H.C. Andersen

Af Kjendte og glemte Digte

(1823-1867)

1867

Møllerens Datter

Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer,

Der tjente jeg hos Mølleren i fire Ungdomsaar;

Paa Stænten jeg om Aftenen satte mig tidt,

Og talte med Møllerens Datter da lidt.

Det var som man fra Øinene ind i Hjertet saae,

Jeg kunde hele Natten ligge og tænke derpaa.

Hun deelte mine Sorger, jeg sagde hende Alt,

Men aldrig om min Elskov jeg hende har fortalt.

Men havde hun mig kjær, som jeg hende har paa Jord,

Da havde hun nok vidst det uden et eneste Ord;

Tidt bad jeg i mit Hjerte: »lad min Elskov forgaae,

Jeg fattige Knøs kan dog aldrig hende faae!«

Hun trykkede mig Haanden, da jeg var syg og bleg,

Men derved af mit Hjerte ei Kjærligheden veg!

Hun saae saa venlig til mig, hun bad mig være glad,

Og Vorherre og mit Hjerte, de gjorde som hun bad.

Jeg følte saadan Drift, saadan Lyst i min Sjæl;

Saa mødtes vi ved Lunden forleden i Qvæld.

Da tog hun mig i Haanden og sagde: »er Du her?

Du hilser en Trolovet, min Fæstensring er her!«

»Ja Guld og rige Perler gav mig hans Kjærlighed,

Og Du, Du er den Første, der om min Lykke veed!«

Jeg kyssede paa Haanden, men sagde ei et Ord,

Det var som al min Tanke var lagt i sorten Jord.

Om Aftnen var der Gilde og jeg var ogsaa med,

Jeg sad ved Siden af dem, paa det fornemste Sted.

Vi klinkede, vi drak, sang Viser ovenpaa; –

Jeg maatte være glad, thi de Alle paa mig saae!

Men Morgenen derefter og hver en Dag, der kom,

Saa løb det mig i Hovedet underligt om;

Alt gik mig, som jeg ønsked’, det Ene mangled’ kun!

De holdt jo Alle af mig, selv Kjæresten og hun!

De trykked’ mig i Haanden, de vidste ei min Vee,

De kyssede hinanden, det var stor Lyst at see! –

Da fik jeg saadan Længsel at see mig lidt om,

Jeg pakkede da sammen, ei veed jeg, hvor det kom!

Jeg sagde: »jeg vil see Alverden og dens Lyst!«

Men meente: »jeg vil glemme den Verden i mit Bryst!«

Hun saae paa mig og sagde, o Gud, det var saa haardt!

»Vi holde Alle af Dig! hvorfor vil Du da bort?«

Da kom jeg til at græde, men dengang gik det an,

Man græder naar man skilles, det sagde ogsaa han.

De fulgte mig paa Veien – da faldt jeg paa en Steen,

Det var Vorherres Villie, jeg brød mit ene Been.

Nu ligger jeg i Møllen, hun pleier mig der,

Hver Dag hun kommer til mig, og med sin Hjertenskjær.

Til Juli holdes Bryllup, »kom med«, igaar de bad’,

»For saa er Du helbredet og skal ret være glad.«

Jeg hører Vandet bruse og Hjulene at gaae,

Gud give at jeg derude under Møllehjulet laae!

Da blev jeg bedst helbredet og i mit Hjerte glad,

Og derom var det jo, de to Elskende bad.

Negerkongens Datter

Nøgen, uden Guld og Brillanter,

Kun om Skuldren Skindet af en Panther,

Kommer hjem fra Jagt paa Elephanter

Negerfyrsten; see fra alle Kanter

Strømmer Folket til med Skrig og Sang.

Fetisch-Præsten høitidsfuld og stille

Bringer ham hans førstefødte Lille,

Øiet flammer, Smiil om Læben spille,

Neppe kan han sig fra Gaven skille,

Trommen blander sig med Tubens Klang.

Kongens Datter! hvilken jordisk Lykke!

Purpurshawl skal hendes Skuldre smykke,

Strudsfjer i en Krands om Panden skygge,

Kun en Helt, en kongelig, tør trykke

Palmedalens Perle til sit Bryst.

Afrika sin Aphrodite eier;

Svanen søger did, der hvor hun pleier

Sig at bade, og den dybt sig neier,

Nattens Farve vandt jo Skjønheds Seier;

Ørknens Helt hun kaarer til sin Mand.

Svanen søger – Ak! hun er forsvundet,

Blod og Taarer er ved Stranden rundet,

Slaveskibet har Passaten vundet,

Vei er til den nye Verden fundet,

Sorte Pige, glem dit Fædreland.

Her i Sukkermøllen skal Du bygge,

Purpur vil endnu din Skulder smykke,

Pidskeslag vil Purpurbræmmen trykke,

Arbeid flittig – – dog Du gjør vist Lykke!

Kjøbmandssønnen kneb Dig i din Kind.

Lad i Afrika kun Mindet runge;

Kongen og hans Datter, der de sjunge,

Medens paa hans Grav, med Fødder tunge,

Elephanten tramper med sin Unge,

Kongens Datter selv er Trælleqvind.

Lotus og Granatblomst

(Malaga 1863)

Som en Lotus paa den stille Sø

Er i Norden Qvinden;

Fra den dybe Havbund Skjønheds Frø

Groer og sætter Blomst trods Nordenvinden;

Her i Syd bag Pyrenæertinden

Groer Granatblomst, der paa Trolddoms Viis

Pludselig er Frugt fra Paradiis,

Glødende, et Flammevæld fra Inden.

Lotusblomst, hvor er Du frisk og skjær,

Tro i Hjertet, Tanker bygge der;

Spaniens Ildblomst, Trolddom eier Du,

Barnet bliver Jomfru i et Nu,

Livet er et Kys, et sødt Forsvinden.

Brænd Du mig til Aske, lad mig døe!

Lotusblomst paa Nordens dybe Sø

Bed en Bøn for mig – hos Spanierinden!

Reise-Længsel

(1834)

Ned til Rhinen!

Hvor den grønne Ranke fæster

Sig om Ridderborgens Rester,

Og sig klart i Strømmen speiler;

Med Musik og Sang man seiler;

Stille Byer, Klokkeklang,

Mon jeg kommer der engang?

Til Paris da!

Blomstertorvet vil jeg finde,

Louvre, see hver Skat derinde;

Paa Vendome, hvor Støtten kneiser,

Knæle for den store Keiser,

Gaae bag Boulevardens Træer;

Ak, jeg kommer aldrig der!

Schweitzerlandet!

Dybe Søer, mørke Skove,

Hvor paa Fjeldet Skyer sove,

Bjergland, som i Storhed throner,

Hjem for Alpehornets Toner!

Ak, mon det dog aldrig skeer,

At jeg disse Dale seer!

Til Valencia!

Hvor et evigt Foraar bygger,

Hvor Orangetræet skygger;

Fromme Sange, Malerier,

Alt til Fromhed Hjertet vier,

Natblaae Himmel, mørke Træer!

Ak, jeg kommer aldrig der!

Ned til Danmark!

Hvor de smukke Skyer svømme,

Hvor de friske Vinde strømme,

Til de lysegrønne Skove,

Hvor i Høien Kæmper sove,

Hvor Erindringsfuglen boer,

Vil dog Hjertet før man troer!

Af Spanien

III.

Man siger, at i Spanien Qvinden

Har krigerisk Mandsmod og Aand;

Man siger, at Spanierinden

Har en Dolk ved sit Strømpebaand;

Man siger, – man siger saa Meget;

Tro ikke hver snaksom Tourist:

Et Barnesind, let og bevæget,

Har Spanierinden forvist,

Der er en Sladdren, en Latter,

Du seirende hæver din Haand, –

Ja, da har Spaniens Datter

En Dolk ved sit Strømpebaand.

I Malaga

Flodleiet ligger udtørret

og bruges som Landevei;

Der er Marked og Handel,

Disken en Steen, Andet ei.

Der sælges Traad, stegte Snegle,

Jernkram, Cactussens Frugt;

Rundt om de udbrændte Bjerge

danne en Ramme smukt.

Bønder, bevæbned’ med Bøsser,

og hver i Bæltet en Kniv,

Ride de vildkaade Muuldyr;

der er en Færdsel, et Liv.

Pludseligt Bjergegnen skrækkes,

o hvilket Skybrud af Regn!

Alt i et Nu staaer forvandlet,

Fjeldstrømmen bryder hvert Hegn;

Alle flygte, Flodleiet

rummer ikke sin Flod,

Svulmende, møllevands-voldsom

raa, kaad i Overmod,

Cactus og Palmer den river

med sig i vildkaade Hast,

dog ikke min Erindring,

den holder Billedet fast.

Cigaren

(Sevilla 1865)

Cigarens Glød er et Ildsted,

hvor Ildaander er’ tilhuse;

Den Ene blæser med Puster

at Ilden skal ikke gaae ud;

Den Anden rører med Ildtang,

faaer Saften til at beruse.

I Dampen er der en Troldkraft,

en lille cigarfødt Gud;

Han bygger, som Fata Morgana

det Røgslot, Tankerne ville;

Han viser nu for mig Hjemmet

og alle Vennerne der;

Jeg glemmer, Have og Bjerge

uendeligt vidt os skille,

At nede paa Pladsen rigt gløder

Orangens duftfyldte Træer.

– Nu lægger jeg bort Cigaren;

Sevilla, du deilige Stad!

Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,

mens her med Cigaren jeg sad!

Granada

I.

Held mig! Granada jeg seer,

Mindernes selsomme By!

Rom Du ligner deri,

her strax man føler sig hjemme.

Bjergene rundt om har Snee,

Himlen ikke en Sky.

Fra Alamedaen smukt

klinger Gitanaens Stemme;

Øinene blaae, som i Nord,

sneehvide Blomster i Haaret,

Havfruens Skjønhed og Blik!

– Vandrer! er alt Du bedaaret?

II.

Ja havblaae er hendes Øine,

men Haaret som Skovsneglens Skind;

Gjennem Øinene seer man

lige i Tankerne ind.

Hun er saa fast som en Drue,

Munden et Væld med Kys,

Om Tonedybet derinde

havde en Drøm jeg nys;

Over os glødende Æbler

i hvert Granattræ hang; –

En salomonisk Lovsang

Hjertet om Sulamith sang.

III.

I Granada er det Maaneskin,

saa klart, at Hver man kjender,

Dog Vægteren gaaer med Lygte,

og Lyset i Lygten brænder.

Hvad søger han efter? Han søger

vel Solen, der skal staae op.

Imellem Bladenes Bolstrer

en Drømmeverden er lagt;

Du Rose, bliv mit Alhambra,

med hende jeg boer i din Pragt.

Og vi ere unge –! imorgen

da falder hvert Rosenblad.

Vær du min Erindring skrinlagt

i dette smuldrende Qvad.

IV.

Jeg leve vil i Granada,

der Phantasus reiste sit Slot;

Men nede i Malaga grav mig

en Grav ved Havet saa blaat,

Saa udstrakt, svulmende, herligt;

høit synger den rullende Sø.

I Norden jeg skar i en Græstørv

mit Navn paa den danske Ø,

Snart voxer Græsset derover,

alle Minderne døe.

Af Ung Elskov

I.

I Kjærlighed er ingen Sorg for tung,

O, hvad er selv at lide og at savne!

Hvor det er lykkeligt at være ung,

Men lykkeligst sin unge Brud at favne.

Stemninger

I.

Hvil sødt,

Som var Du lagt i Dødens Skrin,

Du min Erindrings Rose faur og fiin!

Du er ei Verdens, Du er nu kun min,

For Dig jeg synger, mine Taarer trille.

Natten er smuk, Natten er stille; –

Dødt! – Alt er dødt!

II.

CHOR

»Du Pebersvend, vor Sang Du veed,

Gaa Du iseng, træk Nathuen ned,

Speil Du Dig ret i Drømmenes Elv,

Du seer helst Dig selv og drømmer Dig selv!«

DEN EENSOMME

Ja i mig selv ligger gjemt en Skat,

Hvad veed Verden om den derinde,

Hvad veed den om Tankerne mangen Nat,

Om Taarer, som lønligt rinde,

Den lydløse, bittre Taarernes Elv,

Der ruller saa tungt uden Vove.

En Pebersvend tænker kun paa sig selv,

Lad ham sove!

III.

Den, som jeg gav af mit Hjerteblod,

Hun traadte mig med sin fine Fod;

Dem, som jeg gav hvert Tankens Barn,

De dænged’ mig over med Gadens Skarn,

Og gav jeg et Suk idet jeg led,

Saa kaldte de det Utaknemlighed;

Der blæser en iiskold, skærende Vind,

Den trænger som Gift i mit Hjerte ind,

Den kommer fra Menneskets Hjertebund,

O, maatte mit briste i denne Stund!

IV.

Bibelens Job, ham kjender Du vel?

Vennernes Ord slog ham ikke ihjel,

Skrabed’ tilblods kun som Potteskaar,

Saa der stod Ar til de seneste Aar,

Mærker herom saa dybe og stærke;

Verset her, – det er ogsaa et Mærke!

V.

Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt,

Venter Du Tak, da er Du en Daare,

Staa døv og steenkold, saa faae de Respect,

Dig de ei krænke, Dig de ei saare,

Nærme sig ei som den surrende Myg,

Nei, de kun spytte ad Dig bag din Ryg,

Giv Dig ei hen til Den, Du troer kjende,

Husk at din Ven kan blive din Fjende.

– Dog følg dit Hjerte! giv af dit Hjerte!

Venter Du Glæde –, ja, da faaer Du Smerte.

VI.

Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;

Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.

Skal Tankens Jacobsstige gaae itu?

Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?

Vor største Liden tidt ei Verden seer!

Du, som var ene lige til det Sidste,

I Verden Meget trykker Hjertet meer,

End Jorden, som de kaste paa din Kiste!

Af Til Forskjellige

XIX.

Bjørnstjerne Bjørnson

Du Norges Træ med Frugt og Blomst og Knop,

Tak for hvad om dit Hjem af Dig jeg lærte!

I Rom hvor Minders Storhed rulle op,

Der fik jeg Indblik i dit Digterhjerte,

Du blev mig kjær, derfor jeg Dig har bragt

Hvad Mødets Aar har i min Lyre lagt.

Af Flere Smaavers

II.

I Vel og Vee,

Guds Villie skee!

V.

Israels Børn ved Kongegravene

Vi give vort Guld med Glæde,

Det sidste Smykke vi have,

For det at kunne græde

Ved vore Kongers Grave.

For Hedningfolket vi træde,

Vi sælge os selv som Slave,

For det at kunne græde

Ved vore Kongers Grave.

Bøn

Du evige Gud, saa kjærlig og god!

Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,

Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette! –

Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjætte;

Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte;

I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.

Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde

Et Sandhedens levendegjørende Frø.

Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner,

O lad det gaae op for mig, hvad jeg savner!

Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren.

I den kom Du til os! Dig Magten og Æren!

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Samlingen udkom 12. december 1867. BFN 940

Indhold

Møllerens Datter Negerkongens Datter Lotus og Granatblomst Reise-Længsel Af Spanien I Malaga Cigaren Granada held-mig-granada-jeg-seer ja-havblaae-er-hendes-oeine i-granada-er-det-maaneskin jeg-leve-vil-i-granada Af Ung Elskov Stemninger hvil-soedt du-pebersvend-vor-sang-du-veed den-som-jeg-gav-af-mit-hjerteblod bibelens-job-ham-kjender-du-vel giv-af-dit-hjerte-til-folk-og-til-slaegt du-staerke-doed-din-taushed-vaekker-gru Af Til Forskjellige

Henvis til værket

H.C. Andersen: Af Kjendte og glemte Digte. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.