vil nok see

Hvorledes Dandsen ender! –

Hm! den er snart forbi.

Jeg troer dog, jeg vil ridse

Paa Graven her et Kors,

Og saa er den indviet!

ELNA (kommer hurtigt ud fra Taarnet.)

O, de har blændet ham!

Udstukket begge Øine!

Slukt for ham Verdens Lys;

Udslettet Sol og Stjerner,

Udslettet Mark og Skov,

Det aabne Hav, hvert Ansigt,

Der smiilte venligt til ham.

I evig Nat han vandrer!

Jeg hørte disse Skriig!

Min Dreng foer op af Kurven

Og græd, som han forstod det!

UFFE

Prinds Buris har man blændet!

Ja, ja, jeg vidste det!

Hør, hvor det bliver stille!

Musiken holder op.

ELNA (bøier Knæ.)

O fri os fra det Onde!

I Jesu Christi Navn!

UFFE

Et Minde skal jeg reise

Udi de stærke Sange!

Een flyver alt fra Tungen,

Den flyve gjennem Landet.

(synger improviserende.)

Liden Kirsten dandsed’, en Vise hun sang,

Liden Kirsten var from!

I hendes Hjerte de Liigklokker klang.

Det er haarde, mørke Tider!

Og Kongen de stærke Ølsvøber tog,

I Dandsen han liden Kirsten slog.

Det er haarde, mørke Tider!

Hun krøb under Dronningens rige Liin,

Hun sparked’ hende ud med Foden sin,

Det er haarde, mørke Tider!

Dronning Sophie har Skyld i den Vold,

Liden Kirsten var from!

En Blodplet staaer i det blankeste Skjold,

Det er haarde, mørke Tider!

PRINDS BURIS (føres ud af Taarnet; hans Øine ere tilbundne, hans Hænder i Lænker.)

Hvor fører I den Blinde?

Dybt brænde mine Saar;

Dog stærkere det brænder

I Hjertet efter Hævn!

Den blinde Samson føres

Nu til Philisterne,

At stilles der til Skue

Og haanes. Jeg det veed,

Een vil det dræbe. Stille!

Hvo græder tæt ved mig?

ELNA

Kun Eders Vogters Hustru,

Den uselige Qvinde!

EN DRABANT

– I føres skal til Kongen!

EN RIDDERSMAND (standser dem.)

Nei, Kongen sender Afbud,

Han har ei længer Vrede,

Den bittre Skaal er fyldt.

I Taarnet Prindsen – sove

Og drømme, medens hun

Her ude stille blunder.

Fred med hver Sorrigfuld!

TAGE (bleg og forvirret.)

Jeg saae den lille Kirsten,

Hun dandsed’ Haand i Haand

Med Kongen, hun var halvdød,

Det smækkre Lillievaand;

Saa fast han holdt paa hende,

Men ei et Ord blev talt,

Paa Trappetrinet saae jeg

Hun vaklede og faldt;

Jeg hørte hende sukke,

Jeg saae det røde Blod,

Og midt i Dandsen laae hun

Død foran Kongens Fod;

Da Duens Sjæl var borte,

Fløi Vredens vilde Ravn;

Saa murehvid stod Kongen,

Han nævned Jesu Navn!

BURIS

Død! død er liden Kirsten!

Enhver Lysstraale døer!

Jeg før var stærk som Egen,

Nu kun et knækket Rør!

(synker sammen.)
TAGE

O lad mig Eder tjene,

Som Eders liden Dreng,

Kom, hvil det syge Hoved

Paa Fattigdommens Seng.

Jeg staaer ved Eders Fødder,

Min Hustru ligesaa,

Den største Sorg dog mildnes,

Naar Andre den forstaae.

(De Bevæbnede have imidlertid trukket sig bort, kun Buris, Tage og Elna ere blevne tilbage. Fra Slotsgaarden høres Munkenes dybe Basstemmer, der lyde over liden Kirsten.)
BURIS

De synge over hende

Og det er ei Bedrag! –

Naar aabnes mine Øine,

For Evighedens Dag!

TAGE

En Grav er gravet hende!

Just her paa dette Sted,

Tæt ved dit Taarn hun jordes –

Det er Medlidenhed!

BURIS

Medlidenhed og Naade!

Smed Lænken, som jeg faaer,

Saa lang, at fra mit Fængsel

Den hen til Graven naaer;

Hver Nat jeg der vil komme

Og hvile Hoved ned,

Den blaae Viol i Græsset

Min stille Tanke veed,

Dens Duft vil mig fortælle,

Hvor hun var frisk og skjøn!

– O lad dog Lænken smedde

Saa lang – det er min Bøn,

Den Naade kun jeg beder

Om hos Kong Waldemar!

Den er min største Lykke,

Som denne Verden har!

O Lykke! Lykke! stille,

Græd ei Du Mand og Viv!

O havde jeg al Eders,

Hvor blomstred’ da mit Liv!

(Musiken, der antyder hiint første idylliske Liv i Skovfogedens Hjem, begynder.)

Jeg troer at jeg har kjendt den,

Ja jeg har drømt den vist.

O grændseløse Jammer!

O frels mig, Jesus Christ!

(Knuger Hænderne for Ansigtet; i samme Nu lyder et mægtigt Bulder, som om tusinde Kjæder brast; en deilig Musik falder ind, Alt er forsvundet, den unge Skovfoged staaer i klar Morgen-Belysning foran sit Huus, den lille Nisse noget længer frem til Høire.)
HENRIK (tager Haanden fra Øinene.)

Jeg seer! – hvor er jeg!

Hvor friskt, hvor grønt!

O Dagen lyser!

Hvor Alt er skjønt!

Der staaer min Hytte!

Mit Barn, min Viv!

Jeg er lyksalig!

O bliv! o bliv

Du Lykkens Skue!

Jeg er gjenfødt!

En Rædsel var det!

Hvad er mig mødt?

NISSEN

Jeg godt det meente!

Vær ikke vred!

(Johanna træder ud af Huset).
HENRIK

O min Johanna!

Lyksalighed!

JOHANNA

Min Henrik! Henrik!

(de styrte i hinandens Arme.)
HENRIK

O hold mig fast!

JOHANNA

Jeg troer, jeg drømte.

Mit Hjerte brast!

(De staae i lykkelig Omfavnelse; en blød, sagte Musik høres, medens Kirsten Piil træder ud af Huset og nærmer sig Nissen.)
KIRSTEN PIIL

Staa ei bedrøvet ved min Atterkomst!

I Hytten har jeg bragt dem Lykkens Blomst,

Den Du forkasted’. Seer Du nu dens Magt?

I Barnets Hænder har jeg Blomsten lagt;

Der vil de finde den, og juble glad’.

– Du rører aldrig meer ved Lykkens Blad!

(Hun forsvinder mellem Træerne; Solen skinner i sit fulde Lys; Harpetoner fylde Luften; Nissen skjuler sig i de høie Skræpper).
HENRIK

O, lad mig see Dig ret i Øiets Grund!

Du smiler! – jeg tør kysse denne Mund!

Døds-Psalmen blev til Skovens glade Qvad.

Jeg favner Dig! –

JOHANNA

Jeg er saa salig glad!

HENRIK

O, hør! det er som hele Luften klang,

Som Skovens Træer ved vor Lykke sang!

Ja Lykke, jeg dig kjendte ved dit Tab,

Du boer ei heel i Kunst og Videnskab,

I Rang, i Fødsel, i et evigt Navn,

Du findes i en trofast Hustrues Favn,

Der, hvor man glad i Lidet elsker tro,

Hvor Barnet sødt afspeiler begge to!

JOHANNA

Den lille Hytte her i Skovens Skygge

Er Hjemmet for al Jordens bedste Lykke.

HENRIK

Kom ind til Drengen!

JOHANNA

Deiligt sov han nys!

HENRIK

Jeg Dig og ham maa give tusind Kys!

(De gaae ind i Huset; Harpetonerne svulme høiere, Skræppebladene i Forgrunden bevæge sig, den lille Nisse stikker Hovedet frem og seer efter det lykkelige Par).
USYNLIGT CHOR

Solens varme Straaler gjennemtrænge

Skovens Sale, Mark og Enge,

Alle Hjerters dybe Strænge

Tone sødt og længe!

Lykkens Blomst i Barnets Haand jeg seer!

NISSEN

Vær ikke vred! jeg gjør det aldrig meer!

Lykkens Blomst

Eventyr-Comedie i to Acter

Opført første gang 16. februar 1845 på Det Kongelige Teater med musik af Henrik Rung. Udkom første gang 22. februar 1845. BFN 465

Partitur: KT-A 0390. Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

66,30bedre; / Jeg < bedre / Jeg
66,33Lykkeligste. < Lykkeligste
68,36(Taagen < Taagen
78,31derhenne, / Gaa < derhenne / Gaa
79,33Qvinde. < Qvinde
82,28at I kan see < [ulæseligt] I kan see
94,37(Han < Han
97,23Skoven! < Skoven
103,25Hækkerne < Hælkerne
109,35Vee Dig! < Vee Dig,
111,37Fade. < Fade!
112,22kunde < kunde,
114,30over < paa
116,18ind i Fangetaarnet < ind Fangetaarnet
116,25TAGE < UFFE
118,7»Min Hjertens < »»Min Hjertens
118,7saa!« < saa!««
118,18»Min < Min
55
Rungkomponisten Henrik Rung (1807-1871), syngemester ved Det Kongelige Teater.
56
Hr. HolstWilhelm Holst (1807-1898), kongelig skuespiller.
Jomfr. RygeNathalia Ryge (1815-1895), kongelig skuespiller, datter af skuespiller Johan Chr. Ryge.
Axel Fredstrupsandsynligvis Thor Bjarke Axel Fredstrup (1830-1894), danser, regissør.
Kirsten Piilif. traditionen navnet på den kvinde, der 1583 fandt den hellige kilde i Jægersborg Dyrehave. Kilden skal være istandsat 1732 af de to venner Brinchmann og Greve, der sandsynligvis har opdigtet navnet; »Kirsten« er kendt fra folkeviserne; tilnavnet »Pil« skal angive, at kvinden hørte til de folk, der ifølge folketroen kunne »vise vand«. Kendt som figur i Oehlenschlägers »Sanct Hansaften-Spil«, Digte, 1803.
Mad. HolstElisabeth Holst, f. Heger (1811-1891), kongelig skuespiller.
Marie Eidrupdanser, debut 1849.
Søren Eilskowfiktiv person.
Hr. PhisterLudvig Phister (1807-1896), fremtrædende kongelig skuespiller.
Arenzestykkets unge pige har samme fornavn som Arendse Huulegaard, den pige, digteren Johannes Ewald (1743-1781) forelskede sig i som femtenårig. Den jævnaldrende Arendse var hans stedfars niece og er en central person i hans selvbiografiske fragment Levnet og Meeninger (herefter LM, 1774-1778, trykt i uddrag 1804-1808, samlet udgivelse 1855).
Mad. HansenErhardine Adolphine Hansen, f. Rantzau (1815-1893), kongelig skuespiller.
Hr. HolstWilhelm Holst (1807-1898), kongelig skuespiller.
Johansenfiktiv person, hvis model er Ewalds mors ven, præsten J. Chr. Schønheyder, som var digterens formynderiske sjælesørger. H.C. Andersen havde oprindelig kaldt personen Schønheyder, men ændrede på Heibergs opfordring navnet, fordi familien stadig eksisterede.
Hr. SchneiderJohan Ludvig Schneider (1809-1870), kongelig skuespiller.
Bernerfiktiv person.
Hr. HultmannFritz W. Hultmann (1820-1894), kongelig skuespiller.
Annadatter af fiskemester Jacobsen, der ejede Rungsted Kro; til Anna Hedevig skrev Ewald digtet »Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Soelen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773«. Ewald var i årene 1773-1775 af sin mor blevet sat i kost hos familien Jacobsen.
Mad. BoyeAugusta Haack, g. Boye (f. ca. 1814).
Hr. Wiehe, jun.formentlig Anton W. Wiehe (1827-1884), kongelig skuespiller fra 1863.
Hr. Møllerformentlig skuespilleren Peter F. Møller, debut 1835, afsked 1850.
Waldemar den StoreValdemar 1. (1131-1182), dansk enekonge fra 1157.
Hr. KraghChr. Kragh (1802-1884), kongelig skuespiller.
Kirsten … Burisfolkevisen DgF 126 om Valdemars søster Kirsten og hendes elskovsforhold til prins Buris, som bringer dem begge i ulykke, har ikke historisk belæg. Hertug Buris (ca. 1130-ca. 1167) var if. Saxo på Valdemars side mod bl.a. venderne, men indlod sig forræderisk med den norske jarl Erling Skakke, en af Danmarks fjender; forræderiet straffedes med livslangt fængsel. H.C. Andersen kendte måske visen fra A. Oehlenschlägers folkeviseudgave Gamle danske Folkeviser, 1840, s. 147-157.
Hr. WieheMichael Rosing Wiehe (1820-1864), kongelig skuespiller.
Mad. LarcherFrederikke Larcher, f. Lange (1812-1892), kongelig skuespiller.
Hr. PetersenC. Petersen, jf. Aumont&Collin, 5. afsnit, I, s. 40.
Hr. WolffNicolai Wolf (1824-1875), skuespiller.
Hr. AlbrechtWilhelm T. Albrecht (1822-1871), kongelig skuespiller 1847.
Hr. Knudsenformentlig Niels Peter Knudsen (1819-1854), kongelig skuespiller 1849.
Kjærtesvendepager, tjenere.
58
Ewalds SkrifterJohannes Ewalds samtlige Skrifter I-IV blev udgivet 1780-1791 af Chr. G. Proft.
59
altallerede.
reti sandhed, virkelig.
60
holder … forantager.
61
apartenoget særligt.
Tro … saligjf. Frederik den Store af Preussen, der kort efter sin tronbestigelse 1740 skrev: »Hier muß ein jeder nach seiner Faßon selig werden«.
Fornemhedhovmod.
63
Sonambulenfejl for somnambulen, søvngængeren.
underligforunderlig.
kjendteher nok: erfarede.
64
min klare Kilde … min Taarei »Sanct Hansaften-Spil« beretter »Manden ved Kilden« om, hvordan en kilde sprang frem ved, at Kirsten Pils tårer faldt på jorden.
65
Hveen … Snillets Lykke1576-1596 havde astronomen Tycho Brahe (1546-1601) i forlening øen Hven i det nordlige Øresund. Her opførte han bl.a. observatoriet Uraniborg, hvorfra han gjorde banebrydende astronomiske iagttagelser. Hven blev svensk 1658.
Florslør, net.
66
snarthurtigt.
67
Riddertidenmiddelalderen.
68
Elverkonen bryggerfolketroen omtaler den tåge, der efter varme dage stiger op fra moser og enge ved aftenstid, som mosekonens bryg; men at mosekonen skulle have forbindelse til elverfolket er H.C. Andersens påfund.
Høienden saakaldte »Ewalds Høj« i gården Rungstedlunds have i Hørsholm. Rungsted Kros bygninger blev i begyndelsen af 1800-tallet hovedbygninger for Rungstedlund.
69
Lazarusjf. Lukas 16,20-21.
VærkEwald var plaget af gigtsmerter.
Geburtsdagfødselsdag.
gloerfalder i øjnene.
70
Baslemaner(af fransk: baisements) håndkys, komplimenter.
Schavlsjal.
Gud hjælpe Ederhilsen til person(er) i færd med arbejde.
71
Alexander/ I Sisygambis Leir … Knud den Store … Karl den Tolvtei »Fortale« til Samlede Skrifter I, 1780, fortæller Ewald om tidlige fantasioplevelser: »Naar jeg saae en Alexander i Sisygambi’s Telt, eller en Canut [Knud] ved Strandbredden, da brændte mit Hierte, og heri, troer jeg, var intet overordentligt. Men ofte, naar jeg blev en Diogen vaer i sin Tønde, eller Carl den Tolvte i Bender; endog da lod jeg mig henrive af en Beundring, hvorved jeg haaber at skielne mig fra Mængden« (Udvalgte digte (Ud), DSL 1998, s. 167-168). Da den makedonske konge Alexander den Store (356-323 f. Kr.) i 333 f.Kr. sejrede over perserkongen Dareios, skal han have behandlet Dareios’ tilfangetagne mor Sisygambis med stor hensynsfuldhed. Om Knud den Store (dansk konge, d. 1035) fortæller en anekdote, at han for at belære en skjald, der smigrede ham, om sin magts begrænsning satte sig på en trone ved strandbredden og bød havet holde bølgerne tilbage fra hans fødder. Da vandet skyllede hen over dem, lod han det være et bevis på, at Gud alene er almægtig. Karl den Tolvte (1682-1718, svensk konge fra 1697) lå efter nederlaget ved Poltava 1709 med resterne af sin hær uden for byen Bender. Skildret 1729 af Voltaire som et frivilligt fangenskab.
piinligpinefuld.
Martyr-Død i Afrika»Jeg erindrer ... at jeg i en Alder af ti til elleve Aar ... fik en inderlig Lyst til ... at omvende Indbyggerne af det Inderste i Africa, og ... at vinde Martyrkronen« (af »Fortale«, Ud 168).
Don Quixoteden spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras roman El ingenioso Hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615 (dansk oversættelse af Charlotte Dorothea Biehl Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter, 1776-1777) handler om en fattig adelsmand, der har læst for mange ridderromaner og selv går ud på en tragikomisk ridderfærd til ære for en bondepige, han har forelsket sig i. Don Quijote er blevet prototypen på en fantast. I Levnet og Meeninger kalder Ewald sit unge jeg »modig, som Don Quixott« (Herr Panthakaks Historie. Levnet og Meeninger (LM), DSL, 1988, s. 84).
Slesvig lærde Skoleefter faderens død 1754 blev Ewald sendt til domskolen i Slesvig, hvor rektoren, J. F. Licht, gav ham adgang til sit bibliotek.
Robinsonden engelske forfatter Daniel Defoes roman Robinson Crusoe fra 1719. »Den første Roman som faldt mig i Hænderne, var tilfældigviis Robinson Crusoe ... min Rector ... maatte med Magt hente mig fire Mile tilbage fra Veien til Holland, hvorfra det var min Hensigt at reise til Batavia, i det ... Haab, underveis at strande paa en eller anden ubeboet Øe« (»Fortale«, Ud s. 168).
Horatzden romerske digter Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.). »langt fra, at føle deres [dvs. de klassiske digteres] fortryllende Skiønheder, læste jeg da Flaccus med Afskye, ... især fordi jeg efter min da værende Smag overalt fandt for lidet Handling, for faa eventyrlige Situationer, og for mange Ord i Oden« (»Fortale«, Ud s. 169).
Ild og Blaarjf. ordsproget »Ild og Blaar sammen gaar let i Lue eller tændes snart« (advarsel til unge mennesker), Mau 4341. Blår er affald, der fremkommer, når hør eller hamp forarbejdes.
Jeg og min Broder … gaae i Krig … for lille … for sidste Gangom Ewalds og broderen Mathias’ flugt fra hjemmet, deres planer om at deltage i den preussiske syvårskrig og Ewalds møde med den »Preüsiske Resident« berettes i LM’s to første kapitler, s. 77-85.
72
Feltslag … mørke Skove»Jeg havde seet Bierge, og Feldtslag, og i tykke Skove eensombeliggende Munkeklostere« (Ud s. 171).
I Vand … Gigti felttogene pådrog Ewald sig formentlig den leddegigt, som efterhånden misdannede hans krop.
74
Polyp(pen)tidligere fællesbetegnelse for dyr med fangarme, der lever i vandet; her måske om gopler, der er fastsiddende med den ene ende og i den anden har fangarme.
Alt kan tilgives, kun ei Synd mod Aandenjf. Matthæus 12,31.
Jeg synder …»den største Hindring, som jeg haver havt at overvinde [bestod] net op i de før omtalte Leilighedsvers, som Trang nødte mig til at skrive. ... Digteraanden vil vække sig selv, den bliver gjenstridig, naar den i Tide og Utide skal adlyde den første, den beste Opfordring; og man kan aldrig sikrere svække sin Følekraft, end ved at tillyve sig Følelser« (»Fortale«, Ud s. 177).
Judaspengejf. Matthæus 26,14-16.
Den kommelad den komme.
75
MoltkeFrederik Moltke (1754-1836), kammerjunker, statsminister 1810-1814, elev af Ewald og i de sidste leveår en af digterens mest trofaste støtter, til hvem han skrev digtet »Til Min M***«, ca. 1776.
Bernstorfformentlig J.H.E. Bernstorff (1712-1772), den indflydelsesrige udenrigsminister, som skaffede Ewald understøttelse fra den danske stat. Struensee tvang Bernstorff til at træde tilbage 1770. I 1775 var nevøen A.P. Bernstorff udenrigsminister.
GuldbergOve Høegh-Guldberg (1731-1808), stats- og gehejmekabinetssekretær.
Tittelsom særlig fremtrædende kulturpersonlighed kunne man indtil begyndelsen af 1900-tallet få tildelt en professortitel som en ren hædersbevisning, blive »titulær professor«. Midt i 1770’erne arbejdede Ewald herpå.
CarstensA.G. Carstens (1713-1795), justitsråd, medlem af Selskab til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, også kaldt Det smagende Selskab, stiftet 1759. I medlemskredsen, hvis accept var af stor betydning for samtidslitteraturen, tog Carstens altid Ewalds værker i forsvar; desuden hjalp han Ewald med stilistiske finpoleringer af værkerne.
76
ShakespeareC.M. Wielands tyske Shakespeareoversættelser tilskyndede Ewald til at lære sig engelsk; »og hvilket bundløst Væld af Digterrigdom aabnede sig nu for mig« (»Fortale«, Ud s. 175).
Musamuse, her synonymt med digterens inspiration; ordet stammer fra den græske mytologi, hvor Zeus’ og Mnemosynes ni døtre, muserne, er gudinder for videnskab og kunst.
78
under Trykket … Palmensindbillede fra renæssancen: daddelpalmen giver bedre frugt, når dens vækst hæmmes.
ung og lykkelighentyder måske til strofe otte af Ewalds ode fra 1775, »Rungsteds Lyksaligheder«, hvis første vers lyder: »Lyksalige Digter«.
I kjølende Skygger … byggerindleder »Rungsteds Lyksaligheder«.
80
Mindetilsagn, tilladelse.
turdemåtte.
fornemtoverlegent.
vistsikkert.
81
Begeistrings-Bægeret … mine Lysters … Blev Digterom den inspiration, Arendse-oplevelsen indgav Ewald, beretter LM, især det andet af de to kapitler, der begge er betitlet »Arendse«.
Svibelhyacint.
82
Qvistkammer … Øie»Det er nu neppe to Aar siden, at min Arendse kom til mig, da jeg laae i min ensomme Hytte ... Blege og indfaldne var den deyliges Kinder, og en mat Gnist af den mig saa bekjendte Ild skimrede endnu kun i hendes Øyne ... hun ... lagde de yderste Spidser af tre Fingre paa min zittrende Haand – »De forrige Tider er forsvundne, Ewald; sagde hun; og gik hastig bort ... ikke en eneste Taare vilde lindre mit beklemte Hjerte« (LM s. 122).
Moders Naade ... ei elsker migEwald havde et problematisk forhold til sin mor; i et par spydige vers med adresse til hende, »Frue Mary, hun ligger paa bløden Seng« (Ud s. 160), antyder han, at hendes omsorg for ham er overfladisk.
min BrøstEwalds alkoholmisbrug.
83
Vundesår.
laaeboede midlertidigt.
84
og et Livogså et liv.
KlopstockF.G. Klopstock (1724-1803), tysk digter, i hvis kreds Ewald blev indført. Klopstock var af J.H.E. Bernstorff blevet ført til Danmark, hvor han modtog kongelig understøttelse.
Feterfester, af (fransk) fête: fest.
Hans MajestætChristian 7., konge 1766-1808; fra 1784 i realiteten afløst af sønnen Frederik (6.).
Vers … Kongens Død»Sørge-Sange« i anledning af Frederik 5.s bisættelse 1766; heri motetten med den berømte solo »Hold Taare op at trille«.
Rolf Krakesørgespillet Rolf Krage fra 1770, som Det smagende Selskab afviste med en pengegave på 60 rdl.
Halvtredsindstyve Dalerifølge F.C. Olsen »Digteren Johannes Ewalds Liv og Forholde i Aarene 1774-77« (Kjøbenhavns flyvende Post nr. 5056, 1835, 1984 (herefter: KfP 1835) s. 211) fik Ewald 50 rdl. af Selskabet for syngestykket Balders Død, 1774, opført 1778; det faktiske beløb var dog 24 rdl. 3 mark.
85
LoddeB.J. Lodde (1706-1788), oversætter af bl.a. de to engelske forfattere James Hervey og Edward Young; Herveys meditative digtning interesserede Ewald; jf. hans digt »Klage-Sang over Skjødehunden: Maske«, trykt 1778, (Ud s. 67), ligesom Youngs digt »The Complaint, or Night Thoughts«, 1741, havde betydning for ham. Loddes oversættelse af digtet udkom først efter Ewalds død.
saasådan.
Bernstorfs Sind … BondenJ.H.E. Bernstorffs gods var foregangssted for landboreformer; sammen med A.P. Bernstorff gennemførte han såvel afløsning af hoveri og fæstehold som udskiftning af de gårde, han besad.
Christian den Sjettes TidChristian 6.s regeringstid (1730-1746), som faldt sammen med en svær økonomisk krise, prægedes af, at kongefamilien var stærkt religiøs og tilsluttede sig pietismen. 1735 udstedtes en streng forordning om kirketugt, der medførte bødestraf eller gabestok for udeblivelse fra gudstjenesten.
Frederik den Femtei dennes regeringstid (1746-1766) oplevede landet et økonomisk opsving, og videnskab og kunst blomstrede, bl.a. florerede teaterlivet efter en stilstand under Christian 6.
86
kjendt afkendt nogle af.
spillerforegår.
87
Stodderkongenperson, der havde politimyndighed over en kreds af tiggere og løsgængere; tit var han selv tigger.
Wallachietområdet mellem Donau og de transsylvanske alper i Rumænien.
88
falder I paa detfalder det jer ind.
89
Hvohvem.
Papireneældre flertalsform.
Ungdoms BlussenEwald havde i 1775 ønsker om at gifte sig, muligvis med Hedevig Rørs, niece til værtinden i Rungsted madam Jacobsen.
sjunget har … Bondepigeman har været uenig om, hvorvidt »Rungsteds Lyksaligheder«s sidste strofe henvender sig til en autentisk person eller ej; flere er foreslået, bl.a. Hedevig Rørs. Moderen og Schønheyder var bestyrtede over Ewalds ægteskabsplaner og fik ham flyttet til Søbækshuset nær Humlebæk.
skrevet Brevi brev til Ewald 24. december 1775 nævner Schønheyder, at Ewald har skrevet til ham om sit planlagte »kiødelige Giftermaal« (KfP 1835, s. 224). I et brev til Schønheyder 9. oktober 1776 nævner Ewald Schønheyders kendskab til »mit Hjertes skjulte, kjæreste Tanker« som argument mod præstens ide om at anbringe digteren på en stiftelse, en plan, Schønheyder åbenbart har luftet over for ham (Samlede Skrifter, DSL 1914-1924, bd. IV, s. 353; også KfP 1835, s. 227).
90
en større SkjaldOehlenschläger.
daarligetåbelige.
91
Det norske Selskab(s)stiftet 1772, privat selskabelig forening for unge norske studerende i København, der digtede i overvejende klassicistisk smag, i forlængelse af Holberg og Tullin; idealet var den sunde fornuft. Man var her i opposition til Klopstocks og Ewalds høje odestil og brugen af oldgermansk og oldnordisk stof; Ewalds digt »Da jeg var syg«, bragt i Adresseavisen 1771, blev godmodigt parodieret af et af selskabets mest markante medlemmer, Claus Fasting.
(aller)førsteallermest betydningsfulde.
hele Verden … Balder … Nannarygtet er sandsynligvis H.C. Andersens opfindelse.
Guldberg ikke … Opfylder Eders Ønskese KfP 1835, s. 219-220, hvor Schønheyder over for Ewald i brev af 6. februar 1775 begrunder, hvorfor Guldberg ikke har tildelt digteren professortitlen.
92
Hjob(s)jf. Jobs Bog 2.
Hospitals-Lemi brevet af 9. oktober, hvor Ewald afviser tanken om at blive »et Hospitals Lem«, skriver han: »… Jeg seer det nu, at jeg i Deres Øyne kun er et hjelpeløst, elendigt Kræ, som maa takke Gud, om det faaer det daglige Foer, indtil det creperer«.
93
Thiderfor.
qvægetoplivet.
94
lange HaarJ.F. Clemens’ titelkobber til Ewalds Samtlige Skrifter I, 1780, viser digteren med hår ned over skuldrene.
Kalkenbægeret.
opduggeegl.: begå sig, klare sig. Her nok fejl for »opdukke«.
97
Hundeglammet … Tonertrykte noder: Jægersang af Lykkens Blomst. C.C. Lose & Olsen.
Haloijagtråb, især opmuntringsråb til hunde.
98
Hangnedhængende grene. løv.
100
Valdemarerne(s)Valdemar 1. samlede det danske rige under kongemagten. Kendt er også Valdemar 2. Sejr, konge 1202-1241, og Valdemar 4. Atterdag, konge 1340-1375.
101
Diderik af Bernsagnfigur i tysk og nordisk middelalderdigtning. Det historiske udgangspunkt er beretningerne om Theoderik den Store (ca. 456-526), konge over ostrogoterne, dvs. den del af goterne, der underlagde sig Italien. Bern identificeres som en by i Norditalien.
Han vog den lede LindormH.C. Andersen spiller her på folkevisen »Kong Diderik og Løven«, DgF 9; jf. 9E: »Og saa vog han den lede Lindorm«.
vogdræbte.
Lindormifølge folketroen en kæmpestor, menneskeædende slange eller drage.
102
Absalon(d. 1201) den mest fremtrædende danske politiker og kirkefyrste i 1100-tallet. Da Valdemar 1. fik eneherredømme i Danmark 1157, blev Absalon året efter biskop af Roskilde; fra 1177 var han desuden ærkebiskop i Lund. Førte an i kongernes korstogspolitik (vendertogene).
Næsedugenlommetørklædet.
Voxstingsting, syet med hvid, vokset tråd.
103
Burisse note til s. 56.
Byrdafstamning, herkomst, her en fornem sådan.
Kirstense note til s. 56.
Hækkernehækkene.
105
Kirkegrimenspøgelse eller nisse, der holder til i kirker, hvor den holder orden og straffer utilbørlig opførsel.
Visen om stolt Signild og hendes Broder»Stolt Signild hielper sin Broder aff Døds Nød«, DgF 185.
Hagbart … Signekendt fra Oehlenschlägers tragedie Hagbarth og Signe, 1815, med denne titel, der bygger på et af de ældste danske kongesagn: Hagbarth, der har dræbt kong Sigars sønner som hævn for drabet på hans brødre, gæster i kvindeklæder Sigars datter Signe. Han forrådes for kongen og bliver hængt. Signe, der har lovet at følge ham i døden, indebrænder sig selv med sine møer (Saxo 7,7).
106
Buurjomfrubur, opholdsrum for ugifte kvinder.
kaste … Runeri DgF 126 får Sofie Buris til at forføre Kirsten ved at bruge trolddomsruner mod hende.
Villiekærlighed (folkeviseudtryk).
Steenstueni middelalderen hovedbygningen i en gård, ofte et tårn, bygget af brandsikre sten.
Ledingkrigstogt, organiseret af kongemagten.
Festi folkevisens danske opskrifter danses Kirsten ved en fest til udmattelse og piskes derefter til døde.
SophieValdemars dronning; kaldes også i folkevisen Sophie.
Barnet … Terne … Guldi visen beder Kirsten sine terner om at drage omsorg for hendes og Buris’ nyfødte barn og giver dem til gengæld alt sit guld.
107
Erling Skakkese note til s. 56.
Din Fader … dræbe minhverken den historiske overlevering eller folkevisen fortæller, at Buris har dræbt Valdemars og Kirstens far. Om Buris beretter visen, at han er Sophies bror, og at Valdemar kalder ham en hestetyv som begrundelse for sin modstand mod forbindelsen; han ønsker søsteren gift med en rigere ridder. Herover bliver Sofie forbitret; hendes hævn bliver, at Valdemar drives til drabet på søsteren.
to Slægter … i Velskland … deres Børnelskovsparret i Shakespeares tragedie Romeo and Juliet, ca. 1595. Lagt i munden på Kirsten ved 1100-tallets slutning er henvisningen til Romeo-Julie-historien anakronistisk. På grundlag af en noget anderledes version fra 1476 (af italieneren Ursuccio) udformedes stoffet 1524 i en novelle (af Luigi da Porto); først her blev Verona hjemstedet for den tragiske handling.
108
KnudValdemar 1.s søn Knud 6. (f. 1163) blev kronet 1170.
Valravni folkeviser ondsindet overnaturligt væsen i fugleham, jf. Oehlenschlägers digt »Valravnen« i Digte, 1803.
stander vedstår ved.
109
Olgersagnhelten Holger Danske; jf. DgF 17 og 30.
Svend Vonveddansk folkevisehelt, jf. DgF 18.
Speehån, skade.
Med Lov skal byggesordene »Med lov skal land bygges« indleder fortalen til Jyske Lov, der blev udstedt 1241 af Valdemar 2. Sejr.
skatter … godsætter højt.
110
Estrid Søn … Henrik SkattelaarBuris var søn af Henrik Skadelaar (d. 1134), der igen var sønnesøn af Svend Estridsøn (ca. 1020-1074, konge fra 1047). En anden af Svend Estridsøns sønner, kong Erik Ejegod, var far til jarlen Knud Lavard (ca. 1096-1131), Valdemar 1.s far.
111
Lykkehjuleti middelalderen fremstilles lykkens omskiftelighed i jordelivet ofte som et hjul.
Skuffehulskovl.
yskekække.
Stegersetkøkkenet.
112
drevet Sølvtyndt sølv, udhamret i figurer, relieffer eller lignende.
kline(r)overstryge en væg med en tynd lervælling.
Visendigtet af H.C. Andersen.
113
artiggodt.
bore(t) i Grundsænke et skib ved at skyde huller i det.
St. Hans Ormlille, brunlig bille (ildflue), der på lune sommeraftener udsender et gulgrønt lys.
Thyras Voldvoldkomplekset Danevirke, opført i flere omgange fra 600-1200-tallet, dannede forsvar ved rigets sydgrænse. Ifølge Saxo var det Gorm den Gamles dronning Thyra Danebod (d. før 958), der tog initiativet til opførelsen heraf. Senere opførtes et nyt byggeri, der afsluttedes med Valdemar den Stores mur (Valdemarsmuren), noget af det første teglstensbyggeri i Danmark.
114
Haar hang løstugifte kvinders frisure.
115
Edmund SnareEsbern Snare (ca. 1127-1204), dansk høvding; støttede livet igennem broderen Absalon (se note til s. 102).
Mettelil … Med LænkenH.C. Andersen fortæller i Bemærkninger, 1868 (til en række af sine eventyr og historier, BFN 974), at motivet stammer fra Thiele 2: »der fortælles om en Frue, som Røverne satte i Lænke ved Herregaardens Hundehuus«, jf. ANDERSEN bd. 3, s. 389. Thiele 2 har dog intet sådant sagn. Se også Hans Ellekilde, »H.C. Andersen og de fynske folkesagn« i Anderseniana 2. rk. III:1, 1955, s. 105-106 og 123.
JaromirJárimar 2, fyrste på Rygen, d. 1260; var ærkebiskop Jakob Erlandsens forbundsfælle mod Kong Christoffer 1.; gjorde landgang på Sjælland og brød ind i København (ved Jarmers Taarn) 1259.
Svantevitvendernes gud.
Rigmor … Sølvknivberetningen er måske inspireret af et jysk sagn om to adelige søstre, der i kirken julemorgen dræbte deres utro bejlere med deres sølvskæftede knive; jf. Thiele 2, I, s. 223.
Ridder AagesenSvend Aagesen eller Aggesen (ca. 1185), dansk krønikeskriver; færdedes ved Valdemar den Stores hof og deltog i de to vendertog 1184-1185. Aagesen var ligesom Saxo ideologisk pennefører for den ny stærke kongemagt. Hans kortfattede latinske Danmarkshistorie betoner Valdemars store personlige indsats, hvor Saxo fremhæver Absalons. Absalon har muligvis bremset Aggesen i at skrive udførligt om tiden efter Svend Estridsen under henvisning til, at Saxo ville »udføre saadant meere ziirligen og vidtløftigen« (Ludvig Holberg Dannemarks Riges Historie, Første Tome, 1732, s. 269 (Holberg bd. 6, s. 208)).
Regnepengemøntlignende metalstykker, der i ældre tid brugtes til simple beregninger på regnebræt og senere som spillemærker.
116
Hr. Olufjf. folkevisen »Elveskud«, som beretter om Oluf, der aftenen før sit bryllup møder tre elverpiger. En af dem frister ham til at danse med sig, men han afslår. Hun slår ham med sygdom, så han, fæstemøen og moderen dør, de to sidste af sorg. Visens omkvæd lyder (med variationer): »For Dansen gaar saa let gennem Lunden«. DgF 47.
rød er Fjerenbøddelembedet opstod først lidt efter lidt op gennem middelalderen; hen mod dens slutning betragtedes bøddelen som uren og bar visse steder en »skamdragt«, som kunne være gul eller rød. I 1600-tallet skal Landsknægtehærens bøddel have båret en »blodfjer« i hatten.
Drengtjenestedreng, her bøddelknægt.
Han vil hævneshan vil blive hævnet.
Gildesbrodermedlem af et broderskab.
Skindergarver.
117
Hr. Peder han rider ...af folkevisen »Harpens Kraft«, DgF 40 E, strofe 1-8 i sammentrængt og lidt ændret form. Melodi i C.E.F. Weyse Halvtredsindstyve gamle Kæmpevise Melodier, 1842, hft. 2, nr. 25 (hft. 12 i ét bind).
118
monmåtte.
mener allerbedstelsker allerhøjest.
119
blændet hamvisen fortæller, at Valdemar lader Buris’ øjne stikke ud.
fri os fra det Ondesjette bøn af Fadervor; jf. Lukas 1,11.
120
Ølsvøberpiske, flettet af læderremme.
krøb under Dronningens … Liini DgF 126 hedder det (med variationer), at Kirsten under piskningen »krøb under Dronning Sophies Skind«, og at »Hun sparket hende ud med Foden sin«.
Den blinde Samson … Philisternejf. Dommerbogen 16,21.
useligeusle.
121
Lillievaand(folkevisesprog) ung, rank og slank kvinde.
Rørsiv.
122
Graven … Lænkenifølge visen blev Kirsten og Buris ført til Vestervig Kloster; her blev Kirsten begravet og Buris lænket. Hver dag gik han til Kirstens grav.
kjendtfølt.
123
mødthændt.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Act Anden Act

Del

[Sassy_Social_Share]