H.C. Andersen

Digte

1830

»Vergeßne Gedichte sind neue«.

Jean Paul

Min kjære Velgjører

Höivelbaarne Hr. Conferentsraad

J. Collin,

Deputeret for Finantserne, Præsident i Landhuusholdnings-Selskabet

p. p., Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand,

med sønlig Taknemlighed

helliget

af

Forfatteren.

Rime-Djävelen

»Μὴ ἐισϵνϵγκηϛ ἡμᾶϛ ἐιϛ πϵιρασμον«

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,

En lille Tale:

Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?

– »Nei!!!« –

Det klang lidt negativt, dog lad saa være,

Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!

– Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,

Tør Du da nægte, der er Ærter til?

Naar i Din egen Krop en Aand logerer,

Den existerer?

Hver Adams Søn en saadan føle vil,

Og altsaa, seer man, der er Aander til;

Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,

Læs Swedenborg – dog lad det heller være! –

– De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,

Er’ slemme;

Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie

Tallotterie;

Snørliv for Damer og for Officerer,

Som fælt generer.

En saadan Djævel eller lille Nisse

Tilvisse

Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis

Til Eva sagde: »spiis Madame, spiis!«

– Dog, lad mig ei for vidt fra Texten springe,

Men paa Papiret mine Qvaler bringe,

Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.

Orest, forfulgt af Helvedes Chariter

Og Aphroditer,

Selv Don Juan i Flammer

Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;

Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,

Ak! alle Dage

Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;

Han lever i mig, om mig, allevegne,

Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,

Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time

Han gjør at jeg maa – rime. –

Ved Dødsfald tidt,

Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,

Hvorfor om Aaret

Han har sit Visse paa Aviscontoiret,

Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,

Holdt han dog Stik.

– I Skolen selv ved Typto og Amare,

Jeg følte ham i mine Lemmer fare,

Selv ved Examen – disse Farens Dage

Han turde plage,

Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik

Mig skræmmed’ med sit Robespjerre-Blik.

Liig hiin – – (ja Navnet har jeg glemt

Og det er slemt,

Men i Horatses Breve kan det findes,

Saa vidt jeg mindes),

Der hvad han rørte, Klæder, Vand og Muld,

Forvandlede til Guld,

Saa gaaer det mig: hvorhen jeg end mig vender,

Med Vers det ender;

Derfor man skjænder,

Og raaber til mig vredt, i hver en Time:

»Lad vær’ at rime!«

Ja, Herre Gud! just det jeg vilde gjerne,

Men jeg er født ved en usalig Stjerne.

Bedrøvet,

Naar dit og dat er røvet,

Jeg skrive maa en Elegie med Jamber,

Og er jeg glad – det bliver Dithyramber.

O, hvis jeg dog min Djævel undflye kunde!

Men selv ei Døden vil han mig forunde:

Nys vilde jeg i Peblingsøen blunde,

Smukt paa Papiret stod min Svane-Sang;

Og alt jeg satte Fødderne i Gang,

Men som jeg nu, i Afstand, øiner Vandet,

Min Djævel sender mig en Ven fra Landet.

Der blev nu talt om – Ingenting, med Mere;

Jeg vil ei repetere

Den lange Snak, da der var Intet i,

Tilsidst kom Talen hen paa Poesie,

Da følte jeg en dyb veemodig Længsel,

At tage frem min Sang af Lommens Fængsel,

Og læse ham min Afskeds-Elegie,

Mens Folk paa Veien gik os taus forbi;

Thi ærligt talt – for ei at sige Mere,

Jeg har den Feil med flere,

Og sikkerligt, den fra min Djævel kommer,

Har jeg et Vers i een af mine Lommer,

Da vee hver Ven, der kommer mig for Øie,

Han maa det døie! –

Saa gik det her – ja, knap var Verset endt

Før Tankerne var’ bort fra Peblingsøen vendt;

Jeg følte det saa sødt i denne Time,

At kunne rime.

Men nu forleden

Kom jeg igjen i Heden,

Da stod mig Runde-Taarn som Trøstens Kjæmpe,

Der kunde mig min Rime-Djævel dæmpe;

Jeg foer forbi smaae Huse og Pauluner,

Saae ei til Livets brogede Kattuner,

Uldstrømper, Sokker, Shawler, røde Baand,

Der hang paa høire, som paa venstre Haand.

Ei Reitzels Bogskab paa den brune Muur,

Thi Gaden var mig som et Fangebuur;

Nu følte jeg mig kold, nu atter varm,

Som jeg steeg op i Taarnets Snirkel-Tarm;

Men da jeg nu var kommen i det Høie,

Med Graad i Øie,

Hvo dadler da, om før det store Spring,

Jeg følte Lyst, at see mig lidt omkring?

– De brune Tage smiilte mig imøde

I Aftenrøde,

Og hist

En Skræder sad og sang paa Husets Qvist,

Og mens han syede paa Næstens Trøie,

Steeg Sang og Skorsteens Røg imod det Høie;

Paa Søen Skibe fløi i hvide Frakker,

Og hist jeg skued’ Sveas gule Bakker.

Paa Ære

Jeg maatte være

Lidt mindre følsom end en Kampesteen,

Hvis ikke Følelserne, hver og een,

Var blevet

Rørt ved hvad nys jeg daarligt har beskrevet.

Jeg stirrede, jeg skrev, jeg stirred’ om igjen

Paa Tage, Skræder og paa Himmelen;

Vognlarmen bruste gjennem Byens Gader

Med lange catalaniske Roulader;

Snart paa Papiret jeg en Ode saae,

Hvoraf endnu jeg intet kan forstaae.

Jeg skrev og skrev – jeg hørte Sphærer klinge,

Men glemte reent at springe. –

Saa gik det da, saa vil det altid gaae,

En Rime-Djævel sagtens seire maa;

Ja, voxte der paa Marken Hat og Frakke,

Var Morgenrøden noget Spiseligt,

Jeg lod den hele, vide Verden snakke;

Men sligt

Et Eldorado ei man finder.

Dog, muligt alt, man paa mit Liiglagen spinder,

Det sidste Bret til Kisten færdigt staaer;

Gid da, naar Laaget over mig man slaaer,

Det blive maa med denne Indskrift siret:

»Han intet Ondt bedrev, kun klakkede Papiret

Soldaten

Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae,

– Ak, skal vi da aldrig til Stedet naae,

At han kan faae Ro i sin Kiste?

– Jeg troer mit Hjerte vil briste!

Jeg havde i Verden en eneste Ven,

Ham er det man bringer til Døden hen,

Med klingende Spil gjennem Gaden,

Og jeg er med i Paraden!

For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,

– Der sidder han alt paa Dødens Stol;

De binde ham fast til Pælen,

– Forbarm Dig Gud over Sjælen!

Paa eengang sigte de alle ni.

De otte skyde jo reent forbi;

De rysted’ paa Haanden af Smerte,

– Kun jeg traf midt i hans Hjerte!

Den rädselsfulde Time

Es giebt so bange Zeiten,

Es giebt so trüben Muth,

Wo alles sich vom weiten

Gespenstisch zeigen thut.

Novalis

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;

Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.

Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,

Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.

Jeg om Dagen gik derop, for en Bog at laane,

Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.

Ingen savned’ mig; de gik, jeg blev der alene,

Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!

Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;

Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.

Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;

Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;

Hvis De nu ved Midnatstid kom herop at læse,

De i Nakken dreied’ mig vist min egen Næse.

Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,

Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.

Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,

Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.

Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;

Alle Bøger rundtomkring saae jeg sig at røre.

Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,

Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.

Alle sprang fra Hylderne, dandsed’ med hinanden,

Jeg var bange for at faae, nogle Bind i Panden.

See, nu blev en Contradands underligt rangeret,

Mange Bøger dandsed’ med, skjøndt uconfirmeret. –

Langs med Væggen stilled’ sig store Folianter,

Det var sikkert satte Folk, eller gamle Tanter. –

Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,

Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;

Ak det krilled’ i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;

Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.

Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,

Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;

Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;

Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.

Fra Musæet lød en Røst: »Hvad er her paa Færde?«

Og en Landse traadte frem fulgt af tvende Sværde;

»Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?

Unde I ei Helten Ro i sin snevre Bolig?

Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pantser Plade!

I er’ kun Peermadsens Gang, vi er’ Østergade

Og nu hugged’ Sværdet om, saa der Funker lyste,

Det var fælt, det kan I troe, al mit Hjerte gyste,

Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved’,

Som en broget Fuglehær De til Hjemmet svæved’,

Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.

Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.

Op af hver en Askepot steeg de Dødes Bene,

Uh! en Ildstrøm risled’ mig gjennem hver en Sene.

Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,

Ak, hvad seer jeg! – Rundetaarn er der ikke længer.

Støtten liig i Don Juan Taarnet promenerte,

Men slig Vandring kan I tro, fælt mig her generte.

Afgrund for og Aander bag værre er end Døden,

Maanen stod saa lasket feed, hjalp mig ei i Nøden.

Som en Sappho stod jeg her, Vinden tog i Kjolen,

Nede Vægteren jeg saae, blaa som Martsviolen.

Deilig var min Monolog, Ingen den kan fatte;

Først jeg selv min Død begræd, lod mig derpaa dratte,

Vinden peeb i Marv og Been, alt mit Indre raaber,

Men til Lykke havde jeg hos mig Hoffmannsdraaber.

Au! det var et hæsligt Stød. – – – –

– – Himmel! see dog bare,

Jeg jo ligger i min Seng uden mindste Fare.

Alt det Hele var en Drøm, Himlen være lovet!

Læser, gid Du vaagne maa, dersom Du har sovet!

Nytaarsnat

(Skrevet 1826)

– Nu slumrer Hoben i den store Stad,

I usle Vraa den Arme drømmer glad;

Ham Natten dækker med de dunkle Vinger

Og ei han drømmer, hvad ham Dagen bringer.

Et Nu – og Aaret synker i sin Grav,

Det nye stiger frem af Tidens Hav –

Seer Du hvor bleeg, hvor kraftløs Gubben staaer?

Tolv Maaneder alt hvidnede hans Haar.

Den korte Tid Dig ikke undre maa,

Een Nat, blot een, kan gjøre Lokken graa,

Farvel, Du Gubbe med Din Børneflok,

Du gaaer til Hvile, Du har kjæmpet nok,

Din Ild er slukket, brudt Din Vandrings-Stav,

Snart visner ogsaa Krandsen paa Din Grav,

Dens Blomster flagre hen i Nattens Vinde; –

Var det hiint store Maal Du vilde finde?

Hvad hjalp nu al Din Stræben, al Din Lyst?

Et Aar – og Døden isnede Dit Bryst.

Vort hele Liv er jo saa brat, saa brat;

– Et Stjerneskud i Evighedens Nat –

Et Skridt fra Intet til et Intet atter,

Hvad eller til – hvad ikke Tanken fatter!

See, fra den Dødes Grav et Barn fremstaaer

Med friske Blomster i det lyse Haar.

Kan Gravens Søn vel bringe Haab og Lyst?

Nei, isne vil han mangen Broders Bryst.

– Dog skee hvad vil! – Hvo kan mod Aander kjæmpe?

Kun Dødens Iis kan Hjertets Flamme dæmpe! –

Phantasiestykke i min egen Maneer

I Himlen sidde Guds Engle smaae

Rundt om det store Catheder,

De sidde alle med Vinger paa,

Og blæse saa smukt i Trompeter;

Om Aftenen lægges Trompeten bort,

Madonna hun seer det ret gjerne,

Saa spilles der lystigt – ei Laps eller Kort,

Der leges med Maane og Stjerne;

Tidt triller en Stjerne fra Himlen ud,

Sligt kaldes paa Jorden et Stjerneskud.

I Himlen er der en smuk Musik,

Og Alt har Hjerte og Stemme;

Man kjeder sig aldrig et Øieblik,

Man føler, at her er man hjemme.

Tidt flyver en lille Engle-Trop

Herned til de jordiske Dale,

Og bringer de sovende Smaabørn op

Til Gud i de himmelske Sale;

Tidt tage de ogsaa en stakkels Poet,

At han kan fortælle den Stads han har seet.

O det er en lystig, en underlig Tour,

Høit op over Ørn, over Ugle;

Dybt hænger Verden, det gamle Buur,

Med sine brogede Fugle.

Smaa-Englene synge saa peent i Chor,

Og alle Sphærerne spille;

O Himlen er saa stor, saa stor,

Man føler sig ganske lille!

Den Voxne bliver et Barn igjen.

Som Børn vi komme i Himmelen.

Svinene

En Ode

Das Menschenvolk verachtet dich vergebens,

Der weise Epikur

Verspricht uns ja das höchste Glück des Lebens,

Wenn wir dir gleichen nur.

A. Blumauer

For mangt et Sviin paa To, der spilledes paa Lire,

Thi vil i Dag nu jeg besynge det paa Fire.

Om hvem er mere talt? Om hvem gik flere Ord?

Nei, Svinet er en Helt, der er bekjendt paa Jord,

See vi til Mose-Lov, i den det paraderer,

(Et Djævle-Regiment, i Bugen exercerer).

Saa mangen mægtig Mand gik over i et Sviin,

Derom vi læse kan paa Græsk, som paa Latin.

Ulyssis Helteflok vi see saa lystigt svire,

At gryntende, tilsidst, den gaaer paa alle Fire.

Ja Mange blev til Sviin, derom vi har Besked,

Men endnu mange Fleer, om hvem vi Intet veed.

Thi rask, min Violin! lad dine Strænge bruse,

Saa at din Tordenrøst kan Recensenter knuse!

– See hist ved Bondens Gaard – o hvilken Bjergetop!

(Maaskee det var paa den, at Jeppe vaagnet op).

Rundtom er udstrøet Halm, forgyldt af Solens Straaler;

At see det Farvespil mit svage Blik ei taaler!

Tys stille! hører dog, fra denne Flamme Kyst,

Det dybe Aandedrag fra Helteflokkens Bryst.

Der sees de Favn i Favn fostbroderligt at hvile,

Og agte ei en Snuus paa Phøbi hede Pile.

O see! ved Bøgens Rod, syv, otte, bitte Grise!

O hvor idyllisk smukt! – et Træsnit af Luise.

Nu nærmer Pigen sig, det er en Hebe fiin,

Hun bringer Maden frem til sine kjære Sviin,

Da reiser Flokken sig, som Helte frem de lyne.

(O see, der er en Galt, med Orden paa sin Tryne)!

Til Taffel gaae de nu, jeg troer det skeer paa Spansk,

Samtalen føre de, som store Folk, paa Fransk. –

Snart lyder Herrebud, det dem til Skoven kalder,

At vinde Egekrands, hvor Olden moden falder;

Da bruges Trynerne, som Sabel og som Spade,

Saa Alferne i Hast tye hen til Bondens Lade;

Og underfuld Musik af hver en Fugletunge,

Man seer de gamle Sviin at sværme med de unge.

Dog, ak! jeg er for svag, jeg kan det ei fortælle,

Der Stof til Epos er, og borgerlig Novelle.

Hver offrer Blodet jo til Pølse for sit Land,

O svar mig Menneske! Hvad Meer gjør nogen Mand?

Dog miskjendt, haanet, her de arme Stakler gaae!

Og deres Længsel – ak! – slet Ingen vil forstaae.

De grusomt bløde maae for Slagterkniven lang;

O hjerteskjærende er deres Svanesang.

De døe – – – Mit Øie, ak! af Taarer bliver salt,

Thi hvad jeg føler nu har Ingen ret fortalt.

Jeg kan for Graad ei meer paa Violinen spille,

»La vie est un combat;« »Das Grab ist tief und stille

Vandrer-Liv

Gaardhunden gøer – dens Tænder ere saa skarpe.

En Qvinde træder i Forstuen ind,

Ak Armod sidder paa Kjole og Kind,

Hun synger og spiller paa Harpe.

En ussel Hest bag Gjærdet søger sit Foder;

Hist holder Vognen med Dyne og Skuur,

Der sidder Manden i Guds Natur

Med Barnet som skriger paa Moder.

Han kysser lidt og kniber til Forandring;

Snart kommer Qvinden med Penge og Brød,

Saa dier hun Barnet paa sit Skjød,

Mens Manden bereder til Vandring.

Det döende Barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,

Lad mig ved Dit Hjerte slumre ind;

Græd dog ei, det maa Du først mig love,

Thi Din Taare brænder paa min Kind.

Her er koldt og ude Stormen truer,

Men i Drømme, der er Alt saa smukt,

Og de søde Englebørn jeg skuer,

Naar jeg har det trætte Øie lukt.

Moder, seer Du Englen ved min Side?

Hører Du den deilige Musik?

See han har to Vinger smukke hvide,

Dem han sikkert af vor Herre fik.

Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,

Det er Blomster Engelen udstrøer!

Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,

Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?

Hvorfor lægger Du din Kind til min?

Den er vaad, og dog som Ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være Din!

Men saa maa Du ikke længer sukke,

Græder Du, saa græder jeg med Dig,

O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke –

– Moder – see! nu kysser Englen mig!

Graat-Veir

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,

Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;

Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,

Med Hovedet bag Vingen og ligne Kampesteen.

Ja Bedstemoer i Stolen smaanikker, sover ind,

Den smukke Datterdatter med Haanden under Kind,

Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,

See, over Brystet falder det lange gule Haar;

Jeg selv sidder søvnig med Benene paatvers,

Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!

Kunstner-Livet

Rask Rokken snurrede, Kanarifuglen sang,

Paa Gulvet Katten sprang,

(Det var et godt, et velopdraget Dyr).

Den gamle Bedstemoer fortalte Eventyr,

Og Drengen lyttet gjerne,

Thi Eventyr kun spøgte i hans Hjerne.

Ak, Tiden løb med alt for raske Skridt,

Ja tidt

Slog Aftenklokken allerede ni,

Før Eventyret ganske var forbi,

Da fik han Plads i Bedstemoers Alkove,

Men kunde ei de første Timer sove;

Der var saa meget jo, at grunde paa.

Saaledes just en Sommernat han laae,

Da banker det paa Ruden,

Og skjøn som Elskovs-Guden,

En lille Dreng paa Gulvet for ham staaer,

Med Grønt og Blomster i sit gule Haar.

Fra Skuldren hæve sig to store gyldne Vinger,

Og deiligt Legetøi den Lille med sig bringer.

O hvilken Fryd! af Glæde Øiet flammer;

Det lille, snevre Kammer

Er snart forladt.

Alt er saa smukt jo i den maaneklare Nat.

Sødt dufter Skovens friske grønne Krands,

Smaa-Alferne forlyste sig med Dands;

I Høien røre sig de gamle Kjæmpebeen;

Taus sidder Aanden paa sin Bautasteen

Og fremad skuer,

Men med sin Engel, Barnet ikke gruer.

De lege begge froe i Skovens Sale,

Hvert Træ, hver Blomst kan tale,

Og Fuglen synger smukt om hvad den saae

I fjerne Riger og i Luftens Blaa.

De gamle Kjæmpe-Høie

Sig aabne for hans Øie;

Smaa-Puslinger, knap som en Finger lange,

Arbeide dybt i Jordens snevre Gange.

Alt skuer han, og føler sig saa glad,

Men Dagen gryer – nu maae de skilles ad.

»Farvel! Farvel!«

Men næste Aftenqvæl

Den Fremmede igjen til Drengen kommer;

Saa gaaer det fort i Vinter og i Sommer.

Snart bygges Babeltaarne, Ridderslotte,

Snart leger han med Alfen i hans Grotte,

Tidt laaner den ham sine gyldne Vinger,

Da svinger

Han sig til Himlen, som en Kjæmpe-Ørn,

Og leger med de glade Engle-Børn.

Han skuer Verden, høit fra Himlens hvalte,

Og Alt hvad Bedstemoer fortalte.

Saa svinde Barndoms salige Minutter.

Man i en Skole Drengebarnet putter,

Tilspærrer Vinduet med Grammatik og Gloser;

Kortsagt man skoser

Den Lille, som i Natten gjør Vesitter,

At han tilsidst kun gjennem Ruden titter

Til Drengen, som nu bliver lang og stor.

– Snart døer den gamle Bedstemoer,

Og hende følger Fader, følger Moder,

Han har ei Søster meer, eiheller Broder,

Forladt staaer Drengen da i Sorgens Tanker,

Da banker

Det atter paa det lille Vindues Rude,

Og ude

Den Lille staaer, han vinker – men forsvinder. –

Da vaagne alle Barndoms søde Minder,

Han vil den Lille søge,

Der hist forsvandt bag Skovens dunkle Bøge.

Bort med Taare, bort med Suk!

Verden er saa lys og smuk.

Stjernen blinker fra det Blaae;

Gud er med os hvor vi gaae!

Forvoven

Han stiger ind i Livet, ind i Skoven

Hvor før, som Barn, han med den Lille vandret;

Men, ak! det Hele har sig reent forandret.

Stolt kneise Skovens grønne Træer med deres stive Nakker,

Som Lapse sveie Pilene i grønne Snørlivs Frakker.

Der vanke mange Stød og Smæk, der kan faae til at sukke,

Min Søn, vil Du i Verden frem, Du krybe maa og bukke.

Stort Selskab der i Skoven er, af Dyr paa to og flere;

O Gud, hvor der er mange Gjæs, og andet saadant mere!

Dumpappe, Ravne, Stær og Sligt, man seer i Høiden bygge;

Den slette Urt i Solskin staaer, den bedste tidt i Skygge.

Igjennem Tjørn og Krat

Han vandrer stille fremad, Dag og Nat,

Men hvad han søger finder han dog ikke,

Og Skoven leer kun af hans vaade Blikke.

Men Stjernen funkler klart paa Himlens Kyst,

En mægtig Tanke vaagner i hans Bryst,

»Her vil jeg,« siger han, »i Skovens Skygge

Et Tempel bygge;

Dets Altar smykkes skal med Vaarens grønne Blommer,

Maaskee da, Englen atter til mig kommer!«

– Snart hvælver sig den stolte Tempelhal,

Og Orglet bruser gjennem Skov og Dal.

Forundret Alfen titter

Bag Buskens grønne Gitter,

Den hele Skov

Istemmer høit den store Kunstners Lov;

Men Ædderkoppen væver Dag og Nat,

Til han om Templet faaer en Vævning fat;

Der komme flere, slige Recensenter,

Og uden Complimenter,

Giftige og fule,

Det store Hele, De i Væv vil skjule.

Natuglen glad med sine Vinger slaaer,

I Taage Templet staaer.

Ei længer Guldet reent i Solen spiller,

Det kan kun skimtes gjennem Sandheds Briller,

Og de er’ tabt’ fra Løven indtil Myggen,

Kun Slangen løber om med dem paa Ryggen.

– I Glemsels Nat det bedste Blomster visner,

Det varme Hjerte isner.

Men Tiden kommer snart paa Stormens Vinger,

Da synker Taagen, Væven springer,

I Tjørn og Krat, nu Ædderkoppen skjælver,

Og Templet atter klart mod Himlen hvælver,

Da strømmer Skaren til, og jubler i det Høie,

Men længst er bristet alt den store Kunstners Øie.

Det toner over Tidens Bølgehav.

Som Bautasteen staaer Templet paa hans Grav.

Dykker-Klokken

Et Eventyr paa Havets Bund

Det var i Aaret – – ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;

Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.

Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;

Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.

At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maa græde,

Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.

Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,

Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;

Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;

Dog mueligt var det Nordens Vind, der fik mig Vand i Øiet.

Een Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,

Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.

I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,

Og stige i en Luftballon – – nei! nei! mit Hjerte gyser;

Dog mueligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker

Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.

Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,

(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).

– Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,

Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række.

Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,

Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde,

For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed’ saare,

Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare.

Det var, som Stormens Orgel slog – jeg kan det aldrig glemme!

Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.

– Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;

Høit over mig var ravnesort, det bruste i det Fjerne.

Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,

Saa at man uden sværtet Glas »ihr’ Hoheit« kunde taale.

Mig syntes Stjernehimlen hist i sin Studenter-Kjole

Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.

– Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,

Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.

Men Skjebnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,

Og som en Sværdfisk var hun nu ved Klokkens Snor tilstæde,

Og hurtigt gik det: »klip! klip! klip!« rask skar hun Snoren over;

Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover

Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,

Jeg trøsted’ mig: Du kan kun døe, see det er her det Hele.

Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,

Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.

Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,

»Und immer weiter, hop! hop! hop!« foruden Rast og Hvile.

Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,

Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned’ mine Blikke.

Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!

Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden.

Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,

Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer.

Hist laae en Skov, halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,

Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.

Smaapiger gik paa Gaderne med Shawler superfine,

Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.

Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,

Et Luftsyn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;

Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,

Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.

Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;

Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.

Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,

Men stiger den syv Favne op, den bli’er en Fisk behænde.

Da Sligt jeg saae, jeg blev saa sær, jeg hørte Hjertet banke,

Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,

Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,

Naar han i Himlen trækker op, som Flynder debuterer.

Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,

Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.

Med eet min Klokke nedad foer, den blev for tung for Vandet.

Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokkespiret strandet.

Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,

Vand-Piller bar det hele Hav – (det Syn endnu jeg skuer).

Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,

I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.

Man følte paa mig, undred’ sig, men snarlig man opdager,

Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager.

De raadslog, ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,

(Tilgiv, at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):

»Du er den første, som til os vi levende saae vandre,

Nu kan Du see, at Torsk og Sild er meer end Du og andre.

Frygt ei, at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;

Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,

Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,

Som fordum eders Adelsmænd og de catholske Præste.

Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,

Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.

Ha! Hævn er sød. – Vi har en Flod, som bruser frem med Torden,

Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;

Der skal nu ned hver Draabe, der har Himmelen forbandet,

Tidt har den næsten druknet os, som dog er vandt til Vandet!« –

Han taug, – og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!

En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.

Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,

Min Dommer sagde mig Farvel og gik – (det var en Flynder).

– Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;

Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: »Gud os bevare!«

Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,

Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.

Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,

En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.

Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maa græde,

Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.

Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,

Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.

Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;

Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var’ og gule.

Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,

Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.

Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,

Dog følte jeg til intet Vand – (at sige af det klare).

Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,

Jeg laae i deiligt blødt Papir og lugted’ Trykker Sværte.

Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!

Den hele Flod det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.

Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,

Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. –

Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,

Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.

Boghandlere – at sige Skrog – som Fiske flød i Vandet,

Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked’ et og andet –

En Time gik – man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,

Hvor alle nu som Stene stod, fordi jeg var i Live.

»Et Underværk! en hellig Mand!« saa raabte alle Munde,

Man faldt paa Knæe, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,

Thi Fod og Haand jo bunden var, men snart min Lænke springer,

Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.

Man snakkede nu ud og ind, som jo enhver kan vide,

Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.

»En mægtig Haand beskjærmer Dig,« saa talede de begge,

»Sligt alt vi anede den Gang, vi saae Dig i Din Snekke;

Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,

At i det ægte Vand Du var lys levende en Time!

Bliv her hos os, ifald Du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,

Naar Du det ønsker, bringe Dig til Dine Brødres Række!«

Glad blev jeg som en Candidat, der venter Non, den Stakkel!

Men faaer et Præ, o søde Fryd! – Alt var som et Mirakel.

Jeg loved’ ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,

Men siden vilde rigtig nok jeg allerhelst tilbage. –

Man viste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,

Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.

Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,

Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.

Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,

De vare stopped’ ud med Tang, og holdtes meget dyre.

Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,

Træk, Regn og Slud alene kom ved visse Norden Vinde.

Korsridderne man spillede (det overalt behager) –

Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,

Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.

Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,

Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.

Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,

Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;

Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,

To Andre førte lærd Dispyt, det klang som Sanscritsproget.

Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,

Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Francaisen.

Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,

En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken,

– Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,

For Fugle hang Snuusdaaser der, og spilled’ smukke Sange.

Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleg, nei grøn som Sivet,

Da kom en Møe, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.

Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,

Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.

»Gaae ei tilbage,« sagde hun, »bliv her, tøm Elskovs Bæger!

Hist ændses ei Dit lille h med sine tvende Streger.

Hør hvad jeg spaaer: gaaer Du derop og vover Vers at lave,

Da venter Dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;

En Plageaand vil følge Dig og nøde til at skrive,

Men tro Du mig, Din Digterkrands vil kun af Tidsler blive.

Vær min! siig, Du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,

Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;

Jeg lafontainisk elsker Dig – Farvel! jeg gaaer at græde.«

Nei, tænkte jeg, nu maa Du op, hun skræmmede Din Glæde;

Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,

Dog Himlen staaer med Stjerner smaae, som før i bedre Dage.

Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,

Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.

Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,

Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.

Farvel Du Hav! – Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune.

Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.

Tilbagereisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,

Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.

Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke.

Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfru-Flokke,

Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.

Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.

Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,

I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.

Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,

(Tillad jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):

»Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!«

Al Fiskepynten, »Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder

Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler

Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjeler.

Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,

Dog beed en Aal mig i mit Been – (det var vist Elskerinden).

Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.

Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.

Ved en Tragedies Dödsfald

,

– – leicht ging er aus dem Leben –

Sein Bißchen Geist, das war leicht aufzugeben.

Richard Roos

Forleden Aften – saadan Klokken ni,

Var det forbi!

Alt længe følte vi det Enden blev,

Om selv din Fader dig Recepter skrev.

Du arme Barn, født i det kolde Nord,

Du var for let og tynd for denne Jord!

En Aftenstorm dig fløitede ihjel –

Farvel! Farvel!

Høit paa din Grav skal blæses med Trompeter.

Vee, tretten Gange Vee de yngere Poeter!!!

Aften-Landskab

See Solen gaaer ned i det deiligste Rødt,

I Stakker staaer Høet og dufter saa sødt.

En Bonde gaaer hjem med Lee paa sin Ryg,

I Luften dandse de surrende Myg.

Ved Landsbyen ligger en Kjæmpehøi,

Der hører man Ungdommens jublende Støi;

De løbe omkring mellem Busk og Krat,

Og lege Tagfat.

Høit kneiser ved Degnens Huus et Træ,

Der sidder den Gamle med Børn og ;

En Rævebælg hænger paa Træets Green,

I Toppen kneiser Stork Langebeen.

Men Gadekjæret er blevet en Pjøs,

Dog vandes der Heste af Karl og Knøs;

De fløite og synge til Frøernes Qvæk,

Og ride saa væk.

Hist lege to Børn med Sundheds Kind,

De ridse i Jorden med en Pind,

De ridse sig Gaard og Høienloft,

Mens Moder lapper paa Faders Koft.

Smukt lyder fra Taarnet Klokkens Klang;

En Bonde synger sin Aftensang,

Og Børnene fromt om Bordet staae,

Ret som Engle smaae.

Ved Kirkegaards-Muren hvor Hindbærret groer,

Der sidder paa Stenen en gammel Moer;

Bag Huen man skimter det sølvgraae Haar,

En Bøtte med Mælk ved Fødderne staaer;

Sin Støttestav holder hun paa sit Skjød,

Jeg troer hun spiser det tørre Brød.

Bag Muren sidde de Elskende to – –

O lad dem ha’ Ro! –

Cometen

Et Sagn

Da Sol stod op, og alle Nattens Terner

(Jeg mener Stjerner)

Med Hast igjennem Himlens Porte flyede,

En Skræder sad paa Bordet alt og syede.

Ved Siden af ham stod et simpelt Fad

Med Mad.

Dog nei! man saae Ruiner kun paa Bunden,

Den tykke Mælk var dybt i Helten svunden,

Mens Nattergalen slog i Bøgelunden.

– Med roligt Sind

Han tænkte nu saa fromt paa Ingenting.

Da nærmer, bondeklædt, sig Skjæbnens Dronning,

Og sælger ham en Krukke fyldt med Honning.

– Bag Hyldetræet sad’ de Alfefruer

Med Graad paa Kind,

Og for at frelse fløi de nu som Fluer

I Stuen ind,

Og summede en Sang for Heltens Øre,

Hvis Mening var: »Du maa ei Krukken røre.«

Men barsk af Væsen,

Han slog dem med en ulden Lap i Næsen,

Hver Gang de kom;

Selv spiste han til Krukken reent var tom.

Nu gik der, kan jeg tænke, et Qvarteer,

Maaskee lidt meer,

– Dog Tiden her gjør ikke stort til Sagen;

Da – ak, han vidste selv ei hvad,

Den arme Mand, som han paa Bordet sad

I lovligt Kald, blev ganske som et Lagen;

I Læben beed han med de gule Tænder,

Og begge Hænder

Mekanisk greb’ om de bespændte Lænder,

Thi dybt derinde

Jog Boreas med alle sine Vinde,

Tambourmajoren, tretten Niagarer,

Smaae Djævle-Skarer

Og meget Andet som jeg ei kan huske.

Han følte det at pine, save, ruske;

Da kom hans Huustroe fra det nære Kammer,

Saae al hans Jammer,

Og spurgte ømt: »hvad er Dig vederfaret

Men »au!« og »au!« og atter, »au!« var Svaret.

– En Stund hun hører Mandens dybe Sukke,

Nu seer hun Fadet og den tomme Krukke,

Da aner hun – men gyser endnu mere.

»En Mavesnaps kan ene ham curere!

Ak bleeg som Døden

Han sidder paa sit Bord i Morgenrøden!«

Saa taler hun, og flyver let som Skovens Hind,

I fire Spring paa Apotheket ind,

Men stum som Fisken,

En Niobe, hun staaer saa bleg ved Disken.

End gik et langt Minut,

Før Apothekets snilde Substitut

Forstod Mimikken,

Og søgte nu paa Hylden efter Drikken.

Da Vee! Hvad har ei Fanden at bestille.

Høit under Loftet hang en støvet Krokodille,

Der gav ham paa Organet for hans Snille

Et saadant Smæk,

Saa hele Substitutten fik et Knæk.

– I Hast han nu Madammen expederte,

Men ak, leverte

Slig brændbar Luft, som man for Luftballoner laver.

Men ei for Skræder-Maver.

Og med en Fart

Hun var i Hjemmet snart,

Og rakte Manden Flasken fyldt med Drikken.

Men knap til Livs han fik den,

Før neppe selv han kunde sig forstaae;

Det var som om han havde Vinger paa.

»Ak hvad er det! ak hvad er det!«

Udbrød han. »See hvor er jeg let!

Saa flink til Beens, – jeg troer jeg svæver!«

– Men Skræderkonen bæver,

Thi som han gjør fra Bordet lette Hop,

Gaaer Vinduet op,

Og som en Luftbalon han gjennem Luften stiger.

Høit Qvinden skriger,

Men skjøndt hun reiser sig fortvivlet paa sin Taae,

Kan hun dog ei den arme Skræder naae.

– O hvilket Syn! han svæver over Byen,

Og svinder som et Stjerneskud bag Skyen. –

– – Tre lange Uger gaae med Suk og Graad.

Nymaanen seiler som en gylden Baad

Paa Himlens Ocean; med vaade Blikke

Hun skuer did – men ak! han er der ikke.

Hun havde tænkt: han kommer nok med Maanen.

Men ei han kom, – thi falder hun i Daanen.

Det gik vel siden over,

Men ikkun lidet hun om Natten sover,

Thi vaagen og i Drømme,

Hun seer sin Skræder høit paa Luftens Strømme.

– En Aften sad hun efter vante Skik

Med Taare-Blik,

Mens Tappenstregen lystigt lød i Staden;

Da høres Larm paa Gaden;

Hun seer derud – ak, stor er Folkevrimlen,

Thi høit paa Himlen

Der staaer en stor, en underlig Comet,

Hvis Mage ei de ældste Folk har seet.

Om Pest, om Krig og Hungersnød man taler,

Thi see, Cometen den har tvende Haler.

– De Lærde strømme til fra alle Kanter,

Besee den i Qvadranter,

Udregne dens excentriske Ellipser,

Men knipser

Tilsidst hinanden arrigt over Næsen,

Thi man er ueens om Cometens Væsen.

Dens Astronomer

Beskrive den i flere tykke Tomer;

I Bladene de flaae hinandens Ære,

Den hele Stad

Forglemmer Søvn og Mad,

Selv Raadet tænker paa hvordan det dog kan være.

Da pludseligt Cometen

Nær havde rammet Raadet i Planeten,

Thi den med eet faldt ned fra Himmel-Scenen,

Og laae beskedent midt i Rendestenen.

– Fra Øster og fra Vester

Løb Folket til at see de sjeldne Rester,

Selv Skræderkonen med sin vaade Kind,

Kom til og rørte i den med en Pind,

For af de brutte Dele

At faae et klart Begreb om Tingens Hele.

Men som nu Alle søge rundt omkring,

Hun støder paa et Spænde og en Ring;

Ved dette Syn hun raaber høit og græder:

»Ak! Jømeni! Cometen er min Skræder!

Det er hans Spænde! det er hans Ring!

Men af ham selv er der Ingenting!!!«

Sjælen

»Unendlichkeit kann nur das Wesen ahnen,

Das zur Unendlichkeit erkoren ist.«

Urania von Tiedge

Kraft, som i vort Indre lever,

Men ei tolkes kan med Ord,

Du som os til Himlen hæver,

Adler Støvet her paa Jord,

Er Du vel en Guddoms Aand,

Som forvildet sank fra Himlen,

Og nu under Støvets Baand,

I en mægtig Kamp og Svimlen

Venter paa den nye Vinge,

Der skal Dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter Dig, Du Høie!

Du jo selv Dig ei forstaaer;

Drømme svæve for Dit Øie

Og en Evighed Dig spaaer.

Naar den sidste Time slaaer,

Naar den tunge Jord-Dragt falder,

Hvor hen mon vel Veien gaaer?

Hvor mon Herren Dig da kalder?

Straaler da for Dig i Døden

Evig Dag bag Aftenrøden?

Skal Du her paa Jorden leve,

Skjøndt dit Støv er bragt til Ro?

Skal usynlig Du omsvæve,

Og hos Dine Kjære Boe?

Skal Du see det Frø sig hæve,

Som Din Haand har her nedlagt?

Skal Du fra dets Krone svæve

I en større Himmel-Pragt?

Skal Du end herneden skue

Større Glimt af Almagts Lue?

Skal Du kunne høit udtale

Hver en Tanke i Dit Bryst?

Svinge Dig fra Jordens Dale

Til den høie Himmelkyst?

Vil da lyst for Blikket staae

Hvad ei Støvet kunde fatte?

Skal som Tanken Du udgaae,

Skue alle Jordens Skatte,

Og i Aande-Vrimlens Klynge

Ære, Priis, Alherren synge?

Eller skal Du dristigt svinge

Dig i det umaalte Blaae?

Høre Sphærerne at klinge,

Og den dybe Klang forstaae?

Eller er det i det Fjerne,

Høit, hist under Nattens Blaae,

At Du paa en venlig Stjerne

Først fra Støvet luttres maae,

Før Du med de Engle glade,

Kan Dig i Guds Straaler bade?

Eller – nei! – ha fæle Tanke! –

Aand forgik Du ved vor Død?

Skal saa kort mit Hjerte banke,

Og forgaae i Intets Skjød?

O hvi maatte Du da brænde

Efter Himlens høie Fred?

Hvorfor mon da Herren tænde

Anelse om Evighed?

»Lev og nyd,« blev da, o Gud,

Livets store, sande Bud.

Nei, o Aand! Du lever! lever!

Ellers var jo Gud ei Gud;

Til en Salighed Du svæver,

Som kun Engle stamme ud.

Som paa Tankens stærke Vinge

Du kan her hver Gjenstand naae,

Skal, som Aand Du fri Dig svinge,

Skue Alt, og Alt forstaae.

Fortid, Nutid, Fremtid skue,

Hist hvor ingen Storme true.

Recension

Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,

Men ak, Maneren mærker man bestandig er den samme.

Original er Solen ei, hvad saa den er forresten,

Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten;

Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,

De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme!

En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,

Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;

Desuden er den alfor ung, har neppe Duun paa Hagen,

Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.

Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde;

Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.

Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere –

– Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!

Tyveknægten

I Vuggen ligger det spæde Noer,

Det sover saa trygt og stille;

Moderen læser et Fader vor,

En Engel hun seer i den Lille.

Ømt hun kysser hans runde Kind

Og glemmer hver jordisk Smerte,

Drømmer saa sødt i Fremtid ind;

Saa drømmer hver Moder-Hjerte.

Men Ravnen kommer med al sin Slægt,

Og synger bag Ruden sin Vise:

»Din Engel bliver en Tyveknægt,

Og vi skal Engelen spise!«

Ingenting og Noget

Hør nu en Sang om Ingenting!

Ja, Ingenting er Skroget;

Men, pyntet lidt med Klang og Kling,

Den bliver mueligt Noget.

Før Chaos var der Ingenting;

Nu blev af Intet Noget.

Herr Adam løb blandt omkring;

Jeg ynker salig Fjoget.

Han manglede just Ingenting;

Dog savnede han Noget.

Træt sov han i sin Kasseking,

Og drømte der heelt broget.

Og Ein, Zwey, Drey, nu i et Spring

Fløi af et Ribbeen kroget

En sær forunderlig Smaa-Ting,

Der dog saae ud som Noget.

Men, ak! min Sang faaer jo et Sving,

Som var der Lidt paa Skroget;

Jeg lovede jo Ingenting.

Og her – – ja, fik I Noget?

Klintekorset paa Möen

Det er en lys, en deilig Sommernat;

En Jæger vandrer mellem Klintens Krat,

Han er saa bleg, ak! Sorgen tungt ham nager.

Med Jæger-Taske og med ladt Gevær

Han vandrer Skrænten nær,

Mens Hunden rundt i store Kredse jager.

– Just denne Nat, for otte Somm’re siden,

Hans Moder døde, længe alt før Tiden,

Og nys hans Brud man jordede bag Kirken,

Hvor Storken bygger Rede høit i Birken.

En mægtig Veemod steeg i Sjelen frem,

Han tænkte paa de Kjære, paa sit Hjem,

Den lille Hauge hist bag Huset,

Ak, Alt laae nu i Gruset. –

En Stund han stod saaledes taus nedbøiet,

Da hævede han Øiet;

Guds store Himmel var saa reen og blaa,

Uendeligt foran ham Havet laae,

Og fjernt han saae i Maanelyset blaane,

Den hvide Klint paa Stevns og paa Arcone.

Hans Tanke fløi i Verdens Rummet ud,

Og fromt han atter stoled’ paa sin Gud;

Ei længer græd han for de tabte Kjære,

Han følte: snart han skulde hos dem være.

En salig Fred sødt qvægede hans Bryst;

Hans Øie fulgte langs den høie Kyst;

Som Tempelvægge stod den hvide Klint med Skoven,

Og Himlen danned Kuppelen for oven.

Dybt nede leged’ Bølgen med Klintens brune Tang,

Det lød saa sært i Natten som dæmpet Orgelklang.

Fra Stevns og fra Arcona en Straale lyste smukt

Og spilled’ som en Stjerne hen over Hav og Bugt.

Som Jægeren det skuer sært banker da hans Bryst,

Thi Lyset hurtigt nærmer sig Møens hvide Kyst.

Stævns Klintekonge kommer med Spil og Havfrue-Sang,

Hans Kjortel er en Taage, hans Haar og Skjæg af Tang;

Et Dødningbeen hans Scepter, men Kronen sølverblaae,

Og rundt om Karmen svømme Havpuslinger saa smaae.

Sit Scepter høit han hæver, og ved de stærke Slag

Sig Klinten for ham aabner, men uden Larm og Brag.

Snart kommer og Arconas Drot

Til Møens hvide Sommerslot.

Hans Krone flammer som Guldet rødt,

Men Kinden er bleg og Øiet dødt;

En Skibsmast er hans Spiir og Stang,

Og Kappen er vævet af Skum og Tang,

Den flagrer saa sært i Nattens Vind,

I det han stiger i Fjeldet ind.

En Stund er Alt saa stille, kun Bølgen ruller fort,

Da stiger ud af Fjeldet en Taage tyk og sort,

Og begge Konger ile fra Møens Klint i Harm,

Den tykke Taage skjuler den lette Bølgekarm;

Men Havet vildt sig hæver, det er saa sært at see

De høie, sorte Bølger med Skummets hvide Snee;

De vælte sig mod Kysten og løfte Steen og Tang,

Mens høit fra Dronningstolen man hører sælsom Sang;

Der sidder Klintens Dronning, den høie, blege Mø,

Og skuer stolt og roligt ud paa den sorte Sø!

»Et jordisk Bryst jeg elsker, men ingen Klinte-Drot.

Dig, Jæger, jeg udkaarer, boe hos mig i mit Slot!

Dybt under Dig sig hvælver en Verden skjøn og smuk,

Der skal hos mig Du glemme Jordlivets bittre Suk.

Lad Beilerne kun fnyse, og rase vildt paa Sø,

Du er min Brudgom, Jæger, Dig kaarer Klintens Mø!«

Saa toner det i Natten, og Stormen stiger meer,

Igjennem Krat og Grene den hvide Mø han seer;

Et Fadervor han læser, et Kors han for sig slaaer,

Og roligt med sin Bøsse han hjem til Hytten gaaer.

Han tænker paa sin Moder og paa sin tabte Brud,

Saa inderligt han beder: send Du mig Døden, Gud!

Hver Søndag klinger festligt hen over Bondens Vang,

Fra Landsby-Kirken, deiligt den stærke Orgelklang,

Og Menigheden synger, og alle Lærker slaae!

De sorte Kors paa Graven i Sommersolen staae;

Og under Kirkens Bue han atter beder Gud:

»O lad mig snart gjensamles med Moder og med Brud!«

– De søndagsklædte Bønder med Hustruer og Smaae

Med Psalmebog i Haanden, fra Kirken hjemad gaae;

Sødt dufte Mark og Enge, og Skoven staaer saa grøn,

Men ved de Kjæres Grave han læser først en Bøn.

I Hyldetræet synger en lille Fugl saa smukt:

»Snart skal som jeg Du svinge Dig bort fra Jordens Bugt!

Før Vinterstormen kommer, Din Vinge voxer ud,

Og Du skal atter favne Din Moder og din Brud!«

Han hører Fuglen gjerne, thi Sangen han forstaaer,

Men naar ved Midnat ene han gjennem Skoven gaaer,

Da seer han mellem Krattet den hvide Klintens Mø,

Hun sidder høit paa Skrænten, tæt ved den salte Sø.

Snart vinker hun saa venlig, snart truer hun i Harm,

Men Natte-Duggen falder som Graad paa hendes Barm.

Endt er den gyldne Sommer,

Alt Vinterstormen kommer

Og Svalen drager bort,

O, sikkert ikkun kort

Den arme Jæger dæmpe maae sin Længsel,

Snart aabner Englen ham vist Livets Fængsel.

Tidt tænker han paa Fuglens Trøstesang;

Men Sneen ligger alt paa Mark og Vang,

Det fyger vildt derude,

Og Blomster staae paa Vinduets frosne Rude.

– Mørk Natten er, med Sneefog og Orcan;

Det knager vildt i Skovens Birk og Gran,

Men mellem Stormens Brag

Han hører Øxe-Slag.

Skovtyven tumler sig bag Busk og Krat.

Tryg er han i en saadan Rædsels Nat.

Sin Dont en ærlig Jæger røgte maa;

Med sit Gevær og Jæger-Tasken paa

Han Lyden følger.

Alt er han Skrænten nær – han hører Havets Bølger;

Men hver en Sti og Plet han kjender nøie,

Skjøndt Alt er Nat og Mørke for hans Øie.

Alt ryster Stormen stærkere sin Vinge,

Tæt foran sig han hører Øxen klinge.

Et Skridt – – – og med et Skriig,

I Dybet ligger han et blodigt Liig.

»Jeg fanged’ Dig min Brudgom!« saa synger Klintens Mø;

»Ak var Du villigt kommen, da skulde du ei dø.

Dit Liig jeg kun kan trykke op til mit hvide Bryst,

Din stolte Sjæl har svunget sig høit til Himlens Kyst!«

I Kirkens stille Have

Høit bølger Græsset paa de glemte Grave,

Men smukt paa Klinten staaer

Det hvide Kors alt mange, mange Aar;

Tidt synger Lærken der i Aftenrøden,

Hvor Jægeren fandt Døden;

Og Bølgen leger venligt med Klintens brune Tang,

Det klinger smukt i Natten som dæmpet Orgelklang.

Nu har den brave Jæger glemt Jordens Sorg og Harm,

Men Duggen staaer som Taare paa Møens hvide Barm.

Hjerte-Suk til Maanen

– – – Liebe

Kennt der allein der ohne Hoffnung liebt.

Schiller

Hulde Maane, stiig fra Skyen frem!

Solen hviler alt bag Laas og Lukke.

Ak Madam, Madam, jeg elsker Dem!

Vær ei kold mod mine hede Sukke!

De er bleg, og jeg er ligesaa;

Begge vandre eensomt vi og ene;

Hurtigt gaaer De hen af Himlens Blaa,

Ogsaa jeg har gode, lange Bene.

Er det sandt at Maanen trækker Vand,

Vil jeg græde mig til Ægtemand.

Hav mig naadig dog i Deres Sind,

Husk den Tid, da jeg var meget Lille,

Da jeg spillet Skorsteen, Klink og Pind,

Og fik Riis, skjøndt ei jeg have vilde.

De har Kundskab om mit Barndoms Liv,

Jeg var god – en lille Sukker-Unge,

Nu jeg er det i Superlativ,

Men beskedent tier her min Tunge.

O Madam, Madam! kom ned til mig,

Eller ogsaa tag mig op til Dig!

De har hørt saa mangen Elskers Suk,

Trøstet ham ved Deres kydske Flamme,

Ak men mig, De svarer ei et Muk,

Det er ikke kristeligt Madamme!

Gjerne sukked’ jeg for Dem paa Spansk,

Men jeg er ei stiv i Grammatikken,

Ak, jeg mægter knap at tale Dansk,

Hjertet synker ned i Kjole-Fikken.

Skjænker De ei snart mit Hjerte Ro,

Vist jeg spiller Werther Nummer to.

Skolemesteren

I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt;

Tydsklands Kort paa Væggen hænger, det er temmeligt forslidt;

Meget Blæk har flydt paa Bordet, manget Navn er ridset her,

Store, lange Drenge sidde rundtenom paa Bænken der.

Mangen Moders Kjeledæge sidder der med Æblekind,

Og hvad vi der vil i Panden staaer for ham paa Bogens Bind.

Nogle sladre ganske sagte, andre see sig lidt omkring,

Men tre, fire rynke Panden, tænke saa paa Ingenting.

Udenfor et Posthorn klinger, ak, da flyve Længsels Blik

Fra de haarde Skolebænke og fra Badens Grammatik.

Høit paa sit Catheder throner Skolemesteren saa bred,

Han er meget lærd og skiden, Kinden blaalig, rund og feed.

Tørre Prygl og tørre Gloser, Skolemester-Vittighed,

Regne hele Dagen lystigt paa de unge Planter ned.

Qvinden er hans gode Engel, Mødrene til hende tye

Og naar Offeret behager, svinder hver en Tordenskye.

Men nu er der slemt derinde, thi der holdes Straffe-Ret.

Skolemesteren man skuer bukke Drengen om saa næt,

Give ham af Birkeriset ret et genialt Produkt;

Drengen aander ud i Toner hvad han føler, nok saa smukt.

Orgelet er Manden værdigt, derfor spiller han med Lyst;

Hver en syndig Dæmon flygter da med eet fra Drengens Bryst,

Boltrer sig i Tonehavet, ogsaa hurtig som en Vind,

Hver en Djævel gaaer af Drengen i hans Skolemester ind.

Men der er ei Plads derinde for den nye Djævle-Hær.

Fælt det trykker, Blodet stiger, nu er selv han Dommen nær.

Fuxen korser sig og gruer, og paa Skolemester seer –

Riset ham af Haanden synker – ak, han spiller aldrig meer!

Studenten

Høit under Taget, hvor Svalen boer,

Har ogsaa Studenten sit Kammer,

Der sidder han nærmere Englenes Chor,

Trods Stuens og Salens Madammer;

Paa Væggen hænger hans hele Stads,

I Lommen er Skillinger fire,

Paa Bordet ligger Homer og Horats

Samt mange beskrevne Papire.

Et Tællelys brænder i Stagen smukt,

Selv skjærer han Aftensmaden;

Det er saa silde, hans Dør er lukt,

Kun Vægteren sværmer paa Gaden;

Lad ham kun sværme i blaa Talar,

Det rager Studenten jo ikke,

Han stirrer saa taus gjennem Rudens Glar,

Seer Stjernerne blinke og nikke.

Han tænker paa mangen en Barndoms Drøm,

Imedens han stopper sin Hose,

Da bliver om Hjertet han ganske øm,

Hans Kinder see ud som en Rose.

Han yndes af Mange, har dog ingen Ven,

End sige en lille Veninde,

Thi flagre hans Sukke i Natten hen,

Til Nar for de lystige Vinde.

Men sukke og græde er ingen Plaseer,

Undtagen for syge Poeter,

See! Maanen sidder paa Taget og leer

Ad ham og ad Povel og Peter.

Studenten damper sin Pibe ud,

Og vender saa Lyset i Stagen,

Saa beder han barnlig en Bøn til Gud,

Og trækker saa Dynen om Hagen.

Holger-Danske

Det gothisk, gamle Kronborg i Maanelyset staaer,

Mens sort og skumklædt Bølgen mod Fæstnings-Muren slaaer.

De stolte Skibe seile igjennem Sundets Bugt,

Fra Helsingborg hist blinker et eenligt Lys saa smukt.

Den danske Kyst staaer deilig med Skove og med Krat,

Men beegsort hæver Kullen sig i den lyse Nat.

Paa Kronborg klinger lystigt saa manget Gammens Ord,

En Venneflok har samlet sig her om Gildes-Bord.

See Punsche-Bollen damper, de synge og de lee;

Betrækkets blege Helte paa Lystigheden see.

Tilsidst sig Talen dreier – det er just Midenat –

Paa Holger, som skal bygge i Kronborgs Kassemat.

»Ifald han hos os bygger, saa er det dog en Skam,

At ingen af os Svende, endnu besøgte ham.

Kom lad os undersøge, – og er da Sagen Digt,

Vi stævne vil Poeten der først kom frem med Sligt!«

Saaledes Een just taler, og neppe er det sagt,

Før ogsaa hele Toget er strax i Orden bragt.

De rustne Hængsler knage og Faklen brænder rødt;

Dybt i de dunkle Gange saa øde er og dødt.

Hvert Fodtrin lydt man hører; hist ligger Steen og Gruus,

Og sky og bange sværme de stygge Flagermuus.

Den tykke Jernport knager, nu er man der vel snart?

– Mod Muren slaaer man Faklen der ei vil brænde klart.

Den klamme Luft alt kjøler det hede Ungdoms Blod,

Og Blodet kjøler atter det kaade Ungdoms Mod.

Nu har de søgt saalænge i hver en Kassemat;

Endnu en Port de aabne, – da standser Skaren brat.

Thi i det hvalte Kammer hvor nu de træde ind,

See De en kraftfuld Gubbe med Haanden under Kind.

I Steenbordets Flade hans Skjæg er voxet fast;

Hans Aasyn ellers ligner hiin Drots ved høien Mast.

Han sidder i sin Rustning med Sværdet i sin Haand,

Og paa den høie Pande man læser Heltens Aand.

I Drømme sært han taler, høit hæver sig hans Barm.

»Hvor staaer det til med Danmark? behøver det min Arm?

Ræk Ungersvend mig Haanden, see min jeg rækker her,

Dit Haandtryk skal mig lære hvor stærk vel Slægten er!«

Men Svenden dreier mod ham rask Døren med sin Slaae;

For Holgers stærke Haandtryk sig Jernet bøie maae.

Da smiler han i Drømme: »den er dog ei saa svag!

Og Holger Danske kommer til Hjælp paa Farens Dag!«

– Saa tause og saa blege de Svende fra ham gaae,

Og lettere de aande først under Himlens Blaae.

De see de klare Stjerner og Maanen stor og rund,

Mens Bølgen skumhvid vælter sig gjennem Øresund.

Den 1ste August 1829

(Til Kronprindsesse Caroline)

Da første Gang jeg aabnede mit Øie,

Jeg skued’ Himmelen og Danmarks Høie.

Min Vugge stod ved Hyttens snevre Muur,

Men kun jeg saae Guds herlige Natur;

En mægtig Længsel vaagned’ i mit Bryst,

Og drev mig fra min Barndoms Drømme-Kyst;

Jeg frygted’ ikke Livets barske Vinde,

Jeg saae, jeg fulgte kun min Sanggudinde.

Mit Skridt var rask, dog ei jeg frygte kunde,

Jeg stod jo i de danske Bøgelunde;

Tryg vandrede jeg frem i Herrens Navn,

Og Gud og Danmark tog mig i sin Favn.

– Ja dobbelt jeg min store Lykke skatter,

Thi Naaden kom fra Danmarks første Datter;

Dog Naade – nei, det er din bedste Lyst,

At aande Himlen i hvert Broder-Bryst.

– Klart tændes Glædesblus paa Danmarks Høie,

Men klarere de straale fra hvert Øie,

Thi Du forlader ei den danske Strand,

Din Himmel fandt Du i Dit Fædreland.

Et kjærligt Hjerte banker Dig imøde;

Fra Frændens Bryst udgaaer Din Morgenrøde,

For Dig og Ham er Fryd paa Danmarks Kyst,

Som i Din Faders og Din Moders Bryst.

– Min bedste Sang jeg vilde Dig indvie,

Men taler Hjertet dybt, maa Læben tie.

For Gud jeg kun kan tolke Ønsket ret:

»Han lønne Dig, som Du fortjener det!«

Moderen med Barnet

Hist hvor Veien slaaer en Bugt,

Ligger der et Huus saa smukt;

Væggene lidt skjæve staae,

Ruderne ere ganske smaae;

Døren synker halv i Knæ,

Hunden gøer, det lille Kræ,

Under Taget Svaler qvid’re,

Solen synker – og saa vid’re.

I den røde Aftensol

Sidder Moder i sin Stol,

Kinden luer dobbelt rød,

Barnet har hun paa sit Skjød;

Drengen er saa frisk og sund,

Æblekinden rød og rund,

See, hvor hun i Spøg ham banker

Paa de søde Pusselanker.

Katten staaer og krummer Ryg,

Men forstyrres af en Myg,

Barsk han den med Poten slaaer,

Og igjen som Hofmand staaer.

Moder klapper Barnets Kind,

See hvor sødt det sover ind,

Drømmer om de Engle smukke

I sin lille pene Vugge.

Flyttedagen i April

Nu Vintrens gamle Gubbe forlader sit Logi,

Thi mellem ham og Vaaren er daarlig Harmoni.

– I Kjælder og i Stue, ja selv høit under Tag

Man faaer Begreb om Chaos, thi det er Flyttedag;

Hist staae to gamle Tanter i Gadens Snavs og Snee

Samt andre gamle Møbler der ei er værd at see. –

– Nu kommer der en Liigvogn, see Følget er saa stort,

Det er en fornem Herre der Ingenting har gjort,

Han flytter – og hvis rigtigt man tør Avisen tro,

Da er han meget salig og skal i Himlen bo.

Nu staaer han alt deroppe og bukker med et Smiil,

Dog jeg er grumme bange, han løber der April.

Phantasie og Vanvid

Bag Brombærhækken hist ved Afgrunds Randen

Staaer Vandringsmanden.

Han stirrer taus mod Himlens dunkle Blaae,

Og vil dens høie Stjerne-Skrift forstaae.

Hvo kan vel følge Herrens skjulte Traade,

Hvo løser Livets underfulde Gaade?

Alt er en Labyrint hvor Viisdom boer,

Hvis Hjeroglypher sige: »Gud er stor.«

Men som han grunder, toner Harpe-Klang;

Sært blander den sig med en barnlig Sang;

For Sjælen stige underlige Drømme;

Mørk stirrer Øiet ned i Elvens Strømme;

Da seer han paa den haarde Klippe-Seng

En underdeilig Dreng;

Han synger om det Dybe og det Høie,

Og maaler Himlen med sit Flamme-Øie.

I Buskene de gyldne Harper staae,

Useete Alfer Dem med Vingen slaae;

Hiin Side Elven, hvor sig Fjeldet buer,

En Møe han skuer

Med Valmue-Krandsen om sit sorte Haar;

Hun synger som naar Stormen Bølgen slaaer,

Bleg er hun, vildt det mørke Øie brænder;

En Dolk hun holder i de hvide Hænder;

Og med baccantisk Lyst

Hun ridser Blomster paa sit unge Bryst;

Halv synes hun at vaage, halv at drømme,

Og stirrer vildt i Elvens dybe Strømme.

»Hvo er’ de Børn?« Den Vandrer spørger. – Stille!

Nu nærmer han sig alt den kjære Lille.

»Hvo er’ I Børn? Hvad gjør I her saa silde?

Kom smukke Dreng, lad os ei Tiden spilde!

Hvor er Dit Hjem? Did lad os stræbe ......«

Da afbrød Drengen ham med Smiil paa Læbe.

»Jeg boer hos Hyrden hist ved Bjergets Fod,

Hvor Hjorden græsser dybt i Dalens Skygge;

Tidt sidder jeg hos ham ved Bøgens Rod,

Høit i hvis Top de vilde Duer bygge,

Naar han paa Fløiten tolker Elskovs Lyst,

Og Phyllis synker salig til hans Bryst,

Da staaer jeg hos Dem, blæser Bobler skjønne,

Mens Solen synker hist bag Skovens Grønne.

Jeg boer paa Fjeldet, hist i Ridderborgen,

I Folkestue og i Kongesal;

Jeg har mit Hjem hos Glæden og hos Sorgen,

Paa Bjergets Aas og i den snevre Dal.

Jeg boer i Skibets Rum bag Plankens Sider;

Med Fiskeren jeg over Dybet glider.

Jeg trænger gjennem Klostrets skumle Muur,

Og gjæster Nonnen i sit Fangebuur.

Snart leger jeg i Fjeldets dybe Grotte;

Og jeg kan mane Nattens Aander frem;

I Syd og Nord staae mine Trylleslotte;

I Dybet og i Himlen er mit Hjem.

Paa Kampens Dag staaer jeg for Heltens Øie,

Og bringer Seirens Palme fra det Høie;

Jeg følger Vandreren i Ørknens Sand;

Jeg aabner Skjalden Aandens Drømme-Land.

Selv Barn, jeg helst vil lege med de Smaae,

Min Trylle-Verden De jo bedst kan fatte;

I Hytte og i Borg De mig forstaae,

Jeg bringer med saa underfulde Skatte.

Vi kjende ikke Livets Kamp og Sorg,

Os Hyttens Krog blier til en Ridderborg,

Ja Stokken er en stolt og modig Ganger,

Den lille Svale Borgens Mester-Sanger.

Da lege vi i Aften-Solens Guld;

Som Bjerge staae de gyldne Skyers Række;

Da toner Træ og Blomst saa underfuld,

Paa Bækken seiler Sivets lette Snekke.

En Uveirs-Sky staaer over Bjergets Lund,

Regnbuen luer fra den sorte Grund.

Hist dykker Maagen sig i Bølgens Strømme.

O! kan Du glemme Barndoms søde Drømme?

Da Du var lille, tit vi leged’ sammen,

Paa Skammelen vi ved Kaminen sad;

Da saae vi Billeder i Gløde-Flammen,

Og Sjælen følte sig saa salig glad.

Hvert Eventyr os Sandheds Præget bar,

Kun Livet her et Eventyr os var;

Vi saae ei blot Cherubers skjønne Vrimmel,

Nei, selv Gud Fader i sin høie Himmel.

Nu staaer Du her, og grandsker Livets Gaade,

Vil følge Herrens fine, skjulte Traade,

Og fatte ham, Din Aand, det Heles Liv –

– Nu vel! saa følg mig i min Baad af Siv!

Frygt ikke Elvens skumbeklædte Vande!

Jeg bringer Dig til mine Trylle-Lande.

Men vogt Dig! – Seer Du Strømmens vilde Kyster?

Den blege Pige hist – hun er min Søster;

Jeg aabner for Dig Aanders Salighed;

Hun styrter Dig i Dybets Malstrøm ned.«

Fastelavn

(En Skizze)

Fastelavn idyllisk staaer med sin Gaas i Haanden,1

Og foruden Bollerne faaer man lidt for Aanden.

Midt paa Kjøbsted-Torvet hist, seer man Tønden hænge.

Byens ædle Borgerskab og de voxne Drenge

Slaae paa Tønden stærke Slag saa ihast den knækker,

Den som slog det sidste Slag man en Krone rækker.

Inde nu han hædres skal høit med Sang og Drikken,

Og i Toget tør han gaae lige ved Musikken.

Der er baade Violin, Tromme og Skalmeie;

Mildt han hilser rundtomkring, Byens Damer neie.

Martsviolerne

Sig Himlen hvælver saa reen og klar,

Iisblomster fryse paa Rudens Glar;

I Solens Flamme saa smukt de staae;

En Yngling sidder og seer derpaa.

Men som han paa de Blomster seer,

To Pige-Øine derude leer;

Saa skjønne Blomster han aldrig saae;

To Martsvioler saa smukke blaae.

Iisblomsten smelter ved Kindens Brand.

Vor Herre hjælpe den unge Mand!

Capriccio

Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag,

Og Skibene er pynted’ med alle Deres Flag.

Hør Damp-Maskinen larmer og lysteligt det gaaer,

En lang og skumhvid Fure bag efter Skibet staaer.

See Røgen hvor den bølger, det er en kulsort Sky,

Den skjuler reent os Broen hist ved den store By.

Saa skumhvid svulmer Søen mod Skibets stærke Bryst,

Og deiligt for os ligger den grønne Sommerkyst.

De Fleste passiare paa denne raske Fart,

Men Andre sidde blege, og har det ei saa rart.

– Hist seer jeg Baaden komme, nu sættes vi i Land,

Saa sværmer man i Skoven og drikker Kilde-Vand.

Her er saa smukke Damer, saa mange Dyr at see,

Der synges og der spilles, og alle Godtfolk lee,

– Men Byens Fugle støie dog fælt bag Skovens Hang,

Thi gaaer man dybt i Skoven sin egen stille Gang.

Hist reiser sig en Landsby, see Kirken ligger smukt,

Fra Søen har man Udsigt hen over Søens Bugt.

Ved Kirkeporten seer jeg den hele Ungdom staae,

De Bønderpiger knixe, de store med de smaae.

Med Grønt og Blomsterkrandse er Kirken pyntet smukt,

Og Altar-Lys der tændes, som aldrig før er brugt;

Den gamle Jomfrue smiler, hun synes saa tilfreds,

Skjøndt Brudgommen er ældre, thi hun er knap de Treds.

Hør Degnen synger lifligt ved denne skjønne Pagt.

Nu kjøre De til Hjemmet, De er’ saa vel ved Magt;

Foran med Violiner de Spillemænd man seer,

Brudgommen længe smiilte, nu kan han ikke meer.

Han nikker og han sover, og Bruden seer derpaa,

Sødt Turtelduer kurre og næbbes i det Blaae.

Den glade Brudgom drømmer vist deiligt om sin Brud,

Mens Skovens Træer dufte, og Blomster springe ud.

En fæl Historie

Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt,

Men rundt om paa Slottet er øde og dødt.

See Vægge og Gulv er beklædte med Sort;

Dørvogterne skjælve og ønske sig bort.

»En Klokke jeg støbte« – hør Herskerens Ord,

»Den vistnok skal høres af Alle paa Jord.

Ja er der et Helved’ og Djævle til,

Jeg tænker de ogsaa den høre vil!

Og er der en Himmel med Engle smaae,

Jeg tænker den ogsaa til Dem skal naae.

Heel lystigt jeg hærgede Fjendens Land;

I Trældom sukker nu Viv og Mand;

Men Hovedet tog jeg af Børnene smaae,

Paa Gulvet I see Dem som Klokke staae.

Høit vil Den runge som Stormenes Chor,

Og Verden skal grue, og kalde mig stor!«

Men hver Mand blegner som Klokken seer;

En eneste kun saa listigt leer,

Og siger: »ja Alt er smukt og godt!

Men Knævlen mangler, min ædle Drot!«

»Den reent jeg glemte; ja Du har ret!

– Til Knævl vist klæder Dit Hoved’ net!«

Den Klokke runger saa sært over Land,

Den høres baade af Qvinde og Mand;

Men gjennem Taarer hvert Øie leer,

– Man holder saa meget af Spieß’s Maneer!

Regnveir

Det regner, vil I bare see! – i Vand staaer hele Gaden;

Kom sæt Din Droske i en Baad, og see Dig om i Staden.

I Porte og i Døre staaer nu hele Vandrer-Vrimlen,

De ryste Vand af Klæderne og skotte saa til Himlen.

En graae Morlille sætter vims ved Døren sine Spande,

Hun har i Sinde, som man seer, at fange Himlens Vande;

Tagrendens Niagara vildt beskyller Steen og Flise,

Thi Held Enhver med Støvler paa, med Sko maa man forlise.

I Skybrud styrter Regnen ned, den skyller, pladsker – – – stopper.

Skjøn-Jomfru paa sin Taa-Spids pænt fra Porten hjemad hopper;

En Officeer med Sporer smukt i hendes Fodspoer følger.

Smaa-Drengene fornøie sig i Rendestenens Bølger;

De bygge Skibe af Papir og fylde dem med Blade;

Snart seer man atter Folk og Fæ paa Stræde og i Gade.

– Nu jager Blæsten Vandet bort ihvor det er for Resten,

Thi kommer jeg med Verset her og hænger det i Blæsten.

Snee-Dronningen

Sundets vågor

Sofva kring den frosna kust.

E. Tegnér

Høit ligger paa Marken den hvide Snee;

Dog kan man Lyset i Hytten see,

Der venter Pigen ved Lampens Skjær

Paa sin Hjertenskjær.

I Møllen er stille, see Hjulet staaer.

Snart glatter Svenden sit gule Haar,

Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre,

Over Iis og Snee.

Han synger omkap med den skarpe Vind,

Der rødmer saa smukt hans sunde Kind.

Snee-Dronningen rider paa sorten Sky

Over Mark og By.

»Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær;

Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær,

Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø,

Over Bjerg og Sø!«

Snee-Flokkene falde saa tykt, saa tæt.

»Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Næt!

Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng,

Staaer vor Brudeseng!«

Ei meer kan man Lyset i Hytten see;

I Ringdands hvirvler den hvide Snee,

Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt,

Nu er det alt slukt.

Klart skinner Solen paa Mark og Eng;

Han sover saa sødt i sin Brude-Seng.

Den Pigelil ængstes, til Møllen hun gaaer,

Men Drivhjulet staaer.

Mosters Skiærmbræt

Naar Kulden barsk sig nærmed’,

Naar Vintrens hvide Bier sværmed’,

Var der saa hjemligt og saa lunt i Mosters Stue.

Paa Flisekakkelovnen saae man malet smukt,

Hvorledes Jonas blev af Hvalen slugt.

Idyllisk gnistred’ Ildens røde Lue.

For Dørene hang Tæpper og et paa Gulvet laae,

Og grønne Tafts-Gardiner for Vinduet man saae.

Paa Væggen var der i forgyldte Ramme,

Med Tulipan i Haanden, en Madamme;

(Saavidt jeg troer,

Var det min Moders Bedstemoer).

Desuden saae man al vor Slægt i Silhuetter.

Men hvad der meest behaged’ mig og lille Fætter,

Det var et Skjærmbræt, nydeligt at skue,

Thi Billeder var klinet smukt derpaa,

Og jeg og Fætter, vi var’ den Gang smaae,

Og sad paa Skammelen i Mosters Stue.

Vi saae hvorledes, bort fra Paradiset

Adam og Eva løb af Frygt for Riset,

Den Gang de havde gjort den gode Gud imod.

Kain flygtede med Mærket i sin Pande.

Syndflodens Vande

Gik over Skov og Bjerg. I Arken Noa bad,

Og Duen kom med Haabets Olieblad.

Ved Ørknens Kilde Hagar sad,

Og Drengen hvilte bleeg i hendes Skjød,

Det fæle Sodom’ sank i Flamme-Glød.

Vi hørte Josephs Klager,

Saae Pharao med samt Ægyptens Plager.

Her tog’ de Barnet Moses op af Vandet,

Der førte han, som Mand sit Folk til Canaans-Landet.

Med Spil og Sang drog Jephtas Datter ud.

Vildt hærged’ Samson, her stod Ruth som Brud.

Nu saae vi Drotten,

Den bange Saul, hos Hexen hist i Grotten.

Kong David sad med Harpen i sin Haand;

Hist førtes Folket bort i Lænker og i Baand.

Imellem Fædre-Hjems Ruiner

Nomade-Skaren gik med Sorgens Miner,

Da lyste Stjernen for det taare-fyldte Øie,

Og Engle sang: »Jehova i det Høie.«

De hellige Konger tre ved Krybben stod,

Hvor Oxen kyssed’ Jesu-Barnets Fod.

– Saa tidt og gjerne

Vi saae derpaa, og i vor lille Hjerne

Fremstod en Verden underfuld og smuk.

Men ak, en Morgen blev der Graad og Suk;

Ved Døren holdt en Reisevogn – klart skinned’ Solen;

Den lille Fætter skulde langveis bort til Skolen.

– Jeg saae ham ei i hele otte Aar.

Men nu igaar

Fortæller Moster: »lille Fætter kommer

Endnu i Dag, og bli’er her for i Sommer.«

Da blev jeg ret saa glad; hvert Barndoms Minde

Randt mig isinde;

Jeg glemte reent, jeg alt var femten Aar.

Saa underligt mit Hjerte slaaer,

Da jeg ham hører komme. Ak, saa bange

Jeg bag det gamle Skjærmbræt skjulte mig.

Han kyssed’ Moster, Gud, saa mange Gange,

Og sagde: »Hvor jeg længtes efter Dig!«

– Han var saa smuk, jeg havde knap ham kjendt,

Men nu var han jo ogsaa en Student!

Snart fandt han mig: ak, jeg var næsten død!

Jeg følte, jeg blev ganske rød.

Ak, hvor hans Kys dog brændte, min Kind var lue-heed;

Jeg slog mit Øie ned –

Da stod en lille Dreng med Kogger og med Pile

Paa Skjærmen her;

Ei før vi lagde Mærke til ham der,

Nu syntes han saa ondskabsfuld at smile.

Thi før, da jeg og Fætter vare smaae,

Vi heller paa de andre Stykker saae,

Nu vil han hævne sig med sine Pile.

Til min Moder

(Skrevet 1823)

I Barndoms Kraftløshed paa Moder-Arme

Du bar mig, lærte Læben stamme Gud;

Jeg fra Dit Bryst indsuged’ Liv og Varme,

Du lærte mig at kjende Herrens Bud.

O, aldrig skal jeg glemme hine Goder,

Og hvad jeg lærte af min fromme Moder,

Men evig, trofast, barnlig elske Dig,

Saaledes som Du altid elskte mig.

Naar Aanden modnet folder ud sin Vinge,

Og jeg tør værdigt Digter-Harpen slaae,

For Gud og Dyd skal da dens Toner klinge,

Og som en Virak Guddoms Thronen naae;

Saa vil Du glædes, Fryd vil Dig forynge,

Da skal din Søn i Aft’nen for Dig synge,

Du sang jo før for ham i Barndoms Tid,

Skjøndt ei saa stærk, men from, enfoldig, blid.

Jeg veed det Moder, hvad mig Gud forlener,

Min hele Lykke ene skyldes Dig,

Thi ikke jeg mit store Held fortjener,

Nei kun for Din Skyld Herren hører mig.

I mangen søvnløs Nat Din Bøn jo lyder,

For mig Din hede Modertaare flyder,

Du beder varmt til Herren for din Søn,

Og Godheds Gud opfylder Fromheds Bøn!

Risens Datter

Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer,

Hans Dagligstue hvælver sig der saa høi og stor.

Dets gyldne Lofte bæres af Søiler, stolte tre;

Der sidder Risens Datter, hun er nok værd at see.

En Fjerdingvei er Høiden, maaskee en Smule meer,

Forresten deilig velskabt, med Smilehul som leer.

Hun strikker Børnestrømper til sine Søstre smaae,

I hvert et Strømpeskafte vist Runde-Taarn kan staae.

Sit hele Liv hun leved’ i Bjergets snevre Buur,

Nu faaer hun Lyst at røre sig lidt i Guds Natur.

Saa deiligt skinner Solen og Himlen er saa blaa,

Som en Kartoffel-Ager hun synes Skoven staae;

Og hele Kjøbsted-Flækken med Kirken paa en Høi,

Er som et Bord paa Marked’ med broget Legetøi.

Saa lystigt hun spadserer hen over By og Eng,

Og boltrer sig i Søen, det er saa blød en Seng.

Af vilde Rosenhække og Hyldebuske net,

Hun binder i sin Uskyld en lille Bryst-Bouquet;

De store høie Bøge hun rykker op med Rod,

Saa fletter hun sig Krandse, det unge muntre Blod.

Paa Marken pusler Noget – det synes ret pikant;

I Forklædet gjemmer hun strax hvad her hun fandt;

Og siger til sin Fader: »see, hvad jeg stødte paa,

Til Legetøi jeg tog det for mine Søstre smaae.«

Den gamle Rise klygtig paa Hittegodset saae,

Og svarede: »Kjær Datter, lad Du det Smaakravl gaae!

Det synes vel saa spinkelt, men det har stor Forstand,

Det er en Plov med Øxne og deres Bondemand!

Han smykker Bjergets Vægge med Ranker og med Grønt,

Nu sørger han for Kornet, der ogsaa pynter kjønt. –

Din Indsigt i Naturen er ikke just til præ,

Du Blumenbach maa læse, der staaer om slige Kræ.«

– Imellem Fjeldets Stene, bag Buske og bag Krat,

Seer man et Lys nu brænde til over Midenat.

Thi Jomfruen studerer, jo! jo! jeg siger Tak;

Snart kan hun jo paa Ramse Linné og Blumenbach.

Hun snakker nok saa dristigt om Infusorium,

Man skulde troe hun daglig kom paa Collegium;

Men Strikkestrømpen hviler, og hun og Søstre smaae,

Med nøgne Pusselanker i Bjergets Sale gaae.

Aftenen

(Et Træsnit)

»Anch’ io son pittore!«

Coreggio

En Aften deilig, som i en Roman!

(For Rimets Skyld, som een i Hindostan).

O Alnaturen til mit Hjerte taler,

Det maa herud: »Ja, ogsaa jeg er Maler!«

See, Solen synker i sit røde Blod,

Og Aander suse gjennem Skovens Toppe.

Her slumrer Uskyld sødt ved Bøgens Rod,

See hvilke fede Bønderdrenge-Kroppe!

Violer dufte fra det unge Græs,

Og hisset vandre Præstens hvide Gjæs.

See hist en gammel Bonde paa sit Øg,

En Fugleskræmme paa en Rocinante!

Nu holder han hist ved den flakte Bøg,

Og tæller Penge af en gammel Vante;

Endnu engang han ret beseer sin Skat,

Og derpaa griber atter Tøilen fat.

Ham Længsel driver mod det elskte Hjem,

Hvor Hytten staaer imellem Nødehække,

Men ikkun langsomt, langsomt gaaer det frem;

See, hvor han seer mod Skyens Bjergerække.

Dog Phantasus ham følger i hans Nød,

Og viser i det Fjerne et Fad Grød.

Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der!

See, Vinduet kneiser med halvtredje Rude.

Hvor gløde dog i Aftensolens Skjær

De halve tre imellem gamle Klude!

Og rundt om Hytten, Tjørnehække staae,

Broderede med Strømper og med Sokker,

Og Himlen favner Alt saa klar og blaa,

Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.

See, hist paa Skrænten staaer en lang Person

Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther,

Og med en Næse, stor som en Kanon,

Og Øine bitte smaae, som grønne Ærter.

Han synger noget Tydsk med et: »woher

Og stirrer derpaa ud i Vesterlide.

Hvorfor mon han vel staae saa længe der?

Ja Herre Gud! man kan ei Alting vide;

Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet,

En Gal, en Elsker, eller en Poet.

De Danske og deres Konge

(En Skizze fra den 11 Februar 1659)

Alt reiser Vint’ren sit hvide Telt;

Med Iis ligger lille og store Belt;

Men Danmark stoler paa Herren.

See Svensken ligger for Kjøbenhavn,

Han stoler saa trygt paa sin Magt, sit Navn,

Men Danmark stoler paa Herren.

I Byen hersker den bittre Nød,

Saa haardt den alt trues med Hungersdød;

Men Danmark stoler paa Herren.

Den hele Forstad er lagt i Gruus,

Høit Flammerne hvirvle fra Herrens Huus.

Men Danmark stoler paa Herren.

Den danske Konge paa Volden staaer,

De gloende Kugler om Helten slaaer,

Men Danmark stoler paa Herren.

Alt eier Fjenden den hele Ø;

Men Fredrik svoer: i sin Rede at døe;

Og Danmark stoler paa Herren.

Enhver vil stride, trods Kjøn og Stand,

Hver Mand er en Helt, hver Qvinde en Mand,

Og Danmark stoler paa Herren.

Sin Liigskjorte drager nu Svensken paa;

Som Dødningskarer i Sneen de gaae,

Men Danmark stoler paa Herren.

De levende Sneemænd storme paa Stand,

Men Qvinden dem smelter med sydende Vand,

Trygt Danmark stoler paa Herren.

De Svenske storme med Larm og Skrig,

Men synke i Sneen som blodige Liig,

Thi Danmark stoler paa Herren.

– Snart toner te deum som Hjertets Tolk,

Og Kongen knæler med al sit Folk;

For Seiren takke de Herren.

Dödsöieblikket

»Wenn die unbekannte Hand den letzten Pfeil an das Haupt des Menschen sendet, so bück er vorher das Haupt, und der Pfeil hebt blos die Dornenkrone von seinen Wunden ab.«

Jean Paul

Hvad er det dog som lyser? det luttres for min Sands;

Jeg føler Øiet briste i denne Straaleglands.

Mit Hoved mat sig bøier for Kraften i min Aand,

Og mildt om Hjertet løsner sig alle snevre Baand.

I Døden faae vi Vinger, det troe vi jo som Smaae,

Ja Aanden den faaer Vinger, som Tankens overgaae!

I Stjernernes Systemer i Miden paa vor Jord,

Jeg seer en Guddoms Fylde hvortil jeg ei har Ord.

En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,

Og alle Taager synke bag Jordens kjendte Kyst.

I mine Brødres Hjerter nu først jeg læser ret,

Vel er’ vi alle svage, men ingen ganske slet.

O kunde vi herneden saa klart i Andre see,

Som i vort eget Indre, vi gjorte Dem ei Vee.

I hver jeg mig gjenkjender, i store, som i smaae,

O skal vi da i Døden hinanden først forstaae?

Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro,

Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro!

Amors Spillekort

Det er dog baade en Skam og Tort,

At vi skal være hans Spillekort;

Ja Bonde og Konge nok saa glad,

Med Damen han tager til Herre-Blad.

Snart er han inde, snart er han ude,

Han titter jo gjennem hver anden Rude.

Af Hjerter har han en mægtig Flok,

Men Kjærlighed giver dem alle nok.

Et Kors han sætter for hver som døer,

Saaledes faaer han ihast sit Kløer.

Paa Graven bliver jeg Spaden vaer,

Den sætter han paa et Kors som Spaer.

Saa spiller han lystigt Livet bort,

Og vi maae tjene som Herrekort.

Oldtids huuslige Liv

Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!

Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen,

Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,

Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.

Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,

Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.

Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,

Og De er’ alle klædt’ i Skind, der lugte af Naturen.

Hver gnaver paa et Flæske-Been, og naar det reent er pillet,

Naboen det i Panden faaer, og det er Tegn paa Snillet.

– I Jomfrue-Buret seer det ud, som i en Spindestue,

De Terner stoppe Hoser der med deres skjønne Frue;

Og sige de i barnlig Skjæmt lidt meer end sig kan sømme,

Med Øredask, og andet meer, hun holder dem i Tømme.

Östergade, poetisk betragtet

»Wandl’ im Grünen;

Willst Du die Blumen verstehn,

Mußt Du erst den Wald durchgehn.«

Tieck

Det hele Liv, ret som det staaer

Og gaaer,

Kan findes paa en simpel Promenade

Igjennem Østergade.

– Først stirre vi med Barnets Drømmeblik,

Paa al den smukke Stads i Hois’s Boutik.

O hvilken Verden! skjøn og underfuld;

Hvor straaler den med deiligt Glimmer-Guld!

Ja Alt er Strængespil, fra Faar til Nattergalen,

Selv Hestene man seer med Pibe midt i Halen.

Vi drømme os en evig Blomster-Mai, –

Men Klokken slaaer paa Nicolai;

Rask trækker Tiden os i Barne-Kjolen,

Vi maae i Skolen.

I Efterslægten sidde vi paa Bænken,

Nu skal man lære lidt fornuftig Tænken,

Beklappes smukt med Viisdoms Ferle,

Til en Examens Perle.

Saa dimitteres vi til Brummers Stue.

Rundt om vi skue

En Mængde – stive Bind

Af Svinelæder, Pap og Kalveskind;

Ret smukke Folk, men tørre – Jammerskade!

Thi Livet vinker – – – ud paa Østergade.

– Brogede Vrimmel!

Oppe sig hvælver den skyklare Himmel;

O hvilket Liv! ha, lystig og fro!

Skilles og mødes,

Puffes og stødes,

Slide paa Livet, paa Støvler og Skoe.

Flagrende Baand og flagrende Qvinder,

Sminkede Hjerter og sminkede Kinder,

Heste paa fire, og Heste paa to;

Fromme Matroner,

Bitte Baroner,

Riigmand og Tigger,

Lystigt i Drosker, Kareter og Gigger;

Alle vil larme;

Gud sig forbarme!

Heden os qvalte med Haar og Skind,

Gjorte ei Damerne Vind. –

Her en Frugthandler

Vinker med Æbler, Rosiner og Mandler,

Svulmende Druer,

Ak Hjertet luer!

Det kriller saa sært i Marv og Been,

Man føler sig blive en løierlig Een.

Man snakker om Længsel i sit Bryst,

Om Silke som Blaae-Violer,

Om Sølverskyer og Lysets Kyst,

Samt Smertens Piil og Pistoler,

Og før man har sig ret selv beseet,

Er man Poet. –

Electrisk gnistrer Haaret;

Ind paa Aviscontoiret

Man styrter nu. Høit strutte alle Lommer

Af Digterblommer.

– Saa gaaer det fort i Ungdoms glade Flugt;

Alt er saa smukt,

I Harmonie det store Hele svinder,

Fra Skraldemanden til de ni Gudinder.

Men som man allerbedst paa Flisen dandser,

Man standser.

Hos Jürgensen bag Rudens Glar

Man bliver vaer

En Mængde Uhre; hvert os minder,

At Tiden svinder,

At som vi bedst vil nyde Promenaden,

Staae vi ved Enden alt af Gaden.

Forskrækket i vort Sind,

Vi falde strax paa Apotheket ind,

Beværte Sjæl og Krop med Draaber og med Piller,

Kort sagt, man stiller

Sit Febergys med saadant Slikkeri,

Og hopper fort – – men det er snart forbi;

Vi staae ved Gadens Ende;

Paa Hjørnet kan vi kjende

Som Tidens Billed, mutationum mater,

Komedie Placater.

Hver Dag man spiller,

Der vexle sært Tragedier og muntre Vaudeviller.

– Nu staae vi her, i Kjole eller Trøie,

Det store Ny-Torv ligger for vort Øie.

Vi see Theatret vel, men vide ikke

Hvad vore Blikke

Skal bag det store, dunkle Forhæng skue

I magisk Lue.

Vi grunde – – ak! kun kort er her vort Stade;

Et Skridt – og saa – Farvel vor Østergade!

Morten Lange

Et Jule-Digt

Hver Midnat mellem tolv og et, fra Sydlands-Ø til Thule,

De Døde staae af Graven op og røre sig en Smule;

Men naar det er ved Juletid, de dygtigt feriere,

Paa Kirkegaarden seer man dem ved Maaneskin spadsere;

Der dandse de en Runde-Dands, saa alle Knokler rangle,

Men Punsch og Viin og Boullion, det maae de Stakler mangle;

Dog kan det undertiden skee, en Iistap til dem blæser,

Saa dandse de med dobbelt Lyst de nyeste Françaiser.

Paa Marken Kjæmpehøien staaer paa fire røde Pæle,

Selv om en Franskmand dette saae, han tabte vist sit Mæle;

Thi haaber jeg at Ingen leer fordi min Helt er bange,

Det er en ung beskeden Mand, som hedder Morten Lange.

Han skal just denne Julenat en lille Reise gjøre;

Men da han ei har Mod at gaae, beslutter han at kjøre.

I Gaarden staaer saa lang og hvid, den Sneemand uden Bene,

Med Øine af to sorte Kul, og Mund af røde Stene;

Og mens den stirrer kold og hvid paa Himlens Stjerne-Rade,

I Taarnet tuder Uglen fælt, som i en tydsk Ballade.

Hr. Morten Lange var belæst, en Ven af gode Skrifter,

Han kjendte den trojanske Krig, Molboernes Bedrifter,

Octavianus, Ridder Rød, den skjønne Magdelone,

»Om Bjergfolk, Nisser, Spøgelser, samt om den hvide Kone

Alt Kanen holdt for Døren nu, de klare Bjælder klinged’,

Men for hans Øre var det, som det til hans Liigfærd ringed’,

Rask foer han frem, saa Iis og Snee fløi om hans Helte-Øre,

Som naar et brittisk Brudepar maa over Grændsen kjøre.

Paa Veien stod et Regiment af gamle Piletræer,

Besneede fra Top til Taae som Ildlands Pischeræer;

Nu kom han til den flade Mark, kun Snee han fik i Sigte.

Naturen rundtomkring var kold som: »Mathison’s Gedichte

Men Helten selv er ganske varm, han lukker taus sit Øie;

Da seer han ganske tydeligt igjennem Markens Høie,

Og der er megen Lystighed hos Folkene derinde.

Fem Tommer kun hvert Mandfolk er, og tre en halv hver Qvinde.

Og skjøndt det nu er Juletid, hvor Kulden dominerer,

I Klæder syed’ af Spindelvæv man lysteligt spadserer.

De gamle Damer seer man dog for Kulden at betvinge,

Har over Skuldrene som Schavl en Flagermuse-Vinge.

Men hille den! hvad kommer der? Tolv hvide Muus med Topper;

Af Vognen, som en Træskoe er, en deilig Dame hopper.

»Gud hjælpe mig! Gud hjælpe mig!« saa sukker Morten Lange;

»Jeg er i Grunden ei Kujon, men jeg er grumme bange!

Desuden veed jeg meget godt, det kommer kun fra Blodet,

Men Blodet løber mig for stærkt, det løber af med Modet!«

Saa talte han og fik et Stød, der røved’ ham Balancen;

Og bort med Hest og Kane fløi hver Rest af Kontenancen.

Han følte ganske tydeligt, det var hans sidste Time,

Og da han ret betænkte det, saa maatte han besvime.

– Der laae han nu den unge Mand, ei kunde han sig røre,

Men da han havde ligget lidt, hvad fik han da at høre.

Det summede og brummede, han var ei længer ene,

Een Trold tog ham ved Hovedet, een ved hans lange Bene;

Saa bar’ De ham i Bjerget ind, de Vægge skinned’ røde,

Da blev hans Helte-Hjerte Iis, han følte, at han døde.

– – Men da nu Døden var forbi, og Øiet atter skuer,

Da seer han i det andet Liv den Fare som ham truer.

Af Røg er Loftets Hvælving sort, der er en grusom Varme;

Og rundtomkring der Djævle staae med nøgne, laadne Arme,

En har en Hammer i sin Haand, han synes barsk at true,

Og dybt i Ovnen brænder høit den røde Flamme-Lue.

Nu vidste Helten hvor han var, og gav sig til at knæle,

Men som han ret af Hjertet bad, da loe de Djævle fæle;

Men ved hans Side Englen stod med Himlen i sit Øie,

Og Lokkerne som Taage flød om Barmens Marmor-Høie;

Hun rakte ham sin hvide Haand, og sagde: »Morten Lange!

Nu Gudskeelov, De kom Dem lidt! – Men hvorfor er de bange?«

»Hvor er jeg?« hvidskede han svagt, og alle Lemmer skjælved’,

»O Engel, jeg vil gjerne døe! men hjælp mig bort fra Helved’.«

Da smiilte Englen anden Gang: »I er i gode Hænder!

Her boer jo Smeden; Herre Gud! jeg troer I knap os kjender.

Paa Marken tæt herved I laae foruden Hest og Kane,

Saa fik vi Jer i Huset ind, og jeg er lille Ane

Da reiste Morten Lange sig, man saa hans Øie spille,

Dog, Glæden ei jeg skildre kan, thi vil jeg tie stille.

– Ved Julegrød og Gaasesteeg han glemte Nattens Qvide,

Og lille Ane sad som Brud ved Morten Langes Side.

De tre Gaver

Saa deiligt et Træ i Skoven staaer,

Og Fuglene smukt i Kronen slaaer;

Der mødes tre lystige Svende.

Enhver sig tager af Træet lidt;

Saa vandre De atter hver til sit,

Thi Dagen lakker mod Ende.

En Billedhugger den ene var;

Af Træet i Hast han hugget har

En smuk, en velskabt Herre.

Den anden var jo Skræder Dich;

Af ham det deilige Klæder fik;

Men Aanden mangled’, desværre!

Den tredie var en ung Poet.

Da lidt han havde paa Klodsen seet,

Gav han den Aanden og Livet.

Den nye Mand bukked’ og gik sin Vei;

Men grunder alt meer og mere: »ei!

Hvem mon mig det Bedste har givet?«

I Byen gjorte han Lykke snart,

Thi Klæderne hjalp ham, det var klart;

Med Titler de smukt ham bemalte,

Hvert Dame-Hjerte stod nu i Brand,

Hvor det dog er en nydelig Mand.

– Om Aanden der slet Ingen talte.

Januar

(En Skizze)

»Wasser ist Körper und Boden der Fluß. Das neueste Theater

Thut in der Sonne Glanz zwischen den Ufern sich auf.«

Göthe

Paa Gade, Mark og Tage, nu ligger Sneen hvid,

Man bliver gratulert, jo, det er en deilig Tid.

– Men tys, der kommer Posten, hør Hornet skratter lidt,

Ak, hvad mon vel han bringer os nu med Sort paa Hvidt?

Ja Posten ligner Aaret, og Lignelsen er smuk,

Han bringer ofte Glæde, men ofte Graad og Suk.

– Nu kommer der en Kane; hvor Alt er der galant!

See, Hesten bærer Bjælder og flagrende Gevandt;

I Pelsværk sidder Damen, de friske Læber lee,

Bag paa staaer Cavaleren, heel underlig at see.

Raskt løbes der paa Skøiter hist paa den blanke Søe;

Brødkonen staaer og fryser, en bleg, en nordisk Mø.

† † † Tanker ved en ituslagen Jydepotte2

minuentur atræ

carmine curæ.

Horats

Du er ei meer!

Din Digter græder ved Dit brudte Leer.

Det blev Din Lod at taale Røg og Flamme,

Dog stod Du fast; Du altid blev den samme!

Faa kjendte Dig paa denne store Jord,

Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;

Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,

Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.

Først var Du Leer, nu bliver Du det atter!

Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.

Ak, var Du falden i en Kunstners Haand,

Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;

Som Vase skulde Du da Øiet gotte,

Men Skjæbnen bød – Du blev en Jydepotte.

Dit Liv svandt hen saa stille ingetogen,

Som Askepot Du stod i Skammelkrogen;

Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,

Naar Maanens Straale flød paa Ruden mild;

Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,

Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem;

Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre,

Da hørte jeg det koge i Dit Indre.

Ja, Du har følt og lidt som en Heltinde,

Fred med Dit Minde!

– En Digter hører helst sin egen Sang,

Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,

Til Alfen kommer paa de hvide Vinger

Og Trøsten bringer.

– Om Æg og Linned drømte jeg i Nat,

Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat;

Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,

Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.

Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,

Malene græd og samlede Dig sammen.

I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,

Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile;

Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,

Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer!

Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,

En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;

Et Sekel gaaer

En Antiquar vil finde Dine Skaar;

Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,

At Konge-Støv Du engang maatte gjemme.

Til et Musæum skal Du Veien finde,

Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.

Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,

Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge.

Græd ei, Malene!

Hun har det godt,

Den salig Pot!

Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.

Dödningen

et fyensk Folke-Eventyr

»Mährchen noch so wunderbar,

Dichterkünste machen’s wahr

Göthe

Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyclus af danske Folke-Eventyr.

Forfatteren

Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Fredrik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskaarne i Form af to Kroner.

Som ganske unge Spirer voxte disse Hvidtjørne i en lille Hauge, som laae der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgaard et Nonnekloster rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt.

Det var en smuk August-Aften, Myggene opførte deres luftige Françaiser, og Frøerne sade som fugtige Spillemænd og qvækkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester, Nonnerne havde just endt den fromme Aftensang og hver begav sig til sin Celle. Omkrandset af Skoven laae den lille Indsøe saa stille og speilklar ved Klosteret, kun naar en Fisk slog op forstyrredes den rolige Flade; men imellem Elverkrattet, saae man ved Fuldmaanens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Taager svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en Sølv-Krone paa Hovedet, der skinnede med blaaligt Skjær i Maanelyset; dybt nede i Mosen legede Løgtemændene Tagfat om en lille Høi, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteaand, men han maatte vist ikke have forstaaet Kunsten ret, thi den Nedmanede fløi hver Midnat, i store Kredse, som en kulsort Ravn og skræmmede Egnens Beboere ved sit hæse Skrig.

Der var allerede ganske mørkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de smaae Ruder. Indenfor de nøgne Leervægge laae en gammel Bonde paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Haand fast til sine Læber. Faarekyllingen peeb saa varslende i Krogen, Lampen var næsten udbrændt; den Gamle saae endnu engang med store, stive Blikke paa Sønnen, knuede krampagtigt hans Haand og sov hen i Herren.

Johannes græd høit, nu følte han sig med eet saa ganske ene i Verden; vel havde han mange Ligealdrende og Bekjendte der i Egnen, men der var jo ingen han ganske kunde slutte sig til, ingen, der ganske kunde dele hans Følelser.

Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran Faderens Dødsleie; han holdt endnu den Dødes kolde Haand fast i sin, og deilige, brogede Billeder fløi i Drømme forbi hans Sjæl. Han saae sin Fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og liigklædt Pige satte ham en Krands paa Hovedet; hans gamle Fader lagde Pigens Haand i hans; – han vaagnede, og følte nu kun Faderens kolde Dødninghaand, og saae den Dødes brustne Blikke, der uden Seekraft stirrede paa ham.

Det var en Fredagmorgen de førte den Døde til sit sidste Hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte Kiste der gjemmede ham hans kjære Fader; Munken læste en latinsk Bøn og kastede Jord paa Kisten, da var det, som hans Hjerte skulde briste, men da Chor-Drengene sang og svingede Røgelsekarrene, saa den blaalige Røg hvirvlede op imellem de grønne Hække, da smeltede han hen i Graad; han syntes i de spæde Stemmer at høre Guds Engle der sang hans Fader imøde. Han saae op imod Himlen, saae rundt omkring sig; Alt aandede et frodigt Sommer-Liv; da blev det ham klart i Sjælen, at Døden ikke kunde være Tilintetgjørelse; Fuglene sang saa smukt rundtom i de høie Kastanietræer, og høit oppe under den blaae Himmel seilede de lette Skyer langtbort til fremmede Lande. Da vaagnede en mægtig Længsel hos ham efter at see sig om i Verden. Skaren drog tilbage til Sørgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afdøde og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den Døde bleve de selv mere levende; en mædsket Munk, der lignede den hogartske, havde paataget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder saa godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skaaret og sammenføiet et stort Trækors, det bar han hen paa Kirkegaarden og satte paa Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestrøet med Sand og Blomster.

Tidlig den næste Morgen pakkede han sig en lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der bestod i 50 Rdlr., og med denne og en lille Pung, hvori var nogle Sølvskillinger, forlod han Huset for at drage ud i den vide Verden. – Veien gik over Kirkegaarden hvor han først tog Afsked med sin Faders Grav, en Lærke sad paa Trækorset og sang, men flagrede strax bort mellem de duftende Hyldetræer, da Johannes nærmede sig.

Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark straalte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Taagerne fra Engen, og alle Blomsterne nikke i den friske Morgenvind, som de vilde ønske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om paa Høien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han var døbt, og hvor han hver Søndag med sin gamle Fader havde bedet til Christus og alle de Hellige; da saae han høit oppe i et af Hullerne i Taarnet, Kirke-Nissen staae med sin lille røde, spidse Hue, han skyggede for sit Ansigt med den bøiede Arm, da ellers Morgensolen skar ham i Øinene; Johannes nikkede ham sit Levvel, og den lille Nisse svingede sin røde Hue, lagde Haanden paa Hjertet og kyssede mange Gange paa Fingerne for at vise ham sine varme Ønsker om at Reisen maatte blive lykkelig.

Med Hovedet fuldt af brogede Drømme om den store deilige Verden han nu først ret skulde see, fjernede han sig alt mere og mere det kjære Barndoms Hjem. Gjenstandene blev snart nyere og fremmede Ansigter hilsede ham. Den første Nat indlogerede han sig i en Høestak paa Marken, og sov der som en persisk Fyrste i sit straalende Sovkammer. Den grønne Mark var hans Gulvteppe, Hyldebuskene og de vilde Rosenhække vare hans Blomstervaser, og som Vandfad havde han den hele Aae med sit friske rindende Vand. Maanen hang som en stor argantisk Lampe under det hvælvede Loft og brændte med en stadig Flamme. Uden nu at være i Frygt for at Lyset der, skulde brænde ned i Stagen eller vælte, og tænde Ild i det blaae Loft og de lette Sky-Gardiner sov Johannes, til et Chor af vingede Spillemænd vækkede ham den næste Morgen.

Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle saa venligt den fremmede Vandringsmand med det aabne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte paa Altarbordet, men Johannes stod allene paa Kirkegaarden, saae de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med høit Græs, da tænkte han paa sin Faders Grav, der nok ogsaa snart vilde synke saaledes sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. – Taus sadde han sig ned og rykkede Græsset af een af de nærmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen paa deres Sted, i det han tænkte, at ogsaa en kjærlig Haand vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.

Ved Kirkegaardsporten stod der en gammel Tigger med et fromt ærværdigt Ansigt og lenede sig til sin Krykke, med ham deelte han den lille Rest han endnu havde af Sølvpengene i sin Pung, og gik saa roligt og fornøiet videre frem i den vide Verden.

Ved Stranden fandt han en Skipper der laae seilfærdig, og for den lille Rest af sine Sølvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide Segl for den friske Søevind; den deilige danske Kyst med sine Skove og Bakker fjernede sig mere og mere; Bølgerne væltede sig skumhvide mod Skibets Forstavn, og let som en Fugl fløi det hen over Havet til fremmede Lande; henimod Aften viste sig en ny Natur-Scene for ham. Havet blev med eet roligt, Fladen var glat som et Speil, men langtborte suuste det i Luften som et Forbud paa det kommende Uveir; sorte tunge Skyer hævede sig paa Horizonten, og de hvide Maager flagrede ængsteligt med hæse Skrig henimod Kysten som man øinede i nogen Afstand. Før Skibet endnu naaede Land, var Uveiret kommet nærmere; Johannes stod ved Masten og saae henrykt ud i den oprørte Natur. Solen gik just stor og rund ned i Havet og alle Bølgerne spillede med en underlig Blanding af Rødt og Grønt. Over Havet hvælvede sig en deilig Regnbue og under denne stod den store Uveirsskye, ikke sort og truende, men farvet med et mildt Rosenskjær af den synkende Sol, og midt i dette blegrøde, spillede de blaahvide Lynstraaler. Med ganske underlige Følelser betraadte Johannes Kysten; han stod jo nu i et fremmet Land, og Havet laae imellem ham og Hjemmet. Men snart forjog Synet af de mange nye Gjenstande det øieblikkelige Mismod; Uveiret syntes at drage bort over Havet, Aftenen var saa kjølig og smuk, han besluttede derfor strax at vandre videre; men efter nogle Timers Forløb, havde Uveiret vendt sig, og vor kjære Ungersvend maatte fordoble sine Skridt for at komme under Tag før Regnen brød løs. Det blev alt mørkere og mørkere omkring ham; endelig saae han en Kirke, der laae eensom paa en skovbegroet Høi; han stræbte der hen og fandt Døren til Vaabenhuset paa Klem. Rigtignok blev han ved Indtrædelsen lidt underlig om Hjertet ved at see sig i Selskab med en Død; thi paa Løibænken laae Liget af en midaldrende Mand med foldede Hænder og Svededugen over Ansigtet.

»Jeg vil ikke forstyrre den Dødes Ro,« tænkte han, »kun laane Tag til Uveiret er draget over.« Stille sadde han sig i Krogen, og var nær falden i Søvn, men da Regnen hørte op og Stormen sagtnedes, hørte han det pusle ganske underligt ved Døren og to store mørke Skikkelser traadte ind, de nærmede sig den Døde og loe fælt i det de voldsomt toge fat paa ham.

»I Jesu-Navn hvem er I!« raabte Johannes og traadte frem imod dem. »Hvorfor vil I forstyrre den Dødes Fred?«

Mændene studsede, men efter nogle Øieblikke begyndte den ene ganske hæsligt at lee og sagde med en raae Stemme:

»Hævn, min Broder! Hævn! – denne Døde skylder os 50 Rdlr., som vi laante ham for nogle Dage siden; det var paa Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men saa gik han os igaar hen og vilde trække en lurvet Tigger-Dreng op, der var falden i Aaen, og blev der saa selv lidt for længe. Nu kan vi skyde en hvid Pind efter Pengene! os har han narret, og gjælder dog hos alle gamle Kjærlinger for en Guds Mand, men naar vi nu har kradset ham lidt, saa vil nok Bladet vende sig, og man vil ryste paa Hovedet og vidske om Satan og hans Engleskare; forstaaer Du mig?«

»Men om jeg nu træder frem i Morgen,« svarede Johannes, »og fortæller hvad I nu saa aabenhjertigt har sagt mig, hvad saa?«

»Hvad saa!« svarede Manden, »ja, naar vi frygtede det, saa kneb vi Dig nu strax i Halsen, saa Øinene skulde staae ud af Hovedet paa Dig som paa en kogt Krebs! men det frygte vi ikke for; thi til Gavn kan det aldrig blive Dig, og en Ulykke vilde Du være vis paa!«

Saaledes talede Manden og greb nu atter fat i Liget for at mishandle det; men Johannes traadte dristigt imellem og søgte med al sin Veltalenhed at forhindre det, men uden Nytte.

»Min Vei gaaer ud i den vide Verden,« sagde han tilsidst, »jeg har hverken Fader eller Moder, og min hele Rigdom er 50 Rdlr.; saameget er det jo den Døde skylder Eder? Vil I nu ved Gud og alle Helgene love mig, ikke oftere at forstyrre hans Fred, saa vil jeg gjerne give Eder min lille Eiendom!«

»I vil betale den Dødes Gjæld?« spurgte den ene og saae paa ham med store Øine.

»Ja,« svarede Johannes, »naar jeg kun kan være vis paa at I vil forunde hans arme Legeme Ro, og ikke søge at forringe hans ærlige Rygte. Her er Pengene, men gjør først Eed over den Døde, og læg Eders Haand paa hans kolde Hoved!«

Mændene adløde og forføiede sig snart veltilfredse hjem med Pengene; men Johannes lagde først Liget tilrette igjen paa Løibænken, og foldede dets kolde Hænder før han greb til Vandringsstaven og sagde den Døde Farvel.

»See nu er jeg lettet for den Byrde!« tænkte han, »ingen Røver skal nu slaae mig ihjel for mine Penges Skyld, og jeg har ærligt betalt mit Nattely; vor Herre vil nu nok sørge for hvad der videre skal komme!« Rolig og tilfreds forlod han Vaabenhuset; Uveiret var draget over og Fuldmaanen skinnede hvid og klar fra den blaa Himmel. Natten var saa mild og kjølig og alle Buske og Træer i Skoven hvor han gik duftede saa friskt og kvægende; lystigt legede de smaa Alfer i Krattet, og lode sig ikke forstyrre af den Fremmede der gik forbi og saae paa deres Lege, thi han var et godt, uskyldigt Menneske. – Nogle af Alferne vare ikke større end en Finger og havde deres lange gule Haar opheftet med Guldkamme; andre vare kun en Tomme i Høiden, det var vistnok de mindre Børn, og de morede sig med at seile i store Blomsterblade der gyngede paa Duggen i det høie Græs; væltede saadan en lille Baad saa Alfen faldt paa Hovedet ned og blev borte i Græsset, da blev der en Latter og Støi af de andre Smaa-Puslinger. – Fra Hæk til Hæk maatte store brogede Ædderkopper med Guldkroner paa Hovedet, spinde dem flere Alen lange Hænge-Broer og Paladser, der, besprængte med de fine Dugdraaber, saae ud som de vare indvirkede med Diamanter. Hele Skarer af luftige Alfer hoppede nu om paa disse Broer og Slotte til den lyse Morgen, da forsvandt de allesammen, og Vinden førte deres deilige Bygninger bort, der nu kun flagrede hen i Luften som store Spindelvæve og forsvandt reent, da Solen kom høiere paa Himlen. I det Johannes saaledes vandrede fremad i levende Drømme, hørte han en stærk Mandsstemme raabe bagved sig: »Holla Kammerat! hvorhen gjelder Reisen?« Han vendte sig om, og saae en rask Mand paa omtrent 30 Aar, han var velklædt, havde en lille Randsel paa Ryggen og støttede sig paa en stor Knortekjæp.

»Jeg gaaer ud i den vide Verden,« sagde Johannes, »min Fader er død, og jeg er kun en fattig Knøs, men vor Herre, tænker jeg, hjælper mig nok! Fuglen synger og har dog hverken Korn eller Penge, og det gaaer mig ligesaadan.«

»Min Vei gaaer ogsaa ud i den vide Verden,« sagde den Fremmede; »skal vi da ikke gjøre Følgeskab? To slaae sig altid bedre igjennem end een!« Rask gled Talen ham fra Tungen, Johannes følte sig underligt draget til ham, og snart vare de ret fortrolige og bekjendte med hinanden.

Den Fremmede besad sjeldne Kundskaber, havde seet sig meget om i Verden; Johannes lyttede forundret til hans Tale, en heel ny Verden viste sig for ham, og Alt hvad han før kjendte, traadte nu frem i en ny og klarere Skikkelse. Han beskrev ham saa levende de uendelige, høie Bjerge med deres evige Iis og Snee; hvorledes Skyerne hang dybt nede under Vandringsmanden; hvor reen Luften der var, saa at Himlen hvælvede sig i det mørkeste Blaae, og Solen stod uden blændende Straaler i det stærkeste Ildrødt. Hvor skjønt der var imellem disse Bjerge, hvor Iispyramider vexle med Blomstertæpper og gyldne Kornmarker; og hvor man fra den høieste Spidse skuer ud i det Uendelige; og hvor da de lavere Bjerge med deres Gletscher og Snee see ud som et oprørt Hav, der i et Nu er stivnet med sine uhyre Bølger. Han fortalte ham ogsaa om Bjergenes Indre, hvor det blinkende Ærts slyngede sig som Bække og Floder i uendelige Bugter; om de store Have med deres Koralklipper og store Uhyrer; og om de uendelige mange Riger og Lande paa denne Jord.

Aldrig havde Johannes tænkt sig Verden saa stor; jo mere den Fremmede fortalte, desto større blev den for ham; men som han meest undrede sig over dens Storhed, pegede den Fremmede mod Himlen, viste ham Solen, og udviklede hvorledes enhver Stjerne, der tindrede ham om Natten kun som en lille Prik, var en Klode, større og maaskee skjønnere end denne Jord her; da svimlede Johannes ved Tanken om det store Uendelige, men rystede derpaa med Hovedet og trykkede smilende den Fremmedes Haand idet han takkede ham for det deilige Eventyr, thi andet kunde det jo ikke være. –

Solen stod allerede høit da de gjorde Rast under et stort Træ; den Fremmede deelte sit lille Forraad med ham, der bestod i Brød og Viin; en saadan Drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem Frokost i det Grønne. Skoven hvælvede sig som en Riddersal, og høit oppe i Galleriet, der var betrukket med ægte Grønt der ikke gik af i Vadsken, sang Fuglene, som de største Sangere, smukt fra Bladet, og ikke een slog en falsk Trille.

Vore Vandringsmænd havde næsten fortæret deres Frokost, da der nærmede sig en gammel, af Alderen krumtbøiet Kone; hun bar paa sin Ryg et Knippe Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven, og støttede sig med den ene Haand paa en Krykkestok, men holdt med den anden tre store Riis af Bregner og Vidier. Langtsomt og stønnende skred hun fremad, men som hun var nærved dem begge sank hun til Jorden og udstødte et smerteligt Skrig; de sprang strax op for at hjælpe hende, men hun havde i Faldet brukket sit ene Been. Hun jamrede høit af Smerte, og bad dem føre hende til sin Hytte, som kun laae et lille Stykke Vei derfra. Johannes greb hende strax i sine Arme, men den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Græsset, tog saa en Krukke frem af sin Randsel og forsikkrede at den gjemte en kostbar Salve, der ikke alene strax kunde hele Beenbrudet, men endogsaa gjøre hende det Been langt raskere end det før havde været, men til Belønning forlangte han de tre Riis hun bar i Haanden. Den Gamle stirrede forundret paa ham og mumlede sært med de tandløse Gummer:

»Kold og hvid, varm og rød,

Kongekrone eller Død« –

og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, før den Gamle reiste sig, og forsikkrede at hun endnu aldrig havde været saa let paa det Been før, og bad ham, dog endelig at smøre det andet lidt med, for at hun ikke skulde komme til at hinke, men kunde blive lige rask paa begge Benene; neppe havde han opfyldt hendes Ønske, før begge Pusselankerne gik paa hende som nogle Trommestikker, hun knixede og forsvandt i den grønne Skov.

»Hvad vil Du med de Riis?« spurgte Johannes den Fremmede, som gjemte dem omhyggeligt i sin Randsel.

»Bruge dem naar jeg bliver Kjærtesvend og skal ledsage min Dame;« svarede han, »o det var en ganske fortræffelig Fangst!«

Henimod Aften traadte de ud af Skoven, og en stor viid Udsigt laae foran dem.

»Hvilke sorte Skyer trække ikke op derude!« sagde Johannes, »det bliver vist Uveir til Natten.«

»Sorte Skyer;« afbrød den Fremmede ham, »nei det er Bjerge, imorgen ville vi kunde være der.«

Med hvilken Længsel stirrede ikke Johannes der hen og ønskede endnu i denne Aften at kunne være der, men den Fremmede fandt det rigtigst at de udhvilede sig i det nære Værtshuus, for at de med fornyede Kræfter den næste Morgen kunde begynde deres Bjerg-Reise.

I Kroestuen var der en stor, broget Forsamling, thi en Marionetspiller havde her paa nogle Tønder opreist sit lille Theater, og vilde give Dronning Esters deilige Historie. Johannes og den Fremmede toge sig Plads imellem de andre Tilskuere, hvoraf nogle røge Tobak, og andre sladdrede ganske lystigt. En tyk Slagter som lod til at være den fornemste i Selskabet sad nærmest Theateret med sin store Bulbider ved Siden, der gloede omkap med det øvrige Publicum paa den kongelige Herlighed der nu viste sig.

Kong Ahasverus havde allerede ophøiet Ester til Dronning; Mardochæus var ført om paa en deilig hvid Hest og Haman hængt; nu kom den sidste Act hvor Jøderne skulde ihjelslaae alle deres Fjender; hu! hvor der var en Ødelæggen; Kongen og Dronning Ester sad midt paa Torvet paa en deilig Trone og de havde begge Guldkroner paa Hovedet og lange røde Kapper som de smaae Jøde-Drenge bare Slæbet paa. Hvergang der faldt et Regiment Hedninger nikkede Ester og hoppede op og ned paa sit Sæde, saa det var en Lyst at see paa, men med eet, Gud maa vide hvad den store Bulbider tænkte, da den tykke Slagter nu af Interesse for Stykket glemte at holde paa ham, foer han i eet Spring op paa Theatret, væltede alle Drabanterne og tog Dronning Ester midt i hendes tynde Liv. »Knik, knak!« hvor gik hun i Stykker, og den arme Marionetspiller jamrede sig gyseligt, thi det var jo hans første Prima-Donna, Hunden havde bidt Hovedet af. Comedien var da nu forbi for denne Gang, og enhver begav sig til sit; da tog den Fremmede den stakkels Dronning Ester i sine Hænder, og smurte hende med den kostelige Salve han eiede, og strax blev hun heel, og hvad der endnu var mere underligt, hun bevægede sine Lemmer af sig selv, gjorte en dyb Compliment og slog ud baade med Arme og Been. Da blev Marionetspilleren saa glad i sit Hjerte, thi nu kunde hun selv røre sig, uden at han behøvede at trække i Snorene, og manglede alene Mælet for at være en fuldkommen Dame.

Efterat have holdt et tarveligt Aftensmaaltid, lagde de sig til Ro, men de kunde ikke sove for en underlig Sukken og Stønnen, der syntes at komme fra Theatret; Marionetspilleren løftede Forhænget tilside, der laae alle Ridderne og Damerne, Kongen og Drabanterne, imellem hverandre og sukkede saa det skar ham i Hjertet, de stirrede paa ham med deres store Glas-Øine, og det var som de bade om, at blive smurt lidt, ligesom Dronningen, for at ogsaa de kunde bevæge sig af sig selv. Dronning Ester knælede ogsaa ned og udstrakte sin Guldkrone, ligesom hun vilde sige: »tag den! men smør min Gemal og mine Hoffolk!« da kunde Marionetspilleren ikke længer modstaae, han lovede den Fremmede, at give ham hele Indtægten for denne Aften og mere til, naar han kun vilde smøre nogle af de andre Marionetter med, men den Fremmede forlangte allene det store Slagsværd han bar ved sin Side, og da han havde erholdt det, gned han snart Liv i de fornemste Træmænd.

Ved næste Dag-Gry forlode de Værtshuset, for at begynde deres Bjergreise; det gik bestandigt Bakke op ad, gjennem Krat og Buske; snart antog Alt rundtom et vildere Præg; høie Fjeldstykker hang truende ud over deres Hoveder; Fodstien var saa snever, at Johannes svimlede og var styrtet ned i den frygtelige Kløft under sig, havde ikke den Fremmede understøttet ham. Udsigten blev nu friere, Solen stod op og skinnede med sine røde Straaler paa de hvide Bjergtinder, men dybt nede laae Dalen i en blaalig Taage, der dunstede bort i Morgensolen. Johannes var hensjunken i Beskuelsen af denne Pragt; han saae og anede kun Gud i den store Uendelighed, da lød der ganske underlige, himmelske Toner over hans Hoved; underligt smæltede de hen med hans Hjertes Følelser; han saae i Veiret, en stor, hvid Svane svævede i Luften, dens Sang hendøde i smeltende Harmonier, og som baaren af Vinden, sank Fuglen med bøiet Hoved ned for hans Fødder og var død; da greb den Fremmede det store Slagsværd, som han havde faaet af Marionetspilleren, og nu bar ved sin Side, huggede i to stærke Slag de store Svanevinger af, og gjemte dem under sin Randsel.

Johannes var saa forundret over alt det Nye han saae og hørte, at han ikke kunde sige et Ord, men den Fremmede greb hans Haand og sagde: »see! kom ikke Sværdet mig nu ret til Pas? for disse Vinger skal vi faae Guld, og for Guldet et lystigt Maaltid!«

Saaledes vandrede de nu fremad mellem Bjergene, »hvor Alt er stort og deiligt,« sagde Johannes, »hvad mon der ikke være for deilige Lande paa hin Side Bjergene?«

»Der ligger Phantasiens Verden!« sagde den Fremmede, »jeg tænker at vi næste Morgen skal kunne see dens glimrende Diamant Bjerge!«

Da de nu havde reist mange Mile fremad, saae de dybt nede i en Dal mellem Bjergene, en stor Stad med mange Taarne der glindsede deiligt i det klare Solskin, og midt i Byen laae der et prægtigt Marmorslot tækket med Sølv og Guld, og her residerede Kongen. Omtrent en Miil fra Staden laae der et stort Krohuus, og alle vare her i Arbeide med at opreise en Æreport, som Pigerne behang med Blomster og Krandse. Af Verten erfarede vore Vandringsmænd, at de var i Hjerterkonges Rige, en fortræffelig Regent, og nær beslægtet med Silvio Ruderkonge, der er noksom bekjendt af Carlo Gozzi’s dramatiske Eventyr »de tre Pommeranzer.«

»Ak!« sagde Verten, »vor allernaadigste Hjerterkonge er en fortræffelig Mand, ret en Hjertens Mand, og derfor male de ham ogsaa altid af med to Hjerter, men hans Datter – ak! ak!«

Her begyndte den gode Gamle, saa bitterligt at græde, saa han ikke kunde faae et Ord mere frem; da han siden havde fattet sig erfarede de, at Kongedatteren var skjøn som Solen, men var tillige en ond og arrig Hex, der var Skyld i mange deilige Prindser og mandhaftige Ridderes Død. Enhver, ligefra Kongesønnen til Betleren, var det tilladt at beile til hende, men kunde han ikke svare paa tre givne Spørgsmaal, eller rettere, gjætte tre Ting, da lod hun, som en anden Turandot, ham uden Naade og Barmhjertighed henrette. Den gamle Konge var færdig at gaae af Sorg i Graven over sin ugudelige Datter, og over at have givet hende et helligt Løfte, ikke at blande sig i hendes Kjærlighedshandel. Ja, der var endogsaa forordnet eengang om Aaret en stor Bededag, hvor da Kongen med hele Folket laae paa Knæ og bad om, at Prindsessen maatte vende om paa den rette Vei, og faae et nyt og bedre Hjerte; Sorgen var saa stor, at selv de gamle Kjærlinger i Byen farvede deres Brændeviin sort, for ogsaa selv ved dette, at vise deres Bedrøvelse.

»Men er hun da saa smuk?« spurgte den Fremmede.

»Ak ja,« svarede Verten, »vor Herre har givet hende en skjøn Skabilon! men hvad nytter det? Et Æsel er dog et Æsel, bære det endogsaa et gyldent Dække! og Adel uden Dyd er en Løgte uden Lys! ak, naar de først klappe med Skovlen paa hendes Grav, saa har den Herlighed en Ende; saa skal hun sove i de røde Lagener, hvor Sengene er hede uden Varmebækken! Gud bevare os alle sammen! – Om en Stund kommer hun her forbi, derfor har jeg maatte lade reise denne Æreport; hun skal nu besee det nye Marmorbad! o Gud give hun maatte drukne deri, den lede Satan! men hun drukner ikke! hun drukner ikke!«

Johannes og den Fremmede sadte sig imidlertid til Bords i Gjæstestuen for at nyde lidet, da de pludseligt bleve afbrudte ved larmende Hurraraab; de gik til Vinduet; der stod Verten udenfor og svingede med sin hvide Hue, og Piger og Karle holdte Krandse i Veiret for Prindsessen der med sit Følge reed igjennem den med Blomster og Grønt pyntede Æreport. Foran saae man to unge Riddersvende, ganske klædte som Hjerterknægt i Spillekortene; hendes Terner rede paa sorte Heste, vare iførte røde og blaa Kjoler, og holdte hver en deilig Guld-Tullipan i Haanden, men Prindsessen selv sad paa en hvid, arabisk Hest, og hendes himmelblaae Kappe flagrede i Vinden; paa Hovedet bar hun en Krone af funklende Ædelstene, og de brune Lokker fløde i store, fyldige Ringe ned over hendes Barm og den tynde, hvide Kjortel der forraadte Legemets yndige Former. Hendes Pande var høi og ædel, og under de fiint tegnede Øienbryen funklede to store, sorte Øine, der maatte kunde skyde Pile gjennem det haardeste Hjerte; Munden, Kinderne, Halsen .... dog, hun var allerede forbi Huset, men hendes Blik havde hvilet paa Johannes, der stod som forstenet og stirrede ud efter Prindsessen, i hvem han troede at see det skjønne Drømmebillede der havde svævet for ham ved hans Faders Dødsleie.

Han fortalte den Fremmede sin Drøm, hvorledes Faderen havde lagt den smukke Piges Haand i hans, hvor lykkelig han havde følt sig, og hvor levende det Hele endnu stod for ham, da han vaagnede op og holdt, istedet for Pigens, sin Faders iiskolde Dødninghaand fast i sin.

»Men,« sagde den Fremmede og rystede paa Hovedet, »læg Mærke til det ulykkelige Varsel, vaagn i Tide op af dette ulykkelige Kjærligheds Blund, og ikke siden, naar Dødens kolde Haand griber Dig! tænk paa de mange deilige Prindser og mandhaftige Riddere, der ere dræbte før Dig, og lad mig ikke saa tidlig, og paa en saadan Maade, miste en kjær Reisekammerat!«

Men Johannes kastede sig til hans Bryst, og smeltede hen i Graad; han kunde ikke løsrive sig fra sit deilige Drømmebillede, som han nu havde seet svæve sig lyslevende forbi; det var som usynlige Magter reve ham med sig, han maatte see og tale med den deilige Prindsesse; hvad skjønnere kunde han finde i den hele vide Verden? Det var som om han nylig havde læst Werther og Siegwarth, han kunde kun elske og døe.

Efter vel at have børstet sine Skoe og sin Kjole, vadsket Hænder og Ansigt, og kæmmet sit gule Haar til een Side, gik han ene ind i Byen, op til det store Slot, der glimrede af Sølv og Guld i Sol-Lyset. Med stærke Slag bankede han paa Kobberporten, men ingen aabnede den, han bankede atter, men først da han slog med Hammeren for tredie Gang, knagede den paa sine massive Hængsler; det var den gamle Hjerterkonge der selv kom og lukkede op; han var i Schlafrock og Tøfler, men paa sit ærværdige Hoved bar han, om de hvide Sølvlokker, den tunge Guldkrone og holdt Scepteret og Æblet under Armen, medens han med en stor Guldnøgle aabnede Porten.

Da han hørte at Johannes var en ny Beiler til hans kongelige Datter, brast den Gamle i Graad, saa at Scepter og Æble faldt til Jorden; han løftede begge Hænder imod Himlen og tørrede sine Øine i den kostbare Schlafrock. Derpaa tog han Johannes ved Haanden og førte ham ind i Prindsessens Lysthauge. I hvert Træ hang der tre, fire kongelige Beilere, hvis Beenrade ranglede med de tørre Knokler og skræmmede alle Sangfuglene bort fra Haugen. Blomsterbedene bestod af Menneskebeen, og rundt om paa Terrasserne grinede fæle Dødninghoveder, og i Marmorbassinet legede Fiskene med de Dræbtes blødende Hjerter.

»Ak min Søn,« sagde den gamle Konge, »her seer Du hvad der venter Dig! læg ikke mere Blod paa mit og min Datters Hoved, vend om, eller Du mister snart Dit unge Liv!«

Johannes trykkede med Ærbødighed den gamle Konges Haand til sine Læber, men forsikkrede tillige, at hans Beslutning var urokkelig. Da larmede det i Slotsgaarden; Prindsessen kom tilbage, steeg af Hesten og var snart i Haugen hos dem begge. Johannes talte, men han vidste ikke selv hvad han sagde, thi Prindsessen smilede saa saligt til ham og rakte ham sin hvide Haand til et Kys; hans Læber brændte, han følte sit hele Indre electriseret; intet kunde han nyde af de Forfriskninger Pagerne frembare for ham, han saae kun sit skjønne Drømmebillede, og det eneste han hørte var, at hun bød ham møde paa Slottet næste Morgen, da Dommerne og Raadet vilde være forsamlet til hans første Prøve.

Ude af sig selv af Glæde kom han tilbage til Kroen, faldt den Fremmede om Halsen og fortalte ham sin Lykke; denne rystede lidt med Hovedet, men smilte derpaa ret fornøiet, idet han trykkede Johannes fast i sine Arme, og sagde: »Du stakkels, kjære Knøs! i Grunden burde jeg græde over, at jeg saaledes skal miste Dig; men jeg vil dog ikke forstyrre Dig den sidste Dag Du har at leve i; lad os være ret lystige i Dag! jeg gjør Dit Grav-Øl i Aften, men lad os troe det er Dit Jaord! – Imorgen er det tidsnok for mig at græde over Dig!«

Som en Løbe-Ild havde Rygtet imidlertid udbredt sig i Byen, at der var kommen en ny Beiler til Prindsessen; Komoediehuset var blevet lukket; Kongen havde befalet, at anlægge Hofsorg, og i alle Kirkerne bad Præsterne for den nye Beiler.

Da Solen var gaaet ned, sad begge vore Vandringsmænd i det lille Kammer, i Værtshuset; to Lys brændte i Armstager, og en stor Bolle Punsch dampede paa Bordet. Den Fremmede var uhyre lystig, næsten overgiven; med tusinde morende Indfald forkortede han Tiden og nødte Johannes bestandig til, at tømme det fyldte Glas. Den stærke Drik, som var ham ganske uvant, virkede snart; Johannes nikkede med Hovedet og sov ind. Den Fremmede lagde ham stille hen i Sengen, tog imod Midnat sin Randsel frem, bandt sig de to store hvide Svanevinger paa Ryggen, tog det ene Riis i Haanden, aabnede Vinduet, og fløi nu ind over Byen til det kongelige Slot, hvor han satte sig bag en Søile, udenfor Prindsessens Sovekammer-Vindue.

Alt var saa stille i Byen; kun en enkelt Gang hørte man Skildvagternes og Vægternes Snorken; Klokken slog tre Qvarteer til Tolv; da aabnede sig Vinduet til Prindsessens Sovekammer, og let svævede hun i et stort hvidt Gevant og paa store Ørnevinger, ud over Byen til det nærliggende Bjerg; men den Fremmede gjorde sig usynlig, fløi bagefter og pidskede ret lystigt paa Prindsessen med sit Riis, saa at hendes røde Blod faldt som Dugdraaber ned paa Markens Græs og Blomster. Uh, hvor det var en underlig Tour igjennem den skarpe Luft! Vinden tog i hendes lange hvide Gevant, og Maanen skinnede derigjennem.

»Hvor det hagler! hvor det hagler!« sukkede Prindsessen ved hvert Slag hun fik af Riset. Endelig naaede hun Bjerget, og bankede paa; da drønnede det underligt derinde, som om tusinde Jernkjæder faldt i en Afgrund; Fjeldvæggen brast, og Prindsessen med sin usynlige Ledsager, steeg ind i den dybe, hvalte Klippegang. Med samme Brag igjen lukkede Bjerget sig, og utallige smaae Nisser, der tjente den mægtige Trold som her boede, bare den deilige Prindsesse ind i den store Thronsal. Over tusinde Søilegange strakte sig herfra gjennem Bjerget, og alle straalede af Ærts og Glimmerstene, hvis Straaler brødes i de deiligste Farver; en kunstig Sol og Maane lyste høit oppe under Hvælvingen, og Gulvet var indlagt med brogede Stene og Blomster. Høit paa en Throne af det pure Guld, sad Bjergets Konge med en Krone paa Hovedet, der bestod af een eneste Rubin; hans sorte, filtrede Marelokker hang ham ned om det vanskabte, violetblaae Ansigt; han kyssede Prindsessen paa Panden og lod hende tage Plads ved sin Side; snart begyndte der en stor Lystighed, Troldens hele Hof kom i Bevægelse; hvor der var et Summen og Brummen! smaae Frøkener, neppe en Alen lange, dandsede med pene Krigsmænd, der heller ikke vare større, saa at man skulde troe at Uniformen, Sabelen og den lille Hat med de vaiende Fjer, alt var kun en Maskerade. Ingen saae den Fremmede der havde stillet sig bagved Thronen, men han hørte og saae desbedre Alt. Saaledes opdagede han, at de fleste opvartende Kavalerer og de som lukkede Dørene op, ikke vare virkelige Trolde, men kun nogle Træ-Klodse, som deres mægtige Herre, Trolden, havde hexet Liv i, og ladet faae de prægtige Klædninger de bare. Hist hoppede en af Hoffets skjønne Aander, men det var, naar han ret betragtede ham, kun et Kosteskaft med et Kaalhoved paa Spidsen, som de selv havde skabt til deres Genie og behængt med en gyldenstykkes Kjole. Efterat der nu var dandset, og fremfor alt sagt mange Dumheder, vilde Prindsessen bryde op, men først fortalte hun Trolden, at en ny Beiler havde indfunden sig, og spurgte ham derfor til Raads, om hvad hun skulde tænke paa denne Nat, for at forelægge sin Beiler det, naar han næste Morgen indfandt sig paa Slottet.

»Hør,« sagde Trolden, »jo simplere Tingen er, des vanskeligere er den ham at gjette; tænk derfor paa Eders Skoe – Jeg haaber ellers vi sees igjen næste Nat, og en langt mere glimrende Fest, end denne, vil da vente Dem.«

Prindsessen neiede, og alle de smaae Kavalerer bare hende paa deres Hænder til Udgangen af Bjerget, hvorfra hendes egen Kavaleer, paa samme Maade som før, ledsagede hende til Slottet, hvor hun steeg ind af Vinduet, klagende over det stærke Hagl-Veir.

Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, sov Johannes endnu; han løste i Hast sine Vinger af, og lagde sig til Ro ved hans Side. Ved Daggry vaagnede Johannes, den Fremmede sprang ogsaa op fra Leiet, fortalte ham, at han havde drømt ganske underligt om Prindsessen og hendes Skoe i Nat, og bad ham derfor ret inderligt at spørge Prindsessen, om hun ikke skulde have tænkt paa sine Skoe!

»Jeg kan ligesaa godt spørge om det ene, som om det andet,« sagde Johannes, »thi jeg er vist lige langt fra det. Jeg veed jeg maa døe; men jeg faaer hende dog engang endnu at see, tør endnu engang tale med hende!« O det var rørende at høre! det arme unge Menneske, der før var saa naturlig, saa elskelig, talte nu ganske som en claurensk Bog; men hvad gjør ikke Kjærlighed?

Grædende kastede han sig om Vennens Hals, testamenterede ham sin lille Eiendom, og gik nu med bankende Hjerte op paa Slottet. Salen var allerede opfyldt med Mennesker, Dommerne sad paa deres Sæde, og den gamle Konge stod og tørrede sine Øine i et hvidt Lommetørklæde. Snart traadte Prindsessen ind; o, hun var endnu langt skjønnere end Dagen forhen! Trompeterne blæste, Prindsessen vinkede ad Johannes der nu traadte hen foran hende og knælede ved Thronens Fod. Med huldsaligt, fyrsteligt Smiil spurgte hun ham om, hvad hendes Tanker havde dvælet ved sidste Nat; o dette Smiil, dette Smiil kunde have gjort Lykke baade i en Roman og paa Theatret, men det forsvandt idet Ordet: »Skoe« kom fra hans Læber; hun beed sig i sine, blev bleg som et Liig og sittrende af Harme tilstod hun, at han havde gjettet rigtigt. Hille den! hvor blev ikke den gamle Konge glad; han hoppede Salen rundt paa det ene Been, medens hele det forsamlede Folk klappede i Hænderne for ham og den lykkelige Beiler, der nu havde gjettet første Gang.

Jublende kastede Johannes sig om den Fremmedes Hals, da han kom tilbage til Kroen; fortalte hvorledes Himlen saa underligt ved hans Drøm havde frelst og hjulpet ham; og med barnlig Tillid stolede han paa, at den gode Gud ogsaa vilde hjælpe ham de to følgende Gange; den næste Morgen var han atter tilsagt at møde paa Slottet. Aftenen gik omtrent som den foregaaende. Da Johannes sov, spændte den Fremmede igjen sine Vinger paa, og ledsagede atter Prindsessen til og fra Bjerget, men brugte denne Aften begge Risene, saa hun havde Mærke deraf paa sin lilliehvide Ryg. Denne Gang tænkte hun paa sin Handske, og Johannes, underrettet af den Fremmede, der atter foregav at have drømt det, gjettede rigtigt, til Kongen og det hele Folks Glæde. Den gamle Konge begyndte allerede at faae lidt Couleur igjen, og de gamle Koner farvede ikke længer Brændevinet sort, thi de vare næsten visse paa, at den guullokkede Ungersvend, som de kaldte Johannes, nok vilde seire og vinde Prindsessens Haand. Men nu nærmede den tredie og afgjørende Prøve sig. Saasnart Johannes var falden i Søvn om Natten, bandt den Fremmede sig igjen Vingerne paa Ryggen, tog alle tre Riis i Haanden og hængte det store Slagsværd ved sin Side. Det var en mørk og stormende Nat; Prindsessen svingede sig høit i Luften, hendes lange, sorte Haar flagrede i Vinden, Lynene glimtede Blink i Blink om hende, og man saae at hun var bleeg som Døden, men hun loe høit, og hendes Latter blandede sig underligt med Stormen; tre Gange svingede hun sig over sin Blomsterhave, hvor Beenradene af de mange Beilere hang i Træerne; og syntes at dandse til Vindens lystige Musik. Udmattet kom hun til Bjerget og sank næsten besvimet i Armene paa de smaae Nisser, der strax bare hende ind i Salen til Trolden, deres Konge.

»En saadan Nat som denne,« sagde hun, »har jeg aldrig oplevet; det hagler og stormer, og den hele Himmel er en brændende Ild!«

Lystighed og Dandse begyndte i Bjerget, men hun kunde ingen Deel tage deri; hun stirrede stivt hen for sig, greb derpaa Troldens Haand, og fortalte hvorledes den nye Beiler ogsaa anden Gang havde gjættet, og at det var at frygte, at det tredie Gang kunde gaae ham ligesaa hældigt, og at hun da aldrig mere kunde komme her ud i Bjerget, at hendes Kraft da lidt efter lidt vilde svinde hen, og tilsidst ganske tabe sig.

»Nei, det skal ikke skee!« sagde Trolden, »hvad jeg nu vil give Dig at tænke paa, skal han ikke kunne udfinde, uden at han er en langt større Mand, end os tilsammen; men lystige ville vi være i denne Midnat og tumle os lidt i Bjergets hvælvede Sale!« Og nu greb han hende ved Haanden, og begge hvirvlede sig hen i lystige Dandse; men da Tiden kom at hun maatte hjem, for ikke at savnes paa Slottet, besluttet Trolden selv at ledsage hende.

Den Fremmede sled sine tre Riis op paa dem, og Trolden maatte bekjende, at han aldrig før havde været ude i saadant et Hagelveir, som dette. Da de kom til Slottet, trykkede han et Kys paa hendes Læber, i det han vidskede: »tænk paa mit Hoved!« men den Fremmede hørte det, og da Prindsessen var smuttet gjennem Vinduet ind i sit Sovekammer, og Trolden vilde vende tilbage til Bjerget, greb han ham i hans sorte filtrede Marelokker, og skilte ved eet Hug med sit Slagsværd, hans stygge Hoved fra Kroppen, hvilken han kastede ned, langt ude i det oprørte Hav, men Hovedet tog han hjem, vadskede Blodet af, og bandt det saa ind i et stort, blaatærnet Lommetørklæde, hvilket han den næste Morgen gav til Johannes, hvem han paa det strængeste paalagde, ikke at aabne det, før Prindsessen den sidste Nat spurgte ham om, hvad hun havde tænkt paa. Der var ikke Plads paa Slottet for den Menneske-Masse som strømmede til, mange bleve klemt fordærvet, og de fleste bleve grusomt traadte paa deres Liigtorne. Raadet var samlet; den gamle Hjerterkonge, stod i al sin Pragt og Herlighed, med Æble og Scepter i Haanden, og den tunge Guldkrone paa sit gamle Hoved. Prindsessen sad dødningbleg i en kulsort Kjole, og vinkede med strængt Alvor af Johannes; han nærmede sig Thronen, en dyb Taushed herskede i Salen; hurtigt aabnede han Tørklædet, og med et Skrig styrtede Prindsessen tilbage; alle bleve forfærdede for det i Døden nu langt hæsligere Hoved, Johannes tabte det af Haanden, og bøiede sig taus over Prindsessen; langsomt hævede hun sig i Veiret, rakte ham Haanden, og erklærede nu med sittrende Stemme, at han var hendes udkaarne Brudgom, da han nu saa lykkeligt havde udholdt sine tre Prøver.

O hvilken Glæde blev der ikke nu i hele Byen og i den gamle Konges Hjerte. – Overalt lød Musik og Lystighed, tre hele, stegte Oxer fyldte med Gjæs og Høns, bleve givne til Priis for Almuen; paa Torvene sprang kostbare Vine i dertil indrettede Vandspring. Theatret blev aabnet med et ganske nyt Stykke, der alt havde ligget i sex Aar, og ventet paa denne Fest-Leilighed, det handlede om Ingenting, Enhver kunde altsaa strax begribe det, Folk var godt stemt, og det gjorte en rasende Lykke. Om Aftenen var hele Byen illumineret; der var Dands og Lystighed paa Slottet, og Brudekammeret stod pyntet med Krandse og Blomsterguirlander; den gamle Konge omfavnede Johannes, lagde sin Datters Haand i hans og skjænkede ham strax det halve Kongerige. Men Prindsessen var jo endnu en Hex og elskede ikke Johannes; alt dette havde den Fremmede tænkt paa, og derfor givet ham tre Fjer af Svanevingerne og en Flaske med nogle kostelige Draaber, i det han tillige bød ham lade sætte ved Brudesengen, et stort Kar fyldt med Vand; og naar Prindsessen vilde stige op i Sengen, da give hende et lille Stød saa hun faldt ned i Vandet, hvor han skulde dykke hende tre Gange, efterat have kastet Fjerene og Draaberne deri, da vilde hun ganske løses fra sin Troldom, og snart ret af Hjertet elske ham ligesaa høit som han nu elskede hende. Johannes iagttog nøiagtigt hvad den Fremmede havde foreskrevet ham; Prindsessen skreeg høit, i det han dykkede hende under Vandet, og sprællede ham under Hænderne som en stor, kulsort Svane, af hvis Øine de gloende Funker spillede; men da hun anden Gang hævede sig over Vandet igien, var Svanen hvid paa en eneste sort Ring nær, som den bar om Halsen, da han med inderlig Bøn til Gud, lod Vandet tredie Gang spille høit over Fuglen, hævede den sig rask i Veiret, Svanehammen faldt af, og han holdt Prindsessen i sine Arme. Hun var endnu langt skiønnere end før, og takkede ham med Taare i sine deilige Øine, fordi han havde hævet hendes Fortryllelse. –

Næste Morgen kom den gamle Konge med hele sin Hofstat, og der var en Gratuleren til langt op paa Dagen; men først da de alle havde gjort deres Complimenter, indfandt den Fremmede sig, han var reiseklædt, havde sin Stok i Haanden og Randselen paa Ryggen. Johannes kastede sig i hans Arme, og bad ham, dog ikke at drage bort, men blive hos ham og dele hans Lykke, hvis Skaber han jo ene og allene var. Men han rystede med Hovedet, smilede og sagde: »Nei, nu er min Tid omme! jeg har kun betalt en gammel Gjæld; husker du Natten i Vaabenhuset? den Døde Du frelste fra at blive mishandlet? Jeg er Dødningen!«

Johannes studsede, vilde tale til ham, men han var forsvunden.

Bryllups Festen varede endnu en heel Maaned, og den gamle Konge nød nu mange glade Dage og frydede sig ved sine Børns Lykke; snart red smaae Hjerterknægter og Hjerterdamer Ranke paa hans Knæe, og han lod dem lege med sit Scepter, og fortalte dem mange deilige Eventyr i de lange Vinteraftener, til selv hans eget Eventyr var ude.

Man veed, at det indtil vor Tid har været en Skik paa Landet, at trække Hovedet af en Gaas Fastelavns-Mandag.

Er ikke optaget i Gravblomsterne.

lemma står på side 418, ikke side 118
1

Man veed, at det indtil vor Tid har været en Skik paa Landet, at trække Hovedet af en Gaas Fastelavns-Mandag.

2

Er ikke optaget i Gravblomsterne.

3
lemma står på side 418, ikke side 118

Digte, 1830

Samlingen udkom 2. januar 1830. BFN 51

55
Vergeßne … Paul(tysk) glemte digte er nye; i Mit Livs Eventyr, kapitel 12, nævner H.C. Andersen at han selv er ophavsmand til mottoet; dette synes dog kun delvis at være korrekt. I fortalen til Jean Paul (pseudonym for J.P.F. Richter) Herbst-Blumine oder gesammelte Werkchen aus Zeitschriften, bind 1, 1810, hedder det i en parentes: »denn vergessne sind neue«, omend talen her konkret er om samlingens »Zeit- und Kalender-Blättern«, dvs. artikler i tidsskrifter og almanakker (her gengivet efter Jean Pauls Sämtliche Werke, bind 17, 1942).
56
Höivelbaarnetitulatur; af høj stand, af fornem slægt.
J. CollinH.C. Andersens vigtigste velynder.
Deputeret for Finantsernevalgt til at administrere statsfinanserne, her i Fonden ad usus publicos, som Collin administrerede med majestætens godkendelse.
p. p.forkortet for praeter plura (latin) med mere.
Ridder af Dannebrogenperson, som er blevet tildelt Dannebrogordenen, ridderorden indstiftet af Christian 5.
Dannebrogsmandperson, som er blevet tildelt Dannebrogordenens laveste hæderstegn, sølvkorset.
helligettilegnet.

Rime-Djävelen

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 85, 24. oktober 1828 (BFN 20). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

571: titlen: Rime-Djävelen < Rime-Djævelen | 2: Μὴ < μὴ | ἐισϵνϵγκηϛ < ἐισϵνέγκηϛ | πϵιρασμον < πϵιρασμὸν | 12: existerer? < existerer. | 16: dog < dog, | 18: Er’ < Er | 26: Madame < Madamme | 27: for vidt < forvidt | 28: bringe, < bringe
585: rime. – < rime. | 12: selv < selv, | 17: skræmmed’ < skræmmed | Robespjerre < Robespierre | 21: Saa vidt < Saavidt | 29: Ja, < Ja
591: Jeg vil ei < Ei vil jeg | 4: dyb < dyb, | 7: taus forbi; < taust forbi, | forbi; < forbi, | 14: ja, < ja | 25: Haand. < Haand; | 32: Spring, < Spring | 37: Skræder < Skrædder | 38: syede paa < syede flink paa | 39: Skorsteens Røg < Skorsteens-Røg
603: hver og een, < hver og een | 7: Skræder < Skrædder | 11: intet < Intet | 13: springe. – < springe. | 14: indryk foran Saa gik det da | 16: Ja, < Ja | 21: Dog, muligt alt, < Dog muligt alt | Liiglagen < Liiglagn | 24: siret: < siret;,,        ,        ,,
57
Μὴ ἐισϵνϵγκηϛ ἡμᾶϛ ἐιϛ πϵιρασμονμὴ εἰσϵνϵγκηϛ ἠμᾶϛ ϵἰϛ πϵιρασμόν (græsk) led os ikke i fristelse; jf. Matthæus 6,13.
Adams Sønmenneske.
Swedenborgsvensk naturforsker og mystiker.
Præ(-Genie)(person, der har fået) karakteren præ ceteris (latin: frem for de øvrige), højeste karakter ved en eksamen; her måske hentydning til G.D.F. Koës, som i 1771 fik et seksårigt privilegium til at oprette et tallotteri i København.
Snørlivkorset.
Tilvissehelt bestemt, utvivlsomt.
Til Eva … spiis!jf. 1. Mosebog 3,1-5.
Orest … AphroditerOrest, søn af Agamemnon og Klytaimnestra, dræbte sin moder som hævn for, at hun havde dræbt faderen, og forfulgtes derfor af hævngudinderne, erinyerne; egentlig er chariterne og Afrodite henholdsvis græsk mytologis tre gudinder for ynde samt kærlighedsgudinden.
Don Juan i Flammerhentydning til sagnet om Don Juan, hvor en statue, stengæsten, bliver levende og trækker Don Juan ned i Helvedes ild; kendt første gang fra T. de Molinas Burlador de Sevilla, 1630; senere behandlet af bl.a. Molière, Mozart og E.T.A. Hoffmann.
58
Visseegentlig spøgende om seng; her nok billedligt om tilholdssted.
Aviscontoiretkontor e.l., hvor man indleverer annoncer, artikler, anmeldelser m.m. til optagelse i en avis; her måske hentydning til kontoret på Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (Adresseavisen), der bl.a. bragte mange dødsannoncer.
Typto og Amaretypto (græsk) jeg slår; amare (latin) at elske; her vel også hentydning til bøjningsremser i skolen.
Badens GrammatikJacob Baden Forelæsninger over det Danske Sprog, eller Resonneret Dansk Grammatik, 1785.
Robespjerre(-Blik)den franske politiker Robespierre agiterede i forbindelse med den franske revolution for henrettelsen af Ludvig 16. og spillede efterfølgende en afgørende rolle i det såkaldte rædselsherredømme, hvor de demokratiske idealer blev tilsidesat i revolutionens navn.
Liig hiin … Forvandlede til Guldder tænkes på kong Midas, som dog ikke omtales hos Horats, men fx i Ovids Metamorfoser, 11,100 ff.
hvorhen jeg … det enderjf. Ovids Tristia 4,10,26: et quod temptabam scribere versus erat (latin) hvad jeg end forsøgte at skrive, blev til vers.
Elegieklagesang.
Jambe(r)klassisk versefod, hvor en tryksvag stavelse efterfølges af en trykstærk.
Dithyramberhenførte, hymneagtige digte, ofte med hyldest af nogen el. noget; egentlig hymner til vinguden Bacchus.
Svane-Sangi ældre tid troede man, at sangsvanen sang sin klagende sang, når den skulle dø.
59
vee (hver Ven)stakkels.
Kom jeg … Hedenkom jeg igen i ilden; kom jeg igen på en hård prøve.
Paulunerhytter.
Kattun(er)egentlig tæt vævet bomuldsstof el. -tøj, ofte med trykt mønster.
Shawlersjaler.
Reitzel(s)københavnsk boghandel, grundlagt 1819 af C.A. Reitzel, som i perioden 1827-53 havde til huse i Store Købmagergade i det nuværende nr. 44.
Bogskabudhængsskab til udstilling af bøger.
Hvohvem.
Svea(s)Sverige.
60
catalaniskejf. den italienske sangerinde A. Catalani.
Rouladervirtuose passager i en sangkomposition.
Odestørre lyrisk digt i højtidelig stil.
Sphærer klingejf. ældre forestillinger om meget smukke toner, der var frembragt af himmellegemernes bevægelser, men som ikke var hørlige for mennesker; her også som udtryk for en ophøjet intellektuel oplevelse.
Eldoradoslaraffenland, paradis; egentlig navn på eventyrland i Sydamerika, hvor guld mentes at forekomme i overflod.
Liiglagenklæde, der lægges over den afdøde, specielt ansigtet.
siretudsmykket, prydet.
klakkedelavede blækklatter på.

Soldaten

Først kendte tryk i Digte. BFN 52

Den rädselsfulde Time

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 66, 17. august 1827, under mærket »h – –« (BFN 12). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

62,24Hjerte-Qvide. < Hjerte-Qvide

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

621: titlen: rädselsfulde < rædselfulde | under titlen med mindre skrift: (Phantasiestück in Callots Manier) | 2-6: intet motto | 11: derop, < derop | 13: savned’ < savned | alene < allene | 20: dreied’ < dreied | 26: rundtomkring < rundt omkring | 29: dandsed’ < dandsed | 30: faae, < faae | 32: dansed’ < dandsed | uconfirmeret. – < uconfirmeret. | 33: stilled’ < stilled | 34: Folk, < Folk | Tanter. – < Tanter. / Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane, / Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane. | 35: Badens Fru < Badens Fru
633: af < af | 5: Bog < Bog | 7: »Hvad er her paa Færde?« < »Hvad er her paa Farde?« | 8: frem < frem, | Sværde; < Sværde: | 10: snevre < sidste | 11: Pantser Plade < Pandser-Plade | 12: Peermadsens Gang < Peermadsensgang | 13: hugged’ < hugged | 14: gyste, < gyste. | 15: bæved’ < bæved | 16: De < de | svæved’ < svæved | 20: risled’ < risled | 23: liig i Don Juan < lig i Don Juan, | promenerte < promeenerte | 24: Vandring > Vandring, | tro < troe | generte < geneerte | 25: er end Døden, < var end Døden. | 26: stod saa < smiled | feed < fed | 29: fatte; < fatte: | 30: dratte, < dratte. | 31: peeb < greb
62
Es giebt … Novalis(tysk) Der er så bange tider, / der er så mørkt et sind; citat fra sang nr. X i den tyske forfatter Novalis’ (pseudonym for F. v. Hardenberg) Geistliche Lieder, 1802.
Rundetaarn … Bibliotheketfra 1657-1861 lå Universitetsbiblioteket i den store sal over kirkerummet i Trinitas Kirke, hvortil der var adgang fra den femte vinding i Rundetårns sneglegang.
Sprattensprætten.
(Hjerte-)Qvidekvide; sorg, ængstelse.
Babels-Taarnjf. 1. Mosebog 11,1-9.
Contradandsdans, hvor de dansende parvis, i kæder el. rundkreds danser mod hinanden, fx lancier.
rangeretopstillet, arrangeret.
uconfirmeretdet var almindeligt ikke at danse før konfirmationsalderen.
Folianterbøger i stort format, folioformat.
Badens Fru GrammaticaJacob Baden Forelæsninger over det Danske Sprog, eller Resonneret Dansk Grammatik, 1785.
63
Corneliusden romerske forfatter og historieskriver Cornelius Nepos.
Atlas af PontoppidanErik Pontoppidan Den danske Atlas I-II, 1763-1764.
Flora danicaS. Paulli Flora Danica, 1648.
Reisers fürgterlige BogC.F. Reiser Historiske-Beskrivelsse over den Mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728, 1784.
Iliadenepos fra antikkens Grækenland, som traditionen tillægger Homer, nyere forskning daterer værkerne til 700-tallet f.Kr.
Musæetfra 1807-1832 havde Oldsagssamlingen til huse i bunden af bibliotekssalen, over kirkens kor.
SchwerenothSchwerenot (tysk) død og pine.
Peermadsens GangPeder Madsens Gang; berygtet smal gyde mellem Østergade og Grønnegade i København; nedrevet 1873 til fordel for den nuværende Ny Østergade.
ØstergadeKøbenhavns mondæne strøggade.
Funkergnister.
Askepotaskepotte, askekrukke, urne.
Sylfeletlet som en sylfe, dvs. en luftånd.
Støtten liig i Don Juanhentydning til stengæsten fra sagnet om Don Juan, en statue, som bliver levende og trækker Don Juan ned i Helvedes ild; kendt første gang fra T. de Molinas Burlador de Sevilla, 1630; senere behandlet af bl.a. Molière, Mozart og E.T.A. Hoffmann.
SapphoSapfo; antikkens mest berømte kvindelige forfatter, levede på den græske ø Lesbos; elskede efter sagnet den skønne yngling Faon og styrtede sig i havet fra en klippe på øen Leukas, da han ikke besvarede hendes kærlighed.
Kjole(n)frakkelignende mandsdragt med ærmeopslag og vide skøder.
Hoffmannsdraabermod fx kvalme og besvimelse; efter den tyske læge og kemiker F. Hoffmann.
lovetlovprist.

Nytaarsnat

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 1, 2. januar 1829 som del af »Et kjøbenhavnsk Eventyr Nytaarsnat« (BFN 23). Optaget som selvstændigt digt i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

641: titel: trykt uden særskilt titel | 3: – Nu < Nu | 5: Vinger < Vinger, | 6: drømmer, < drømmer | 9: bleeg < bleg | 12: graa, < graa. | 13: Gubbe < Gubbe, | Børneflok < Børne-Flok | 14: nok, < nok: | 15: Din Vandrings-Stav < din Vandrings-Stav | 16: Din Grav, < din Grav; | 17: Vinde; – < Vinde – | 18: Maal < Maal, | 19: Din < din | Din < din | 21: er < forsvinder | saa brat, saa brat; < saa brat | 24: fatter! < fatter – | 25: fremstaaer < fremstaaer, | 30: dæmpe! – < dæmpe.
64
Vraahjørne, (af)krog; hytte.
Hvad ellereller.
Hvohvem.

Phantasiestykke i min egen Maneer

Først kendte tryk i Digte. BFN 53

65
Phantasiestykke i min egen Maneerjf. E.T.A. Hoffmanns Fantasiestücke in Callot’s Manier I-IV, 1814-1815, som er opkaldt efter den franske grafiker J. Callot, der dels skildrer krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener m.m.
MadonnaJomfru Maria.
Saa spilles … Lapsat spille laps betyder at optræde lapset, dvs. kådt el. flabet.
underligvidunderlig.
Sphærerne spillejf. ældre forestillinger om meget smukke toner, der var frembragt af himmellegemernes bevægelser, men som ikke var hørlige for mennesker.

Svinene. En Ode

Først kendte tryk i Moerskabs-Læsning og Curiosa, 16. maj 1828, under mærket »h – –« (BFN 19); optrykt i ændret form i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 96, 1. december 1828, og herefter optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket er af et sådant omfang, at førstetrykket her gengives in ekstenso:

Svinene. En Ode

Das Menschenvolk verachtet dich vergebens;

Der weise Epikur

Verspricht uns ja das höchste Glück des Lebens

Wenn wir dir gleichen nur.

A. Blumauer

Ak Solen brænder hedt, med en vestindisk Varme

Saa Fidtet smelte maa om mange Heltes Tarme!

Paa denne hede Dag jeg stemmer Violinen

Og synger barnligt sødt, trods Maanens blege Grinen.

(Men det er sandt, jeg seer af Maanen ei en Tomme,

Dog om den ikke er, kan den til Natten komme).

Bruus høit i Strænge smaae, nu synger jeg om Sviin,

Og duer Sangen ei, er Skylden ene min.

Men den vil blive rar, det kan jeg grant fornemme,

Thi i mit venstre Bryst jo taler Aandens Stemme.

Hvor findes der et Dyr, som Svinet, paa vor Jord,

Om hvilket der blev talt saa mange store Ord?

See vi til Mose Lov i den de excellere,

Vi vide Djævlene i Bugen excercere;

Ja mangen mægtig Mand gik over i et Sviin,

Derom vi læse kan paa Græsk og paa Latin,

At gryntende, tilsidst, de gaae paa alle fire.

Ja mange blev’ til Sviin, derom vi har Beskeed,

Og endnu mange fleer, om hvem vi intet veed.

Thi rask min Violin, lad dine Strænge bruse,

At dine Torden-Lyd, kan Recensenter knuse. –

– See hist ved Bondens Gaard en venlig Bjerge-Top,

(Maaskee det var paa den at Jeppe vogned’ op.)

Ved Foden ligge Straae, forgyldt af Solens Straaler,

At see det Farve-Spil mit svage Blik ei taaler.

Ha lytter! hører dog fra denne Flamme-Kyst

Det dybe Aande-Drag fra Helte-Flokkens Bryst.

Mens Solen blodig rød gaar ned i Vesterlide

De slumrer broderligt her ved hinandens Side.

See hist ved Bøgens Rod, syv otte bitte Grise;

O hvor idyllisk skjønt!!! et Træsnit af Luise.

Nu nærmer Pigen sig, det er en Hebe fiin,

Ambrosia hun har til sine kjære Sviin;

Da reiser Flokken sig, som Helte frem de lyne,

– O, see der er en Galt, med Orden paa sin Tryne! –

Til Taffel gaar man nu, jeg troer det skeer paa Spansk,

Samtalen, siger man, de føre skal paa Fransk.

Og naar Du Herre-Bud dem ud i Skoven byder,

Hvor Egen dufter sødt og Olden Lænken bryder,

Da grave Heltene med Trynen dybt i Jord

Saa Alfen bag sin Hæk ei mæle tør et Ord.

Men ak! jeg er for svag, jeg kan det ei fortælle,

Der Stof til Epos er og borgerlig Novelle;

De offre Blodet jo til Pølse for sit Land,

Mon Mennesket, min Ven, vel mere gjøre kan?

Dog miskjendt, haanet, her de arme Stakler gaae,

Og grynte Længsel, ak! som ingen vil forstaae;

De grusomt bløde maae for Slagter-Kniven lang,

O hjerteskjærende er deres Klage-Sang.

De døe! de døe for Børn, for Qvinde og for Mand,

»O er det ikke skjønt at bløde for sit Land!!!« –

See Øjet bliver fuldt! ak! Taaren er saa salt,

Som om ved Peberrod og Løg den blev fremkaldt;

Jeg kan for Graad ei meer paa Violinen spille.

»La Vie est un combat,« »Das Grab ist tief und stille.«

66
Odestørre lyrisk digt i højtidelig stil.
Das Menschenvolk … Blumauertredje strofe af den østrigske forfatter A. Blumauers digt »Lob des Schweins« (ros til svinet); førstetrykket har ikke kunnet lokaliseres, men digtet findes i Aloys Blumauer’ gesammelte Werke, bind 2, 1841, s. 185.
(spilledes paa) Lirelyre; strengeinstrument fra oldtidens Grækenland, her symbol for digtekunsten.
Thi (vil)derfor.
Mose-Lovden jødiske Torah, dvs. 2. Mosebog 20 til 4. Mosebog 10; omfatter i bred forstand alle fem Mosebøger; i Det Gamle Testamente optræder svinet blot to steder, 3. Mosebog 11,7, og 5. Mosebog 14,8, og begge steder med en bestemmelse af det som et urent dyr.
Et Djævle-Regiment … exercerermåske hentydning til Matthæus 8,30 ff.
Ulyssis Helteflokhistorien om Odysseus’ (Ulysses’) mænd, som forvandles til svin af troldkvinden Kirke, findes i 10. sang af Homers Odysseen og i Ovids Metamorfoser, 14,242 ff.
Recensenterkritikere, anmeldere.
Jeppe vaagnet ophentydning til Jeppe i baronens seng i anden akts første scene af Holbergs Jeppe paa Bjerget (Comoedier. Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads, bind 1, 1723), opført første gang på Det Kgl. Teater 1722.
fostbroder(ligt)egentlig person, som indgår en ven- og troskabspagt med en anden ved at blande blod med ham; meget nær og god ven.
Phøbi hede PileFøbus, den strålende; tilnavn til Apollon, i græsk mytologi musikkens, digtekunstens, lægekunstens, spådomskunstens og bueskydningens gud, hvis bue og pil bringer død, hævn og fordærv.
Hebedatter af Zeus og Hera, den personificerede ungdom; opvartede Olympens guder.
paa Spanskefter spansk manér, skik.
paa Franskmåske hentydning til, at det i slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet var almindeligt i finere kredse, fx ved hoffet, at konversere på fransk.
67
Herrebudbefaling (fra en herre, konge e.l.).
Egekrandsen krans af grønt egeløv brugtes undertiden som tegn på digterværdighed el. anden (borgerlig) udmærkelse (i stedet for laurbærkrans) el. i forbindelse med et drikkegilde (i stedet for vinløv).
Oldenegens (og bøgens) frugter.
Epos … borgerlig Novellehenholdsvis versfortælling om fortidens store helte (som fx Homers Iliaden el. Odysseen) og samtidsfortælling om hverdagslivet i borgerstanden.
Svanesangi ældre tid troede man, at sangsvanen sang sin klagende sang, når den skulle dø.
La vie est un combat(fransk) livet er en kamp; måske henvisning til C. Delavignes skuespil La Paria, II,1, 1821, hvori Empsael siger: »La vie est un combat dont la palme est aux cieux« (livet er en kamp, hvis palme (her: pris, gevinst) er i himlen); her citeret efter Oeuvres Complètes de Casimir Delavigne. Theatre, I, 1877.
Das Grab … stille(tysk) graven er dyb og stille; førstelinje af Salis-Seewis’ digt »Das Grab« fra Gedichte, 1793.

Vandrer-Liv

Først kendte tryk i Digte. BFN 54

69
Armoddyb fattigdom.
dierammer.

Det döende Barn

Først kendte tryk i Kjøbenhavnsposten, nr. 76, 25. september 1827, under mærket »H – –« (BFN 13). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

711: titel: Det döende Barn < Det døende Barn | 7: Drømme, < Drømme | 8: Englebørn < Engle-Børn | 12: See han har to Vinger smukke hvide, < See, han har to Vinger, smukke, hvide: | 15: udstrøer! < udstrøer, | 17: Eller, Moder, < Eller, Moder! | 18: saa < saa | 19: din < Din | 25: mig! < mig! –

Graat-Veir

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 133, 21. august 1829 (BFN 39). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

721: titel: Graat-Veir < Graat Veir | 3: Sky; < Sky. | 6: Ja < See | 7: Datterdatter < Datterdatter, | 9: lange < lange, | 10: paatvers < paa tvers | 11: Vers! < Vers.
72
dorskubevægeligt, stillestående.

Kunstner-Livet

Først kendte tryk i Læsning for Den fine Verden. Et poetisk Qvartalsskrift, første hæfte, 1829 (BFN 31). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

73,2Rokken snurrede < Rokken snurrede,
75,18En mægtig < »En mægtig

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

734: (Det < (det | Dyr). < Dyr); | 6: lyttet < lytted’ | 8: Skridt, < Skridt; | 9: tidt < tit | ej linjeskift efter Ja tidt | 10: Slog < slog | 11: forbi, < forbi; | 14: jo, < jo | 17: Og < Og, | Elskovs-Guden < Elskovs Guden | 22: O < O, | af < Af | 25: Nat. < Nat! | 26: friske < friske, | Krands, < Krands; | 28: Kjæmpebeen; < Kjæmpe-Been, | 29: Bautasteen < Bautasteen, | 30: skuer, < skuer; | 31: Engel, < Engel | 32: Sale, < Sale; | 35: Blaa < Blaae
741: Kjæmpe-Høie < Kjæmpehøie | 2: Øie; < Øie. | 5: Alt skuer han, og føler sig saa glad, < De Drenge skue Alt saa barnlig glad’; | 6: gryer – < gryer, | 7: »Farvel! Farvel!« < Farvel! Farvel! | 8: Aftenqvæl < Aftenqvel | 10: Saa < Saa | 12: hans Grotte, < sin Grotte; | 13: den < han | Vinger, < Vinger; | 15: Himlen, < Himlen | Kjæmpe-Ørn < Kjæmpeørn | 16: Engle-Børn < Englebørn | 17: Verden, < Verden | hvalte < Hvalte | 18: Alt < Alt, | 19: Saa svinde < – Saa svinder | salige Minutter. < saligste Minutter; | 21: Gloser; < Gloser – – | 22: Kortsagt < Kortsagt: | 23: Vesitter < Visitter | 25: stor. < stor – | 26: – Snart < Snart | 27: følger Moder < Moder | 28: Han har ei Søster meer, eiheller Broder, < Ja Søster, Broder. – | 29: da < nu | Tanker, < Tanker; | 33: staaer, han vinker – men forsvinder. – < atter vinker og forsvinder. | 34: Minder, < Minder; | 36: ej blank linje efter Bøge. | 38: lys < skjøn | 39: Blaae; < Blaa; | 40: os < os, | ej blank linje efter gaae!
751: Forvoven < – Forvoven | 2: Skoven < Skoven, | 3: før, som Barn, < før som Barn | vandret < vandred’ | 5: Stolt < – Stolt | Nakker, < Nakker; | 6: Snørlivs Frakker < Snørlivs-Frakker | 7: sukke, < sukke; | 8: bukke. < bukke! – | 9: er, < er | to og flere; < To og Flere, | 10: O Gud, < O, Gud! | Gjæs, < Gjæs | mere! < Mere! | 11: Dumpappe < Dompappe | Sligt, < Sligt | bygge; < bygge: | 12: slette < slette | bedste < bedste | Skygge. < Skygge. – | blank linje efter Skygge. – | 13: Igjennem < – Igjennem | 14: fremad, < nu ved | Nat, < Nat; | 15: Men < Men, | søger < søger, | 17: Kyst, < Kyst; | 18: Bryst, < Bryst; | 20: bygge; < bygge! | 21: Altar < Alter | Vaarens < Skovens | 22: da, < da | kommer!« < kommer.« – | 23: Tempelhal, < Tempel-Hal; | 24: Og < Men | Dal. < Dal; | 26: Gitter, < Gitter; | 28: Lov; < Lov. | 31: komme < kommer | 32: Og < Og, | 34: Hele, De < Hele de | 35: slaaer, < slaaer; | 36: staaer. < staaer; | 39: tabt’ < tabt’,
761: Vinger, < Vinger; | 2: springer, < springer; | 3: Krat, < Krat | 4: hvælver, < hvælver. | 5: i det Høie, < mod det Høie; | 6: ej blank linje efter Øie. | 7: Det toner over Tidens Bølgehav. < Sært toner Sangen over Tidens Hav: | 8: Som < – Som
73
Alkovelille aflukke med en seng el. soveplads.
Elskovs-Gudenden græske kærlighedsgud, Eros (latin: Amor), fremstilles ofte som et drengebarn.
Bautasteenaflang sten, der, stillet på højkant og delvis nedgravet, står som grav- el. mindesten.
74
knap som en Finger langeifølge folketroen var bjergfolk, trolde m.fl. ikke særlig høje, jf. fx Thiele 1, 1, s. 114 og 2, s. 97.
Aftenqvælaftenkvæld, aften.
fortvidere.
Babeltaarnejf. 1. Mosebog 11,1-9.
Himlens hvaltehimmelhvælvingen.
skoserkritiserer, håner.
Vesittervisitter, besøg.
75
Forvoven(dum)dristig.
Laps(e)overdrevent elegant og moderne klædt (yngre) mand.
Snørliv(s)egentlig korset.
Min Søn … bukkejf. førstelinjen af W.H.F. Abrahamsons digt »Norma Morum, efter Tidernes Leilighed« i Minerva, et Maanedsskrivt, februar 1790: »Min Søn, vil Du i Verden frem, saa buk«.
Blommerblomster.
Recensenterkritikere, anmeldere.
fulestygge, nederdrægtige.
Slangenmåske (også) hentydning til 1. Mosebog 3,1-7.
det bedste Blomsterden bedste blomst.
76
længstfor længst.
bristet altbristet.

Dykker-Klokken. Et Eventyr paa Havets Bund

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 98, 7. december 1827, under mærket »h – –« (BFN 16). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

77,31mindste Straale, < mindste Straale.
78,2»klip! klip! klip!« < »klip! klip! klip!
78,34for tung for < fortung for
79,23tunge Dage. < tunge Dage

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

7712: mueligt < muligt | der < som | 16: Luftballon < Luft-Ballon | 17: mueligt < muligt | 22: Række. < Række; | 24: Sinde, < Sinde, – | 26: Taare. < Taare. – | 30: ravnesort < ravne-sort | 33: Stjernehimlen < Stjerne-Himlen | 37: Skjebnen < Skjæbnen
781: Sværdfisk < Sværd-Fisk | Snor < Snoer | 3: Vover < Vover. | 5: trøsted’ mig: < trøsted mig; | 11: aabned’ < aabned | 13: Munden. < Munden. – | 15: Paraplyer. < Paraplyer. – | 16: Skov, < Skov | 18: Smaapiger < Smaa-Piger | 19: Undine < Undine | 21: Luftsyn < Luft-Syn | 28: jeg blev < blev jeg | 31: trækker < trækkes | 34: nedad < ned ad | Vandet. < Vandet, | 35: Klokkespiret < Klokke-Spiret | 40: undred’ < undred | 41: Sager. < Sager. – | 42: raadslog < raadslog’
791: Tilgiv, < Tilgiv | 3: see, < see | 4: ei, < ei | 7: catholske < catolske | 10: Flod, < Flod | 12: Draabe, < Draabe | 13: vandt < vant | 14: Spontini < Spontini | 15: Rossini < Rossini | 17: Flynder). < Flynder). – | 29: var’ < var | 35: Papir og lugted’ Trykker Sværte < Papiir og lugted Trykker-Sværte | 37: Flod < Flod,
801: bekikked’ et og andet – < bekikked eet og andet. – | 3: stod, < stod | 5: Knæe < Knæ | 6: bunden < bundne | 8: enhver < Enhver | 11: Gang, vi saae Dig i Din < Gang vi saae dig i din | 13: Du < du | 14: Du < du | 15: Du < du | Dine < dine | 16: jeg < jeg, | Candidat, < Candidat | 18: loved’ < loved | 19: rigtig nok < rigtignok | 20: viste < viiste | 24: Olaf Trygveson < Olaf Trygveson | Sappho < Sappho | 25: stopped’ < stopped | 27: alene < allene | Norden Vinde < Norden-Vinde | 28: behager) – < behager). | 29: Kong Salomon og Jørgen Hattemager < Kong Salomon og Jørgen Hattemager | 37: klang som Sancritsproget < klang, som Sanscrit-Sproget | 39: Francaisen. < Françaisen. – | 41: Frakken, < Frakken;
811: Snuusdaaser < Snuus-Daaser | spilled’ < spilled | Sange. < Sange. – | 3: Møe < Mø | 6: Bæger! < Bæger, | 7: Dit < dit | 10: Plageaand < Plage-Aand | Dig < dig | 11: tro Du < troe du | Din Digterkrands < din Digter-Krands | 12: Du er Kotzebue, som Sand < du er Kotzebue, som Sand | 13: Clauren < Clauren | 14: græde.« < græde.« – | 17: smaae < smaa | 22: Du < du | Rune. < Rune | 24: Tilbagereisen < Tilbage-Reisen | 26: Klokke. < Klokke, | 27: Jomfru-Flokke < Jomfrue-Flokke | 33: Bürgers Leonore < Bürgers Leonore | 35: Fiskepynten < Fiske-Pynten | 37: besjeler < besjæler | 41: læser. < læser. –
77
Dykker-Klokke(n)luftfyldt, nedadtil åben beholder (med lufttilførsel), hvori dykkere kan opholde sig; anvendt allerede i 1600-tallet.
Praaslangt, tyndt tællelys, dvs. lys af talg.
Elegieklagesang.
Cothurnerkoturner; tyksålet sko, som blev anvendt af skuespillerne i antikkens græske tragedier.
belavetberammet.
ihr’ Hoheit(tysk) hendes højhed; ordspil på den gamle ærbødige tiltaleform »Deres Højhed«.
Smaa-Børn gaae af Skole(udtryk anvendt over for børn) om gnister, der ligesom løber hen over næsten udbrændt papir o.l.; talemåde om de sidste, udgående gløder.
78
Voverbølger.
Und immer … hop!(tysk) og stadigt videre, hop! hop! hop!; citat fra strofe 23 i G.A. Bürgers spøgelsesballade »Lenore« i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, s. 214 ff., et digt, der inspirerede megen skrækromantik i tiden op mod 1800.
Herreje!afkortning af herrejemini, dvs. udråbet herregud.
som slagen var paa Mundenvar tavs, kunne ikke sige noget.
purpurnepurpurfarvet.
Shawlersjaler.
Agnetefra folkevisen »Agnete og Havmanden«; aktualiseret af Jens Baggesen i digtet »Agnete fra Holmegaard« fra Nyeste blandede Digte, 1808, og siden brugt af H.C. Andersen selv i det dramatiske digt Agnete og Havmanden, 1834 (BFN 250).
UndineF. de la M. Fouqués eventyrnovelle fra 1811 om et kvindeligt havvæsen (dansk oversættelse i Oehlenschläger Eventyr af forskiellige Digtere, bind 1, 1816).
behændebehændigt, hurtigt.
Münchhausens Hestden tyske baron Münchhausen underholdt efter sigende sine gæster med farverige, fantastiske fortællinger, hvoraf flere samledes anonymt i tidsskriftet Vademecum für lustige Leute 1781 og 1783; i 1785 udgav R.E. Raspe en engelsk udgave af de fantastiske skrøner, The Surprising Adventures Of Baron Munchausen, som dannede grundlag for G.A. Bürgers genoversættelse til tysk, Wunderbare Reisen zu Wasser und Lande, Feldzüge und lustige Abentheuer des Freyherrn von Münchhausen, 1786 (dansk Lystigt Post- og Reise-Vademekum muntre Reisende helliget af Monsieur Hemmkengryper, forhenværende Kammertjener hos Hr. von Münchhausen, 1802); historien om hesten, der hænger fast på klokkespiret, står at læse i En meget løierlig og forunderlig Historie, 1799, s. 5.
79
Lethei græsk mytologi en kilde el. biflod til Styx, dødsrigets flod; ved at drikke af Lethes vande glemmer den døde sit tidligere liv.
Spontiniden italienske komponist G. Spontini skrev hovedsagelig operaer med historisk og heroisk indhold.
Skadens af Rossinijf. G.A. Rosinnis opera La gazza ladra (den tyvagtige skade), 1817.
Tappenstregegentlig et militært signal, som om aftenen angiver, at tropperne skal begive sig til ro; her tænderklapren.
Recensenterkritikere, anmeldere.
Folianterbøger i stort format, folioformat.
80
Sligt alt vi anededet anede vi allerede.
Snekkemindre sejlskib.
Nonkarakteren non contemnendus (latin) ikke at foragte, laveste karakter ved en bestået eksamen, givet for en præstation under middel.
Prækarakteren præ ceteris (latin) frem for de øvrige, højeste karakter ved en eksamen.
gottegodte (sig ved), dvs. føle glæde el. velbehag ved.
Olaf Trygvesonden norske kong Olav 1. Tryggvason blev dræbt under de store søslag ved Svold, hvor han kæmpede på sit skib, Ormen Lange, imod den danske konge, Svend 1. Tveskæg.
SapphoSapfo; antikkens mest berømte kvindelige forfatter, levede på den græske ø Lesbos; elskede efter sagnet den skønne yngling Faon og styrtede sig i havet fra en klippe på øen Leukas, da han ikke besvarede hendes kærlighed.
Lyrestrengeinstrument fra oldtidens Grækenland; her symbol for digtekunsten.
KorsridderneA. v. Kotzebue Die Kreuzfahrer, 1802 (dansk Korsridderne. Et Skuespil i 5 Acter, 1812); opført første gang på Det Kgl. Teater 1815.
Kong Salomon og Jørgen HattemagerJ.L. Heibergs vaudeville fra 1825; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år.
Parkettetparketten, de forreste rækker på gulvet i et teater.
uhyreutrolige, uhyrlige.
recenseredeanmeldte, kritiserede.
et cetera(latin) og så videre; her nærmere: med mere.
Dispytdisput, heftig meningsudveksling.
Sanscritsprogetdet ældste indoeuropæiske sprog, anvendtes især i indiske religiøse, sprogvidenskabelige og litterære tekster fra ca. 1200 f.Kr. til ca. 400 e.Kr.
Francaisenfransk selskabsdans i seks ture.
Tunges Rageknivspiller på det bibelske udtryk »Din Tunge tænker paa idel Skade; som en skærpet Ragekniv giør den Svig« (Salmernes Bog 52,4, her citeret fra den autoriserede oversættelse fra 1740), dvs. en skarp, ondskabsfuld og spottende tunge.
Rageknivbarberkniv.
81
Fori stedet for.
Petrarkden italienske humanist og forfatter F. Petrarca, især kendt for sine kærlighedsdigte, der inspirerede til den senere forfinede kærlighedslyrik (petrarkismen).
Sonetterdigte bestående af 14 verslinjer på hver 11 stavelser, opdelt i to kvartetter a fire verslinjer og to terzetter a tre verslinjer.
Dit lille h med sine tvende StregerH.C. Andersen lod fra august til december 1827 offentliggøre seks digte under signaturen »h – –«, hvoraf »Dykker-Klokken« var det sidste; fem i Kjøbenhavns flyvende Post (BFN 11-12 og 14-16) og ét i Kjøbenhavnsposten (BFN 13).
Kotzebue … Sandaf politiske motiver myrdede den tyske student K.L. Sand 23. marts 1819 den tyske forfatter A. v. Kotzebue.
Hvad ellereller.
Claurenpseudonym for den tyske forfatter K.G.S. Heun, forfatter af platte og sentimentale romaner.
excerpeerteafskrevne efter, uddragne af.
lafontainiskefter A.H.J. Lafontaine, tysk populærforfatter især kendt for sine sentimentale romaner.
Frændervenner, slægtninge.
forsagefortvivle, miste modet.
Socrates … Giften tømmeden græske filosof Sokrates blev dømt til døden, anklaget for at indføre nye guddomme og at fordærve ungdommen; straffen bestod i at drikke gift, if. traditionen skarntydesaft.
aarletidlig.
Adjutantadjudant; officer, der gør tjeneste som sekretær og medhjælp for en højere rangeret militærperson.
forefor; gammel datid-/præteritumsform af fare.
Ha sieh … Zunder(tysk) Ha se! Ha se! på et øjeblik, hu, hu! et gyseligt mirakel ... stykke for stykke faldt af som mørt trøske (råddent træ, der kan virke selvlysende på grund af svampeangreb); citat fra tredjesidste strofe af G.A. Bürgers spøgelsesballade »Lenore« (jf. ovenfor).
Carmen(latin) digt.

Ved en Tragedies Dödsfald

Først kendte tryk i Tillægsblad, af Moerskabs-Læsning og Curiosa (tillæg til Fyens Stifts Avis, og Avertissementstidende), 14. august 1829 (BFN 37). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

831: titel: Dödsfald < Dødsfald | 2-4: intet motto | 6: forbi! < forbi. – | 8: Recepter < Facaster | skrev. < skrev | 9: Barn, < Barn! | 10: tynd < rund | Jord! < Jord; | 11: ihjel – < ihjel. | 13: med Trompeter. < i Trompeter, | 14: Vee, < Ven! | Vee < Ven, | Poeter!!! < Poeter.
83
leicht ging er … Rooscitatet af Richard Roos (pseudonym for den tyske forfatter K.A. Engelhardt) har ikke kunnet lokaliseres.
Veesmerte; ulykke, sorg.

Aften-Landskab

Først kendte tryk i Repertorium for Moerskabslæsning, nr. 13, 12. august 1829 (BFN 36). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

842: Rødt, < Rødt; | 4: Ryg, < Ryg; | 11: og < og med | 15: og < og af | 18: Kind, < Kind; | 20: Høienloft < høien Loft | 23: Bonde < Bondemand | 26: Kirkegaards-Muren < Kirkegaardsmuren | 28: Haar, < Haar; | 29: staaer; < staaer. | 30: Skjød, < Skjød; | 32: to – – < to, | 33: Ro < Roe
84
(hus)dyr.
Rævebælgræveskind.
Pjøspyt.
Høienloftfornem sal, højsal; anden etage i middelalderligt træhus.
Koftkofte; hofte- el. knælang trøje af stof el. skind.

Cometen. Et Sagn

Først kendte tryk i Digte. BFN 55

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

86,11curere! < curere!«
86,19Apothekets < Avothekets
88,12ei han kom, < ei han kom.
85
Terneregentlig tjenestepiger.
fly(ede)flyve.
I lovligt Kaldudførende sit arbejde.
bespændte (Lænder)spændte, udspilede.
Boreasi græsk mytologi nordenvinden.
Niagarervel hentydning til vandfaldet Niagara Falls i staten New York i USA.
86
vederfarethændt, overgået.
Mavesnapssnaps som middel mod maveonde.
Niobei græsk mytologi dronning i Theben, som af stolthed over sine 14 børn hånede gudinden Leto, der kun havde børnene Apollon og Artemis; til straf dræbte de alle hendes børn med pile, og af smerte blev hun til sten.
Substitutstedfortræder; medhjælper.
Veeulykke.
brændbar Luftbrint.
88
didderhen.
thi falder hun i Daanenderfor besvimer hun.
ikkunkun.
Tappenstregenmilitært signal, som om aftenen angiver, at tropperne skal begive sig til ro.
Qvadrant(er)instrument til måling af himmellegemers højde.
excentriske (Ellipser)som ikke har noget fælles midtpunkt; hentydning til kometens elliptiske bane.
ueensuenige.
Tomer(bog)bind.
Planetenhovedet, ansigtet; panden.
89
Jømenijemini; udråb, der udtrykker beklagelse e.l.; herregud.

Sjælen

Først kendte tryk i Scandinavisk Nytaarsgave for Aaret 1828, januar 1828, under mærket »H – – « (BFN 17). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket er af et sådant omfang, at førstetrykket her gengives in ekstenso:

Själen

Væsen, du som mig opliver,

Aand, som lever i mit Bryst!

Du, som Liv og Kraft mig giver,

Higende mod Lysets Kyst!

Er du vel en Guddoms Aand,

Som forvildet sank fra Himlen,

Og nu under Stövets Baand,

Sjunken dybt fra Stjerne-Vrimlen,

Venter paa den nye Vinge

Som skal dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter dig du Höie,

Du jo selv dig ei forstaaer,

Drömme svæve for dit Öie

Og en Evighed dig spaaer.

Naar den tunge Jord-Dragt falder,

Hvorhen da mon Veien gaaer?

Hvor mon Herren dig da kalder?

Straaler da for dig i Döden

Evig Dag bag Morgenröden?

Skal endnu du her vel vandre,

Skjönt dit Stöv er bragt til Ro?

Skal, skjönt useet af de Andre,

Du endnu paa Jorden bo?

Skal du see det Fröe sig hæve,

Som din Haand her saaede ud?

Skal du fra dets Krone svæve,

Nærmere mod Lysets Gud?

Skal Du end herneden skue,

Större Glimt af Almagts Lue?

Skal du useet kunne svæve

Did hvor Længsel driver dig?

Skal du blandt de Elskte leve

Som en Engel lykkelig?

Vil da lyst for Blikket staae

Hvad ei Stövet kunde fatte?

Skal som Tanken du udgaae

Skue alle Jordens Skatte,

Og i Aande-Vrimlens Klynge,

Ære, Priis, Alherren synge?

Eller skal du dristigt svinge

Dig i det umaalte Blaae?

Höre Sphærerne at klinge.

Og den dybe Klang forstaae?

Eller er det i det Fjerne,

Höit, hist under Himlens Blaae,

At du paa en venlig Stjerne

Först fra Stövet luttres maae,

För du med de Engle glade,

Kan Dig i Guds Straaler bade?

Eller – nei! – ha fæle Tanke!

Aand forgaaer du ved vor Död?

Skal saa kort mit Hjerte banke,

Og forgaae i Intets Skjöd?

O hvi maatte du da brænde

Længselsfuld mod Himlens Fred.

Hvorfor mon da Herren tænde

Anelse om Evighed?

»Lev og nyd!« blev da, o Gud!

Livets store, sande Bud.

Nei o Aand du lever! lever!

Ellers var jo Gud ei Gud!

Til en Salighed du svæver,

Som kun Engle stamme ud.

Som paa Tankens stærke Vinge

Du kan her hver Gjenstand naae,

Skal, som Aand du frie dig svinge,

Skue Alt og Alt forstaae.

Fortid, Nutid, Fremtid skue,

Luttret ved Gud Faders Lue!

90
Unendlichkeit kann … Tiedge(tysk) Uendelighed kan kun anes af det væsen, / som er udvalgt til uendelighed; citat fra C.A. Tiedges lyrisk-didaktiske digt Urania, 1801, 3. sang, vers 184 f.
Støv(et)menneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl.
Jord-Dragtkrop.
91
umaalteuendelige.
Sphærerne at klingejf. ældre forestillinger om meget smukke toner, der var frembragt af himmellegemernes bevægelser, men som ikke var hørlige for mennesker; her også som udtryk for en ophøjet (åndelig) oplevelse.
hvihvorfor.
Lev og nydmåske henvisning til den apokryfe Siraks Bog 14,16: »Giv og tag, og nyd livet, for i dødsriget findes ingen fornøjelser«.

Recension

Først kendte tryk i Digte. BFN 56

92
Recensionanmeldelse.
Genietalent, skabende evne; (skaber)ånd.

Tyveknægten

Først kendte tryk i Nyt Repertorium for Moerskabslæsning, bind 1, nr. 1, 4. november 1829 (BFN 48). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

93,13spise!« < spise!«

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

931: titel: Tyveknægten < Tyveknägten | 6: Kind < Kind, | 7: Smerte, < Smerte; | 8: ind; < ind, | 9: hver < hvert | 10: Men < – Men | Slægt, < Slægt | 13: spise! < spise!!!
93
Noernor; sødt el. hjælpeløst lille barn.
Fader vorJesu Fadervor; jf. Matthæus 6,9-13.

Ingenting og Noget

Først kendte tryk i Læsning for Den fine Verden. Et poetisk Qvartalsskrift, første hæfte, 1829 (BFN 33). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

943: Ja, < Ja! | 5: mueligt < muligt | 8: omkring; < omkring: | 9: ynker < ynder | 14: Drey, < Drey | et < eet | 15: af < fra | 16: sær < sær, | Smaa-Ting < Smaa-Ting | 20: Ingenting. < Ingenting,
94
Før Chaos … omkringjf. 1. Mosebog 1.
(hus)dyr.
Kassekingkaseking; egentlig slåbrok, kappe e.l.
Ein, Zwey, Dreyein, zwei, drei (tysk) en, to, tre.
Fløi af et Ribbeenjf. 1. Mosebog 2,21-22.

Klintekorset paa Möen

Først kendte tryk i Digte. BFN 57

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

96,22blege Mø, < blege Mø.
96,24Klinte-Drot. < Klinte-Drot.«
96,25Dig, Jæger, < Dig Jæger
96,29Brudgom, < Brudgom
96,35Døden, < Døden
97,9kommer, < kommer
97,10din Brud!« < din Brud!
95
længe alt før Tidenlænge før tiden; alt for ung.
jordedebegravede.
Haugehave.
blaaneblive mørk.
Arconeforbjerget Arkona på den tyske ø Rügen, der, som Stevns Klint, bl.a. består af kridt.
qvægedelindrede, forfriskede.
Klintekongebor ifølge folketroen inde i kridtklinten; jf. Thiele 1, 1, s. 97 ff.
96
Karmenkareten.
og (Arconas)også.
Drotkonge, hersker.
Spiirscepter.
fortvidere.
DronningstolenDronningestolen; højeste punkt på Møns Klint, 128 meter over havet.
Vangmark.
(Lærker) slaaesynger.
97
Alt (Vinterstormen)allerede.
ikkunkun.
Sneefogfygende sne.
Skovtyv(en)person, der stjæler brænde e.l. fra en skov.
røgtepasse.
Alt rysterryster.
98
Alt mangemange.

Hjerte-Suk til Maanen

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 86, 26. oktober 1827, under mærket »h – –« (BFN 15). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

992-4: motto: – – – Liebe / Kennt der allein der ohne Hoffnung liebt. / Schiller < – Ach! warum sah ich dich? / O warum lehrtest du die Liebe mich? / Wieland | 7: Ak < Ak, | 10: eensomt vi < vi saa taust | 11: af < ad | 12: gode, < gode | 16: Lille < lille | 17: spillet < spilled | 23: O < O, | 27: Ak men mig, < Ak, men mig | 28: kristeligt < christeligt, | 29: sukked’ < sukked | 30: Grammatikken < Grammatiken | 31: Ak, < Ak!
99
Liebe … Schiller(tysk) elskov / kender kun den, som elsker uden håb; citat fra Schillers Don Carlos. Infant von Spanien, II,8, 1787 (dansk Don Karlos, 1812).
Huldeskønne.
(hviler) altallerede.
Maanen trækker Vandder tænkes på tidevandet, hvor månens tyngdekraft så at sige trækker vandet mod det punkt på jorden, der er nærmest månen.
den Tid … Lillehentydning til Jens Baggesens digt »Da jeg var lille« fra H.W. Riber Poesier. Første Samling, 1785, hvor det hedder: »Der var en Tid, da jeg var meget lille«.
Skorsteen, Klink og Pindgamle børnelege, jf. Tang 2077, 3367-3369.
fik Riis … vildefik prygl uden at ville have det.
Superlativhøjeste grad el. form.
Kjole-Fikkenlommen på en frakkelignende mandsdragt med ærmeopslag og vide skøder.
Werthertitelfigur i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820).

Skolemesteren

Først kendte tryk i Digte. BFN 58

100
vil i Pandenvil (ønsker) skal være i hovedet.
Badens GrammatikJacob Baden Forelæsninger over det Danske Sprog, eller Resonneret Dansk Grammatik, 1785.
skidensnavset, beskidt.
Straffe-Retegentlig domstol, der behandler straffesager.
nætnet, behændigt.
Produktendefuld, prygl, afstraffelse.
Fuxenden dårligste elev i klassen, nummer sjok.
korser sigslår korsets tegn.

Studenten

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 141, 4. September 1829 (BFN 43). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1018: Horats < Horats, | 26: Plaseer < Plaiser | 27: Poeter, < Poeter; | 32: en < sin
101
Homerifølge traditionen forfatter til de oldgræske eposer Iliaden og Odysseen.
Horatsforfatter til fx Carmina, Epistulae og Ars poetica.
Tællelyslys af talg.
Talarlang kappe.
Glarglas.
Hosebeklædningsgenstand, som sidder tæt om benet fra hoften og ned, evt. med fod.
Thi (flagre)derfor.
Plaseerplaser; morskab, spøg.
Povel og PeterGud og hvermand; alle og enhver.

Holger-Danske

Først kendte tryk i Digte. BFN 59

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

103,12min Arm? < min Arm?«
102
Holger Danskesagnhelt, som oprindeligt optræder i den middelalderlige sagnkreds omkring Karl den Store og hans helte under navnet Ogier le Danois. Han indføres i dansk litteratur med den danske bearbejdelse af den norske Karlamagnús saga (1250) fra 1480 og Christiern Pedersens oversættelser af Karl Magnus-krønike og Kong Olger Danskes Krønike, begge 1534. I 1800-tallet bliver han symbol på den nationale kampånd, der vækkes af sin dvale i farens stund; en statue af ham er placeret i Kronborgs kasemater.
gothisk, gamlefra middelalderen; ærværdige.
Kullenhalvø mellem Skälderviken og Øresund.
Gammen(s)glæde, fryd.
Punsche-Bollenstor skål til punch e.l.
Betræk(kets)gobelin.
Kassematkasemat; bombesikkert rum til opbevaring af våben og ammunition el. som opholdssted for mennesker i tilfælde af belejring.
Digther: opspind, løgn.
Togetoptoget.
103
alt kjølerkøler.
hvaltehvælvede.
Aasynansigt.
Drots ved høien Mastkong Christan 4.; jf. romancen »Kong Christjan stoed ved høien Mast« fra J. Ewalds syngespil Fiskerne, 1779, med musik af J.E. Hartmann.
Slaaeslå; metalstang til at skyde for en dør for at spærre den.

Den 1ste August 1829 (Til Kronprindsesse Caroline)

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 127, 11. august 1829 (BFN 35). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1052: Caroline < Caroline | 4: skued’ < skued | 12: stod < blev | 17: din < Din | 24: Din < din | 30: »Han < Han | det!« < det!
105
1ste August 1829 … Carolinearveprinsesse Caroline, kong Frederik 6. og Marie Sophie Frederikkes datter, blev gift 1. august 1829 med arveprins Frederik Ferdinand.
første (Datter)fineste.
Frænde(ns)ven, slægtning.

Moderen med Barnet

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 133, 21. august 1829 (BFN 38). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1063: smukt; < smukt, | 5: ere < er’ | 8: qvid’re < qvidre | 9: synker – < synker, | 10: Aftensol < Aftensol, | 13: Skjød; < Skjød,
106
synker halv i Knæhænger pga. slid og alder.
(Kinden) luerskinner el. stråler rødt (pga. af varme).

Flyttedagen i April

Først kendte tryk i Digte. BFN 60

107
alt (deroppe)allerede.
løber der Aprilbliver narret.

Phantasie og Vanvid

Først kendte tryk i Læsning for Den fine Verden. Et poetisk Qvartalsskrift, første hæfte, 1829 (BFN 32). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

109,10han grunder < hun grunder
111,20ned.« < ned.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1091: titlen: og er sat med mindre skrift | 2: Afgrunds Randen < Afgrundsranden | 8: Labyrint < Labyrint, | hvor < hvor, | 9: stor.« < stor«. | 10: Men < Men, | 12: stige < stiger | 13: Mørk < Mørkt | 15: Dreng; < Dreng. | 18: staae, < slaae; | 19: Dem < dem | slaae; < slaae. – | 20: Hiin < Hin | 21: skuer < skuer, | 23: synger < synger, | slaaer, < slaaer; | 26: baccantisk < bacchantisk | 28: Halv < Halvt | halv < halvt | 30: Børn?« < Børn«? | Den < den | 32: er’ < er | 33: Kom < Kom, | 34: Did < did | ...... < .... | 35: Læbe. < Læbe: | ej blank linje efter Læbe.
1106: Phyllis < Pyllis | Bryst, < Bryst; | 7: Dem < dem | 8: Grønne. < Grønne. – | ej blank linje efter Grønne. | 9: Fjeldet, hist < Fjeldet hist, | 10: Kongesal < Kongehal | 17: Fjeldets dybe Grotte; < Troglodyttens Grotte, | 19: Trylleslotte < Trylle-Slotte | 24: Drømme-Land < Drømmeland | 26: Trylle-Verden < Trylleverden | 27: De < de | 29: Kamp < Trang | 35: underfuld, < underfuld; | 36: Snekke. < Snekke; | 37: Uveirs-Sky < Uveirs-Skye | 38: Grund. < Grund; 111 1: Strømme. < Strømme: | 2: Du < du | 8: var; < var: | 10: Nei, < Nei! | 11: Du < du | 12: fine, < fine | 13: Din < din | 17: Men vogt Dig < Men, vogt dig | Du < du | 19: Dig < dig | Salighed; < Salighed: | 20: Dig < dig | ned.« < ned. –
109
Hvohvem.
Hjeroglypherhellige, indhuggede tegn; billedlignende skrifttegn fra oldtidens Egypten.
baccantiskbakkantisk, løssluppen; jf. den romerske vingud Bacchus.
alt den kjæreden kære.
Did lad os stræbelad os skynde os derhen.
110
Tidt sidder jeg … Phyllisjf. Vergils hyrdedigtning, fx de to første verslinjer i den første ekloge: Tityre, tu patulae recubans sub tegmine fagi / silvestrem tenui musam meditaris avena (latin) Tityrus, du, der ligger under den brede bøgs tag, og spiller en sang fra skoven på din spinkle fløjte; i andre af eklogerne optræder Phyllis ofte som navnet på den elskede hyrdinde.
Aaslangstrakt højdedrag.
De jo … De migDe, dvs. de.
Snekkemindre sejlskib.
luerstråler.
111
Cherub(ers)kerub; englelignende væsen, som ifølge Det Gamle Testamente står vagt om Gud og Paradisets Have.

Fastelavn (En Skizze)

Først kendte tryk i Digte. BFN 61

112
Togetoptoget.
Skalmeieskalmeje; folkeligt træblæseinstrument med et mundstykke, der minder om oboens.

Martsviolerne

Først kendte tryk i Digte. BFN 62

113
Glarglas.

Capriccio

Først kendte tryk i Digte. BFN 63

114
Capricciomuntert musikstykke i fri form.
passiaretaler sammen, konverserer.
Hangnedhængende løv.
Thiderfor.
knixeneje.
med (de smaae)såvel som.
vel ved Magtvelhavende.
næbbeskærligt nappe el. pille ved hinandens næb.

En fæl Historie

Først kendte tryk i Digte. BFN 64

115
Drottenkongen, herskeren.
Knævlenknebelen; den bevægelige metalstang, som er ophængt indvendig i en klokke, og som får klokken til at ringe, når den slår mod dens side.
Spieß(’s)den tyske forfatter C.H. Spieß var især kendt for sine ofte uhyggelige røver- og ridderromaner.

Regnveir

Først kendte tryk i Repertorium for Moerskabslæsning, nr. 20, 30. september 1829 (BFN 46). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1162: i Vand < I Vand | Gaden; < Gaden. | 3: Kom < Kom, | 5: Klæderne. < Klæderne, | 7: Vande; < Vande. | 9: paa, < paa – | Sko < Skoe | forlise. < forlise! | 10: – – – < – – | 11: Skjøn-Jomfru < – Skjøn Jomfru | Taa-Spids < Taaspids | hopper; < hopper. | 12: Officeer < Officeer, | Sporer < Sporer, | følger. < følger, | 14: Papir < Papiir | Blade; < Blade: | 15: paa Stræde og i Gade < i Stræde og paa Gade | 16: – Nu < – – Nu | Vandet < Regnen | det < den
116
Niagaravandfaldet Niagara Falls i staten New York i USA.
Thi Heldderfor er det et held for.
Folk og Fæmennesker og (hus)dyr.

Snee-Dronningen

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 43, 17. marts 1829 (BFN 25). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1172-4: intet motto | 5: Snee; < Snee, | 9: stille, see Hjulet staaer. < stille; Drivhjulet staaer. – | 10: Snart < – Snart | 11: hei < hei, | tre, < tre! | 14: Kind. < Kind – | 15: Snee-Dronningen < – Sneedronningen | 17: ved Snee-Lysets Skjær; < i Sneelysets Skjær; – | 18: Hjertenskjær, < Hjertenskjær! | 21: Snee-Flokkene < – Sneeflokkene | tæt. < tæt. – | 23: Hvor Snee-Dyngen < – Hvor Sneedyngen | 24: Brudeseng!« < Brudeseng!« – | 26: Snee, < Snee. | 27: Et < – Et | 30: saa sødt < sødt | Brude-Seng < Brudeseng | 31: Den Pigelil ængstes, < – Den Pigelil ængstes; | gaaer, < gaaer; | 32: Men < – Men
117
Sundets vågor … TegnérSundets wågor / sofwa kring den frusna kust (svensk) sundets bølger / sover ved den frosne kyst; citat fra første strofe af E. Tegnérs digt »Wintern« i Iduna, 8. hæfte, 1820, under mærket »T-R.«.
Snee-Flokkenesnefnuggene.
Ringdandsegentlig dans, hvor de dansende danner en ring el. kæde.

Mosters Skiærmbræt

Først kendte tryk i Digte. BFN 65

118
Skiærmbrætfritstående (dekoreret) plade brugt som afskærmning mod fx nysgerrige blikke, træk, varme el. stærkt lys.
Jonas blev af Hvalen slugtJonas’ Bog 2,1 ff.
Taft(s-Gardiner)tætvævet, blankt og knitrende stof.
klinetklæbet, klistret.
Adam og Eva … imodjf. 1. Mosebog 3.
Kain flygtede … Pandejf. 1. Mosebog 4,15 f.
Syndflodens Vande … Oliebladjf. 1. Mosebog 6 ff.
Hagar … Skjødjf. 1. Mosebog 16,7 ff.
Sodom’ … Flamme-Glødjf. 1. Mosebog 19,2324 f.
Josephs Klagervel henvisning til 1. Mosebog 37 og 39, hvor Josefs brødre sælger ham til midjanitiske handelsmænd, som tager ham med til Egypten og sælger ham til Faraos hofmand, egypteren Potifar.
Pharao … Plagerjf. 2. Mosebog 7,14 ff.
med samtmed alle.
Moses … Canaans-Landetjf. 2. Mosebog 13,17 ff.
Jephtas Datterjf. Dommerbogen 11,30 ff.
Did hen3derhen.
Samsonjf. Dommerbogen 13-16.
Ruthjf. Ruths Bog 1,4.
Drottenkongen, herskeren.
119
bange Saul … Grottenjf. 1. Samuelsbog 28,3-25.
Kong David … Haandhentydning til det harpelignende instrument, hvorpå kong David spillede, jf. fx 1. Samuelsbog 16,23; Salmernes Bog blev antaget for at være forfattet af kong David.
Hist førtes … Minerjf. 2. Kongebog 2,24-25.
Da lyste Stjernen … Jesu-Barnets Fodjf. Matthæus 2,9-1, og Lukas 2,13-16.
kjendtgenkendt.
en lille Dreng … Pileden græske kærlighedsgud, Eros (latin: Amor), fremstilles ofte som et drengebarn med bue, pil og kogger.

Til min Moder

Først kendte tryk i Repertorium for Moerskabslæsning, nr. 9, 12. juli 1829 (BFN 34). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1203: Kraftløshed < Kraftløshed, | 4: Gud; < Gud. | 7: O, < O | 8: Og hvad < Hvad da | 9: evig, < evig | 10: Saaledes < Saaledes, | 12: Og < Naar | værdigt < værdig | 14: Og som en Virak Guddoms Thronen naae; < Hver Barndoms Drøm kan ikke reent forgaae. | 15: Saa vil Du glædes, < Ja Du vil glædes; | vil < skal | 16: skal < vil | Aft’nen < Aftnen | 17: Barndoms Tid < Barndomstid | 18: stærk < stærkt | from < fromt | enfoldig, blid. < enfoldig blid. – | 19: Moder, < Moder! | 20: ene skyldes Dig, < skyldes ene Dig; | 21: Held < Huld | 22: Nei < Naar | hører < elsker | 24: Din < din | Modertaare < Moder-Taare | 26: Bøn! < Bøn.
120
Viraklovprisende hyldest.
forlenertildeler.

Risens Datter

Først kendte tryk i Digte. BFN 66

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

122,29Bondemand! < Bondemand!«
123,4Kræ.« < Kræ.
122
Risenskæmpens.
Fjerdingveikvart mil.
Blodmenneske.
pikantinteressant.
Øxneokser.
123
prækarakteren præ ceteris (latin) frem for de øvrige, højeste karakter ved en eksamen.
BlumenbachJ.F. Blumenbach Handbuch der Naturgeschichte, 1779 (dansk Haandbog i Naturhistorien, 1793).
Ramseremse.
Linnéden svenske naturforsker C. v. Linné.
Infusoriumencellet dyr.
Collegiumegentlig auditorium e.l., hvor der afholdes (universitets)forelæsninger.

Aftenen (Et Træsnit)

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 66, 17. august 1827, under mærket »h – –« (BFN 11). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

124,21elskte Hjem, < elskte Hjem.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1243-4: intet motto | 6: Hindostan < Hindostan | 7: taler, < taler! | 8: Maler! < Maler. | 22: Nødehække < Nøddehække | 31: Hytten, < Hytten
1252: Werther < Werther | 4: grønne < gule | 5: woher < woher | 7: han vel stae saa længe < vel han staaer saalænge | 8: man kan ei Alting vide; < hvor kan man Alting vide?
124
Anch’ io … Coreggio(italiensk) også jeg er kunstmaler; anekdoten fortæller, at den italienske renæssancemaler Correggio, efter i længere tid at have studeret et maleri af Rafael, udbrød: Anch’»Ach’ io son pittore«.
HindostanHindustan; oprindelig betegnelse for Nordindien, landområdet mellem Vindhyabjergene og Himalaya.
Fugleskræmmefugleskræmsel.
RocinanteRosinante; navnet på Don Quixotes hest i Cervantes’ roman El ingenioso hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615 (dansk Den sindrige Herremands Don Quixote af Mancha Levnet og Bedrifter, 1776-1777).
flakteflækkede.
ikkunkun.
Phantasusifølge den romerske forfatter Ovids Metamorfoser, 11,641 ff., en af drømmeguderne, der tager skikkelse af alle mulige livløse genstande.
halvtredjeto en halv.
125
Werthertitelfigur i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820).
woher(tysk) hvorfra, hvoraf.
ud i Vesterlidemod vest.
En Gal … Poetjf. Shakespeare A Midsummer Night’s Dream, V,1, hvori det hedder: »The lunatic, the lover and the poet / Are of imagination all compact« (i Oehlenschlägers oversættelse, En Skiærsommernats Drøm. Lystspil, 1816: »Vanvittige, Forelskte og Poeter / Er sammensat kun af Indbildninger«).

De Danske og deres Konge (En Skizze fra den 11 Februar 1659)

Først kendte tryk i Digte. BFN 67

126
deres KongeFrederik 3.
11 Februar 1659stormen på København; svenskernes angreb, som danskerne med succes nedkæmpede, under Karl Gustaf-krigene 1657-1660.
Alt reiser Vint’renvinteren rejser.
Alt eier … døemens adel og rigsråd flygtede under belejringen af København i forbindelse med Karl Gustaf-krigene 1657-1660, som endte med, at den danske konge tabte Skåne, Halland og Blekinge, forblev kong Frederik 3. i byen med de legendariske ord »Jeg vil dø i min rede«.
Alt eier Fjendenfjenden ejer.
Dødningskarerskarer af døde.
paa Standuden ophold el. tøven.
127
te deumegentlig forkortet af Te Deum Laudamus, førstelinje af latinsk hymne fra det 4. århundrede (dansk O store Gud! vi love dig, 1528); her: lovsang.

Dödsöieblikket

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 152, 24. September 1829 (BFN 45). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1281: titel: Dödsöieblikket < Döds-Øieblikket | 2-5: intet motto | 6: det < det, | det luttres < – Det luttres | Sands; < Sands! | 7: Straaleglands < Straale-Glands | 9: løsner < løsne | 10: I Døden faae vi Vinger, < »I Døden faae vi Vinger« – – | Smaae, < Smaae. | 11: Ja Aanden den < – Ja Aanden den | overgaae! < overgaae. | 12: Systemer < Systemer, | Miden < Midden | 13: Fylde < Fylde, | 14: skuer < skuer, | 15: Kyst. < Kyst! | 16: Hjerter < Hjerte | læser ret, < skuer ret; | 17: vi < de | 19: Dem ei Vee. < dem ei Vee! | 20: store, < Store | smaae, < Smaae – | 21: forstaae? < forstaae! | 22: Jeg < – Jeg | Tro, < Tro – | 23: Ro! < Ro.
128
Wenn die unbekannte … Jean Paul(tysk) når den ukendte hånd sender den sidste pil af sted mod menneskets hoved, så bør han sænke hovedet forinden, og pilen løfter blot tornekronen fra hans sår; citat fra Jean Pauls (pseudonym for J.P.F. Richter) Hesperus, 4. Hundposttag, 1795; hvor H.C. Andersen skriver »sendet,« og »blos«, har Jean Paul »sendet:« og »bloß«.
Brødresmedskabningers.
gjorte … Veegjorde Dem ikke ondt, voldte Dem ikke smerte.
som (i smaae)såvel som.

Amors Spillekort

Først kendte tryk i Digte. BFN 68

129
Amor(s)den romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.
Herre-Bladbilledkort i et korstpil.
bliver … vaeropdager.
Herrekortbilledkort i et kortspil.

Oldtids huuslige Liv

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 133, 21. august 1829 (BFN 42). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1312: Ak, < Ak | Dalen! < Dalen, | 4: er < sees | 7: Øl, < Øl | 8: Børn < Børn, | Figuren, < Figuren | 9: De < de | klædt’ < klædt | 10: Flæske-Been < Flæskebeen | 11: faaer, < faaer – | 12: ud, < ud | 14: barnlig < barnligt
131
luerbrænder.
hvaltehvælvede.
Bryggerkarstort kar, der anvendes ved ølbrygning.
Ternertjenestepiger.
Hose(r)beklædningsgenstand, som sidder tæt om benet fra hoften og ned, evt. med fod.

Östergade, poetisk betragtet

Først kendte tryk i Kjøbenhavns-Posten, nr. 50, 29. marts 1829 (BFN 26). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

133,18Nicolai; < Nicolai

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1331: titel: Östergade < Østergade | 3-6: intet motto | 11: vi < vi, | 15: Ja < Ja, | 18: Nicholai < Nicholai; | 24: Examens Perle < Examens-Perle | 26: Rundt om < Rundtom | 30: Østergade. < Østergade! | 32: Himmel; < Himmel. | 33: ha, < ha
1344-5: linjer ej med | 11: Gjorte < Gjorde | 17: Een. < Een; | 19: Blaae-Violer < blaae Violer | 30: Harmonie < Harmoni | 31: Gudinder. < Gudinder. – | 34: Jürgensen < Jürgensen,
1353: forbi; < forbi: | 5: kjende < kjende; | 7: Komedie Placater < Comoedie-Placater | 8: spiller, < spiller; | 9: Tragedier < Tragoedier | 11: Ny-Torv < Ny-Torv | 12: Theatret vel < Theateret | 16: Stade; < Stade.
133
ÖstergadeKøbenhavns mondæne strøggade.
Wandl’ im … Tieck(tysk) Gå omkring i det grønne; / Vil du forstå blomsterne, / Må du først gå igennem skoven; citat af Ludwig Tiecks digt »Wald, Garten und Berg« fra femte akt af Tiecks satiriske drama »Prinz Zerbino, oder die Reise nach dem guten Geschmack, gewissermaßen eine Fortsetzung des gestiefelten Katers« fra Romantische Dichtungen, bind 1, 1799.
Promenadegåtur.
Hois’s BoutikJ. Hois’ isenkræmmer, kunst-, gallanteri- og korthandel i Østergade 56.
Glimmer-Guldtyndt udhamret messingblik.
Hestene … i Halenhentydning til en såkaldt »piv i røv-fløjte«, her formet som en hest, hvor man blæser i halen.
Nicolaiden daværende Nikolaj Kirke på Nikolaj Plads i København.
EfterslægtenEfterslægtselskabets Skole, åbnet 1787 på initiativ af Selskabet for Efterslægten som borgerlig realskole for drenge; havde fra 1790-1913 til huse i Østergade 54.
Beklappesegentlig applauderes, klappes af; her: klappes.
Ferlestrafferedskab, der består af en kort stok med en kugle el. plade for enden, tidligere brugt til at slå børn over ryggen el. i håndfladen med.
dimittere(s)egentlig sende bort, her med afsluttede eksamen.
Brummers Stueder hentydes til den københavnske universitetsboghandler J.C.F. Brummer, hvis boglade lå i Efterslægtselskabets gård i Østergade.
134
Giggerlette enspændervogne med to hjul.
Gjorte eihvis ikke ... gjorde.
luerbrænder.
Sølverskyersølvfarvede skyer.
Aviscontoir(et)kontor e.l., hvor man indleverer annoncer, artikler, anmeldelser m.m. til optagelse i en avis; her måske hentydning til kontoret på Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adressecomptoirs Efterretninger (Adresseavisen).
fortvidere.
de ni Gudindermuserne; Zeus’ og Mnemosynes ni døtre er gudinder for videnskab og kunst.
Jürgensenhofurmager F. Jürgensen i Østergade 24.
Glarglas.
bliver vaeropdager.
ved Enden altved enden.
ApotheketSvaneapotheket i Østergade 18, på hjørnet af det nuværende Ny Østergade.
135
Febergyssitren el. skælven pga. feber.
Slikkeriegentlig slik.
kjendegenkende, se.
mutationum mater(latin) forandringernes moder.
Vaudeviller(muntre, lette) syngestykker med vægt på intrigen; franskinspireret genre, der indførtes på Det Kgl. Teater af J.L. Heiberg i sidste halvdel af 1820’erne.
Kjole eller Trøiebeklædningsgenstand til henholdsvis mænd og (halvstore) drenge.
Ny-Torv … Theatretdet nuværende Kgs. Nytorv og Det Kgl. Teater.

Morten Lange

Først kendte tryk i Digte. BFN 69

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

136,23Ridder Rød < Nidder Rød
136,26ringed’, < ringed’
137,20han døde < han Døde
137,36os kjender. < os kjender.«
136
Sydlands-Øfjerntliggende ø langt mod syd.
Thuleet fjerntliggende sted højt mod nord; Norden, Skandinavien.
ved Juletid … spadsereudbredt folkelig forestilling.
Knoklerknogler.
Françaiserfransk selskabsdans i seks ture.
Thi (haaber)derfor.
trojanske Krigdet græske epos Illiaden omhandler den trojanske krig; her muligvis hentydning til G. de Columna Historia destructionis Troiae, 1287 (dansk BELLUM TROJANUM: Historiske Beskriffuelse OM den Trojaniske Krig fra Begyndelsen til Enden og huorledis denne Mectige Stad Troja, er paa det sidste aff de Græker offuervunden oc indtagen Aar efter Verdens Skabelse 2782, der Abdon var Dommere i Israel, 1623).
Molboernes Bedrifterhistorier om molboerne er bl.a. samlet i Christian Mangors Beretning om de vidtbekiendte Molboers vise Gierninger og tappre Bedrivter. Dem til Ære og andre til Fornøyelse til Trykken befordret, 1772, og i 1827 i en udgave ved Rasmus Rask.
Octavianusden senere kejser Augustus; der henvises her til folkebogen Keiser Octavian, 1597, og måske til Ludwig Tiecks lystspil Kaiser Octavianus, 1804.
Ridder Rødbl.a. kendt fra folkebogen Lykkens Tumleklode, 1710.
den skjønne Magdelonefolkebogen Magelona, 1583.
den hvide Konespøgelse; jf. E. Scribes syngestykke La dame blanche med musik af F.-A. Boïeldieu, 1825 (dansk Den hvide Dame, 1826, opført første gang på Det Kgl. Teater samme år).
Alt Kanenkanen.
brittisk Brudepar … kjørepga. en stramning i engelsk lov 1754 blev par, der ønskede at blive gift hurtigt, fx fordi de ikke kunne få forældrenes samtykke, nødsaget til at krydse grænsen til skotland, hvor lovgivningen tillod, at man kunne blive gift, blot ved at parret erklærede dette som et ønske over for en præst, en fredsdommer el. to vidner; i grænsebyen Gretna Green blev man typisk viet af smeden.
(Ildlands) Pischeræerpesheræere, ildlændere; egentlig den oprindelige befolkning på øgruppen Tierra del Fuego (Ildlandet), ved Sydamerikas sydspids, hvor der findes mange gletsjerdækkede bjerge.
Mathison’s GedichteF. v. Matthisson Gedichte, 1787.
Fem Tommer … hver Qvindeifølge folketroen var bjergfolk og trolde ikke særlig høje, jf. fx Thiele 1, 1, s. 114 og 2, s. 97.
137
betvingebekæmpe.
Schavlsjal.
Kontenancenfatningen, selvbeherskelsen.
kjendergenkender.
thi (vil)derfor.
Qvidekvide; nød, ængstelse.

De tre Gaver

Først kendte tryk i Digte. BFN 70

138
slaaersynger, slår triller.
grunder altgrunder.
bemaltedekorerede.

Januar (En Skizze)

Først kendte tryk i Digte. BFN 71

139
Wasser ist Körper … Göthe(tysk) Vand er krop og bunden er floden. Det nyeste teater åbner sig mellem bredderne i solens glans; citat fra Goethes digt »Vier Jahrszeiten« (fire årstider), nr. 85, Goethe’s neue Schriften, bind 7, 1800; oprindelig trykt som en del af den med Schiller udgivne »Xenien« i Musen-Almanach für das Jahr 1797, 1796.
gratulerther vel: ønsket godt nytår.
Lignelsenligheden, overensstemmelsen.
galantelegant, fint.
Gevandtlang, vid klædning.
Brødkonenkvinde, der går rundt og sælger brød.

† † † Tanker ved en ituslagen Jydepotte

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 82, 12. oktober 1827, under mærket »h – –« (BFN 14). Optaget i Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

141,21Græd ei, < Græd ei

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

1402: – < – – | 4: Horats < Horat | 7: Det blev Din Lod < Din Lod det blev | 8: altid < var og | samme! < samme. | 13: – Først < Først | atter! < atter; | 15: Ak, < Ak! | 17: gotte, < gotte; | 18: bød < bød, | 19: stille ingetogen, < stille, indgetogen; | 20: stod < sov | Skammelkrogen; < Skammelkrogen. | 22: Maanens Straale flød paa Ruden mild; < Maanen skinnede saa bleg og mild. | 24: hjem; < hjem. | 25: tindre, < tindre; | 27: Ja, < Ja | Heltinde, < Heltinde, – | 28: ej blank linje, men spalteskift efter Minde! | 29: – En < En | 31: Vinger < Vinger, | 32: ej blank linje efter bringer. | 33: note: Er ikke optaget < Maa gjerne optages
1411: – < indryk før Om | Æg < Børn | 2: fat; < fat. | 8: smile; < smile | 10: bringer! < bringer: | 13: gaaer – < gaaer; | 14: Antiquar < Antiqvar | 16: engang matte < eengang monne | 20: spøge. < spøge. – | 21: Malene! < Malene!
140
Jydepotteuglaseret lerpotte fremstillet i de jyske landsogne.
Gravblomst(erne)her: vers til minde om afdød.
minuentur … Horats(latin) de dystre sorger / vil blive dæmpet af et digt (el. sang); citat fra Horats Oder IV,11.
(brudte) Leerspiller på betydningen det (afdøde) menneskelige legeme.
tvættevaske, væde.
Først var Du Leer, nu … atterspiller på begravelsesritualet: »Af jord er du kommet. / Til jord skal du blive. / Af jorden skal du igen opstå«; jf. 1 Mosebog 3,19.
ingetogenindgetogen; tilbagetrukkent, stille, ensomt.
Askepotaskepotte el. askekrukke; også navnet på den i folkeeventyrene ringeagtede og dårligt behandlede steddatter, jf. C. Perraults eventyr »Cendrillon« fra samlingen Les Contes de ma mère l’Oye (gåsemors fortællinger), 1697 (dansk »Askepot eller Den lille Glas-Tøffel« fra Fee-Eventyr, 1820).
Skorsteens-Pibenildfast rør, som opsættes indvendigt i en skorsten for at beskytte denne.
Thi (vil)derfor.
141
(Et) Sekel (gaaer)århundrede; jf. Oehlenschläger »Guldhornene« fra Digte 1803, verlinje 90: »Et Sekel svinder!!«.
Antiquararkæolog.
(Konge-)Støvmenneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl; her: aske.

Dödningen, et fyensk Folke-Eventyr

Først kendte tryk i Digte. BFN 72. H.C. Andersen omskrev siden teksten til »Reisekammeraten« (BFN 279).

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

143,4wahr.« < wahr.
149,6havde seet sig < havde sig
151,3Dronning < Droning
151,10Ahasverus < Ahasverus,
151,22knak!« < knak!
151,24Hunden < hunden
157,35Skoe! < Skoe!«
159,21at savnes < savnes
159,27Prindsessen < Prindssessen
143
Mährchen … wahr(tysk) Digtekunster gør selv det vidunderligste eventyr til sandhed; i udgaven af Werke: vollständige Ausgabe letzter Hand 1-40(-60), 1827-1830(-1842) inddeler Goethe selv sine digte i henholdsvis Lieder, Gesellige Lieder, Balladen, Elegien etc. »Balladen« (bind 1, s. 177-256) indledes med mottoet: »Mährchen, noch so wunderbar, / Dichterkünste machen’s wahr«.
Cycluskreds el. samling.
Elvedgaardhovedgård nordvest for Odense.
Fredrik den Andenkong Frederik 2.; H.C. Andersen gengiver ikke sagnet helt korrekt: Det drejer sig om et dengang ca. 500 år gammelt taxtræ, som ifølge overleveringen skulle have været udskåret i form af tre kroner, da Frederik 2. besøgte egnen (jf. Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, tredie Bind, 1836, s. 244 f.).
Françaiserselskabsdanse i seks ture.
fugtigelettere berusede.
Løgtemænd(ene)lysfænomen over moser o.l.; ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærd), som menes at frembringe dette lys med en lygte for at lede el. lokke nogen i en bestemt retning.
144
Faarekyllingen peebdødsvarsel ifølge folketroen; jf. Thiele 2, III, s. 168.
brustneglansløse, livløse.
Mostspirituøs drik.
mædsketforædt.
hogartskejf. den engelske maler W. Hogarth, især kendt for satiriske og moraliserende sædeskildringer, som fx maleriet af en madglad munk betitlet »O, the Roast Beef of Old England« (o, gamle Englands oksesteg), 1748.
Harlequin(s)optræder i den italienske commedia dell’arte (som opstod i 1500-tallet) snart som enfoldig, snart som udspekuleret figur.
monarkiskenevældig.
145
argantisk Lampepetroleumslampe.
Messe(sangen)katolsk gudstjeneste.
146
Forbud paavarsel om.
147
Løibænk(en)polstret bænk.
Svededug(en)tørklæde til at dække den dødes ansigt.
paa Speculationmed forventning om økonomisk gevinst.
Bladet vende sigændre opfattelse (af den afdøde).
Satan og hans Engleskarejf. Matthæus 25,41.
kneb … i Halsenkværkede, strangulerede.
148
ærlige Rygtegode navn, ry.
kvægendeoplivende.
besprængteoverstænkede.
indvirkedebroderede.
Randselransel; rygsæk.
Fuglen … Pengehentydning til Matthæus 6,26.
149
Ærtsmalm.
fra Bladetefter noder.
150
Riis af Bregnerbundt bregner; ifølge folketroen stod bregnen i forbindelse med overnaturlige kræfter, fordi den kunne formere sig uden almindelige blomster og frø.
knixedenejede.
Kjærtesvendpage, tjener.
151
Dronning Esters deilige HistorieEsters Bog i Det Gamle Testamente.
Bulbiderbidsk hund.
Ahasverus … Mardochæus … Hamannøglepersoner i den dramatiske og blodige fortælling i Esters Bog om kong Ahasverus (perserkongen Xerxes), der forstøder sin dronning og vælger den unge, forældreløse jødinde Ester i hendes sted. Esters jødiske plejefader Mordokaj (Mardochæus) pålægger hende at tie om sin herkomst. Men da den mest magtfulde af kongens mænd, den rænkefulde Haman, beslutter at udrydde alle jøder i perserriget, fordi den kongetro Mordokaj ikke vil ære ham, går Ester modigt i forbøn hos kongen for sit folk. Haman bliver hængt, Mordokaj indsættes i hans stilling, og jøderne får lov til at tage hævn over deres fjender.
Drabanternelivvagterne.
gjorte en dyb Complimentviste ærbødighed, nejede.
tarveligtbeskedent, enkelt.
152
erholdtmodtaget.
dunstede bortfordampede.
153
Carlo Gozzi(’s) … PommeranzerC. Gozzis eventyrspil L’amore delle tre melarance, 1761 (dansk »De tre Pomeranzer« fra Dramatiske Eventyr af Carlo Gozzi, 1821; heri er »Silvio, Ruderkonge, Monarch udi et Rige i Phantasiens Verden«, s. 3).
Pommeranzerpomeranser, appelsiner.
Betlerentiggeren.
Turandotprinsessen i den indisk-persiske eventyrsamling Tusind og én dag, som lod sine bejlere dræbe; samlingen blev oversat til fransk fra tyrkisk i 1710-1712; på dansk 1759.
Kjærlighedshandeladfærd i kærlighedsanliggender.
Skabilonskabelon; her: folkeligt, spøgende udtryk for skikkelse.
Varmebækkenmetalbækken med gennemhullet låg og fyldt med glødende trækul.
154
Ternertjenestepiger.
Werther … Siegwarthhentydning til to følsomme romaner: Goethes Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820), og J.M. Millers Siegwart, eine Klostergeschichte, 1776 (dansk Siegvart, en Klosterhistorie, 1778).
155
Schlafrock(tysk) slåbrok.
Lysthaugelysthave.
Beenradeskeletter.
saligtsaliggørende.
156
Bollebowle.
ret lystigtaf alle kræfter.
hvaltehvælvede.
Glimmerstenesten, der glimrer (som en ædelsten).
Marelokkerifølge folketroen indfiltrede hårlokker fremkaldt af det skræmmende væsen, maren, der rider dyr og mennesker om natten (jf. mareridt).
157
gyldenstykke(s)silkestof med indvævede guld- el. sølvtråde.
claurensksom i de platte og sentimentale romaner af den tyske forfatter H. Clauren (pseudonym for K.G.S. Heun).
158
huldsaligtvenligt (royalt nedladende: nådigt).
160
givne til Priisudleveret til.
sex Aarmuligvis hentydning til de lange ventetider på at få opført et skuespil på Det Kgl. Teater i København.
illumineretoplyst (i festlig anledning).
Funkergnister.
Hofstathof(stab).
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

[tilegnelse] Rime-Djävelen Soldaten Den rädselsfulde Time Nytaarsnat Phantasiestykke i min egen Maneer Svinene Vandrer-Liv Det döende Barn Graat-Veir Kunstner-Livet Dykker-Klokken Ved en Tragedies Dödsfald Aften-Landskab Cometen Sjælen Recension Tyveknægten Ingenting og Noget Klintekorset paa Möen Hjerte-Suk til Maanen Skolemesteren Studenten Holger-Danske Den 1ste August 1829 Moderen med Barnet Flyttedagen i April Phantasie og Vanvid Fastelavn Martsviolerne Capriccio En fæl Historie Regnveir Snee-Dronningen Mosters Skiærmbræt Til min Moder Risens Datter Aftenen De Danske og deres Konge Dödsöieblikket Amors Spillekort Oldtids huuslige Liv Östergade, poetisk betragtet Morten Lange De tre Gaver Januar † † † Tanker ved en ituslagen Jydepotte Dödningen

Del

[Sassy_Social_Share]