Pengegrisen

Der var saa meget Legetøi i Børnenes Stue, og øverst paa Skabet stod Sparebøssen; den var af Leertøi i Skikkelse af en Griis; den havde naturlig Sprække i Ryggen, og Sprækken var med en Kniv gjort større, at der ogsaa kunde gaae Sølvdalere ind, og der var gaaet to foruden mange andre Skillinger. Pengegrisen var saa proppet, at han ikke længer kunde rasle, og det er det Høieste, en Pengegriis kan bringe det til. Der stod han nu øverst paa Hylden og saae ned paa Alt i Stuen, han vidste nok, at med hvad han havde i Maven, kunde han kjøbe det Hele, og det er at have en god Bevidsthed!

Det tænkte de Andre ogsaa paa, om de ikke sagde det; der var Andet at tale om. Commodeskuffen stod paa klem; der reiste sig en stor Dukke, noget gammel var hun, og klinket i Halsen, hun saae ud og sagde: »Skal vi lege Mennesker? Det er jo altid Noget!« Og saa blev der et Røre! Selv Skilderierne vendte sig paa Væggen; de viiste, at de ogsaa havde Bagside, men det var ikke for at sige imod.

Det var midt om Natten; Maanen skinnede ind af Vinduet og gav fri Belysning. Nu skulde Legen begynde, og Alle vare indbudne, selv Barnevognen, der dog hørte til det grovere Legetøi. »Enhver er god for sig!« sagde den; »man kan ikke Alle være af Adel!«

Pengegrisen var den Eneste, som fik Indbydelsen skriftligt; han stod for høit, til at han, troede de, kunde høre den mundtligt, og han gav heller ikke Svar, om han kom, for han kom ikke! Skulde han med, maatte han nyde det hjemme fra; det kunde de rette sig efter, og det gjorde de.

Det lille Dukketheater blev strax stillet saaledes, at han kunde see lige ind i det. De vilde begynde med Comedie, og saa skulde der være Thee og Forstandsøvelse, og med den begyndte de strax. Gyngehesten talte om Training og Fuldblod, Barnevognen om Jernbaner og Dampkraft; det var jo Noget, de forstode sig paa, og de kunde tale om. Stueuhret talte Politik – tik – tik! det vidste, hvad Klokken var slaaet, men man sagde, at det gik ikke rigtigt. – Spanskrøret stod og var stolt af sin Dupskoe og sin Sølvknap; han var jo beslaaet foroven og forneden; i Sophaen laae to broderede Puder; de vare nydelige og dumme – – og saa kunde Comedien begynde.

Alle sad de og saae til, og man havde bedet om, at man vilde smælde, knalde og rumle, ligesom man var fornøiet til. Men Ridepidsken sagde, at han aldrig smældede for de Gamle, men kun for de Uforlovede. »Jeg knalder for Alt!« sagde Knaldperlen. »Et Sted skal man jo være!« meente Spyttebakken; det var nu saadan Enhvers Tanke ved at være paa Comedie der.

Stykket duede ikke, men det blev godt spillet, og alle de Spillende vendte naturligviis den malede Side udad; de vare kun til at see paa een Led, ikke paa Vrangen. Alle spillede udmærket, heelt forud af Theatret; Traaden var for lang i dem, men saa bleve de mere mærkbare! den klinkede Dukke blev løs i Klinken ved det og Pengegrisen blev saa betaget, at han besluttede at gjøre Noget for Een af dem, sætte ham i sit Testament, som den, der skulde ligge i aaben Begravelse med ham, naar den Tid kom.

Det var en sand Nydelse, saa at man opgav Theevandet og blev ved Forstandsøvelsen. Det kaldte de at lege Mennesker, og der var ingen Ondskab deri, for de legede kun; og hver tænkte paa sig og paa hvad Pengegrisen tænkte, og Pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo paa Testament og Begravelse – – og naar kom det istand –! Altid før man venter det. – Knak! der laae han fra Skabet, laae paa Gulvet, i Stumper og Stykker; men Skillingerne dandsede og sprang, de mindste snurrede, de store rullede, især den ene Sølvdaler; han vilde ordentlig ud i Verden, og det kom han og det kom de Allesammen; og Skaarene af Pengegrisen kom i Bøtten. – –

Men paa Skabet selv stod igjen næste Dag en ny Pengegriis af Leertøi; der var endnu ikke en Skilling i ham, derfor kunde han heller ikke rasle, og deri lignede han den anden; det var altid en Begyndelse, – og med den vil vi ende!