Du er i Roma, Verdens gamle Stad,

Hvor Oldtids Skatte, Oldtids Guder bygge,

Du drikker Sydens Luft i Piniens Skygge,

O, vær dog glad!

Husk, denne Tid gjenkommer aldrig meer!

Dog smerteknuust jeg mod mit Norden seer,

Et Brev fra Vennerne! eet Brev! –

Men intet Ondt, ret modent Ondt, som dræber

Er født, og skjænkes kan fra Venne-Læber,

Man ellers skrev!

Hvor her er deiligt! – skræm ei Drømmen bort!

Forund mig den, den er jo dog saa kort!

Jeg vender snart hjem til mit Fødested,

Og om ei mine Fjender jeg forsoner,

De sikkert dog vil lægge Svøben ned,

Thi Vennerne – de slaae med Skorpioner!

O Almagts Gud, paa Dig jeg fast vil holde!

Skal ei, som herligt Træ, sig her udfolde,

Hvad i min Sjæl Du nedlagt har, som Frøe:

Før mig ei hjem! lad mig herude døe!