H.C. Andersen

Af Samlede Digte

1833

»Jeg drömte jeg var en lille Fugl«

Jeg drømte, jeg var en lille Fugl,

Der fløi over Land og Bølge,

Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae,

Jeg ikke forstod at dølge.

Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst,

Jeg sang mine Sorger og Glæder,

Jeg svang mig over det brusende Hav

Og alle de fremmede Steder.

En Morgen sad jeg paa Træets Green,

Og qviddrede glad mine Sange!

Rundt om i Græsset de Blomster stod’

De vare saa smukke, saa mange.

Men een var i Duft og Farveskjær

Den smukkeste, maatte man sande,

Paa hende jeg saae, for hende jeg sang,

Og glemte de fremmede Lande.

Hos hende jeg vilde bygge og boe,

Jeg vilde Vingerne miste,

Jeg vilde qviddre min bedste Sang,

Til Hjertet engang maatte briste!

Hun bøiede sig i Vinden bly,

Jeg rørte ved Blomster-Kjolen,

Jeg Tanken forstod i Bladets Duft,

Det rødmed’ i Morgensolen.

Og Blomsten bøied’ sit Hoved ned,

Jeg husker det Hele saa nøie!

Jeg syntes at læse min Kjærlighed

I hendes trofaste Øie.

Da kom der en Jæger, saa ung og smuk,

Han havde sin Bøsse paa Nakken,

Han tog min Blomst og satte den pænt

I Knaphullet foran paa Frakken.

En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad,

Jeg troede, det var en Taare,

Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig!

Jeg ønskede Døden saa saare.

End dufter Blomsten saa smuk som før,

Den føler i Frakken sig hjemme!

Jeg flyver afsted fra By til By,

O, kunde jeg Blomsten dog glemme!

Jeg sørger – men synger dog meer end før,

Hver Gang jeg flagrer paa Vangen,

Saa kommer der vel en Jæger en Gang,

Og skyder mig midt under Sangen!

Elskerens Sang

Høit paa Bjerget, hvor Skyerne gaae,

Hvor de sorte Graner staae,

Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,

Sidder jeg ene.

Snart er Fjeldet en Ø;

Skyerne staae, som en uhyre Sø;

Nu skilles de her,

Og i Sollysets Skjær

Seer jeg dernede den grønne Vang.

Der var jeg engang,

Der, hvor Fuglene slaae,

Hvor de brune Hytter staae,

Hvor Røgskyer, blaalige, hvide,

Hvirvle ad Bjergets Side.

Et Hjem fandt jeg der,

Jeg fandt en Hjertenskjær.

Tanke og Sjæl følte jeg brænde

Ene for hende.

Hun elskede mig – hun var tro,

Tro – derfor skiltes vi to.

Hun var Brud – dernede de bygge

I Hytten, hist hvor Egene skygge,

Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge.

Hun sin Tanke maa dølge,

Hun tør ei tænke paa mig,

Dog drømmer Hjertet kun Dig.

Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte;

Du kun boer i mit Hjerte.

– O, Du Skyernes bølgende Hav,

Skjul mig min Kjærligheds Grav!

Paa Brocken

(Den 26de Mai 1831)

Høit over Skyen staaer jeg her,

Dog Hjertet maa bekjende:

Jeg var dog Himlen mere nær,

Den Gang jeg var hos hende.

Det syge Hjerte

MODEREN

Hvad kommer Du fra Kirken her?

Vil Du ei see paa Stadsen her?

I Dag staaer liden Grethe Brud.

Men Du er bleg! Du gode Gud!

De seer jo ganske saadan ud,

Som da – o Gud, jeg græde maa!

Som Lille Du i Græsset laae,

Et giftigt Dyr stak der din Fod;

Døds-Smerten i dit Ansigt stod;

Ak, dobbelt den jeg med Dig led.

Din Fod jeg grov i Jorden ned,

Og Jorden suged’ Giften ud;

Saa har han gjort den gode Gud!

SØNNEN

Ja, Moder, Jorden hjælper der.

I Hjertet er nu Giften her;

Jeg føler den – forbarm Dig Gud!

Din Jord vil suge Giften ud.

O, grav det syge Hjerte ned,

Det hjælper jo, saa faaer jeg Fred!

Til en ung Dame

(Med et Exemplar af mine Digte)

Naar Nattergalens Øine man udbrænder,

Saa skal den synge baade Dag og Nat,

Det samme med et Digterhjerte hænder,

Naar Livet der sin skarpe Torn har sat;

Man hører Sangen, ingen Sorg man tænker,

Saaledes maa det være! – ikke sandt?

Alt er betalt, naar man et Smiil kun skjænker,

Dog meer – ja, meget meer hos dem jeg vandt!

De, som en Søster, vil mig kjærlig dømme,

Naar der jeg sover, hvor man ei kan – drømme!

De to Ravne

(Skotsk Ballade)

Der sidde to Ravne paa Træet hist,

Saa sorte man aldrig saae dem forvist!

De skrige hæst over Skovens Krat,

»Hvad faae vi at spise i denne Nat?«

»Jeg veed, at i Mosen bag Dæmningen hist,

Der ligger en myrdet Ridder forvist;

Men ingen det veed, uden Himmelens Gud,

Samt Hunden og Falken og Ridderens Brud.«

»Hans Hund drager atter paa Jagten hen,

Hans Falk faaer sig snart en Herre igjen,

Og Bruden finder en Hjertenskjær,

Men vi faae et kosteligt Maaltid her!«

»Jeg sætter mig paa ham i Mag og i Ro,

Og hakker ham ud hans Øine to,

Og med hans Haar vil jeg flyve afsted,

Og flikke min gamle Rede dermed!«

»Saa mangt et Øie vil svømme i Vand,

Dog finder Ingen den Riddersmand;

Det blæser koldt over Busk og Green,

Hvor Løvet dækker hans hvide Been.«

Tre Dage af en Tyveknægts Liv

Den første Dag – jeg husker det godt!

Det var paa Marken, foran et Slot;

Man hængte En i en Galge der,

Og det var min Fader, denne her.

Min Moder man ind i Hullet jog,

Men dirke hun kunde det selle Skrog,

Hun løb til Skoven, mig tog hun med,

Og vi kom begge ret godt afsted.

Den Gang var jeg kun en Unge.

Den anden Dag – Ja Tiden jo gaaer!

Da var jeg saadan en nitten Aar,

Jeg blev forlibt – jeg var ei klog!

Nær havde jeg blevet et ærligt Skrog;

Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,

Men hun gjorde Nar af min Kjærlighed,

Hun var som de andre af Evas Slægt,

Jeg blev da igjen en Tyveknægt,

Og det skal jo nogen være!

Den tredie Dag – ih nu, lad gaae!

Jeg maa vel slægte min Fader paa.

Af Sult min Moder forlængst gik bort,

Men jeg, jeg gjør det nu mere kort –

Lidt høit jeg hele mit Liv har tænkt,

Nu kommer jeg høit – nu bliver jeg hængt.

Maaskee min Kjæreste seer herpaa,

Hun er her med Manden og alle de Smaa,

At see, hvor Tyven kan dingle!

Den blinde Moder

»Trommen hvirvler. De er’ nær!

Mægtigt suse Hærens Faner.«

– »Moder, det er Vinden her,

Der gaaer gjennem Skovens Graner.« –

»Hører Du ei Hestens Hov?

Rustvogn tæt ved Rustvogn kjører.«

– »Veien gaaer i denne Skov,

Det er Reisende Du hører!«

»Stille Barn, de er’ os nær!

Vinden suser ei i Granen.

Seer du ei den hele Hær?

Stolt din Fader bærer Fanen.

Nei, det er ei Nattens Blæst,

Eller fremmed Mand, der reiser,

Foran Hæren, paa sin Hest

Rider jo den store Keiser

»For mit Øie er det Nat,

Men i Mulmet ham jeg kjender.

Barn, jeg føler mig saa mat,

Fold Du mine gamle Hænder!

Vinden suser gjennem Fanen,

Mildt din Fader vinker der,

Barn, o sæt mig her ved Granen,

Døden føler jeg er nær.«

Invaliden

Røgsky ved Røgsky over Marken laae,

De røde Ildsvælg Øiet ene saae.

Sært dundred’ Jorden under Hestens Hov,

Som var det Stormen i en Fyrreskov.

Mand tæt ved Mand vi stod’, kun: »frem!« det lød.

Min Broder faldt – han fandt en Heltedød.

Jeg følte Intet. Intet Hjertet rørte,

Jeg kun den dybe Trommehvirvel hørte,

Trompetens Stød –; vi bruste vildt afsted –

Da faldt min Hest – mit ene Been gik med.

Hen over os den hele Krigshær gik;

Jeg veed ei meer, det sortned’ for mit Blik. –

Da jeg blev vakt, var Alt saa tyst, saa tyst! –

O denne Stilhed knugede mit Bryst.

Mit Been var Ild, af Tørst min Læbe brændte,

Jeg laae blandt Liig, men intet Træk jeg kjendte.

Det sildigt var, jeg følte Nattens Blæst,

Nær ved mig vrinskede en saaret Hest;

Der laae en Franskmand; dybt hans Dødssuk lød,

»Napoleon« han nævned’ – og var død.

Jeg vilde bede, hævede mit Blik,

Men Døden atter over Hjertet gik;

Jeg veed ei selv, hvor længe der jeg laae.

Det første som igjen mit Øie saae,

Det var en Mand, indsvøbt i Kappen her,

Han jog to Ravne bort, som sad mig nær.

Jeg saae dem, hørte deres hæse Skrig!

(Jeg var et Liig jo mellem døde Liig!)

Taus Manden stod, hans Ansigt ei jeg saae;

Den store Kappe høit om Kinden laae.

Han saa mod Himlen, Alt var Skyer der,

Da lyste der med eet et Stjerneskjær,

»Min Stjerne!« hørte jeg han høit brød ud.

Han bøiede sig dybt som for sin Gud,

Den store Kappe bort fra Skuldren gik;

Jeg saae det aabne, stolte Helteblik;

Et Suk steg fra mit Bryst, da saae han ned,

Men taug – han taug – jeg glemte hvad jeg leed,

Men glemmer aldrig dette dybe Blik.

Han bredte Kappen over mig og gik. –

Jeg laae imellem Liv og Død henstrakt,

Mit Hjerte bad, og Redning blev mig bragt.

Den franske Leir var nær, der kom jeg hen,

Men ei den tause Mand jeg saae igjen;

Ham var det dog, der Liv og Hjælp mig gav.

Maaskee nu Græsset voxer paa hans Grav?

Maaskee han lever? – Lever langt herfra!

Er lykkelig –? Mit Hjerte siger Ja!

Impromtu

(Skrevet i Sommeren 1832, paa en Træstamme i Skoven ved Nøragergaard, i Nærheden af Tiissøe, med Udsigt til Fyen og Beltet).

Den grønne Skov, saa ungdomsfrisk og fager,

Skal engang vorde Ager;

Og hist bag Krattet, Søens dybe Seng

En sivgrøn Eng,

Hvor Fuglen klynker i de tætte Rør,

Mens Mindet døer.

Selv Hjertet med sit skjønne Flamme-Guld,

Vil blive Muld.

Thi synge Skov og Søe og Sommer-Luft:

»Nyd Øieblikkets friske Blomster-Duft!«

Hist slynger Beltet sig, en sølvhvid Sti,

Hvor Snekken, som en Maage, gaaer forbi.

Dernede Baaden over Søen seiler,

Den brune Sky sig smukt i Vandet speiler,

Alt aander Fred, her svinder hver en Smerte.

Men bring ei Sorgen med dig i dit Hjerte!

Skue rundt omkring! flyv Sjæl paa Tankens Strøm!

Thi Glæden er en kort, men deilig Drøm.

Af Epigrammatiske Digte

II.

Ei Roes, ei Dadel standser Skjaldens Flugt,

– Ved Storm og Solskin bliver Blomsten Frugt.

V.

(Med et Exemplar af »Fodreisen«)

Du, som saa ofte læste i mit Hjerte,

Hvad galt og klogt det kunde falde paa,

Som deelte søsterligt min Glæde og min Smerte,

Vil ogsaa her mig allerbedst forstaae.

VI.

(Med Digtene)

Hvad Hjertet drømte, hvad Øiet saae,

Det voxer her som Blomster smaae.

VII.

(Med: »Phantasier og Skizzer«)

Skjaldens dybe Sorg og Lyst

Bliver Toner i hans Bryst,

Og mens Sjælen bange længes,

Synger han, til Hjertet sprænges.

VIII.

(Med et Exemplar af Bruden fra Lammermoer)

Lad ei vort Venskabs skjønne Drømmeland

Som Edgar synke, døe i Flyvesand.

X.

(Med samme Bog)

Skjøn paa det, mens Du har mig!

Vær ogsaa god, som klog!

Naar siden Døden ta’er mig,

Saa har Du kun min Bog.

XI.

(I en Stambog)

Lad Tidens Ege kaste dunkle Skygger.

Erindrings-Fuglen høit i Træet bygger,

Den synger os sin Smerte og sin Lyst,

Og kjære Minder stige i vort Bryst.

XII.

Min Tankes Tanke ene Du er vorden,

Du er mit Hjertes første Kjærlighed,

Jeg elsker Dig som ingen her paa Jorden,

Jeg elsker Dig i Tid og Evighed!

Af Deviser med Presenter paa et Juletræ

(Til en Herre med en qvindelig Dukke)

Jeg siger Dig og i alvorlig Tone:

Du er ei bedre Mand, end jeg er Kone.

Introduction

En Forgrund med en Smule Grønt,

Et Træ – men det maa være kjønt –

En Luft, og saa er det forbi,

Saa har man strax et Malerie.

Men til et Digt? – Hvad skal der meer?

Her strax man et for Øiet seer!

Bjerg-Situation i Harzen

Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der,

Jeg sætter Dig dog ind i Verset her;

Du lille Flod, som bruser vildt afsted,

Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med;

Selv Fuglen her imellem Engens Blommer,

Der flagrer bort, saa snart han seer jeg kommer.

– Hvad, tænker den, at undgaae mig med Sligt?

Jeg vil – og den maa qviddre i mit Digt.

Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster;

En Digter er en farlig Hexemester!

Hist staaer en Pige – nøgne hvide Been,

En deilig Væxt, slank som en Vidiegreen,

Hun vasker Liin – men vender Ryggen til;

Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil?

Ha, hvad er det! Har Tryllestaven svigtet,

Hun trodser! Vel – hun skal dog ind i Digtet!

Som der hun staaer, jeg hende tage vil,

Nu skal hun staae og vende Ryggen til.

Her er det Hele: Lyset smukt med Skyggen,

Og Pigen, som nu altid sees paa Ryggen.

Kulbrænderen

Mellem Skovens Graner her

Skinner Ildens røde Skjær,

Kulsort Røg fra Hytten gaaer.

Foran Ilden Svenden staaer,

Og belyst af Træets Glød

Seer han ud halv sort, halv rød;

Han de store Masser vender,

Dybere det brænder.

Lænet til sin Løfte-Stang,

Nynner han en gammel Sang:

»Granen voxer Aar for Aar,

Altid lige grøn den staaer,

Som min Kjærlighed saa skjøn,

Altid grøn, men dunkel grøn!«

Sangen ingen Trøst ham sender,

– Dybere det brænder.

Af Samlede Digte, 1833

Samlingen udkom 20. august 1833. BFN 224

»Jeg drömte jeg var en lille Fugl«

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 225. Sidstnævnte udgave følges her.

452
dølgeskjule.
453
End (dufter)endnu.
Vangenmarken.

Elskerens Sang

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 226. Sidstnævnte udgave følges her.

454
Vangmark.
(Fuglene) slaaesynger.
dølgeskjule.

Paa Brocken (Den 26de Mai 1831)

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 227. Sidstnævnte udgave følges her.

455
BrockenBloksbjerg, det højeste bjerg i Harzen, hvor heksene efter sagnet samlede sig.
26de Mai 1831H.C. Andersen ankom 25. maj til byen Goslar i Harzen.

Det syge Hjerte

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 228. Sidstnævnte udgave følges her.

456
Hvad (kommer Du)hvorfor.
grovgravede.

Til en ung Dame (Med et Exemplar af mine Digte)

Først kendte tryk i Samlede Digte. BFN 229

457
mine Digtevel H.C. Andersens første digtsamling, Digte, som udkom 2. januar 1830 (BFN 51; se s. 55 ff.).

De to Ravne (Skotsk Ballade)

Først kendte tryk: del af skuespillet Bruden fra Lammermoor, der udkom 3. maj 1832 (BFN 183). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 230. Sidstnævnte udgave følges her.

459
Skotsk BalladeH.C. Andersens digt er en gendigtning af den skotske 1600-tals-ballade »The Twa Corbies«.
forvistmed sikkerhed, det er sikkert.
flikkereparere, lappe.

Tre Dage af en Tyveknægts Liv

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 231. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

460,24Liv har tænkt < Liv tænkt
460
Hullethundehullet, fængslet.
sellesølle.
forlibtforelsket.
Evas Slægtkvindekønnet.

Den blinde Moder

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 232. Sidstnævnte udgave følges her.

461
den store KeiserNapoleon 1.

Invaliden

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 233. Sidstnævnte udgave følges her.

462
Ildsvælgkanon(munding).
vaktvækket.

Impromtu

Først kendte tryk i Samlede Digte. BFN 234

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

464,7En sivgrøn Eng < En sivgrøn Eeg
464
Impromtuimpromptu; kort, improviseret digt.
Sommeren 1832 … TiissøeH.C. Andersen tilbragte 14 dage af sin sommerejse i 1832 på herregården Nørager ved Tissø nord for Slagelse hos kammerråd C.C. Bang, der var ven af familien Collin.
BeltetStorebælt.
vordeblive.
Thi (synge)derfor.
Snekke(n)mindre sejlskib.

Af Epigrammatiske Digte

Først kendte tryk i Samlede Digte. BFN 235-242. Undtagelse herfra er »Ei Roes, ei Dadel standser Skjaldens Flugt« (BFN 235), hvor først kendte tryk er som del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162), og »Min Tankes Tanke ene Du er vorden« (BFN 242), hvor først kendte tryk er som del af skuespillet Bruden fra Lammermoor, der udkom 3. maj 1832 (BFN 183). Begget optaget som selvstændige digte i Samlede Digte. Sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

467,1VIII. < VII.
467,5synke, døe < synke døe
466
Epigrammatiskefyndige, rammende.
FodreisenH.C. Andersens debutbog, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, der udkom 2. januar 1829 (BFN 22); se denne udgaves bind 9).
Digtenevel H.C. Andersens første digtsamling, Digte, som udkom 2. januar 1830 (BFN 51; se side 55ff.).
Phantasier og SkizzerH.C. Andersens Phantasier og Skizzer udkom 10. januar 1831 (BFN 109; se side 191 ff.).
467
Bruden fra LammermoerBruden fra Lammermoor, syngestykke af H.C. Andersen, udkom 3. maj 1832 og opføres første gang på Det Kgl. Teater 5. maj 1832 (BFN 183).
Edgarjunker af Ravenswood, den mandlige hovedperson Bruden af Lammermoor, som ved stykkets slutning omkommer i strandens flyvesand.
Flyvesandsand, der flyttes af vinden.
samme Bogder henvises til Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen (BFN 199; se s. 369 ff.), som er den bog, der refereres til i nr. IX af de »Epigrammatiske Digte«, som ikke gengives her, da det trykkes første gang som det fjerde af 7 »Smaae-Digte« i Nyeste Repertorium for Moerskabslæsning, bind 2, nr. 4, 26. januar 1833 (BFN 216; se s. 447).
Stambogalbum, hvori venner og gæster skrev deres navne sammen med sentenser, vers o.l.
vordenblevet.

Af Deviser med Presenter paa et Juletræ

Først kendte tryk i Samlede Digte. BFN 243

468
Devise(r)kort sætning, der indeholder en (moralsk) sandhed, sentens; ofte vedlagt en gave.
Presentergaver.

Introduction

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt som indledning (introduktion) til afsnittet »Genre-Malerier« i Samlede Digte. BFN 244. Sidstnævnte udgave følges her.

469
Lufthimmel med skyer.

Bjerg-Situation i Harzen

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. (BFN 162), der udkom 19. september 1831. Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 245. Sidstnævnte udgave følges her.

470
Blommerblomster.
lydeadlyde.
Vidie(green)lang, tynd og bøjelig (pile)gren.
Liintøj af linned el. lærred.

Kulbrænderen

Først kendte tryk: del af rejseskildringen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., der udkom 19. september 1831 (BFN 162). Optaget som selvstændigt digt i Samlede Digte. BFN 246. Sidstnævnte udgave følges her.

471
Kulbrænderenkulsvier; person, der fremstiller trækul.
Granen voxer … grøn!sangen har ikke kunnet identificeres, måske H.C. Andersens egen.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

»Jeg drömte jeg var en lille Fugl« Elskerens Sang Paa Brocken Det syge Hjerte Til en ung Dame De to Ravne Tre Dage af en Tyveknægts Liv Den blinde Moder Invaliden Impromtu Af Epigrammatiske Digte II. V. (Med et Exemplar af »Fodreisen«) VI. (Med Digtene) VII. (Med: »Phantasier og Skizzer«) VIII. (Med et Exemplar af Bruden fra Lammermoer) X. (Med samme Bog) XI. (I en Stambog) XII. Af Deviser med Presenter paa et Juletræ (Til en Herre med en qvindelig Dukke) Introduction Bjerg-Situation i Harzen Kulbrænderen

Del

[Sassy_Social_Share]