Den lange Nat I skifteviis tilsammen

Sad hos det søde Barn I misted’ nys,

Med Bøn til Gud I skjærmed om Livs-Flammen,

Der neppe udholdt selv en Moders Kys.

Hun fløi fra Eder bort en Foraars-Morgen,

Den friske Barne-Sjæl til Himlen steeg;

Men hvor hun leged’ her, der boer nu Sorgen,

Husk hendes Jordliv var en Uskylds-Leeg!

Nu faae vi Sommer, Solskin, Roser røde,

Opstandelse forkynder Blomst og Straa,

Og hun – for hende Jordens Smerter döde,

Hun fulgte: »Kommer hid til mig I Smaa!«

Græd kun, det mildner Sorgen, gjør den stille.

Skjøndt aldrig grædes Smerten ganske ud,

Men Troen voxer, – Mod I finde ville,

I deelte Eders bedste Skat med Gud!