Smaavers

I. Efter Heine til Gades Musik)

I mit Bryst er Klokkeklang,

Toner, bløde, blide,

Løft Dig, lille Foraars-Sang,

Kling i Verden vide.

Ved det lille Skovhus mer

Svulmende Du klinge,

Dersom Du en Rose seer,

Den Du Hilsen bringe.

Paa Livs-Sejladsen er Gud det Fyr,

Der os i Havnen fører;

»Vort Liv er det dejligste Eventyr«,

Men hist først man Slutningen hører;

Thi frejdig fremad i Sorg og Savn,

I onde og gode Dage.

Fra Moderens Hjerte til Faderens Favn,

Paa den Vej, man ej tør forsage.

Jeg er saa glad, saa sjælefro,

I Klarhed Alt jeg skuer,

Paa hvert et Hjerte tør jeg troe,

Og ingen Sorg mig truer.

I Dødens Stund, saa lys og kort,

Nu Hjerterne jeg kjender,

O gid jeg kunde kysse bort

Hver Taare, som her brænder.

Den vaade, sorte Snegl ved Rosen sad

Og ærgred’ sig, ham Godtfolks Tale stødte.

»De kalde Rosen smuk, fy, jeg maa spytte!

Nu har jeg sat mit Mærke paa dens Blad.«

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF

Først kendte tryk i Figaro, nr. 84, 1867. BFN 932-935

Indhold

Efter Heine til Gades Musik) I Dødsstunden