H.C. Andersen

Aarets Börn

Tolv Sönner Aaret har; pas paa,

Saa skal I deres Skudsmaal faa.

Den förste Sön er Januar,

Stor Trang til Vintertöi han har.

Hans Broder Februar ved Navn,

Slaaer Katten ud hver Fastelavn!

Men Marts – det er et lille Smöl,

Han vælter sig i Regn og Söl.

En evig Feber har April,

Han skjærer Ansigt, det er Smiil.

Men Mai, hans Rygte det er godt,

I Smug, han laster dog saa smaat.

Höit raaber Juni: »Godtfolk kom!

Kjör ud i Skoven, see jer om!«

Og Juli – tidt han gjör lidt vaadt,

Men af den Regn har Jorden godt.

August fortæller: »her er smukt!

I Haugen strutter det med Frugt.«

September har en Farvepot,

Han maler prægtigt Stort og Smaat.

October er i slet Humeur,

Fordi den gamle Sommer döer.

November blæser Storm-Trompet,

Jeg troer den Karl har aldrig leet!

December fra sit Vinter-Skjul,

Tilraaber os: »Kom med, leeg Juul!«

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Først kendte tryk i Hertha 1840. Svensk-Dansk Nyårsgåfva för 1840, januar

Henvis til værket

H.C. Andersen: Aarets Börn. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.