Madonna! jeg neppe af Glæde kan tale,

Jeg er i festino, ved Carnevale,

Jeg faaer hvad jeg bad saa inderligt om! – –

Iaar saae jeg første Gang i Rom

Et Carnevale. Det er noget andet

End i Albano, som ligger paa Landet.

Jeg kom just til Rom, som Klokkerne klang,

Og Carnevalet blev sat i Gang.

I Corso, – nei hvor den Gade er lang! –

De deiligste Tepper fra Vinduerne hang,

Og udklædt’ var’ Folk, ja Vogne og Heste,

Paa Stylter man gik og gjorde sig stor.

I bare Salat kom Fa’er og Mo’er;

Uh, der var en Trængsel og det var det bedste!

Een Vogn var et Dampskib med Skorsteen som røg,

Der var den deiligste Tummel og Støi,

Der regned’ Confetti paa Ansigt og Kjole.

Paa hele Fortouget sad man paa Stole,

Kanonerne dundred’ – du hellige Ole!

Nu Veddeløbs-Hestene kom, hvilken Fart,

»Cavalli! Cavalli!« det gik altfor snart,

De suuste forbi, det var som et Gys.

Nu havde vi Moccoli: Lys tæt ved Lys,

Paa Vogne og Heste, paa hele Hoben,

Uh, der var en Myl’ren, en Surren, en Raaben,

Fra Taget kom Lys paa Stænger og Rør,

Man slukked’ man tændte, »hu Lyset døer!«

Man skreg: »sensa moccoli!« O, jeg var ør,

Det lyste, det flammed’, man mærkede Heden

Af Lys, tusindviis, for oven og neden.

For mig var det ganske, som Hexeri,

Lyksalig jeg tabte mig reent deri, – –

Og saa var Carnevalet forbi!

Da blev jeg saa trist i mit gode Humeur,

Det var, som Verden var uden Couleur,

Jeg ønsked’ saa stille, det maa jeg bekjende:

»Gid Carnevalet fik aldrig Ende!

Gid til dets Forlængelse kun blev sat

En Uge bare, ja kun een Nat!«

Og lige med eet saa stod ved min Side

En Carnevals Troldmand med Vinger saa hvide,

Saa skinnende klare; hans Øine var blide,

Hans Mund var saa smuk, hans Pande saa høi,

Han løfted’ mig op paa sin Arm og vi fløi

Saa langt over Skyer og Bjerge og Dale.

»Du kommer til Danmark,« det var hans Tale,

»Du kommer til Kunstnernes Carnevale;

Lidt silde de holde just deres Festino,

Det er i den store Sal i Casino.

Saa snart Du siger Du kommer fra Rom,

Saa faaer Du i Dandsen den første Svingom,

Hils kun fra Campagnen fra monte cavo,

Fra Küchler og Marstrand, fra Koop og Bravo,

De fleste der kjende Italia,

Fortæl Du dem løst og fast derfra,

Og Kys og Klap vil du faae for din Tale

Og Du, – Du kommer til Carnevale!«

– Det gik gjennem Luftens skjærende Strøm,

Saa hurtigt, som Sollyset gaaer over Engen;

Her er jeg! – ak er det nu ikke en Drøm.

Hu! Det var jo grueligt, laae jeg i Sengen!

Nei, det er umuligt! til Danmark jeg kom,

Her er Carnevale, saa friskt, som i Rom,

Med Optog og Masker, det bruser afsted.

Eviva la gjoja og jeg, jeg er med.

Gid først om en Maaned vi sige maatte:

»Addio, addio! felicissima notte!«