Tro det Bedste
»Vort Jordliv er kun Regn og Rusk,
En Nat hvori vi græde.« –
Vort Jordliv er en Rosenbusk
Med Solskin og med Glæde!
»Enhver kun tænker paa sig selv,
Den Sandhed er os givet!«
Der gaaer en Kjærlighedens Elv
Igjennem Jordelivet.
»Det Hele her er bitte smaat,
En Vrange har hver Side!« –
Der skeer saa meget Stort og Godt,
Som Verden knap faaer vide!
»Gjør Nar af Alt, lee Alting ud,
Gjøe med i Hundeglammen!«
Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
Skee saa hans Villie! Amen.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Tro det Bedste. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.