H.C. Andersen

Udenfor Asylet1

»Spillemand spiller paa Strænge,«

Spiller om Maane og Sol,

Spiller om Urter paa Enge

Alt paa sin fattige Viol!

Spiller med ærlig Villie,

Og man forstaaer hans Sang,

Selv den kongelige Lillie

Bæver ved Strængens Klang;

Hver en Stand og hver Alder

Offrer til ham sin Skat,

Taksigelsens Guldmønt falder

I Spillemandens Hat.

»Spillemand spiller paa Strænge,«

Nordvinden blæser saa koldt,

Bitterlig Nød den længe

Har fattigt Barn forvoldt.

Men nu et Huus er klinet

Hyggeligt, luunt især,

Vor Herre har det velsignet,

Han har de Smaae saa kjær!

Der kan de juble og bygge,

Ude nu Veiret er raat, –

Fader og Moder gaae trygge –

De Smaae, de have det godt!

»Spillemand spiller paa Strænge«,

Strømmer kun Alle til,

Om endogsaa ei længe

Violen just more vil!

Ikke Spillet I dømme,

Men kun dets Hensigt her,

Fattigt Barn lad I drømme

Sig Eders Hjerte nær,

Barnet vil huske det længe;

Tak at herhid I kom!

»Spillemand spiller paa Strænge,«

– Mild er Tilhørernes Dom.

Fremsagt som Prolog ved en privat Forestilling til Indtægt for eet af Asylerne.

1

Fremsagt som Prolog ved en privat Forestilling til Indtægt for eet af Asylerne.

Udenfor Asylet

Først kendte tryk i Ny Portefeuille, bind 4, nr. 5, 3. november 1844. BFN 453

80
Asyletinstitution, hvor nødlidende, især børn og gamle, fik pleje (og bolig).
Violviolin.
klinetbygget af ler; især om primitive huse.

Del

[Sassy_Social_Share]