Peiter, Peter og Per
Et eventyr
Det er utroligt alt hvad børn i vor tid ved! Man ved næsten ikke mere hvad de ikke ved. At storken har hentet dem fra brønden eller mølledammen og bragt dem som små til far og mor, er nu så gammel en historie at de ikke tror på den, og det er dog den eneste rigtige.
Men hvorledes kommer de små i mølledammen og brønden? Ja, det ved ikke enhver, men nogle ved det dog! Har du rigtig betragtet himlen i en stjerneklar nat, set de mange stjerneskud, det er som en stjerne faldt og forsvandt! De lærdeste kan ikke forklare hvad de ikke selv ved, men det kan forklares når man ved det. Det er som et lille julelys faldt fra himlen og slukkedes, det er en sjælegnist fra Vorherre, som farer ned mod jorden, og idet den kommer ind i vor tættere, tunge luft, svinder glansen, der bliver kun hvad vore øjne ikke mægter at se, thi det er noget langt finere end vor luft, det er et himmelbarn der sendes, en lille engel, men uden vinger, den lille skal jo blive menneske. Stille glider den gennem luften, og vinden bærer den hen i en blomst. Det kan nu være i en natviol, i en fandens mælkebøtte, i en rose eller i en
De små husker slet ikke hvad de drømte under åkandebladet, hvor om aftenen frøerne sang for dem: »Koax, koax! Straks, straks!« Det betyder i menneskesproget: »Vil I nu se I kan sove og drømme!« De kan heller ikke huske i hvilken blomst de først lå, eller hvorledes den duftede, og dog er der noget hos dem når de bliver voksne mennesker som siger: »Den blomst holder vi mest af!« og det er den de lå i som luftbørn.
Storken bliver en meget gammel fugl, og altid giver han agt på hvorledes det går de små han har bragt, og hvorledes de
Jeg kender en gammel, meget
Det var en særdeles net familie, Peitersens; manden var en af
Det var altså tre brødre, tre stjerneskud, vuggede hver i sin blomst, lagt hen under åkandebladet i mølledammen og derfra af storken bragt til familien Peitersen, hvis hus ligger på hjørnet, hvor du nok ved.
De voksede op i krop og tanke, og så ville de være noget endnu mere end de toogtredive mænd.
Peiter sagde at han ville være røver. Han havde set komedien om »Fra Diavolo« og bestemt sig for røverhåndværket som det yndigste i verden.
Peter ville være skraldemand, og Per, der var så sød og artig en dreng, buttet og rund, men bed sine negle af, det var hans eneste fejl, Per ville være »far«. Det sagde nu hver når man spurgte dem hvad de ville være i verden.
Og så kom de i skole. En blev
De kom på børnebal, de røg cigarer når ingen så det, de tog til i kundskab og kendskab.
Peiter var fra lille af stridig, som jo en røver må være. Han var en meget uartig dreng, men det kom af, sagde moren, at han led af orm; uartige børn har altid orm: mudder i maven. Hans stivhed og stridighed gik en dag ud over morens nye silkekjole.
»Stød ikke til kaffebordet, mit Guds lam!« havde hun sagt. »Du kunne vælte flødepotten, og jeg få stænk på min nye silkekjole!«
Og det »Guds lam« tog med fast hånd om flødepotten og hældte med fast hånd fløden lige i skødet på mama, der ikke kunne lade være at sige: »Lam! Lam! Det var ikke besindigt, lam!« Men vilje havde barnet, måtte hun indrømme. Vilje viser karakter, og det er så lovende for en mor.
Han kunne ganske vist være blevet røver, men blev det ikke lige efter ordet, han kom bare til at se ud som røver: gik med bulet hat, bar hals og lange løse hår. Han skulle være kunstner, men kom kun i klæderne, så dertil ud som en stokrose. Alle de mennesker han tegnede, så ud som stokroser, så lange var de. Han holdt meget af den blomst, han havde også ligget i en stokrose, sagde storken.
Peter havde ligget i en smørblomst. Han så så smørret ud om mundvigene, var gul i skindet, man måtte tro at blev han skåret i kinden, da kom der smør ud. Han var som født til smørkræmmer og kunne have været sit eget skilt, men inderlig, sådan inden i sig, var han »skraldemand«: Han var den musikalske del af den peitersenske familie, »men nok for dem allesammen!« sagde naboerne. Han lavede sytten nye polkaer i én uge og satte dem sammen til en opera med trompet og skralde. Fy, hvor den var dejlig!
Per var hvid og rød, lille og almindelig. Han havde ligget i en
Per besluttede aldrig at gifte sig. Aldrig at give eller tage et kys, det kunne se ud som det første skridt til ægtestanden. Men et kys fik han dog, det vi alle får, dødens store smækkys. Når vi har levet længe nok, får døden ordre: »Kys væk!« og så er mennesket væk. Der lysner fra Vorherre et solblink så stærkt at det bliver én sort for øjnene. Menneskesjælen, der kom som et stjerneskud,
Henvis til værket
H.C. Andersen: Peiter, Peter og Per. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 3: Eventyr og Historier III 1862-1873. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.