Af Samlede Skrifter
Tre og Tredivte Bind
1879
Vandrerens Sang
(Skrevet i Leipzig i Mai 1831H.C. Andersen opholdt sig i Lepzig fra 31. maj til 1. juni 1831 på sin rejse til Harzen og Sachsisk Schweiz. )
Hvor Stormen løfter høit sin stærke Stemme,
Hvor Bølgen svulmer paa det stolte Hav,
Jeg tænker kun paa Dig. – Dig Gud mig gav!
– Jeg kan Dig aldrig glemme!
Paa Sletten, hvor den vilde Hingst har hjemme,
Paa Fjeldets
Jeg seer kun Dig, – selv i hver fremmed By –
– Jeg kan Dig aldrig Glemme!
O bort, ja bort – det snevert er her hjemme –
Did hen, hvor Granerne paa Bjerget groe!
Langt bort, langt bort! – Faaer Hjertet da vel Ro?
– Jeg kan Dig aldrig glemme!
Mene, mene tekel upharsinmené, mené, teqél, ufarsín (aramæisk) talt, talt, vejet, delt; skriften, som blev skrevet af »fingre af en menneskehånd« på væggen ved kong Belshassars gæstebud, og som ifølge Daniel skal forstås sådan, at Gud har talt kongerigets dage og gjort ende på det, at kong Belshassar er blevet vejet og fundet for let, og at kongeriget vil blive delt og givet til mederne og perserne; jf. Daniels Bog 5.
(1838)
Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det, der viser os Nationen,
Brænder tidt som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer som
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel,
Hvad der var Nationens Første,
Det, den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
See mod Østens store Rige,
Der, hvor Folkefærd fremstige
Villieløst ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og
Czaren er en jordisk Gud!
Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt
Billedet paa jordisk Magt.
Men, see Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det
Der Nationen selv sig saae.
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens
Glædens Scepter som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
Kom, vi seile over Søen,
Vort
Tidens
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød som Rosen, hvid som Snee.
Rundtom Mylren og Beregnen!
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en
Vil for Støv Du Knæet bøie,
Saa det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer har Du skuet,
I en Treklang, saae Du, lued
Hver Nations det første Huus.
Føler Du ei, Stor og Liden,
Poesie der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:
Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit
Mene tekel upharsin!«.
Asylsangaf brevet til Henriette Hanck 16. marts 1838 fremgår det, at H.C. Andersen »har skrevet en lille Sang for Børnene i Asylet«, hvilket asyl har ikke kunnet lokaliseres.
(1838)
Hør, Spurven derude,
Den sang ved Rude:
»Kom ud, I Smaa!
Kom ud dog af Skolen,
Klart skinner Solen,
Lege
Snart paa Fødder, snart paa Knæet,
Ja, paa Hovedet selv vi staae;
Vi med Spurven fløi paa Træet,
Havde vi bare Vinger paa.
Hvor kan det dog være:
Ikke vi bære
Vingerne smaa?
Men naar vi er fromme,
Kan de vel komme.
Bare
Da vi flyve vil over Byen,
Flyve langt der i Verden ud,
Flyve høiere op end Skyen,
Op til Himmelen og Gud!
Brev til Fru Saabye
Min naadige Frue!
De maa vide:
I Sind og Skind maa jeg Stakkel lide,
Jeg har et Hold i min venstre Side;
Det holder mig hjemme, det gjør mig Qval.
Jeg sidder saa eensom paa anden Sal,
Kan ikke komme, – ja, det er Sorgen;
Derude er Aftenen meer end sval.
Jeg hilser bestemt paa Dem imorgen
Og beder med Læbernes smeltende Klang:
Forglem mig ikke en anden Gang!
Iaften altsaa jeg sorgfuld svigter.
Forøvrigt
ærbødigst
Deres Digter.
Til Hende
Du spurgte: »Hvad er Deres bedste Sang?
Den bedste Sang, faaer jeg den ei at høre?«
Nu vel, hvis Du har Lyst og Mod engang,
Saa hør! Gud staaer hos mig! Nu vil jeg Harpen røre.
En Digters Lykke vil jeg synge om.
Han vove tør, hvad ingen Anden vover,
Udtale tør han, hvad til Hjertet kom,
Gud er i ham, og Himlen ovenover.
Han sige tør med Kjærlighedens Mod
Og som et Barn uskyldigt sig hengive:
Du kalder Dig min Søster, er mig god;
Men Mere, meget Mere maa Du blive!
Ved Dig jeg luttres, styrkes, bliver stor,
Jeg elsker Dig som Ingen her paa Jorden,
I Dig jeg lever, og paa Dig jeg troer,
Mit eget Jeg er glemt, Din er jeg
O, svar! – Og dog er Taushed Haabets Traad,
Da tør endnu paa Dig jeg stadigt tænke.
O, vidste Du de lange Nætters Graad!
Mit hele Aandens Liv vil jeg Dig skjænke;
Jeg vente vil, som der i
I lange, lange, runde femten Aar
Som »
Du rige Sjæl! Elsk Sjælen dog i mig,
Den kom fra Gud; hans Villie skee og blive!
– Ja, det er Sangen, Digteren tør skrive.
Du spurgte om den; – Digtet veed Du nu.
Jeg er ei Digter – al min Magt fik Du!
Den Gang vi endnu havde Vaar
Den Gang vi endnu havde Vaar,
Saae jeg Dig Roser plukke,
De turde i dit dunkle Haar
Sødt dufte, friske, smukke.
Og da man
Dit Hjerte var bevæget,
Du bandt en smuk Bouquet paany,
Hvori hver Markblomst leged.
Og Høsten kom med broget Lyst
Med Asters, Anemoner,
Dem lod Du fæste paa dit Bryst,
Som Ordensstjernen troner.
Nu ind i Vinteren er vi stridt,
Ei Blomster Jorden smykke,
Derfor kan mig nu ganske lidt
Du til dit Hjerte trykke. –
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed
Jeg fik et Brev fra hende, som Du veed,
Fra hende, som opfylder heelt din Tanke,
Din unge, friske, stærke Kjærlighed!
Dets Duft fik strax mit Hjerte til at banke.
Det var en Rosenknop fra Hjertets Grund,
En Uskylds Lillie, hvori Sukket bæved;
Paa hendes Navn jeg trykkede min Mund,
En stille Bøn dybt fra mit Bryst sig hæved.
O, det at kunne ganske tabe sig
I Andres Lykke, som den var vor egen,
Er saa livsaligt! Jeg omfavner Dig,
Min egen tunge Sorg en Stund er vegen.
O drøm en deilig Drøm, og da Du veed
Hvad jeg har læst i Hjertet paa din Lillie.
Hold fast ved Gud, han selv er Kjærlighed!
Paa Jorden og i Himlen skee hans Villie!
Brudstykke af en Rundsang
(lagt ind i Oversættelsen af »Der Verschwender«H.C. Andersens bearbejdning af den østrigske forfatter Ferdinand Raimunds trylleeventyrspil fra 1834, Der Verschwender, fik titlen En Ødeland; men stykket, der hverken blev opført eller udgivet, indeholder ikke disse to strofer; måske der er tale om en senere bearbejdelse af stykket, jf. H.C. Andersens almanak for 29. oktober 1842: »Læst høit hos Næboes: En Ødeland, indsendt den«, en sådan senere udgave har dog ikke kunnet lokaliseres. )
Kurvene gjør just vor Lykke,
Kurve gjort med Vid og Aand.
Kurven er et herligt Stykke,
Naar den er i Pigehaand;
Dog, hvordan det ogsaa gaaer,
Kurven først fra os hun faaer!
Høvler, hamrer, muntre Svende!
Og husk paa, hvad tidt er sagt:
Naar det Jordiske har Ende,
Men for Kisten, som jeg slaaer,
Selv en Brudeseng jeg faaer.
Herrens Bøn
Læs Aften og Morgen dit Fadervor!
»Vor Fader i Himlen unævnelig stor!
Dit hellige Navn os i Hjerterne groe,
Lad ind i dit Rige os bygge og boe,
Din Villie raade i Liv og i Død,
Du vil os give vort daglige Brød,
Forlad os vor Skyld, som vi dem forlade,
Der skulde os takke og ikke hade,
Hold Fristelsen fra os, dens Synd og Last,
Frels os fra det Onde, hold Du os fast;
Thi dit er Riget og Magten og Æren,
I Jesu Navn og vor evige Væren!«
Den stille Ugepåskeugen; fra palmesøndag til påskedag.
Den stille Uges Sørgetid
En Skat af Tanker bærer hid:
Christ gav sig hen for os, vi veed,
For Sandheden han Døden led,
Korsfæstet blev Uskyldighed.
Paa Tornekronen Blodet sad,
I den just Livets Rose groer,
Og
Du stille Uge smerteriig,
Fryd straaler fra din Sørgeflig!
Med ydmygt Sind vi knæle ned:
Et Intet i Guds Herlighed,
Og dog stor i hans Kjærlighed.
Vise
Min Ven, lad Alt Dig more!
Søg Smaafolk blandt de Store,
Spil Hjerter ei, men Spar,
Gjør Nar, vær selv vor Nar!
Lad bare vær’ at græde,
Det er en fattig Glæde,
Den giver bleg Couleur,
Og Verden vil – Humeur!
Husk, Verden
Er kun en Pjalt det Hele,
Ja, Du og jeg og Alt
Er kun en Pjalt, en Pjalt.
Gid Pjalten leve længe!
Vi ere flinke Drenge,
Vi spille Kløer og Spar,
Gjør Nar og er selv Nar.
Romanze
Hvor Bøgen helder sin friske Green
Mod Stranden, mens sagteligt Bølgerne trille,
En Havfrue staaer paa tangklædte Steen
Og synger i Aftenens
See, Havbørn smaa mere ude fra Land
Sig boltre i Tact efter Sangen;
Det klinger med Glasklokke-Klangen,
Hver Gang de kløve det klare Vand.
Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!
Brudefolkene paa Jernbanen mellem Kjøbenhavn og Roeskilde
Paa Bane nu, paa Bane!
Seer Du
De ringed anden Gang;
Vor Vei er ikke lang!
Jeg sidder ved din Side;
Vi gjennem Luften glide,
Alt flyve vi forbi,
Ja, det er Trylleri!
End milevidt derhenne
Staaer Kirken, og i denne
Min Brud Du blive vil.
O, Lyst at flyve til!
Vi eie Ørnens Vinger!
Hør alt, hvor Orglet klinger!
Hvor svandt dog Byer og Træer!
Et Kys! – Nu er vi der!
Til Sophie Gade, født HartmannNiels W. Gades første kone, Emma Sophie Christiane, var J.P.E. Hartmanns datter. , at synge for sine Smaatvillingerne Emma og Felix, født 20. maj 1855, godt en måned før Sophie Gade døde af komplikationer efter fødslen.
Min egen stærke Dreng, min fine Pige,
En Rigdom stor, stor som min Kjærlighed!
Nei, der er ikke To saa nydelige
Som disse To, – ja, det hver Moder veed!
Igjennem Øinene til Hjertebunden
Man seer, som man kan ind i Himlen see;
En yndig lille Rosenknop er Munden.
Vorherre, lad mit Hjertes Tanke skee!
Jeg gik igjennem den duftende Skov
(Skrevet under et Besøg hos Ingemanns i Sorøægteparret Lucie og B.S. Ingemann, H.C. Andersens nære venner, boede i et hus ved Sorø Akademi, hvor B.S. var lektor fra 1822. )
Jeg gik igjennem den duftende Skov,
Den hvælvede sig som en Kirke;
Et Fuglepar sang der Kjærligheds Lov
Mellem Bøge, Ege og Birke.
Jeg saae i Søen bag Bølgens Skum
Smaafiskene lysteligt svømme;
Kjærligheds Lykke er ofte stum,
Men talende Hjertets Drømme.
I Byens Tummel, hvor jeg kom frem,
Det var som bag Skum og bag Grene;
Kun Mand og Hustru havde et Hjem,
Ei han, som er ganske ene.
Thi voxer paa Træet Blad ved Blad,
Og Blomsten mod Blomsten sig bøier;
Ei Døden skiller de Hjerter ad,
Som Kjærlighed sammenføier.
Den er en hellig, en styrkende Daab,
Forvisning om Evigheds Lykke,
Den mildner vort Sind og begrunder vort Haab,
Lyksalig Enhver, som eier den ret,
Lyksalig alt her paa Jorden.
Den Sorg, hvorved to Hjerter har grædt,
Er deelt jo og
Hil Eder, hvor Kjærligheds Lykke boer!
I fik, hvad kun Gud kan
Hos Eder Hjertet paa Lykken troer,
Om selv det er fattigt og ene.
Romanze
(Skreven paa Bregentvedherregård fra ca. 1650 ved Haslev, ejet af lensgreve A.W. Moltke. )
I Aftensolens Straaler Skyen svømmer,
Taus læner jeg mig paa min Vandrestav;
Saa underligt vemodigt Hjertet drømmer
Som Svanen paa det store Verdenshav.
En sød Violduft fylder rundtom Luften,
Og kjære Minder gjennem Tanken gaae;
Jeg gjennemstrømmes selv af Blomsterduften,
Jeg har ei Sorg, og dog jeg græde maa.
Hør hist en Sangfugls bløde, stærke Trille!
Dens Sang er et melodisk Fadervor,
Der lyder hid fra Kirkegaardens
Hvor Hyldetræet over Graven groer;
De sove der med Blomsten oven over,
Paa Himlen
Før atter Nyet tændes, der jeg sover
Og drømmer, hvad jeg aldrig drømte her.
Af Ved Aarsskifter
III.
(1864)
(Efter Krigenanden slesvigske krig, 1864. )
Det nye Aar kommer susende
Over Vandene.
Er Du rige Fugl, der brusende
Kommer ind i Landene,
Glædevinkende?
Er Du fattige Fugl, der
Kommer med Sorg og med tunge Kaar?
Kan Du bedrøve meer end det gamle Aar?
Kan Du hugge i Hjerterne dybere Saar?
Hvad skal vel nævnes som din Bedrift,
Naar Du staaer omtalt i gammel Skrift?
Hvad mon vel Herren ved Dig os sender?
Vor Bøn kan os styrke i al vor
Men ikke forandre, hvad der skal skee.
Ved Soldatens Hjemkomst i 1864der blev sluttet våbenhvile i anden slesvigske krig 18. juli 1864, men først 11. november underskrev kongen fredstraktaten.
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
»Hav Tak!« det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du
– Og saa vil vi sjunge om »
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! »Han gav, han tog«,
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
»Atter plantedes Danebrog
Paa
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og
Tryg svøber jeg mig i mit »Fadervor«,
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
»Udødelighed«! Tanken er saa stor!
Men »Evighed« og det »Uendelige«
Er større, ubegribeligt – og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
»Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!«
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
Til Maleren Carl Bloch,
(med mine ham i December 1866 tilegnede nye Eventyr og HistorierH.C. Andersen tilegnede Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Fjerde Samling, der udkom 11. december 1866 (BFN 911), til Bloch med ordene »Maleren / Carl Bloch / med Venskab og Beundring / tilegnet«. )
Det var Udstillingstiden paa
Alt var nyt, og Meget godt og deiligt.
Et Billed greb mig: Ung og smuk stod
Saa to unge Ægtefolk til Æsels,
De rede hjem saa lykkelige begge To.
Og Munkens Ungdomssjæl og varme Tanke
Gjød Veemod over hele dette Skue,
Man følte: kun et Hjerte maler Sligt. – –
Hvert Aar fremstod et nyt, et herligt Billed.
Vi
Vi saae
Livssmerten, Lunet just i sundt Humeur.
Nu kom
Fra Mængdens Øine; hvilket Storheds Billed!
Hvor var jeg glad med hele Kjøbenhavn!
Da saa vi mødtes, Du var, som jeg tænkte,
En Barnesjæl og dog saa mandig klog,
Beskeden, tvivlende om egen Styrke
Og dog forvisset om din Guds Mission;
Thi ellers aldrig kunde den fuldføres.
Da fik jeg Dig saa kjær. Tag mine Blomster
Som Tegn paa Glæden og paa Hjertelaget!
Fyen og Schweitztil titlen er knyttet den redaktionelle note: »Andersens næstsidste Digt«.
5te Juli 1875
Med susende Skove ved det rullende Hav,
Fyen, hvor jeg fødtes til Tankens Lyn
Mellem vilde Roser og Humleduft!
Velsignet dit Solskin, velsignet din Luft!
Mægtige Schweitz med Gletschernes Bulder,
Du minder mig sært om, naar Nordsøen ruller.
Schweitz!
Skal her mit
Blomstre og groe og dog finde Hvilen,
Medens mit Livs Lyn bevares i Væren? –
Gud være takket! Ham evig Æren!
Af Smaavers
1.
Paa ▶H.C. Andersen opholdt sig ved Genèvesøen (Lac Léman) fra 22. til 23. august på turen fra Genève over Lausanne og Neuchatel til Le Locle. Genfersøen
(22de August 1833◀H.C. Andersen opholdt sig ved Genèvesøen (Lac Léman) fra 22. til 23. august på turen fra Genève over Lausanne og Neuchatel til Le Locle. )
Hvor Alperne høit deres Snekrone bær’
Og træde den saftfulde Ranke,
Jeg føler mig dog mit Danmark saa nær;
Thi Danmark boer i min Tanke.
Og Søen, den er saa blaa, saa blaa
Som Vinterhimlen i Norden!
Nei, ingen Maler tør male den saa. –
Gid Alle dog saae det paa Jorden!
4.
I ▶H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 18. oktober 1833 til 12. februar 1834. Rom
(November 1833◀H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 18. oktober 1833 til 12. februar 1834. )
Man gav mig Marmorguder, Oldtids Skatte,
En bedre Himmel, hvor
Og dette skal mig h
Ak, Venskab end paa Underværker troer!
5.
Fra Qvirinalhavenhave tilknyttet Qvirinalet, den davæende pavelige residens syd for Piazza Barberini i Rom.
(11 Januar 1834)
I Syd er Vintren Vaar og Vaaren Sommer,
Orangen gløder her saa guul og rund;
Men naar Erindringsfuglen til mig kommer,
Døe Sydens Træer for
Der lever Du, der leve mine Minder,
Kun Danmark har mig Paradisets Lyst.
O gid, før Aaret under Bølgen svinder,
I Hjemmet jeg Dig trykke til mit Bryst!
Der Livets Guld-Orange for mig svømmer,
Der er den Vaar, hvorom kun Syden drømmer.
6.
Min Musamuse; i græsk mytologi er de ni muser skytsgudinder for kunst og videnskab, døtre af Zeus og Mnemosyne.
Min Musa nys
Gav mig et Digtningens Kys.
Hun Billeder malte;
Ak, jeg veed Intet af Det, hun fortalte.
Sligt kan man glemme! –
Min Tanke var hjemme.
7.
Indskrift paa Rammen om et Maleri, forestillende den engelske Minister Sir Henry Wynns Landstedmåske Bernstorff Slot, nord for København, som i en del af Frederiks 7.s regeringsperiode var lejet ud til den engelske ambassadør Henry Wynn, der opholdt sig i Danmark 1824-1853. i Sjælland, givet ham af danske Veninder
Dit danske Sommerhjem ved Skov og Strand
Skal følge Dig til gamle Engelland
Med Hilsener fra trofaste Veninder.
Hver Gang Du seer det gjennem alle Aar,
Dansk Sommertid Dig gjennem Hjertet gaaer.
– Der er en Skat i kjære, gamle Minder!
8.
Indskrift paa en Kirkeklokke
Igjennem Flammer blev jeg til;
Livs-Flammen Gud jeg synge vil.
10.
Verden er falsk, Verden er fæl,
Du tør ei troe paa en eneste Sjæl,
Blev Tanker
Alle i Helveds Flammer vi see os
Evigt at brænde!
Hvilken
Forkullet, død er en salig Ende.
Tro er et Solblink paa Livets Strøm,
Tro er et Menneskes deiligste Drøm!
Kornet, de høsted, kan atter groe;
Men jeg groer ikke. O, giv mig Tro,
Min Barnetro; – men den lyver jo.
Verden er Løgne og Letsind – ja værre!
I Barnetro er der et Kys af Vorherre.
Jeg er ikke Barn i Hjerte og Sind,
Jeg kommer ikke i Himlen ind.
12.
Jeg er ei længer i Ungdomstid,
Og dog er mit Hjerte saa ungt;
Min Pande har Furer, min Lok bliver hvid;
Men ei det falder mig tungt;
Thi Børneflokken og unge Piger,
Ja, selv Moerlille, gammel og graa
Mig lige fra Hjertegrunden siger:
De have mig kjær saa som Faa, –
Og jeg er saa ung, at jeg troer derpaa.
13.
Dødsenglen flyver i slimet Ham
Atter om Land og Rige.
Frygten er død; mit Hjerte
Hvad har vel Døden at sige?
Død er et Skridt kun videre frem,
Opad det gaaer gjennem Smerte;
Gud har beredt os det herligste Hjem;
Ei døer vor Aand og vort Hjerte:
De, som alt her i Øinenes
Viste den Skikkelse, Sjælen har,
Sjælen, der lever og virke vil,
Naar ei vor Jord og dens Stjerner er til.
14.
Et evigt Liv tør jeg ikke kræve,
Vorherre gav mig saa Meget her,
Men ogsaa Længsel for evigt at leve,
Og denne Længsel er størst hos Hver.
Han gav den, han kan os ikke bedrage.
O, Sum af Lyksalighed, mægtig og stor!
Aartusinder henflyve skal som Dage;
Min Skat fra vor Jord er mit Fadervor!
15.
Paris
Susende, vexlende, trættende, broget
Er det omkring mig, – jeg er i Paris!
Ret som en Carnevalsdag er hver Dag her,
Et
Kalkede Grave med Roser bemalte,
Menneskesjæle i svaiende Siv
Dandse omkring mig, leende, lokkende,
Vidne: »Minuttet, det er dit Liv!«
Menneskeligt, hvad i Mennesket boer.
Kundskabens Træ
16.
Ved
Ved ham hold fast i Lykke, Sorg og Savn!
Da gaaer Du sikkert som i Barndoms-Haven,
– Vor hele Vej fra Vuggen og til Graven
Er fra en Moders til en Faders Favn.
17.
I dette Jordlivs Forgjængelighed
Der voxer en Urt: Forfængelighed!
Den groer selv hos Barnet, der gaaer i Skole,
Ja, selv i hver Fold af en Præstekjole,
Ja, hvor et Menneske gik eller sad,
Der voxer den op som et Veibredblad.
18.
I Rummets store Uendelige,
Hvor Sole og Stjerner er kun som Frø,
Det Milliarders umaalte Rige,
Hvor Sjælelivet kan aldrig døe,
Der Viisdom og Kjærlighed aabner sin Favn.
Vor Fader! Helliget vorde Dit Navn!
20.
Til H. S.sandsynligvis balletdanser ved Det Kgl. Teater Harald Scharff.
1.
Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat
Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.
Ud i den dunkle Nat!
Mig vil det
Jeg bærer selv en
Min Tanke altid bøied sig mod den.
Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte.
Som brænder der, min stakkels, unge Ven!
Vent paa min
Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.
2.
Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet;
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der – hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, – men det mig
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
21.
Er Fyren af Adel, og Pigen har Penge,
I første Dands er Forlovelsen skeet;
De Begge vinde, hvortil de trænge:
Hun giver en Guldring, han et
22.
Jeg troer, at der før en Verden var;
I den vi hinanden kjendte:
Erindringen Drømme til mig bar;
En
Jeg saae Dig, hørte din Stemmes Klang,
Det var, som elsked jeg Dig engang.
Ja mere end Fader og Moder her
Du fyldte hele min Tanke;
Og nu, nu staaer Du mig levende nær,
Dit Hjerte som mit kan banke.
Jeg føler, at Ingen forstaaer mig som Du;
Jeg elsked Dig før, og jeg elsker Dig nu.
23.
Granattræetgranatæble.
I Vaaren er hver Blomst en Flamme,
I Høsten er hver Blomst en Frugt.
Viis Du, o Digter, os det Samme
I dette Jordlivs
24.
Hvis Du forstod mit Hjertes Suk,
Da var Du god, som Du er smuk.
25.
Hvis Thorvaldsen Dig saae, o, søde Lykke:
Han Dig i Marmor gav, – og vi fik
26.
Hvor det er selsomt at see Ungdom døe:
Den friske Kraft som Stjerneskud udslettes.
Dødsstormen bærer bort et Livsens Frø;
En bedre Jordbund er det, som forjættes.
27.
Hvor skulde jeg kunne glemme
Det Udtryk i dit Øje,
Det Smiil, den bløde Stemme,
Den Straale fra det Høje,
Der lyste mig imøde! –
Og Du er blandt de Døde!
28.
Friskt skyder Hverdagslivet sine Ranker,
Og Blomst og Torne voxe frem deri;
Men aldrig ganske døer i vore Tanker
Den kjendte, gamle Barndoms-Melodi;
Den gaaer og kommer under Toners Vrimmel,
Og Hjertet drømmer om sin Barndoms Himmel.
29.
Der er saa øde paa Heden:
Kun Lyng og den nøgne
Dog snart skal der findes et Eden,
En smilende
Thi der vil Du boe og bygge
Med Tanke-Dybet saa rigt,
Hver Sorg skal flye som en Skygge,
Hver Dag som et Skjønheds-Digt.
Og staaer Du i Døren saa stille,
Din Mand sødt ventende hjem,
Da
Glad see Dig og smile og tale:
De troe, at fra Indiens Dale
En
30.
I Rom 1841H.C. Andersen opholdt sig i Rom fra 20. december 1840 til 24. februar 1841.
Fra Hjem og Venner komme ingen Breve;
Stor er min Længsel – thi jeg er en Daare:
Hvis der var noget Ondt, de sikkert skreve,
Jeg faaer kun Brev, naar Brevet ret kan saare.
31.
Erindringen gjemmer saa mangt et Syn,
Og mellem Hjertets de mange
Staaer det, da
Med Hjerteslag, Psalmer og Sange.
Det former sig ret til et Skjønheds-Digt,
Som kommende Skjalde vil vise;
Her var et Samliv saa hjerteligt.
Dog endnu eet maa jeg prise;
Og da mod en Dansk er Blikket vendt,
Sligt Møde os Lykken giver;
Sit rigtige Værd faaer det
Som Hjertet og Dannelsen skriver.
32.
Hvis høit i Juletræets Top
En Digters Hjerte hængtes op,
Den, som det fik, gav vist et Spring:
»Min Gud, jeg fik jo Ingenting!«
33.
I Orienten Nattergalen
Synger til Rosens Priis.
I Norden, her i Dalen,
Jeg følger den samme
Skjøn Jomfru rødmer – en Rose fiin! –
Aldrig bliver dog Rosen min.
34.
Ved Juletid i Nizza(italiensk) Nice.
Nu er det den deilige Juletid,
Deiligst dog hjemme i Norden;
Sneen ligger der skinnende hvid,
Stjernerne blinke som i Jesu Tid,
Julelys sees rundt om Jorden.
Aaret ender med Børnenes Fest;
Ret være Barn er dog allerbedst,
Barn i Hjerte og Barn i Handling,
Skee saa i Gud den store Forvandling
Til større Prøvelse, Glæde og –
Nytaar! Hvad ruller Du op at see? –
Herre! Det Bedste: Din Villie skee!
39.
Improvisation
(23 September 1866H.C. Andersen opholdt sig på ægteparret Moritz og Dorothea Melchiors landsted på Østerbro, »Rolighed«; i dagbogen noterer han under denne dato: »Det blev et saa stille og mildt Maaneskinsveir at vi til henimod ti sad i Haven«. )
Naar Maanen lyser over Krat og Buske Septemberfred,
Vi denne skjønne Aften huske paa »Rolighed,«
Den milde, klare Luft,
Det Hele er et deiligt Eventyr!
40.
Improviseret Skaaltale for Etatsraad Melchiorgrosserer Moritz Melchior.
(»Rolighed« den 22de Juni 1867H.C. Andersen opholdt sig på »Rolighed« (jf. ovenfor) og deltog i fejringen af Moritz’ 51-års fødselsdag. )
En Børneflok paa Fødselsdagen bad,
Og Barnets Ønske groer som Rosens Blad;
Hvert snoer sig her om Glasset, som vi tømme;
En Hustru lægger Perlen paa dets Bund.
Hun kysse Livets Lykke paa din Mund!
Til Virkelighed blive Hjertets Drømme!
41.
Norsk Stiil
Tag mig Tusinde!
Er
Er dikke knusende,
Fygende, strygende,
Gysende,
Sprogformer kudskende,
Reent ravruskende,
Fra
Et Storheds Skrat:
Klat!
Tiden vil Jern og Staal!
Sutteblødt er Danskens Maal,
Ynkeligt klynkende,
I Raadenskab synkende;
Al dansk Poesi
Forbi!
Er dikke?? Er dikke? Dikke, dikke, dikke!
46.
En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed
Beaander mig med Ørknens tørre Aande.
I Træthed og i Angst jeg knuges ned;
Er der en Opiumsdrøm i denne
Staaer med sin hede Viin foran mit Leje.
En Lædskedrik, ak, den har Skaalen tabt;
Erindringen derom er kun mit Eje. –
47.
Paris
Paris, hvor er Du dog lystig og glad,
En dandsende
Og naar den er spiist – vil Du have en ny.
49.
Ved Borgen Ravenswoodborg i den engelske forfatter Walter Scotts roman The Bride of Lammermoor, 1819 (dansk Bruden fra Lammermoor, 1823, dramatiseret af H.C. Andersen i det romantiske syngestykke Bruden fra Lammermoor, 1832 (BFN 183)); borgen er hjemsted for hovedpersonen Edgars slægt; der er tale om en faktisk lokalitet uden for Edingburgh, ruinerne af Fast Castle, bygget i 1300-tallet, højt beliggende på klipperne ved Nordsøen. i Skotland
(Skrevet paa Ruinerne)
Hvor Klippen springer i Søen ud
Ved Bøgeskov og med Epheuranker,
Gaae svævende frem i vore Tanker;
De stige fra Borgens faldne Muur,
Hvor Tidslen groer, og hvor Maagen skriger
Rundt om den store, den frie Natur,
Og Havet, som synker, og Havet, som stiger!
Fortæl, du Plet, om de elskende To:
Skotlands
50.
Basnæsfamilien Scavenius’ hovedgård og gods sydøst for Skælskør, hvor specielt Henriette Scavenius var en nær veninde af H.C. Andersen.
(Skrevet foran i et Exemplar af »Mit Livs EventyrH.C. Andersens selvbiografi fra 1855 (BFN 745). «)
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Med røde Taarne tæt ved
I Kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: »Her er godt ved Danmarks Strande«.
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjerteslag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der – det veed jeg – ved dens
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
51.
Til den lille Mariemåske Dorothea Melchiors niece Marie Henriques, født i 1866, hvor H.C. Andersen er 61 år gammel.
Du er vel ikke et Aar endnu,
Men vi er forlovede, jeg og Du,
Du yndige Barn, halvt Engel endnu!
Det bliver jeg snart, men Menneske Du,
Faaer Huus og Familie, Lykkens Kaar;
Siig da, og tag frem her Bogen, Du faaer:
»Vi To var forloved’, jeg var knap et Aar.«
52.
Fra min Reise i Foraaret 1872fra 12. april til 7. juni 1872 (til Tyskland, Østrig og Norditalien).
Vi kom fra
Solen slog med brændende Øxeslag,
Man blev halvkogt ved at gaae paa Gaden,
Det var en brændende Sommerdag.
Paa Tyrols Bjerge laae Sneen,
Derhen os Dampdragen bar,
Det isnende Favntag af Feen
Bar Tegn, vi i Alperne var.
Bjergvandet blev Flod, det bruste
Med Hvirvler og skinnende Strøm,
Vinden i Granerne suste, –
En Storhed! En Digtningens Drøm!
53.
Hvad der skal skee, det skeer, græd Du end Blod;
Men husk i Smerten: Gud er viis og god,
Livs-Roser voxe fra Sorgens Rod!
54.
I Foraaret i Kjøgetil titlen er knyttet den redaktionelle note: »Andersens sidste Digt«.
(Til lille Charlottemåske Moritz og Dorothea Melchiors niece Charlotte Melchior. )
En lille Lærke qviddrende kom,
Henover Kjøge den sang;
I Hønsegaarden en Høne løb om,
Den sagde: »Nei, hør dog engang:
Den bilder sig ind efter eget Skjøn,
At Ingen Sligt hørte og saae;
Just jeg kan klukke og Triller slaae,
Og saa er jeg en af de
Man kan lave Suppe paa.«
Af Deviserkort sætninger, der indeholder en (moralsk) sandhed, sentens; ofte vedlagt en gave. med Presentergaver.
Med et Halsbaand
Lille og nysselig!
See dog, hvor sød!
Med det er Du kysselig!
Bliv dog ei rød!
Med en Kurv
En Kurv kan man bruge mod
Her faaer Du, hvad Du til de Andre skjænker.
Med en Brystnaal i Form af en Flue
Fluer i Hovedet, ja, det er slemt!
Fluer om Hjertet er værre!
Vogt Dig, man bliver saa underligt stemt,
Vogt Dig, min unge Herre!
Amor som Flue
Derfor knap sammen
Med en Fløite fra en Dame
Jeg vilde gjerne blæse Dig et Stykke;
Men blæs for mig – og ad din Lykke!
Med en Dukke
Hos Dig forvandles Alt til Engel.
Tillad, jeg prøver nu med denne
Med en Penge-Griis
Her er en yndig
Han grynter, men har Grunker.
Med en Trompet
Paa Jorden og alle Planeter
Behøver man en Trompeter.
Med mit photographerede Portrait i Ramme
For med
Og for ei at levere just det Samme,
Tillad, jeg sender mit, sat i en Ramme.
Med J. L. Heibergs »Urania«J.L. Heiberg, der på sine ældre dage kastede sig over astronomien, udgav den astronomiske årbog Urania, 1844-1846.
Her har Du Heibergs
– Før var han selv en Stjerne, men nu han kigger kun!
Med en Jagtkniv
(til Joachim Moltke)
Det dundrer under Hestens Hov
Gjennem den grønne, duftende Skov.
Hundene
Flygter og kneiser.
Skuddet den rammer; Jæger, spring til,
Stød den med Kniven! Vi juble vil:
Trara! Trara! Joachim, trara!
Med et Hefte af mine Eventyr
Han er her lige paa Pletten,
Ja see, han træder i Stuen ind,
Leverer til Dig Bouquetten
Og siger: »Jeg skulde bringe den
Saa god, som den var at finde;
Den kommer fra H. C. Andersen
Til
Med et blomstrende Rosentræ
(Givet en ung Pige paa hendes Confirmationsdag af en gammel Veninde)
Modtag et Træ, der fuldt med Roser groer,
Et Billed paa dit Hjertes Blomsterflor;
Og seer Du her den fine, spæde Knop,
Den
Ja, den oprulle Dig et Rosenrige,
Du sjæleskjønne, kjære, fromme Pige!
Veninder kysse Dig, ej unge blot,
Den ældste med! Gud give Dig alt Godt!
Med Gellerts Fablerden tyske forfatter Chr. Fürchtegott Gellert var især kendt for sine Fabeln und Erzählungen, 1746-1748 (dansk Gellerts Fabler og Fortællinger i tvende Deele, 1769).
Paa Menneskets Ord slaa Dig ei til Ro!
Hvad Dyrene tale, kan bedre Du troe.
Med et Kobberstykkekobberstik.
(forestillende Engle, der bære en Død gjennem Luften, skrevet for Fru Zimmermannunder sit ophold i Berlin fra 19. december 1845 til 7. januar 1846 tilbringer H.C. Andersen juleaften hos Johanne Zimmermann i Berlin. , der gav det til Jenny LindH.C. Andersen besøgte den svenske sangerinde under sit ophold i Berlin. Juleaften i Berlin)
Som Englene det Jordiske bortbære
Hen over Jorden, gjennem Himlens Blaae,
Vor Tro paa Gud den
Der løfter op, hvor ingen Skygger naae.
»En Stjerne mellem Stjerner er vor Klode«;
Guds Villie altid skeer, den er det Gode,
Det Bedste for hver Enkelt udi Vrimlen;
Os Børn – vort Juletræ er Stjernehimlen.
Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr
(Til en ung preussisk OfficeerUlrich Ulrichs, som H.C. Andersen møder i Berlin december 1845, jf. ovenfor. , der havde stort Talent til at tegne. Frøken Frohmann i Berlinunder sit ophold i Berlin, jf. ovenfor, besøgte H.C. Andersen flere gange den tyske blomstermaler Alwina Frommann. bad mig der at skrive foran i et Exemplar, og jeg skrev:)
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,
Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.
Du har et ærligt Øje; – Hjertets Grund
Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.
Jeg strax forstod Dig. Eventyr de
Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;
Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;
Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!
Med et Bundt Cigarer
(Skrevet for Fru Ingeborg Drewsen til hendes Læge)
Da en
Bragte Død og Grav,
Mennesker og Lande
Sank i salten Hav;
Stod paa Ararat
Ud i Frygtens Nat.
Bunden som til Sengen
Hver i Arken sad;
Duen kom fra Engen
Med et
Doctoren som Duen
Tidt man venter paa;
Træder han i Stuen,
Hjertet haabe maa;
Ingen Laurbærblade
Han i Munden har,
Vi ham ryge lade
Da en god Cigar.
Træder Du i Stuen,
Ryger, som vi bad,
Ja, da er Du Duen,
Som har Haabets Blad!
Med Byrons VærkerByrons værker udkom i en række forskellige udgaver fra 1820 og frem.
Til Melodi gik Livs-Disharmonien,
Hver blodig Taare til en Perle blev;
Ved ham var slig en Kraft i Poesien.
Bær Livets Dissonants – som han den skrev!
Med Freiligraths Digtemåske Gedichte, 1838.
Ved
Han rider paa den afrikanske Løve,
Han, Poesiens unge, tydske Helt,
Med ham det nok er værdt en Dyst at prøve;
Han har en riig Provinds i Kunstens Stat.
Her kommer han, – hans Navn er Freiligrath.
Med en Dukke
Dukken her er ingen Dukke,
Hun er en forhexet En,
Kan ei græde, kan ei sukke,
Røre Arme eller Been;
Kun ved inderlig
Og ved Omgang blid og god
Hun forvandles til Prindsesse,
Som hun var, det Rosenblod!
Med en Pibe
I Ægtestandens søde Fryd
Faaer Piben nok en anden Lyd.
Med en Blomsterpige af Chocolade
Med Blomster staaer hun fra Fod til Top;
Hun er saa sød, hun kan spises op.
Med nogle smukke Fidibuset sammenrullet stykke papir til at tænde en pibe med.
Til Skjønhed og Høihed hav ingen Fidus,
Det gaaer som en Røg og en Fidibus.
Med Thorvaldsens Statueuvist hvilken.
(Til Stænderdeputeretmedlem af de rådgivende stænderforsamlinger. C. Hallden senere kultusminister C.C. Hall begyndte sin karriere som stænderdeputeret. ved Juletræet paa Bregentvedherregård fra ca. 1650 ved Haslev, ejet af lensgreve A.W. Moltke, hvor H.C. Andersen fejrede julen 1848. )
Slaa Du med Aand og Tale,
Som han med Hamren slaaer!
Dit Navn da i Stændersale
Hugget for Slægter staaer.
Med en Flaske duftende Vand
(Til en ung Pige)
Da en Gang Blomsterne Dig saae
I Graad en Aften silde,
Da græd de med, og store, smaa
Blev alle til en Kilde.
Her har Du Lidt fra Kildens Væld;
Det hentet blev i
Med en Spaaqvinde
Alverden jeg gavner
Med den Spaakraft, jeg har;
Men spaae en Kjøbenhavner –
Nei, han gjør kun Nar.
Med en »Gliedermannsprællemand. «
(Manden taler selv)
Jeg var en Gang paa den grønne Green,
Jeg var selv en Green, ja, en deilig En –
Jeg svaied i Vinden med Blade paa,
Og Fuglene sang, de velsignede Smaa!
Det var min Barndoms Dage.
Men jeg slog mig en Dag fra Familien løs,
En
Og drog saa i Verden paa Eventyr;
Der sprang jeg i Splinter og blev denne Fyr
Jeg nu er. – Vil De bare behage.
Nu er jeg et Mandfolk, der har en
Samt Lemmer, Manerer, Alt, som sig bør;
Jeg seer med Foragt paa den Tid, som forsvandt.
En Broder jeg søgte, – en Broder jeg fandt!
I mig Du dit Billed modtage.
Med en Lysestage
Naar efter Aar og Dage
Saa mangt et Lys er brændt,
Erindrings-Lyset tændt.
Just deri ligger Kraften,
Som hver Erindring har.
Fra denne Juleaften
Dets Lue skinne klar!
Med en Papirtrykkerpapirpresser; tung genstand til at lægge oven på en bunke papirer. med Blomster
Ved denne Du i Verden huske maa:
Ei Alt, der trykkes, har just Blomster paa.
Med et Cigarfoderal
Paa Jagten smager en Cigar,
Og her Du Foderalet har.
Med en Reisehue
Den glade Juul Dig lover ret
Presenter smaa at
Her skal Du faae paa Hovedet,
Hvad Du vist har i Tanke.
Med et Kobberstykkekobberstik.
Da Roser mangle ved Julens Leg,
Din Stue vi ikke kan smykke;
Men som en Blomst dog for din Væg
Du faaer dette Kobberstykke.
Med to Vaser
Uden Devise og uden Fraser
Komme til Dig to smaabitte Vaser.
Med en Kraveløs krave til pynt.
Den tør Du eje
Trods Verdens Snak;
Nu kan Du neje
Og sige Tak!
Med et Landskab fra Italien
Italien, blomstrende
Henover den klinger Erindringens Qvad.
Derfra bringer jeg Dig et Mindeblad.
Med et Kravebaandbånd til pynt i halsudskæringen.
Fordi man gaaer med Kravebaand,
Derfor har man ej Slaveaand;
Det trøste Dig, du
Med en Blomstervase
Gaven her er nydelig,
Ikke ubetydelig.
Blomster-Vase meget net!
Uden mindste Skaar og Plet!
Den har kostet, kan Du troe;
Kjøb een til, saa har Du to!
Med en Hund i Sæbe
Den hverken bjæffer eller brummer;
Men den gjør meget Meer: den skummer!
Med en Tobakspung
Uden Snakken, uden Takken,
Modtag Pungen til Tobakken!
Med en Ring fra en Ægtemand til hans Hustru
Det røde Guld betyder Elskovs Tro,
Og Ringens Form betegner Evigheden.
Hvad Gaven siger her, forstaaer Du jo,
Som skabte for mig Hjemmet til et Eden.
Med et Huuskorskors til at hænge på væggen; også om person eller forhold, som plager et hjem.
Et Huuskors faaer Du her; prøv dine Kræfter!
De andre Kors – de komme siden efter!
Med en Lysestage
Sæt Dig i Stagen, men ikke for kroget!
Et lille Lys er jo ogsaa Noget.
Med et Par Kopper, hvorpaa et Billed af Roeskilde
Tag Koppen med Roeskilde-Byen,
Hvor
Som var den et mægtigt Fjeld.
Du Kaffe og Thee nu kan drikke;
Siig ei, at den smager Dig ikke,
Den er jo af
Med Visitkaartkort.
Et Mindeblad – det Sted, Du har beæret,
Har Sort paa Hvidt for, at Du der har været.
Med et Guttapercha-Ansigtguttaperka; naturgummi udvundet af tropiske træers saft.
En Cavaleer kom nys hertil;
Han gjør det Ansigt, som Du vil.
Med en Kurv med Æg
I Kurven, paa Ballet, i Dands og i Leg
Jeg nynner saa sagte dette:
Men see nu, Du finder det rette!
Med et Billede
Et
See, det er nu det Samme!
Men Du af egen Lomme maa
Bekoste Dig en Ramme.
Med en Krave
Du faaer til Julegave?
Dig Verset det vil stave,
Hold Dig nu smukt
En Krave!
Med Papir
Her er Papir til mange Breve.
Gid Du og de maae længe leve!
Med et Par Handsker
Træk paa – er Hænderne røde!
Med Eau de Cologne(fransk) kølnervand, parfume.
Naar Du med dette Dig befugter,
O – hvor Du lugter!
Med en broderet Skjærm
(Skjærmen forestillede en Fiskerpige med Fisk og var broderet af H. C. Ørsteds EnkeInger Birgitte Ørsted. og hendes tre DøttreKaren, Sophie og Mathilde. til A. S. Ørsted paa hans 50 Aars Embeds-Jubilæum i 1851H.C. Ørsteds bror, A.S. Ørsted, blev i 1801 udnævnt til assessor i hof- og stadsretten. )
I Stykket her, vil Dig dit Hjerte sige,
Er Meer, end nogle Traades Farvepragt
Og Meer end Billedet »En Fiskerpige«.
To kostelige Perler er Dig bragt;
De kom fra Dybet, Hjertets Dyb, det rige,
Og deres Glands og deres Værd Du veed,
Du Kjærlige, Du Milde, Elskelige!
Vi har kun disse: Troskab, Kjærlighed!
Med mine »Samlede SkrifterH.C. Andersens Samlede Skrifter påbegyndtes med udgivelsen af Improvisatoren i første og andet bind, der begge udkom 31. december 1853 med 1854 på titelbladet, og var fra starten planlagt til at omfatte 22 bind, hvoraf det sidste udkom i juli 1855; herefter blev løbende udgivet yderligere 11 bind, indtil værket med bind 33, Digte. Tillæg, stod færdigt i 1879, 4 år efter H.C. Andersens død. «
(Til Jonas CollinEdvard Collins søn, Jonas Collin den yngre. )
Du voxte op i mit Hjertes Hjem,
Som Slægtning jeg paa Dig holder.
Tag her min Tanke-Skat, den gjem,
Mens dit eget Liv sig udfolder.
Og naar Du saa staaer med sølvhvidt Haar
Og jeg er, hvor Du skal komme, –
Husk, Du var mig kjær fra dit første Aar,
Og bliver – hvor Aarstal er omme.
Med et Billede af Rosenborg Havelystslottet Rosenborg ligger i Kongens Have i København, opført 1606-1634.
Der sidder en Amme ved Rosenborg Slot;
To Jægere er der i Haven indtraadt;
Ak Gud, hvor det Grønne gjør Øjnene godt!
Med en Hund
Her er en Hund, og den er stor,
En Hund var hans Faer, en Hund hans Moer.
See, hvor han gloer!
Med H. P. Holsts: Den lille HornblæserDen lille Hornblæser. Et Digt, 1849; til titlen er knyttet den redaktionelle note: »Dette og det følgende Vers fandtes blandt Andersens Efterladenskaber, dog ikke med hans Haandskrift. Etatsraad H. P. Holst har imidlertid paa Forespørgsel erklæret, at han sikkert troer, A. er Forfatter til dem«. Det efterfølgende vers, der omtales, er »Med Sammes »Sicilianske Skizzer og Noveller«« (BFN 1189, se nedenfor).
I Kampens Stund han blæste kjækt
Blandt Seiersraab og Sukke, –
Men nu, da Stridens Saar er lægt,
Han blæser for de Smukke.
Med ▶H.P. Holsts (jf. ovenfor) rejsebog fra 1853. Sammes
»Sicilianske Skizzer og Noveller«◀H.P. Holsts (jf. ovenfor) rejsebog fra 1853.
Sicilien er Skjønheds Hjem,
Det siger man med Rette;
Dog er – det tør jeg sige frem –
Her paa vor egen Slette
Een Ting meer skjøn; men hvilken? hvem?
Ja, det maa selv De gjætte!
Med en Deel Sparebøsser, solgte paa en Bazar under Krigen 1864anden slesvigske krig, der begyndte 24. december 1863. til daglig Indsamling for de Udcommanderedes Koner og Børn
Hver Dag læg hen som Hjertets
En lille Skilling eller to,
Og Du skal see, om ikke længe
Vil Skillingen til Daler groe,
Og Du vil, alvorsfuld og glad tillige,
Forstaae, hvad Rigdom siger nu:
Imens Soldaten skjærmer Danmarks Rige,
Hans Børn og Hustru skjærmer Du.
Med mine Eventyr
(Til en ung Pige)
Velkommen! Træd kun ind, Du unge Pige!
Besøg min Digtnings lille Solskins-Rige!
Her synge, tale Blomster, Træer og Dyr.
Med en Papirholderophængt, bøjet og tilspidset metaltråd, hvortil mindre papirstykker (regninger o.l.) kan fæstes. i Form af en Ridderhaand
Hvor Skjønhed lægges
Af Gud i Form og Aand,
Der kan kun rækkes
En Ridderhaand.
Med mine »Digte gamle og nyeDigte, gamle og nye udkom 26. december 1846 med årstallet 1847 på titelbladet (BFN 488). «
(til Fru Kammerherreinde Classen)
Mit hele Blomster-Mosaik
Er kun en fattig Skizze
Imod den Deilighed, det Digt,
Som kaldes
Med forskjellige Presenter, bragte Frøken Anna paa hendes Fødselsdag af den unge Hundemoder Pet
Jeg kommer,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
»Bruun« var den Enes Fader, den Andens var nok »Spet«,
Hver var en
Jeg selv er en Slags
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og
Og alle Tre vi raabe Hurra paa
Med mine Eventyr
(Til Nicolai Bøghledsagede H.C. Andersen på hans sidste udlandsrejse til Tyskland og Schweiz fra 14. april til 28. juli 1873. )
Tak, kjære, unge Ven, for hver en Dag,
De lod mig læse Deres Hjertelag!
Det lyste Solskin ind i Sind og Stue.
Og da De er den bedste Reisemand,
Saa følg mig nu i Eventyrets Land,
Og see, hvad Gud i Naade lod mig skue!
Af Maskerade-Vers, uddeelte af en Spaaqvinde
1.
Boer paa fjerde Sal hos Fruen
Omme i Sanct Gertrudsstræde,
Dit Besøg vil hende glæde;
Hun kan Fremtids Syn Dig skaffe,
Hun kan spaae i
Hun er klog, det gamle Skarn,
Jeg er hendes Barnebarn.
2.
Tro paa Ingen, ei Dig selv,
Godt Humeur Du prise!
»Lystig hen ad Livets Elv!«
Være din
3.
Klæd Dig ikke i Rødt, ikke heller i Blaat,
Men altid i Lilla, saa gaaer det Dig godt.
4.
Gjør Ægteskabs Tilbud i
Men tag kun Den, som har Pengegrisen;
Thi Penge – Penge – Du kan troe mit Ord,
Penge blev en Magt paa denne Jord.
5.
Gaa til Theatret! – ved Himlens Stjerner
Du bliver en Guldmynt, jeg sværger ved Berner,
Du fylder Kassen med Ører og Kroner,
Du løber op til selv Millioner,
Vælg denne Bane – gaa ikke i Spaaner!
6.
»Natten lang
Dands og Sang
Til Musik og Bægerklang!«
Det for Dig er Livets Gang.
7.
Nu er Du paa Maskerade,
Og det paa
Imorgen paa Østergade
Saa er Du Lykkens Mads.
8.
Du er Poet,
Du er Prophet,
Du er En, jeg aldrig har seet;
Men fra Hoved til Fødder
Er Du proppet med
9.
Der voxer for Dig, – ja vær Du glad!
– En Kjærest paa hvert et Veibredblad.
10.
Nu faae vi Vinter, nu fyger Sneen,
Stormen suser fra Nordkap til Hveen;
Men Du skal faae, til Kulden har Ende,
Penge nok til Kul og til Brænde.
11.
Mig Gamle spørger Du Unge,
Hvad Skjæbne Dig forestaaer.
»»
Ja det er det Svar, Du faaer.
12.
Mandag være Dig Mærke-Dag,
Paa den skal Du heise dit Bryllupsflag.
13.
Naar Vaaren
Faaer Du en Hat af Silke – eller Bly!
14.
Jeg føler dit lille Hjerte dikke –!
Jeg spaaer Dig – nei, jeg siger det ikke!
15.
Naar Skoven bliver grøn,
Opfyldes dit Hjertes Bøn.
16.
Du finder din Lykke i Kjøbenhavn,
Naar Du
17.
Du skal ikke troe al Snik og Snak,
Tænk, det er Løgn, og siig – mange Tak!
18.
Dig
Hvad klæder Dig bedst i Haaret?
Stambogsblade
I.
Til mig Du kom som Lille, barnlig-glad.
Hvor lyste Dine Øine uskyldsklare!
Du bad mig skrive her paa dette Blad;
Mon vel som Ældre Du det vil bevare?
Maaskee! – Gid da endnu med Barne-Sind
Du føle Livets Solskin paa din Kind
Og i dit Hjerte! – Tiden snart forsvinder;
Det nyligt skrevne Blad er – gamle Minder.
II.
Fra Vesterhavets Lande
Hen over dybe Vande
Du kom til Danmarks Strande,
Hvor Guld paa Marken groer;
Her Du i Bøgesalen
Tidt hørte Nattergalen
Og saae, ved Taget Svalen,
Symbol paa Troskab, boer.
Paa Svalens Ryg der sidder
Gud
Forstaaer Du Fugleqvidder?
Jeg
En Hilsen! Hvad? Og hvor?
III.
Fire Blade skrevne i St. Goartysk by, hvor H.C. Andersen opholdt sig på flere af sine rejser, hhv. 18. maj 1843, 6.-10. august 1846 og 15.-16. juli 1852. ved Rhinen
1.
Naar Hyacinthens fine Klokker klinge,
Og Alfen om sin Slægt fortæller der,
Jeg husker Dig – og Tanken paa sin Vinge
Staaer ved St. Goars kjendte Morbærtræer.
2.
Du som en Huusalf stille sysler inde
I Stuen, hvor der var saa hyggeligt;
Saa riig paa Hjerte er den tydske Qvinde,
Men altfor fattigt her mit danske Digt.
3.
Dit Barne-Smiil, dit tankefulde Øie
Er Billed af den Sjæl, som i Dig boer.
Min Tanke bærer det til Nordens Høje,
Hvor duftende Erindrings-Blomsten groer;
De gode Timer glemmer Hjertet ei.
Det Søndags-Solskin selv ved
4.
Bogen kom først, og jeg kom sidst,
Det for mig selv var det Bedste vist;
Hold lidt venligt paa Begge i Tiden!
IV.
A. Henselt
Fra Strængene flyver en Fuglehær,
Den synger med Hjerte og Tunge;
Vi Hjerteslaget fornemmer i hver;
Min Tak er saa ringe, en fattig Sang,
Men tro mig, den ogsaa har Hjerte-Klang.
V.
Dandserinden Augusta Nielsen
Den slanke Lilie, den hvide,
Og Blomsten blev en
Og Verden dit Billede saae.
VI.
Musikdirecteur W. Rübner
Din
Men
Er under Bøgen frisk og stor
I Danevang. Led
Mens over ham gaaer Sangens Aand,
At han dit Navn i sit maa skjære
I Træets Bark, til Slægtens Ære.
VII.
Sangeren P. Schram
Lunets lystige
Orglets dybe, stærke Klang,
Barnesindet – blev Dit Eie,
Og det gav Du os i Sang:
– Du har vundet heelt vort Hjerte!
VIII.
Componisten Hägg
Flyv mod Syd, drik Solskin og folkelig Sang,
Bliv Dig selv, ja selv, ja, helst ikke Andet,
Men gro, fortjen Dig en Beethovens Rang,
Du Søn fra
IX.
Fru O’Neillformodentlig Carolina Terêsa O’Neill, gift med den danske generalkonsul i Lissabon, Jorge Torlades O’Neill, som H.C. Andersen boede hos fra 9. til 26. juli 1866; Jorge havde sammen med sin bror boet hos familien Wulff slutningen af 1820’erne, medens de gik i Borgerdydskolen.
Lad Dig i Smerten selve Smerten sige,
Den er et Forsyns store Kjærlighed;
Og
Før Moderen – hvad der er bedst, han veed.
Lad Troen være Dig din
I hendes Bortgang var det Dig, der led; –
En Engel har Du mere i Guds Rige,
En Stjerne mere lyser til Dig ned.
X.
C. CastenskjoldCastenschiold.
Der synges i By, paa Mark og i Skov,
Der synges den danske Landsoldats
Det Hverdags og Smaalige svinder og døer;
Men Hæderens Fugl, den har Næb, den har Kløer.
Den har Du
Du straaler i Sundhed; hvad siger lidt Snue?
Selv den faaer Du næppe; Du boer som en Bæver
Med
Forvandle til Himlen dit Borreby!
Om det og om Eder vi synger i Sky.
XI.
Til Jonas CollinEdvard Collins søn, Jonas Collin den yngre.
Vi er som to Strømme af modsat Løb,
Og dog blev vi lagt i det samme Svøb;
Jeg først født, Du siden, det fryder Dig lidt;
Om
Hvad gjør den? Mit Hjerte groer dog ind i dit!
Din Aands Kraft jeg troer paa; den er ikke liden;
Vorherre den lade ret groe ind i Tiden!
Og naar Du saa naaer mig i Alder og Aar,
Staa Du da saa ung, som jeg nu for Dig staaer!
XII.
Fru Grove, født Fenger
Bag Sorø Sø ved Skoven
Bonden gik bag Ploven;
Jeg kom med Ingemann og med
I Præstegaardens Stue.
De glade Børnestemmer klang;
En lille Pige mindes jeg især,
Med store, milde Øjne sad hun der,
Jeg troer endnu at høre hendes Sang.
Til Tak for den nu efter mange Aar
Af mig igjen en lille Sang hun faaer;
I den vi Præstegaarden vil besøge
Og gjensee Alle, som vi mødte der;
Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge
Heelt ned til Sorø Sø, – nu er vi her!
Fuldmaanen skinner,
– Det lyder gjennem alle Livsens Aar.
Der spirer Blomster fra det mindste Frø;
Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.
XIII.
I en ung norsk Componists Album, da han reiste til Romsandsynligvis Edvard Grieg, der opholdt sig i København fra 1863 til 1866 og blev venner med H.C. Andersen; Grieg rejste til Rom i 1866.
Flyv ungdomssund til den evige Stad,
Kom Dig selv og begeistret tilbage,
Og Norden ved Dig faae et Toneqvad
For tusinde Aar og Dage!
XIV.
Agnes Dunlop og Michael Rosing
En Fader kom med sin lille Søn i
Den Lille loved jeg Eventyr, men ingen han fik.
Nu
Nu bliver ham Bogen af Bruden bragt;
De læse den sammen i Sorøskove,
Hvor Absalon, Holberg og Ingemann
Hvor Solen skinner, og Øinenes Fyr
Fortæller det deiligste Eventyr.
XV.
G. C. Delbanco
Erindrer Du, ja, det er noget siden,
– Da var Du mindre – husk en Sommerdag,
Dit Barneøie lyste, og skjøndt liden,
Stor som en Ven Du kom med glad Goddag.
Og vel var det hos
Men dog ei i vort eget, danske Land;
Du følte det Beslægtede, der fødtes
Og adler og forener Mand med Mand;
Det var en Dansk, Du saae, og netop Den,
Med hvem i Eventyret Du var bleven Ven.
Behold det samme Sind i Livsens Dage!
Vær flink og kjæk! Alt Godt! Kun ei forsage!
XVI.
C. Neergaardmåske Carl Peter Ulrich Neergaard, som var tilknyttet de københavnske musikkredse.
Paa Livets Tangenter, de sorte og hvide,
Du lystigt fra Barndoms-Landet udride!
De svulme og bæve i sød Harmoni!
Hvad nu kun de drømme, i Klarhed vil stige.
Dig Gud gav den Lykke i Toner at sige
Hvert Hjerte den
Du Hjemmet vil huske med Frugttræer og Birke,
Den duftende Eng med den blegrøde Kirke,
Og Storken og Svalen, som fløi Dig forbi.
Men mon Du vil huske den Trækfugl, som bragte
En Hilsen til Dig og et Blomsterblad lagde
Foran Dig til Tak for hver Melodi?
Af Til Forskjellige
1.
Til Christian den Ottende
Din Naade mod mig, Konge, blev det Fyr,
Mod hvilket Tankerne i Natten drage.
Du giver Solskin til en Digters Dage,
Og de forvandles til et Eventyr.
2.
Til H. C. Ørsted
Du Traaden fandt, en Bro for Tankens Lyn
I alle Tider, ind i Folk og Riger.
Du gav os, klart som Skriftens Ord det siger.
3.
Til A. Oehlenschlæger
En Sommerluftning, frisk som den fra Havet,
Og dog med Bøg- og Birke-Duft begavet,
Gaaer ud fra dine Ungdoms-, Manddoms-Qvad,
Saa styrkende! – Det er et Aandens Bad!
4.
Til Capitainlieutenant Chr. Wulff
(Dagen før han med sit Skib drog til Krigsskuepladsenuvist hvornår, men sandsynligvis i forbindelse med treårskrigen, 1848-1850, hvor de første skibe afgik fra København 26. marts 1848. )
Du fører
Og Danmarks stolte Flag,
Og Seiren kan ei tøve
I en retfærdig Sag.
Gud er med os i Slaget,
Hvor Ærlighed gaaer frem.
Bring Kongen, Folket, Flaget
Med Seierskrands her hjem!
5.
Til A. Bournonville
I.
Efter første Opførelse af Balletten »Fjernt fra Danmarkballet af Bournonville opført første gang på Det Kgl. Teater 20. april 1856; balletten foregår i Sydamerika. «
Du giver os en Digtning uden Ord,
Og dog saa talende med Sandheds Stemme;
Vi er med Dig til Sømands-Fest ombord
Der fjernt fra Danmark og dog deiligt hjemme.
Den blussende Granatblomst har Du lagt
Imellem frisk Skovmærke; – hvilken Pragt
Af Skjønheds Digt har dog Din Sjæl
Igjen en Perle fra din Rigdom har Du bragt,
Igjen en Krands, som vi taknemligt gjemme.
II.
Efter Balletten »Et Folkesagnopført første gang på Det Kgl. Teater 20. marts 1854. «
Et Folkesagn igjennem Slægten lever;
Det i sig selv har Magt mod Tidens Haand.
Dit Folkesagn til Skjønheds Digt sig hæver,
Det lever ved sin Poesi og Aand.
6.
Til Fru Julie Sødring
(Efter Opførelsen af »Da Spanierne var herromatisk lystspil i tre akter af H.C. Andersen, i hvilket Julie Sødring spillede Jomfru Hagenau, en forhenværende kammerjomfru hos en hofdame; opført første gang på Det Kgl. Teater 6. april 1865. «)
Du kommer som Digtningens gode Aand
Og lægger paa den Velsignelsens Haand;
Du virker med Hjertet og med Humeuret,
Lunet straaler i Skjønhedssløret.
10.
Til Bjørnstjerne-BjørnsonBjørnstjerne Bjørnson.
Indtil Du kom, har Norges Land tiet,
Blicher og Winther og Hertz der
Du først fra Fjeldet som Normand har sjunget.
Norge har sande Digtere nu!
Ingen saa nordisk har sjunget som Du.
Prologer
I.
(Ved en Forestilling paa Frederik den Syvendes Fødselsdag6. oktober, uvist hvilket år. )
Den Dag, vi fødtes, bliver os en Fest,
Et Høidepunkt imellem Livets Dage,
Hvor Alvor staaer hos os som Glædens Gjest
Og viser Veien, vi har lagt tilbage,
Hvad der vi virkede og hvad vi vandt;
Jo større Virkekreds, des større Skuen!
En tro, hengiven Kreds sin Krands da bandt
Og smykkede paa den Dag festligt Stuen;
Det er en Trang for hvert taknemligt Bryst,
Det er en Trang, hvor Kjærligheden lever!
– Hvem Gud har stillet høit, ham Sorg og Lyst
I større Bølgeslag igjennembæver,
Ham derfor bringes mere udstrakt, stort
Det inderlige Tegn paa Hjertets Glæde;
Det er ei om den Pragt, der bliver gjort,
Men om det Sindelag, der er tilstede;
Og her er Sindelag, just Hjertelag
For ham, Gud satte paa den danske Throne,
Hans danske Hjerte har paa
Forherliget den kongelige Krone,
Hans Tid og Navn engang i dansk Historie
Vil lyse frem og staae med varig Skrift;
Thi Kjærligheds og Sammenholdets Glorie
Omstraaler
– Der var en Tid, da Kongeherlighed
fandt Storhed i den stolte Høiheds
Forbi det kongelige Slot hver Borger skred
Med blottet Hoved; ei det kom i Tanke,
At selv en Mand, som Holberg, han, hvis Ord,
Udsaa’de Snillets Guld for Land og Rige,
Indrømmedes en Plads ved Kongens Bord,
At Aand og Dygtighed gjør »Adelige«!
Nu sidder
Fra Kongehjertet straaler Kongemagten, –
Alt Godt og Stort udfolde sig i Daad!
Velsigne Gud hver ædel
Med Kongen Folket paa hans Høitidsdag
Fornemmer Sammenholdets Liv og Lykke,
I Troskab bygge er i Gud at bygge.
II.
(Ved en Forestilling i veldædigt Øiemedvelgørende formål. )
I Riddertiden, som De Alle vide,
Sad Damerne i Kreds høit over
Og saae paa Kampen med de vilde Dyr.
Og kasted’ Damen da sin Handske ned
Og bød sin Ridder kjækt at hente den,
Saa adlød han. – – Det var i Riddertiden,
At mangen ædel Frøken, fornem Frue
Tog mildt sig af den Fattige og Syge,
I Stilhed øvede den bedste Daad.
Som Roserne fremskyde ny’ hvert Aar,
Saa lever ogsaa Hines ædle Gjerning.
Men Handskens Kasten blandt de vilde Dyr
Er nu kun til i Sagn og gamle Sange.
Den ædle Qvinde gaaer til
Og virker godt ved milde Ord og Gjerning.
Og hjælper med at samle, med at bære;
Et Blik, et Ord kun – ja her det forstaaes,
At man kan springe ned selv paa Arena.
Og egenligt gjør vi her noget Sligt –
Vi springe ikke ned, men op paa Scenen,
Vi stille vore svage Kræfter frem;
Men det er Hjertets Sag; derfor det voves
I Vennekreds. – Vel sandt, den er lidt stor
Den kjære Vennekreds, som her er samlet,
Men stor, det er just godt for Øiemedet.
Vi virke Alle med: vi vise Mod
Idet vi træde op; De vise Taalmod!
Vi give; – ja, de Fleste har vist seet
I deres Kredse,
Hvor Alle følte, at vi er eet Folk
Og Brødre Alle! Kjærligt gav Enhver,
Selv Børnene tog Deel, de fik istand
En Tombola med ganske ringe Sager,
Men gjerne Smaa og Store toge Nummer,
Man mored sig og smilte glad mod selv
Det Ubetydeligste, som man vandt;
Thi det at vinde var jo ikke Tanken.
Husk, at vor Forestilling denne Aften
Er slig en Tombola, og da I ville
Med venligt Sind modtage, hvad I faae.
Hvad vi kan bringe, falder i det Smaa,
Men i en Vennekreds kan Meget gaae,
Der ellers aldrig gaaer. Og her er Venner,
Ja, Venner af den Fattige, som lider,
Som uforskyldt maa prøve tunge Tider.
Og nu – ja, nu det første Skridt er gjort!
Tag mildt til Takke – De faaer ikke Stort.
Husk paa, De virke med saa godt som Nogen,
Og derfor tusind Tak! – Det var Prologen.
Af Epiloger
II.
Ved en Forestilling af Frøken Amalie Price
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: »Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre«.
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt – just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene
I
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang
Og milde Øine saae den unge Pige –
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
»Fremad i Kunsten!« klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; – men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
– Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
– Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
IV.
Hver af os gjemmer i sin Hjertekrog
Erindringernes store Billedbog,
Hvert Blad sin Tegning har fra Tid og Sted;
Der findes brogede, men sorte med.
De sorte, som kan Ungdomsmodet kue,
Dem tager man kun frem til eget Skue.
Men gjennem hele Billedrækken gaaer
En Livstraad, saa at tydeligt man faaer
Enhvers Mission: den Lyst, som i os brænder.
I min Erindrings Billedbog jeg kjender
Igjen paa hvert et Blad en mægtig Tanke,
Der gjør, at Hjertet stærkere maa banke,
At Kjærlighed til Kunsten blev mig givet;
Jeg løfted’ Vingen kjækt i Hverdagslivet,
Mig drev en Villie i det Skjønnes Sag,
Til Kunstens Tempel gjaldt mit Vingeslag.
– Saa mangt et Blad i Bogen lagdes ned:
Der staaer om Ungdoms gyldne Freidighed,
Den første Barnedrøm om
Det Billed: første Gang at staae paa Scenen.
Men mellem det er mange Blade lagt,
Der ikke just har Drømmes gyldne Pragt.
– Det sidste Billed: denne Aftenstund,
Der følger mig, naar Lamperne her slukkes,
Det lyse vil frem fra en
Ja gylden, thi af Veemod det bedugges.
Hav Tak for hver Opmuntring, Mildheds Dom!
Farvel! for mig nu vexler Scenen om.
Skjult er det, om jeg Lykkeblomsten finder,
Dens Duft jeg gjemmer dog i gamle Minder!
Men som det deiligste, det bedste Blad,
Det, som vil løfte mig og gjøre glad,
Er at see opfyldt engang, hvad jeg bad:
At vinde og fortjene Kunstnernavnet.
Arbeide, stræbe vil jeg! Hvad er Savnet,
Hvad er hver Prøvelse, Afskedens Smerte!
Farvel! Tak af mit varme, fulde Hjerte.
Af Kongehuset
XI.
I Prindsesse DagmarsMaria Sophie Frederikke Dagmar, kong Christian 9.s og Dronning Louises næstældste datter, gift 1866 under navnet Marija Fjodorovna med storfyrsttronfølger Alexander Alexandrovitsch (den senere zar Alexander 3. af Rusland). Stambog
Her Pen og Blæk en Tegning gav:
En Kornmark med en Kjæmpegrav,
En Bøgeskov, det aabne Hav,
Og Danmark er fremstillet.
Men selv i Lykkens bedste Hjem
Kan Mindets Taare perle frem,
Den har langt bedre Billed.
Det ud fra Barnehjerte sprang,
Med Solskin og med Barnesang,
Selv mindste Blomst maa ligne.
Sligt Hjertet kun kan aande hen,
Det tegnes ei med Blæk og Pen.
– Gud glæde Dig, Fyrstinde!
XIV.
Til Kronprinds Frederik og Kronprindsesse Lovisa
(Med et Tæppe, unge Damer havde broderet til dem som Gave ved deres Formælingkronprins Frederik, den senere kong Frederik 8., og kronprinsesse Lovisa blev gift 28. juli 1869. )
Ved hvert et Sting blev en Rune lagt,
Der melder, hvad Hjertet i Glæde har sagt:
Velkommen, Prinds Frederiks unge Viv,
Hans Huslivs Solskin i dette Liv!
I træde paa Silke og Rosens Blad!
Hver Dag bære Klang af vort Brudeqvad!
Vorherre hørte, hvad Hjerterne bad.
Af Leilighedsdigte
I.
Sang ved ▶H.C. Andersens rektor i latinskoletiden (fra 26. oktober 1822 til 19. april 1827), Simon Meilsling, blev indsat som rektor i Slagelse 16. juli 1823 og udnævnt til rektor i Helsingør 2. maj 1826; sangen er skrevet til indsættelsen i Slagelse i 1823, ikke i Helsingør i 1826. Rector Meislings Indsættelse i Helsingør (Juni 1826◀H.C. Andersens rektor i latinskoletiden (fra 26. oktober 1822 til 19. april 1827), Simon Meilsling, blev indsat som rektor i Slagelse 16. juli 1823 og udnævnt til rektor i Helsingør 2. maj 1826; sangen er skrevet til indsættelsen i Slagelse i 1823, ikke i Helsingør i 1826. )
Frøet Liv Alherren giver,
Spiren sprænger sine Baand;
Naar den da med Mildhed bliver
Pleiet af en sikker Haand,
Staaer den kraftfuld, reen og skjøn,
Skjænker ham sin rige Løn!
Byrdefuldt, men ogsaa herligt
Kaldet
Men vi stræbe skal saa kjærligt
At forsøde det for Dig.
Dan os da til Kraft, til Dyd,
Og din Løn er salig Fryd.
Lige tændtes ikke Flammen;
Men ved Lærelyst og Flid
Vil vi stræbe tro tilsammen
At benytte Ungdoms Tid.
Styrke Himlen Dig og dem,
Som til Held os leder frem!
XIV.
Julesang i det Collinske Huus
(1848)
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Og
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: »I Guds Navn gaa!«
Og see, vi sidde atter samled’ sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
XV.
Sang til den kjære ▶A.L. Drewsens mor, A.C.D. Drewsen, fejrede sin 75års fødselsdag 12. januar 1852. Oldemoer A. C. D. Drewsen paa hendes Fødselsdag, den 12te Januar 1852◀A.L. Drewsens mor, A.C.D. Drewsen, fejrede sin 75års fødselsdag 12. januar 1852.
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid
Som Børnene hos
Saa sang hun – mens i Kjærlighed
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang – ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
– Og nu: Hurra paa
For Oldemoer er Skaalen!
XVI.
Til Niels W. Gade og Sophie Hartmann
(Jeg fremsagde dette Digt som en Skaal-Tale hjemme hos Hartmann, da de vare
(April 1852)
De faae ingen Vise, De faae ingen Sang,
Men dog skal Sangværket sættes i Gang:
En Tale paa Vers, men ei udenad,
Jeg læser den op fra det skrevne Blad.
Gaa med hen om Hjørnet og ligefrem,
Saa er vi strax ved det nye Hjem,
Det ligger der paa den venstre Haand,
Og det er et Huus for Kjød og for Aand,
Og Kjødet er godt, har Slagteren sagt;
Men ovenover har Aanden Magt!
Derfra skal bruse Tonernes Hær
I Verden vide, hørt fjernt og nær
Som Bølger, der
Det bliver deromme et mærkeligt Huus!
Hver Fremmed, som kommer til Kjøbenhavn,
Seer paa det og nævner da Gades Navn.
Derinde han boer med sit Jordlivs Skat,
Hun Hjerteslag har i Tonerne sat.
Det nye Hjem, der som Rosenknop
Endnu ikke har lukket sig op,
Guds Solskin der i det fuldeste Maal!
Det nye Hjem bringes denne Skaal!
XXXIII.
En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang – de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os,
Dig Børnbørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
XXXIV.
Den 2den Februar 1864
(Ved Emma Hartmanns og F. VedelFrants Wedel. s Bryllup)
Tillad, at jeg tager Ordet,
Ja, læser det op denne Gang;
Her sidder en Digter ved Bordet,
Der ikke har bragt en Sang,
Uagtet hans Hjerte banker
I Glæde, deeltagende, rigt;
Der er i de svulmende Tanker
Nok Stof til et Brudedigt.
Men Harpen er stemt kun for
For Danmarks ærlige Sag.
I To greb
Det er Eders Bryllupsdag.
Paa den Kanonerne runge,
Husk det i Tiden engang!
Nu Landsoldaterne sjunge,
De døve min Bryllupssang.
Der er en Storhed i Tiden,
I den er Velsignelse med,
Det sande I nu og siden,
Velsignet i Kjærlighed!
Af Bryllupssange
II.
Den 22de April 1847
(I Kirken)
Det er en hellig Dag blandt Livets Dage,
En Alvors Dag, der kalder Tanken frem;
Thi Qvinden skal fra
Og Manden bygger sig sit nye Hjem;
De skulle ærligt dele Sorg og Glæde,
Forædle, virke i den store Kjæde.
Det er en hellig Dag, den er nu
I Jesu Navn! Guds Villie skee paa Jorden!
Hvor To i Troskab blev hinanden givet
Ja, ret forstaae og elske inderligt,
Der taler Gud igjennem Hverdagslivet,
Og det forvandles til et Skjønhedsdigt;
Jer kjære To vi her vor Hilsen bringe,
Mens Bønnen løfter sig paa Psalme-Vinge.
En Alvors Stund det er, den søde Lykke!
Og Lykken er, hvor
IV.
Johanne Drewsen og C. von Krieger
(Mai 1855)
Ved
For fulde Seil, nær Skov og Kjæmpehøi,
Der sad med Øine blaae og Kinder røde
En lille Pige med sit Legetøi;
Da kom en Officeer, saa ung, saa prægtig,
Og saa kom Tiden – Tiden, den er mægtig,
Den tænkte – men ei de – paa Bryllups Fest.
Paa Heden, hvor
Skjød op, da Dygtighedens Magt det bød
Johanne sang med klar og sjælfuld Stemme,
Og til eet Hjerte allermeest det lød;
En Melodi, den varsled’ Livets Lykke,
Den klang ved Sollys og ved maanklar Nat,
Den fulgte til
Som Hjemmets kjære, allerbedste Skat.
Spind Livets Silke! Den Betydning være
der i, at Festen staaer paa Silkeborg;
Igjennem Aar, omsuust af Fryd og Sorg;
Ja, Sorger komme, men for Kjærligheden
Er der i Verden ingen Sorg for tung.
Byg op et Hjem, et lille jordisk Eden,
Hvor Kjærligheden altid bliver ung!
VII.
Louise Ipsen og C. St. A. Bille
Den
(I Kirken)
Før Talen
Vort Liv har mangen Høitidsdag,
Hvor Hjertet hejser Krands og Flag
Og dog i Alvor banker;
Da løfte sig ved Orgelklang,
Saa tillidsfuldt i Glædes-Sang,
De stille Alvors-Tanker.
Gud er hos os paa Lykkens Dag,
Han styrker os ved Modgangs Slag.
Hvor kan da Hjertet bæve!
Ung Elskov i sin Blomsterflor
Med Kronen ind i Himlen groer.
Did op sig Tanken hæve!
Efter Talen
I knælede for Herrens Bord,
Udtalte Sammenholdets Ord,
Som Troskab kan dem sige.
I Eders Sind er Ungdoms Vaar,
Den blive, selv bag sølvhvidt Haar,
Og end hist i Guds Rige!
Af Mindedigte over Afdøde
III.
Fru A. C. D. Drewsen, født Lassentil titlen er knyttet den redaktionelle note: »See Pag. 125«, en intern henvisning til Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind, 1879, s. 125, hvor »Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen« (BFN 1249, se side 533), optræder.
† den 23 April 1852
Hun var en Qvinde af et sjeldent Værd,
Det Skjønne med sit Hjerte hun omfatted’,
Skjøndt gammel, fulgte hun de Unges Færd,
Det Gode i det Ny’ hun kjærligt skatted’.
En riig Erindrings Sum var hendes Skat,
Den ruster ei, og evig vil den være.
I Jorden er nu hendes Kiste sat,
Men selv hun er hos Gud og sine Kjære.
Saa tro vor Tanke gjennem Rummet seer,
Hist samles vi og skilles aldrig meer.
Henvis til værket
H.C. Andersen: Af Samlede Skrifter. Tre og Tredivte Bind. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.