Originalsprog

Vælg sprog

H.C. Andersen

Ahasverus

1848

Hans kongelige Høihed

Carl Alexander

Arvestorhertug til Sachsen-Weimar-Eisenach

af taknemmeligt hengivent Hjerte

i allerdybeste Ærbødighed

tilegnet

Forgrund

Lucifer, Hovmodens Engel,

Reiste sig mod Gud og styrted;

Vingerne i Faldet lyste

Som et Sodoma i Flammer.

Men det Skin var dog en Skygge

I den rene Himmel-Klarhed.

– Isnende hans Tænders Gnidsel

Gik igjennem hver en Engel.

Ogsaa Ahas, Tvivlens Engel,

Han, den Svageste iblandt dem,

Som forkasted’ og forstødte

Hvad han ikke selv begreb,

Styrted’ ned imod den Stjerne,

Som blandt Stjerner kaldes Jorden.

Synkende hans Vinger smelted’

Liig en Foraars-Snee i Solen.

Da hans Fod berørte Jorden,

Var med Vingerne hvert Minde,

Hver Erindring om hans Fortid

Slettet ud, forglemt og borte.

Nu, et nyfødt Barn i Taarer,

Laae han i en Moders Skjød.

Fra Guds Rige Haabets Engel

Talte om den faldne Broder;

Jorden har ei Melodier,

Som Musiken i hans Ord.

»Jordens Børn de voxe opad,

Ogsaa Ahas voxer med dem;

Han vil see den friske Rose,

Og ved Skuet, uforklarligt,

Komme Taarer i hans Øine,

Stille Veemod i hans Hjerte.

Han seer Havet, blaat som Himlen

Og uendeligt som den;

Da udvider sig hans Tanke,

Og en sælsom Længsel fødes,

Ja en Andagt – men han eier

Endnu ei Erindringen.

Da seer han en Moder sidde

Kjærligt med sit lille Barn,

Det slaaer Øiet op, det smiler,

Det udstrækker de smaa Hænder,

Og der gaaer en Solglands over

Hendes Ansigt; Øiets Udtryk

Og det søde Smiil om Munden

Sige meer end Ord og Tale;

Derfra trænger sig en Straale

I den faldne Engels Bryst,

Og han har igjen Erindring

Om sin Himmel, om sin Gud;

Thi den lykkelige Moders

Smiil til sin Uskyldige

Er en Afglands af Guds Aasyn,

Er et Blink fra Himlens Rige.«

– »Gjennem Farver byder Ahas

Rosen blomstre frisk i Secler,

Høit i Sange han udtaler

Hjertets Længsel og Erindring,

Hugger ud i Marmorstenen

Billeder, som har det Sjælblik

Og den Uskyld, som han saae i

Moderens og Barnets Øie.

Menneskene høit ham prise,

Laurbærkrandse flettes ham;

Han er vorden Mand i Aanden,

Klart med Tanken han omfatter

Kraften, som ham Gud har givet,

Og taknemlig i sin Glæde

Bøier han sig ydmygt ned.

Hede Angerstaarer flyde,

Og med denne Flod – jeg seer det –

Voxe atter frem hans Vinger!

Ja, jo dybere at Sindet

Bøier sig, deshøiere

Stiger han fra Jordens Dale.

Han har ikke Tanke om det,

Ei engang han øiner Skyggen,

Der ved Vingeslaget falder

Over Skyerne; han staaer nu

I sin Himmel hos sin Gud,

Ham, i hvem hans Tanke hvilte,

Ham, i hvem sit Jeg han glemte.

Han er atter her iblandt os

Jublende: Halleluja!«

»– Ja!« det toner gjennem Himlen:

»Ahas kommer atter til os!

Men hans Veie hid gaae ikke,

Som din Tanke fører dem.

Ahas sank ned til den Stjerne,

Til den Slægt, som han er liig

I Forkastelse og Tvivlen,

Svagheds Børn med Guddoms Gnisten;

Som et evigt Led i Slægten

Han med denne voxe fremad,

Med Aartusinder den hæver

Sig til os i Kraft og Sandhed;

Dens Udvikling er de Vinger,

Som ham løfte op i Himlen.«

I en fattig By paa Jorden,

Bethlehem, blev Christus født,

Og i samme Stund og Time

Tvivlen og Forkastelsen,

Englen Ahas, der et Barn kun,

Hjelpeløs, i Graad og Armod. –

– Barnet voxet er til Mand,

Ahasverus, engang Ahas.

Indgang

Aftenskumring hviler over

Kongegravene i Dalen,

Og en eensom Hyrde driver

Sine sorte Faar foran sig

Over den af Sol udbrændte

Kedrons Bæk mod Byens Mure.

Ind igjennem Porten rider

Frem en romersk Legion;

Hvide billedløse Faner

Veie i den røde Sol,

Der beskinner Oliebjergets

Mørke Top og fjerne Bjerge.

I Jerusalems de snevre

Gader rider Legionen.

»Spærrer ikke Veien, Drenge!

Reiser Eder! see den Pragt dog!

Hvad er det I lytte efter?

Kan den fattige Skomager

Øve Trolddom! Er’ I bundne

Allesammen til hans Tærskel?«

»Han kan hundrede Historier,

Veed om Folkets Dommere,

Om de hellige Propheter,

Om Jehovas Magt og Løfte;

Nu fortæller han om ▶Samson,

Kampen med Philisterne.«

Ordets Ild gaaer gjennem Hoben,

Selv den mindste Haand sig knytter,

Ogsaa den vil være Samson,

Sønderrive Løvens Gab,

Slaae med Æselskjævebenet◀;

Øiet funkler, Læben zittrer,

Hovedet de bøie fremad,

For at kunne høre alting;

Samson er ▶Philistres Bytte! –

Hoben mærker ikke hende,

Som sig nærmer, lytter med dem,

Ung og smuk – Veronika.

Jerusalem

AHASVERUS (fortæller).

– – Og da var Samson fanget. De afskar

Hans lange Haar, de stak hans Øine ud,

Og lænkebundet, spændt i Æsels-Aag,

Han maatte gaae og male Kornet for dem.

Men Haaret voxte og hans Kræfter kom,

Philisterne sprang om i kaade Dandse

Om Dagons Billede, og der blev drukket,

Og alle spottede den blinde Kjæmpe;

De satte ham til Skue i et Huus,

Hvor Cymbler lød, hvor tusind Fjender dandsed’;

Da greb han fast om Søilerne, som holdt

Det tunge Tag, hans Muskel-Arme svulmed’,

Han vendte de udbrændte Øine opad,

Og Tag og Huus, alt knaged’, styrtede

Og knuste Fjenderne – og Samson med.

Thi stærk er Israel, selv i sin Død◀,

Stærk til at hævne. – Nu har jeg fortalt;

Staae op! I faae ei fleer Historier

Før næste Dag. Naa! leeg, og plag mig ikke!

VERONIKA

Alt staaer saa levende, naar Du fortæller,

Men hvorfor altid just om Jephta, Samson

Og Gideon?

AHASVERUS

Om dem vil de just høre,

Og jeg fortæller ogsaa helst om disse.

Det er en Lyst at see, hvor de smaa Sjæle

Kan lædskes ved mit Ord, som var det Kilden, Der sprang i Ørknen frem ved Mosestav.

Jeg selv som Dreng har lyttet ligesaa,

Inddrukket disse gamle Krøniker,

De give Mod til ret at holde ud. –

VERONIKA

Saa gjerne flokke Børnene sig om dig.

De Ældre lytte til; selv Pharisæer

Og Saducæer har jeg ofte seet Staae stille ved dit Værksted, tale med dig,

Du veed til hver at føie dine Ord.

AHASVERUS

Der Tider er, jeg troer at være skikket

Til noget Bedre just, end flikke Sko.

Hvergang Levitersangen naaer mit Øre,

Faaer jeg en Lyst at sidde mellem dem

Og blande høit min stærke Røst med deres;

Hvergang jeg hører de Skriftkloges Tale,

Det piner mig, jeg ei fik deres Lærdom,

Og jeg faaer onde Tanker, som Kong Saul.

Men veed Du hvad da er mit Strængespil?

Det er at see paa disse Fremmede

Og deres Pragt; – det hvisker inden i mig:

»Hvad ere de mod dig, du Israels Søn!

Det rustne Søm i Herrens Tempeldør

Er meer end Guldet i et Afgudsbilled!«

VERONIKA

I ▶Davids Tid stod Riget i sin Blomst,

Kong Salomon saae Blomsten blive Frugt;

Men Frugten faldt og skiltes ad, dens Kjerne

Er spredt i Nord og Syd◀; ei meer groer Træet

Med Davids Kongekrone og hans Harpe.

AHASVERUS

Har ikke Folket engang maattet sukke

I skjændig Trældom hos Egypterne,

Seet sine Sønner kastede i Nilen?

Men op fra den steg Moses, Folkets Frelser!

Da Pagtens Ark blev Bytte for Philistre,

Da fødtes Samuel! – skal jeg fortælle

Dig Krøniker, der hæve Mod og Tanke?

VERONIKA

Du kan opflamme mig, opvække hos mig

En Storhed og en Stolthed, ved at vide,

Jeg er en Israels Qvinde – ak, men snart

Udmattet synker jeg i mig tilbage.

Jeg de Skriftkloges Ord begjærlig griber,

Men ogsaa dette som en Steen mig tynger,

Al Pharisæer-Viisdom sært forvirrer;

Jeg seer op, som til en Forstandens Leeg,

Og ikke styrkes jeg i Sjæl og Tanke,

Saaledes som hos Nazaræeren,

Den ny Prophet; jeg hørte i hans Ord

Mit eget Hjertes hemmeligste Tanker,

Alt var saa klart og dog saa trøstende;

Jeg følte Fred med mig og hele Verden,

Selv Hedningen jeg syntes var min Broder.

AHASVERUS

Ha vogt dig! vogt dig for hver falsk Prophet!

Udenfor Jerusalem

JUDAS ISCHARIOTH. BARRABAS

JUDAS

Du her? Du Barrabas! fredløs, forfulgt!

Hvert Spor af dig var tabt, hvor har Du været?

BARRABAS

Jeg kommer nu fra Nilens Land, Ægypten,

Med Skipperkasten levede jeg meest,

Den bedste Tid i dette Land er deres.

Naar Nilen svulmer til en udstrakt Sø,

Og alle Byer rundt om blive Øer,

Da seiler festligt Tog for Tog af Folk,

I hele tusindviis, fra By til By

Med Sang, Musik og Dands, jo det gaaer lystigt!

Ja du kan troe mig, at de døde Konger,

Der sidde mumiesvøbt i Pyramiden,

Gad gjerne være med, selv om de skulde

Saa tage Plads ved Svinehyrdens Side.

JUDAS

Du har ret nydt dit Liv og Øieblikket.

BARRABAS

Jeg sov ei altid der paa Silkehynder,

Jeg dandsed’ ikke hver Dag kaade Dandse,

Dog det just kildre kan et Sind som mit.

Jeg kjender Maanens stærke kolde Straale

Fra mangen Nat, jeg sov nær Crocodillen.

Jeg prøvet har den hede tunge Luft

I ▶Thebens Katakomber◀; hver en Væg der

Er Mumier, opstilled’ paa hverandre,

Endeel er styrtet ned, man træder paa dem;

Der er en Dunst, en Støv, en rædsom Hede,

Men der er sikkert for en banlyst Mand.

JUDAS

Dit Liv var rigt, det seer man paa dit Ansigt.

BARRABAS

Ja dette Ansigt er en Talisman!

Det veed Du selv, fra Du var ung med mig

Og nød dit Liv, som man skal nyde det.

Ja dette Ansigt har tidt bragt mig Lykke.

I Høsten har Ægypterne en Fest,

Der kaldes Cherubs; da der føres frem

En feed en prægtig Oxe, rigt bemalet

Med Hieroglypher, Hornene forgyldte,

En Skare smukke nøgne Piger dandse

Med Blomster om den, og et lille Barn,

Det smukkeste man har i hele Byen,

Som Uskylds Symbol rider Oxens Ryg.

Det Barn var jeg som Lille, og man siger,

Jeg skal endnu besidde visse Træk

Af sød Uskyldighed, de gjør min Lykke.

JUDAS

Men hvad er nu din Plan i dette Land.

Der er en Kraft hos dig, et eget Mod,

Som, ledet klogt, kan skabe noget Dygtigt. –

BARRABAS

Judas Ischarioth har samme Kraft,

Men Modet stivnet er til Sindighed;

Du er saa velberegnet, og hvad vandt Du

– Et lille Embed’ kun, hvori Du daglig

Kan høre Hverdags-Klynken af hver Fattig

Og have Indkig i Elendigheden.

Hvo har valgt bedst, Du eller jeg, min Broder?

For femten Aar tilbage vented’ jeg,

Du blev lidt mere! Du er jo en Drømmer,

Og derfor slutter Du Dig fast til ham,

Den nye Prophet!

JUDAS

Ham, som Du ikke kjender!

Han er en stor, en mærkelig Natur,

En Gnist udsprungen fra den haarde Steen.

BARRABAS

Jeg veed, han har tilfælles mange af

De Tegn, hvormed alt fra de ældste Tider

Propheterne betegnede Messias –

Et sært Naturspil, som hos os med Apis,

Et Lykketræf, at være født med sligt.

Og Du, Du følger ham, som i Ægypten

De kloge Præster følge den og – handle.

Vel! er det saa, jeg rækker ogsaa Haand,

Hvo veed, vort Møde her kan bære Frugter.

JUDAS

Vi to kan ikke mødes under Tag.

BARRABAS

Men Ørknens Veie løbe i hverandre.

Farvel, Du Præst for Jødefolkets Apis,

Gaae Du til dine mægtige Mysterier,

Jeg søger mine – disse blev i Nat

Et deiligt Pigebarn, en ægte Perle.

Jeg som Cleopatra den kaster i

Mit Glædesbæger! Ha, det skal jeg tømme!

(gaaer)

JUDAS

Et Senepskorn han kasted’ i min Sjæl,

Mon det skal voxe eller veires hen?

Det Tidens Fylde blev, Messias kommer,

Hver Spaadom om ham kan udlægges sindrigt

Paa Nazaræeren, min store Lærer. –

Hvad var det hos mig, som først bandt mig til ham?

Det var mit Had til disse Pharisæere,

Hvis falske Storhed har oprørt mit Sind;

De staae som ▶Goliath, med Ordets Landser,

Med alle Kløgtens snilde Fægtekunster,

Og han gik mod dem, som en David◀, væbnet

Med eet alene, sin Uskyldighed!

Den Underfulde! han er snild som Slangen Og from som Duen; ham jeg holder ved!

Han er, som Barrabas har sagt: en Apis

Med alle Lykkens Tegn. Det gjælder kun,

At Folket seer og kjender disse Tegn.

Det skal, det maa! Vort Møde, Barrabas,

Gav Tanken Blomster, som kan blive Frugter!

Jerusalem

(Nat.)

KRØNIKEN FORTÆLLER:

»I den fattige Stue, hvor Vandkrukken staaer ved Leiet, sidder Veronika, den unge forældreløse Deilighed; den gamle Bedstemoder med den runkne gule Hud, de sølvhvide Haar og de store kulsorte Øine, lader sine magre Fingre løsne den unge Piges deilige Lokker, og som en Flod, der gjemmer Mørket, falde de ned over de fine og dog saa faste runde Skuldre. Sarons Rose er ikke saa smuk, den unge Hind paa Beters Bjerge løber ikke mere snelt! Hendes Øines Sjælblik er Velsignelse, hendes Læbers Friskhed er lifligere, end al den Duft, der strømmer fra den kosteligste Salve. Nu hælder hun sit Hoved op til den gamle Bedstemoders Skuldre og hvisker god Nat – men gjennem den aabne Luge i Loftet stirre to onde Øine, de stirre som Slangens Øine fra Træet, hvor den klam og smidig hænger snoet om Grenene og vil springe paa det sorgløse Kid, der leger i Græsgangen. En Fremmed har fundet Vei over Husenes flade Tage; – Barrabas, væbnet med Kniv og urokkelig Villie, mætter sit onde Øie ved den friske Skjønhed; vilde Lyster ere i hans Blod, hans Tanke har Salomon udsjunget: »Gid min venstre Arm laae under dit Hoved, min høire omkring dit Liv«. – Der er stille i den fattige Hytte, Lampen slukkes. – Vee! Vee! Hør Angestens Skrig! Hør Dødens Skrig! – –

Barrabas! hvorfor myrdede Du en gammel Qvinde!«

Næste Morgen

(I Huset hos Ahasverus.)

VERONIKA

Vee mig! I vort Huus var Fordærvelsens Aand;

Jeg mødte hans stærke omslyngende Arm,

Jeg følte hans brændende Aande,

Jeg skreg: »Jehova,« og fra ham fik jeg Kraft,

Jeg fløi frem, som om Stormene bar mig!

Det hængende Viinløv en Stige blev,

Og Murene bare mig fremad.

Jeg veed ikke selv, men jeg hørte et Skrig,

Min Bedstemoders Skrig, hun brødes med ham,

Hun har udgydt sit Blod, hun er myrdet inat,

Hendes Øine de milde see ei mere paa mig,

Hendes Haand falder kold fra mit Hjerte!

AHASVERUS

Dræbt! Moderen dræbt! Ha, hvor griber du ind

I mit dybeste Saar, selv veed du det ei.

O, jeg lider som Du, ingen Ord give Trøst!

Ha! Fordømmelse over Herodes!

VERONIKA

Hun var mig Forældre, hun var mig alt,

I hende jeg eied’ min Verden!

Alt om mig er tomt, alt stille og dødt,

Thi hendes Hjerte staaer stille.

AHASVERUS

Jeg kjender det, veed det, Veronika,

Ogsaa jeg, jeg misted’ en Moder.

Jeg har hørt hendes Skrig, jeg har seet hendes Blod.

I Bethlehem –, ja, Du hørte det tidt,

Alle Smaabørn blev’ dræbt’ af Herodes.

Min Søster var spæd, hun diende laae,

Ved min Moders Bryst, da vi flygted’.

Der var Dødens Angst, jeg løb og jeg fløi,

Min Fod blev saa træt, min Moder mig bar.

Bag den smuldrende Muur, mellem Cacternes Tjørn

Sad vi skjulte, vi tre! Hun saae ud som et Liig,

Hun var marmorhvid, hendes kulsorte Haar

Skjulte Barnet, hun holdt ved Brystet.

Soldaterne kom, og hun greb med sin Haand

Om det skarpe Sværd, og hun kasted’ sig ned,

Hun skjulte sit Barn! men mig rev man bort,

Medlidenhed var det – Medlidenhed!

Jeg saae, at de myrded’ min Moder!

Min diende Søster løfted’ de høit,

De knuste hende mod Muren.

Jeg seer det endnu – Jehova, ingen Aar

Kan udslette Tanken – og Hævnen!

Udenfor Jerusalem

CHOR

I Ørkenen ville vi gaae og høre den nye Prophet! Hans Haand berører det syge Legeme, og det bliver karsk, hans Aand berører den syge Sjæl, og den fyldes med Sundhed.

I Huset hos Ahasverus

Judas Iscarioth er hos ham.

AHASVERUS

– – Nu vel, saa viis mig da Propheters Tegn

Hos ham, der kommet er fra Nazareth.

JUDAS

Hans Stjerne tændtes over Davids Stad,

Og Hyrderne forkyndte for Herodes

Om Barnet, der var født i Bethlehem;

Tyrannen frygtede, lod Bud udgaae

At dræbe alle Smaa – –

AHASVERUS

Jeg veed det, veed det!

For denne Nazaræers Skyld de dræbtes?

For hans Skyld følte Mødrene slig Jammer?

Dit første Tegn jo dyppet er i Blod.

Vee, tifold Vee! Hvad giver han igjen?

Med salomonske kostelige Tepper

Maa han bedække denne fæle Blod-Grund,

Med Davids Harpespil maa Skriget dæmpes.

Jeg knæler for ham eller søndertræder – –

Tal! giv mig flere Tegn, Propheters Tegn

Hos ham, der fødtes udi Bethlehem!

JUDAS

Min Finger dypper jeg i Sandheds Kilde

Og væder dine Læber, Ahasverus! –

– – – – – –

Jerusalem

(flere Dage derefter).

CHOR

▶Hosianna, Davids Søn!

Vær velsignet den som kommer

I dit Navn, o Jehova!

VERONIKA

(kommer fra Ørkenen).

Jeg har ham hørt, jeg har min Sorg udgrædt,

Tilsidst græd Hjertet overfyldt af Glæde,

Jeg har Propheten seet fra Nazareth.

»Hosianna, Davids Søn« sang selv den Spæde.

Bryd Palmegrene◀, kast din bedste Dragt,

Ved ham blev hellig Ørknens store Øde.

Han har en Tanke i mit Bryst nedlagt,

En Kjæmpe Tanke, som vil Liv gjenføde;

Hvis jeg udtalte den ved ▶Kedrons Bæk

Ved Hulerne, hvor Israels Konger◀ blunde,

Da sprang i Blomster strax den nøgne Hæk,

Til Liv igjen de Døde stige kunde!

CHOR

Hosianna, Davids Søn!

AHASVERUS

(mellem den jublende Mængde).

Det Blod er udgydt, som blev forudsagt,

Nu skeer den Herlighed, Propheter loved’, Nu Davids Rige opstaaer i sin Pragt, Jerusalem, opløft dit stolte Hoved.

Hvert hedensk Rige smelte skal som Snee,

Dets stærke Arme visne og henveire,

Jehovas Folk sin Herlighed skal see

Og over alle Jordens Slægter seire!

CHOR

Hosianna, Davids Søn!

Nat

ONDE AANDER

Kundskabs-Frugten blev brudt, brudt blev vort Baand;

Lædskedrikken, den første vi fik, flød o Cain for din Haand!

Da vor Røst vi lod mægtigt med Stormen sig blande,

»Nu er Verden vor, dens Lande og Vande,

Og de, som bleve skabte i hans Billed og Aand!«

JUDAS

– Og Folket strøede Palmer for hans Fod,

Han drog ind i Jerusalem, – For hvad?

Mon for at vælte Kræmmerstolene

I Templets Forgaard og helbrede Syge,

▶Opirre Præsterne og derpaa stille

Begive sig paa Vandring til Bethania◀?

– Han er en Nøler! Pilen flyver ikke

Fra Buen mod sit Maal rask, som den skal.

Jeg maa nok til at være Bueskytten.

– Han er ei længer Byernes Prophet,

Han er Jerusalems; han optraadt er

Imod Synedriet, mod Pharisæer

Og Saducæer. Vel, at det er saa!

Nødvendigheden er vor gode Genius.

Her kan ei nøles, her maa handles nu!

Er han Messias, Legioner Engle

Vil møde paa hans Bud, – og er han ikke,

Saa lad ham styrte! – Jeg har ingen Frygt.

Ha! Moses trængte til en Arons Hjælp,

Messias til en Judas! vore Navne

Vil knyttes sammen, staae som Tvilling-Stjerner,

Naar Davids Rige gjenfødt er paa Jorden.

DE ONDE AANDER

Som det reneste Glar,

Som en Luftning fra Paradiis’s Slette,

Er din Tanke klar,

Din Villie den eneste rette.

JUDAS

Jeg handle vil! Jeg gaaer til Caiphas!

SORGENS ENGEL

I det fugtig-mørke Fængsel

Sover Barrabas, han hviler

Hovedet til den kolde Steen,

Sund og drømmeløs er Søvnen.

Draaben, som fra Loftet falder,

Tæller ud Minuterne.

Der er som i Graven stille

Indenfor og stille ude

I Naturen, Luft og Stjerner

Lyse i den tause Nat.

Fra den fjerne Karavane

Høres Klokkerne saa sagte,

Som den Lyd, naar Strængen zittrer.

Trygt den vilde Turteldue

Sover høit paa Træets Grene,

Skjult, med Hovedet bag Vingen,

Der som Perlemoret glindser

I det klare Stjernelys.

Ei i Barnets Sjæl er større,

Mere hellig Ro end her;

Og i denne Fredens Time

Bliver Jesus Christ forraadt.

Næste Morgen

JUDAS og AHASVERUS

JUDAS

Jeg har forraadt ham!

De gav mig Penge,

Bryd dem i Stykker,

Og du seer Blod!

Jeg har ham givet

Til sine Fjender.

Men i hvad Hensigt?

Du mig forstod!

Jeg kun hans Storhed

Vilde fremskynde,

See ham i Glandsen,

Som aldrig er seet.

Menneske var han,

Ikke Messias,

Dømmes og myrdes

Skal vor Prophet!

Renere Hjerte

Fødtes der ikke!

Gid mit jeg kunde

Slide itu!

Du, som med Folket

Strøede ham Palmer,

Du kun med Folket

Frelser ham nu!

AHASVERUS

Falsk var Propheten,

Tegnene falske,

Bethlehems Børn dog

Gav deres Blod!

Moder og Søster,

For Eders Morder

Strøede jeg Palmer,

Ydmyg jeg stod.

Hvor jeg var taabelig,

Jeg kunde tænke,

Tømmermands-Sønnen

Var en Prophet!

Troe, at fra Nazareth

Kom en Messias!

Fattig, som jeg jo,

Har jeg ham seet.

Skjælvet af Kulde,

Tørstet og hungret,

Trængt til at sove

Har han, som jeg.

Han vorde Konge!

Blod under Svøben

Blive hans Purpur,

Døden hans Vei!

Høit jeg med Folket

Raaber: Korsfæst ham!

Han er et Rør kun

Under vor Fod.

JUDAS

▶Blodet vil komme

Over mit Hoved◀,

Vee, jeg forraadte

Uskyldigt Blod.

AHASVERUS

I rev til Side

Præsternes Kjortel,

Blotted’ hver Vunde,

Viste kun den,

Raabte: »see disse

Kalkede Grave!«

Siig, men hvad gav I

Folket igjen?

Ophidse Folket,

Omstyrte Loven.

Det kun I vilde,

Det I forstod!

JUDAS

Vee jeg har syndet,

Jeg gjorde ilde,

At jeg forraadte

Uskyldigt Blod!

MEDLIDENHEDENS ENGEL

Tusinde Tunger har følt den brændende Livstørst i Ørknen,

Fod for Fod gaaer det frem, Sandet dybt er og hedt,

Som en Ildslue slaaer hver Luftning Vandrerens Ansigt,

Og han hyller det i Klædningens skjærmende Flig,

Standser med sin Kameel, en Lædskedrik findes der ikke,

Ingen Grændse han seer, uden Himmel og Sand.

Tusinde Tunger vansmægtede der, de kunne fortælle,

Udtale Lidelsens Stund, skildre den navnløse Qval –

Judas alene formaaer at sige, hvad Judas har udholdt

I Fortvivlelsens Nat, Afgrundens jublende Nat.

CHOR AF AANDER

Dybt i Klippens Kløft, hvor Svalen

Aldrig svæved ned.

Hvor kun Tigren og Schakalen

Klipperiften veed,

Knust og blodig der sig strækker

Legemet – selv Navnet skrækker

»Judas Ischarioth«!

Fra Urskovene i Norden,

Fra en uopdaget Verdens

Ubekjendte fjerne Lande,

Fra ufødte nye Slægter

Lyder høit Fordømmelsen!

MEDLIDENHEDENS ENGEL

Men kun Judas kan udsige det som Judas her har lidt,

Lidt og levet, følt og udholdt i hiin skrækkelige Nat.

Jerusalem

I den aarle Morgen Folket

Færdes i de snevre Gader,

Nogle stige op paa Taget,

Andre i det høie Taarn

Tæt ved Porten, hvor de kunne

See til Bjerget Golgatha.

»Styrk ham, styrk ham« raaber Storken

Fra sin Rede høit paa Søilen,

»Sval ham« synger Svalen frygtsom,

Jesus Christus har de dømt.

Folket skreg: »hans Blod det komme

over os og vore Børn.«

See, der staaer han midt i Kredsen,

Evangeliet derom

Det vil staae i alle Hjerter,

Alle Tider, hos hver Slægt.

»– ▶og de førte ham af og kastede en Purpurkaabe om ham.«

»Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham og bespottede ham og sagde: hil være dig, du Jødernes Konge.«

»Og de spyttede paa ham og toge Røret og sloge paa hans Hoved.«

»Og der de havde bespottet ham, førte de ham af Kaaben og førte ham i sine Klæder og førte ham til at korsfæstes◀.« –

CHOR AF QVINDER

Græder, Jerusalems Døttre! Taarer I blande!

VERONIKA

Med udslaget Haar og iturevne Klæder

Følger Jerusalems Datter og græder.

Hun vil aftørre din blodige Pande.

AHASVERUS

For ham jo Bethlehem blødte,

Jeg, jeg har Fortvivlelsen seet.

Ham var det vi Palmer strøede,

Ham var det vor Jubel mødte,

– Og han er en falsk Prophet!

Naar blive de Vunder lægte,

Som Verden mit Hjerte slog?

– See hist de væbnede Knægte,

Der kommer, det Dødens Tog;

Ind imod Husenes Vægge

Bølger den tunge Strøm,

Røverne bundne begge,

Bødlen med Strikker og Søm,

Og vor Prophet, vor Ære,

Som i Triumphtog reed,

Selv maa han Korset bære,

Dybt det tynger ham ned.

Ha, han synker! Meer svære

Byrder i Sjælen jeg leed.

Bort! her tør du ei være,

Piinselsstedet du veed!

Du har beplettet det Rene,

Udsaaet Forvirring og Nød,

Selv vort Jerusalems Stene

Vidne og raabe din Død.

Ha, ved min Moders Vunder,

Bort til dit Golgatha!

Ingen Ro jeg dig under,

Bort! uden Hvile herfra!

STEMME FRA OVEN

Ingen Ro jeg dig under,

Bort! uden Hvile herfra!

AHASVERUS

(synker sammen.)

USYNLIGT CHOR

Ahasverus, Ahasverus!

Billede paa Jordens Slægter!

Du forstøder, du fornægter

Gud i det Guddommelige,

Det som dog til Seier fødes.

– Alle ligne I hverandre!

Vandre, vandre, altid vandre

Skal du, til vi atter mødes.

AHASVERUS (forfærdet).

Vee! »Ingen Ro jeg dig under, bort! uden Hvile herfra!«

Fornam du Røsten i Luften, den gik mig til Marv og Sjæl,

Fornam du vel Troldoms Ordet! Han traadte mig med sin Hæl, Han traadte paa mig som Slangen – jeg har ei Hvile, ei Fred.

Fordi jeg jog ham fra Døren, skal selv jeg jages afsted,

Ja vandre i alle Tider, omvandre den hele Jord,

Indtil han atter gjenkommer. Du hørte de Dommens Ord

»Vee, ingen Ro jeg dig under, bort! uden Hvile herfra!«

VERONIKA

Den Stemme, som Dig forfærded’, blev født af dit Hjertes Trods,

Du selv, Ahasverus, har dømt dig, der bygger en Gud i os.

AHASVERUS

Ha, Jorden bæver! og hvilket Mørke!

De Døde stige fra deres Grave,

De vandre gjennem de tause Gader –

Jeg flyer til Templet og hælder Hovedet

Til Israels Gud!

VERONIKA

Som Skyer svæver en luftig Skare,

Nomadeskaren med Patriarken,

Og Dommerslægten og Israels Konger,

Som Banner flagrer en Davidsharpe; –

En Kreds de slutte, det er en Glorie

Om hele Bjerget, hvor han er naglet

Til Korsets Træ!

AHASVERUS

Men vrede Miner de knytte Hænder,

De ham forhaane, som jeg forhaaned’,

De ham forstøde, som jeg har gjort det

Og altid vil!

Fem og tyve Aar derefter

KRØNIKEN FORTÆLLER

»I Libanons Bjergørken knæler en Mand, iført Døberens grove Klædebon, hans Haar er graanet, den vilde Glød i hans Øine er mildnet, hans Hænder folde sig, og han nævner Forløserens Navn, ham som maatte døe, for at Syndens Børn kunne frigives. Det er Barrabas. Aar ere hengaaede; som luttrende Vande strømmede de gjennem hans haarde Hjerte; han saae den Uskyldige iført Forhaanelsens Purpur, hørte ham paa Korset udaande sin Sjæl, saa at Jorden bævede og Alt indhylledes i Mørke; Forfærdelsens Aande var Barrabas’s første Daab. Der er Glæde i Himmelen over hver Synder, som omvender sig. Ene gjennemvandrer han Bjergørkenen, de vilde Bier mætte ham med deres Honning, Klippen aabner sit Bryst, for at lædske ham. Ikke frygter han de vilde Dyr i de dybe Huler, derinde hviler han sine Lemmer, medens Natten dækker Libanon.

– Hvad reiser sig i den mørke Hule? hvilket Hyl, hvilket hjerteskjærende Skrig! Der staaer en Mand, halv skjult i sit lange Haar, Lemmerne som hamret Kobber, intet Klædebon dækker hans Nøgenhed; der staaer han opreist foran den angrende Barrabas. Aftensolens røde Straaler falde ind i Hulen paa de To, Barrabas strækker Haanden mod ham med Disciplenes Hilsen: »Lovet være Jesus Christus!«

»Forbandet!« raaber hiin med Vilddyrets Stemme og støder sit Hoved mod Klippens Muur; det er som naar Fjeldets Stene falde mod hinanden. Saaledes mødes Barrabas og Ahasverus.«

Mødet

AHASVERUS. BARRABAS

AHASVERUS

– I Sommerheden og i Vinterstormen,

Aar ud Aar ind jeg vandred uden Hvile

I mine Fædres Land. Ei ▶Kanaans Græsgang,

Hvor Abraham◀ udspændte sine Telte,

Gav mig en Tue for mit trætte Hoved,

Og ei paa Bjerget, hvorfra Moses saae

I Landet og gik ind til Jehova,

Kom Glimt af Fred og Glæde i min Sjæl.

Jeg kasted’ mig i Sivene ved Jordan,

Vandslangen laae bedøvet ved min Side,

Og Tigeren, der kom at lædske Tørsten,

Den vendte om igjen, hvor jeg tog Leie.

Det hele Land jeg vandret har igjennem,

Men altid kom jeg dog igjen tilbage

Til mit Jerusalem. Jeg følte Lyst til

At stige ind og mætte mine Øine

Ved Templets Brød, at see de rige Guldkar

Og stille lytte til Leviter-Sangen.

Men naar jeg nærmede mig Kedrons Bæk,

Kom hen til Golgatha, da gik en Gysen

Igjennem Træerne; ja Børn og Qvinder

Tog’ Flugten for mig, selv Veronika,

Hun, Søsteren, uskyldig from og god,

Tildækkede sit Aasyn ved at see mig.

Dog een Gang, kjæmpende imod sin Frygt,

Beseirede hun den, mit Navn hun nævned’,

Udbredte sine Arme, saae paa mig,

Men med det Udtryk, Nazaræeren

Betragtede mig med hiin Rædselsstund,

Og jeg forfærdedes, jeg maatte flye. –

De mørke Huler her i Libanon,

Ved Afgrundsranden, er’ min Jammers Bolig.

BARRABAS

Fred over Dig! ▶Han, som Du stødte fra Dig,

Han, som er død paa Korset, opstod◀ atter,

Kom blandt os Levende, jeg selv har seet ham,

Hans Tale hørte jeg; han stod paa Bjerget,

Han skjultes af en Sky og var forsvundet,

Som Moses. Lovet være Jesus Christus.

AHASVERUS

Opstanden? vendt tilbage? Vandre, vandre

Skal jeg, til han gjenkommer. Ei han kommer!

Han kan det ei. – Jeg har seet ▶Naglerne

I Hænder og i Fødder, hørt hans Dødssuk.

De jog det skarpe Spyd ind i hans Side,

Og der flød Blod og Vand◀. Han kommer ikke!

Det var ei ham, Propheterne forkyndte.

Læs ret og tyd med Israels gamle Kløgt.

BARRABAS

Hvad er vor Kløgt?

AHASVERUS

Et Mærke just for Israel!

BARRABAS

I Eders Kløgt blev I et Hovmods Folk,

Ydmygede ved Babylon og Euphrat;

Forgjæves faldt de ædle Maccabæer;

Fortvivlet rased’ Folket mod sig selv.

O, Israels Kløgt, i Hovmod døer Du Døden!

Af Jehova I fik en hellig Frugt,

Den gjemte I, som Gjerrigheden gjemmer,

Den mugnede i Præstekongeriget,

Hvor Porten naglet var for hver en Fremmed;

Men nu har Kjernen sprængt den gamle Frugt

Og skudt et Livsens-Træ for alle Slægter!

AHASVERUS

Vee mig! Jerusalem!

BARRABAS

▶Det snart har ophørt!

I vilde Bander raser der Partier,

Og Romerfolket staaer med hævet Øxe.

I Aar og Dag skjød ingen Viinstok frem

Om Murene, nei ikkun Fjendens Landser!

Korn-Dalen lyder høit af Romer-Sange,

Kometens Flammesværd i Natten lyser,

Og Skyerne ved Dagen forme sig

Som vilde Dyr, som krigeriske Hære!

Det stolte Tempel Kampplads er og Fæstning,

Paa Altret ligger stablet Sværd og Rustning,

Vanhelligede ere Herrens Kar,

Hver Gade blev forvandlet til Befæstning,

Hvert Huus er nu en Borg. Forfærdet stride

De mod sig selv og imod Hedningfolket.

Der findes ingen Hvile uden Dødens!

Opfyldt er Christi Dom!

AHASVERUS

Altid hans Dom!

Hans Ord som sønderknuser! Stærk er Israel!

Nu fatter jeg min Daab, de Ildens Flammer,

Som hærdede mit Legeme til Kobber,

Med Døden tør jeg brydes i en Kamp,

Som Jacob voved den med Israels Gud.

Naar jeg mig styrted’ i de vilde Floder,

De bare mig, som dybe stille Vande,

De vilde Dyr forskrækked’ flyede for mig.

Velan! jeg kommer og jeg trænger gjennem

De stærke Hære, bryder Hedning-Sværdet!

(iler bort.)

Jerusalem

En Flok Ravne flyve henover Taarnet Psephenon.

DEN ENE

Kom og sid paa Taarnets Muurkant, her er ingen Vægter meer,

Ingen Haand os meer forjager, Tagene med Liig jeg seer,

Alle Haverne om Byen ere borte, trampet ned.

Jeg er mættet, her jeg hviler, nede Luften er saa heed!

DEN ANDEN

Sidste Nat totusind Jøder tog til Leiren hurtig Flugt,

De blev slagted’ strax, thi Rygtet sagde, Guld de havde slugt;

Blodet strømmed’, jeg fløi dristigt til det første Liig, der faldt,

Aldrig i min Moders Rede om sligt Maaltid er fortalt!

DEN TREDIE

See der nedenfor i Gaden, ret som Spøgelser de gaae!

Vore blev de! Her vi vente! kan I Ravnens Skrig forstaae?

CHOR AF FOLKET

Vee dig, Jerusalem, vee! Forkastet er du af Herren!

Hungerens rasende Grib sønderslider din Bug.

Moderen slagter sit Barn og sluger de bævende Stykker,

Med vore Dynger af Liig stoppes den styrtende Muur,

Lemlæstet sendes os hjem Enhver, som blev fanget i Leiren.

Her er ei Graad, ei Suk, alt er Elendigheds Dyb.

Over Israels Børn nu svæver Forfærdelsens Aande,

Sammentrængte de staae, slagne af Rædsel og Skræk.

Dog det er svoret og vist, at Sværdet afskjærer den Tunge,

Som tør sige de Ord: giv dig i Fjendernes Haand!

CHOR AF LEVITER

Hvor er slig Jammer og Hjertesorg,

Vee! Jehova har forladt sin Borg,

Forladt sit Folk og det bortstødt;

Vort Hjerte blev dødt, vort Folk er dødt,

Knust ligge Cymbler og Harper!

Romernes Leir udenfor Jerusalem

EN AF SOLDATERNE

Der indenfor de halvdød’ er’ af Sult,

De æde deres Bælter, deres Sko,

Ja gnave Skindet selv af deres Skjolde.

Nu ene Templet er Jerusalem,

Hvor rigt og prægtigt! der vi finde Bytte.

EN ANDEN

Det langveis fra, naar Solen skinner paa det,

Seer ganske ud, som om det var et Sneebjerg.

DEN FØRSTE

Det kommer af, dets Tag er Marmorsteen

Med tykke Plader, alle drevet Guld

Men Tuben lyder!

EN ANDEN

Det er Tegn til Angreb!

DEN FØRSTE

Mod Muren rykker frem den høire Fløi

Stormstiger sættes til. See, vore Folk

Som Myrer kravle opad; hver en Stige

Er fuld af Krigsmænd, de bedække sig

Med deres Skjolde imod Fjendens Pile.

See der, og atter der, det er en Gru! –

Stormstiger rives løs og kastes ned,

Som Svaleunger falde alle vore!

Hør hvilket Skrig, nu Touren er til os!

Vogt Tungens Varsel!1 Hjelp nu Jupiter!

Romerskaren har nu Muren, Israel sin Skjæbne veed,

Templets ydre Porte brænde, smeltet drypper Sølvet ned.

Mellem Ild og Sværd indsluttet, stander Israel som Liig,

Romerskaren sønderhugger under skrækkelige Skrig.

Ind af Tempel-Vinduet kastes der en Brand, nu tænder den!

Ilden brager, Vaaben buldre, Alt i Røgen hvirvles hen.

CHOR AF ROMERE

Seiren er for Romas Helte!

Røgen slaaer mod vore Telte,

Flammesøiler fremad vælte,

Templets gyldne Plader smelte;

Overmodets Søn staaer ræd.

De, som halvdød’ laae af Hunger,

Reise sig for Ildens Tunger;

Skriget fælt fra Dalen runger,

Som om alle Bjerge græd!

Hør, ja hør, hvor dybt de sukke!

Tungt med vore Sværd vi hugge,

Blodet flyder, men udslukke

Disse Flammer ei det kan,

Jupiter alene! han!

AHASVERUS

See hvor det blodrøde Baal nu skinner i Josaphats-Dalen,

Skinner paa Gravene, hvor Israels Konger er Støv.

Landets opvoxende Slægt forjages fra rygende Arne,

Ret som en Hjord af Qvæg – det blev Jerusalems Lod!

Israels Døttre! riv af de Læber, som skabtes til Smiil,

Udstik de Øine, som før kunde henrykke saa sødt,

At den hedenske Slægt maa væmmes og støde Jer fra sig.

Jeg vil i Tempelets Brand styrte mig ind og forgaae,

Med de hellige Kar jeg vil brændende smelte mig sammen.

Standser mig ikke! viig bort, Dybets blodige Horde!

Ei Eders kløvende Sværd skal trænge sig ind i mit Legem! –

– Vee! hvor fik I slig Kraft, Kraft til at holde min Arm,

Kraft til at lænke min Fod! Ha Israels Time er kommen,

Opfyldt Propheternes Dom! Ei er Jerusalem meer◀!

Anden Afdeling

Rom. Colosseum

EN CARTHAGENIENSER

Ja denne ene Bygning er en By,

Hver enkelt Bue danner jo en Gade,

Hvor høit man staaer! man seer ud over Rom

Og har foran sig hele Skuepladsen.

Det er et Fjeld! hvo løfted’ disse Stene?

EN ROMER

Kun Fanger, Jøder fra Jerusalem.

Jeg breder Hyndet ud, vil her I sidde,

Og da jeg skal forklare Eder Alt.

– De hvide Qvinder med de lange Slør

Tæt ved Arena ere Vestalinder;

I veed, jeg skylder een af dem mit Liv,

Jeg var til Døden dømt, uskyldig dømt,

Som let kan hænde Folk i vore Tider;

Men Guderne de vilde ei min Død,

Jeg mødte paa min Vei en Vestalinde,

Sligt helligt Møde gav mig atter fri! –

– Men hør Musik, vor store Keiser kommer,

Domitianus, Hærens, Folkets Ven,

En sjelden Aand, saa stor og høist forskjellig;

Snart som et Barn han kan uskyldig lege

Den hele Dag og slaae med Fluesmekken

Mod Marmorsøilen Fluerne ihjel,

Snart han udtaler kongelige Ord,

Og stolte Bade, Buer og Theatre

Er’ opreist’ til en Morskab for hans Folk.

Hver Dag forvandler han da til en Fest

For sig og os. Vor store Keiser leve!

CARTHAGENIENSEREN

Som Tordendrøn den stærke Jubel runger,

Nu tier den, og Alt med Eet er stille!

Jeg hører Brølet fra de vilde Dyr,

Nu aabnes Skrankerne. Ha det er Tigre!

Hvor smidige, hvor lette! hvilke Spring!

En Skare nøgne Mænd skal kjæmpe med dem.

Ha hvilket Skue! Vee, de sønderslides!

Høit som en Sø i Oprør jubler Folket!

Hvo vare disse, som blev Tigrens Føde?

ROMEREN

Kun fangne Jøder. Endnu stundom kommer

En Ladning hid, men de gaae langsomt af,

De blive kjøbte kun til ▶Dyrekampen

Og Fiskedammene◀, hvor de fortæres.

Men Tuben klinger atter, Tegnet lyder!

Det er et Skue! hundred nøgne Knøse,

Saa kraftig brune, hver en Muskel svulmer,

Og høit er Brystet, Øinene kulsorte,

De træde frem, de gribe kraftigt fat,

See hvor den skarpe Kniv i Solen blinker!

Der fik alt To det visse Dødens Kys,

Og atter To – der ligge de i Sandet,

Som Marmorstøtter, formede ved Meislen.

Men hvo er denne stærke brune Mand,

Ei længer Yngling, kraftig senestærk,

Som støbt af Malm, de vige alle for ham!

Nu seer han til os! det er en Hebræer,

Uovervindelig, troer jeg, han er;

Hver Kjæmper flygter for ham, men Lanistæ

Dem drive atter frem med Pidskeslag

Og glohedt Jern. Han snubler!

En Modig griber ham! nei, han er stærk,

Høit op fra Jorden løfter han sin Fjende

Og kaster ham henover sig i Sandet;

Han sætter Foden paa den Faldnes Hoved

Og Kniven mod hans Bryst, idet han seer

Til alle Sider, men der findes Ingen,

Der løfter Tommelfingeren til Naade –

Han støder Kniven i den Faldnes Bryst!

CARTHAGENIENSEREN

Mit Øie bliver ikke træt deraf,

See, strax en ny, ha hold dig kjæk Hebræer!

Som mod den glatte Steen hvert Stød af Kniven

Jo glider af imod hans faste Lemmer.

Men denne Yngling, som han strider med,

Og holder med sin Jernhaand fast om Armen,

Hvor han er smuk og smidig som en Tiger,

Hver Muskel svulmer deiligt i hans Lemmer!

Ha det er Ganymed og Herkules,

Som stride der! de løfte Armene,

Nu hæver Benet sig som til en Dands,

Dog staae de begge fast paa samme Plet, –

Alt er saa tyst, man hører Aandedraget.

– Hvo seirer vel! – Blodstraalen sprøiter frem,

Hvo af dem er det! – endnu staae de fast –!

Den unge bøier Hovedet og falder,

Han presser Vunden sammen, Læben smiler,

Han døer som en Spartaner; han har fuldendt!

Hebræeren staaer ene nu tilbage.

Hør Seiersraabet, see de friske Krandse,

Som flyve til ham! Nævnes skal hans Navn,

Tys, det blev udtalt! Jeg forstod det ikke.

Af Keiseren han bliver givet fri,

Han bæres i Triumph! Hvad er hans Navn?

ROMEREN

Det lyder høit fra Mund til Mund rundt om os,

Han hedder Ahasverus! hvilken Jubel!

De storme alle bort. Nu synker Solen,

Men lystigt brænde alt de røde Baal

Langs Veien, hvor vi gaae til Keiserborgen;

Hvert Blus det er en ussel Christenfange,

Syet ind i Maatter, som er’ tjæred’ vel,

De brænde lystigt og de lyse hjem.

Vil I en god Falerner, kom med mig,

En deilig Dreng skal følge med i Bad

Og række Eder Bægeret paa Leiet.

AHASVERUS

Fri er jeg, fri, med Seierskrands om Panden,

Mig Israels Herrer i Triumphtog bare.

Paa Veien stod, som Fiskerblus ved Stranden,

Baal tæt ved Baal, det var en Christenskare,

Som lyste for mig; sligt kan vederqvæge!

En saadan Time giver Lyst til Livet,

Den kan et kort Minut min Vunde læge –

At leve, denne Vunde blev mig givet!

Nu vel! at nyde være skal min Stræben,

Dog ei, som disse, paa det bløde Leie,

Med Roser om min Pande,

Og skjønne Qvinder i min Magt og Eie;

Nei op til Fængselsmurens kolde Stene –

Der hvor de Christne alt er Dødens Bytte,

Thi Herrens Haand skrev der sit »mene, mene –«

Jeg hælde vil mit Hoved og vil lytte.

Jeg høre vil de dybe Suk derinde,

I deres Hymne selv jeg dem fornemmer.

– Hvo nærmer sig? En Orientens Qvinde.

Det tætte Slør indhyller hendes Lemmer,

Hun bøier sig mod Gittret ned og siger

Prophetisk Trøstens Ord om Martyr-Ære,

Og Glands og Herlighed. Ha Grubens Tiger

Imorgen sønderslider hendes Kjære!

Jeg føler en Hjertebanken,

Men ikke mig selv jeg troer,

En Duft strømmer gjennem Tanken,

En Duft, hvori Mindet boer.

Hvo er du, fremmede Qvinde?

Jeg troer, jeg har seet dig før!

Mine Øine de saae sig tilblinde Paa Blomsten,

som nu er et Rør.

Det Svundne aldrig gjenfindes,

Tidshjulet gaaer knusende tungt;

Din Kind er den gamle Qvindes,

Dit Øie dog evigt ungt.

VERONIKA

Lovet være Jesus Christus! Bortført mellem fangne Qvinder,

Eensomt bærer jeg Vandkrukken for mit Herskab paa en fremmed

Strandbred. Ahasverus! hvorfor strider Du mod ham,

Som Elias og Propheter forudsagde vilde komme?

AHASVERUS

Jeg fatter ikke din Tale,

Dog det kan jeg dybt forstaae,

Dit Øie kan sødt husvale,

Som Ungdoms-Venindens, jeg saae,

Det er som Ord de sagde,

Der kaldte det Svundne frem!

– Lande som Bølger sig lagde

Mellem mig og mit Hjem.

Trældom og Aaringer skifted’,

Jeg troer der var gaaet ni,

Da kom vi – en Luftning vifted’ –

Disse Kyster forbi.

Som Fanger, udstrakt paa Dækket,

Israels Sønner laae,

Ved Tordenbrag blev vi vækket,

Dog rundtom var Luften blaa;

Paa Bjerget ▶Vesuv sig hæved’

Røgstøtten, som Moses saae,

Os Jehova gjennembæved’,

Forjættelsen for os laae!

Hver Bølge mod Himmelteltet

Svulmed’ ved Bjergets Røst,

Den hede Aske nedvælted’

Som Skylregn i Efterhøst.

Guds Finger i Lyn og Skyer

Udsletted’ de græske Byer◀,

O det var en Lise og Trøst!

Vi Fanger lod Sangen stige

Om Israels mægtige Id,

Om Davids og Salomons Rige,

Vor stolte Berømmelses Tid.

VERONIKA

Som et Vindpust giennem Løvet er al jordisk Navn og Ære!

AHASVERUS

Velsignet være vort Møde,

Siig ikke, du kjender mig ei,

Men vend dig bort fra det Døde,

Du gaaer Vildfarelsens Vei.

VERONIKA

O du troer, at jeg kun hælder Hov’det til den døde Steen,

Som ved Dag af Solen brænder og i Natten gjennemisner,

Nei, jeg bøier mig mod Christus, mod den Sol, som evig lyser,

Jeg mit trætte Hoved hælder til hans milde varme Hjerte.

AHASVERUS

Forbandet er’ disse Steder,

Her speider man hvert dit Fjed,

I Jammerens Spor du træder,

O fly dog fra dette Sted!

Udslettes af Folkevrimlen

Skal Nazaræerens Sect,

Ei Jorden, ei heller Himlen

Har Naade for denne Slægt.

Selv vil jeg den martre og pine,

Alt Bøddel-Øxen jeg tog! –

Stir ikke med denne Mine,

Saa mild og fordømmende dog.

Saaledes talte hans Øie,

Saaledes, ganske som dit –

Du Barnets Hjerte kan bøie,

Men ikke et Hjerte som mit. –

VERONIKA

Tænker du at kunne tømme Verdens-Havet i dets Svulmen,

Standse Solen, naar den stiger? Alle Kongers Kroner ere

Kiselstene, som henrulle i den Flod: Guds Villie!

Natten

fortæller.

Aldrig Maanen var saa bleg, som

Ahasverus denne Time;

Uden Rast og Ro han iler

Gjennem Skyggen af de høie

Bygninger i Romerbyen,

Og hans Øre hører ei den

Bacchanalske vilde Jubel

Fra de vaabensmykte Sale,

Ei Soldatens Raab, at komme,

For at tage Deel i Sviren.

Ei han standser ved de unge

Lystige Patriciers Tog,

Som ved Fakkelskin fremdandse,

Fulgt’ af prægtigt klædte Slaver,

Syngende Horatses Sange,

Kommende fra lystigt Gilde.

Aldrig Maanen var saa lys, som

Helgenskjæret paa din Pande,

Vor Veronika! med Veemod

I sit Hjerte, Gud i Tanken,

Vandrer hun til den eensomme

Viingaard langt fra Byens Muur. –

Græsset voxer høit i Gruset,

Tjørnede Slyngplanter hænge

Som et Net om Murens Rester.

Her hun standser, og hun vender

Sig mod Verdens fire Hjørner,

Som ▶Præstinden, der vil speide

Fuglens Flugt◀. Ei Lyd der høres,

Al Naturen stille, som et

Skjønheds-Digt, der uafsløret

Hviler i en Digters Hjerte.

Løv og Qviste ligge kasted’

I en Hob, – de maae til Side –

Og en Muurkant er tilsyne;

Med en Steen hun banker paa.

Her er Veien, her er Hulen,

Natten ruger sort derinde,

Og hun bøier ned sit Øre,

Lytter mod det mørke Svælg.

Dødskold strømmer Luften udad,

Og en Haand berører hendes,

Og hun stiger varsomt ned ad

Mellem kolde klamme Stene.

Faklen brænder, Skjæret bæver,

Hun staaer i de Christnes Skare

Mellem Mænd og Børn og Qvinder,

Alle knæle de for ham,

Den Korsfæstede, ham, Livet

Og Opstandelsen i Gud.

Sangen lyder, Bønnen stiger:

»Lovet være Jesus Christus!«

Flere Dage derefter

CHOR AF ROMERSKE SOLDATER

Saa lysteligt gik Nattens Stund,

Jeg blev en Gud i Tanken,

Hun skjælved’, Mund berørte Mund,

Jeg hørte Hjertets Banken.

Hvor var hun frisk og ungdomssund,

Saa slank og dog saa deilig rund! –

Jeg ▶Jupiter i Tanken!

Hun luttret blev den bange Mø,

Som Semele◀ hun bæved’;

Det er dog altfor tungt at døe,

Naar man har aldrig levet!

EN BONDE FRA BJERGENE

Du staaer saa stille her og leer i Skjægget,

To andre dandse rundt, her er jo lystigt!

Er det en Festdag? I har altid Fest!

EEN AF SOLDATERNE

Et godt Humeur gjør hver en Dag til Festdag,

Dog her gaaer lystigt til, det skal du see.

Den Sect af Jøder, som sig kalde Christne

Og ikke agte Guderne og Loven,

Er fanget og skal pines nu tildøde.

De sang dybt under Jorden ▶deres Hymner;

I Katakomberne◀ blandt muldne Døde

Var deres Tempel; der vi fanged’ dem.

De smukke unge Qvinder bleve vore,

Vi favned’ dem, vi gav dem Kjærlighed,

Thi det var Synd, at slige smukke Blomster

Ei skulde skattes, før de kom i Ovnen.

Idag skal Trosset, Mænd og gamle Qvinder,

Til Oliegryden eller under Øxen.

Der komme de og synge som til Bryllup!

Hvor faae de dette Mod og denne Styrke!

CHOR AF CHRISTNE

Lad Hedningens graadige Ørne

Kun flænge mit Bryst itu,

O Christus! du Rose blandt Tjørne,

Hvor bløder og blomstrer dog Du!

AHASVERUS

Ei længer min Qval mig tynger,

Jeg føler en qvægende Lyst,

Naar Bøddeløxen jeg slynger

Til Dødshug mod Christnes Bryst!

Den sydende Olie hælder

Jeg i den bævende Mund,

Og da som en Lædskedrik vælder

Det mig gjennem Hjertets Grund,

– Hvi stirrer Du paa mig, du Qvinde?

Min Haand afriver dit Slør – –

Jeg troer, at dit Øie kan binde –

Ja, ja jeg har seet det før!

(med et Skrig.)

Veronika! min Veninde!

Du døer, og ved mig Du døer!

Du var i de Christnes Hule,

Dengang de blev jagne som Vildt –

(betragter hende)

Til Bødlen i Dødens Kule

Smiler dit Øie saa mildt;

Det taler, som ingen Læbe –

Mit Hjerte bliver saa ungt!

Veronika! Dig at dræbe,

Nei, det er for knusende tungt!

CHOR AF FOLKET

De Christnes Vanvid griber Bøddelknægten,

Ha, hug ham ned med Øxen, som han tabte!

Han er Hebræer, ynkes ved sit Folk –!

Knuus Panden paa ham! Øxen er alt hævet, –

Den falder mod hans Bryst, – han styrter ned!

Katakomberne under Rom

CHOR AF CHRISTNE

Salige de som døe i Herren!

I den tause Nat vi sneg os

Hen til Hedning-Marterstedet;

Vi bortbare vore Døde

Hid til disse skjulte Huler.

Herrens Engel kjender Stedet,

Dækker det med sine Vinger!

Død! Du er Opstandelse!

AHASVERUS

Hvor er jeg? Hvor? hvor har man bragt mig hen?

O, jeg har blundet, som jeg ikke kunde

I mange lange Aar. Ja, blundet har jeg,

Og mellem Døde laae jeg! jeg har hældet

Mit Hoved op til dette kolde Liig;

Ved dette Hjerte, som ei længer slaaer,

Jeg sov, som Barnet sover hos sin Moder.

– Veronika! jeg blunded’ ved dit Hjerte!

Hvor er jeg? Hvor? rundt om mig ligge Døde!

Men her er ogsaa Liv, her brænde Fakler,

En Mumlen lyder i de dybe Gange.

CHOR AF CHRISTNE

Lovet være Jesus Christus!

AHASVERUS

Ja, den Korsfæstedes Rige

Er kun Grave og Huler

Under Hedningers By. – –

Her kan jeg ikke aande,

Røgelsen qvælende vælter

Mod mig sin pestfyldte Sky.

Ha! som Grædendes Hulken

Lyde de mumlende Sange!

Eet høres altid og altid,

Det: »Ingen Ro jeg Dig under,

Bort! uden Hvile herfra!«

(styrter ud.)

CHOR AF CHRISTNE

Salige de som døe i Herren!

Død! Du er Opstandelse!

Vindenes Sang om Ahasverus

Eensom vandrer han fra Land til Land,

Eensom paa de skibsbefarne Kyster,

Hvor hver Fremmed mødes og forstaaes.

Eensom gaaer han langs de stille Floder,

Skifter daglig Hjem. Ak, altid eensom!

Hyrden, graa og gammel, under Træet

Veed fra Ungdomstid om Vandringsmanden;

Han har seet og seer ham uforandret.

Om ham er en Sang, Nomaden synger,

Løsende sit Telt igjen til Vandring:

»Hvo er eensom vel som Ahasverus!«

Ikke hører han, og ei forstaaer han

Verdens-Stemmen, Folks og Landes Røst;

Secler suse hen, som var det Aar kun –

Tanken sig indruller i sig selv! –

Afrikas Aand

(til Ahasverus.)

Vandrer! stig over mine høie Bjerge, som gjennem Aartusinder skulle udelukke mit Folk fra Jordens andre Slægter! Stig ind i mit slumrende Land, der staaer uden Historie, uden Guddom! Natten, som hviler over mine Sønners Ansigt, hviler ogsaa over deres Aand, der bøier sig for Bæverens Instinct; dog er i deres Blod Ubændighed, som Løvens og Tigerens. Her vil Du finde Dig hjemme, her være Dig Livet en eventyrlig Drøm, her i mine tætte Skove, hvor Elephanten standser med at løfte sin plumpe Fod, for ei at træde paa sin Unge, medens Landets Søn sælger sit eget Barn. Her Du blunde, her Du vælte Dig i Støvet; det er din Fetisch! hans Magt døer hen i Lyden af Magerens Tromme. Her er Hvile, her er Ro; en chaotisk Nat omgive Din Tanke!

CHINAS AAND

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Hvortil denne Sjæle-Vaanden?

Bøi dit Øre, mig du høre!

Intet ville, intet gjøre,

Tabe sig i ▶Verdens-Aanden,

Det kun er Lyksalighed.

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Paa den samme Flammevinge

Sig Aarhundreder hensvinge,

Keisernavne◀ de udbringe,

Samme Klokketoner klinge,

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Dog er hvert et Navn en Stjerne,

Keisernavnet er den Kjærne,

Hvorom sig al Verden dreier.

Alle Magiers Kraft han eier,

Aarets Tider han udveier,

Himlen selv sig for ham neier,

Ham, den Eneste, den Fri –

Keiserskarer gaae forbi!

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

INDIENS AAND

Ei Gud sig gjemmer

I Een alene,

Hans Kraft fornemmer

Du sig forgrene

Til alle Lemmer!

Deel af hans Læbe det er Bramanen,

Udaf hans Arm sprang Kriger-Fanen,

Og fra hans Hofte Karavanen,

Mens Sudras fødtes af Bramas Fod.

Af ham, det Hele, vi ere Dele,

I os han nyder, i os han lider!

O hæv dig Vandrer! husk alle Tider,

At du skal stride, at du skal stræbe,

At Deel Du vorder af Bramas Læbe!

Den er det Første,

Det Bedste, Største,

Ja den er Kilden;

Thi dræb i Ilden

Al jordisk Villen!

ÆGYPTENS AAND

Igjen Du træder ind i Afrika,

Et Kredsløb af Din Vandring er tilende,

Nil-Dalen, Speil af Snillets Golgatha,

Dig lade Asiens Folkeaand gjenkjende.

Fetischen ligger ikke længer død,

Med Memnons-Søilen den i Solen klinger,

Den blev en Sphinx, dens Gaade-Tale lød,

Frit seer den om sig, som et Folks Betvinger.

Der er et Aandens Liv, og det ei døer,

Forgaaer end selv hvert synligt Værk, det øved’,

Dog hvo formaaer at hæve Isis Slør,

Det, mellem Sjæl og Legem’, Gud og Støvet!

GRÆKENLANDS AAND

Gaaden, hvad Mennesket er, den Gaade blev løst af Oedipus;

Aandige Magter betvang dristig den vilde Natur,

Aandige Magter tog Form, og Skjønheden fødtes i Marmor!

Olie-Træet skjød frem, Kroner nedtraadtes i Støv.

Menneskeslægten begreb sin Daab, sin hellige Flamme, See mit Tvillingepar, see Alexander, Achill!

Ungdom, Begeistring i Hast udtømte den skummende Livsdrik.

– Vandrer, du rynker dit Bryn, seer paa Ruinernes Gruus,

Søger de Roser, som blomstred’ engang, end føler du Duften,

Duften, som aldrig forgaaer – Jordlivets Have er her –,

Videnskab, Kunst og Natur som Hjemstavn nævne mit Hellas!

Vandrer, du rynker dit Bryn, rundtom er plyndret og dødt! –

– Vidt over Jorden udplantede man mine duftende Roser,

Vidt over Jord er’ de bragt, blomstrende dufte de der! –

ITALIENS AAND

▶Hører du Sangen, mine Sønner synge!

»Viid, at Ulvinden gav vor Hersker Die!

Viid, vore Fædre tog som Bytte hende,

Som blev vor Moder◀.

Svingfjedren i os det er Tapperheden,

Sceptret vi føre, det er Armens Styrke.

Grækenlands Værker, alle Staters Rigdom,

De bleve vore.

Stor er vor ▶Cæsar, stor som Alexander!

Lænken han kaster over Alpemuren◀,

Lænken, som holder alle Folkeslægter.«

Saa lyder Sangen.

Roma har plukket Verdens-Kundskabs-Frugten,

Hoved sig bøier, Slangen er i Brystet, –

Men paa dens Hoved sætter Christus Foden –

Født er os Christus!

Grækenlands Guder stege ned i Stenen,

Menneske, veed du, ned i dig steg Christus!

– Atter i Roma staaer Du, Ahasverus!

Kjender du Stedet?

AHASVERUS

Jeg kjender dette Sted, ja det er Forum,

Jeg kjender det i sin Omskiftelse.

Men ▶Korset, det forbryderiske Kors,

Hiint Piinselstegn er plantet høit paa Kuplen◀.

Hvorfor? – Og Templerne, de hellige,

Staae lukkede, Græs groer om Dørens Hængsel!

End staaer din Marmor-Seiersbue, Titus,

Et Minde om Jerusalem, som faldt.

I Stenen hugget, vandre vore Præster

Som Fanger; Templets hellige Guldstager

Frembæres som den Seirendes Trophæer.

Ha, nær ved Titus-Buen staaer en ny,

En mere prægtig Bue, høi og bred.

For hvem er denne sat, og hvilket Rige

Er sjunket, hvorom denne blev Erindring?

EN CHRISTEN

Det sjunkne Hedenskab! For Constantin,

De Christnes Ven og Romas høie Cæsar,

Er denne under Folkejubel reist.

Seer Du, fra Borgen kommer Processionen,

Vor Cæsar følger med! hør Messesangen!

I Colossæum knæle de og bede,

Høilovet være Gud og Jesus Christus!

AHASVERUS

Christ! dette Navn det lever da endnu!

Fra Folkets Tunge lyder Navnet Christus!

CHOR AF CHRISTNE

Tre Aarhundreder ere Minuter i din Evighed, o Herre! i Minuter

forvandles den Christnes Jammer til Lyksalighed!

AHASVERUS

Igjennem Verdens ældste Lande gik jeg,

Jeg hørte Folkeslægternes Hensusen;

Det var en mægtig Klang, som døde hen. –

I tre Aarhundreder jeg var ei her,

Jeg kommer, – Christus er min Velkomsthilsen!

Her, hvor Veronika laae blødende

Og jublede det Navn, som ei vil døe,

Her knæler Romas Keiser, Romerfolket

Med samme Navn paa Læben. Vee mig, vee mig!

Alt er omskiftet, alt en stor Forvirring!

De stolte Guder bleve døde Stene,

Men Martyrknoklerne Reliqvier!

De skumle Katakomber staae som Templer,

Og Korset, det foragtede, forhadte,

Ophøiet er i Ære! Jehova!

Din Aand, som eengang favnede Judæa,

Er veget bort fra Jorden, og dit Folk

Henveiret i det store Verdens-Chaos!

Hvor findes Traad i disse Slægters Skjæbne,

I Verdens Orden? Knust er alt det Gamle,

Det Ny er Skum, Tilfældet ene raader.

Mit Bryst, o Jehova, det er dit Tempel,

Dit sidste Tempel paa den faldne Jord!

CHOR AF ENGLE

Ahasverus! – eengang Ahas!

Faldne Broder, Dig vi følge

Og den Slægt, i hvis Udvikling

Gud har dine Vinger lagt!

Tredie Afdeling

Et Blad af Krøniken

»Over Alperne, mellem nedstyrtende Vande, mellem susende Graner, gaaer Ahasverus; vaade Sky-Taager jage forbi. Natten ruger alt nede i den dybe Dal, hvor ingen Menneskebolig findes; Mørket stiger op fra den, som engang Syndflodens Vande steg op om Ararats Sider, høiere, altid høiere, medens Bjergenes Sneetoppe lyse i Aftensolen. – – Alpevandringen er endt, uoverskuelige tætte Skove ligge foran ham.

Under den tusindaarige Eeg staaer Præstinden og afskjærer i Natten de grønne Grene; ikke standser hans Fod, ikke dvæler hans Øie ved det fremmede Skue, ikke bøier Øret sig efter de nye sælsomme Toner, – fremad iler han, hvor Romernes Ørne vandt Seire, fremad imod Norden.

De tætte Sivbredder ved den rullende Donau omflagres af tusinde Fugleskarer, Ulven bygger i dette Vildnis, hvor den stærkeste Storm kun mægter at bøie Sivenes Top. Hvor findes et Vadested? Den halvraadne Træbul maa tjene som Baad, Strømmen selv være Styrmand. Hvad suser gjennem Luften? Det er en beenoddet Piil! Skikkelser jage frem, de synes voxne fast til Hestene, deres krumme Been ere ombundne med Bukkeskind, deres Kjortel, syet af Skovmusens Pels, har i Aar og Dage prøvet Regn og Slud, i Pjalter hænger den om dem. Dybe Skrammer sidde i Hage og Kinder, det er Mænd fra Middelasiens Stepper, det er Hunnerne.«

SKOVDUEN SYNGER

De kastede Slyngen om Ahasverus,

De fangede ham som de vilde Heste,

De førte ham ind i Skovens Tykning

Til Attilas Leir, den By, de reiste

Af fældede Stammer og Grene-Lag.

Ved mangt et Leie i Sovestuen,

Hvor Maaneskinnet er Sengens Omhæng,

Fremskyder villig den vilde Rose

Og udgjør Dele af Tag og Væg.

Med høie Søiler af Egebjælker,

Med Tag af blankpoleret Træ

Staaer Herskerborgen, og om den hundred’

Hustruers særskilt reiste Huse,

Med grelle Farvers stærke Pragt.

En Træspaan tændes, den Fakkel lyser

Og viser Veien til Scythiens Hersker,

Det rigtudstrakte Germaniens Seirer,

Ham, som har fundet Krigsgudens Slagsværd,

Ham, for hvis Fødder en Skare Konger I Støvet skjælve! – Attila!

Herskerens Borg

SVALERNE (flyve ud og ind).

Langs Væggen i den store Høisal,

Belyst ved Flammen af en Træspaan,

De krigeriske Mænd sig bænke

Og tømme Bægere af Guld.

See! Attila har øverst Sæde,

Hans Bæger er af simpelt Træ,

Det staaer foran ham, paa det han fæster

De smaa Ildøine, som gjennembore.

Han støtter Hovedet mod Haanden,

En sortbruun Tidsel paa knortet Eeg;

Der synges Sange om Kamp og Seire,

De slaae til Omqvæd med Sværdets Skæfte

Mod Egebordet, saa lydt det runger,

Mens Guldpokalen ved Spaanen blinker,

Og Hærens Ældste udgyde Taarer,

De huske deres svundne Kraft.

KRIGERNES RUNDSANG

Som Steppens Brand fremvælte vore Skarer,

Og Folkeslag gaae op i dette Baal.

Vi bruse fremad som Græshoppesværmen,

Der dækker Solen, og hvis Vingers Lyd

Er liig et Hagel-Skybrud i en Løvskov. –

:|: Løft Attila, din Arm, og alt sig bøier! :|:

ATTILA

Hvo er hiin Mand, sortskjægget, høi og stolt,

Germaniens vaade Skove har ei født ham,

Og ingen hunnisk Qvinde gav ham Die.

Træd hid! løs Slyngen om hans Bryst og Arm!

Tal! Fremmede, Du staaer for Attila. – –

Har Skræk vel bundet Tungen paa Dig? Tal!

Du skal ei døe!

AHASVERUS

Nei, jeg skal ikke døe!

Men du og dine aldrig talte Skarer,

I, ved hvis Kraft den halve Verden skjælver,

I skulle døe, henfalde som et Blad

Og blive Støv; men jeg skal vandre, vandre

Foruden Hvile, som den røde Stjerne,

Der skinner ned til os fra Nattens Himmel.

ATTILA

En Præst er du hos den Korsfæstede,

Ham, der i Døden styrted Sydens Guder!

Jeg veed, at Ordet føre I som Sværd,

Og at Udholdenhed er Eders Styrke.

I glide over Landene som Skyer,

Hvis Magt afpræger sig som Skyens Skygge;

Jeg ruller frem som Ørknens tunge Sand,

Af Stormen baaret. Du tilbeder Christus?

AHASVERUS

Nei, nei! fra dine Læber ogsaa høre

Maa jeg det Navn, det Navn, som dog skal døe!

Om Korsets Træ skjød frem Martyrerskaren,

Af deres Blod er nu igjen en Sæd, Liig Hellas Dragetænder, født til Myrden.

Du, Attila, træd frem, plant Seirens Banner

Paa Dødens Plads, Forvirringens Arena.

ATTILA

Ha er det Sværdets Gud, som taler af Dig!

AHASVERUS

Ja, han, som straffer gjennem flere Led,

Som var, og er, og bliver – Jehova!

– Jeg kjender disse Christne, jeg har seet

Dem i Oprindelsen. En lille Flok,

Liig Faarehjorden, frygtsom uden Villie,

De knuged sig i Krogen til hverandre!

Med sine krumme Horn stod Vædderen

Og speidede omkring den bange Hjord.

Jeg saae, hvor dette ▶Krumhorn voxte til

En Bispestav◀, der straaled rigt forgyldt

I Glandsen af den constantinske Krone;

Jeg saae, – det var et Flammesværd, saa stærkt,

Det Sværd, som Tanken smeddede og løfted!

– »Er ▶den Korsfæstede fra Gud udsprungen,

Hvad heller blev han født, som vi, af Intet◀?«

Det Tankesværd slog ned og deelte Hjorden,

Saa ei Biskopper, selv i Hundredviis,

Formaae at samle den igjen til een! –

Ved ▶Bosporus er reist, som ved et Under,

Den nye christne Stad◀, hvor Constantin

Antegnede med Landsen Murens Grændse,

Mens Bosporus bar Bjelker hid fra Balkan;

Der staaer med rige Kirker, stolte Buer,

De Christnes Stad mod Østen, langt fra Rom.

En Række Lande ligge mellem begge,

Et Steenhav, vilde Skove danne Skummet,

Dog Meer end Afstand fjerner disse Magter,

Det Saar, som Sværdet slog, er Dødens Vunde,

Først for den vestre Deel, saa for den østre.

Thi reis Dig Attila! grib Øieblikket,

Stig over Alperne, dig følger Seiren,

Behersk det blomstrende Italia!

ATTILA

Du er en Nattens Fugl, som varsler Lykke,

Min Vei er din, jeg vil ei slippe dig.

ATTILAS NAR

En Lykkefugl er du med Skjæg om dit Næb,

Hele min Familie vil tjene som dit Slæb;

Jeg har klingende Bjelde og et klingende Sind,

Naar jeg bliver aflægs, kan du sættes ind.

Javist! de lee som Solskin, kun Attila er Slud;

For ret at være fornem, maa man see kjedelig ud.

Nat

SKOVDUEN

Dybt sover Skoven, drømmeløs er Søvnen;

Den vilde Hunne læner sig til Spydet

Og stirrer paa den halvudbrændte Vagtild,

Han staaer imellem Søvn og daarlig Vaagen.

Da – hvad var det? han farer op lig Vildtet,

Han lytter, hæver Spydet! ha hvo kommer?

Som brudt af en usynlig Haand faldt der

En vissen Green fra Træet ned i Ilden,

Som gnistrede derved og fløi omkring. –

Og Alt igjen er stille, Alt i Søvn. –

Dog lyde Fodtrin, – hvis man hørte dem!

Da kastede Dryaden Grenen ned –

Og Ahasverus var ei meer i Leiren!

VINDENES CHOR

Han gaaer igjennem urgamle Skove,

Hvor Taager herske, hvor vi omsuse,

Op mod de Lande, der, hvor i Uger

Den korte Sommer med Blomster ødsler,

Og Vintertiden saa lang og mægtig,

Slaaer over Havet sin stærke Bro.

Paa Offerstenen de slagte Fanger

For vrede ▶Guder, hvis Skjønhedsdatter

I Karmen trækkes af vilde Katte◀;

Olympens Billed fra Grækerlandet

Sig her afspeiler i tunge Skyer,

I stride Strømme og kolde Nordlys.

– I Kamp og Myrden døe disse Slægter. –

Du trætte Vandrer, tør her du standse?

Tør her du strække de trætte Lemmer

– Nei vandre, vandre og altid vandre!

NORDENS HILSEN

Trygt du træde over Tærsklen,

Vil du finde Hvile, Vandrer.

Borgen, bygt af Bark og Bjelker,

Stor og stærktreist, sort og sodet,

Kongehuset kaldet, kalder.

Pilten passer Pragt-Pokalen,

Mændene ei mangle Mjøden;

Sov og stræk dig sundt i Aften,

Hvor de blodig store Stykker

Steges, skaaret ud af Oxen.

AHASVERUS

Min Fod har ikke Hvile,

Den rastløs er som Tanken,

Jeg vandre maa, og vandre

Igjennem vaade Taager,

I Solskin og i Sneestorm.

Jeg seer ved Bauners Flamme

Smaakongerne i Norden,

De sidde brynjeklædte,

En gylden Ring omfatter

De lange gule Lokker.

De skue stolt fra Tinge;

En Graasteen, reist paa Marken,

Er deres Kongesæde;

Hen over deres Hoved

I Blæsten Skyen gaaer.

Mod Norden, meer mod Norden!

Ak ingen Fjeldstorm kjøler

Mit Blod, som altid brænder.

Granskovens dybe Susen

Har Ord som Dommens Stemme,

Nordlysets røde Flamme

Er stærk, som Tempelbranden.

Vee! Nætterne i Norden,

De brænde jo, de lyse

Som Dalen Josaphat.

Jeg som et Vilddyr jages

Af Flammer og af Storme!

Vee! ingen Ro mig undes,

Bort maa jeg uden Hvile,

Og jeg kan aldrig døe!

Tilbagevandring

Ahasverus bort sig vender fra det røde Nordlys-Skjær,

Atter seer han Tydsklands Skove. Hvad! har Branden luftet her?

Var mod Hvirvelvindens Styrke Kæmpe-Egen kun et Rør?

Hvor forandret! Han alene uforandret er som før.

Hvor er Hunnerne, hvis Skare vælted’ frem saa stor, utalt?

Svundet, veiret hen for stedse, som det gule Løv, der faldt.

See paa Klippen har man opreist Muur og Taarn og Vindelbroe,

Hytter ligge klinet rundtom, Folk i Ly af Borgen boe.

Dybt i Skovens Stilhed bygget er af Grene, Bark og Græs,

Eneboer-Hytten, tegnet fromt med Mærket I. H. S.:

Jesus hominum salvator; ovenover Korset staaer.

Skovens friske Grønne dufter, og i Luften Lærken slaaer.

Lovet være Jesus Christus, det er Hilsenen han faaer.

Stum og stille, som forstenet, staaer han – Ordet han forstod.

Har alt Nordens Iis indvirket Sundhed i hans hede Blod,

Eller har et nyt Aarhundred, der som een Dag for ham gik

Gjort ham ældre, viis og bedre? – Nedad vender han sit Blik,

Og et Hav af Tanker vælter gjennem Sjælens dybe Nat;

Liig et Gjenfærd, bleg og blodløs, stirrer han paa Skovens Krat.

Deiligt falde Solens Straaler paa det dugbesprængte Blad,

Hele Skovnaturen byder Hjertet til et Livsens Bad,

Alting dufter, alting synger: see dog op, vær karsk og glad!

Eneboerens Hytte

ENEBOEREN

Er du forfulgt? Det er en lovløs Tid,

Den Værgeløse blev den Stærkes Bytte.

Jeg seer paa dig, at du er en Hebræer;

Har Magten taget dine Skatte fra dig?

Er du et Vildt, som jages? Her er Skjul.

AHASVERUS

Hvor ere Hunnerne, hvor deres Afkom?

Hvo hersker her? Jeg seer ei Romas Ørne.

Er Korset tyet til disse dybe Skove?

Er denne Hvælving nye Katakomber?

ENEBOEREN

Du taler sælsomt. Hvil dig, spiis og drik!

De brune Hunner leve kun i Sagnet,

▶Det franske Kongescepter naaer herhid.

I hele Landet staaer det christne Kors◀,

Men Træets Duft ei fylder Folkets Hjerte.

AHASVERUS

Saa seer jeg her af Christendommens Baal,

Hen over Alperne, den sidste Afglands!

Jeg skulde, maatte see den – og jeg seer den.

ENEBOEREN

Stærk er den christne Sol, men der skal Tid til,

Før Taagen spredes ret i denne Urskov!

Den maa! – Med Blod er Frankrigs Jordbund gjødet,

Men Christendommens Sol har sælsom Kraft,

Den lader Roser voxe frem af Blodet,

Men ikke jeg, ei heller du skal see dem;

Vor hele Slægt er som et fugtigt Træ,

Af Tidens Storme maa det gjennemtørres,

Før Himlens Lyn kan sætte det i Flammer.

AHASVERUS

De franske Kongers Scepter naaer herhid?

Hvo ere disse?

ENEBOEREN

Merovingerne!

En Kongeslægt, der staaer som vaade Træer

For Christendommens Straaler, de belyses

Af disse, men de gjennemtrænges ikke.

AHASVERUS

Du rev dig løs fra dem, du maa foragte,

Skoveensomheden blevet er din Verden,

Du føler ingen Længsel eller Uro,

Du kan, som Planten, trives paa en Plet?

ENEBOEREN

Imorgen gaaer jeg bort fra denne Hytte.

Her kommet er en Skare fromme Mænd,

Sanct Benedicts Forskrifter følge de.

Et Kloster vil de bygge hist ved Floden,

De have lovet at optage mig.

Selv mure vi os Celle tæt ved Celle,

Om Aar og Dag er da vor Bolig reist.

Der vil vi ei, som Orientens Munke,

Kun gruble, bede, nei vi ville høit

Forkynde Evangeliet om Christus.

Vi ville, Christi Sol skal skinne ind

I Menneskenes Hjerter, og Guds Sol

Hen over Ageren, som Ploven fured’!

Ved Kunst og Videnskab skal Tanken qvæges,

Mens Religionen styrker og velsigner.

Er du betrængt og lider, slut dig til os;

Der er Lyksalighed i Bøn og Arbeid’,

Lyksalighed i at berige sig

Med Aandens Skatte, de som ei kan røves,

Lyksalighed i, ret med ærlig Villie

At værne om det Skjønne, Gode, Sande.

AHASVERUS

Et Aandens, Hjertets Rige ville I

Her bygge paa den vilde Verdens-Sø?

I, svage Rest, den sidste Purpurrose,

Der voxer af hans Blod, hvem de korsfæsted!

ENEBOEREN

Den sidste Blomst? Hvo er du Fremmede?

I Øst, i Vest, i Norden og i Syden

Jo voxe rigt og herligt slige Roser,

Og i det gamle Rom, der hvor Apostlen

Sanct Paulus sad i Lænker, trives Stammen,

Saa stærk og frisk, den faste Rosenstamme,

Der sender Blomsterfloret over Jorden;

Vor Overbiskop, Paven kaldes han,

Du har vel hørt det Navn, Gregor den Første,

Han Billed er paa Christendommens Eenhed,

Han Tjener er for Herrens Tjenere,

Saa mægtig er ei Østens Patriark!

AHASVERUS (i dybe Tanker).

Ja jeg erkjender, jeg begriber det!

Stor, stor var din Prophet; jeg det ei troede!

Jeg følte Magten, som mig sønderknuste,

Men nu jeg seer den Magt, hans Lære har,

Dens Lykke, dens forunderlige Lykke.

Maria-Josephs Søn, som blev korsfæstet,

Han Nazaræeren, hvem jeg – ja vist! – –

Stor er han ved sin underfulde Lykke,

Stor, stor, og dog der fødes vil en større!

Det skeer, det skal og maa! Propheterne

Forkynde det, og Israels Folk ham venter,

Det Gamle, det Bestaaende han hævder.

Marias Søn var kun et Menneske,

I Vrede svinged’ Svøben han i Templet,

Han lyste sin Forbandelse – jeg veed det,

Forbandelse! i den hans Magt var stor! –

Forbandelsen! – En større skal der fødes,

En større, som vil samle Israels Hjord!

ENEBOEREN

Viig fra mig Satan, jeg er ikke din!

Ha vær forbandet, som de Ord, du talte.

Rom. Colosseum

EN LILLE FUGL SYNGER

Over høie Alpe-Volde

Kom guulhaaret Kjæmpeskare, Ørnen saae dem nedad fare, Siddende paa deres Skjolde.

De vort skjønne Land betraadte,

Som en Stormvind frem de bruste,

Marmorguder bleve knuste,

Flammer slog fra Oldtids Slotte.

Rystet blev selv disse Stene,

Styrtet ligge store Buer,

Korset stod, urokket skuer

Det udover Dødens Scene.

CHOR AF ENGLE

Hvor Martyrblodet flød, Hvor Martyrsangen lød:

»Lad Hedningens graadige Ørne

Kun flænge mit Bryst itu,

O Christus, du Rose blandt Tjørne,

Hvor bløder og blomstrer dog du!«

Her lyder Glædesbud mod Sky

Fra Davids Stad, de Christnes By.

Et Blad af Krøniken

– Under Colosseums buskbegroede Mure, hvor Fuglen synger, hvor Guds Engle vogte om Korsets Træ, samler Folket sig. Den Rige og den Fattige staae Side ved Side, Mødrene løfte deres Smaa iveiret, den Diende vender sit Hoved fra Moderens Bryst, forundret over den stærke Bevægelse. En Pillegrim betragte de Alle; hans Fod har betraadt den Jord, som er hellig ved Jesus Christus, hans Øie har seet det Træ, som bar Frelseren; han saae det gjenreises, omstraalet af tusinde Sølvlamper, hans Røst blandede sig da med Menighedens Sang i Jerusalem, de Christnes By. Og Pilgrimmen stiger op paa Marmorsøilen, der ligger knust og omstyrtet; han taler om de hellige Steder, og alle Ører og Hjerter lytte.

Men midt imellem dem alle staae to, hvis Ansigter vidne om Slægten fra Korsets Land. Ned over Kinderne paa den Ældste rulle tunge Taarer, de falde i hans Skjæg; den Yngre er ikke saa blød, han stirrer omkring sig som Tigeren stirrer, naar den speider efter Bytte.

Menigheden synker i Knæ, de to staae opreiste som Markens vilde Tidsler. »Hebræer!« lyder det rundt om, og med vrede Ord og Miner stødes de ud af de Christnes Kreds, Forhaanelse følger dem.

Fast holder den Ældre om den Yngres Haand, de flygte ind i de snevreste Gader, ind i den mørkeste Krog, ind i det fattigste Huus.

»Broder i Israel, træd over min Tærskel«, er den Gamles Ord.

»Jerusalem de Christnes By«! gjentager den Yngre, og hans Hænder knytte sig mod Panden; han farer op, som vakt af en ond Drøm. Men blød og deilig klinger fra Kammeret tætved en Qvindes Sang, utallige Nætters Jammer og Længsel bæve i den:

Vi give vort Guld med Glæde,

Det sidste Smykke, vi have,

For det at kunne græde

Ved vore Kongers Grave.

For Hedningfolket vi træde,

Vi sælge os selv som Slave,

For det at turde græde

Ved vore Kongers Grave.

Og den gamle Hebræer fører sin Gjæst ind i Kammeret, hvor rige Tapeter dække de raa Mure, hvor Røgelsekarret svinges; skjult, som engang de Christne, synge nu her Israels Børn deres Lovsang til Jehova. Og den Fremmede blander sin Stemme i deres Chor, den lyder som Stormens Sang; dybt og brændende beder hans Hjerte. Men fra den skjulte Baggrund høres den unge Jødindes sørgende Stemme: »For Jerusalems Tempel, som faldt, for Murene, som bleve nedrevne, for vore Konger, som de foragtede, for Israels styrtede Herlighed« – »sidde vi her eensomt og græde«! svarer hende Choret.

Først seent paa Natten tier Sangen og Bøgernes Læsning. I Stuen udbredes Hynder paa østerlandsk Viis, det usyrede Brød bliver brudt, Lammet spises, dets Blod er smurt paa Dørstolperne efter hellig Brug.

Midnat

DEN FREMMEDE

Saa er Jerusalem de Christnes By!

Vee dig, o Israel, hvor er din Lykke!

Naar skal opfyldes Loven og Propheten,

Vil da Messias aldrig, aldrig komme?

DEN GAMLE HEBRÆER

Han kommer! ja, Propheters Ord opfyldes,

Han kommer, han er kommet, jeg det troer!

Det Skib, som førte hid den Pillegrim,

Som nylig prædiked’ i Colosseum,

Har bragt et Rygte hid, et sælsomt Rygte;

Fjernt i Arabien, i Ørkenlandet,

Hvor ▶Ismael, Slavinden Hagars Søn,

Blev Stammefader til et mægtigt Folk,

Er fremtraadt en Prophet◀, forkyndende

Den eneste, den sande Gud. Saa er det!

Jeg veed ei mere, men jeg troer derpaa,

Han er Messias, han maa være ham,

Han kommer! hvad os lovet er, vil skee.

DEN FREMMEDE

Ham er det, ham! vor gamle Herlighed

Skal atter fødes som i Davids Tid.

De nye Verdensslægters Kamp var kun

En Leeg af Skyerne, mens det var Nat,

Nu stiger atter Østens klare Sol!

Messias kommer, Israels Messias.

Min Fod har ikke Hvile, jeg maa vandre,

Mit Hoved kan ei bøie sig til Blunden,

Nei vandre, vandre – til Arabien!

Til Ørknens Sand, hvor Ismael var Hersker!

DEN GAMLE HEBRÆER

Hvad er dit Navn, Hebræer?

DEN FREMMEDE

Ahasverus.

Arabien

BEDUINEN til sin Hest, idet de jage gjennem Ørkenen.

Løft dit stolte Hoved med de kloge menneskelige Øine! Lad din lange hvide Manke flyve som skinnende sølvhvide Faner om den slanke Hals, som Amuletten skjærmer og som Ørkenens deiligste Qvinde klappede med sin fine Haand.

Ikke gaaer det til den rolige Leir ved den blomstrende Oase, hvor Teltene ere udspændte og de gamle Qvinder malke Kamelerne, medens Ungdommen sidder i Kreds og hører Eventyr, skjønnere og mere rige end Arabiens Deilighed.

Ikke gaaer det paa Rov, hvor Karavanen kommer med kostbart Kjøbmandsgods paa de velbeladte Kameler, og deilige Qvinder siddende paa det sammenrullede Telt paa Dromedarens Ryg, langsomt bevægende sig fremad gjennem Ørkenens rødgule Sand, hvor Sporet forsvinder, som Vandslangens Spor paa Søens Flade.

Til Mekka, Arabiens prægtige Bye, flyve vi! Til Templet Kaaba, hvor Gudebillederne ere omstyrtede, hvor nu af al den gamle Pragt Intet er tilbage, uden de gyldne Navne paa Digterne, der seirede i Sangens Væddekamp. Til Mekka flyve vi, for at skue Propheten og under hans Fane beseire Verden!

De skarpe Sværd skulle trænge ind i vort Kjød, de brændende Byers Flamme omvifte os, som Ørkenens Sand løftet af Samum; men Mahomeds Navn skal lyse over Jorden, og vi skulle nævnes i Sangen, naar Digterne begynde deres aarlige Væddestrid! vi skulle gjennem Aartusinder lyde fra Læben, der hvor en Skare samler sig ved Oasens rindende Kilde, eller ved Cisternerne, der fyldes med Skyens vederqvægende Vand.

Flyv afsted, hurtig som Strudsen, der jages over Sandet! Du forstaaer mit Ord og min Tanke, derfor vrinsker du, som hørte du den skingrende Kobbertrompet! du vrinsker og strækker de fine stærke Been og det stolte Hoved fremad, saa at de mødes og kløve Vinden. Gud er kun een, og Mahomed er hans Prophet!

Jerusalem

DEN HELLIGE GRAVS KIRKE

Høit over Klippehulen, hvor Christi Liig blev lagt,

Nu Marmorkuplen hvælver med Guld og Farvepragt.

Sølvlamper kaste Glorie omkring det Dødens Sted,

Hvor Herrens Engel trøsted med Livsensherlighed.

Tys, ude stiger Stormen, den synger store Ting,

Og Kirkenissen stirrer fra Kuplen vidt omkring.

KIRKENISSEN

Hvorfor er her denne Travlhed?

Jeg kjender ei ▶Festen, de feire,

Den varer i Nætter og Dage.

See alle Biskopper og Præster

I deres rigeste Klædning,

Men alle med Sværd om Lænden,

Alle herinde og ude

Bære Vaaben og Rustning◀.

STORMVINDEN

Over Jerusalem svæver

Atter Fordærvelsens Engel!

Jeg kan Budskabet melde,

Vidt har jeg stormet omkring.

Ørkenens Skarer, hvis Tanke

Brænder som Afrikas Sol,

Jage nu seirende fremad,

Jage med mig omkap.

Af Propheten er lovet

Paradiis hver den, som kjæmper,

Om kun saalænge, Kamelens

Diende Unge slipper,

For at inddrikke Luften!

Hver, hvis Fod bliver støvet

Under Slaget for Herren,

Vil paa den Dag, han dømmes,

Være fra Lidelsen fjernet

Meer, end Veien kan være,

Som den hurtigste Rytter

Lægger bag sig paa Flugten

Gjennem tusinde Aar!

Kjæmpe for Troen er større,

Bedre, selv mere helligt,

End det, at række en Pilgrim

En vederqvægende Drik.

– Derfor bruse de fremad,

Derfor eie de Seiren!

Der er ei Søvn, ei Hvile,

Skaren voxer hver Time.

Hver en Vunde vil være

Sød som et Kys af Qvinden,

Blodet vil lyse som Skyen,

Morgensolen beskinner.

Derfor er Seiren deres,

Derfor skal Mahomets Maane

Plantes som Seiersbanner

Over Jerusalems Mure;

Blodet skal flyde i Strømme

Gjennem Gader og Porte,

Det skal flyde om Graven,

Her hvor Qvinderne græde,

Og hvor Engelen trøsted’

Med Opstandelsens Ord.

CHOR AF CHRISTNE

Min Sjæl er spændt i Angst og Nød,

Dybt Hjertets Vunde brænder,

Dig, Herre over Liv og Død,

Mit Sjælesuk jeg sender!

Mit Hoved ligger i dit Skjød,

Jeg folder mine Hænder.

KIRKENISSEN

De vilde Skarer komme,

De fæle Skrig jeg hører,

De blande sig med Stormen,

De trænge ind i Kirken.

Hør Sabelhug og Dødssuk,

Den røde Fakkel skinner

Igjennem Tempeldøren.

En Skikkelse sig viser,

En Mand, vild, bleg og blodig,

Han styrter frem og løfter

Beegfaklen, som han slynger

Mod de forgyldte Bjelker

Og mod det rige Forhæng.

Han standser, thi forbi ham

En Skare Dødens Aander

I lange hvide Klæder

Hensvæve som en Taage,

De svinge Palmegrenen,

Den som et Ildriis truer;

Der allerforrest seer jeg

Sancta Veronica.

Han løfter atter Faklen –

Hvo tør afbrænde Templet!

Dit Navn, du vilde Tiger,

Dit Navn skal vække Rædsel,

Naar Verden nævner det!

VERONIKAS AAND

Ahasverus! – –

STORMVINDEN

Ahasverus! Ahasverus!

Hvorfor standser du forfærdet?

Haaret staaer dig om dit Hoved,

Dine Øine vil af Hulen,

Bleg og blaa din Læbe zittrer!

Som en Malmfigur du staaer jo,

Stirrer hen mod Klippegraven,

Hvor de tusind’ Lampers Flamme

Synes blege Blomsterblade

Mod den Glands, som Graven sender,

Der hvor Jesus Christus opstod.

VERONIKAS AAND

Ahasverus! – –

STORMVINDEN

Jeg ham griber, jeg ham hvirvler!

Dybt forfærdet, gjennemzittret,

Sønderknust han synker om.

Ahasverus! Ahasverus!

Du skal leve, du skal lide,

Vandre, vandre, altid vandre,

Husker du din Herres Dom!

AHASVERUS

Som Moses saae jeg Flammen,

En Stemme talte fra den. –

Hvo ere disse Christne?

Beskytter du, Jehova,

Det Folk, som jeg forfølger? – –

Ja vandre vil jeg, vandre

Til deres største Byer;

Jeg vil med Sandheds Villen

Dem læse som en Bog,

See Handlingen og Troen;

Jeg vil, – thi jeg som Moses

Har hørt en Røst fra Flammen,

En Røst fra bedre Tid!

CHOR AF MUSELMÆND

Gud er kun een, og Mahomed er hans Prophet!

Julemorgen. Aaret 800. Rom

EN BORGER

Ham er det med de store klare Øine,

Den kraftig raske Mand med sølvhvidt Haar,

Ham er det, Frankerkongen Carl, en Ven

Og tro Forfægter af vor hellige Fader.

EN ANDEN

Strængt har han her holdt Ret; Rebellerne,

Som rev Pav’ Leo ud af Processionen,

Er’ fængslede og Øxen venter paa dem.

DEN FØRSTE

Han er en Julius Cæsar for vor Tid,

Urolig, kjæk og altid lykkelig!

Hans Tanke flyver og hans Arm har Kraft

Fra Spaniens Bjerge og til Roms Campagne,

Fra Bretland til Germaniens sidste Grændse.

Han præker Evangelium med Sværdet,

Og døber Hedningen i Hedningblod!

EN TREDIE

Han Paven hjalp mod Longobarden,

Jeg har ei seet ham siden, før idag!

Da var jeg ogsaa med at juble for ham.

Det hele Rom drog ud i Procession

At møde ham, jeg saae ham siden knæle

Med Paven ved St. Peters gyldne Kiste

Og love helligt Venskab hele Livet.

Kong Carl er stærk som Ven og haard som Fjende.

DEN FØRSTE

Med ham er Lykken, derfor voxer stolt

Hans Land og Rige. Du skal faae at see,

Tilsidst det voxer ned til Bosporus,

Han sætter sig paa Thronen i Byzanz.

DEN ANDEN

Dertil behøves kun et Giftermaal.

Irene, Keiserinden, er en Djævel,

Men han kan tæmme Djævle, har vi seet,

Og om de ikke ville, tugter han dem

Med Ild og Sværd! – Men hvilken Trængsel hist!

De strømme alle ind i Peters-Kirken!

Kom Nabo! see, de pavelige Tropper Marchere frem fra Vaticanets Bue.

Pav’ Leo kommer! Lad os faae en Plads.

SVALERNE

Her har vi vor lille Rede,

Her er luftigt, luunt og godt,

Høre kan vi hvad der nede

Folket siger, stort og smaat.

Vi forstaae det, vi kan tale,

Vi kan sige store Ting,

Ikke Folk i Pavens Sale

Var saa vidt, saa vidt som vi.

DEN ENE

Jeg har været længst, det troer jeg!

Jeg har været i Byzantz,

Seet Irene, Keiserinden!

Jeg er født der udenlands.

Paa den aabne Plads med Træer,

Der hvor Helgenstøtter staae,

Mangen Nat fra Moders Rede

Paa de Knælende jeg saae;

Deres syge Børn de lagde

Fromt i Steenfigurens Arm.

Siden saae jeg ▶Billedstormen,

Hvilken Jammer, hvilken Harm!

Selv jeg mistede vor Rede,

Alle Gader flød med Blod.

Tiden gik og Tiden skifted’,

Nye Billedstøtter stod,

Folket jublede: Irene◀!

Jeg fløi hen til hendes Slot,

Titted ind ad Vinduesruden,

O jeg husker det saa godt!

Midt i Keisersalen sad hun,

Stolt som Seirens rige Brud,

Bødlen stod ved hendes Side,

Han paa hende Bud ▶stak ud

Øinene◀ paa hendes egen

Søn – jeg denne Rædsel saae,

Og hun løftede sit Hoved,

Satte selv sig Kronen paa;

Sønnens Skrig mig gjennembæved’,

Bort fra Slot og By jeg drog

Over Have, over Bjerge;

Altid hører jeg det dog,

Angestskriget mig forfølger,

Hun og Bødlen for mig staaer,

Hendes blanke Krone brænder,

Synes jeg, i hendes Haar.

EN ANDEN

Ogsaa jeg fløi til en Rude,

Men et deiligt Syn jeg saae,

Det engang i gamle Skrifter

Skal med Guld og Snirkler staae.

Jeg er født i Tydsklands Skove

Ved det sidste Hedning-Blus,

Hvor den stolte Eeg blev fældet

Af Sanct Bonifacius.

Vidt jeg fløi, jeg fløi til Frankrig,

Til det Slot, som Kongen har,

See da hændtes det en Aften,

Luften den var mild og klar,

Kongens Vindue stod aabent,

Nok saa dristig ind jeg fløi,

Lampelyset mig forskrækked,

Flere Stemmer gjorde Støi.

Jeg mig skjulte ved Carnissen,

Paa Kong Carl især jeg saae,

Han sig bøied over Bordet,

Pergamenter laae derpaa,

Og han tørrede sin Pande

Med det kunstigt syede Liin.

De, han havde hos sig, hedte

Angelbert og Alcuin.

Mangt et kraftigt Ord de talte,

Herligst talte Kongen dog,

Om de tydske Heltesange

Og om Landets gamle Sprog,

Folkets Lykke, Videnskaben;

Nok saa ivrig Kongen blev,

Saa han kastede sit Klæde

Høit henover ham der skrev,

Mig det ramte, og forskrækket

Fløi jeg – ei jeg vidste hvad –

Jeg fløi Kongen ned paa Brystet,

Og jeg rysted som et Blad.

Han med begge Hænder greb mig,

Jeg i Dødsangst sprælled’ vildt,

Sine kongelige Læber

Trykkede han paa mig mildt,

Satte mig saa ud af Vinduet,

Sagde: »lille Fugl, flyv frit!«

Derved just blev jeg hans Fange,

Altid følger jeg, og tidt,

Mellem tusind bedre Sange,

Mærker han mit Qvirrevit.

EN TREDIE

Elsker saa du Frankerkongen,

Skynd dig da til Reden hist,

Ting, som vidt og bredt vil rygtes,

Skee i denne Time vist.

Jeg har hørt en Fugl imorges

Synge om det, og jeg veed,

Sidste Nat Pav’ Leo samled’

Al sin første Geistlighed.

Raad blev holdt, og tidt man nævned’

Kongens Navn, ja noget skeer!

Lad os flyve hen til Ruden,

Der man ind i Kirken seer.

(De flyve mod Kirkevinduet.)

Hele Folket ydmygt knæler,

Riig og Fattig, Høi og Lav,

Herligt Lamperne, som Stjerner,

Straale om Sanct Peters Grav.

Nærmest Graven knæler Kongen,

Fromt han sig for Brystet slaaer;

Choret opfyldt er af Præster,

Frem af Skaren Paven gaaer.

Med en gylden Keiserkrone

Nærmer han sig høitidsfuld

Frankerkongen, paa hans Hoved

Sætter han det blanke Guld,

Folder sine fromme Hænder

Og begeistret bryder ud:

»Leve Romerrigets Keiser,

Carl August, indviet af Gud!«

Samme Aften

Jøden Isaks Huus.

AHASVERUS sidder foran en udgaaet Ild. ISAK træder ind.

ISAK

Hvad! Er I blevet hjemme, vise Rabbi? Det hele Rom er Festlighed og Glæde,

Europa har igjen en romersk Keiser.

AHASVERUS

Jeg veed det!

ISAK

Vi maae skilles ad imorgen,

Jeg reiser bort. Bliv og benyt mit Huus,

Hvad eller har I Lyst at følge med mig?

AHASVERUS

I reiser?

ISAK

Just i dette Øieblik

Jeg kommer fra den ædle Keiser Carl;

Han lod mig kalde. Jeg har ofte før

Udført hans Bud, nu sender han mig atter.

Jeg gaaer som hans Gesandt til Bagdad, til

Harun al Raschid, Tyrkens Salomon,

Hvem Keiser Carl vil give Efterretning

Om sin Indvielse til romersk Keiser.

En Hob Soldater skal ledsage mig

Til Kysten, til den Stad Brundusium,

Hvor jeg indskiber mig med rige Gaver.

AHASVERUS

Alt længe, Israel, blev dine Sønner

De Christnes Tjenere!

ISAK

I seer saa vred ud?

Hvo tjener ikke gjerne Keiser Carl!

Mig Tusinde misunde vil mit Hverv.

Følg med mig, har I intet bedre Maal!

I har Erfaring, taler alle Sprog,

I kan saa herligt mig forkorte Reisen.

Naar I fortæller, maa man næsten troe,

I levet har igjennem alle Tider.

Følg med mig, vise Rabbi! det at reise,

At see sig om, gjør Livet langt og rigt,

Og Livet er og bliver dog det Bedste.

AHASVERUS

Det Bedste!

ISAK

Ja, det troer jeg nu engang,

Vi vil ei strides, følg nu bare med mig,

I skal ei lide Tab, nei have Vinding!

Kostbare Tepper, Røgelse og Perler

Vi bringe hjem igjen fra Orienten.

Jeg reiser sikkert, reiser som Gesandt,

I fører ogsaa Eders Deel tilbage.

Hvi fæster saa I Eders Øine paa mig,

Hvorfor tilhyller saa I Eders Hoved?

I sønderriver Eders Belte! Rabbi,

Hvad er det? hvilke Tanker fra Gehenna

Gaae op i Eders Sjel? I hader jo

De Christne meget mere, end I hader

De vilde Hedninger!

AHASVERUS

Jeg hader dem!

Har I ei hørt, Ulvinden sønderslider

Sin egen Unge, naar hun kommer efter,

At den kun halvt er hendes Kjød og Blod,

Og halvt af Hundens! Vildere hun hader

Et saadant blandet Blod. Og sligt et Afkom

Er’ disse Christne. Ja, jeg hader dem!

Jeg haded’ dem fra deres første Udspring,

Selv før min Tanke var mig klar, hvorfor!

Instinctet drev mig, og jeg dem forfulgte,

Jeg løfted Faklen selv i deres Tempel.

Da rysted mig et Syn, jeg ei forstod det,

Jeg troede, jeg som Moses saae en Flamme,

Og ud af Flammen talte Stemmen til mig;

Det var i Kirken, over Christi Grav.

Da spurgte jeg mig selv og Verden ad:

»Hvo ere disse Christne? Kan Jehova

Beskytte dem? – Jeg gaaer til deres Byer,

Jeg speider deres Handlinger og Tro.«

Og jeg drog bort; jeg kom, jeg saae og læste

I alle Stæder og i alle Hjerter;

Jo meer jeg læste, desto klarere

Blev for mig Bogens Indhold og dens Formaal.

Idag jeg læste her det sidste Blad;

Den hele Bog jeg kjender nu, den handler

Om Israel, men om det falske Israel,

Den stolte Skygge af vor Herlighed!

Det sidste Blad i Bogen viser det:

Pav’ Leo salver Frankerkongen Carl,

Og han er stor og glad, som Saul jo var det, Da Samuel paasatte ham en Krone.

Du skjønne Israels Træ, du ligger splintret,

Men Christendommen, dette vilde Skud,

Der udsprang dybt fra Roden, trives herligt,

Det er vor Tro forfalsket, som nu blomstrer!

Vor Kongemagt, vort Hierarchie blev gjenfødt,

Det Israel er, men et forfalsket Israel.

Al Viisdom har de laant af vore Bøger,

I tusind’ Aar de kom til, hvor vi var:

Det er det Nye, Bedre, Verdens Stræben!

Ulvindens Unge, halv kun hendes Blod,

Som skulde sønderrives af sin Moder,

Er voxet til; – hun ligger dræbt og haanet,

Men Ungen, stærk og stor, er Skovens Herre!

Tjen ham, bøi dig for ham, slik Støvet bort!

Min Vei er ikke din, vi mødes aldrig!

(iler ud).

CHOR AF ENGLE

O Ahas! dig vi følge paa din Vei,

Din Vinge voxer, men du veed det ei!

Fjerde Afdeling

Slottet Canossa

Borgstue

(En Deel af Markgrevindens, Pavens og Keiser Henriks Folk. AHASVERUS sidder høit ved et Vindue og seer ned i Gaarden.)

EN AF MARKGREVINDENS TJENERE

Før var her Fest paa Fest, nu er her dødt,

Vi leve jo som i beleiret Tilstand,

Det hele Slot er ret et Sørgehuus.

Vor kloge hjertensgode Markgrevinde

Er dybt bedrøvet over al den Strænghed,

Vor hellige Fader viser hendes Slægtning.

EN ANDEN

Jeg veed, at hun for Keiser Henriks Skyld

Har tryglet Paven; men fra denne Kant,

Skjøndt han er hende inderlig hengiven,

Hun bragte det dog ikke til Forsoning.

Stræng er Gregor; han vil, at Keiseren

I en Bodfærdigs Klædning, knælende

Skal overrække ham sin Keiserkrone,

Og sige høit, at han er den uværdig.

DEN FØRSTE

Ha det er haardt.

EN AF PAVENS FOLK

Men det er vel fortjent,

Og Keiser Henrik lystrer, skal I see!

Det er jo alt den tredie Aften nu,

Han staaer derude i den ydre Slotsgaard

Barbenet, med en ulden Kappe kun,

Med Graad og Klageraab, som ikke høres.

Alt gaaer ud paa at blive løst af Bannen,

At han kan straffe sine tydske Fyrster.

EN KEISERLIG KNÆGT

I lyver, I har Uret mod vor Keiser,

Og kan jeg ei bevise det med Ord,

Saa skal jeg vise det med Bradespiddet!

BORGFOGDEN

Lidt rolig! Vand i Blodet, Kammerat!

Her taales ingen Strid, og mindst af Eder,

Bøi heller Hovedet, som Eders Herre.

DEN KEISERLIGE KNÆGT

I spotte os! Saa skal da ogsaa – –

EN ÆLDRE KAMMERAT

Ditlev!

Her er ei Tid og Sted til Strid for os.

Tilgiv ham, Venner! han er lidt forstyrret,

De kolde Nætter paa Savoiens Bjerge, Den Kjærlighed, han bærer for vort Herskab,

Har rystet Hjernen paa ham.

BORGFOGDEN

Ingen Strid!

Vi kunne tale mindeligt derom;

Hvorledes sætter I det Hele sammen!

DEN ÆLDRE

De tydske Fyrster, Keiserens Vasaller,

Har hærget Landene med Ild og Sværd;

Hver Reisende aftvang de Leide-Penge.

Det vilde han ei taale og lod bygge

Rundtom i Landet stærke ▶Ridderborge

Til Værn; det hjalp ei, Paven gav dem Medhold.

DEN KEISERLIGE KNÆGT

De falske Sachser◀ sløifed’ vore Borge,

Den matte Løve sparkede de til.

Kan Paven vel forsvare det for Gud?

DEN PAVELIGE KNÆGT

I Himlen hersker Gud, paa Jorden Paven!

DEN KEISERLIGE KNÆGT

Gregor vil, troer jeg, gjerne det skal gjelde!

Han skalted’ dristigt i vor Keisers Land,

Behandled’ ham som Skolepog og stevned’

Ham hid at gjøre Regnskab for sit Levnet.

Det var at skjænke Bægeret for fuldt!

Vor Keiser født og baaret er til Kronen,

Han reiste sig, og Sceptret blev en Svøbe!

Da skrev Gregor igjen til Bisperne:

Ophøiet er’ I over alle Konger,

I Ban jeg lyser herved Keiser Henrik,

Banstraalen overskjærer alle Baand.

Og han stod ene, haanet og forladt.

Det hele Tydskland er et lovløst Land –

Saaledes vilde, gjorde Pave Gregor.

DEN PAVELIGE KNÆGT

Nu jager jeg dig Sværdet gjennem Livet!

BORGFOGDEN

Jeg paa mit Ansvar lader hugge ned

Enhver, der bryder Freden her i Slottet.

DEN ÆLDRE KRIGSKNÆGT

Ulykken skal man agte, har jeg hørt,

O, hvo var meer ulykkelig end Henrik!

Betænk den tunge Pilgrimsfart herhid.

De tydske Fyrster spærred alle Veie,

Han med sin Hustru og sit stakkels Barn

Tidt som en Hund har krøbet ▶paa sin Bug

Høit paa Savoiens vilde nøgne Bjerge.

EN ANDEN KRIGSKNÆGT

Hvorledes fandt I Vei? hvor kom I frem?

DEN FORRIGE

Hvor vi kom frem? Igjennem Iis og Snee,

Saa Hænderne var ved at fryse af!

Vi maatte vadske dem til Liv i Sneen,

For at faae bundet Toug og Stænger sammen;

Saaledes gik det over dybe Kløfter

Og op af steile glatte Klippemure.

Vi bandt paa vore Heste Fødderne

Og lod dem glide ned; og skete det,

De brak et Been, saa jog vi Kniven i dem

Og flaaede Huden af; i saadan en

Vi maatte slæbe Keiserinden◀ fremad.

Det var en Gru! vor stakkels Keiser Henrik!

– Vi takke maae Hebræeren derhenne,

Han gik os flink tilhaande, førte os.

Da Keiserinden sank halvdød i Sneen,

Han løfted’ hende høit paa sine Arme

Og vandred’ ufortrødent altid fremad.

Hebræer! hvorfor sidder Du saa stille,

Og stirrer gjennem Vinduet ned i Gaarden?

Jeg roser dig! Sligt er vist aldrig hændt dig.

AHASVERUS

Jeg seer paa Verdens sære Herlighed,

Paa Keiseren, barfodet og i Taarer;

Jeg tænker derhos paa en gammel Vise:

Verdens Aand er Straffens Aand,

Den Rigeste Intet eier;

Barnehaand bliver Kjæmpehaand,

Lykkehjulet dreier.

Midnat

CHOR AF ENGLE

Ved Taarnets Lydhul, der hvor Ranken

I Maanens Skin sin Skygge skrev,

Staaer Ahas – hør hans Hjertes Banken,

Sin Kjortel han fra Brystet rev. –

Et Aandens Blink gaaer gjennem Tanken

Om hvad han var og hvad han blev.

AHASVERUS

En Verdens Aand er denne Christendom,

Men en Forbandelse mod Israels Folk!

Som en Koral-Ø er den voxet frem

Trods Havets Magt, trods alle stærke Storme;

Nu staaer den blomstrende med høie Palmer,

Med rige Blomster i det varme Solskin.

Vil Jehova den ryste i dens Grundvold?

Vil Jehova, den atter styrte skal?

Nei, nei! – Gregor, du ligger paa din Pragtseng

Med kostelige tunge Silkeforhæng,

Og store Aander, mægtige at ryste

Et Kongerige, herske i din Tanke;

Din Verdens Sang er Hierarchiets Storhed.

▶Barfodet og i Poenitentsedragt◀

Staaer Keiser Henrik i den aabne Gaard,

Knust er hans Stolthed, med ei knust hans Had!

Det blunder, men den Blunden føder Drømme,

Saa Jorden bæve vil, naar de opfyldes.

Gregor! jeg seer i dig den christne Stor-Aand.

Et Pragt-Træ steg af et foragtet Frø,

Og jeg ydmyget staaer, som Keiser Henrik!

Jeg staaer i den tillukte Verdens-Gaard,

Kan ei forlade den, men maa, som han,

Først løses af mit Ban. Han stod i Nætter,

Men mine Nætter er’ Aartusinder!

– Det blusser sælsomt op i mine Tanker,

Som om jeg var den hele store Sum

Af Verdens Strid mod det Guddommelige,

Som om jeg var et kraftigt Aandens Lys,

Der sluktes ikke under alle Storme. – –

Jeg svimler! hvad var Tanken? Ei jeg veed den.

Hver drømmer sit, Gregor, som svinger Lynet,

Og han, hvis Scepter blev en Tiggerstav.

Men hvilken Drøm opfyldes? – Jeg har ingen.

CHOR AF ENGLE

I Livets store Timer fødes

Der Tanker for en Evighed;

Hvad kom fra Gud i Gud vil mødes,

Men Engle selv ei Tiden veed.

Korsfarerne

Tydskland

(Landevei udenfor et Kloster.)

AHASVERUS

Tidt paa min Vandring i de hede Zoner

Jeg saae de vilde Oxer reent forsmægte.

Rundtom dem fandtes kun glohede Stene

Og store skarpe Tidsler; men hver Tidsel

Indslutted’ i sit pigbesatte Hoved

En Lædskedrik, de af Instinct det knuste.

De skarpe Pigge rev dem Munden blodig,

Mens Tungen slikkede den kjøle Drik.

For mig er Jorden slig en Tidselblomst,

Jeg gad den knuse – om jeg end forblødte,

Jeg blev for første Gang dog vederqvæget!

Min Tørst er den at hvile, finde Ro,

Forglemmelse. Men Tidselblomsten brister!

Det er mod Aften, alle Tegn er’ der,

Snart endes vil det store Verdensdrama!

Fra Verdens fire Hjørner komme jo

Nationerne, de skulle samles atter,

De stride Strømme, skilt af Had og Nid,

Og samles, hvor Jehovas Alter stod,

I Davids Kongestad, Jerusalem.

– For mig er Verden nu en aaben Bog.

Du Israels Kongekrone var et Sollys

Paa Orientens Plante; den fremstod,

Bar Blomst, og faldt i samme korte Nu.

I Sekler stod den visne Stilk tilbage,

Nu snoer sig om den alt Europas Grønt,

En Arons Stav, som blomstrer frisk og skjøn,

Før Herren knuser Jorden, der har fuldendt.

En ung Ridder ledsaget af en Munk træder ud af Klostret.

RIDDEREN

Den nærme sig den store stolte Hær,

De rige Rustninger i Solen blinker!

De komme, og jeg slutter mig til dem;

Giv mig Velsignelsen, min fromme Fader!

MUNKEN

Den har du, du med Riddernavnet fik den.

Jeg saae dig voxe op, jeg fik dig kjær.

Du var et deiligt Barn, da du blev Page,

De lange gule Lokker krølled smukt

Omkring de runde, sunde Barnekinder,

Naar fromt andægtig du gik til Capellet

Med Ridderfrøk’nens guldbeslagne Bog.

Jeg saae dig, som din Herres Vaabendrager,

Flink strigle Hesten, lystig følge ham.

Nu har hans ▶Sværd indviet dig til Ridder.

Du vaaget har den lange Nat i Kirken,

Hvor alle fromme Billeder◀ fra Muren

Tilsmiled dig, thi du var from og god.

Reen fra hver Synd du der steg op fra Badet.

Din ▶hvide Klædning Tegnet var paa Reenhed,

Det røde Skjærf◀, du bløde vil for Kirken,

De sorte Sko, du fik, antyde Døden,

De gyldne Sporer, Iver i at tjene

Din Gud. – Husk paa, Du agter Qvinden!

Beskjærm den Svage! denne Ridderdyd

Dig hæver over Hedenskabets Vise.

DEN UNGE RIDDER

Tak for hvert Ord, din milde Læbe taler!

Jerusalem skal nævne mig som Ridder.

MUNKEN

Jeg hører Hornets Lyd og Hestetrampen,

Den fromme Ridderskare nærmer sig;

Fra Verdens mange Lande kom de sammen,

Een Aand, eet Folk – ja saa er Herrens Villie!

(Korsfarere leire sig ved Veien; forskjellige Nationer mødes).

EN RUSSER

Der høit fra Nord, fra Rusland kommer jeg,

I har vel hørt om Wladimir den store!

Ham kjender Jøde, Græker, Muselmand,

Hver vilde, at han skulde være deres.

Græsk Christen blev han og lod ødelægge

Hvert russisk Afgudsbilled; Folket græd,

Men Ingen reiste sig til Strid mod ham.

Saa bød han, Rig og Fattig skulde døbes,

Han lod dem drive ud i Dnieperfloden

I Vand til Hals og Bryst, der fik de Daabs Bad,

Selv hang jeg dengang paa min Moders Arm.

Jeg voxte op med Had mod Muselmænd

Og Jøder – de som prøvede at lokke

Fra Sandheds Tro vor store Wladimir. –

Mod Muselmænd jeg svinger nu mit Sværd,

Gjør atter Davids Stad til Christenstaden.

EN ENGELLÆNDER

Min Fader faldt ved Hasting, jeg nedstammer

Fra Nordens Argonauter, fra Normanner.

De saae i hver en fremmed Kyst et Kolchis;

Mig ligger dette gamle Sind i Blodet;

Mit Kolchis seer jeg i den hellige Stad,

Det gyldne Skind jeg henter fra Califen.

EN SPANIER

Den store Cid, Don Roderigo Diaz,

Er mit Exempel! høit hans Navn besynges

I Schachterne, hvor Guldet graves ud,

I hver Fabrik, i Haandværksmandens Stue,

I Bondens Hytte og i Riddersalen;

Hans Daad opfylder Alle! Jeg er Spanier!

Som Cid jeg kjæmpe vil for Dyd og Tro!

EN GAMMEL KRIGER

Ved dette Tog er mig min Synd forladt,

Og da det er paa Verdens sidste Tider,

Saa er det klogt at staae sig godt med Himlen.

AHASVERUS

De drage bort, hver drives af sin Lyst!

Europa gyder ud sit Folk, og det forsvinder,

Som Bjergets Floder i det hede Sand. –

Jeg følger med til mine Fædres Grave,

Hvor Gottfried plante vil Europas Fane,

Før Jorden og mit Hjerte med den brister!

Samme Sted, tohundrede Aar derefter

AHASVERUS

Her strakte sig en Skov langs denne Flodbred;

Hvert Træ er fældet, Floden blev den samme.

Her laae et Kloster, og den dybe Huulvei

Gik tæt forbi; nu ligger her en Stad

Med dybe Grave og med høie Mure.

Der paa det høie Punkt just Klostret laae,

Nu bygges der en stolt, en prægtig Kirke.

Hør Sang og Lystighed ved Slid og Slæb!

Saa lægges Steen paa Steen og Bjelker reises,

Og atter staaer det stille nogen Tid,

Saa bygges der igjen i hundred’ Aar,

Og nye Slægter følge paa hinanden.

BYGMESTEREN

I ryster utilfreds med Hovedet,

Idet I seer paa hvad der alt er gjort;

Forstaaer I Kunsten? seer I nogen Feil?

AHASVERUS

Hvor Mennesket og Tiden dog kan lege,

De bygge Korthuus, rive dem saa ned –

Der er en Travlhed, som det gjaldt om noget.

BYGMESTEREN

Det gjælder om det Nyttige og Skjønne,

Det gjælder om Udholdenhed og Kraft;

I min Tid ei vil denne Bygning endes,

Jeg følger selv en afdød Mesters Plan,

Men jeg gjør mit; vor Tid udfører sit

Til Gavn for sig og for en ufødt Slægt!

AHASVERUS

Ret som det gaaer med hele Verdensgangen.

BYGMESTEREN

Men Gud er der Bygmester, og han døer ei.

Ethvert Aarhundred er en Qvadersteen,

Han lægger til den forrige, der lagdes,

Imedens Slægter stige Trin for Trin.

AHASVERUS

Tidt synes der en Hvile.

BYGMESTEREN

Ja den er der,

Men Hvilen er en Samlen kun af Kraft.

Engang er alle Slægters Bygning fuldendt;

Hvad her da synes Leeg og Barneværk,

Er dog et smukt, et nyttigt Tegn, vi hugge

I vort Aarhundred’s stolte Qvadersteen.

AHASVERUS

Og eet Trin mere er det op mod Himlen?

BYGMESTEREN

Man siger, hvert Aarhundred’ er en Bølge,

Der bærer mod det Land: Fuldendelsen,

Hvert Bølgeslag vil sætte til en Steen

Paa Slægters Aandsudvikling, deres Lykke –

AHASVERUS

Det klinger vel, men Klangen er ei Sandhed.

BYGMESTEREN

Jeg tvivler ei! der er en Verdens-Aand,

Historien forkynder Evangeliet! – –

Vor Bygning her, som sagt, er kun et Tegn

Paa Seclets Snille; – Gud han bygger fort.

AHASVERUS

»Historien forkynder Evangeliet?«

Jeg kjender ogsaa lidt til denne Bog.

Her, hvor du bygger, stod engang et Kloster;

Korsfarerne, de bedste Mænd iblandt dem,

Lod sig indvie her, drog saa mod Østen,

Og Millioner fulgte, Gode, Slette –

Hvad vandt Europa ved, det gav sit Blod,

Ved to Aarhundreders Anstrængelser,

Der kun mislykkedes? To Qvaderstene

For Aandens Pyramide blev henslængte!

BYGMESTEREN

Nei fremad, herligt fremad gik det just!

Nationerne sig nærmede hverandre,

Og under Mødet fødtes ▶Frihedstanken.

En Mængde Herrer solgte deres Gods,

Det kom i Hænderne paa Borgerstanden;

Den altfor store Adelsmagt◀ blev stækket,

Nyt Liv der kom i Videnskab og Kunst –

O, fremad, herligt fremad gik det just!

AHASVERUS

(til en Skare, som har samlet sig om dem).

I give ham da Ret? I nikke til det!

Saa finde I, at Alt er gaaet fremad,

At Alt er blevet bedre, meer fuldkomment,

Fra Paven selv og lige ned til Folket?

EN BORGER

Nævn ikke Paven! Aldrig blev der født

En større Skurk, end han, der nu regjerer!

AHASVERUS

Har Vanvid slaget dig? Bid af din Tunge,

Tør saa du tale!

BORGEREN

Kjender I ei Paven,

Johan den tre og tyvende, den Synder!

Nævn mig en Last, som ikke han har øvet!

Sørøver var han jo fra første Færd,

Pav’ Alexander fik han ud af Verden,

Sin egen Broders Kone har han favnet,

Trehundred Nonner fulgte siden efter.

Ha, nævn ei Paven! nei, saavidt dog er vi,

At vi tør kige ind i Munkecellen

Og Vatikanet med, og tale om det!

AHASVERUS

Du taler dristigt, som en Keiser Henrik,

Er du en Konge, at du saa tør tale?

BORGEREN

En Borger er jeg, deraf er jeg stolt!

En Tid vi os behandle lod som Hunde

Af Adel og af Fyrste! Gud skee Lov,

Den Tid er nu forbi, vi ogsaa have

Et Ord at tale med.

AHASVERUS

Men naar nu Pave

Og Ridderskab sig slutte imod Eder?

BORGEREN

Saa bliver det en Dyst, vi slaaes med dem,

Thi alle Landets Stæder holde sammen.

BYGMESTEREN

(til Ahasverus).

Troer I endnu, det ei er gaaet fremad?

EN ANDEN BORGER

Tys, hvad er det? Stormklokken er i Gang!

Det vented’ jeg. Nu er ei Tid til Sladdren,

Ethvert Qvarteer og hvert et Laug maa samles.

MÆNGDEN

Til Vaaben! ud imod dem! Gud med os!

(iler afsted).

AHASVERUS

De spredes ad, Stormklokken bliver ved!

Hvad gjælder denne Larm? Er Fjenden her?

BYGMESTEREN

Javist – idag skal komme Kjøbmandsvogne,

Det veed Borgridderne, det Røverpak,

I hver en Huulvei kan man frygte dem.

– Hold op, I Svende, spænder Sværdet fast,

Afsted, for at forsvare Borgerretten!

(iler bort).

AHASVERUS

Med Stadens Banner foran kommer Skaren

Til Fods og Hest. Jeg ene staaer tilbage.

Arbeidet hviler paa den store Bygning –

Naar seer jeg den fuldendt, og naar – udslettet.

Huulvei

(Kamp mellem Kjøbmændene og Ridderne.)

NATTERGALEN

(synger i Busken).

Hør Guds Røst fra Fugle-Hammen

Under Skovens dunkle Træer:

»Brave Mænd, som holde sammen,

Have tolv Mænds Styrke hver.«

AHASVERUS (gaaer de Kjæmpende forbi).

Det er den bedre Tid, den nye Bølge,

Der løfter Mennesket meer mod sin Gud!

(spottende.)

Den store Aandens Bygning voxer herligt!

– Lyksalig den, som sover i sin Grav

Og bliver Jord i Jorden! Lykkelig

Den Døde, selv om han fortvivlet døer,

Det er forbi dog, reent forbi – for evigt.

Klosterkjøkken

(Det koger og braser. SATAN er Mesterkok.)

SATAN

Det er den hellige Julefest,

Koges skal der og brases.

Før vi vide det, Bisp og Prior

Komme her hjem fra Jagten.

Maden er udsøgt, Vinen er god,

Keiseren har den ei bedre.

Concubinen er nok saa smuk,

Hun og Munken er hjemme,

Elskovspanterne lege saa rart,

Inde i Kirken de støie.

EN LILLE DJÆVEL

Jeg vilde saa gjerne i Kirken gaae,

See paa Munken og Nonnen,

Lære af dem det lystige Spil,

De gjøre saa helvedes deiligt.

CHOR udenfor AF FOLKET

Det er den hellige Julefest,

Et Æsel vi føre til Kirke;

Selv har vi lavet os Bisp og Præst,

Nøgne Jomfruer dandse bedst,

Skjøndt Skoene ikke knirke.

Vi læse Messe saa fæl og styg,

Jomfruen sidder paa Æselets Ryg.

Æselet skriger: Hinham!

Kyrie, Gloria, Credo smukt,

Følger, der er en Fandens Lugt!

Hinham! hinham!

SATAN

Det er den hellige Julefest,

Folket er lystigt derude.

Æselfest har de og Narrefest!

Satan braser i Klosteret!

Bøhmen

AHASVERUS

Ja, det gaaer fremad, altid lystigt fremad!

Det Laveste faaer Pladsen allerøverst,

Snart kommer Helved vel saa høit som Himlen.

I vilde Orgier gaaer Livet op,

Og klogt det er at dandse, som de Andre,

Bemale sig, som de, med Tidens Bærme.

Kun Daaren staaer imod og vil mod Strømmen,

Han vil, og synker – og han slettes ud. –

Der kommer En – til ▶Costnitz gaaer hans Vei,

Frit Leide fik han, ja som En til Galgen.

Det bedre var for ham og hele Landet,

Han blev fornuftig hjemme ved sin Dont.

Hvad gavned Wicliff England ved sin Lære!

Hos ham han hentet har sin – Taabelighed.

God Lykke, Johan Huß◀! jeg varer høit:

Tag dig iagt for Prager-Theologer.

EN GAMMEL MAND

Det gaaer ham ikke godt, ei heller os,

Men Hjulet er i Gang, nu maa det rulle!

(En Skare Ryttere standser ved Veien.)

RIDDEREN

Hvad mumler du? Afveien med din Hund,

Min Hest jo støder Bringen mod dig, Beenrad!

DEN BLINDE

Ak Herre, jeg er blind! Min Hund mig leder.

RIDDEREN

Dog skulde du her ud, at høre Sladder

Og være med, naar Huß kom her forbi;

Det er en Helt, fordi han præker Oprør.

I Bøhmer er et egenraadigt Folk!

Hans Lære huer Eder, ikke sandt?

Den store Hob er altid utilfreds.

DEN BLINDE

Der er dog ogsaa Mænd af Eders Stand

Som slutte sig til Huß. Hjeronimus

Er Adelsmand –

RIDDEREN

Ho, ho! dumdristigt hængte

Han nylig ▶Pavens Bulle for paa Brystet

Af tvende frække Qvinder◀, han lod drive

Igjennem Byen. Hvo er Bøhmens Konge!

Det gaaer for vidt!

DEN BLINDE

Gud glemme Bøhmens Konge!

RIDDEREN

Hvad siger du? skal Gud forglemme ham?

DEN BLINDE

Ja, kan jeg bede noget Bedre for ham?

Han for at more sig og ikke andet,

Lod sine Hunde æde mine Børn,

Og da jeg græd, udstak man mine Øine.

RIDDEREN

Men nu er der jo intet mere Ondt,

Din Konge kan i Morskab gjøre dig?

DEN BLINDE

Han! jo, min Hund, den kunde han jo dræbe.

RIDDEREN

Det gjør jeg nu! (skyder den ned) Jeg, jeg er Venceslaus!

AHASVERUS

Der rider han bort,

Bøhmerkongen!

Meget grusomt og haardt

Saae mit Øie.

Hør Ravnenes Skrig

Over Marken,

De lugte nok Liig –

De vil komme. –

Nu gaaer jeg min Gang

Gjennem Landet.

Jeg i Ravnenes Sang

Hører Livet.

RAVNENE (synge).

Seer du Baalet, seer du Vrimlen!

Alle Byer strømme sammen.

Bundet staaer han, seer mod Himlen;

Byerne gaae op i Flammen.

Ham afrives ▶Præstedragten,

Paa hans Hoved sættes Huen,

Malet op med Helvedspragten,

Djævle dandsende i Luen.

Bundet staaer han der til Pælen,

Straa og Brænde de antænde,

Fromt han beder: Gud, tag Sjælen◀!

– Røgen hvirvler – alt har Ende. –

Førend Luen Læben rørte,

Brast hans Hjerte. Hvilket Skue!

Svanetoner Øret hørte –

See, der fløi en sneehvid Due!

STORMVINDEN

Johan Huß! dit Navn har Stormlyd,

Ved dit Baal en Brand der tændtes,

Der, lig en Komet, nu flyver

Gjennem hele Bøhmerlandet.

Kirker, Klostre staae i Luer,

Borger strider imod Borger, Mens jeg bruser, alt man knuser! Seer Du hist Johan af Kalken, Alle Taboriters Høvding!

Skjøndt hans Øine blev udstukne,

Paa den vilde Hest han rider,

Fuldt af blege vilde Qvinder;

Haaret hænger dem om Skuldren,

Blodet drypper dem fra Armen;

Slige Rædsels-Bacchanaler

Kjendte Oldtids Guder ikke.

Ziska taler, og hans Tale

Er som Vinen, der beruser.

Alting brændes, Alle myrdes,

Børn og Qvinder – Qvinder gjør det!

Johan Huß! nu er du hævnet!

Paa din Hue blev der malet

Vilde Djævle, de fik Legeme,

Traadte ud i Ungarlandet,

Leded’ af den blinde Ziska.

Ingensinde Bonden pløie

Skal den Ager, hvor hans Telt stod,

Og hans Sjæl foer ud i Luften,

Baaret bort paa stærke Arme.

Alle gyse, alle frygte.

Ahasverus! vil du flygte?

Kom og hvil dig paa min Skulder,

Bort jeg bærer dig og Ziska.

CHOR AF ENGLE

Her de onde Aander hærge.

Kom, til Rhinens grønne Bjerge,

Hvor den ædle Drue fødes!

– Lucifer og Ahas mødes. –

Egnen omkring Mainz

AHASVERUS

En Fest! igjen en Fest, et Bryllupstog!

Fra Baaden vaie broget smukke Vimpler.

EN SORTEBRODER

Det er ei Bryllupsgjæster, som I seer.

Her er en Fest for ham, som staaer paa Skibet

Saa stolt, som var han Verdens første Mand.

AHASVERUS

Og hvo er han?

SORTEBRODEREN

Patricier! Gutenberg!

– I Verdensburet sad fra evig Tid

Med Lynet i sin Klo en fangen Ørn;

Og mange stræbte for at bryde Lænken,

Skjøndt ei de vidste selv hvorfor, hvortil;

Instinctet drev dem. Lænken filet blev;

Der var een Traad kun; den, som filed’ sidst,

Var denne Gutenberg. Nu flyver Ørnen

Og skriver med sit Lyn hver Støvets Tanke.

AHASVERUS

Og saa? – Hvad skal der komme ud af det?

SORTEBRODEREN

En Gysen, troer jeg. Alle Kongers Konge

Har følt et Gys.

AHASVERUS

Hvad kalder han sig?

SORTEBRODEREN

Satan!

AHASVERUS

I er en Spøgefugl, og er ei vred

Paa Gutenberg, som ender Eders Slid

Og laver i et Døgn saamange Bøger,

Som ei I skriver Eders hele Liv.

Hviil Eder! sov! det er dog bedst af Alt.

Hvad Gutenberg har grebet er dog kun

Et broget Nit, der gjælde skal for noget.

SORTEBRODEREN

En ▶Aandens Flamme boer i denne Slægt,

Aarhundredet har født; den griber Himlens Snille,

Den lægger nye Lande◀ til sin Verden,

Den skaber Lyn og Torden, stormer vidt.

AHASVERUS

En Flyve-Tanke kommer, den opelskes,

Og snart den er en mægtig Livsopgave,

Hvorfor der lides, slæbes, offres Alt.

I mange Aar jeg traf en saadan ▶Daare,

Hvis Tanke favner Jorden som en Kugle.

Mod Vesten vil han søge Indien◀,

Vil binde Jordens Endepunkter sammen,

Og samle rundt om sig og til een Fane

Nationerne.

SORTEBRODEREN

Columbus.

AHASVERUS

Du veed Navnet,

Columbus! ja, en af de nye Titaner,

Der stormer Himlen. Tidt jeg mødte ham,

Og i hans Livs fremtrædende Momenter.

I Andalusien ved Klosterporten, Hvor med sit Barn han stod vansmægtende,

Vi saae hinanden just for første Gang.

Han talte med en Kundskab, en Begeistring,

Fortalte os sit hele Ungdomsliv.

Han ved sit Ord og ved sin Tale henrev

Den vakre Læge, Lodsen og Prioren,

I ham han vandt en Ven! Vi skiltes ad.

I Salamanca hørte jeg ham atter.

I Klostret Sanct Stephan, hvor kjækt de Lærde

Slog ham med Bibelsteder; stolt han stod,

En Konge liig, hans Tale en Prophets!

Hvad ikke Verdens store Philosopher

Udgrunded’, troede han at have fundet,

Hvad ei igjennem flere tusind’ Aar

De bedste Sømænd mægtede at finde,

Det vilde han. Smaadrengene paa Gaden,

De pegede til Hovedet og loe,

Hvergang Columbus kom. End gaaer han om

Med sin Idee. Vi mødes vel engang,

Og jeg er vis paa, han endnu har Haab.

SORTEBRODEREN

Ja meer end nogensinde. Veed du ei

Om ▶Ferdinands og Isabelles Seire,

Om deres Løfte? – Faldet er Granada◀,

Columbus drager paa sit Eventyr.

AHASVERUS

Nu, efter atten lange Prøve-Aar!

Ha! ha! saa rul i Verdensdybet, Drømmer!

Men denne Død for ham er stor og stolt,

Han flyver med begeistret Ungdomshaab

Hen over Havet til de stærke Hvirvler,

Der sluge ham. – – Jeg følger med Columbus!

– Hvor har Du hørt derom? Hvor veed du det?

SORTEBRODEREN

Jeg kommer fra en Pilgrimsfart, fra Spanien,

Jeg er som du en Vandrer – Lucifer.

(forsvinder)

Verdenshavet

Ombord paa Caravelen Santa Maria.

COLUMBUS (sidder forud). MENNESKEHEDENS GENIUS(svæver som et lysende Meteor foran Skibet og synger).

Jeg fulgte dig til Klostrets Port paa dine Fædres Strande

I Juntaen jeg hos dig stod og kjølede din Pande.

Jeg kaldte, for at trøste dig, en tropisk Fugle-Skare,

Jeg lod Passaten blæse til, du fløi, ukjendt med Fare.

Føl Luftens Kys, det qvæge dig, betragt saa Havets Strømme,

▶En Green saa frisk, en Krebs paa den og rundtom Urter svømme!

Seer du, hist driver der en Stav, bemalet og udskaaret◀,

Snart seer du Land, Guds stærke Haand har dig til Landet baaret.

AHASVERUS

(sidder mellem Matroserne i den anden Deel af Skibet).

Forlængst det sidste Spor af Land er svundet,

Et Chaos af ukjendte Farer see vi.

Bestandig fører Vinden her mod Vest,

Der kommer intet Skib med den tilbage,

Undtagen, som det sidste Tegn vi saae,

Dødstegnet! husker I den Mast, der drev!

EN MATROS

Du skriger som en Ravn min egen Frygt!

I Palos har de længst begrædt vor Død;

Det var en Sorgens Dag, vi seiled bort,

Godvillig reiste Ingen uden du,

Du blev ei kjøbt, ei tvunget, hvorfor gik du?

AHASVERUS

Jeg veed, mod Vesten taber Havet sig

I frygtelige Strømme, dybe Hvirvler,

Der drage alt i Chaos.

Jeg gik med, Fordi jeg ikke føler Lyst at leve.

EN SØMAND

Vi ville ikke længer imod Vesten,

Vi have jo en Villie, stærk som hans.

En Fremmed er han uden Magt i Hjemmet,

Hvo veed i Spanien, om det var ▶en Bølge

Hvad eller os◀, der kasted’ ham i Havet.

Der staaer han stolt og taus, vor Morderengel,

Columbus.

FLERE SØFOLK

Vee, der lufter ingen Vind!

Blikstille rundt omkring, selv ingen Døning.

COLUMBUS

Jeg byder tredive Kroner til den Første,

Som øiner Land! snart vil det stige frem.

Paa Havet drive friske Bær og Blomster,

En Sangfugl synger, hører I dens Røst?

Den lille Fugl har sat sig i vort Tougværk.

Nu svulmer Havet! Tro mig, vi see Land!

SØFOLKENE

Der kom en Døning! Hellige Guds Moder!

Var det et Tegn? Nu er der Liv i Havet.

AHASVERUS

De Daarer, altid haabe, altid skuffes.

Columbus, Du bedrager ei dig selv.

I Nætterne dit Øie bange hefted’

Sig til Compasset, der har tabt sin Kraft,

Thi Skibet er alt over Tryllekredsen,

Der holder Luft og Bølger i sin Magt,

See, nu gaaer Solen ned! Frem flyver Skibet,

Og Havet sender Funker, som det brændte.

Nat

COLUMBUS

Søen gaar høiere,

Vinden er stærkere,

Hjerte, hvor svulmer Du!

Herre, Du følger mig,

Herre, din Villie skee! –

Ja, du mig viser det!

Sagte ▶bevæger sig

Lyset◀, jeg seer det jo.

Luften ei føder sligt,

Havet ei tænder sligt,

Nu er det slukt – ha! nei,

Langsomt bevæges det.

Hjerte, hvor svulmer du,

Meer end det store Hav

Rundt om vor Jord.

AHASVERUS

(i Skibsrummet).

Hvor Søen nu gaaer høit! Er’ vi ved Maalet,

Det Maal, jeg søger, Døden, Altings Ende,

Hvad eller stiger atter Solen for os,

Og atter lægger Bølgen sig til Havblik?

– Da vil de myrde ham! Men Skibet bliver.

Af Hunger og af Tørst døer da hver Mand.

Den sjunkne Ø Atlantis strækker ud

Græs-Armene og holder Skibet fast

Herude paa det stille Verdensdyb,

Og jeg, som ei kan døe, jeg bliver her,

Banlyst fra Menneskenes store Kreds,

Alene, bundet fast som en Polyp

Til disse Planker, der af Solen brændes

Og Aar for Aar vil trødsket falde sammen.

Naar Havets Døning løfter Skibets Skrog,

Da skilles Plankerne – og jeg alene,

Jeg, som kan ikke døe, paa Havet flyder;

Alene! – Vee mig! – Ha, der faldt et Skud!

Og atter et! De raabe Land!

Nei, nei! Det er igjen et Spil af Luftens Skyer.

(iler frem).

▶COLUMBUS

(knæler◀, med Ansigtet mod det nye Verdensland forud).

Du Kraftens Gud, ved mig, dit svage Redskab,

Er Verdenshavets Hemmelighed løst!

Du gav mig Kraft i Farens tunge Dage,

Nu skjælver jeg i al din Herlighed

Paa Lykkens Dag. Land! Land mit Øie seer!

O salig den, din Aande mildt berører,

O salig den, Du kaarer til dit Redskab!

Din Herlighed opfylder heelt mit Hjerte,

Høitlovet være Du og Jesus Christus!

SØFOLKENE

(knæle om Columbus).

O Herre tilgiv os vor Synd og Afmagt,

Tilgiv, tilgiv, der en Gud i Dig!

AHASVERUS

(stirrer mod Kysten, seer de skovbegroede Bjerge i den stigende Morgensol, udstøder et Skrig og synker om).

Amerika

CHOR AF INDFØDTE

See den store Aand har sendt

Over Havet, ned fra Himlen

Til os sine bedste Børn.

Fugle, større end vor Hytte,

Bare dem paa stærke Vinger

Denne lange vide Vei.

Tordenen de have med sig,

Naar den ruller, bæver Hjertet,

Alle vore Bjerge bæve.

Men de bringe Lykke til os,

Thi den store Aand dem sendte!

EN QVINDE

(med et Stykke Speilglas).

Seer du denne tynde Flade,

Skaaret ud af stille Vand,

Deri kommer frem mit Ansigt.

O hvor Tænderne staae hvide,

Jeg seer Blodet i min Kind.

Det en Gave er fra disse

Mænd, den store Aand har sendt os.

Jeg vil sætte det i Haaret,

Og jeg bærer da en Flamme,

Som i Solen kaster Gjenskin

Ind paa Væggen af min Hytte.

EN KRIGER

Sønner af den store Aand

Mødte mig, Een saae jeg bære

Paa et huult et bladløst Rør,

Lynets Straale sad derinde.

Naar han holdt det mod sin Skulder,

Fik det Stemme, og dets Lynild

Traf en Fugl høit over os.

Jeg var stærk, ja jeg var Hersker

Over alle Himlens Fugle,

Havde jeg det hule Rør.

SKOVENS AAND

Vee dig, Fædreland, og vee dit Afkom!

Veien fundet er for Østens Mænd!

Stig mit Suk til Storm i Skovens Ørken!

Øxen hævet er, som skal omhugge

Stammerne, der stod i tusind Aar,

Ene truede af Himlens Lynild.

Guldet under disse Træers Rødder

Skal udvadskes i vort Afkoms Blod.

Bittre, tunge Dage ville komme!

Jages skulle I af fremmed Mand,

Jages bort fra Sted til Sted, ei hvile,

Vandre altid, ret som Israels Søn,

Der med sin Forbandelse betraadte

Denne Jordbund. Taus han sidder hist

Under den vidtskyggende Platan,

Seer paa Havet, det langtbølgende,

Hvor han kom fra, hvor han gaaer igjen,

For at vandre, jages, ret som I;

Uden Hvile »vandre, altid vandre!«

CHOR AF INDFØDTE

Sønner af den store Aand!

Eder elske vi, thi større

Bedre ere I end vi.

Søde Frugter her vi bringe,

Tilberedet Kjød af Vildtet;

Naar I spise her i Græsset,

Dandse vi til Trommens Klang.

VERDENS-AANDEN

Veien er fundet! Atter et nyt Land

Knyttet jeg har til Menneske-Lykken.

Urskoven bæver, ei den forstaaer mig,

Evige Vandrer, du vil forstaae mig!

Kom, lad den nye Verdens Oprullen

Rulle dig ind i dig selv for at læse

Viisdom og Trøst, ja læse Guds Villie,

Og det er den, for Menneskeslægten:

Eet Folk, een Tanke, Forening, Forstaaen.

AHASVERUS

Det suser sælsomt i de gamle Skove,

Som engang Hymnerne i Israels Tempel.

VERDENS-AANDEN

Rigt, som Amerika, laae du o Israel,

Tillukt for Jordens vidtspredte Slægter;

Du eied’ Aandens Guld, Sagnenes Urskov,

Billedet var du paa det Bestaaende.

Vee! du det Nye af Gud stødte fra Dig,

Det var dit Fald just, o Israels Folk!

Evige Vandrer, betragt nu det Skete,

Menneskeslægterne være dit Speil.

Altid det Gamle fornægter det Nye,

Gud bliver født, korsfæstes – og lever!

Seirende bære Aarhundredets Bølger

Rustfrie Skat mod Fuldendelsens Kyst.

Landenes Genier have udtalt det,

Opslaget Bogen, der laae foran Eder,

Slægters Historie stod paa dens Blade.

Eet haver vendt sig, betragt her et nyt,

See paa det Blad, som Columbus har viist Dig,

Læs saa tilbage paa dem, som er’ læste.

– – Dog om de Døde selv opstod og talte,

Ei I forstode, I vilde forkaste,

Nagle til Træet det Nye af Herren,

Det I forstøder, det som dog seirer

Og bærer fremad Menneskeslægten.

AHASVERUS

En Hvirvelvind mig farer gjennem Tanken,

Et Chaos, der sig ordner i et Heelt.

Hvad er jeg og hvad var jeg – hvilken Storhed!

Alt bliver mig saa klart, – et kort Minut!

(Han strækker Hænderne ud mod det uendelige Hav, Solen stiger høiere og høiere).

VANDREDUERNE

Hvad hvidske, som i Drømme, Skovens Træer,

Hvad har de seet i denne tause Stund? –

De saae det første Kys, en Europæer

Har trykt paa Karaiber-Pigens Mund.

SKOVENS AAND

Vee! med et Kys forraadte ogsaa Judas!

HAVFRUEN (fortæller sine Smaae).

– Og ▶Cain myrdede sin Broder Abel!

Det var det Første i den gamle Verden,

Columbus kom og fandt og vandt en ny.

Der vare tvende Brødre, begge Konger

I dette Land, den ene var en Cain,

Han slog ihjel sin Broder, Cainsmærket◀

Forbinder nu den ny og gamle Verden.

To Straffens Engle stod ved Oldtids-Eden,

To Straffens Engle fik Amerika,

Den ene fødte Himlen, Ferdinand Cortez,

Den anden sendte Helvede, Pizarro.

Og der flød mere Blod og altid Blod,

Men Guldet svømmed til Europas Kyster.

GODE AANDER

Alt blev et større samvirkende Hele,

Vimplerne vaie som Seierstrophæer.

VERONIKAS AAND

Fra Jerusalem faldt i Flammegrav,

Til Columbus saae Landet i Vesterhav,

Et Spand af Evigheds Døgn rulled’ hen,

Et nyt og et nyt – ruller op igjen.

Du, Ahas, udfolder din stærke Vinge,

Den voxer, den vil dig til Himlen bringe,

Ja dig og Slægter i Svaghed født’,

I Kraft opstaaet, som Liv fra Dødt.

CHOR AF ENGLE

I, Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,

At hver i sin egen og Verdens Historie

Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

SANGENS MUSA

Hvad dybt i Ahasverus-Mythen klang,

En Gjenlyd var fra Tidens stærke Bølger. –

En bedre Skjald vil i en bedre Sang

Fortælle os om Vandringen – som følger.

»favete lingvis!«

1: »favete lingvis!«↩

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF

Trykt første gang i Gæa, æsthetisk Aarbog, udgivet af P.L. Møller, december 1844 med årstallet 1845 på titelbladet (fulde titel: »Fragmenter af H. C. Andersens »Ahasverus«, et lyrisk dramatisk Digt«). Ahasverus udkom i sin helhed 1847 (jf. s. 243 ff. og noter hertil). BFN 463

Udkom 16. december 1847 med trykkeår 1848. Uopført. BFN 522

Indhold

[tilegnelse] Forgrund Indgang [sceneriet] Jerusalem Udenfor Jerusalem Jerusalem Næste Morgen Udenfor Jerusalem I Huset hos Ahasverus Jerusalem Nat Næste Morgen Jerusalem Fem og tyve Aar derefter Mødet Jerusalem Romernes Leir udenfor Jerusalem Anden Afdeling Rom. Colosseum Natten Flere Dage derefter Katakomberne under Rom Vindenes Sang om Ahasverus Afrikas Aand Tredie Afdeling Et Blad af Krøniken Herskerens Borg Nat Tilbagevandring Eneboerens Hytte Rom. Colosseum Et Blad af Krøniken Midnat Arabien Jerusalem Julemorgen. Aaret 800. Rom Samme Aften Fjerde Afdeling Slottet Canossa Midnat Korsfarerne Samme Sted, tohundrede Aar derefter Huulvei Klosterkjøkken Bøhmen Egnen omkring Mainz Verdenshavet Nat Amerika

1848

Forgrundforhistorie, optakt. H.C. Andersens mønster er antagelig »Prolog im Himmel« fra Goethe Faust, I, 1808.

Indgangindledning.

Jerusalem

Udenfor Jerusalem

Jerusalem

Næste Morgen

Udenfor Jerusalem

I Huset hos Ahasverus

Jerusalem

Nat

Næste Morgen

Jerusalem

Fem og tyve Aar derefter

Mødet

Jerusalem

Romernes Leir udenfor Jerusalem

Anden Afdeling

Rom. Colosseumromersk amfiteater, indviet 80 e.Kr.

Natten

Flere Dage derefter

Katakomberne under Rom

Vindenes Sang om Ahasverus

Afrikas Aand

Tredie Afdeling

Et Blad af Krøniken

Herskerens Borg

Nat

Tilbagevandring

Eneboerens Hytte

Rom. Colosseum

Et Blad af Krøniken

Midnat

Arabien

Jerusalem

Julemorgen. Aaret 800. Rom

Samme Aften

Fjerde Afdeling

Slottet Canossaden toscanske markgrevinde Mathildes bjergslot i egnen omkring Parma i Norditalien. Mathilde (1046-1115) havde ry for at være en højt dannet kvinde og god mod sine undersåtter.

Midnat

Samme Sted, tohundrede Aar derefter

Huulvei

Klosterkjøkken

Bøhmen

Egnen omkring Mainz

Verdenshavet

Nat

Amerika

Henvis til værket

Forgrund

Indgang

Rom. Colosseum

Slottet Canossa