»Alt paa sin rette Plads!«

Det er over hundrede Aar siden!

Der laae bag Skoven ved den store Indsø en gammel Herregaard, og rundtom den var der dybe Grave, hvori voxte Duunhammere, Siv og Rør. Tæt ved Broen til Indkjørsels-Porten stod et gammelt Piletræ, der hældede sig ud over Rørene.

Omme fra Huulveien lød Horn og Hestetrampen, og derfor skyndte den lille Gaasepige sig med at faae Gjæssene tilside fra Broen, før Jagt-Selskabet kom galopperende; det kom i saadan en Fart, at hun gesvindt maatte springe op paa en af de høie Stene ved Broen, for ikke at blive redet overende. Halv Barn var hun endnu, fiin og spinkel, men med et velsignet Udtryk i sit Ansigt og to rare klare Øine; men det saae Herremanden ikke paa; i den flyvende Fart han kom, vendte han Pidsken i sin Haand, og af raa Lystighed stødte han hende med Skaftet lige for Brystet, saa hun gik bag over.

»Alt paa sin rette Plads!« raabte han, »i Skarnet med Dig!« og saa loe han, det skulde nu være saa moersomt, og de Andre loe med; hele Selskabet gjorde Skriig og Skraal og Jagthundene gjøede, det var rigtignok:

– Gud veed hvor riig han var endda.

Den stakkels Gaasepige greb for sig, i det hun faldt, og fik fat i en af de nedhængende Pilegrene; ved den holdt hun sig oppe over Dyndet, og saasnart Herskab og Hunde vare vel inde af Porten, arbeidede hun paa at komme op, men Grenen knækkede af ved Kronen, og Gaasepigen faldt tungt tilbage i Rørene, da i det samme en kraftig Haand ovenfra greb hende. Det var en vandrende Hosekræmmer, som et Stykke borte havde seet til og skyndte sig nu med at komme hende til Hjælp.

»Alt paa sin rette Plads!« sagde han i Spøg efter Herremanden og trak hende op paa det Tørre; den afbrækkede Green stillede han hen mod Stedet, hvor den var knækket af, men »paa sin rette Plads,« det gaaer ikke altid! og saa stak han Grenen ned i den bløde Jord, »groe om du kan og skjær dem en god Fløite deroppe paa Gaarden!« han undte Herremanden og hans en dygtig Spidsrods-Marsch; og saa gik han ind paa Herregaarden, men ikke op i Høisalen, dertil var han for ringe! ind til Folkene i Borgstuen kom han, og de saae paa hans Varer og kjøbslog; men oppe fra Gildesbordet lød Skraal og Vræl, der skulde være Sang, de kunde den ikke bedre. Der lød Latter og Hundehyl, der var stor Fraadsen og Sviren; Viin og gammelt Øl skummede i Glas og Kruus, og Liv-Hundene aad med; eet og andet Bæst af dem blev af Junkerne kysset, efterat det først med den lange Ørelap var tørret om Snuden. Hosekræmmeren blev kaldt derop med sine Varer, men kun for at de kunde have deres Spads med ham. Vinen var gaaet ind og Forstanden ud. De hældte Øl i en Strømpe til ham, at han kunde drikke med, men gesvindt! det var nu saa overordentligt snildt og til Griin. Hele Drift Qvæg, Bønder og Bøndergaarde bleve satte paa eet Kort og tabte.

»Alt paa sin rette Plads!« sagde Hosekræmmeren, da han igjen var vel udenfor Sodoma og Gomorra, som han kaldte det. »Den aabne Landevei, det er min rette Plads, der oppe var jeg slet ikke i mit Es.« Og den lille Gaasepige nikkede til ham fra Markledet.

Og der gik Dage og der gik Uger, og det viste sig, at den afbrækkede Pilegreen, som Hosekræmmeren havde stukket ned ved Vandgraven, holdt sig stadig frisk og grøn, ja at den skjød endogsaa nye Skud; den lille Gaasepige saae, at den maatte have fæstet Rod, og hun glædede sig saa inderligt derover, det var hendes Træ, syntes hun.

Ja, med det gik det fremad, men med alt andet paa Gaarden gik det svært tilbage ved Sviir og ved Spil: det er to Triller, som ikke ere gode at staae paa.

Der var ikke gaaet sex Aar, saa vandrede Herremanden med Pose og Stav, som fattig Mand, fra Gaarden og den blev kjøbt af en riig Hosekræmmer, og det var just ham, som havde været til Spot og Griin og var budt Øl i en Strømpe; men Ærlighed og Driftighed, de give god Medbør, og nu var Hosekræmmeren Herre paa Gaarden; men fra den Stund kom der aldrig Kortenspil der; »det er en slem Læsning,« sagde han, »den kommer derfra, at da Fanden første Gang saae Bibelen, vilde han vrænge en efter, der skulde være ligesaadan, og saa opfandt han Kortenspillet!«

Den nye Herremand tog sig en Frue, og hvem var hun, det var den lille Gaasepige, som altid havde været skikkelig, from og god; og i de nye Klæder saae hun ud saa fiin og kjøn, som var hun født en fornem Jomfru. Hvorledes gik det til? Ja, det er for lang en Historie i vor travle Tid, men det gik til, og det Vigtigste kommer bag efter.

Velsignet og godt var der paa den gamle Gaard, Moder stod selv for det Indvendige og Fader for det Udvendige; det var ligesom Velsignelsen vældede frem, og hvor Velstand er, der kommer Velstand til Huse. Den gamle Gaard blev pudset og malet, Gravene rensede og Frugttræer plantede; venligt og godt saae der ud og Stuegulvet var blankt som et Spækkebræt. I den store Sal sad om Vinteraftnerne Madamen med alle sine Piger og spandt Uldent og Linnet; og hver Søndagaften læstes der høit af Bibelen, og det af Justitsraaden selv, for han blev Justitsraad, Hosekræmmeren, men det var først paa hans meget gamle Dage. Børnene voxte til, – der kom Børn, – og alle bleve de vel oplærte, men de havde jo ikke lige gode Hoveder, saadan som det er i enhver Familie.

Men Pilegrenen udenfor var blevet til et heelt prægtigt Træ, der stod frit og ubeskaaret, »det er vort Stamtræ!« sagde de gamle Folk, og det Træ skulde holdes i Agt og Ære! sagde de til Børnene, ogsaa til dem som ikke havde gode Hoveder.

Og nu var der gaaet hundrede Aar.

Det var i vor Tid; Søen var blevet til en Mose, og den gamle Herregaard var ligesom visket ud, der stod en aflang Pyt Vand, med lidt Steensætning til Siden, det var Resten af de dybe Grave, og her stod endnu et prægtigt gammelt Træ, der hældede sine Grene, det var Stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et Piletræ kan være, naar det faaer Lov til at skjøtte sig selv. – Det var jo rigtignok revnet midt i Stammen, lige nede fra Roden og op til Kronen, Stormen havde dreiet det lidt, men det stod, og fra alle Revner og Sprækker i det, hvor Vind og Veir havde lagt Muld-Jord, voxte Græs og Blomster; især øverst, hvor de store Grene deelte sig, var der ligesom en heel lille hængende Have, med Hindbær og Fuglegræs, ja endogsaa et lille bitte Rønnebær havde der rodfæstet sig og stod saa slankt og fiint midt oppe i det gamle Piletræ, der speilede sig i det sorte Vand, naar Vinden havde drevet Andemaden hen i et Hjørne af Vandpytten. – En lille Sti, hen over Hovmarken, førte tæt herforbi.

Høit paa Banken ved Skoven, med en deilig Udsigt, laae den nye Gaard, stor og prægtig, med Glasruder saa klare, at man skulde troe at der slet ingen var. Den store Trappe ved Døren saae ud, som om den havde Lysthuus paa af Roser og storbladede Planter. Græspletten var saa reen grøn, som om hvert Straa blev seet efter Morgen og Aften. Inde i Salen hang kostelige Malerier, og der stod med Silke og med Fløiel Stole og Sophaer, der næsten kunde gaae paa deres egne Been, Borde med blanke Marmorplader, og Bøger i Safian og Guldsnit .... jo, det var rigtignok rige Folk, som boede her, det var fornemme Folk, her boede Baronens.

Det ene svarede der til det andet. »Alt paa sin rette Plads!« sagde de ogsaa, og derfor var alle de Skilderier, som engang havde været til Stads og Hæder paa den gamle Gaard, nu ophængte i Gangen til Karlekammeret; rigtigt Skrammel var det, især to gamle Portrætter, det ene en Mand i rosenrød Kjole og med Paryk, det andet en Dame med puddret opsat Haar og en rød Rose i Haanden, men begge omgivne eens med en stor Krands af Pilegrene. Der var saa mange runde Huller i de to Billeder, og det kom af at de smaa Baroner altid gik og skjød deres Flitsbuer af paa de to gamle Folk. Det var Justitsraaden og Justitsraadinden, dem hele Slægten stammede ned fra.

»Men de er ikke rigtig af vor Familie!« sagde en af de smaa Baroner. »Han var en Hosekræmmer og hun en Gaasetøs. De vare ikke som Papa og Mama!«

Billederne vare noget daarligt Skrammel, og »Alt paa sin rette Plads!« sagde man, og saa kom Oldefaer og Oldemoer paa Gangen til Karlekammeret.

Præstesønnen var Huuslærer der paa Gaarden; han gik en Dag med de smaa Baroner og deres ældste Søster, der lige nylig var confirmeret, og de kom henover Stien, ned mod det gamle Piletræ; og medens de gik, bandt hun en Bouquet af Markens Grønt; »Alt paa sin rette Plads,« og det blev et Skjønheds Hele. Imidlertid hørte hun dog meget godt efter Alt hvad der blev sagt, og det glædede hende saameget at høre Præstesønnen fortælle om Naturens Kræfter og Historiens store Mænd og Qvinder; hun var en sund velsignet Natur, adlet i Sjæl og Tanke, og med et Hjerte til ret at omfatte alt Skabt af Gud.

De standsede nede ved det gamle Piletræ; den mindste af Baronerne vilde saa gjerne have sig en Fløite skaaret, det havde han før faaet af andre Piletræer, og Præstesønnen brød en Green af.

»O gjør det ikke!« sagde den unge Baronesse; men saa var det gjort. »Det er jo vort gamle berømmelige Træ! jeg holder saa meget af det! ja derfor leer man mig ogsaa ud hjemme, men det er det samme! Der er et Sagn om det Træ –!«

Og nu fortalte hun Alt hvad vi have hørt om Træet, om den gamle Gaard, om Gaasepigen og Hosekræmmeren, som mødtes her og bleve Stam-Forældre til den fornemme Slægt og til den unge Baronesse.

»De vilde ikke lade sig adle, de gamle skikkelige Folk!« sagde hun. »De havde det Mundheld: »Alt paa sin rette Plads!« og det syntes de at de ikke kom, naar de for Penge lod sig ophøie. Det var deres Søn, min Bedstefader, som blev Baron, han skal have havt stor Lærdom, været høit anseet og afholdt af Prindser og Prindsesser, været med ved alle deres Fester. Ham holde de andre hjemme meest af, men, jeg veed ikke selv, der er mig noget ved det gamle Par, som drager mit Hjerte til dem! der maa have været saa hyggeligt, saa patriarchalsk paa den gamle Gaard, hvor Huusmoderen sad og spandt med alle sine Piger og den gamle Herre læste høit af Bibelen!«

»Det har været prægtige Folk, fornuftige Folk!« sagde Præstesønnen; og saa vare de lige inde i Tale om Adel og Borgerlig, og det var næsten, som om Præstesønnen ikke hørte til Borgerskabet, saaledes talte han om det at være af Adel.

»Det er lykkeligt at høre til en Slægt, som har udmærket sig! saaledes at have ligesom en Blodets Spore i sig til at gaae frem i det Dygtige. Deiligt er det at eie et Slægt-Navn, der er Adgangskort til de første Familier. Adel betyder ædel, det er Guldmynten, der har faaet i Stempel, hvad den selv er i Værd. – Det er Tidens Tone, og mange Poeter slaae naturligviis ind i den, at Alt hvad adeligt er skal være daarligt og dumt, men hos den Fattige, jo lavere man stiger ned, desmere glindser det. Men det er ikke min Mening, thi det er aldeles galt, aldeles falskt. I de høiere Stænder findes mange gribende skjønne Træk; min Moder har fortalt mig et, og jeg kunde give flere. Hun var i Besøg i et fornemt Huus i Byen, min Moermo’er, troer jeg, havde opammet den naadige Frue. Min Moder stod i Stuen med den gamle høiadelige Herre; da saae han, at der kom nede i Gaarden en gammel Kone paa Krykker; hver Søndag kom denne og fik et Par Skilling. »Der er den gamle Stakkel, sagde Herren, hun har saa svært ved at gaae« – og før min Moder forstod det, var han ude af Døren og nede af Trapperne, han den halvfjersindstyveaarige gamle Excellense, var selv gaaet ned til den fattige Kone for at spare hende fra at gaae den besværlige Vei op efter den Skillings Hjælp, hun kom efter. Det er jo kun et ringe Træk, men som »Enkens Skjærv« har den Klang fra Hjertebunden, Klang fra Menneskenaturen; og derhen skal Digteren pege, i vor Tid just skal han synge derom, det gjør godt, mildner og forsoner! Men hvor et Stykke Menneske, fordi han er af Blod og har Stamtavle, som de arabiske Heste, staaer paa Bagbenene og vrinsker i Gaden, og i Stuen siger: »her har været Folk fra Gaden!« naar en Borgerlig har været derinde, der er Adelen gaaet i Forraadnelse, blevet til Maske af den Slags, som Tespis gjorde sig dem, og man morer sig over Personen og giver den Satiren i Vold.«

Det var Præstesønnens Tale, den var noget lang, men saa var Fløiten skaaret.

Der var stort Selskab paa Gaarden, mange Gjæster fra Omegnen og Hovedstaden. Damer klædte med Smag og uden Smag. Den store Sal ganske opfyldt af Mennesker. Omegnens Præster stode ærbødigst i Klump i et Hjørne, det saae ud, som om der var Begravelse, men der var Fornøielse, men den var endnu ikke sat igang.

Stor Concert skulde der være, og derfor havde den lille Baron sin Pilefløite ind med, men han kunde ikke faae Veir i den, det kunde ikke heller Papa, og derfor duede den ikke.

Der var Musik og Sang, af den Slags, der er meest moersom for dem, som udøver den; forresten nydeligt.

»De er ogsaa Virtuos!« sagde en Cavaleer, der var sine Forældres Barn; »de blæser Fløite, de skjærer den selv. Det er Geniet, der behersker – sidder paa høire Side, – Gud bevar’os! jeg følger ganske med Tiden, det maa man. Ikkesandt, De vil henrykke os Alle med det lille Instrument!« og saa rakte han ham den lille Fløite, der var skaaret af Piletræet nede ved Vandpytten, og høit og lydeligt forkyndte han, at Huuslæreren vilde skjænke dem en Solo paa Fløite.

Der skulde gjøres Nar af ham, det var let at forstaae, og Huuslæreren vilde saa ikke blæse, skjøndt han nok kunde, men de trængte paa, de nødte ham, og saa tog han Fløiten og satte den for Munden.

Det var en underlig Fløite! der lød en Tone, saa udholdende, som den klinger fra Damp-Locomotivet, ja meget stærkere; den lød over hele Gaarden, Haven og Skoven, milevidt ud i Landet, og med Lyden kom der en Stormvind, som bruste: »Alt paa sin rette Plads!« – og saa fløi Papa ligesom baaret af Vinden, ud af Gaarden, og lige lukt ind i Røgterhuset, og Røgteren fløi op – ikke i Storstuen, der kunde han ikke komme, nei op i Tjenerkammeret, mellem det fine Tjenerskab, der gik i Silkestrømper, og de stolte Karle bleve som gigtslaaede ved, at saadan en ringe Person turde sætte sig til Bords mellem dem.

Men i Høisalen fløi den unge Baronesse op ved den øverste Bordende, hvor hun var værdig at sidde, men Præstesønnen fik Sæde ved Siden af, og der sad de begge to, som om de var et Brudepar. En gammel Greve af Landets ældste Slægt blev urokket paa sin Hæders-Plads; for Fløiten var retfærdig, og det skal man være. Den vittige Cavaleer, der var Skyld i Fløitespillet, han der var sine Forældres Barn, fløi paa Hovedet ind imellem Hønsene, men ikke alene.

En heel Miil ud i Landet lød Fløiten, og der hørtes store Begivenheder. En riig Grosserer-Familie, der kjørte med fire, blæste aldeles ud af Vognen, og fik ikke engang Plads bag paa; to rige Bønder, der i vor Tid vare voxne over deres egen Kornmark, blæste ned i Muddergrøften; det var en farlig Fløite; lykkeligviis sprak den ved den første Lyd, og det var godt, saa kom den i Lommen igjen: »Alt paa sin rette Plads!«

Dagen efter talte man ikke om den Begivenhed, derfor har man den Talemaade »at stikke Piben ind!« Alt var ogsaa i sin gamle Orden igjen, kun at de to gamle Billeder, Hosekræmmeren og Gaasepigen, hang oppe i Høisalen, der vare de blæste op paa Væggen; og da en af de rigtige Kunstkjendere sagde, at de vare malede af en Mesterhaand, saa bleve de hængende og istandsatte, man vidste jo ikke før at de duede, og hvor skulde man vide det. Nu hang de paa Hæders-Plads. »Alt paa sin rette Plads!« og der kommer det! Evigheden er lang, længere end denne Historie!