ESSAY

Døden i H.C. Andersens forfatterskab

Skrevet af Freia Amanda Strunge Westergaard

Døden. En endegyldig slutning? Associationerne er dystre og sørgelige. Gennem H.C. Andersens forfatterskab får man andre syn på døden. Nogle gange er døden noget ubeskriveligt, der spøger i baggrunden. Andre gange gives Døden liv og optræder på lige fod med prinsessen, nattergalen og svinedrengen. Læs mere om Døden, dødsøjeblikket og sjælens liv efter døden hos H.C. Andersen.

Hvad har den lille pige med svovlstikkerne og Karen med ”de røde sko” til fælles med romanhelten Lykke-Peer, og den lille havfrue? (Advarsel! Læs ikke videre, hvis du ikke ønsker at kende slutningen.)

Disse hovedpersoner ender alle fire med at dø.

I dag er det ret ildeset, at fortællinger slutter med hovedpersonens død. Men ville disse fortællinger mon have den samme virkning og betydning for os, hvis ikke H.C. Andersen havde valgt sådanne slutninger? Døden har nemlig en ganske særlig rolle i alle fire fortællinger.

I ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” er det den afdøde mormor, der varmt omfavner pigen i sine arme og bringer hende op til himmerige. Her er døden varm og tryg, lidt ligesom endelig at falde i søvn efter en lang dag, og blive båret i seng af en person der elsker en.

Rie Cramer er i sit hjemland, Nederlandene, både kendt som illustrator og børnebøgsforfatter.
Her har hun skildret dødsscenen i ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”.
Tuschtegning fra 1931. Copyright Museum Odense.

I ”De røde Skoe” er Karen forfulgt af den straf dødsenglen har givet hende for hendes forfængelighed. Selv efter at hun har gjort bod og mistet begge sine fødder, forfølger de røde sko hende. Døden afsiger dom over Karen, men det er samtidig gennem døden, hun udfries, da hendes hjerte brister i oprigtig anger, lykke og gudfrygtighed. Hendes sjæl føres til himmerige. 

Oskar Klever er kendt for sin tekstnære illustrationer. Her skildrer han Karens dødsvision.
Nederst ses ”den Guds engel i de hvide klæder, ham hun hin nat havde set i kirkedøren,
men han holdt ikke længere det skarpe sværd, men en dejlig grøn gren der var fuld af roser”.
Akvarel 1942. Copyright Museum Odense.

Et lignende klimaks afrunder H.C. Andersens roman fra 1870 Lykke-Peer. Hovedpersonen Peer falder død om på scenen omgivet af publikums hyldest, komplet opslugt af lykke efter endelig at have fået succes. Måske spejlede den aldrende forfatter sig i hovedpersonen, nu hvor sygdomme og smerter begyndte at melde sig?

Døden som karakter

Døden er til stede i mange af H.C. Andersens værker. Nogle gange optræder den som noget ubeskriveligt, der spøger i baggrunden. Andre gange gives Døden liv. Den personificeres og bliver en handlende karakter på lige fod med prinsessen, nattergalen og svinedrengen.

Døden indtager sjældent rollen som skurk. Som en del af livet er Døden i sin natur hverken god eller ond. I ”Historien om en Moder” tager Døden i skikkelse af en gammel mand et lille barn fra dets mor. I sin søgen efter at få sit ’stjålne’ barn tilbage, må moderen ofre sine kønne øjne og sit smukke hår for at finde vej hen til Døden. Den viser sig slet ikke at være så ondsindet, som hun i sin fortvivlelse antog.

I sin tegning fra 1898 skildrer Fritz Syberg trofast Døden som ”en fattig, gammel Mand svøbt ligesom i et stort Hestedækken”.
Tegning fra Museum Odense.

Moderen, som sørger over sit afdøde barn, er også hovedpersonen i den beslægtede, men langt mindre kendte historie om ”Barnet i Graven”. I begge fortællinger hjælper mødet med fantastiske skikkelser mødre med at bearbejde sorgen.

Vilhelm Pedersens skildring af englen ved dødslejet.
Timeglasset rinder ud for den selvretfærdige og strengt troende mand.
Statens Museum for Kunst

Døden kunne også personificeres som en vejledende engel. Det er tilfældet i fortællingen ”Paa den yderste Dag” . Her viser dødsenglen en nyligt afdød til det hinsides. Dog må den afdøde, selvretfærdige mand gennem svære erkendelser, inden hans sjæl kan nærme sig himmerige.

I eventyret ”Nattergalen” bliver kejseren af Kina også forholdt sine gode og dårlige gerninger. Kejseren vågner op og ser Døden siddende oven på sin brystkasse. Døden har kejserens krone på hovedet. I den ene hånd bærer Døden kejserens prægtige guldsabel, i den anden hånd kejserens fane.

Vilhelm Pedersens klassiske illustration af Døden siddende oven på kejseren af Kina.
Inspirationen fra de middelalderlige skildringer af dødedansen er til at føle på.
Statens Museum for Kunst.

Nattergalen synger så smukt for kejseren, at selv Døden ikke kan modstå sangen om ”den stille Kirkegaard” med sine velduftende hyldetræer og hvide roser. Nattergalens sang giver Døden ”Længsel efter sin Have”, og Døden skifter da sin form og svæver ”som en kold, hvid Taage, ud af Vinduet.” 

Digte og dødelighed

H.C. Andersens digte kredser også om døden. Efterladte trøstes, afdøde mindes. Lad os se på to af de mange digte om dødsøjeblikket. Målet var igen at trøste. Under den for Danmark så katastrofale krig i 1864 med tab af mange soldaters og civilisters liv digtede H.C. Andersen om sjælens overgang til det næste liv. Digtet ”Jeg har en Angst som aldrig før” skildrer et jeg, der står ved dødens dør og må trædes på af dødens hæl, for at sjælen kan drage op til himmerige.

Det bittersøde digt om ”Det döende Barn” skrev H.C. Andersen under sin tid på skolebænken i Slagelse. Det døende barn trøster sin mor og bringes til himmeriget af en engel. Som læseren vil have bemærket (og som Johan de Mylius har beskrevet) er døende og afdøde børn ofte – og i reglen meget intenst – skildret af H.C. Andersen.

Døden var hverken fremmed for H.C. Andersen eller for hans samtidige læsere. Alle lag i samfundet var præget af høj børnedødelighed. Mange læsere kunne genkende følgende citat fra ”Historien om en Moder”:

”Døden har været inde i din Stue, jeg saae han skyndte sig bort med dit lille Barn; han gaaer stærkere til en Vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!”

De fleste mennesker døde i hjemmet blandt deres familie, hvor de efterladte, indtil kisten blev bragt til kirken, selv tog sig af den afdøde. Respekten for det afsjælede legeme er et afgørende element i Andersens første trykte eventyr om ”Dödningen”. (En senere bearbejdelse er kendt under titlen ”Reisekammeraten”).

Illustratoren Hans Tegner var bredt anerkendt for sin blændende teknik.
Hans realistiske stil i den såkaldte Verdensudgave af H.C. Andersens eventyr og historier fra 1900 slog ikke an.
Her har han indfanget Johannes ved sin faders dødsleje – den scene, der åbner fortællingen om ”Reisekammeraten”. 

På H.C. Andersens tid havde de fleste mennesker dermed døden langt tættere inde på livet end den er for os i dag.

Det ubekendte land

På den baggrund er det måske mere forståeligt, at dødsøjeblikket og Døden ofte optræder i H.C. Andersens forfatterskab. Emnet spiller en stor rolle både i løbet af og i slutningen på mange af hans værker. Men hos H.C. Andersen er døden ikke rejsens ende. Mindst lige så vigtig som døden er troen på, at sjælen lever videre, efter det sidste ord er udtalt her på jorden. Den lille havfrue lever videre som luftånd, efter at hendes legeme er forgået som skum på bølgerne. Som havfrue besidder hun ikke fra fødslen en udødelig sjæl, men gennem sin opofrende død får hun alligevel muligheden for efterfølgende at opnå en.

Ingen af os ved med sikkerhed, hvad der venter os efter vores sidste, yderste dag. Man bruger stadig vendingen ”det ubekendte land”, der er de sidste ord i ”Historien om en Moder”. På én måde fik H.C. Andersen utvivlsom ret i sin tro på et liv efter døden. For skønt han i 2025 vil have været død i 150 år, lever han videre gennem sine historier.

Hvis du ønsker at læse flere af H.C. Andersens værker, der omhandler døden, kan du:
• Vælge kategorien ”tro” i oversigten over tilbagevendende emner i samlingen af eventyr og historier.
• Bede din bibliotekar skaffe et eksemplar af artiklen på engelsk af Johan de Mylius (2007) ”Death and The Child”.
I Hans Christian Andersen between children’s literature and adult literature. Odense, s. 52-70.
• Gå til Lotte M.A. Nielsens online-udstilling ”En verden af Billeder” og udforske de skiftende skildringer af
dødsscener og Døden. Se f.eks. illustrationer af ”Den lille Pige med Svovlstikkerne.”