Af Sange af Syngestykkerne »Ravnen«, »Bruden fra Lammermoor« og »Festen paa Kenilworth«
I.
Af: Ravnen
(Musik af J. P. E. Hartmann. – Opført første Gang den 29de October 1832)
1.
Matrosernes Sang
Naar Bølgerne dandse om
Og synge, saa Plankerne knage,
Naar Skroget bliver for Roret qvit,
Saa har vi kun Lidt tilbage;
Men tager Søen den hele Klat,
Ja saa god Nat!
Saa seile vi Alle derneden om,
Men den Vei Mange til Himlen kom.
Naar Stormen i Land jager vildt afsted,
Og Torden og Lyn er i Følge,
Den knækker Egen; – dog den Fortræd
Er værre paa Dybets Bølge.
Matrosen er vant til det Vaade vel,
– Det slaaer ihjel! –
I Glaskiste ligger han da saa smukt,
Hans Øie og Kistens Laag er lukt!
2.
Pantalonesgammel, gnaven mand; fast figur i den italienske maskekomedie. Vise
Mo’erlille sidder med Briller paa,
Fortæller om gamle Dage,
De Rollinger lytte, store og smaa,
De høre om Trold og om Drage.
Uh, uh!
– I Bjerget der sidder en fangen Mø,
Da kommer en Prinds over salten Sø,
Og snart maae Troldene sukke,
Thi han løber af med den Smukke.
Men Skoven er sort og Veien er lang,
Og
Faaer fat det i Prindsen en eneste Gang,
Ja saa er han rigtig
Hu, hu!
Nu kaster han Hjelmen – den blev til et Bjerg,
Derover kommer ei Trold eller Dverg,
Det gloende staaer og lyser,
Saa hele Troldtøiet gyser.
Nu holdes der Bryllup paa Slottet da,
Der dandse ni Kongeriger,
Der dandses, saa Skoesaalerne falde a’
De allerdeiligste Piger.
Hu, ha!
Der leves saa fiint, der leves saa flot
Med røde Roser og Æblecompot,
Det straaler med hele Kraften,
Det varer ved til iaften.
II.
Af: Bruden fra Lammermoor
(Musik af I. Bredal. – Opført første Gang den 5te Mai 1832)
1.
Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat,
Husch! det er Sanct Hans’s lystige Nat.
Husch! Husch!
Mo’erlille sadler sit Kosteskaft,
En bedre Hest har der Ingen havt!
Saa flyver hun op, saa flyver hun ned,
Hun flyver til Bal og til Lystighed,
Husch! Husch!
Den Smaa-Dreng læser sit: »Fader vor«,
Ak, hvor vil Du hen, Du søde Mo’er?
Sov stille Barnlille!
Jeg har at bestille;
Med Kosten jeg feier vor Skorsteen net;
Jeg flyver saa let!
Husch! Husch!
Skarntyden svaier i Nattens Blæst,
Den bliver ogsaa en deilig Hest,
Husch! Husch!
Paa Stang og paa Stok og paa
De Hexe flyve i Luften afsted;
Hver Stund de vise sig fleer og fleer,
Men Døden sidder bag Graven, og leer.
Husch! Husch!
I Galgen hænger en Tyveknegt,
Enhver bør hilse sin kjære Slægt;
I Luften de neie,
Tre Gange de dreie
Og svinge hans arme, syndige Krop,
Og flyve saa op!
Husch! Husch!
2.
Mandens dybe, bittre Sorg
Knuste alle Barnets Drømme;
I Ruiner staaer min Borg,
Ved det barske Nordhavs Strømme;
Svalen finder der sin Rede,
Jeg – har intet Hjem hernede!
Snart vil Borgens sjunkne Muur,
Skjules ved den sorte Bølge; –
Ud, ja ud i Guds Natur!
Tiden skal min Smerte
Bring mig bort til fjerne Lande!
3.
Stem gamle
For vore Fædres Sange,
Om Livets Lyst og Dødens Gru
Og om de Kjæmper mange!
Syng om den stærke Kjærlighed,
Om Sorrig og om Glæde,
Om Elverpigens Deilighed,
Imens vi Dandsen træde!
III.
Af: Festen paa Kenilworth
(Musik af Weyse. – Opført første Gang den 6te Januar 1836)
2.
Det lægges snart i Kiste;
Selv Venskab er et Gaadespil,
Hvor Traaden let kan briste.
Den bedste Drøm dog Hjertet veed,
Det Drømmen er om Kjærlighed,
Den skal man drømme jo, som ung,
Hvert Hjerte til den trænger,
Den er saa smuk og dog saa tung,
At tidt den Hjertet sprænger
3.
Drikke-Sang
Det kan aldrig feile,
Bacchus! til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile!
Der jeg om min
Slynger dine Ranker;
Stirrer paa det grønne Blad,
Og faaer stolte Tanker.
Al’nen er dit
Bacchus det fornemmer,
Siger da: min Krones
Er dog denne Kræmmer!
Solens Næse har
Elsker Oldtids Skikke,
Maanen er saa bleeg og fiin,
Den tør ikke drikke!
Bacchus er den største Mand,
Det kan aldrig feile.
Bacchus! til dit Trylleland
Vi paa Vinen seile!
4.
Romance
Hyrden græsser sine Faar,
Gjærdet er hans Throne,
Solen
Maanen er hans Krone.
Hvad mon vel han tænker paa?
Længe taus han stod og saae
Frem i Aftenstunden.
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det
Kongens Datter stolt og fiin
Staaer i Kongeborgen;
Silke, Guld og Hermelin
Skjule ikke Sorgen.
Tanken, som en Fugl saa let,
Flyver, bliver aldrig træt,
Synger: jeg har fundet!
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden!
»Vind og Blomst, svar, hver især,
Kommer hun dog ikke?«
Vinden hvisker: »Hun er nær!«
Blomsterne de nikke.
Skjult en Sti fra Slottet gaaer,
»Han har hende funden!«
Hjertet veed,
Kjærlighed
Er det fagreste Træ i Lunden!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Af Sange af Syngestykkerne »Ravnen«, »Bruden fra Lammermoor« og »Festen paa Kenilworth«. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.