Af Kjendte og glemte Digte
(1823-1867)
Møllerens Datter
Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer,
Der tjente jeg hos Mølleren i fire Ungdomsaar;
Paa
Og talte med Møllerens Datter da lidt.
Det var som man fra Øinene ind i Hjertet saae,
Jeg kunde hele Natten ligge og tænke derpaa.
Hun deelte mine Sorger, jeg sagde hende Alt,
Men aldrig om min Elskov jeg hende har fortalt.
Men havde hun mig kjær, som jeg hende har paa Jord,
Da havde hun nok vidst det uden et eneste Ord;
Tidt bad jeg i mit Hjerte: »lad min Elskov forgaae,
Jeg fattige Knøs kan dog aldrig hende faae!«
Hun trykkede mig Haanden, da jeg var syg og bleg,
Men derved af mit Hjerte ei Kjærligheden veg!
Hun saae saa venlig til mig, hun bad mig være glad,
Og Vorherre og mit Hjerte, de gjorde som hun bad.
Jeg følte saadan Drift, saadan Lyst i min Sjæl;
Saa mødtes vi ved Lunden forleden i
Da tog hun mig i Haanden og sagde: »er Du her?
Du hilser en Trolovet, min
»Ja Guld og rige Perler gav mig hans Kjærlighed,
Og Du, Du er den Første, der om min Lykke veed!«
Jeg kyssede paa Haanden, men sagde ei et Ord,
Det var som al min Tanke var lagt i sorten Jord.
Om Aftnen var der Gilde og jeg var ogsaa med,
Jeg sad ved Siden af dem, paa det fornemste Sted.
Vi
Jeg maatte være glad, thi de Alle paa mig saae!
Men Morgenen derefter og hver en Dag, der kom,
Saa løb det mig i Hovedet underligt om;
Alt gik mig, som jeg ønsked’, det Ene mangled’ kun!
De holdt jo Alle af mig, selv Kjæresten og hun!
De trykked’ mig i Haanden, de vidste ei min
De kyssede hinanden, det var stor Lyst at see! –
Da fik jeg saadan Længsel at see mig lidt om,
Jeg pakkede da sammen, ei veed jeg,
Jeg sagde: »jeg vil see Alverden og dens Lyst!«
Men meente: »jeg vil glemme den Verden i mit Bryst!«
Hun saae paa mig og sagde, o Gud, det var saa haardt!
»Vi holde Alle af Dig! hvorfor vil Du da bort?«
Da kom jeg til at græde, men dengang gik det an,
Man græder naar man skilles, det sagde ogsaa han.
De fulgte mig paa Veien – da faldt jeg paa en Steen,
Det var Vorherres Villie, jeg
Nu ligger jeg i Møllen, hun pleier mig der,
Hver Dag hun kommer til mig, og med sin Hjertenskjær.
Til Juli holdes Bryllup, »kom med«, igaar de bad’,
»For saa er Du helbredet og skal ret være glad.«
Jeg hører Vandet bruse og Hjulene at gaae,
Gud give at jeg derude under Møllehjulet laae!
Da blev jeg bedst helbredet og i mit Hjerte glad,
Og derom var det jo, de to Elskende bad.
Negerkongens Datter
Nøgen, uden Guld og Brillanter,
Kun om Skuldren Skindet af en Panther,
Kommer hjem fra Jagt paa Elephanter
Negerfyrsten; see fra alle Kanter
Strømmer Folket til med Skrig og Sang.
Bringer ham hans førstefødte Lille,
Øiet flammer, Smiil om Læben spille,
Neppe kan han sig fra Gaven skille,
Trommen blander sig med
Kongens Datter! hvilken jordisk Lykke!
Strudsfjer i en Krands om Panden skygge,
Kun en Helt, en kongelig, tør trykke
Palmedalens Perle til sit Bryst.
Afrika sin
Svanen søger did, der hvor hun pleier
Sig at bade, og den dybt sig neier,
Nattens Farve vandt jo Skjønheds Seier;
Ørknens Helt hun kaarer til sin Mand.
Svanen søger – Ak! hun er forsvundet,
Blod og Taarer er ved Stranden rundet,
Slaveskibet har
Vei er til den nye Verden fundet,
Sorte Pige, glem dit Fædreland.
Her i Sukkermøllen skal Du bygge,
Purpur vil endnu din Skulder smykke,
Pidskeslag vil
Arbeid flittig – – dog Du gjør vist Lykke!
Kjøbmandssønnen kneb Dig i din Kind.
Lad i Afrika kun Mindet runge;
Kongen og hans Datter, der de sjunge,
Medens paa hans Grav, med Fødder tunge,
Elephanten tramper med sin Unge,
Kongens Datter selv er Trælleqvind.
Lotus og Granatblomstblomst på granatæbletræet.
(Malaga 1863H.C. Andersen opholdt sig i Málaga fra 30. september til 5. oktober og igen fra 22. oktober til 29. oktober 1862, ikke i 1863. )
Som en Lotus paa den stille Sø
Er i Norden Qvinden;
Fra den dybe Havbund Skjønheds Frø
Groer og sætter Blomst trods Nordenvinden;
Her i Syd bag Pyrenæertinden
Groer Granatblomst, der paa Trolddoms Viis
Pludselig er Frugt fra Paradiis,
Glødende, et Flammevæld fra
Lotusblomst, hvor er Du frisk og
Tro i Hjertet, Tanker bygge der;
Spaniens
Barnet bliver Jomfru i et Nu,
Livet er et Kys, et sødt Forsvinden.
Brænd Du mig til Aske, lad mig døe!
Lotusblomst paa Nordens dybe Sø
Bed en Bøn for mig – hos Spanierinden!
Reise-Længsel
(1834)
Ned til Rhinen!
Hvor den grønne Ranke fæster
Sig om Ridderborgens Rester,
Og sig klart i Strømmen speiler;
Med Musik og Sang man seiler;
Stille Byer, Klokkeklang,
Mon jeg kommer der engang?
Til Paris da!
Blomstertorvet vil jeg finde,
Louvre, see hver Skat derinde;
Paa
Knæle for den store Keiser,
Gaae bag Boulevardens Træer;
Ak, jeg kommer aldrig der!
Schweitzerlandet!
Dybe Søer, mørke Skove,
Hvor paa Fjeldet Skyer sove,
Bjergland, som i Storhed throner,
Hjem for
Ak, mon det dog aldrig skeer,
At jeg disse Dale seer!
Til Valencia!
Hvor et evigt Foraar bygger,
Hvor
Fromme Sange, Malerier,
Alt til Fromhed Hjertet vier,
Natblaae Himmel, mørke Træer!
Ak, jeg kommer aldrig der!
Ned til Danmark!
Hvor de smukke Skyer svømme,
Hvor de friske Vinde strømme,
Til de lysegrønne Skove,
Hvor i Høien Kæmper sove,
Hvor Erindringsfuglen boer,
Vil dog Hjertet før man troer!
Af Spanien
III.
Man siger, at i Spanien Qvinden
Har krigerisk Mandsmod og Aand;
Man siger, at Spanierinden
Har en Dolk ved sit Strømpebaand;
Man siger, – man siger saa Meget;
Tro ikke hver snaksom Tourist:
Et Barnesind, let og bevæget,
Har Spanierinden forvist,
Der er en Sladdren, en Latter,
Du seirende hæver din Haand, –
Ja, da har Spaniens Datter
En Dolk ved sit Strømpebaand.
I Malaga
Flodleiet ligger udtørret
og bruges som Landevei;
Der er Marked og Handel,
Disken en Steen, Andet ei.
Der sælges Traad, stegte Snegle,
Rundt om de udbrændte Bjerge
danne en Ramme smukt.
Bønder, bevæbned’ med Bøsser,
og hver i Bæltet en Kniv,
Ride de vildkaade Muuldyr;
der er en Færdsel, et Liv.
Pludseligt Bjergegnen
o hvilket Skybrud af Regn!
Alt i et Nu staaer forvandlet,
Fjeldstrømmen bryder hvert Hegn;
Alle flygte, Flodleiet
rummer ikke sin Flod,
Svulmende, møllevands-voldsom
raa, kaad i Overmod,
Cactus og Palmer den river
med sig i vildkaade Hast,
dog ikke min Erindring,
den holder Billedet fast.
Cigaren
(Sevilla 1865H.C. Andersen opholdt sig i Sevilla fra 13. november til 22. november 1862, ikke 1865. )
Cigarens Glød er et Ildsted,
hvor Ildaander er’ tilhuse;
Den Ene blæser med
at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse.
I Dampen er der en Troldkraft,
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som
det Røgslot, Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer, Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
– Nu lægger jeg bort Cigaren;
Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
mens her med Cigaren jeg sad!
Granada
I.
Mindernes selsomme By!
Rom Du ligner deri,
her strax man føler sig hjemme.
Bjergene rundt om har Snee,
Himlen ikke en Sky.
Fra
klinger
Øinene blaae, som i Nord,
sneehvide Blomster i Haaret,
Havfruens Skjønhed og Blik!
– Vandrer!
II.
Ja havblaae er hendes Øine,
men Haaret som Skovsneglens Skind;
Gjennem Øinene seer man
lige i Tankerne ind.
Hun er saa fast som en Drue,
Munden et Væld med Kys,
Om Tonedybet derinde
havde en Drøm jeg nys;
Over os glødende Æbler
i hvert
En
Hjertet om
III.
I Granada er det Maaneskin,
saa klart, at Hver man
Dog Vægteren gaaer med Lygte,
og Lyset i Lygten brænder.
Hvad søger han efter? Han søger
vel Solen, der skal staae op.
Imellem Bladenes
en Drømmeverden er lagt;
Du Rose, bliv mit
med hende jeg boer i din Pragt.
Og vi ere unge –! imorgen
da falder hvert Rosenblad.
Vær du min Erindring skrinlagt
i dette smuldrende Qvad.
IV.
Jeg leve vil i
der
Men nede i Malaga grav mig
en Grav ved Havet saa blaat,
Saa udstrakt, svulmende, herligt;
høit synger den rullende Sø.
I Norden jeg skar i en Græstørv
mit Navn paa den danske Ø,
Snart voxer Græsset derover,
alle Minderne døe.
Af Ung Elskov
I.
I Kjærlighed er ingen Sorg for tung,
O, hvad er selv at lide og at savne!
Hvor det er lykkeligt at være ung,
Men lykkeligst sin unge Brud at favne.
Stemninger
I.
Hvil sødt,
Som var Du lagt i Dødens Skrin,
Du min Erindrings Rose
Du er ei Verdens, Du er nu kun min,
For Dig jeg synger, mine Taarer trille.
Natten er smuk, Natten er stille; –
Dødt! – Alt er dødt!
II.
»Du Pebersvend, vor Sang Du veed,
Gaa Du iseng, træk Nathuen ned,
Speil Du Dig ret i Drømmenes Elv,
Du seer helst Dig selv og drømmer Dig selv!«
Ja i mig selv ligger gjemt en Skat,
Hvad veed Verden om den derinde,
Hvad veed den om Tankerne mangen Nat,
Om Taarer, som
Den lydløse, bittre Taarernes Elv,
Der ruller saa tungt uden
En Pebersvend tænker kun paa sig selv,
Lad ham sove!
III.
Den, som jeg gav af mit Hjerteblod,
Hun
Dem, som jeg gav hvert Tankens Barn,
De dænged’ mig over med Gadens Skarn,
Og gav jeg et Suk idet jeg led,
Saa kaldte de det Utaknemlighed;
Der blæser en iiskold, skærende Vind,
Den trænger som Gift i mit Hjerte ind,
Den kommer fra Menneskets Hjertebund,
O, maatte mit briste i denne Stund!
IV.
Bibelens Job, ham kjender Du vel?
Vennernes Ord slog ham ikke ihjel,
Saa der stod Ar til de seneste Aar,
Mærker herom saa dybe og stærke;
Verset her, – det er ogsaa et Mærke!
V.
Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt,
Venter Du Tak, da er Du en Daare,
Staa døv og steenkold, saa faae de Respect,
Dig de ei krænke, Dig de ei saare,
Nærme sig ei som den surrende Myg,
Nei, de kun spytte ad Dig bag din Ryg,
Giv Dig ei hen til Den, Du troer kjende,
Husk at din Ven kan blive din Fjende.
– Dog følg dit Hjerte! giv af dit Hjerte!
Venter Du Glæde –, ja, da faaer Du Smerte.
VI.
Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;
Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.
Skal Tankens
Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?
Vor største
Du, som var ene lige til det Sidste,
I Verden Meget trykker Hjertet meer,
End Jorden, som de kaste paa din Kiste!
Af Til Forskjellige
XIX.
Bjørnstjerne Bjørnson
Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop,
I Rom hvor Minders Storhed rulle op,
Der fik jeg Indblik i dit Digterhjerte
Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt
Hvad Mødets Aar har i min
Af Flere Smaavers
II.
I Vel og
Guds Villie skee!
V.
Israels Børn ved Kongegravenehentydning til israelitternes ophold og trældom i Ægypten; jf. 1. Mosebog 46 til 2. Mosebog 14.
Vi give vort Guld med Glæde,
Det sidste Smykke vi have,
For det at kunne græde
Ved vore Kongers Grave.
For Hedningfolket
Vi sælge os selv som Slave,
For det at kunne græde
Ved vore Kongers Grave.
Bøn
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette! –
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei
Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte;
I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.
Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde
Et Sandhedens levendegjørende Frø.
Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner,
O lad det gaae op for mig, hvad jeg savner!
Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren.
I den kom Du til os!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Af Kjendte og glemte Digte. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.