VI

Det var fra den Dag, som et stadigere Foraars Solskin kom ind i mit Liv; jeg følte selv mere Ro, mere Sikkerhed, det blev mig klart ved at see tilbage over mine Livs Dage, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig, at Alt som ved en høiere Styrelse var ledet for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig. Et Barndoms Liv havde jeg levet, et Ungdoms Liv begyndte egentligt først fra denne Tid, før var det kun en tung Svømmen mod Bølgerne. Et Livs Foraar begyndte, men Foraaret har ogsaa sine graae Dage, sine Storme før det bliver klar Sommer, de maa til for at udvikle hvad der skal modnes.

Hvad een af mine kjæreste Venner skrev til mig paa een af mine senere Reiser i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her maa fortælle, han skrev i sin eiendommelige Stiil: »Det er Deres udsøgte Indbildningskraft der strax laver Historier at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed! De og Danmark forliges fortræffeligt og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: hinc illæ lacrymæ! dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterscribent? –« – Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret har været den Hule hvor fra de fleste onde Vinde er udgaaede over mig. Det er et eget Folk Theaterfolket, ligesaa forskjellige fra andre, som Beduinere og Tydskere; sædvanligviis fra første Statist til første Elsker, sætte hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden; – det danske Theater er et godt Theater og kan stilles sammen i Tydskland med Burgtheater i Wien, men Theatret i Kjøbenhavn, spiller i Conversationen for stor en Rolle, Theatret har i de fleste Kredse en for stor Betydning! jeg kjender ikke nøie nok andre store Byers Scene og Kunstnere i deres Leven, kan ikke sammenligne dem med vort, men det kjøbenhavnske Theater har for lidt militair Deciplin, og denne hører til hvor mange Individer skulle danne et Hele, selv et kunstnerisk Hele; de betydeligste dramatiske Digtere have i Danmark, det vil sige i Kjøbenhavn, thi vi have kun der vort Theater, deres Plage. DeSkuespillere og Skuespillerinder, som ved Talent, eller Folkegunst ere de første, stille sig som oftest over Directionen og over Forfatteren, han maa bringe dem sin Tak, see at staae sig godt med dem; da de kunne forkaste en Rolle, eller hvad der tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum een Mening derom; man har Caffehuus-Critik før Nogen endnu skulde vide et Ord om Arbeidet. Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren selv at naar et nyt Stykke skal spilles, siger man ikke: »jeg glæder mig dertil!« men: »det duer nok ikke! skal der pibes!« – Pibning spiller en stor Rolle, det er en Moerskab, som giver fuldt Huus, og ikke bliver en slet Skuespiller udpebet, nei kun Digter og Componist ere de to Syndere for hvem Skafottet reises. Ti Minutter er den reglementerede Tid og da visle Piberne og de smukke Damer smile og glæde sig, som Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere, Øehlenschlæger, Heiberg, Overskou have været udpebne; ikke at tale om fremmede Clasikere f Ex Moliere. Theatret er imidlertid den Virkeplads, der for en dansk Forfatter, hvis Publicum ikke strækker sig langt over Grændsen, bliver meest indbringende. Dette havde bragt mig til at levere de tidligere omtalte Operatexte, for hvilke jeg blev saa strængt dømt, en indre Trang drev mig senere endnu til at levere et Par andre Arbeider; Collin var ikke længer Theaterdirecteur, Justitsraad Molbech havde faaet hans Plads, og det Tyrani, som her begyndte gik til det Comiske, jeg vil troe at i Tidens Løb, de skrevne Censor-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori vistnok Molbech har udtalt sig over antagne og forkastede Stykker, vil give det mærkeligste Characteristik. Staven blev brudt over alt hvad jeg skrev! Een Maade for mig at faae mine Stykker paa Scenen, var at skjænke dem til de Skuespillere der, som det var Tilfældet, i Forening give paa egen Regning Sommer-Skuespil. – Til en Decoration, der var malet til et andet Stykke, som faldt, skrev jeg saaledes i Sommeren 1839 Vaudevillen: »Den Usynlige paa Sprogø« – Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte. Det vandt saaledes Publicums Yndest at jeg opnaaede at faae det antaget af den kongelige Theaterdirection og endnu flyver det let skizzerede Arbeide over Scenen, har opnaaet en Række Forestillinger jeg ikke havde anet. Dette Bifald talte idet mindste slet ikke min Sag; hvert nyt dramatisk Arbeide skaffede mig Forkastelse og Ærgrelse, desuagtet, opfyldt af Ideen og grebet af Sujettet i den lille franske Fortælling: »les epaves« besluttede jeg at behandle det dramatisk, og da jeg saa ofte havde hørt at jeg ikke eiede Stadighed til at gjennemarbeide et Stof, give et heelt Arbeide i rimede Vers, der da var en Slags Modesag, besluttede jeg at dette ny Drama, »Mulatten«, skulde fra først til sidst blive paa det flittigste gjennemført og i afvexlende og altid rimede Vers; ja paa Rückerts Maade, i lyrisk Flugt skulde man faae tre fire Riim; jeg troede ogsaa det kunne som en Fugl i Luften, boltre i Sproget; det var et fremmed Stof, men dersom Vers er Musik, forsøgte jeg i det mindste at underlægge Texten min Musik og at lade en Andens Digtning gaae over i mit aandelige Blod, man skulde ikke paa den Maade, som før med Valter Skotts Roman kunne sige at det var tilskaaret, eller forskaaret for Scenen. Stykket blev færdig og af dygtige Mænd, ældre Venner, og af et Par af de Skuespillere der skulde optræde deri, erklæret for fortræffeligt! en riig, dramatisk Handling laae i Stoffet og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt at man syntes fyldestgjort. – Stykket blev indleveret og – forkastet af Molbeck; det var bekjendt nok at hvad han vilde opelske for Scenen, visnede allerede der den første Aften, men hvad han smeed, som Ukrudt i Gangen, blev en Blomst for Haven; Altid en Trøst; Meddirecteuren Geheime-Etatsraad Adler, en Mand med Smag og Billighed, blev mit Arbeides Beskytter; og da der allerede var en særdeles gunstig Dom derom i Publicum, ved de Flere der havde hørt det forelæse, blev det bestemt til Opførelse; to Aftener før den nød jeg den Ære at forelæse det for min nuværende Konge og Dronning, der milde og elskelige modtoge mig og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget Beviser paa Naade og Hjertelighed. – Dagen kom, Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og Forventning ikke lukket et Øie; Folk stode alt i Række foran Theatret for at erholde Billet; da joge Staffetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samledes, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong Frederik den Sjette død.

I to Maaneder var Theatret lukket og aabnedes da første Gang under Christian den ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«, der blev modtaget med det meest jublende Bifald; men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra en Spænding og aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger; Mange stillede dette Arbeide høit over alle mine tidligere, meente at fra dette begyndte min egentlige Digterbane. Det blev snart oversat paa Svensk og opført, med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; reisende Skuespillere gave det i demindre Stæder i Naboelandet, en dansk Trup opførte det i Original Sproget i den svenske Stad Malmøe, og en Skare af Studenter fra Universitets Staden Lund modtog det med Jubel; jeg var just en Uge forud i Besøg paa skaanske Herregaarde, hvor de svenske Naboer modtoge mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig udslettes af mit Bryst; da modtog jeg ude den første offentlige Hæders Beviisning der har gjort et dybt, uforglemmelig Indtryk paa mig. Af nogle af de Studerende i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By; her var et Festmaaltid arangeret for mig, Taler blev holdte, Skaaler udbragte og da jeg om Aftenen var i en Familiekreds, blev jeg underrettet om at de Studerende vilde bringe mig en Serenade; jeg følte mig formelig afficeret ved Efterretningen; mit Hjerte bankede feberagtig, da jeg saae den tætte Skare, alle med deres blaa Møtser, Arm i Arm nærme sig Huset; jeg havde en Ydmygheds Følelse, en saa levende Tanke om mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden i det man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder i det jeg traadte frem, havde jeg min hele Kraft nødig for ikke at briste i Graad. I Følelsen af at være uværdig speidede mit Øie om ikke hos Nogen et Smiil gik over Læberne, men jeg saae intet, det vilde i dette Øieblik have slaaet mig den dybeste Vunde, man gav mig Hurra og af Talen der blev holdt husker jeg levende at der sagdes: »Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første der bragtes Dem var af de svenske Studenter!« – Naar Hjertet er varmt veies ikke det stærke Udtryk, jeg følte det dybt og svarede at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn for at gjøre mig værdig til denne Hædersbeviisning! – Jeg trykkede de Nærmestes Hænder, takkede dem, saa dybt, saa inderligt som vist nogen Tak er givet og da jeg kom ned i Stuen, søgte jeg Krogen for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen. »Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner; de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Time vendt tilbage, og intet ædelt Menneske der læser disse Blade, vil see en Forfængelighed i at jeg har dvælet saa længe ved dette Livs Moment, det udbrændte mere Hovmodens Rødder end nærede dem. – Mit Drama skulde nu opføres i Malmøe, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke at være i Theateret da; med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitets Stad, men jeg selv har ikke siden været der.

I svenske Blade omtaltes den mig viiste Hæder og dertil føiedes, »at man var ikke uvidende om, de enkelte Kliquer der i mit Fædreneland forfulgte mig, men at dette ikke skulde hindre Naboesønnerne fra at bringe mig en Hyldest og Erkjendelse, som den jeg havde faaet.« –

Da jeg kom til Kjøbenhavn, og først ret følte hvor hjertelige de Svenske havde været mod mig, mødte jeg hos enkelte af mine ældre prøvede Venner den inderligste Deeltagelse, jeg saae Taarer i deres Øine og især sagde de at de glædedes over Maaden jeg optog den nydte Hæder paa. Der er for mig kun een Maade, i Glæden just, flyver jeg med Tak til Gud. – Enkelte smiilte over Entusiasmen; nogle Stemmer hævede sig allerede mod Mulatten, Stoffet var jo laant; den franske Fortælling blev nøiagtig gaaet igjennem; den alfor store Roes jeg havde faaet gjorde mig nu ømskindet for Daddel, jeg kunde mindre taale den end før, og jeg saae jo det var ikke af Interesse for Sagen, men kun for at ærgre mig man saaledes altid tog fat; mit Sind var iøvrigt frisk og elastisk jeg fik just den Tid Ideen til »Billedbog uden Billeder« og udførte den; en lille Bog der i Tydskland, efter Anmældelser og Oplag, synes at have der gjort usædvanlig Lykke, ogsaa paa svensk blev den strax oversat og mig, ved en tilføiet Aften, dediceret; hjemme, blev den mindre bemærket; man talte om Mulatten og tilsidst meest om det laante Stof, da besluttede jeg at levere et nyt dramatisk Arbeide, hvor Begivenhed og Udvikling, Alt skulde være egen Opfindelse, jeg havde alt Ideen og skrev nu Tragedien: Maurerpigen i det jeg haabede ved denne at stoppe alle ukjærlige Munde og ret hævde min Plads, som dramatisk Digter; jeg haabede tillige ved Indtægten for dette Stykke, i Forening med hvad mit Drama havde indbragt mig at kunne for egne Penge gjøre en ny Reise i Udlandet, ikke alene til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde mere end alt andet virket til min aandelige Udvikling og »Improvisatoren« var jo et Slags Product af den; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskelivet. –

Heiberg syntes ikke om mit nye Stykke, og i det hele ikke om min dramatiske Færd, hans Kone, hvem jeg troede Hovedrollen var, som skrevet for, nægtede at spille den; og da vidste jeg, at i hvor godt den endogsaa blev givet, spilte Fru Heiberg ikke, kom der ingen Folk i Theatret; jeg sagde hende det, jeg udtalte mig for hende, sagde hvor gavnlig for min hele aandelige Udvikling jeg troede denne større Reise vilde være, men at jeg ikke kunde foretage den dersom mit Stykke faldt eller gav en ringe Indtægt; jeg vilde betragte det som en god Gjerning mod mig om hun overtog dette Partie, der ikke behagede hende, lovede, at jeg aldrig skulde glemme denne Godhed, at jeg vilde erkjende at hun derved havde givet mig Midler i Hænde til min aandelige Udvikling og at jeg hele mit Liv vilde være hende taknemlig. Hun afslog det! – Og det var ikke et mildt Afslag, dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte. Hvorledes nu denne Beklagelse er gjengivet, eller om en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok, fra dette Øieblik af blev Heiberg min Angriber, ham hvis aandelige Værd jeg skattede høit, ham hvem jeg saa gjerne havde sluttet mig til og flere Gange, jeg tør sige det, med min Naturs Inderlighed nærmet mig. – Fru Heiberg var og er mig, en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt, som det Tydske eller Franske hun vilde have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun ved den Forstand og Genialitet hvormed hun opfatter hver Rolle, et høist interessant Syn og i Lystspillet staaer hun, ved Sandhed og Natur, uovertræffelig. Uretten være nu paa min Side eller ei, et Partie var mod mig jeg stod krænket, empfindlig, ved de flere sammenstødende Ubehageligheder; følte mig uhyggelig i Hjemmet, jeg var halv syg, overgav mit Stykke til sin Skjæbne og lidende og forstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning skrev jeg til Maurerpigen, en Fortale, der altfor tydeligt viser mit syge Sind; det hører til at trænge ind i Theatrets Mysterier, en Sætten ud fra hinanden, de æstetiske Clique vi have og maaskee formeget at fremhæve enkelte Personer der ikke hører til Offentligheden, skulde jeg, gjøre dette Afsnit mere klart og beskueligt; Mange i mit Sted vilde være blevet sygelig, som jeg eller rasende vred, det sidste havde været det fornuftigste.

Ved min Afreise arangerede en Deel af mine unge Venner blandt Studenterne hjemme, et Festmaaltid for mig; mellem ældre der modtoge mig her var foruden min Boghandler, ogsaa Collin, Øehlenschlæger og Ørsted; det var lidt Solskin i min Forstemthed; Sange af Øehlenschlæger og Hillerup bleve afsjungne og jeg fandt Hjertelighed og Venskab, i det jeg bedrøvet forlod Hjemmet. Det var i October 1840.

Jeg gik for anden Gang til Italien og derfra til Grækenland og Constantinopel, en Reise jeg paa min Maade har givet i: en Digters Bazar.

Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsten hos Rantzau Breitenburg, der tidligere havde indbudt mig og hvis ▶Fædreneborg◀ jeg nu første Gang besøgte, saae den rige holstenske Natur, Hede og Marskland, og ilte saa afsted over Nürnberg til München, hvor jeg atter traf Cornelius og Schelling, blev venlig modtaget af Kaulbach og Stieler; tittede ind i Münchens Kunstnerliv men gik dog meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter; jeg eiede et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa. Ganske udsøgt vidste jeg at plage mig selv.

Ved Vintertid tog jeg over Brenner, var nogle Dage i Florentz, som jeg tidligere i længere Tid havde besøgt og kom mod Julefesten til Rom; jeg saae atter de herlige Kunstskatte, traf gamle Venner og oplevede igjen et Carneval og Moccoli; men ikke blot var jeg legemlig syg, Naturen om mig syntes ogsaa skrante, der var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede i Rom. Jorden rystede, Tiberen løb op i Gaderne, Feber grasserede og rykkede Mange bort; i faae Dage mistede saaledes Borghese, Hustrue og tre Sønner. Det var Slud og Blæst; der var ikke hyggeligt og fra Hjemmet sendtes ogsaa kun aandelige kolde Omslag! man skrev at Maurerpigen var opført, og stille gaaet nogle Gange, men som jeg havde forudseet, der kom ingen Folk og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; andre kjøbenhavnske Breve til Landsmænd i Rom udtalte Begeistring for et nyt Værk af Heiberg, en satirisk Digtning: »en Sjæl efter Døden«, det var i disse Dage udkommet, skrev man, hele Kjøbenhavn var fuld deraf og »Andersen blev deri ypperligt kjørt til Vands!« – Bogen var fortræffelig og jeg til Latter, det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste, Ingen satte ud fra hinanden, hvad han egentligt havde sagt om mig, hvori det Moersomme, det Latterlige laae. Det er doppelt pinligt at spottes, naar man ikke veed hvad det er hos os vi ere til Spot for. At jeg ikke vidste det, ikke kunde udgrunde det, piinte mig haardt. Efterretningerne bleve mig som smæltet Bly tildryppet i en aaben Vunde. – Hele min Reise, kom til at ligge imellem før jeg fik Bogen at see, først ved min Hjemkomst læste jeg den og fandt at det Sagte mod mig, var i sig selv Intet at tage sig nær; det var en Spadsen over min Berømthed fra »Skaane til Hundsrück«, den Heiberg ikke syntes om; og nu lod han min Mulat og Maurerpige spille i Helvede, hvor, og det var det Vittigste, de Fordømte maatte see begge Stykker paa een Aften og da rolig kunde gaae at lægge sig o s v. Efter hvad jeg imidlertid senere hørte af Een af dem, hvem Heiberg henved et Aar tidligere læste sin satiriske Digtning for, var jeg den Gang aldeles ikke deri, nu han var blevet vred paa mig, var jeg blevet lyst ned i hans Helved. Digtningen fandt jeg imidlertid saa fortræffelig at jeg nær havde skrevet Heiberg til og bragt ham min Tak; men jeg sov paa denne Beslutning, og da jeg vaagnede og var roligere, frygtede jeg for at slig Tak kunde blive misforstaaet og lod derfor være.

I Rom, som sagt, kjendte jeg ikke Bogen, hørte kun Pilene suse og saare, men vidste ikke hvor de traf, vidste ikke Giftens Magt der kunde være lagt i dem. – Det var for mig, som om Rom var ingen Lykkebringende By; ogsaa første Gang jeg var her følte jeg mørke, bittre Dage. – Jeg var syg, egentlig første Gang i mit Liv legemlig syg, og ilede med at komme bort.

I Rom var da den danske Digter Holst, han havde dette Aar faaet Reisestipendium; især var Entusiasmen hjemme for ham vakt ved et Sørge-Digt han havde skrevet over den afdøde Konge Frederik den Sjette; det havde erholdt en Interesse i Danmark, og gik fra Mund til Mund, beslægtet med Entusiasmen paa samme Tid i Tydskland for Beckers »Rheinlied«. – Holst boede i Huus med mig i Rom, og viiste mig megen Deeltagelse, med ham gjorde jeg Reisen til Neapel, hvor, uagtet det var i Martz, Foraarssolen ikke ret vilde skinne, Sneen laae rundt om paa Bjergene, der var Feber i mit Blod, jeg leed aandelig og legemlig og snart laae jeg saa hæftig angrebet at vistnok kun en hurtig Aareladning, som min fortræffelige, neapolitanske Vert nødte mig til at underkaste mig, ræddede mit Liv; til Danmark kom Rygtet at jeg var død. –

I faae Dage blev jeg mærkelig bedre og foer nu med et fransk Krigs Dampskib fra Neapel til Grækenland. – Holst fulgte mig ombord, det var, som et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livs Anskuelser, i min hele indre Udvikling. Jeg følte mig ikke længer sygelig i Følelserne. Det var, idet jeg saae, om jeg saa kan kalde det, mit europæiske Hjem ligge bag ved mig, som gik der en Forglemmelses Strøm over alle bittre og sygelige Erindringer, jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg igjen Hovedet.

Som et Schweitz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig; Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store Valplads, hvor Nationer havde kjæmpet og gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle; hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted, Hverdags Livets Ujevnheder. En Riigdom af Ideer gjennemstrømmede mig, og i en saadan Fylde at ingen hæftedes paa Papiret. Den Tanke at det Gudommelige har paa Jorden sin Kamp at modstaae, at det her forstødes; men at det dog gaaer seirende frem gjennem alle Secler, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Sagnet om den evige Jøde Motiv derfor. Alt i et Par Aar havde denne Digtning saaledes dykket op i min Tanke, ofte ganske opfyldt mig; jeg troede imellem, som Skattegraveren, ret at have hævet min Skat og da sank den igjen pludselig og jeg tvivlede om nogensinde at kunne bringe dette Guld for Lyset. Jeg følte hvilken Masse Kundskaber, i forskjellig Retning jeg maatte først tilegne mig; ofte naar jeg hjemme maatte høre Bebreidelser for hvad de kaldte Mangel paa Studium, havde jeg siddet til ud paa Natten forud og læst Historie og Hegels Philosophie der Geschichte. – Jeg fortalte det ikke, man havde da maaskee søgt Studium i en anden Retning, saaledes som en belærende Dame gjorde, der sagde mig at Folk havde Ret i at beklage, jeg ikke studerede nok! »De har jo ingen Mytologie!« sagde hun, »der er i alle Deres Digte, ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal læse Mythologie og Corneille og Racine!« det kaldte hun Studium og saaledes havde vist hver et eget at anbefale mig. Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning Ahasverus, men dog ikke nok; i Grækenland troer jeg samlede det Hele sig i Klarhed. Digtningen er endnu ikke fuldført, men jeg haaber den vil blive det til min Hæder og at det gaaer med Aandens Børn, som med de jordiske Børn, medens de sove, voxe de. Holsteneren Professor Roß og mine danske Landsmænd modtoge mig hjerteligt i Athen, jeg fandt Gjæstfrihed og venskabeligt Sind hos den herlige Prokres-Osten; Kongen og Dronningen modtoge mig høist naadige. Min Fødselsdag feirede jeg paa Acropolis.

Fra Athen seilede jeg til Smyrna, og det var mig ikke en barnagtig Fornøielse at kunne betræde en anden Verdensdeel, jeg følte en Andagt derved, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle Kirke; jeg tænkte paa Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa Homer hvis Sange herfra lyde evigt ud over Verden. – Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende end nogen Prædiken har gjordt det i den murede Kirke!

I Constantinopel opholdt jeg mig elleve interessante Dage; Jeg har altid et eget Reiseheld, jeg var just her Mahomeds Geburtsdag og saae den store Illumination, der ganske føre ind i tusind og een Nat. Vor danske Gesandt boer flere Mile fra Constantinopel, jeg netop kun saae ham, men jeg havde Tilhold og hjertelig Modtagelse hos den østeriske Internuntius, Baron Stürmer, hvor jeg fandt et tydsk Hjem og tydske Venner. Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og opad Donau. Men Landet var i Oprør, det hedte at flere tusinde Christne vare myrdede og deres Hoveder ophængte. Alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede opgave deres Reiseplan paa Donauen, den jeg havde den inderligste Lyst til at gjøre, de raadte mig Alle derfra, men da maatte jeg igjen tilbage til Grækenland, igjen over Italien hjem eller fra Patras til Triest; det var en svær Kamp; jeg hører ikke til de modige, jeg føler Angest især ved smaa Farer, men i større naar der er et Udbytte, da har jeg en Villie, der Aar for Aar er blevet fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det jeg anseer at være rigtigt og bedst; jeg skammer mig ikke ved at blotte denne Svaghed, jeg troer at naar man har medfødt Feighed og dog af egen Drift gaaer tvertimod denne, saa har man gjort sit. Jeg havde Lyst at kjende lidt af det indre Land, kjende Donau i sin Udstrækning, jeg kjæmpede med mig selv, min Phantasie udmalede mig de frygteligste Begivenheder, det var en svær Nat, men om Morgenen tog jeg Baron Stürmer med paa Raad og da han meente at jeg vel kunde gaae, bestemte jeg mig der til, og fra det Øieblik min Bestemmelse er fattet har jeg en fatalistisk Tro paa Gud og hengiver mig i min Skjæbne. Der mødte Intet, Reisen gik heldig og efter den for mig dræbende Qvarantaine, paa den vallachiske Grændse, naaede jeg paa den 21 Reisedag Wien. Synet af dens Taarne, Mødet med mange Danske der vakte Tanken om snart at være hjemme Phantasien bøiede mit Hoved og de tunge Erindringer og Krænkelser dykkede frem.

I August 1841 var jeg igjen i Kjøbenhavn og skrev der mine Reise-Erindringer: en Digters Bazar. Min Bog er, som bekjendt deelt i flere Afdelinger, Tydskland, Italien, Grækenland o s v; paa de forskjellige Steder, saavel som i Hjemmet, havde jeg Enkelte jeg følte mig taknemlig forbunden; en Digter er jo som Fuglen, han giver hvad han har, han giver en Sang; jeg vilde gjerne give hver af disse Kjære een, det var en flygtig Idee, født tør jeg sige af et taknemligt Sind. – Rantzau-Breitenburg, der havde levet i Italien elskede dette Land og ved min »Improvisator« var blevet mig en Velgjører og Ven, maatte have den Deeli Bogen der handler om Italien. Liszt og Thalberg, der begge med stor Venlighed havde mødt mig, gav jeg, da den ene var Ungarer og den anden Østeriger, den Deel, som handlede om »Donau Reisen«, og saaledes havde jeg en bestemt Tanke med hver Dedication, man vil efter at have læst dette, let af hver Dedication udfinde min Tanke til den. – Men disse Tilegnelser bleve i mit Fædreland betragtet, som et fornyet Beviis paa Forfængelighed, jeg vilde prale med Navne, nævne betydelige Personer som Venner. Min Bog er nu oversat i flere Sprog og Tilegnelserne med, jeg veed ikke hvorledes man ude har dømt disse; er jeg dømt, som paa Dansk, jeg haaber da at denne min Tilstaaelse vil bringe en forandret Mening. I Danmark skaffede min Bazar mig det anstændigste Honorar, jeg endnu havde faaet, et Beviis paa at jeg læstes der, Critik kom der egentligt ikke uden i et Par Dagblade, og senere i et poetisk Forsøg af en ung Digter, der Aaret forud skriftligt havde bevidnet mig sin Kjærlighed og Trang til at hædre mig, men nu i sin første Optrædelse kastede, jeg vil ikke sige Skarn men sine satiriske Digte paa – Vennen. – Jeg holdt personlig af dette Menneske og har ham endnu kjær; han har vist mere tænkt paa den Lykke han skulde gjøre ved at gaae i Heibergs Kjølvand, end paa at han saarede mig. – Blad Critikken i Kjøbenhavn var uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt at jeg kunde sige at jeg ved Smyrna havde seet, da Nyet var tændt, den hele runde blaa Maane-Kugle; man kaldte det Phantasie Overdrivelse, hvad Enhver i Norden naar man lukker Øinene op kan see Nyet og den mørkeblaa halvrunde Maane. – De danske Critikere have sædvanlig ikke aabent Blik for Naturen, selv det høist fornemme danske Maanedskrift for Litteratur, dadlede mig engang fordi jeg i et Digt havde beskrevet en Regnbue ved Maaneskin, det var ogsaa min Phantasie sagde man der førte mig for vidt! – Naar jeg i »Bazaren« ved at skildre Nürnberg, brugte for at bringe Variation i Stilen, saadanne Taler som: »var jeg Maler vilde jeg tegne denne Broe, dette Taarn, o s v men jeg er ikke Maler, jeg er Digter, jeg maa derfor sige –« og, nu kom en anden Skildring der skulde gjøre det Hele mere beskueligt! saa hedte det: »han er saa forfængelig at han selv fortæller os at han er en Digter!« – Der er noget saa jammerligt saa pjaltet i slig Critik, at man ikke saares men føler Lyst om man ogsaa er det fredeligste Menneske, at banke saadanne vaade Hunde der træder ind i vor Stue og lægge sig der paa de bedste Steder, som de ikke vide Bestemmelsen for. – Der kunde skrives en heel »Narrenbuch« over alt det Taabelige og Uforskammede jeg havde maatte høre fra min første Optræden indtil da. – »Bazaren« blev imidlertid meget læst og gjorde hvad man kalder Lykke; jeg fik just ved denne Bog megen Opmuntring megen Erkjendelse af Enkelte, af de Betydeligste i Aandens Rige i mit Fædreland. –

Reisen havde styrket mig aandelig og Legemlig, jeg begyndte at faae en fastere Villie, en mere sikker Dom; jeg var kommet paa det Klare med mig selv og Menneskene omkring mig. –

Det politiske Liv var i Danmark i en høiere Udvikling med sine gode og sine onde Frugter. – Veltalenheden der før halv ubevidst havde øvet sig paa Philosophens viis med at tage Smaastene i Munden, Hverdagslivets Smaastene, bevægede sig nu friere med de større Interessers! – Jeg følte imidlertid ingen Evne og ingen Nødvendighed til at blande mig i sligt; som jeg troer at i vor Tidsalder, Politiken er en stor Ulykke for mange Digtere, Fru Politica er den Venus som lokker dem ind i sit Bjerg hvor de gaae til Grunde. – Det gaaer med disse Digteres Sange, som med Dagbladene, de gribes, læses, opløftes og – glemmes – de have som disse i Tiden, kun historisk Interesse. – I vor Tidsalder ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin Magt gjældende; men de Fleste huske ikke paa at Meget der lader sig theoretisk tænke, lader sig derfor ikke practisk udføre; man glemmer at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. – Hvo, som drives af ædel Overbeviisning, Førsten, som Manden af Folket, hvo, som kun vil det Bedste, for ham bøier jeg mig. – Politik er ikke min Sag, Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte og føler det; jeg mødte, hos hvad man kalder Landets første Familier, en Deel venlige, hjertelige Mennesker, der skattede det Gode hos mig, optog mig i deres Kreds, lod mig i deres rige Sommerliv tage Deel i deres Lykke og der uafhængig, at kunde overgive mig til Naturen, til Skov-Eensomhed, og Herregaards Liv. Der levede jeg først ret ind i dansk Natur; der digtede jeg de fleste af mine Eventyr. – Ved de stille Søer inde i Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor Vildet sprang forbi og Storken gik paa sine røde Been, hørte jeg ingen Politik eller Polemik, hørte Ingen tale efter Hegel, Naturen om mig og inden i mig prædikede mig min Mission. – Paa det gamle Gisselfeldt, før et Kloster, midt i den dybeste Skov-Eensomhed, med Søer og Bakker levede jeg lykkelige Dage, Eierinden den gamle Grevinde Danneskjold, Moder til Hertuginden af Augustenborg, var en kjærlig, fortræffelig Dame; jeg var ikke der et fattig Barn af Folket, nei en venlig modtaget Gjæst; nu skygge Bøgetræerne over hendes Grav i den venlige Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet. – Endnu med mere rige Anlæg, end Gisselfeldt, endnu mere udstrakt, ligger tæt derved: Bregentved, der tilhører den danske Finantsminister Moltke, et af vort Lands rigeste og smukkeste Besiddelser. Den Gjæstfrihed jeg her har fundet og finder, det Lykkelige Huusliv jeg her har levet ind i, har kastet Solskin i mit Liv; det seer maaskee ud, som jeg vilde fremdrage Navne og enten prange med disse eller vise Vedkommende derved en Slags Tak, De behøve den ikke saaledes, og jeg maatte nævne Flere skulde jeg have en saadan Hensigt; jeg nævner kun disse to og det ved Thorwaldsen berømte Nysøe, der tilhører Baron Stampe, her levede jeg meget med den store Kunstner, her sluttede sig til mig een af mine kjærest blevne unge Venner, den tilkommende Besidder. –

Denne Leven i Livets forskjellige Kredse har været af stor Indvirken paa mig. Hos Førsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket, har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste, ligne vi Alle hverandre!

Vinterlivet i Danmark har ogsaa sin Skjønhed sin rige Afvexling; ogsaa da søgte jeg enkelte Dage ud paa Landet og nød og opfattede det Eiendommelige Naturen viiste mig; den meeste Tid var jeg dog i Kjøbenhavn; hos Collins gifte Sønner og Døttre, hvor en elskværdig Børnekreds opvoxte, følte jeg mig hyggelig; med den geniale Componist Hartmann, blev Venskabet fastere Aar for Aar, Kunst og Naturfriskhed trives hos ham i Huset; Collin var i det practiske Liv min Raadgiver, Ørsted, ved ethvert nyt Værk; Theatret blev, om jeg kan kalde det saa, min Klubsal, hvor jeg hver Aften søgte; jeg havde dette Aar erholdt min Plads i Hofparquettet. – En Forfatter maa naturligviis arbeide sig op til den. – Den, som i Danmark har leveret eet Stykke for Scenen, faaer Adgang til Parterret, leverer han to større Arbeider, faaer han sin fri Plads i det saa kaldte andet Parquet, hvor Skuespillerne komme, efter tre dramatiske Arbeider, der have fyldt en Aften og flere Gange ere gaaet over Scenen, eller et større Antal mindre Stykker, der medtage samme Tidslænge, avancerer Digteren ind i de numererede første Plads, i den aflukkede Deel hvor Kongen giver Hoffets Cavalerer, Diplomater og de første Embedsmænd Plads; her var Thorvaldsen, her er Øehlenschlæger, Hertz, Overskou & Jeg havde 1840 leveret 7 Stykker for Scenen og erholdt nu samme Plads; Thorvaldsen vilde gjerne jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og jeg var, mens han levede gjerne der ved hans Side; Øehlenschlæger var ogsaa min Naboe, og mangen Aftenstund, Ingen drømte vist derom, gik just hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl, mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra jeg sad paa bageste Bænk i Figurantindernes Loge, fra jeg barnagtig overtroisk knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste mit »Fadervor« netop ud for den Plads hvor jeg nu sad, blandt de første, de betydeligste Mænd. – Dersom nogen Landsmand da fra sit Sæde har tænkt og dømt, der staaer han med de to Store, hovmodig og stolt, han vil nu af min Bekjendelse see hvor urigtig han har dømt mig. Ydmyghed, Bøn til Gud om Kraft til at fortjene min Lykke har fyldt mit Hjerte, han lade mig altid beholde disse Følelser. – Thorvaldsen og Øehlenschlæger saae jeg hver Aften her; begge have viist mig Venskab, begge høre jo til de betydeligste Stjerner paa Nordens Horizont; deres Afspeiling i og om mig kan jeg her fremhæve.

Der er i Øehlenschlægers Personlighed, naar man ikke møder ham i en stor Kreds hvor han er stille og tilbagetrædende, Noget saa aabent, saa barnligt, at man maa slutte sig til ham; som Digter er han for Norden, af samme Betydenhed, som Gøthe for Tydskland, han er i sine bedste nordiske Værker saa gjennemtrængt af nordisk Aand, at den ved ham ligesom er gaaet op for Nationerne der. – Han er ikke saaledes forstaaet i Udlandet; hvad man meest kjender af ham er »Corregio« og »Aladdin«, men vistnok en langt høiere Plads har hans mesterlige Digt »Nordens Guder«, det er en »Iliade« for os; her er Kraft, Friskhed, ja mit Udtryk er for fattigt, her er Storhed, her er Digteren Øehlenschlæger i sin Aandens Blomst! – »Hakon Jarl« og »Palnatoke«, vil gjennem Slægter, leve ved Øehlenschlægers Digtning. – Danmark, Norge og Sverrig har givet deres Digter og giver ham den høieste Erkjendelse, og dersom der skal Tales om Rang i Aandens Rige, erkjendes han der som den første; han er den ægte fødte Digter evig ung synes han i det han som Ældre dog overgaaer Alle hjemme i Productivitet. Med sit venlige Sind lyttede han til mine første lyriske Udbrud, med Alvor og Hjerte erkjendte han Digteren der fortalte Eventyr. Min Biograph i »Dansk Pantheon« har givet mig et Berørelses Punct med Øehlenschlæger, han siger i Indledningen der: »Det bliver i vore Dage meer og meer et Særsyn at Nogen fremtræder, som Kunstner eller Digter alene ifølge en medfødt Drift, som yttrer sig tidlig og med uimodstaaelig Kraft. Oftere dannes de ved Skjæbne og Forholde, end de synes af selve Naturen fødte og baarne til denne Virksomhed. – Hos de fleste af vore Digtere træde ofte et tidligere Bekjendtskab med Lidenskaberne, tidligere indre Erfaringer, eller ydre Anledning, istedenfor det primitive Naturkald, og et saadant kan i vor egen Litteratur neppe med den afgjorte Bestemthed paavises hos Nogen, som hos Øehlenschlæger og Andersen. Heraf kan man forklare den Kjendsgjerning, at den Første saa ofte her hjemme har været Gjenstand for kritiske Angreb, og at den Sidste egentlig først har vundet fuldstændig Anerkjendelse som Digter i Udlandet, hvor en ældre Civilisation allerede har hidført Afsmag for Skoletvangen, og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi Danske endnu nære en from Respekt for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflexions Viisdom.« –

Thorwaldsen hvem jeg, som tidligere er fortalt, første Gang lærte at kjende i Rom 1833 og 34, ventedes i Efteraaret 1838 til Danmark, og store festlige Forberedelser gjordtes; et Flag paa eet af Kjøbenhavns Taarne skulde vaie, naar Skibet der bragte ham, var under Opseiling; det var, en National-Fest; Baade pyntede med Blomster og Flag fyldte Havbredden; Malere, Billedhuggere, hver havde deres Emblemer i Flaget, Studenterne førte en Minerva, Digterne havde man givet en gylden Pegasus. – Det var taaget Veir, og man øinede først Skibet, i det samme var ganske nær Byen, Signalerne lød, Folk strømmede afsted; og de indbudte, jeg troer af Heiberg udpegede, Digtere, stode ved deres Baad; de to Øehlenschlæger og Heiberg vare ikke indtrufne; Skud lød fra Fartøiet der allerede ankrede, Thorvaldsen vilde stige i Land før vi kom derud, Vinden bar Sangtoner til os, den festlige Modtagelse var begyndt, jeg vilde see den og raabte derfor til de Andre, »Lad os roe afsted!« – »Uden Øehlenschlæger og Heiberg!« spurgte man! – »Men de komme jo ikke, og Alt er snart forbi!« – Een af Poeterne yttrede, at naar disse to ikke var med, vilde jeg vel ikke seile under dette Flag! og pegede paa Pegasussen. – »Den kaster vi ned i Baaden!« sagde jeg tog den af Stagen, de Andre fulgte nu med og vi kom netop derud i det Thorvaldsen seilede mod Land; Heiberg og Øehlenschlæger mødte vi i en anden Baad, de kom nu over til os, medens Jubelen lød paa Strandbreden, hvor Folket trak Thorvaldsen gjennem Gaderne til hans Bolig, hvor Alle der havde mindste Bekjendtskab selv eller ved Vens Ven, trængte sig om ham. Om Aftenen bragte Kunstnerne ham en Serenade, Fakkelblusset lyste i Haven under de store Træer; der var en Jubel, en Glæde, og den var følt og sand. – Unge og Gamle iilte ind af de aabne Døre og den fornøiede Gubbe, trykkede dem han kjendte til sit Bryst, gav dem sit Kys og Haandtryk. Der var for Alle da en Nimbus om Thorwaldsen der holdt mig sky tilbage, mit Hjerte bankede af Glæde ved at see ham, som trøstende og mild havde mødt mig i Udlandet, som der havde trykket mig til sit Hjerte og sagt vi skulde altid blive Venner; men her, i denne Jubel, hvor tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse ville blive bemærket og dømt – ja dømt, som et forfængeligt Menneske der kun vilde vise dem, at ogsaa jeg kjendte Thorvaldsen at han var mig kjærlig og god; stillede jeg mig tilbage i den tætte Skare, undgik at blive opdaget af ham. Først flere Dage efter, en tidlig Morgen da Ingen saae det søgte jeg ham og fandt Vennen der undrede sig over endnu ikke at have seet mig. Der var arangeret et musikalsk-poetisk Academie til Thorwaldsens Ære og de Digtere, Heiberg havde samlet skreve hver et Digt til den hjemkomnes Ære; hver oplæste sit eget, jeg havde skrevet om Jason der gik at hente det gyldne Skind, Jason-Thorwaldsen der gik at vinde den gyldne Kunst. Et Festmaaltid og lidt Dands endte den smukke Fest, hvori første Gang hjemme, et Folkeliv, een stor Interesse i Kunstens Rige aabenbarede sig. – Fra denne Aften saae jeg næsten daglig Thorvaldsen i Selskabs Livet og i hans Værksted; jeg levede oftere med ham flere Uger ad Gangen hos Baron Stampe paa Nysø, hvor han syntes at voxe fast og hvor de fleste af hans i Danmark skabte Værker ere fremsprungne. Han var en sund ligefrem Natur og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter han holdt meest af. Verdens Smerte, Sønderrivelse gik han slet ikke ind paa. Een Morgen paa Nysøe, han arbeidede paa sin egen Statue, traadte jeg ind og hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig og jeg listede mig atter bort; ved Frokostbordet var han ordknap, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tøre Maade, »jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig! – Der troer jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie jeg havde havt med Byron; jeg troede at der dog var et Ord at sige der til, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge!« – Vi bad ham Alle fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: »O det var i Rom,« sagde han, »da jeg skulde gjøre Byrons Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at sætte et ganske andet Ansigt op end han pleiede. »Nei vil De ikke sidde stille!« sagde jeg, »De maa ikke gjøre de Miner!« – »Det er mit Udtryk!« sagde Byron, »saa!« sagde jeg og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde, og alle Mennesker sagde da det var færdigt at det lignede, men Byron saae paa det: »Det ligner slet ikke!« sagde han, »jeg seer mere ulykkelig ud!« – »Han skulde nu altid være saa ulykkelig!« tilføiede Thorvaldsen med humoristisk Ansigt. – Det var den store Kunstner en Nydelse efter Bordet, med halvtillukkede Øine at høre Musik, og hans største Glæde, naar Baronessen om Aftenen tog Gnavposen frem, og Lotterispillet begyndte; hele Omegnen af Nysøe lærte Lotterispil; det var kun Glasstykker der spiltes om og derfor kan jeg fortælle det, han vilde vinde, det kunde have den ellers store Mands hele Interesse. – Med Varme og Hæftighed kunde han tage Partie for den han troede leed Uret; Ubillighed, i det Onde overgaaende Drilleri oponerede han imod, selv mod den naadige Frue i Huset; der iøvrigt havde det meest datterlige Sind for ham, og hvis hele Tankekreds gik om at gjøre ham det hyggeligt. – I hans Selskab, paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, f Ex »Ole Lukøie«, og han hørte med Lyst og Interesse; tidt i Tudsmørket, naar Familiekredsen sad i den aabne Havestue, kom »Thorwaldsen« stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« – Med sin egne Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over »Sandheden« i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter høre de samme Eventyr. – Tidt under eet af hans meest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Munden og lyttede til Historien om »Toppen og Boldten,« om »den grimme Ælling.« Jeg har et Slags Talent for i mit Modersmaal, at kunne improvisere, selv til Klaver-Acompagnement, smaa Digte og Sange, dette Talent morede Thorvaldsen meget og da han paa Nysøe havde formet i Leer Holbergs Portræt Statue og man stod henrykt om den, blev det overdraget mig at sige ham et Digt for sit Arbeide, han fik da følgende Impromtue:

En Morgen da han formede i Leret sit store Basrelief: »Gangen til Golgatha« traadte jeg ind i Attelliet. »Siig mig,« sagde han, »finder De at jeg har klædt Pilatus rigtig paa!« – »De maa ikke sige noget til ham,« raabte Baronesse S, som stadig var hos ham, »det er rigtigt, det er fortræffeligt, gaae Deres Vei!« – Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal; »Nu vel!« svarede jeg, »da De spørger mig, saa synes jeg rigtignok at Pilatus der, mere er klædt paa, som en Ægypter, end, som en Romer!« – »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorwaldsen, og greb med Haanden ind i Leeret og sønderreev Figuren! — »Nu er De Skyld i han har ødelagt et udødeligt Værk!« raabte Baronessen hæftig mod mig. »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk!« sagde han i muntert Lune og formede Pilatus, saaledes, som han nu staaer paa Basrelieffet i Kjøbenhavns Frue-Kirke. Hans sidste Fødselsdag feiredes derude paa Landet; jeg havde skrevet en lille lystig Vise, den stod endnu vaad paa Papiret da vi i Morgenstunden afsang den udenfor hans Dør, ledsaget med en Musik af raslende Ildklemme, Gongong og Flasker der bleve gnedne med Korken; Thorvaldsen selv i Sloprok, Tøfler og Underbuxer aabnede Døren og dandsede rundt i Stuen, svingende sin raphaeliske Mütse og sang Omqvædet med. – Liv og Humor var der i den kraftige Gamle. – Jeg sad ved hans Side ved Middagsbordet, den sidste Dag han levede, han var usædvanlig oprømt, gjentog nogle Vittigheder han just havde læst i Corsaren, et bekjendt kjøbenhavnsk Blad, talte om den Reise han i Sommeren vilde gjøre til Italien; vi skildtes, han gik i Theatret, jeg hjem. Om Morgenen sagde Opvarteren i Hotellet hvor jeg boede: »Det var dog mærkelig med Thorwaldsen, der saaledes døde igaar!« »Thorvaldsen!« raabte jeg forbauset; »han er ikke død, jeg spiiste med ham igaar!«– »Man siger han er død iaftes ovre i Theatret!« sagde Karlen. »Han er blevet syg!« sagde jeg og troede det saa, men følte dog en sælsom Angest, tog strax min Hat og ilede over i hans Bolig. Der laae hans Liig udstrakt paa Sengen, Værelset var opfyldt af fremmede Mennesker der var trængt ind, Gulvet var vaadt af Sneevandet deres Fodtøi havde bragt med, Luften qvalm, Ingen sagde et Ord, Baronesse Stampe sad ved Sengekanten og græd dybt. – Jeg stod rystet og bevæget. – Et »sov vel« jeg skrev, og som Hartmann componerede blev ved hans Kiste afsjunget af danske Studenter. –

I Sommeren 1842 gav jeg til de danske Sommerskuespil et lille Stykke: »Fuglen i Pæretræet«, hvori et Par Scener spille oppe i et Pæretræ, jeg havde kaldt det »en dramatisk Ubetydelighed«, for at man ikke skulde vente stor Handling, meget udførte Characterer, det var en lille Skizze, der i et Par Forestillinger blev optaget med meget Bifald, saa at Theater Directionen antog det til Vinterforestillingerne, Ja Frue Heiberg, Publicums Yndling, valgte selv at udføre en Rolle deri. – Man havde moret sig fundet Musikvalget fortræffeligt, jeg vidste Stykket havde udstaaet sin Prøve, og pludselig blev det udpebet. – Nogle unge Mennesker, som førte Ordet, pebe, og de skulde selv have sagt, til andre der spurgte dem om Grunden: »at den Bagatel gjorte for meget Lykke, og at Andersen fik da for meget Mod!« – Jeg var den Aften ikke selv i Theatret, havde ikke Anelse om hvad der foregik, Dagen efter kom jeg i en Familiekreds, jeg havde Hovedpine, saae noget alvorlig ud og Husets Frue der var fuldkommen vis paa at Udtrykket i mit Ansigt hidrørte fra Aftenens Begivenhed traadte mig imøde, tog deeltagende min Haand og sagde; »er det at tage Dem det nær der var ikke uden to Piber og hele Huset tog jo Deres Parti!« – »Piber! mit Partie!« raabte jeg. »Er jeg udpebet!« – og nu blev der en stor Skræk over at være den første der bragte mig Efterretningen derom. – Ganske komisk tog det sig ud i min Stue hvor Een forsikrede at denne Pibning havde været, som han kaldte det, »en Triumph for mig«, Alle havde jublet Bifald, »der var kun een eneste Pibe!« nu kom en anden Mand til, jeg spurgte ham om Pibernes Antal, »to!« sagde han; den næste sagde »tre og bestemt ikke flere!« – Da kom een af mine ærligste Venner, en aaben Natur; han vidste ikke hvad der var sagt af de Andre og da jeg paa Samvittighed forlangte at vide hvormange han havde hørt, lagde han Haanden paa Brystet og sagde: »i det allerhøieste var der fem!« – »Nei nu spørger jeg ingen flere! Antallet voxer jo ligesom hos Falstaf! her staaer Een, der endogsaa paastaaer at der var kun een eneste Pibe!« – Forskrækket, og med Lyst til at gjøre det godt, sagde da den sidste! »– Ja, det kan gjerne være, men det var een forbandet!«

Ved de sidste Arbeider og en fornuftig Oeconomie havde jeg samlet en lille Sum, som jeg bestemte at anvende paa en ny Reise til Paris; over Dysseldorf gjennem Belgien, kom jeg her til i Vinteren 1843.

Marmier havde tidligere i Revue de Paris skrevet en Artikkel over mig: La vie d’un Poet. Martin havde oversat paa fransk et Par af mine Digte, ja beæret mig med et Digt der stod trykt i ovennævnte Revue, mit Navn var altsaa, som en Klang, gaaet forbi nogle af den litteraire Verdens Øre, og jeg fandt derfor hos disse en overraskende, venlig Modtagelse. Paa Victor Hugos Indbydelse saae jeg hans forfulgte »Les Burgraves«. Hr: og Mad: Ancelot aabnede for mig deres Huus hvor jeg mødte Martinez della Rosas og andre Tidens Mærkelige. Lamartine forekom mig i sit Hjem og i hele sin personlige Fremtræden, som Fyrstenblandt dem Alle. Smukt og høfligt svarede han paa min Undskyldning for at jeg talte slet fransk: at han burde dadles fordi han ikke forstod de nordiske Sprog, i hvilke der, som han i den sidste Tid havde lært, var en Litteratur frisk og fremblomstrende, hvor den poetiske Jordbund var saa mærkelig at man kun behøvede at bøie sig ned, saa tog man et gammelt Guldhorn op! – Han spurgte om Trolhättacanalen, udtalte sin Lyst til, over Danmark, at besøge Stockholm; han erindrede sig min regjerende Konge, hvem han, da denne var Prinds, havde gjordt sin Opvartning i Castelamare, han viiste i øvrigt et Navnebekjendtskab til Personer og Stæder i Danmark, som hos en Franskmand overraskede mig. – Hans Kone syntes een af de Mennesker man let slutter sig til, trofast og klog; det var i detmindste Indtrykket hun gjorte paa mig; ved min Afreise skrev Lamartine et lille Digt til mig, som jeg gjemmer mellem mine kjæreste Erindringer. Den joviale Alexander Dumas, fandt jeg sædvanlig i Sengen, uagtet det var langt over Middag, her laae han med Papir, Pen og Blæk og skrev paa sit nyeste Drama; een Dag fandt jeg ham saaledes, han nikkede venlig, og sagde: »sid eet Minut!«, sagde han »jeg har Vesit af min Musa, hun gaaer strax!« og han skrev og talte høit! raabte derpaa et »Viva!«, sprang ud af Sengen og sagde »tredie Act er færdig!« Een Aften førte han mig om paa forskjellige Theatre at see Livet der bag Couliserne; vi vandrede Arm i Arm den brogede Boulevard; ham skyldte jeg mit Bekjendtskab med Rachel; jeg havde endnu ikke seet hende spille, da Alexander Dumas spurgte mig om jeg havde Lyst at gjøre hendes Bekjendtskab. En Aften, hun optraadte, som »Phædra« førte han mig op paa Scenen i Theater français; Forestillingen var begyndt. Bag Couliserne, hvor et Skjærmbrædt dannede et Slags Værelse hvor man fandt et Bord med Forfriskninger og nogle Taboretter, sad den unge Pige, der, som en Forfatter har sagt, veed at hugge levende Statuer ud af Racines og Corneilles Marmor-Blokke; hun var særdeles mager, fiint bygget og saae meget ung ud; der og især senere i sit Hjem, forekom hun mig et Billede paa Sorgen, hun syntes en ung Pige der netop havde udgrædt sin Smerte og nu lod Tanken stille hvile over den. Hun tiltalte os venligt, det var en dyb mandig Stemme. I Samtalens Løb med A. Dumas glemte hun mig, jeg stod ganske tilovers; Dumas mærkede det, sagde noget godt om mig og jeg vovede da paa at blande mig i Samtalen, uagtet jeg havde den trykkende Følelse at jeg stod for den, som maaskee talte smukkest fransk i hele Frankerige. – Jeg sagde at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg aldrig endnu havde seet Rachel og meget for hendes Skyld havde anvendt Indtægten af et af mine seneste Arbeider til at komme til Paris. Jeg unskyldte imidlertid mit franske Sprog og hun smilede og sagde, »naar De siger en fransk Dame noget saa galant, som De der siger mig, saa finder hun altid De taler vel!« – Jeg fortalte hende om hvorledes hendes Navn lød til Norden, og hun ventede sagde hun da engang at besøge Petersborg og Kjøbenhavn; »kommer jeg til Deres By, da maa De være min Beskytter, De er nu den Eneste jeg kjender der; dog for at kunne kjendes og da, som De siger, De meget er kommet til Paris for min Skyld, saa maa vi oftere sees, De vil være velkommen hos mig, jeg seer altid mine Venner hver Torsdag! Men Pligterne kalder!« sagde hun, rakte os Haanden, nikkede venlig og stod nu nogle Skridt fra os inde paa Scenen, større, ganske anderledes, med et Udtryk, som den tragiske Musa selv; det jublende Bifald lød op til os. – Jeg kan, som Nordboe ikke vænne mig til den franske Maade at spille Tragedie paa, Rachel spiller ligesom de Andre der, men hos hende, synes denne Maade at være Natur, det er som om Alle de Andre kun stræbte at efterligne hende! hun er den franske tragiske Musa selv, de andre kun stakkels Mennesker. Naar Rachel spiller, troer man at al Tragediespil maa være saa; der er Sandhed, der er Natur, men i en anden Aabenbarelse end vi mod Norden kjende den. I hendes Bolig fandt jeg Alt nyt og prægtigt, maaskee lidt for arangeret; det forreste Værelse var blaagrønt, med matte Lamper og Statuetter af franske Skribenter, i den egentlige Salon spillede Purpuret i Betræk, Gardiner og Bogskabe Hovedrollen, selv var hun sortklædt, omtrent som paa det bekjendte engelske Staalstik af hende. – Cirkelen bestod af Herrer, meest Kunstnere og Videnskabsmænd, ogsaa et Par Titler hørte jeg! rigtklædte Tjenere raabte de Fremmedes Navne; der blev drukket Thee, givet Forfriskninger, mere paa Tydsk end paa fransk Maade; jeg hørte hende ogsaa tale Tydsk; Victor Hugo havde sagt mig at han troede hun forstod dette Sprog, jeg spurgte hende ad og hun svarede paa Tydsk; »jeg kan læse det, jeg er født i Lothringen, jeg har tydske Bøger, see her!« og hun viiste mig Grilparzers Sappho, men fortsatte derpaa strax Samtalen paa Fransk. Hun yttrede Lyst til at spille Saphos Rolle; talte derpaa om Schillers Maria Stuart, hvilken Rolle hun i en fransk Bearbeidelse havde udført; jeg saae hende deri og især sidste Act gav hun med en Ro, en sand Følelse, som var hun een af Tydsklands bedste tragiske Skuespillerinder, men just i denne Act behagede hun mindre Franskmændene. – »Mine Landsmænd,« sagde hun til mig, »ere ikke vante til denne Maade, og paa denne alene kan Rollen gives! man kan ikke være en Rasende, i det Hjertet er ved at briste af Sorg og man tager for evig Afsked med sine Venner!« – Hendes Salon var meest decoreret med Bøger, men disse vare prægtigt indbundne, opstillede i rige Glasskabe. – Paa Væggen hang et Maleri der forestillede det Indre af Theatret i London hvor hun stod forrest paa Scenen og Blomster og Krandse fløi over Orchestret; under dette Billede hang et smukt lille Bogskab med, hvad jeg kalder den »høie Adel« blandt Digterne: der var Göthe, Schiller, Calderon, Schackspear & – Hun gjordte mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater og med et venligt Smiil om den alvorlige Mund og et hjerteligt Nikken opmuntrede mig, naar jeg i min Klattren i det franske Sprog et Øieblik holdt op for at samle mig og ikke ganske falde. »Tal kun De!« sagde hun. »De taler ikke godt Fransk, jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saa meget som her! jeg forstaaer fuldkommen Sjælen og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos dem!« Da vi sidste Gang skildtes skrev hun i mit Album:

En elskelig Personlighed aabenbarede sig for mig i Alfred de Vigny; gift med en engelsk Dame, syntes hans Hjem og hos ham Alt det Bedste fra begge Nationer at aabenbare sig; den sidste Aften jeg var i Paris, næsten ud i mod Midnat kom han der ved aandelig Rang og jordisk Formue kun synes vant til Beqvemmelighed, selv til min Bolig i rue Richelieu, steeg de mange Trapper op og bar under Armen sine Skrifter til mig. – Der lyste saa megen Hjertelighed ud af hans Øine, han syntes at mene mig det saa vel! jeg følte mig bevæget ved Skilsmissen. Ogsaa David Billedhuggeren saae og talte jeg med flere Gange; der var noget i hans Natur og Ligefremhed, der mindede mig om Thorwaldsen og Bissen, især den sidste; det var i den sidste Tid under mit Ophold i Paris vi mødtes, og han beklagede det, sagde at kunde jeg blive der længer vilde han gjøre min Buste i Medallion, »men De kjender mig ikke, som Digter! veed ikke om jeg fortjener det!« sagde jeg, han saae mig stift ind i Ansigtet, klappede mig paa Skulderen: »jeg har læst Dem selv før Deres Bøger!« sagde han smilende, »De er en Digter!« Hos Grevinde **, hvor jeg traf sammen med Balzac, saae jeg første Gang en ældre Dame, hvis Udtryk tiltrak sig min Opmærksomhed; der var noget saa opvakt, saa hjerteligt, og Alle sluttede sig om hende, Grevinden presenterede mig for Damen og jeg hørte at det var Mad: Raybaud, Forfatterinden netop til »les epaves«, den lille Fortælling jeg havde benyttet til mit Drama Mulatten, jeg fortalte hende det, fortalte hende om hvad Virkning Stykket havde gjort og det interesserede hende saa meget at hun fra den Aften blev min særdeles Beskytterinde; vi gik en Aften sammen og udvexlede Ideer for hinanden, hun corrigerede mig i min Fransk, lod mig gjentage, hvad der ikke klang hende correct, var mig ganske moderlig god; hun synes en høit begavet Dame med et klart Blik for Verden. – Heyne traf jeg atter sammen med, han var blevet gift, siden jeg var her sidst, jeg fandt ham noget lidende, men dog fuld af Energi, og saa hjertelig mod mig, saa naturlig, at jeg ikke følte nogen Frygt for ham, ved at være, som jeg er; han havde en Dag fortalt paa Fransk sin Kone mit Eventyr om »den standhaftige Tinsoldat« og ved at sige jeg var Forfatteren til denne Historie førte han mig for hende; hun var en livlig, net fransk ung Kone; en Børneflok, den tilhørte Naboen, sagde Heine, legede i hendes Stue. Vi legede begge to med, medens Heyne i Sideværelset afskrev eet af sine sidste Digte til mig; jeg saae intet saarende bittert Smiil, jeg hørte kun Pulseslaget af det tydske Hjerte, der evigt høres, i de Sange, som maa leve! –

Ved de mange jeg her har nævnet og hvortil endnu en Række kunde føies, Kalkbrenner, Gatthy o s v blev Opholdet i Paris mig rigt og opmuntrende; jeg følte mig ikke som en Fremmed her; jeg fandt hos de Største og Bedste den venligste Modtagelse, det var, som en Forudbetaling paa en Aand der boede i mig og som de ventede engang at see de ikke havde taget feil af. Fra Tydskland hvor da allerede flere af mine Skrifter vare oversatte og læste modtog jeg ogsaa her i Paris, et glædeligt opmuntrende Beviis. – En tydsk Familie der hørte til een af de meest dannede og elskværdigste jeg har lært at kjende, havde med Interesse læst mine Skrifter, læst min korte Biographie foran i »Nur ein Geiger« og fattet den hjerteligste Velvillie for mig, hvem de personlig ikke kjendte, skrev mig til, udtalte deres Tak og Glæde over mine Arbeider og bød mig at være velkommen i deresHjem, i deres Huus, naar jeg paa Hjemreisen vilde gjæste dem. Der var noget saa inderligt, saa naturligt i dette Brev, der i Paris var det første jeg paa denne Reise fik og altsaa en mærkelig Modsætning til det jeg modtog fra mit Fædreland, da jeg 1833 første Gang var her. Jeg fandt ved mine Skrifter i Tydskland mig ligesom adopteret i et Huus, hvor jeg siden gjerne flyver hen, og hvor jeg veed at det nu ikke blot er Digteren, men ogsaa Mennesket de har faaet kjær. Hvor mange lignende Beviser har jeg ikke siden ude modtaget! eet, for sin Eiendommelighed, vil jeg fremhæve; der lever i Sachsen en riig, veltænkende Familie; Husets Frue læste min Roman: »nur ein Geiger«, og Indtrykket af denne Bog var at hun lovede, at traf hun paa sin Livs Vei, et fattigt Barn med stort musikalsk Anlæg, det skulde ikke gaae til Grunde, som hos den »stakkels Spillemand«. En Musiker der havde hørt hendes Ord, bragte hende kort Tid efter, ikke een men to fattige Drenge, udpegede deres Talent og erindrede hende om hendes Løfte, hun talte med sin Mand derom – hun holdt sit Ord, begge Drengene kom i hendes Huus, fik Opdragelse og ere nu i Conservatoiriet, den yngste har spillet for mig, jeg har seet et glad, et lykkeligt Ansigt. – Det samme var maaskee blevet gjort for disse Børn, og det af samme fortræffelige Dame, alt uden min Bog, men den staaer dog nu med som et Led i Kjæden, det er af hende selv jeg har Historien. – Paa Hjemreisen fra Paris gik jeg af Rhinen, jeg vidste at i een af Byerne der boede Digteren Freiliggrath, hvem Kongen af Preusen havde givet en Pension. Det Malende i hans Digte havde levende tiltalt mig, jeg ønskede at tale med ham Ansigt til Ansigt; jeg steeg af ved et Par Rhinbyer og spurgte efter ham; i St Goar viiste man mig et Huus, der boede han. – Han sad ved sit Arbeidsbord, syntes at blive utilfreds ved at forstyrres af en Fremmed. Jeg sagde ikke mit Navn, sagde kun, »at jeg kunde ikke tage forbi St Goar uden at have hilset paa Freiligrath«. – »Det er meget venligt af Dem!« sagde han i en noget kold Tone, spurgte hvem jeg var, og da jeg svarede: »vi havde begge een og samme Ven, Chamisso!« – Sprang han jublende i Veiret! »Andersen!« raabte han, »det er Dem!« og han fløi mig om Halsen, hans ærlige Øine lyste. – »Nu bliver De nogle Dage hos os!« sagde han; jeg fortalte at jeg kun blev to Timer, i det jeg var i Selskab med Landsmænd der ventede paa mig! – »De har mange Venner i det lille St Goar!« sagde han; »jeg har nyelig for en stor Kreds læst Deres O T; een af Vennerne maa jeg dog have her hen og min Kone maa de see! ja De veed nok ikke at De har nogen Deel i vort Giftermaal!«; og han fortalte hvorledes min Roman: »Nur ein Geiger« havde bragt dem i Brevvexling og hvorledes de tilsidst virkelig vare blevne Mand og Kone. – Han kaldte paa hende, nævnede mit Navn og jeg var som en gammel Ven hos dem! Slige Øieblikke er en Velsignelse, en Naade af Gud, en Lykke, o hvor megen og hvor forskjellig har jeg ikke modtaget den. – Jeg fortæller alt dette Glædelige for mig, det er facta i mit Liv, jeg fortæller dette, som jeg tidligere har fortalt om det Fattige, det Ydmygende, det Trykkende; og har jeg givet det, som det ligger i min Sjæl, man vil ikke kalde det Hovmod, Forfængelighed! det er ikke Navnene. Men, vil man maaskee i mit Hjem spørge, er Andersen da aldrig blevet angrebet i Udlandet; og jeg maa svare, nei, et egentligt Angreb er jeg endnu aldrig truffet paa, man har hjemme intet viist mig, og saa maa der vist endnu intet findes, eet eneste undtagen, eet givet i Tydskland, men født i Danmark, netop født medens jeg denne Gang var i Paris. En Hr Boas bereiste da Scandinavien og skrev en Bog derom, han gav i den en Slags Udsigt over dansk Litteratur, og lod samme ogsaa optage i »Grenzbothen«. Deri er jeg som Digter og som Menneske bleven meget haardt medtaget. Flere danske Forfattere, f Ex Christian Winther have ogsaa stor Ret til at beklage sig; af Smaalivets Jammerlighed har Hr Boas øst; hans Bog vakte Opmærksomhed i Kjøbenhavn, og ingen vilde der være hans Meddeler; ja Digteren Holst med hvem man af hans Bog seer han har reist i Sverrig og som i Kjøbenhavn har modtaget ham, gav i denne Anledning i eet af vore meest læste Blade: Fædrelandet, en Erklæring at han ikke havde nogen Forbindelse med Hr Boas; – han har i Kjøbenhavn sluttet sig til et Par yngere Mennesker af en bestemt Clique og saaledes som de i muntert Lag har snakket løst og fast om danske Digtere, og deres Skrifter, er Hr Boas gaaet hjem og har opskrevet hvad han havde hørt og saa udgivet samme. – Det er ubetænksomt, mildest talt. At han ikke synes om min Improvisator, »Kun en Spillemand« &, er en Smags Sag, som jeg maa finde mig i, men at han for Tydskland, hvor man maaskee kunde troe Sandhed i det Skrevne, naar han som Tilfældet er giver det som en almindelig Dom over mig fra mit Fædreland; fremstiller mig som det hovmodigste Menneske, da slaaer han mig en dybere Vunde end han troer, han bærer et tidligere Parties Stemme mod mig over til fremmede Stæder, og selv i sin Fremstilling bliver han ikke sand, han nedskriver selv som Facta, Handlinger der ikke have existeret. I Danmark har det Skrevne ikke kunnet skade mig, man har spøgt over Hr Boas og Mange udtalt sin Frygt for nogensinde at komme i Berørelse med Een der saaledes strax lader trykke Alt hvad han hører. Hans Bog læses i Tydskland, hvis Publicum nu ogsaa er mit; jeg troer at jeg derfor her bør udtale, hvor feil hans Opfattelse af dansk Litteratur og danske Digtere er, hvorledes i mit Fædreland hans Bog er modtaget og hvorledes man veed den er blevet sammenskrevet. Og efter at dette er sagt rækker jeg gjerne Hr Boas Haanden, dersom ingen anden Digter ved hans næste Besøg i Danmark vil modtage ham, skal jeg være til hans Tjeneste, jeg veed at han ikke vil kunne dømme mig haardere, naar vi kjendes, end da han ikke kjendte mig. – Hans Dom, vilde ogsaa have lydt anderledes, var han kommet et Aar senere til Danmark, i eet Aar vexler meget, da steeg min Bølge, da udgav jeg mine nye »Eventyr« der bragte een, indtil dette Øieblik fast og hædrende Mening om mig i mit Fædreland; fra Eventyr Samlingen udkom ved Juul 1843 gik al Erkjendelse og Gunst op for mig i Danmark, fra denne Tid har jeg ingen Grund til Klage, jeg har faaet og faaer hjemme hvad jeg fortjente, ja maaskee meget Mere. Jeg vender mig til disse Digtninger, som ubetinget af de Danske sættes øverst af Alt hvad jeg endnu har leveret.

Allerede et Par Maaneder efter at »Improvisatoren« 1835 udkom, leverede jeg det første Hefte Eventyr, der i Almindelighed da ikke blev stort anseet; eet critisk Maanedskrift beklagede endogsaa, at det var Skade, at en Forfatter der nyelig havde leveret et Arbeide, som »Improvisatoren«, strax bag efter kom med noget saa barnagtigt, som Eventyr! hvor man just skulde have erkjendt det Gode, min Productivitet i en ny Retning, fik jeg Daddel; flere af mine Venner, hvis Dom jeg satte Priis paa, raadede mig ogsaa aldeles fra at skrive Eventyr, sagde mig jeg havde ikke Talent derfor, Andre meente at jeg først burde studere mig ind i de franske Eventyr-Mønstre; jeg holdt da heller op, men Eventyrene paatrængte sig mig. I det første udkomne Hefte havde jeg, som Musæus, men paa min Maade, givet gamle Eventyr, jeg havde hørt, som Barn, Heftet sluttedes med eet originalt, dette syntes at have tiltalt meest, uagtet det temmeligt er beslægtet med Hofmanns. I min tiltagende Tilbøielighed for Eventyret fulgte jeg derfor min Drift til selv at opfinde de Fleste; Aaret efter udkom et nyt Hefte, og snart et tredie, hvori var det større af mig selv opfundne: Den lille Havfrue. Ved dette Eventyr især blev Interessen vakt, denne tiltog ved de følgende Hefter, hver Juletid udkom eet og snart hørte det næsten til at paa et Juletræ maatte mine Eventyr ikke savnes. Et Par af vore førsteComikere gjorte Forsøg paa at fortælle enkelte af Eventyrene fra Theatret, det var noget nyt og en Afvexling for de til Overmættelse hørte Declamationsdigte; det tog sig ud, ogsaa her bleve Eventyrene vel optagne, flere: »Den standhaftige Tinsoldat«, »Svinedrengen«, »Toppen og Boldten«, ere saaledes fortalte fra den kongelige Skueplads og fra danske privat Theatre. For at stille Læseren paa det rette Standpunkt, med Hensyn til Maaden hvorpaa jeg havde fortalt Eventyrene, havde jeg betitlet de første Hefter: »Eventyr fortalte for Børn«; jeg havde sat min Fortælling paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtligt havde fortalt dem for de Smaa, og var kommet til den Erkjendelse at de meest forskjellige Aldere gik ind derpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde Stafagen, den Ældre intereserede sig derimod især ved den dybere Idee. Eventyrene bleve en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid er Opgaven for den der vil skrive Eventyr. De fandt i Danmark aabne Døre og aabne Hjerter. Enhver læste dem, og nu udslettede jeg: »fortalt for Børn« og lod følge tre Hefter: »nye Eventyr«, hvilke jeg alle selv havde opfundet og som bleve optagne i mit Fædreland med den allerstørste Erkjendelse, jeg kunde ikke ønske nogen større, følte ordenlig en Angest derved, en Frygt for ikke at kunne i Tiden hævde saa hædrende Domme. Der strømmede et vederqvægende Solskin ind i mit Hjerte; jeg følte Mod og Glæde, opfyldtes af en levende Trang efter endnu mere at udvikle mig i denne Retning, trænge ind i Eventyrets Natur, endmere lægge mærke til den rige Kilde Naturen, jeg havde at øse af; og man vil vist, følger man den Orden hvori mine Eventyr ere skrevne, føle en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Idee, en større Modehold i at benytte Midlerne og om jeg tør sige det, mere Sundhed og Naturfriskhed.

Som naar man Skridt for Skridt hugger sig en Vei op ad en steil Klippe, havde jeg i Hjemmet, fra een Side hugget mig fremad og saae mig nu indrømmet og erkjendt en bestemt, sikkret Plads i mit Fædrelands Litteratur. Denne Erkjendelse og Mildhed hjemme udrettede mere hos mig, end al skaanselsløs Critik. Udenfra opgik saaledes en Slags vederqvægende, styrkende Solskin, inden i mig selv blev det ogsaa klar Dag, der kom en Ro, en Erkjendelse af, at Alt, selv det Bittre i Livet havde været nødvendigt for mig til min Uddannelse og Lykke.

Fra dette Tidspunkt knøtter sig et Venskab af stor aandelig Betydning; tidligere har jeg alt omtalt enkelte Personer og offentlige Characterer, som have været af Indvirkning paa mig som Digter, ingen have i ædlere Betydning været det mere end den jeg her vil vende til, den ved hvem jeg lærte ligesom end mere at glemme mit eget jeg og føle det Hellige i Kunsten, erkjende den Mission Gud har givet Talentet.

Jeg vender tilbage til 1840. En Dag, i Hotellet i Kjøbenhavn hvor jeg boede, saae jeg antegnet mellem de Fremmede fra Sverrig: »Jenny Lind«. Jeg vidste alt da, at hun var Stokholms første Sangerinde; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie der, de Svenske interesserede mig, jeg troede at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var den Gang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør tro at selv i Kjøbenhavn kun Faae kjendte hendes Navn. Hun modtog mig meget høflig men dog fremmed, næsten koldt. Hun var, sagde hun, paa Reise i Sydsverrig med sin Fader, taget et Par Dage over til Kjøbenhavn for at see denne Stad; vi skildtes igjen fremmede fra hinanden og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart udslettedes. 1843 i Høsten kom Jenny Lind igjen til Kjøbenhavn, een af mine Venner, vor geniale Baletmester Bournonville, gift med en svensk Præstedatter, Veninde af Jenny Lind, underrettede mig om hendes Nærværelse, fortalte at hun venligt erindrede sig mig og nu havde læst mine Skrifter; han bad mig følge med sig til hende og da ogsaa anvende min Overtalelse til at hun gav nogle Gjæsteroller paa det kjøbenhavnske Theater, og jeg vilde, sagde han, blive henrykt ved hvad jeg fik at høre. Ikke som en Fremmed blev jeg nu modtaget, hjerteligt rakte hun mig Haanden, talte om mine Skrifter og om Frøken Frederike Bremer, ogsaa hendes deeltagende Veninde; Talen kom snart paa Optrædelse i Kjøbenhavn, og Jenny Lind yttrede en stor Angest derfor: »Udenfor Sverrig er jeg aldrig optraadt!« sagde hun, »i mit Hjem ere de Alle saa milde og gode mod mig og om jeg nu optraadte i Kjøbenhavn og blev pebet ud! – Jeg tør ikke!« – Jeg sagde at jeg kunde ikke dømme om hendes Sang, den jeg aldrig havde hørt, vidste heller ikke hvorledes hun spillede, men det var jeg forvisset om, at saaledes, som Stemningen for Øieblikket var i Kjøbenhavn, vilde hun med en nogenlunde Stemme og lidt Spil gjøre Lykke! jeg troede at hun turde vove det. Bournonvilles Overtalelse bragte Kjøbenhavnerne een af de største Nydelser de have erholdt. Jenny Lind traadte op som Alice i »Robert«, det var som en ny Aabenbarelse i Kunstens Rige; den ungdomsfriske, deilige Stemme trængte til alle Hjerter! – Her var Sandhed og Natur, Alt fik Betydning og Klarhed. I en Consert gav Jenny Lind sine svenske Sange! det var noget saa Eiendommeligt, saa henrivende, man tænkte ikke paa Concertsalen, Folkemelodierne øvede deres Almagt frembaarne af en saa reen Qvindelighed, med Geniets udødelige Præg; hele Kjøbenhavn var i een Henrykkelse. – Jenny Lind blev den første Kunstnerinde de danske Studenter bragte en Serenade; Faklerne lyste rundtom den hyggelige Villa hvor Sangen bragtes, hun udtalte sin Tak ved atter at synge et Par af hendes Sange og jeg saa hende da ile hen i den mørkeste Krog og græde sit Hjerte ud. »Ja, ja!« sagde hun, »jeg skal arbeide, jeg skal stræbe! jeg skal blive dygtigere end jeg er, til jeg atter kommer til Kjøbenhavn. Paa Scenen var hun den store Kunstnerinde der overragede hele sin Omgivelse, hjemme i sin Stue en bly ung Pige med hele Barnets Sind og Fromhed. Hendes Optrædelse i Kjøbenhavn gjorde Epoke i vor Operas Historie, hendes Optræden og Personlighed viiste mig Kunsten i sin Hellighed; Jeg havde seet Een af dens Vestaler. Hun reiste til Stockholm og derfra skrev kort efter Frederike Bremer til mig om hende: »som Kunstnerinde ere vi fuldkommen enig om Jenny Lind, hun staaer saa høit, som nogen Kunstnerinde i vor Tid kan staae, men De kjender hende dog ikke nok i hendes hele Betydning; tal med hende om hendes Kunst og De skal forstaae hendes Forstand, see hendes Ansigt straale af Begeistring, tal dernæst med hende om Gud og Religionens Hellighed og De skal see Taarer i de uskyldige Øine, hun er stor som Kunstnerinde, men endnu større, som Menneske!« –

Aaret efter var jeg i Berlin, med Meyerbeer kom Samtalen paa Jenny Lind, han havde hørt hende synge de svenske Sange, og var forbauset derover: »Men hvorledes spiller hun?« Spurgte han mig, og jeg udtalte min Henrykkelse, fortalte ham et Par Træk i hendes »Alice« og han sagde mig, at det maaskee var mueligt at han fik hende til Berlin, men at Alt endnu stod under Afhandling. Det er bekjendt nok at hun optraadte og har forbauset og henrykt Alle, vundet i Tydskland et europæisk Navn. Sidste Efteraar kom hun igjen til Kjøbenhavn og Entusiasmen var utrolig; Rygtets Glorie gjør jo at Geniet bliver anskueligt for Alle. Folk bivouaquerede formeligt udenfor Theatret for at faae en enkelt Billet. Jenny Lind forekom endnu større end før i sin Kunst, thi man fik Leilighed at see hende i flere og høist forskjellige Partier. Hendes »Norma« er plastisk! hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger og dog føler man at det er Øieblikkets Indskydelse og ikke det Studerede for Speilet. – »Norma« er ingen rasende Italienerinde, hun er den krænkede Qvinde, Qvinden der har Hjerte til at opoffre sig for en ulykkelig Medbeilerinde; Qvinden, hos hvem i Øieblikkets Heftighed Tanken kan opstaae at dræbe en troløs Elskers Børn, men naar hun seer de Uskyldige ind i Øiet, er afvæbnet. »Norma, Du hellige Præstinde!« synger Choret og dette »hellige Præstinde« har Jenny Lind opfattet og viser os i Sangen »Casta diva!« – I Kjøbenhavn udførte Jenny Lind alle sine Partier paa svensk, de øvrige Syngende gave deres paa Dansk og de to beslægtede Sprog smæltede smukt sammen, der føltes Intet som forstyrrede, selv i Regimentets Datter, hvor der er megen Dialog, fik det Svenske noget Characteristisk, noget yndigt Klædeligt; og hvilket Spil! ja Ordet selv er en Modsigelse! det var Naturen. Noget mere sandt er aldrig gaaet over en Scene! hun viser os ganske det ægte Naturbarn opvoxet i Leiren, dog den medfødte Ynde, den medfødte Adel gaaer gjennem hver Bevægelse! Regimentets Datter og Søvngjængersken ere vist nok Jenny Linds uovertræffeligste Partier, ingen anden vil i disse kunne stilles ved Siden af hende. Man leer, man græder, man har godt deraf som en Kirkegang, man bliver et bedre Menneske! man føler at Gud er i Kunsten, og hvor Gud staaer Ansigt til Ansigt for os, der er en hellig Kirke. I Aarhundreder sagde, Mendelsohn til mig om Jenny Lind fødes ikke en Personlighed som hendes og hans Ord er min Overbeviisning; man føler ved hendes Fremtrædelse paa Scenen at det er et reent Kar hvori den hellige Drik rækkes os. Intet kan udslette Indtrykket af Jenny Linds Storhed paa Scenen uden hendes egen Personlighed hjemme; et klogt, et barnligt Sind øver her sin forunderlige Magt, hun er lykkelig ved ikke længer, ligesom at tilhøre Verden! et fredeligt eensomt Hjem er hendes Tankers Maal og dog, med hele sin Sjæl elsker hun Kunsten, føler sin Mission i den. Et ædelt, fromt Sind, som hendes bliver ikke fordærvet ved Hyldest! Een eneste Gang hørte jeg hende udtale sig glad over sit Talent, Følelsen deraf. Det var i Kjøbenhavn, under hendes sidste Ophold der. Næsten hver Aften optraadte hun i Operaen eller i Concerter, hver Time var optaget; da hørte hun om et Selskab, sammentraadt for at hjælpe ulykkelige Børn, der af deres Forældre bleve mishandlede eller af disse tvungne til at stjæle og ved dette Selskab blive givne i bedre Hænder og sørget for. – Aarlig gav Deeltagerne en lille Sum til Børnenes Understøttelse, Midlerne vare imidlertid endnu ringe: »menhar jeg dog ikke een fri Aften!« sagde hun »lad mig give en Forestilling til Indtægt for disse Børn, men saa ville vi have dobbelte Priser!« – En Forestilling blev givet, en betydelig Indtægt kom ind, hun hørte hvor stor den var, hørte at i et Par Aar vare de stakkels Børn hjulpne, da lyste hendes Ansigt, Taarerne stode i hendes Øine: »Det er dog deiligt at jeg saaledes kan synge!« udbrød hun.

Med en Broders hele Sind skatter jeg hende, priser mig lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl! Gud skjænke hende den Fred, den stille Lykke hun ønsker sig! – Ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende virket ind paa mig, som Digter end Jenny Lind og derfor er det jeg her saa længe og levende har dvælet ved hende. –

Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at altsom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst, hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommet i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; jeg føler mig strax hjemme, slutter mig saalet til Menneskene, og de give mig igjen Tillid og Hjertelighed.

I Sommeren 1844 besøgte jeg igjen Nordtydskland, en aandrig elskværdig Familie i Oldenburg, havde paa det venligste indbudt mig at tilbringe nogen Tid i deres Huus, Rantzau Breitenburg gjentog i sine Breve hvor velkommen jeg var ham, at jeg dog maatte komme til ham i det smukke Holsteen og jeg reiste; det blev mig, om ikke een af mine længste, saa vistnok meest interesante Reiser.

Jeg saae det rige Marskland i sin Sommerfylde, gjorde med Rantzau flere interessante smaa Udflugter og lærte at kjende holstensk Natur; Breitenburg ligger midt i Skoven ved Floden Stør, Dampskibsfarten til Hamborg gav Liv paa den lille Flod, Stedet selv havde udenom saa meget malerisk, og i Slottet selv var hjemligt og godt, jeg kunde ret hengive mig til at læse og digte, var fri som Fuglen i Luften og sørget for, som for en kjær Slægtning der kunde være Gjæst. – Det var sidste Gang jeg kom her, Rantzau havde alt Forudfølelsen af sin nære Død. Een Dag vi mødtes i Haven, greb han min Haand, trykkede den hjerteligt, udtalte sin Glæde over min Erkjendelse i Udlandet, som Digter, sit Venskab for mig og sagde tilsidst: »ja min unge Ven, Gud vil vide det, men jeg har den visse Tro, det er i Aar sidste Gang vi to samles her! min Tid vil snart være omme!« han saae paa mig med et saa alvorligt Øie, det gik mig dybt til Hjertet, jeg havde ingen Ord at sige; vi vare just nær ved Capellet; han aabnede en Laage mellem nogle tætte Hække og vi stode i en lille Have med en græsbegroet Grav foran en Bænk. »Her vil De finde mig, naar De næste Gang kommer til Breitenburg!« sagde han, og hans sørgelige Ord bleve sande, han døde Vinteren efter i Wisbaden, jeg mistede en Ven, en Beskytter, et ædelt fortræffeligt Hjerte.

Da jeg første Gang reiste til Tydskland og besøgte Harzen og det sachsiske Schweitz, levede endnu Gøthe, det var mit inderligste Ønske at see ham. Fra Harzen var ikke langt til Weimar, men jeg havde intet Anbefalings Brev til ham, den Gang var endnu ikke en Strophe af mig oversat, Flere havde beskrevet mig Göthe, som en meget fornem Mand, mon han vel vilde modtage mig? Jeg betvivlede det og besluttede først at komme til Weimar, naar jeg havde leveret et eller andet Arbeide, der kunde bære mit Navn ind i Tydskland, – det lykkedes, men da var Gøthe død! hans Sønnedatter, Fru Gøthe født Pogewitsch havde jeg senere paa Hjemreisen fra Constantinopel lært at kjende hos Mendelsohn-Bartholdy i Leipzig, med Hjertelighed var den aandfulde Kone kommet mig imøde, ja havde fortalt at hendes Søn Walter havde i flere Aar været min Ven, at han, som Dreng havde gjort en heel Comedie af min »Improvisator« og at dette Stykke var spillet i Göthes Huus; at Walter een Tid havde vilde reist til Kjøbenhavn for at kjende mig; jeg havde altsaa nu Venner i Weimar; En forunderlig Lyst drev mig til at see denne By, hvor Gøthe, Schiller, Wieland og Herder havde levet; hvorfra saa meget Lys var strømmet ud over Verden. Jeg kom ind i det lille Land der er helliget ved Luther, ved Sangerfesten paa Vartburg, ved ædle og store Erindringer; den 24 Juni, Arvestorhertugens Fødselsdag kom jeg fremmed til den venlige By; Alt tydede paa den Fest det var, og i Theatret hvor en ny Opera blev givet, modtoges den unge Første med stor Jubel. Mindst tænkte jeg da paa hvor fast alt det Herligste og Bedste jeg her saae for mig, skulde voxe fast til mit Hjerte, hvor mange tilkommende Venner, her sad omkring mig, hvor kjær denne By skulde blive mig; ja i Tydskland mit andet Hjem. — Anbefalet Gøthes værdige Ven, den fortræffelige gamle Canzler Müller, fandt jeg den hjerteligste Modtagelse; tilfældig, ved første Besøg mødtes jeg her med Kammerherre Beaullieu de Marconnay, hvem jeg kjendte fra Oldenborg, han var ansat nu i Weimar, og indbød mig, hellerend at boe i Hotel, at fløtte ind til ham; faae Timer efter var jeg hans blivende Gjæst, og følte at der var godt at være; der er Mennesker man ikke behøver uden Dage til at kjende og elske; en Ven, jeg tør troe det, for hele Livet, vandt jeg i disse Dage i Beaullieu. Han førte mig omkring i Familien, den elskværdige Cancler Müller, tog sig ligesaa hjertelig af mig, og jeg der ved min Ankomst troede mig ganske forladt i det Fru Gøthe og hendes Sønner vare i Wien, stod nu bekjendt og vel optaget i alle Kredse i Weimar. – Den regjerende Storhertug og Storhertuginde modtoge mig med en Naade, en Hjertelighed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig, efter at være forestilt blev jeg tilsagt til Taffels, og snart efter af Arvestorhertugen kaldet til ham og hans Gemalinde paa Jagdslottet Ettersburg, der ligger frit tæt ved den udstrakte Skov; de roccokos Meubler indenfor, den udstrakte Udsigt fra Parken til selve Harzbjergene, gjorde strax et ejendommeligt Indtryk; alle Landsbyens unge Folk havde samlet sig ved Slottet for at feire deres kjære Arvestorhertugs Fødselsdag, nu han var vendt tilbage til Ettersburg. Mats de Cocagnes med Tørklæder og flagrende Baand vare opreiste; Violinerne klang og Dandsen gik lystig under det store blomstrende Lindetræ. Der var en Søndags Glands over det Hele, en Tilfredshed, en Lykke, det unge nygifte Fyrstepar syntes ved sand inderlig Følelse at være forbundne. Stjernen paa Brystet maa glemmes for Hjertet der slaaer bagved, skal man i længere Tid føle sig fri og lykkelig ved et Hof, og et saadant Hjerte, vist eet af de ædleste og bedste der slaaer, eier Carl Alexander af Sachsen Weimar. Aar og Dage har forundt mig den Lykke at grundfæste denne min Tro; Jeg kom under dette mit første Ophold et Par Gange til det lykkelige Ettersburg; Arvestorhertugen viiste mig Haven, viiste mig det Træ i hvis Stamme Göthe, Schiller og Wieland havde skreven deres Navne, ja Juppiter selv havde vilde tilføiet sit; hans Tordenkile havde kløvet det i een af Grenene. Den aandrige Fru von Groß (Amalie Winther) den elskelige gamle Canzler Müller, der levende vidste at oprulle os Gøthes Tid, udvikle os hans Faust, den barnligtsindede, grundtrofaste Eckermann, hørte til Kredsen paa Ettersburg; hvor Aftnerne gik som en aandfuld Drøm, skifteviis forelæste hver, ogsaa jeg vovede her første Gang i et mig fremmed Sprog at læse eet af mine Eventyr: den standhaftige Tinsoldat, – Canzler Müller førte mig til »Fyrste Graven«, Karl August hviler ved Siden af sin herlige Gemalinde, ikke mellem Schiller og Gøthe, som jeg troede da jeg sang: Førsten har skabt sig en Regnbue Glorie, i det han staaer mellem Solen og den brusende Fos. – Tæt ved det Førstepar der forstode og skattede det Store, hviler deres udødelige Venner; visne Laurbærkrandse laae paa de simple brune Kister, hvis hele Pragt er de udødelige Navne Göthe og Schiller. I Livet gik Førsten og Digteren med hinanden, i Døden blunde de under samme Hvælving. Et saadant Sted udslettes ikke af Tanken, paa et saadant Sted holder man sin stille Bøn, som kun Gud alene faaer at vide! – Over otte Dage blev jeg i Weimar, det var mig, som om jeg tidligere havde levet i denne By, som var det et kjært Hjem jeg nu skulde fra; da jeg kjørte ud af Porten, hen over Broen ved Møllen og sidste Gang saae tilbage paa Byen og Slottet, greb en dyb Veemod min Sjæl, det var som et smukt Afsnit i mit Liv her var sluttet; jeg syntes ved at forlade Weimar at Reisen ingen Glæde mere kunde bringe mig. Hvor tidt er ikke siden Brevduen flyvet til dette Sted og endnu oftere Tanken. Fra Weimar er Solskin strømmet ind i mit Digterliv! –

Fra Weimar kom jeg til Leipzig, hvor en ægte poetisk Aften hos Robert Schumann ventede mig; den geniale Componist havde Aaret forud overrasket mig med den Hæder at dedicere mig sin Musik til fire af mine Sange; disse sang Fru Frehge, hvis sjælfulde Sang har glædet og henrevet saa mange Tusinde, Clara Schumann acompagnerede, og kun Componist og Digter vare Tilhørere, et lille festligt Maaltid og gjensidig Udvexling af Ideer gjorte Aftenen altfor kort; – jeg fandt den gamle hjertelige Modtagelse i Brockhausens Huus, som jeg ved tidligere Besøg næsten var blevet vant til; Vennekredsen voxer for mig i de tydske Byer, men det første Hjem er dog det man helst søger igjen. –

I Dresden fandt jeg gamle Venner, med Ungdoms Sind; min geniale, halve Landsmand, Normanden Dahl, der forstaaer paa Lærredet at lade Fossen bruse og Birken voxe, som i Norges Dale! Vogel von Vogelsberg, der hædrede mig med at tegne og optage mit Billed i den kongelige Samling af Portrætter. – Theaterintendanten von Lüttichau gav mig Plads hver Aften i Directions Logen, og een af de ædleste Damer i Dresdens første Kredse den værdige Baronesse Decken modtog mig, som en Moder modtager sin Søn, og i denne Erkjendelse er jeg senere og altid vendt tilbage til hendes Huus og hendes elskelige Kreds. – Hvor dog Verden er lys og smuk! hvor Menneskene ere gode! det er en Lyst at leve! – Dette er meer og meer blevet mig klart og bevidst. – Beaullieus yngre Broder, Edmond, Officeer i Armeen, kom en Dag fra Tharand hvor han tilbragte nogle Sommermaaneder, jeg fulgte med ham derud, tilbragte lykkelige Dage i den milde Bjergnatur, fandt strax Adgang i flere Familier, man saae kun mine gode Sider og holdt af mig. – Med Baronesse Decken besøgte jeg første Gang den berømte geniale Tegner Retsch, der har givet de kjække Omrids til Gøthe og Schackspear; han boer idyllisk imellem de lave Viinbjerge ud mod Meisen! hvert Aar bringer han sin Kone paa hendes Fødselsdag en ny Tegning, og altid een af hans bedste, Samlingen er i en Række af Aar voxet til et rigt Album, som hun, naar han døer før hende, skal give ud og have Indtægten af. – Af de mange herlige Ideer heri greb mig forunderlig een: det var Flugten til Ægypten: det var Nat, Alt sov paa dette Billede, Maria, Joseph, Træer og Buske, selv Asenet der bar hende, kun Jesubarnet, med det aabne, runde Ansigt vaagede og lyste over det Hele. – For et Eventyr jeg fortalte ham fik jeg en smuk Tegning, en deilig ung Pige der skjulte sig bag en gammel Qvindes Maske; saaledes skal den evig unge Sjæl med blomstrende Skjønhed titte frem bag Eventyrets gamle Maske! – Retsches Billeder ere alle Tankefigurer, fødte af Skjønhed og Genialitet. – Hos Major Serre og hans elskværdige Kone nød jeg det tydske Landliv i deres rige Eiendom Maxen i det saxiske Schweitz; faae i Verden kunne vise mere Gjæstfrihed end disse to hjertelige Mennesker; en Kreds af aandfulde interessante Personer samlede sig her, hvor jeg blev over otte Dage, lærte at kjende Kohl der har skrevet de beskuelige, levende Reiser, Bürck og den aandfulde Forfatterinde Grevinde Hahn-Hahn, i hvem jeg fandt et qvindeligt Gemyt, en Personlighed, man fatter Tillid til. – Hvor man optages vel der bliver man gjerne, jeg følte mig usigelig lykkelig paa denne lille Reise i Tydskland, overtydedes om at jeg var ingen Fremmed der; det var Hjertet og Natur-Sandheden i mine Skrifter man skattede, og i hvor fortræffelig og anpriselig Form-Skjønheden er, hvor imponerende Reflexions Klogskab er i denne Verden, Hjerte og Natur bliver dog gjennem Aar det som mindst forandrer sig og bedst forstaaes af Alle. Hjemveien lagde jeg over Berlin hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæreste af Vennerne der, Chamisso var død.

var flyvet til en herligere Verdens Deel; jeg saae hans Børn, der staae uden Fader og Moder; – det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke. Chamisso Sønner, jeg sidst saae som Drenge, barhalsede lege i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel og vare Officerer i preusisk Tjeneste. – Jeg følte et Øieblik hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandres, og hvor man mister,

Den hjerteligste Modtagelse fandt jeg og har siden altid fundet i Ministeren Sawignys Huus, hvor jeg lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede Bettina, og hendes smukke aandfulde Døttre; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet var saa riig, saa interessant, at jeg blev næsten stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer; hendes Bøger kjende Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er for Tegning, det vil sige det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nyelig var skeet, en ung Mand var dræbt af Viingeist; halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundt om Viinfadene laae, som Uhyrer; Bacchanter og Bacchantinder dandsede frem, greb deres Offer, omslyngede og dræbte ham. – Jeg veed det at Thorvaldsen, hvem hun viiste engang alle sine Tegninger, var i høieste Grad overrasket: »jeg troede ikke,« sagde han, »hun havde fundet paa saadant, men da jeg saae den Mængde, den samme Aand i Alle, – hvor skulde hun faae saadan en Samling fra af Een Eneste! hun har selv gjort dem, men det er mærkværdigt i Ideen!« – Det gjør saa vel ude naar man finder et Huus, hvor Øinene lyser som Festlamper naar man træder ind, et Huus hvor man kan see ind i et stille lykkeligt Huusliv og et saadant Huus havde jeg hos Professor Weis, de kjære hjertelige Mennesker! – Dog hvormange maatte jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber der sluttedes, af ældre der fornyedes, jeg traf igjen Cornelius fra Rom, Schelling fra München, min halve Landsmand, Normanden Steffens, Tieck fra Dresden, ham hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland, hvor forandret var han dog, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte han var mig kjærlig og god! – Jeg maatte søge ham i Potsdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet lærte jeg Broderen, Billedhuggeren at kjende, af Tieck erfarede jeg hvor naadige Kongen og Dronningen af Preusen vare mig, at de havde læst min Roman: »kun en Spillemand« og spurgt Tieck om mig. – Majestæterne vare imidlertid borte, jeg var netop kommet til Berlin Aftenen før deres Afreise, da det afskyelige Attentat forsøgtes; Tieck sagde mig saa meget Venligt og Glædeligt at det var en Lyst; – Over Stettin gik det i et stormende Veir til Kjøbenhavn; livsglad saae jeg alle mine Kjære og reiste atter nogle Dage efter til Grev Moltke i Fyen for der endnu at nyde nogle smukke Sommerdage; her fik jeg Brev fra Ministeren Rantzau-Breitenburg der med Kongen og Dronningen af Dannemark var ved Badet paa Föhr, han skrev at han havde den Glæde at mælde mig at han havde en allernaadigst Indbydelse til mig, at komme til Föhr, Denne Øe ligger, som bekjendt i Nordsøen ved den slesvigske Kyst, nær de interessante Øer »Halligerne«, som Bjernatzski saa beskuelig har skildret i sine Noveller; jeg skulde ganske uventet see een i Hjemmet for mig fremmet Natur, jeg var lykkelig over min Konge og Dronnings Naade, glædede mig til endnu engang at være sammen med Rantzau, det blev den sidste Gang vi mødtes. –

Det var netop fem og tyve Aar siden jeg som fattig Dreng, ene og hjælpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop fem og tyve Aars Dagen, skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved og som jeg just da af min hele Sjæl kom til at holde af; den hele Omgivning, Menneskene og Naturen, afspeilede sig uforglemmeligt i mig; jeg følte mig ligesom ført hen paa et Punkt hvorfra jeg endklarere kunde skue tilbage over de fem og tyve Aar, med al den Lykke og Glæde der i dem havde udfoldet sig for mig og hvorledes Alt var skeet og gaaet til det Bedste for mig. Virkeligheden overgaaer tidt de smukkeste Drømme. – Jeg var fra Fyen reist til Flensborg, der ligger med Skove og Banker høist malerisk ved den store Fjord, men strax herved aabner sig den udstrakte eensomme Hede; jeg reiste i den maaneklare Nat hen over den; men Reisen gaaer langsomt paa Heden, kun Skyerne havde Flugt; eensformigt gik det i det dybe Sand, eensformigt peeb en Fugl i Lyngen; og dog var det her at sige, man kommer frem! – skrækkeligere blev det, da Heden laae bagved og Marsklandet udbredte sig; den vedvarende Regn havde forvandlet Enge og Kornmarker til store Søer, Digerne man kjører paa, vare som Mosegrund, Hestene sank dybt i; flere Steder maatte den lille Vogn understøttes af Bønderne, for ikke at styrte ned paa de lave Huse nedenfor Digerne, flere Timer gik for hver Miil, endelig laae Nordsøen med sine Øer foran; den hele Kyst er en Dige, belagt med milelange Halmfletninger mod hvilke Bølgerne brydes. – Jeg indtraf til Flodtid, Vinden selv var gunstig og i neppe en Time, kom jeg over til Føhr, der efter den besværlige Reise, syntes et heelt Feeland. – Byen Wick den største, hvor Badene findes, er ganske hollandsk Bygget, alle Huse kun een Etage med straa Tag og Gavlen ud ad, men de mange Fremmede, det hele Hof gav Hovedgaden en egen Livlighed, fra hvert Huus næsten tittede bekjendte Ansigter ud; de danske Flag vaiede, Musikken klang; jeg blev snart indqvarteret, og hver Dag under hele mit Ophold, der varede til Majestæterne forlode Føhr, nød jeg den Ære at være tilsagt til Taffels, samt hver Aften at være i deres Kreds; flere Aftener forelæste jeg for Kongen og Dronningen mine Eventyr og de vare saa naadige, saa elskelige mod mig. Det gjør saa vel at see det ædle Menneskelige aabenbare sig der, hvor man ellers kun seer Kongekrone og Purpurkaabe. – Faae Mennesker kunne i det private Liv være elskeligere end det regjerende danske Kongepar. Gud glæde og velsigne dem, som de have kastet Glæde og Sol i mit Bryst. – Jeg gjorde i deres Følge Touren med til den største af Haligerne; disse græs Runer i Havet, der mælder om et sjunket Land; de stærke Bølger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer, Aar for Aar rives Stykker bort og vist er det at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. – Haligerne ere nu flade Holme, med en mørk skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten. Oland, som vi besøgte har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden, som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig til hinanden; de ere alle reiste paa et Bjelkelag, have smaa Vinduer, som i Skibskahytter, her i den lille panelede Stue, ved deres Spinderok sidder det halve Aar eensomt Koner og Døttre; der er altid en lille Bogsamling, jeg fandt tydske, danske og frisiske Bøger; de læse, de arbeide og Havet stiger rundt om Husene, der ligge som Vrag i Søen; stundom driver et Skib i Natten herhen troer at see Lys fra et andet Fartøi og det er inde fra Huset, mod hvis Muur Skibet støder og strander. I Stormfloden 1825 bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de i Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank, Ingen fra Føhr eller Fastlandet kunde bringe Hjælp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke ud i Brændingen, det er et rystende Syn og dog elske Halligebeboerne deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives tilbage af Hjemvee; vi fandt kun eet eneste Mandfolk paa Øen, og han var nyelig kommet op af Sygeleiet, de andre vare paa Søefart til Grønland og Holland, ikkun Piger og Koner modtoge os. – Foran Kirken havde de reist en Æreport af Blomster hentet fra Føhr, men den var saa lille og lav at man maatte gaae uden om den; men den gode Villie saae man; det rørte Dronningen dybt at de havde afskaaret deres eneste Træ, en Rosenhæk for at lægge den over et sumpet Sted hvor hun skulde gaae; smukke ere Pigerne, halv orientalsk klædte, de regne sig ogsaa ned fra Grækerne; Ansigterne næsten tilhyllede og under Linet en rød græsk Fes hvorom Haaret er lagt i en Fletning. – Paa Tilbagetouren var Taffel ombord paa det kongelige Dampskib og efter Taffelet, mens vi ved deilig Solnedgang seilede mellem dette Archipelagus blev Skibsdækket forvandlet til Dandsesal. Unge og Gamle dandsede, Laqeierne bevægede sig med Forfriskninger mellem de Dandsende, Matroserne stode paa Hjulkasserne og loddede, raabte monoton hvor mange Fod dybt; Maanen gik op saa rund og stor og Klitterne paa Amrom, syntes en sneebedækt Alperække.

Disse øde Sandbjerge besøgte jeg senere; Kongen tog paa Jagt der efter Kaniner; for flere Aar siden strandede her et Skib med to Kaniner og fra disse »Adam og Eva« er nu i tusindviis Amrom opfyldt med deres Afkom. – I Ebbetiden gaaer Havet ganske bort mellem Amrom og Føhr, da kjører man fra den ene Øe til den anden, men Tiden maa vel iagttages, Retningen vel kjendes, thi kommer Floden, da er de Kjørende uden Rædning fortabte; faae Minutter kun og hvor der var tørt Land kunne de største Skibe seile; ved Overfarten til Amrom saae vi en heel Række Vogne, de syntes paa det hvide Sand, mod den blaa Horizont dobbelt store, det var som gleed de gjennem Luften; de kjørte fra Føhr til Amrum, men rundt om spændte sig som et tyndt Næt Vandrevnerne, som holde de fast paa Sandbunden, der tilhørte Havet og snart skulle overskylles af det. – Ved Klitterne kommer man til at tænke paa Vesuvs Asketop, ogsaa her synker man ved hvert Skridt, det stride Marehalm kan ikke holde de løse Lag sammen. – Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Africas Sand, i Dalene mellem Klitterne voxte en egen Slags Roser, Lyngen blomstrede, andre Steder var aldeles ingen Vegetation kun det vaade Sand, som Bølgerne havde efterladt Aftryk i; Havet havde skrevet ved sin Bortgang sælsomme Hjeroglypher; fra een af de høie Klitter saae jeg ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over een Miil endnu længer ud og Skibene laae, som døde Fiske paa Sandet og ventede paa Floden; enkelte Matroser vare stegne ned paa Sandbunden og bevægede sig der langt ude, som sorte Punkter; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en lang Banke, som i Flodtiden er skjult, men paa hvilken mange Strandinger skee, jeg saae de her opreiste høie Bjælketaarne, der hænger en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, de Ulykkelige, som strande her kunne da her midt i den svulmende Søe friste Livet nogle Dage til det bliver mueligt at bringe dem Hjælp. – At vende fra en saadan Natur tilbage til et kongeligt Taffel, en smuk Hofconsert og Bade Salonens smaa Baller, gaae i Maaneskinnet paa den med Badegjæster opfyldte Promenade, en Boulewarde i det Smaa, havde noget eventyrligt sælsomt afvexlende. – Rantzau-Breitenburg vidste hvilken Betydning den 5 September havde for mig, at just denne Dag jeg oplevede her, var som sagt, fem og tyve Aars Dagen efter at jeg første Gang kom til Kjøbenhavn. Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mit Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft for ei at bryde i Taarer; der er Øieblikke fulde af Taknemlighed i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte! hvor dybt følte jeg mit Intet at Alt, Alt var fra ham. Efter Taffelet lykønskede Majestæterne mig – naadigt er for fattigt et Ord, – saa hjerteligt, saa deeltagende – Kongen lykønskede mig til hvad jeg havde overstaaet og vundet; spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Bestemt aarligt; jeg sagde ham denne Sum, »det er ikke meget!« sagde Kongen. »Men jeg behøver heller ikke meget!« svarede jeg »og mine Skrifter forskaffe mig ogsaa noget.« – Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken og endte med: »Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres litteraire Virksomhed, saa kom til mig!« – Om Aftenen, ved Hofconserten fortsattes samme Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget. Et Par af de som havde staaet mig nærmest bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet Øieblikket; »Kongen lagde Dem det jo lige i Munden,« sagde de, »at De skulde have udbedet Dem noget mere aarligt at leve af! – han sagde at det var kun lidt, hvad De havde og at De nu skulde have det lidt beqvemt!« – »Hvor kunde jeg!« svarede jeg dem, »i det Øieblik jeg behandles, om jeg tør sige det Udtryk, som en Gjæst, i det Øieblik Kongen og Dronningen ere saa deeltagende, saa hjertelige mod mig, skulde jeg gribe et deeltagende Ord og benytte mig deraf! – Det er maaskee ikke klogt, som jeg bærer mig ad, men jeg kan ikke handle anderledes! finder Kongen jeg kunde behøve lidt mere, saa vil han af sig selv give mig det!« – Og jeg bedrog mig ikke, Aaret efter forøgede Christian den ottende min aarlige Indtægt, saa at jeg ved den og hvad mine Skrifter nu indbringe mig kan leve hæderligt og sorgfrit. Af sit Hjertes rene, gode Villie gav min Konge mig det! Oplyst, indsigtsfuld, videnskabelig dannet er Kong Christian den Ottende, hans naadige Deeltagelse i min Skjæbne er derfor dobbelt hædrende og oplivende. – Det var mig en Festdag den 5 September; ogsaa Tydske gav mig den Dag Beviis paa broderligt Sind; de tydske Badegjæster udbragte i Badesalonen Skaal for den danske Konge og Dronning og efter denne Skaal udbragte de een for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men ham selv de her havde lært at kjende. Een af mine Landsmænd reiste sig og udbragte Tak i mit Navn. – Saa meget kan let fordærve et Menneske! – gjøre ham forfængelig – men nei! man fordærves ikke derved, bliver ikke forfængelig, sligt gjør just god og bedre, luttrer Tanken, og man maa jo faae Trang og Villie efter at blive Alt sligt værd! Ved Afskeds Audientsen skjænkede hendes Majestæt Dronningen mig til en naadig Erindring om disse Dage paa Føhr, en kostbar Ring, Kongen udtalte sig atter saa velvilligt, ædelt og deeltagende, Gud velsigne og bevare de ophøiede To. –

Hertuginden af Augustenborg, med sine to ældste Døttre, vare samme Tid paa Føhr, daglig havde jeg nydt den Lykke at være sammen med disse, og paa det naadigste faaet en gjentagen Indbydelse om at lægge Veien hjem over Slottet Augustenborg og blive der nogle Dage; jeg reiste derfor fra Føhr til Als een af de smukkeste Øer i Østersøen; det lille Land er som en blomstrende Have. – De frodige Korn- og Kløvermarker staae indhegnede med Nøddehække og vilde Roser; ved Bøndernes huus strækker sig store Æblehaver, hvor Frugten tynger Grenene, Skove og Banker vexle; snart har man det aabne Hav med Angelens Skovhøider, snart det smalle, en Flod lignende lille Belt. Slottet selv er storartet med en blomsterfyldt Have ned til den bugtede Fjord. – Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, det behageligste Hjem, det elskeligste Familie-Liv i den Hertugelige Kreds; hele 14 Dage blev jeg der, begyndte paa en ny Roman, som jeg haaber snart at fuldende, arbeidede paa den under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur; hyggelige Aftener, hvor Kunstneren Kellermann spillede sine bløde vuggende Phantasier; Hertugindens Fødselsdag feiredes; »Liedertaffel« bragte under Fakkeltog deres Sang; paa Slottet var Bal og Festlighed; de augustenborgske Veddeløb, der ere henlagte til denne Fest, varede tre Dage, By og Slot var opfyldt med Mennesker. Ved Taffelet overraskedes jeg ved Hertugen naadigst udbragte min: den danske Digters Skaal, lige saa smukt, som hjerteligt, og Viva lød gjennem Salen. I et lykkeligt Familieliv er man, som i en smuk Sommeraften, man opfyldes af dens Fred og Alt rundt om faaer en egen Glands, man siger af fuldt Hjerte: her er godt at være! og det følte jeg paa Augustenborg.