. Ligesom vor Tilstand før vi fik Liv forholder sig til den nuværende, forholder den nuværende sig igjen til den tilkommende.
Mange store Værker ere saa tomme, at de ikke kunne betragtes som Bøger, men blot som .
Dersom Prygl lod sig skrive, skrev engang en Fader til sin Søn, saa skulde Du læse dette Brev med Ryggen, Din Æsel!
Det var vist Umagen værdt, engang at fremstille (Damernes) Bagtalen ved Caffe-Bordet, som et Kortenspil, hvor altid den ene stikker den anden.
Naar En udfører noget slet, som man ventede vilde være blevet godt udført, siger man: »nu, det kunde jeg ogsaa have gjort!« – Vi have kun faa Talemaader, der forraade saamegen Beskedenhed.
Paa Tiden, paa et evigt Jeg i os, paa et evigt Du over os, maae vi haabe.
Uskyldighed! kun naar Du ikke kjender Dig selv, saaledes som den barnlige, er Du en; men Din Bevidsthed om Dig selv, er Din Død.
Bag Solene hist, dreie sig Sole i det uendelige Blaae; deres af vort Menneske-Øie endnu aldrig seete Straaler, fløi alt i Aar-Tusinder ned imod vor lille Jord, men naaede den ikke; og Du, o store, evige Gud, neppe aabne vi Aandens lille, svage Øie, saa straaler Du klart derind, Du, Aandernes og Solenes Skaber!
Ethvert Slag af vort Hjerte, slaaer os en , og Livet vilde være en evig Forbløden, dersom ikke Digtekunsten var.
En Kjæmpe er kun to Gange saa stor som en Dverg, og enhver Dverg er en halv Kjæmpe.
