Skilles og mødes
Original dramatisk Digtning i to Afdelinger
1836
Første Afdeling
Spanierne i Odensei 1808 kom Napoleon 1.’s spanske hjælpetropper under den franske marskal J.B. Bernadotte (1763-1844) til Fyn for at forberede en landgang i Sverige. Napoleon havde storstilede planer om at bekæmpe England ved en fastlandsspærring, der skulle udelukke engelske varer fra fastlandets markeder. Han skaffede sig flere allierede, bl.a. Rusland, Spanien og Danmark, og i 1808 fik han den spanske konge til at sende et større kontingent soldater til Danmark for, som det hed, at tvinge Sverige til at opgive sit forbund med England og støtte Danmark ved et indfald i Skåne. De spanske tropper skulle forenes med et hollandsk og et fransk korps. Marskal Bernadotte, fyrste af Ponte-Corvo i Syditalien, senere fra 1818, svensk konge under navnet Karl 14. Johan, fik overbefalingen over hele hæren, i alt 32.000 mand. En del af de spanske soldater blev sendt til Ålborg, andre blev indkvarteret i de østjyske byer, på Fyn og Langeland. Om de spanske troppers ophold i Danmark: se i øvrigt noter til det romantiske lystspil Da Spanierne var her, ANDERSEN bd. 13, s. 645. Om spanierne i Odense hedder det i Mit Livs Eventyr (SS 21, 1855, s. 5-6): »[jeg] husker … endnu ret vel, de næsten sortbrune Mennesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der bleve skudte af paa Torvet og foran Bispegaarden; jeg saae de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortog og paa Halmknipper inde i den halvnedbrudte St. Hans Kirke«.
Vaudevillelet, tit satirisk lystspil med indlagte sange, hvortil melodierne oftest er lånt andetsteds fra. Genren stammer fra Frankrig og blev i 1820’erne af J.L. Heiberg gjort til en dansk guldalderspecialitet. i een Act
| FRANCESCO, spansk Officier, ved Regimentet | |
| MEIBUM, Gjæstgiver | |
|
AUGUSTA
JOHAN |
hans Børn |
| LUDVIG HANSEN, Muursvend | |
| KJØGAARD, Muurmester |
Scenen er i Odense 1808.
Første Afdeling
Første Scene
God Morgen, Gjenboe!
God Morgen! ja, jeg er nok en af de første? Hvor der er et Mylr paa Gaden med Spaniolerne. Der ligge de i hele Klynger hen ad Fortougene og slikke Solskin, de elendige Mennesker. Vor Herre veed, naar vi blive fri for dem igjen.
Slemme ere de ikke. Men een Eneste af dem kan gjøre mere Skraal og Støi, end ti af vore.
Det er paa Gaden, ligesom vi havde
Ja, det er galt! Jeg veed ikke hvad hele Lauget tænker paa! at flytte Skildt, gaae i Optog, naar her er saadan en Forvirring med fremmede Soldater, som her virkelig er.
I skulde ogsaa lade være at opgive Laugshuset! nu ere vi her saa godt vante! Peer Rasmussen er en brav Kromand! men vi have ikke hos ham et Laugshuus, som hos Eder.
Det kan ogsaa gjøre mig ondt! men jeg bliver gammel, trænger til lidt Ro, – og vi kan jo see hinanden alligevel! I Dag er det sidste Gang Lauget samles hos mig, og derfor vil jeg ogsaa gjøre Gildet.
Det kan jeg lide! men veed I, hvad I nu ogsaa skulde gjøre. Vi have seet Ludvig Hansens
Naar han har Vor Herre med sig, behøver han ikke mig!
Ja, I forstaaer mig nok! Ludvig er en flink Svend, et godt Menneske. Fra ganske smaa Børn har han og Eders Augusta leget Kjærester. Han hjalp hende med at pynte Dukker, og hun ham med at sye Faner, naar Drengene legede Soldater.
Lad os ikke snakke om de Børnestreger!
Ja, før kunde jeg da finde mig i, hvad det var; men nu, Ludvig har faaet Hjælp, nu han bliver sin egen Mand! – De har længe nok sukket for hinanden: Er han fattig, saa er I riig –!
Det er Børneleeg det Hele! De bilde sig kun ind, at de ikke kunne undvære hinanden. Jeg har mine egne Planer.
Egne Planer! Hun skal høiere op! Det ligner ikke Peer Meibum! Er en Murers Stilling ikke
1.
Hvo skjænker Mennesket et Hjem,
Hvo kalder nye Stæder frem,
Hvor Ploven før skar Furer?
Hvo løfter os fra denne Jord,
Etageviis, med meer, end Ord?
Hvo anden, end en Murer?
2.
En Murer har et muntert Sind,
Han dristigt seer af Ruden ind,
Hvor Pigebarnet
Ja, man har sagt, sandt eller ei,
At Amor tidt gik denne Vei,
I Skikkelse, som Murer.
3.
En Murer med et ærligt Sind,
Let murer sig i Hjertet ind
Hos qvind’lige Naturer.
Saa stolt en Stand, det er mit Ord,
Der gives ei paa denne Jord,
Som den, at være Murer!
Ja, det er nu godt nok! jeg agter og ærer enhver ærlig Professionist, og især holder jeg af Murerne; men hvad Augusta angaaer – tys!
Anden Scene
AUGUSTA (med en lille Vandkande i Haanden). DE FORRIGEJa, Mester, I maa ind i min Stue og have en Dram og et Stykke
Idag skal vi have Examen med den lille Ludvig Hansen. Vi gaae ham skarpt paa Klingen, før han bliver Mester.
Desto større Ære for ham, naar hans Mesterstykke da bliver antaget.
Du skal følge med mig, og ikke staae at holde Faddersladder!
Tredie Scene
AUGUSTA. (Strax efter) JOHANJeg har reent glemt mine stakkels Blomster! Hvad jeg dog ogsaa har i mit Hoved.
Nei, hvor det var dumt af Dig!
Hvad for noget?
At Du kom herind. Ellers havde jeg faaet noget at høre! ja, jeg vil ikke sige Dig hvad! Fader har nogle
Fy, Johan! gaaer Du saaledes paa Luur. Jeg raader Dig at lade være, ellers var jeg istand til at sige det til Fader.
Det gjør Du ikke! Han har noget Aparte for, det veed jeg nok. Det er bestemt til
Man spiller Fløite, slaaer paa Tromme,
Og Toget sættes
Først Laugets ældste Svende komme,
Hver har paa Kaarden en Citron,
I hvide Skjorte-Ærmer
Man sig med Skildtet nærmer,
Det pyntet er med Baand og Grønt
Og andet kjønt!
De gamle Mestre med Parykker,
Nu vralte frem. Hold Takt! hold Takt!
– Men see dog! giv Agt:
Til dette
I
Fremspringer
»Hei lystig, Courage!
:|: Courage!« :|:
Han skal være kulsort i Ansigtet og have en rød Næse. Saa skjærer han ind mellem Folk med sin
I Tykke, I Tynde, I Store og Smaa gjør Plads
For Lauget og Bajaz!
Det skulde Du fortælle Faster.
Jo, Du
1.
I Odense, ved Dag og Nat,
De Spanske fælt
De stege baade Hund og Kat,
Vil de sig ret traktere!
Fy!
De spise ogsaa Smaabørn op,
Derfor de har saa sort en Krop.
Piger, Uskyldighed er hvid, hvide de Danske.
2.
Hvad de har for ved Midnats Tid,
Ja, det maa Himlen vide!
Selv Maanen bliver ganske hvid
Og kryber til en Side!
Uh!
Paa Gaden brænder et Baal saa stort!
Kom ikke der, Du bliver forgjort!
Piger, Uskyldighed er hvid, hvide de Danske.
Kommer ei, kommer ei, til de sorte Spanske!
Det er jo noget forskrækkeligt
Saa! siger Du det? Øverste Classe har gjort den! der er 39 Vers i det Hele.
Ja, Tak skal Du have! jeg har saamæn nok af de to!
Du holder nu saa meget paa Spaniolerne! det har da Francesco sat i Dig.
Francesco er elskværdig!
O ja! i det mindste er han kjønnere end Ludvig Hansen.
Hvorfor denne Sammenligning? Sommetider er Du virkelig utaalelig. Gaae Din Vei!
Det er just det, jeg længe har staaet og tænkt paa; for Du er saa kjedelig. Hils Ludvig fra mig!
Fjerde Scene
Den stakkels Ludvig! – Jo, jeg tør nok tænke paa Dig, nok haabe paa bedre Tider. Lykken er ham allerede god. I Dag bliver han Mester i Lauget. Min Fader vil ikke længer være os imod. O Gud, jeg veed ikke selv,
1.
Om Hjemmet han sang, om Valencias Dale,
Orangeskovenes Duft,
Om Bjerge om Floder, jeg kunde dem male!
Det var, som jeg aanded’ hiin Luft!
:|: O havde jeg Vinger, de skulde mig bære! :|:
Dog nei! jeg i Danmark vil være!
2.
Han sang om de milde, de duftende Nætter,
Guds Moder i Hytte og Slot,
Den svævende Dands til Castagnetter
Og Havet saa dybt og saa blaat!
:|: Du herlige Syd! – Dog Alle mig lære :|:
»I Danmark er bedre at være!«
Femte Scene
LUDVIG (træder ind). AUGUSTAGod Morgen, kjære Gusta! jeg tænkte nok, jeg skulde træffe Dig ved Dine Blomster. Jeg listede mig et Øieblik herind, men jeg maa strax afsted, Lauget er snart samlet.
Det var smukt af Dig, at Du kom herind først. Jeg har længtes saa meget efter Dig. Det er mig, som om jeg var ganske ene i Verden. Med Fader tør jeg ikke tale om Dig, og med min Broder er der ingen Udvei.
Vær nu i godt Humeur! om en Time er jeg Mester! Vor Herre har alletider været god imod mig, han vil nok hjælpe! og det har han jo
Men kan Du ikke slet ikke tænke Dig, hvem det kan være, som har sendt Dig Brevet og Pengene.
Nei slet ikke. Jeg har endnu ikke andet derom, end dette Papir, hvori
1.
Naar Skoven springer ud og Gjøgen kommer,
Gid snart det skee, derom jeg beder Gud!
Da
Og Skovens Grene
Thi jeg vil holde Bryllup i Skjærsommer,
Og Du skal med – ja Du skal være Brud!
2.
Naar Vinterstormen da paa Ruden trommer,
Naar Tiden rynker vores glatte Hud,
Vil hver en Dag, der gaaer og hver der kommer,
Vel slette
I Hjertet er og bliver dog Skjærsommer,
Thi Dig jeg har, min søde lille Brud!
Hvor Du kan spøge!
Af Spøg bliver let Alvor! O, jeg er saa glad i Dag! Nu begynder min Lykke! Dog jeg har alt kjendt den fra den Aften, da Du sagde: Du elskede mig. Jeg veed nok, hvor høit Du staaer over mig! Din Moder gav Dig en Opdragelse, jeg ikke kunde faae. Men jeg sætter ogsaa Priis paa Dig! jeg skatter min Lykke. Det blev min Død, skulde jeg miste Dig!
Kjære Ludvig!
Men jeg glemmer at fortælle, hvad der jo vil volde Dig megen Glæde. Francesco er kommet tilbage med sit Corps. I dette Øieblik kom han ind af
Francesco er her? (kysser Ludvig.) O Du kjære, gode Menneske! ja, jeg holder ogsaa meget af ham!
Dog ikke mere, end af mig?
Vilde jeg da være saa bedrøvet for Dig? Jeg kjender jo heller ikke ham, som jeg kjender Dig! han vilde vist ikke være saa trofast, som Du! men det er et godt Menneske, et lykkeligt Menneske!
Men jeg er lykkeligere
Farvel da!
Farvel? Hvorfor ikke »Lev vel?« Du vil dog ikke lade mig fare!
Lev vel!
Sjette Scene
Han elsker mig saa trofast; og jeg holder ogsaa ret inderligt af ham igjen! dog føler jeg i den sidste Tid en forunderlig Angst ved Tanken om at see vort kjæreste Ønske opfyldt. Jeg frygter for en saa stor Lykke! ( Man hører Musik udenfor.) Ha! der komme Soldater.
Syvende Scene
FRANCESCO. AUGUSTAGod Dag! god Dag! seer De? Jeg blev ikke længe borte!
Francesco! hvor jeg – hvor vi alle have længtes efter dem! – Nu bliver De dog ret længe hos os.
Lad os ikke tænke paa Afreisen, idet vi komme. Skilles og mødes er Soldatens Liv, han maa ikke gjøre sig nogen
Det er stolt Soldat at være!
For sin Fyrste, for hans Stat,
For sit Hjem, for sine Kjære,
Fædrelandet og sin Ære
Er til Døden han parat.
Hører Du hist? Trommen alt gaaer!
Vi bryde op. Farvel vore Kjære!
Favntag og Suk – Trommen den gaaer!
Nu Farvel! Afskeds-Timen slaaer.
Ja Trommerne hvirvle og Bøsserne knalde,
Det blinker saa lystigt i Røg og i Damp!
Vildt Hestene vrinske, Trompeterne kalde:
»Rask fremad!« det lyder til blodige Kamp!
Tralala! tralala! over Busk og Krat,
Som den vilde Hær i den stormende Nat.
Tralala! tralala! til Dødninge-Dands
For den duftende Laurbærkrands.
De komme, de komme til blodige Dyst!
Dødsskuddet kalder!
En Engel staaer hos den, som falder,
Og kysser Livets Smerte bort.
Tralala! tralala! etc. etc.
Nu er Stilstands-Tegnet sendt,
Han tømmer stolt sit Bæger.
Kom! Her er en Vagtild tændt,
Sødt Søvnen vederqvæger!
Ham skjønne Drømme bære
Hen over Bølgen blaa,
Han favner sine Kjære,
Han ei saa længe saae.
Hvem før var Barn han finder,
– Men er hun ogsaa den?
Ja, Rosenknoppen svinder,
Og Rosen
Trommerne kalde,
Skuddene falde,
Lystigt de kalde
Til blodige Kamp!
Kjækt, uforfærdet
Svinge vi Sværdet,
Modet er hærdet
I Røg og i Damp!
Hjertets sidste, dybe Suk,
Er en Engels Røst, som kalder.
Broder! Døden er saa smuk,
For mit Fædreland jeg falder!
Hvilken Fryd, som kjæk Soldat
At gaae med Broderskaren
For sin Fyrste og Stat
Begeistret imod Faren,
At gribe Sværdet fat.
O hvilken Fryd at være Soldat!
See, saaledes er det! Blodet faaer ikke Tid at blive tykt; let ruller det gjennem Aarerne. Som sagt, her har De mig! nu skal jeg igjen klippe dem lystige Figurer! fortælle om det kjære Hjem og tegne hvad der ikke ret lader sig fortælle, synge Romancer om
De har skaffet os mange glade Timer!
Hvor man har saadanne Tilhørere, kan man ogsaa nok blive oplagt til at fortælle. Men, den gode gamle Fader er dog rask? Ham fornøiede det især at høre om vore stolte Klostre, om
Han taler saatidt om Dem.
Og De, Augusta? De taler ogsaa om mig? Tænker paa mig?
Jeg har gjemt Alt, hvad de tegnede for mig! hvert lille Stykke! det maatte jeg jo nok?
Men, det var
Men dog en Erindring!
Og mig gav De slet ingen! ikke engang en Blomsterbouquet.
Vil De have een? – See, her er en smuk Rosenknop! (Bryder den af.)
Nei! nei! – Den smukke Blomst! – Nu er det skeet. Jeg gjemmer den, jeg tager den med til Spanien. Jeg har mange Erindringer fra Danmark, men denne er mig dog den kjæreste! Hvor der bliver meget at fortælle, meget at tegne, at vise. Jeg er jo ogsaa her halvt hjemme. Sproget er mig ikke fremmed! min Moder var dansk. Det Sprog, hun helst talte, bliver jo dog i Grunden Modersmaalet for Barnet. Jeg har saaledes kunnet høre og see mere i Danmark, end mine andre Landsmænd; og jeg bringer et rigt Udbytte til Spanien.
Men lad dem nu ikke faae en alt for slem Idee om de danske Piger, den danske Natur.
Alt i Spanien lærte jeg af min Moder at elske dem. Og De kan troe, jeg føler mig alt som hiemme her, skjøndt her er koldt, meget koldt, – kun ikke i Hjerterne.
O, vi havde
Men i Syden aander man Luften let.
Saa have de der Jordskjælv, Slanger og Røvere! Alt dette Slemme ere vi frie for i det gode, fredelige Danmark.
Men Foraaret er koldt, koldt som oppe paa Pyrenæerne.
Det er just godt for det Grønne! ellers spiste
Ellers –?
Lægger De Dem ud med alle de danske Damer og det er farlige Fjender! For i Dag vil jeg tilgive! – Nu skal De ellers faae at see, at vi ogsaa kan give Dem en Carnevals-Scene. Imorgen flytte Muurmesterne Skildt. Det vil more Dem! Hele Lauget gaaer i Procession med flyvende Fane og klingende Spil. En lystig Harlequin i Spidsen, og alle de unge Svende bære Kaarde. Naar Skildtet saa er sat op, træder een af de ældste Svende frem paa det udbyggede Stillads og holder en Tale paa Vers.
Paa Vers?
Ja, det kan De troe! Naar saa Talen er endt, drikke de Kongens, Byens og Laugets Skaal, hvorpaa Taleren forsvinder. Nu kommer det Lystige! Harlequin holder ogsaa en Tale, og den morer just Folk. Saasnart han har tømt et Glas, kaster han det ned mellem Tilskuerne. Der er en Jubel! det maa De
Men om jeg nu sætter Dem med paa Billedet?
Jeg kommer ikke paa Gaden.
Men jeg kan sætte Dem der, at sige paa Papiret! De skal faae en overordentlig god Plads, lige foran alle de smaae Drenge og de gamle Koner.
Tak, fordi De sørger saa godt for mig! Men jeg snakker og sørger slet ikke for Dem! De har marscheret nogle Miil i Dag og trænger til at faae noget at spise – – Jeg er her
Ottende Scene
Hvor er min Beslutning? jeg vilde ikke see hende mere, og saa er dette Sted det første, jeg besøger! hun er den første, jeg seer! Ja jeg elsker hende! Hellige Guds Moder! kan Kjærlighed være en Synd? Jeg kan ikke rive hende ud af mit Hjerte. Min Sjæl og Tanke er kun hende, aander kun hende! Jeg føler mig som
1.
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed!
Som Solen brænder i Sandet,
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
2.
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
Dog rummer den ei den Flamme,
Mit Hjerte dølge maa!
Der brænder mig Ild i Blodet,
Flyv vilde Hingst afsted!
Mit unge Hjerte sprænges
Af haabløs Kjærlighed!
Nei, nei! hun elsker mig! Paa de høie Bjerge voxe jo i Sneen Blomster, smukke, som de skjønneste i Dalen. En saadan har jeg fundet under Nordens Snee. Hvorfor kan den ikke blive min? Ingen kan elske hende, som jeg! ingen skatter hendes Værd, som jeg! Her skulde hun blive i en lille ubekjendt By, i det fjerne Norden. Jeg vil hendes Lykke, vil den, som min egen. Ja, hun skal vide det! Længer kan jeg ikke leve i denne Uvished. Guds Moder! led Du Alt til det Bedste for den stakkels Francesco!
Niende Scene
AUGUSTA (kommer tilbage). FRANCESCONei, hvilken mørk Sky paa deres Pande! Hvor kom den fra? Kan saadan en nordlig
Naa, det er da godt, at den er borte igjen. (Sætter Frokosten hen.) Tør jeg byde Dem?
I et Clima, hvor de mørke Skyer høre hjemme, maa der jo let glide nogle hen over min Pande.
De har Hjemvee?
Nei, her er den borte! i Danmark har jeg ikke følt mig fremmed, som paa andre Steder. Det er jo min Moders Fædreland. Hendes Barndoms Hjem blev mig Phantasiens. I de mørke
De bliver jo nu ret længe hos os? De skal med i Bøgeskoven! see vore smukke Kløvermarker! spadsere en smuk Høstaften med os, naar Høet staaer i Stakker. Det er en Duft, en Herlighed! jeg kan ikke tænke mig det skjønnere i Syden.
Hvo veed! Maaskee er Afreisen nærmere, end vi troe! Generalen har i Dag faaet Breve –!
Glemme Dem? I Danmark glemmer man ikke sine Venner.
Hvorofte vil jeg ikke erindre denne Tid. Maaskee seer jeg aldrig mit Fædreland, maaskee falder jeg i Krigen langt fra Spanien, men ogsaa langt fra Danmark.
Nei, nei! De vil leve og vende hjem, hædret og lykkelig. En smuk, en ædel Pige bliver Deres Kone. Vær glad, som De altid var det. En Sorg trykker Deres Hjerte! – Det bedrøver mig.
Bedrøver Dem? – Ja, det bedrøver Dem! Jeg har ikke taget Feil af Dem. De ligner min Moder, har hendes milde Sind, denne forunderlige Qvindelighed, Nordens Døttre eie. Augusta, har De ingen Anelse om Grunden til min Sorg? Jeg troer, De har forstaaet mig. Jeg har læst det – vilde læst det i ethvert af Deres Blik, i enhver Yttring af Dem. De slaaer Øiet ned! Augusta, mit Livs Lykke beroer paa dette Øieblik. Jeg elsker Dem! – Svar mig ikke nu! ikke nu! Jeg seer Dem snart igjen! overvei Alt! for at besidde Dem, vil jeg gjøre Alt, hvad De – hvad Deres Fader kan forlange af mig. See ikke saa mørkt mod Jorden! Har jeg fornærmet Dem? Augusta, min Kjærlighed er saa oprigtig!
Francesco!
Mit Hjerte siger mig det: De elsker mig! O lad mig see det i Deres Øie! vend Dem ikke fra mig! De var mig jo altid saa god! Jeg lod Dem læse den lønligste Tanke i min Sjæl, kan min Tillid vække Deres Vrede.
De glemmer – – Forhold!
O, bort med alle Former, som Hjertet ikke kjender! Min Fader vil ikke være imod vor Forbindelse: han elsker mig. Og Deres –?
Francesco! De har Tillid til mig – jeg bør ogsaa være ærlig mod Dem. Vilde De kunne agte mig, om jeg, efter at have lovet Dem Troskab, brød denne for en ny, en anden Kjærlighed.
Det kunde De ikke!
De kjender Ludvig! han og jeg ere næsten som voxne op sammen. Hans fattige Moder maatte lade ham lære et Haandværk. Hun boede tæt herved, hendes lille Have stødte op til vor; der kom vi Børn daglig sammen, betroede snart hinanden vore Glæder og Sorger – vi mærkede ikke engang, vi alt vare voxne, før de andre sagde os det, før min Fader forbød mig al Omgang med ham. Han var fattig –!
De elsker ham altsaa?
Hør mig Francesco! O Gud, at jeg altid skal skabe Sorg omkring mig! I Dag bliver Ludvig Mester i Lauget. Min Fader er langt venligere stemt imod ham; og Ludvig elsker mig! er mig saa trofast! – O, han vilde blive saa ulykkelig!
Men elsker De ham? Augusta, har De spurgt Deres eget Hjerte? Er det ikke Venskab, – Venskab, som for en Broder, der har bundet Dem til Ludvig? De har maaskee tænkt: det var Kjærlighed. O tilgiv mig, Augusta! min stærke Følelse gjør mig
Mig siger Hjertets Stemme:
Jeg Spanien kunde glemme,
Og føle mig som hjemme
Fjernt ved den danske Strand!
Hvor Glæden mindst har Skygge,
Hvor Tanken drømmer Lykke,
Hvor Hjertet helst vil bygge,
Der er vort Fædreland!
Ha! hvad er det? De slaae Allarm. Hvad mon det betyder!
O Gud! Francesco!
Augusta! Nei, jeg har ikke misforstaaet Dig! dette Haandtryk er mig Dit Ja! Du elsker mig! Jeg Lykkelige! Din Fader skal vide det! han maa vide det! nu frygter jeg Intet.
Francesco!
Snart seer Du mig igjen!
Tiende Scene
Ja, jeg elsker ham! (hun standser forskrækket) Gud, hvad har jeg gjort! Ludvig! den arme Ludvig! Men jeg har aldrig elsket ham! det var Venskab! jeg indbildte mig, at det var Kjærlighed! – Hvad vil min Fader sige? Hvad vil Verden dømme? O, Gud! havde jeg dog aldrig lært at kjende Dig, Francesco!
Ellevte Scene
AUGUSTA. JOHANDet er en Trommen! accurat ligesom da de kom, de spanske
Du har altid saa meget imod de stakkels Mennesker, og de ere saa godmodige!
Godmodige! jo, de ville nok gjerne gjøre det af med os Allesammen! Kan Du huske den Gang, de nylig vare komne. Maria Kokkepige skjændtes med Tjeneren hos Francesco og sagde til ham, at vi skulde nok
Vil Du ikke ned at see, hvorfor de tromme. Skynd Dig!
Saa? jeg skal gaae min Vei! Du kan ikke taale, jeg taler om de rare Spanioler; jeg kan ikke lide dem! og det kan da heller intet fornuftigt Mandfolk. Det er kun de unge Fruentimmer, der nu alle Tider skulle være saa aparte. Tag I Eder i Agt! Spaniolerne ere slemme Fugle, og Du veed nok Historien om den lille Guldfugl.
1.
Der fløi en Guldfugl over Sø
En Fugl – ja vist, det var den rette!
Nu er jo Fyen en deilig Ø,
Og Pigerne særdeles nette.
De røde Roser og de Øine blaae,
See, denne Pragt fik Fuglen Øie paa,
Gjorde Visit,
Sang Quirevit,
Og alle Roserne de
Gaae Din Vei! jeg beder Dig derom.
2.
Den sang i By og paa Landevei,
Den sang om Dagen og om Natten,
Men, hvad den sang? Ja, det var ei
Om
De røde Roser og de Øine blaae,
Ei vidste, paa hvad Been de vilde staae,
De var’
Dikkedikkeda!
Ak, Fuglen var skinbarligt Amor!
Jeg har Hovedpine, og Du kan plage mig saaledes!
Du har Hjertepine, lille Gusta! Gud veed, hvad der er saa
Tolvte Scene
MEIBUM. DE FORRIGEBørn! I
See, nu vil den Gamle ogsaa have mig bort. (Til Augusta). Ludvig er besvimet, kan Du troe. Det er et daarligt Mandfolk!
Naa, min Augusta! (standser.) Nei, hvor forskrækket Du seer ud. Det er dog ikke for mig? Ja, Barn, jeg skulde ret skjænde paa Dig.
O, Fader! jeg er glad, meget glad!
Ja, det kan man mærke paa Dig! Nei, jeg kjender Dig i Dit Hjerte, veed enhver af Dine hemmeligste Tanker, som vare de mine egne. – Nu, Du behøver ikke at skamme Dig ved dem; men Du maa vise mig Fortrolighed, udtale Din Sorg og ikke lade mig læse den i Dine Øine og paa Dine blege Kinder. Har jeg fortjent det af Dig? Du veed, hvor nær Du ligger mit Hjerte.
Min eiegode Fader!
Jeg har noget ret alvorligt at tale med Dig om! Bliv ikke saa forskrækket! kan jeg ville andet, end Din Lykke? Seer Du, hvor smukt Solen skinner i Dag? Vor Herre vil ogsaa, at den skal skinne ind i vore Hjerte. En Dag, som denne, kan man nok sætte en rød Streg ved i Almanakken. Det tænker jeg ogsaa, Du vil gjøre. Du veed jo slet intet? Ingen kan have
Du har hjulpet Ludvig?
Ja, for Din Skyld og for hans Skyld. Medens I betroede Eder til Kjøgaard, til fremmede Mennesker, at de skulde virke godt ind paa mig, tænkte jeg allerede paa Brylluppet. Det er ingen Bebreidelse! jeg veed nok, hvor haard og kold jeg syntes, især i de første Aaringer. Ja vist! jeg havde tænkt mig, at Du skulde gjøre et fornemmere Partie, men i Grunden er dog det det
Barn! Gud! hun faaer ondt! Glæden dræber hende! Augusta!
hvor uforsigtigt af mig. Det var for stor en Overraskelse!
Fader!
Naa, Du slemme Barn, hvor Du gjør mig forskrækket! Kom dog til Dig selv!
Jeg er igjen meget bedre! hvor er Ludvig?
Han er her strax! og jeg vil ogsaa hente Dig ham. Jeg vil jo Alt, hvad der er fornuftigt og godt! Du skal være glad, igjen faae Dine røde Kinder, og det vil Du ogsaa. Hvor Du i denne simple, hvide Kjole ligner Din salig Moder. Ja, hun var smuk, som Brud. Nu et hvidt Slør over Haaret og en Myrthekrands derom, saa er Du, som Du bør være.
O, min Fader!
Føler Du nu ret Din Lykke? Er den Dig for stor at bære? Naa, jeg vil hente Dig Din Støtte, Din Trøst i dette Liv.
Trettende Scene
AUGUSTA. FRANCESCOAugusta! Du har alt hørt det? Du veed det? Det var Tegnet til at bryde op!
Gud vil det Bedste!
Græd ikke Augusta!
Francesco! det er min Fader, der hemmeligt har understøttet Ludvig, og sat ham istand til at blive Mester! det er skeet i Dag, i denne Time. I flere Aar har jeg grædt, har jeg sørget, fordi jeg troede, min Fader var os begge imod. Nu har han givet sit Samtykke! Nu, just nu, Francesco!
Og Du? Du?
Alt vilde jeg have sagt ham, da overraskede han mig med Velgjerninger, med Kjærlighed. I Dag er det min og Ludvigs Bryllupsdag!
Du elsker mig?
Jeg har gjort Dig ulykkelig, som mig selv. Venskab bandt mig til Ludvig, Søsterens stærke Venskab, man sagde, det var Kjærlighed, man søgte at skille os ad. Da troede jeg paa Navnet! Dit Ord var Lys i min Sjæl! Nu først kjender jeg Kjærlighed! men jeg kjender ogsaa min Pligt, kjender den, som Du kjender Din! Vi skilles ad. I reise bort, reise i denne Time. Gud er god, han har gjort os Kampen kort.
Nei, ved al Verdens Herlighed,
Vi maae! Du vil jo ikke gjøre mig ulykkeligere, end jeg er! (Francesco trykker taus hendes Hænder til sine Læber.) Vær Mand! min Bøn og Tanke vil følge Dig til Dit fjerne Fædreland! der vil Du – kunne glemme mig. Tiden læger alle Saar – ogsaa jeg – vil glemme Dig og dette Øieblik.
Du smelter min Sjæl, at den bliver som Barnets!
Og Barnets Sjæl er god! Vor Skjæbne er afgjort. Jeg maatte ringeagte mig selv om jeg nu kjæmpede imod min Faders Villie! Efter Alt hvad jeg før har sagt og gjort, hvad maatte han troe om mig?
Hvad vilde Verden dømme. (Synkende tilbage i sin Smerte.) Francesco, hører Du? Det er til mit Bryllup, Klokkerne ringe!
Og til min Død!
Nei, nei! Dig venter endnu megen Glæde, megen Lykke! Den Godes Glæde, Krigerens Lykke. Du skal gjensee Dit skjønne Fædreland. Aande den Luft, vandre i de Lunde, ved de Ruiner, jeg alene ved Din Fortælling har lært at elske. I Dit Fædreland har Du Slægt og Venner, Dine Kjære ville skatte og hædre Dig, som jeg – har elsket Dig! Lev vel, lev vel! Du har en Søster i Danmark, i det fjerne Danmark! glem ikke Din Søster, Francesco!
Alt er ude for mig!
En Drøm det var – nu er den endt,
Vaagn atter op til Glæde!
I Drømme har jeg Himlen kjendt,
Jeg vaagner for at græde.
Lev vel! ei meer vi mødes her!
Jeg skal Dig aldrig glemme!
Hvor Hjertet elsker, ene der,
Det føler det har hjemme!
Jeg
Jeg maa, jeg skal Dig miste!
Farvel! farvel! Det maa jo skee,
Gud lad mit Hjerte briste!
Fjortende Scene
Glæde og Lyst!
Du er min Brud!
O, hvor vi to ere lykkelige!
O, hvilken Fryd!
Sign Eder Gud!
Trommerne kalde! – I Verden ud!
– Hilses og derpaa Afsked sige!
Atter vi sees!
Naar mon det skeer?
Aldrig vi mødes i Verden meer!
Skilles, hvor bittert, men mødes, hvor sødt!
Her har to Hjerter hinanden mødt.
Afmarsch de tromme!
Hør, hvor de blæse en smuk Melodi!
Fanerne veie,
See, hvor de neie!
Der gaaer Francesco med sine forbi!
Anden Afdeling
Fem og tyve Aar derefter
Vaudeville i een Act
| GESANDTEN | |
| DIEGO, hans Søn | |
| JOHAN MEIBUM, | |
| FRU MEIBUM | |
| HANNE, deres Datter | |
| AUGUSTA HANSEN, Enke | |
| LOUISE, hendes Datter | |
|
ERIK
PETER
TRINE
|
og flere Tjenestetyende hos Agenten |
Scenen er i Helsingøer 1833.
Første Scene
Agentens Have
1.
Han er her :|: før man veed, :|:
Stor Hjertesorg han bringer,
Det kaldes Kjærlighed.
Uden Skjold og Hjelm
Gaaer han kjækt i Krig,
Han er fuld af Svig
Den lillebitte
:|: Tag Dig iagt! :|:
Mærk vel, hvad jeg har sagt.
Kjærlighed mit Hjerte
Ja for Guds Natur det brænder.
Havets Skjønhed, Fuglens Quad,
Den lange :|: Livets Dag, :|:
Hvad gjør han der saa længe?
O ja, o ja!
Han plukker der
Af de røde Bær,
Ja Hjerter smaa – Hvordan skal det gaae?
:|: Tag Dig iagt! :|:
Mærk vel, hvad jeg har sagt!
Du er et lykkeligt Menneske, Louise! Du har altid det samme velsignede Humeur.
Ja, hvad kan det hjælpe at hænge med Hovedet, det faaer man ikke noget for! at plage sig selv, er en daarlig Fornøielse.
Jeg veed det nok! ofte er jeg en underlig Pige! Jeg kan føle mig saa bedrøvet, som om en stor Sorg tyngede mit Hjerte, og dog har jeg ingen Sorg; veed ingen Grund, hvorfor jeg er saaledes. Det ligger nu saa i min Natur. Tidt er jeg ogsaa munter, ret hvad Du kalder en fornuftig Pige, skjøndt jeg ikke naaer Dig i dit Hverdags-Humeur. Kunde jeg dog altid være glad, som Du.
Kjendte jeg Dig ikke bedre, vilde jeg troe, at den lille uartige Dreng, som løber om med Pile – Du kjender jo nok den Historie – havde været lidt paa Spil! men det er ikke Tilfældet, skjøndt vor unge Spanier er smuk, ret smuk. Hans Øie hviler ofte paa Dig. Men Du elsker ham ikke, nei slet ikke?
Han er smuk, han er underholdende og saa uendelig
Nei Gud bevare mig derfra! da var min Munterhed forbi, da vilde jeg blive ulykkelig. En riig Mand tager ikke en fattig Pige, og dersom en fattig Mand har sin Forstand, vil han ikke gjøre hende og sig ulykkelige. Jeg er tilfreds! jeg har jo min kjære Moder og Dig, Hanne.
Men her i Huset behandles Du ikke altid saaledes, som Du burde! Min Moder er ikke god ved Dig!
Jo sandelig! hun kunde jo ganske
Ikke som en Datter af min Faders Søster, men som en simpel
Det er jo ogsaa min Bestilling! og jeg kan ved den hjælpe min stakkels Moder! Hun er svag; jeg ung og rask! – Gud skee Lov, vi kom her ned til Helsingøer, her er mere oplivende for hende, og her har jeg fundet Dig, vundet dit Venskab. Da min Fader var død, kunde Moder ikke holde det ud i Odense, flyttede derfor til Helsingøer, her har hun jo dog en Broder og jeg en Søster. (rækker Hanne Haanden).
Det er det smukkeste Navn, Du kan give mig!
Du er god, Du er smuk og skal blive endnu smukkere i denne Stads. Nu er den færdig! kun disse
Diego har ikke besøgt os i Dag!
Han kommer
Nei, nei, det kan han ikke! jeg er slet ikke elskværdig, ikke underholdende, jeg kan kun høre paa ham, glæde mig ved hans Fortællinger.
Mere forlanger den Interessante heller ikke.
Men, det kan jo ogsaa være Dig, han kommer for. Du er dog den moersomste af os begge.
Der er han.
Anden Scene
DIEGO. DE FORRIGETør man nærme sig!
De kommer jo ikke som Fjende!
Som Fjende? Venter De en saadan? Jeg er deres Allierede! Hvor flittige ere De allerede! og jeg har kun spadseret, knipset Hovedet af en halv Snees Blomster, som stode ved Veien, været i Marienlyst og søgt efter
Nei, kjøbt er den ikke, men maaskee har de taget den, da
Her er smukt, meget smukt! Sundet seer ud som en Flod, og de store Tremastere, der glide forbi, bringe os til at tro at man staaer ved en af Amerikas dybe Floder.
Ja her have vi Bjerge! det mørke Kullen laaner Svensken os at see paa! han maa pynte paa vore flade Udsigter.
Der har
Jeg holder ikke af de gamle Dage! da spiste man Øllebrød om Morgenen, og
Da var Norden berømt for sin Tapperhed, for sin Kjærlighed. Jeg kjender nok det smukke Sagn om
Ja, det var i gamle Dage. Nu ere vi civiliserede, har det ligesom de andre Nationer. Kjærligheden er mere fordeelt.
I Snee og Iis har De kunnet leve deroppe paa Bjergene, hvor der er Ulve og Bjørne. De kunde være revet ihjel.
Som Barn hørte jeg tale om de nordlige Lande, læste om Nordlys og Iisbræer, om
Og Deres Fader har De ikke seet siden? Hvilken Glæde, nu da han kommer.
Om nogle Timer maaskee!
Mødet er saa kort. Strax maa han bort igjen. Som spansk Gesandt gik han hjemme fra til London, og nu derfra igjen med Dampskibet til Petersborg.
Men han kommer jo snart tilbage?
Snart! og da maa jeg reise med, forlade det smukke Danmark –
Og den grønne Vinter.
De kan spotte? dog veed jeg, De vil tænke paa mig, naar jeg er borte.
Maaskee!
Og De Frøken?
De vil jo heller ikke glemme Deres Venner i Danmark?
Jeg sender over Pyrenæerne en Brevdue, der vil fortælle Dem min Længsel og mine Erindringer. Jeg skriver Deres Forældre til. Dem Frøken – tør jeg jo ikke? – Men en Hilsen, en venlig Hilsen! – ogsaa til Dem Louise.
Sjælland har flade Kyster, Landet er snart ude af Syne, jeg er bange, at før De seer Skagens Sandbanker, har De glemt Sjællands Skove og dem som boe der. Trækfuglen flyver mod Syden.
Men den glemmer ikke, hvor den byggede i Norden.
Men vi glemme nu, at Tiden løber. Min Stads er færdig.
Saa maa Deres Fader komme, naar han vil.
Nei, først naar Du har Din Pynt istand, naar Erik er færdig her i Haven og saa en lille Time til, for man har alle Tider, noget at pille med, selv om man er færdig.
De forlader mig.
Nødvendigheden.
Vi begive os til de indre Gemakker.
Tredie Scene
Du smukke, duftende Rose, saa reen og aandig! Dig tør jeg trykke til mine Læber, give mit varme Kys, sige: jeg elsker Dig! og dog er Du fattig paa Jordens Guld, eier kun din Skjønhed og Duft. Jeg elsker Dig! (Iler hurtig ud).
Fjerde Scene
Rap og stærk
Til vort Værk,
Her er ei Tid til Spas.
Helsingøer,
Som sig bør,
Forstaaer at gjøre Stads.
Rap jer Lidt
Hver med sit!
Rap, rap, siger jeg! den Green maa vi have bort, den kunde tage Fruen i Kjortlen, og saa bliver det galt. Her skal den op! det er en Guirlande! Du maa ikke
Sønnen her er, kan jeg godt lide. Ja vi kan da allesammen lide ham! troer han ikke Erik, han løber af med Frøken Hanne?
Derfor er det nok, at al den Stads skal gjøres af Faderen.
Jo vidst
Du trak Veiret? blæste to Gange? Hun gjælds ikke!
Vil I lade være at fjase! Vi blive ellers aldrig færdige, og før vi veed af det, kommer det engelske Dampskib med Gesandten.
Lidt Fornøielse kan ikke skade. Vil I da ikke gjøre Løier, eller fortælle en af de
O ja, fortæl os om
Ja, fortælle og fortælle, jeg skal altid fortælle, – men det kan nu være det samme da! jeg kan saadan en overordentlig deilig Historie! det er da egentligt en Vise, Romance hedder den. Min Svoger, Skræderen, der har været udenlands i Tydskland, har hørt den paa Comedien i den østerrigske Hovedstad Wien. Den skal være af en, som har saadant et vanskeligt Navn!
O syng den!
Den er saa rørende! vi græd allesammen, da min Svoger Skræderen sang den. Det er ogsaa saadan en net Tone, den har at gaae paa. Den handler om to Elskende, Eduard og Kunigunde, deres Kjærlighed og Skjæbne og meget mere, som Visen melder. Nu vil jeg synge den, men saa maa I synge Omqvædet med. – Ak ja! i Begyndelsen er den lystelig nok, men det Traurige har den i Midten og i Enden.
Der var engang to Elskende, jeg dem jo nævne kunde,
Den ene hedte Eduard, den anden Kunigunde.
En Aftenstund de tvende gik, der var saa smukt i Skoven,
En Nattergal, et Kildevæld og Maaneskin foroven.
De satte sig ved Kildens Bred og deres Kinder brændte,
De sagde disse skjønne Ord, de skjønneste de kjendte.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard.
Da traadte hendes Fader frem, de troede de var ene.
Han sagde disse haarde Ord, som kunde knuse Stene.
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard!
Det tog hun sig nu meget nær, det var en Sorgens Time,
Og da hun ret betænkte det, saa maatte hun besvime.
Den Fader bød: I skilles maae,
Hun græd og græd og atter græd og blev saa sat i Kloster.
Der sad hun i sin Celle nu, den skjønne Kunigunde,
Og saae igjennem Rudens
Der udenfor sad Eduard, han sukked’ og hun sukked’,
Og Vinden sagde disse Ord, mens Sukkene de vugged.
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Saa døde hun, han døde med og de var’ begge døde!
Den grumme Faders Hjerte da begyndte først at bløde.
Een Grav han gav dem begge to, i Dødens stille Have,
Og disse sande, skjønne Ord lod han paa den indgrave.
Eduard og Kunigunde
Kunigunde, Eduard,
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Eduard og Kunigunde,
Kunigunde, Eduard.
Men paa den anden Side, imod Nord,
Stod’ disse Ord!
Eduard og Kunigunde!
Kunigunde, Eduard!
Fruen! Fruen!
Fruen!
Ja, see Fruen er nær!
Hvilken Lystighed her,
Man kan neppe jo komme til Orde!
Er
Kommer Musen saa kjæk,
Og dandser paa Bænke og Borde
Paa hinanden man staaer,
Her en Sladder man faaer!
Ei fra Haanden det gaaer,
Nei de quidre enhver,
Nu af »
Nu af »Diavolo« der –!
O saa skynd jer lidt meer!
Alt man Dampskibet seer.
Kan den Smule da ikke faae Ende?
– Hvilken
Der Du staaer som neutral!
Det er Synd, at min Kone skal skjænde!
Holde Folk er fatalt,
Har man ingen, er det galt!
Rap og stærk
Til vort Værk,
Her er ei Tid til Spas!
Helsingøer,
Som sig bør,
Forstaaer at gjøre Stads.
Rap jer Lidt
Hver med sit!
Femte Scene
AGENTEN. FRUENMen Herre Gud, lille Mand! Du siger ikke et Ord til dem! jeg skal altid skjænde! jeg skal altid gjælde for den værste. Er det ikke
Ja, men om nu Sønnen ikke synes om det?
Hvilket Indfald Du kan have! det er bare for at sige mig Ubehageligheder. Diego elsker vor Hanne! troer Du, at jeg som Moder og som Fruentimmer ikke skulde have mærket det? Altid søger han hende op! altid skal han ind til hende, naar hun og Louise sye og brodere. Hun er stille, bly! mine Talegaver har hun ikke! hvad skulde trække ham, uden Kjærlighed! det er jo tydeligt nok. Du vil dog ikke have, han skal falde med Døren ind i Huset? Vi maae tænke paa vort Barns Lykke! vi maae lade ham mærke, at vi intet have imod Partiet, vi maae give Dem Leilighed at mødes –!
Det veed Gud, du gjør!
Du taler, som Fader! jeg kan bedre føle det, som har baaret hende under mit Hjerte. – Seer Du, det er ikke for Rigdommens Skyld, for vor Herre har været os god nok, ja altfor god! Men man vil gjerne see sit Barn vel fremme i Verden. Hun har faaet en Opdragelse, som et Adelsbarn, og hendes Giftermaal med Gesandtens Søn vil gjøre Opsigt, vil ærgre visse gode Damer.
Men hvad skal jeg gjøre?
Tys! der har vi ham! jeg gaaer til Side. Bring ham paa den glatte Iis. Skulde han yttre noget – Jeg har intet mod Forbindelsen, men tale med mig derom maa han. (Hun træder bag Hækken).
Sjette Scene
AGENTEN, strax derefter DIEGOJeg troer, hun vil jeg skal frie for Pigen! skulde han være forliebt i Hanne? I dette Capitel see Fruentimmerne rigtignok dybere end vi! naa jeg skal føle mig for, saadan paa en
Om Aftenen er Hr. Agenten altid ved Spillebordet, og jeg – jeg har nu engang ingen Sands for denne behagelige Adspredelse.
Det er rigtigt! meget rigtigt af Dem! en ung Mand, med saa mange Talenter, kan anvende disse langt bedre, end ved at sætte sig til Kortene. Men de trækker ogsaa de Gamle fra os! hvem vil ikke gjerne høre om Deres Reiser, om Deres Fædreneland? Ja, i Grunden, løb jeg tidt gjerne med. Jeg har saadan en Passion for de Spanske! – Gamle Erindringer!
De har været i Spanien!
Nei, Gud bevar’ os! men, som Dreng har jeg havt meget med Deres Folk at gjøre! hvor de elskede mig. Jeg var saadan en lille nydelig Dreng og gik i
De erindrer altsaa tydeligt Spanierne i Fyen?
Ja, det kan De troe! O, det vare nogle fortræffelige Mennesker! der var en Trommen, da de kom ind i Byen, som om de vilde tromme Husene ned! de gjorde Ild paa Gaderne, stegte Katte – det var overordentlig gode Katte! proper Behandling! superbe! superbe! jeg løb om imellem dem. »
Men De maa have været en tolv til fjorten Aar, den Gang?
Ja, – hvad jeg vilde sige! jeg var kun lille af min Alder, men jeg var altid med. Jeg sang Serenader med dem. Ja, tænk Dem! Fru Didriksen, som De kjender, Fruen med de syv Døttre, »lille Julle,« som hun hed, courede jeg og Spanierne svært til. Jo, jeg var en
Hvad enhver Fremmed maa synes, de ere elskværdige. Det Blaa, som kun Middelhavet og Sydens Himmel eier, er her lagt i Qvindens Øie. Af Snee og Blod synes hun skabt. Vel have ingen af dem Sydlænderindens Fyrighed, men de have hvad der især klæder Qvinden, og som hun aldrig kan undvære: Qvindelighed.
Det var godt sagt, overmaade godt! jo De veed nok at snakke. De er et farligt Mandfolk! He, he, he! men tag Dem iagt! Deres Hjerte kan ogsaa let faae et lille Knæk!
O, det har vist lange Udsigter! endnu flagrer det frit omkring i den store, smukke Natur. Jeg kjender kun til Kjærlighed, ligesom jeg kjender til Spøgelser, af Andres Fortælling.
Jo, luur mig! Jeg har nok mærket –!
1.
Naar først man begynder at miste Couleur,
Og Panden snart rynkes, snart glattes,
Der hersker Aprilveir i vort Humeur,
Men Øiet faaer Flammer, som aldrig før,
Jo, saa veed man nok, hvad der fattes!
Man længes, man ønsker, men veed ei ret.
Hvad er dog vel det?
Det er Sygdom da man har.
Det er Kjærlighed min Fa’er!
2.
Man følger den Deilige Skridt for Skridt,
Man lever og drømmer kun hende;
Ja sukker og vender saa Øinene lidt,
Skjøndt uden man veed det, sligt hænder sig tidt,
Sig selv kan man aldrig ret kjende.
Men siger en Anden, han fatter vor Nød,
Strax bliver man rød!
Det er Sygdom da man har.
Det er Kjærlighed, min Fa’er!
3.
Der sidder i Hjertet en liden Smaadreng,
Der synger og sukker og banker,
Men altid han slaaer paa den samme Streng,
En Liigkiste eller en Brudeseng,
See det er hans Arbeid og Tanker.
Man tidt ved et Ord kan faae ham curert,
Men man er genert!
Det er Sygdom da man har.
Det er Kjærlighed, min Fa’er!
Saa jeg har da alle disse Symptomer? Jeg skal være forelsket? Og hvem er da den Lykkelige?
Det er en Hemmelighed!
Ja, det er det virkeligt for mig, og jeg burde dog især vide det.
Hun er her i Helsingøer!
Maaskee her i Gaden!
Ja, De spøger! men jeg har Øinene med, og vilde De skrifte?
Ja, saa fik De ingen Ting at vide!
De maa bedre kunne skjule Dem. jeg er ikke den Eneste! man har altfor vel bemærket –
Hvilket? Maa jeg ikke vide det?
Nu skal man være fiin. (høit, med tørt Alvor.) Ja, hun er her i Huset. – Jo, Gud hjælpe mig, blev De ikke rød! De tør ikke see mig ind i Øiet.
Og Pigen er?
Den lille Sy-Jomfrue, Louise!
Louise!
Ja vist! nu har man en gammel Ræv! De har et godt Øie til Pigen!
Jeg forsikkrer Dem –!
Hvorfor skulde De ellers saa gjerne sætte Dem ved Sybordet! blive ganske borte, De snakker med min Hanne og saa flyve Øinene til Louise.
Louise! Men paa den Maade Hr. Agent, kunde det jo ligesaa godt og bedre, være Deres Datter, der henrev mig, naar De endelig vilde have en saadan Grund.
De spøger.
Er De haardnakket endnu? Jeg er jo paa det Rene med Dem!
1.
Alt nok min Kjære!
Jo, jo paa Ære,
Saa maa det være!
O, jeg maa lee!
Jeg har opdaget,
De staaer i Slaget;
Og
Jeg der kan see.
Men Purpur blænder.
O ja, det hænder!
Ha! mon han kjender
Mit Hjertes Vee?
2.
De troer, jeg feiler?
Nei, hos hver Beiler
En Havfrue seiler
Paa Øiets Sø.
Man spidser Øre
Og faaer at høre,
Hvad sig kan røre
Paa Hjertets Ø.
Jeg har den Gave,
At jeg kan stave
Og lægge sammen,
Min gode Mand.
Tro ei saa lige
Paa Havets Pige,
Hvad hun kan sige,
Er Skum paa Vand!
Naa, ja! et lille Glas Viin ovenpaa den Historie! snart kommer Fatter, saa skal vi have to, vi skal have ti. (Tager ham under Armen og fører ham ind med sig. Afsides.) Nu gaaer det.
Syvende Scene
Fortræffeligt! Ja, han elsker, det er tydeligt! – Men om det nu var Louise? Nei, det er ikke rimeligt! En Adelsmand kan nok synes godt om en Sypige, men elske hende! det vilde være meget uskyldigt! I ethvert Tilfælde, gjør hun ikke godt her. Hanne er saa blød, Louise saa fjasende, denne Contrast? – Jeg troer i Grunden, at hun er her for meget. Hun maa hjem! – Ja, ja, hun skal det og det i denne Dag.
Ottende Scene
LOUISE. FRUENDersom Fruen vil behage at see, saa er jeg nu ganske færdig. Jeg troer saa det bliver bedst, at jeg tager fat paa Dækketøiet.
Ja, mit Barn! Men jeg har tænkt paa, at Du kunde tage det hjem med. Det var moersommere for Dig. Nu kommer Du ogsaa i disse Dage til at sidde saa ene her. For saasnart Gesandten er reist igjen, tage maaskee vi Andre til Frederiksborg.
Jeg kjeder mig aldrig, naar jeg har noget at bestille!
Men det vil fornøie Din Moder, at have Dig hos sig! – og jeg vil ærligt sige Dig det, Barn! Seer Du, naar Frøkenen og Du sidde og arbeide, kommer altid den unge Spanier, bliver halve Dage hos Eder –! og jeg vil ikke for Din Skyld og for hendes Skyld have saadant noget, det leder til intet, uden Sniksnak.
Men, Herre Gud! da han boer her i Huset, hvorfor skulde han da ikke komme ind og tale med os? Jeg seer slet ikke noget Ondt deri, at han besøger os!
Os? Os? Troer Du, han kommer for Din Skyld?
Nei, jeg tænker han kommer for sin egen! Det morer ham, at være i godt Selskab.
Louise! Du har saadant noget forunderligt uskyldigt ved Dig! det maa Du vænne Dig af med. Troer Du, Dit Selskab morer ham?
O ja! tilligemed Hannes! Jeg siger tidt noget, der ikke er saa galt.
Barn! jeg vil ikke fornærme Dig, for ingen kan gjøre ved, om han er fattig eller riig, men naar man ikke har andet i Verden, end Du har, maa man stemme Tonen efter Omstændighederne. Ikke saaledes – hvad skal jeg kalde det –
Det har Deres Datter altid ladet mig glemme. De selv – vil ikke lade mig føle det.
Ja, vi ere gode mod Dig! vi mene Dig det godt! derfor er det ogsaa, at jeg vil have, Du skal tage hjem den korte Tid, Diego endnu er her. Jeg troer virkeligt, at han seer paa Dig med farlige Øine! Din Lykke kan det aldrig lede til. Saadan en ung, riig Herre kjender man nok! jeg raader Dig endogsaa at undgaae ham.
Aldrig har han givet mig Grund til at formode Sligt; jeg begriber ikke, hvorledes De kan falde paa det. Jeg er fuldkommen rolig.
Saa? Du er fuldkommen rolig! men jeg er ikke rolig! Man skulde troe, Jomfruen saae det gjerne! det smigrer det lille Hoved, at en fornem Herre nikker til hende. Men jeg tillader det ikke. Agentinden tillader det ikke! og nu – Du tager hjem til Din Moder.
Hvormed har jeg fortørnet Dem! Deres Fremgangsmaade er saa forunderlig!
Virkelig? Vil man see! raisonnere kan Du! ja, jeg har nok mærket, hvor kjæphøi Du kan være! O ja! det giver noget Piquant! det behager visse Folk. Men det er stygt! det er hæsligt! det er – det er at
Een er saa bly, har Intet sagt,
Og dog gaae Øinene paa Jagt!
Een er saa knipsk, Een saa koquet –
At angle – Alt gaaer ud paa det!
Jeg passer paa,
Saa skal det ei gaae!
I mit Huus skal Intet skee,
Mod dets gode Renomée.
Sikkert Du fandt,
Jeg siger sandt!
Ei Coquetteri, Du veed
Ak! det er: Uskyldighed!
En saadan Krænkelse! – De forlanger, at jeg hjemme hos min Moder skal fuldføre mit Arbeide –? Jeg skal efterkomme Deres Befaling.
Ja, see det er det, jeg vil! at saare Dig, er slet ikke min Hensigt. Dit Vel ligger mig paa Hjertet! Jeg vil sende Dig Bud, før behøver Du ikke at komme.
O Gud! hvor det er tungt at være fattig!
Niende Scene
DIEGO. LOUISEDe stiller Dem op mellem de andre Blomster! Saa alvorlig! den ellers saa muntre Louise! – Er De ikke vel? Jeg troer De græder? Og Fruen saae jeg gaae bort! – Hun er dog ikke Skyld i disse Taarer?
Hvor kan De troe det? – Der var et lille Dyr, som fløi mig ind i Øiet, og nu brænder det saa stærkt!
Det har været i begge Øinene og tillige slaaet Humeuret ihjel. Kan De slet ikke spøge derover? De er forstemt! – De behandles ikke alle Tider, som De kunde fordre.
Fordre? Jeg har intet at fordre! – Lev vel! Jeg har meget Arbeide for! jeg tager hjem til min Moder, hvor der er større Rolighed!
Men vi see Dem imorgen.
Jeg troer det neppe.
Nu, saa besøger jeg Dem og Deres Moder.
Det vil De ikke gjøre!
Og hvorfor?
Man vil finde det underligt, og – om De ikke bliver vred – det var ikke saa passende. Det vilde ogsaa bedrøve mig.
Bedrøve? Ikke passende? Det forstaaer jeg slet ikke! – Deres Moder er Agentens Søster! hvorfor tør jeg ikke gjøre hende min Opvartning? Jeg vil det! og – om De ikke bliver vred – det var ikke saa passende, om man nægtede sig hjemme. Det vilde ogsaa bedrøve mig.
Husets Gjæster pleie ikke at besøge os. De kan vel vove det.
Men – (Hun rækker ham Haanden.) De vil ikke! dette Spøg vil fornærme min Tante.
Deres Tante! hende frygter De? hun kan saaledes forjage Deres ungdommelige Munterhed! Hun var dog, som jeg gjættede, det lille Dyr, der fløi Dem ind i Øiet og fik det til at brænde saa stærkt. Man har været ubillig mod Dem! Maaskee – –!
Hvor kan De troe det?
Deres Øine modsige Dem! – Jeg har seet mere end De troer, maattet see det. Den Tilsidesættelse, den Bitterhed, De møder, har tidt opbragt mig. De fortjener det bedre! Fortjener den Kjærlighed, som kun Hanne giver Dem. Deres Lod er i den sidste Tid gjort tungere, jeg har seet det, følt det. – Den større Bitterhed, Deres Tante viser Dem, – troer jeg at vide Grunden til og fatter hendes Planer, føler min Uforsigtighed. Hun har opdaget, hvad jeg troede skjult i mit eget Hjerte, kjendt kun af Gud og mig selv. Men hvorledes skulde jeg ogsaa kunne bekjæmpe denne Følelse. Den er reen og hellig! det er den, der i dette Øieblik
En saadan Spøg ventede jeg ikke, at De vilde tillade Dem.
Kan De troe, det er Spøg? Louise, taler Deres Hjerte ikke for mig?
Min Tante havde Ret! Min Munterhed passede ikke til de Forhold, hvori jeg her staaer, men jeg veed aldrig, jeg har givet Dem Grund til at behandle den fattige Pige saaledes.
Louise! Louise!
Dampskibet er ved Broen!
Min Fader! han kommer! han kommer! (med et Blik mod Udgangen, hvor Louise forsvandt.) Dig skal jeg ikke miste!
Tiende Scene
Hører Du Mand! Skuddene gaae,
Dampskibet kommer, o hvilken Glæde!
Skynd dig dog lidt! – ile Du maa –!
Lad mig dog først faae Hatten paa!
Tjenerne være maae tilstede!
Skynd Dig min Ven!
Nu skal jeg gaae!
Hatten jeg tro’ede –?
Er paa dit Ho’ede!
Trommerne gaae!
Musik han faaer.
Vagtparaden paa Broen staaer!
Det er et Held, at Sligt skal skee,
Saa faaer Gesandten dog det at see!
Ned gjennem Gaden
Trækker Paraden,
Hør, den Musik er excellent.
Dampskibet kommer,
Hør hvor man trommer!
Det er et stolt, et
Ellevte Scene
GESANDTEN (ledsaget af Louise, træder ind af en Sidelaage.)Nei! De maa følge længer med! presentere mig for de Andre!
Nu kjende jo vi to hinanden. (Han seer paa Blomsterne) Hvilke smukke Blomster! Men Duften er saa stærk. Jeg har ogsaa plukket nogle! plukket dem i Skoven! vilde Væxter, som hver Bondepige kan sætte i sit Haar. I Spanien vilde de være Pynt for en
Prindsesse.
Vil De ikke træde ind i Værelserne.
Først vilde De nødigt føre mig herind i Haven, nu skynder De paa at slippe mig igjen. Hvad er det? Deres Haand skjælver! De har løbet! jeg standsede Dem i Flugten! har jeg virkelig været
Nei, slet ingen! det glæder mig, at jeg kan være til Tjeneste. Gud skee Lov, at De ingen Skade er kommet til.
O, det Hele var ubetydeligt. Strax bleve vi Alle lidt overraskede! Skibet stod
Jeg frygter, deres Søn nu ikke er her, men søger dem ombord. Maaskee de Alle ere gaaet Dem imøde.
Saa maa De just blive hos mig. Det vil De nok! fortælle mig om min Diego, sige mig Navnene paa de Blomster, jeg har plukket, og dette Grønne hvad kaldes det?
Her hedder det
»Skovmærker!« der er jo heel Betydning i Navnet.
Den hedder Brudelys, og denne kjender De!
Den vilde Rose! – hvilken Duft dog i de grønne Blade!
De ædle Roser have ikke denne Æbleduft; men Blomsterne ere smukkere. Her er en deilig Knop. (rækker ham den.)
Saa smuk! – og snart er den visnet!
Næste Sommer seer det ud, som den var her paa Træet igjen.
Men den er dog ikke den samme. Jeg var her engang i Danmark, var her for fem og tyve Aar siden. Nu jeg steg i Land, saae de lave grønne Kyster, aandede Duften af de vilde Roser, syntes jeg at det var kun Timer siden, jeg var her! det samme Grønne, den samme Duft var rundt om mig. Man gav mig en Rosenknop, da jeg reiste. De giver mig een igjen, nu jeg kommer; den er Ledet mellem skilles og mødes. – Jeg finder selv en Lighed i deres Blik, som synes mig – at vi engang mødtes! Alt siger mig: det er det samme Grønne der dufter, den samme Rosenknop der udfolder sig, den samme Stemme jeg hører, som for fem og tyve Aar siden, og dog veed jeg det ikke er saa. Alt gaaer sin vante Kreds-Gang! det Billede, Dannemark og Menneskene der efterlod mig i min Sjæl, smælter nu sammen med Virkeligheden, og jeg troer i første Møde ikke blot at see desammeBlomsterogBlade,menuforandret de samme Mennesker.
For fem og tyve Aar siden, havde endnu ingen drømt om min Ubetydelighed.
Og da drømte jeg min bedste Drøm, var et ungt brusende Blod, som Diego, fløi, som han, om i Europas Lande.
Hvem der saaledes kunde flyve. O det deilige Spanien, det herlige Schweits.
De skulde see disse Lande.
Det er kun de Rige og kun Mændene, der fødtes til denne Lykke.
Og var De nu en Mand!
Var jeg selv den fattigste Haandværkssvend, jeg spændte Randselen paa Ryggen, tog Staven i Haanden. Farvel mit Fædreland.
Og hvor gik De da helst hen!
Til de skjønneste Steder, og af dem ere mange. Jeg veed nok, hvorhen jeg vilde!
1.
:|: Ned til Rhinen, :|:
Hvor den grønne Ranke fæster
Sig om Ridderborgens Rester,
Og sig klart i Strømmen speiler!
Med Musik og Sang man seiler.
Stille Byer, Klokkeklang.
Mon jeg kommer der engang?
2.
:|: Til Paris da! :|:
Blomstertorvet vil jeg finde,
Paa
Gaae bag Boulevardens Træer! –
Ak jeg kommer aldrig der!
3.
:|: Schweitserlandet! :|:
Dybe Søer, mørke Skove,
Hvor paa Fjeldet Skyer sove,
Bjergland, hvor kun Storhed troner,
Hjem for Alpehornets Toner!
Ak, mon det dog aldrig skeer,
At jeg dine Dale seer?
4.
:|: Til Valencia! :|:
Hvor et evigt Foraar
Hvor Orangetræet skygger,
Fromme Sange, Malerier,
Alt til Fromhed Hjertet vier.
Natblaa Himmel, mørke Træer! –
Ak, jeg kommer aldrig der!
5.
:|: Ned til Danmark! :|:
Hvor de smukke Skyer svømme,
Hvor de friske Vinde strømme,
Til de lysegrønne Skove,
Hvor i Høien Kjæmper sove,
Hvor Erindringsfuglen boer,
Vil dog Hjertet før man troer!
Tolvte Scene
DIEGO. DE FORRIGEO min Fader! min eiegode Fader. Jeg seer Dig igjen!
Diego! Min Søn! min Søn!
Men jeg skal miste Dig saa snart igjen?
Miste? Følg med mig! Du har jo ikke seet Petersborg? Jeg bliver der i nogle Uger, imidlertid kan Du tumle Dig der (han vender sig om, hvor Louise stod). Ei sandt?
Jeg skulde reise! i dette Øieblik?
Nu ja om en Time. Dersom Du har Lyst dertil. Petersborg er nok værd at see. Du vil?
Nei, jeg bliver her! venter paa Dig! Seer de smukke danske Egne!
Og taler med den smukke Datter her i Huset. Diego, sæt ikke Pigen Griller i Hovedet.
Datteren i Huset! o ja, hun er elskværdig, nydelig! men for hende er mit Hjerte ganske roligt!
Destobedre! en lykkelig Fremtid venter Dig! en Brud, riig og smuk.
Fader, Du har kunnet –?
Frygt ikke! intet er afgjort! frit skal Du selv bestemme det! Dit Hjerte maa afgjøre Valget. Jeg skal ikke dræbe din Ungdoms Lykke.
Var dog alle Fædre, som Du! men jeg elsker Dig ogsaa af hele min Sjæl! aaben laae den altid for Dig! Ingen Tanke skjulte jeg Dig! Du var min sande, min bedste Ven. Fader! Vort første Møde bringe Dig mit Hjertes Tilstaaelse. Jeg elsker en dansk Pige. Jeg har tilstaaet hende min Kjærlighed.
Diego! Hvad har du gjort.
Fulgt mit Hjerte!
Uforsigtige! Hvo er hun?
O det bedste, det meest elskelige Væsen! fuld af Uskyldighed og Hjerte. Et muntert lykkeligt Sind, og dog den dybeste Følelse. Du saae hende, talte med hende! o, dersom Du kjendte hende mere!
Den unge Pige her var? Datteren af Huset?
Ja hende! hun er Agentens Søsterdatter, sin Moders Trøst og Støtte! for hende arbeider hun, for hende har hun taalt Tilsidesættelse her i Huset! som en simpel Sypige behandles hun af den dumstolte Frue. Endnu i Dag var jeg Vidne til en Scene, maaskee foranlediget for min Skyld.
Diego! hvor uklogt! det er en Daarskab! Du er Adelsmand! kan Du glemme det! kan Du gjøre et Væsen ulykkeligt, som Du elsker. Din Brud kan hun ikke blive, det maatte Du strax have følt, og hun er for skjøn og for ædel til at vanæres! man kan bekjæmpe sin Følelse, selv Hjertets stærkeste Følelse. Kjærlighed kan slukkes, selv i det Flammen voxer! I maa skilles! Du skal! Du følger med til Petersborg.
Jeg kan det ikke!
Jeg vil det! Hjertet kan bilde sig saa meget ind. Din Fader vil kun dit Bedste.
En Fader vil det! men kan han ogsaa? kjender han det? Blomsten, der svømmer ned af Bækken, griber han maaskee, og den bliver søndertraadt paa Veien? – Nei Fader! frit maa jeg bestemme! mit Hjerte skal afgjøre Valget, sagde Du! det har det. Jeg elsker Louise!
Diego! jeg var ung, som Du! kom her til Danmark med
Maaskee! men kun et maaskee, hvorved min Kjærlighed ikke bliver mindre. Fader! Du lod mig reise, see de forskjellige Nationer, de enkelte Menneskers Stræben og Virken, jeg har lært at skatte det Sande og det Falske! Lykke boer ikke i Riigdom, ikke i fornemt Slægtskab, kun i Hjertets Tilfredshed og den grunder Kjærlighed, paa Thronen, som i Hytten! meer og meer føler jeg det klart. Louise skal og maa være min.
Vort første Møde vil Du saaledes forbittre mig? Du følger med.
Jeg springer i Vandet og svømmer tilbage.
Spring! maaskee det varme Blod da afkjøles!
Fader, din Kjærlighed var ikke stærk, som min! Du har kunnet glemme den, finde Trøst ved, at den tilintetgjortes.
I sex Uger, maaskee to Maaneder, ikke længer bliver jeg i Petersborg! Du tager der Deel i hver Glæde, nyder pligtmæssigt hvad Dagene bringe, hvad Ungdomshjertet vil, og vi komme igjen hertilbage! er da din Følelse uforandret, elsker Du hende endnu ligesaa oprigtig, er døv, som nu, for din Faders Formaning, saa vil jeg tie – og elske Dig, som jeg altid elskede Dig! men kun paa denne Betingelse! Du følger mig altsaa!
Jeg følger! – og om to Maaneder er Louise min. Vel! jeg bringer mine Sager istand! Du skal see, med hvilken Hurtighed, med hvilken Glæde. Men dit givne Ord er et helligt Evangelium.
Saa skynd Dig!
Hurtigt, som jeg vil at Maanederne maae flyve! (Han iler ud).
Trettende Scene
GESANDTEN strax efter AUGUSTA og LOUISEHan vil glemme hende, maa glemme hende! (sætter sig paa Bænken og betragter Rosenknoppen, Louise gav ham). Du smukke Rosenknop! fortælle dine lukkede Blade mig mit Hjertes Ungdoms Drøm! jeg blev dog lykkelig, meget lykkelig! Diego vil ogsaa blive det.
En Fremmed! En Gjæst her i Huset kan jeg tænke!
Moder! kom! bort! bort! (Hun vil drage hende med sig).
Louise! Barn, hvad fattes Dig!
Aldrig saae jeg Dig saaledes.
For Jesus Skyld, bort herfra.
Gud i Himlen! hun besvimer!
Det arme Barn! Min Uforsigtighed!
Jeg hørte Dem og De har intet at frygte! Aldrig vil den fattige Pige glemme sig! aldrig give Dem Grund til Frygt! Deres Søn er mig fremmed, var det altid, som Pligt og Forhold bød det.
Hvad er her foregaaet?
Min Søn er Skyld i Alt. De ikke! Sæt Dem paa denne Bænk, De skjælver! stakkels Pige! for Deres Roligheds, for Deres Lykkes Skyld skal han bort.
Det kun beder jeg Dem om.
Evige Gud!
Naar faaer Du Ro at blunde?
Mit Øie har saa meget grædt,
Den Gang det græde kunde.
Hver Drøm er endt. – Alt er forbi,
Kun ikke Mindets Smerte!
Det er som Barndoms Melodie
Gjentoned’ i mit Hjerte.
En Tanke vækkes i mit Bryst,
Jeg selv den ikke fatter! –
Jo, Dig det er – o søde Lyst!
O, Gud! jeg seer Dig atter!
Augusta! – ja, ja, jeg kjender Dem! Hvert Træk fremtræder mere og mere. Det er, som var jeg vaagnet af en lang Drøm.
Saaledes skulle vi mødes!
Min Moder!
Augustas Datter! (trykker Louise til sit Hjerte). Mit, mit kjære Barn. Begge have grædt for min Skyld! Augusta!
Fem og tyve lange Aar have reist Bjerge mellem os og vore Ungdomsdrømme!
Det var Deres Bryllupsdag, jeg forlod Dem. Bryllupsklokkerne ringede. Jeg husker det sidste Farvel, Afskeden fra Deres Fødeøe. Ved
Saa lykkelig, som mit Hjerte kunde det! lykkelig ved min Louise.
Fjortende Scene
Alt er færdigt! – (idet han seer Louise.) Deres Haand til Afsked! Vi skilles! Hvorledes skulle vi atter mødes?
Ikke, som Augusta og jeg, nei lykkeligere, ungdomsglade, medens Hjertet endnu kan drømme.Dette-Øieblik lader mig gjenføle hine – smertelige, søde Timer. Louise, elsker Du Diego?
Fader, Du vil? (bønligt til Louise.) Louise.
Jeg agtede Dem! De var mig kjær! – men kun saa kjær, som De turde være den fattige Pige.
En Anden elsker De! Har jeg saaledes taget feil?
Diego!
Jeg saae Tanken i Din Sjæl, klarere maaskee, end Du selv. Jeg frygtede for Din Fred. Han var Dig kjær!
Er det endnu?
Altid!
Min er Du!
1.
Endt er hver en bitter Vee,
Hvert Savn, hver Sorg og Smerte!
Lad mig i Dit Øie see
Den Drøm, som opfylder mit Hjerte.
Nu jeg først mig selv forstaaer.
Tidt bag Smilet Taarer strømme!
Ei hver Drøm tør Hjertet drømme, – –
Veemods dunkle Skyer svømme
Paa Erindrings-Himlen hen,
Dog jeg skuer der igjen
Stjernen fra min Ungdoms Vaar,
Efter fem og tyve Aar.
2.
Excellence!
Jeg løb ud,
Dem min Compliment at gjøre – –
Her er min Fader! her min Brud!
Hvad? Hvorledes? Tør jeg høre!
Fri han drog fra Hjemmets Kyst,
Endnu Hjertets Alfer blunded’,
Amor vakte dem ved Sundet,
Kjærlighed har Seiren vundet.
Glad jeg deler Sønnens Lyst.
Ja, ved Eder, i mit Bryst
Ungdomsdrømmen opfyldt staaer,
Efter fem og tyve Aar!
3.
Kjender Du Francesco ei?
Hvad for noget!
De mig kjender!
Underlig er Livets Vei!
– See, hvor sælsomt det dog hænder! –
Da de Spanske laae i Fyen,
Var jeg Dreng, løb om i Byen,
Sprang og trallede mod Skyen.
Nu har Bladet sært sig vendt,
Jeg er Fader og Agent.
Himlen veed, hvordan jeg staaer
Efter fem og tyve Aar!
4.
Tiden paa sin lette Baad
Bringer Fryd og Smerte,
Læben Smiil og Øiet Graad,
Men Trøst til hvert sorgfuldt Hjerte!
Mig i Dag Du fritted’ ud,
Spurgte –! Skal jeg repetere.
Ja, nu troer jeg Ingen mere!
Tør jeg ydmygt gratulere!
Ædle Brudgom, smukke Brud.
Dem velsigne Himlens Gud.
Nei min Harme ei forgaaer,
Selv om fem og tyve Aar.
Mig var Digteren ei god,
Dog, som mig, gik det saamange!
Derfor har jeg freidigt Mod,
Kun for ham er jeg lidt bange!
Da nu Timen er forbi,
Jeg til Eder mig har vovet,
Ei for Hævn, nei, jeg har lovet,
Jeg, just jeg i Aften vil
Tale for hans Skuespil.
Straf ham kun! – men veed I naar?
Først om fem og tyve Aar.
Straf ham kun! men veed I naar?
Først om fem og tyve Aar.
- 1
- Ideen til dette Nummer er taget af Nestroys Farce:
LumpacivagabundusSangen »Eduard und Kunigunde« synges i I,5 af Der böse Geist Lumpaziavagabundus, tryllefarce af J.N. Nestroy, opført i Wien 1833, trykt 1835. Opført 1835 på Vesterbroes Nye Theater. .↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: Skilles og mødes. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 11: Skuespil II 1836-1842. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.