Har Du hørt om Tryllelandet

Bag de vilde Pyrenæer?

Maurisk Kunst staaer i Ruiner

Under høie Pinietræer.

I den milde Luft ved Kilden

Synge Hyrderne om Cid,

Messer læses, Klokker klinge,

Her er altid Kirketid.

▶I Sevillas Dom er malet

En Madonna reen og mild,

Jomfru bly og dog som Moder,

Ynde, Mildhed, Guddoms Ild.

Men hvo blanded’ disse Farver?

Hvo har kunnet male Sligt?

Hvad jeg veed, vil jeg fortælle,

Og det Givne er ei Digt◀!

Velbekjendt er Don Murillo,

Spaniens Correggio,

Paa hans Dragt man saae hans Rigdom,

I hans Øie Snillet loe.

Det var just en Sommermorgen,

Tidligt, som de pleied’ det,

Kom Eleverne og satte

Sig til Pensel og Pallet.

Don Murillo var der ikke,

Der blev spøgt og der blev talt,

Drillet, sværmet, aandet Viisdom,

Og forresten meget Galt.

»Ved Sanct Jacob!« skreg den Ene,

Da han for sit Billed’ staaer,

»Hvo har malet paa mit Stykke?

Hvo gik sidst herfra igaar?«

»O Du Nar, vi gik jo sammen!«

– »See, hvor min Pallet seer ud!

Og betragt dog dette Stykke,

Det er malet til en Klud!«

»Dog i Hjørnet staaer et Hoved,

O, hvor deiligt! o hvor blødt!

Det har Du ei kunnet male,

Før dit lever er det dødt!«

»Mine Pensler ere vaade!«

Raabte høit en Tredie der;

»Det er ei den første Morgen,

Sligt er mødt os Alle her!

Meget skeer i Nattens Time,

Meget, underfuldt og stort!«

– »Ah, du troer med Negerslaven

Gomes, det har Zombien gjort;

Zombien, som han kalder Nissen,

Efter Negerfolkets Tro!«

– »Gid,« udbrød den Ældste blandt dem,

»Zombien lod Jer i Ro,

Og fuldførte min Madonna,

Det vil ei med hende gaae!«

Han sig vendte til sit Billed,

Blegnede og saae og saae:

Herligt skjønt, om kun skizzeret,

Et Madonnahoved stod.

»Naadens Gud! hvo maled’ dette?

O, jeg har ei Kraft, ei Mod

Til at ende dette Skabte!

Hvilken Skjønhed! o, hvor stort!«

Don Murillo traad i Salen,

Spurgte: »hvo har dette gjort?

Den som maled’ det, er Maler,

Er min kjæreste Elev!«

Alle nedslog deres Øine,

Alle om ham tause blev.

»Svar dog, hvo har malet dette?

Svar mig! jeg det vide vil!«

– »Zombien har gjort det, Mester!

Her gaaer ikke rigtigt til!

Hver en Aften Alt vi ordne,

Rense Pensel og Pallet,

Men hver Morgen naar vi komme,

Intet er paa samme Plet!

Men rundt om, saa deiligt malet,

Titter mangt et Hoved frem,

Her en Engel, der en Djævel,

Man maa gaae fra sine fem!«

Taus Murillo saae paa Stykket,

Vendte Øiet da mod Jord:

»Gid jeg selv det havde malet!«

Var den store Mesters Ord.

»Men hvo har? Kom ind Sebastian!

Dreng, Du med det uldne Haar!«

Og en Søn af Negerslaven Kom,

en Dreng paa fjorten Aar.

»Har jeg ikke strengt befalet,

Du hver Nat skal sove her!«

– »Herre jo.« – »Du gjør det ikke,

Vi har jo Beviset der!

Siig, hvo kommer her om Natten?

Hvorfor løber Du din Vei?« – –

»Herre, her har Ingen været,

Ingen, Ingen, uden jeg!« –

»Dreng, Du lyver! jeg befaler,

Du skal vaage her inat,

Og imorgen Du fortæller,

Hvo der har for Stykket sat!

Sover Du, hvad heller løber,

Vil det ilde med Dig gaae!

Stokkeprygl, ja fem og tyve,

Skal Du ærligt af mig faae!

Og Enhver nu til sit Arbeid’!«

Under dette Dagen gik;

»Tænk paa Pryglene, Sebastian!«

Var den Mindelse, han fik.

»Zombien er det!« sagde Drengen,

»Slaae mig for det er for haardt!

Benet der paa Eders David

Trak han langt og Armen kort!«

»Rigtigt truffet!« skreg de Andre.

»Selv Sebastian gjør Dig Tort!«

Og de drillede og spøgte,

Endelig gik Alle bort.

– – Det var Nat, saa tyst og stille,

Lampen bredte ud sit Skjær;

Ene, grundende stod Drengen;

Tænkte han paa Zombien her?

Døren aabnedes saa sagte,

Blikket vendte han derhen;

Negeren, hans Fader, var det,

Eneste og bedste Ven.

»Fader, hvad vil Du saa silde?«

– »Vaage for Dig! sov saa Du.«

– »Det behøves ikke Fader!«

– »Men naar Zombien kommer nu!«

»Jeg er ei for Zombien bange!«

– »Men hvis Dig han tager bort,

Staaer jeg jo i Verden barnløs,

Barnløs, der er altfor haardt!

Du min Slavestand mig mildner!«

– »Fader, jeg har meget grædt!

Være Slave, o hvor grusomt!« –

– »Barn, Vorherre vilde det!«

– »Fader, Frihedstimen kommer,

Jeg i Drømmene den saae!

Sov nu Du! naar Zombien kommer,

Muligt Hjelp fra ham vi faae!

Gaae dog, Fader! vær ei bange!

Bed, gid Frihedstimen slaae!«

Og med Kys og barnlig Tale,

Bragte han ham til at gaae.

»Nu til Arbeid!« raabte Drengen;

»Gud, jeg kan jo ei modstaae!

Der er Noget inden i mig,

Som tilraaber mig, jeg maa!

Men naar de i Morgen spørge,

Og jeg ikke svare kan.

Fem og tyve Slag bekommer

Da din Ryg, Sebastian?

Gud, jeg kan ei lade være!«

Og han græd og knæled’ ned;

Under Bønner, under Taarer,

Sendte Søvnen ham sin Fred! –

Først i Dæmringen han vaagned’,

Og forskrækket saae sig om,

Kun tre Timer var tilbage;

Da han vidste, at de kom.

»Jeg har sovet, kunnet sove,

Sove Friheds-Tiden hen!

Kun endnu tre korte Timer,

Slave er jeg da igjen!

Mod, Sebastian! Du maa male!

Er det vel en Synd, o Gud?«

Penslen greb han, sin Madonna

Vilde kjækt han slette ud;

Men selv i de svage Omrids

Laae en Kraft, et Sjæleblik!

O, det var, som om hun aanded’,

Smilet til hans Hjerte gik.

»De lod hende staae, de Andre,

Slette ud de kunde ei,

Selv Murillo vilde ikke,

Mesteren, og skulde jeg?

Nei, lad ham imorgen slaae mig,

Hvert et Træk jeg lader staae!

Som Du staaer for mig, Gudsmoder,

Jeg dit Billed’ male maa!«

Og hans Kunstner-Øie flammed’,

Dristigt Penselen han tog,

Malede, imedens Hjertet

Helligt i Begeistring slog.

Solen lyste, Alt han glemte,

Stokkeprygl og Slavestand,

Stor og fri hans Sjæl sig følte,

Aanden vied’ ham til Mand.

Pludselig en Støi han hørte,

Tæt bag ved ham Klyngen stod:

Don Murillo, hans Elever;

Blodet Drengens Kind forlod;

Hovedet af Skræk han bøied’

Straffen nu han tænkte paa.

Mens den hele unge Skare

I Beundring paa ham saae.

Don Murillo dulgte Blikket,

Syntes vred og streng i Hu.

»Dreng, hvo lærte Dig at male«?

»Herre, Du!” – »Hvad jeg?« – »Ja du!« –

»Jeg har aldrig underviist Dig!«

– »Men jeg Dig jo male saae,

Og naar Du de Andre lærte,

Stod og hørte jeg derpaa!« –

– »Ja, Du hørte, Du benytted’,

Ordet til den Rette kom!

Du maa tugtes, eller lønnes –!«

– »Lønnes!« bad de rundten om.

»Vel, forlang!« og Drengen bæved’,

Han i Hjertet blev saa glad.

»Bed om Penge! bed om Klæder!«

Men endnu han ikke bad.

»Tal kun frit!« udbrød Murillo;

»Herre, ak! jeg vover ei!«

»Bed om Penge!« sagde Nogle,

»Du i Dag faaer intet Nei!«

»Bed om Frihed!« raabte Andre.

»Nu din Trældom er forbi!«

»Frihed!« raabte Drengen, »Frihed!

Herre giv min Fader fri!«

Og Murillo brast i Taarer,

Slutted’ Drengen i sin Favn,

»Han og du er’ frie, I Kjære!

Værdig er Du Kunstner-Navn!

Aandens Snille kan man eie,

Men der maa et Hjerte til!

Held mig, jeg har skabt en Maler,

Spanien ham bekrandse vil!«

Negeren, den glade Fader,

Hørte, undred’: »O, hvor stort!« –

Drengen smilte gjennem Taarer:

»Fader, det har Zombien gjort!«