H.C. Andersen

Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus

Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus,

Der reistes under Frederik den Femte:

Den kongelige danske Skueplads.

En ringe Bygning, intet Fest-Palads,

I Ringhed dog det store Minder gjemte;

Et kraftigt Kunstens Liv og Dygtighed

Med Hæders Navne lyste til os ned;

Hvad herligt er, ei synker til det Glemte.

»Bliv til, Du danske Scene!« – Holberg bød,

Og den fremstod, den stod som klippegrundet;

Hans Vid og Lune gjennem Huset lød,

Sin Molière havde Norden fundet!

Hans Tid, dens Daarskab og vor egen med,

Som han den saae med Snillets Blik, det rene,

Fremstilled’ han, – indvied’ dette Sted;

Sit Aandens Guld gav han den danske Scene.

Bag Biens Braad laae Honning sød og god!

Og sund lød Latteren, og lys blev Tanken.

Thalia her som Herskerinde stod,

Alene hun. – – Da aabnede sig Skranken,

Og Melpomene hævede sin Røst.

Den høie Alvor, Hjertets stærke Banken

Ved Alt, hvad stort er, fyldte sært vort Bryst.

Hvad Evald drømte kun, blev virkeligt

Ved Nordens Shakespeare, Adam Oehlenschläger.

Selv Oldtids Gru blev til et Skjønheds Digt,

Der løfter Sindet, mens det dybt bevæger.

Fra Sagas Tavle fremsprang ved et Bliv

Lyslevende med Kjød og Blod og Liv

Jarl Hakon, Palnatoke, Valborg. Hævet

Fra Muldet funkled’ for os Oldtids Guldhorn,

Og Nordens Storhed Hjertet gjennembæved’.

– Med Nordens Grankvist og en Krands af Korn

Stod Melpomene – vied’ Scenen ind,

Hvor alt det Store nu i Skjønhed leved’,

Mens ude vexled Solskin, Veir og Vind.

Smyk danske Skueplads din Tempel-Tind

Med Masken, som Thalia Holberg rakte,

Og sæt ved Masken Melpomenes Dolk,

Den, som hun for et glad, taknemligt Folk

Sin Skjald, vor Adam Oehlenschläger bragte!

Mal Digter-Navne i et Blomsterflor,

Guirlanden, som sig slutter til de Tvende.

Hør Melodier, Danskhed i dem boer,

I dem vi Schulz og Weyse, Kuhlau kjende!

See, for det Guldstøv, Galeotti gav

Og Tidens Flod os tog, et nyt er vorden,

En Mimens Rigdom, fuld af Poesi

Fra Napoli op til Hardangerfjorden.

– Den Rigdom har den danske Skueplads.

Da først den aabnedes, al Kraften, Kronen,

Dens Styrke, Sammenhold og Bliven ved:

Det laae i Hjertet for den hos Nationen.

Theatret blev et festligt, hjemligt Sted.

– »Ei blot til Lyst«, den Indskrift øverst kom,

Og Digter, Kunstner, Publikum forstode

Det Tankesprog og værnede derom

I Templet for det Skjønne, Sande, Gode.

Lidt efter lidt forandrer Tiden hver,

Det Gamle skifter om. – O, gid den Lykke,

Velsignelse og Virkekraft, som her

Det gamle Huus har eiet, stadig bygge

Og bringe Glæde, Alvor, Lyst og Mod!

Som gunstigt Varsel Holberg Krandsen bære,

Vor ældste Digter, dog i evig Vaar.

Han som for mere nu end hundred’ Aar

Har aabned’ Skuepladsen, Holberg være

Den, som igjen ved Lunets rige Kaar

Indvier Scenen, – ham den første Ære!

Paa Kongens Nytorv stod et gammelt Huus

Først kendte tryk i Dagbladet, nr. 288, 7. december 1857, som del af en notits om den første forestillingen efter ombygningen af Det Kgl. Teater, Holbergs Den Stundesløse, 5. december 1857. Umiddelbart forud for digtet står: »Forestillingen indlededes med Ouverturen til »Elverhøi«, udført med sædvanlig Mesterskab. Derpaa fulgte en Prolog af Prof. H. C. Andersen, fremsagt af Prof. Nielsen; desværre var Hr. Nielsen ikke vel disponeret; en ubetimelig Larm, der kom inde fra Kulisserne, forstyrrede ham end mere, og Meget gik derfor reent tabt. Scenen forestillede en aaben Plads med nogle Trægrupper paa Siderne og det aabne Hav i Baggrunden; Buster af Holberg og Oehlenschläger stod i Forgrunden.

Prologen vilde fuldstændig have lydt saaledes:«. BFN 765

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

301,28Oldtids Gru < Oltids Gru
301
Paa Kongens Nytorv … SkuepladsDet første Kgl. Teater på Kgs. Nytorv i København blev opført i Frederik 5.s regeringstid; åbningsforestillingen fandt sted 18. december 1748, men først i 1774 fik skuepladsen betegnelsen kongelig, da ejerskabet gik over til kongen fra Københavns Magistrat.
HolbergHolbergs komedier, hvoraf de første i perioden 1722-1728 blev opført i teatret i Lille Grønnegade (åbnet 23. september 1722), var stærkt medvirkende til dannelsen af et permanent offentligt teater i 1748.
Molièresom den franske forfatter Molière var også Holberg en stor komediedigter.
ThaliaThaleia; i græsk mytologi komediens muse.
Skrankenafgrænsningen, grænsen.
Melpomenei græsk mytologi tragediens og klagesangenes muse.
Oldtids Gruvel hentydning til Oehlenschlägers tragedier, fx »Baldur hin Gode« og »Hakon Jarl hin rige« fra Nordiske Digte, 1807, Palnatoke, 1809, Axel og Valborg, 1810, Stærkodder, 1812, Hagbarth og Signe, 1815 og Erik og Abel, 1820; måske også til en sen tragedie som Kiartan og Gudrun, 1848.
Saga(s Tavle)i nordisk mytologi gudinde for saga- og historieskrivningen; her en personificering af historien.
(et) Bliv(på)bud om at blive til; jf. 1. Mosebog 1,3 ff.
Oldtids Guldhornjf. Oehlenschlägers romance »Guldhornene«, Digte, 1803, om fundet og tyveriet af de to guldhorn.
302
Nordens Grankvist og en Krands af Kornmåske hentydning til teatrets forening af ny nordisk dramatik med dansk tradition; kan også være en hentydning til et konkret tableau e.l. ved en tidligere lejlighed.
(Tempel-)Tindtinde; egentlig bjergtop.
Maskenden komiske maske.
Melpomenes Dolksymbol for tragedien.
Galeotti … Mimensud fra ønsket om at skabe et mimisk drama, hvor handlingen og følelserne var det centrale, udtrykt ved dans og pantomime, blev den italienske danser Vincenzo Galeotti den egentlige grundlægger af Den Kgl. Ballet.
vordenblevet til.
Napoli … Hardangerfjordenfra syd til nord; jf. Bournonvilles balletter Napoli eller Fiskeren og hans Brud, med musik af H.S. Paulli, C.A. Helsted og N.W. Gade, 1842, og Brudefærden i Hardanger, med musik af H.S. Paulli, 1853.
Ei blot til Lystmottoet over scenen på Det Kgl. Teater.

Del

[Sassy_Social_Share]