Sølv-Bryllups-Vise den 29. September 1841

I Hamborg ved den brede Flod,

Der er et Liv, en Larmen,

Men der ei Bryllups-Stadsen stod,

Der foer ei Brude-Karmen;

Det var i Kongens Kjöbenhavn,

Og her skal Festen være!

Sölv-Bryllup! hvilket deiligt Navn,

Det klinger smukt, I Kjære!

Bag Sjölunds friske Rosentræer,

Gud Amor sad med Buen, –

Man troer endnu at han er her

Hos Herren og hos Fruen!

De staae saa unge begge to,

Der midt i Börne-Vrimlen,

At Aarene, som gik, vi troe

Er’ gaaed’, som i Himlen!

Hver Dag har I ei Solskin seet,

Hver kjender mörke Dage;

Men Kjærlighed var da Prophet,

Han sagde: »ei forsage!

Har Morgenstund ei Guld i Mund,

Det Ordsprog Alle kjende,

Husk, udi Hymens Bögelund

Med Guld vil Aftnen ende!«

Den Sorg er altid mindre hvor

To kunne Sorgen dele!

Og Lykken, den er dobbelt stor,

Hvor tvende fik den hele!

Nu Parrets Krands har Sölvets Glands,

Her Guld af Sölvet födes,

O gid, naar I faae Guldets Krands

Vi atter Alle mödes!