Af et Brev fra London

(Juli 1857)

Tidt og ofte tænker jeg paa Dem og ønsker, at De var her og med mig gjensaae alle disse Herligheder; jeg skal ihast give Dem i et Par Ord, hvad der mest har opfyldt og grebet mig. – De har seet Glaspaladset; jeg var her til den første Händel-Fest og hørte »Messias«, der blev udført af to tusinde Mennesker; Chorene vare af en forbausende Virkning, og nu den hele Omgivelse, de mange, mange tusinde Tilhørere, dette Trylleslot, eller rettere denne »Alfernes By« med sine svævende Gader, pompejanske Stuer, franske Gallerier og Haver med Lothusblomster i Marmor-Kandelabre, – Alt fantastisk, arabeskartet i hinanden! Udenfor sprang Fontainerne, flere hundrede, det var som i Undines Slot og Have! Samme Aften saae jeg den berømte tragiske Skuespillerinde Ristori; hun optraadte i en ny italiensk Tragedie, »Camma«, et middelmaadigt Stykke, hvori hun er en Slags Norma-Medea. Det skal være et af hendes mindre beundrede Partier, men saameget fornam jeg, hvor træt jeg end var og altsaa ikke saa let at henrive, at hun er en betydende Kunstnerinde, med Sjæl, Forstand, et udmærket Ydre og gribende Mimik, kun at denne er saa stærk, at den synes alene at turde tilhøre Balletten. Hele Fremstillingen, Ordet selv, Alt var saa stærkt, saa understreget, at vi hjemme, uden først at være indtagne af Ristori, neppe gik ind derpaa; dog, i Slutningsscenen, hvor hun døer, var der en saadan Magt, en saadan Sandhed i den stærkt opspændte Lidenskab, at jeg følte mig henreven som de Andre. Charles Kean, hvis Faders Liv Alexander Dumas, ikke med sit sædvanlige Held, har givet os i et Drama, er, som De veed, Direkteur for Royal Princess’s Theatre og betydende, ikke ved sit Spil, men ved den mageløse Storhed og Korrekthed, hvormed han har sat flere af Shakespeares Stykker i Scene; jeg saae den første Forestilling af The Tempest, der ved Dekorationer og Arrangement er noget af det mest Overraskende i sit Slags. I første Akt var den hele Scene et stormende Hav, Bølgerne væltede lige hen imod Lamperne foran Orkestret, et stort Skib kastedes til alle Sider, og efterat dets Master vare kappede, sank det i Dybet, et Arrangement, der skeer ved at Skibet er pustet op med Luft, der pludselig lukkes ud, og det hele store Legeme falder sammen og forsvinder imellem Bølgerne. Ariels første Optræden var saa poetisk smuk; idet Prospero kalder ham, falder en Stjerne ned fra Luften; den lyser i Græsset, og her i denne straalende Glands viser Ariel sig. En vinterlig Egn forvandledes med Eet til den mest blomstrende. Træerne fik Blade og Blomster, brogede Fugle gyngede paa Grenene, og nydelige Flodnymfer dandsede op og ned paa det styrtende Vandfald. Saaledes vexlede den ene glimrende Dekoration med den anden til ved Stykkets Slutning, da det nye store Skib med Prospero glider bort; det fylder Scenen, bevæger sig hen imod Lamperækken og derpaa ind i Luft-Kulisserne, og den hele Scene er da det aabne, af Vinden krusede Hav; Ariel svæver, uden at Øiet seer hvorledes, hen over Dybet og tilvinker Levvel; den stærke Glands, der udstraaler fra ham, kaster en Regnbue hen over Vandfladen. Det Hele er fortryllende! Publikum viste sig livligt og fornøiet, uagtet de lange Mellemakter og det, at Forestillingen varede fra Kl. 7 til halv to om Natten. Af Skuespillerne var Caliban fortræffelig og Ariel en yndig Skikkelse, men med de To har jeg nok ogsaa nævnt Alt, hvad Spillet angaaer; efter hele Forestillingen havde jeg kun Følelsen af at have seet et mageløst smukt, bevægeligt Panorama, Shakespeare selv forsvinder i Øienlyst, Øret faaer saa Lidt.

Et Skue af et andet Slags, men ikke mindre storartet, og som overvældende greb mig, maa jeg fortælle. De kjender min Beundring for Dampens Magt, med hvilken Følelse jeg seer paa Maskinernes Liv, seer paa denne mægtige »Hr. Blodløs«, skabt ved Menneske-Tanker. Jeg var i the Times’s Trykkeri, hvor der arbeides Dag og Nat, hvad er Naturens Kjæmpe-Lothus mod denne Blomst; denne Avisernes Avis, der her i et Nu udfolder sine 50,000, ja endnu talrigere Blade, som strøes ud over Verden fra London til Nordkap og Hindostan. Jeg saae den blive til, hørte den springe ud, det var med en Kraft, en Brusen af Maskinerne, som stod jeg midt i et styrtende Vandfald, Galleriet tæt ved rystede; over, under, rundt om surrede og brusede Hjul og Læderbaand; de store, hvide Blade bevægede sig lynsnart, optog i sig Ordene og faldt fra Haand til Haand.

Snart har jeg været en Maaned her i England og i al den Tid i Charles Dickens’s Huus, mest ude paa Landet, hvor han tæt ved den gamle Landevei mellem Dover og London har et deiligt Landsted ved Gads hill, et Sted, Shakespeare har gjort berømt ved sin Falstaff (»Henrik den Fjerde«, 1ste Deels 2den Scene); det ligger tæt ved Nord-Kent-Jernbanen, ikke langt fra Rochester. Det var paa denne Bane, at den skrækkelige Ulykke skete forrige Søndag, hvorom De vel har læst i Bladene: to Tog stødte sammen, elleve Mennesker blev dræbte, de knuste Vogne dryppede af Blod; fyrgetyve haardt lemlæstede Passagerer, hvoraf senere een er død, bragtes til Hospitalerne. Ulykken skete netop Aftenen forud, som jeg med Dickens næste Morgen tog samme Vei til London. Jernbanens Direktion kommer til at betale 70,000 Pd. Sterl., altsaa omtrent 630,000 Rdl., til de Dræbtes Efterladte. – I Bladene har De vel læst om den private Forestilling, som i »The gallery of Illustration«, under Dickens Bestyrelse, blev af ham og flere Herrer og Damer given i Nærværelse af hendes Majestæt Dronningen, Kongen af Belgien, Prinds Albert og hele den kongelige Familie. Foruden samme var der kun henved 50 Tilskuere, og disse vare alle indbudne; imorgen den 11te gives Forestillingen offenlig til Indtægt for Jerrolds Enke. Stykket selv, the Frozen Deep, Drama af Wilkie Collins, er meget interessant; Charles Dickens udførte deri Hovedrollen med een Sandhed, een Natur, som hjemme hos os Wiehe vilde give den. Det var saa ganske forskjelligt fra den engelske eller franske Maneer at spille Tragedie paa, det var Natur som vi forstaae den. Ligesaa mesterlig var Dickens i det sceniske; han udførte med Matt Lemon, Udgiveren af Bladet Punch, det lille Stykke Two o’Clock in the Morning (paa Dansk: »en Nattegjæst«). Dickens var unægtelig en ligesaa stor Skuespiller, som han er udmærket Novelledigter, og som Menneske er han et af de mest elskelige, man kan træffe paa; jeg har nu havt den Lykke at leve med ham i hans Familie hele fem Uger, altid var og blev han den samme, aandfuld, livsglad og hjertelig, man faaer ubetinget strax Tillid til ham. Tag ud af hans Skrifter det Geniale, Inderlige, ja Alt hvad Godt og Herligt er, skab Dem deraf en Mand og De har det troe Billede af Charles Dickens. –