Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer,

Der tjente jeg hos Mølleren i fire Ungdomsaar;

Paa Stænten jeg om Aftenen satte mig tidt,

Og talte med Møllerens Datter da lidt.

Det var som man fra Øinene ind i Hjertet saae,

Jeg kunde hele Natten ligge og tænke derpaa.

Hun deelte mine Sorger, jeg sagde hende Alt,

Men aldrig om min Elskov jeg hende har fortalt.

Men havde hun mig kjær, som jeg hende har paa Jord,

Da havde hun nok vidst det uden et eneste Ord;

Tidt bad jeg i mit Hjerte: »lad min Elskov forgaae,

Jeg fattige Knøs kan dog aldrig hende faae!«

Hun trykkede mig Haanden, da jeg var syg og bleg,

Men derved af mit Hjerte ei Kjærligheden veg!

Hun saae saa venlig til mig, hun bad mig være glad,

Og Vorherre og mit Hjerte, de gjorde som hun bad.

Jeg følte saadan Drift, saadan Lyst i min Sjæl;

Saa mødtes vi ved Lunden forleden i Qvæld.

Da tog hun mig i Haanden og sagde: »er Du her?

Du hilser en Trolovet, min Fæstensring er her!«

»Ja Guld og rige Perler gav mig hans Kjærlighed,

Og Du, Du er den Første, der om min Lykke veed!«

Jeg kyssede paa Haanden, men sagde ei et Ord,

Det var som al min Tanke var lagt i sorten Jord.

Om Aftnen var der Gilde og jeg var ogsaa med,

Jeg sad ved Siden af dem, paa det fornemste Sted.

Vi klinkede, vi drak, sang Viser ovenpaa; –

Jeg maatte være glad, thi de Alle paa mig saae!

Men Morgenen derefter og hver en Dag, der kom,

Saa løb det mig i Hovedet underligt om;

Alt gik mig, som jeg ønsked’, det Ene mangled’ kun!

De holdt jo Alle af mig, selv Kjæresten og hun!

De trykked’ mig i Haanden, de vidste ei min Vee,

De kyssede hinanden, det var stor Lyst at see! –

Da fik jeg saadan Længsel at see mig lidt om,

Jeg pakkede da sammen, ei veed jeg, hvor det kom!

Jeg sagde: »jeg vil see Alverden og dens Lyst!«

Men meente: »jeg vil glemme den Verden i mit Bryst!«

Hun saae paa mig og sagde, o Gud, det var saa haardt!

»Vi holde Alle af Dig! hvorfor vil Du da bort?«

Da kom jeg til at græde, men dengang gik det an,

Man græder naar man skilles, det sagde ogsaa han.

De fulgte mig paa Veien – da faldt jeg paa en Steen,

Det var Vorherres Villie, jeg brød mit ene Been.

Nu ligger jeg i Møllen, hun pleier mig der,

Hver Dag hun kommer til mig, og med sin Hjertenskjær.

Til Juli holdes Bryllup, »kom med«, igaar de bad’,

»For saa er Du helbredet og skal ret være glad.«

Jeg hører Vandet bruse og Hjulene at gaae,

Gud give at jeg derude under Møllehjulet laae!

Da blev jeg bedst helbredet og i mit Hjerte glad,

Og derom var det jo, de to Elskende bad.