»Noget«
»Jeg vil være noget!« sagde den ældste af fem brødre, »jeg vil være til nytte i verden. Lad det være nok så ringe en stilling, kun at det er godt det jeg udretter, så er det noget. Jeg vil lave mursten, dem kan man ikke undvære! Så har jeg dog gjort noget!«
»Men noget alt for lidt!« sagde den anden bror, »det du gør, er så godt som ingenting; det er håndlangerarbejde, kan udrettes ved maskine. Nej, så hellere blive murer, det er dog noget, det vil jeg være. Det er
»Det er slet ingenting!« sagde den tredje, »det er uden for klasserne, og der er mange klasser i en by langt over mesters! Du kan være en brav mand, men du er som mester dog kun hvad man kalder »simpel«! Nej, så ved jeg noget bedre! Jeg vil være bygmester, træde ind på det kunstneriske, det tænkende, komme op til de højerestående i åndens rige. Vel må jeg begynde nedefra, ja, jeg kan gerne sige det lige rent ud: Jeg må begynde som tømmerdreng, gå med kasket, skønt jeg er vant til at gå med silkehat, løbe for de simple svende at hente øl og brændevin, og de siger du til mig, det er graverende! Men jeg vil bilde mig ind at det hele er en maskerade, det er maskefrihed! I morgen – det vil sige når jeg er svend, går jeg min vej, de andre kommer ikke mig ved! Jeg går på
»Men det noget bryder jeg mig ikke om!« sagde den fjerde, »jeg vil ikke gå i kølvand, ikke være kopi, jeg vil være geni, være dygtigere end I alle tilsammen! Jeg skaber
»Men når nu klimaet og materialet ikke duer!« sagde den femte, »det vil være slemt, for det har indvirkning! Nationaliteten kan også let blive så udvidet at den bliver affekteret, tidsalderens udvikling kan lade dig løbe løbsk, som tit ungdommen løber. Jeg ser nok at ingen af eder bliver egentlig til noget,
Og det gjorde han, og folk sagde om den femte: »Ham er der bestemt noget ved! Han er et godt hoved! Men han gør ikke noget!« – Men derved var han noget.
Se, det er kun en lille historie, og dog får den ikke ende så længe verden står!
Men blev der da ikke videre af de fem brødre? Det var jo ikke noget! Hør videre, det er et helt eventyr!
Den ældste bror, som lavede mursten, fornemmede at fra hver sten når den var færdig, trillede en lille skilling, kun af kobber, men mange små kobberskillinger lagt på hinanden bliver til en blank daler, og hvor man banker på med den, hos bager, slagter, skrædder, ja hos dem allesammen, der flyver døren op, og man får hvad man bruger. Se, det gav murstenene af sig; nogle gik vel i brokker eller midt over, men de kom også til brug.
Oppe på diget ville mor Margrethe, den fattige kone, så gerne kline sig et lille hus. Hun fik alle stenbrokkerne og så et par hele, for et godt hjerte havde den ældste bror, om han i gerning kun drev det til at gøre mursten. Den fattige kone rejste selv sit hus, smalt var det, det ene vindue sad skævt, døren var alt for lav, og stråtaget kunne have været lagt bedre, men ly og læ var der, og ses kunne der langt ud over havet der i sin vælde brødes mod diget. De salte dråber sprøjtede over hele huset, der endnu stod da han var død og borte der havde gjort murstenene.
Den anden bror, ja, han kunne nu anderledes mure op, han var jo også oplært deri. Da svendestykket var leveret, snørede han sin
»Jeg rejse kan mens jeg er ung,
og ude hjemligt bygge,
mit håndværk er min pengepung,
mit ungdomssind min lykke!
Og ser jeg så mit fædreland,
jeg kæresten gav ordet!
Hurra! En driftig håndværksmand
får let fod under bordet!«
2. strofe af H.C. Andersens »Haandværker Vise«, sunget den 28. januar 1854 ved fødselsdagsfesten i Arbejderforeningen (BFN 644).Og det gjorde han. Inde i byen, da han kom tilbage og blev mester, murede han op hus ved hus, en hel gade. Da den stod, så godt ud og gav byen anseelse, så byggede husene for ham et lille hus der skulle være hans eget. Men hvorledes kunne husene bygge? Ja, spørg dem ad, og de svarer ikke, men folk svarer og siger: »Jovist har den gade bygget ham hans hus!« Lille var det og med lergulv, men da han med sin brud dansede hen over det, blev gulvet blankt og bonet, og fra hver sten i væggen sprang en blomst, det var lige så godt som et kostbart betræk. Det var et yndigt hus og et lyksaligt ægtepar. Lavsfanen vajede udenfor, og svende og læredrenge råbte: »Hurra!« Jo, det var noget! Og så døde han, det var også noget!
Nu kom arkitekten, den tredje bror, som først havde været tømmerlærling, gået med kasket og løbet byærinder, men fra akademiet var steget til bygmester, »højædle og velbyrdige«! Ja, havde husene i gaden bygget et hus for broren der var murermester, så fik nu gaden navn efter denne, og det smukkeste hus i gaden blev hans, det var noget, og han var noget – og det med en lang titel for og bag. Hans børn kaldtes fornemme børn, og da han døde, var hans enke en enke af stand – det er noget! Og hans navn stod stadig på gadehjørnet og var i folkemunde som gadenavn – ja, det er noget!
Så kom geniet, den fjerde bror, der ville finde på noget nyt, noget
Nu var han død, ligesom de tre andre brødre, men den sidste, han som ræsonnerede, overlevede dem allesammen, og det var jo det rette, for så havde han det sidste ord, og det var ham af stor vigtighed at have det sidste ord. Han var jo det gode hoved! sagde folk. Nu slog også hans time, han døde og kom til Himmeriges port. Her kommer altid to og to. Her stod han med en anden sjæl der også gerne ville ind, og det var netop den gamle mor Margrethe fra digehuset.
»Det er nok for kontrastens skyld at jeg og den usselige sjæl skal komme her på en gang!« sagde ræsonnøren. »Nå, hvem er hun, morlille? Vil hun også ind her?« spurgte han.
Og den gamle kone nejede så godt hun kunne, hun troede det var Sankt Peder selv der talte. »Jeg er en sølle stakkel uden al familie! Gamle Margrethe fra digehuset!«
»Nå, hvad har hun gjort og udrettet dernede?«
»Jeg har såmænd slet ikke udrettet noget i denne verden! Ikke noget der kan lukke op for mig her! Det er en sand nådens gerning om jeg får lov at komme inden for døren!«
»Hvorledes har hun forladt denne verden?« spurgte han for at tale om noget, da det kedede ham at stå der og vente.
»Ja, hvordan jeg forlod den, det ved jeg ikke. Syg og dårlig var jeg jo i de sidste åringer, og så har jeg vel ikke kunnet tåle at krybe ud af sengen og komme i frost og kulde derudenfor. Det er jo en hård vinter, men nu har jeg da forvundet det. Det var et par dage blikstille, men bitterlig koldt, som Deres
Da åbnede sig Himmeriges port, og englen førte den gamle kone ind. Hun tabte et sengehalm udenfor, et af de strå der havde ligget i hendes seng, den hun tændte for at frelse de mange, og det var blevet til det pure guld, men et guld der voksede og slyngede sig i de dejligste forsiringer.
»Se, det bragte den fattige kone!« sagde englen. »Hvad bringer nu du? Ja, jeg ved nok du har ingenting udrettet, ikke engang lavet en mursten. Kunne du bare gå tilbage igen og bringe i det mindste så meget. Den duede sagtens ikke når du havde gjort den, dog gjort med en god vilje, det var altid noget, men du kan ikke gå tilbage, og jeg kan ikke gøre noget for dig!«
Da bad den fattige sjæl, konen fra digehuset, for ham: »Hans bror har gjort og givet mig alle sten og stumper hvoraf jeg klinede mit usselige hus, det var grumme meget for mig arme stakkel! Kan nu ikke alle de stumper og stykker gælde som én mursten for ham? Det er en nådens gerning! Nu trænger han til den, og her er jo nådens hjem!«
»Din bror, den du kaldte den ringeste,« sagde englen, »den hvis dont i al ærlighed var dig
»Det kunne jeg have sagt bedre!« tænkte ræsonnøren, men han sagde det ikke højt, og det var nok allerede noget.
Henvis til værket
H.C. Andersen: »Noget«. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.