H.C. Andersen

Anne Lisbeth

Anne Lisbeth var som mælk og blod, ung og fornøjet, dejlig at se på, tænderne skinnede så hvide, øjnene så klare. Foden var let i dansen, og sindet endnu mere let! Hvad kom der ud af det? – »Den lede unge!« – ja, dejlig var han ikke! Han blev sat ud til grøftegraverens kone, Anne Lisbeth kom på det grevelige slot, sad i stadselig stue med klæder af silke og fløjl. Ikke en vind turde blæse på hende, ingen sige hende et hårdt ord, for det havde hun skade af, og det turde hun ikke tåle. Hun ammede det grevelige barn, det var fint som en prins, dejligt som en engel, hvor elskede hun dette barn; hendes eget, ja, det var i hus, i grøftegraverens hus, hvor ikke gryden kogte over, men munden kogte over, og oftest var der ingen hjemme. Drengen græd, men hvad ingen hører, det ingen rører, han græd sig i søvn, og i søvnen føler man ikke til sult og tørst, søvnen er sådan en god opfindelse. I åringer – ja, som tiden går, skyder ukrudt op, siger man, Anne Lisbeths dreng skød op, og dog var han sat i væksten, sagde de. Men helt var han vokset ind i familien her, de havde fået penge derfor, Anne Lisbeth var ham aldeles kvit, hun var købstadsmadamme, havde det lunt og godt inde og hat på gik hun ud. Men hun gik aldrig til grøftegraverens, det var så langt fra staden, og hun havde der heller ikke noget at gøre, drengen var deres, og tære sin kost kunne han, sagde de, gavn for føden skulle han gøre, og så passede han Mads Jensens røde ko, han kunne nok røgte og tage sig noget for.

Lænkehunden på herregårdens blegdam sidder i solskinnet stolt oven på sit hus og gør af hver der kommer forbi, i regnvejret kryber den indenfor, ligger tørt og lunt. Anne Lisbeths dreng sad på grøften i solskin, snittede på en tøjrepæl, i foråret vidste han tre jordbærplanter i blomster, de ville nok sætte bær, det var hans gladeste tanke, men der kom ingen bær. Han sad i regn og rusk, blev våd til skindet, den skarpe vind tørrede siden tøjet på kroppen. Kom han til gården, blev han puffet og stødt, han var led og grim, sagde piger og karle, det var han vant til – aldrig elsket!

Hvordan gik det Anne Lisbeths dreng? Hvorledes skulle det gå ham? Det var hans lod: »aldrig elsket«.

Fra landjorden blev han kastet over bord, gik til søs på en ussel skude, sad ved roret mens skipperen drak. Skiden og led var han, forfrossen og grådig, man skulle tro at han aldrig havde været mæt, og det havde han heller ikke.

Det var sent på året, råt, vådt, blæsende vejr, vinden skar koldt gennem de tykke klæder, især til søs, og der gik for et sejl en ussel skude med kun to mand ombord, ja, kun en og en halv, kan man også sige, det var skipperen og hans dreng. Tusmørke havde det været den hele dag, nu blev det sortere, det var en bidende kulde. Skipperen tog sig en dram der kunne varme indvendig! Flasken var gammel og glasset med, det var helt foroven, men foden knækket af og havde i stedet for den en tilsnittet blåmalet træklods at stå på. – En dram gjorde godt, to gjorde bedre, mente skipperen. Drengen sad ved roret, det han holdt på med sine hårde, tjærede hænder, grim var han, håret stridt, forkuet og forkrympet var han, det var grøftegraverens dreng, i kirkebogen hed han Anne Lisbeths.

Vinden skar på sin vis, skuden på sin. Sejlet bovnede, vinden havde fat, der var flyvende fart – råt, vådt rundt omkring, men mere endnu kunne der komme – stop! – Hvad var det! Hvad stødte, hvad sprang, hvad greb i skuden? Den drejede sig om! Kom der et skybrud, løftede sig en brodsø? – Drengen ved roret skreg højt: »I Jesu navn!« Skuden var stødt på en mægtig sten i havbunden og sank som en gammel sko i gadekæret, sank med mand og mus, som man siger. Og der var mus, men kun halvanden mand: skipperen og grøftegraverens dreng. Ingen så det uden de skrigende måger og fiskene dernede, ja, og de så det ikke endda så rigtigt, thi de for forskrækkede til side da vandet buldrede ind i skuden der sank. Knap en favn under vandet stod den, gemt var de to, gemte, glemte! Kun glasset med den blåmalede træklods til fod sank ikke, træklodsen holdt det oppe. Glasset drev for at knækkes over og skylles op på stranden – hvor og når? Ja, det var jo ikke noget videre! Nu havde det tjent ud, og det havde været elsket; det havde ikke Anne Lisbeths dreng! Dog i Himmeriges rige vil ingen sjæl kunne sige mere: »Aldrig elsket!«

Anne Lisbeth var i købstaden og det allerede i mange år, blev kaldt madam og knejsede især op når hun talte om gamle minder, den grevelige tid da hun kørte i karet og kunne tale med grevinder og baronesser. Hendes søde grevebarn var den yndigste Guds engel, den kærligste sjæl. Han havde holdt af hende, og hun havde holdt af ham. De havde kysset hinanden og klappet hinanden, han var hendes glæde, hendes halve liv. Nu var han stor, var fjorten år, havde lærdom og dejlighed. Hun havde ikke set ham siden hun bar ham på sine arme; ikke havde hun i mange åringer været på det grevelige slot, det var en hel rejse derhen.

»Jeg må tage det overtværs engang!« sagde Anne Lisbeth, »jeg må til min herlighed, til mit søde grevebarn! Ja, han længes vist også efter mig, tænker på mig, holder af mig som da han hang med sine englearme om min hals og sagde: »An-Lis!« Det var ligesom en violin! Ja, jeg må tage det overtværs og se ham igen!«

Hun kørte med kalvevogn, hun gik på sin fod, hun kom til det grevelige slot. Det var stort og skinnende som altid før, haven som før derudefra, men folkene i huset var alle fremmede, ikke én af dem kendte noget til Anne Lisbeth, de vidste ikke hvad hun havde betydet her engang, det ville nok grevinden sige dem, også hendes egen dreng! Hvor længtes hun efter ham.

Nu var Anne Lisbeth her. Længe måtte hun vente, og ventetid er lang! Før herskabet gik til bords, blev hun kaldt ind til grevinden og meget godt tiltalt. Sin søde dreng skulle hun se efter bordet, så blev hun kaldt ind igen!

Hvor var han blevet stor, lang og tynd, men de yndige øjne havde han og den englemund! Han så på hende, men han sagde ikke et ord. Han kendte hende vist ikke. Han vendte sig om, ville gå igen, men da tog hun hans hånd, trykkede den op til sin mund! »Nå, det er godt!« sagde han, og så gik han ud af stuen, han, hendes kærligheds tanke, han som hun havde elsket og elskede højest, han, hendes jordiske stolthed.

Anne Lisbeth gik uden for slottet på den åbne landevej, hun var så trist; han havde været så fremmed imod hende, ikke haft tanke for hende, ikke ord, han som hun engang ved nat og dag havde båret, og altid bar i tanken.

Der fløj en stor sort ravn ned på vejen foran hende, skreg, og skreg igen, »eja!« sagde hun, »hvad er du for en ulykkesfugl?«

Hun kom forbi grøftegraverens hus, der stod konen i døren, og så talte de sammen.

»Du er vel ved magt!« sagde grøftegraverens kone, »du er tyk og fed! Dig går det godt!«

»Såmænd!« sagde Anne Lisbeth.

»Fartøjet med dem er da forgået!« sagde grøftegraverens kone. »Lars Skipper og drengen er druknet begge to. Nu har de ende på det. Jeg havde dog troet at drengen engang skulle kunne have hjulpet mig med en skilling, dig kostede han nu ikke mere, Anne Lisbeth!«

»Er de druknet!« sagde Anne Lisbeth, og så talte de ikke mere om den ting. Anne Lisbeth var så bedrøvet fordi hendes grevebarn ikke gad tale til hende, hun som elskede ham og havde taget den lange vej for at komme her, det havde også kostet penge, fornøjelsen hun havde fået, var ikke stor, men det sagde hun her ikke et ord om, hun ville ikke lette sit sind ved at tale om det til grøftegraverens kone, hun kunne jo tro at hun ikke mere var anset hos grevens. Da skreg igen ravnen hen over hende.

»Det sorte spektakel,« sagde Anne Lisbeth, »gør mig nok forskrækket i dag!«

Hun havde bragt med kaffebønner og cikorie, det ville være en velgerning mod grøftegraverens kone at give hende det til at lave en skål kaffe. Anne Lisbeth kunne få sig en kop med, og grøftegraverens kone gik hen at koge den, og Anne Lisbeth satte sig på en stol, og der faldt hun i søvn. Da drømte hun om den hun aldrig før havde drømt om, det var underligt nok: Hun drømte om sit eget barn, der her i huset havde sultet og skrålet, drevet for lud og koldt vand, og nu lå i det dybe hav, Vorherre vidste hvor. Hun drømte at hun sad hvor hun sad, og at grøftegraverens kone var ude at lave kaffe, hun kunne lugte bønnerne, og der stod i døren sådan en dejlig en, han var lige så køn som grevebarnet, og den lille sagde:

»Nu forgår verden! Hold dig fast ved mig, for du er dog min mor! Du har en engel i Himmeriges rige! Hold fast ved mig!«

Og så greb han efter hende, men der lød sådan et rabalder, det var nok verden der gik fra hinanden, og englen løftede sig og holdt hende fast i hendes særkeærme, så fast, syntes hun, at hun lettedes fra jorden, men der hang sig noget så tungt ved hendes ben, det lå hen over hendes ryg, det var ligesom om hundrede kvinder klyngede sig fast, og de sagde: »Skal du frelses, må vi også! Hæng på! Hæng på!« og så hang de allesammen på. Det var for meget, »ritsch-ratsch!« sagde det, ærmet flængedes, og Anne Lisbeth faldt forfærdeligt så at hun vågnede ved det – og var lige ved at styrte om med stolen hun sad på. Hun var så fortumlet i hovedet at hun slet ikke kunne huske hvad hun havde drømt, men noget ilde havde det været.

Så blev kaffen drukket, så blev der talt, og så gik Anne Lisbeth til den nærmeste by, hvor hun skulle træffe fragtmanden og endnu denne aften og nat køre med ham til sit hjemsted. Men da hun kom til fragtmanden, sagde han at de ikke kunne komme af sted før den næste dags aften, hun tænkte da over hvad det ville koste hende at blive, tænkte over vejlængden og betænkte at gik hun langs stranden og ikke af kørevejen, da var det næsten to mil kortere. Det var jo højt vejr og nok fuldmåne, og så ville Anne Lisbeth gå, næste dag kunne hun være hjemme.

Solen var nede, aftenklokkerne klang endnu – nej, det var ikke klokkerne, det var Peder Oxes frøer der koaxede i kærene. Nu tav de, alt var stille, ikke en fugl hørte man, hver af dem var til ro, og uglen var nok ikke hjemme. Lydløst var der ved skov og strand hvor hun gik, hun hørte sine egne fodtrin i sandet, havet havde ikke skvulpen, alt derude i det dybe vand var lydløst, stumme var de alle dernede, de levende og de døde.

Anne Lisbeth gik og tænkte ikke på nogen ting, som man siger, hun var borte fra sine tanker, men tankerne var ikke borte fra hende, de er aldrig borte fra os, de ligger bare i en døs, både de levendegjorte tanker der har lagt sig, og de som endnu ikke har rørt sig. Men tankerne kommer nok frem, de kan røre sig i hjertet, røre sig i vort hoved eller falde ned over os!

»God gerning har sin velsignelsens frugt!« står der skrevet, »i synden er død!« står der også skrevet! Meget står skrevet, meget er sagt, man ved det ikke, man husker ikke, sådan gik det Anne Lisbeth. Men det kan gå op for en, det kan komme!

Alle laster, alle dyder ligger i vort hjerte! I dit, i mit! De ligger som små ikke synlige korn. Så kommer der udefra en solstråle, en ond hånds berørelse, du drejer om hjørnet, til højre eller venstre, ja, det kan afgøre det, og det lille frøkorn rystes, det svulmer derved, det sprænges og gyder sine safter i alt dit blod, og så er du på farten. Det er ængstende tanker, dem har man ikke når man går i en døs, men de er i røre:

Anne Lisbeth gik i en døs, tankerne var i røre! Fra kyndelmisse til kyndelmisse har hjertet meget på sit regnebræt, det har års regnskab, meget er glemt, synd i ord og tanker mod Gud, vor næste og mod vor egen samvittighed. Vi tænker ikke derover, det gjorde heller ikke Anne Lisbeth, hun havde intet ondt gjort mod lands lov og ret, hun var meget godt anset, skikkelig og hæderlig, vidste hun. Og som hun nu gik ved stranden – hvad var det der lå? Hun standsede. Hvad var der skyllet op? En gammel mandshat lå der. Hvor mon den var gået over bord? Hun gik nærmere, blev stående og så på den – eja! Hvad lå der! Hun blev ganske forskrækket, men der var ikke noget at blive forskrækket over, det var tang og siv der lå snoet hen over en stor aflang sten, det så ud som et helt menneske. Det var kun siv og tang, men forskrækket blev hun, og idet hun gik videre, kom hende i tanke så meget hun havde hørt som barn, al den overtro om »strandvarslet«, spøgelset af den ubegravede der lå skyllet op på den øde strandbred. »Strandvaskeren«, den døde krop, den gjorde intet, men dens spøgelse, strandvarslet, fulgte den ensomme vandrer, hang sig fast og forlangte at bæres til kirkegården for at begraves i kristen jord. »Hæng på! Hæng på!« sagde det. Og som Anne Lisbeth gentog for sig selv disse ord, gik med et op for hende hele hendes drøm, så lyslevende, hvorledes mødrene havde klynget sig til hende med dette udråb: »Hæng på! Hæng på!« hvorledes verden sank, hendes særkeærme revnede, og hun faldt fra sit barn, der i dommens stund ville have holdt hende oppe. Hendes barn, hendes eget kødelige barn, det hun aldrig havde elsket, ja, ikke engang tænkt på, dette barn var nu på havsens bund, det kunne som strandvarsel komme og råbe: »Hæng på! Hæng på! Bring mig i kristen jord!« og idet hun tænkte det, prikkede angsten hende i hælene så at hun gik raskere. Frygten kom som en kold klam hånd og lagde sig i hendes hjertekule så hun var lige ved at få ondt, og idet hun nu så ud over havet, blev der tykkere og tættere. En tung tåge skød sig frem, lagde sig om busk og træer, de fik et underligt udseende derved. Hun vendte sig for at se efter månen der stod bagved hende, den var som en bleg skive uden stråler, det var som noget havde lagt sig tungt på alle hendes lemmer: »Hæng på! Hæng på!« tænkte hun, og da hun igen vendte sig om og så på månen, syntes hun at dens hvide ansigt var lige tæt ved hende, og tågen hang som et lin ned over hendes skuldre: »Hæng på! Bring mig i kristen jord!« ville hun høre, og hørte også en lyd så hul, så sær, den kom ikke fra frøerne i kæret, ikke fra ravne eller krager, for dem så hun jo ikke, »begrav mig! Begrav mig!« klang det lydeligt. Ja, det var strandvarslet af hendes barn der lå på havsens bund, det fik ikke fred før det blev båret til kirkegården og graven gravet i kristen jord. Derhen ville hun gå, der ville hun grave, hun gik i den retning hvor kirken lå, og da syntes hun at byrden blev lettere, den forsvandt, og hun ville så igen vende om og nå ad den korteste vej hjem. Men da knugede det hende igen: Hæng på! Hæng på! – Det lød som frøernes kvæk, det lød som en klynkende fugl, det lød så grangiveligt »begrav mig! Begrav mig!«

Tågen var kold og klam, hendes hånd og ansigt var koldt og klamt af rædsel. Udenom hende klemte det, indeni hende blev der et uendeligt rum for tanker hun før aldrig havde fornemmet.

I én forårsnat her i Norden kan bøgeskoven springe ud, stå i sin unge, lyse pragt ved dagens solskin, i ét eneste sekund kan indeni os hæve og udfolde sig den sæd af synd i tanke, ord og gerning der i vort førte liv er nedlagt. Den løfter og udfolder sig i ét eneste sekund når samvittigheden vågner, og Vorherre vækker den når vi mindst venter det. Da er der intet at undskylde, gerningen står og vidner, tankerne får ord, og ordene klinger lydeligt ud over verden. Vi forfærdes over hvad vi har båret i os og ikke kvalt, forfærdes over hvad vi i overmod og tankeløshed har strøet ud. Hjertet har i gemme alle dyder, men også alle laster, og de kan trives selv i den goldeste grund.

Anne Lisbeth rummede i tankerne hvad vi her har sagt i ord, hun var overvældet deraf, hun sank til jorden, krøb henad den et stykke. »Begrav mig! Begrav mig!« sagde det, og helst havde hun begravet sig selv dersom graven var en evig forglemmelse af alt. Det var alvorens vækkelsesstund med gru og angst. Overtroen kom hedt og koldt i hendes blod, så meget hun aldrig gad tale om, kom i tanke. Lydløs som skyens skygge i det klare måneskin fór forbi hende et syn, hun havde hørt om det før. Tæt forbi hende jog fire fnysende heste, ilden skinnede dem ud af øjne og næsebor, de trak en gloende karet, i den sad den onde herremand der for mere end et hundrede år siden havde huseret her i egnen. Hver midnat, hed det, fór han ind i sin gård og vendte straks igen. Han var ikke hvid, som man siger den døde er, nej, han var sort som et kul, et udbrændt kul. Han nikkede til Anne Lisbeth og vinkede: »Hæng på! Hæng på! Så kan du igen køre i grevelig vogn og glemme dit barn!«

Mere ilsom skyndte hun sig af sted, og hun nåede kirkegården. Men de sorte kors og de sorte ravne blandede sig for hendes øjne, ravnene skreg som ravnen i dag havde skreget, dog nu forstod hun hvad det var den sagde: »Jeg er ravnemor! Jeg er ravnemor!« sagde hver af dem, og Anne Lisbeth vidste at navnet også gjaldt hende. Hun ville måske blive forvandlet til sådan en sort fugl og ideligt måtte skrige hvad den skreg, fik hun ikke graven gravet.

Og hun kastede sig ned på jorden, og hun gravede med sine hænder en grav i den hårde jord så at blodet sprang hende ud af fingrene.

»Begrav mig! Begrav mig!« lød det ideligt, hun frygtede for hanegal, og den første røde stribe i øst, thi kom de før hendes arbejde var endt, da var hun fortabt. Og hanen galede, og i øst lyste det – – graven var kun halvt gravet, en isnende hånd gled hen over hendes hoved og ansigt ned til hjertestedet. »Halv grav kun!« sukkede det og svævede bort ned på havsens bund, ja, det var strandvarslet. Anne Lisbeth sank overvældet og betaget til jorden, hun havde ikke tanke eller fornemmelse.

Det var lys dag da hun kom til sig selv, to karle løftede hende i vejret. Hun lå ikke på kirkegården, men nede på strandbredden, og der havde hun gravet foran sig et dybt hul i sandet og skåret sine fingre til blods på et sønderbrudt glas, hvis skarpe stilk stak i en blåmalet træfod. Anne Lisbeth var syg. Samvittigheden havde blandet overtroens kort, lagt dem op og fået ud deraf at nu havde hun kun en halv sjæl, den anden halvdel havde hendes barn taget med sig ned på havsens bund. Aldrig ville hun kunne flyve op mod Himmeriges nåde før hun havde igen den anden halve del der holdtes på i det dybe vand. Anne Lisbeth kom til sit hjem, hun var ikke det menneske mere hun før havde været. Hendes tanker var spegede som garnet der speges, én tråd kun havde hun red, den at bære strandvarslet til kirkegården, grave det en grav og derved vinde sin hele sjæl tilbage.

Mangen nat blev hun savnet i sit hjem, og altid fandt man hende da ved stranden, hvor hun ventede på strandvarslet. Således hengik et helt år, da forsvandt hun igen en nat, men var ikke at finde. Hele den følgende dag gik hen med forgæves søgen.

Hen imod aften da degnen kom ind i kirken for at ringe til solnedgang, så han foran alteret lå Anne Lisbeth. Her havde hun været fra den tidlige morgenstund, hendes kræfter var næsten borte, men hendes øjne lyste, hendes ansigt havde en rødmende glans. De sidste solstråler skinnede ind på hende, strålede hen over alterbordet på de blanke spænder af Bibelen, der lå opslået med de ord af profeten Joel: »Sønderriver eders hjerter og ikke eders klæder, vender om til Herren!« »Det var nu således tilfældigt!« sagde man, som så meget er tilfældigt!

I Anne Lisbeths ansigt, som solen belyste, var der at læse om fred og nåde. Hun var så vel! sagde hun. Nu havde hun forvundet sit! I nat havde strandvarslet, hendes eget barn, været hos hende, det havde sagt: »Du gravede kun halv grav – for mig, men du har nu år og dag begravet mig helt i dit hjerte, og der gemmer en mor sit barn bedst!« og så havde det givet hende igen hendes tabte halve sjæl og ledet hende herind i kirken.

»Nu er jeg i Guds hus!« sagde hun, »og i det er man salig!«

Da solen var helt nede, var Anne Lisbeths sjæl helt oppe hvor der er ingen frygt når den her er udstridt, og udstridt havde Anne Lisbeth.

Del

[Sassy_Social_Share]