Af
Samlede Skrifter
Sextende Bind
1854
Af Deviserkort sætning, der indeholder en (moralsk) sandhed, sentens; ofte vedlagt en gave. med Presentergaver. paa et Juletræ
2.
(Med Lamartines Reise i Orientensandsynligvis Alphonse de Lamartine Souvenirs, impressions, pensées et paysages, pendant un voyage en Orient (1832-1833), ou Notes d’un voyageur, 1835 (dansk Lamartines Reise i Österland, med Forfatterens Portrait, 1838-1839). )
Imellem Bogens Ryg og Rand,
Du finder det hele Østerland.
4.
(Med en Tøffel)
Dertil er Du dog ei istand
At sætte denne over din Mand.
5.
(Med en Pidsk)
Du faaer en Pidsk, som det sig bør,
Du Lykkens Kjæledægge.
En Pidsk har Du jo faaet før
6.
(Med en Bog-Knivpapirkniv til opsprætning af uopskårne bøger. )
Med denne Kniv kan Du sprætte op,
Og see hver Tanke i Bogens Krop.
7.
(Med en Felt-Flaske)
Mens Sneen fyger hid og did,
Og Kulden er den stærke,
En lille Sangfugl flyver hid –
Det er en Morgen-Lærke.
9.
(Med H. C. Andersens Eventyrmåske Eventyr. Med 125 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen, 1850 (BFN 551). )
Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige,
Der aabner Dig Slots-Haven i hans Rige.
14.
(Med en Smørkande)
Vers og Smør ei passe sammen,
Dog et Vers Du have maa,
Midt i Kanden Digter-Flammen,
Som en Juleblomst skal staae.
16.
(Med en Viskerkan både betyde lussing samt redskab, fx klud, til at rengøre eller viske noget ud med. )
Du som staaer der og smidsker:
»Hvad faaer jeg skal jeg troe?«
See her, Du faaer en Visker,
Men Du fortjente to.
17.
(Med et Speil)
Lykkens Yndling er Du af Naturen,
Lykkens Yndling er Du i Figuren,
Lykkens Yndling er Du for og bag,
Lykkens Yndling baade Nat og Dag,
Lykkens Yndling – derfor faaer Du – gjæt!
Dette Speil, det viser dit Portrait.
21.
(Med en Bronce-Hest som Papirpressertung genstand til at lægge oven på en bunke papirer. )
Til en dansk Statsmand
Her kommer en
Den kom fra Arabien
Den græsser alene paa Statspapirer,
Og staaer i Tøir paa en Tanke-Skat.
Af Bregentvedlensgreve A.W. Moltkes herregård fra ca. 1650 ved Haslev.
I.
Paa GrevindensMarie Elisabeth Moltke. Fødselsdag
(1842)
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende al sin
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
III.
(1849)
En
Og jublende vi komme,
Thi Sløret brast for Øiets
Den mørke Nat er omme,
See Skoven dog hvor deilig grøn,
Og Hjort og Hind derinde;
Du seer din Fest, saa lys og skjøn,
Vor Moder, vor Veninde.
Igjennem Rummet, denne Dag
Gaaer Hjerte-Melodien,
Du hører
Fra Themsen og fra
De er Dig nær og Du det veed,
De juble med herinde,
Gud
Vor Moder, vor Veninde!
Alt hilser Dig med Lysets Glands,
Det Dybe og det Høie,
Den grønne Mark og Stjerners Krands,
Og Glæden i vort Øie;
Snart Kampens Sky fra Danmark gaaer,
I Fred skal Dagen rinde,
Da dobbelt lys Dig Verden staaer,
Vor Moder, vor Veninde!
I Landet Fred, paa Havet Fred,
Fred i hvert sorgfuldt Hjerte!
Hvor ærlig Villie holder ved,
Gaaer Glæde frem af Smerte.
I Taalmod, og det milde Sind,
Du saae din Nat forsvinde!
Guds Solskin i dit Hjerte ind,
Vor Moder, vor Veninde!
Af Geheimeraad J. Collin
I.
Den 6te Januar 1844Jonas Collins 68-års fødselsdag.
Der er et
Og Jernport fra den hverdags Landevei
Enhver, som gaaer forbi, der indad titter,
Det friske Grønne hvisker: Glem mig ei.
Smukt Ranken snoer sig opad Murens Side,
Og stundom flyver der en Sangfugl frem;
Men Huset selv, – om det vi Alle vide:
Der er vort Hjem, vort elskte bedste Hjem.
Det er saa godt i Livets Kamp og Smerte
At holde fast paa hvem man ret har kjær;
At kunne stole paa et trofast Hjerte,
Og sligt et Hjerte er i Huset her.
Fra det udover os Solstraaler spille
Og mangen Sorg os synes ei saa tung;
Vi elske Dig, Du kjærlige, Du milde,
Du elskelige Fader, stærk og ung!
O gid i Alt vi ganske Dig maae ligne,
Op see vi til Dig, elske Dig saa tro;
Den gode Gud Dig glæde og velsigne,
Ja, her er godt at bygge og at boe.
Gud, lad os feire tidt og mange Gange
Den Fest i Dag! beskjærm! o Gud, hvert Led
I Kjæden her, saa kjære og saa mange;
Med »Molbechs EventyrChristian Molbech Udvalgte Eventyr og Fortællinger. En Læsebog for Folket og for den barnlige Verden, 1843. «
Her aabnes Dig et
Hvor alle Billeder fra Væggen tale;
I Haven findes Bjerge, dybe Dale,
Hvor Guld og Perler groe ved Kildens Væld
Besøg da Møllen, hvor de Guldkorn male,
Besøg selv Stjernen over Skyens Fjeld;
Her voxe Palmer straalende og høie,
Her gaaer en
En
Og »
Prindsessen sidder skjult i Kjærets Siv,
Gaae dristig til, her lever Eventyret –
Det kaldes Molbechs i det danske Land,
Men han er bare for det – Færgemand.
Af Stambogs-Blade i Efternævntes Stambøgeralbum, hvori venner og gæster skrev deres navne sammen med sentenser, vers o.l.
V.
Herman LøvenskjoldLøvenskiold.
Du gav
Og Saras
Kun modigt fremad –
Ved det hun just forfølge vil, – Geni!
VII.
Georg Carstensen
Som vildsom Fugl Du
Bort fra dit Hjem, fra vore grønne Øer
Og Blæsten peb og Skramlet gjorde Støi,
Det ferske Hverdags-Liv har slemme Søer.
Nu flyver Du igjen, men mere stærk,
Vi kjende dit Talent, som Du det kjender.
Du viste Villie – og vi see
Et Glædes-Blus her det i Øiet brænder;
Godt er dit Hjerte, Du har Ungdoms Hu,
IX.
A. Böttgerden tyske digter og oversætter Adolf Böttger oversatte manuskriptet til Mit eget Eventyr uden Digtning i forbindelse med den tyske udgivelse af H.C. Andersens samlede værker, Gesammelte Werke, Leipzig 1847.
(Leipzig 1846H.C. Andersen opholdt sig i Leipzig fra 11. til 20 februar og igen fra 8. til 16. september, begge gange traf han Böttger. )
Du førte os til
Der kom en Glands fra
Og af hvad selv din Sjæl er fuld,
Vi fik et Skjær i Øie-Søen,
Lad Hjertet være Skjaldens Fyr,
Flyv over hver en Sky og Skygge,
See Livet, som et Eventyr
Der kun opruller Lykke.
X.
B. v. BeskovBeskow.
(Stockholm 1850H.C. Andersen traf den svenske digter Bernhard von Beskow under sit ophold i Stockholm fra 3. til 12. juli 1849. )
Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa,
Bramfri, som altid den sande Aand man saae,
Beskeden og saa rig dog paa Digtekunstens Skatte;
– I disse fattige Ord, dit Billede jeg satte.
XI.
Fru v. BeskovMagdalena von Beskow.
(Stockholm 1850jf. ovenfor. )
Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv,
Som Vandet er det i den svenske Elv,
Hver Stjerne speiler sig i den til Grunden,
Og naar et Smiil Dig bæver mildt om Munden,
Til Dig betroer sig gjerne da hver Een.
– Gud gav en Digter Dig, som Ædelsteen.
XII.
Miss Roßhar ikke kunnet identificeres; H.C. Andersen møder den skotske forfatterinde under sit ophold i Edingburgh fra 11. til 19. august 1847; i dagbogen for 18. august 1847 noterer han: »jeg maatte skrive mange Blade, (paa eet til Miss Ross)«, hvorefter digtet anføres: »Da Skottlands Skjalde deres sange skrev, / Den skottske Tidsel til en Rose blev«.
(Edinburgh 1847)
Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang,
Skotlands
XIII.
Fru BournonvilleHelena Fredrika Bournonville, balletmester August Bournonvilles hustru.
Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme,
I tusind Farver
Men ham, som fik det, bittre Smerter ramme,
Han halvfortæres af sit Guddoms Lyn;
Tidt gaaer han ene – lyser, som en
Og lysende fortæres han som den,
Men elsker Gud ham, vil et trofast Hjerte
Sig slutte til ham, kalde ham sin Ven.
En Skytsaand følger ham, en ædel Qvinde,
Hun styrker ham paa Stridens tunge Dag,
Hans Sorg hun lukker i sit Hjerte inde,
Og mere kraftigt er hans Vingeslag.
Du er en saadan Skytsaand god og stærk,
Hans Navn, hans Lykke, blev dit Hjertes Værk.
XIV.
Frøken Christy Hohlenberg
Fra
Er Phantasiens Hjem og Alfers Rige,
Du kom, da Du var Barn, op til vort Norden
Hvor vaade Taager svæve over Jorden,
Og Svanen vintrer paa den stride Elv.
Dansk var din Slægt og nordisk er Du selv,
Hvad ubevidst Du os i Nutid viste,
At i det stille Liv tidt Blomsten groer,
Som Norden sjelden veed og sjelden troer.
XV.
I Fru TesdorphsH.C. Andersen mødte tyskfødte Mary Tesdorph under sit besøg på herregården Corselitze på Falsters østkyst 9. august 1850. Stambogalbum, hvori venner og gæster skrev deres navne sammen med sentenser, vers o.l.
Hvor Luther talte og hvor Goethe sang,
I Nabolandet gik din
Hvor Bølgen bruser høit om Dannevang,
Dig blomstre Livets Rose frisk og længe!
»Det har Zombienifølge bl.a. kreolsk folketro en slags nisse, der driller og laver ulykker. gjort«
(1838)
Har Du hørt om Tryllelandet
Bag de vilde Pyrenæer?
Under høie Pinietræer.
I den milde Luft ved Kilden
Synge Hyrderne om
Messer læses, Klokker klinge,
Her er altid Kirketid.
En Madonna reen og mild,
Jomfru
Ynde, Mildhed, Guddoms Ild.
Men hvo blanded’ disse Farver?
Hvad jeg veed, vil jeg fortælle,
Og det Givne er ei Digt
Velbekjendt er Don Murillo,
Spaniens
Paa hans Dragt man saae hans Rigdom,
I hans Øie Snillet loe.
Det var just en Sommermorgen,
Tidligt, som de pleied’ det,
Kom Eleverne og satte
Sig til Pensel og Pallet.
Der blev spøgt og der blev talt,
Drillet, sværmet, aandet Viisdom,
Og forresten meget Galt.
»Ved
Da han for sit Billed’ staaer,
»Hvo har malet paa mit Stykke?
Hvo gik sidst herfra igaar?«
»O Du Nar, vi gik jo sammen!«
– »See, hvor min Pallet seer ud!
Og betragt dog dette Stykke,
Det er malet til en Klud!«
»Dog i Hjørnet staaer et Hoved,
O, hvor deiligt! o hvor blødt!
Det har Du ei kunnet male,
Før dit lever er det dødt!«
»Mine Pensler ere vaade!«
Raabte høit en Tredie der;
»Det er ei den første Morgen,
Sligt er mødt os Alle her!
Meget skeer i Nattens Time,
Meget, underfuldt og stort!«
– »Ah, du troer med Negerslaven
Gomes, det har Zombien gjort;
Zombien, som han kalder Nissen,
Efter Negerfolkets Tro!«
– »Gid,« udbrød den Ældste blandt dem,
»Zombien lod Jer i Ro,
Og fuldførte min Madonna,
Det vil ei med hende gaae!«
Han sig vendte til sit Billed,
Blegnede og saae og saae:
Herligt skjønt, om kun skizzeret,
Et Madonnahoved stod.
»Naadens Gud! hvo maled’ dette?
O, jeg har ei Kraft, ei Mod
Til at ende dette Skabte!
Hvilken Skjønhed! o, hvor stort!«
Don Murillo traad i Salen,
Spurgte: »hvo har dette gjort?
Den som maled’ det, er Maler,
Er min kjæreste Elev!«
Alle nedslog deres Øine,
Alle om ham tause blev.
»Svar dog, hvo har malet dette?
Svar mig! jeg det vide vil!«
– »Zombien har gjort det, Mester!
Her gaaer ikke rigtigt til!
Hver en Aften Alt vi ordne,
Rense Pensel og Pallet,
Men hver Morgen naar vi komme,
Intet er paa samme Plet!
Men rundt om, saa deiligt malet,
Titter mangt et Hoved frem,
Her en Engel, der en Djævel,
Man maa gaae fra sine fem!«
Taus Murillo saae paa Stykket,
Vendte Øiet da mod Jord:
»Gid jeg selv det havde malet!«
Var den store Mesters Ord.
»Men hvo har? Kom ind Sebastian!
Dreng, Du med det uldne Haar!«
Og en Søn af Negerslaven Kom,
en Dreng paa fjorten Aar.
»Har jeg ikke strengt befalet,
Du hver Nat skal sove her!«
– »Herre jo.« – »Du gjør det ikke,
Vi har jo Beviset der!
Siig, hvo kommer her om Natten?
Hvorfor løber Du din Vei?« – –
»Herre, her har Ingen været,
Ingen, Ingen, uden jeg!« –
»Dreng, Du lyver! jeg befaler,
Du skal vaage her inat,
Og imorgen Du fortæller,
Hvo der har for Stykket sat!
Sover Du, hvad heller løber,
Vil det ilde med Dig gaae!
Stokkeprygl, ja fem og tyve,
Skal Du ærligt af mig faae!
Og Enhver nu til sit Arbeid’!«
Under dette Dagen gik;
»Tænk paa Pryglene, Sebastian!«
Var den
»Zombien er det!« sagde Drengen,
»Slaae mig for det er for haardt!
Benet der paa Eders David
Trak han langt og Armen kort!«
»Rigtigt truffet!« skreg de Andre.
»Selv Sebastian
Og de drillede og spøgte,
Endelig gik Alle bort.
– – Det var Nat, saa tyst og stille,
Lampen bredte ud sit Skjær;
Ene, grundende stod Drengen;
Tænkte han paa Zombien her?
Døren aabnedes saa sagte,
Blikket vendte han derhen;
Negeren, hans Fader, var det,
Eneste og bedste Ven.
»Fader, hvad vil Du saa silde?«
– »Vaage for Dig! sov saa Du.«
– »Det behøves ikke Fader!«
– »Men naar Zombien kommer nu!«
»Jeg er ei for Zombien bange!«
– »Men hvis Dig han tager bort,
Staaer jeg jo i Verden barnløs,
Barnløs, der er altfor haardt!
Du min Slavestand mig mildner!«
– »Fader, jeg har meget grædt!
Være Slave, o hvor grusomt!« –
– »Barn, Vorherre vilde det!«
– »Fader, Frihedstimen kommer,
Jeg i Drømmene den saae!
Sov nu Du! naar Zombien kommer,
Muligt Hjelp fra ham vi faae!
Gaae dog, Fader! vær ei bange!
Bed, gid Frihedstimen slaae!«
Og med Kys og barnlig Tale,
Bragte han ham til at gaae.
»Nu til Arbeid!« raabte Drengen;
»Gud, jeg kan jo ei modstaae!
Der er Noget inden i mig,
Som tilraaber mig, jeg maa!
Men naar de i Morgen spørge,
Og jeg ikke svare kan.
Fem og tyve Slag bekommer
Da din Ryg, Sebastian?
Gud, jeg kan ei lade være!«
Og han græd og knæled’ ned;
Under Bønner, under Taarer,
Sendte Søvnen ham sin Fred! –
Først i Dæmringen han vaagned’,
Og forskrækket saae sig om,
Kun tre Timer var tilbage;
Da han vidste, at de kom.
»Jeg har sovet, kunnet sove,
Sove Friheds-Tiden hen!
Kun endnu tre korte Timer,
Slave er jeg da igjen!
Mod, Sebastian! Du maa male!
Er det vel en Synd, o Gud?«
Penslen greb han, sin Madonna
Vilde kjækt han slette ud;
Men selv i de svage Omrids
Laae en Kraft, et Sjæleblik!
O, det var, som om hun aanded’,
Smilet til hans Hjerte gik.
»De lod hende staae, de Andre,
Slette ud de kunde ei,
Selv Murillo vilde ikke,
Mesteren, og skulde jeg?
Nei, lad ham imorgen slaae mig,
Hvert et Træk jeg lader staae!
Som Du staaer for mig, Gudsmoder,
Jeg dit Billed’ male maa!«
Og hans Kunstner-Øie flammed’,
Dristigt Penselen han tog,
Malede, imedens Hjertet
Helligt i Begeistring slog.
Solen lyste, Alt han glemte,
Stokkeprygl og Slavestand,
Stor og fri hans Sjæl sig følte,
Aanden vied’ ham til Mand.
Pludselig en Støi han hørte,
Tæt bag ved ham Klyngen stod:
Don Murillo, hans Elever;
Blodet Drengens Kind forlod;
Hovedet af Skræk han bøied’
Straffen nu han tænkte paa.
Mens den hele unge Skare
I Beundring paa ham saae.
Don Murillo
Syntes vred og streng i
»Dreng, hvo lærte Dig at male«?
»Herre, Du!” – »Hvad jeg?« – »Ja du!« –
»Jeg har aldrig underviist Dig!«
– »Men jeg Dig jo male saae,
Og naar Du de Andre lærte,
Stod og hørte jeg derpaa!« –
– »Ja, Du hørte, Du benytted’,
Ordet til den Rette kom!
Du maa tugtes, eller lønnes –!«
– »Lønnes!« bad de rundten om.
»Vel, forlang!« og Drengen bæved’,
Han i Hjertet blev saa glad.
»Bed om Penge! bed om Klæder!«
Men endnu han ikke bad.
»Tal kun frit!« udbrød Murillo;
»Herre, ak! jeg vover ei!«
»Bed om Penge!« sagde Nogle,
»Du i Dag faaer intet Nei!«
»Bed om Frihed!« raabte Andre.
»Nu din Trældom er forbi!«
»Frihed!« raabte Drengen, »Frihed!
Herre giv min Fader fri!«
Og Murillo brast i Taarer,
Slutted’ Drengen i sin Favn,
»Han og du er’ frie, I Kjære!
Værdig er Du Kunstner-Navn!
Aandens Snille kan man eie,
Men der maa et Hjerte til!
Spanien ham bekrandse vil!«
Negeren, den glade Fader,
Hørte, undred’: »O, hvor stort!« –
Drengen smilte gjennem Taarer:
»Fader, det har Zombien gjort!«
Af Fem og tredsindstyve Smaavers
3.
Dagen stiger,
Mulmet viger.
– Over Land og Sø og Bugt
Skinner Sommersolen smukt!
Himlen er blaa,
Alle Smaa-Blomsterne høre derpaa.
6.
(Rom 1840H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 20. december 1840 til 24. februar 1841. )
Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt,
Hvor paa Forstandens
Hvor der er store Minder imellem Nutids Smaat,
Der flyver tidt min Tanke, men det gjør mig ei godt;
Da kommer Gift i Blodet og Hovmod i mit Sind
Og bitter er den Taare der flyder paa min Kind.
7.
Jeg gav dem mit fulde Hjerte,
Jeg gav dem min hele Sjæl,
De loe af min dybe Smerte,
Traadte mig med deres Hæl.
11.
Til ▶måske Georg Christian Freund, der i 1854 rejste til Rom, hvor også billedhuggeren Thorvaldsen havde boet indtil 1838. en ung Billedhugger da han reiste til Italien◀måske Georg Christian Freund, der i 1854 rejste til Rom, hvor også billedhuggeren Thorvaldsen havde boet indtil 1838.
Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale,
Hug stolt dit Navn i Bjergets Marmorsteen;
Saa Eccho runger i Europas Dale:
»Som Thorvaldsen har Danmark endnu Een!«
12.
Men han er dansk i sin Gulerod.
14.
Til Fru Mortier de FontaineMarie-Josine de Fontaine, gift med den polske klavervirtuos Henri Louis Stanislaus Mortier de Fontaines, som H.C. Andersen traf under sit ophold i Paris fra 8. marts til 8. maj 1843; den oprindelige dedikation var underskrevet »H. C. Andersen. Kjøbenhavn 23 Jan. 1852«. , foran i et tydsk Exemplar af »I SverrigH.C. Andersens rejskildring I Sverrig udkom 19. maj 1851 (BFN 591). «
Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand,
En Sangfugl følge Dig i
Den i dit Modersmaal fortælle veed,
Om
27.
Tidt blomstrer Skjønheds Rose,
Og Liliens Bæger reent og puurt
Staaer frem fra vildsom Mose.
Spørg ikke om hvor Planten groer,
Men hvad af Gud der i den boer
28.
Med »I Sverrigjf. ovenfor. « til en dansk Malermaleren F.L. Storch; forud for versteksten har H.C. Andersen skrevet: »Kunstneren Vennen Storch«.
I Nabolandet er en Billedskat,
Hæv den en solbelyst Midsommer-Nat,
Og bring den hjem til os her over Sundet,
Modtag lidt Guldstøv, som jeg der har fundet!
32.
Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind,
Den Rigdom faaer Roserne frem paa din Kind,
Hvad hjelper om Verden for Foden Dig laae,
Hvad hjalp om selv Du fik Guldkronen paa,
Naar ikke Hjertet i Glæde kan slaae.
35.
Storken
Storken bringer os alle de Smaa,
Bringer han rigtigt mange,
Saa skal han Characteren faae:
»Udmærket godt
37.
Til H. C. Lumbye
(Foran i et Exemplar af »Ole LukøieH.C. Andersens eventyrdrama Ole Lukøie. Eventyr-Comedie i tre Acter (BFN 564), opført første gang i Casino 1. marts 1850 og udkom ugen efter, 8. marts. «)
Kan give Foden Vinger, Hjertet Flugt,
Du hjalp paa
Nu kommer han til Dig, heelt ud af Staden,
Med Tak for sig og for alt Godt og Smukt.
Han nikker venligt og med begge Hænder
Slaaer Paraplyen ud og Drømmen sender,
En Drøm i Melodi for tusind Glade:
En ny Ole Lukøie
38.
I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole,
Naar vi gjør Reisen til andre Sole!
46.
Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden,
Men i dit Øie – Moderhjertet – Qvinden.
50.
Paa Ballet
(1844)
Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke,
Et Rosen-Blad paa Tidens raske Strøm.
Imorgen Dandsen mindes med dens
Men borte er hun, som en deilig Drøm.
52.
Indskrift paa en ny Bygning
(1853)
Han bygger et Huus hen i Veir og Vind.
53.
Til Axel Fredstrup, med mine Eventyrmåske Eventyr. Med 125 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen, 1850 (BFN 551).
(Han havde i »Lykkens Blomst« været den lille Nissei H.C. Andersens skuespil Lykkens Blomst, opført første gang på Det Kgl. Teater 16. februar 1845 (BFN 465), spiller Axel Fredstrup en emsig nisse med afgørende rolle for stykkets handling. )
Er »Lykkens Blomst« end kastet hen,
Saa veed jeg dog
Jeg har en gammel trofast Ven,
Her i den lille Nisse.
54.
Dampskibet GudenaaH.C. Andersen skrev til B.S. Ingemann om oplevelsen 23. august 1853: »De veed, at herfra prammes der op til Randers og tilbage; deroppe fra kom forleden til Silkeborg det første Dampskib, ganske lille og fladbundet, men dog med Dampens Flugt; det var som en Culturraket igjennem det urgamle Landskab; jeg sad i Lyngen og skrev dette lille Vers derom«.
(Silkeborg, den 18de August 1853fra 27. juni til 6. september 1853 opholdt H.C. Andersen sig i Silkeborg, mens koleraen rasede i København. )
Det var, som en
Da Dampprammen kom op ad Guden-Aa,
Mod Strøm og mod Vind en Solskins-Dag,
Stolt vaiende med sit danske Flag;
Den aanded’ et Liv i Landskabets Ro,
Hernede hvor Ørnen i Skovene boe;
Fra Kattegattet ad Guden-Aa,
Kan Dansken nu Himmelbjerget naae.
55.
Under en ung afdød Piges Portraituvist hvem.
(1854)
Igjennem hendes Øines Dyb man saae
En Sjæl saa reen, saa fuld af Kjærlighed.
Hvor smukt i Haabets unge Aar at gaae
Fra Hjertets Hjem ind i Guds Herlighed.
56.
Broderet paa et Guitarbaand til en Kriger
Sang i Hjerte, Sværd i Haand,
Over Dig den danske Aand.
57.
Foran i et Exemplar af »Eventyrmåske Eventyr. Med 125 Illustrationer efter Originaltegninger af V. Pedersen, 1850 (BFN 551). «, til min Boghandlers yngste SønCarl Reitzel, søn af forlagsboghandler C.A. Reitzel.
Bogladen er en sand
Med Træer fra Goethes Park og
Med Blomst fra
Med Perler klare – tidt det bare Vand.
Der er Du voxet op fra lille Fyr,
Ja Du er født i den Aladdins Hule,
Og maa da skatte meer, end kun en Smule
Hvad Mængden kalder: »Børne-Eventyr«.
58.
Ved et Barns Dødmåske komponisten J.P.E. Hartmanns datter Marie, hvis død i 1851, blot 5 år gammel, berørte H.C. Andersen dybt.
(Skrevet for Forældrene)
Dit Øie loe, din Kind var rød,
Sødt klang din Barne-Stemme,
Nu er Du bleg og kold og død,
Vi kan Dig aldrig glemme.
Hvert Aar naar Julen kommer nær,
Og Alt er Barne-Glæde,
Vi pynte Dig ei grønne Træer,
Vi mindes Dig – og græde!
59.
Til Sangerinden Madam SimonsenCatharine Simonsen var operasangerinde ved Det Kgl. Teater.
At Nattergalens Sang og Droslens Slag
Ved Vintertid man kan i Norden høre,
Det lærte Du os! – Paa din Fest i Dag,
Vor Tak i Versets Toner naae dit Øre.
60.
Til ▶Johanne Luise Heibergs første optræden på Det Kgl. Teater efter længere tids alvorlig sygdom var 30. marts 1853 i rollen som Therese i hendes egen vaudeville En Sommeraften. Fru J. L. Heiberg,
da hun efter sin Sygdom igjen betraadte Scenen
(Den 30te Marts 1853)
Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg,
For Kunstens Skyld Gud lod Dig Sundhed vinde!
Velkommen atter i din Kongeborg,
Du ædle Qvinde, sjeldne Kunstnerinde.
61.
Cavaleren til sin Dame paa et Bal »for de Vandlidte«det var almindelig skik at samle penge ind til mennesker, der havde været ude for vand- eller brandskader på deres ejendom, ved at arrangere et bal eller en bazar.
Jeg kom herhen for de Vandlidte,
Og jeg gaaer hjem blandt de Brandlidte.
62.
I Dandsen
Jeg dandser længe, jeg dandser kort,
Jeg dandser med hele Skroget.
Jeg dandser min Forkjølelse bort
Og det er jo altid Noget.
65.
Inscriptioner i Bazaren for Sygehjemmet 1854
(Over en Conditor-Boutik)
For Pengene, som til Conditoren gaaer,
Den Lidende
(Over Tombola)
Her vinder Du altid – Dig Lykken er
Her vinder Du altid – Taknemligheds Guld!
Den unge Herr Petersen
»Og det var den unge Herr Petersen,
Han bygger sig saa kosteligt et Skib.
Det Skib var udaf det
Men Masten den var ligesaa.«
Og han vilde finde det
Hvorfor skal han ei kunne gifte sig? –
Han stod i Kahytten, ved Roret hun stod
med Tøfler og med Sporer paa.
Og det var den unge Herr Petersen,
Hans Ladning den var Rollinger saa smaa;
Det Skib var udaf det brasiliske Træ:
Og Rollingerne ligesaa.
Prologer
I.
Ved en Forestilling af Familien Priceden fra England indvandrede skuespiller- og artistfamilie, som oprettede det danske National-Sommertheater på Vesterbro i 1802, efter 1833 Vesterbros Morskabstheater; mimen og de klassiske pantomimer, bygget over den italienske commedia dell’arte-tradition, var et af familiens specialer.
Nu er det Vinter, det vi Alle føle,
Og har vi ikke Snee, saa har vi Søle,
Fælt raakoldt, Storm, og Taage der kan smages,
Og Aftnen kommer naar Middagen dages.
En saadan Tid, indsvøbt i Taagemassen,
Har Trang til Trylleri – og Skuepladsen
Er Tryllekredsen – her staaer Skoven grøn,
Her skinner Sommersolen varm og skjøn,
Musiken klinger, Blomsten staaer i Flor,
Og midt i Sommertiden man sig troer!
Velkommen her til Scenens Tryllekreds,
Kom med et venligt Sind, bliv veltilfreds.
Ei Holbergs Lune klinger her for Folket,
Ei
Ei
Nei, noget Mindre vil man kalde det,
En Billedrække, som fra Syden kom,
Og som
Med altid samme Treklang, samme Mine,
Det Dumme og det Snu i Kamp herneden,
En Skytsaand følger altid Kjærligheden.
Vi bringe altsaa hvad de Alle kjende,
Fra første Scene og til det maa ende.
Det er som om vi ned fra Hylden tog
Ved Vintertid en gammel Billedbog,
Der moret Fae’r og Moe’r da de var smaa,
Og os, som Børn – ja hvad vi dengang saae
Med Barnesind, i Glædens korte Time,
Betragt igjen i den gamle
Eengang om Aaret tages Bogen ned –
Betragt den med den gamle Kjærlighed.
II.
I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price
Prologen er altid en Slags Bouquet,
Hvormed man siger: Velkommen herinde!
Men bringe een, som er ny og net,
De Blomster er ikke saa let at finde,
Og vanskeligst, skal de være piquante.
Dog Fader og Moder og Onkel og Tante,
Cousinerne med, de sagde – »gaa dog.
Et hjerteligt Ord er den bedste Prolog!«
Een har det i Tale og Een i Mimik,
Jeg her maa sige de Vers jeg fik,
Maa bringe de Blomster som var at faae,
Den ærlige Villie vil Ingen forsmaae!
I
Paa Træet hænger som Æblet her;
Der fødtes
De ved Casorti
Ja Pantomimen blev dansk som Nogen,
Derom maa der staae i Mindebogen.
Et Blad tages frem, med »
Saa broget, phantastisk og udenlandsk,
Men Hjertet deri er ved Slægten dansk.
Hav Tak for det Hjem vi har fundet her,
Hav Tak for det Bifald De gav os hver.
Det er en Tid siden sidst vi saaes,
Her foran Lampernes magiske Flamme,
Velkommen! Det venligt og godt forstaaes!
Velkommen! Gid De maae sige det samme!
III.
Ved en givet Forestilling til Indtægt for »den blinde Soldatde soldater, der havde mistet synet under Treårskrigen. «
Tillad jeg siger hvad De
Meget her maae De ikke vente,
Den gode Villie og vort Øiemed
Maae smukt De have in mente.
En Anecdote jeg husker paa:
I een af de store Stæder,
En stakkels Blind man paa Gaden saae,
Han stod i fattige Klæder!
Og Mængden stormede travl forbi,
Den Blindes Hat kom ei Skilling i.
Da saaes en Sanger, Scenens største,
Han stillede sig ved den Blinde hen,
Og sang en Vise, een af de første
Der faldt ham ind; – hvor greb dog den!
En lyttende Skare stod rundtenom,
Og Penge der til den Blinde kom.
Her er Noget ligt og dog ikke ligt,
I Villie og Hensigt De Ligheden finde,
De Ringeste er vi for Scenens Digt,
Og ingen
Vi søgte ham op i hans mørke Nat,
For Danmark gav han sin bedste Skat,
Sine Øines Lys, den solklare Dag,
For Danmarks klare, retfærdige Sag.
Nu samle vi her til hans Juletræ,
Hver tænder et Lys ved sin lille Gave,
Og Lysets Varme og Stuens Læ
Vor tappre Broder vil føle og have.
Forstaae Deeltagelsens søde Musik!
I Natten gaaer Stjernen op for hans Blik!
Hver giver sin Skjærv, som han kan bedst,
Og nu er Aftnen en Glædesfest.
IV.
Fremsagt af Hr. Ch. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casinoteater og forlystelsesetablissement i Amaliegade i København, åbnet 1848 (nedlagt 1939); sommerforestillinger, hvor kunstnerne fik stillet teatret til rådighed, var et udbredt fænomen. 1853
Borddandsen kjende De forud for Andre,
Men
Nu da De selv har
Med lille Finger, lagt paa lille Finger,
Følt der kom Gysning,
Hos Een og Anden! – Den er fæl den Feber,
Men hvad er den, mod den jeg har iaften.
Ak Borddands-Feber, Valg- og Bal- Geni- Kold-Feber,
De er igrunden ingen Ting mod min.
Min – ja De lee – lee kun – det letter.
Jeg gaaer iaften med Vertinde-Feber,
Tør jeg betroe Dem det: »Vertinde-Feber«.
Paa Gjester, Huus og paa Anretningen
Jeg tænker, tænkte, tænker meer end Nogen.
»– Velkommen! tag til Takke! –« er Prologen,
Og Dyden ved den er, at den er kort! –
Ved Deres Bifald gaaer min Feber bort!
Af Paa Kirkegaarden
† Grev Joachim Moltke-Bregentved
(Til hans Forældre og Sødskendegrev Joachim Moltke var søn af lensgreve A.W. Moltke, ejer af Bregentved, og lensgrevinde Marie Elisabeth Moltke; ud over Joachim havde de børnene Frederik, Maria, Julie og Christian. )
Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt,
Erindring, udfold heel din Blomsterpragt!
Et Smiil sad i hans Øie, om hans Mund,
Det lyste fra den rene Hjerte-Bund.
Husk Julens Glæder, naar han spøgte glad;
Saa rigt og stort er Hjertets Mindeblad.
Hos Eder lykkelig og glad han stod,
For Danmarks Sag, han Hjemmets Hjem forlod.
Den vaade Jord og Nattens kolde Vind,
Skjød Dødens Kugle i hans Hjerte ind.
De Runer vil’ vi
- 1
- En saadan blev componeret af Hr. Lumbye og spillet i
Casinoteater og forlystelsesetablissement i Amaliegade i København, åbnet 1848 (nedlagt 1939). ogTivoligrundlagt af Georg Carstensen i 1843. .↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: Af. Samlede Skrifter. Sextende Bind. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.