H.C. Andersen

Skilles og mødes

Original dramatisk Digtning i to Afdelinger

1836

Opført første gang 16. april 1836

Første Afdeling

Spanierne i Odense

Vaudeville i een Act

  • FRANCESCO, spansk Officier, ved Regimentet Zamora
  • MEIBUM, Gjæstgiver
  • LUDVIG HANSEN, Muursvend
  • KJØGAARD, Muurmester

Scenen er i Odense 1808.

Første Afdeling

Første Scene

Et Værelse i Meibums Huus MEIBUM og KJØGAARD (Under Samtalens Løb seer man JOHAN lure ved Døren).
MEIBUM

God Morgen, Gjenboe!

KJØGAARD

God Morgen! ja, jeg er nok en af de første? Hvor der er et Mylr paa Gaden med Spaniolerne. Der ligge de i hele Klynger hen ad Fortougene og slikke Solskin, de elendige Mennesker. Vor Herre veed, naar vi blive fri for dem igjen.

MEIBUM

Slemme ere de ikke. Men een Eneste af dem kan gjøre mere Skraal og Støi, end ti af vore.

KJØGAARD

Det er paa Gaden, ligesom vi havde St. Knuds Marked. Det vil blive slemt imorgen, naar vi skulle flytte Skildt.

MEIBUM

Ja, det er galt! Jeg veed ikke hvad hele Lauget tænker paa! at flytte Skildt, gaae i Optog, naar her er saadan en Forvirring med fremmede Soldater, som her virkelig er.

KJØGAARD

I skulde ogsaa lade være at opgive Laugshuset! nu ere vi her saa godt vante! Peer Rasmussen er en brav Kromand! men vi have ikke hos ham et Laugshuus, som hos Eder.

MEIBUM

Det kan ogsaa gjøre mig ondt! men jeg bliver gammel, trænger til lidt Ro, – og vi kan jo see hinanden alligevel! I Dag er det sidste Gang Lauget samles hos mig, og derfor vil jeg ogsaa gjøre Gildet.

KJØGAARD

Det kan jeg lide! men veed I, hvad I nu ogsaa skulde gjøre. Vi have seet Ludvig Hansens Mesterstykke. Det er forsvarligt Arbeide. I Dag bliver han Mester! han er den sidste, som bliver det i Eders Huus. Vor Herre har taget sig af den gode Knøs. Slaae I nu ikke Haanden af ham.

MEIBUM

Naar han har Vor Herre med sig, behøver han ikke mig!

KJØGAARD

Ja, I forstaaer mig nok! Ludvig er en flink Svend, et godt Menneske. Fra ganske smaa Børn har han og Eders Augusta leget Kjærester. Han hjalp hende med at pynte Dukker, og hun ham med at sye Faner, naar Drengene legede Soldater.

MEIBUM

Lad os ikke snakke om de Børnestreger!

KJØGAARD

Ja, før kunde jeg da finde mig i, hvad det var; men nu, Ludvig har faaet Hjælp, nu han bliver sin egen Mand! – De har længe nok sukket for hinanden: Er han fattig, saa er I riig –!

MEIBUM

Det er Børneleeg det Hele! De bilde sig kun ind, at de ikke kunne undvære hinanden. Jeg har mine egne Planer.

KJØGAARD

Egne Planer! Hun skal høiere op! Det ligner ikke Peer Meibum! Er en Murers Stilling ikke den første i Verden?

Mel. Slutnings-Sangen i Dragedukken.

1.

Hvo skjænker Mennesket et Hjem,

Hvo kalder nye Stæder frem,

Hvor Ploven før skar Furer?

Hvo løfter os fra denne Jord,

Etageviis, med meer, end Ord?

Hvo anden, end en Murer?

2.

En Murer har et muntert Sind,

Han dristigt seer af Ruden ind,

Hvor Pigebarnet lurer!

Ja, man har sagt, sandt eller ei,

At Amor tidt gik denne Vei,

I Skikkelse, som Murer.

3.

En Murer med et ærligt Sind,

Let murer sig i Hjertet ind

Hos qvind’lige Naturer.

Saa stolt en Stand, det er mit Ord,

Der gives ei paa denne Jord,

Som den, at være Murer!

MEIBUM

Ja, det er nu godt nok! jeg agter og ærer enhver ærlig Professionist, og især holder jeg af Murerne; men hvad Augusta angaaer – tys!

(Han lægger Fingeren paa Munden, idet Augusta træder ind fra Sideværelset.)

Anden Scene

AUGUSTA (med en lille Vandkande i Haanden). DE FORRIGE
MEIBUM (som vedbliver at tale).

Ja, Mester, I maa ind i min Stue og have en Dram og et Stykke Bakkelse.

KJØGAARD (til Augusta, som hilser ved Indtrædelsen).

Idag skal vi have Examen med den lille Ludvig Hansen. Vi gaae ham skarpt paa Klingen, før han bliver Mester.

AUGUSTA

Desto større Ære for ham, naar hans Mesterstykke da bliver antaget.

MEIBUM (til Kjøgaard).

Du skal følge med mig, og ikke staae at holde Faddersladder!

(Trækker ham med sig.)

Tredie Scene

AUGUSTA. (Strax efter) JOHAN
AUGUSTA (gaaer hen til sine Blomster).

Jeg har reent glemt mine stakkels Blomster! Hvad jeg dog ogsaa har i mit Hoved.

JOHAN

Nei, hvor det var dumt af Dig!

AUGUSTA

Hvad for noget?

JOHAN

At Du kom herind. Ellers havde jeg faaet noget at høre! ja, jeg vil ikke sige Dig hvad! Fader har nogle Kiks for! han gaaer saa luunt med det, men jeg skal nok komme efter det.

AUGUSTA

Fy, Johan! gaaer Du saaledes paa Luur. Jeg raader Dig at lade være, ellers var jeg istand til at sige det til Fader.

JOHAN

Det gjør Du ikke! Han har noget Aparte for, det veed jeg nok. Det er bestemt til Stadsen imorgen, naar Muurmestrene flytte Skildtet herfra og hen til det nye Herberg. Vi have faaet Lov af Skolen imorgen Formiddag, jeg veed hvorledes hele Toget skal gaae af. Allerførst –! ja nu skal Du høre.

Mel. af Azemia: Hvor det vil være mig en Glæde.

Man spiller Fløite, slaaer paa Tromme,

Og Toget sættes i Motion.

Først Laugets ældste Svende komme,

Hver har paa Kaarden en Citron,

I hvide Skjorte-Ærmer

Man sig med Skildtet nærmer,

Det pyntet er med Baand og Grønt

Og andet kjønt!

De gamle Mestre med Parykker,

Nu vralte frem. Hold Takt! hold Takt!

– Men see dog! giv Agt:

Til dette Kollats,

I Klæde og Stads

Fremspringer Bajaz.

»Hei lystig, Courage!

:|: Courage!« :|:

(Talende.)

Han skal være kulsort i Ansigtet og have en rød Næse. Saa skjærer han ind mellem Folk med sin Brix! rutsch! saadan skal Du have det, Din Smørtyv!

(Synger.)

I Tykke, I Tynde, I Store og Smaa gjør Plads

For Lauget og Bajaz!

AUGUSTA

Det skulde Du fortælle Faster.

JOHAN

Jo, Du kjender rigtignok, hvad hun holder af! nei, hun vil have noget rigtigt fælt, saa bliver hun i godt Humeur og saa faaer jeg Miød. Jeg fortæller hende om Spaniolerne og de Franske, det Forskrækkeligste, der kan være! Øverste Classe i Skolen har gjort en Vise om dem. Den er frygtelig. Den sang jeg igaar for hende.

Mel. af Camilla: Vor Møller hjemad skyndte sig.

1.

I Odense, ved Dag og Nat,

De Spanske fælt grassere,

De stege baade Hund og Kat,

Vil de sig ret traktere!

AUGUSTA

Fy!

JOHAN

De spise ogsaa Smaabørn op,

Derfor de har saa sort en Krop.

Piger, Uskyldighed er hvid, hvide de Danske.

Kommer ei, kommer ei, til de sorte Spanske!

2.

Hvad de har for ved Midnats Tid,

Ja, det maa Himlen vide!

Selv Maanen bliver ganske hvid

Og kryber til en Side!

Uh!

Paa Gaden brænder et Baal saa stort!

Kom ikke der, Du bliver forgjort!

Piger, Uskyldighed er hvid, hvide de Danske.

Kommer ei, kommer ei, til de sorte Spanske!

AUGUSTA

Det er jo noget forskrækkeligt Tøi.

JOHAN

Saa! siger Du det? Øverste Classe har gjort den! der er 39 Vers i det Hele.

AUGUSTA

Ja, Tak skal Du have! jeg har saamæn nok af de to!

JOHAN

Du holder nu saa meget paa Spaniolerne! det har da Francesco sat i Dig.

AUGUSTA

Francesco er elskværdig!

JOHAN

O ja! i det mindste er han kjønnere end Ludvig Hansen.

AUGUSTA

Hvorfor denne Sammenligning? Sommetider er Du virkelig utaalelig. Gaae Din Vei!

JOHAN

Det er just det, jeg længe har staaet og tænkt paa; for Du er saa kjedelig. Hils Ludvig fra mig!

(Gjør en komisk Compliment og smutter bort.)

Fjerde Scene

AUGUSTA (alene).

Den stakkels Ludvig! – Jo, jeg tør nok tænke paa Dig, nok haabe paa bedre Tider. Lykken er ham allerede god. I Dag bliver han Mester i Lauget. Min Fader vil ikke længer være os imod. O Gud, jeg veed ikke selv, hvad jeg feiler, men jeg er saa bedrøvet! Gid Francesco var her, han fik os alle til at glemme vore Sorger.

Mel. af Gerson: Ich weine des Nachts.

1.

Om Hjemmet han sang, om Valencias Dale,

Orangeskovenes Duft,

Om Bjerge om Floder, jeg kunde dem male!

Det var, som jeg aanded’ hiin Luft!

:|: O havde jeg Vinger, de skulde mig bære! :|:

Dog nei! jeg i Danmark vil være!

2.

Han sang om de milde, de duftende Nætter,

Guds Moder i Hytte og Slot,

Den svævende Dands til Castagnetter

Og Havet saa dybt og saa blaat!

:|: Du herlige Syd! – Dog Alle mig lære :|:

»I Danmark er bedre at være!«

Femte Scene

LUDVIG (træder ind). AUGUSTA
LUDVIG

God Morgen, kjære Gusta! jeg tænkte nok, jeg skulde træffe Dig ved Dine Blomster. Jeg listede mig et Øieblik herind, men jeg maa strax afsted, Lauget er snart samlet.

AUGUSTA

Det var smukt af Dig, at Du kom herind først. Jeg har længtes saa meget efter Dig. Det er mig, som om jeg var ganske ene i Verden. Med Fader tør jeg ikke tale om Dig, og med min Broder er der ingen Udvei.

LUDVIG

Vær nu i godt Humeur! om en Time er jeg Mester! Vor Herre har alletider været god imod mig, han vil nok hjælpe! og det har han jo alt gjort, i det han saa forunderligt sætter mig i Stand til at kunne faae Fødderne under mit eget Bord. Muurmester Kjøgaard har lovet mig at tale til Din Fader for os.

AUGUSTA

Men kan Du ikke slet ikke tænke Dig, hvem det kan være, som har sendt Dig Brevet og Pengene.

LUDVIG

Nei slet ikke. Jeg har endnu ikke andet derom, end dette Papir, hvori Vexlen laae, og som jeg saa tidt har viist Dig. Naar vor Herre engang sætter mig i gode Omstændigheder, saa kan jeg altid betale, staaer der i Skrivelsen. Jeg veed nok, der ikke skeer Mirakler mere, og dog seer dette ud som et Mirakel. Ja, det er en god Gud, der lever i Himlen! det er ordentligt sommetider for mig, ligesom om jeg var et Barn endnu. Jeg bliver da saa underlig om Hjertet, og det er ret saadan en rar Fornemmelse. Kjender Du ikke nok den, Gusta? O Gud skee Lov! om en Time er jeg Laugsmester, og da vil Din Fader nok see mildt til mig! Du skal see, det vil gaae godt. Du maa ikke sørge, Gusta! I den sidste Tid er Du bleven saa bleg. Tro mig, Din Fader vil ikke længer være os imod.

Mel. Jeg saae i Øster og jeg saae i Vester.

1.

Naar Skoven springer ud og Gjøgen kommer,

Gid snart det skee, derom jeg beder Gud!

Da pynter jeg med Markens friske Blommer

Og Skovens Grene Brudehuset ud;

Thi jeg vil holde Bryllup i Skjærsommer,

Og Du skal med – ja Du skal være Brud!

2.

Naar Vinterstormen da paa Ruden trommer,

Naar Tiden rynker vores glatte Hud,

Vil hver en Dag, der gaaer og hver der kommer,

Vel slette manget Drømmebilled ud,

I Hjertet er og bliver dog Skjærsommer,

Thi Dig jeg har, min søde lille Brud!

AUGUSTA

Hvor Du kan spøge!

LUDVIG

Af Spøg bliver let Alvor! O, jeg er saa glad i Dag! Nu begynder min Lykke! Dog jeg har alt kjendt den fra den Aften, da Du sagde: Du elskede mig. Jeg veed nok, hvor høit Du staaer over mig! Din Moder gav Dig en Opdragelse, jeg ikke kunde faae. Men jeg sætter ogsaa Priis paa Dig! jeg skatter min Lykke. Det blev min Død, skulde jeg miste Dig!

AUGUSTA

Kjære Ludvig!

LUDVIG

Men jeg glemmer at fortælle, hvad der jo vil volde Dig megen Glæde. Francesco er kommet tilbage med sit Corps. I dette Øieblik kom han ind af Munkemølleport. Jeg har ordentlig længtes efter ham, han er saa ligefrem og saa moersom!

AUGUSTA (med Glæde).

Francesco er her? (kysser Ludvig.) O Du kjære, gode Menneske! ja, jeg holder ogsaa meget af ham!

LUDVIG

Dog ikke mere, end af mig?

AUGUSTA

Vilde jeg da være saa bedrøvet for Dig? Jeg kjender jo heller ikke ham, som jeg kjender Dig! han vilde vist ikke være saa trofast, som Du! men det er et godt Menneske, et lykkeligt Menneske!

LUDVIG

Men jeg er lykkeligere naar Du altid elsker mig! snart er jeg Maalet nærmere. Endnu i Aften taler Kjøgaard for os til Din Fader. Men jeg maa bort! Mestrene komme snart, jeg tør ikke være den sidste. Lev vel!

AUGUSTA

Farvel da!

LUDVIG

Farvel? Hvorfor ikke »Lev vel?« Du vil dog ikke lade mig fare!

AUGUSTA (rækker ham smilende Haanden, idet han gaaer).

Lev vel!

Sjette Scene

AUGUSTA (alene).

Han elsker mig saa trofast; og jeg holder ogsaa ret inderligt af ham igjen! dog føler jeg i den sidste Tid en forunderlig Angst ved Tanken om at see vort kjæreste Ønske opfyldt. Jeg frygter for en saa stor Lykke! ( Man hører Musik udenfor.) Ha! der komme Soldater. (Seer ud af Vinduet) Det er Francesco! han seer herop! hilser! – Vi har ham igjen! – Nu gjøre de Holdt ved Raadhuset! De sydlige, brune Ansigter tage sig smukt ud. Den forunderlige Blanding af Livlighed og Melancholie, der dog ligger i Øiet! Hvor tungt ogsaa, at være saa langt borte fra sit Hjem, fra alle sine Kjære. Man maa have Interesse for dem! – Siden de kom hertil, har vor By faaet et eget Præg, et – hvad skal jeg kalde det? Noget langt mere, end det Hverdags. Enkelte Øieblikke troer jeg mig henflyttet i et ganske andet Land! de fremmede Mennesker virke ind paa Gjenstandene og vise disse i nye Skikkelser. Det følte jeg ret den Dag, jeg med min Fader og Francesco var omme i Graabrødre-Kirke. Den forfaldne, øde Bygning, som før havde syntes mig skummel og frastødende, virkede nu ganske modsat ind paa min Sjæl. Vi traadte derind; rundt om stode Kanoner og Rustvogne, hist og her sad Grupper af Soldater, deres store Kapper hang løse over den ene Skulder; de sang lystige Viser i Hjemmets Sprog eller spillede Kort, det saae forunderlig vildt ud. Mit Hjerte bankede af Angst, jeg klyngede mig op til Francesco, der havde budt mig Armen. I Choret stod opstillet Geværer, og imellem disse dandsede to smukke Spaniere en lystig Dands. (Francesco træder ind). Francesco!

Syvende Scene

FRANCESCO. AUGUSTA
FRANCESCO

God Dag! god Dag! seer De? Jeg blev ikke længe borte!

AUGUSTA

Francesco! hvor jeg – hvor vi alle have længtes efter dem! – Nu bliver De dog ret længe hos os.

FRANCESCO

Lad os ikke tænke paa Afreisen, idet vi komme. Skilles og mødes er Soldatens Liv, han maa ikke gjøre sig nogen Grille. Det er just en herlig Stand.

(Mel. af Ludlams Hule: Piben lyder.)

Det er stolt Soldat at være!

For sin Fyrste, for hans Stat,

For sit Hjem, for sine Kjære,

Fædrelandet og sin Ære

Er til Døden han parat.

(Mel. af Bruden: Hører Du Fritz.)

Hører Du hist? Trommen alt gaaer!

Vi bryde op. Farvel vore Kjære!

Favntag og Suk – Trommen den gaaer!

Nu Farvel! Afskeds-Timen slaaer.

(Mel. af Jægerbruden: Hvad ligner vel Jægerens festlige Glæde.)

Ja Trommerne hvirvle og Bøsserne knalde,

Det blinker saa lystigt i Røg og i Damp!

Vildt Hestene vrinske, Trompeterne kalde:

»Rask fremad!« det lyder til blodige Kamp!

(Marschen af Wilhelm Tell.)

Tralala! tralala! over Busk og Krat,

Som den vilde Hær i den stormende Nat.

Tralala! tralala! til Dødninge-Dands

For den duftende Laurbærkrands.

(Mel. af Oberon: min Hyon.)

De komme, de komme til blodige Dyst!

Victoria! Victoria! høit banker mit Bryst!

(Mel. af den hvide Dame: Voldsmænd bæver.)

Dødsskuddet kalder!

En Engel staaer hos den, som falder,

Og kysser Livets Smerte bort.

(Mel. af Wilhelm Tell.)

Tralala! tralala! etc. etc.

(Mel. af Zampa: Alting strax maa lyde mig.)

Nu er Stilstands-Tegnet sendt,

Han tømmer stolt sit Bæger.

Kom! Her er en Vagtild tændt,

Sødt Søvnen vederqvæger!

(Mel. af Maria: Barcarolen.)

Ham skjønne Drømme bære

Hen over Bølgen blaa,

Han favner sine Kjære,

Han ei saa længe saae.

Hvem før var Barn han finder,

– Men er hun ogsaa den?

Ja, Rosenknoppen svinder,

Og Rosen staaer igjen.

(Mel. af Don Juan: Kjølige Druer.)

Trommerne kalde,

Skuddene falde,

Lystigt de kalde

Til blodige Kamp!

Kjækt, uforfærdet

Svinge vi Sværdet,

Modet er hærdet

I Røg og i Damp!

(Mel. af Ravnen: »Broder, Livet er saa smukt«.)

Hjertets sidste, dybe Suk,

Er en Engels Røst, som kalder.

Broder! Døden er saa smuk,

For mit Fædreland jeg falder!

(Mel. af den hvide Dame: »Hvilken Fryd at være Soldat.«)

Hvilken Fryd, som kjæk Soldat

At gaae med Broderskaren

For sin Fyrste og Stat

Begeistret imod Faren,

At gribe Sværdet fat.

O hvilken Fryd at være Soldat!

See, saaledes er det! Blodet faaer ikke Tid at blive tykt; let ruller det gjennem Aarerne. Som sagt, her har De mig! nu skal jeg igjen klippe dem lystige Figurer! fortælle om det kjære Hjem og tegne hvad der ikke ret lader sig fortælle, synge Romancer om Cid og de stolte Maurer.

AUGUSTA

De har skaffet os mange glade Timer!

FRANCESCO

Hvor man har saadanne Tilhørere, kan man ogsaa nok blive oplagt til at fortælle. Men, den gode gamle Fader er dog rask? Ham fornøiede det især at høre om vore stolte Klostre, om Escurials Kjæmpe-Storhed.

AUGUSTA

Han taler saatidt om Dem.

FRANCESCO

Og De, Augusta? De taler ogsaa om mig? Tænker paa mig?

AUGUSTA

Jeg har gjemt Alt, hvad de tegnede for mig! hvert lille Stykke! det maatte jeg jo nok?

FRANCESCO

Men, det var daarligt Stads! kun løse Afrids! –

AUGUSTA

Men dog en Erindring!

FRANCESCO

Og mig gav De slet ingen! ikke engang en Blomsterbouquet.

(Peger paa Blomsterne.)
AUGUSTA

Vil De have een? – See, her er en smuk Rosenknop! (Bryder den af.)

FRANCESCO

Nei! nei! – Den smukke Blomst! – Nu er det skeet. Jeg gjemmer den, jeg tager den med til Spanien. Jeg har mange Erindringer fra Danmark, men denne er mig dog den kjæreste! Hvor der bliver meget at fortælle, meget at tegne, at vise. Jeg er jo ogsaa her halvt hjemme. Sproget er mig ikke fremmed! min Moder var dansk. Det Sprog, hun helst talte, bliver jo dog i Grunden Modersmaalet for Barnet. Jeg har saaledes kunnet høre og see mere i Danmark, end mine andre Landsmænd; og jeg bringer et rigt Udbytte til Spanien.

AUGUSTA

Men lad dem nu ikke faae en alt for slem Idee om de danske Piger, den danske Natur.

FRANCESCO

Alt i Spanien lærte jeg af min Moder at elske dem. Og De kan troe, jeg føler mig alt som hiemme her, skjøndt her er koldt, meget koldt, – kun ikke i Hjerterne.

AUGUSTA

O, vi havde saamæn en deilig Sommer ifjor, det var saa varmt, man knap kunde trække Veiret.

FRANCESCO

Men i Syden aander man Luften let.

AUGUSTA

Saa have de der Jordskjælv, Slanger og Røvere! Alt dette Slemme ere vi frie for i det gode, fredelige Danmark.

FRANCESCO

Men Foraaret er koldt, koldt som oppe paa Pyrenæerne.

AUGUSTA

Det er just godt for det Grønne! ellers spiste Oldenborgene hvert Blad af. Det vil jeg ogsaa fortælle dem, at De slet ikke er elskværdig, naar De siger mig imod. Jeg har lagt Mærke til, at Sligt undertiden kommer over Dem. Det maa De see at bekjæmpe.

FRANCESCO

Ellers –?

AUGUSTA

Lægger De Dem ud med alle de danske Damer og det er farlige Fjender! For i Dag vil jeg tilgive! – Nu skal De ellers faae at see, at vi ogsaa kan give Dem en Carnevals-Scene. Imorgen flytte Muurmesterne Skildt. Det vil more Dem! Hele Lauget gaaer i Procession med flyvende Fane og klingende Spil. En lystig Harlequin i Spidsen, og alle de unge Svende bære Kaarde. Naar Skildtet saa er sat op, træder een af de ældste Svende frem paa det udbyggede Stillads og holder en Tale paa Vers.

FRANCESCO

Paa Vers?

AUGUSTA

Ja, det kan De troe! Naar saa Talen er endt, drikke de Kongens, Byens og Laugets Skaal, hvorpaa Taleren forsvinder. Nu kommer det Lystige! Harlequin holder ogsaa en Tale, og den morer just Folk. Saasnart han har tømt et Glas, kaster han det ned mellem Tilskuerne. Der er en Jubel! det maa De male af. De skal see, hvilke Grupper, og synes De ikke om dem, kan De jo danne nogle selv.

FRANCESCO

Men om jeg nu sætter Dem med paa Billedet?

AUGUSTA

Jeg kommer ikke paa Gaden.

FRANCESCO

Men jeg kan sætte Dem der, at sige paa Papiret! De skal faae en overordentlig god Plads, lige foran alle de smaae Drenge og de gamle Koner.

AUGUSTA

Tak, fordi De sørger saa godt for mig! Men jeg snakker og sørger slet ikke for Dem! De har marscheret nogle Miil i Dag og trænger til at faae noget at spise – – Jeg er her i Øieblikket igjen!

(gaaer.)

Ottende Scene

FRANCESCO (ene).

Hvor er min Beslutning? jeg vilde ikke see hende mere, og saa er dette Sted det første, jeg besøger! hun er den første, jeg seer! Ja jeg elsker hende! Hellige Guds Moder! kan Kjærlighed være en Synd? Jeg kan ikke rive hende ud af mit Hjerte. Min Sjæl og Tanke er kun hende, aander kun hende! Jeg føler mig som Ørkenens Søn med Ild i Blodet. Gid jeg med ham kunde jage over de uhyre Sletter, i den skarpe, kjølende Vind. Og dog fik Hjertet ingen Ro!

Ny Melodie af Bredal.

1.

Den vilde Hingst jeg tumler,

Vi flyve paa Sletten afsted,

Men Hjertet slipper dog ikke

Den stærke Kjærlighed!

Som Solen brænder i Sandet,

Saa brænder det dybt i mit Bryst;

Det er som Hjertet vil sprænges

Af Længsel og af Lyst!

2.

Saa høi og saa stor er Himlen,

Med Sol og Stjerner paa,

Dog rummer den ei den Flamme,

Mit Hjerte dølge maa!

Der brænder mig Ild i Blodet,

Flyv vilde Hingst afsted!

Mit unge Hjerte sprænges

Af haabløs Kjærlighed!

Nei, nei! hun elsker mig! Paa de høie Bjerge voxe jo i Sneen Blomster, smukke, som de skjønneste i Dalen. En saadan har jeg fundet under Nordens Snee. Hvorfor kan den ikke blive min? Ingen kan elske hende, som jeg! ingen skatter hendes Værd, som jeg! Her skulde hun blive i en lille ubekjendt By, i det fjerne Norden. Jeg vil hendes Lykke, vil den, som min egen. Ja, hun skal vide det! Længer kan jeg ikke leve i denne Uvished. Guds Moder! led Du Alt til det Bedste for den stakkels Francesco!

Niende Scene

AUGUSTA (kommer tilbage). FRANCESCO
AUGUSTA

Nei, hvilken mørk Sky paa deres Pande! Hvor kom den fra? Kan saadan en nordlig Bussemand flyve over en sydlig Himmel?

Naa, det er da godt, at den er borte igjen. (Sætter Frokosten hen.) Tør jeg byde Dem?

FRANCESCO

I et Clima, hvor de mørke Skyer høre hjemme, maa der jo let glide nogle hen over min Pande.

AUGUSTA

De har Hjemvee?

FRANCESCO

Nei, her er den borte! i Danmark har jeg ikke følt mig fremmed, som paa andre Steder. Det er jo min Moders Fædreland. Hendes Barndoms Hjem blev mig Phantasiens. I de mørke Olieskove hørte jeg fortælle om de lysegrønne Bøge. Naar Scirocco bragte graa Luft fortalte min Moder mig om Nordens Vinter, om de hvide Sneeflokke, der lignede Orangens Blomster, om det bevægelige Hav, der blev en fast Masse, saa man kjørte og gik over Søen. Det klang mig, som et smukt, et sælsomt Eventyr. Mindst tænkte jeg da paa, jeg selv skulde komme her, lære at kjende saa mange hjertelige Mennesker, der ere blevne mig kjære. Aldrig vil jeg glemme det gode, men kolde Danmark.

AUGUSTA

De bliver jo nu ret længe hos os? De skal med i Bøgeskoven! see vore smukke Kløvermarker! spadsere en smuk Høstaften med os, naar Høet staaer i Stakker. Det er en Duft, en Herlighed! jeg kan ikke tænke mig det skjønnere i Syden.

FRANCESCO

Hvo veed! Maaskee er Afreisen nærmere, end vi troe! Generalen har i Dag faaet Breve –! vi bryde vist snart op! – – De vil ikke glemme mig, naar Intet mere erindrer Dem om den fremmede Spanier?

AUGUSTA

Glemme Dem? I Danmark glemmer man ikke sine Venner.

FRANCESCO

Hvorofte vil jeg ikke erindre denne Tid. Maaskee seer jeg aldrig mit Fædreland, maaskee falder jeg i Krigen langt fra Spanien, men ogsaa langt fra Danmark.

AUGUSTA

Nei, nei! De vil leve og vende hjem, hædret og lykkelig. En smuk, en ædel Pige bliver Deres Kone. Vær glad, som De altid var det. En Sorg trykker Deres Hjerte! – Det bedrøver mig.

FRANCESCO

Bedrøver Dem? – Ja, det bedrøver Dem! Jeg har ikke taget Feil af Dem. De ligner min Moder, har hendes milde Sind, denne forunderlige Qvindelighed, Nordens Døttre eie. Augusta, har De ingen Anelse om Grunden til min Sorg? Jeg troer, De har forstaaet mig. Jeg har læst det – vilde læst det i ethvert af Deres Blik, i enhver Yttring af Dem. De slaaer Øiet ned! Augusta, mit Livs Lykke beroer paa dette Øieblik. Jeg elsker Dem! – Svar mig ikke nu! ikke nu! Jeg seer Dem snart igjen! overvei Alt! for at besidde Dem, vil jeg gjøre Alt, hvad De – hvad Deres Fader kan forlange af mig. See ikke saa mørkt mod Jorden! Har jeg fornærmet Dem? Augusta, min Kjærlighed er saa oprigtig!

AUGUSTA

Francesco!

FRANCESCO

Mit Hjerte siger mig det: De elsker mig! O lad mig see det i Deres Øie! vend Dem ikke fra mig! De var mig jo altid saa god! Jeg lod Dem læse den lønligste Tanke i min Sjæl, kan min Tillid vække Deres Vrede.

AUGUSTA

De glemmer – – Forhold!

FRANCESCO

O, bort med alle Former, som Hjertet ikke kjender! Min Fader vil ikke være imod vor Forbindelse: han elsker mig. Og Deres –?

AUGUSTA

Francesco! De har Tillid til mig – jeg bør ogsaa være ærlig mod Dem. Vilde De kunne agte mig, om jeg, efter at have lovet Dem Troskab, brød denne for en ny, en anden Kjærlighed.

FRANCESCO

Det kunde De ikke!

AUGUSTA

De kjender Ludvig! han og jeg ere næsten som voxne op sammen. Hans fattige Moder maatte lade ham lære et Haandværk. Hun boede tæt herved, hendes lille Have stødte op til vor; der kom vi Børn daglig sammen, betroede snart hinanden vore Glæder og Sorger – vi mærkede ikke engang, vi alt vare voxne, før de andre sagde os det, før min Fader forbød mig al Omgang med ham. Han var fattig –!

FRANCESCO

De elsker ham altsaa?

AUGUSTA

Hør mig Francesco! O Gud, at jeg altid skal skabe Sorg omkring mig! I Dag bliver Ludvig Mester i Lauget. Min Fader er langt venligere stemt imod ham; og Ludvig elsker mig! er mig saa trofast! – O, han vilde blive saa ulykkelig!

FRANCESCO

Men elsker De ham? Augusta, har De spurgt Deres eget Hjerte? Er det ikke Venskab, – Venskab, som for en Broder, der har bundet Dem til Ludvig? De har maaskee tænkt: det var Kjærlighed. O tilgiv mig, Augusta! min stærke Følelse gjør mig ubillig imod ham – imod Dem! (Augusta tier og skjuler Ansigtet med Hænderne.) De græder! O Augusta!

(Mel. Fiskersangen i Vilhelm Tell, 1. Acts 1. Sc.)

Mig siger Hjertets Stemme:

Jeg Spanien kunde glemme,

Og føle mig som hjemme

Fjernt ved den danske Strand!

Hvor Glæden mindst har Skygge,

Hvor Tanken drømmer Lykke,

Hvor Hjertet helst vil bygge,

Der er vort Fædreland!

(Man hører Trommerne udenfor.)

Ha! hvad er det? De slaae Allarm. Hvad mon det betyder!

AUGUSTA (griber uvilkaarligt hans Haand).

O Gud! Francesco!

FRANCESCO

Augusta! Nei, jeg har ikke misforstaaet Dig! dette Haandtryk er mig Dit Ja! Du elsker mig! Jeg Lykkelige! Din Fader skal vide det! han maa vide det! nu frygter jeg Intet.

(Trykker hende heftigt til sit Bryst.)
AUGUSTA

Francesco!

FRANCESCO

Snart seer Du mig igjen!

(Iler ud.)

Tiende Scene

AUGUSTA (ene).

Ja, jeg elsker ham! (hun standser forskrækket) Gud, hvad har jeg gjort! Ludvig! den arme Ludvig! Men jeg har aldrig elsket ham! det var Venskab! jeg indbildte mig, at det var Kjærlighed! – Hvad vil min Fader sige? Hvad vil Verden dømme? O, Gud! havde jeg dog aldrig lært at kjende Dig, Francesco!

Ellevte Scene

AUGUSTA. JOHAN
JOHAN

Det er en Trommen! accurat ligesom da de kom, de spanske Bulbidere! – Men hvor Du sætter et Bededags Ansigt op! Du er nok bange, at Ludvig skal gaae fra Concepterne og falde igjennem til Muurmester-Examen. Ja, det er Trommernes Skyld! det er Spaniolerne, som gjøre al Ulykke. Jeg siger ogsaa: gid de vel vare borte!

AUGUSTA

Du har altid saa meget imod de stakkels Mennesker, og de ere saa godmodige!

JOHAN

Godmodige! jo, de ville nok gjerne gjøre det af med os Allesammen! Kan Du huske den Gang, de nylig vare komne. Maria Kokkepige skjændtes med Tjeneren hos Francesco og sagde til ham, at vi skulde nok caputte de Spanske. Blev han da ikke ligesom et Liig og fortalte hvert Ord til Francesco. Men Francesco er nu en halv dansk, han tog sin Pistol og sagde paa Spansk til Tjeneren: »Dersom Du snakker et eneste Ord om hvad hun har sagt, saa skyder jeg Dig Kuglen igjennem Panden!« Det sagde han, for havde Tjeneren fortalt det til de andre Spanioler, saa havde de nok caputtet os Alle sammen. Jo, de ere rigtignok gode! de ere fra ifjor! og saa skal man give dem halvandet Pund Brød og halvandet Pund Kjød, og Risengryn og varmt Øl, som der staaer paa Placaten!

AUGUSTA

Vil Du ikke ned at see, hvorfor de tromme. Skynd Dig!

JOHAN

Saa? jeg skal gaae min Vei! Du kan ikke taale, jeg taler om de rare Spanioler; jeg kan ikke lide dem! og det kan da heller intet fornuftigt Mandfolk. Det er kun de unge Fruentimmer, der nu alle Tider skulle være saa aparte. Tag I Eder i Agt! Spaniolerne ere slemme Fugle, og Du veed nok Historien om den lille Guldfugl.

Mel. Og kjøre Vand og kjøre Ved.

1.

Der fløi en Guldfugl over Sø

En Fugl – ja vist, det var den rette!

Nu er jo Fyen en deilig Ø,

Og Pigerne særdeles nette.

De røde Roser og de Øine blaae,

See, denne Pragt fik Fuglen Øie paa,

Gjorde Visit,

Sang Quirevit,

Og alle Roserne de neied’.

AUGUSTA

Gaae Din Vei! jeg beder Dig derom.

JOHAN

2.

Den sang i By og paa Landevei,

Den sang om Dagen og om Natten,

Men, hvad den sang? Ja, det var ei

Om atten Gullerødder, atten!

De røde Roser og de Øine blaae,

Ei vidste, paa hvad Been de vilde staae,

De var’ der fra.

Dikkedikkeda!

Ak, Fuglen var skinbarligt Amor!

AUGUSTA

Jeg har Hovedpine, og Du kan plage mig saaledes!

JOHAN

Du har Hjertepine, lille Gusta! Gud veed, hvad der er saa rart ved den Ludvig!

Tolvte Scene

MEIBUM. DE FORRIGE
MEIBUM

Børn! I klamres dog ikke? Johan, gaae Du ned i Salen, der er noget for Dig at gjøre. Du faaer det at see dernede!

JOHAN (sagte).

See, nu vil den Gamle ogsaa have mig bort. (Til Augusta). Ludvig er besvimet, kan Du troe. Det er et daarligt Mandfolk!

(Gaaer ud. Man hører Kirkeklokkerne ringe.)
MEIBUM

Naa, min Augusta! (standser.) Nei, hvor forskrækket Du seer ud. Det er dog ikke for mig? Ja, Barn, jeg skulde ret skjænde paa Dig. (Tager begge hendes Hænder i sine.) Du har ikke den gamle Tiltro til mig! Hvad, Taarerne staae Dig jo i Øinene. Du er ogsaa et urimeligt Barn. Strax hænger Du med Hovedet, fordi man her i Verden ikke kan faae Alt efter sin Villie.

AUGUSTA

O, Fader! jeg er glad, meget glad!

MEIBUM

Ja, det kan man mærke paa Dig! Nei, jeg kjender Dig i Dit Hjerte, veed enhver af Dine hemmeligste Tanker, som vare de mine egne. – Nu, Du behøver ikke at skamme Dig ved dem; men Du maa vise mig Fortrolighed, udtale Din Sorg og ikke lade mig læse den i Dine Øine og paa Dine blege Kinder. Har jeg fortjent det af Dig? Du veed, hvor nær Du ligger mit Hjerte.

AUGUSTA (klynger sig om hans Hals).

Min eiegode Fader!

MEIBUM

Jeg har noget ret alvorligt at tale med Dig om! Bliv ikke saa forskrækket! kan jeg ville andet, end Din Lykke? Seer Du, hvor smukt Solen skinner i Dag? Vor Herre vil ogsaa, at den skal skinne ind i vore Hjerte. En Dag, som denne, kan man nok sætte en rød Streg ved i Almanakken. Det tænker jeg ogsaa, Du vil gjøre. Du veed jo slet intet? Ingen kan have sladdret af Skolen? Men nu sladdre Klokkerne høit! hører Du? Det er paa Tiden, at Du skal vide det! Ludvig Hansen er nu Mester i Lauget. Det er en flink Mand, et ærligt Sind! troer Du ikke, jeg altid har følt det. I gik og sukkede for hinanden, jeg ansaae det Hele for Børnestreger, for Noget, som gik bort igjen. Men Du blev syg, blev tilbageholdende imod mig. Jeg lod, som om jeg Intet hørte eller saae, medens jeg dog hørte og saae hver Tanke i Din Sjæl. Vor Herre og sine Børns Lykke maa man aldrig stride imod. Ludvig Hansen fik en Pengesum, der satte ham i Stand til at tage sit Borgerbrev; og hvo hjalp ham, hvo er Skyld i, at han nu er Mester? – Ja, lad os aldrig tale om det! er Du nu tilfreds med mig?

AUGUSTA

Du har hjulpet Ludvig?

MEIBUM

Ja, for Din Skyld og for hans Skyld. Medens I betroede Eder til Kjøgaard, til fremmede Mennesker, at de skulde virke godt ind paa mig, tænkte jeg allerede paa Brylluppet. Det er ingen Bebreidelse! jeg veed nok, hvor haard og kold jeg syntes, især i de første Aaringer. Ja vist! jeg havde tænkt mig, at Du skulde gjøre et fornemmere Partie, men i Grunden er dog det det fornemste, at der er Kjærlighed i Ægtestanden. Længe lod jeg Eder sukke for hinanden, men nu skal ogsaa Glæden være des større. Ludvig er blevet Mester i Dag, det er jo en Fest, men den kan blive større! Gjætter Du nu, hvad Klokkerne sladdre om. Veed Du nu, hvorfor jeg vilde, at Du i Morges skulde tage denne simple hvide Kjole paa, der klæder Dig saa smukt? Spørg Degn og Klokker ad, de have i et Par Timer været indviede i min Hemmelighed. Du er Brud! Gud velsigne Dig og Ludvig!

(Augusta er nærved at synke afmægtig om.)

Barn! Gud! hun faaer ondt! Glæden dræber hende! Augusta!

hvor uforsigtigt af mig. Det var for stor en Overraskelse!

AUGUSTA

Fader!

MEIBUM

Naa, Du slemme Barn, hvor Du gjør mig forskrækket! Kom dog til Dig selv!

AUGUSTA

Jeg er igjen meget bedre! hvor er Ludvig?

MEIBUM

Han er her strax! og jeg vil ogsaa hente Dig ham. Jeg vil jo Alt, hvad der er fornuftigt og godt! Du skal være glad, igjen faae Dine røde Kinder, og det vil Du ogsaa. Hvor Du i denne simple, hvide Kjole ligner Din salig Moder. Ja, hun var smuk, som Brud. Nu et hvidt Slør over Haaret og en Myrthekrands derom, saa er Du, som Du bør være.

AUGUSTA

O, min Fader!

MEIBUM

Føler Du nu ret Din Lykke? Er den Dig for stor at bære? Naa, jeg vil hente Dig Din Støtte, Din Trøst i dette Liv.

(Gaaer ud i Baggrunden.)
(Augusta vakler, skjuler sit Ansigt med Hænderne og synker paa Knæ ved en Stol i Forgrunden. Udenfor røres Trommerne.)

Trettende Scene

AUGUSTA. FRANCESCO
FRANCESCO

Augusta! Du har alt hørt det? Du veed det? Det var Tegnet til at bryde op! de spanske Tropper reise – –! (med dæmpet Stemme) bort, bort fra Danmark!

AUGUSTA (med Blikket mod Himlen).

Gud vil det Bedste!

FRANCESCO

Græd ikke Augusta!

AUGUSTA (med Anstrængelse).

Francesco! det er min Fader, der hemmeligt har understøttet Ludvig, og sat ham istand til at blive Mester! det er skeet i Dag, i denne Time. I flere Aar har jeg grædt, har jeg sørget, fordi jeg troede, min Fader var os begge imod. Nu har han givet sit Samtykke! Nu, just nu, Francesco!

FRANCESCO

Og Du? Du?

AUGUSTA

Alt vilde jeg have sagt ham, da overraskede han mig med Velgjerninger, med Kjærlighed. I Dag er det min og Ludvigs Bryllupsdag!

FRANCESCO

Du elsker mig?

AUGUSTA

Jeg har gjort Dig ulykkelig, som mig selv. Venskab bandt mig til Ludvig, Søsterens stærke Venskab, man sagde, det var Kjærlighed, man søgte at skille os ad. Da troede jeg paa Navnet! Dit Ord var Lys i min Sjæl! Nu først kjender jeg Kjærlighed! men jeg kjender ogsaa min Pligt, kjender den, som Du kjender Din! Vi skilles ad. I reise bort, reise i denne Time. Gud er god, han har gjort os Kampen kort.

FRANCESCO

Nei, ved al Verdens Herlighed, vi kunne ikke skilles!

AUGUSTA

Vi maae! Du vil jo ikke gjøre mig ulykkeligere, end jeg er! (Francesco trykker taus hendes Hænder til sine Læber.) Vær Mand! min Bøn og Tanke vil følge Dig til Dit fjerne Fædreland! der vil Du – kunne glemme mig. Tiden læger alle Saar – ogsaa jeg – vil glemme Dig og dette Øieblik.

FRANCESCO

Du smelter min Sjæl, at den bliver som Barnets!

AUGUSTA

Og Barnets Sjæl er god! Vor Skjæbne er afgjort. Jeg maatte ringeagte mig selv om jeg nu kjæmpede imod min Faders Villie! Efter Alt hvad jeg før har sagt og gjort, hvad maatte han troe om mig?

Hvad vilde Verden dømme. (Synkende tilbage i sin Smerte.) Francesco, hører Du? Det er til mit Bryllup, Klokkerne ringe!

FRANCESCO

Og til min Død!

AUGUSTA

Nei, nei! Dig venter endnu megen Glæde, megen Lykke! Den Godes Glæde, Krigerens Lykke. Du skal gjensee Dit skjønne Fædreland. Aande den Luft, vandre i de Lunde, ved de Ruiner, jeg alene ved Din Fortælling har lært at elske. I Dit Fædreland har Du Slægt og Venner, Dine Kjære ville skatte og hædre Dig, som jeg – har elsket Dig! Lev vel, lev vel! Du har en Søster i Danmark, i det fjerne Danmark! glem ikke Din Søster, Francesco!

FRANCESCO

Alt er ude for mig!

AUGUSTA

(Skotsk Melodie af Bruden fra Lammermoor: Stem gamle Minstrel.)

En Drøm det var – nu er den endt,

Vaagn atter op til Glæde!

FRANCESCO

I Drømme har jeg Himlen kjendt,

Jeg vaagner for at græde.

Lev vel! ei meer vi mødes her!

AUGUSTA

Jeg skal Dig aldrig glemme!

FRANCESCO

Hvor Hjertet elsker, ene der,

Det føler det har hjemme!

AUGUSTA

Jeg tør Dig aldrig mere see!

FRANCESCO

Jeg maa, jeg skal Dig miste!

BEGGE

Farvel! farvel! Det maa jo skee,

Gud lad mit Hjerte briste!

(Udenfor falder et Musikchor ind, medens Trommerne vedblive.)

Fjortende Scene

DE FORRIGE. MEIBUM. LUDVIG. KJØGAARD og LAUGSMESTRENE (Musiken gaaer over til Mel. af Bruden: Hører Du Frits.)
DE INDTRÆDENDE

Glæde og Lyst!

LUDVIG (i det han griber Augustas Haand).

Du er min Brud!

O, hvor vi to ere lykkelige!

ALLE (uden Francesco og Augusta).

O, hvilken Fryd!

MEIBUM (i det han lægger Ludvigs Haand i Augustas).

Sign Eder Gud!

(Han sætter Brudekrandsen paa hendes Hoved.)
FRANCESCO

Trommerne kalde! – I Verden ud!

– Hilses og derpaa Afsked sige!

KJØGAARD og LAUGSMESTRENE

Atter vi sees!

LUDVIG og MEIBUM

Naar mon det skeer?

FRANCESCO

Aldrig vi mødes i Verden meer!

(Iler ud.)
ALLE (paa Augusta nær, som kaster sig grædende til Ludvigs Bryst).

Skilles, hvor bittert, men mødes, hvor sødt!

Her har to Hjerter hinanden mødt.

(De pege paa Ludvig og Augusta.)
(Man hører de Spanske drage bort.)

Afmarsch de tromme!

Franske vist komme!

Hør, hvor de blæse en smuk Melodi!

Fanerne veie,

See, hvor de neie!

Der gaaer Francesco med sine forbi!

(Augusta slaaer Øiet op, gjør et Skridt frem mod Vinduet, udstøder i det samme et Skrig og falder om paa Jorden.)

Anden Afdeling

Fem og tyve Aar derefter

Vaudeville i een Act

  • GESANDTEN
  • DIEGO, hans Søn
  • JOHAN MEIBUM, Agent i Helsingøer
  • FRU MEIBUM
  • HANNE, deres Datter
  • AUGUSTA HANSEN, Enke
  • LOUISE, hendes Datter

Scenen er i Helsingøer 1833.

Første Scene

Agentens Have

Tilhøire foran Huset er et stort Lysthuus, hvor Louise og Hanne sidde ved deres Haandarbeide. I Baggrunden er et lavt Gitter med en Port og Udsigt til Øresund og Kronborg.
LOUISE

Mel. af Cendrillon: Der var engang en Pusling.

1.

Kupido bærer Vinger,

Han er her :|: før man veed, :|:

Stor Hjertesorg han bringer,

Det kaldes Kjærlighed.

Uden Skjold og Hjelm

Gaaer han kjækt i Krig,

Han er fuld af Svig

Den lillebitte Skjelm!

(i det hun nikker til Hanne).

:|: Tag Dig iagt! :|:

Mærk vel, hvad jeg har sagt.

HANNE

Kjærlighed mit Hjerte kjender!

Ja for Guds Natur det brænder.

Havets Skjønhed, Fuglens Quad,

Længst min unge Sjæl tilbad!

LOUISE (paa samme Tid).

Kupido gaaer i Enge

Den lange :|: Livets Dag, :|:

Hvad gjør han der saa længe?

O ja, o ja!

Han plukker der

Af de røde Bær,

Ja Hjerter smaa – Hvordan skal det gaae?

:|: Tag Dig iagt! :|:

Mærk vel, hvad jeg har sagt!

HANNE

Du er et lykkeligt Menneske, Louise! Du har altid det samme velsignede Humeur.

LOUISE

Ja, hvad kan det hjælpe at hænge med Hovedet, det faaer man ikke noget for! at plage sig selv, er en daarlig Fornøielse.

HANNE

Jeg veed det nok! ofte er jeg en underlig Pige! Jeg kan føle mig saa bedrøvet, som om en stor Sorg tyngede mit Hjerte, og dog har jeg ingen Sorg; veed ingen Grund, hvorfor jeg er saaledes. Det ligger nu saa i min Natur. Tidt er jeg ogsaa munter, ret hvad Du kalder en fornuftig Pige, skjøndt jeg ikke naaer Dig i dit Hverdags-Humeur. Kunde jeg dog altid være glad, som Du.

LOUISE

Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at den lille uartige Dreng, som løber om med Pile – Du kjender jo nok den Historie – havde været lidt paa Spil! men det er ikke Tilfældet, skjøndt vor unge Spanier er smuk, ret smuk. Hans Øie hviler ofte paa Dig. Men Du elsker ham ikke, nei slet ikke?

HANNE

Han er smuk, han er underholdende og saa uendelig godmodig! jeg hører ham saa gjerne fortælle, men elske ham, nei, naar jeg tænker derpaa, synes jeg ordentligt mindre om ham. Med alle sine Fuldkommenheder har han mig dog noget – ja jeg veed ikke Ordet derfor! ham kunde jeg ikke elske! Jeg holder langt mere af Dig! hele mit Liv gad jeg være hos Dig, Du tilfredsstiller mig meer, end Diego. – En Qvinde, en Sjæl, skabt som min, med samme Følelser og Begreber, kan jeg sammensmelte med, slutte mig til, men en Mand, ja Du vil lee af mig, han er et andet Væsen! jeg bliver ordentligt angest, naar jeg tænker paa, at jeg skal være hans, tilhøre ham, indrikke hans Aand og Tanker! og dog hader jeg slet ikke Mandfolkene. Jeg har aldrig elsket; har Du Louise?

LOUISE

Nei Gud bevare mig derfra! da var min Munterhed forbi, da vilde jeg blive ulykkelig. En riig Mand tager ikke en fattig Pige, og dersom en fattig Mand har sin Forstand, vil han ikke gjøre hende og sig ulykkelige. Jeg er tilfreds! jeg har jo min kjære Moder og Dig, Hanne.

HANNE

Men her i Huset behandles Du ikke altid saaledes, som Du burde! Min Moder er ikke god ved Dig!

LOUISE

Jo sandelig! hun kunde jo ganske skille mig ved Dig!

HANNE

Ikke som en Datter af min Faders Søster, men som en simpel Sypige bliver Du tidt betragtet.

LOUISE

Det er jo ogsaa min Bestilling! og jeg kan ved den hjælpe min stakkels Moder! Hun er svag; jeg ung og rask! – Gud skee Lov, vi kom her ned til Helsingøer, her er mere oplivende for hende, og her har jeg fundet Dig, vundet dit Venskab. Da min Fader var død, kunde Moder ikke holde det ud i Odense, flyttede derfor til Helsingøer, her har hun jo dog en Broder og jeg en Søster. (rækker Hanne Haanden).

HANNE

Det er det smukkeste Navn, Du kan give mig!

LOUISE

Du er god, Du er smuk og skal blive endnu smukkere i denne Stads. Nu er den færdig! kun disse Løbebaand igjennem, saa maa Du have den paa! Dampskibet kommer vist snart, og saa have vi Gesandten her. I Grunden længes jeg efter at see, om Sønnen og Faderen ligne hinanden.

HANNE

Diego har ikke besøgt os i Dag!

LOUISE

Han kommer vist i Øieblikket! han søger os jo altid! Du elsker ham ikke, men, Hanne, er det aldrig faldet Dig ind, om han elskede Dig?

HANNE

Nei, nei, det kan han ikke! jeg er slet ikke elskværdig, ikke underholdende, jeg kan kun høre paa ham, glæde mig ved hans Fortællinger.

LOUISE

Mere forlanger den Interessante heller ikke.

HANNE

Men, det kan jo ogsaa være Dig, han kommer for. Du er dog den moersomste af os begge.

LOUISE

Der er han.

Anden Scene

DIEGO. DE FORRIGE
DIEGO

Tør man nærme sig!

LOUISE

De kommer jo ikke som Fjende!

DIEGO

Som Fjende? Venter De en saadan? Jeg er deres Allierede! Hvor flittige ere De allerede! og jeg har kun spadseret, knipset Hovedet af en halv Snees Blomster, som stode ved Veien, været i Marienlyst og søgt efter Hamlets Grav, men den er ikke at finde! den er dog ikke kjøbt af en Engellænder og sendt til Musæet i London.

LOUISE

Nei, kjøbt er den ikke, men maaskee har de taget den, da de tog Flaaden, det var før min Tid!

DIEGO

Her er smukt, meget smukt! Sundet seer ud som en Flod, og de store Tremastere, der glide forbi, bringe os til at tro at man staaer ved en af Amerikas dybe Floder.

LOUISE

Ja her have vi Bjerge! det mørke Kullen laaner Svensken os at see paa! han maa pynte paa vore flade Udsigter.

HANNE

Der har Kullemanden boet! De skulde læse Valdemar Seier, see, hvorledes her var i gamle Dage.

LOUISE

Jeg holder ikke af de gamle Dage! da spiste man Øllebrød om Morgenen, og dandsede Menuet efter Davids Psalmer.

DIEGO

Da var Norden berømt for sin Tapperhed, for sin Kjærlighed. Jeg kjender nok det smukke Sagn om Hagbarth og Signe. Hvem skulde troe det, at Norden var Kjærligheds-Hjem.At dette Land, som ingen Sommer har, kun en hvid og grøn Vinter, var Kjærlighedens Opholdssted.

LOUISE

Ja, det var i gamle Dage. Nu ere vi civiliserede, har det ligesom de andre Nationer. Kjærligheden er mere fordeelt. Allerede i min Oldemoers Tid, da Holberg skrev sine Comedier, var det slemt paa Heldingen med Kjærligheden. De har vel nok hørt, hvor vanskeligt det falder Leonore og Leander at udtale den. Hjertet sidder dem i Halsen af bare Contentement og Fornøielse. Men hvad ellers deres grønne Vinter angaaer, da kjende vi slet ikke til den hernede i Danmark. Her er Sommer, deilig Sommer! man brændes ikke op, her er mildt Veir. Kulden stikker dem i Kroppen fra Deres Reise i Norge. Hvad De ogsaa vilde der en Vinter og et Foraar.

HANNE

I Snee og Iis har De kunnet leve deroppe paa Bjergene, hvor der er Ulve og Bjørne. De kunde være revet ihjel.

DIEGO

Som Barn hørte jeg tale om de nordlige Lande, læste om Nordlys og Iisbræer, om Folkene, der kunde sælge Storm og Vinde, og jeg følte Længsel efter at see det sælsomme Land. Min Fader er riig, han lod mig besøge Paris, det store Crater, hvor Friheds-Vinen voxer, der begeistrer og bedaarer. Jeg besøgte Schweits, hvor de høie Bjerge staae, der begynde som Fjelde og ende som Skyer. De mørke Granskove, de dybe melankolske Søer tiltalte min Sjæl, de vare mig meer end Spaniens Frodighed, Orangeskove og blaa Himmel. Jeg syntes mig henflyttet i Norden, tænkte mig det mørke Phantasie-Land, hvor Taagerne bygge. Min Længsel blev større. Jeg skrev derom til min Fader, og han gav mig Tilladelse til at reise. Over Frankerig og Engelland kom jeg til Norge, saae de mægtige Fosser, det prægtige Dovre; saae det just i sin Pragt, mens Sneen puddrede de sorte Graner, og de vaade Skyer dykkede i de skummende Fosser.

HANNE

Og Deres Fader har De ikke seet siden? Hvilken Glæde, nu da han kommer.

LOUISE

Om nogle Timer maaskee!

DIEGO

Mødet er saa kort. Strax maa han bort igjen. Som spansk Gesandt gik han hjemme fra til London, og nu derfra igjen med Dampskibet til Petersborg.

HANNE

Men han kommer jo snart tilbage?

DIEGO

Snart! og da maa jeg reise med, forlade det smukke Danmark –

LOUISE

Og den grønne Vinter.

DIEGO

De kan spotte? dog veed jeg, De vil tænke paa mig, naar jeg er borte.

LOUISE

Maaskee!

DIEGO (til Hanne).

Og De Frøken?

HANNE

De vil jo heller ikke glemme Deres Venner i Danmark?

DIEGO

Jeg sender over Pyrenæerne en Brevdue, der vil fortælle Dem min Længsel og mine Erindringer. Jeg skriver Deres Forældre til. Dem Frøken – tør jeg jo ikke? – Men en Hilsen, en venlig Hilsen! – ogsaa til Dem Louise.

LOUISE

Sjælland har flade Kyster, Landet er snart ude af Syne, jeg er bange, at før De seer Skagens Sandbanker, har De glemt Sjællands Skove og dem som boe der. Trækfuglen flyver mod Syden.

DIEGO

Men den glemmer ikke, hvor den byggede i Norden.

LOUISE

Men vi glemme nu, at Tiden løber. Min Stads er færdig.

HANNE

Saa maa Deres Fader komme, naar han vil.

LOUISE

Nei, først naar Du har Din Pynt istand, naar Erik er færdig her i Haven og saa en lille Time til, for man har alle Tider, noget at pille med, selv om man er færdig.

DIEGO (til Hanne).

De forlader mig.

HANNE

Nødvendigheden.

LOUISE

Vi begive os til de indre Gemakker.

(De gaae).

Tredie Scene

DIEGO (ene; han seer et Øieblik taus efter dem, derpaa griber han en udsprungen Rose, trykker den til sine Læber og udbryder:)

Du smukke, duftende Rose, saa reen og aandig! Dig tør jeg trykke til mine Læber, give mit varme Kys, sige: jeg elsker Dig! og dog er Du fattig paa Jordens Guld, eier kun din Skjønhed og Duft. Jeg elsker Dig! (Iler hurtig ud).

Fjerde Scene

PETER, ERIK og FLERE TJENESTEFOLK (som rive Gangene, klippe de fremstaaende Grene af og pynte med Krandse og Guirlander).
CHOR

Mel. Muurmesteren: Rap og stærk.

Rap og stærk

Til vort Værk,

Her er ei Tid til Spas.

Helsingøer,

Som sig bør,

Forstaaer at gjøre Stads.

Rap jer Lidt

Hver med sit!

ERIK

Rap, rap, siger jeg! den Green maa vi have bort, den kunde tage Fruen i Kjortlen, og saa bliver det galt. Her skal den op! det er en Guirlande! Du maa ikke rive i Flammer, det er saa gammeldags! hvad tænker saa den fremmede Gesandt.

PETER

Sønnen her er, kan jeg godt lide. Ja vi kan da allesammen lide ham! troer han ikke Erik, han løber af med Frøken Hanne?

Derfor er det nok, at al den Stads skal gjøres af Faderen.

TRINE

Jo vidst courer han til hende. Der staaer en Fandens Mælkebøtte, kan jeg blæse Fnugget af i et Pust, saa faaer Spaniolen vor Frøken. (Hun blæser).

PETER

Du trak Veiret? blæste to Gange? Hun gjælds ikke!

ERIK

Vil I lade være at fjase! Vi blive ellers aldrig færdige, og før vi veed af det, kommer det engelske Dampskib med Gesandten.

TRINE

Lidt Fornøielse kan ikke skade. Vil I da ikke gjøre Løier, eller fortælle en af de rare Historier, I kan: om Katten, der blev kjernet til Smør, eller om Holger Danske. I fortæller med saadan en Douceur.

PETER

O ja, fortæl os om Ellepigerne og Helhesten. Saa gaaer det bedre.

ERIK

Ja, fortælle og fortælle, jeg skal altid fortælle, – men det kan nu være det samme da! jeg kan saadan en overordentlig deilig Historie! det er da egentligt en Vise, Romance hedder den. Min Svoger, Skræderen, der har været udenlands i Tydskland, har hørt den paa Comedien i den østerrigske Hovedstad Wien. Den skal være af en, som har saadant et vanskeligt Navn!

ALLESAMMEN

O syng den!

ERIK

Den er saa rørende! vi græd allesammen, da min Svoger Skræderen sang den. Det er ogsaa saadan en net Tone, den har at gaae paa. Den handler om to Elskende, Eduard og Kunigunde, deres Kjærlighed og Skjæbne og meget mere, som Visen melder. Nu vil jeg synge den, men saa maa I synge Omqvædet med. – Ak ja! i Begyndelsen er den lystelig nok, men det Traurige har den i Midten og i Enden.

(Han rømmer sig. Orchestret spiller et alvorligt, sørgeligt Forspil, Erik rømmer sig igjen og begynder derpaa at declamere).1

Der var engang to Elskende, jeg dem jo nævne kunde,

Den ene hedte Eduard, den anden Kunigunde.

En Aftenstund de tvende gik, der var saa smukt i Skoven,

En Nattergal, et Kildevæld og Maaneskin foroven.

De satte sig ved Kildens Bred og deres Kinder brændte,

De sagde disse skjønne Ord, de skjønneste de kjendte.

(Han synger med Udtryk til Mel. af Salomons Dom: Smilende i Søvnens Arme).

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard,

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard,

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard,

CHOR

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard,

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard.

ERIK (talende).

Da traadte hendes Fader frem, de troede de var ene.

Han sagde disse haarde Ord, som kunde knuse Stene.

(Synger i et hurtigt Tempo Mel. af Robert le diable.)

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard,

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard.

CHOR (ligeledes).

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard!

ERIK (talende).

Det tog hun sig nu meget nær, det var en Sorgens Time,

Og da hun ret betænkte det, saa maatte hun besvime.

Den Fader bød: I skilles maae, i hvad det ogsaa koster;

Hun græd og græd og atter græd og blev saa sat i Kloster.

Der sad hun i sin Celle nu, den skjønne Kunigunde,

Og saae igjennem Rudens Glar ud paa de grønne Lunde;

Der udenfor sad Eduard, han sukked’ og hun sukked’,

Og Vinden sagde disse Ord, mens Sukkene de vugged.

(Synger veemodigt Mel. af Preciosa: Einsam bin ich, nicht allein).

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard.

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard.

CHORET

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard.

ERIK (talende).

Saa døde hun, han døde med og de var’ begge døde!

Den grumme Faders Hjerte da begyndte først at bløde.

Een Grav han gav dem begge to, i Dødens stille Have,

Og disse sande, skjønne Ord lod han paa den indgrave.

(Synger med Taarer Mel. af Tryllefløiten: In diesen heiligen Hallen).

Eduard og Kunigunde

Kunigunde, Eduard,

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard.

CHORET (ligeledes).

Eduard og Kunigunde,

Kunigunde, Eduard.

ERIK (talende).

Men paa den anden Side, imod Nord,

Stod’ disse Ord!

(Synger Mel.: Bertrands Afskedsqvad).

Eduard og Kunigunde!

CHORET

Kunigunde, Eduard!

(Musikken gaaer over til Slutningen af Visen i Fra-Diavolo: »Diavolo! Diavolo!«)
ALLE (i det Fruen og Agenten nærme sig).

Fruen! Fruen!

FRU MEIBUM (hæftigt i det hun træder hen imellem dem).

Fruen!

Mel. af Bruden: Hvilken Nød, hvilken Qval.

Ja, see Fruen er nær!

Hvilken Lystighed her,

Man kan neppe jo komme til Orde!

Er Katten først væk,

Kommer Musen saa kjæk,

Og dandser paa Bænke og Borde.

Paa hinanden man staaer,

Her en Sladder man faaer!

Ei fra Haanden det gaaer,

Nei de quidre enhver,

Nu af »Portici« her,

Nu af »Diavolo« der –!

O saa skynd jer lidt meer!

Alt man Dampskibet seer.

Kan den Smule da ikke faae Ende?

– Hvilken Harm, hvilken Qual!

(Til Agenten).

Der Du staaer som neutral!

AGENTEN

Det er Synd, at min Kone skal skjænde!

BEGGE TO

Holde Folk er fatalt,

Har man ingen, er det galt!

CHORET (i det de fuldende deres Arbeide).

Mel. af Muurmesteren.

Rap og stærk

Til vort Værk,

Her er ei Tid til Spas!

Helsingøer,

Som sig bør,

Forstaaer at gjøre Stads.

Rap jer Lidt

Hver med sit!

(De trække sig bort).

Femte Scene

AGENTEN. FRUEN
FRUEN

Men Herre Gud, lille Mand! Du siger ikke et Ord til dem! jeg skal altid skjænde! jeg skal altid gjælde for den værste. Er det ikke en Skam, at de endnu ikke har den Smule fra Haanden? Før vi veed af det, kommer Skibet til Broen og vi har Gesandten. Han vil vist finde Alting nydeligt arrangeret? Han vil synes godt om os, og, det er jeg vis paa, intet have imod Partiet.

AGENTEN

Ja, men om nu Sønnen ikke synes om det?

FRUEN

Hvilket Indfald Du kan have! det er bare for at sige mig Ubehageligheder. Diego elsker vor Hanne! troer Du, at jeg som Moder og som Fruentimmer ikke skulde have mærket det? Altid søger han hende op! altid skal han ind til hende, naar hun og Louise sye og brodere. Hun er stille, bly! mine Talegaver har hun ikke! hvad skulde trække ham, uden Kjærlighed! det er jo tydeligt nok. Du vil dog ikke have, han skal falde med Døren ind i Huset? Vi maae tænke paa vort Barns Lykke! vi maae lade ham mærke, at vi intet have imod Partiet, vi maae give Dem Leilighed at mødes –!

AGENTEN

Det veed Gud, du gjør!

FRUEN

Du taler, som Fader! jeg kan bedre føle det, som har baaret hende under mit Hjerte. – Seer Du, det er ikke for Rigdommens Skyld, for vor Herre har været os god nok, ja altfor god! Men man vil gjerne see sit Barn vel fremme i Verden. Hun har faaet en Opdragelse, som et Adelsbarn, og hendes Giftermaal med Gesandtens Søn vil gjøre Opsigt, vil ærgre visse gode Damer.

AGENTEN

Men hvad skal jeg gjøre?

FRUEN

Tys! der har vi ham! jeg gaaer til Side. Bring ham paa den glatte Iis. Skulde han yttre noget – Jeg har intet mod Forbindelsen, men tale med mig derom maa han. (Hun træder bag Hækken).

Sjette Scene

AGENTEN, strax derefter DIEGO
AGENTEN

Jeg troer, hun vil jeg skal frie for Pigen! skulde han være forliebt i Hanne? I dette Capitel see Fruentimmerne rigtignok dybere end vi! naa jeg skal føle mig for, saadan paa en fiin Maade. (Til Diego, i det han træder ham imøde). Naa, det var smukt, overmaade smukt, at De kom herud! jeg seer Dem saa sjeldent, taler saa lidt med Dem! der er Rift om Dem, som man siger!

DIEGO

Om Aftenen er Hr. Agenten altid ved Spillebordet, og jeg – jeg har nu engang ingen Sands for denne behagelige Adspredelse.

AGENTEN

Det er rigtigt! meget rigtigt af Dem! en ung Mand, med saa mange Talenter, kan anvende disse langt bedre, end ved at sætte sig til Kortene. Men de trækker ogsaa de Gamle fra os! hvem vil ikke gjerne høre om Deres Reiser, om Deres Fædreneland? Ja, i Grunden, løb jeg tidt gjerne med. Jeg har saadan en Passion for de Spanske! – Gamle Erindringer!

DIEGO

De har været i Spanien!

AGENTEN

Nei, Gud bevar’ os! men, som Dreng har jeg havt meget med Deres Folk at gjøre! hvor de elskede mig. Jeg var saadan en lille nydelig Dreng og gik i Latinskolen i Odense.

DIEGO

De erindrer altsaa tydeligt Spanierne i Fyen?

AGENTEN

Ja, det kan De troe! O, det vare nogle fortræffelige Mennesker! der var en Trommen, da de kom ind i Byen, som om de vilde tromme Husene ned! de gjorde Ild paa Gaderne, stegte Katte – det var overordentlig gode Katte! proper Behandling! superbe! superbe! jeg løb om imellem dem. »Muchacho! Muchacho!« raabte de og kyssede mig, – og jeg reed Ranke paa deres Knæ.

DIEGO

Men De maa have været en tolv til fjorten Aar, den Gang?

AGENTEN

Ja, – hvad jeg vilde sige! jeg var kun lille af min Alder, men jeg var altid med. Jeg sang Serenader med dem. Ja, tænk Dem! Fru Didriksen, som De kjender, Fruen med de syv Døttre, »lille Julle,« som hun hed, courede jeg og Spanierne svært til. Jo, jeg var en flink Dreng! nu er det forbi, nu maa de Andre coure! Hvad synes De om vore danske Piger?

DIEGO

Hvad enhver Fremmed maa synes, de ere elskværdige. Det Blaa, som kun Middelhavet og Sydens Himmel eier, er her lagt i Qvindens Øie. Af Snee og Blod synes hun skabt. Vel have ingen af dem Sydlænderindens Fyrighed, men de have hvad der især klæder Qvinden, og som hun aldrig kan undvære: Qvindelighed.

AGENTEN

Det var godt sagt, overmaade godt! jo De veed nok at snakke. De er et farligt Mandfolk! He, he, he! men tag Dem iagt! Deres Hjerte kan ogsaa let faae et lille Knæk!

DIEGO

O, det har vist lange Udsigter! endnu flagrer det frit omkring i den store, smukke Natur. Jeg kjender kun til Kjærlighed, ligesom jeg kjender til Spøgelser, af Andres Fortælling.

AGENTEN

Jo, luur mig! Jeg har nok mærket –!

Mel. af Høstgildet: »En Time før Middag«.

1.

Naar først man begynder at miste Couleur,

Og Panden snart rynkes, snart glattes,

Der hersker Aprilveir i vort Humeur,

Men Øiet faaer Flammer, som aldrig før,

Jo, saa veed man nok, hvad der fattes!

Man længes, man ønsker, men veed ei ret.

Hvad er dog vel det?

DIEGO

Det er Sygdom da man har.

AGENTEN

Det er Kjærlighed min Fa’er!

2.

Man følger den Deilige Skridt for Skridt,

Man lever og drømmer kun hende;

Ja sukker og vender saa Øinene lidt,

Skjøndt uden man veed det, sligt hænder sig tidt,

Sig selv kan man aldrig ret kjende.

Men siger en Anden, han fatter vor Nød,

Strax bliver man rød!

DIEGO

Det er Sygdom da man har.

AGENTEN

Det er Kjærlighed, min Fa’er!

3.

Der sidder i Hjertet en liden Smaadreng,

Der synger og sukker og banker,

Men altid han slaaer paa den samme Streng,

En Liigkiste eller en Brudeseng,

See det er hans Arbeid og Tanker.

Man tidt ved et Ord kan faae ham curert,

Men man er genert!

DIEGO

Det er Sygdom da man har.

AGENTEN

Det er Kjærlighed, min Fa’er!

DIEGO

Saa jeg har da alle disse Symptomer? Jeg skal være forelsket? Og hvem er da den Lykkelige?

AGENTEN

Det er en Hemmelighed!

DIEGO

Ja, det er det virkeligt for mig, og jeg burde dog især vide det.

AGENTEN

Hun er her i Helsingøer!

DIEGO

Maaskee her i Gaden!

AGENTEN

Ja, De spøger! men jeg har Øinene med, og vilde De skrifte?

DIEGO

Ja, saa fik De ingen Ting at vide!

AGENTEN

De maa bedre kunne skjule Dem. jeg er ikke den Eneste! man har altfor vel bemærket –

DIEGO

Hvilket? Maa jeg ikke vide det?

AGENTEN (sagte).

Nu skal man være fiin. (høit, med tørt Alvor.) Ja, hun er her i Huset. – Jo, Gud hjælpe mig, blev De ikke rød! De tør ikke see mig ind i Øiet.

DIEGO

Og Pigen er?

DIEGO

Den lille Sy-Jomfrue, Louise!

DIEGO

Louise!

AGENTEN

Ja vist! nu har man en gammel Ræv! De har et godt Øie til Pigen!

DIEGO

Jeg forsikkrer Dem –!

AGENTEN

Hvorfor skulde De ellers saa gjerne sætte Dem ved Sybordet! blive ganske borte, De snakker med min Hanne og saa flyve Øinene til Louise.

DIEGO

Louise! Men paa den Maade Hr. Agent, kunde det jo ligesaa godt og bedre, være Deres Datter, der henrev mig, naar De endelig vilde have en saadan Grund.

AGENTEN (sagte).

Nu er han paa Gled! (Høit.) O, min Datter er jo et reent Barn! Søster Gusta’s Louise er ogsaa meget smukkere! har mere Forstand! Det er en velsignet Pige! Men sæt mig hende ikke Griller i Hovedet. Pigerne tænke strax paa Bryllup og Giftermaal, naar En bare siger til Dem: »Det er superbe Veir i Dag!« – Jo, jo! nu har jeg Dem.

DIEGO

De spøger.

AGENTEN

Er De haardnakket endnu? Jeg er jo paa det Rene med Dem!

Mel. af Lulu: »Nei vilde Jæger.«

1.

Alt nok min Kjære!

Jo, jo paa Ære,

Saa maa det være!

DIEGO

O, jeg maa lee!

AGENTEN

Jeg har opdaget,

De staaer i Slaget;

Og Purpurflaget

Jeg der kan see.

(Peger paa hans Kinder.)
DIEGO

Men Purpur blænder.

AGENTEN

O ja, det hænder!

DIEGO (afsides).

Ha! mon han kjender

Mit Hjertes Vee?

2.

AGENTEN

De troer, jeg feiler?

Nei, hos hver Beiler

En Havfrue seiler

Paa Øiets Sø.

Man spidser Øre

Og faaer at høre,

Hvad sig kan røre

Paa Hjertets Ø.

Jeg har den Gave,

At jeg kan stave

Og lægge sammen,

Min gode Mand.

DIEGO

Tro ei saa lige

Paa Havets Pige,

Hvad hun kan sige,

Er Skum paa Vand!

AGENTEN

Naa, ja! et lille Glas Viin ovenpaa den Historie! snart kommer Fatter, saa skal vi have to, vi skal have ti. (Tager ham under Armen og fører ham ind med sig. Afsides.) Nu gaaer det.

Syvende Scene

FRUEN (træder frem fra Hækken, hvor hun stod skjult.)

Fortræffeligt! Ja, han elsker, det er tydeligt! – Men om det nu var Louise? Nei, det er ikke rimeligt! En Adelsmand kan nok synes godt om en Sypige, men elske hende! det vilde være meget uskyldigt! I ethvert Tilfælde, gjør hun ikke godt her. Hanne er saa blød, Louise saa fjasende, denne Contrast? – Jeg troer i Grunden, at hun er her for meget. Hun maa hjem! – Ja, ja, hun skal det og det i denne Dag.

Ottende Scene

LOUISE. FRUEN
LOUISE

Dersom Fruen vil behage at see, saa er jeg nu ganske færdig. Jeg troer saa det bliver bedst, at jeg tager fat paa Dækketøiet.

FRUEN

Ja, mit Barn! Men jeg har tænkt paa, at Du kunde tage det hjem med. Det var moersommere for Dig. Nu kommer Du ogsaa i disse Dage til at sidde saa ene her. For saasnart Gesandten er reist igjen, tage maaskee vi Andre til Frederiksborg.

LOUISE

Jeg kjeder mig aldrig, naar jeg har noget at bestille!

FRUEN

Men det vil fornøie Din Moder, at have Dig hos sig! – og jeg vil ærligt sige Dig det, Barn! Seer Du, naar Frøkenen og Du sidde og arbeide, kommer altid den unge Spanier, bliver halve Dage hos Eder –! og jeg vil ikke for Din Skyld og for hendes Skyld have saadant noget, det leder til intet, uden Sniksnak.

LOUISE

Men, Herre Gud! da han boer her i Huset, hvorfor skulde han da ikke komme ind og tale med os? Jeg seer slet ikke noget Ondt deri, at han besøger os!

FRUEN

Os? Os? Troer Du, han kommer for Din Skyld?

LOUISE

Nei, jeg tænker han kommer for sin egen! Det morer ham, at være i godt Selskab.

FRUEN

Louise! Du har saadant noget forunderligt uskyldigt ved Dig! det maa Du vænne Dig af med. Troer Du, Dit Selskab morer ham?

LOUISE

O ja! tilligemed Hannes! Jeg siger tidt noget, der ikke er saa galt.

FRUEN

Barn! jeg vil ikke fornærme Dig, for ingen kan gjøre ved, om han er fattig eller riig, men naar man ikke har andet i Verden, end Du har, maa man stemme Tonen efter Omstændighederne. Ikke saaledes – hvad skal jeg kalde det – tænke lydeligt! det kan kun fornemme Folk. Gud veed, jeg er alligevel meget beskeden. Louise, Du maa huske paa, Du er ude mellem Fremmede.

LOUISE

Det har Deres Datter altid ladet mig glemme. De selv – vil ikke lade mig føle det.

FRUEN

Ja, vi ere gode mod Dig! vi mene Dig det godt! derfor er det ogsaa, at jeg vil have, Du skal tage hjem den korte Tid, Diego endnu er her. Jeg troer virkeligt, at han seer paa Dig med farlige Øine! Din Lykke kan det aldrig lede til. Saadan en ung, riig Herre kjender man nok! jeg raader Dig endogsaa at undgaae ham.

LOUISE

Aldrig har han givet mig Grund til at formode Sligt; jeg begriber ikke, hvorledes De kan falde paa det. Jeg er fuldkommen rolig.

FRUEN

Saa? Du er fuldkommen rolig! men jeg er ikke rolig! Man skulde troe, Jomfruen saae det gjerne! det smigrer det lille Hoved, at en fornem Herre nikker til hende. Men jeg tillader det ikke. Agentinden tillader det ikke! og nu – Du tager hjem til Din Moder.

LOUISE

Hvormed har jeg fortørnet Dem! Deres Fremgangsmaade er saa forunderlig!

FRUEN

Virkelig? Vil man see! raisonnere kan Du! ja, jeg har nok mærket, hvor kjæphøi Du kan være! O ja! det giver noget Piquant! det behager visse Folk. Men det er stygt! det er hæsligt! det er – det er at angle!

Mel. af Bajaderesangen i Oberon: »For Dig Naturen straaler smuk.«

Een er saa bly, har Intet sagt,

Og dog gaae Øinene paa Jagt!

Een er saa knipsk, Een saa koquet –

At angle – Alt gaaer ud paa det!

Mel. af Elskovsdrikken: »Jeg er Sergeant!«

Jeg passer paa,

Saa skal det ei gaae!

I mit Huus skal Intet skee,

Mod dets gode Renomée.

Sikkert Du fandt,

Jeg siger sandt!

Ei Coquetteri, Du veed

Ak! det er: Uskyldighed!

LOUISE (med Taarer).

En saadan Krænkelse! – De forlanger, at jeg hjemme hos min Moder skal fuldføre mit Arbeide –? Jeg skal efterkomme Deres Befaling.

FRUEN

Ja, see det er det, jeg vil! at saare Dig, er slet ikke min Hensigt. Dit Vel ligger mig paa Hjertet! Jeg vil sende Dig Bud, før behøver Du ikke at komme.

(Gaaer ind i Huset).
LOUISE

O Gud! hvor det er tungt at være fattig!

(Læner sig bedrøvet op til et Træ og skjuler sit Ansigt.)

Niende Scene

DIEGO. LOUISE
DIEGO

De stiller Dem op mellem de andre Blomster! Saa alvorlig! den ellers saa muntre Louise! – Er De ikke vel? Jeg troer De græder? Og Fruen saae jeg gaae bort! – Hun er dog ikke Skyld i disse Taarer?

LOUISE

Hvor kan De troe det? – Der var et lille Dyr, som fløi mig ind i Øiet, og nu brænder det saa stærkt!

DIEGO

Det har været i begge Øinene og tillige slaaet Humeuret ihjel. Kan De slet ikke spøge derover? De er forstemt! – De behandles ikke alle Tider, som De kunde fordre.

LOUISE

Fordre? Jeg har intet at fordre! – Lev vel! Jeg har meget Arbeide for! jeg tager hjem til min Moder, hvor der er større Rolighed!

DIEGO

Men vi see Dem imorgen.

LOUISE

Jeg troer det neppe.

DIEGO

Nu, saa besøger jeg Dem og Deres Moder.

LOUISE

Det vil De ikke gjøre!

DIEGO

Og hvorfor?

LOUISE

Man vil finde det underligt, og – om De ikke bliver vred – det var ikke saa passende. Det vilde ogsaa bedrøve mig.

DIEGO

Bedrøve? Ikke passende? Det forstaaer jeg slet ikke! – Deres Moder er Agentens Søster! hvorfor tør jeg ikke gjøre hende min Opvartning? Jeg vil det! og – om De ikke bliver vred – det var ikke saa passende, om man nægtede sig hjemme. Det vilde ogsaa bedrøve mig.

LOUISE

Husets Gjæster pleie ikke at besøge os. De kan vel vove det.

Men – (Hun rækker ham Haanden.) De vil ikke! dette Spøg vil fornærme min Tante.

DIEGO

Deres Tante! hende frygter De? hun kan saaledes forjage Deres ungdommelige Munterhed! Hun var dog, som jeg gjættede, det lille Dyr, der fløi Dem ind i Øiet og fik det til at brænde saa stærkt. Man har været ubillig mod Dem! Maaskee – –!

LOUISE

Hvor kan De troe det?

DIEGO

Deres Øine modsige Dem! – Jeg har seet mere end De troer, maattet see det. Den Tilsidesættelse, den Bitterhed, De møder, har tidt opbragt mig. De fortjener det bedre! Fortjener den Kjærlighed, som kun Hanne giver Dem. Deres Lod er i den sidste Tid gjort tungere, jeg har seet det, følt det. – Den større Bitterhed, Deres Tante viser Dem, – troer jeg at vide Grunden til og fatter hendes Planer, føler min Uforsigtighed. Hun har opdaget, hvad jeg troede skjult i mit eget Hjerte, kjendt kun af Gud og mig selv. Men hvorledes skulde jeg ogsaa kunne bekjæmpe denne Følelse. Den er reen og hellig! det er den, der i dette Øieblik henriver mig! Har De Tillid til mig? Tillid til en Fremmed, hvis Hjem er langt herfra! Ved alt Godt og Helligt, jeg vil være Dem Alt, Alt hvad et Hjerte kan være.

LOUISE

En saadan Spøg ventede jeg ikke, at De vilde tillade Dem.

DIEGO

Kan De troe, det er Spøg? Louise, taler Deres Hjerte ikke for mig?

LOUISE

Min Tante havde Ret! Min Munterhed passede ikke til de Forhold, hvori jeg her staaer, men jeg veed aldrig, jeg har givet Dem Grund til at behandle den fattige Pige saaledes.

(Gaaer hurtigt ud.)
DIEGO

Louise! Louise!

(Han følger efter, da Erik i det samme møder ham).
ERIK

Dampskibet er ved Broen!

DIEGO

Min Fader! han kommer! han kommer! (med et Blik mod Udgangen, hvor Louise forsvandt.) Dig skal jeg ikke miste!

(Han følger Erik.)

Tiende Scene

Man hører noget borte Vagtparaden trække op; der skydes fra Sundet. AGENTEN og FRUEN komme hurtigt ud af Huset, Tjenere følge efter, een af disse bringer Agenten hans Hat. Alle ere i Bevægelse, Alle løbe mellem hinanden.

Mel. af Bruden: »Hører Du Fritz?«

FRUEN

Hører Du Mand! Skuddene gaae,

Dampskibet kommer, o hvilken Glæde!

Skynd dig dog lidt! – ile Du maa –!

AGENTEN

Lad mig dog først faae Hatten paa!

Tjenerne være maae tilstede!

FRUEN

Skynd Dig min Ven!

AGENTEN

Nu skal jeg gaae!

Hatten jeg tro’ede –?

FRUEN

Er paa dit Ho’ede!

CHOR

Trommerne gaae!

AGENTEN

Musik han faaer.

Vagtparaden paa Broen staaer!

BEGGE TO

Det er et Held, at Sligt skal skee,

Saa faaer Gesandten dog det at see!

CHORET

Ned gjennem Gaden

Trækker Paraden,

Hør, den Musik er excellent.

Dampskibet kommer,

Hør hvor man trommer!

Det er et stolt, et heldigt Moment!

(Agenten, fulgt af to Tjenere, gaaer ud af Gitterporten, Fruen, ledsaget af de øvrige Tjenestefolk, ind i Huset. Musiken bliver ved.)

Ellevte Scene

GESANDTEN (ledsaget af Louise, træder ind af en Sidelaage.)
GESANDTEN

Nei! De maa følge længer med! presentere mig for de Andre!

Nu kjende jo vi to hinanden. (Han seer paa Blomsterne) Hvilke smukke Blomster! Men Duften er saa stærk. Jeg har ogsaa plukket nogle! plukket dem i Skoven! vilde Væxter, som hver Bondepige kan sætte i sit Haar. I Spanien vilde de være Pynt for en

Prindsesse.

LOUISE

Vil De ikke træde ind i Værelserne.

GESANDTEN

Først vilde De nødigt føre mig herind i Haven, nu skynder De paa at slippe mig igjen. Hvad er det? Deres Haand skjælver! De har løbet! jeg standsede Dem i Flugten! har jeg virkelig været ubillig i at faae Dem til at være min Guide? De søgte maaskee Nogen.

LOUISE

Nei, slet ingen! det glæder mig, at jeg kan være til Tjeneste. Gud skee Lov, at De ingen Skade er kommet til.

GESANDTEN

O, det Hele var ubetydeligt. Strax bleve vi Alle lidt overraskede! Skibet stod mit i sin raske Fart! Jeg troede vi var løbet paa Grund, men det var nogle Kiler som havde forskudt sig, vi kunde ikke seile videre; det varede mig forlænge, før de fik det nogenlunde i Stand, og da vi kun laae et Bøsseskud fra Kysten, lod jeg dem sætte mig i Land og gik den smukke Vei hertil, langs Stranden. Skibet maatte boxeres herop, sagde man, men Skaden har vel ikke været saa stor, som den strax syntes, de begyndte at seile igjen og gik just om Kronborg, da vi mødtes.

LOUISE

Jeg frygter, deres Søn nu ikke er her, men søger dem ombord. Maaskee de Alle ere gaaet Dem imøde.

GESANDTEN

Saa maa De just blive hos mig. Det vil De nok! fortælle mig om min Diego, sige mig Navnene paa de Blomster, jeg har plukket, og dette Grønne hvad kaldes det?

LOUISE

Her hedder det Bokar, men i Fyen har det et smukkere Navn, der kaldes det »Skovmærker.«

GESANDTEN

»Skovmærker!« der er jo heel Betydning i Navnet.

LOUISE (peger paa Blomsterne).

Den hedder Brudelys, og denne kjender De!

GESANDTEN

Den vilde Rose! – hvilken Duft dog i de grønne Blade!

LOUISE

De ædle Roser have ikke denne Æbleduft; men Blomsterne ere smukkere. Her er en deilig Knop. (rækker ham den.)

GESANDTEN (i det han tager den).

Saa smuk! – og snart er den visnet!

LOUISE

Næste Sommer seer det ud, som den var her paa Træet igjen.

GESANDTEN

Men den er dog ikke den samme. Jeg var her engang i Danmark, var her for fem og tyve Aar siden. Nu jeg steg i Land, saae de lave grønne Kyster, aandede Duften af de vilde Roser, syntes jeg at det var kun Timer siden, jeg var her! det samme Grønne, den samme Duft var rundt om mig. Man gav mig en Rosenknop, da jeg reiste. De giver mig een igjen, nu jeg kommer; den er Ledet mellem skilles og mødes. – Jeg finder selv en Lighed i deres Blik, som synes mig – at vi engang mødtes! Alt siger mig: det er det samme Grønne der dufter, den samme Rosenknop der udfolder sig, den samme Stemme jeg hører, som for fem og tyve Aar siden, og dog veed jeg det ikke er saa. Alt gaaer sin vante Kreds-Gang! det Billede, Dannemark og Menneskene der efterlod mig i min Sjæl, smælter nu sammen med Virkeligheden, og jeg troer i første Møde ikke blot at see desammeBlomsterogBlade,menuforandret de samme Mennesker.

LOUISE

For fem og tyve Aar siden, havde endnu ingen drømt om min Ubetydelighed.

GESANDTEN

Og da drømte jeg min bedste Drøm, var et ungt brusende Blod, som Diego, fløi, som han, om i Europas Lande.

LOUISE

Hvem der saaledes kunde flyve. O det deilige Spanien, det herlige Schweits.

GESANDTEN

De skulde see disse Lande.

LOUISE

Det er kun de Rige og kun Mændene, der fødtes til denne Lykke.

GESANDTEN

Og var De nu en Mand!

LOUISE

Var jeg selv den fattigste Haandværkssvend, jeg spændte Randselen paa Ryggen, tog Staven i Haanden. Farvel mit Fædreland.

GESANDTEN

Og hvor gik De da helst hen!

LOUISE

Til de skjønneste Steder, og af dem ere mange. Jeg veed nok, hvorhen jeg vilde!

Mel. af Richard: Nach Sevilla!

1.

:|: Ned til Rhinen, :|:

Hvor den grønne Ranke fæster

Sig om Ridderborgens Rester,

Og sig klart i Strømmen speiler!

Med Musik og Sang man seiler.

Stille Byer, Klokkeklang.

Mon jeg kommer der engang?

2.

:|: Til Paris da! :|:

Blomstertorvet vil jeg finde,

Louvre, see hver Skat derinde!

Paa Vendome, hvor Støtten kneiser, Knæle for den store Keiser.

Gaae bag Boulevardens Træer! –

Ak jeg kommer aldrig der!

3.

:|: Schweitserlandet! :|:

Dybe Søer, mørke Skove,

Hvor paa Fjeldet Skyer sove,

Bjergland, hvor kun Storhed troner,

Hjem for Alpehornets Toner!

Ak, mon det dog aldrig skeer,

At jeg dine Dale seer?

4.

:|: Til Valencia! :|:

Hvor et evigt Foraar bygger,

Hvor Orangetræet skygger,

Fromme Sange, Malerier,

Alt til Fromhed Hjertet vier.

Natblaa Himmel, mørke Træer! –

Ak, jeg kommer aldrig der!

GESANDTEN

5.

:|: Ned til Danmark! :|:

Hvor de smukke Skyer svømme,

Hvor de friske Vinde strømme,

Til de lysegrønne Skove,

Hvor i Høien Kjæmper sove,

Hvor Erindringsfuglen boer,

Vil dog Hjertet før man troer!

Tolvte Scene

DIEGO. DE FORRIGE
DIEGO (iler i Faderens Arme).

O min Fader! min eiegode Fader. Jeg seer Dig igjen!

GESANDTEN

Diego! Min Søn! min Søn!

LOUISE (trækker sig tilbage, men saaledes at hun hører Alt, hendes stumme Spil viser Indtrykket, det gjør paa hende).
DIEGO

Men jeg skal miste Dig saa snart igjen?

GESANDTEN

Miste? Følg med mig! Du har jo ikke seet Petersborg? Jeg bliver der i nogle Uger, imidlertid kan Du tumle Dig der (han vender sig om, hvor Louise stod). Ei sandt? (idet han seer, at hun er borte). Hun svarer ikke! hvad siger nu Du, som mit Spørgsmaal gjalt. –

DIEGO

Jeg skulde reise! i dette Øieblik?

GESANDTEN

Nu ja om en Time. Dersom Du har Lyst dertil. Petersborg er nok værd at see. Du vil?

DIEGO

Nei, jeg bliver her! venter paa Dig! Seer de smukke danske Egne!

GESANDTEN

Og taler med den smukke Datter her i Huset. Diego, sæt ikke Pigen Griller i Hovedet.

DIEGO

Datteren i Huset! o ja, hun er elskværdig, nydelig! men for hende er mit Hjerte ganske roligt!

GESANDTEN

Destobedre! en lykkelig Fremtid venter Dig! en Brud, riig og smuk.

DIEGO (alvorligt).

Fader, Du har kunnet –?

GESANDTEN

Frygt ikke! intet er afgjort! frit skal Du selv bestemme det! Dit Hjerte maa afgjøre Valget. Jeg skal ikke dræbe din Ungdoms Lykke.

DIEGO

Var dog alle Fædre, som Du! men jeg elsker Dig ogsaa af hele min Sjæl! aaben laae den altid for Dig! Ingen Tanke skjulte jeg Dig! Du var min sande, min bedste Ven. Fader! Vort første Møde bringe Dig mit Hjertes Tilstaaelse. Jeg elsker en dansk Pige. Jeg har tilstaaet hende min Kjærlighed.

(Louise vil trække sig bort, men Fader og Søn staae saaledes, at Udgangen er hende spærret, hun gaaer til Døren, den er lukket; man seer hendes Kamp; hun hæver alt Haanden, for at gribe Klokkestrengen, men standser og trækker sig nu meer og meer tilbage, saa hun skjules bag Hækken).
GESANDTEN

Diego! Hvad har du gjort.

DIEGO

Fulgt mit Hjerte!

GESANDTEN

Uforsigtige! Hvo er hun?

DIEGO

O det bedste, det meest elskelige Væsen! fuld af Uskyldighed og Hjerte. Et muntert lykkeligt Sind, og dog den dybeste Følelse. Du saae hende, talte med hende! o, dersom Du kjendte hende mere!

GESANDTEN

Den unge Pige her var? Datteren af Huset?

DIEGO

Ja hende! hun er Agentens Søsterdatter, sin Moders Trøst og Støtte! for hende arbeider hun, for hende har hun taalt Tilsidesættelse her i Huset! som en simpel Sypige behandles hun af den dumstolte Frue. Endnu i Dag var jeg Vidne til en Scene, maaskee foranlediget for min Skyld.

GESANDTEN

Diego! hvor uklogt! det er en Daarskab! Du er Adelsmand! kan Du glemme det! kan Du gjøre et Væsen ulykkeligt, som Du elsker. Din Brud kan hun ikke blive, det maatte Du strax have følt, og hun er for skjøn og for ædel til at vanæres! man kan bekjæmpe sin Følelse, selv Hjertets stærkeste Følelse. Kjærlighed kan slukkes, selv i det Flammen voxer! I maa skilles! Du skal! Du følger med til Petersborg.

DIEGO

Jeg kan det ikke!

GESANDTEN

Jeg vil det! Hjertet kan bilde sig saa meget ind. Din Fader vil kun dit Bedste.

DIEGO

En Fader vil det! men kan han ogsaa? kjender han det? Blomsten, der svømmer ned af Bækken, griber han maaskee, og den bliver søndertraadt paa Veien? – Nei Fader! frit maa jeg bestemme! mit Hjerte skal afgjøre Valget, sagde Du! det har det. Jeg elsker Louise!

GESANDTEN

Diego! jeg var ung, som Du! kom her til Danmark med Romanas Tropper. Det er fem og tyve Aar siden. Vi laae i en lille dansk By, der var en ung Pige, smuk, elskværdig, ja jeg synes selv i sine Træk ligner Louise hende. Hun var af samme Alder. Jeg lærte at skatte denne Pige, elskede hende af hele min Sjæl, hun mødte min Kjærlighed, men Forholdene – Omstændighederne skilte os ad. Hun stod i Brudedragt da vi skiltes, en Anden trykkede hendes Haand, førte hende til Altret, da Trommerne kaldte mig til Afmarsch! jeg vilde troede jeg, ikke kunne overleve det. Men Hjertet er stærkt! det brister ikke, fordi det bløder. Siden har jeg takket Gud og alle Hellige for Skilsmissens Stund. Jeg var ung! kun mit Hjerte og Lidenskaberne talte. Hvo veed, hvor lykkelig jeg var blevet med hende. Forskjel i Stand og Opdragelse bringer sjelden Lykke. Min Erindring vilde maaskee have gjemt Jammer, nu gjemmer den – Veemod!

DIEGO

Maaskee! men kun et maaskee, hvorved min Kjærlighed ikke bliver mindre. Fader! Du lod mig reise, see de forskjellige Nationer, de enkelte Menneskers Stræben og Virken, jeg har lært at skatte det Sande og det Falske! Lykke boer ikke i Riigdom, ikke i fornemt Slægtskab, kun i Hjertets Tilfredshed og den grunder Kjærlighed, paa Thronen, som i Hytten! meer og meer føler jeg det klart. Louise skal og maa være min.

GESANDTEN

Vort første Møde vil Du saaledes forbittre mig? Du følger med.

DIEGO

Jeg springer i Vandet og svømmer tilbage.

GESANDTEN

Spring! maaskee det varme Blod da afkjøles!

DIEGO

Fader, din Kjærlighed var ikke stærk, som min! Du har kunnet glemme den, finde Trøst ved, at den tilintetgjortes.

GESANDTEN

I sex Uger, maaskee to Maaneder, ikke længer bliver jeg i Petersborg! Du tager der Deel i hver Glæde, nyder pligtmæssigt hvad Dagene bringe, hvad Ungdomshjertet vil, og vi komme igjen hertilbage! er da din Følelse uforandret, elsker Du hende endnu ligesaa oprigtig, er døv, som nu, for din Faders Formaning, saa vil jeg tie – og elske Dig, som jeg altid elskede Dig! men kun paa denne Betingelse! Du følger mig altsaa!

DIEGO (griber hans Haand).

Jeg følger! – og om to Maaneder er Louise min. Vel! jeg bringer mine Sager istand! Du skal see, med hvilken Hurtighed, med hvilken Glæde. Men dit givne Ord er et helligt Evangelium.

GESANDTEN

Saa skynd Dig!

DIEGO

Hurtigt, som jeg vil at Maanederne maae flyve! (Han iler ud).

Trettende Scene

GESANDTEN strax efter AUGUSTA og LOUISE
GESANDTEN

Han vil glemme hende, maa glemme hende! (sætter sig paa Bænken og betragter Rosenknoppen, Louise gav ham). Du smukke Rosenknop! fortælle dine lukkede Blade mig mit Hjertes Ungdoms Drøm! jeg blev dog lykkelig, meget lykkelig! Diego vil ogsaa blive det.

(Han synker hen i Grublen).
AUGUSTA (træder ind fra Sidegangen og vil gaae over Scenen, hun bliver ham vaer).

En Fremmed! En Gjæst her i Huset kan jeg tænke!

LOUISE (kommer hurtig til, klynger sig fast ved hendes Arm, hun er dødbleg, hendes Stemme skjælver).

Moder! kom! bort! bort! (Hun vil drage hende med sig).

AUGUSTA

Louise! Barn, hvad fattes Dig!

(Louise brister i Graad og skjuler sit Hoved ved Moderens Bryst).
AUGUSTA

Aldrig saae jeg Dig saaledes.

LOUISE (drager hende mod Udgangen).

For Jesus Skyld, bort herfra.

AUGUSTA

Gud i Himlen! hun besvimer!

GESANDTEN (iler til Hjelp).

Det arme Barn! Min Uforsigtighed!

LOUISE (med Anstrængelse).

Jeg hørte Dem og De har intet at frygte! Aldrig vil den fattige Pige glemme sig! aldrig give Dem Grund til Frygt! Deres Søn er mig fremmed, var det altid, som Pligt og Forhold bød det.

AUGUSTA

Hvad er her foregaaet?

GESANDTEN (tager Louises Haand).

Min Søn er Skyld i Alt. De ikke! Sæt Dem paa denne Bænk, De skjælver! stakkels Pige! for Deres Roligheds, for Deres Lykkes Skyld skal han bort.

LOUISE

Det kun beder jeg Dem om.

AUGUSTA (med Blikket stift hæftet paa ham og Hænderne foldede).

Evige Gud!

Mel. af Duetten i første Act: »En Drøm det var.«

Naar, Hjerte banker Du Dig træt?

Naar faaer Du Ro at blunde?

Mit Øie har saa meget grædt,

Den Gang det græde kunde.

Hver Drøm er endt. – Alt er forbi,

Kun ikke Mindets Smerte!

GESANDTEN

Det er som Barndoms Melodie

Gjentoned’ i mit Hjerte.

BEGGE TO

En Tanke vækkes i mit Bryst,

Jeg selv den ikke fatter! –

Jo, Dig det er – o søde Lyst!

O, Gud! jeg seer Dig atter!

GESANDTEN

Augusta! – ja, ja, jeg kjender Dem! Hvert Træk fremtræder mere og mere. Det er, som var jeg vaagnet af en lang Drøm.

AUGUSTA

Saaledes skulle vi mødes!

LOUISE

Min Moder!

GESANDTEN

Augustas Datter! (trykker Louise til sit Hjerte). Mit, mit kjære Barn. Begge have grædt for min Skyld! Augusta! (griber hendes Haand.) Hvormeget anderledes staaer De i Erindringen for mig! der have Aarene ingen Forandringer gjort. De er bleg; dog Blikket er endnu det samme. Ogsaa her gjenhilser det mig. (Han seer paa Louise) Jeg kjendte dette Øie, denne Stemme, ved første Møde!

AUGUSTA

Fem og tyve lange Aar have reist Bjerge mellem os og vore Ungdomsdrømme!

GESANDTEN

Det var Deres Bryllupsdag, jeg forlod Dem. Bryllupsklokkerne ringede. Jeg husker det sidste Farvel, Afskeden fra Deres Fødeøe. Ved Nyborg laae de engelske Skibe. Spanierne stege ombord. Jeg gjensaae mit Fædreland! al udvortes Lykke blomstrede for mig. Mit Hjerte følte en Tomhed, jeg trængte til Kjærlighed. Aaret efter min Hjemkomst blev jeg gift. Min Kone fødte mig Diego og døde. Mit Lykkeskib dreves af politiske Storme, og selv disse forbinde nu vort »skilles« med et »mødes.« – De blev lykkelig? Augusta! Ikke sandt, De blev lykkelig.

AUGUSTA

Saa lykkelig, som mit Hjerte kunde det! lykkelig ved min Louise.

(Trykker Louise i sine Arme.)

Fjortende Scene

DE FORRIGE. DIEGO
DIEGO

Alt er færdigt! – (idet han seer Louise.) Deres Haand til Afsked! Vi skilles! Hvorledes skulle vi atter mødes?

GESANDTEN

Ikke, som Augusta og jeg, nei lykkeligere, ungdomsglade, medens Hjertet endnu kan drømme.Dette-Øieblik lader mig gjenføle hine – smertelige, søde Timer. Louise, elsker Du Diego?

(Louise bryder i Graad og skjuler sit Ansigt med Hænderne.)
DIEGO

Fader, Du vil? (bønligt til Louise.) Louise.

LOUISE (til Diego).

Jeg agtede Dem! De var mig kjær! – men kun saa kjær, som De turde være den fattige Pige.

DIEGO

En Anden elsker De! Har jeg saaledes taget feil?

LOUISE

Diego!

AUGUSTA

Jeg saae Tanken i Din Sjæl, klarere maaskee, end Du selv. Jeg frygtede for Din Fred. Han var Dig kjær!

DIEGO (halv knælende).

Er det endnu?

LOUISE (med skjælvende Stemme).

Altid!

DIEGO (trykker hende til sit Bryst).

Min er Du!

Mel. af den gamle Borg: Tage Verden, som den er.

1.

Endt er hver en bitter Vee,

Hvert Savn, hver Sorg og Smerte!

Lad mig i Dit Øie see

Den Drøm, som opfylder mit Hjerte.

LOUISE

Nu jeg først mig selv forstaaer.

Tidt bag Smilet Taarer strømme!

Ei hver Drøm tør Hjertet drømme, – –

AUGUSTA

Veemods dunkle Skyer svømme

Paa Erindrings-Himlen hen,

Dog jeg skuer der igjen

Stjernen fra min Ungdoms Vaar,

Efter fem og tyve Aar.

(Agenten med Tjenerne komme fra Baggrunden, Fruen og Hanne træde ud af Huset).
AGENTEN og FRUEN

2.

Excellence!

AGENTEN

Jeg løb ud,

Dem min Compliment at gjøre – –

DIEGO (idet han presenterer sin Fader og Louise).

Her er min Fader! her min Brud!

AGENTEN og FRUEN

Hvad? Hvorledes? Tør jeg høre!

GESANDTEN (i det han peger paa Diego).

Fri han drog fra Hjemmets Kyst,

Endnu Hjertets Alfer blunded’,

Amor vakte dem ved Sundet,

Kjærlighed har Seiren vundet.

Glad jeg deler Sønnens Lyst.

(Lægger Diegos Haand i Louises).

Ja, ved Eder, i mit Bryst

Ungdomsdrømmen opfyldt staaer,

Efter fem og tyve Aar!

AUGUSTA til AGENTEN

3.

Kjender Du Francesco ei?

AGENTEN

Hvad for noget!

GESANDTEN

De mig kjender!

AGENTEN

Underlig er Livets Vei!

– See, hvor sælsomt det dog hænder! –

Da de Spanske laae i Fyen,

Var jeg Dreng, løb om i Byen,

Sprang og trallede mod Skyen.

Nu har Bladet sært sig vendt,

Jeg er Fader og Agent.

Himlen veed, hvordan jeg staaer

Efter fem og tyve Aar!

ALLE uden FRUEN

4.

Tiden paa sin lette Baad

Bringer Fryd og Smerte,

Læben Smiil og Øiet Graad,

Men Trøst til hvert sorgfuldt Hjerte!

HANNE (i det hun spøgende truer Louise).

Mig i Dag Du fritted’ ud,

Spurgte –! Skal jeg repetere.

(Louise holder hende Haanden for Munden.)
HANNE

Ja, nu troer jeg Ingen mere!

FRUEN

Tør jeg ydmygt gratulere!

Ædle Brudgom, smukke Brud.

AGENTEN og FRUEN

Dem velsigne Himlens Gud.

FRUEN (afsides).

Nei min Harme ei forgaaer,

Selv om fem og tyve Aar.

HANNE (til Publicum).

Mig var Digteren ei god,

Dog, som mig, gik det saamange!

Derfor har jeg freidigt Mod,

Kun for ham er jeg lidt bange!

Da nu Timen er forbi,

Jeg til Eder mig har vovet,

Ei for Hævn, nei, jeg har lovet,

Ild at samle paa hans Hoved.

Jeg, just jeg i Aften vil

Tale for hans Skuespil.

Straf ham kun! – men veed I naar?

Først om fem og tyve Aar.

CHOR

Straf ham kun! men veed I naar?

Først om fem og tyve Aar.

Ideen til dette Nummer er taget af Nestroys Farce: Lumpacivagabundus.

1

Ideen til dette Nummer er taget af Nestroys Farce: Lumpacivagabundus.

Skilles og mødes

Original dramatisk Digtning i to Afdelinger

Udkom første gang 14. april 1836. Opført første gang 16. april 1836 på Det Kongelige Teater. BFN 291

Partitur: KT-A 0315. Orkesterbiblioteket.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

167,16Courage!« < Courage!
170,28lære: :|: < lære:
172,25Corps. I dette < Corps, I dette
172,27ham, han < ham. han
186,19Spanioler; jeg < Spanioler; Jeg
198,17Tidt er < Tidt ere
198,35er et < et et
204,3udbryder): < udbryder:
205,12Katten, der < Katten der,
205,31synge Omqvædet < syngei Omqvædet
206,9Arme). < Arme.
207,26Eduard. < Eduard,
211,9Knæ. < Knæ?
221,25maattet see det < maattet see, det
224,25ere gaaet < ere, gaaet
225,14Aar siden < Aar, siden
231,9det? < det.
231,27bringer < bringe
237,292./AGENTEN og FRUEN < AGENTEN og FRUEN
238,20Francesco < Franscesco
160
Spanierne i Odensei 1808 kom Napoleon 1.’s spanske hjælpetropper under den franske marskal J.B. Bernadotte (1763-1844) til Fyn for at forberede en landgang i Sverige. Napoleon havde storstilede planer om at bekæmpe England ved en fastlandsspærring, der skulle udelukke engelske varer fra fastlandets markeder. Han skaffede sig flere allierede, bl.a. Rusland, Spanien og Danmark, og i 1808 fik han den spanske konge til at sende et større kontingent soldater til Danmark for, som det hed, at tvinge Sverige til at opgive sit forbund med England og støtte Danmark ved et indfald i Skåne. De spanske tropper skulle forenes med et hollandsk og et fransk korps. Marskal Bernadotte, fyrste af Ponte-Corvo i Syditalien, senere fra 1818, svensk konge under navnet Karl 14. Johan, fik overbefalingen over hele hæren, i alt 32.000 mand. En del af de spanske soldater blev sendt til Ålborg, andre blev indkvarteret i de østjyske byer, på Fyn og Langeland. Om de spanske troppers ophold i Danmark: se i øvrigt noter til det romantiske lystspil Da Spanierne var her, ANDERSEN bd. 13, s. 645. Om spanierne i Odense hedder det i Mit Livs Eventyr (SS 21, 1855, s. 5-6): »[jeg] husker … endnu ret vel, de næsten sortbrune Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der bleve skudte af paa Torvet og foran Bispegaarden; jeg saae de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortog og paa Halmknipper inde i den halvnedbrudte St. Hans Kirke«.
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet.
162
Zamoraspansk regiment, først indkvarteret i Fredericia; siden blev det sendt til Fyn.
163
St. Knuds Markedholdtes i Odense på Knud den Helliges dødsdag den 10. juli.
flytte Skildtskikken var knyttet til det gamle lavsvæsen. Et lav var en sammenslutning af næringsdrivende, ofte håndværkere, med monopol på udførelsen af det pågældende håndværk. Når lavene skiftede mødested, lavshus, førte de deres skilt, der forestillede det pågældende håndværks vigtigste værktøj, i festligt optog til det nye herberg. I Odense så H.C. Andersen som barn to gange håndværkerne gå »i Procession med vaiende Faner, med Citroner og Silkebaand paa Kaarderne« (Mit Livs Eventyr, SS 21, 1855, s. 5). I 1857 vedtog man loven om næringsfrihed, og derved ophævedes lavsvæsenet.
164
Mesterstykkeprøvearbejde, som en svend måtte udføre for at blive mester.
den førsteden vigtigste, ypperste.
Mel. Slutnings-Sangen i Dragedukkensangen »Hold Lampen tændt, sye Tøfler, Skoe«, som afslutter sidste akt af F.L. Kunzens syngespil Dragedukken med tekst af Enevold de Falsen. Opført på Det Kongelige Teater 1797. Trykt klaverpartitur til Dragedukken findes.
165
lurerblunder.
Bakkelselille kage eller brød.
166
Kikskneb.
luuntunderfundigt.
komme efter detfå rede på det.
Stadsenfestlighederne.
faaet Lovfået fri.
gaae afforegå.
167
Mel. af Azemia»Ah que je sens d’impatience« (fransk, i N.T.Bruuns oversættelse:) »Hvad det vil være mig en Glæde«, arie fra III,3 af N. d’Alayracs opera Azemia ou les sauvages, 1786, med tekst af Aug. Poisson de la Chabeaussière; opført på Det Kongelige Teater 1810. Trykte noder: Zinck 1, hft. 1; partitur til Azemia findes. E-noder: Azemia.
i Motioni fremmarsch.
Kollatskalas, gilde.
Klædeklæder.
Bajazklovn, her vel Harlekin, komisk tjenerskikkelse i den italienske maskekomedie.
Brixvåben (træstykke), som Harlekin var udstyret med. »En Harleqvin med Bjælder og Brix løb lysteligt foran [i håndværkerprocessionen] ... en gammel Karl ... der ved ... sit Ansigt, der var malet sort, paa Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke røde Farve, gjorde stor Lykke« (SS bd. 21, s. 5).
Smørtyvslyngel.
kjenderkender til, fornemmer.
Mel. … Vor Møller hjemad skyndte sig»Notre Meunier chargé d’argent«, arie (Marcellin) fra d’Alayracs syngestykke Camille ou le souterrain, 1791, dansk Camilla eller Den underjordiske Hvælving, tekst af B.-J. Marsollier; oversat af N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1805. Trykte noder: N. Dalayrac Vise med Chor af Camilla for Klaveer eller Fortepiano, Sønnichsen; klaverpartitur til Camille findes.
grasserehærger.
168
Kommer eikom ikke (imperativ).
Tøivrøvl; tøjeri.
170
Complimentærbødig gebærde.
hvad jeg feilerhvad der går af mig.
Mel. … Ich weine des Nachts»An meine Frau Pathe«, sang fra 1819 af den danske komponist George Gerson (1790-1825) til tekst af S.L. Lingen. Trykte noder: G. Gerson Deutsche Lieder (manuskript), s. 22.
171
altallerede.
Vexlenen veksel er et dokument, der forpligter udstederen til at betale et beløb til den, det er udstedt til.
ordentligtvældig meget.
underligforunderlig.
rarmærkelig.
Mel. Jeg saae … i Vesterfynsk melodi. Trykte noder: A.P. Berggreen Folke-Sange og Melodier 2. udg. 1860, bd. 1, nr. 130 a.
172
pynter … ududsmykker.
Brudehusethus, hvor brudeparret tilbringer bryllupsnatten; også: hus, hvor der holdes bryllup.
mangetældre form af »mangt et«.
Munkemølleportlidt nord for Odense Å, i Munkemøllestræde, hvor H.C. Andersen voksede op.
173
naar Du altidnår blot du altid.
tørbør.
Interesseher: stærk optagethed.
Graabrødre-Kirkeden forfaldne klosterkirke, som var opført i 1280’erne, og hvis nedrivning påbegyndtes 1805, blev af de spanske hjælpetropper brugt til militært depot og kvarter.
Rustvognelastvogne til transport af militært udstyr.
174
Grilleindbildning.
Mel. … Piben lydersang fra II akt af C.E.F. Weyses syngestykke Ludlams Hule, 1814, med tekst af Adam Oehlenschläger; opført på Det Kongelige Teater 1816. Trykte noder: C.E.F. Weyse Romancer og Sange, Wilh. Hansen (opr. Lose), nr. 32; Rung bd. 1, s. 109; klaverpartitur til Ludlams Hule findes. E-noder: Ludlams Hule.
Mel. … Hører du Fritz»Entendez-vous, c’est le tambour«, duo fra I,5 af D.F.E. Aubers opera La fiançée, 1829, med tekst af E. Scribe; dansk Bruden, oversat af J.L. Heiberg, opført på Det Kongelige Teater 1831. Trykt klaverpartitur til La fiançée findes.
175
Mel. … Hvad ligner vel Jægerens festlige Glæde»Was gleicht wohl auf Erden dem Jägervergnügen«, jægerkor fra III,6 af C.M. von Webers opera Der Freischütz, 1821, med tekst af J.F. Kind; dansk Jægerbruden, oversat af Oehlenschläger; opført på Det Kongelige Teater 1822. Trykt klaverpartitur til Der Freischütz findes.
Marschen af Wilhelm Tellfra ouverturen (takt 230ff.) til G. Rossinis opera Guillaume Tell, 1829, med tekst af V.J.E. de Jouy og H.L.F. Bis; dansk Wilhelm Tell, oversat af Th. Overskou, opført på Vesterbroes Nye Theater 1841. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 3 s. 76; klaverpartitur til Guillaume Tell findes.
Mel. … min Hyon»O Wonne! Mein Hüon! Zum Ufer herbei!« (tysk, i Oehlenschlägers oversættelse:) »O Glæde! Min Huon til Stranden la’er staae«, af scene og arie (Rezia): »Ocean! Du Ungeheuer!« fra II akt af C.M. von Webers opera Oberon, 1826. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til Oberon findes. E-noder: Oberon/»O Hav, uhyre Slange« (scene og arie).
Victoriasejr.
Mel. … Voldsmænd bæver(dvs. bæv, voldsmænd) fra balladen »D’ici voyez ce beau domaine«, (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Den gamle Borg i Skovens Skygger«, solosang med kor fra I,5 af F.A. Boïeldieus opera La dame blanche, 1825, med tekst af E. Scribe; dansk Den hvide Dame, opført på Det Kongelige Teater 1826. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 27; klaverpartitur til La dame blanche findes. E-noder: Den hvide Dame.
Mel. … Alting strax maa lyde mig»Il faut céder à mes loix« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Alle knæle skal for mig«, takt 32 ff. af arien »Toi, dont la grace séduit« (Th. Overskou: »Jeg for din Ynde alt maa glemme«) fra begyndelsen af II akt af L.-J.-F. Hérolds komiske opera Zampa, 1831, med tekst af Mélesville (pseudonym for Joseph Duveyrier); dansk Zampa eller Marmorbruden, opført på Det Kongelige Teater 1832. Trykte noder: F. Hérold Favorit Sange af Operaen Zampa eller Marmor Bruden for Pianoforte eller Guitarre, Lose; Zinck 2, 9.årg., bd. 1; klaverpartitur til Zampa findes. E-noder: Zampa/»Alle knæle skal for mig«.
Mel. … Barcarolen»Batelier dit Lisette«, (fransk) færgemand, sagde Lisette (i Th. Overskous oversættelse: »Colin paa Rhinens Vover«), fra I,4 af Hérolds syngespil Marie, 1826, med tekst af F.A.E. de Planard; opført på Det Kongelige Teater 1830. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg., bd. 2; klaverpartitur til Marie findes. E-noder: Marie.
176
staaer igjenstår tilbage.
Mel. … Kjølige Druer»Fin ch’han dal vino«, arie fra I,15 af W.A. Mozarts opera Don Giovanni, 1787; libretto af L. da Ponte; dansk Don Juan, oversat af Laurids Kruse, opført på Det Kongelige Teater 1807. Trykte noder: Rung bd. 1, s. 63; klaverpartitur til Don Giovanni findes. E-noder: Don Juan.
Mel. … Broder, Livet er saa smuktfra H.C. Andersens trylleopera Ravnen eller Broderprøven (BFN 196), III. jf. ANDERSEN bd. 10, s. 280. Musikken af J.P.E. Hartmann; opført første gang 29. oktober 1832 på Det Kongelige Teater.
Mel. … Hvilken Fryd at være Soldat»Ah! quel plaisir d’être soldat«, (fransk, i Th. Overskous danske oversættelse:) »O hvilken Fryd, som kjæk Soldat«, arie fra I,3 af Den hvide Dame.
CidEl Cid (arabisk) herren, også kendt under navnet Rodrigo (Ruy) Diaz de Vivar, spansk krigshelt (ca. 1030-1099), udførte store bedrifter i kampene mellem spaniere og maurere, snart på den ene, snart på den anden side. Berømt i litteraturen som den spanske nationalhelt.
177
Escurial(s)Escorial, by ca. 50 km nordvest for Madrid med et storslået slots- og klosteranlæg, bygget 1563-1584 for Filip 2.
daarligttåbeligt.
Afridsudkast.
178
saamænsandelig.
Oldenborgeneoldenborrerne.
179
male afbeskrive levende.
i Øieblikketom et øjeblik.
Ørkenens Sønbeduinen.
180
Bredalkomponisten Ivar F. Bredal (1800-1864).
Den vilde Hingstdigtet er skrevet 1830, optaget i Phantasier og Skizzer, 1831 (BFN 136).
Saa (brænder)sådan.
Bussemandskræmmebilled.
182
Olieskoveolivenskove.
Scirocco … graa Lufthed vind med udspring i Nordafrika; blæser i Middelhavslandene og medfører ofte støv.
Sneeflokkesnefnug.
(vi bryde) vistuden tvivl.
184
ubilliguretfærdig.
Mel. Fiskersangenkvartetten »Accours dans ma nacelle« (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Jeg seiler, skjønne Pige!«.
185
Bulbider(e)egl. om bidsk hund, overført om person med krigerisk væsen.
Bededags Ansigtbedrøvelig eller højtidelig mine.
186
caputteødelægge.
ere fra ifjorher nok: er ikke lette at narre. Udtrykket kan også have den modsatte betydning.
Placatenopslået offentlig bekendtgørelse.
Mel. Og kjøre Vand og kjøre Vedden norske folkesang »Å kjøre vatten å kjøre ve«; »De røde Roser og de Øjne blaa« er fra visens omkvæd. Trykte noder: Da.Vaud. bd. 2, s. 12: »Paa Tankens Slot«. E-noder: Gjenboerne/»Paa Tankens Slot«.
neied’bøjede sig.
187
atten Gullerødder, attenfynsk vise, jf. A.P. Berggreen: Folke-Sange og Melodier, 3. udg. 1869, bd. 1 s. 300; »Bruges paa Landet til en Dands, som kaldes »Barbeer-Dandsen«« (sammesteds, s. 378). Jf. også Thiele 1, 2, s. 178.
der frafra den.
rartinteressant.
klamresskændes.
188
sladdret af Skolensnakket over sig.
Borgerbrevbevis for, at man har løst borgerskab og dermed har ret til at drive borgerlig næring.
189
fornemsteher måske: vigtigste.
190
de spanske Tropper reisehjulpet af englænderne flygtede de spanske tropper fra Fyn 9. august 1808, idet de blev udskibet fra Nyborg på engelske skibe; flugten var led i et omfattende spansk oprør mod Napoleons overherredømme i Spanien, udløst af, at Napoleon 6. juni samme år havde udnævnt sin broder Joseph til konge af Spanien.
191
(vi) kunnekan.
Skotsk Melodie … Stem gamle Minstrelkor fra H.C. Andersens romantiske syngestykke Bruden fra Lammermoor, III, med musik af Ivar F. Bredal; stykket opførtes første gang 5. maj 1832 på Det Kongelige Teater (BFN 183). Minstrel: (engelsk) folkesanger og spillemand, tit omvandrende. Melodien lånt fra den engelske folkesang »My lodging is on the cold ground« (engelsk: Min bolig er på den kolde jord). Trykte noder: English, Scotch and Irish Popular Songs and Melodies ved A.P. Berggreen, 2. udg. 1862, s. 60f.
192
tørmå få lov til.
193
Franske vist kommefor at forhindre de spanske troppers flugt.
196
Agentmellemmand; om politisk eller embedsmæssig (fx diplomatisk) virksomhed; også titel, der tildeltes større købmænd.
197
Mel. … Der var engang en Pusling»Il ètait un p’tit homme« takt 35ff. fra terzetten, der indleder I akt af Cendrillons, komisk opera, 1810, af N. Isouard (pseudonym for N. de Malte), tekst af C.G. Ètienne; dansk Cendrillon eller Den lille grønne Sko ved N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1812. Trykt klaverpartitur til Cendrillons findes.
Kupidoi romersk religion kærlighedsguden, svarer til Eros i græsk mytologi.
Skjelmslyngel.
kjenderføler.
Længstfor længst.
Kupido gaaer i Engealluderer til sanglegen »Munken går i Enge«, jf. S. Tvermose Thyregod, Danmarks Sanglege, 1931, s. 96ff.
198
godmodigher nok: godhjertet, venlig.
ordentligtvældig meget.
indrikkeældre form af »inddrikke«.
199
skille…vedberøve.
Sypigesyerske, ansat ved en husholdning.
Løbebaandbånd, der føres gennem en løbegang.
200
vist i Øieblikketbestemt om et øjeblik.
Hamlets GravMarienlyst Slot lidt nord for Helsingør skulle efter dronning Juliane Maries død 1796 have været hofslot; i den anledning anlagdes nær slottet en romantisk have, »Hamlets have«, med bl.a. en gravhøj, der kaldtes »Hamlets grav«. Slottet kom dog ikke til at huse hoffet.
dog ikkevel ikke.
Musæet i LondonBritish Museum i London, Storbritanniens kulturhistoriske hovedmuseum, blev grundlagt i 1753.
de tog Flaadeni 1807 bombarderede England København og bortførte den danske flåde for at hindre Napoleon i at få kontrol over den.
201
KullemandenThord Knudsøn Bonde, en person i B.S. Ingemanns roman Valdemar Seier, 1826, er ikke nogen historisk person, men optræder hos historieskriverne Arild Huitfeldt og P.F. Suhm.
dandsede Menuet efter Davids Psalmerden franske komponist Claude Goudimel (1505-1572) satte i 1565 melodier til den franske reformerte kirkes oversættelser af Davids Salmer. I den danske kirke optog man omkring år 1600 en hel del af disse bearbejdelser i tysk oversættelse og dermed også Goudimels melodier, der er karakteriseret som »livlige og iørefaldende franske Jæger- og Dansevise-melodier«, jf. J. Paludan: »Bemærkninger til nogle Grupper Reformationstidens Digtning«, Kirkehistoriske Samlinger, 4. rk. III, 1893-1895, s. 703.
Hagbarth og SigneOehlenschlägers tragedie, 1815, opført på Det Kongelige Teater 1816, bygger på et af de ældste danske kongesagn: Hagbarth, der har dræbt kong Sigars sønner som hævn for drabet på hans brødre, gæster i kvindeklæder Sigars datter Signe. Han forrådes for kongen og bliver hængt. Signe, der har lovet at følge ham i døden, indebrænder sig selv og sine møer (Saxo 7,7).
Alleredetidligere.
Holberg … Comedieropført fra 1722, trykt fra 1723.
var det … paa Heldingengik det ned ad bakke.
Leonore og Leanderfast kærlighedspar i Holbergs komedier.
Contentement og Fornøielseet af Else Skolemesters’ sirlige yndlingsudtryk i Holbergs komedie Barselstuen, opført 1723, trykt 1724, jf. II, 7 og 8.
Contentementtilfredshed, fornøjelse, et karakteristisk Holbergudtryk.
202
Folkene, der kunde sælge Storm og Vindemåske om troldfolkene i Lapland; jf. eventyret »Sneedronningen«, 1845, ANDERSEN bd. 1, s. 303.
Craterher måske antikkens crater, dvs. kar, hvori man blandede vin og vand
Friheds-Vinenjf. den franske revolution 1789 og julirevolutionen 1830.
byggeholder til.
204
Guirlanderlænker af sammenflettede blomster.
Mel. … Rap og stærk»Dépêchons, travaillons«, Rogers og Baptistes duet fra II akt af den komiske opera Le maçon, 1825, af D.F.E. Auber; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Muurmesteren, oversat af Th. Overskou; opført på Det Kongelige Teater 1827. Trykte noder: Zinck 2, 7. årg., bd. 1; klaverpartitur til Le maçon findes. E-noder/Murmesteren.
rive i Flammerrive havegrus o.l. i et flammelignende mønster.
205
courergør kur til.
raresære, interessante.
Katten, der blev kjernet til Smørikke identificeret som sagn eller eventyr.
Holger Danskeeuropæisk sagnhelt, som oprindelig optræder i den middelalderlige sagnkreds omkring Karl den Store og hans helte under navnet Ogier le Danois, men som i 1800-tallet bliver symbol på den nationale kampånd, der vækkes af sin dvale i farens stund.
Douceurbelevenhed, blidhed.
Ellepigerneelverpigerne.
Helhestenifølge folkeovertroen hovedløs, trebenet hest, der varsler død, jf. Thiele 1, 1, s. 137.
206
LumpacivagabundusSangen »Eduard und Kunigunde« synges i I,5 af Der böse Geist Lumpaziavagabundus, tryllefarce af J.N. Nestroy, opført i Wien 1833, trykt 1835. Opført 1835 på Vesterbroes Nye Theater.
Mel. … Smilende i Søvnens Arme»Stakkels Fugl med sjunkne Vinger«, romance, sunget af Adonia i I akt af Salomons Dom, N.T. Bruuns omarbejdelse af L.C. Caigniez’s skuespil fra 1803 Jugement de Salomon; musik af F.L. Kunzen; opført på Det Kongelige Teater 1817. Trykte noder: Danm. Melod. 4, nr. 246, her til en vuggevise, »Smilende i Søvnens Arme«, hvis forfatter ikke er identificeret.
Mel. af Robert le diabletemaet ikke lokaliseret i Robert le diable, G. Meyerbeers opera fra 1831 med tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Robert af Normandiet, oversat af Th. Overskou, opført på Det Kongelige Teater 1833.
i hvad det ogsaahvad det end.
207
Glarglas i rude.
Mel. … Einsam bin ich, nicht allein»Ensom er jeg, dog ej ene«, kavatine fra II akt af C.M. von Webers lyriske drama Preciosa, 1820, med tekst af P.A. Wolff; oversat af C.J. Boye, opført på Det Kongelige Teater 1822. I lystspillet Kong Salomon og Jørgen Hattemager, som blev opført på Det Kongelige Teater 1825, parodierer J.L. Heiberg arien i sangen fra 5. sc. »Herre, hvad skal Enden blive«. Trykte noder: Rung bd. 2, s. 2; klaverpartitur til Preciosa findes. E-noder: Preciosa.
Mel. … In diesen heiligen Hallen(tysk) i disse hellige haller, arie fra II,12 af Mozarts opera Die Zauberflöte, 1791, med tekst af E. Schikaneder; dansk Tryllefløjten ved N.T. Bruun, opført på Det Kongelige Teater 1826. Trykte noder: Zinck 2, 5. årg., bd. 2; klaverpartitur til Die Zauberflöte findes. E-noder: Tryllefløjten.
Mel.: Bertrands Afskedsqvad»Dig, elskte Frankrig! mit Farvel jeg byder«, jf. Visebog for Hvermand bd. 1-2 i ét bind, udg. af Jul. Strandberg, 1862, Bd. 2, s. 44. Trykte noder: General Bertrands Afskedsqvad til Frankrig: Romance for Pianoforte eller Guitarre, Lose. Bertrand var en fransk general, der ledsagede kejser Napoleon i hans fangenskab på St. Helena fra 1815 indtil hans død 1821.
Diavoloomkvædet »Diavolo« fra »Voyez sur cette roche«, (fransk, i Th. Overskous oversættelse:) »Paa Bjerget, dybt i Skoven«, Zerlinas romance fra I,5 af D.F.E. Aubers syngespil Fra Diavolo, ou L’hôtellerie de Terracine, 1830, med tekst af E. Scribe; dansk Fra Diavolo eller Værtshuset i Terracina, opført på Det Kongelige Teater 1831. Trykte noder: Zinck 2, 8. årg., bd. 1; klaverpartitur til Fra Diavolo findes. E-noder: Fra Diavolo.
208
Mel. … Hvilken Nød, hvilken Qval»Que de mal, de tourment«, solo fra I,2 af Bruden (La fiançée, se note til s. 174). E-noder: Bruden.
Katten … Musen … paa Bænke og Bordeallusion til mundheldet »Naar Katten er borte, spiller Musene paa Bænke«/»Naar Katten er borte, saa danser Musen paa Bordet«, Mau, 4559.
PorticiLa muette de Portici, opera, 1828, af D.F.E. Auber; tekst af E. Scribe og G. Delavigne; dansk Den Stumme i Portici, oversat af J.L. Heiberg; opført på Det Kongelige Teater 1830.
Harmstærk sorg.
209
en Skamfor galt.
210
fiinfintmærkende.
Latinskolenhøjere skole, hvor der undervises i latin.
211
Muchacho(spansk) dreng, barn.
flinkrask.
212
Mel. … En Time før Middag»En Time for Middag Madamen opstaaer«, Henriks vise fra sc. 14 af Th.Thaarups dramatiske idyl Høst-Gildet med musik af J.A.P. Schulz; opført på Det Kongelige Teater 1790. Trykte noder: Fra Teatrene bd. 1 s. 124; klaverpartitur til Høstgildet findes. E-noder: Høstgildet.
214
Nu er han paa Glednu er der gang i ham.
superbeprægtigt.
Mel. … Nei vilde Jæger»Nein, wilder Jäger!« fra I,1 af Fr. Kuhlaus musikalske drama Lulu med tekst af C.F. Güntelberg, opført på Det Kongelige Teater 1824. Trykte noder: Zinck 2, 5. årg., bd.1; klaverpartitur til Lulu findes. E-noder: Lulu.
215
Purpurflag(et)rødt flag, tegn på, at en kamp skulle begynde.
218
tænke lydeligttænke højt.
219
angleprøve at opnå noget ved at friste eller lokke, fiske.
Mel. … For Dig Naturen straaler smukmelodien bygger på et tema (takt 3 ff.), der indleder »Für dich hat Schönheit, hat Schönheit sich geschmücket«, kor og ballet fra III akt af Oberon (se note til s. 175). Trykt klaverpartitur til Oberon findes.
Mel. … Jeg er Sergeant»Je suis sergent«, arie fra I,2 af syngestykket Le philtre, 1830, med musik af D.F.E. Auber og tekst af E. Scribe; dansk Elskovsdrikken, oversat af Th. Overskou; opført på Det Kongelige Teater 1832. Trykte noder: Zinck 2, 9. årg., bd. 1; klaverpartitur til Le philtre findes. E-noder: Elskovsdrikken (1832).
221
henriverovervælder.
222
VagtparadenHelsingør var i 1833, tidspunktet for stykkets handling, garnisonsby for 3. Livregiment.
der skydes fra Sundetvagtskibet, den kongelige danske korvet eller brig, der før sundtoldens ophævelse 1857 overvågede, at de passerende skibe betalte sundtold, saluterede de forbisejlende og ankommende orlogsskibe.
223
heldigt Momentlykkelig stund.
224
ubilligurimelig.
mitældre form af »midt«.
boxeresbugseres.
Bokarbukkar eller skovmærke, skovbundsplante med små, hvide blomster.
226
Mel. … Nach Sevilla!»Spanisches Lied« med melodi af Luise Reichardt (1779-1826). Trykte noder: Fra Teatrene bd. 2, s. 83. E-noder: Skilles og mødes.
Louvreindtil 1682 kongeligt residensslot. Grundlagt o. 1200; i 1546 påbegyndtes et stort firfløjet anlæg, fuldført i 1600-tallet og senere udvidet. Fra 1793 offentligt nationalt kunstmuseum; nu et af verdens største kunstmuseer.
Vendome … Støtten … KeiserVendômesøjlen, et sejrsmonument for Napoleon 1.s felttog 1805, er opstillet på Place Vendôme på højre Seinebred. Napoleonstatuen på toppen blev fjernet 1814, men en ny opsat under kong Louis Philippe. Søjlen blev ødelagt under Pariserkommunen 1871; i 1873-1874 genrejst med en kopi af den originale statue.
227
byggerhar sin plads, forefindes.
231
Romana(s)Don Pedro Carl y Sueda, markis af Romana (1761-1811), lederen af den samlede spanske hærstyrke i Danmark.
Hvohvem.
235
Mel. … En Drøm det varse note til s. 191, Stem gamle Minstrel.
Naarhvornår.
236
Nyborg … engelske Skibese note til s. 190.
237
Mel. … Tage Verden, som den er»Prendre le tems comme il vient« fra D. della Marias syngespil Le vieux château, 1798, med tekst af A.-V. Duval; dansk Den gamle Borg eller Mødet, oversat af R. Frankenau, opført på Det Kongelige Teater 1805. Sangen synges af Burbando i sidste scene før finalen. Trykte noder: D. Della Maria Favoritvise af den gamle Borg, oversat til Della Marias Musik af Dr. Frankenau, Sønnichsen. Partitur til Le vieux château findes.
239
Ild … samle … Hovedjf. Romerbrevet 12,20.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Første Afdeling Første Scene Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Syvende Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene Første Scene. Agentens Have Anden Scene Tredie Scene Fjerde Scene Femte Scene Sjette Scene Ottende Scene Niende Scene Tiende Scene. Mel. af Bruden: »Hører Du Fritz?« Ellevte Scene Tolvte Scene Trettende Scene Fjortende Scene

Del

[Sassy_Social_Share]