H.C. Andersen

Af Samlede Skrifter

Tre og Tredivte Bind

1879

Vandrerens Sang

(Skrevet i Leipzig i Mai 1831)

Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,

Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,

Jeg tænker kun paa Dig. – Dig Gud mig gav!

– Jeg kan Dig aldrig glemme!

Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,

Paa Fjeldets Tind, høit i den kolde Sky,

Jeg seer kun Dig, – selv i hver fremmed By –

– Jeg kan Dig aldrig Glemme!

O bort, ja bort – det snevert er her hjemme –

Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!

Langt bort, langt bort! – Faaer Hjertet da vel Ro?

– Jeg kan Dig aldrig glemme!

Mene, mene tekel upharsin

(1838)

Sceptret, ikke det paa Thronen,

Det, der viser os Nationen,

Brænder tidt som Faklen ned.

Aandens Rigdom ene gavner,

Alt det Andet gaaer som Avner,

Veires bort, før Du det veed.

Trende Flammer nyligt brændte;

Mon Betydningen Du kjendte?

Saae Du vel, hvad Haanden skrev?

Hvad der var Nationens Første,

Det, den ansaae for det Største,

I et Nu et Intet blev.

See mod Østens store Rige,

Der, hvor Folkefærd fremstige

Villieløst ved Hersker-Bud!

Under Fyr og Palmeskygge

Adel der og Vorned bygge,

Czaren er en jordisk Gud!

Hvor den rige Sumpstad kneiser,

Stolt Paladsets Pragt sig reiser:

Billedet paa jordisk Magt.

Men, see Flammen slaaer fra Taget,

Alt er Ild, Du hører Braget,

Vældens Glands i Gruus er lagt.

Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,

Livet sig i Farver bryder,

Øieblikket Mængden nyder,

Til Theatret vil vi gaae;

Skuespillet her er Sjælen,

Ordet dristigt, Sangen kjælen;

Czarens Slot er ei det Største,

Nei, Theatret er det Første,

Der Nationen selv sig saae.

Ildens Knittren Øret kjender:

See, det rige Flitter brænder,

Ja, det andet Blus er tændt.

Under Himlens Tabernakel

Glædens Scepter som en Fakkel

Snart til sidste Gnist er brændt.

Kom, vi seile over Søen,

Vort Cathago er paa Øen,

Tidens Væverstol vi see;

Og en Jomfru holder Spolen,

Smiler bagved Væverstolen,

Rød som Rosen, hvid som Snee.

Rundtom Mylren og Beregnen!

Som en billedlig Betegnen

Kneiser i den rige Havn

Stolt en Guldkalv, som man krandser;

Alt Europa om den dandser,

Børsen kaldes den ved Navn.

Vil for Støv Du Knæet bøie,

Saa det styrter for dit Øie,

Ilden lægger det i Gruus.

Trende Flammer har Du skuet,

I en Treklang, saae Du, lued

Hver Nations det første Huus.

Føler Du ei, Stor og Liden,

Poesie der er i Tiden,

Dyb Betydning Tanken faaer.

Her er intet Spil af Kræfter,

Nei, naar Du kun tænker efter,

Flammeskriften Du forstaaer:

Hvad characteristisk throner,

Præget paa de tre Nationer,

Hvad de kalde vil det Største,

Hvad de nævne som det Første,

Blev en glødende Ruin.

En usynlig Haand alene

Skrev sit understærke: »Mene,

Mene tekel upharsin!«.

Asylsang

(1838)

Hør, Spurven derude,

Den sang ved Rude:

»Kom ud, I Smaa!

Kom ud dog af Skolen,

Klart skinner Solen,

Lege I maae

Snart paa Fødder, snart paa Knæet,

Ja, paa Hovedet selv vi staae;

Vi med Spurven fløi paa Træet,

Havde vi bare Vinger paa.

Hvor kan det dog være:

Ikke vi bære

Vingerne smaa?

Men naar vi er fromme,

Kan de vel komme.

Bare de maae!

Da vi flyve vil over Byen,

Flyve langt der i Verden ud,

Flyve høiere op end Skyen,

Op til Himmelen og Gud!

Brev til Fru Saabye

Den 9de April 1838.

Min naadige Frue!

De maa vide:

I Sind og Skind maa jeg Stakkel lide,

Jeg har et Hold i min venstre Side;

Det holder mig hjemme, det gjør mig Qval.

Jeg sidder saa eensom paa anden Sal,

Kan ikke komme, – ja, det er Sorgen;

Derude er Aftenen meer end sval.

Jeg hilser bestemt paa Dem imorgen

Og beder med Læbernes smeltende Klang:

Forglem mig ikke en anden Gang!

Iaften altsaa jeg sorgfuld svigter.

Forøvrigt

ærbødigst

Deres Digter.

Til Hende

Du spurgte: »Hvad er Deres bedste Sang?

Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?«

Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,

Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.

En Digters Lykke vil jeg synge om.

Han vove tør, hvad ingen Anden vover,

Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,

Gud er i ham, og Himlen ovenover.

Han sige tør med Kjærlighedens Mod

Og som et Barn uskyldigt sig hengive:

Du kalder Dig min Søster, er mig god;

Men Mere, meget Mere maa Du blive!

Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,

Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,

I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,

Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg vorden!

O, svar! – Og dog er Taushed Haabets Traad,

Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.

O, vidste Du de lange Nætters Graad!

Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;

Jeg vente vil, som der i Sangen staaer,

I lange, lange, runde femten Aar

Som »Ridder og skjøn Jomfru,« – Alt for Dig!

Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,

Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!

– Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.

Du spurgte om den; – Digtet veed Du nu.

Jeg er ei Digter – al min Magt fik Du!

Den Gang vi endnu havde Vaar

Den Gang vi endnu havde Vaar,

Saae jeg Dig Roser plukke,

De turde i dit dunkle Haar

Sødt dufte, friske, smukke.

Og da man Sommer red i By,

Dit Hjerte var bevæget,

Du bandt en smuk Bouquet paany,

Hvori hver Markblomst leged.

Og Høsten kom med broget Lyst

Med Asters, Anemoner,

Dem lod Du fæste paa dit Bryst,

Som Ordensstjernen troner.

Nu ind i Vinteren er vi stridt,

Ei Blomster Jorden smykke,

Derfor kan mig nu ganske lidt

Du til dit Hjerte trykke. –

Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed

Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,

Fra hende, som opfylder heelt din Tanke,

Din unge, friske, stærke Kjærlighed!

Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.

Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,

En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;

Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,

En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.

O, det at kunne ganske tabe sig

I Andres Lykke, som den var vor egen,

Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,

Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.

O drøm en deilig Drøm, og da Du veed

Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.

Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!

Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!

Brudstykke af en Rundsang

(lagt ind i Oversættelsen af »Der Verschwender«)

(Mel. Druen voxer paa vor Klode.)

KURVEMAGEREN

Kurvene gjør just vor Lykke,

Kurve gjort med Vid og Aand.

Kurven er et herligt Stykke,

Naar den er i Pigehaand;

Dog, hvordan det ogsaa gaaer,

Kurven først fra os hun faaer!

SNEDKEREN

Høvler, hamrer, muntre Svende!

Og husk paa, hvad tidt er sagt:

Naar det Jordiske har Ende,

Fire Fjæle er vor Pragt;

Men for Kisten, som jeg slaaer,

Selv en Brudeseng jeg faaer.

Herrens Bøn

Læs Aften og Morgen dit Fadervor!

»Vor Fader i Himlen unævnelig stor!

Dit hellige Navn os i Hjerterne groe,

Lad ind i dit Rige os bygge og boe,

Din Villie raade i Liv og i Død,

Du vil os give vort daglige Brød,

Forlad os vor Skyld, som vi dem forlade,

Der skulde os takke og ikke hade,

Hold Fristelsen fra os, dens Synd og Last,

Frels os fra det Onde, hold Du os fast;

Thi dit er Riget og Magten og Æren,

I Jesu Navn og vor evige Væren!«

Den stille Uge

Den stille Uges Sørgetid

En Skat af Tanker bærer hid:

Christ gav sig hen for os, vi veed,

For Sandheden han Døden led,

Korsfæstet blev Uskyldighed.

Paa Tornekronen Blodet sad,

Mens han for sine Fjender bad.

Hvo ligner ham og gaaer hans Spor?

I den just Livets Rose groer,

Og Den er salig, som ret troer.

Du stille Uge smerteriig,

Fryd straaler fra din Sørgeflig!

Med ydmygt Sind vi knæle ned:

Et Intet i Guds Herlighed,

Og dog stor i hans Kjærlighed.

Vise

Min Ven, lad Alt Dig more!

Søg Smaafolk blandt de Store,

Spil Hjerter ei, men Spar,

Gjør Nar, vær selv vor Nar!

Lad bare vær’ at græde,

Det er en fattig Glæde,

Den giver bleg Couleur,

Og Verden vil – Humeur!

Husk, Verden pêle-mêle

Er kun en Pjalt det Hele,

Ja, Du og jeg og Alt

Er kun en Pjalt, en Pjalt.

Gid Pjalten leve længe!

Vi ere flinke Drenge,

Vi spille Kløer og Spar,

Gjør Nar og er selv Nar.

Romanze

Hvor Bøgen helder sin friske Green

Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,

En Havfrue staaer paa tangklædte Steen

Og synger i Aftenens Stille.

See, Havbørn smaa mere ude fra Land

Sig boltre i Tact efter Sangen;

Det klinger med Glasklokke-Klangen,

Hver Gang de kløve det klare Vand.

Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,

Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;

Den Sømand det seer, forude han staaer,

Hans unge Hjerte paa Livet haaber;

Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,

Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.

Forstaaer Du hans Hjertebanken?

Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!

Brudefolkene

paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde

Paa Bane nu, paa Bane!

Seer Du den røde Fane?

De ringed anden Gang;

Vor Vei er ikke lang!

Jeg sidder ved din Side;

Vi gjennem Luften glide,

Alt flyve vi forbi,

Ja, det er Trylleri!

End milevidt derhenne

Staaer Kirken, og i denne

Min Brud Du blive vil.

O, Lyst at flyve til!

Vi eie Ørnens Vinger!

Hør alt, hvor Orglet klinger!

Hvor svandt dog Byer og Træer!

Et Kys! – Nu er vi der!

Til Sophie Gade, født Hartmann,

at synge for sine Smaa

Min egen stærke Dreng, min fine Pige,

En Rigdom stor, stor som min Kjærlighed!

Nei, der er ikke To saa nydelige

Som disse To, – ja, det hver Moder veed!

Igjennem Øinene til Hjertebunden

Man seer, som man kan ind i Himlen see;

En yndig lille Rosenknop er Munden.

Vorherre, lad mit Hjertes Tanke skee!

Jeg gik igjennem den duftende Skov

(Skrevet under et Besøg hos Ingemanns i Sorø)

Jeg gik igjennem den duftende Skov,

Den hvælvede sig som en Kirke;

Et Fuglepar sang der Kjærligheds Lov

Mellem Bøge, Ege og Birke.

Jeg saae i Søen bag Bølgens Skum

Smaafiskene lysteligt svømme;

Kjærligheds Lykke er ofte stum,

Men talende Hjertets Drømme.

I Byens Tummel, hvor jeg kom frem,

Det var som bag Skum og bag Grene;

Kun Mand og Hustru havde et Hjem,

Ei han, som er ganske ene.

Thi voxer paa Træet Blad ved Blad,

Og Blomsten mod Blomsten sig bøier;

Ei Døden skiller de Hjerter ad,

Som Kjærlighed sammenføier.

Den er en hellig, en styrkende Daab,

Forvisning om Evigheds Lykke,

Den mildner vort Sind og begrunder vort Haab,

Er Klippen, hvorpaa vi kan bygge.

Lyksalig Enhver, som eier den ret,

Lyksalig alt her paa Jorden.

Den Sorg, hvorved to Hjerter har grædt,

Er deelt jo og mindre vorden.

Hil Eder, hvor Kjærligheds Lykke boer!

I fik, hvad kun Gud kan forlene.

Hos Eder Hjertet paa Lykken troer,

Om selv det er fattigt og ene.

Romanze

(Skreven paa Bregentved)

I Aftensolens Straaler Skyen svømmer,

Taus læner jeg mig paa min Vandrestav;

Saa underligt vemodigt Hjertet drømmer

Som Svanen paa det store Verdenshav.

En sød Violduft fylder rundtom Luften,

Og kjære Minder gjennem Tanken gaae;

Jeg gjennemstrømmes selv af Blomsterduften,

Jeg har ei Sorg, og dog jeg græde maa.

Hør hist en Sangfugls bløde, stærke Trille!

Dens Sang er et melodisk Fadervor,

Der lyder hid fra Kirkegaardens Stille,

Hvor Hyldetræet over Graven groer;

De sove der med Blomsten oven over,

Paa Himlen Nyet staaer i Rosenskjær:

Før atter Nyet tændes, der jeg sover

Og drømmer, hvad jeg aldrig drømte her.

Af Ved Aarsskifter

III.

(1864)

(Efter Krigen)

Det nye Aar kommer susende

Over Vandene.

Er Du rige Fugl, der brusende

Kommer ind i Landene,

Glædevinkende?

Er Du fattige Fugl, der linkende

Kommer med Sorg og med tunge Kaar?

Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?

Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?

Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,

Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?

Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?

Vor Bøn kan os styrke i al vor Vee,

Men ikke forandre, hvad der skal skee.

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864

Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,

Du kommer nu hjem uden Glæde.

O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,

Blod er flydt, og Blod er at græde!

I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,

Stor Festlighed Byerne gjorde,

Fra Husene hængte man Danebrog frem,

Stod med Sange og Æresporte.

Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.

Og dog: Du holdt ud, maatte lide

Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,

End Mange betænke og vide.

»Hav Tak!« det siger vort Hjertelag,

Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.

– Og saa vil vi sjunge om »Atterdag«;

Den Sang er ei skrevet tilende.

I Gud er Fremtid! »Han gav, han tog«,

Han kan skrive paa Danskens Skjolde:

»Atter plantedes Danebrog

Paa Thyras gjenreiste Volde

En Stemning

Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer

Og giver mig Vorherre hen i Fæste,

Tryg svøber jeg mig i mit »Fadervor«,

Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.

Paa ham alene bygger jeg og troer,

Han taler til mig gjennem alt det Skabte;

Af ham min bedste Deel jo i mig boer,

Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.

Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,

Hver Naadegave udenom og inde,

Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,

Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.

»Udødelighed«! Tanken er saa stor!

Men »Evighed« og det »Uendelige«

Er større, ubegribeligt – og hvor

Erkjendes ikke de som virkelige!

Udødelighed! Du har i din Haand

Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!

I Dig jeg siger, under Smertens Baand:

»Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!«

Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,

I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!

Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;

Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.

Til Maleren Carl Bloch,

(med mine ham i December 1866 tilegnede nye Eventyr og Historier)

Det var Udstillingstiden paa Charlottenborg;

Alt var nyt, og Meget godt og deiligt.

Et Billed greb mig: Ung og smuk stod Munken,

Saa to unge Ægtefolk til Æsels,

De rede hjem saa lykkelige begge To.

Og Munkens Ungdomssjæl og varme Tanke

Gjød Veemod over hele dette Skue,

Man følte: kun et Hjerte maler Sligt. – –

Hvert Aar fremstod et nyt, et herligt Billed.

Vi Samson saae iblandt Philistrene,

Vi saae Barberen, vi saae Romerdrengen,

Livssmerten, Lunet just i sundt Humeur.

Nu kom Prometheus. Sneen smelted bort

Fra Mængdens Øine; hvilket Storheds Billed!

Hvor var jeg glad med hele Kjøbenhavn!

Da saa vi mødtes, Du var, som jeg tænkte,

En Barnesjæl og dog saa mandig klog,

Beskeden, tvivlende om egen Styrke

Og dog forvisset om din Guds Mission;

Thi ellers aldrig kunde den fuldføres.

Da fik jeg Dig saa kjær. Tag mine Blomster

Som Tegn paa Glæden og paa Hjertelaget!

Fyen og Schweitz

5te Juli 1875

Odins Ø med Palnatokes Grav

Med susende Skove ved det rullende Hav,

Fyen, hvor jeg fødtes til Tankens Lyn

Mellem vilde Roser og Humleduft!

Velsignet dit Solskin, velsignet din Luft!

Mægtige Schweitz med Gletschernes Bulder,

Du minder mig sært om, naar Nordsøen ruller.

Schweitz! Wilhelm Tells og Skyernes Land!

Genfersø med den blomstrende Strand!

Skal her mit Støv under Hængepilen

Blomstre og groe og dog finde Hvilen,

Medens mit Livs Lyn bevares i Væren? –

Gud være takket! Ham evig Æren!

Af Smaavers

1.

Paa Genfersøen

(22de August 1833)

Hvor Alperne høit deres Snekrone bær’

Og træde den saftfulde Ranke,

Jeg føler mig dog mit Danmark saa nær;

Thi Danmark boer i min Tanke.

Og Søen, den er saa blaa, saa blaa

Som Vinterhimlen i Norden!

Nei, ingen Maler tør male den saa. –

Gid Alle dog saae det paa Jorden!

4.

I Rom

(November 1833)

Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte,

En bedre Himmel, hvor Orangen groer.

Og dette skal mig hendes Tab erstatte?

Ak, Venskab end paa Underværker troer!

5.

Fra Qvirinalhaven

(11 Januar 1834)

I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer,

Orangen gløder her saa guul og rund;

Men naar Erindringsfuglen til mig kommer,

Døe Sydens Træer for Sjølunds Bøgelund.

Der lever Du, der leve mine Minder,

Kun Danmark har mig Paradisets Lyst.

O gid, før Aaret under Bølgen svinder,

I Hjemmet jeg Dig trykke til mit Bryst!

Der Livets Guld-Orange for mig svømmer,

Der er den Vaar, hvorom kun Syden drømmer.

6.

Min Musa

Min Musa nys

Gav mig et Digtningens Kys.

Hun Billeder malte;

Ak, jeg veed Intet af Det, hun fortalte.

Sligt kan man glemme! –

Min Tanke var hjemme.

7.

Indskrift paa Rammen

om et Maleri, forestillende den engelske Minister Sir Henry Wynns Landsted i Sjælland, givet ham af danske Veninder

Dit danske Sommerhjem ved Skov og Strand

Skal følge Dig til gamle Engelland

Med Hilsener fra trofaste Veninder.

Hver Gang Du seer det gjennem alle Aar,

Dansk Sommertid Dig gjennem Hjertet gaaer.

– Der er en Skat i kjære, gamle Minder!

8.

Indskrift paa en Kirkeklokke

Igjennem Flammer blev jeg til;

Livs-Flammen Gud jeg synge vil.

10.

Verden er falsk, Verden er fæl,

Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,

Synden har bidt selv i Barne-Hæl;

Blev Tanker Thingsvidner, – vee os!

Alle i Helveds Flammer vi see os

Evigt at brænde!

Hvilken Elende!

Forkullet, død er en salig Ende.

Tro er et Solblink paa Livets Strøm,

Tro er et Menneskes deiligste Drøm!

Kornet, de høsted, kan atter groe;

Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,

Min Barnetro; – men den lyver jo.

Verden er Løgne og Letsind – ja værre!

I Barnetro er der et Kys af Vorherre.

Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,

Jeg kommer ikke i Himlen ind.

12.

Jeg er ei længer i Ungdomstid,

Og dog er mit Hjerte saa ungt;

Min Pande har Furer, min Lok bliver hvid;

Men ei det falder mig tungt;

Thi Børneflokken og unge Piger,

Ja, selv Moerlille, gammel og graa

Mig lige fra Hjertegrunden siger:

De have mig kjær saa som Faa, –

Og jeg er saa ung, at jeg troer derpaa.

13.

Dødsenglen flyver i slimet Ham

Atter om Land og Rige.

Frygten er død; mit Hjerte fornam:

Hvad har vel Døden at sige?

Død er et Skridt kun videre frem,

Opad det gaaer gjennem Smerte;

Gud har beredt os det herligste Hjem;

Ei døer vor Aand og vort Hjerte:

De, som alt her i Øinenes Glar

Viste den Skikkelse, Sjælen har,

Sjælen, der lever og virke vil,

Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.

14.

Et evigt Liv tør jeg ikke kræve,

Vorherre gav mig saa Meget her,

Men ogsaa Længsel for evigt at leve,

Og denne Længsel er størst hos Hver.

Han gav den, han kan os ikke bedrage.

O, Sum af Lyksalighed, mægtig og stor!

Aartusinder henflyve skal som Dage;

Min Skat fra vor Jord er mit Fadervor!

15.

Paris

Susende, vexlende, trættende, broget

Er det omkring mig, – jeg er i Paris!

Ret som en Carnevalsdag er hver Dag her,

Et travesteret, nyt Paradiis.

Kalkede Grave med Roser bemalte,

Menneskesjæle i svaiende Siv

Dandse omkring mig, leende, lokkende,

Vidne: »Minuttet, det er dit Liv!«

Figenbladet er borte og hverdags

Menneskeligt, hvad i Mennesket boer.

Babylon tænker jeg paa; Paradisets

Kundskabens Træ nu i Babylon groer.

16.

Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven,

Ved ham hold fast i Lykke, Sorg og Savn!

Da gaaer Du sikkert som i Barndoms-Haven,

– Vor hele Vej fra Vuggen og til Graven

Er fra en Moders til en Faders Favn.

17.

I dette Jordlivs Forgjængelighed

Der voxer en Urt: Forfængelighed!

Den groer selv hos Barnet, der gaaer i Skole,

Ja, selv i hver Fold af en Præstekjole,

Ja, hvor et Menneske gik eller sad,

Der voxer den op som et Veibredblad.

18.

I Rummets store Uendelige,

Hvor Sole og Stjerner er kun som Frø,

Det Milliarders umaalte Rige,

Hvor Sjælelivet kan aldrig døe,

Der Viisdom og Kjærlighed aabner sin Favn.

Vor Fader! Helliget vorde Dit Navn!

20.

Til H. S.

1.

Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat

Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.

Ud i den dunkle Nat!

Mig vil det vederqvæge!

Jeg bærer selv en Vunde i mit Hjerte,

Min Tanke altid bøied sig mod den.

Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte.

Som brænder der, min stakkels, unge Ven!

Vent paa min Atterkomst!

Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.

2.

Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;

For Faa jeg led og følte som for Dig!

Du til din Lykkes første Maal er naaet,

Og der – hvor kan Du sørge da med mig!

Det skal Du heller ei, – men det mig qvæged,

Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.

To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,

Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;

Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,

Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,

Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,

Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.

O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,

Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.

21.

Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge,

I første Dands er Forlovelsen skeet;

De Begge vinde, hvortil de trænge:

Hun giver en Guldring, han et Signet.

22.

Jeg troer, at der før en Verden var;

I den vi hinanden kjendte:

Erindringen Drømme til mig bar;

En Altar-Flamme de tændte;

Jeg saae Dig, hørte din Stemmes Klang,

Det var, som elsked jeg Dig engang.

Ja mere end Fader og Moder her

Du fyldte hele min Tanke;

Og nu, nu staaer Du mig levende nær,

Dit Hjerte som mit kan banke.

Jeg føler, at Ingen forstaaer mig som Du;

Jeg elsked Dig før, og jeg elsker Dig nu.

23.

Granattræet

I Vaaren er hver Blomst en Flamme,

I Høsten er hver Blomst en Frugt.

Viis Du, o Digter, os det Samme

I dette Jordlivs snare Flugt!

24.

Hvis Du forstod mit Hjertes Suk,

Da var Du god, som Du er smuk.

25.

Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke:

Han Dig i Marmor gav, – og vi fik Psyche.

26.

Hvor det er selsomt at see Ungdom døe:

Den friske Kraft som Stjerneskud udslettes.

Dødsstormen bærer bort et Livsens Frø;

En bedre Jordbund er det, som forjættes.

27.

Hvor skulde jeg kunne glemme

Det Udtryk i dit Øje,

Det Smiil, den bløde Stemme,

Den Straale fra det Høje,

Der lyste mig imøde! –

Og Du er blandt de Døde!

28.

Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker,

Og Blomst og Torne voxe frem deri;

Men aldrig ganske døer i vore Tanker

Den kjendte, gamle Barndoms-Melodi;

Den gaaer og kommer under Toners Vrimmel,

Og Hjertet drømmer om sin Barndoms Himmel.

29.

Der er saa øde paa Heden:

Kun Lyng og den nøgne Ahl;

Dog snart skal der findes et Eden,

En smilende Freyas-Sal;

Thi der vil Du boe og bygge

Med Tanke-Dybet saa rigt,

Hver Sorg skal flye som en Skygge,

Hver Dag som et Skjønheds-Digt.

Og staaer Du i Døren saa stille,

Din Mand sødt ventende hjem,

Da Parie-Folkene ville

Glad see Dig og smile og tale:

De troe, at fra Indiens Dale

En Pari er kommen til dem.

30.

I Rom 1841

Fra Hjem og Venner komme ingen Breve;

Stor er min Længsel – thi jeg er en Daare:

Hvis der var noget Ondt, de sikkert skreve,

Jeg faaer kun Brev, naar Brevet ret kan saare.

31.

Erindringen gjemmer saa mangt et Syn,

Og mellem Hjertets de mange

Staaer det, da Svensken laae her i Fyen

Med Hjerteslag, Psalmer og Sange.

Det former sig ret til et Skjønheds-Digt,

Som kommende Skjalde vil vise;

Her var et Samliv saa hjerteligt.

Dog endnu eet maa jeg prise;

Og da mod en Dansk er Blikket vendt,

Sligt Møde os Lykken giver;

Sit rigtige Værd faaer det Adelspatent,

Som Hjertet og Dannelsen skriver.

32.

Hvis høit i Juletræets Top

En Digters Hjerte hængtes op,

Den, som det fik, gav vist et Spring:

»Min Gud, jeg fik jo Ingenting!«

33.

I Orienten Nattergalen

Synger til Rosens Priis.

I Norden, her i Dalen,

Jeg følger den samme Viis.

Skjøn Jomfru rødmer – en Rose fiin! –

Aldrig bliver dog Rosen min.

34.

Ved Juletid i Nizza

Nu er det den deilige Juletid,

Deiligst dog hjemme i Norden;

Sneen ligger der skinnende hvid,

Stjernerne blinke som i Jesu Tid,

Julelys sees rundt om Jorden.

Aaret ender med Børnenes Fest;

Ret være Barn er dog allerbedst,

Barn i Hjerte og Barn i Handling,

Skee saa i Gud den store Forvandling

Til større Prøvelse, Glæde og – Vee!

Nytaar! Hvad ruller Du op at see? –

Herre! Det Bedste: Din Villie skee!

39.

Improvisation

(23 September 1866)

Naar Maanen lyser over Krat og Buske Septemberfred,

Vi denne skjønne Aften huske paa »Rolighed,«

Den milde, klare Luft, Trekroners Fyr –

Det Hele er et deiligt Eventyr!

40.

Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior

(»Rolighed« den 22de Juni 1867)

En Børneflok paa Fødselsdagen bad,

Og Barnets Ønske groer som Rosens Blad;

Hvert snoer sig her om Glasset, som vi tømme;

En Hustru lægger Perlen paa dets Bund.

Hun kysse Livets Lykke paa din Mund!

Til Virkelighed blive Hjertets Drømme!

41.

Norsk Stiil

Tag mig Tusinde!

Er dikke susende?

Er dikke knusende,

Fygende, strygende,

Anlet lysende,

Gysende,

Sprogformer kudskende,

Reent ravruskende,

Bardebrag i Bersærkegang?

Fra Landet med Kornet

Heimdal støder i Hornet

Et Storheds Skrat:

Klat!

Tiden vil Jern og Staal!

Sutteblødt er Danskens Maal,

Ynkeligt klynkende,

I Raadenskab synkende;

Al dansk Poesi

Forbi!

Er dikke?? Er dikke? Dikke, dikke, dikke!

46.

En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed

Beaander mig med Ørknens tørre Aande.

I Træthed og i Angst jeg knuges ned;

Er der en Opiumsdrøm i denne Vaande?

Fata Morgana, yppigt, dejligt skabt,

Staaer med sin hede Viin foran mit Leje.

En Lædskedrik, ak, den har Skaalen tabt;

Erindringen derom er kun mit Eje. –

47.

Paris

Paris, hvor er Du dog lystig og glad,

En dandsende Adam uden Figenblad!

Du spiser af Frugten, og uden al Sky.

Og naar den er spiist – vil Du have en ny.

49.

Ved Borgen Ravenswood i Skotland

(Skrevet paa Ruinerne)

Hvor Klippen springer i Søen ud

Ved Bøgeskov og med Epheuranker,

Lucie og Edgar af Ravenswood

Gaae svævende frem i vore Tanker;

De stige fra Borgens faldne Muur,

Hvor Tidslen groer, og hvor Maagen skriger

Rundt om den store, den frie Natur,

Og Havet, som synker, og Havet, som stiger!

Fortæl, du Plet, om de elskende To:

Skotlands Julie og Romeo.

50.

Basnæs

(Skrevet foran i et Exemplar af »Mit Livs Eventyr«)

Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art

Med røde Taarne tæt ved Beltets Vande.

I Kjære Minder lyser den saa klart

Og siger: »Her er godt ved Danmarks Strande«.

Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag

Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;

Der milde Øine, ærligt Hjerteslag

Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.

Og der – det veed jeg – ved dens Arnes Fyr

Med Hjertet hører man mit Eventyr.

51.

Til den lille Marie

Du er vel ikke et Aar endnu,

Men vi er forlovede, jeg og Du,

Du yndige Barn, halvt Engel endnu!

Det bliver jeg snart, men Menneske Du,

Faaer Huus og Familie, Lykkens Kaar;

Siig da, og tag frem her Bogen, Du faaer:

»Vi To var forloved’, jeg var knap et Aar.«

52.

Fra min Reise i Foraaret 1872

Vi kom fra Keiserstaden,

Solen slog med brændende Øxeslag,

Man blev halvkogt ved at gaae paa Gaden,

Det var en brændende Sommerdag.

Paa Tyrols Bjerge laae Sneen,

Derhen os Dampdragen bar,

Det isnende Favntag af Feen

Bar Tegn, vi i Alperne var.

Bjergvandet blev Flod, det bruste

Med Hvirvler og skinnende Strøm,

Vinden i Granerne suste, –

En Storhed! En Digtningens Drøm!

53.

Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;

Men husk i Smerten: Gud er viis og god,

Livs-Roser voxe fra Sorgens Rod!

54.

I Foraaret i Kjøge

(Til lille Charlotte)

En lille Lærke qviddrende kom,

Henover Kjøge den sang;

I Hønsegaarden en Høne løb om,

Den sagde: »Nei, hør dog engang:

Den bilder sig ind efter eget Skjøn,

At Ingen Sligt hørte og saae;

Just jeg kan klukke og Triller slaae,

Og saa er jeg en af de Kjøge-Høns,

Man kan lave Suppe paa.«

Af Deviser med Presenter

Med et Halsbaand

Lille og nysselig!

See dog, hvor sød!

Med det er Du kysselig!

Bliv dog ei rød!

Med en Kurv

En Kurv kan man bruge mod Amors Rænker.

Her faaer Du, hvad Du til de Andre skjænker.

Med en Brystnaal i Form af en Flue

Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!

Fluer om Hjertet er værre!

Vogt Dig, man bliver saa underligt stemt,

Vogt Dig, min unge Herre!

Amor som Flue Dig giver din Rest,

Derfor knap sammen Kjole og Vest!

Med en Fløite fra en Dame

Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke;

Men blæs for mig – og ad din Lykke!

Med en Dukke

Hos Dig forvandles Alt til Engel.

Tillad, jeg prøver nu med denne Bengel.

Med en Penge-Griis

Her er en yndig Junker;

Han grynter, men har Grunker.

Med en Trompet

Paa Jorden og alle Planeter

Behøver man en Trompeter.

Med mit photographerede Portrait i Ramme

For med Visitkaart ei at staae tilskamme

Og for ei at levere just det Samme,

Tillad, jeg sender mit, sat i en Ramme.

Med J. L. Heibergs »Urania«

Her har Du Heibergs Urania, hun er saa pyntet, hun;

– Før var han selv en Stjerne, men nu han kigger kun!

Med en Jagtkniv

(til Joachim Moltke)

Det dundrer under Hestens Hov

Gjennem den grønne, duftende Skov.

Hundene halse, Hjorten sig reiser,

Flygter og kneiser.

Skuddet den rammer; Jæger, spring til,

Stød den med Kniven! Vi juble vil:

Trara! Trara! Joachim, trara!

Med et Hefte af mine Eventyr

Den lille Dreng paa det gule Bind,

Han er her lige paa Pletten,

Ja see, han træder i Stuen ind,

Leverer til Dig Bouquetten

Og siger: »Jeg skulde bringe den

Saa god, som den var at finde;

Den kommer fra H. C. Andersen

Til Anna, som er hans Veninde

Med et blomstrende Rosentræ

(Givet en ung Pige paa hendes Confirmationsdag af en gammel Veninde)

Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer,

Et Billed paa dit Hjertes Blomsterflor;

Og seer Du her den fine, spæde Knop,

Den tyder Blomst, som Tiden ruller op;

Ja, den oprulle Dig et Rosenrige,

Du sjæleskjønne, kjære, fromme Pige!

Veninder kysse Dig, ej unge blot,

Den ældste med! Gud give Dig alt Godt!

Med Gellerts Fabler

Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!

Hvad Dyrene tale, kan bedre Du troe.

Med et Kobberstykke

(forestillende Engle, der bære en Død gjennem Luften, skrevet for Fru Zimmermann, der gav det til Jenny Lind Juleaften i Berlin)

Som Englene det Jordiske bortbære

Hen over Jorden, gjennem Himlens Blaae,

Vor Tro paa Gud den Fjederham vil være

Der løfter op, hvor ingen Skygger naae.

»En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode«;

Guds Villie altid skeer, den er det Gode,

Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;

Os Børn – vort Juletræ er Stjernehimlen.

Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr

(Til en ung preussisk Officeer, der havde stort Talent til at tegne. Frøken Frohmann i Berlin bad mig der at skrive foran i et Exemplar, og jeg skrev:)

Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,

Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.

Du har et ærligt Øje; – Hjertets Grund

Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.

Jeg strax forstod Dig. Eventyr de skikke

Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;

Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;

Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!

Med et Bundt Cigarer

(Skrevet for Fru Ingeborg Drewsen til hendes Læge)

Da en Syndflods Vande

Bragte Død og Grav,

Mennesker og Lande

Sank i salten Hav;

Arken, da det endte,

Stod paa Ararat;

Duen Noah sendte

Ud i Frygtens Nat.

Bunden som til Sengen

Hver i Arken sad;

Duen kom fra Engen

Med et Olieblad.

Doctoren som Duen

Tidt man venter paa;

Træder han i Stuen,

Hjertet haabe maa;

Ingen Laurbærblade

Han i Munden har,

Vi ham ryge lade

Da en god Cigar.

Træder Du i Stuen,

Ryger, som vi bad,

Ja, da er Du Duen,

Som har Haabets Blad!

Med Byrons Værker

Til Melodi gik Livs-Disharmonien,

Hver blodig Taare til en Perle blev;

Ved ham var slig en Kraft i Poesien.

Bær Livets Dissonants – som han den skrev!

Med Freiligraths Digte

Ved Islands Geyser staaer hans Sommertelt,

Han rider paa den afrikanske Løve,

Han, Poesiens unge, tydske Helt,

Med ham det nok er værdt en Dyst at prøve;

Han har en riig Provinds i Kunstens Stat.

Her kommer han, – hans Navn er Freiligrath.

Med en Dukke

Dukken her er ingen Dukke,

Hun er en forhexet En,

Kan ei græde, kan ei sukke,

Røre Arme eller Been;

Kun ved inderlig Caresse

Og ved Omgang blid og god

Hun forvandles til Prindsesse,

Som hun var, det Rosenblod!

Med en Pibe

I Ægtestandens søde Fryd

Faaer Piben nok en anden Lyd.

Med en Blomsterpige af Chocolade

Med Blomster staaer hun fra Fod til Top;

Hun er saa sød, hun kan spises op.

Med nogle smukke Fidibus

Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus,

Det gaaer som en Røg og en Fidibus.

Med Thorvaldsens Statue

(Til Stænderdeputeret C. Hall ved Juletræet paa Bregentved)

Slaa Du med Aand og Tale,

Som han med Hamren slaaer!

Dit Navn da i Stændersale

Hugget for Slægter staaer.

Med en Flaske duftende Vand

(Til en ung Pige)

Da en Gang Blomsterne Dig saae

I Graad en Aften silde,

Da græd de med, og store, smaa

Blev alle til en Kilde.

Her har Du Lidt fra Kildens Væld;

Det hentet blev i Juleqvæld.

Med en Spaaqvinde

Alverden jeg gavner

Med den Spaakraft, jeg har;

Men spaae en Kjøbenhavner –

Nei, han gjør kun Nar.

Med en »Gliedermann«

(Manden taler selv)

Jeg var en Gang paa den grønne Green,

Jeg var selv en Green, ja, en deilig En –

Jeg svaied i Vinden med Blade paa,

Og Fuglene sang, de velsignede Smaa!

Det var min Barndoms Dage.

Men jeg slog mig en Dag fra Familien løs,

En Prygl var jeg bleven, jeg kaldte mig Knøs

Og drog saa i Verden paa Eventyr;

Der sprang jeg i Splinter og blev denne Fyr

Jeg nu er. – Vil De bare behage.

Nu er jeg et Mandfolk, der har en Couleur,

Samt Lemmer, Manerer, Alt, som sig bør;

Jeg seer med Foragt paa den Tid, som forsvandt.

En Broder jeg søgte, – en Broder jeg fandt!

I mig Du dit Billed modtage.

Med en Lysestage

Naar efter Aar og Dage

Saa mangt et Lys er brændt,

Staaer end i denne Stage

Erindrings-Lyset tændt.

Just deri ligger Kraften,

Som hver Erindring har.

Fra denne Juleaften

Dets Lue skinne klar!

Med en Papirtrykker med Blomster

Ved denne Du i Verden huske maa:

Ei Alt, der trykkes, har just Blomster paa.

Med et Cigarfoderal

Paa Jagten smager en Cigar,

Og her Du Foderalet har.

Med en Reisehue

Den glade Juul Dig lover ret

Presenter smaa at sanke.

Her skal Du faae paa Hovedet,

Hvad Du vist har i Tanke.

Med et Kobberstykke

Da Roser mangle ved Julens Leg,

Din Stue vi ikke kan smykke;

Men som en Blomst dog for din Væg

Du faaer dette Kobberstykke.

Med to Vaser

Uden Devise og uden Fraser

Komme til Dig to smaabitte Vaser.

Med en Krave

Den tør Du eje

Trods Verdens Snak;

Nu kan Du neje

Og sige Tak!

Med et Landskab fra Italien

Italien, blomstrende Mandelstav!

Orangegreen i det luftblaae Hav!

Henover den klinger Erindringens Qvad.

Derfra bringer jeg Dig et Mindeblad.

Med et Kravebaand

Fordi man gaaer med Kravebaand,

Derfor har man ej Slaveaand;

Det trøste Dig, du Lilievaand!

Med en Blomstervase

Gaven her er nydelig,

Ikke ubetydelig.

Blomster-Vase meget net!

Uden mindste Skaar og Plet!

Den har kostet, kan Du troe;

Kjøb een til, saa har Du to!

Med en Hund i Sæbe

Den hverken bjæffer eller brummer;

Men den gjør meget Meer: den skummer!

Med en Tobakspung

Uden Snakken, uden Takken,

Modtag Pungen til Tobakken!

Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru

Det røde Guld betyder Elskovs Tro,

Og Ringens Form betegner Evigheden.

Hvad Gaven siger her, forstaaer Du jo,

Som skabte for mig Hjemmet til et Eden.

Med et Huuskors

Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!

De andre Kors – de komme siden efter!

Med en Lysestage

Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!

Et lille Lys er jo ogsaa Noget.

Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde

Tag Koppen med Roeskilde-Byen,

Hvor Kirken knejser mod Skyen,

Som var den et mægtigt Fjeld.

Du Kaffe og Thee nu kan drikke;

Siig ei, at den smager Dig ikke,

Den er jo af Roeskilde-Væld.

Med Visitkaart

Et Mindeblad – det Sted, Du har beæret,

Har Sort paa Hvidt for, at Du der har været.

Med et Guttapercha-Ansigt

En Cavaleer kom nys hertil;

Han gjør det Ansigt, som Du vil.

Med en Kurv med Æg

I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg

Jeg nynner saa sagte dette:

Fugl Phønix er i det ene Æg;

Men see nu, Du finder det rette!

Med et Billede

Et Kobberstykke skal Du faae,

See, det er nu det Samme!

Men Du af egen Lomme maa

Bekoste Dig en Ramme.

Med en Krave

Du faaer til Julegave?

Dig Verset det vil stave,

Hold Dig nu smukt i Lave! – –

En Krave!

Med Papir

Her er Papir til mange Breve.

Gid Du og de maae længe leve!

Med et Par Handsker

Hille den sorte Jøde!

Træk paa – er Hænderne røde!

Med Eau de Cologne

Naar Du med dette Dig befugter,

O – hvor Du lugter!

Med en broderet Skjærm

(Skjærmen forestillede en Fiskerpige med Fisk og var broderet af H. C. Ørsteds Enke og hendes tre Døttre til A. S. Ørsted paa hans 50 Aars Embeds-Jubilæum i 1851)

I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige,

Er Meer, end nogle Traades Farvepragt

Og Meer end Billedet »En Fiskerpige«.

To kostelige Perler er Dig bragt;

De kom fra Dybet, Hjertets Dyb, det rige,

Og deres Glands og deres Værd Du veed,

Du Kjærlige, Du Milde, Elskelige!

Vi har kun disse: Troskab, Kjærlighed!

Med mine »Samlede Skrifter«

(Til Jonas Collin)

Du voxte op i mit Hjertes Hjem,

Som Slægtning jeg paa Dig holder.

Tag her min Tanke-Skat, den gjem,

Mens dit eget Liv sig udfolder.

Og naar Du saa staaer med sølvhvidt Haar

Og jeg er, hvor Du skal komme, –

Husk, Du var mig kjær fra dit første Aar,

Og bliver – hvor Aarstal er omme.

Med et Billede af Rosenborg Have

Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot;

To Jægere er der i Haven indtraadt;

Ak Gud, hvor det Grønne gjør Øjnene godt!

Med en Hund

Her er en Hund, og den er stor,

En Hund var hans Faer, en Hund hans Moer.

See, hvor han gloer!

Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser

I Kampens Stund han blæste kjækt

Blandt Seiersraab og Sukke, –

Men nu, da Stridens Saar er lægt,

Han blæser for de Smukke.

Med Sammes

»Sicilianske Skizzer og Noveller«

Sicilien er Skjønheds Hjem,

Det siger man med Rette;

Dog er – det tør jeg sige frem –

Her paa vor egen Slette

Een Ting meer skjøn; men hvilken? hvem?

Ja, det maa selv De gjætte!

Med en Deel Sparebøsser,

solgte paa en Bazar under Krigen 1864 til daglig Indsamling for de Udcommanderedes Koner og Børn

Hver Dag læg hen som Hjertets Tavlepenge

En lille Skilling eller to,

Og Du skal see, om ikke længe

Vil Skillingen til Daler groe,

Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,

Forstaae, hvad Rigdom siger nu:

Imens Soldaten skjærmer Danmarks Rige,

Hans Børn og Hustru skjærmer Du.

Med mine Eventyr

(Til en ung Pige)

Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige!

Besøg min Digtnings lille Solskins-Rige!

Her synge, tale Blomster, Træer og Dyr.

Vort Jordliv her er selv et Eventyr.

Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand

Hvor Skjønhed lægges

Af Gud i Form og Aand,

Der kan kun rækkes

En Ridderhaand.

Med mine »Digte gamle og nye«

(til Fru Kammerherreinde Classen)

Mit hele Blomster-Mosaik

Er kun en fattig Skizze

Imod den Deilighed, det Digt,

Som kaldes Corselitze.

Med forskjellige Presenter,

bragte Frøken Anna paa hendes Fødselsdag af den unge Hundemoder Pet

Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,

Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,

»Bruun« var den Enes Fader, den Andens var nok »Spet«,

Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;

Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.

Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.

Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:

Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;

Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.

Med mine Eventyr

(Til Nicolai Bøgh)

Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag,

De lod mig læse Deres Hjertelag!

Det lyste Solskin ind i Sind og Stue.

Og da De er den bedste Reisemand,

Saa følg mig nu i Eventyrets Land,

Og see, hvad Gud i Naade lod mig skue!

Af Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde

1.

Gamle Gunhild fra »Barselstuen,«

Boer paa fjerde Sal hos Fruen

Omme i Sanct Gertrudsstræde,

Dit Besøg vil hende glæde;

Hun kan Fremtids Syn Dig skaffe,

Hun kan spaae i Kaart og Kaffe,

Hun er klog, det gamle Skarn,

Jeg er hendes Barnebarn.

2.

Tro paa Ingen, ei Dig selv,

Godt Humeur Du prise!

»Lystig hen ad Livets Elv!«

Være din Devise.

3.

Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat,

Men altid i Lilla, saa gaaer det Dig godt.

4.

Gjør Ægteskabs Tilbud i Dags-Avisen,

Men tag kun Den, som har Pengegrisen;

Thi Penge – Penge – Du kan troe mit Ord,

Penge blev en Magt paa denne Jord.

5.

Gaa til Theatret! – ved Himlens Stjerner

Du bliver en Guldmynt, jeg sværger ved Berner,

Du fylder Kassen med Ører og Kroner,

Du løber op til selv Millioner,

Vælg denne Bane – gaa ikke i Spaaner!

6.

»Natten lang

Dands og Sang

Til Musik og Bægerklang!«

Det for Dig er Livets Gang.

7.

Nu er Du paa Maskerade,

Og det paa Højbroplads;

Imorgen paa Østergade,

Saa er Du Lykkens Mads.

8.

Du er Poet,

Du er Prophet,

Du er En, jeg aldrig har seet;

Men fra Hoved til Fødder

Er Du proppet med Lykkens Nødder.

9.

Der voxer for Dig, – ja vær Du glad!

– En Kjærest paa hvert et Veibredblad.

10.

Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen,

Stormen suser fra Nordkap til Hveen;

Men Du skal faae, til Kulden har Ende,

Penge nok til Kul og til Brænde.

11.

Mig Gamle spørger Du Unge,

Hvad Skjæbne Dig forestaaer.

»»Pyt«, sagde Peer til Kongen!«

Ja det er det Svar, Du faaer.

12.

Mandag være Dig Mærke-Dag,

Paa den skal Du heise dit Bryllupsflag.

13.

Naar Vaaren rider Sommer i By,

Faaer Du en Hat af Silke – eller Bly!

14.

Jeg føler dit lille Hjerte dikke –!

Jeg spaaer Dig – nei, jeg siger det ikke!

15.

Naar Skoven bliver grøn,

Opfyldes dit Hjertes Bøn.

16.

Du finder din Lykke i Kjøbenhavn,

Naar Du løber Fastelavn.

17.

Du skal ikke troe al Snik og Snak,

Tænk, det er Løgn, og siig – mange Tak!

18.

Dig Laurbær og Myrthe er skaaret;

Hvad klæder Dig bedst i Haaret?

Stambogsblade

I.

Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad.

Hvor lyste Dine Øine uskyldsklare!

Du bad mig skrive her paa dette Blad;

Mon vel som Ældre Du det vil bevare?

Maaskee! – Gid da endnu med Barne-Sind

Du føle Livets Solskin paa din Kind

Og i dit Hjerte! – Tiden snart forsvinder;

Det nyligt skrevne Blad er – gamle Minder.

Kjøbenhavn d. 6 Jan. 1856.

II.

Fra Vesterhavets Lande

Hen over dybe Vande

Du kom til Danmarks Strande,

Hvor Guld paa Marken groer;

Her Du i Bøgesalen

Tidt hørte Nattergalen

Og saae, ved Taget Svalen,

Symbol paa Troskab, boer.

Paa Svalens Ryg der sidder

Gud Amor, klædt som Ridder.

Forstaaer Du Fugleqvidder?

Jeg næstendeels det troer!

En Hilsen! Hvad? Og hvor?

III.

Fire Blade skrevne i St. Goar ved Rhinen

1.

Naar Hyacinthens fine Klokker klinge,

Og Alfen om sin Slægt fortæller der,

Jeg husker Dig – og Tanken paa sin Vinge

Staaer ved St. Goars kjendte Morbærtræer.

2.

Du som en Huusalf stille sysler inde

I Stuen, hvor der var saa hyggeligt;

Saa riig paa Hjerte er den tydske Qvinde,

Men altfor fattigt her mit danske Digt.

3.

Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie

Er Billed af den Sjæl, som i Dig boer.

Min Tanke bærer det til Nordens Høje,

Hvor duftende Erindrings-Blomsten groer;

De gode Timer glemmer Hjertet ei.

Det Søndags-Solskin selv ved Loreley.

4.

Bogen kom først, og jeg kom sidst,

Det for mig selv var det Bedste vist;

Skudsmaalet først, Personen siden!

Hold lidt venligt paa Begge i Tiden!

IV.

A. Henselt

Fra Strængene flyver en Fuglehær,

Den synger med Hjerte og Tunge;

Vi Hjerteslaget fornemmer i hver;

Thi griber det Gamle og Unge.

Min Tak er saa ringe, en fattig Sang,

Men tro mig, den ogsaa har Hjerte-Klang.

Röhrsdorff 28 Juli.

V.

Dandserinden Augusta Nielsen

Den slanke Lilie, den hvide,

Terpsichore gav Vinger paa,

Og Blomsten blev en Sylphide,

Og Verden dit Billede saae.

VI.

Musikdirecteur W. Rübner

Din Vuggegænge blev sat i Gang,

Hvor Haydn, Gluck og Mozart sang;

Men Arnen, hvor Dit Huusliv groer,

Er under Bøgen frisk og stor

I Danevang. Led Sønnens Haand,

Mens over ham gaaer Sangens Aand,

At han dit Navn i sit maa skjære

I Træets Bark, til Slægtens Ære.

15⁄8 67

VII.

Sangeren P. Schram

Lunets lystige Skalmeie,

Orglets dybe, stærke Klang,

Barnesindet – blev Dit Eie,

Og det gav Du os i Sang:

Grøndals Humor, Jakobs Smerte!

– Du har vundet heelt vort Hjerte!

VIII.

Componisten Hägg

Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang,

Bliv Dig selv, ja selv, ja, helst ikke Andet,

Men gro, fortjen Dig en Beethovens Rang,

Du Søn fra Jenny Linds Tonelandet!

IX.

Fru O’Neill

Lad Dig i Smerten selve Smerten sige,

Den er et Forsyns store Kjærlighed;

Og kaldte han forud den unge Pige

Før Moderen – hvad der er bedst, han veed.

Lad Troen være Dig din Jacobs-Stige;

I hendes Bortgang var det Dig, der led; –

En Engel har Du mere i Guds Rige,

En Stjerne mere lyser til Dig ned.

X.

C. Castenskjold

Der synges i By, paa Mark og i Skov,

Der synges den danske Landsoldats Lov!

Det Hverdags og Smaalige svinder og døer;

Men Hæderens Fugl, den har Næb, den har Kløer.

Den har Du alt fanget, det monne Dig hue;

Du straaler i Sundhed; hvad siger lidt Snue?

Selv den faaer Du næppe; Du boer som en Bæver

Med Voldgrav om Huset. En Hustru saa væver

Forvandle til Himlen dit Borreby!

Om det og om Eder vi synger i Sky.

XI.

Til Jonas Collin

Vi er som to Strømme af modsat Løb,

Og dog blev vi lagt i det samme Svøb;

Jeg først født, Du siden, det fryder Dig lidt;

Om Alderens Forskjel Du taler saa tidt;

Hvad gjør den? Mit Hjerte groer dog ind i dit!

Din Aands Kraft jeg troer paa; den er ikke liden;

Vorherre den lade ret groe ind i Tiden!

Og naar Du saa naaer mig i Alder og Aar,

Staa Du da saa ung, som jeg nu for Dig staaer!

XII.

Fru Grove, født Fenger

Bag Sorø Sø ved Skoven

Bonden gik bag Ploven;

Jeg kom med Ingemann og med hans Frue

I Præstegaardens Stue.

De glade Børnestemmer klang;

En lille Pige mindes jeg især,

Med store, milde Øjne sad hun der,

Jeg troer endnu at høre hendes Sang.

Til Tak for den nu efter mange Aar

Af mig igjen en lille Sang hun faaer;

I den vi Præstegaarden vil besøge

Og gjensee Alle, som vi mødte der;

Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge

Heelt ned til Sorø Sø, – nu er vi her!

Fuldmaanen skinner, Nattergalen slaaer,

– Det lyder gjennem alle Livsens Aar.

Der spirer Blomster fra det mindste Frø;

Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.

XIII.

I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Rom

Flyv ungdomssund til den evige Stad,

Kom Dig selv og begeistret tilbage,

Og Norden ved Dig faae et Toneqvad

For tusinde Aar og Dage!

XIV.

Agnes Dunlop og Michael Rosing

En Fader kom med sin lille Søn i Reitzels Boutik;

Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.

Nu er han alt Mand og i Brudgoms Dragt,

Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;

De læse den sammen i Sorøskove,

Hvor Absalon, Holberg og Ingemann sove,

Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr

Fortæller det deiligste Eventyr.

XV.

G. C. Delbanco

Erindrer Du, ja, det er noget siden,

– Da var Du mindre – husk en Sommerdag,

Dit Barneøie lyste, og skjøndt liden,

Stor som en Ven Du kom med glad Goddag.

Og vel var det hos Bedstefaer, vi mødtes,

Men dog ei i vort eget, danske Land;

Du følte det Beslægtede, der fødtes

Og adler og forener Mand med Mand;

Det var en Dansk, Du saae, og netop Den,

Med hvem i Eventyret Du var bleven Ven.

Behold det samme Sind i Livsens Dage!

Vær flink og kjæk! Alt Godt! Kun ei forsage!

XVI.

C. Neergaard

Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,

Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!

De svulme og bæve i sød Harmoni!

Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.

Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige

Hvert Hjerte den qvægende Poesi.

Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,

Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,

Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.

Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte

En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde

Foran Dig til Tak for hver Melodi?

Af Til Forskjellige

1.

Til Christian den Ottende

Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr,

Mod hvilket Tankerne i Natten drage.

Du giver Solskin til en Digters Dage,

Og de forvandles til et Eventyr.

2.

Til H. C. Ørsted

Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn

I alle Tider, ind i Folk og Riger.

Gud i Naturen er det Sandheds Syn,

Du gav os, klart som Skriftens Ord det siger.

3.

Til A. Oehlenschlæger

En Sommerluftning, frisk som den fra Havet,

Og dog med Bøg- og Birke-Duft begavet,

Gaaer ud fra dine Ungdoms-, Manddoms-Qvad,

Saa styrkende! – Det er et Aandens Bad!

4.

Til Capitainlieutenant Chr. Wulff

(Dagen før han med sit Skib drog til Krigsskuepladsen)

Du fører Danmarks Løve

Og Danmarks stolte Flag,

Og Seiren kan ei tøve

I en retfærdig Sag.

Gud er med os i Slaget,

Hvor Ærlighed gaaer frem.

Bring Kongen, Folket, Flaget

Med Seierskrands her hjem!

5.

Til A. Bournonville

I.

Efter første Opførelse af Balletten »Fjernt fra Danmark«

Du giver os en Digtning uden Ord,

Og dog saa talende med Sandheds Stemme;

Vi er med Dig til Sømands-Fest ombord

Der fjernt fra Danmark og dog deiligt hjemme.

Den blussende Granatblomst har Du lagt

Imellem frisk Skovmærke; – hvilken Pragt

Af Skjønheds Digt har dog Din Sjæl igjemme!

Igjen en Perle fra din Rigdom har Du bragt,

Igjen en Krands, som vi taknemligt gjemme.

II.

Efter Balletten »Et Folkesagn«

Et Folkesagn igjennem Slægten lever;

Det i sig selv har Magt mod Tidens Haand.

Dit Folkesagn til Skjønheds Digt sig hæver,

Det lever ved sin Poesi og Aand.

6.

Til Fru Julie Sødring

(Efter Opførelsen af »Da Spanierne var her«)

Du kommer som Digtningens gode Aand

Og lægger paa den Velsignelsens Haand;

Du virker med Hjertet og med Humeuret,

Lunet straaler i Skjønhedssløret.

10.

Til Bjørnstjerne-Bjørnson

Norlandets Digter! Dig Saga indvied,

Indtil Du kom, har Norges Land tiet,

Blicher og Winther og Hertz der har runget,

Du først fra Fjeldet som Normand har sjunget.

Norge har sande Digtere nu!

Ingen saa nordisk har sjunget som Du.

Prologer

I.

(Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag)

Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,

Et Høidepunkt imellem Livets Dage,

Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest

Og viser Veien, vi har lagt tilbage,

Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;

Jo større Virkekreds, des større Skuen!

En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt

Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;

Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,

Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!

– Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst

I større Bølgeslag igjennembæver,

Ham derfor bringes mere udstrakt, stort

Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;

Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,

Men om det Sindelag, der er tilstede;

Og her er Sindelag, just Hjertelag

For ham, Gud satte paa den danske Throne,

Hans danske Hjerte har paa Prøvens Dag

Forherliget den kongelige Krone,

Hans Tid og Navn engang i dansk Historie

Vil lyse frem og staae med varig Skrift;

Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie

Omstraaler Drot og Folk til god Bedrift.

– Der var en Tid, da Kongeherlighed

fandt Storhed i den stolte Høiheds Skranke.

Forbi det kongelige Slot hver Borger skred

Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,

At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,

Udsaa’de Snillets Guld for Land og Rige,

Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,

At Aand og Dygtighed gjør »Adelige«!

Nu sidder Bonden med i Kongens Raad,

Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, –

Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!

Velsigne Gud hver ædel Id og Tragten!

Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag

Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,

Thi vaie derfor festligt Krands og Flag!

I Troskab bygge er i Gud at bygge.

II.

(Ved en Forestilling i veldædigt Øiemed)

I Riddertiden, som De Alle vide,

Sad Damerne i Kreds høit over Skranken

Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.

Og kasted’ Damen da sin Handske ned

Og bød sin Ridder kjækt at hente den,

Saa adlød han. – – Det var i Riddertiden,

At mangen ædel Frøken, fornem Frue

Tog mildt sig af den Fattige og Syge,

I Stilhed øvede den bedste Daad.

Som Roserne fremskyde ny’ hvert Aar,

Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.

Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr

Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.

Den ædle Qvinde gaaer til Armods Skjul

Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.

Hvo er ei gjerne hendes Tjener her

Og hjælper med at samle, med at bære;

Et Blik, et Ord kun – ja her det forstaaes,

At man kan springe ned selv paa Arena.

Og egenligt gjør vi her noget Sligt –

Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,

Vi stille vore svage Kræfter frem;

Men det er Hjertets Sag; derfor det voves

I Vennekreds. – Vel sandt, den er lidt stor

Den kjære Vennekreds, som her er samlet,

Men stor, det er just godt for Øiemedet.

Vi virke Alle med: vi vise Mod

Idet vi træde op; De vise Taalmod!

Vi give; – ja, de Fleste har vist seet

I deres Kredse, i den sidste Tid,

Hvor Alle følte, at vi er eet Folk

Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,

Selv Børnene tog Deel, de fik istand

En Tombola med ganske ringe Sager,

Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,

Man mored sig og smilte glad mod selv

Det Ubetydeligste, som man vandt;

Thi det at vinde var jo ikke Tanken.

Husk, at vor Forestilling denne Aften

Er slig en Tombola, og da I ville

Med venligt Sind modtage, hvad I faae.

Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,

Men i en Vennekreds kan Meget gaae,

Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,

Ja, Venner af den Fattige, som lider,

Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.

Og nu – ja, nu det første Skridt er gjort!

Tag mildt til Takke – De faaer ikke Stort.

Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,

Og derfor tusind Tak! – Det var Prologen.

Af Epiloger

II.

Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price

Naar man saa godt som hver en Aften maa

Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,

Som dømme mildt, og man er velseet,

Saa ønsker man at møde en Poet,

Der kunde give Ord for det herinde.

Men det Slags Folk er ikke let at vinde;

De sige strax: »Min Gud, hvor skal jeg dog

Nu atter kunne skrive Epilog!

Det Thema udpiint er, ei værdt at høre«.

Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre

Saa let, saa ligefremt – just det jeg troer.

Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,

Det næsten som et Eventyr her groer,

Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,

Og Tanken er saa nær just dette Sted.

Paa denne Scene alt som ganske lille

I Pantomimen legede jeg med,

Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.

Saa skifted om det gamle Legested,

En større Scene, Dands og Deilighed:

Balletten aabnede sit Tryllerige.

Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,

Og milde Øine saae den unge Pige –

Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:

»Fremad i Kunsten!« klang dens dybe Stemme,

Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,

Lysstraalen boer; – men i mit Bryst var lagt

Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.

Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,

Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.

Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt

Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,

Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,

Der vakte Længsel og dog Mod tillige.

Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!

– Det bad jeg blive lagt i Epilogen;

– Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.

IV.

Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog

Erindringernes store Billedbog,

Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;

Der findes brogede, men sorte med.

De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,

Dem tager man kun frem til eget Skue.

Men gjennem hele Billedrækken gaaer

En Livstraad, saa at tydeligt man faaer

Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.

I min Erindrings Billedbog jeg kjender

Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,

Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,

At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;

Jeg løfted’ Vingen kjækt i Hverdagslivet,

Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,

Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.

– Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:

Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,

Den første Barnedrøm om Laurbærgrenen,

Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.

Men mellem det er mange Blade lagt,

Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.

– Det sidste Billed: denne Aftenstund,

Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,

Det lyse vil frem fra en gylden Grund,

Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.

Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!

Farvel! for mig nu vexler Scenen om.

Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,

Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!

Men som det deiligste, det bedste Blad,

Det, som vil løfte mig og gjøre glad,

Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:

At vinde og fortjene Kunstnernavnet.

Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,

Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!

Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.

Af Kongehuset

XI.

I Prindsesse Dagmars Stambog

Her Pen og Blæk en Tegning gav:

En Kornmark med en Kjæmpegrav,

En Bøgeskov, det aabne Hav,

Og Danmark er fremstillet.

Men selv i Lykkens bedste Hjem

Kan Mindets Taare perle frem,

Den har langt bedre Billed.

Det ud fra Barnehjerte sprang,

Med Solskin og med Barnesang,

Selv mindste Blomst maa ligne.

Sligt Hjertet kun kan aande hen,

Det tegnes ei med Blæk og Pen.

– Gud glæde Dig, Fyrstinde!

XIV.

Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa

(Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formæling)

Ved hvert et Sting blev en Rune lagt,

Der melder, hvad Hjertet i Glæde har sagt:

Velkommen, Prinds Frederiks unge Viv,

Hans Huslivs Solskin i dette Liv!

I træde paa Silke og Rosens Blad!

Hver Dag bære Klang af vort Brudeqvad!

Vorherre hørte, hvad Hjerterne bad.

Af Leilighedsdigte

I.

Sang ved Rector Meislings Indsættelse i Helsingør (Juni 1826)

Frøet Liv Alherren giver,

Spiren sprænger sine Baand;

Naar den da med Mildhed bliver

Pleiet af en sikker Haand,

Staaer den kraftfuld, reen og skjøn,

Skjænker ham sin rige Løn!

Byrdefuldt, men ogsaa herligt

Kaldet monne vise sig,

Men vi stræbe skal saa kjærligt

At forsøde det for Dig.

Dan os da til Kraft, til Dyd,

Og din Løn er salig Fryd.

Lige tændtes ikke Flammen;

Men ved Lærelyst og Flid

Vil vi stræbe tro tilsammen

At benytte Ungdoms Tid.

Styrke Himlen Dig og dem,

Som til Held os leder frem!

XIV.

Julesang i det Collinske Huus

(1848)

Saa sidde vi igjen om Julebordet

Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,

Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,

Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.

Der rulled Kroner hen som Kiselstene,

Men i vor lille Kreds vor Krone blev:

Vort Sammenhold og han, han, som alene

Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.

Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,

Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,

Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,

Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.

Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen

De gik, og selv vi bad: »I Guds Navn gaa!«

Og see, vi sidde atter samled’ sammen,

Det er, som om en Drøm det var, vi saae.

Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre

Og føle derpaa ret: Gud var os god!

Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;

Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.

End mange Aar vort Huuslivs stille Scene

Staae lykkelig, som selv iaar den blev,

Vort Sammenhold og han, han, som alene

Sit store Rige i vort Hjerte skrev.

XV.

Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen

paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852

Og nu en Sang for Oldemoer,

Den Milde, Kloge, Kjære!

Vi Alle synge vil i Chor,

Saaledes skal det være!

Gid Rigmor kunde synge med

Som Børnene hos Thieles,

Saa sang hun – mens i Kjærlighed

Her gjennem Taarer smiles.

Derudenfor er Luften klar,

Men kold med Nordens Vinde;

I Børn og Børnebørn Du har

Din Blomsterflor herinde.

Og Kinden blusser, Øiet leer,

Dig vil de Alle glæde,

Og naar Du ind i Hjertet seer,

Seer Du dit Herskersæde.

Engang – ja, naar vi skilles ad,

Det skeer kun for at mødes;

Paa Mødet tænker Hjertet glad,

Og sød Fortrøstning fødes.

Kort er et Jordlivs Fødselsdag,

Men langt og deiligt Aaret;

Paa Kjærlighedens Vingeslag

Du bliver hos os baaret.

Dit Øie hviler paa os nu

Med stille, store Tanker!

Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,

Saa ungt dit Hjerte banker!

En evig Ungdom Sjælen fik,

Fra Øiet lyser Straalen!

– Og nu: Hurra paa gammel Skik!

For Oldemoer er Skaalen!

XVI.

Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann

(Jeg fremsagde dette Digt som en Skaal-Tale hjemme hos Hartmann, da de vare Nygifte og skulde flytte ind i deres nye Leilighed paa Garnisonspladsen, hvor der i Stueetagen var en Slagterboutik.) (April 1852)

De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,

Men dog skal Sangværket sættes i Gang:

En Tale paa Vers, men ei udenad,

Jeg læser den op fra det skrevne Blad.

Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,

Saa er vi strax ved det nye Hjem,

Det ligger der paa den venstre Haand,

Og det er et Huus for Kjød og for Aand,

Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;

Men ovenover har Aanden Magt!

Derfra skal bruse Tonernes Hær

I Verden vide, hørt fjernt og nær

Som Bølger, der orgle i Stormens Suus;

Det bliver deromme et mærkeligt Huus!

Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,

Seer paa det og nævner da Gades Navn.

Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,

Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.

Det nye Hjem, der som Rosenknop

Endnu ikke har lukket sig op,

Guds Solskin der i det fuldeste Maal!

Det nye Hjem bringes denne Skaal!

XXXIII.

En Moders Skaal

Om ogsaa ude Stormens Slag

Med Hagl paa Ruden trommer,

November bringer os en Dag

Med Solskin og med Sommer,

En deilig Dag, vi kalde vor,

Trods Aarets skarpe Vinde;

Om Sneen fyger udenfor,

Vi har dog Solskin inde.

En Moders Vei er Angstens Vei,

Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;

Hvor mangen søvnløs Nat laae ei

En Klippe paa dit Hjerte!

Den spæde Knop blev Blomst og Frugt

Ved dine Kjærtegn ømme,

Og Aar for Aar sig viste smukt

Som Vished Haabets Drømme.

For dine Børn saa mangen Gang

Du sang – de det ei glemme!

Nu synge de for Dig en Sang

Med sødt bevæget Stemme.

Bliv længe hos os, karsk og glad!

Dig Børnbørn omringe!

I mange Aar et Festens Qvad

De Bedstemoder bringe!

XXXIV.

Den 2den Februar 1864

(Ved Emma Hartmanns og F. Vedels Bryllup)

Tillad, at jeg tager Ordet,

Ja, læser det op denne Gang;

Her sidder en Digter ved Bordet,

Der ikke har bragt en Sang,

Uagtet hans Hjerte banker

I Glæde, deeltagende, rigt;

Der er i de svulmende Tanker

Nok Stof til et Brudedigt.

Men Harpen er stemt kun for Kampen,

For Danmarks ærlige Sag.

I To greb Aladdins-Lampen,

Det er Eders Bryllupsdag.

Paa den Kanonerne runge,

Husk det i Tiden engang!

Nu Landsoldaterne sjunge,

De døve min Bryllupssang.

Der er en Storhed i Tiden,

I den er Velsignelse med,

Det sande I nu og siden,

Velsignet i Kjærlighed!

Af Bryllupssange

II.

Den 22de April 1847

(I Kirken)

Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,

En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;

Thi Qvinden skal fra Fædre-Arnen drage,

Og Manden bygger sig sit nye Hjem;

De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,

Forædle, virke i den store Kjæde.

Det er en hellig Dag, den er nu vorden.

I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!

Hvor To i Troskab blev hinanden givet

Ja, ret forstaae og elske inderligt,

Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,

Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;

Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,

Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.

En Alvors Stund det er, den søde Lykke!

Og Lykken er, hvor fast paa Gud vi bygge!

IV.

Johanne Drewsen og C. von Krieger

(Mai 1855)

Ved Sundet, hvor Alverdens Skibe møde

For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,

Der sad med Øine blaae og Kinder røde

En lille Pige med sit Legetøi;

Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,

Han var i Garden, han var Husets Gjæst.

Og saa kom Tiden – Tiden, den er mægtig,

Den tænkte – men ei de – paa Bryllups Fest.

Paa Heden, hvor den yngste By her hjemme

Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød,

Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,

Og til eet Hjerte allermeest det lød;

En Melodi, den varsled’ Livets Lykke,

Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,

Den fulgte til Alhambras Pinie-Skygge

Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.

Spind Livets Silke! Den Betydning være

der i, at Festen staaer paa Silkeborg;

Den grønne Myrte Sølv og Guld vil bære

Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;

Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden

Er der i Verden ingen Sorg for tung.

Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,

Hvor Kjærligheden altid bliver ung!

VII.

Louise Ipsen og C. St. A. Bille

Den 8de Juni 1859

(I Kirken)

Før Talen

Vort Liv har mangen Høitidsdag,

Hvor Hjertet hejser Krands og Flag

Og dog i Alvor banker;

Da løfte sig ved Orgelklang,

Saa tillidsfuldt i Glædes-Sang,

De stille Alvors-Tanker.

Gud er hos os paa Lykkens Dag,

Han styrker os ved Modgangs Slag.

Hvor kan da Hjertet bæve!

Ung Elskov i sin Blomsterflor

Med Kronen ind i Himlen groer.

Did op sig Tanken hæve!

Efter Talen

I knælede for Herrens Bord,

Udtalte Sammenholdets Ord,

Som Troskab kan dem sige.

I Eders Sind er Ungdoms Vaar,

Den blive, selv bag sølvhvidt Haar,

Og end hist i Guds Rige!

Af Mindedigte over Afdøde

III.

Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen

† den 23 April 1852

Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd,

Det Skjønne med sit Hjerte hun omfatted’,

Skjøndt gammel, fulgte hun de Unges Færd,

Det Gode i det Ny’ hun kjærligt skatted’.

En riig Erindrings Sum var hendes Skat,

Den ruster ei, og evig vil den være.

I Jorden er nu hendes Kiste sat,

Men selv hun er hos Gud og sine Kjære.

Saa tro vor Tanke gjennem Rummet seer,

Hist samles vi og skilles aldrig meer.

Af Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind, 1879

Samlingen udkom 1879. BFN 1079

Vandrerens Sang

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1080

459
Leipzig i Mai 1831H.C. Andersen opholdt sig i Lepzig fra 31. maj til 1. juni 1831 på sin rejse til Harzen og Sachsisk Schweiz.
Tindtinde; top.

Mene, mene tekel upharsin

Først kendte tryk i Breve fra Hans Christian Andersen, udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh, 1878, uden titel som del af et brev til Frederik Læssøe, 23. februar 1838 (BFN 1072). Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4602: ingen årstalsangivelse | 16: Der, < Der | fremstige < fremstige, | 17: Villieløst < Villiesløst
4618: Cathago < Karthago | 16: krandser; < krandser, | 20: dit < Dit
460
Mene, mene tekel upharsinmené, mené, teqél, ufarsín (aramæisk) talt, talt, vejet, delt; skriften, som blev skrevet af »fingre af en menneskehånd« på væggen ved kong Belshassars gæstebud, og som ifølge Daniel skal forstås sådan, at Gud har talt kongerigets dage og gjort ende på det, at kong Belshassar er blevet vejet og fundet for let, og at kongeriget vil blive delt og givet til mederne og perserne; jf. Daniels Bog 5.
Avnertørre højblade, der fraskilles ved kornets tærskning; her om noget flygtigt.
Veiresblæses.
Trende Flammer nyligt brændteder hentydes til Vinterpaladset i Skt. Petersborg, som brændte 1837, samt Opera Comique i Paris og Børsen i London, der begge brændte i januar 1838.
Trendetre.
hvad Haanden skrevjf. ovenfor.
Vornedperson undkastet vornedskab, en lovfæstet ordning, efter hvilken (sjællandske) fæstebønder var forpligtede til at forblive på det gods, hvor de var født; i Danmark ophævet i henholdsvis 1696 og 1702.
Paladset(s)Vinterpaladset, jf. ovenfor.
TheatretOpera Comique, jf. ovenfor.
Førstefineste, bedste.
461
Tabernakelegentlig bræddeskur el. telt; ifølge Det Gamle Testamente den telthelligdom, jøderne bar med sig under ørkenvandringen; i den katolske kirke et (aflåseligt) alterskab, hvori hostien (nadverbrødet) opbevares.
CathagoKarthago på Nordafrikas kyst, antik by ødelagt af romerne i 146 f.Kr. efter mere end 100 års krige.
ØenEngland, jf. ovenfor.
Væverstolvæv.
Guldkalvjf. 2. Mosebog 32,1-6.
Alt EuropaEuropa.
Børsenjf. ovenfor.
understærkeforunderligt stærke.

Asylsang

Først kendte tryk i Breve fra Hans Christian Andersen, udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh, 1878, uden titel som del af et brev til Henriette Hanck, 16. marts 1838 (BFN 1073). Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4622: ingen årstalsangivelse
462
Asylsangaf brevet til Henriette Hanck 16. marts 1838 fremgår det, at H.C. Andersen »har skrevet en lille Sang for Børnene i Asylet«, hvilket asyl har ikke kunnet lokaliseres.
(I) maaemå gerne.
(de) maaemå få lov.

Brev til Fru Saabye

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1081

463
9de April 1838ifølge H.C. Andersens almanak var han denne dag »Indviteret til Bournonvilles men [havde] ikke været der«.

Til Hende

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1082

464
vordenblevet.
Sangen staaer … femten Aarvel hentydning til folkevisen »Esbern og Sidsel« (DgF 250), hvor den nygifte Esbern drager af sted for at være væk i et år, men først kommer hjem efter femten og finder ud af at hans kone har født et barn (som til alt held viser det sig at være 15 år).
Ridder og skjøn Jomfruhentydning til folkevisens typiske elskende par.

Den Gang vi endnu havde Vaar

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1083

465
Sommer red i Byalmindelig skik, hvor man til hest bragte friske bøgegrene fra skoven til byen ved sommerens begyndelse.

Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1084

Brudstykke af en Rundsang

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1085

467
Oversættelsen af Der VerschwenderH.C. Andersens bearbejdning af den østrigske forfatter Ferdinand Raimunds trylleeventyrspil fra 1834, Der Verschwender, fik titlen En Ødeland; men stykket, der hverken blev opført eller udgivet, indeholder ikke disse to strofer; måske der er tale om en senere bearbejdelse af stykket, jf. H.C. Andersens almanak for 29. oktober 1842: »Læst høit hos Næboes: En Ødeland, indsendt den«, en sådan senere udgave har dog ikke kunnet lokaliseres.
Druen voxer paa vor Klodedrikkevise fra 2. akt af E. de Falsens populære syngespil Dragedukken, 1797, med melodi af F. Kunzen.
Fire Fjæle … Pragtjf. første verslinje i syvende strofe af Dorothe Engelbretsdatters salme »Afften-Psalme« (»Dagen viger og går bort«), 1677.
(Fire) Fjælebrædder, dvs. kisten.

Herrens Bøn

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1086

Den stille Uge

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1087

469
Den stille Ugepåskeugen; fra palmesøndag til påskedag.
Mens han for sine Fjender badjf. Lukas 23,34.
Hvohvem.
Den er salig, som ret troerjf. Lukasevangeliet 1,45 og Johannesevangeliet 20,29.

Vise

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1088

470
pêle-mêle(fransk) hulter til bulter.

Romanze

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1089

471
Stillestilhed.

Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1090

472
den røde Faneledvogtere anvendte et rødt flag som advarselssignal, når toget kom.

Til Sophie Gade, født Hartmann, at synge for sine Smaa

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1091

473
Sophie Gade, født HartmannNiels W. Gades første kone, Emma Sophie Christiane, var J.P.E. Hartmanns datter.
sine Smaatvillingerne Emma og Felix, født 20. maj 1855, godt en måned før Sophie Gade døde af komplikationer efter fødslen.

Jeg gik igjennem den duftende Skov

Først kendte tryk i Illustreret Tidende, nr. 1005, 29. december 1878, som det første af Tre utrykte Digte af H. C. Andersen (BFN 1076). Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4744: Skov, < Skov. | 6: der < der | 8: saae < saa | 9: svømme; < svømme: | 11: Hjertets < Hjærtets | 16: Blad, < Blad | 17: bøier; < bøier. | 18: Hjerter < Hjærter | 25: Jorden. < Jorden; | 26: hvorved to Hjerter < hvormed to Hjærter | 27: deelt < delt | 28: boer < bor | 30: Hjertet < Hjærtet | troer < tror
474
Ingemanns i Sorøægteparret Lucie og B.S. Ingemann, H.C. Andersens nære venner, boede i et hus ved Sorø Akademi, hvor B.S. var lektor fra 1822.
Er Klippen, hvorpaa vi kan byggejf. Matthæus 7,24-27 og Lukas 6,48-49.
mindre vordenblevet mindre.
forlenegive, bringe.

Romanze

Først kendte tryk i Illustreret Tidende, nr. 1005, 29. december 1878, som det andet af Tre utrykte Digte af H. C. Andersen (BFN 1077). Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4751: titel: Romanze < Romance | 4: Taus < Tavs | 5: Hjertet < Hjærtet | 8: gaae < gaa | 14: groer < gror | 15: Blomsten oven over, < Blomster ovenover: | 16: staaer < staar
475
Bregentvedherregård fra ca. 1650 ved Haslev, ejet af lensgreve A.W. Moltke.
Stillestilhed.
Nyetnymånen.

Af Ved Aarsskifter

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1092

476
(Efter) Krigenanden slesvigske krig, 1864.
linkendehinkende, haltende.
Veesmerte; ulykke, nød.

Ved Soldatens Hjemkomst i 1864

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1093

477
Soldatens Hjemkomst i 1864der blev sluttet våbenhvile i anden slesvigske krig 18. juli 1864, men først 11. november underskrev kongen fredstraktaten.
I forrige KrigTreårskrigen, 1848-1850.
kjendebemærke, føle.
Atterdagkong Valdemar 4. Atterdag, kendt for sin genrejsning af landet.
Thyras gjenreiste VoldeDannevirke; hentydning til, at de danske tropper i 1864 forskansede sig ved Dannevirke, hvis ældste dele ifølge sagnet stammer fra dronning Thyra Danebod (900-tallet), men som er betydeligt ældre.

En Stemning

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1094

478
(giver mig …) hen i Fæstei Guds tjeneste, i Guds vold.

Til Maleren Carl Bloch, (med mine ham i December 1866 tilegnede nye Eventyr og Historier)

Først kendte tryk i Julebog 1875, 1875, som det første af »To Digte«, under titlen »I et Brev til Maleren Carl Bloch med mine ham i December 1866 tilegnede nye Eventyr og Historier« (BFN 1063). Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4794: Meget < meget | deiligt < dejligt | 7: To < to | 9: Skue, < Skue, – | 10: følte: < følte, | 10: Sligt < sligt | 12: saae iblandt Philistrene < saa iblandt Filistrene | 13: Vi saae < Vi saa | vi saae < vi saa | 14: Humeur < Humør | 16: Øine < Øjne | 17: Kjøbenhavn! < Kjøbenhavn. | 21: Mission; < Mission,
479
December 1866 … HistorierH.C. Andersen tilegnede Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Fjerde Samling, der udkom 11. december 1866 (BFN 911), til Bloch med ordene »Maleren / Carl Bloch / med Venskab og Beundring / tilegnet«.
Charlottenborgslot ved Kongens Nytorv, hvor Kunstakademiet havde til huse.
MunkenBloch malede flere billeder med munke som motiv.
Samson saae iblandt PhilistreneSamson hos filistrene, malet i Rom 1863, nu på Statens Museum for Kunst.
Barberen … RomerdrengenRomersk gadebarber, malet i Rom 1864, nu på Den Hirschsprungske Samling.
PrometheusPrometheus’ Befrielse, 1864, privateje, eller Prometheus’ ørn, 1864, nu på Ribe Kunstmuseum.

Fyen og Schweitz

Først kendte tryk i Julebog 1875, 1875, som det andet af »To Digte« (BFN 1064). På siden efter digtet er følgende anført: »I Anledning af omstaaende Digt har Hr. Nicolaj Bøgh godhedsfuldt meddelt Udgiveren følgende: »Dette Digt, som er Andersens næst sidste, er kort før hans Død dikteret af ham, og hans Sygdom forhindrede ham i at gjennemse det, hvorfor det indeholder enkelte rhytmiske Unøjagtigheder. Med Hensyn til Digtets Indhold bør det maaske bemærkes, at Andersen tænkte paa at rejse til Montreux i Schweiz, for der muligvis i Vinterens Løb at gjenvinde sit Helbred; men som Digtets Slutning viser, har dette Haab dog ikke været stærkt rodfæstet i ham.««. Optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

4802: ingen datoangivelse | 3: Grav < Grav, | 4: Hav, < Hav! | 7: dit < Dit | din < Din | 8: Bulder, < Bulder! | 9: ruller. < ruller, | 13: groe < gro | under digtet: Rolighed den 5te Juli 1875 / Aften Kl. 11.
480
Fyen og Schweitztil titlen er knyttet den redaktionelle note: »Andersens næstsidste Digt«.
Odins ØFyn.
Palnatoke(s)sagnhelt kendt fra Saxos Danmarkshistorie, Harald 1. Blåtands hirdmand.
Wilhelm Tell(s)schweizisk nationalhelt, som ifølge sagnet blev dømt til at skyde et æble af sin søns hoved, hvilket blev anledning til den schweiziske frihedskamp.
GenfersøGenèvesøen (Lac Léman).
Støvmenneskets forgængelige krop, typisk i modsætning til ånd el. sjæl.

Af Smaavers

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind, BFN 1095-1133. Undtagelser herfra er nr. 12, »Jeg er ei længer i Ungdomstid«, hvor først kendte tryk er i Illustreret Tidende, nr. 1005, 29. december 1878, som den sidste af Tre utrykte Digte af H. C. Andersen (BFN 1078), og nr. 54, »I Foraaret i Kjøge«, hvor først kendte tryk er i Illustreret Tidende, nr. 831, 29. august 1875 (BFN 1060); begge optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind; sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

481,16Oldtids Skatte < Oltids Skatte

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

48321: Hjerte < Hjærte | 22: hvid; < hvid, | 25: Moerlille, < Moerlille | graa < graa, | 26: Hjertegrunden < Hjærtegrunden | 27: Faa, < Faa | 28: troer derpaa. < tror derpaa!
4943: (Til lille Charlotte) < til lille Charlotte | 4: qviddrende kom, < kvidrende kom; | 11: Kjøge-Høns < Kjøgehøns
481
Genfersøen … 1833H.C. Andersen opholdt sig ved Genèvesøen (Lac Léman) fra 22. til 23. august på turen fra Genève over Lausanne og Neuchatel til Le Locle.
Rom … 1833H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 18. oktober 1833 til 12. februar 1834.
Orangenappelsinen.
endendnu.
Qvirinalhavenhave tilknyttet Qvirinalet, den davæende pavelige residens syd for Piazza Barberini i Rom.
SjølundsSjælands.
482
Musamuse; i græsk mytologi er de ni muser skytsgudinder for kunst og videnskab, døtre af Zeus og Mnemosyne.
Henry Wynns Landstedmåske Bernstorff Slot, nord for København, som i en del af Frederiks 7.s regeringsperiode var lejet ud til den engelske ambassadør Henry Wynn, der opholdt sig i Danmark 1824-1853.
483
Synden har bidt selv i Barne-Hæljf. 1. Mosebog 3,14-15.
Thingsvidneregentlig mænd, der beretter om, hvad de har set og hørt (på tinge, dvs. i den lovgivende forsamling).
vee (os)stakkels.
Elendeelendighed.
fornamfornemmede.
484
Glarglas.
travestere(t)egentlig fremstille et alvorligt emne i grotesk, komisk stil; latterliggøre, parodiere.
Figenbladetjf. 1. Mosebog 3,7.
Babylonher: Babel(stårnet) som symbol på den menneskelige egenvilje og ugudelighed.
Paradisets … Træjf. 1. Mosebog 2,17.
485
ham, for hvem … GravenJesus; jf. Lukas 24,2, Matthæus 8,2, Markus 16,4, og Johannes 20,1.
H. S.sandsynligvis balletdanser ved Det Kgl. Teater Harald Scharff.
vederqvægelindre.
Vundesår.
486
Atterkomstgenkomst, tilbagevenden.
qvægedlindrede, beroligede.
Signetlille graveret stempel med navnetræk el. slægtsvåben; kan presses ned i lak el. voks og dermed forsegle et brev el. dokument; her måske en signetring.
Altar(-Flamme)alter.
487
Granat(træet)granatæble.
snare Flugtegentlig hurtige bevægelse.
Psyche(græsk) sjæl; afbildes i græsk mytologi i fugleskikkelse eller som en lille eller ung pige (med sommerfuglevinger); billedhuggeren Thorvaldsen lavede flere værker med dette motiv.
488
Ahlbrunt, hårdt lag af sand og sten, som ligger lige under jordens overflade, og som gør det vanskeligt for andre vækster end lyngen at gro.
Freyas-Salher: frodigt sted; måske hentydning til de sidste to verslinje i første strofe af Oehlenschlägers »Der er et yndigt Land«, 1819: »Og det er Frejas Sal«.
Parie-Folkeneparia-folkene, dvs. de kasteløse i Indien; her: sigøjnerne.
Parijf. ovenfor.
489
Rom 1841H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 20. december 1840 til 24. februar 1841.
Svensken … Fyenunder Treårskrigen, 1848-1850, blev svenske frivillige og et hjælpekorps sendt af sted og opslog kvarter på Fyn.
Adelspatentdokument, der tildeler en person adelskab.
Viismåde.
490
Nizza(italiensk) Nice.
Veesmerte; ulykke, nød.
23 September 1866H.C. Andersen opholdt sig på ægteparret Moritz og Dorothea Melchiors landsted på Østerbro, »Rolighed«; i dagbogen noterer han under denne dato: »Det blev et saa stille og mildt Maaneskinsveir at vi til henimod ti sad i Haven«.
Trekroner(s)søfortet ved indsejlingen til København.
Etatsraad Melchiorgrosserer Moritz Melchior.
»Rolighed« den 22de Juni 1867H.C. Andersen opholdt sig på »Rolighed« (jf. ovenfor) og deltog i fejringen af Moritz’ 51-års fødselsdag.
491
dikkede(t) ikke.
Anletanled; ansigt(er).
Bardebragmåske bardebragd; af barde: digter, skjald, og bragd: bedrift, dåd, storværk.
Bersærkegangbersærkergang; vildt og ustyrligt raserianfald, ukontrolleret opførsel.
Landet med Kornethentydning til Danmark.
Heimdali nordisk mytologi den lyse gud, gudernes vægter, der sidder ved himlens rand med sin lur, Gjallarhorn.
Vaandesmerte, sorg, pine.
Fata Morgana(italiensk) egentlig feen Morgana, der frembringer luftspejlinger.
492
Adam uden Figenbladjf. 1. Mosebog 3,7.
Du spiser af Frugtenjf. 1. Mosebog 3,6 ff.
Skyegentlig skyhed; hæmning, betænkelighed.
Ravenswoodborg i den engelske forfatter Walter Scotts roman The Bride of Lammermoor, 1819 (dansk Bruden fra Lammermoor, 1823, dramatiseret af H.C. Andersen i det romantiske syngestykke Bruden fra Lammermoor, 1832 (BFN 183)); borgen er hjemsted for hovedpersonen Edgars slægt; der er tale om en faktisk lokalitet uden for Edingburgh, ruinerne af Fast Castle, bygget i 1300-tallet, højt beliggende på klipperne ved Nordsøen.
Lucie og Edgardet unge elskende par i The Bride of Lammermoor, som ikke må få hinanden og begge dør.
Julie og Romeotitelfigurer i Shakespeares kærlighedstragedie Romeo and Juliet, 1595 (dansk Romeo og Julie, 1811).
Basnæsfamilien Scavenius’ hovedgård og gods sydøst for Skælskør, hvor specielt Henriette Scavenius var en nær veninde af H.C. Andersen.
Mit Livs EventyrH.C. Andersens selvbiografi fra 1855 (BFN 745).
Beltet(s Vande)Storebælt.
Arne(s)egentlig åbent ildsted; her: hjem.
Fyrher: ild.
493
Mariemåske Dorothea Melchiors niece Marie Henriques, født i 1866, hvor H.C. Andersen er 61 år gammel.
Reise i Foraaret 1872fra 12. april til 7. juni 1872 (til Tyskland, Østrig og Norditalien).
KeiserstadenWien.
494
I Foraaret i Kjøgetil titlen er knyttet den redaktionelle note: »Andersens sidste Digt«.
lille Charlottemåske Moritz og Dorothea Melchiors niece Charlotte Melchior.
Kjøge-Hønshentydning til gammel børneleg, hvor den voksne tager barnet med begge hænder om hovedet og løfter det op for at »se Køgehøns«; der er egentlig tale om en forvanskning af udtrykket »kæge (el. køge) høns«, dvs. kvæle høns.

Af Deviser med Presenter

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1134-1194. Undtagelse herfra er »Med en Deel Sparebøsser, solgte paa en Bazar under Krigen 1864 til daglig Indsamling for de Udcommanderedes Koner og Børn«, hvor først kendte tryk er i Breve fra Hans Christian Andersen, udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh, bind 2, 1878, uden titel som del af et brev til Dorothea Melchior, 13. februar 1864 (BFN 1075); optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind; sidstnævnte udgave følges her.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

501,21Men jeg slog < Men [jeg] slog

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket (BFN 1075)

508[hver anden verslinje har indryk] | 14: ikke < ikke meget | 15: groe, < groe. | 19: Du. < Du!
495
Deviserkort sætninger, der indeholder en (moralsk) sandhed, sentens; ofte vedlagt en gave.
Presentergaver.
Amor(s)den romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.
Dig giver din Restgiver dig din andel, tilgodehavende; gør det af med dig.
Kjolefrakkelignende mandsdragt med ærmeopslag og vide skøder.
496
Bengellømmel, døgenigt.
Junkerung adelsmand, herremandssøn.
(Visit)kaartkort.
J. L. Heibergs »Urania«J.L. Heiberg, der på sine ældre dage kastede sig over astronomien, udgav den astronomiske årbog Urania, 1844-1846.
Uraniai romersk mytologi astronomiens muse.
497
halsegive hals, gø eller halse af sted.
Den lille Dreng paa det gule Bindhentydning til Vilhelm Pedersens tegning på smudsbindet til Nye Eventyr og Historier, 1858.
Anna, som er hans Venindemuligvis Moritz og Dorothea Melchiors datter Anna.
tyderbetyder.
Gellerts Fablerden tyske forfatter Chr. Fürchtegott Gellert var især kendt for sine Fabeln und Erzählungen, 1746-1748 (dansk Gellerts Fabler og Fortællinger i tvende Deele, 1769).
498
Kobberstykkekobberstik.
Fru Zimmermannunder sit ophold i Berlin fra 19. december 1845 til 7. januar 1846 tilbringer H.C. Andersen juleaften hos Johanne Zimmermann i Berlin.
Jenny LindH.C. Andersen besøgte den svenske sangerinde under sit ophold i Berlin.
Fjederhamfjerham, fjerdragt; iklædning; kendt fra bl.a. eventyr og folkeviser.
ung preussisk OfficeerUlrich Ulrichs, som H.C. Andersen møder i Berlin december 1845, jf. ovenfor.
Frøken Frohmann i Berlinunder sit ophold i Berlin, jf. ovenfor, besøgte H.C. Andersen flere gange den tyske blomstermaler Alwina Frommann.
skikketilsende.
Syndflods Vandejf. 1. Mosebog 6 ff.
Arken … Araratjf. 1. Mosebog 8,4, hvor Noas ark strander på bjerget Ararat i det nuværende Tyrkiet.
Duen Noah sendtejf. 1. Mosebog 8,8 ff.
499
Oliebladjf. 1. Mosebog 8,11.
Byrons VærkerByrons værker udkom i en række forskellige udgaver fra 1820 og frem.
Freiligraths Digtemåske Gedichte, 1838.
(Islands) Geysergejsere.
500
Caressekaresse; kærtegn.
Fidibuset sammenrullet stykke papir til at tænde en pibe med.
Thorvaldsens Statueuvist hvilken.
Stænderdeputeretmedlem af de rådgivende stænderforsamlinger.
C. Hallden senere kultusminister C.C. Hall begyndte sin karriere som stænderdeputeret.
Bregentvedherregård fra ca. 1650 ved Haslev, ejet af lensgreve A.W. Moltke, hvor H.C. Andersen fejrede julen 1848.
501
(Jule)qvældaften.
Gliedermannsprællemand.
Pryglstor og stærk dreng el. mand.
Couleurkulør.
502
(Staaer) endendnu.
Papirtrykkerpapirpresser; tung genstand til at lægge oven på en bunke papirer.
sankesamle.
Kobberstykkekobberstik.
503
Kraveløs krave til pynt.
Mandelstavgren af mandeltræet.
Orange(green)appelsin.
Kravebaandbånd til pynt i halsudskæringen.
Lilievaandegentlig liljestængel; her: (uskyldig) ung kvinde, jomfru.
504
Huuskorskors til at hænge på væggen; også om person eller forhold, som plager et hjem.
505
KirkenRoskilde Domkirke.
Roeskilde-Vældvand fra Roskilde var af ringe kvalitet.
(Visit)kaartkort.
Guttapercha(-Ansigt)guttaperka; naturgummi udvundet af tropiske træers saft.
Fugl Phønixifølge græsk mytologi en fugl, som efter en vis tid brænder sig selv op, men derpå genopstår af sin egen aske.
Kobberstykkekobberstik.
506
i Lavei orden, på plads.
Hille den sorte Jødebrugt som udbrud i forbindelse med sværgen og besværgelse af noget ondt eller farligt.
Eau de Cologne(fransk) kølnervand, parfume.
H. C. Ørsteds EnkeInger Birgitte Ørsted.
hendes tre DøttreKaren, Sophie og Mathilde.
50 Aars Embeds-Jubilæum i 1851H.C. Ørsteds bror, A.S. Ørsted, blev i 1801 udnævnt til assessor i hof- og stadsretten.
507
Samlede SkrifterH.C. Andersens Samlede Skrifter påbegyndtes med udgivelsen af Improvisatoren i første og andet bind, der begge udkom 31. december 1853 med 1854 på titelbladet, og var fra starten planlagt til at omfatte 22 bind, hvoraf det sidste udkom i juli 1855; herefter blev løbende udgivet yderligere 11 bind, indtil værket med bind 33, Digte. Tillæg, stod færdigt i 1879, 4 år efter H.C. Andersens død.
Jonas CollinEdvard Collins søn, Jonas Collin den yngre.
Rosenborg Havelystslottet Rosenborg ligger i Kongens Have i København, opført 1606-1634.
H. P. Holsts … HornblæserDen lille Hornblæser. Et Digt, 1849; til titlen er knyttet den redaktionelle note: »Dette og det følgende Vers fandtes blandt Andersens Efterladenskaber, dog ikke med hans Haandskrift. Etatsraad H. P. Holst har imidlertid paa Forespørgsel erklæret, at han sikkert troer, A. er Forfatter til dem«. Det efterfølgende vers, der omtales, er »Med Sammes »Sicilianske Skizzer og Noveller«« (BFN 1189, se nedenfor).
508
Sammes »Sicilianske Skizzer og Noveller«H.P. Holsts (jf. ovenfor) rejsebog fra 1853.
Krigen 1864anden slesvigske krig, der begyndte 24. december 1863.
Tavle(penge)skaft med en lille træplade el. skuffe, hvorpå kirkegængerne under gudstjenesten lagde offerpenge.
Vort Jordliv … Eventyrden tyske læge og hofråd C.G. Carus, som H.C. Andersen mødte i Dresden i 1846, skrev til H.C. Andersens stambog: »Das wunderbarste Mährchen ist das Leben des Menschen selbst« (det forunderligste eventyr er selve menneskelivet); siden brugte H.C. Andersen det selv i en let varieret form i stambøger.
Papirholderophængt, bøjet og tilspidset metaltråd, hvortil mindre papirstykker (regninger o.l.) kan fæstes.
509
Digte gamle og nyeDigte, gamle og nye udkom 26. december 1846 med årstallet 1847 på titelbladet (BFN 488).
Corselitzeherregård på Falsters østkyst.
Frøken Annamåske Moritz og Dorotheas datter Anna Melchior, som til sin 20-års fødselsdag, 25. august 1873, fik en »lille, levende Hund, med Buur«, som H.C. Andersen noterer i dagbogen.
Gadestrygerløsgænger, omtrejfer, vagabond.
honnetordentlig, pæn, redelig.
Normamåske hentydning til hovedpersonen i V. Bellinis opera Norma, med tekst af F. Romani, 1831 (dansk Norma, 1840, oversat af Adam Oehlenschläger og opført første gang på Det Kgl. Teater samme år), om den keltiske druidedatter Normas hemmelige forhold til den romerske prokonsul Pollione, for hvilket hun soner sin synd på bålet, efter hun har bedt om sin faders tilgivelse.
engelsk Naalen særlig skomagernål.
Staalmåske strygestål, til slibning af knive m.m.
(Hunde)maalsprog.
Nicolai Bøghledsagede H.C. Andersen på hans sidste udlandsrejse til Tyskland og Schweiz fra 14. april til 28. juli 1873.

Af Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1195-1212

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

510,13Dig selv, < Dig selv
510
Gamle Gunhild fra »Barselstuen,«spåkvinden Gunild i Holbergs Barselstuen, opført første gang 1723.
Kaartkort.
Devisekort sætning, der indeholder en (moralsk) sandhed, sentens; ofte vedlagt en gave.
Dags-Avisenannonceavisen Dags-Avisen udkom i blot 62 numre fra 6. oktober til 30. december 1869.
511
Højbroplads … ØstergadeHøjbro Plads ligger ved enden af Østergade, Københavns mondæne strøggade.
Lykkens Nødderlykkebringende nødder, kendt fra eventyr.
512
»Pyt«, sagde Peer til Kongen!bevinget udtryk, som angiveligt stammer fra et kapløb mellem kong Frederik 2. og rigsmarsk Peder Gyldenstierne; da Peder passerede kongen, råbte han: »Pyt«, hvortil kongen skulle have svaret: »Jeg vil ingen pytten vide af, Per«.
rider Sommer i Byalmindelig skik, hvor man til hest bragte friske bøgegrene fra skoven til byen ved sommerens begyndelse.
513
løber Fastelavnfejrer fastelavn.
Laurbær og Myrtheanvendes henholdsvis i laurbærkransen, som tegn på hæder, og i brudekransen, som bruden bærer oven på sløret.

Stambogsblade

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1215-1233

514
6 Jan. 1856Jonas Collins 80-års fødselsdag; det er uvist, hvis stambog verset er skrevet i.
Amorden romerske kærlighedsgud, ofte fremstillet som et drengebarn med bue og pil.
næstendeelsnæsten.
515
St. Goartysk by, hvor H.C. Andersen opholdt sig på flere af sine rejser, hhv. 18. maj 1843, 6.-10. august 1846 og 15.-16. juli 1852.
LoreleyLorelei; 132 m højt, næsten lodret klippeparti ved Rhinen; personificeret som en fortryllende og forførende kvinde, der if. sagnet lokkede sejlende (mænd) i døden.
Skudsmaal(et)erklæring el. vurdering af nogens opførsel, kvaliteter e.l.
Thi (griber)derfor.
Röhrsdorff 28 JuliH.C. Andersen opholdt sig fra 27. til 30. juli 1856 hos den tyske komponist Adolph Henselt på hans gods ved Gersdorf i Schlesien; H.C. Andersen forveksler Gersdorf med Röhrdorff (som ligger i gåafstand fra Maxen), en fejl, der går igen i dagbogen for 27. juli 1856, men som ses ændret i dagbogen for 30. juli 1856.
516
Terpsichorei græsk mytologi dansens (og lyrespillets) muse.
SylphideAugusta Nielsen debuterede 6. september 1839 som Sylfiden i Bournonvilles danske opsætning af F. Taglionis ballet La Sylphide, 1832 (dansk Sylfiden; opført første gang på Det Kgl. Teater 1836).
Vuggegængehver af de to bueformede stykker træ under vuggen.
Hvor Haydn … Mozart sangRübner var, som komponisten Gluck fra Tyskland; Haydn og Mozart var fra Østrig.
Arnenegentlig åbent ildsted; her: hjem.
Sønnen(s)Cornelius Rübner.
15/8 67H.C. Andersen befinder sig på Holsteinborg hos Mimi og Ludvig Holstein, hvor også musikdirketør J.W. Rübner er til stede.
Skalmeieskalmeje; folkeligt træblæseinstrument med et mundstykke, der minder om oboens.
Grøndal(s)8. februar 1845 sang Schram den gamle maler Grøndals parti i syngestykket Ungdom og Galskab eller List over List, omarbejdet af N.T. Bruun efter J.-N. Bouillys franske forlæg Une folie, 1806, med musik af J. du Puy; opført første gang på Det Kgl. Teater 1806.
Jakob(s)fra 12. december 1845 og med mellemrum helt frem til 1882 sang Schram Jakobs parti i syngestykket Josef og hans Brødre i Ægypten, oversat af N.T. Bruun efter A.-V.P. Duvals forlæg Joseph, 1807, med musik af É.N. Méhul; opført første gang på Det Kgl. Teater 1816.
Jenny Linds TonelandetJ.A. Hägg var, som Jenny Lind, fra Sverige.
517
Fru O’Neillformodentlig Carolina Terêsa O’Neill, gift med den danske generalkonsul i Lissabon, Jorge Torlades O’Neill, som H.C. Andersen boede hos fra 9. til 26. juli 1866; Jorge havde sammen med sin bror boet hos familien Wulff slutningen af 1820’erne, medens de gik i Borgerdydskolen.
kaldte hankaldte han til sig, dvs. hun er død.
Jacobs-Stigejf. 1. Mosebog 28,12.
CastenskjoldCastenschiold.
Lovlovprisning, pris.
alt fangetfanget.
monne Dig huebehager dig formodentlig.
Voldgrav om HusetCastenschiold var ejer af herregården Borreby syd for Skelskør på Sjælland.
HustruKarine Lucie Sophie Castenschiold.
Jonas CollinEdvard Collins søn, Jonas Collin den yngre.
Alderens Forskjelaldersforskellen var 35 år.
518
hans FrueB.S. Ingemann var gift med Lucie Ingemann.
(Nattergalen) slaaersynger, slår triller.
norsk Componists … Romsandsynligvis Edvard Grieg, der opholdt sig i København fra 1863 til 1866 og blev venner med H.C. Andersen; Grieg rejste til Rom i 1866.
Reitzels Boutikkøbenhavnsk boghandel, grundlagt 1819 af C.A. Reitzel, som i perioden 1827-53 havde til huse i Store Købmagergade i det nuværende nr. 44.
(er han) altallerede.
Brudgoms DragtAgnes Dunlop og Michael Rosing blev gift 1. august 1863.
519
sovebegravet.
BedstefaerMoses Delbanco.
C. Neergaardmåske Carl Peter Ulrich Neergaard, som var tilknyttet de københavnske musikkredse.
qvægendelindrende, forfriskende.

Af Til Forskjellige

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1234-1240. Undtagelse herfra er »»Efter Balletten »Et Folkesagn««, hvor først kendte tryk er i Breve fra Hans Christian Andersen, udgivne af C. St. A. Bille og Nikolaj Bøgh, bind 2, 1878, uden titel som del af et brev til B.S. Ingemann, 21. januar 1854 (BFN 1074); optaget i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind; sidstnævnte udgave følges her.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

52127: Slægten < Slægter | 28: Haand. < Haand! | 29: hæver, < hæver; | 30: Poesi og Aand. < Poesie og Aand!
520
Gud i Naturenhentydning til H.C. Ørsteds Aanden i Naturen, 1850, i hvilken han sammefatter sin naturfilosofi.
521
Dagen før … Krigsskuepladsenuvist hvornår, men sandsynligvis i forbindelse med treårskrigen, 1848-1850, hvor de første skibe afgik fra København 26. marts 1848.
Danmarks Løvemåske hentydning til Danmarks riges våbenskjold.
Fjernt fra Danmarkballet af Bournonville opført første gang på Det Kgl. Teater 20. april 1856; balletten foregår i Sydamerika.
igjemmeskjult i sig.
Et Folkesagnopført første gang på Det Kgl. Teater 20. marts 1854.
522
Da Spanierne var herromatisk lystspil i tre akter af H.C. Andersen, i hvilket Julie Sødring spillede Jomfru Hagenau, en forhenværende kammerjomfru hos en hofdame; opført første gang på Det Kgl. Teater 6. april 1865.
Bjørnstjerne-BjørnsonBjørnstjerne Bjørnson.
Norlandet(s)Norge.
Sagai nordisk mytologi gudinde for saga- og historieskrivningen; her en personificering af historien.
(har) rungetgivet genlyd, været kendt.

Prologer

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1241-1242

523
Frederik den Syvendes Fødselsdag6. oktober, uvist hvilket år.
Prøvens Dagmåske hentydning til Treårskrigen, 1848-1850.
Drotkonge, hersker.
Skrankeafgrænsning, grænse.
Bonden med i Kongens Raadhentydning til oprettelsen af Folketing (og Landsting) i forbindelse med Grundloven af 1849.
Id og Tragtengerning og stræben.
Thi vaie derforderfor vajer.
524
veldædigt Øiemedvelgørende formål.
Skrankejf. ovenfor.
Armods Skjulder hvor fattigdommen skjuler sig, findes.
Hvohvem.
525
i den sidste Tidhentydning til Treårskrigen, 1848-1850, eller anden slesvigske krig, 1864.

Af Epiloger

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1243-1244

527
alt som ganskesom ganske.
Pantomimenteaterform bygget på mime (og dans).
UllaUlla Winblad, »Nymph och Prästinna i Bacchi Tempel«; fast figur i C.M. Bellmanns Fredmans Epistlar, 1790, og Fredmans Sånger, 1791.
528
Laurbærgrenenher: berømmelsen, æren.
(gylden) Grundbaggrund.

Af Kongehuset

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1245-1246

530
Prindsesse Dagmar(s)Maria Sophie Frederikke Dagmar, kong Christian 9.s og Dronning Louises næstældste datter, gift 1866 under navnet Marija Fjodorovna med storfyrsttronfølger Alexander Alexandrovitsch (den senere zar Alexander 3. af Rusland).
ved deres Formælingkronprins Frederik, den senere kong Frederik 8., og kronprinsesse Lovisa blev gift 28. juli 1869.

Af Leilighedsdigte

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1247-1252

532
Rector Meislings … Juni 1826H.C. Andersens rektor i latinskoletiden (fra 26. oktober 1822 til 19. april 1827), Simon Meilsling, blev indsat som rektor i Slagelse 16. juli 1823 og udnævnt til rektor i Helsingør 2. maj 1826; sangen er skrevet til indsættelsen i Slagelse i 1823, ikke i Helsingør i 1826.
monneegentlig måtte, her som udtryk for formodning eller forhåbning: vil (sikkert, måske).
533
Der rulled Kroner hen som Kiselstenehentydning til den franske revolution.
Mod Roskild Spir … dødekong Christian 8. døde 20. febuar 1848, samme dag som en svane fløj mod spiret i Roskilde Domkirke og fik knust brystet.
Ved Slesvig … Paaskeklokker klanghentydning til anden slesvigske krig, 1864, hvor kampene om Dybbøl stod helt frem til 4. søndag efter påske, 17. april; Dybbøl faldt dagen efter.
Tre af Kredsenformodentlig kaptajn af infanteriet L.C.C.M Schow, kaptajn i generalstaben S. von Rosen og reserveofficeraspirant C. Hage, der alle døde under krigen i 1864.
End mange Aarendnu mange år skal.
Oldemoer … 12te Januar 1852A.L. Drewsens mor, A.C.D. Drewsen, fejrede sin 75års fødselsdag 12. januar 1852.
Rigmorhertil er knyttet den redaktionelle note: »Hendes Sønne-Datter-Datter«, dvs. Jonna Drewsens ældste datter, Rigmor Stampe.
Thieleshertil er knyttet den redaktionelle note: »Just. M. Thieles Børn vare hendes Datter-Datter-Børn«; A.C.D. Drewsens barnebarn Hanne Aagesen blev i 1838 gift med J.M. Thiele (efter at dennes første hustru, Sophie Holten, døde i 1835) og blev således mor til Thorvald, Just og Augusta Thiele.
Her gjennem Taarer smileshertil er knyttet den redaktionelle note: »Fru D. var dengang meget legemtligt lidende«; hun døde 23. april 1852, jf. digtet »Fru A. C. D. Drewsen, født Lassen« (BFN 1256, se side 541).
534
gammel Skikgammeldags manér.
NygifteN.W. Gade og Sophie Hartmann blev gift 27. april 1852.
GarnisonspladsenSankt Annæ Plads i København.
535
orglelyder som orgelmusik.
karsksund, glad.
536
F. VedelFrants Wedel.
Kampenanden slesvigske krig, der begyndte 24. december 1863; 5. februar faldt Dannevirke og kampen om Dybbøl Skanse var forestående.
Aladdins-Lampenjf. eventyret om Aladdin fra Tusind og En Nat, forlæg for Oehlenschlägers gendigtning, »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« fra Poetiske Skrifter, bind 2, 1805.

Af Bryllupssange

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1253-1255

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

539,5I Eders Sind < I eders Sind
537
(Fædre-)Arnenegentlig åbent ildsted; her: hjem.
vordenindtruffet.
fasttrofast.
Sundet … Skibe mødeØresund, formodentlig mellem Helsingør og Helsingborg, hvor det er smallest.
Han var i GardenKrieger var kaptajn i livgarden, senere generalmajor.
538
den yngste By … det bødbrødrene Christian og Michael Drewsen, Johannes onkel og far, grundlagde 1844 Silkeborg Papirfabrik, som fik væsentlig betydning for Silkeborg bys udvikling.
Alhambra(s)maurisk fæstningsværk og paladsby på en klippe i byen Granada, opført i 1200- og 1300-tallet for fyrsteslægten Nasride; kendt for sin smukke arkitektur.
Den grønne Myrtehentydning til brudekransen, som bruden bærer oven på sløret.
8de Juni 1859se evt. også »Sang ved Frøken Louise Ipsen’s og Hr. C. St. A. Bille’s Bryllup, den 8. Juni 1859« (BFN 790, se side 314).

Af Mindedigte over Afdøde

Første kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1256

541
Fru A. C. D. Drewsen, født Lassentil titlen er knyttet den redaktionelle note: »See Pag. 125«, en intern henvisning til Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind, 1879, s. 125, hvor »Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen« (BFN 1249, se side 533), optræder.

Vandrerens Sang

Først kendte tryk i Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. BFN 1080

459
Leipzig i Mai 1831H.C. Andersen opholdt sig i Lepzig fra 31. maj til 1. juni 1831 på sin rejse til Harzen og Sachsisk Schweiz.
Tindtinde; top.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Vandrerens Sang Mene, mene tekel upharsin Asylsang Brev til Fru Saabye Til Hende Den Gang vi endnu havde Vaar Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed Brudstykke af en Rundsang Herrens Bøn Den stille Uge Vise Romanze Brudefolkene Til Sophie Gade, født Hartmann, Jeg gik igjennem den duftende Skov Romanze Af Ved Aarsskifter (1864) Ved Soldatens Hjemkomst i 1864 En Stemning Til Maleren Carl Bloch, Fyen og Schweitz Af Smaavers Paa Genfersøen I Rom Fra Qvirinalhaven Min Musa Indskrift paa Rammen Indskrift paa en Kirkeklokke Verden er falsk, Verden er fæl Jeg er ei længer i Ungdomstid Dødsenglen flyver i slimet Ham Et evigt Liv tør jeg ikke kræve Paris Ved ham, for hvem at Stenen brast for Graven I dette Jordlivs Forgjængelighed I Rummets store Uendelige Til H. S. Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge Jeg troer, at der før en Verden var Granattræet Hvis Du forstod mit Hjertes Suk Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke Hvor det er selsomt at see Ungdom døe Hvor skulde jeg kunne glemme Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker Der er saa øde paa Heden I Rom 1841 Erindringen gjemmer saa mangt et Syn Hvis høit i Juletræets Top I Orienten Nattergalen Ved Juletid i Nizza Improvisation Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchior Norsk Stiil En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed Paris Ved Borgen Ravenswood i Skotland Basnæs Til den lille Marie Fra min Reise i Foraaret 1872 Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod I Foraaret i Kjøge Af Deviser med Presenter Med et Halsbaand Med en Kurv Med en Brystnaal i Form af en Flue Med en Fløite fra en Dame Med en Dukke Med en Penge-Griis Med en Trompet Med mit photographerede Portrait i Ramme Med J. L. Heibergs »Urania« Med en Jagtkniv Med et Hefte af mine Eventyr Med et blomstrende Rosentræ Med Gellerts Fabler Med et Kobberstykke Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr Med et Bundt Cigarer Med Byrons Værker Med Freiligraths Digte Med en Dukke Med en Pibe Med en Blomsterpige af Chocolade Med nogle smukke Fidibus Med Thorvaldsens Statue Med en Flaske duftende Vand Med en Spaaqvinde Med en »Gliedermann« Med en Lysestage Med en Papirtrykker med Blomster Med et Cigarfoderal Med en Reisehue Med et Kobberstykke Med to Vaser Med en Krave Med et Landskab fra Italien Med et Kravebaand Med en Blomstervase Med en Hund i Sæbe Med en Tobakspung Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru Med et Huuskors Med en Lysestage Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde Med Visitkaart Med et Guttapercha-Ansigt Med en Kurv med Æg Med et Billede Med en Krave Med Papir Med et Par Handsker Med Eau de Cologne Med en broderet Skjærm Med mine »Samlede Skrifter« Med et Billede af Rosenborg Have Med en Hund Med H. P. Holsts: Den lille Hornblæser Med Sammes »Sicilianske Skizzer og Noveller« Med en Deel Sparebøsser, Med mine Eventyr Med en Papirholder i Form af en Ridderhaand Med mine »Digte gamle og nye« Med forskjellige Presenter, Med mine Eventyr Af Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde Stambogsblade Af Til Forskjellige Prologer Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest Af Epiloger Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog Af Kongehuset Af Leilighedsdigte Af Bryllupssange Før Talen Efter Talen Af Mindedigte over Afdøde

Del

[Sassy_Social_Share]