Sang i Brudehuset ved Fröken Augusta Bournonvilles og Pastor M. P. Tuxens Bryllup, den 21de April 1852

Mel. Der er et Land, dets Sted er höit mod Norden.

Der er en Ö, derhen fra hele Landet,

I Krigens Tid, vor Alvors-Tanke drog,

En deilig Ö, en Æblegreen paa Vandet,

Et Seirens Grönt omkring vort Dannebrog.

Nu er der Fred og Solskin, Fugle-Qvidder,

I Skov og Enge mylre Blomster frem,

Foraaret der i Præstens Have sidder,

Han og hans unge Hustru ventes hjem!

De komme, fulgt’ af vore glade Sange

De drage ind, i eget Hjem er bedst!

Snart Roserne igjennem Havens Gange

Vil ogsaa feire Parrets Bryllups-Fest;

Og Kukkeren vil sige: »leve længe!«

I Droslens Sang vil höres Hjertets Slag;

Hvor ret man elsker, Hjertets skjulte Strænge

Forkynde: det hver Dag er Bryllups-Dag.

Det nye Hjem vi denne Skaal vil bringe,

Oprul for dem et Samliv minderigt,

Der Sjælen folde ud sin stærke Vinge,

Jordlivet blive dem et Skjönheds-Digt.

Forældres Bön som Dug velsignet falder,

I Fryd og Sorg hold fast, Gud er jo med,

Vor Sang idag, læs den i sölvgraa Alder,

Den bliver ung, som Eders Kjærlighed!

Ja Tiden har en Flugt, som vore Tanker,

Og Tiden ruller store Dramer op,

Men hvor i Kjærlighed to Hjerter banker,

Udfolder sig hvert Haabets Rosenknop.

– Der, hvor Kanoner löd i Krigens Dage,

Nu Lærken synger, Nattergalen slaaer.

Med Gud ind i det nye Hjem I drage,

Sölv-Bryllup der om fem og tyve Aar!