H.C. Andersen

Smaavers

I.

Efter Heine til Gades Musik)

I mit Bryst er Klokkeklang,

Toner, bløde, blide,

Løft Dig, lille Foraars-Sang,

Kling i Verden vide.

Ved det lille Skovhus mer

Svulmende Du klinge,

Dersom Du en Rose seer,

Den Du Hilsen bringe.

II.

Paa Livs-Sejladsen er Gud det Fyr,

Der os i Havnen fører;

»Vort Liv er det dejligste Eventyr«,

Men hist først man Slutningen hører;

Thi frejdig fremad i Sorg og Savn,

I onde og gode Dage.

Fra Moderens Hjerte til Faderens Favn,

Paa den Vej, man ej tør forsage.

III.

I Dødsstunden

Jeg er saa glad, saa sjælefro,

I Klarhed Alt jeg skuer,

Paa hvert et Hjerte tør jeg troe,

Og ingen Sorg mig truer.

I Dødens Stund, saa lys og kort,

Nu Hjerterne jeg kjender,

O gid jeg kunde kysse bort

Hver Taare, som her brænder.

IV.

Den vaade, sorte Snegl ved Rosen sad

Og ærgred’ sig, ham Godtfolks Tale stødte.

»De kalde Rosen smuk, fy, jeg maa spytte!

Nu har jeg sat mit Mærke paa dens Blad.«

Smaavers

Først kendte tryk i Figaro, nr. 84, 1867. BFN 932-935

382
Efter Heine til Gades Musikforlæg har ikke kunnet lokaliseres.
Vort Liv … Eventyrden tyske læge og hofråd C.G. Carus, som H.C. Andersen mødte i Dresden i 1846, skrev til H.C. Andersens stambog: »Das wunderbarste Mährchen ist das Leben des Menschen selbst« (det forunderligste eventyr er selve menneskelivet); siden brugte H.C. Andersen det selv i en let varieret form i stambøger.
383
De kalde … spyttejf. H.C. Andersens eventyr »Sneglen og Rosenhækken« (BFN 831).
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Efter Heine til Gades Musik) I Dødsstunden

Del

[Sassy_Social_Share]