Røgsky ved Røgsky over Marken laae,

De røde Ildsvælg Øiet ene saae.

Sært dundred’ Jorden under Hestens Hov,

Som var det Stormen i en Fyrreskov.

Mand tæt ved Mand vi stod’, kun: »frem!« det lød.

Min Broder faldt – han fandt en Heltedød.

Jeg følte Intet. Intet Hjertet rørte,

Jeg kun den dybe Trommehvirvel hørte,

Trompetens Stød –; vi bruste vildt afsted –

Da faldt min Hest – mit ene Been gik med.

Hen over os den hele Krigshær gik;

Jeg veed ei meer, det sortned’ for mit Blik. –

Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst! –

O denne Stilhed knugede mit Bryst.

Mit Been var Ild, af Tørst min Læbe brændte,

Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.

Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,

Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;

Der laae en Franskmand; dybt hans Dødssuk lød,

»Napoleon« han nævned’ – og var død.

Jeg vilde bede, hævede mit Blik,

Men Døden atter over Hjertet gik;

Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae.

Det første som igjen mit Øie saae,

Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,

Han jog to Ravne bort, som sad mig nær.

Jeg saae dem, hørte deres hæse Skrig!

(Jeg var et Liig jo mellem døde Liig!)

Taus Manden stod, hans Ansigt ei jeg saae;

Den store Kappe høit om Kinden laae.

Han saa mod Himlen, Alt var Skyer der,

Da lyste der med eet et Stjerneskjær,

»Min Stjerne!« hørte jeg han høit brød ud.

Han bøiede sig dybt som for sin Gud,

Den store Kappe bort fra Skuldren gik;

Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;

Et Suk steg fra mit Bryst, da saae han ned,

Men taug – han taug – jeg glemte hvad jeg leed,

Men glemmer aldrig dette dybe Blik.

Han bredte Kappen over mig og gik. –

Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt,

Mit Hjerte bad, og Redning blev mig bragt.

Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,

Men ei den tause Mand jeg saae igjen;

Ham var det dog, der Liv og Hjælp mig gav.

Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav?

Maaskee han lever? – Lever langt herfra!

Er lykkelig –? Mit Hjerte siger Ja!