Der laae et Bondehuus, Skorstenens Røg

Sig hvirvled blaalig mod de grønne Grene,

Paa Taget voxte Græs og vilde Løg,

Ved Døren sad en lille Pige ene;

Hun ridsede paa Jorden nok saa net

En Have, ja, dens Lige fandtes neppe,

Hvert enkelt Blad gjalt for en Blomsterplet,

Lysthuset forestiltes ved en Skreppe.

Og mens hun leged’, kom fra Skovens Kant

To underskjønne Børn i hvide Kjoler,

Hver bar en Blomst, klar som en Diamant,

Og med en Duft, som Duften af Violer.

De sagde: »Kom! saa skal Du faae at see,

Derinde voxe endnu mange flere!«

Da gik de ind i Skoven alle tre.

– Den lille Pige saae man aldrig mere.

Mod hver en Sorg har Tiden Læge-Drik;

Det Øie smile vil, vi før saae græde.

Den tabte Lilles Plads en Broder fik,

Fast til sit Bryst holdt Moderen den Spæde.

– En Nat hun vaagner: Maanen skinner klart,

Paa Gulvet sidder hendes tabte Datter

Med Blomster af en egen deilig Art.

»Mit Barn!« hun raaber, og det svinder atter.

Tre Gange Storken reiste; men hvorhen?

Den lille Dreng løb om kjæk og forvoven.

Og Alferne med Blomster kom igjen;

Ham ogsaa lokkede de ind i Skoven.

– Og Natten steeg – igjennem Krat og Tjørn

En Moder søgte, sønderknuust, bedrøvet:

»Forbarm Dig Gud! gjengiv mig mine Børn!

Mit Eneste og Bedste er mig røvet!«

– Der sad en Fader uden Børn og Viv,

Og Ingen bragte Fader-Hjertet Trøsten.

Hans Dage var et langt, et eensomt Liv. –

En Aftenstund, det sildigt var i Høsten,

Paa Gravens simple sandbestrøede Høi,

Han hæfted’ Øiet, hvori Taarer bæved;

I Maanens Glands de lette Skyer fløi,

Sært deres Skygger henad Jorden svæved.

Da kom en Skare Børn fra Skoven frem,

De svævede, med Blomster uden lige,

Og to gik Haand i Haand; han kjendte dem,

Det var hans egen lille Dreng og Pige.

De Kirkeveien gik; de andre Smaae

Sprang over Marken let, som Due i Luften;

Til deres Moders Grav han saae dem gaae,

De bragte Blomster; han indaanded’ Duften.

»O mine Børn!« udbrød han faderglad,

Og løb derind til Kirkegaardens Grave.

I Maanens Lys han kunde see hvert Blad,

Der var en Duft som i en Blomster-Have;

Men Børnene, den hele Alfehær

Forsvundet var; men over Graven stode

En Mængde Blomster, Roser meest især,

Saa skjønne kun i Alfelandet groede.

Fra Hyacinthens Klokker Trøsten klang:

»Der er saa stille og saa godt i Graven!«

Og Roserne om Alfelandet sang:

»Der dandse dine Børn i Blomsterhaven!

Lad ikke Taaren væde meer din Kind,

I Barnets Død er Solglands og ei Skygge.

Det flyver fra sin Alfeverden ind

Til Himlens Gud, til overjordisk Lykke!«