»At være eller ikke være«
Roman i tre Dele
»
Shakspeare
Mine Venner
Digteren
og
Philosophen
tilegnet
Første Deel
I
Den gamle Præst, »Generalens Broder« og flere mærkelige Personer
»Bring mig en god Bog hjem!« sagde Præstens Datter.
»Og bring mig en slem Dreng, daarlige Folks Barn, som jeg kan gjøre en god Christen af!« sagde Præstekonen, i det Fader allerede sad paa Vognen og de stoppede Kappen vel ned om ham mod den skarpe Vestenvind.
Præsten, den gamle Japetus Mollerup, skulde engang igjen see Kjøbenhavn, hvor han i tredive Aar ikke havde været; nu kom man let derover,
Her i begge Stuer var ryddet op, lagt tilrette, støvet af og gjort net; Kjoler og Buxer hængte hen i en Krog og skjulte, Bøgerne satte i Orden, og Bordet, hvor ellers Papirer,
Festaftenens Hædermand, den gamle Japetus, var selv den Første der mødte, og det i Stadsklæder, syede efter gammel Mode af en jydsk Bondeskrædder, som gik paa Omgang i Herredet og klædte Hosbond og Karlene; den gamle Præst saae ganske stadselig ud, og ham klædte godt den sorte Kallot paa det sølvhvide Haar; hele Ansigtet straalede af Glæde nu da han igjen stod i den gamle Stue og saae sin Søstersøn og gode Venners Børn derovre fra; det var rart det, sagde han, at være sammen igjen med Ungdommen i den gamle røde Gaard.
Deiligt er det, som gammel Mand at kunne være ung med de Unge.
Hele Kredsen her bestod af Jyder, paa Een nær, der som Student kunde gjelde for
Punsch blev skjænket; den gamle Præst holdt sig imidlertid strængt til det ene Glas, der ikke maatte »
»Man kan ogsaa boe friskt og frit!« sagde Generalens Broder, der iøvrigt hed Hr. Svane, og det kunne vi ogsaa kalde ham. »Jeg venter, at min gamle Ven kommer op ogsaa til mig og seer min ringe Leilighed, der er i Baghuset, men har en Udsigt – der ikke kan være bedre i Venedig. Den store Kanal fra Knippelsbro til Toldboden løber lige under mine Vinduer; Rhinstrømmen har ikke saa klart og grønt et Vand som det her strømmer; og saa seer man
»Hillemænd!« sagde Præsten, »ja det skal jeg see og Dig skal jeg besøge! Men hvad har Du nu for? Har Du noget særegent Arbeide?«
»Jeg har det med Stjerneskud!« sagde Hr. Svane. »Ideerne falde endnu lige lukt ned og gaae saa ud igjen. Jeg tænker paa en Tragedie, som jeg aldrig skriver; jeg samler til en Folkebog, som der aldrig bliver Manuskript til –«
»Og Tragedien, den Du aldrig skriver?«
»Ja, en Tragedie er det, hvori Ingen døer, men hvori Hovedmanden pines, som man kan pines uden at Livet gaaer af Een; gaaer først det, saa har man jo Ende paa Pinen og Tragedien med. Det er Tragedien
»Men sæt den dog paa Papiret, selv om det siden lægges hen!« sagde den gamle Præst.
»Der er nok alligevel! hvor meget ligger der ikke gjemt og glemt, som hele den nye Slægt ikke drømmer om. Det var maaskee en god Gjerning, at udgive saadan en Bog: »Rednings-Anstalt for glemte Forfattere«, at diske op med gammelt Godt, der er glemt og ikke skulde det! – see det er ogsaa en Idee – et Stjerneskud, af dem der gaae ud igjen! – Men det var om at besøge mig, Talen var; kunde vi ikke bestemme en Tid til at see Huusleiligheden, der er et Slags Fuglebuur, Luftballon,
»Der seer ud som i Hoffmanns Hjernekiste!« sagde Een af Selskabet, »
»Jeg finder vel nok derop!« gjentog Præsten.
»Her er ellers den bedste Ledsager,« sagde Hr. Svane, idet lille Niels, Pouls Søn fra Rundetaarn, traadte ind med frisk Vand i Caraffelen. »Det er min Gudsøn!« vedblev han; »har jeg ikke staaet Fadder til Dig, min Dreng?«
Og Niels nikkede med et Smiil.
»Han kan sin »
»
Man saae strax, at den Lille var livlig og opvakt; de unge Mennesker havde givet sig af med ham, Læselyst havde han og dertil
»
og sagt: »Kan Du lære den Fyr udenad og bære den ned fra Rundetaarn, saa er Du en heel Latiner og skal have lovlig Ret til at komme her paa Lærdommens Grund for at hente os Smør og Spegesild!«
Drengen læste og lærte Oden, og fra denne Tid kaldtes han Latineren, og hver Student ansaae sig for Mæcenas.
»Ja, han er den yngste Latiner herinde!« blev der sagt, og et halvt Glas Punsch blev overrakt ham; han maatte fremsige sin Horats og det gjorde han lydeligt og rigtigt.
»Han gjør nok sin Lykke!« sagde Hr. Svane, »ikke fordi han er min Gudsøn, men fordi han er af høi
Næste Formiddag, paa bestemt Klokkeslet, skulde Niels møde i »
Klokken var ikke mere end ni om Aftenen, da den gamle Præst brød op, for han trængte til Hvile; men imorgen –! ja, hvad bringer den Dag? Derpaa tænkte han, da han lagde sig tilsengs i »gammel Avlsgaard«; derpaa tænkte lille Niels, der med sin Fader gik op i Rundetaarn, høit op over Gaarde og Huse, til den lille Stue, hvor de boede.
Den Dag imorgen, hvad bringer den? Ja, det er altid godt, at man ikke veed det. – Her blev det en Livsens Dag i mere end een Betydning.
Hr. Svane boede, som sagt, i et Baghuus i Amaliegaden, nær ved, hvor »
Og Klokken slog elleve, men Japetus Mollerup, den gamle Præst, viste sig endnu ikke, heller ikke kom lille Niels, der jo skulde føre ham op og var saa sikker og nøiagtig. Tjenestepigen hos Madammen, som leverede Hr. Svane varmt Vand til Kaffe og Thee, havde allerede tre Gange været for at spørge om hun maatte bringe Chocoladen; for Præsten skulde trakteres, og Chocolade, vidste man fra gammel Tid, var hans
Nu ringede Klokken tolv – kom de maaskee slet ikke!
Endelig hørtes Trin opad Trappen, der bankedes paa Døren – det var Præsten, men alene, uden Ledsager. Niels havde ikke været hos ham; forgjæves havde han siddet og ventet til Klokken tolv; saa blev det ham for længe og han fandt selv Veien.
Hvad var Skyld i, at den ellers saa nøiagtige Niels ikke kom? Dette Ærinde i Dag havde visselig været hans første og eneste Tanke i denne Morgenstund; det havde været Faderens Tanke, og alligevel – ja, hvorledes
Hvormeget afhænger ikke af et enkelt Øiebliks Bestemmelse, det at vælge Høire eller Venstre! Nu var Ordren givet, Fødderne igang. En stor Placat, hvorpaa stod aftrykt Billedet af en Stud, var klinet ovre paa Hjørnet; den maatte sees, kun et Secund var det, men dette Secund hørte til –! Manden dreiede saa om Hjørnet og ind i Sidegaden, og der, netop, saa nøiagtigt som Mennesker ikke vilde have kunnet beregne det, faldt et Vindue fra tredie Sal ud af Hænderne paa Tjenestepigen og ramte Poul i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, ikke død, men med et Hul, stort nok til at Sjælen kunde flyve ud. Folk kom; Poul blev bragt ind til en
Da Niels vilde gaae hen i gammel Avlsgaard og traadte ud fra Taarnet, kom fra Nabolauget en Dreng, der saae stivt paa ham.
»Hvad seer Du paa mig for, Du Dreng?«
»Fordi din Fader er slaaet ihjel af et Vindue! det veed Du jo nok!«
»Det er ikke et sandt Ord, Du siger!«
»Saa Du troer, at jeg lyver i saadant Noget!«
Det var Maaden, han fik det at vide paa; forskrækket derved, troede han det dog ikke og var ganske vist gaaet videre til »gammel Avlsgaard«, dersom ikke Mo’er Børre, den gamle »Æblekone«, der sad i Indgangen til Taarnet og solgte Frugt, havde spurgt den anden Dreng nærmere ud og ved sin Forfærdelse fuldkommen skræmmet Niels, hvem hun sagde, at nu var det ikke Tid at gaae til »gammel Avlsgaard«; han skulde lade Præst være Præst og faae rigtig Besked om sin Fader; der var nok en Ulykke skeet, for den kunde man altid være vis paa! og nu løb Niels afsted til Hospitalet, da han kom der, var Faderen allerede død.
Japetus Mollerup og Hr. Svane sad i livlig Samtale og havde tømt den sidste Kop af Chocoladen. Niels kunde ikke være blevet syg, meente Hr. Svane, thi da var hans Fader kommet; der maatte være noget ganske andet i Veien, end Sygdom – maaskee et Par Hunde i hver Gade, »thi de er hans Skræk,« sagde Hr. Svane, »han kan gaae en lang Omvei, for ikke at komme en Hund for nær, for den alene er han en Kryster!«
Da aabnedes Døren, og Niels traadte ind, forgrædt og jamrende. »Min Fader er slaaet ihjel!« vare de første Ord, han sagde, og kun igjennem Hulken fik de den hele Ulykke at høre.
Det er bedrøveligt at see et stakkels sorgfuldt Barn, at vide det reent forladt og at det selv forstaaer det.
»Du stakkels Dreng!« sagde den gamle Præst og spurgte om hans Slægt og hvilket Tilhold han nu havde her i Byen.
»Han har slet ingen!« sagde Hr. Svane. »Jeg er hans Gudfader, det er nok det nærmeste Familieskab! – Naa, tør Taarerne af, det hjelper ikke at græde – vor Herre maa hjelpe!«
»Han har slet ingen!« gjentog Præsten. »Gaae for Lud og koldt Vand –!
Niels var virkelig aldeles forladt; gode Mennesker eller Fattigvæsenet, – det vi ikke her nævne som en Modsætning, det tog sig ellers ud som en Blad-Artikel, – maatte tage sig af ham.
Vor Moders Ord ved Afreisen: bring mig en slem Dreng hjem, at jeg kan gjøre en god Christen af ham, kom levende frem i Præstens Tanker: men Niels var ingen slem Dreng, ikke Barn af daarlige Folk, saaledes som Aftalen var. Det gamle, brave Ægtepar vilde gjøre noget Godt i denne Retning, netop hvad eet eller to Aar senere virkeliggjorde sig ved »
Japetus Mollerup var allerede fra Aftenen forud vel stemt for Niels; der var Livlighed og Kløgt hos Drengen, og det tydede paa en stor Hukommelse, saaledes at kunne fremsige en Ode af Horats; nu stod han saa forladt, saa inderlig bedrøvet – havde han bare været et forsømt Barn, »en slem Dreng«, saa havde Præsten strax taget ham; nu var han vaklende af bare Samvittighedsfuldhed. Vel vidste han, at Moder i Eet og Alt vilde være tilfreds med hans Bestemmelse og Handlemaade; hun sluttede sig, uden at vide det, til
»Det er godt, det er meget godt!« sagde denne, alt som han hørte og forstod Aftale og Bestemmelse, men loe derpaa ganske høit over Ordets bogstavelige Holdelse.
»Saa I vil have en slem Dreng,« sagde han, »et noget moralsk fordærvet Barn? Vor Herre under Eder det bedre! er det ikke ligesom at han selv havde overrakt Eder hvad I søgte, men givet Eder det i god Skikkelse! Der skal nu absolut være Skavank ved, Noget I kunne pille ud! – det er her ogsaa. Han har et Stykke Troldhex i sig, han er en
Japetus Mollerup tænkte over, meente det og meente det, uden just at faae det sagt. Hr. Svane holdt ud med Spøg og med Alvor. »Ingen veed i hvilke Hænder Drengen kan falde her i Byen, gode Evner er en meget god Ager, naar den ordenlig pløies og faaer den rette Sæd, men ellers – nok sagt, Drengen er hæderlig – og Trold er der i ham!«
Et Par tunge Taarer i Drengens Øine gav Deeltagelsens Guldmynt sin fulde Vægt, og Beslutningen var taget; den gamle Præst følte, at han kunde forsvare for sin Kone og sin Samvittighed, at han tog dette Barn.
Niels skulde altsaa forlade Kjøbenhavn, følge med til Jylland, til det stille Præstegaards-Liv paa Heden.
Det var en mageløs Lykke i Ulykken, sagde de Alle, og det lyste ogsaa ind i hans unge Hjerte. Det Nye, det Uventede, fyldte ham, og efter inderligt at have grædt ved Faderens Kiste, skinnede Solen igjen ind i Barnesindet. Vennerne paa Regentsen sagde han Farvel, og det runde Taarn, Hjemmet deroppe – ja, det gjemte ligesom i een Sum hele hans Liv og Levnet, og derfor maae vi endnu før Afreisen med ham derop, hvor alle Tankespirer til den kommende Tid havde hvilet; vi maae kjende, som han, til dette Hjem, hvorfra han havde en Erindrings-Skat paa Heden og siden i det bevægede Liv.
Vi ville stige med op paa det runde Tarn og, før vi forlade det, have et klarere Billed af lille Niels.
II
Rundetaarn
Alle Kjøbenhavnere kjende
I Taarnet er ingen Trappe med Trin, man kommer derop af et i Spiral skraanende Muursteens-Gulv, saa glat og jevnt, at
Det er Sagnet, og det er for os Danske meget smukt opfundet. For Portnerens lille Søn deroppe var det en afgjort sand Begivenhed; dog, ved sit nøie Kjendskab til Stedet, vidste han, at Czaren ikke kunde have kjørt lige øverst op til Rækværket, men maatte være steget ud af Vognen ved hans Forældres Dør, hvor man ad en Trappe, paa flere Trin, naaer det Øverste.
Der er vist faa Steder i Kjøbenhavn, der i sig og ved sine nærmeste Omgivelser frembyde saa meget for Tanke og Phantasi, som netop Rundetaarn, og det især naar man er født deroppe, som Tilfældet var med Niels.
Midt i den travle By, i den befærdede snevre Gade, høit op til
Det er gjennem Rundetaarn man kommer til
Fra Taarnets Gjenbohuus, Regentsen, Studenternes Caserne, klang i stjernelyse Aftener og i det klare Maaneskin Sangen fra de unge »
Mangen stormfuld Nat laae han vaagen i sin Seng og hørte hvor underligt Vinden susede og peb gjennem de rudeløse Vinduesaabninger; det var som om den vilde løfte det gamle Taarn; og at Stormen har Magt og Styrke, havde Niels vel fornummet, da han med sin Fader sildig, i et sligt Veir, gik derop. Lygtelyset bevægede sig skarpt henad Muren, over
Barndomstiden heroppe var en egen Drømmenes Tid; naar Niels siden som Ældre saae en Bi boltre sig imellem Bladene i en Rose, øverst paa Spidsen af et opløbet, slankt Rosentræ, da kom ham i Tanke hans Barndomstid paa Rundetaarn; der havde han som Bien været nydende og drømmende, der havde han følt og fornummet den samme Leeg og Lyst, som vi høre om i Tiecks Eventyr: »
Ogsaa det Gyselige fandt her i hans Barndomshjem sin Repræsentant, og denne var ingen anden end den forresten høist respectable Mo’er Børre, den gamle Æblekone; vi have nylig nævnet hende sidde nede i Indgangen til Taarnet, hvor hun solgte Frugt og de af Børnene meget yndede Sukkergrise til fire for een Skilling, billige, velsmagende og altid rosenrøde; hun sad der Sommer og Vinter; men paa den koldeste Tid havde hun
Reent og net var der i det lille Kammer hos Portnerfolkene oppe ved Observatoriet; om Dagen havde Fader Poul jo en heel Deel at løbe om, men om Aftenen blev han gjerne hjemme hos Kone og Søn, læste høit om de gamle Tider i Danmark; tidt var der
Familiens egen Bogsamling bestod kun af to Bøger, Bibelen, der tilhørte Moder, og den gamle Eventyrbog »Tusind og een Nat«, den eiede Niels, han havde den i Foræring af sin Gudfader, Hr. Svane. Begge Bøger bleve stadigt læste, og Niels var godt hjemme i dem begge to, Bibel og Eventyrbog, hver hinanden saa modsat, og i Barnesjælen to lige Sandhedens Bøger. En Forfatter, vi troe
Hvor betydningsfuld blev ikke
Det fjerne Østerland, hvor »Tusind og een Nat« hørte hjemme, og den Jordbund, hvor Bibelens hellige Historier havde deres Liv, var ham eet og samme Stykke af Verden; Damaskus og Jerusalem, Persien og
»Det er ingen Kaaltyv,« sagde Hr. Svane, »det er en lille Gavstrik, som flyver om i Glasballon og seer Folk efter i Sømmene! Tag Du Dig iagt for den Luftskipper; han flyver Jorden rundt og leer af os Allesammen!«
De Ord og den Forklaring gjorde et dybt Indtryk paa Niels, og han talte om den, og det selv til Studenten, der hjalp den astronomiske Professor inde ved Instrumenterne.
»Det er jo en forfærdelig Vantro og Uvidenhed af en Beboer lige ved Siden af Kjøbenhavns Observatorium!« og Studenten lod ham see i en af de store Kikkerter deroppe, og Maanen viste sig som en kjæmpestor Kugle med heel Landkorttegning paa! han lod ham see Solpletterne, der udvidede sig og trak sig sammen, syntes han; og nu hørte han fortælle, at Sol og Maane, ja hver eneste Stjerne, var en heel Jordklode. Det var ligesom en Eventyr-Historie at høre paa. Noget egentligt klart Begreb fik han rigtignok ikke, men hans Phantasi løftede sig ud i det uendelige Verdensrum; han befolkede hver en Stjerne med Mennesker, og tænkte, om de vel deroppe med deres Kikkerter kunde see Kjøbenhavn og Rundetaarn, hvor han boede.
Tidt og ofte ønskede han nu at kunne flyve som Svalerne, der i piilsnar Flugt joge forbi hans Vindue ind i Taarnet og der med krydsende Fart flagrede, fløi og skjød afsted; med en Flyven som denne maatte han kunne naae den blinkende Stjerne. »Du bruger dog et Par hundred Aar derop!« havde Studenten sagt, og de Ord vare saa fast voxede ind i Tanken, at han virkelig en Nat drømte, at han hurtig og let som Svalen svang sig fra Jorden, der blev mindre og mindre; men Stjernen, han fløi imod, blev ikke større; han var langt ude i det uendelige Rum og idelig lød Studentens Røst: »Du bruger dog et Par hundred Aar derop!« – men derhen vilde han, maatte han, og han fløi, blev som baaret af Luften, – og klarere og klarere lyste Stjernen, men ikke nærmere, og han vaagnede midt i Flugten, langt fra Maalet.
Faderen havde læst høit for dem i en Bog, en gammel dansk Oversættelse, om »
Af Bibelen læstes endnu om Aftenen høit, og man saae i hendes Øine at hun forstod. Tidt var det blevet sagt: »Bibelen er Guds Ord«, og derfor, i from og barnlig Tro, tog lille Niels en Aften Bibelen og lod den berøre Moderens stumme Mund, og hans Tanke derved var, at Bibelen, Guds Mund, skulde berøre Moders Mund til Kys. Det var som om hun forstod det: aldrig glemte den lille Dreng siden som Mand det Udtryk, der lyste fra hendes Øine; i dem laae Sjælens eneste Baand med Omverdenen.
Sidst i Mai døde hun; det var det første store Forliis i denne Verden, den første Rift i Livets smukke Billedbog; – men Fader levede endnu, Hjemmet blev jo, men den ene halve Deel af Verden var borte.
Ned af Taarnet bar de Moderens Kiste; ude paa Gaden holdt de Fattiges Liigvogn; tilfods fulgte Mand og Søn den lange Vei ud af Nørreport til
Man fortæller om en engelsk Familie, der fra Dampskibet paa Reisen til Petersborg, gik nogle Timer i Land i Kjøbenhavn, tog en Vogn og sagde til Kudsken: »Kjør os hen, hvor der er noget Smukt at see!« og det Smukkeste, Kudsken vidste, var ikke Billedgallerier eller Museer; nei, Assistentskirkegaarden; derud kjørte han dem, og de skulle være blevne i høi Grad henrykte og lovede at komme igjen for at lade sig begrave her, da det var det smukkeste Sted i Verden! Det har idetmindste Kudsken fortalt, og Niels var af samme Mening som han og hele den engelske Familie: det var det deiligste Sted i Verden! han ønskede at kunne blive med sin Fader her under de smukke Træer, hvor Fuglene sang, hvor Muren prangede med Billeder, hvor Gravene stode med Monumenter, Blomster og Krandse. Her var saa festligt, saa yndigt, og dog græd han, thi hans Fader græd, og ned over Moderens Kiste kastede de den sorte, tunge Jord.
Langsomt gik det igjen hjemad til det gamle Taarn, hvor han nu var Alt for Faderen; – Hjemmets Drivhjul var borte, han var fra nu af ligesom blevet mere dyrebar, idet han modtog Moderens efterladte Hjerteplads hos Faderen, og det forstod han. Mindre let at forstaae, – og dog er det saaledes, – at Barnet glemmer saa snart sin Moder, hende, hvis hele Hjerte slog for det, levede for det, fyldtes af det, elskede det, som kun en Moder kan elske, der forglemmer sig selv for dette og kun i dette har sit Haab, sin Fremtid. Ogsaa Niels glemte sin Sorg, glemte næsten Moder – og vi vide i de første tre paafølgende Aar ingen større og betydende Livets Skyggeside for ham, uden den, at der var Hunde til.
Kjæk, næsten afprægende en Characteer med heftig Opbrusen, en Villie, var der een Side, hvorfra han aldeles var en Kryster: han havde en medfødt Angest for Hunde, det var hans Sorg, at disse Skabninger vare til; blot en Hund snusede til ham, gik der et Choc gjennem alle hans Lemmer, og man vil da begribe, hvilken Qval det maatte være Niels at komme paa Gaden i Kjøbenhavn, der selv i Udlandet, og med Ret, er berømt for sin utrolige Vrimmel; Reisende have skrevet derom og sagt, at vi heri overgaae
»Her ere Hundene ikke herreløse, ikke omdrivende Horder! nei, de ere hjemme; hver Herre, hver Dreng og Madam har sin Hund, hvert Huus sine Hunde. Værst er det i Byens Havn! der, paa
See, det sagde Hr. Svane. Nu var lille Niels den Plage qvit, løst fra dem Allesammen, fra Kjøbenhavn, fra Hjemmet og Rundetaarn, det der vilde staae uforandret, tungt og graat, som om ingen Dag var gaaet, naar han om Aaringer maaskee, større, ældre, forandret i saa meget, kom her tilbage igjen. Hans Klæder bleve lagte i en lille svær Trækoffert, den eneste her var. Den gamle Bibel og »Tusind og een Nat« fulgte med; det var hele Bibliotheket oppe fra Rundetaarn, og – saa gik Reisen til Jylland.
III
Præstegaarden paa Heden. Musikant-Grethe
Over
»Det er vor Lænkehund,« sagde Præsten; »Lyden rækker langt herover!«
Hundens Hilsen var den første i det nye Hjem. Hvorledes saae her ud? Ja, allerede i et Par Timer var alt Udseende ligesom visket ud af Mørket. – Allerede Aftenen forud var sendt til Aarhuus Vogn og Heste, at disse kunde hvile ud og have friske Kræfter til Hjemreisen; men nu vare Kræfterne slupne, de luntede fremad; knak nu bare ikke et af Hjulene! Sandet blev dybere, Natten mørkere. Længe hørtes Vandets Brusen gjennem Sluseværket ved Gudenaa; snart lød et underligt Fugleskrig, hvorved Niels foer iveiret; men selv dette Fremmede blev vanligt, de trætte Øine lukkede sig; Vognens eensformige, langsomme Bevægelse, Sandets Skuren mod Hjulene dyssede i Søvn, og ikke kjendte han da til denne Egns mange Sagn og Syner, ellers vilde den mørke Aften nok have oplivet baade dem og ham.
Niels vaagnede først da han holdt i Præstegaarden. Alt var i Bevægelse, Alt paa Benene, Lysene selv syntes at løbe omkring i Stuen og kalde: »nu komme de! nu komme de!« Lænkehunden gjøede, Hanen og Hønsene paa
Præstekonen havde meget at fortælle, meget mere end Fader, der kom saa langveis fra: Maarkatten havde taget fem Ællinger, et af
Bodil sørgede især for Niels; venlig og hjertensgod sagde hun ham Velkommen; Mo’er selv, den gudsfrygtige, skikkelige Præstekone, sagde ogsaa meget mildt: »Velkommen i Huset«; men hun kunde dog ikke
Bodil førte Niels op paa hans lille Kammer, Moder lagde ham vel paa Hjerte at slukke Lyset; Bodil kom selv senere og saae efter om det var skeet. Han laae i Sengen, blødt og godt, i det rene, friske Linned, læste sit »Fader vor«, men
Det var endnu kun fireogtyve Timer siden han havde forladt Kjøbenhavn og sit stadige Hjem, Rundetaarn; i den korte Tid var oplevet saa uendelig Meget, som ellers ikke i Aaringer; han havde været paa Dampfartøiet, og i et deiligt Veir, paa det seilløse Skib fløiet forbi over hundrede Skibe, der satte alle deres Seil til og dog slet ikke kunde følge med dem; han havde seet hele Sjællands Kyst, Helsingør med Kronborg, ja, Sverrig var de saa nær, at de øinede Mennesker der tilfods og tilhest. Han var steget iland i Jylland, i en heel fremmed By, og derpaa kjørt saa langt over store Høider, hvor man saae vidt om. Han var kommet forbi Sandbanker, saa mægtige som han tænkte sig Bjerge, kjørt ind i store Skove og ud igjen, altid i stille Eensomhed. I Kroen, hvor de
Gjennem Vinduet skinnede en stor Stjerne ind til ham, den kjendte han, netop den, fra samme Sted, i samme Høide, syntes ham, havde lyst ind til ham mangen Aften oppe paa Taarnet, den var fulgt med ham herover; han blev saa glad derved, som ved en gammel Ven, læste saa endnu engang sin Aftenbøn og sov ind.
Næste Morgen, da han blev kaldt til Thee, klang ham imøde Musik, lange, udholdende Toner, som af en
Præsten sad i Lænestolen, og med et venligt Smiil sagde han, idet den sidste Tone var dirret hen: »Tak Grethe! Det var altsaa Velkomst! jeg vidste nok I undte mig den!«
»Ja!« sagde hun, »jeg vidste, at I skulde komme hjem igaar Aftes, og jeg blev oppe længe over min Sengetid, for at hilse Velkommen fra Kongens Kjøbenhavn, den lange, lange Reise! jeg stod i min Dør og ventede; men da det saa trak altforlangt over Tiden, saa krøb jeg i Slagbænken og er derfor nu kommet her tilmorgen!« Hun kyssede Præstens Haand.
Det var Musikant-Grethe, som hun kaldtes; hun boede her ved Banken i
Hun var det første Bekjendtskab i det nye Hjem; snart kom de andre Personer frem, Karle og Piger, Fjerkreaturer og Staldqvæg, hele Besætningen, Alt nyt og morsomt, en sand Modsætning til, hvad Stuen paa Rundetaarn og Kjøbenhavn frembød. Her i Præstegaarden var ogsaa en Hund, men den stod i Lænke, gjøede rigtignok, men kjendte Huset og altsaa vidste hvem der hørte til. Svinene gryntede, Ænderne snaddrede, Duer og Graaspurve gik fredeligt om, Pigerne nikkede, Karlene sang; men Talesproget var ikke let for Niels at forstaae, det lignede, syntes han, slet ikke det Danske i Kjøbenhavn.
Det var et sandt christeligt Huus, han var kommet til, det var gode Mennesker, hvor Villien til det Gode var stor; her var megen Hjertelighed og – lidt formegen Tobaksrøg, den var Fatter Skyld i, og den Fornøielse, han havde herved, undte de ham Alle. Moder og Bodil vare jo ogsaa blevne vante til den.
I fjorten Dage havde Fader vel ikke været hjemme og røget sin Pibe, men Duften fra den var ikke gaaet paa Reise, den boede her, som Duften boer altid i
Den gamle Japetus Mollerup var i sit Hjerte Kjærlighed, som Christi Lære er det; hans Tale i Kirken var den samme Udgydelse, men i en anden Form. Ligesom i Billederne, de store Mestere fra Middelalderen have givet os, ikke det Græsselige, det dryppende Blod, alt det Krasse, men den fromme, dybe Følelse, det skjønne Eenfoldige i Troen, er det, der rører og opløfter os; saaledes var det heller ikke Prædikens Ord, der klang om Helvedsporte, om den strænge Gud og Syndens Vederstyggelighed, men særlig den Inderlighed, der beaandede hans Tale, den Overbeviisning, hvormed den blev givet, som vidunderligt greb Tilhørerne. Mellem Præst og Menighed var her noget
Det tredie Blad paa Husets Hjertekløver var Datteren Bodil, opkaldt ikke efter nogen Middelalderens ridderlig Frue, men efter en afdød Tante, der havde været
Hvindingedalsbanker, hele Silkeborg-Egnen, var da at betragte som et Ørkenland, ligesom udenfor den civiliserede Verden; da tænkte Ingen paa, at her skulde reise sig en By ved »Langsøen«, ikke engang Sporet til den,
Den første Dag i det nye Hjem var og skulde være en Hviledag for Niels, siden skulde han nok faae Noget at bestille, og ikke dovne;
Mod Aften stoppede Præsten sin Pibe, den havde hele Dagen egentligt ikke været ham af Munden, uden ved Maaltiderne, og han gik, som han i Aaringer pleiede det, en lille Vandring over Marken og henad Heden; Niels tog han med, han havde hele Dagen endnu ikke været udenfor Gaarden.
De gik hen over en mager, rødlig Jord; Muldvarpeskuddene der saae ud som
»Det er jo Skrædderen!« udbrød Præsten og stod med leende Ansigt og saae paa de høie Spring, uden at den Dandsende eller Musikant-Grethe mærkede til, at de havde Tilskuere. Dandseren endte sit Sving med et »hui, huj!« da klappede Japetus Mollerup i Hænderne og raabte: »
Det var »
Han tog Kassen, hvori hans Klæder gjemtes, fik den paa Nakken og fulgte langsomt, i Samtale med Præsten, hjem til dennes Gaard, hvor han et Par Uger skulde arbeide. Velkommen var han, det saae man paa alle Ansigter; der var en Glæde som igaar, da Fader kom hjem fra Kjøbenhavn; men Lappeskrædderen bragte dem ogsaa udførlige Nyheder, og var dertil, som de kaldte det, »en god Læsere«, det vil sige, han stod i Læsning et høit Trin over alle de Andre; ja, vi maae tilstaae, han viste i den Retning en Slags Ødselhed; han holdt »
IV
Lappeskrædderen
Der er i Spøg blevet sagt om Niels, at han var af »høi Byrd«, fordi han var født oppe paa Rundetaarn; om denne Byrd taltes ikke herovre, men om Lappeskrædderens Byrd, denne gav Navnkundighed; han havde et historisk Familienavn fra Sagnenes Rige, rigtignok fra den yngste Sagntid. Lappeskrædderen var en Sønnesøn af »
Mangen Aften, efter
I Stougaard ved Veile boede Peer Holstener, Farfa’eren, fortalte han; Gaard og Grund til Køer og Heste havde han; da drømte han en Nat om en stor nedgravet Skat, og at han skulde kunne læse sig til, hvor den var at finde, han maatte kun reise til
Sønnesønnen vidste saa god Besked, han havde det af sin egen Fader, og selv havde han seet, naar han med sin Klædningskiste paa Ryggen ved Nattetid kom forbi Stedet, der havde slugt hans Farfa’ers hele Formue, altsaa Slægtens med, at et Lys dandsede hen derover; ingen Sandflugt mægtede at slukke det; den Onde holdt det tændt for at vise Mærket og at lokke Menneskene til at grave og begrave sig selv med Guldet.
Fra Sagnenes Verden og fra Virkeligheden vidste Lappeskrædderen at fortælle; han var en »Reisemand«, fra Herregaard og Præstegaard til Bondens Huus; Aviserne med »det Indenlandske og Udenlandske« havde han med sig. Det livlige, bevægede Sind, den godmodige Natur, var af stor Tiltrækning; han og Niels bleve snart gode Venner.
Over fjorten Dage havde de været sammen; det var en Søndag, den sidste, for Skrædderen skulde over at sye hos den nye Herredsfoged, han med sin Frue vare unge Ægtefolk, og Musikant-Grethes
De to havde deres Morskab af at see paa Kattens store Killinger, hvor de vare yndige, lette og smidige; de skulde heller ikke druknes, men foræres bort paa een nær, og ham udpegede Niels; det var den Morsomste af dem, den trillede og tumlede nu med en stor, blank Messingknap, som Skrædderen havde kastet til den, og blev ikke kjed af den Leg; men det blev Lappeskrædderen og Niels, de vare imidlertid ved den komne paa Tale om Kattenes Slægt: Tigeren, som lever i en anden Verdensdeel, og der havde Præstens Broder været, og han var død derovre af smitsom Syge; inde i Storstuen hang hans Portræt med
Herind kunde de vel gaae, de gjorde det, og Skrædderen var meget talende og forklarende; pludselig – hans Øine faldt tilfældigt hen paa en Stol ved Schatollet – som han havde seet en Slange gik der et Choc gjennem ham, han greb Niels ved Armen og udbrød: »Nu har vi seet det!« og »her maa vi nok ikke være! kom!«
Han drog i Hast Niels ud med sig og lukkede ikke engang Døren; imidlertid taltes der om mange Ting, der taltes vist over et Qvarteer, saa skiltes de – tilfældigt – men Niels gik alene igjen op og saae paa Portrætterne.
En Timestid efter kom de Andre fra Kirke. Moder gik strax til Storstuen, og da hun vendte tilbage, spurgte hun om Nogen havde været derinde? »jo, Niels og Lappeskrædderen!«
Før Moder gik til Kirke havde hun, som ellers aldrig var glemsom, paastod hun, glemt, hvad hun mindst skulde glemme, sin lille grønne Pengepung og et gammelt forgyldt
»Det laae der!« sagde Lappeskrædderen, der strax tilstod at have været med Niels i Storstuen. »Jeg kan ikke nægte det«.
Niels havde kun seet paa Billederne.
»Da jeg saae, hvad der laae, gik jeg strax!« sagde Lappeskrædderen og blegnede.
»Gud bevar os! Ingen falder paa, at mistænke Eder!« udbrød Præstekonen. »I har det ganske anderledes; vi kjende Eder Allesammen! Piin jer nu bare ikke selv!« Hun nikkede mildt, og klappede ham paa Skulderen. I det samme gik der ligesom et Lys op for hendes Tanker; hun saae stivt paa Niels, dog uden at sige et Ord.
Lappeskrædderen var erkjendt for den ærligste Sjæl paa Jorden; han var lige ud til det Yderligste bare Retskaffenhed; det næsten grændsede til det Komiske og betragtedes som en Latterlighed, en Svaghed.
Der er fortalt, og i Aviserne stod over Beretningen den Overskrift: »Forvidt dreven Ærlighed«: en hæderlig gammel Regnskabsfører paa et Contoir i London drømte en Nat, at han havde begaaet en Feil i sit Regnskab; han tog sig dette saa nær, at han hele den paafølgende Dag blev tungsindig, og Natten derpaa tog Livet af sig; blot for en tilsyneladende Utroskab i en Drøm. Man regner sligt til Galskab; men der gives virkelig Mennesker, der i een eller anden Retning have deres Samvittighed saa sygelig fiinfølende, at de ikke taale, at selv kun en Drøm kaster Skygge over den; og med en saadan var den stakkels Lappeskrædder begavet eller bebyrdet, og dette var paa de fleste Steder, hvor han arbeidede, kjendt og forstaaet. Hans redelige Nøiagtighed gik saa overdreven vidt i at
Paa Lappeskrædderen var her altsaa ikke Skygge af Mistanke; men Moder havde faaet en Tanke, og idet hun huskede paa Fordærvelsen i Kjøbenhavn, alt det Onde der, blev den hende til Vished; hun havde dog sikkert faaet, hvad hun eengang ønskede sig: i Huset en slem Dreng, et Barn med onde Vaner. Pludseligt greb hun Niels ved Haanden, førte ham ind i sit Sovekammer, og med Vished i sin Stemme sagde hun, idet hun fast saae ham ind i Øinene: »Hvor har Du gjemt det? Hvorfor tog Du det? Du har gjort! jeg veed det!«
»Nei, nei!« raabte han, og Blodet gik bort fra hans Kinder.
Hun holdt hans Haand fast, han zittrede, hun blev derved vis paa, at hun havde gjættet rigtigt, og tilføiede strængt: »Veed Du ikke, at det fører til Tugthuset?«
»Jeg har ikke rørt det! ikke seet det!« skreg han, og en Heftighed, Ingen herovre endnu kjendte hos ham, kom tilsyne; det heftige Sind, hans Gudfadder, Hr. Svane, havde tydet paa, i de Ord: »han har et Stykke Troldhex i sig, er en Sprutbakkelse, fut, fut!«
»Slaa mig ihjel!« raabte Drengen, sled sig løs, styrtede mod Døren, afsted ud af den, hen over Marken ad Heden til, hvor han snart faldt om over Lyngknoldene; han greb for sig med Hænderne, rev hele Buske over, sparkede med Fødderne, væltede sig omkring og laae tilsidst udmattet stille.
En halv Time var vistnok gaaet, underlig sløv løftede han Hovedet, saae op, og lige foran ham stod en fremmed Kone med et rødt Klæde om det guulbrune Ansigt, og med sorte Øine, glindsende som paa en Fugl; en svær Bylt bar hun paa Ryggen, og over den hang i et Skind, indsyet eller indsvøbt, et Barn; hun støttede sig paa en Knortekjep og sagde ikke et Ord. Det var en Taterske, En af
»Kingio!« udbrød hun; »træt, mat,« betyder Ordet, og var det blevet hørt af En, der forstod hendes Sprog, vilde han strax have sagt, at hun ikke hørte til den Deel af det jydske Kjæltringfolk, som maa regnes til »europæisk sammenløbet Pak«, men til de ægte Tatere, det Ansigtstræk og Øiets Blink viste. Hun betragtede ham endnu et Øieblik og gik derpaa langsomt henimod Præstegaarden.
Hendes Skikkelse, hendes hele Optræden opfyldte et Øieblik ganske Niels; men snart overvældede ham igjen hans forrige Tanker, han lagde sig ned; Erindringen kom som svære Søer; han huskede Livet i Præstegaarden og Menneskene der; han mindede sig Hjemmet i Kjøbenhavn, Vennerne paa Regentsen og endelig sine Forældre; hvor dybt, hvor inderligt kan ikke en Barnesjæl føle! haabløs er Barnets Sorg i sin Dybde. Han var sig saa bevidst, ikke at have seet det forgyldte Hovedvandsæg, mindre rørt det, og dog havde hans Pleiemoder afgjort beskyldt ham. Barnets Sind er saa blødt, saa ængstelig modtagende, at det, som Blomsterknoppen, der i Hjertet faaer et for vore Øine usynligt Naalestik, kan sygne hen. Aldrig vilde han vende tilbage til Præstegaarden, det var hans Beslutning, men det var ikke Vorherres.
Bodil havde strax bortviist den Tanke hos Moder, at Niels kunde have taget Hovedvandsægget; begge to søgte de nu om ham. Taterkonen gav dem Besked om hvor han var, og alene gik Bodil ud til ham.
»Du er en god, uskyldig Dreng!« sagde hun og rakte ham venligt Haanden; »jeg troer paa Dig, og Moder troer ogsaa; jeg har forklaret hende det. – Borte er borte! maaskee findes det dog. – Kom, saa gaae vi sammen! – Hold Dig til mig; jeg er nu din Søster, det har jeg i mit Hjerte lovet din Fader og Moder, som Vorherre har hos sig, men som dog ikke ere borte fra Dig; dem holder Du jo af! de slippe heller ikke Dig, og ere hos Dig og see al god Gjerning, Du gjør, og glædes ved den; dem bedrøver Du kun ved at bevare et heftigt Sind og ikke at være som jeg veed Du er og vil blive: god og brav!« og hun kyssede ham paa Panden.
Da styrtede Taarerne ham ud af Øinene, han knugede hendes Haand i begge sine Hænder.
»Jeg har ikke seet det, der er borte, ikke rørt det!« gjentog han.
»Jeg troer Dig, og Moder troer Dig! vi tale ikke mere derom!« Og der taltes ikke mere derom; Moder syntes endogsaa venligere mod ham, Bodil havde
Næste Morgen drog Lappeskrædderen bort; hans Sind var ikke lettet, hans Phantasie var ved, om vi tør bruge det Udtryk, at dreie Skruerne løse.
Fjorten Dage omtrent gik, Niels læste og lærte sine Lectier, var opvakt og viste Læselyst: Verdenshistorie og Geographie blev hans bedste Tidsfordriv; Bodil var den som først mærkede denne Iver og tillige hans Forstaaen af det Læste, ogsaa hende blev det forundt at gjøre en anden Opdagelse, som vi maae omtale.
Alle Kattekillingerne vare i Foræring sendte omkring, paa een nær, den vævreste, den som havde leget med Lappeskrædderens blanke Knap og nu fandt samme Fornøielse i at spille med Kartofler. Bodil traf den en Dag oppe i Storstuen legende med en Sophakugle, der var stødt af og nu rullede omkring, lige hen imod Havevæggen, ind i et aabent Musehul; hun fik den frem igjen, men kom derved til at see Gulvets slette Tilstand; her var flere Huller, og i et af disse skinnede et blankt Stykke, det var Hovedvandsægget. Rimeligviis – og det var ogsaa Tilfældet – Killingen var den Søndag smuttet herind, sprunget op paa Stolen, havde revet ned, hvad der laae, og leget med det blanke Stykke, som derpaa trillede hen i Hullet. Katten blev saaledes den, der selv
Han blev med eet som et Blod, greb fat om Katten: »Den er Skyld deri!« raabte han; »den skal knuses!« og i vild Opblussen kastede den heftige Dreng det arme Dyr hen imod Kakkelovnen; Dyret gav et fælt Hyl og laae med blødende Hoved paa Gulvet; Præstekonen skreg høit og saae forfærdet paa Drengen og Katten:
»Herre, min Jesus! hvad har Du gjort!«
»Hvad har han gjort?« spurgte Bodil, der forskrækket kom til. »Det kunde Du gjøre!« sagde hun smerteligt.
Da aandede Drengen et krampagtigt Suk, slængte sig foran Stolen og skjulte sit Hoved i sine Hænder, forskrækket over sin egen Gjerning.
For første Gang tiltalte Japetus Mollerup ham strængt og alvorligt, foreholdt ham Følgerne af et saadant Sind, af en »ond Natur,« der maatte bekjæmpes. Det stakkels Dyr var jo aldeles uden Skyld, selv om dets Leg engang kunde have bragt Fortræd og Sorg over noget Menneske. Hvorhen kunde ikke en saadan Heftighed føre? til Mord og Manddrab, til, hvad ikke den inderligste Anger her paa Jorden mægtede at gjøre godt igjen.
Det arme Dyr var lemlæstet; de maatte i Hast see at faae Livet af det i Vandgrøften. Niels saae paa den røde Blodplet paa Gulvet, saae paa Bodils forgrædte Øine, og hans Hjerte bævede, som om han havde øvet en
»Den stakkels Lappeskrædder!« sagde Bodil, »jeg troer, at jeg skriver ham et Brev til og fortæller ham, at Hovedvandsægget er fundet; jeg veed, hvorledes han kan plage sig selv i den Retning; ja, det er en Sygdom! jeg er vis paa, at han endnu ikke har den af sin Tanke, og hvad kan ikke den sætte sammen!« og hun fortalte, hvad hun vidste fra ham selv, at i Aaret forud havde de to nye, blanke Sølvdalere, han fik her i Præstegaarden og var saa glad over for Nyheden og Glandsen, været ham til stor Angest og Pine. Kræmmeren i Kjøbstaden, hvor han kjøbslog, sagde leende, da han tog imod dem: »De Dalere see ud, som om de vare nylig gjorte!« det slap Manden saaledes ud af Munden og havde ikke videre Betydning; men Lappeskrædderen fik strax derved den Tanke: »om han troer, at jeg har gjort dem, eller staaer i Forbindelse med Falskmøntnere –? Muligt ere de falske, og man vil strax holde sig til mig, forlange Forklaring.« Han blev ganske forvirret, sagde i Hast hvor han havde faaet Pengene; men paa Hjemveien og endnu et Par Dage derefter piinte ham de Tanker: »dersom det nu virkelig var falske Dalere!« og han udmalede sig Forviklinger og Forhør.
Vi smile heraf, eller kunne slet ikke forstaae det, og dog er der i Verden saadanne Naturer, og en af disse Ulykkelige var den stakkels Lappeskrædder. Bodil vilde, som sagt, skrive ham til, og netop den Dag, da hun begyndte derpaa, kom fra den nye Herredsfoged Brev til Præsten med det Spørgsmaal, om Lappeskrædderen var tro, om man Intet havde savnet i Præstegaarden.
Anledningen til dette Spørgsmaal laae i, at der hos Byfogedens var blevet Penge borte; enhver af Tyendet havde vidst at
Det overraskede dem Allesammen i Præstegaarden; men de vare forvissede om, at Lappeskrædderen ikke havde stjaalet. Japetus Mollerup skrev om ham det allerbedste Vidnesbyrd, og forsikkrede, at et lignende vistnok vilde
Men hvorledes gik det da til –? Ringen var virkelig fundet lagt i en Strømpe øverst i Skrædderens tillaasede Klædningskiste; han havde ganske nylig selv været oppe ved den. Hvor kom den stjaalne Ring fra?
Tvivl om Ærlighed var en hemmelighedsfuld Magt, der altid frembragte en febril Phantasie-Sygdom hos den arme Skrædder, og uagtet hans Forstand sagde ham: »Du er jo uskyldig!« det hjalp ikke, Phantasien, forfulgt af Skrækkebilleder, løb ligeud
Man vil saaledes forstaae, at da man hos Herredsfogeden, ved Huusundersøgelse, fandt i Lappeskrædderens Klædningskiste en kostbar Ring, der tilhørte en af de fremmede Gjester, blev han, da han – uden at der var mindste Tvivl derom – betragtedes som Tyv ogsaa til de savnede, ikke fundne Penge, som hvirvlet ind i et Maskinværk, det hans egen Phantasie med vilde Hestes Magt rev i voldsommere Fart, og maatte gaae tilgrunde.
Han havde ingen Ord, det var, som om han pludseligt fra en Høide styrtede ned; Vinden susede gjennem hans Hoved, Blodet knugede om hans Hjerte, om hans Hjerne, – – hans Forstand var borte.
V
Besøg hos Musikant-Grethe. Niels skal studere
Det var endnu kun to Maaneder siden at Niels forlod Kjøbenhavn, og allerede var saameget oplevet herovre.
Bodil havde overtaget at holde ham til Læsningen og overhøre ham i Historie og Geographie, Præsten selv gav ham Religions-Underviisning og lod ham skrive dansk Stiil; denne vrimlede rigtignok af grammatikalske Feil, men der var Phantasie og Liv i det Skrevne. Religionskundskaberne vare gode, sine Skriftsteder kunde han ikke blot paa Ramse, men viste, at han forstod dem.
Et eget Talent havde Bodil i at sammenstille Markblomster og Grønt, saa at dette frembød for Øiet en større Skjønhed. Græs og Blade, som ved Sygelighed gik stærkt over i det Guulblege, satte hun ved det krusede
Niels havde ikke blot Øie for denne Slags Skjønhed, men viste deri et beslægtet Talent; han lærte grumme Meget af Bodil; ikke tænkte han da paa, hvor Meget han om ikke mange Aar skulde lære hende om Planterne, Dyrenes Naturkjøkken, om
En Middagsstund fandt hun ham udenfor Haven, morende sig med at stikke en Pind ned i en Myretue og see den Travlhed og Forvirring, der blev blandt Myrene, som slæbte afsted med deres store Æg.
»Du leger en ond Leg!« sagde Bodil, »veed ikke den Fortræd, Du gjør! Deres hele By, Huus og Gaard ødelægger Du jo for de kloge, arbeidsomme Dyr.« Og hun fortalte, hvad hun vidste om disse Dyrs Kløgt; selv i Bibelen staaer: »
Niels holdt strax op med sin Leg, og hvilken Betydning fik ikke fra denne Læretime hver lille Myretue paa Marken.
Bodil var just paa Veien med lidt varm Mad til den syge Musikant-Grethe, der laae tilsengs i sit eensomme Huus; Niels fulgte med derover; det var lige i den varme Middagstid, Solen brændte stærkt; de kom, hvor Bakken skraanede og hvorfra den udstrakte Hede viser sig. Hvilket Syn! det var ikke mere den gamle, kjendte Egn, paradisisk deilig laae her en Natur, som Niels aldrig før havde seet: en stor, vidtudstrakt, blikstille Sø med deilige Skovøer, der speilede sig omvendt i Vandet; høie Taarne med Buskværk paa Brystværnet, som var det hængende Haver. Hans Øine straalede ved at see denne Herlighed; men saa kom det ham i Tanken, at det maatte være
»Hvor det er deiligt!« udbrød Bodil. »Herre, Du min Gud!«
»Er det ikke Trolderi?« spurgte Niels. »Der er jo ellers kun Lyngheden; og ellers hverken Skov, Træer eller saadan en Sø.«
»Det er virkeligt!« sagde Bodil. »Jeg kan ingen Forklaring give Dig; dog det er Noget, ligesom Regnbuen, der viser sig, men vel ikke saa tidt og ikke overalt, som den. Det kommer fra Gud! Den Onde har ingen Deel deri!«
Det var
Det var første Gang, Niels grundede over »at være eller ikke være«, og her blev Bodils Forklaring ham fyldestgjørende.
Endelig traadte de ind i Huset til Musikant-Grethe; her var reent og net i den lave, men ikke længe udluftede Stue; den gamle Kone laae i en Art Slagbænk, Harmonikaen havde hun paa en Stol tæt ved sig, ligesom en anden Syg kan have ved Sengen sin Yndlingsblomst eller en kjær Bog; under Loftet og paa Væggen hang Krandse af Lyng og Christtjørn. Harmonikaen var hendes levende Selskab, hendes »Hjerte-Barn«, med den var hun ikke alene! sagde hun. I Dag var hun ogsaa bedre! Lige i Hjertekulen havde hendes
Bodil fortalte hende om Lappeskrædderens Gjenvordighed, og at han havde mistet Forstanden.
»Det arme Menneske!« sagde Musikant-Grethe. »Ja, ja! jeg tænkte nok, at det engang tog saadan Ende! Aldrig har han skilt sin Næste ved timeligt Gods, ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl. Han blev jo til Griin for sin Ærlighed! det
Det var Musikant-Grethes Forklaring og Overbeviisning.
»Jeg tænker ved enhver Ting,« sagde hun; »jeg er gammel, husker meget, og lægger saa det Ene sammen med det Andet!«
»I husker godt,« sagde Bodil, »og hvad der fornøier mig er, at I husker saa mange skjønne Sange, dem jeg endnu aldrig har seet i nogen trykt Bog!«
»Dem har jeg meest fra min Barndomstid, og den Gang var her flere Folk som kunde dem, nu har jeg dem snart alene, og hos mig begynde de ogsaa at blegne; tidt er der hele Vers, jeg ikke kan mindes; men naar jeg husker Tonen, de gaae paa, saa hjelper det tidt at jeg tager Spillekanten der!« hun pegede paa Harmonikaen; »lader jeg den spille Tonen, saa bliver det mangengang klart, og jeg husker igjen hele Verset.«
»Der er en om en Kongesøn og en Prindsesse,« sagde Bodil, »den maa I, næste Gang vi sees i Præstegaarden, synge for mig, at jeg kan opskrive den.«
»I har kjønnere Ting i de trykte Bøger,« sagde Musikant-Grethe; »mit er kun noget Tosseri; men det har det forud, at det er gammelt og det er virkeligt passeret!«
Om Vinteren havde Bodil flere Søndagaftener læst høit for Folkene, og Musikant-Grethe hørt til. »Bring mig en god Bog hjem!« var Bodils Begjæring, da Fader reiste til Kjøbenhavn, og Moder bad: »bring mig en slem Dreng, daarlige Folks Barn!« – en god Bog var bragt, de ægte danske
Vi skylde »Præstemo’er« at sige, at hos hende opstod først den Tanke, at Niels skulde til Studeringerne; det havde han Hoved til, og var han ikke det ugudelige Barn, hun engang havde forlangt til at gjøre en god Christen af, saa var han maaskee den, som ved hendes ringe Medvirken kunde
Niels læste og forklarede, hørte ogsaa godt efter, og var ganske opfyldt af at høre om
Musikant-Grethe vidste fra sin Mormo’er, og det var langt op i gammel Tid, da Ulvene gik her i Flokke, og her var fuldt op af Vildsviin, at Taterfolket, som dengang var et fredløst Folk, tog Enhver sig Ret over, skar dem Ørene af og spaltede Næsen op, naar de kunde. Inde i Silkeborgskoven havde de indbyrdes holdt Standret over En af deres; klædt af lige til Skindet, stod den brune Karl under et af de store Træer og maatte holde en hvid Pind i Munden; hele Skaren sluttede Kreds om ham, Høvdingen holdt Tale i deres hedenske Sprog, spyttede ham saa lige ind i Ansigtet, Qvinderne pidskede ham ud af Kredsen; fra den Stund var han udstødt af deres Samfund.
Hvor lyttede ikke Niels til saadanne Fortællinger, og gik tidt en lang Vei ud i Heden, hvor man sagde, at Kjeltringfolket havde viist sig; men aldrig traf han der paa dem, heller ikke saae han i Aaringer Fata Morgana, der nylig saa høit overraskede, ja forskrækkede ham.
Efteraaret var gaaet, Juletiden kom med den første Snee, med al det eensomme Landlivs store Hellighed; Festens Dage aandede Liv og Glæde. Tyendet fik Dands i Loen; der trakteredes med Grød og Æbleskiver, en rigtig
»Det var brav, Niels! Du har holdt din Bibellæsning vel!«
Da nu Moder siden udtalte sin stille Tanke, var der en modtagelig Jordbund for den, og et Omslag i Drengens Fremtid var gjort. En Skytsengel som den, der fulgte den unge Tobias, fulgte ogsaa den fattige Dreng fra Rundetaarn; en Bibelens Mand skulde han vorde, en ærlig Tjener i
Ved Verdens Overmod og den megen Viden skeiede meer og meer de unge Theologer ud fra den sande Troens Vei, meente Japetus Mollerup; velsignelsebringende vilde det være, om han maaskee kunde skjerme og styrke det fromme Barnesind og bevare i det, reent og ublandet, Herrens Ord! Ja, det var en god Tanke, en rigtig Tanke fra Moder, at Niels blev holdt til Bogen; Evner havde han, og
Japetus Mollerup var engang en øvet, agtet
Baade Lærer og Lærling gik til med lige Iver, og denne voxede endogsaa; den gamle Præst fandt ret en Hjertensglæde derved; thi Niels tilegnede sig let og fornøieligt selv de tørre Begyndelsesgrunde; her var sand Læselyst, og i al den, og det var jo et Troens Tegn, blev Bibelen ham hans kjæreste Læsning.
Det vilde imidlertid være ganske feilagtigt, om vi antoge, at Niels idelig og altid kun hang i Bøgerne; nei, med hele en Drengs Lystighed jog han trallende afsted paa det gamle Krik og den raske Hest, der skulde vandes i Leergraven. Med »Bjæf«, Lænkehunden, var han bleven Ven, han som før løb for hver lille Hund i det hunderige Kjøbenhavn.
Vinteren var snart forbi, Foraaret kom; den første grønneBøgegreen fra Skoven var ogsaa i Præstegaarden sat i Vandkrukke som Forkynder om, hvorvidt det var derude, hvor varm Luften dog maatte være; inde i Stuen mærkede man det endnu ikke ret. Kornet stod saa grønt; Lærken fløi i Veiret med dirrende Sang, og Storken var forlængst kommet, selv de sorte Storke, de sad paa Træerne i Mosen og saae vrede til de hvide Kammerater, der
VI
Paa Andejagten. »At blive Student«
Ned til den saakaldte »gamle Avlsgaard« ved
Hr. Skjødt var en lidenskabelig Jæger, og alt Andevildtet i Præstegaardens Kjøkken var »en flittig Hilsen fra Hr. Skjødt!« – Niels saae de prægtigt fjedrede Ænder og Fugle, hørte af Hr. Skjødt selv Fortællinger fra Jagten; det var en ny Aabenbarelse af Glæde og Lyst. Men Niels havde endnu ikke lært at skyde en Bøsse af, og der gik ogsaa lang Tid endnu, før han kom med paa Jagt; det skete først i det tredie Efteraar, han var herovre. Hr. Skjødt havde tidt bemærket hans Lyst til at være med, og da Niels var saa ivrig ved Bogen og dertil en rask Dreng, der kunde have godt af at komme rigtig i Luften, saa gav Japetus Mollerup ham Lov at maatte følge Hr. Skjødt paa Andejagt. Dette hans første Jagttog, hvor han egentlig kun saae til, thi han løsnede vel Bøssen, men traf ikke, blev uforglemmelig for ham, fremfor mangen anden senere lystig, heldig Jagt; den medførte en af disse Livets mindre Hændelser, hvilke man beholder for Livstid, medens større Erindringsbilleder forsvinde; her blev opfyldt hans Ønske, at møde ægte Tatere.
I Præstegaarden var to Bøsser, een god og een, der kunde skydes med, men den stødte; Niels vilde faae et ordentligt Slag af den; bedst var det, meente Moder og Bodil, at han slet ingen Bøsse tog, han skulde kun see til. Fader sagde derimod, at til Jagt hørte der en Bøsse, og den skulde Niels have, han var jo kommen til
I Morgenstunden, før Sol stod op, skulde Niels og Hr. Skjødt ind i Rørene, derfor, Dagen forud, forlode de to henimod Aften Præstegaarden; om Natten kunde soves i den gamle Avlsgaard. Store Vandstøvler, et Par af Præstens, havde han faaet paa; Gangen blev derfor temmelig besværlig, men den var jo kun over Hvindingedals høieste Banke ned til Færgehuset, og naar de her blev sat over, var der ikke langt at gaae.
Veiret ruskede, ja det blæste ganske ordentligt, da de kom paa Høiden; hele »Langsøen« rullede det hvide Skum; derude var det, som Sagnet melder, at der engang seilede
Hr. Skjødt og Niels naaede snart Færgehuset; Baaden, de skulde over i, laae trukket heelt op imellem Sivene, for der gik ordenlige Bølger; Vinden løftede det pidskede Skum iveiret, saa at det fløi dem i Ansigtet.
De gik til Huusdøren, trak i Snoren ved Klinken og traadte ind i den lave Stue, selv Niels naaede her heelt op til Bjelkerne. Foruden Færgemanden og hans Kone var her endnu en Person, en stærktbygget Kone, med en stor Mandshat, som den bruges vesterpaa; hun puslede med Noget paa Gulvet, og Færgemandens Kone, efter at have hilset paa de Indtrædende, skottede derhen, eller rettere holdt Øie med hende.
»Hun blæser hart derude!« sagde Hr. Skjødt, »men Skuden holder vel nok?«
»Skal vor Mand over?« sagde Færgemandens Kone og skottede til Fruentimmeret, »ja, saa kan I komme med!«
»Ih, ja! ih, ja!« sagde Qvinden.
Vor Mand tog sig en Dram først; han skulde have Aftensmaden til at glide, og den Dram havde saamænd det store Jagtselskab, her var for tre Dage siden, levnet ham; den var af den fine Slags, maaskee turde han derfor byde Hr. Skjødt?
»Ih, ja! ih, ja!« sagde Qvinden igjen; hun syntes ikke at have stor Lyst til at seile over det stygge Vand, der rigtignok gjorde et Pladsk og Suus, som om man var ved Havkanten.
»Hvad er det, hun slæber paa?« spurgte Hr. Skjødt.
»
»Det er ogsaa et Kors, hun har!« sagde Færgekonen. Men Qvindens Ansigt antog et Udtryk, der ligesom sagde: det er dog mit Kjæreste! hun reiste sig op og rørte Loftet med Hovedet, saa at Hatten fik et Skub; man saae hendes mørke, skarpttegnede Træk, og et Par Øine som hos en Rovfugl. Niels kjendte hende fra den Gang han ude i Lyngen saae hende skride sig forbi; hun var en af de ægte Tatere, vidste han.
»Nu kommer I over!« sagde Færgekonen. »I kan idetmindste naae Aaleværket; spørg Hr. Skjødt!«
De traadte ud af Huset; Vinden susede i Siv og Rør, der svaiede som om de skulde knækkes, og lagde sig, ved Trykket, ned over Vandet, der sort og skummende væltede fremad. Baaden kom ud; Niels og Hr. Skjødt bænkede sig som de kunde, de sad allerede som i en Gynge; vanskeligst var det for Taterqvinden at komme til Sæde; tilsidst satte hun sig lige ned paa Bunden af Baaden og holdt paa sit Skjød »Grumslingen« lige foran Niels, hvem den ideligt hæftede sine sorte, skarpe Øine paa.
»Ih ja!« skreg Qvinden, da Baaden sattes i Fart. Blæsten ruskede, der kom et Par Vindstød og Bølgekast, saa Fartøiet var nærved at krænge. »Ih ja, min Grumsling!« skreg hun høit, og gjorde Bevægelser, der slet ikke vare af de heldige for Farten; og »Grumsling« loe i det samme saa det skingrede; det var fælt at høre.
»Hold Kjæft!« var Færgemandens korte Tiltale.
De maatte for Vind og Veir gjøre en heel Omvei; det var blevet næsten ganske mørkt før de kom over til den anden Bred. Taterkonen sagde et Par Ord, det var nok Tak; Niels forstod det ikke, og før han tænkte derpaa, var hun allerede borte; men Indtrykket af hende med sit Idiotbarn, hele Overfarten i dette Veir var hos ham for alle Tider. Regnen skyllede ned; de havde imidlertid kun et kort Stykke Vei op til Avlsgaarden, men det var som gjennem et Uføre de gik; Niels sank dybt i, godt var det, at han havde Præstens Vandstøvler paa; dog vaad til Skindet blev han.
»Det er der Raad for!« sagde Hr. Skjødt, og da de naaede til Avlsgaarden, maatte han tage hvert Stykke af sig og faae tørt Tøi paa, af Hr. Skjødts, rummeligt og stort i alle Dele; hans egne Klæder blev hængt op for Ilden at tørres, dem skulde han jo have paa til Jagten imorgen tidlig, og de blev nok tørre, kunde bare Støvlerne ogsaa blive det; de stilledes ved det varme Ildsted paa den hede Jernplade; og for de to Dyndvaade selv blev der ogsaa indvortes sørget. Der var kogte Aal og stegte Aal, dertil Suurkaal og
Den anstrængende Marsch og den stærke Punsch gjorde snart Niels søvnig; han kom iseng og sov strax; men om det nu var Phantasien eller den stærke Arak, Suurkaalen og de fede Aal, eller rimeligviis det Hele tilsammen, Søvnen frembar en af de uhyggeligste Drømme; Idiotbarnet sad paa hans Skjød og saae med sine Ildøine paa ham, det syntes ham, at han overmagtedes derved, han følte sig betagen og uden Kræfter i Lemmerne, og altid tungere blev Grumslingen, dens Arme, som den løftede, saae ud som Flagermusens Vinger, den slog med dem og klemte ham fastere; Vingerne vare slimede, bløde og dog saa stærke, han mægtede ikke at faae fra sig Udyret, et saadant var det jo. Det loe skingrende høit og fælt, han kunde ikke længer udholde det, og derfor i Fortvivlelse gjorde han en voldsom Bevægelse – han fornam i det samme Udyrets faste, ruskende Klo, saa at – han vaagnede derved. – – Hr. Skjødt stod ved Sengen.
»Nu maa Du op!« sagde han; »Du har sovet dine syv Timer, fra halv ni iaftes har Du været i Koien! nu skal vi paa Jagt!«
Det var for Niels som om han kun et Qvarteers Tid, men et Angestens Qvarteer, havde været tilsengs. Imidlertid, glad ved at den fæle Drøm var forstyrret, sprang han i Hast ud paa Gulvet, og kom snart i sit endnu klamme Tøi; Støvlerne var det meget vanskeligt at faae paa, uagtet de i Fødderne vare mere end store nok; men Skafterne vare i Heden krøbne ind, de maatte smøres med Lysetælle, saa gik det, og – Jagten gik med dobbelt Lyst; Ænder blev der skudt, prægtige Vildænder; Hundene hentede dem fra Siv og Rør. Men fra dette første Jagttog blev, som sagt, Idiotbarnet og dets Optræden i Drømmen en saadan Begivenhed, at – »det maatte betyde Noget!« sagde Moder i Præstegaarden. Vi ville see, om det har at betyde.
Jægerlysten var ikke kuet, men snarere sat i Væxt; Jagtens Glæde blev efter den Tid stærke Traade i Erindringen, der bandt Tanken til Hjemmet, til Barndomsaarene paa Heden. Med Liv og Sjæl var han med, naar Jagttimen slog; men ligesaa fast holdt ham igjen hans Bøger, naar Læsetiden raadede. I Alt hvad han tog sig for, viste sig Villie og Udholdenhed; de heftige Udbrud, som vi saae et af, da han smed Katten mod Kakkelovnen, kom meget sjelden; men maaskee vilde det just da engang blive des heftigere. Kunde det være at befrygte? Ham var den Lykke tildeelt, at dette nye Barndoms-Hjem var det meest velgjørende for en Natur som hans. Over Præstegaarden hvilede ret en Fredens Aand; og det christne Sind, der ligesom et Solskin gjennemtrængte Hjerterne, gjorde god og bedre. Barnesindet hos ham havde Modtagelighed, som
Confirmationsdagen, der var ved
»Menneskets Hovmod fører vild!« sagde den gamle Præst, »Gud lader ogsaa til en Tid det Onde vinde Seier; men Troens rene Lys er som Solen, det bryder tilsidst seirende frem efter de mulmmørke Dage, og da ere de sorte Skyer faret hen!«
Da Niels var et Barn hjemme paa Rundetaarn, var Bibelen og Tusind og een Nat ham to lige Sandhedens Bøger; nu var Eventyrbogen stillet hen paa sin rette Forstaaens Hylde; Bibelen havde Troens hellige Plads, den stod som et mægtigt Træ, hvis Rødder sloge sig fastere i hans Hjerte, og i hvis Krone Guds Stemme susede; ja, Bibelen var Bøgernes Bog! Dens Ord vare i Præstegaarden levende gaaet ind i Tanker og Udtryk, den aandelige Verden trængte sig ind i den legemlige. Vel havde Overtroens Fortoninger ogsaa skaffet sig Indpas, den personlige Djævel og hans Magt var skrækkelige Skikkelser; men hvad mægtede de mod de sande christelige Fromme? Hos dem var Gud som Skjold og Værge; han, der har Øie at see med, Øre at høre med, personlig og herlig, ham man kan klynge sig til, den Milde og dog den retfærdige Strænge, der sender den haarde Synder hen i den evige Ild, som aldrig slukkes.
Saaledes saae og fornam ogsaa Niels den Gud, i hvis Navn han gjennem »Sønnens« Lære skulde virke.
Det stille, eensformige Liv herovre blev en rig, uendelig Tid fra første Søndag i
Aar fulgte Aar, det var allerede i det sjette siden Niels kom herover. Underligt at tænke, hvor dog den Tid var gaaet, sagde Moder. Det var endnu underligere, meente Bodil, at de kun i lidt over fem Aar havde været sammen. Og Niels syntes det samme; som en Drøm, en ganske anden Levetid, stod for ham de tidligere Barndoms-Aar i Kjøbenhavn; derhen skulde han nu snart igjen, »være Student!«
Aaret var kommet; midt i September skulde han til Kjøbenhavn, der hvor han ikke havde været nu i sex lange, lærerige Aar, i dem just Overgangs-Alderen laae.
»Han skulde«, som den gode Pleiemoder sagde, »nu bort fra deres Fredens Hjem og ud paa den vilde Sø igjen, ud i Syndens Verden!« Derovre havde han været som et uskyldigt Barn, nu kom han et voxent Menneske, et »Svagheds-Barn«, der hvor
Uldent og Linned gav Moder ham med, nyt og godt; hun strøede Lavendler mellem Tøiet, at det kunde have en god Lugt; der blev ikke noget Tænkeligt af Smaafornødenheder glemt, hverken hvid Traad eller sort Traad, Synaal og Stoppenaal, ja, selv
Den gamle Bibel kom med og »Tusind og een Nat«, ikke at tale om de lærde Bøger, dem der skulde løfte ham over Artiums-Gjærdet.
Bodil og Moder græd, Pigerne i Kjøkken og Bryggers græd: »vor Søn skal bort til Kjøbenhavn!« Præsten gav ham et Kys, som de Andre, og sagde: »hold fast ved dit Fader vor, i det har Du Bøn og Ledetraad for dette Liv!«
Vognen holdt for Døren, ved Aarhuus laae Dampskibet, og naar det havde bragt ham til Kjøbenhavn, var der sørget for ham; Hr. Svane havde skaffet ham Logis hos en brav Kone, Madam Jensen i Sværtegaden; det var et godt Strøg, midt i Byen og slet ikke langt fra
»
Ja, nu gik det til Kjøbenhavn.
VII
Madam Jensen. Mo’er Børre.
»High Life(engelsk) den fornemme verden. « paa anden Sal
»
Det vil sige en for Videnskabens store Seilads, en ubefaren kan man endogsaa sige.
Det var en ganske egen Følelse at komme til Barndoms-Byen, den han, med Undtagelse af Rundetaarn og Regentsen, saa lidet kjendte til; ja, sin Gudfader, Hr. Svane, kjendte han, og denne stod ogsaa paa Toldboden og tog imod Niels Bryde – vi maae for Eftertiden nævne ham, som Familienavnet var, og som det stod i hans
Han gik strax med ham i Sværtegaden til Madam Jensen, der »sad Enke«, som hun udtrykkede sig; hun havde i sexten Aar været gift, »uden Resultat!« det er hendes egne Ord. Indgangen til »den Studerendes Værelse« var jo rigtignok gjennem Kjøkkenet; men saadan var nu Leiligheden, iøvrigt reen og net, og vel betænkt.
»See her har jeg et lille Gardin,« sagde hun, »det kan De
Alt var nu i Orden i Kammeret; et stort Oliemaleri havde hun fra sin egen Stue hængt ind til »
Og Examen begyndte – og den endte godt: »
Noget høit, noget snevert, og knebet ind i en af Byens mindst luftige Gader, boede vor Student; her var saa ganske anderledes end i Præstegaarden og ved Heden, hvor den friske Vind blæste hen over Lyngen; men saa havde Kjøbenhavn sine andre Goder og Herligheder: de nye Kammerater, hele det oprullede Studenterliv tiltalte Niels, dog hang Hjertet ved det jydske Hjem; det lyste ogsaa ud af hvert Brev, han sendte dertil.
Moder var saa glad over, at Niels havde Tilhold hos Hr. Svane, der jo var en ældre Person, kjendte til Alting derovre og vilde vistnok vaage over sin Gudsøn, raade og hjelpe ham; det var ogsaa en Lykke, at Niels var kommet til saadan en brav Kone som Madam Jensen. Hele Præstegaarden var stolt af, at »Sønnen«, som han kaldtes, havde faaet den fornemste Characteer; ja, i een af de sværeste Lærdomme, »Beregningerne«, kaldte Mo’er det, havde han faaet Udmærkelse paa Latin; det hedte Noget, som kun »Fader« og Bodil kunde huske at sige, det var dette »præ ceteris«.
Med første Skipper fra Aarhuus sendtes til Niels Bryde gode Madvarer: Ost og Smør, og til Madam Jensen en deilig Skinke, fordi hun var saa god mod Niels, og det var hun, ja dertil saa meddelende om hver Glæde og Kummer, som jo hun ogsaa havde i sin lille Huusstand. Der var Tjenestepigen, Ane-Sophie, hun alene gav Anledning nok til begge Dele.
»Hun er ikke dybsindig, Hr. Student!« sagde Madamen, »der sender jeg hende forleden til Urtekræmmeren, og saa gaaer hun – fortæller hun mig – og tosser og seer paa Maanen; synes hun saa ikke, at den følger med hende? og da hun fra Urtekræmmerens seer ud igjen paa Maanen, saa staaer den stille, staaer til hun kommer ud; og da hun saa vandrede hjem og holdt Øie med den, saa gik den med tilbage til vort. Hun troer, at Maanen følger hende i Urtebod og staaer og venter udenfor!«
Madam Jensen satte Studenten ind i Forhold og Characterer; han var et propert og forstandigt Menneske, indsaae hun, kom om Aftenen hjem til borgerlig Tid, naar ikke Comedien var meget lang. Thi den Verdens-Lyst, som først rev Niels Bryde med, var at gaae i Theatret; men det var jo »en uskyldig Fornøielse og dannende!« sagde Madam Jensen. Selv kom hun der ikke; i hele tre Aar siden hendes Mands Hengang havde hun ikke været der. Men nu tænkte hun derpaa; netop i disse Dage skulde der gives »en Sørgefest« for en afdød Kunstner, og saa fandt Madam Jensen, at det var en passende Leilighed for hende at komme der; vilde hun i Theatret, saa var det just det Rette at begynde med en Sørgefest. – Og hun gik, men kom allerede midt under Forestillingen tilbage.
»Det var slet ikke opmuntrende det!« sagde hun; »det var ogsaa et meget trist Sørgespil, de gav!« og hun havde saamænd nok i sin egen Deel. Dog, hvad der især havde jaget hende derfra, var en fæl Person, hun havde truffet sammen med i Logen, en meget »præserende« ung Herre, paatrængende, meente hun. »Jeg veed ikke, om de ovre i Jylland kjender til det,« sagde hun, »man har paa Apotheket nogle smaa Kager, som kaldes »
Derved fik Madam Jensen ikke at see Sørgefesten ud, og Lysten til senere at komme der, sagde hun, var ikke derved blevet opmuntret; dog var den heller ikke udryddet, der kom Anfægtelser, om ikke som hos Niels Bryde at gaae een à to Gange om Ugen, men een à to Gange om Aaret, og særegen Anledning maatte der saa endda være; første Gang var det saaledes ene og alene fordi
Niels Bryde kom for den hele Poesiens og Lunets Herlighed, der aabnede en ny Verden for ham; her og ved sine Bøger havde han de lykkeligste Timer; flittig læste han og gik paa
Naturligviis blev Regentsen og Rundetaarn ikke de to sidste Steder han besøgte. Paa Regentsen rørte sig vel endnu det samme friske Liv som før, men mellem Studenterne der fandtes naturligviis ikke en eneste af dem fra hans Barndomstid, de vare spredte om i Landet som Præster, Læger,
»De kjender mig nok ikke!« sagde Niels, »og dog har De eengang seet mig gaae her hver Dag og talt til mig!«
Hun betragtede ham op og ned; han maatte tydeligere klare for sig.
»Herre Gud!« udbrød hun da, »er det Niels Dreng!«
Navnet skurrede dog lidt i Studentens Øre, men han samlede sig, og trykkede hende i Haanden.
»Vil man see!« vedblev hun. »Hvor han er godt klædt paa! og Studenter! det er en stor Glæde for hans Forældre i deres Grav!«
Hun tog Brillerne af og tørrede sine Øine. Hende gik det ved det Gamle; hun havde det fra Haanden og i Munden, og det var svært hvor man lagde paa Alting. Niels Bryde fik at vide hvad hun gav for Smørret og Brødet og Tørven – og endeligt, at hun havde nogle af de bedste Æbler, naar den Tid kom, og et nyt Slags Brystsukker, som var saa gode for Studerendes, der sad meget og bukkede sig.
Samtalen var ganske gemytlig, og hun fandt at Niels slet ikke var blevet stolt, og hun havde paa en Maade Ret, kun bestyrkes det ikke ved hvad vi videre have at fortælle.
Øverst der oppe traf han en ung Grev Spuhl, hvem han var blevet Student med, de fulgtes ad ned af Taarnet og var i højrøstet Samtale; de gik tæt forbi Mo’er Børre, og hun, da Niels ikke syntes at bemærke hende, raabte høit og inderligt: »Farvel lille Niels!« Denne fortrolige Benævnelse generede ham, han blev rød og hilsede keitet.
»Hun kjender Dem, den Gamle!« sagde Greven.
»Ja fra jeg var Barn af!« svarede Niels, »hun kalder mig altid lille Niels! jeg voxer slet ikke for hende!«
Og de talte om andre Ting og skiltes ad; men Niels Bryde havde Fortrydelse i Hjertet over sig selv; det piinte ham at han af falsk Undseelse ligesom havde villet fornægte Mo’er Børre. Det kom ham i Tanke, hvor ofte hjemme i Jylland, naar han læste om Jesus i Gethsemane Have, hvor
Og der var en Villie hos ham. Han begyndte at give mere Agt paa sig selv – men ogsaa paa Andre.
»Nu skal jeg føre Dig ind i Verden!« sagde en Dag Hr. Svane med et Udtryk, der viste det rigtige gode Humeur. »Du skal med mig i high life paa anden Sal, hos En af min Slags, Hr. Meibum, Pebersvend uden Rang og Titel; han har forsøgt sig i alle Aandsretninger, været Maler, Skuespiller, Bladudgiver, været forlovet og har »slaaet op igjen«, og levet af det Altsammen. Nu har han arvet et Par hundrede Daler, og saa gjør han meget fornuftig et stort
Og Niels kom med til kjøbenhavnsk
En rigeligt oplyst Trappe var det første gode Indtryk, man fik ved Ankomsten. En Række Værelser med Lys i Sølvstager stemte ganske festligt. Ved den forreste Dør stod Hr. Meibum selv, klædt som Dame med Turban og Skjønhedspletter – han var Vertinde, sagde han med affecteert fiin Stemme, og i samme Tone udraabte han accentueret alle de Indtrædendes Titel og Person; især betonedes en Capitain ved
I Salen var opreist et Theater; der skulde spilles to originale Stykker, som aldrig før havde været givet, ikke heller trykt; det ene var af Hr. Meibum og hedte: »Jomfruen er lumsk, eller smaa Gryder har ogsaa Ører«, det andet var af en Anonym, det vil sige ogsaa Hr. Meibum, og kaldtes »I Mol, eller Comala sover«.
Punsch var der lavet til Herrerne og Limonade til Damerne. Smørrebrødet var lidt seit og haardt; Hr. Meibum undskyldte: han havde selv skaaret det altsammen og lagt paa, og det havde taget hele tre Dage, det var ikke let at være Vertinde. To Violiner og en Fløite udgjorde Orchestret og Fløiten blev blæst af »
»Naturen,« sagde han, »er altid god til Studie, altid er den correct, men heller ikke mere; Geniet maa revidere den. Det har ogsaa de større Mestere gjort: see til Billedhuggerkunsten, der har vi
Saa gik Teppet op for: »Jomfruen er lumsk«, kjedelig var hun ogsaa, uagtet Hr. Meibum spillede med og havde dog i sin unge Alder været ved det kongelige Theater, og var der traadt op som Bagbenene af Løven i
Imellem Stykkerne fik man Iis og Gelee, men der var saa lidt paa Tallerkenerne, at det saae ud som om det var Levninger af en næsten afspiist Portion, der bares om til hver.
Aftenen endtes med
VIII
Familien Arons. »Solon-Diogenes.« Udenlandsreisen
Niels Bryde var ved Kammerater indført i et Par Familier af Handels- og Embedsklassen; i en af disse, det være ved Tilfældigheder, Sympathie eller »det skulde nu saa være«, følte han sig meest hjemlig og kom oftest, det var hos den rige Grosserer Arons; Sønnen Julius var Student med Hr. Bryde, de fandt Behag i hinanden, uagtet de vare forskjelligt begavede og udstyrede; Julius Arons fremtraadte som meget smuk, inderlig godmodig, og godt klædt paa, men slet ikke læselysten, han var ogsaa gaaet fra
Niels Bryde blev anmodet om, for et passende Honorar, at gjennemgaae »Collegierne« med Broderen Julius; her var, hvad man kalder det, et godt Huus at komme i, og her kom han. Gjennem
Niels læste nu som sagt med Julius Arons; denne nye Manuduction skaffede en Lommeskilling til Theatret og til et og andet Digterværk; saaledes
Af de Bekjendtskaber Niels Bryde gjorde ved Hr. Meibums Piquenik vedligeholdtes kun to i en Slags Tilværelse ved at man mødtes paa Gaden eller i Theatret og der hilsede hinanden; det ene var med Maleren, han, Geniet paa Skulderen af »de Ældre«, det andet med »Solon-Diogenes«, som han blev kaldt. Paa Langelinie traf det sig en Frostdag, at Niels og Solon-Diogenes tilfældigviis kom til at staae ved hinanden fæstende Øinene paa et indefrosset Skib; derom kom de i Samtale, og Niels brugte Udtrykket: »vor Herre deroppe!«
»Saa De tænker, han sidder der!« sagde Studenten med et eget Smiil. »De troer altsaa paa ham!«
Det gjennemrislede vor unge Ven, slige Ord havde han aldrig hørt; det var ikke sagt som Spøg, og som en saadan var det jo den grueligste Bespottelse. »De troer dog ogsaa paa ham?« sagde han og fornam sit Hjerte slaae stærkere.
»Det er jeg kommet ud over!« svarede Studenten med et Smiil; talte derpaa om ligegyldige Ting, og de skiltes ad. Men Intet havde i mange Tider grebet og opfyldt Niels Bryde som disse henkastede Ord, han betragtede det Menneske som aldeles frafalden, En Helvede tilhørende, og dog, ligesom Klapperslangen ved sit Blik har en lokkende magisk Magt over Fuglen, den kaarer til sit Offer, saaledes fik dette Menneske en uforklarlig Tiltrækning for Niels. En Aften senere kom de til at sidde sammen i Parterret; Studenten erklærede med Hensyn til den nyere Literatur, at han ikke fulgte den, han læste ingen Forfatter uden han var totusind Aar gammel, en Undtagelse havde han vel gjort nylig, han havde læst
Uden at han gav videre af Bogens Indhold, fik Niels Bryde dog Forestilling om at den maatte være en Slags »
Dagen efter havde han den allerede; paa dens Blade vidste han stod taget formasteligt Saameget, den fromme Barnetro saae op til som Helligt og Urørligt; han syntes i den Bog at have i sin Stue et skjørt Glas fuldt af Gift,
Da han leverede Bogen tilbage, var hos ham, ubevidst, en Følelse af at være traadt nærmere, mere forstaaende det høiere Aandens-Compagnie af Engle eller Djævle, som han i sin uklare Opfatten og Forstaaen betragtede Solon-Diogenes at tilhøre; dersom denne havde modtaget ham med
»Nu har jeg læst den!« sagde Niels med stor Alvor og Betydning, og Studenten tog ganske ligegyldig Bogen og svarede: »saa, har De det!« man skulde troe at det ikke var uden en Kogebog eller det meest Ligegyldige der var læst; og Niels, der gik med en Følelse som om han alt var en Frafalden, som om han havde smagt paa Kundskabens Frugt, der var »god til at faae Forstand af«!
I den tilstundende Sommer vilde Niels Bryde i et Par Uger hjem til de Kjære paa Heden. Han glædede sig saa inderligt dertil, det var som om der laae en halv Levealder imellem nu og da han sidst var der; alle kjære gamle Minder skulde igjen opfriskes, mon vel Barnetroen ogsaa vilde det? Han kunde som Student derovre betræde Prædikestolen; hvilken Hjertensglæde for Moder og Bodil! Han saae efter hvilke Søndags-Evangelier der prædikes over paa de Søndage han tilbragte i Hjemmet; han valgte et og skrev sin første Prædiken, men da den stod paa Papiret, var den slet ikke et Friskhedens Væld, en Udstrømning af den Natur der egentligt rørte sig i ham, det syntes, som om han ved i Tankerne at bestige den gamle Præsts Prædikestol, ogsaa iførte sig den Gamles Udtryk og hele hans Tænke- og Talemaade; vistnok vilde Prædikenen saaledes ret særligt behage hans Velgjører, hans anden Fader, dog derover havde han ikke tænkt, han vidste ikke selv at han allerede var en ganske anden end før. Sand og inderlig var imidlertid Glæden over at skulle gjensee Hjemmet og de Kjære der, og ikke mindre glædede de sig Alle i Præstegaarden til dette Besøg; i henved halvandet Aar havde de jo ikke seet Niels. Breve vare ofte indtrufne, men hvad er det skrevne Ord mod det levende, mod det at have hos sig og om sig den, man vexler Tanker med!
Hr. Svane havde saa tidt tænkt paa dog engang at see Jylland og der besøge sin gamle Manuducteur; nu var her en Leilighed, en Reisekammerat, han og Niels bestemte at gjøre Touren sammen i den tilstundende Sommerferie. Det var afgjort, Ingen faldt det ind at Touren skulde blive opgivet, og dog blev den det. Hvad betyde vel vore Bestemmelser og Planer, naar de ikke ere efter høiere Ordre! Een Time hos Grosserer Arons vendte op og ned paa det Hele.
Bedstefaderen Arons, en retskaffen, elskværdig gammel Mand, from i Israels Tro, og ret af inderlig godt Hjertelag, havde stor Godhed for Niels Bryde, og glædede sig ved at han omgikkes med Sønnesønnen, som endelig var sluppet vel over den fornyede Examens-Prøve, og skulde til Opmuntring og Belønning for denne heldige Anstrængelse, der dog egentlig ikke havde været saa stor som
Forslaget overraskede Niels; han blev forlegen; det var saa mageløst herligt, følte han, men det var ogsaa deiligt at komme hjem igjen paa Heden, det havde han saalænge glædet sig til og udmalet sig; hvormeget havde han ikke der at fortælle! desuden var det jo en Aftale at Hr. Svane skulde gjøre Reisen med. Beskedent og hjerteligt takkede han for den ham tiltænkte store Fornøielse, han kunde ikke modtage den; Afslaget gjorde at Julius blev ivrigere, han vilde have ham med; den gamle Bedstefader meente at nu kunde Hr. Bryde først sove paa det.
Hr. Svane sagde ubetinget: »reis med til Tydskland! tag hvad der ikke bydes Dig hver Dag. Maaskee Du ellers aldrig kommer ud i Verden. Grib det gode Tilbud! Næste Aar er der ogsaa en Sommer, og de Gamle derovre holde nok lidt længer ud end til den Tid!«
»Stød ikke det gode Tilbud fra Dig!« skrev Japetus Mollerup, og hans Svar skulde være det afgjørende. »Vi længes Alle efter Dig, min Søn, men det vilde være en daarlig Kjærlighed til Dig, ikke at
Reisen til Tydskland var altsaa afgjort. Studenterne Arons og Bryde afreiste med Dampskibet til Kiel; Moder, Søstre og et Par Veninder stode paa Langelinie og svingede med Lommetørklæderne. Hr. Svane saae fra sit Qvistkammer-Vindue endnu langt ud paa Kjøgebugt den sidste Røg af Dampskibet; »Nu begynder det!« sagde han, og meente Søesygen, thi der var stærk Bevægelse derude i Søen. »Nu begynder det!« sige vi – og tænke paa nye Livs-Strømninger.
Dersom fromme Ønsker og Velsignelser synligt kunde vise sig som Følgeskab, da vilde de to Venner have bemærket en heel Skare fra den jydske Halvø, fra Præstegaarden paa Heden; Præstemoders og Bodils Tanker vare daglig med og saae i uklare Billeder al den Herlighed, der rullede op; de gjøs et Øieblik ved ogsaa at betænke al den Fare, der saa langveis borte og i saa lang Tid maatte kunne møde, men de drømte ikke om den egentlige Fare der var, de Ungdoms Søer gjennem hvis Brændinger Niels gik. Det var just ikke, som han engang havde læst om og fortolket, Engelen og den unge Tobias der var paa Vandring; dog derved være ikke sagt det mindste mod Niels, endnu mindre mod Julius Arons.
»Det er som en østerlandsk Nat!« sagde Niels, og Julius talte om skjønne
Hamborg var en Pragtens og Glædens Stad, her maatte de blive et Par Dage. Julius havde her Fættere, sin Moders Søstersønner, unge rige Hamborgere; og næste Dag vare de paa Fart med dem til Høiderne ved
I Indiens Pagoder dandse
»Paa en Reise skal man see det Characteristiske i enhver By!« sagde han strax sig selv og fulgte de Andre.
Det var et elegant, stort Locale; Gaslamper flammede, nydelige Baldamer og modeklædte unge Herrer, ogsaa gamle saae man; dog gjennem Salonlivets fine Flor skinnede
Hvo kjender sig selv, hvo kjender Strømningerne i sit Hjertedyb!
Det var seent ud paa Aftenen at Vennerne vandrede hjem til Hotellet. Julius var som en aaben Bog, og om det just ikke var hvad Bodil paa Heden vilde kalde en god Bog, det var en flydende Stiil, en yppig Stiil og den ungdommelige Livligheds Musik, den Aabenhjertighed, det blev baaret frem med, havde Noget der gav det en indsmigrende tillokkende Magt. Hvilke Erfaringer havde ikke allerede Hr. Julius, og det allerede fra det sidste Skoleaar i Kjøbenhavn! – Stakkels »Præstemoer« paa Heden, Du vilde være blevet saare forfærdet over den Ven og Ledsager, saa ung og saa smuk og dog »saa gruelig erfaren«, som din Niels nu var med, ikke vendte sig fra, hørte paa og ikke holdt Prædiken for om Synd og Ugudelighed. Hvad maatte der dog ikke foregaae i Hjertet paa Niels –? Der gik dybe Strømninger, vexlende Tanker; han syntes at have seet, i faa Timer, videre ud i Verden, dybere ind i Andre og i sig selv, end han i Aaringer havde seet; hans Blod brændte derved. Han sov først mod Dagningen.
Og hermed ville vi forlade Hamborg og ret trække Veiret inde i Harzbjergene; der mellem Graner og Birke, hvor Ilsefloden styrter over Steenblokkene, følge vi vore Reisende, høit derop, hvor engang
Fortræffeligt kom de To ud af det sammen, der var saa uendeligt meget Godt hos Julius, og det saae og fornam Vennen, ja ligesom gjennemtrængtes af det kjærlige Sind han havde til at give den Fattige selv sit sidste Stykke; hjelpsom, trofast i at forsvare hvem han troede led Uret, ja han var ret hvad man kalder »et inderligt godt Menneske«, saa ridderlig, saa indtagende i sin Aabenhjertethed, og vi maae tilstaae det – dersom »Præstemoer« spurgte os – en farlig Ven for Niels, i det Tilfælde, at Ordets Forkynder bør være dets Exempel! Frygt ikke gamle »Præstemoer«, din Bøn og Tanke ere som usynlige gode Engle med ham, de kunne vidne.
De tre Madonna’er paa Billedgalleriet i Dresden,
Julius stillede dem alle Tre i omvendt Orden. Raphaels forsvandt for ham paa Skyen, Holbeins var ham for selvbevidst, hun fulgte bestemt kun sin egen Mening, men Murillos var en Qvinde, en deilig Qvinde! og han udtalte sig, som Mange have udtalt sig og Flere endnu ville. Men Hamborg, Brocken, Madonna’erne, og vi maae tilføie Jernbanefarten, den første i deres Liv, var Reisens uforglemmelige Glandspunkter, og hermed have vi saa temmeligt Reise-Resultatet, det vil sige Sjæle-Indblikket, det Psychologiske der frembødes os af de To; skulde vi derimod udskrive Niels Brydes Dagbog og hvad Julius kaldte sit »Oplevede«, saa fik vi hele
Vi ere igjen med Vennerne i Kjøbenhavn; den skikkelige »Præstemoer« har tilbage i Landet sin Niels, uskadt fra Verdens Farer og Hændelser. Han var igjen i Sværtegaden hos Madam Jensen, og hun maatte selv den første Dag varte ham op, sagde hun, for Ane Sophie, Tjenestepigen, laae tilsengs fra imorges; det var Kjærestesorg, der havde sat sig som Rygværk; hun var forlovet med Drengen i Stuen, han skulde være Svend til Paaske. – Man kan ogsaa have Anfægtelser i Sværtegade; det var Moralen.
Meget ofte kom Niels Bryde i Huset hos Grosserer Arons. »Skal det være Rebekka eller Amalie?« spurgte Hr. Svane, »det maa Du endelig sige mig naar Du veed det, thi jeg spørger hver Dag!« – »Er det den Ældste eller den Mellemste?« spurgte en og anden Kammerat. »Vi høre nok snart Nyt!« sagde Madam Jensen; »det skal være nydelige Piger, og de kan jo døbes. Penge vil der ikke
»Hvapsen! Lille Hvaps!« sagde Esther, og klappede den lille, livlige Hvalp, det Ord hun forandrede til Navnet Hvaps.
»Det skal han hedde!« sagde Niels. Rebekka foreslog derimod Navnet »
Næsten hver eneste Nat til hen mod Morgenstunden sad Niels Bryde ved Bogen. Det var nødvendigt, skulde der blive bestilt Noget; han var samvittighedsfuld, og der var saa meget af hvad man kalder denne Verdens Lyst, der drog ham til sig; foruden Kammerater og Selskabsliv var der Concerter og Theater. Pengene, han fik ind ved et Par
»Det er meget fornuftigt af reent galt at være!« sagde Hr. Svane. »Du tager Natten til Studeringer, jeg tog den til at drive, og derfor er jeg endnu en Slags Driver. Min Passion var det engang ved Nattetid at vandre om paa de kjøbenhavnske Gader.«
»Og hvad Fornøielse havde De deri?« spurgte Niels.
»O, saaledes mellem Midnat og Morgenstund at drive om paa Gaden, har noget ganske Eget for Phantasien og den var mit Kjøretøi i de Tider. Nu holder jeg mere af at ligge i min Seng; men den Gang, det var som fornam jeg da Gadens Liv og Levnet.
Og der var mere Alvor i det Sagte, end Niels troede. Hyskenstræde havde virkelig engang stemt Hr. Svane veemodsfuld, forhaabningsrig; det var nu hans Hemmelighed, og hvo har ikke en saadan? Niels Bryde havde for Øieblikket den, at han læste
I den tilstundende Sommer, det var paa det tredie Aar han var i Kjøbenhavn, skulde de kjære Pleieforældre og Bodil have hans Besøg, og det vilde gjøre ham godt det sunde afmaalte Liv, den frie Natur; Bøssen skulde igjen frem; Jagtlivets hele Romantik stod for ham; Hr. Svane tog med, det var en aargammel Aftale; dog da Afreisen kom, var Hr. Svane i sit sorte Humeur, og vilde, som han sagde, blive i sin Hule.
»Jeg slipper ikke!« sagde Niels. »Reisen derover og alt det Nye der vil gjøre Dem glad! De som er saa modtagelig for Humeurets Solskin!«
»Og faaer det dog aldrig reelt!« svarede han. »Min Etage er ikke lagt paa den Led i Verden! jeg har det ligesom enkelte Huse der ere saaledes henlagte i en Gade at de ikke faae andet Sollys end Reflexens: kun Gjenskinnet fra det hvide Gjenbohuus og dets blanke Glasruder; derfra straaler en lysere Dag, en Slags malet Solskin uden Varme, ind i Kammeret. Det er nu min Lod, og det er naragtigt nok, hvor tidt og ofte jeg kan bilde mig ind at jeg boer paa Solsiden!«
Niels Bryde maatte snart erkjende at her ikke var Noget at sige eller at gjøre, men reise alene – dog nei, Hvaps fulgte med; ikke tænkte den paa hvad der truede den og hvilken Herre den havde.
Veiret var godt; Havet strakte sig, om ikke just som et
Maleren, Geniet »paa Skulderen«, var ogsaa ombord, han begyndte ligesaa interessant som han slap hos Hr. Meibum. Han definerede Genie – »hvad er det? Gjær! Løftestangen for det Hele! Genie er det, som de Fleste ikke har, det er en Ener, der er saameget som ti, men kan ikke laanes!« – saavidt kom han, saa blev han daarlig. Han og Niels Bryde talte ikke mere sammen paa den Tour.
Under Samsø faldt Hvaps overbord, Niels saae det og bad i Hast Styrmand og Capitain at standse Skibet; det var hans kjære Hund, den vilde drukne; endnu svømmede den tæt ved.
»Vi kunne ikke standse Skibet for en Hunds Skyld!« svarede de.
»Men vel for et Menneskes!« udbrød heftigt Niels Bryde, og uden videre sprang han i Søen og svømmede hen til sin Hund.
Nu standsedes Fartøiet, og drivvaad af Vand kom de begge igjen ombord.
IX
Den nye Montanushentydning til Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, opført 1723, trykt 1731, om bondestudenten Rasmus Berg, der kommer i konflikt med sit oprindelige, uoplyste miljø på grund af den umodne måde, han bruger sin nyvundne lærdom på.
Der var stor Glæde i Præstegaarden, lige fra Storstuen til Bryggerset: »Vor Søn kommer hjem!« – det var det første Besøg siden Niels drog over til Kjøbenhavn og blev Student.
»Nu er han ved at indpakke!« sagde »Moer« Aftenen forud; »nu glæder han sig! ja inat faaer han ikke megen Søvn! bare han ikke i Morgenstunden forsover sig og ikke kommer med Skibet; at de dog betids kalde paa ham!« – ja, hun kunde have kaldt paa ham om Morgenen, thi da laae hun vaagen og tænkte paa ham og bad for ham. Klokken slog sex; hun trak »Faer« i Ærmet og vækkede ham: »Du sover! nu seiler Skibet!«
»Hvilket Skib?« sagde Præsten og foer op.
»Ih, Dampskibet! Nu seiler vor Niels fra Kjøbenhavn!« Hendes Tanke var hos ham, hele Dagen gjorde den Reisen med, og dog var hun travl i Kjøkken og Stue. Bodil var ligesaa glad opfyldt af hans Hjemkomst, men hun udtalte det ikke saa. Blomster fra Heden havde hun bragt ind i hans Kammer, alle smaae kjære Nipserier og vante Stykker fra Barndomstiden vare komne paa deres gamle Plads. Bodils egen nye Bibel havde hun lagt der paa Bordet.
Det blev Aften, sildig Aften, men det var god Vei og skrappe Heste, sagde Fader, til Klokken elleve maatte Niels være her. Nu rumlede der en Vogn, nu gjøede Hundene – nu kom Niels Bryde.
Der blev en Omfavnelse, en Spørgen, en Fortællen – det var allerede Midnat – Faer gik tilsengs og sagde at de Andre skulde giøre det samme, og at Niels trængte dertil.
Næste Dag, det var en Festens Dag, det vilde de alle blive! her var Ro, her var Hvile i Glæde og Kjærlighed. Niels følte sig ligesom gjennemstraalet af den Inderlighed hvormed han modtoges, de kjærlige Øine der lyste ham imøde, det var næsten som laae der kun en rig Drøm mellem Før og Nu; Alt her saa uforandret, men ikke han; frem i Udvikling, Frihed og Verdens-Erfaring var han gaaet, Alt til det Gode, haabede han.
Aldrig havde Bodil været i Kjøbenhavn, det var hende Verdensstaden, indtil Niels skrev Breve fra Hamborg, Dresden og Berlin; men klarest vare og bleve dog hos hende Forestillingerne om de Danskes Kongestad. Hvor vidste han ikke at fortælle om Studenterforeningen, Theatret og Selskabslivet, særligt den »Flothed« der viste sig i Grossererens Huus. Bodil saae i Skildringen af Rebekka og Amalie sande Verdensdamer, meest tiltalte hende dog »Barnet«, den stille læselystne Esther.
Ganske underlig forekom Niels den hurtige Ombytning af Scene og Personer, nylig midt i Kjøbenhavn og nu langt derfra ovre ved den jydske Hede. Det var ved Dampens Kraft, den nyere Tids Magt; herved kom Talen over paa Dampskibe, Jernbaner, Elektromagnetisme og de mange Storheds-Kræfter, vi nu alle kjende, men som da endnu vare her i deres første Aabenbarelse.
»Det er Nutids Mirakler!« udbrød Niels.
»De see saadanne ud,« udbrød den gamle Japetus; »men de ere Menneskeværk! giv dem ikke hellige Navne!«
»Hvorvidt ville Menneskene drive det?« sagde Bodil – »og hvorvidt vil saa det Hele føre?«
»Ved de første
Saaledes i stille Timer, naar de sad i den eensomme Præstegaard, blev Niels Bryde en sand Videnskabens Apostel; han udrullede for dem Naturskattene fra Edderkoppens fine Spind til Stjernevrimmelen, fortalte om det nye Project, der var blevet udført:
»Du kommer hjem næsten som en anden Erasmus Montanus!« sagde Japetus Mollerup.
»Ja, men her paa Heden troer man ikke som »
»Hvad gjør man ikke for at faae sin
»Nei!« sagde Bodil med en Bestemthed, der dog ikke overraskede Broderen.
»Nei!« vedblev han leende, »Sandheden er Gud, og den slipper man ikke for nogen Priis. Villien er vor Styrke!«
Og Niels havde en Villie.
»Fører kun ikke den skrappe Tidsudvikling formeget over i den reent materielle Verden!« sagde Japetus Mollerup efter nogen stille Tænken efter. »Alt bliver kun den verdslige Nytte, Alt gaaer op i Maskiner. Der er kommen en Uro, en Travlhed over Menneskene, hvorved de idelig vende udad, istedetfor ind i sig selv til Selvprøvelse!«
»Livets Poesie bliver visket ud!« sagde Bodil.
»Tvertimod, den vil komme frem i nye Skikkelser,« svarede Niels; »og vi trænge dertil. Hver Nationalitet søger ogsaa gjennem Poesien at gjøre sig gjældende; her i Norden er det skeet særligt ved Oehlenschläger, dog er han ikke nordisk nok,
Bodil saae overrasket og bedrøvet paa Broderen, at han saa kjækt, saa afgjørende kunde og turde sige slige Ord om den Digter, hun altid og vistnok Alle i det hele Land beundrende saae op til i Kjærlighed og Taknemmelighed. Var dette Ungdommens Tale!
»Vor Tid forlanger iøvrigt en anden Digtning end den nordiske,« vedblev Niels. »De gamle Guder ere døde,
»
Ak, men det er ikke de
Genialiteten kan vistnok paatrykke dem Udødeligheds Præg, som Shakspeare har givet sin Hamlet det, men de ere ikke Skabninger fra hiin Tid og Historie, de staae Alle »Hamlet« nærmere end »Sagaen«. Dersom Oldtids Helte og Qvinder saae sig selv i vore Tragedier om dem og Hedenold, de kjendte sig ikke igjen stort bedre, end de Storheder, der fremstilles ved bevægelige Dukker paa Lirekassen, kunne kjendes af dem, de repræsentere!«
Ihvormeget Kantet og altfor ungdommeligt rask Udtalt der end laae i det Sagte, hørte dog den gamle Japetus Mollerup med Interesse derpaa, det fik en Betydning ved at det var Niels der sagde det; at han saaledes kunde tænke, dømme og sætte det frem i Ord. For de fleste Forældre ere Børnenes Tale som et Stykke af dem selv, det faaer Familie-Stempel, og det er en Høiesterets Kjendelse.
Hos Bodil var der, om hun ikke udtalte det, en større Afvigen i Anskuelser hvad Poesien angik, i den havde hun gjennem sin naturlige Følelse erhvervet sig en Slags Kundskab, en Mening; derimod hvor kun Videnskaben lyste i hvad Niels omtalte, saae hun op til ham og hørte med Interesse og Trang til at gribe det.
Om Aftenen var Himmelen saa gjennemsigtig klar, Stjernerne traadte frem, flere og flere, der var en stor vid Horizont; Bodil stod med Broderen i den aabne Havedør, Himmelrummet med sine Verdner derude gav Stof til Samtale. Vel kunde man beskylde Niels Bryde for Lyst til at udkramme al sin Viisdom, det var nu saa, men man maa ogsaa indrømme, at han var gjennemtrængt og opfyldt af de Herligheder, han havde hørt og læst om.
»Hvilken Uendelighed!« sagde Bodil.
»Større, end Tanken rummer!« sagde Broderen. »Husk Dig Svalens Flugt, og tænk saa paa, at Stormen jager endnu hurtigere end den, og at Lyden af vor Stemme gaaer igjen tyve Gange hurtigere end Stormen, og hvad er saa dog vel den Bevægelse imod vor Jords, den svinger sig endnu halvfemsindstyve Gange hurtigere om Solen! men titusinde Gange hurtigere endnu komme Solstraalerne ned til os. En Kanonkugle, altid i lige Fart, vilde bruge femogtyve Aar fra Solen til Jorden, og en Solstraale naaer os i otte Minutter!«
»Hvoraf veed man det?« spurgte Bodil og foldede uvilkaarlig Hænderne; »hvo har kunnet maale Afstanden, tælle Minutterne?«
»Menneskeaanden!« svarede Broderen. »Solen er os nær imod hiin Fixstjerne, Du der seer skinne; en af dens Straaler bruger paa Veien herned hele syv Aar. I Melkeveien er den fjerneste Stjerne os femhundrede Gange mere fjern end den nærmeste, og Lyset, der, som jeg siger Dig, gjennemflyver toogfyrgetyve tusinde Miil i Secunden, behøver fra den fjerneste Stjerne, vort Teleskop kan opdage, femtenhundrede Aar for at naae os!«
Bodil bøiede sit Hoved, skyggede uvilkaarligt med Haanden, som stod hun ved et bundløst Svælg; men Broderens Øine lyste, og Stemmen fik endnu større Bøielighed og Klang.
»Aartusinder hengaae før Lyset fra den ene Yderkant af Melkeveiens Stjernetaage naaer dens anden Yderkant, og der er Astronomer, som antage forvist at Himmelrummet har flere Melkeveie, hvis Lys kunne bruge mere end en Million Aar paa Veien ned til os, og husk derved, hvad jeg sagde Dig om Lysets Hurtighed, toogfyrgetyve tusinde Miil i Secunden!«
»Jeg rummer det ikke! Uendeligheden bliver mig ufattelig, ufattelig som Gud! Hvor stor, hvor herlig! – og dog faaer jeg en Angest derved, som forsvandt jeg som et Støvgran for denne Gud, der lever og rører sig i dette Grændseløse!«
Venus var den eneste Planet, Bodil kjendte og vidste at finde; Broderen sagde hende, at den var ogsaa den eneste Planet, Oldtiden syntes at kjende, og at
Han viste hende Jupiter, saa lille for os at see og dog den største af Planeterne, fortalte at dens Atmosphære er liig Jordens flydende Masser, dens Skyer faste Legemer, og medens de fire Aarstider der ere saa lange som tre af vore Aar, er Døgnet deroppe kun ti Timer.
Bodil lyttede, som Barnet lytter til Eventyr og med Forvisningens fulde Tro, uagtet Tanken ikke omfattede denne Storhed, denne Uendelighed. Hvorledes maatte ikke paa disse Kloder Guds Skabninger være forskjellige fra os, selv heri forsvandt hvert Begreb. Hun hørte, at imedens paa Planeten Mercur Lyset og Varmen vare syv Gange stærkere end paa vor Jord, staaer i Uranus Alt, selv Luften, evigt under vort Frysepunkt; den klareste Middagstid der er neppe lys som vor stjerneklare Nat; firehundrede Millioner Mile borte fra Solen ruller den i Verdensrummet, omgivet af sine Maaner og en Ring, straalende for os, men mørk for Beboerne der.
»Alt nøie betænkt, Alt nøie beregnet!«
»Og levende Væsner overalt!« gjentog Bodil med svimlende Tænken; »Væsner i Guds Billede!«
»I Vanddraaben er Liv,« sagde Broderen, »og i disse uhyre Himmellegemer skulde intet Levende, intet Aandens Afpræg røre sig, det er utænkeligt! Men hvorledes ere de –? der slipper vor Viden. Kun det er os vist, at Skabningerne hist ude maae være ganske anderledes organiserede end vi, især paa Kometerne. Deres Baner ere snart saa nær Solen, at paa dem Heden bliver et Par tusind Gange stærkere end i vort glødende Jern, og snart igjen ere de saa langt fra Solen, at Kometens Atmosphære har en Kulde i sig som Iisstykket. Hvilke Jordens Skabninger mægte at taale saadanne Afvexlinger, ja alene hvilke Øine formaae at udholde et saa fordoblet Sollys, og fra det at gaae over til et Mørke, hvori vor sorteste Nat vilde lyse som Dæmring!«
»Og engang støder en saadan Komet mod vor Jord,« udbrød Bodil, »og det er Dommens Dag!« – hun standsede i sin Tankegang og tilføiede: »Bibelen forkynder det ikke saaledes! – hvorfra, hvorledes,« vedblev hun, »vide ogsaa Mennesker dette?«
»De vide det fra ham, som skabte dem, som evig holder det Skabte, og nedlagde Love, der lydes selv af de døde Legemer. Kun dertil og ikke længer! den Lov ligger i Alt. Elastisk vil Kometens
»Var jeg Mand,« udbrød Bodil, »jeg troer, jeg kunde lade mig henrive af Videnskaben, og i den er dog Intet saa stort, saa herligt, som Astronomien! Hvor Du er lykkelig!« sagde hun til Broderen.
»Den er jo ikke min Videnskab!« sagde han alvorligere, der laae noget Sørgmodigt deri.
XI
Ufred i Hjemmet. Silkeborg bygges
»Hvor hjelpeløst, hvor elendigt er dog dette Barn!« sagde Bodil, beklagende den stakkels Taterqvinde og hendes levende Byrde. »En saadan usselig Skabning vilde reent omkomme, var ikke Kjærligheden saa uendelig stor hos Moderen!«
»Det er en Drift,« sagde Niels; »den er ikke mindre hos Dyret, end hos Mennesket. Hønen kjæmper for sine Kyllinger; Ørentvisten, ja, forsøg kun at sprede hendes Unger omkring hende, hun vil samle dem igjen. Det er Driften, eet af de store Drivhjul i Maskineriet! Du seer paa mig! ja, tro dog ikke, at vi ere andet! Det er ved Sammensætning af Stofferne, det hele Kunstværk fremkommer!«
»Jeg forstaaer Dig slet ikke,« sagde Bodil; »og jeg bryder mig heller ikke om det!«
»Men det skal Du,« sagde Niels; »man bør vide, hvad der kan vides, og hvad et oplyst Menneske bør vide!« og han begyndte at fortælle om Urstofferne, hvoraf, sagde han, kjendtes henved een og treds, der ikke lod sig blande; »Livets egentlige fire Elementer er Ilt, Brint,
»Det er meget muligt,« sagde Bodil med et Smiil; »jeg forstaaer det ikke! Du er blevet saa forfærdelig lærd, og det skal jeg jo ikke være!« Hun vilde ikke fortsætte denne Samtale, men høre paa ham maatte hun. Der laae tilvisse noget Lokkende i alt dette Nye og i hele hans Veltalenhed; han udviklede Tingenes evige Kredsløb, fortalte, at de jordagtige Dele, der ved chemisk Opløsning steg ind i Planten, forarbeides der til Næring for Dyret, som derved igjen blev Fødemiddel, Varmestof for Mennesket; Alt trængte til Varmen, det satte Maskineriet i Bevægelse, Delene vendte siden under Opløsningen tilbage, og Gasarterne gik til deres Udspring.
»Og Aanden til Gud!« sagde Bodil.
»Til det store Hele, Guddoms-Altet,« udbrød Niels, »den gamle
»Hvad er det for en ugudelig Snak, Du staaer og fører!« sagde med alvorlig, stærk Stemme den gamle Japetus Mollerup, der var kommet til og havde hørt en Deel af det Sidste, uden at blive bemærket. »Luk ikke Døren op for Djævelen, saa har vi ham strax med al hans onde Gjerning!« – Med mørk Mine saae han paa Niels og gik.
Men endnu samme Aften fornyedes Samtalen mellem Niels og Bodil; hun var bedrøvet, Broderens Yttringer laae ængstende i hendes Sind; hun vilde saa gjerne i det Sagte kun fornemme den ungdommelige Lyst til at vise Kløgt og Lærdom, og derfor, da de sad ene igjen, og han ligesom greb den tidligere Tales overrevne Traad, kunde hun ikke tilbageholde den Tilstaaelse: »Du har i Dag sagt Meget som bedrøvede mig, eller jeg forstod det ikke; det var tilsidst, som om Gud forsvandt for mig i alt det Skabte!«
»Det er da igjennem dette, at vi komme til ham!« sagde Broderen.
»Det er det! og igjennem Aabenbaringen! Jeg forstaaer ikke at tale derom, ikke at udtrykke mig. Mit Hjerte vil og forlanger en personlig Gud, der er mig nær og kan høre mig! Videnskaben stiller ham saa langt fra mig, at han forsvinder. Du, som selv vil forkynde Guds Ord og lade det lyse for Menneskene, grib ikke Videnskabens
»Jeg troer, det er ganske venlige Naboriger; de komme ikke i Strid, men deres bornerede Grændsebetjente komme det, fordi de savne den sande Oplysning. Lad os bare stræbe at finde Sandheden og holde os til den, da vil de gamle Myther og Historier falde hen til hvad de ere!«
»Jeg frygter for, at Du i din Søgen efter det, Du kalder det Sande, gaaer en syndig Vei ved at ville være Præst; tænker Du, som Du nu taler, da vil Du gjøre Fortræd og give Forargelse for Mange! Du tør ikke vælge Prædikestolen!«
»Det har jeg selv tænkt!« sagde Niels med et Smiil, »Du er meget nær ved mine Tanker!«
»Den Gud, Videnskaben viser mig, er formløs!« udbrød Bodil; »den er alene Forstandens og Villiens Kraft; saa stor, at jeg ikke tør holde mig til den; min Natur forlanger den christelige, levende Gud, med Øine for mig og Verden, med Øre for mine Glæder og Sorger. Naturkraften i sin ordnende Forstandighed kan ikke fornemme mig og min lille Verden i og om mig; jeg bliver Intet i de store Loves Kreds!«
Der var, syntes Bodil, traadt frem et nyt Element hos Broderen, Drilleriet; saaledes vilde hun helst optage det. Med haard, uskaansom Haand, syntes hun, greb han ind i Alt, hvad der var hende helligt og uantasteligt; og vistnok, der er i os Mennesker tidt ligesom en dæmonisk Magt; det vil sige, det Onde i os er stærkere end det Gode; Forfængelighed, Tankeløshed og Mangel paa Skaansel ere Lederne. Niels elskede denne Søster, skattede hendes Forstand og Hjerte; dog just mod disse fandt han ligesom Udløb for de Strømninger, der bevægede sig i hans Sind.
Var den gamle Japetus Mollerup tilstede, førtes vel ikke slige Taler og Foredrag; men det var dog umuligt andet, end at jo det Farvelys, som gjennemstrømmede det unge Sind, maatte ved hver Leilighed skinne frem i Ord og Mening.
»Du har lagt dig nogle underlige Udtryk til, Niels!« sagde da den gamle Præst; »dem skulde Du vænne dig af med!« og sædvanligviis endte det da med, at Niels blev taus eller forlod Stuen. Disse Scener fornyedes, og den stakkels Bodil var den, der maatte høre derfor af Niels: det gik for vidt, han var ikke længer et Barn og havde ikke »Øllebrøds Taalmodighed« til at taale Alt. Jorden var nu eengang ikke flak, og han var ikke Montanus den Anden. Der kom Taarer i Bodils Øine; hun forstod og følte, hvorledes »Fader« og Niels vare i Tanke saa forskjellige – altfor forskjellige – men her maatte og skulde dog Niels give efter for den gamle Mand.
Alt gaaer til en Tid, saaledes ogsaa her. Strauß’s Bog om Jesus blev nævnet, og da den gamle Præst, der ikke kjendte den, gav den Navn af »Syndens Vederstyggelighed«, tog Niels den i Forsvar, mildt omgaaende, men dog bestemt, og meente, at det Helligste maatte kunne taale at discuteres.
»Nei!« udbrød den Gamle heftig og reiste sig op, hans Kinder skiftede Farve – og med en noget svagere Stemme tilføiede han: »i det mindste taales det ikke i mit Huus, og her er jeg vel dog endnu Herre!« Bodil saae smertelig bedrøvet hen for sig; Moder rystede over alle sine Lemmer, saaledes havde hun ikke mange Gange seet Fader.
Først Dagen efter kom det til en Samtale imellem ham og Niels.
»I Meget har jeg mærket, at Du er rykket ud fra den gamle Tro og Tænkemaade og revet med Strømmen. Jeg veed nok, at Du staaer inde i den nyere Tid og jeg i den gamle; men der er Noget, der til alle Tider er og bliver det Samme, og det er Sandhedens Rige, og hvor er det at finde renere og helligere end i vor Religions Lære. Bibelen er vor Rigdoms Skat her og hisset; men denne Bog, har jeg mærket, Du ikke saaledes dømmer om i Eet og Alt; Forstandens Hovmod er kommet over Dig, bitte Niels!«
»Der er vist Ingen,« svarede Sønnen, »der mere end jeg erkjender, hvilken Rigdoms Skat der for os Alle ligger i Bibelen; den rummer Tanker for alle Tider og alle Mennesker, saa klart, saa ligefrem udtalt; det er en Livsens Poesie!« – –
»Poesie!« udbrød den gamle Præst.
»Ved Poesie mener jeg ikke Ordets
»Tør Du tvivle om, at et eneste Ord i det nye Testament ikke er af Vorherre! – »»
»Jeg veed at Christus selv Intet har nedskrevet! vi have Alt gjennem hans Disciple, og jeg er forvisset om, at de kunne og ville tale Sandhed; Begivenhederne selv, Alt fortælles eens, men vel paa hver Enkelts eiendommelige Maade; i Evangelierne fremlyse de samme Sandheder, under forskjellige Udtryk; hver Evangelist giver noget af sin Natur med, skulde vi da ikke turde sige at der kan være menneskelig Tilsætning, Ordet selv kan oversættes forskjelligt!«
»Du læser altsaa kun, som Du vil! Religionen vil Du indrette efter din Beqvemmelighed; destilere og fremsætte den efter din Smag og Lyst!«
»Religionens hellige Sandheder lader sig ikke omskifte,« sagde Niels med Alvor og Ærbødighed. »I det Vigtigste, i Hovedsagen, er vi enige; hver som følger vor Troes Lære vil af dens Virkning forvisses om dens Guddommelighed!«
»Hvad er det Vigtigste, hvad er Hovedsagen!« udbrød den gamle Mand, »
»Jeg veed heelt vel, at Intet i Bibelen tør forandres efter det tydeligt der givne Udtryk; men Ting blive dog sagte – om end i og for sig uvæsenlige – som ikke ere sande; Jordens fire Hjørner kunne ikke angives paa en Kugle, ligesaalidt tales om dens Grundvold, naar den er fritsvævende;
»Han som rullede Kloderne ud i Rummet, han skulde ikke kunde standse et af disse Atomer!« sagde den Gamle. »Lærdommen famler, Aarhundreders Vise have modsagt hinanden, men Skriftens hellige Mænd, de i hvem den er indblæst af Gud, havde aldrig Tvivl! – Hvad er det dog der er faret ind i Dig, Niels! Kan Du da ikke begribe, at med de Tanker, og med en saadan Tro, kan Du aldrig og tør aldrig blive Guds Ords Forkynder. Saa sandt jeg lever!« her reiste den gamle Mand sig, hans Kinder blussede, Øinene skinnede, Bedrøvelse og Vrede lyste ud af hver Mine: »bliver Du ikke et ganske andet Menneske, da vil og maa jeg, naar Du engang ordineres, eller agter at træde op paa Prædikestolen, gaae frem og for den hele Menighed spørge Dig i den treenige Guds Navn, om Du har forandret din Tanke fra denne Stund, og troer paa den ganske Skrift og
»Jeg vil aldrig blive Løgner, vilde jeg det, da var denne Samtale ikke blevet!« sagde Niels med en Heftighed, som endnu mere forbittrede den Gamle.
»Gaa Du heller hen og bliv
»Da vi ere komne til dette Punkt,« sagde Niels med stærk, fast Stemme, »ja, jeg kan ikke, jeg vilde ikke ærligt, efter min Overbeviisning, kunne sværge paa Former, der vel forekomme mig uvæsenlige, men ikke ere det for de Mange, som igjen skulle have Tillid til mig. Vi see mod samme Stjerne, troer jeg, men gjennem forskjelligt
»Det hører ikke herhen,« sagde den gamle Præst, »og laane Øre til din ugudelige Snak, lyster jeg heller ikke; det sømmer sig ikke min Alder og mit Kald!«
Han forlod Værelset, Niels stod tilbage med et Smiil om Munden; vi kunne ikke nægte det, med en Smerte i sin Sjæl: han fornam, at Hjertetraaden mellem ham og den Gamle var overskaaret.
En saa levende Udvexling af Forskjellighed i deres Tro og Tanke fandt vel ikke oftere Sted; men fast og inderlig, som før, var ikke længer Talens Væld. Der var Ufred i det Hjem, hvor før Tiltro og Sammenhold lyste, og Bodil var den som dybest led derved; hende var det en Hjertesorg, at Broderen nu afgjort havde opgivet at blive Præst.
»Ved et uoverlagt Ord kan og vil Du støde saa meget Godt og Velsignet fra dig, bedrøve saa dybt de to Gamle!«
»Jeg kan ikke andet!« svarede han med Heftighed, »og jeg er glad, at det saa betids er kommet til Klarhed og Bestemthed hos mig. Jeg kaster Intet bort, der har Rod i Sandheden! –
»Du rives hen af din heftige Opblussen! den var det, der fik dig til at springe i Havet, vove dit Liv for at tvinge dem til at redde din Hund; det var den samme Opblussen, der bragte os Taterqvindens Barn her i Huset –«
»Med min Villie frelste jeg min Hund,« afbrød han hende; »med min Villie straffede jeg Tyveqvinden – jeg tog ikke feil, hun maatte bøie sig! der er Noget indeni mig som siger: dette er det Rette! Og denne Stemme lyder jeg; det er Guden i mig,
Niels Bryde forlod snart Hjemmet; Afskeden med Fader var stille og piinlig; Moder græd, Bodil sneg sig ud af Gaarden, stod ved Gjerdet og tilraabte ham Lev vel! Niels smilede og nikkede, Hvaps saae freidig fremad, siddende foran sin Herres Fødder.
Ved den gamle Avlsgaard, nede ved Aaleværket, hvor Hr. Skjødt boede, skulde Kudsken aflevere Brev fra Præstegaarden; Hestene fik her frisk Vand og en Bid Brød, det forlængede Opholdet. Niels Bryde traadte ind i Hovedbygningen, der endnu fra ældre Tid kaldtes »Slottet«. I den store Sal herinde traf han paa næsten hundrede Mennesker, Muur- og Tømmersvende samt Haandlangere, der sad som de kunde, paa Kurve og Tønder, og spiste deres Mad; Kruus og Flasker stode paa Gulvet. En storartet Papiirfabrik skulde anlægges herovre, den rige Vandmasse i Gudenaa gjøre Tjeneste. Ingen tænkte endnu ret paa den store Betydning, denne nye Bygning vilde faae, at den var Spiren midt i Oplandet til en ny Stad, et nyt Liv skulde fødes paa Heden. Det var
Arbeiderne reiste sig og gik til deres Dont; Niels satte sig paa Vognen, og idet Tømmermandens Øxe klang mod Bjælken, der skulde reises, smældede Pidsken sit »fremad!«
Anden Deel
I
Brevet. Kammerherrens Hund. Hr. Svane
Det var de første Dage i October, Naturens Farvemaaned hos os her i Norden. Skoven skinnede rød og guul, som om hvert Træ var overdynget med saftfulde Æbler og Pærer. De zinnoberrøde Blade, det guulbrune Løv glimrede fra Buskvæxterne og faldt Blad for Blad, som Menneskelivet falder for Dødens Pust; man veed ikke »
Har Du hørt om Afgrundens Rose, fra hvis skimmelgraae Blade duftede Sot og Syge, vredt Sind, Misundelse og Had? Hvert Blad havde i sig sin
»Den Klogskab! den Klogskab!« sagde Præstemo’er, »den er ikke altid Velsignelse;
»Ham just havde jeg ventet saa meget Herligt af,« sagde Japetus; »den Forstandens Blomst, jeg blev glad ved at see allerede i hans Drengeaar, til hvad førte den? til en Frugt, som ikke vil modnes i Herrens Solskin!«
»Slaaentornen,« sagde Bodil, »sætter tidligst Blomster, dens Frugter staae den hele Sommer og Høst uden at modnes, og dog kommer engang ogsaa dens Tid: med Vinteren, naar Frosten knuger, naar Iis og Snee er der, saa modnes den!«
»Men bliver stram og bitter!« svarede Japetus.
»Den presses og gjærer, bliver saa til en liflig Viin!« sagde Bodil.
»Du vil undskylde ham, han fortjener det ikke! Hele syv Uger er der gaaet, siden han forlod os, og først nu sender han os Brev, og det et Syndens og Forargelsens Brev! Skrev Du ikke til ham lige Ugen efter at han foer afsted, og jeg veed, hvorledes din kjærlige Sjæl har lagt Ordene i Pennen; han er et Hovmodens, Djævelens Barn!« og den gamle Mands Læber zittrede.
»Nei Fader!« udbrød Bodil, der vel følte, hvilken Uret mod de Gamle og mod hende Niels øvede, men ogsaa erindrede hvert Hjertens Ord, al smuk Gjerning, i selv det Mindste, de Uger og Aaringer, de her havde levet sammen; en ualmindelig Natur, som hun saae i Pleiebroderen, maatte udvikle sig anderledes end Andre.
»
»Han er saa ung, og, det har Du selv sagt, Fader, i Verden gaae Strømme af Ondt og Godt gjennem Menneskets Hjerte. Det vil ogsaa blive ham klart! Vi vide jo hans heftige, opblussende Natur, men vi vide ogsaa, at Grunden er god og velsignet; Du veed det, Moder veed det! Tro mig, han vil komme til Eftertanke!«
»Eftertanke er der just i hans Brev!« sagde Japetus. »Der er Ro og Alvor, der er Klarhed i hver Sætning, men al hans Klogskab er dog kun af denne Verden. Det er som om
»Jesus, vor Herre!« udbrød den gamle Kone og gjorde Korsets Tegn, idet hun bøiede Hovedet.
Det var, som sagt, det første Brev fra Niels siden Afreisen, skrevet til den gamle Præst og fuldt af den dybeste Erkjendelse af det uendelig meget Gode, man havde viist ham, det fremmede, fattige Barn; men tillige klart og bestemt udtalt, at han ikke efter sin Characteer og Samvittighed kunde gaae den theologiske Vei. Over en Maaned havde han prøvet og veiet, hvad Statskirken og hans Medchristne fordrede af ham, randsaget sig selv, stridt og vundet den Forvisning, at han handlede som han ene skulde og burde.
Mellem de forskjellige Yttringer i Brevet var især en, som særlig betog den gamle Japetus; der stod:
»En af de meest betydningsfulde Læresætninger i Bibelen er den om
Mange Gange hvilede den gamle Præsts Øine paa disse fremhævede Linier; hans Kinder brændte febrilt, der kom Taarer i hans Øine. Niels Bryde stod for ham som Antichristen, som Fornægtelsens Aand, hjemfalden til den evige Ild; og i det fromme Sind talte det høit: skulde han, som har skabt Underværker i Vanddraaben, har lært Myren Viisdom og i Fluens lille Snabel ordnet Aarer, Nerver og Muskler, skulde han ikke til disse Undere kunne lægge det, at give sig selv Lemmer og Klædning for Menneskenes Øine, skulde han ikke ville nedstige til dette Atom, der kaldes Jorden! Stakkels Niels, Du bygger paa Menneskenes Forstand mere end paa Guds. Jordlagenes tomme Muld har stærkere Røst for dig end det evige, levende Ord, det som var Alts Begyndelse! – Dumme Dreng! Hovmodige Sjæl! Forfængelighed:
»
Som Verden opsminker med
Det er jo kun Skygger og skinnende
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun
Forfængelighed
Forfængelighed!«11
Den aftagende Maane steg som en krum Segl op over Heden ved Midnats-Tid. Bodil var endnu ikke tilsengs; en lang
»– –
Gik ingen Synder til Frelseren ind,
Du selv skulde udelukt knæle
Og paa Bønnens Fortrøstning løftede Tanken sig til Gud; da den atter var ved Jordens Ting, gik Bodil ihast hen til Skabet, tog Papiir og Skrivetøi frem. Tanden klippedes af Lyset, og hun satte sig til at skrive. Tunge Taarer trængte frem i hendes Øine, de trillede over Kinderne, een faldt paa det Skrevne; hun bøiede Hovedet dybere, Pennen faldt af hendes Haand. Brevet blev ikke denne Aften sluttet, det vilde heller ikke kunne rumme eller bære den Hjertesum, den Hjertesorg, hun følte.
Har Du hørt om Himlens Rose, hvis sneerene Blade aande Liv og Sundhed, Fred, Mildhed og Kjærlighed? Hvert Blad har sin Velsignelsens Magt, dens Blade spredes, ved Englenes Kys, ud over Jorden, og hvor et af dens Blade falder, maa god Gjerning fødes og trives. Det skrevne Brev, indviet her, fuldendt næste Dag, var et saadant Blad, paa det faldt hendes Taarer.
I samme synlige Høide, som paa Heden hos Bodil, skinnede med lige klare Straaler den aftagende Maane ind i de kjøbenhavnske, ved Midnat tomme Gader, hvor Lysene blinkede hist og her og Vægterne vare ifærd med,
»Det er Kammerherrens Hund!« sagde Vægteren op til En, der fra et Vindue udtalte sig vredagtigt:
»Saa slaa dog det Bæst for Panden! man kan jo ikke have Ro for den forbandede Bjæffen!«
»Det vedkommer ikke mig,« svarede Vægteren. »Det er Kammerherrens; den er lukket ude. Jeg har saamænd ringet for den, men der er Ingen, som vil lukke op.«
»Det er Kammerherrens!« sagde Hr. Svane ironisk lystig, idet han netop kom forbi med sin Gudsøn, Niels Bryde; de havde været i Vennelag og vilde hjem. »Man maa ikke lægge sig ud med en fornem Hund, saa bider baade den og Herskabet!«
Hr. Svane var i sit gode Humeur, det, der gjorde ham ung med de Unge.
»Hold Mund!« havde Niels Bryde raabt til Hunden; men denne lagde sig det ikke paa Hjerte, den viste Selvstændighed og sagde sin Mening paa sit Sprog. »Jeg gad vide, om den skjelder Huset ud, eller om det er os det gaaer ud over! Hvad er det, den foredrager?«
»Ikke Noget til Ære for os!« sagde Hr. Svane. »Jeg forstaaer ham saa godt, kan saa ypperligt sætte mig ind i hans Anskuelser, stille mig paa hans Standpunkt, tænke mig det at være en Hund, saadan fornem Hund, der gaaer med i Huusholdningen! – Du kan troe, at han seer ned paa dem Alle derinde, paa os med herude, dig og mig, paa Alt, hvad man kalder Mennesker! Vi ere jo ogsaa noget ganske Egent udenfor hans Slags. Han veed rimeligviis fra sin Hvalpe-Lærdom, at Mennesket blev til efter at den hele Verden med alt Levende var skabt. Der behøvedes ikke mere; men saa skulde der dog endnu være en Snirkel, en Slags Spas ovenpaa det Hele, Krusedullen: og da kom Mennesket. – »»Sikken Fyr!«« sagde alle de andre Skabninger, der var blevet til, da der var Noget at blive af. »»Hvad er det for En, dette Menneske? han er hverken Dyr eller Engel, hverken det Ene eller det Andet! Et Slags
Niels lo og meente, at Hr. Svane burde skrive et Værk: »Hundelivet fra et høiere Standpunkt«; deri kunde Menneskene dandse som latterlige Vrængbilleder, idet man kun saae Vrangen af dem. Originalernes Tid var forbi!
»Forbi!« udbrød Hr. Svane, »nei, de have kun taget
De vare under Samtalen komne i Nærheden af Hr. Svanes Hjem, havde naaede til
»Kirkehistorie og Dogmatik skal der vel ikke læses i Nat,« meente Hr. Svane, de kunde altsaa endnu ryge en Cigar sammen.
»Kirkehistorie og Dogmatik høre ikke længer til mit Brødtræ!« svarede Niels Bryde noget alvorligt. »Dog derfor groer Træet alligevel! Man har altid en Udvei: man kan blive Vægter!« tilføiede han leende; »lær De mig Dyrenes Sprog, som De iaften har viist at De forstaaer, saa kan det være et meget aandrigt Liv! ikke at tale om
»Men ovre i Jylland,« sagde Hr. Svane, »vilde man nok ikke synes om denne Magistrats-Ansættelse af en vordende Bisp eller
»Jeg maa sige Dem det,« udbrød Niels med Eet, meget alvorlig, »jeg har opgivet at læse til theologisk Examen!«
»Opgivet!« udbrød Hr. Svane, der jo i flere Uger havde seet og talt med ham, uden at høre eller ane herom. »Og hvad sige de derovre dertil?« spurgte han forundret og trækkende lidt paa det Hele.
»De sige, at jeg har handlet slet! at jeg er utaknemmelig! – Jeg kan ikke handle anderledes! Den Sag er gjennemtænkt, gjennemstridt! Jeg vil være »Feltskærer«, som den Gamle raadede mig, »lappe paa Legemet«. Men lad os iaften ikke tale derom; jeg var i godt Humeur,
»Men naar Kjærligheden kommer?« sagde Hr. Svane, »naar man ikke længer kan være Een?«
»Man maa undgaae at faae fixe Ideer, og andet er Kjærlighed dog ikke! De selv er jo dog sluppet vel fra den gjennem det største Stykke af Livet, og er vistnok ene og alene derved i Deres sædvanlige friske Humeur! Jeg vil ogsaa kunne det; for jeg vil! Har De ikke viist, at De kunde det?«
»Nei!« sagde Hr. Svane, med en ham usædvanlig Alvor. Han trykte Gudsønnens Haand, smiilte derpaa; egentlig satte han et Ansigt op, der skulde skjule, at han fortrød sit Udbrud. Han smagte nok paa den gamle Sentents: »
Hvor tidt var ikke sagt: Hr. Svane har aldrig tænkt paa Andre end paa sig selv, paa enten at sige en Spas, en Sarkasme, eller være kulsort Menneskehader; han tænkte aldrig paa, hvad de unge Lyrikere altid synge om, »hende!« – eller som Werther tog sin Død over. Verden troer at vide Alt og veed dog saa lidt.
»Jeg har havt dit Sind, dit Mod – og tør kun sige Dig Goethes Ord:
»»
Sehe Jeder, wie er’s treibe,
Sehe Jeder, wo er bleibe,
Und wer steht, daß er nicht falle!
»Ogsaa De!« udbrød Niels og greb hans Haand. Det var et Udtryk af Forundring, af Deeltagelse; en Stræng var berørt, der ikke turde klinge, ikke skulde det – thi ogsaa Hr. Svane sagde: »for jeg vil det!« – Der blev heller ikke talt et Ord mere derom; men var Hundebjæf Tale, og Niels havde, som
Det var Niels Brydes Tanker, idet han sagde Hr. Svane Levvel, og paa Hjemveien netop igjen var udenfor Kammerherrens Huus. Vægteren syntes at sove, men den lille Hund sprang vims om, uden at gjøe; han nærmede sig Niels, snusede til ham, syntes at ville gjøre Bekjendtskab og fulgte derpaa med. Niels jog den tilbage, den vilde nu følge; og da Niels kom til sin Gadedør, smuttede den ikke foran, men stod ganske ynkelig der, som om den vilde bede om Nattely.
»Saa kom da!« sagde Niels Bryde.
Maanen skinnede lige ind i Stuen paa det gamle Portræt af den høiadelige Frøken, der saae tvær ud og skjulte Hullet i Betrækket. Hvaps fløi med et Hviin af Glæde mod sin Herre, men tog med en uvenlig Knurren mod den lille fremmede Hund. Niels bød Rolighed og Kammeratskab, satte Vandskaalen frem, brød nogle Stykker Brød til de to; den fremmede, fine Hund snusede, vragede, tog en Slurk Vand, og snart laae den og Hvaps fredeligt paa Tæppet under Bordet. Niels Bryde lagde sig ogsaa og sov meget snart, uden at hans Tanke havde besøgt Præstegaarden paa Heden, og særligt der Bodil, hun som netop i denne tause Nat havde grædt for ham, bedet for ham, udtalt hele sin varme Sjæl paa det hvide Blad, det hendes kjærlige Sind indviede til et Skjønheds-Blad, en himmelsk Rose. Han sov saa fast, som han i mange Nætter ikke havde gjort, da stærke Strømninger vare gaaede gjennem hans Sjæl, dem vi ogsaa siden skulle høre om.
II
»Genie og blind Alarmspiller på Ludvig Holbergs komedietitel Hexerie eller Blind Allarm, 1731. «
Niels Bryde var for noget over sex Uger siden kommet fra Jylland igjen til Kjøbenhavn, vred paa dem hjemme, just maaskee fordi han følte, at han ikke havde ganske Ret. Hver Erindring derfra havde han gjennemgaaet, for at opdage og udfinde alt, stramt og bittert, og hvor hensynsløst han, som han syntes, der var blevet behandlet; den Gamle glemte jo ganske, at Barnet i Aaringer voxte til Mand, og at Velgjerninger ikke have Patent paa Despotie over Person og Tanke. Villien hos ham løftede sig høiere, hans naturlige Tilbøieligheder rørte sig stærkere, de Baand, der hæmmede, maatte og skulde brydes. Næsten fornam han nu Uvillie, ja Mistro mod Alt, hvad der kaldes Geistlighed; hans Hukommelse frembar hver Keitethed, enten i Mangel paa Begavelse eller som Menneske-Skrøbelighed, han fandt hos en og anden af Præsterne. Eens Prædikener klang ham som Bibelsteder klinede sammen i Alenmaal uden Aandens og Hjertedybets Sammenhold; en Anden talte ham som et Væld med Roser og Tulipaner; en Tredie gjorde Effect ved at smælde med »Helvedsporte«, tomt – »uchristeligt«. At blive En, som disse, det vilde de Gamle derovre synes om, sagde han i Bitterhed.
Bodils første Brev, der kom strax Ugen efter hans Ankomst til Kjøbenhavn, var saa inderlig velmeent, saa udstrømmet af en kjærlig, for ham bedrøvet Sjæl; men en Henpegen paa hans Heftighed og ungdommelige Færd krænkede ham; Brevet blev derfor ikke besvaret. Han erkjendte, at noget Dæmonisk rørte sig i ham, men han lyttede dertil, raisonnerede for sig selv, at Mennesket maatte have Mod til at lade alle de vilde Tanker og Kræfter hos sig sprudle frem, maatte selv kunne beskue dem og finde Kildens første Boble, forstaae Motiverne hos sig til sine Handlinger, selv om disse ere slette; ja vide dette! Mennesket maatte mægte, uden Rædsel at trænge ind i det, der var ham Helligt, maatte kunne gjøre sig fortrolig med hver Tanke-Udskeielse, Synden selv, hver Last, fornemme sit Hang til den, vide sin Sjæls Magt i denne Retning – vide om Christendom er Sandhed, have Mod til at udtale sin Overbeviisning, ikke at være en Løgner, det de Fleste ere! – Saaledes talte det i Niels Bryde.
Præst kunde han ikke og vilde han ikke være; men hvad da? Ørsteds
De bedst betalte Manuductionstimer, han havde, vilde han ikke opgive; de sikkrede ham et tarveligt Udkomme. Fra Præstegaarden kunde og vilde han ikke længer modtage nogen Slags Understøttelse; Gjelden var stor nok, sagde han, den
Saaledes stod det til sidstnævnte Aften, da Niels Bryde lagde sig tilsengs, og Kammerherrens Hund og Hvaps stiftede Bekjendtskab; saaledes stod det til om Morgenen, da han, efter at være klædt paa, have drukket Kaffe og speculeret en god Times Tid, begav sig med Ane Sophie, Madam Jensens Pige, der bar Kammerherrens Hund, hen til dennes Hjemstavn, hvor de nu maatte være staaet op. Og det vare de.
Fruen viste sig; hun var en meget corpulent Kone, altfor gammel til at gaae med »
Kammerherren indlod sig med ham om
Netop to Dage efter, tidlig paa Morgenstunden, kom Madam Jensen med en Avis i Haanden ind til sin Logerende. »Men hvad er dog det her staaer i Bladet! – Er det ikke vort Huusnummer?« hun nævnede dette, »og boe vi ikke i Sværtegaden paa tredie Sal?«
»Jo, ganske rigtigt!« sagde Niels.
»Men giver De et Legat bort paa to tusind Rigsdaler? Det er virkelig nydeligt at læse, men jeg forstaaer det ikke!« og hun viste i Avisen et langt Stykke med Overskrift: »Et miskjendt Genie søges!«
»Det er ganske morsomt!« sagde Niels Bryde, da han havde gjennemlæst det lange Stykke, hvis Indhold fuldkommen var Stof til et Lystspil, idetmindste Ramme for en Samling af Originaler. »I Verden gaaer det endnu til, som i Comedier,« begyndte det, og nu fortaltes der om to Brødre, den ene meget praktisk, og ham gik det godt, den anden meget genial, og ham gik det galt, han var tilsidst, da Sygdom stødte til, blevet saa trængende, at han maatte tage mod Pengehjelp af den Praktiske, der eengang for alle sendte ham fem og tyve Rigsdaler, dem han skulde bruge fornuftigt til Doctor, Apotheker og andre Nødvendigheder; men da det netop var Dagen før sidste Trækning af Classelotteriet, saa tog han en heel Seddel, og Tallene kom ud,
Det Hele saae man var en Spøg, og Niels tænkte derfor strax paa Hr. Svane, som jo havde lovet at vise ham, hvor rig Byen var paa Originaler. Men skulde virkelig noget Menneske være saa eenfoldig, at tage dette Avertissement for Alvor og løbe derefter. Opfind det Utroligste, og det finder dog sine Troende, ligesom den sletteste Bog finder sit Publicum. Der kom et Par Breve, et enkelt maaskee skrevet
Madam Jensen var endnu i Stuen, men fjernede sig da han traadte ind; det var en frakkeklædt, gammelagtig Herre, med Hestehaars Halsbind og, næsten tør vi troe det, Papiirs-Flipper. Han meldte sig som Een af de Indkaldte, som aldeles miskjendt, hvilket han denne Gang ansaae for sin Lykke, sin Fremtid, og da Niels Bryde spurgte om hvem han var, svarede han ved at spørge: »Kjender De
»De mener –« begyndte Niels Bryde.
»Dampen koster Penge for at næres,« sagde Manden, »Dampen koster Menneskeliv; jeg har det nemmere, uden Bekostninger, uden Fare, kun at Maskinen er der, og jeg kan sige: vær saa god, det koster ikke Noget, De faaer Penge til! – og saa gaaer det!«
»De har altsaa et billigere og sikkrere Middel end Damp?«
»Ja, det har jeg! De kjender af Navn
Og nu forklarede han, hvorledes hele Skibsdækket maatte være med Tremmer, Vipper og Bevægelighed efter hans Construction; Passagererne skulde da bare gaae op og ned, træde og træde, saa kom Bevægelsen, Hjulene dreiede, Skovlene gik, og det kostede ikke noget.
»Damp er en Afvei,« vedblev han; »dreier Jorden sig ved Damp, gaaer Maanen og Planeterne ved Dampkraft? Nei! simpelt og Maskine er det Hele, og saa gaaer det! Havde
Niels Bryde vidste ikke ret, om Manden var gal, eller han kun havde »Genie-Feber«. Hvad skulde han svare ham? det Simpleste og vistnok Rigtigste var at sige Sandheden ligefrem, at de begge To ved en Avis-Spas vare blevne førte sammen, at det hele skrevne Stykke var kun Opdigtelse; han havde intet Legat at give bort, og et saadant fandtes neppe. Til sin Forundring saae han, at Manden herved hverken blev heftig eller nedslaaet, men efter at have sagt: »Er det virkeligt! – ja jeg tænkte det nok!« vedblev han at udvikle og forklare Trædemaskinens Simpelhed og overordentlige Nytte. Det syntes næsten, som om Manden var fuldkommen tilfreds med sin Gang herop, idet han antog her at have fundet en dannet Tilhører for sin Plan; før han gik bort, maatte Niels love ham, at see Modellen til Trædemaskinen; en Slags Pram, der laae ved »
Af Brevene, der indtraf, ville vi, som sagt, ogsaa kun fremhæve eet, der særligt tiltalte Niels; han antog det for at være lavet sammen i Spøg, men Hr. Svane, der saae det, meente det Modsatte; det var alvorligt meent og skrevet. Underskriften lød: »Intet Genie, kun et Hjerte«.
»Tilgiv! – jeg er en Qvinde, ellers kom jeg op til Dem; nu maa jeg skrive! – Et Genie er jeg ikke, men Hjerte og Tanke har jeg for dette, og derfor tillader De, at jeg efter Avisen kommer! Deres kostbare Tid vil jeg ikke spilde, og derfor har jeg her kort og klart og efter min Overbeviisning redeligt nedskrevet, hvad jeg vilde sige Dem. Et miskjendt Genie har sin Fremtids Glorie i sin Miskjendelse; tag ikke Glorien halv fra ham ved to tusind Rigsdaler om Aaret! – Jeg troer at have et andet Forslag med Anvendelsen af Legatet, og har derfor til Deres dybgrundige Overveielse her nedskrevet min Overbeviisning. Man kan sige, at vor Tid er Monumenternes Tid; for alle Store skal der reises Monumenter. Men, spørger jeg, have de Store ikke Monument nok i sig selv? Jeg troer og mener jo! og det vilde vistnok være langt rigtigere, om man tænkte paa Monumenter for de Smaa, de trænge mere til det. Jeg mener ved de Smaa, Genierne, som ikke ere naaede op til at blive store, og dog have gjort, hvad de kunde. Det kunde være smukt og forskjønnende at opreise Monumenter for de smaa virkelige Genier; saaledes for Opfinderen af
Intet Genie, kun et Hjerte.
Efterskrift.
Der var endnu meget, jeg vilde sige; men det er saa temmelig sagt i det, jeg har skrevet, og jeg vil ikke berøve Dem Deres kostbare Tid!«
Dette Brev, ja hele Pakken, stak Niels Bryde i Lommen og begav sig til sin Gudfader, Hr. Svane, hvem Spasen var fra. Besøgene bleve refererede, Brevene læste. »Jo, var det ikke et godt Indfald,« sagde Hr. Svane; »der maatte kunne skrives en heel Comedie, betitlet: Genie og blind Allarm; den blinde Allarm skulde gaae paa dem, som meldte sig, Geniet maatte Digteren selv levere.«
»Skriv det!« sagde Niels Bryde.
»Nei, nu har jeg en anden Idee, som jeg heller ikke fuldfører!« udbrød Hr. Svane, »uagtet jeg troer, det vilde være mig mageligere og behageligere end Correcturlæsning, Gaaen paa Auctioner og alle disse andre Smaabeen, jeg har at gnave paa. Jeg kunde udgive et Blad eller to; et tamt og et iltert. Det tamme skulde altid begynde med et lyrisk Studie af en ung Forfatter; der maa være lidt Tamt i Forenden. Saa ledende Artikler med Characterer: Meget godt – Agtværdigt – Saamænd! dertil faaer man Bidrag fra Høire og Venstre. I
Niels fortalte om sit nye Bekjendtskab, Kammerherrens, og at han alt havde faaet Indbydelse til Thee, stor
»Meget kjøn!« sagde Hr. Svane med en egen alvorlig Betoning.
»Men vist ubetydelig!« sagde Niels Bryde. »Hun gjorde mig Indtryk af – ja jeg bør nok ikke strax antage det – hun ogsaa kunde høre med til den Række Originaler, De sendte mig i Dag!«
»Aandfuld – jeg mener begavet med Sands for det Skjønne – galt hun i sin Ungdomstid for. Hun var jo en af Kjøbenhavns
»Øine, o ja!« udbrød Niels Bryde; »men det øvrige Trylleri er rigtignok borte! De har kjendt hende, da hun var ung.«
»Ja!« sagde Hr. Svane, »hvem kjendte ikke eller lagde Mærke til den, som da blev anseet for den smukkeste Pige! – derfor blev hun ogsaa Kammerherrinde!« og han talte ikke mere herom; havde Niels været snildere i det erotiske Elements Udvikling, Forvikling og »saaledes endte det«, han var strax naaet nærmere det, som Hr. Svane aldrig vilde sige!
Aftenen til Soiréen kom; Klokken ni indtraf endeel af Selskabet, Andre Klokken ti, halv elleve. Der var smaae Stuer, altfor mange Mennesker; Diplomater, Fruer og –
Niels mødte tilfældigviis Kammerherren lige udenfor dennes Port; Fruen, som sad ved Vinduet, modtog og gjengav en Hilsen, og da Gemalen spurgte vor unge Student, om han vilde træde op med, – en Takkevisit vidste Niels at han skulde gjøre, – fulgte han med og saae og opfattede den naadige Frue, som eengang ved Ungdoms Trylleri, ved hele sit Ydre, havde sat Hjerterne i Flamme, ja – var engang Hr. Svanes »
Et godt
»Det er deiligt!« sagde Fruen, – »og Hotellerne! – Elegance! – Fløiels Sophaer! – som man er vant til! – – Berlin! – Dresden! – – ja, men Venedig! det er min By! – Vand! – Maaneskin! – Paladser! – Marmor lige til Kjældertrappen! – De gamle
Niels Bryde fik slet ikke Lov til at svare et eneste Ord; der blev først en Pause, idet Zemire løftede Hovedet fra sin lille Kurv og syntes at kjende Hr. Bryde.
»Deres »»
Saaledes gik det i et fort over en halv Time; og Zemire laae paa Skjødet og dreiede sig, og Hr. Bryde vendte og dreiede sig; det var som om han fik et Conversations-Douchebad. Der taltes om Alt; men det var som en Strøm af Hakkelse. Niels Bryde havde en Susen i Hovedet, som om han havde kjørt i Stormvind paa et brusende Locomotiv; taknemlig kyssede han Fruen paa Haanden, da han fik Lov at slippe.
»Hun er rædsom!« sagde han til Hr. Svane, der vist vilde have sagt det samme, om han nu havde kjendt hende. Det var fem og tredive Aar siden at han stod med i Beundrernes Række og blev bemærket og nær var blevet den Lykkelige, som Kammerherren blev; da saae Hr. Svane med Ungersvendens forelskede Øine, og da var hun yndig – Alt hvad hun sagde blev Musik. Tiden sondrer og klarer; men Hr. Svane var ikke kommet til Klarhed, og bar sin Hemmelighed som et Mysterie, en deilig Drøm, aldrig opfyldt, og det var hans Lykke – dog han vidste ikke sin Lykke, anede den ikke!
III
Saaledes var nu Niels Bryde
Brevet fra Bodil, det hun hiin Aften skrev ud af sit Inderste i Sorg og Kjærlighed, gjorde et godt, et dybt Indtryk paa Broderen; han følte en Trang til kjærligt igjen at mødes med hende i Tanker og Anskuelse, at komme til en større Tilnærmelse, og i denne Stemning, hvori den gode Natur hos ham havde Overmagten, skrev han et Brev, det Følelsen tilsagde ham; vi ville deraf fremhæve et Par Linier, som vilde have gjort Bodil vel, vare de naaede til hende.
»Tro mig,« skrev han, »jeg forstaaer saa godt din Sjæl og Tanke! Du er langt kjærligere, langt mere god, end jeg er eller nogensinde bliver i denne Verden, hvis Strømninger i Ondt og Godt fare gjennem mit let bevægede Sind. Din Tro er dig en Skat, og jeg veed, den er en Guldmønt; taabeligt er det af mig, at stride om Præget paa den. Tænk dig, hvad der maaskee er Tilfældet, at jeg maa samle fra alle Dybder i Naturen for at finde den Rigdoms-Sum, der er liig i Betydning med din, og muligt naaer jeg ikke, i Alt hvad jeg søger og samler, at vinde den Rigdom, Du alt har i din Guldskat!«
Det skrev han, og næste Morgen læste han det Skrevne igjennem og fandt, at han havde gjort en Indrømmelse, den, ikke at være paa det Klare, at have viist sig sygelig og vaklende; et »Kjærlinge-Brev« havde han skrevet, og rev det itu. Han skrev et andet, et livligt, klogt, det skulde synes saa, med henkastede Yttringer om, hvor særdeles hans Videnskab tiltalte ham, og at han havde valgt den rette og for sig eneste rigtige Vei.
Brevet var særdeles vel skrevet, men Hjerteslaget hørtes ikke deri, det Bodil lyttede til og paa det hun byggede Gjensyn og Fornyelse af gamle, kjære Dage. Dog den Sindets Ligevægt og Sikkerhed, hans Skrivelse frembar, var iøvrigt ikke hos ham; medfødte og fast indgroede Forestillinger, som han selv kaldte dem, skjød tidt pludselig frem, ligesom Svampen i nye Bygninger, og det stærke Bjælkeværk, Videnskaben havde reist, truede med at styrte sammen. Bodil vilde have sagt, at det var Guds Stemme, der
Mere og mere modstillede sig for ham Riget af denne Verden og Riget af hiin. Ved
Han havde fornummet Electricitetens Magt til at frembringe alle Sandse-Fornemmelserne,
I sin Menneskenatur følte han Gud
Det var ikke Forfængeligheds-Overmodet, men en Overvurderen af Menneskenaturen, Guden i sig, som han kaldte det, der experimenterede, og lod ham troe, at han kunde løfte sig over sig selv, holde sig oppe uden Udødeligheds-Haabet, ja uden – Gud; freidig synge:
»
Juchhe!
Disse Bevægelser i det gjærende Gemyt hos vor unge
To Aar var gaaet siden Niels Bryde sidst besøgte Hjemmet derovre paa Heden, Breve, men kun mellem ham og Bodil, vare vexlede, og i den senere Tid sjeldnere. Han var hendes stadige Tanke; et Gjensyn, en Forsoning havde hun haabet i denne Sommer, idet de Gamles Guldbryllup da feiredes; han vilde da komme, Præstemoder var ogsaa forvisset herom, for han var »et godt Barn.« Men han kom ikke; et Brev til Japetus Mollerup selv udtalte smukt og lykønskende hans Deeltagelse ved denne Festens Dag; dog Skrivelsen gjorde et forstemmende Indtryk, Japetus viste den til Kone og Datter, lagde den saa hen og svarede ikke med Brev igjen. Meer og meer vendte den Gamle ham Ryggen i Vrede; Moder sørgede derover, men hun forvandt det igjen, da hun syntes, at Fader ikke tog sig det saa nær; Bodil bar det smerteligere og altid, hun elskede den kjære Pleiebroder, undskyldte ham saa godt hun kunde, og saa meget hun vovede det, for de Gamle, hvis Fest feiredes af Venner rundtomfra og hele Menigheden.
Ogsaa Niels fornam ved den Tid en smertelig Følelse; havde »Fader« kun skrevet ham et Par Ord til, udtalt, at man ventede ham derover, han var ganske vist kommet. Nu ihjelslog han dette Nagende, sagde sig selv, at han ikke passede for dem derovre; han kunde jo heller ikke forlade Byen, han havde sin Examen at læse til, havde Informationer at besørge; skriftligt vare jo de Gamle lykønskede, hermed var det i Orden.
Ikke at bringes ud af sin jævne gode Stemning var Pligt mod sig selv; er man nu paa det Høidepunkt, at vort Jordliv er vor Tilværelses afsluttede Hele – dertil havde han allerede løftet sig, – da bliver rigtigst
»Solon-Diogenes« saae han aldrig noget til, han var i de to sidste Aar forsvundet for ham; hvorvidt iøvrigt de To nu vilde have fundet Interesse i hinanden, er uvist. Imidlertid var Niels Brydes Bekjendtskab, Kredsen af »Goddag- og Farvel-Venner«, meget udvidet; man kunde sige om dem med Goethe:
»
Snart saae man ham vandre med den eller den unge eller ældre Kammerat, tidt Mennesker, der syntes aldeles forskjellige fra ham, det var ikke let at udfinde Berøringspunktet; Hr. Svane udtalte sin Forundring, og Svaret, han fik, var vel forklarende, men øst af Ungdoms-Overmod, der paa dette Livs Stadium var Hovedstrømningen i Niels Brydes Characteer.
»En begavet Natur, det er deres Ord, at jeg er en saadan, og en sand aandelig Pjalt kunne ved Leilighed ypperligt gaae i Spænd; thi selv hos den meest Betydelige er der noget af Pjalten, og dette Noget er da Berøringspunktet.
Niels Bryde var virkelig saa ganske begavet med alle menneskelige Stemninger, at han paa Lidenskabens Glatiis godt kunde gjøre meget farlige Svingninger; men hvad der holdt ham sikker – vi tør ikke i hans Nærhed kalde det »hans gode Engel,« men hellere, hvad han selv vist vilde kalde det, – var hans »Skjønheds-Sands«.
Det Indblik, Julius Arons havde givet ham i Hamborg-Mysterier og i sit unge østerlandske Hjerte, fik han ogsaa i Kjøbenhavn og i sig selv; han kunde paa en Maade sige med
»
Ein rothes Mäuschen ihr aus dem Munde
Det Skjønne hævdede hos ham sin Ret.
De meest ophøiede Tanker og de allerlaveste mødes. Det rene Sollys berører det fede Dynd.
»Lysteligt er det at see fra Bjerghøiden ned paa den friskblomstrende
Hans »Skjønheds-Sands« altsaa holdt ham oppe, og dertil kom det Fremblik, Forstandens Øine saae med; han fandt Skytsengle der, hvor Mængden kun saae de fordærvende Magter. »Maadeholdenhedens Vei fører til Velværen!« var Mindelsen,
Niels Bryde fornam det og gik freidig sin Vei – vi ville i Tiden see, hvorhen den fører, for Øieblikket følge vi ham i Besøg.
IV
Goethes »Faust« og Esther
En Formiddag, man regner denne i Kjøbenhavn efter Husets Spisetid, selv om Middagsmaden først frembæres Klokken sex om Aftenen, kom Niels Bryde for at aflægge Besøg hos Familien Arons; Alle her vare ude, undtagen Bedstefaderen og lille Esther, som den yngste af Døttrene endnu kaldtes, uagtet hun havde fyldt sytten Aar; hun sad alene i Stuen, saa fordybet i en Bog, at hun slet ikke mærkede, Nogen traadte ind. Hr. Bryde gjentog sin Hilsen, hun foer ganske forskrækket op, blev blussende rød og saae med sine store, sortbrune Øine forvirret paa ham.
»Det er kun mig«, sagde han; »kan jeg saaledes forskrække Dem? – Hele Huset er nok ude i Dag?«
Hun besvarede det med Ja, men var synlig forlegen; han troede at bemærke, at hun søgte at skjule med sit Lommetørklæde Bogen, hun havde læst i.
»Jeg forstyrrede vistnok i en meget morsom Bog?« sagde han.
»Morsom!« gjentog hun, »det kan man vist neppe kalde den!«
»
»Nei!« det blev ikke uvenligt sagt, men med en Bestemthed, der viste, at Esther meente det. »Jeg skal sige Bedstefader, at De er her!« vedblev hun og smuttede bort med sin Bog.
»Ja, hvad har hun læst i!« sagde den gamle Bedstefader, da siden Niels Bryde spøgende talte derom, og – meente, at alle Romaner ikke kunne læses af unge Piger.
»Det har neppe været en Roman«, sagde den gamle Mand, »snarere en lærd Bog, eller maaskee – det nye Testament!«
»Ogsaa det læser hun!« udbrød Niels.
»Ja, jeg har engang overrasket hende dermed. Hendes Læsning er saa ganske forskjellig fra alle andre unge Pigers; men jeg er vis paa,
Esther læste altsaa ogsaa det nye Testament; men var al denne særegne Læsning den unge Jødepige sund og naturlig? Den gamle Bedstefader, saa orthodox i sin Tro, havde ingen Angest for hende.
»Det var ikke det nye Testament, jeg læste,« sagde hun selv en Dag fortroende til Niels Bryde, der med Flid havde ledet Samtalen derhen, idet de vare ene. »Hvorfor skulde jeg blive forlegen ved, at De saae mig læse deri! Det var en ganske anden Bog. De vilde maaskee have leet af at jeg saa ivrig læste den, da jeg vistnok ikke ret forstaaer den; men jeg har dog en stor Glæde af at læse den!«
»De maa jo forstaae Bogen, dersom De har Glæde af den!«
»Jeg forstaaer den ikke, som De, som Andre der vide Mere end jeg; men jeg fornemmer, at den er saa riig, saa dyb, den er som et heelt gjennemlevet Liv – ja, jeg har ikke Udtrykket for den!«
Hvor forundret blev han, da hun nævnede Bogen: Goethes »Faust«.
»Første Deel kan De vist have megen Glæde af, den er et sammenhængende Heelt, hvor Gretchen staaer
»Har De nylig læst den?« spurgte Esther.
»Nei, ikke i flere Aar; jeg blev kjed af disse Maskeoptog og alle disse Allegorier. Den egentlige Heelhed i Compositionen hører op med første Deel!«
»Just ved at anden Deel kommer med,« sagde Esther, »synes mig at det bliver, hvad De kaldte det, en heel Historie; jeg er ikke færdig med den, før jeg ogsaa har læst den sidste Deel!«
»Ja det kan man ganske rigtigt sige om enhver Bog i to Dele,« udbrød Niels Bryde leende, men dog saa godmodigt, at Esther ikke tvivlede paa hans gode Villie og Ærlighed, idet han vedblev: »Jeg maa reentud tilstaae, jeg kan slet ikke huske den, men det veed jeg, at den forekom mig saa løs, saa svævende, det var mig ikke muligt at finde Handlingens Gang i anden Deel; har De fundet nogen? jeg ikke! og Læsningen har ikke givet mig Lyst til at læse Bogen om igjen!«
»Ja saa vil jeg ikke kunne bringe Dem til det«, sagde Esther; »men jeg savnede ikke Handling og en fuldstændig Slutning!«
»Hvad har De da faaet ud deraf? Lader det sig sammentrængt give som i et heelt Billede? Jeg kan ikke troe det.«
Esther blev igjen rød, men der laae noget Bestemt og Roligt i hendes Blik: »Jeg har ikke forsøgt at fortælle, at sætte ud fra hinanden den hele Handlings Gang, men det maa man kunne!«
Der havde altid hos hende viist sig, netop mod Niels Bryde, en Hengivenhed, en Tiltro, som til ingen Anden af de Nærmeste;kun med ham alene vilde hun saaledes som her kunne indladt sig om det Læste.
Ham var det gaaet som de Fleste, og som han selv tilstod det, han havde kun bladende læst Faust anden Deel; han bevarede et storartet Indtryk af første Afdeling, der i Form slutter sig nær Dramaet og Tragedien, og derfor ogsaa har faaet sin Plads paa den tydske Skueplads. Han fandt i denne Deel af Digtningen: Stræben, Kamp, Kjærlighed og Fald. Faust’s og Gretchens Historie er den dramatiske Traad, der slutter ved hendes Død. – Selv første Deel
Det vilde være let og hurtigt, her at sige: Esther gav ham klart og beskueligt Sammenhængens Traad, hele Historien, Omridset af Digtningen; men de, som ikke bedre, end Niels Bryde dengang, have læst deres Faust eller erindre samme, ville høre og fornemme, hvorledes han gjennem Esthers Fortælling samlede i sig Digtningen. Det er ikke hendes Ord, men Klangen af dem, som han fornam den, vi høre, og vi ville forstaae hans Interesse for hende, denne særegent rigt begavede Natur, der i sit stille, dybe Sind alt havde optaget saameget af Tænkernes og Digternes Aands-Efterladenskab. Et Indlæg af Betydenhed, idetmindste for Niels Bryde, blev i hans Livshistorie denne Time og hvad her rummes paa et Par Blade:
Goethes Faust, anden Deel.
Første Act viser os »Faust ved Keiserens Hof«; Narren der er forsvundet, men Mephistopheles indtager hans Plads og tilhvisker Hoffets Viismand, Astrologen, Kløgtens Ord; Faust skaffer Penge tilveie i den tomme Statskasse, skaber Hoffet Carnevals-Liv og Lystighed, hvori Keiseren optræder som
»
Das kommt zuletzt dem Teufel selbst zu Schaden
Anden Act giver os Faust’s Drømme-Tilstand, den vi føres ind i gjennem Omverdenens Virkelighed; vi ere igjen med Mephistopheles i Studerekammeret, der staaer uforandret som vi saae det i Digtningens første Deel, kun at Alt er bedækket med Støv; Pennen, Faust forskrev sig med, ligger henslængt paa Gulvet, en størknet Bloddraabe sidder i den. Mephistopheles kaster om sig Faust’s gamle Pels, Krybet i den springer og slaaer ud i lysteligt Chor. »Der Schüler«, hvem vi kjende fra første Deel, ydmyg, beskeden, lyttende til den store Mester, der belærte ham og skrev i hans Stambog, kommer nu som
Tredie Act er i Sparta; vi ere der i Menelaos’s Slot, hvor netop Helene med en Skare fangne Trojanerinder er vendt tilbage til de Rigdomme, hun forlod, og som hendes Gemal forøgede; han har ført hende hertil, men paa hele den lange Vei talte han ikke et Ord til hende, han viser sig heller ikke, hun veed kun hans Bud, at Alt her skal være beredt til en Offring. Phorkyas, Slottets gamle, graae Bestyrerinde, træder heftig op mod sin Frue, saa Chorets Vrede vækkes derved. Phorkyas forkynder Menelaos’s Villie: Offeret er Helene selv; denne forfærdes, spørger om Raad og Udvei, den Gamle veed kun een. Hiinside Floden Eurotas har en mægtig Fremmed, det er Faust, reist en Borg, til ham skal Helene tye; derhen, paa Taageskyer, bæres hun med sit Følge og modtages som Herskerinde. Menelaos med sine Krigsskarer stormer frem, men forjages ved Trylleriets Magt. Nu sværme, elske, og aande lykkeligt med hinanden de To, Helene og Faust,den antike Skjønhed og middelalderlige Romantik. I deres Omfavnelse jubler og synger det deiligste Barn,
Fjerde Act stiller os igjen ind i Virkeligheden, hen over Faust’s Drøm; Skyerne bringe ham tilbage til Hjemmets Bjerge, til Keiserens Land; han vaagner, kraftig og stærk, føler Drift til at handle, udrette noget Dygtigt, hemme Havets ødelæggende Bølger, lade Aandernes stærke Magt virke; men hele Keiserens Rige er henfaldet i Anarchie, en ny Regent valgt. Faust slutter sig til Sandhed og Ret, og paa hans Bud maae, ved Mephistopheles, Naturkræfterne, som tjenende Aander, virke i det Godes og Sandes Tjeneste. Keiseren gjenvinder sit Rige; uddeler nu Magt og Værdighed til de Udkaarne, sidst kommer Geistligheden; Erkebispen udtaler, at onde Magter have skaffet Seiren, det maa afsones, en Kirke bygges her paa Stedet; Dal, Eng og Marker skjænkes Kirkens Tjenere; Meer og altid Meer forlange disse, tilsidst sluger Geistligheden saa godt som det hele Rige.
Femte Act. Efter Livets lange Omfærden kommer en Vandrer til Hjemmet, hvor i Hytten to Gamle boe i Lykke og Tilfredshed; de ville ikke ombytte dette Sted for det prægtigste Gods, som den mægtige Faust har tilbudt dem, idet at deres Hytte lukker ham Udsigten fra hans rige Slot. Ved hans Kløgt og Magt er Havet her blevet inddæmmet, Enge og Skove vundet, Byer have reist sig, Meget er udrettet; men i den Tid er Faust blevet en gammel Mand, mægtig ved Lykke og Rigdom, og dog ikke mægtig til at faae Hytten dernede bort. Mephistopheles lover ham, at det skal skee, og at de Gamle ville bytte om med et bedre Sted. Morgenluftningen vifter en brændt Lugt, Hytten er afsvedet, de Gamle indebrændt; Faust forfærdes, thi saaledes vilde han det ikke. »Det kommer paa dit Regnebrædt!« siger den Onde til ham. I Natten nærmer sig nu til hans Slot fire aldersgraae Qvinder: Mangel, Brøde, Sorg og Nød. Der er ikke Sted for dem; men Sorgen slipper med dem gjennem Nøglehullet og sætter sig hos Faust i det rige Huus; han føler Smerte og Savn, hun aander paa hans Øine og han bliver blind; men indeni ham klares det, og han kalder sine Folk til Arbeid og Virken; de giftsvangre Sumpe lader han aflede og udtørre, Landet, der vandtes ved Inddæmning fra Havet, opdyrkes til frugtbare Marker. At staae paa fri Grund med et frit Folk, blev hans Livs Ønske, og i Opfyldelsen heraf er det forbi med hans Jordiske. Mephistopheles med sin Djævlehær vil gribe den bortflyvende Sjæl, men i samme Nu nedsvæve himmelske Hærskarer; ved dette Syn faaer Mephistopheles hele Kattens Lystenhed efter Fuglene; Englene ere ham saa »appetitlige«, han vil gribe dem, og i denne Drift glemmer han et Øieblik sit Sjælebytte; duftende Blomster regne ned rundtom ham, den onde Magt mægter ikke at bortblæse disse himmelske Roser, de brænde sig fast i Mephistopheles; men heel djævelsk er hans Natur, den lader sig ikke udbrænde, ikke luttre; han skyder det af sig
Saaledes samlede sig ved Esthers Fortælling i eet Billed hos Niels Bryde Digtningen Faust; hun havde givet Traaden, Forbindelsen, forstaaet, langt over sin Alder, det Hele. Forundret saae han paa den unge Pige, der var af en saa usædvanlig udviklet, aandelig Natur, og vistnok ikke at sammenligne med Andre; ligesom der i Verden er flere sande Digtere end just dem, som bringe deres Tanker og Stemninger paa Papiret, saaledes er der ogsaa flere aandfulde Qvinder, end en
Vi have, hugget i Marmor af Jerichau,
Fra denne Stund saae Niels Bryde med ganske andre Tanker og større Interesse end før paa Esther. Samme Aften endnu læstes Faust anden Deel, og Omridset deraf, som hun havde givet det, blev kritisk bøiet, og med Mandens Tænkning forstaaet.
I Faust selv fandt han en Natur, beslægtet med sin egen; ogsaa han stræbte jo, kjæmpede og vilde kunne give sig hen, selv til onde Magter, dersom han ved disse kunde vinde Fodfæste, stige et Trin høiere. I Kampen for det Skjønne, Sande og Gode maatte det Jordiske snuble, feile – men den udødelige Deel vilde tilsidst seirende leve! Goethe var humanitets-christelig, han tilhørte den antike Skjønheds Verden, var et
Den Interesse, Læsningen af Faust i dens hele Afrundelse vakte hos ham, gjorde, at Goethe, ligesom Shakespeare var det, i lang Tid blev hans vanlige æsthetiske Læsning; hos begge disse Digtere er Qvinden den forædlende Indvirkende, som hun er det i Verden selv. Der er
Hvilken Betydning har ikke Qvinden! Niels Bryde tænkte deri saa vidt omkring: hans Moder, den ringe, fattige Kone, hvor levende erindrede han sig dog Udtrykket i hendes Øine, da hun stum og halv legemsdød sad i den lille Stue og han trykkede Bibelen, »Guds Mund«, som Barnet troede, til Moderens Mund; en Sum af Kjærlighed, en Moders hele Tankesum laae deri; han forstod, hvad hun engang havde været ham. Bodil, Søsteren paa Heden, hun, den trofaste, ærlige Sjæl, from og kjærlig; – han huskede saa levende hendes milde, trøstefulde Ord, da han miskjendt, krænket og vildtopbrusende laae forladt derude i Lyngen; saa mangt et Hjertens Træk af hende lyste frem, hun havde aabnet hans Øine for Naturens Skjønhed, selv paa Heden; hun den deeltagende Søster i gode og tunge Dage, endnu var hun vist tidt bedrøvet for hans Skyld, indsaae han, det kunde og vilde ikke gaae med ham og den Gamle.
Hans Moder og Bodil – ja de To udgjorde det hele Gallerie af indflydelsesrige, herlige Qvinder paa hans Livsbane. Liden Esther, Jødepigen – hun skjød frem, interessant, endnu en Blomst i Knop; hvorledes vilde den engang heelt udfolde sig? Hendes forstaaelige Program-Givelse af Digtningen Faust var mere end Ungdommens Hukommelses-Værk; hendes Leven i Bøgernes Verden, midt i det »flotte« Huus, midt i Hverdags-Sqvalderens Bølgeslag, gav Klang om den indre Dybde. Hvorhen gik vel der Tankens Strømning? Han var saa langt fra at ane det. Mangen Philosophs og Digters aandelige Efterladenskab havde hun optaget og gjort frugtbringende; men idet hans Opmærksomhed fæstede sig paa hende, var hun i Bortsvæven fra ham, der tidt i Selvets Forfængelighed ikke trængte til »Livets Ror«; Materialismens Strøm styrede til det Heles Ophav. »Troens rare Klenodie«, som han havde bortkastet, var hende Livets rigeste Skat; hun, Jødepigen, bøiede sig mod Korsets blødende Rose, Messias, Frelseren, om hvem det gamle Testaments Propheter og Skjalde sang, han, som fødtes, lærte og døde,
Niels Bryde og den israelitisk troende Bedstefader vare iøvrigt de eneste To, som ret opfattede og skjønnede paa det Eiendommelige hos Esther; Søstrene, især Rebekka, som gjaldt for det egentlige gode Hoved, der bestemmes efter den Vurderendes egen Aands-Formue, havde mere Øie for hendes Unoder, idetmindste een vidste Søsteren at fremhæve. Esther, naar hun sad til Bords, lagde altid sit ene Been op under sig og sad paa det.
Amalia, den tredie Søster, havde sin Beundrer i Hr. Bruß, idet hun indtil Yderlighed sværmede for det Nordiske; og hvem var Hr. Bruß? en begavet, ung Theolog, stræng orthodox og kaad! – ja, det klinger underligt, men saadanne Naturer gives der; hos ham var Stemning af Nordens Storhed og dens Grønhed. Dette Nordiske hos ham interesserede Amalia, Storheds-Klangen vandt Esther, og hos Rebekka – ja, der var det denne Grønhed, som gjorde ham til et »udmærket Menneske«. Genial og triviel, en underlig Blanding af Modsætninger var han, sød og barsk, sejg og skjør; medens han viste sig fanatisk orthodox, og kun lod dem, der bare hans kirkelige Stempel, give Navnet rette Christen, fik hans Erke-Nordiskhed ham til, uden selv at forarges, at blande i Eet Christendom og Hedenskab, nævne som Een Christus og
Niels Bryde fornam mangen Stund, at dette særligt var til stort Anstød for Esther; men det undgik ham heller ikke, at hun med levende Interesse hørte til, naar Hr. Bruß med Liv og Varme fortalte om Nordens Helteliv, eller fremsagde et Stykke af Eddaen. Det gjorde han fortræffeligt; en Aften gav han dem et Omrids af Njals Saga, saa ingen stor Digter kunde give den bedre. Men Niels Bryde behagede han dog ikke; Denne fandt ham hvid og rød, velklædt som en Kræmmersvend, ubehagelig ved sit søde Hovmods-Smiil,
Det forekom ham, at Esther viste Hr. Bruß en ligesaa stor Interesse som ham;
»Paa Nilen bar et
»Herre Jesus! slip mig ikke!«
V
Ingen Christen
Det gamle Ordsprog:
»
Kan ingenlunde rummes!
stadfæstede sig med Hr. Bruß og Niels Bryde, dersom iøvrigt disse To kunde kaldes Store. De vare lige begavede, lige forfængelige, og det var nok Knuden, den de stødte imod, hvergang de mødtes. I Dag gav Hr. Bruß humoristisk Dousche- og Styrtebad til den hegelske Philosophie, den han antog Niels Bryde hyldede.
Niels Bryde talte om daarlige Prædikanter, »Blomstersprog« eller »Aandløshed, spækket med Bibelsprog«, Perler paa Traade, der ikke hang sammen.
»De kommer jo aldrig i Kirke,« sagde Hr. Bruß, »undtagen maaskee ved at følge Liig! De har selv sagt saadant noget engang.«
»Ogsaa ved Brudevielser!« svarede Niels Bryde; »jeg hørte nylig der om de mange skjønne Gaver, de unge Folk vilde finde fra Venner og Veninder, naar de kom hjem!«
Det gik videre, altid videre; Hr. Bruß og Hr. Bryde skulde ikke indbydes sammen, det var en fremtidig Bestemmelse af Husets Frue.
Saaledes optog idetmindste Esther en Yttring af Niels Bryde. Hun var i den senere Tid oftere kommet til Enken efter
»Hun er vist en meget agtværdig Kone,« sagde Niels Bryde. »Det er Skade, at hun nok er lidt gal!«
»Gal!« udbrød Esther.
»Ja, hun troer jo for ramme Alvor, at
»Hun troer det, fordi det staaer i Bibelen,« sagde Esther.
»Men at hun kan troe det og i Alvor sige Sligt, der er lige stik imod al sund Menneskeforstand, det er jo Galskab.«
»Det antager De, men ikke hun!« svarede Esther og vedblev: »Jeg troer ikke, man saa afgjort tør forkaste en Andens Tro i hvad der kommer ind paa det Religiøse!«
»Min lille fornuftige Esther vil nu i Dag
»Men om Deres Viden nu var Galskab!« sagde Esther.
»Bravo!« raabte Niels Bryde. »Snee er sort, Kul er hvidt! – vi lege at disputere.«
»Det vil jeg ikke kunne med Dem,« sagde Esther; »men De er ingen rigtig Christen!« og hun saae paa ham med et Blik, det Niels Bryde ikke forstod at tyde; det var alvorligt og dog mildt, der spillede endogsaa et Barnesmiil om hendes Mund.
»Jeg er ikke af de Christne, der troe paa Umuligheder!« sagde han.
»For Gud er Intet umuligt,« svarede hun; »det troer nu jeg, – og jeg veed Intet bedre!«
»Intet umuligt!« gjentog Niels Bryde. »Det er ham da umuligt at handle imod det Fornuftige! han kan ikke lade det Skete igjen være ugjort! han kan ikke elske det Onde! ikke lyve! Jeg kan af Skriften selv give Modgrunde nok! – Jeg forstaaer Dem ikke; hvad antager De, hvad troer De?«
»At De er ingen Christen!« sagde hun og forlod Værelset.
»Jeg, ingen Christen!« gjentog han, »ja, efter hendes Begreb er jeg det ikke. Men vil hun være det! Er det Sundhed eller Sygdom? Er det kun Lyst til at modsige? Hm! har jeg maaskee troet for meget om hendes Forstand!«
Disse krydsende Tanker var ikke til Esthers Roes; og dog følte han sig forunderlig draget til hende. Han havde troet, at Berøringspunktet var hendes Forstand; Aanden, det ubevidste Geniale, der straalede klart fra den dybe, rene Grund, var det; han saae i hende
Da han endnu var et Barn, og boede hos sine Forældre høit oppe paa Rundetaarn, sad han der – Lignelsen er tidligere brugt om ham –
»
Han vidste, at Alt det Skabte var saa fornuftigt blevet til, at man maatte kunne forstaae dets Skabelse, mægte at gjengive den, – havde man kun Kræfterne dertil;
Verden gik imidlertid sin Gang, »satte sine Krystaller«; Verdenshistorien, denne Drypsteens-Hule af Tilfældigheder, voxte større og større; lystelig var det at see paa, gyngende i Forstandens Træ, værende Guden i Bægeret af Videnskabens Lotosblomst, som han var det.
»
I deres Magt og Vælde,
De mægted’ ei det mindste Blad
At sætte paa en Nælde«13.
Niels Bryde i al sin Klogskab naaede ikke til Forstaaen af Stoffernes Blanden, selv i det ringe Blad, i den døde Steen – og om han endogsaa naaede dertil, om han havde Marmorblokken chemisk opløst, og igjen faaet den sat sammen, vidste han dog ikke, hvad Aanden udenfor vilde meisle af den.
Oldtids og Nutids Steenblok var og er den samme, men
»Den store Mester hugger ud af Blokken.« I Verdenshistorien meisler Aanden. Hammerslagene hørtes i vore Dage, hørtes mens Niels Bryde trygt gyngede i Forstandens Træ, og saae ud over den krystaliserende Verden, den Mennesket maatte kunne opfinde, ja Mennesket selv med, vidste man kun at blande Stofferne,
»
lader Goethe Wagner sige i Faust, hvor i Phiolen det klarer sig til en Homunculus.
»
Der lød Hammerslag fra
Et Friheds-Suk, saa dybt, saa vidt, gik med Eet gjennem Landene; Folkemassen vilde gjennem Blod vinde den gyldne Frihed, den Tidens Børn endnu ikke vare modne for. Den sortrød-gyldne Fane vaiede. »At være eller ikke være!« de Hamlets Ord bleve Folketanken i jordisk Betydning.
Det rene Hjertes Begeistring, Lavhed og Egennytte, Had og Lidenskab dandsede sin
Lov og Ret paa sin Side er et herligt »
Vidt over Europas Land skyllede Folke-Tankens Strømme, som Bjergfloder svulmede de ødelæggende Sympathier. Friheds-Drømme, Tingenes Omskiftelse hævede sine Syndflods-Vande med Friheds-Vimpler, sortrødgyldne Flag.
Der oprullede store Alvors Dage, Prøvelsens Dage, bittre, tunge for den, som er – ingen Christen.
VI
Julius Arons
Ved
Julius og Esther havde, som vi veed, megen Liighed udvortes, man saae strax de To vare Sødskende; og dette Ydre havde sit indre sjælelige Foreningspunkt, om de end i Begavelse og aandelig Udvikling vare meget forskjellige. Inderlig holdt de af hinanden, og vistnok opflammede Esther hans Begeistring og ansporede ham til at gaae med; selv havde hun gjerne gjort det samme; velsignet og lykkelig fandt hun de barmhjertige Søstres Lod, at kunne i deres Fædreland følge med, træde selv nær Kamppladsen og yde Gavn og Trøst. Rebekka og Amalie talte mere om, hvormange »Fornemme«, der gik med, hvor smukt Uniformen klædte Julius. – Niels Bryde var allerede udnævnt som Underlæge, og det traf sig saaledes, at det netop var ved det samme Regiment, Julius Arons blev anstillet ved.
»Vær min Broder en trofast Ven!« tilhviskede Esther ham i Adskillelsens Time; »jeg veed, at De vil det!« og hun trykkede Niels Bryde i Haanden, saae ham med de sjælfulde Øine ind i hans; der stode Taarer i hendes for Broderen, – maaskee ogsaa for ham, Vennen.
Moderen og Søstrene vare Alle ved Afreisen ude med ved
Det var festligt, søndagshelligt, Munterhed og Taarer; der var Poesie i Øieblikket. Soldaten i den røde Trøie omfavnede den silkeklædte, fine Frøken. Lommetørklæderne vaiede, Locomotivet brusede afsted, og Soldaten sang
»Vi drives jo ikke af Trods eller Had,
Vi kjæmpe for Danmark, vor Moder.
Vort ældgamle Land vil man splitte os ad,
Og bortrive Broder fra Broder.«
Hurraerne rungede, Sangen døvedes ved Raab og Dampsignalets Pibe; afsted gik det, – som Livets Væverspole gaaer.
De stærke Følelser, der vare satte i Bevægelse, det Nye og Udviklingens Uvished gav Øieblikket en Glands, en Poesie, hvorved den klamme Hverdags-Taage glemtes, Trykket mildnedes.
Hele Hertugdømmet Slesvig laae de Danske aabent; Kongen, som besøgte Als, holdt sit Indtog i Flensborg, der vaiede med Danebrog. Alt dette tilhører Historien og vor Erindring. Lykken syntes at være for de Danske, de droge mod Byen Slesvig; mangt et Hjerte slog tungt, Broder gik mod Broder. Vildfarelse, Sympathier stode mod Ret og Pligt; mangen Dansk fornam, hvad Videnskabens Stormand, den ædle Danske, Hans Christian Ørsted sang:
»
Aarhundreder med os forbunden;
Men selv han os tvang til den blodige Færd;
Nu gjælder kun tabt eller vunden
I den Afdeling af danske Tropper, der først drog ind i Byen Slesvig, vare Vennerne, Julius Arons som Underofficeer og Niels Bryde som Underlæge. Uhyggelig Stilhed hvilede over Byen; det var graae, regnfulde Dage. Faa af Beboerne viste sig paa Gaden.
»Kjøbenhavn,« sagde hun, »er jo skandinavisk! bøier sig mod Sverrig og Norge, vil være en Deel af en større Heelhed; det er Sympathie, Nationalitet, Sprogliighed. Men have vi ikke samme Ret? vi bøie os mod det store Fædreland, der taler vort Sprog og er Landet, hvorfra vi have vor Dannelse, vore Sympathier. Nu er det Tiden, da Folkene
»Men saa maa De drage ud af det danske Slesvig,« sagde Niels Bryde; »sydfor Byen staaer endnu det næsten tusindaarige Dannevirke,
Saaledes talte de hver lige ivrig, lige overbeviist – som der endnu længe vil tales. Niels Bryde saae ind i de alvorslysende, smukke Øine; hans Heftighed slog op i Lune. »Jeg har en Idee,« sagde han spøgende: »Danskhedens yderste Høire hos os er gamle Grundtvig, hos Dem er Tydskhedens yderste Høire gamle
»De kan spøge i en Tid, som vor!« udbrød Hibernia og blev blodrød.
»Ja, Gud skee Lov at jeg kan spøge!« sagde han, »og det vil jeg med alle Fjender, som komme i Skjørter!«
Hibernia saae blussende paa ham, sagde ikke et Ord, men der laae Vrede, Alvor og – Hævnlyst i hendes Øine, og dog var hun en ædel, høihjertet tydsk Qvinde, der aandede kun for Landet,
»
Der var noget i hendes Optræden, i hendes Person, der forunderlig greb og opfyldte Niels Bryde. Hun var ham ikke ligegyldig; Had følte han ikke, Kjærlighed ikke heller, men uforklarlig fornam han sig draget til hende – hans Fjende, hans erklærede Fjende, der havde sagt lydeligt: »jeg hader Dem!« – Mon de oftere skulde mødes?
Fra Gaden lød Sang af danske Soldater, Visen om Thyras Vold:
»
Lukt med Bølgen blaa
Hibernias Kinder brændte, hendes Øine bleve saa store, saa smukke; hun gjorde et rask Kast med Hovedet og forlod Stuen.
Fjendens Styrke stod alt i Holsteen.
»
De danske Tropper vare paa Vei til Kirke, da Generalmarschen lød, og en halv Time efter modtog Avantgarden Fjenden i Bustorf. Snart var Kampen inde i Byen Slesvig selv; fra de sydlige Huse og Haver rasede Ilden. Gavlene faldt ind, Flammerne sloge op. Der lød en stadig Dundren af nære og fjerne Kanoner, Kuglernes Susen og Piben gjennem Luften, Vognenes Rullen, Trommer og Trompeters Lyd.
Da Niels Bryde og hans Compagnie passerede Huset, hvor han havde været indqvarteret, saae han ved det aabne Vindue Hibernia; et Par Geværpiber sigtede ud ved Siden af hende; den sort-rød-gyldne Fane strakte hun ud af Vinduet, og saae triumpherende paa de Bortdragende. Der faldt et Skud – Niels Bryde troede at høre et Skrig, og saae hende segne eller træde tilbage – han var i Marsch, vidste ikke, og fik ikke at vide, hvad der var skeet.
En Kampens Dag, den første for Niels Bryde, var rullet op. Som midt i en gigantisk knusende Dødsmaskine gik han og øvede troligt sin Pligt.
I Skovkanten laae et Huus; fra Vinduer og Døre pegede Dødens sorte Bøssepiber; Skud faldt paa Skud; fra Hegn og fra Hækker pegede de sorte Dødens Rør. – Der blev slaget og stødt med Kolben og Bajonetten; den tunge, blanke Sabel kløvede Hjelm og Pandebeen; Liig, Fjende og Ven, laae som
– »
Gud han raader, naar vi fange Seir igjen
Slesvig By og
Niels Bryde blev imidlertid snart kaldt herfra til Idsted Kro, hvor
Niels sov haardt; en af Kammeraterne ruskede i ham; han foer op, og da han erindrede sig Vennen, Julius Arons, var denne ikke at opdage. Han havde maaskee ikke engang lagt Mærke til, at Niels Bryde sov ved hans Side; han var allerede paa Marsch. Regnen skyllede stadigt ned; det var et møisommeligt Tilbagetog, meest over dybe, sandede Heder.
For at dække den bortdragende Armee, idet man vidste, at Turnere vare trængte over Slien, fik et Dragonregiment og et Jægerkorps Ordre at blive ved Oversø. Kanonernes Heste spændtes fra og bleve fodrede, da en Bonde meldte, at Fjenden var i Anmarsch i tre Colonner. En Deel af andet Jægerkorps maatte kaste sig ud i en Mose; meklenborgske Dragoner trængte paa dem, der vare udmattede af den forrige Dags Kamp og den kolde Nat paa den vaade Jord. Dog holdt de Stand her midt i Vand og Ild. Goslar-Jægere sluttede sig til Meklenborgerne, to Timer varede Kampen, Seier var her ikke at vinde, Hjelp af sine egne ikke at haabe, det var her kun at give sig hen for at standse den frembrydende Strøm, mens Hovedstyrken naaede Flensborg. Fra Knold til Knold i Mosen sprang gjennem Røgdampen den danske Jæger, dybt sank Enkelte, for aldrig mere at see Daglyset; alle Patroner, selv de saarede Kammeraters bleve afskudte, og først da vaiede Kapitainens hvide Klæde til Overgivelse. Men Hovedstyrken var dækket, og havde naaet Flensborg; dens Borgere kom dem langveis ude imøde med Forfriskninger, og nu ventede dem Spise og Hvile i det givne Qvarteer. Bryde og Arons mødtes ikke, søgte ei heller hinanden, dertil vare de, ligesom de øvrige Tropper, for gjennemblødte og trætte; hver gav sig hen til Hvile.
Da sprængte ind i Byen Dragoner med Efterretning om Overfaldet ved Oversø, der lød, at Fjenden trængte paa. De Trætte, Overvældede foer op, Forvirringen var stor; Byens Folk, af Frygt for den overmægtige Fjende, skyndte paa at faae dem bort;
Julius Arons var syg, disse Dages og Nætters Anstrængelser havde dette fine, til anderledes Liv vante Legeme ikke kunnet udholde; han sendtes til Lazarettet paa Augustenborg.
De fjendtlige Skarer trængte frem gjennem hele Hertugdømmet Slesvig, og i hver Stad, hvor tydske Sympathier rørte sig, klang Jubel, regnede Blomster og vaiede de sort-rød-gyldne Flag. Det smalle Als-Sund var Havets dragne Skille-Sværd mellem de Kjæmpende.
Den danske Hovedstyrke blev paa Als. Niels Bryde var i Sønderborg, og der meldtes ham fra Lazarethet i Augustenborg, at Julius Arons var meget syg; det var Typhus og farligt. Seent paa Aftenen fik Niels dette Budskab, kastede sig strax paa en Hest, og red den Miils Vei, der er derhen. Da han nærmede sig det store Slot, skinnede alle dets Vinduer oplyste, som i tidligere Tid, naar der feiredes en Fest; nu var det Sygesengenes Lys, der hvor Livslysene slukkedes. – Alt derinde i Værelserne stod endnu uforandret, som da de danske Tropper rykkede ind; men Slottets rige Sale vare blevne Smertens Bo.
Julius laae stille hen; bleg, mager var han, men næsten endnu mere end før saae man i hans Træk den store Liighed med Esther. Niels Bryde sad ved Sengen og betragtede ham; med Eet slog den Syges Puls stærkere, vildt aabnede han Øinene, talte om den mørke Skov, det store Baal, og deilige Qvinder. En Billedhugger vilde ikke kunne hugge yppigere de nøgne, dandsende
»Jeg er vist meget syg,« sagde han; »men jeg døer ikke! det er saa deiligt at leve!« og han saae paa Vennen med et Fortroende, en Tillid, som hang Livet ved ham.
»Det vil blive bedre,« sagde Niels Bryde; »det er jo i dette Øieblik allerede bedre.«
»Bedre!« gjentog Julius, og laae igjen stille, men knugede sin Haand fast om Niels Brydes. »Troer Du,« spurgte den Syge, »at der er et Liv efter Døden?«
De Ord bleve saa alvorsfuldt, forunderligt dybt udtalte, at de særligt greb Niels Bryde, der ikke troede paa et saadant Liv. Han svarede ikke; Spørgsmaalet var ham piinligt; give et Svar imod sin Overbeviisning kunde han ikke, og her, i dette Øieblik, at sige: »nei, jeg troer det ikke!« var ham heller ikke muligt.
»Et Liv efter Døden?« gjentog Julius med svag, spørgende Stemme.
»Det troer den Christne!« sagde Niels Bryde uvilkaarlig.
»Ja,« udbrød den Døende, »det siger Esther!« og hans Hoved bøiede sig, Øinene lukkedes for ikke mere at aabnes.
Der var lydløst i Natten, kun den sagte Stønnen af de Syge hørtes. Niels Bryde sprang op, han sad ved en Dødsseng. – Vennen var hensovet.
Dybt betaget red han i det kolde Daggry tilbage til Sønderborg; han tænkte paa Døden, saaledes som han ikke før havde tænkt paa den, Slutnings-Momentet, »hvor Maskinen staaer stille, Phosphoret i Hjernen slukkes; Delene falde fra hinanden –«
»At være eller ikke være!« tænkte han med Hamlet; men fortsatte ikke: »sove! muligt drømme!« – han vidste det var forbi, »Stofferne vendte tilbage til deres Ophav«.
Som en Musik, vi have hørt, og som er trængt os ind i Sjælen, gjennemtonede ham nu Levedagene med Vennen, hvis Liv nu »kun var til i de Efterlevendes Erindring«. De Tanker løftede just ikke Sindet.
»Ikke være!« – det var hans Vished.
VII
Paa Valpladsenkampstedet, slagmarken.
I Uger og Dage var forberedt et Angreb i Sundeved og en Landgang ved Helgenæs, ovenfor Aarhuus, da en Morgen pludselig det danske Flag viste sig at vaie paa Fæstningen Fredericia. General
Den otteogtyvende Mai, ved Middagstid, gik de danske Tropper over Sundeved. Her er det ikke Stedet at give »Danmarks Kamp for Slesvig«; det er Sjælebilledet af den Enkelte, vi følge, og derfor ere vi komne til disse Prøvelsens og Hæderens Dage, derfor ere vi i de Kjæmpendes Række. Niels Bryde var i sin Dont en af de Flinkeste, Kjækkeste og meest Samvittighedsfulde.
Med flyvende Faner og klingende Spil, med Sang og munter Tale, som til en Fest, gik det over Broen; Tropperne længtes efter Kamp. Det var deiligt Solskin, Skovene grønne, Marker og Hegn i Foraars-Friskhed; det nysudsprungne Bøgetræ havde endnu om Bladets Rand sin bløde Fryndsekant, ligesom Duun mod de skarpe Vinde. Hver Luftning bar mild Sol-Varme og forfriskende Duft; paa Grøfterne prangede Kodriven, Skovens Primula, med sin styrkende Humleduft, de vilde Krusemynter stode i rig Fylde, hele Foraarets Offerskaal svingedes, og Fuglene sang. Et Storke-Par fløi enige til en Gaard ved
Snart begyndte Skydningen; fra Dyppelmølle vedligeholdt sig heftig den fjendtlige Ild; de danske Soldater trængte paa med Bajonetterne; hvor blinkede disse i Solen, indtil Røgskyer omhyllede deres Lynblink! Før Fjendens Centrum og høire Fløi blev kastet og trængt tilbage til Nübbel, laae Dræbte og Saarede, Venner og Fjender, som meiede, henkastede Urter. Kugler og Granater faldt; Straatagene sloge op i Luer; her exploderede
Mørket faldt paa, Kampen endte først Klokken halvti om Aftenen; Ambulancen vendte tilbage, men ingen Niels Bryde var med. Hvo tænker i blodig Kamp paa den Enkelte. Sidst, man saae ham, var netop idet han steg op paa et Hegn, hvorfra danske Soldater skjøde paa Fjenden.
Nu var det henimod Midnat og maaneklart; danske Tropper vare stillede til henimod
Idet Niels Bryde stod op paa Gjerdet, følte han et Stik i Brystet, som naar en Bræmse stikker; han fornam et Choc gjennem alle Lemmer, vaklede, faldt og sank ned i den dybe Grøft, der næsten skjultes af Brombærranker og frodige Hasselgrene. Det blev sort for hans Øine, Fornemmelsens Traade med Verden ligesom løste sig. Han var i Overgang til Ting, vilde han selv have kaldt det; da atter Det, som i os er høiere, fik Pulsen til at slaae, Øiet igjen til at aabne sig. Det var tyst rundtom og maaneklart; han syntes endnu, han fornam den stærke Krudtdamp, hørte Kuglernes Piben, og ventede, at de Forbijagendes Heste skulde træde paa ham. Han gjøs ved Tanken, at en seirende Fjende i Kaadhed vilde jage ham den skarpe Bajonet ind i Legemet, maaskee ind i Øinene; han syntes at see den blinke over sig, den halv Døende, der laae her, ikke mægtig at bevæge sig; ringere end Dyret, bundet til Stedet som Planten er det, levende af Luften og den faldende Dug; Dødens Rod bandt ham til Jorden. Saaret brændte; alle Indtryk udenfra vare endnu levende, men chaotisk glede de forbi; dog ovenover disse, over dette Chaos, svævede een Tanke, mægtigere end Indtrykkene, en Rædsel, som han aldrig havde kjendt den, Rædsel for Tilintetgjørelse. Som den Livsglade ved Randen af et bundløst Dyb gyser og forfærdes, saaledes jog nu Skræk gjennem ham; var det Legemets Svaghed, en Sygelighed, en Feber, Angest for i næste Nu at være udslettet, henveiret? Afmægtig, som man kan være det i en hæslig Drøm, laae han her, fældet, betaget; han, som havde løftet sig til at kunne slippe Gud og Udødelighed.
Igaar, netop ved denne Tid, hvor ganske anderledes var da Scenen, Stemningen, Tilværelsen. Med Venner og Kammerater var han da i Sønderborg samlet i festligt Lag; det var jo Aftenen før en ny Kampdag. Fædrelandske Sange løde, Punsch og Viin blev skjænket til velmeente Skaaler; der var en Aabenhed, en Glæde, Ungdommens Fortroen paa den rullende Lykkekugle. – »Imorgen er maaskee for Mange af os Livstraaden overskaaret, det Hele forbi!« den Tanke havde han vel et Øieblik, men tog det lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv maaskee stod nær til at indskrives paa Dødens sorte Tavle.
For et Par Modtagelige der oprullede han sin Viden, sin Overbeviisning: »
Al denne Viden, endnu igaar foredraget og i lang Tid levende i ham, var hans Tanke-Sum, nu han laae henkastet, glemt, afmægtig.
»
Hans Tanke var dybsindig, ikke from, den klyngede sig i Døden til hans Viden om: »at være eller ikke være!« den omklamrede ikke Herrens Bøn, men Kløgtens Læresætninger. Han gjentog for sig: »
Saaret brændte, tungt laae der som en Vægt paa hans Hoved, hans hele Tilværelse var en Smerte, hvis Høidepunkt var – nu ophører Du!
Tæt ved lød en Stønnen, det var en Hest, som aandede ud. Der var det dog kun Legemet, der leed; Livet, hvis Høieste er Velværen, havde den kjendt; dens Død var vel i Smerte, men ikke i Tankens, ikke en indre Angest for Tilintetgjørelse. Dyret var langt lykkeligere end han, Mennesket; Skabningens Herre laae forladt, pidsket, som
Han tænkte paa Esther, paa Bodil og sin Moder, og ligesom ved dem paa sin Barnetro og paa Gud – men det var kun et Øiebliks sval Beaanden. Af Feuerbach vidste han, at
Han gav sig hen i Intets Dyb, qvælende hver Tanke-Boble der kom: »forbi! – dette er min Tilværelse, min Flugt opad! det er Livet! – i den vaade Grøft! – glemt! – Vand-Boble i Jorddyndet det Hele! – vel! – udslettet! – glemt! – blive Græs og Straa, Dugdraabe og Dynd! det er Tilværelsen – i evigt Kredsløb – evigt! evigt!«
Pludselig rørte sig Noget tæt ved ham, et Hoved mødte hans, to Øine saae paa ham; det var hans Hund, Hvaps, der havde søgt og fundet ham. Hen til ham, Mennesket, der gav slip paa Slægt, Venner, Sjælen, – Gud, kom Dyret, den Skabning, der stod lavest af hans Kjære, og bragte ham Trøst.
Hvaps knugede begge Forbenene om hans Hals, som var det en menneskelig Omarmelse, slikkede hans Ansigt, udstødte Hyl, jog derpaa om i Kredse, gjentog Omarmelsen og sprang igjen, som vilde den trække Veiret og samle nye Kræfter. – Hunden kom til ham –! var dette kun Instinct? var dette kun Hjernens Function, Nervernes og Blodets Bevægelse, der førte til denne Slutning og Handling, eller var der noget Høiere, og skulde Dyret her, imellem Liv og Tilintetgjørelse forkynde ham det?
Som en Lysstraale gik Glæden gjennem hans Sind; han hævede sig iveiret, saae ind i Hundens store, forstandige Øine, – ved Bevægelsen brødes i Saaret det
Niels Bryde sank hen – men hans sidste Tanke løftede sig op til: »Lykkelig er Den, som i sin Død har Barnets Tro! – jeg har den ikke! – jeg veed! – jeg veed!«
»
Und Alles was er blies, das war verlorn
Han laae stille, udstrakt; hans Hund sad klynkende ved hans Hoved, og klart skinnede Maanen hen over Valpladsen, det store Blad med Døds-Hieroglypher, der gjemte Nøglen til Spørgsmaalet:
»At være eller ikke være!«
Tredie Deel
I
Krigens Tid. Lille Karen
I Præstegaarden paa Heden var Angest og Sorg, som over det hele Land. Fra Krigens Udbrud fløi ved Dag og Nat, paa Stormvinger, de meest skrækkende Rygter gjennem Jylland; man vidste om Slaget ved Slesvig, man vidste, at den danske Hovedstyrke havde trukket sig tilbage til Als, og at Halvøen laae aaben for de fremadtrængende fjendtlige Hære. Rygtet sendte sine Skrækkebilleder: der hørtes at
»Herren er den som kommer Krigene til at holde op, indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.«15
Bodils Tanke var hos Pleiebroderen, Niels Bryde, der længe, længe, ikke havde skrevet. Hun vidste, at han var med i Krigen, men paa hvilket Sted,
»
Fortrøstningsfulde lagde de sig til Hvile; ingen Lyd naaede til dem; de sov langt op ad Dagen, der ikke syntes at ville komme, og dog lyste den udenfor, lyste over en afbrændt By: sammenfygede Sneedynger havde skjult Præstegaarden for den hærgende Fjende. Gud havde slaaet en Skandse om dem, som Sangens Ord forkyndte, at han kunde det.
General Wrangel paalagte Jyderne en Brandskat af fire Millioner; de kunde ikke udredes; et Under maatte skee, skulde man frelses: Gud maatte »en Skandse om os slaae!«
De stakkels Mennesker tænkte og tænkte – men ringe er Menneskets Forstand mod Guds!
I den sildige Aften kom det fast utrolige Budskab: Fjenden drager sydpaa, de preussiske Tropper ere ved en uventet Ordre pludseligt kaldte ud af Jylland. Et nyt Bud bekræftede det. – Hvilken Jubel! – »Gud lever! Gud vaager!« ja, et Under syntes skeet. Glæden lyste ud af Øinene paa hver. Pigerne sang og sprang, kun een, lille Karen, der var saa »eftertænksom«, hun den Yngste af dem Alle, var og blev i sit sorgfulde Sind.
»Du skal ogsaa være glad!« sagde Bodil til hende. »Fjenden er igjen ude af Landet; hvad der er sort i een Time, kan Gud gjøre lyst i den næste!«
»Det er godt at troe det!« sagde hun sørgmodig.
Da greb Bodil hendes Haand, saae hende mildt, deeltagende ind i Øinene. »Der er Noget, der knuger dit Sind! – Har Du en Ven, som er borte?«
»Jeg har ingen!« sagde Karen.
»Maa jeg vide din Sorg?« spurgte Bodil.
»Jeg har ingen,« sagde Pigen, »jeg stod kun og tænkte efter.«
Der var ellers lyst i hvert Sind der i Præstegaarden; men snart skulde igjen Bedrøvelsen komme der. Et Brev var indtruffet til Landsbyen Funder; der boede et Par gamle Folk, hvis Søn var med i Krigen og ansat ved Ambulancen. Musikant-Grethe havde hørt Brevet læst op, og laant det med over til Præstegaarden; thi deri stod om Niels Bryde, der ogsaa var i Krigen, og jo var Doctor og en modig Karl. Brevet meldte om den danske Hærs Indmarsch i Sundeved; der havde været et Slag, og i det var Niels Bryde faldet eller
En saadan Efterretning, som den, Brevet bragte, nu i denne Trængsels Tid, maatte de Gamle vide, meente Bodil. Ellers undgik hun altid at tale til dem om Niels; thi saa kom Fader ud af sit rolige Sind og Moder græd. Han var i deres Tanke; men Haardt mod Haardt: han den Yngre kunde og burde dog gjøre det første Skridt til at nærme sig igjen; nu maaskee vilde han aldrig kunne det, han var i Fangenskab eller død. Hun bragte det sørgelige Budskab; den gamle Japetus foer øieblikkelig heftig op, det rørte ved hans Hjertestreng; men snart sad han igjen stille, eftertænksom og sagde kun: »Vor Herre være ham naadig!«
Det Uvisse, om han endnu var blandt de Levendes Tal, eller hvorledes han havde endt, taarnede sig som Flyvesandet, og knugede altid tungere. Mange Tider var der ikke saaledes i Gaarden talt lydeligt om Præstens Pleiesøn, som der nu taltes, alt Djærvt og Dygtigt, al Kløgt og Klogskab blev fuldelig fremhævet, og det inde hos de Gamle og ude hos Folkene; mangt et Øie blev vaadt.
»Er man død, saa har man Ende paa det!« sagde Karen, og var i den Mening altsaa ligesaa vidt ved sin »Eftertænksomhed«, som Niels Bryde ved al sin »Viden«, da vi forlod ham afmægtig paa Valpladsen. –
Hvad snart erfaredes, ville vi her berette med faa Ord, det der lysende og virkeligt stod paa Papiret, ligesom sendt fra Gud.
Vi saae Niels Bryde hiin Aften virksom for de Saarede og Faldne mellem første og anden Kjæde; hiin trak sig tilbage, netop idet han et Øieblik var traadt op paa Hegnet, og anden stod i dens Sted. En fjendtlig Kugle traf ham i Brystet, men tog Vei langs et af Ribbenene, og gik ud ved Ryggen. Stødet gav ham et vældig Choc, saa at han styrtede ned i Grøften mellem Brombærrankerne, ind under de tætte Nøddebuskes Grene. Blodtabet bevirkede en Besvimelse. Det var allerede mørk Aften.
Glemt, som henslængt, laae han her; da var det at Hvaps, hans troe Hund, hvis Liv han engang reddede, gjorde Gjengjæld. Ved dens Spring og Hylen blev, i den tidlige Morgenstund, danske Soldater opmærksomme paa, at her maatte ligge Nogen, levende eller død; de kom til, fandt ham, og han bragtes til Lazarettet. Her havde han nu ligget over en Uge, og gjennem mange Tankesøer løftede sig som en frisk Blomst, født af Hjertets Trang, men afskaaret og henkastet igjen ved tilfældige Stemninger, Lysten til engang at skrive et Par Ord til Søsteren derhjemme i Præstegaarden. Over Aar og Dag havde hun ikke faaet Brev fra ham; nu da han laae paa Sygesengen, var hun og mange gamle Erindringer dukket op i hans Sjæl; selv i hans Drømme traadte hun frem, saa mild og hjertefuld. Derfor, saasnart han første Dag var oppe, skrev han nogle Ord, saamange at hun kunde vide, hvor han var og hvorledes han havde det.
Hvormeget Solskin kan der ikke lægges ind i et lille Papiir! det skulde Bodil fornemme. Sorgens Dag blev lys og rig i det stille, eensomme Hjem paa Heden.
»Brev! Brev!« raabte hun høit. »Det er hans
Det Brev var, som et
»Han kan endnu naae sit Barne-Sind, sin Barne-Tro!« var den næsten uvilkaarlige Tanke hos Bodil, der fromt takkede den algode Gud for Glæden paa denne Dag, for hans
Lille Karen var just hos Musikant-Grethe, da Bodil kom med Forkyndelsen om Niels, hvem hun selv havde Brevet fra denne Morgen.
»Det var jeg saa vis paa, at han levede!« sagde Grethe, »som jeg ogsaa troer, at jeg med disse mine levende Øine skal see ham herovre hos os igjen, den Hjertens Mand, som var saa god mod mig gamle Menneske! – Spillekanten der er mig som et Mindestykke om ham; Gud veed, hvor den var kommet hen i Verden uden Hr. Niels Bryde! – Ja, han hedder jo ligesom
Og Bodil lovede, at hun ved Leilighed vilde kjøbe og forære hende en ny Harmonika, da den gamle jo nu havde, som Grethe selv sagde, »saa godt som tabt Veiret«, uagtet hun lappede og klistrede nok paa den. »Det lover jeg dig til Minde om denne Glædes Dag!«
Den gamle Kone blev ganske forlegen over al den Godhed. Det var for kostbar en Gave, sagde hun, og der var jo dog heller ingen ny »Spillekant«, der kunde blive det, som den gamle, den hun havde levet med i saa mange Aar. »Ja til Gilder og Dands kan den jo nu ikke lyde høit nok; det er ligesom den var hæs, den hvisker, men jeg, som kjender den, kan godt forstaae det!«
Hun vilde kysse Bodil paa Haanden; ogsaa lille Karen saae saa mildt dertil, men Smiil var der dog ikke.
»Hvor det er deiligt at være let og glad i sit Sind!« udbrød Bodil, og hun talte paa Hjemveien til Karen om Guds Naade mod os arme Mennesker. Da brast Pigen i Graad, greb Bodils Arm og sukkede høit:
»Guds Naade! Guds Naade!« gjentog hun; »jeg er tidt saa elendig, som et Menneske kan være!« og med Fortroendets hele Væld aabnede hun sit Hjerte for Bodil. »Jeg har en Synd paa mit Hjerte,« sagde hun; »jeg har lidt Mere, end Politi og Straf kan tilsige, og dog synes jeg imellem, at jeg dog ikke ret har Skyld, men at der er skeet, hvad jeg aldrig kunde tænke, og at Gud maa unde mig Naade, den I før sagde!« Og saa fortalte hun: »jeg var kun et Barn, ikke andet, Barnetøs, som de kalde det, var jeg ovre hos Byfogedens, der da vare unge Folk. Fra Kjøbenhavn havde de mange Fremmede i Besøg; der var en ung En, han tegnede af og gjorde Skilderier. Alle Gjemmer lod han staae aabne; Uhr og Guldring lod han ligge paa Bordet, mens han løb om. Han kunde klippe saa kunstigt med Saxen Billeder, som selvByfogedens unge Kone vilde have; der laae saadan mange paa hans Bord, og da en Dag Døren stod paa vid Gab, saae jeg det og gik derindenfor, alene for at see paa det Udklippede og Aftegnede. Der laae saa mange Sager, og der laae en yndelig Fingerring! Jeg kunde ikke lade være, jeg maatte prøve den, men den var for stor, undtagen for min Tommelfinger, der sad den fast. Saa kom han i det samme, og jeg løb og sagde den Løgn: Deres Klipninger var blæst ned af Bordet! Han saae paa mig med saadanne underlige søde Øine, det var ligesom han vilde forlokke mig; jeg gjør ham maaskee Uret deri, men jeg løb – og Ringen sad endnu paa min Tommelfinger. Nede hørte jeg, at Penge var blevet borte der i Huset, de talte om Tyv og Tyvs Gjerning; jeg forfærdedes, jeg som gik med fremmed Gods! Jeg ventede i Angest til det Minut kom, at han var nede igjen; jeg troede, at han traadte ind i Stuen tæt ved, og jeg løb saa for at lægge Ringen. Dog han var ikke nede endnu, han kom lige foran mig øverst paa Trappen. Men midtveis der var et lille Kammer, hvor den stakkels Lappeskrædder, der var i Arbeide hos os, havde Natteqvarteer; Døren stod paaklem, og jeg sprang derind. Plads var her ikke større end til Sengen og hans Klædningskiste. Jeg var saa forskrækket for Kjøbenhavneren og for min egen Samvittighed, skjøndt jeg aldrig havde sat den Ring paa Fingren for at beholde den. Der laae slængt et Par Sokker paa Gulvet; jeg maatte jo have noget for derinde, jeg veed ikke, jeg tog dem op, stak Haanden heelt ind i den ene, vendte og krængede den, og Kjøbenhavneren talte til mig saa fiint galant. Jeg rystede over min hele Krop, og jeg kunde see, at han loe. Saa kom Fruen i det samme, hun spurgte, hvad jeg vilde der; jeg sagde, jeg lagde i Orden, og løb ned til den Lille; men i alt dette her var Ringen gledet mig ud af Haanden i Skrædderens Strømpe. Jeg sad nede i Stuen med Barnet, og i samme Time gjordes Eftersøgelser om Pengene. De vare og bleve borte; men i Skrædderens Strømpe – han havde nok selv, strax efter at jeg var der, været og lagt tilrette, og puttet Strømperne i sit Skriin – fandtes Ringen, Skrædderen blev anseet for Tyv, blev tiltalt – og jeg, jeg Syndefulde, jeg leed af Forfærdelse derover, og turde ikke sige, hvordan det Hele var tilgaaet. Jeg var et Barn, et syndigt, ulykkeligt Barn! – Den stakkels Skrædder gik fra sin Samling derover, kom paa Daareanstalten, og jeg – jeg har aldrig før nu, jeg veed ikke hvor det just nu kommer, turdet udsige min Synd og Elendighed!«
Saaledes, men for seent, var Gaaden løst;
»Jeg tør ikke være din Dommer!« sagde Bodil; »men Gud er naadig, han lægger vor oprigtige Anger og Fortrydelse med i Vægtskaalen!« og hun taug. Den opblussende Glæde, hun nylig ved Brevet fra Pleiebroderen havde været gjennemtrængt af, var ligesom henveiret ved lille Karens Sorg og Bekjendelse. De rette Trøstens Ord, de hun skulde og maatte sige, vidste hun ikke. De vare blevne staaende paa Veien, lille Karen satte sig ned, overvældet af sin Sorg.
»Gid mit Hoved laae paa Blokken!« hulkede hun, »saa havde jeg bødet for min Synd! – O Dommens Dag er ikke ved alle Tings Ende; nei! den er for mig alle Dage og alle Nætter, naar min Synd rører sig i min Tanke!«
Bodil greb hendes Haand og sagde Psalmens Ord: »Han gjør ikke med os efter vore Synder og ei betaler os efter vore Misgjerninger; thi saa høi Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed over dem, som frygte ham!«16
Stille og eensomt var det paa Heden; men ikke stille og eensomt i Hjerterne der.
Og Brevduen fløi fra Præstegaarden paa Heden til Augustenborg Slot, ogsaa en Kampplads, Kamp mellem Liv og Død; dog Niels Bryde gik ud herfra
– »
Naar var Faren forbi! Hvad vilde det nye Aar rulle op?
1849, den tredie April, ophørte Vaabenstilstanden. Angestens Rygter kom med Vaarens Fugle, med Vindens Flugt – –
»Lærken kommer flyvende søndenfra,
Den fører saa underlig en Tale, – –
Viben kommer med pjudskede Fjer
Og med sin sørgende Mage, – –
Storken kommer saa fort han kan,
Hans Been ere blodige røde:
Kunde jeg tale om, hvad jeg har hørt,
I sadde her ikke saa døde.
Op fra Gryden, Du Bondemand,
Fjender sætte alt Fod paa din Strand.
Eia, Eia, saa raaber den, Storken.«17
Som i vor Ungdoms-Tid, da endnu ikke den electromagnetiske Traad kjendtes, og kun
I
I Byer og paa Gaarde, ogsaa her ved Skov- og Hedestrækningen tænkte Enhver paa at skaffe bort eller skjule det Bedste, de havde. I Præstegaarden samledes Sølvtøiet, selv det bekjendte Hovedvandsæg lagdes hen; og udenfor Haven, ved den rynkede Piil, blev dertil af Bodil og liden Karen gravet et stort Hul. I Silkeborg Skov viste sig allerede fjendtlige Tropper. Forbi Præstegaarden kom Flygtninge, som meldte derom; de red afsted med Dyner og Kobberkedler foran sig paa Hesten, mere vesterpaa.
Allerede vare Bayrerne paa Silkeborg.
»
Niels Bryde var i selve Jylland, i det beleirede
Udenfor, i den store Natur, gik Alt sin vante, glade Gang; den stærke Gyvel stod i Blomster og omsurredes af den travle Bi; Smaafiskene stode i Stimer i Aaløbet, og Vildanden tænkte hverken paa Jæger eller Skud. Kun gjennem Menneskets Sind og Tanke gik de tunge Prøvelsens Dage; men ogsaa de havde deres Velsignelse, sagde den gamle Præst og talte om, hvorledes
Bodil tænkte saa inderligt, saa kjærligt paa Broderen, hvor han saa maatte være; en Troens Skole vilde disse Aaringer og Dage blive ham. Paa Valpladsen og i Lazarethet, hvor i Bevidsthed en Sjæl drog bort, fornam han i Alvorets største Stund Forvisningen om et evigt Liv i Christus. Ungdommens lette Sind og Leg med det Hellige vilde
Fredericia havde udholdt en lang Beleiring, enkelte Huse og hele Gader vare der afbrændte, Mennesker lemlæstede og døde; nu rungede gjennem Landet om
»
Med Høisang om Danskens Mod;
Han sang om herlig Stordaad:
Men hans Vinger drypped af Blod
Til Præstegaarden kom Brev fra Niels Bryde; ikke til Bodil, men til »vor Fader«, og hun var saa inderlig glad derved; det var et Tilnærmelses-Skridt, det første. I faa Ord var meldt den dyrkjøbte herlige Seir; men General Rye var faldet; tappre Mænd havde med Liv og Blod bragt Danmark nyt Fodfæste paa dets retfærdige Grund, styrket dets Mod og Sammenhold.
Snart lød ogsaa til Præstegaarden om Freds-Underhandlinger; da vilde maaskee Niels Bryde komme her, om kun nogle Dage. Der lød om
»
Fra Sli til Ægers Dør,
Skal Danmarks Løver springe
Paa Gyldengrund som før;
Hos Angler og hos Friser,
I gjenfødt Vennelag,
Skal synges Kjæmpeviser
Om Seirens Julidag.«19
Idstedslaget var vundet,
»
Hurra
Han alene var Folkets, Øieblikkets jublende Tanke; Æreporte reistes, den engang ringe ansete Soldat var saa stor, – han vidste det ikke selv.
Efter tre livsprøvede Aar vendte igjen Niels Bryde tilbage til Kjøbenhavn. Tre righoldige Aar havde gjennemrystet, løftet og udviklet ham; en Aandens Skole havde de været ham, og ført ham – hvor vidt?
Vi ville følge ham, som Bodils Tanke fulgte ham i de tre lange, tunge Aar, i hvilke Gyvelen og Lyngen blomstrede frisk og smuk, alle Skovens Fugle sang fornøiede, men kun Mennesket gik betynget, overvældet, og dog, liig
I Landsbykirken holdt Præsten Takkebøn for Seiren og Freden; i sit lille Kammer takkede Bodil endnu engang vor Herre, ham, den personlige Gud, der var hende nær og havde Øine for hende og Ører for hendes Bøn. Hun bad for Hver, der stod bedrøvet for sine tabte Kjære, hun bad for Hver, der vaandede sig paa Smertens Leie, hun tænkte paa Guds uendelige Naade og Fredens Velsignelse, hun tænkte paa Niels Bryde, hvordan det nu ret saae ud inde i ham; nu var vistnok Ungdoms-Overmodet, den drillende Spøg, den altfor strænge Forstandighed luttret, hævet! Hendes Længsel efter ham var stor; hun græd i sin Glæde, hun smilede i sin Sorg, – og vi ville med hendes Tanker søge ham i Kjøbenhavn, i et nyt Livs-Afsnit.
II
Soldatens Hjemkomst. Tro og Viden
Aldrig var vist Soldaten blevet hjerteligere modtaget, bedre indqvarteret og betænkt, end i disse
De fleste Huusværter foranstaltede ihast et Gilde for deres Indqvartering, Huusmoder og Døttre kom ind i Kredsen, og mangt et Sted blev der strax et muntert Bal improviseret. Der gik en frisk, en herlig Luftning gjennem Hverdagslivets skoledunstende Stuer.
»
Og alle Hjerter brændte
Niels Bryde var af Familien Arons indbudt at tage Qvarteer hos dem indtil videre. De to smaae Værelser, Julius engang havde beboet, og hvor endnu hans Meubler og Bøger stode, Kobberstik og Malerier hang, Alt i den Orden, som da han for tre Aar siden drog bort, bleve nu indrømmede Vennen, og Modtagelsen var som en kjær Slægtnings; Fader og Bedstefader gav ham Kys og Omfavnelse, de to ældste Døttre græd og loe, Rebekka især udtalte sig. Amalia derimod havde en Brudgom at præsentere, en svensk Officeer; Esthers Øine straalede af Glæde, og dog laae der i Trækkene om Munden en Smerte, et Udtryk, som Niels Bryde forstod saa godt; Moderen sagde det i de Ord: »vor Julius maatte blive derovre!«
»Han er ogsaa med!« udbrød da Esther livlig, »han er med i vor Glæde, med i Hjemkomstens deilige Fest!« – Hvor var hun blevet smuk, just aandig smuk, og dertil saa skjønt legemlig udviklet; mangt et udødeligt Digt af Persiens og Arabiens Sangere have ikke havt en Skjønheds-Gjenstand som hende. –
Ogsaa Hr. Svane traadte op, og det med straalende Ansigt og straalende Humeur, uagtet, og det skjulte han slet ikke, de sidste Aaringer havde plukket af hans Hoved alle de spredte sorte Haar, og en stor Deel med af de graae.
»Man bliver gammel,« sagde han, »man maa gaae med Mavebælte. Men det gaaer da Jorden ogsaa med; den har sin varme Golfstrøm fra Mexico op til os i Norden; hvad var vi uden det Bælte? Mit hjælper mig imidlertid ikke hver Dag!« Det var i hans Mellem-Etage Uroligheden sad, sagde han; snart var det der, som havde han indvendig Fyrværkeri, Lynstraaler i Omegnen af Maven, eller Mellemgulvet blev lagt om, eller i det mindste skuret eller vasket. »Tidt troer jeg,« sagde han, »at jeg har
Madam Jensen lod sig ogsaa see, aflagde Visit, og det var Venskab, ellers var hun sandelig ikke gaaet op til et eenligt Mandfolk; men hun havde hørt, at Doctor Bryde var kommet, og han havde nu været i hendes Tanke al denne trange Tid. Hun var ogsaa i Humeur, og gik tidt paa Comedie, sagde hun, men ikke »i det Kongelige«, nei i
Af Madam Jensen hørte han ogsaa om Mo’er Børre, hende i Rundetaarn, som han havde talt om og kjendt som Barn; hun levede saamænd endnu, og havde nylig havt det Held, at Doctoren, hvem hun havde forskrevet sit Skelet til, var død, Enken havde ingen Brug for det, saa at Mo’er Børre igjen var løs og ledig, og da hun var saa gammel, havde hun beholdt aarlig sine to Rigsdaler; og hermed slippe vi Mo’er Børre.
Kammerherren og hans Frue mødte Hr. Bryde paa Volden. Kammerherren udtalte sin Frygt for, at det Skandinaviske skulde nu faae for stor Indflydelse, og Fruen var vred paa Krigsministeren, fordi
»Deiligt Veir!« sagde Fruen, – »à la Venedig! – smukt arrangeret i Ridehuset! – yndig Pige, lille Arons! – Jøde! – godt klædt! – Formue! – Silence! –
Det var Ord-Bygen paa Volden.
I Niels Brydes første Samtale, ene med Esther, talte hun om sin Broder, spurgte om hvert lille Træk, hver Enkelthed, der i Brevet var antydet. Strax havde det bedrøvet hende, sagde hun, at han skulde døe
»De troer ikke paa et Liv efter dette?« sagde hun og saae paa ham med sit bedrøvede Barne-Smiil, og idet hun saae, i dette korte Moment gik en Sum af Tanker, hele tre Aars Sjæleblink i Sorg og Smerte, gjennem hans Fornemmelse.
Ligesom der selv hos de lavest staaende Folkefærd, hos Urskovens Vilde, er om end nok saa uklar, dog en Guds-Idee, saaledes er der hos den stærkeste Materialist en Begrændsning, et Yderste, hvor Tanken vakler og fornemmer Pustet af Guds Aande. I Rummet er Grundstofferne det Givne, i vor Sjæl er den religiøse Tro det Givne. Videnskaben havde i klare Tanke-Timer mathematisk viist ham, at der i Alt lever og rører sig en Kraft, der gjør, at Uforanderligheden, Urstofferne, der ikke døe, blive foranderlige i evig Afvexling, og denne Kraft, hvorved det Livløse føder Bevægelse, Leven og Tænken, det Aandløse føder Aand, denne Kraft, dette Oversandselige, vidste han nu kun eet Navn for – det var Gud. Denne Overbeviisning, dette mægtige Støttepunkt var han naaet til, ogsaa gjennem Viden; men Udødelighed for os Mennesker, Udødelighed i Bevidsthed og Væren – den øines kun gjennem Troens Glar, og det havde han bortkastet.
Lykkeligere er det at troe, end at vide; thi Troen har Alt, og vor Viden er saa ringe. Den Tanketraad fra hiin Nat paa Valpladsen var ikke heelt henveiret, den flagrede, om end lidt løs; dog Bodil vilde her sige, Guds kjærlige Haand kan i et Nu binde den fast, og give den Styrke som et Ankertoug. – »At være eller ikke være!« dette store, Evigheden omfattende Spørgsmaal, kom og svandt som Lynblink, der forsvindende gjøre Alt endnu mørkere rundt om.
Hvor tidt havde han ikke ved et Dødsleie spurgt sig selv: hvad er det, der i Glands-Bevægelsen i den Døendes Øine frembringer Virkning paa mine Seenerver, som igjen faaer Hjertets Følelse-Nerver hos mig til at zittre, og jeg deri har Forvisningen: »hans Død er salig, denne Glands-Bevægelse forkynder hans Vished om et evigt Liv!« Med Forstandens Sonde havde han prøvet disse Fornemmelser, der første Gang lydeligst rørte sig hos ham, da paa Valpladsen hans Hund lagde sit Hoved til hans Ansigt, og saae paa ham med saa trofast, tænksom Blik, som havde ogsaa den en Sjæl! – Udødelighed, hvilken Storheds-Tanke! hvorfra kommer Trangen efter den hos os Mennesker? Hver Drift, hver Trang i Skabningen bliver jo tilfredsstillet! Udødelighed – er denne kun en Phantasie, der aldrig vil blive Kjendsgjerning?
Denne Tankesum, disse Sjæleblink, som vi her bruge mange Ord til at betegne, lyste i det Moment, Esther med hele Inderlighedens Smerte udtalte: »De troer ikke paa et Liv efter dette!«
»Overbeviis mig om det, Esther!« sagde han, »overbeviis mig, om De kan!«
Hun betragtede ham alvorligt.
»Paa den Vei, De skal overbevises,« sagde hun, »er jeg en Fremmed!« og hun taug, sagde længe ikke et Ord, pludselig faldt hendes Øine hen i Vinduet, der stod i en Urtepotte et vissent Rosentræ, hvert Blad var faldet af, hver Stilk stod tør og uden Livskraft, Roden selv var tør og hensmuldret. »Seer De det Træ?« sagde hun, »det er gaaet ud, det er Benævnelsen; er der ikke en heel Lærdom i de Ord, anvendte paa Træet og det hensovede Menneske? Den, hvis Religion kun bygger i Videnskaben, maa erkjende denne Betydning, Den, som bygger i Bibelens Forkyndelse, erkjender det ligesaa fuldeligt. Det er gaaet ud! siger den Lærde, Bestanddelene ere gaaede hver til sit Udspring, Brint, Ilt, og alt hvad de mange Elementer hedde, der udgjøre Tingene, ere vendte tilbage, de ere gaaede ud af denne Skabnings Kredsløb, ud i det store Verdensalt, for at virke evig og altid, dog ikke i samme, men i forskjellige Aabenbarelser og bevidstløst. Hos Dyret er der allerede noget Mere, noget Høiere, end i Plantens Sammensætning og Kræfter, og hos Mennesket, vi fornemme det jo Alle, er der noget endnu langt Høiere; der er Samvittighed, Retfærdighed, kort alle de Aandens Evner, som vi maae laane Navn fra, for i deres høieste Udvikling at menneskeliggjøre os Gud. Vore jordiske Dele gaae ud i det store Kredsløb, ogsaa Aanden, det langt Høiere naaer til sit Ophav! Her mødes Videnskab og Bibel, Aanden gaaer til Gud, til sin Opstandelse, et evigt Liv!«
»Og har Erindring og Bevidsthed?« spurgte Niels Bryde. »Gaaer Hjernens Phosphor op i Gasarter, hvad er da vor Udødelighed? Ingen!«
»Bibelen giver os Tilsagn derom!« sagde Esther.
»Ikke det gamle Testament,« sagde Niels Bryde; »Jobs Historie er en Tornebusk, der rusker Uldtotten af Troens Faar. Job siger: »»Mine Dage ere lettere henfløine end en
»Det gamle Testament,« sagde Esther, »er en Samling af Folkets Bøger, det nye Testament, veed De som Christen, er en Aabenbarelse af Gud, og den lover det evige Liv. Men Bibelen troer De nok ikke meget paa. I den meest aandelige Sag, skulde man dog meest holde sig til det meest Betydende, det aandelige Indlæg! – Her er en anden Bog,« vedblev hun med et eget Smiil, bladede i Bogen, og mellem flere der indstregne Steder udpegede et. »Her staaer, hvad jeg tænker, men som jeg ikke saa kort og klart selv kan udtale Dem.« Det var Goethes Faust, den Digtning, som altid særlig havde interesseret hende, fordi hun i Faust engang fandt Liighed med Niels Bryde; det var anden Deel, hun viste ham.
Han læste:
»
Was ihr nicht tastet, steht euch meilenfern;
Was ihr nicht faßt, das fehlt euch ganz und gar;
Was ihr nicht rechnet, glaubt ihr sey nicht wahr;
Was ihr nicht wägt, hat für euch kein Gewicht;
Was ihr nicht münzt, das, meint ihr, gelte nicht
»De ogsaa,« vedblev han, »stiller Troen og Videnskaben over mod hinanden, sondrer dem, som Ordspillet vil: Troen i
»Nei,« svarede Esther, »jeg erkjender, at Sandheden ikke kan stride mod Sandheden; men jeg troer mere paa Guds Viden end paa Menneskenes. De stride, de bevise, de forvirre og gjøre Fortræd hos de Fattige i Aanden. Jeg kunde sige med Bibelens Ord: »»
»De mener her særlig
»Ikke al Tro anseer jeg for Sandhed,« sagde Esther; »da blev hver Deel i de forskjelligste Religioner Sandhed. Der er Vildfarelser i det at troe, som i det at vide!«
»Ja vel!« udbrød Niels Bryde; »Astrologien maatte fordunste, fordi den ikke havde Sandhedens Kjerne!«
»Ikke heller, i det mindste hos mig,« vedblev Esther, »er der Frygt for at tænke over Troen; skulde det ikke tillades Menneskene, i de vigtigste Anliggender for dem, at turde tænke og prøve? Det kan ikke være Guds Villie; han aabenbarer, og vi erkjende! Men ligesom nu det menneskelige Syn har sin Grændse, saaledes kunne vi med Aandens Øine ogsaa kun naae et vist Maal; ved dette tør vi ikke slippe, men bør give os hen, i det store Underværk troe paa Undere, som vi troe paa Kloder i Melkeveien, og paa endnu fjernere Verdener, som aldrig ved jordiske Midler blive at see! Men,« afbrød hun sig selv, »jeg er kommet ind paa et Gebeet, hvor jeg maa synes kun at ville eftersnakke og være et lærd Fruentimmer; det er jeg ikke, og det vil jeg af Alt nødigst være, uagtet det er Veien, i det mindste den eneste, jeg veed, hvor man maa søge Dem de helbredende Urter, som kan aabne Deres Øine for det evige Liv!« –
»Just der har jeg selv søgt, men jeg fandt ikke Urterne kraftige nok,« sagde han; »hos Dem er det derfor jeg vilde belæres, om jeg kunde det! I Forsvaret for hvad De anseer for det Sande, er saa megen Inderlighed, at denne maa udøve en Magt. Jeg forstaaer og opfatter Dem bedre, end De mig, jeg er forvisset derom; men hvorledes skulde De kunne det anderledes? De sidste Aaringer har klaret Meget for mig, bragt mig til ogsaa bedre at kjende mig selv. I Ungdoms-Aarene gjør man saa mangt et Kraft-Experiment, prøver hvad Legemet kan udholde, Svømmeren forsøger hvorlænge han kan holde sig under Vandet, den Stærke prøver hvor tung en Vægt han kan hæve, eller mod hvilken mægtig Modstander han kan staae sig i Brydning; tidt knækkes derved en Arm eller et Been. Ogsaa med Aanden gjør man i den Alder Kraft-Experimenter, og jeg tilstaaer, at jeg i ungdommeligt Overmod har søgt at løfte mig saa høit, at jeg troede at kunne undvære Guds Tilværelse, ikke behøvede Udødelighed, ja jeg ansaae det som en Storheds-Opgave for Mennesket, at bringe det dertil. Men paa det Høidepunkt holder Ingen sig, det er en Over-Kraftanstrængelse; Vi Alle føle en Afhængighed af mere end Tilfældigheder, en Nødvendighed til at antage, hvad Forstanden ikke mægter at benægte; i al vor Viden bliver en uendelig Famlen, en Falden ud af, og man har kun Støttepunktet Gud, Regnestykket gaaer ikke op uden ham. – Jeg troer paa ham, vi troe Alle – men hvorledes? Selv de meest Troende, selv de Viseste, hvorledes er deres Tro paa Gud? Goethe har saa sandt, saa menneskeligt udtalt denne Sandhed i Faust, hvor Gretchen spørger: »
»
Ich glaub’ an Gott!
og paa Gretchens Udbrud: »
»
Und wer bekennen:
Ich glaub’ ihn?
Wer empfinden
Und sich unterwinden
Zu sagen: ich glaub’ ihn nicht?
Der Allumfaßer,
Der Allerhalter,
Faßt und erhält er nicht
Dich, mich, sich selbst
»Som Gretchen og Faust forskjellige opfatte Gud, gjør vi det maaskee ogsaa, men vi mødes dog vistnok mere i Opfattelsen, end Digteren her i Digtets første Afdeling har kunnet lade de to mødes. Troen paa Gud er svævende, vi have ikke ret Udtryk for det Unævnelige, det Ufattelige; men Visheden er sand, urokkelig! Gud er til, men Eet endnu foruden »Gud« er der, vi ikke kunne undvære, det er Udødelighed med Bevidsthed og Erindring. Det er en Trang, det er et Haab – men som Kjendsgjerning kan det ikke bevises!«
»Jo sikkert!« udbrød Esther. »I Guds Kjærlighed, i Guds Retfærdighed ligger det aabenlyst; see vi det ikke der, hvad hjalp det
»Jeg maa indrømme Dem, at De beviser klart,« sagde Niels Bryde, »jeg har Bevidsthed ved Deres Ord, eller ved den Musik, Overbeviisningen hos Dem opløfter mig med; dog Troen faaer jeg ikke! – min Tanke har den ikke!«
»Nei!« afbrød Esther, »Troen tænker man sig ikke til – den gives! Og i det nye Testament er den givet! der strømmer Livets Kilde! Jeg tør ikke nævne mig Christen, jeg har ei faaet den Christnes Daab, og uden den er jeg endnu Jødepigen, dog – gid det Liv, den Naade, Gud har ladet lyse over mig, ogsaa trænge gjennem Dem! og det vil skee!« Hun tog hans Haand, saae ham med Inderlighed ind i Øinene; der var en Veemod, en Glæde deri, og mens hun talte, belyste
III
Mere om Esther og en gammel Bekjendt. Selvprøvelse
I mange Familier var Niels Bryde meget vel seet, »men det kan man ogsaa blive mæt af!« sagde Hr. Svane. »I nogle Huse gaaer jo Alt op i Børnene, der alle ere lyse Hoveder med Uheld ved Examen; andre Steder har kun Huusholdningsbogen Tanken, man er som til Uleilighed, indtil Regnestykket er gjort. Niels tager Behageligheden og Vrøvlet eet Sted, det er mere reelt.«
Arons Huus var ganske blevet ham et Hjem, Alle her holdt af ham, selv Rebekka, det gode Hoved, der var lidt sei i sine Meninger, og altid mod ham holdt med Hr. Bruß og med Maleren, Geniet fra Hr. Meibums Soirée! – Hr. Bruß var blevet meer og meer ravruskende nordisk, prædikede
Slige Smaarivninger fandt jævnlig Sted der i Huset med Rebekka, Hr. Bruß og Geniet. I Meget udenfor det Religiøse udtalte ogsaa Esther en bestemt Mening, der tidt var afvigende fra Niels Brydes; men det blev ham dog et Savn, om han ikke daglig hørte hende saaledes.
Esther forstod sig ikke paa Musik, sagde Søstrene, der hver Aften var paa
Esther kom paa Udstillingen, men hun var ikke enig med de Andre, og da vi her ikke ere det med hende, skal hendes Udtalelse ikke høres. Høiest elskede hun Billedhuggerkunsten, der som Danebrog faldt fra Himlen ned til os ved Thorvaldsen.
Hun høiligen beundrede Oehlenschläger, forstod og udtalte hans Betydning for Norden, og ved ham igjen nordisk Literaturs i Tiden for Jordens andre Lande; men hun saae ogsaa Mangler, hvor just ofte hendes Omgivelse tabte sig i Henrykkelse. Hun fandt hans nordiske Qvinder for bløde,
At udtale sligt og stærkt, som hun gjorde det, vilde være at bryde med det hele Kjøbenhavn, »Nordens Athen«. Klogt var det, at Esther kun sagde det til Niels Bryde; men just denne Menings Udtalelse, det, at hun i sin Dom aldeles ikke fulgte Strømmen, og dog i sin Paastand mod ham ikke havde Rebekkas Seihed, drog ham meer og meer til hende, hun blev ham af Verden en Deel, han ikke kunde undvære, og han kom derfor daglig i Familien.
En Dag, just i det han traadte ind, læste Esther i Kerners: »
»Har De læst den?« spurgte Esther, »vist ikke anderledes end flere Kritikere læse Bøger, som de forud have en Slags Mening om; de blade, »orientere sig«. Jeg er ikke opfyldt af denne Bog, men sat i Stemning ved den. De troer ikke paa det Overnaturlige, troer ikke ret paa det Høieste i os. De vil gjennem Sandserne have fat paa det Sjælelige; men det kan man ikke efter vanlig Griben. Dog det, at vi have i os en Sjæl, en usynlig Aand, maa De erkjende,
»Men hvor bliver da Grændsen for Aandeverdenen? Vi komme da heelt ind i Spøgeriet og Dobbeltgængeriet, hvor det gaaer saa vidt, at Gangklæderne spøge med, idet Synet altid viser sig i Vedkommendes velbekjendte Klædningsstykke!«
»»
»Eller Overtroen!« sagde Niels Bryde, »og den er det man skal rydde ud af Troens Ager!«
»Men er De i den Retning Botaniker nok til at skjelne Urterne fra hinanden? Jeg troede efter en tidligere Samtale med Dem, at vi vare komne hinanden nærmere; men De er jo endnu langt fra Udødeligheds-Troen!«
»Nu vel!« sagde Niels Bryde spøgende, »jeg giver Dem det Løfte, Esther, at døer jeg før Dem, og der er en Aandens Vedvaren og Indtræden i Legemsverdenen, jeg skal da aabenbare mig! bliv ikke bange, jeg skal komme for Dem som – en Klang, en Tone, ikke vise mig i den sædvanlige
»Men om jeg nu ikke har de aandelige Organer, der høre til at fornemme denne Aabenbarelse!« sagde Esther i Alvor. »De har nu ikke engang Tanke-Organet for Sligt, og jeg troer derfor, at Deres Bane efter Døden bevæger sig i en ganske anden Retning end gjennem denne Jords Virkeligheder. – En Klang, en Tone!« gjentog hun alvorsfuld, »ja, saaledes vilde jeg ogsaa helst aabenbare mig her for mine Kjære!«
Der var dog noget Sygeligt hos Esther, fandt Niels Bryde; i enkelte Anskuelser kom dette frem, men i Tale om Kunst, Poesie og alt det Skjønne var Sandhed og Sundhed, thi her var han i Flugt med hende.
De saae, som sagt, hinanden næsten daglig, paa et Par Uger nær i den kommende Sommertid, da Niels Bryde i Besøg var borte fra Kjøbenhavn; men netop da foregik i Arons Huus en stor Begivenhed for Familien, og særlig for Esther.
Den unge Grev Spuhl – han erindres maaskee fra det, at han med Niels Bryde, i Rusaarene, gik ned af Rundetaarn, hvilket i og for sig ikke var saa meget mærkeligt – havde oftere indbudt ham til sig i Fyen; Greven var under
Besøget i Fyen hører imidlertid ikke ind under de store Linier i Niels Brydes Livs-Historie, uden for saavidt der ved Opholdet i Odense berørtes en Streng, som havde Smerte-Klang; Niels fik her igjen at see en Personlighed, vi ikke ganske tør glemme, den stakkels Lappeskrædder. Endnu levede og leed han; her i
I »Grønnegaarden«, hvor de Fjollede, de stille Vanvittige, uskadelige for Samfundet, opholdt sig, gik ogsaa han, naar ikke Nervetraadene bævede i altfor vilde Svingninger, thi da sad han sammenrullet som Pindsvinet; Lovens store Renselsesmaskine gik jo, som Skypumpe, sagde han, hen over Onde og Gode – den havde ingen Tanke, kun Love. Den spinkle, skyggeagtige Skikkelse var om mulig endnu tyndere end før, al Livlighed borte, Hovedet sænket ned mod Brystet; siddende paa Bænken op til Træet saae han ud, som var det kun et Par Klædningsstykker, der vare henslængte, og Støvlerne stode foran.
»Jeg smelter bort,« sagde han selv; »men jeg er ogsaa den rene Snee, og naar jeg er smeltet, skal Alle see, at der ingen Ring findes. Jeg har den ikke! jeg tog den ikke! – Nu snurrer det rundt! det blæser indeni min Hjerne! – Herre, min Jesus, Du er min Skat! jeg er Peer Guldgravers Sønnesøn, jeg slipper ikke Skatten; men nu ligger Flyvesandet paa mit Hoved! – begraves! begraves! aldrig findes! jeg har dog ikke Ringen!«
Det var hans Vanvids Perpendikelslag i Ord. Niels Bryde talte til ham, nævnede Japetus Mollerup, Musikant-Grethe og Silkeborg; den Syge saae paa ham, men forstod ham ikke. En Forbryders Fængselsstraf er ikke saa tung, som de Sjæleqvaler, den stakkels uskyldige Mand gjentagende leed, fordi – ja, Niels Bryde havde jo engang tidligere givet Forklaringen, at det laae i hans Nerver, hans Blodløb, i hele hans Maskines Sammensætning. – Nu var dette Sagte ham ikke fyldestgjørende! Besøget her blev et mørkt, blivende Billed i Erindringen om disse ellers udenfor sollyse Dage.
Ved sin Ankomst til Kjøbenhavn hørte han, at Esther, netop Dagen forud, var gaaet over til Christendommen, det havde været hende en Sjæle-Trang, at modtage Daab, uden denne ansaae hun sig ikke for at være en Christen, og det var hende Livet her og hist. Det gjorde et dybt Indtryk paa ham til Selvprøvelse.
Han erkjendte den faste Overbeviisning hos hende om Lærens Guddommelighed, ikke blot i dens Følger, men at Gud og Christus var personlig Een og den Samme; han forstod tilfulde den salige Fortrøstning, der laae i saaledes at give sig hen i Troen, den hun jo med sin sunde Forstand havde prøvet, og som altsaa var hende en Overbeviisning. Han tænkte herover alvorligere og dybere end nogensinde før; Livets Opgave var ham at ville det Sande og Gode. Hans Begreb om Tro fordrede, at denne støttede sig ganske paa Kjendsgjerninger; men Begrebet Tro, i aandigere Betydning, som Esther tog det, førte til ogsaa at kunne give sig hen, uden at det klares for os. Tro blev ham saaledes, ligesom Evighed og Uendelighed, et oversandseligt Begreb, det han ikke erkjendte for muligt, uagtet han dog vidste, at i Talstørrelserne det Samme gjør sig gjeldende, saa at en erkjendt Videnskab, Mathematiken bygger herpaa sin hele Tilværelse.
Der var en Fortid, i hvilken, det havde han jo tilstaaet for Esther, han med Ungdoms-Overmodet søgte at løfte sig ud over det, at behøve »Gud og Udødelighed«; men han havde maattet slippe sig selv, føle og erkjende Gud og Trangen til et evigt Liv. Christi Personlighed kom mindre i hans Tanke-Overveielse, dog udtalte han den Overbeviisning, at i vor Tid holder man sig for meget til Personen, og for lidt til Læren, dette Væld af Gud.
Naar han saaledes dukkede ned i sin Fortids Tankehav, og der reflecterede efter sin nu tilegnede Anskuelse, maatte han tilvisse indrømme, at i Meget mødes forunderligt Bibelen og Videnskaben. Han erindrede sig de forskjellige Stadier, hvorpaa hans Tro og Viden om Gud havde været, først Forkastelse – derpaa Indrømmelse.
Ingen kan bevise at Gud er til, men heller Ingen at han ikke er det. Tilværelsens Love kræver og beviser os Gud; han er, og var blevet Niels Bryde, en Kjendsgjerning. Verden blev skabt ved at Stofferne, Urmaterien, den ingen Chemiker kan forklare eller udgrunde, blandedes; men dertil hørte en Bevægelses-Kraft, ellers var kun et Chaos. En Luftning kun hørte dertil – »
I de vand- og kildeløse Egne voxer Vandmelonen frem til Vederqvægelse, som var den ved en Forsynligheds-Tanke just plantet der hen; hvo er han, der plantede den; hvo er han, der tænkte paa den ufødte Myres Føde, og lod Bladlusen derfor blive den frugtbareste Slægt og i Vinterens Kulde lægge Æg, men under Sommerens Varme føde levende Unger. En saadan Forudtanke for det ringe Dyrs Tilværelse, forsikkrer, at den ikke kan være mindre for den Første her af Skabningen, Mennesket; hvad Naturens Lære tilsiger, udtaler Skriftens Ord: »Seer til Himlens Fugle; de saae ikke, og høste ikke, og samle ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem: ere I ikke meget mere end de?«22
Gjennem Bibelen selv var Esther kommet til Bevidsthed om at Christus og Gud er Eet. – Selv erkjendte Niels Bryde, at
Der gik en religiøs Tanke-Døning gjennem hans Sjæl; Esther var den stille, klare Fuldmaane, hvis stærke Straaler bevirkede disse Strømninger. Han var nu mere inde paa Theologiens Vei, end da han der »læste til Kjole og Brød«, Bibelen, han havde læst saa tidt i som Barn, og senere efterslaaet Skriftsteder i, var Kilden, han maatte søge til, der stod Ordet levende og ikke billedligt, havde hun sagt.
Han læste i Matthæus:23
»Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at Du siger os, om Du er den Christus, den Guds Søn.«
»Jesus sagde til ham: Du haver sagt det; dog det siger jeg Eder, nu herefter skal I see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand, og komme i Himlens Skyer.«
Han svarer altsaa ikke: jeg er det, men Du haver sagt det, og lægger Aabenbarelsen af sin Guddommelighed i de følgende Ord, hvor han laaner Udtryk fra Daniel: 24
»Jeg saae i Syner om Natten, og see, der kom En i Himmelens Skyer, som Menneskenes Søn, og kom ind til den Gamle af Dage, og de førte ham frem for ham.«
Herfra Udtrykket: »Menneskenes Søn,« »Himlens Skyer«; en af Propheternes kjendte Ord.
I Matthæi Evangelium,25 hvor Frelseren spørger: »Hvem sige I mig at være?« svarer Simon Peder: »Du er den levende Guds Søn!« og Svaret derpaa – »Salig er Simon Jonas Søn, thi Kjød og Blod haver ikke aabenbart dig det, men min Fader, som er i Himlen!«
Han som lærte os Alle at bede: »Vor Fader Du som er i Himlen«, han den Reneste og Bedste, skulde han ikke særligt kunne sige, »min Fader i Himlen«? – I Tider og hos Folkeslægter, hvor Underværket er Bekræftigelse, maa et ydre Tilsagn til; men skulde ikke den aandsudviklede Deel af Menneskene have naaet det Punkt, at den alene behøvede at holde sig til Læren selv, og lade denne vidne, at den er for alle Folk, hellig og stor i sin Reenhed, som Christus gav den? Men Lærens
Hos Apostelen Johannes26 staaer: »I Begyndelsen var Ordet,« – »og Ordet var Gud,« – »og Ordet blev Kjød og boede iblandt os!« – Her var Mysteriet udtalt, som hos Esther var levende Tro.
Der var Kamp og Strid i hans Sjæl, det vundne Land hed Gud, det forhaabede: Udødelighed. Men om dette havde han ikke Troen; skulde han virkelig engang kunne vinde denne, ja, da vilde ogsaa hvert Mysterie løses; nu stod han saavidt klarlig erkjendende, at Christendommen var det største af Lysblink over Jorden, en af de mægtigste Støtter for den Alraadendes Omhu for os. Han bøiede sig for Gud-Mennesket, og erkjendte saaledes i ham, sagde han, Muligheden at træde i hans Fodspor. – Var Udødeligheden først en Vished for Niels Bryde, som den at der er en Gud, da var et Lys givet ham, saa stærkt, at han ved hver Tanke-Forstening her vilde gjennemstraales. Da vilde Ordet – der var Gud og Kjød – komme til ham; da blev ham Troe, »Frelse«, som
Paany læstes Meget af hvad der fra materialistisk Standpunkt var skrevet af Feuerbach,
IV
Hr. Svane
»Her læses nok igjen til theologisk Examen!« sagde Hr. Svane en Dag da han besøgte sin Gudsøn, og saae opslaaet paa Bordet Bibelen, Martensens »Dogmatik« og et Exemplar af »
»De vil ogsaa finde her »Alcoranen« og »
»Hvad kommer der ud af al Materialisme?« sagde han, »den er det dog Du sidder i! maaskee engang et godt Lystspil:
»Jeg er langt ud over det Standpunkt, De endnu troer mig paa!« sagde Niels Bryde; »men Deres Opfattelse af Fatum i Stoffernes Blanding, vilde jeg virkelig ønske, De bragte frem i et Lystspil. Skriv det! vor Tidsalder smægter efter en Nutidsdigtning, et
»Jeg er bange, at jeg ikke har Stofferne dertil i mig!« sagde Hr. Svane. »Ideerne har jeg maaskee nok, men min Aand besidder endnu ikke den Erkjendelse, som Materien; jeg er ogsaa bange for at komme for tidlig, Publicum maa være med, eller i det mindste Bladredacteurerne, de store
»Hvorfor nedskriver De ikke hvad De siger, hvad De tænker?« spurgte Niels.
»Ja,
»Hr. Svane, De taler næsten som om De var en anonym Forfatter, der var blevet skammeligt behandlet! De skulde dog ikke have skrevet
»Jeg skriver ikke for Theatret før i den anden Verden, hvor Publicum bliver examineret, før det faaer Lov at komme ind; Controleuren maa i det mindste være Professor i Æsthetik!«
»
»Det er meget rigtigt; men naar jeg nu i Døgnet pines og plages, ærgrer mig en Gulsot til! Nei, jeg er nu lykkeligviis sammensat af et saadant Stof, at jeg kan være lykkelig i Kunsten, uden at »agere med«; maatte jeg blot have Lov til at være lykkelig i den, som den er mig kjær og hellig, men jeg maa ikke for de Andre. Alle dømme de om Kunsten, og Mængden siger, at deri har man lige Ret, det er en Smags-Sag; jeg siger det er en Tanke-Sag. De tale om Kunst, som om Vind og Veir, og i Vind og Veir og hellig Eenfoldighed. Jeg har ogsaa Lov at have en Mening, siger
»Men saaledes er vistnok Publicum i alle Lande og til alle Tider!« sagde Niels Bryde. »Publikum er som en Flod, der skifter Farve efter hvad der afspeiler sig i den og efter hvad den selv fører med; den ruller og ruller; det er aldrig samme Vand, og dog den samme Flod. Tidt slaaer den mod den stærke Klippe, og viser der Dynd, men Dyndet er Flodens og ikke Klippens.«
»Med Tiden,« sagde Hr. Svane, »naar man kun kan holde ud saa længe, da kommer Alt til Klarhed, det Dygtige til sin Ret, det Onde til sin! Jeg troer med Goethe:
»
ellers havde jeg ladet være at skrive min eneste Bog, give min Jury-Kjendelse om »her hjemme i vor Tid!««
»Eneste Bog!« udbrød Niels Bryde, »har De endelig skrevet en?«
»Jeg har skrevet to,« sagde Hr. Svane, »Dommedag i det Store og Dommedag i det Smaa; ja det hedder Bøgerne ikke, de ere heller ikke færdige, og jeg oplever heller ikke at de blive det. Men den af dem, som egentlig hører til vor Samtale her, er Optegnelser, jeg har gjort om min Tids Personligheder og Begivenheder her hjemme, dem man nu seer gjennem Partiernes eller Forholdenes Briller; jeg giver det skrevne Blad taget lige fra Munden, Sandheden uden Glacéhandsker eller ond Villie; jeg troer og haaber, Vorherre selv vil skrive paa, det er meget ærligt og rigtigt, hvad Hr. Svane fortæller. Manuskriptet kan nu ligge hen et halvhundred Aar efter min Død, og saa – ja Godtfolk, I vide ikke, hvo af Eder der staaer i »Hr. Svanes Bog« og hvad jeg klarer! Jeg har Smaa og Store klædte af, saa at de kunne gaae og lægge sig – dersom de have en god Samvittighed!« tilføiede han med et godmodigt Smiil.
»Det er altsaa »Dommedag i det Store«; men nu i det Smaa, hvor er der Scenen?«
»I Theatret! og der kan Dommedag behøves – ogsaa for Publicum, det jeg nylig, uden Komplimenter, udtalte mig om. Ved Leilighed skal Du faae en Bid deraf!«
»Tak naar jeg faaer det!« sagde Niels Bryde; »men baade Deres »lille og store Dommedag« gaaer nok jeg og Verden glip af. De skulde læse og lægge paa Hjertet Parabelen om de betroede Penge! – De er i Sandhed en Digternatur!«
»Som
»De kom her i et ypperligt Humeur,« sagde Niels Bryde; »tal Dem nu ikke ud af det og lige »i den sorte Gryde«! jeg synes allerede at den skygger Dem om Øienbrynene. De er et af de Mennesker, hvis indre Maskineri i aandelig Henseende jeg havde Lyst at kjende; disse Nervesvingninger i Dur og Mol, satte i Bevægelse udenfra ved Strømningerne der!«
»Men om det laae i Strengen selv!« sagde Hr. Svane, med Eet ganske sjunket hen i den Stemning, der blev befrygtet; »det ligger mere i Ravet selv end i Gnidningen, at Phænomenet viser sig, det ligger i
»Og disse Indskrifter,« sagde Niels Bryde, »de lyde, som for Exempel?«
»Tro paa Ingen, ikke engang dig selv! – Har En gjort dig Uret, vogt dig for ham, han vil for sin egen Samvittigheds Skyld opsøge en virkelig Feil hos dig, og ved at blotte den, søge sin Undskyldning! – Tilfældet raader oftere end Forstanden. – Qvinder og Baand skal Du ikke kjøbe ved Lys; Du kan da ikke stole paa at have seet Farven! Dette Sidste er nu halvt et Ordsprog, og af den Slags kan man lave sig mange; især naar man er gaaet ud af sit gode Aaleskind, og svømmer gjennem Strømmen.«
Virkelig havde Hr. Svane talt sig ind i sit slette Lune, sit tunge Sind. Han trykte sin unge Vens Haand, gik hjem, laasede sin Dør, kastede sig paa Sophaen, og meer og meer vibrerede Molstrengen fra Hjertets Lønkammer.
Ved Eventyrdigtningen ere to Begreber af den danske Folketroe særlig blevne personificerede bragte paa Scenen: Søvnen med sine Drømme i Skikkelse af
»De høie Guder samlede en Mængde
Han blev dertil aldeles Fatalist, og det var rigtigst, beviste han, ikke fra
Niels Bryde havde i sin tidligere, reent materialistiske Betagelse reduceret disse Stemninger til en lille Klump Fedt eller en ringe Størkning af Blod et Sted i Hjernen; den hele kunstige Menneske-Maskine er afhængigt af saa Lidt. – Det er os imidlertid glædeligt at melde, at før Aarets Ende bevirkede en ydre Omstændighed, at det gode Humeur, vi ville haabe for altid, blev det regjerende, og da vi nu engang ere ved Hr. Svane, ville vi høre om hans Lykke, før vi slippe ham.
V
Hvorledes det gik Hr. Svane, Madam Jensen og Hr. Meibum
Hr. Svanes Lykke var, at han vandt i Lotteriet; vel ikke det store Lod, men hvad man ogsaa kan være glad ved, netop hvad han behøvede, for, som man kalder det,
Den Første der maatte vide om hans Lykke, var Gudsønnen, Niels Bryde, der netop i samme Øieblik stod for Madam Jensen som Vennen i Nøden; hun var hos ham i en Livs-Sag, den hun var
Niels Bryde troede om hele Hr. Svanes Berettelse, hvad de 25000 Rdlr. angik, at den ene og alene var »et godt Humeurs« Opfindelse; men Pengene bleve udbetalte, og »Rygtet gik saa vide«, og lokkede trængende Gratulanter. Mellem disse optraadte een skriftlig, en Ungdoms-Ven, der »ikke havde vundet i Lotteriet«; han forlangte ingen Penge, men kun et Besøg ude paa
Ham var det Hr. Svane skulde besøge paa Almindelig Hospital; »ja der vil jeg ikke byde dig til high life!« sagde han til Niels Bryde, og gik derud til den store skimletudseende Menneske-Ark.
Det var just i deres Spisetid derude. Lemmerne kom med Mad i Skaaler og Krukker; sygelige, ynkelige Skikkelser skrede forbi. Han syntes at gjenkjende Enkelte, han før havde seet pyntelige, kjækt optrædende; alle viste Livets luslidte Side. Han kom over en Gang, hvor man havde henstillet Enhvers medbragte overflødige Meubler; her var saa opfyldt med dem, som i en Flyttedags-Omnibus. Herfra traadte han ind i Salen. Seng stod ved Seng, og hver Besidder af den havde der et lille Skab, som tjente til Spisekammer, Kjælder og Garderobe; ogsaa en Stol fandtes. Salen var alene for Mandfolk, Een af dem sad og lappede sine Klæder, en Anden læste, en Tredie smurte Smørrebrød. Hr. Meibum stod og tænkte eller saadant noget; hans ene Øie var blaat, ophovnet, han havde været
»Lykkens Yndling!« udbrød Hr. Meibum. »Femogtyvetusind Rigsdalers Besidder hædrer mig med Besøg!« Det blev raabt saa høit, saa stoltelig, at alle Hoveder i Salen vendte sig mod Hr. Svane, Bogen sank i Skjødet, Lappen blev ikke syet fast, Smørrebrødet kun halv smurt; det var som om Plutus, Rigdommens Gud fra
»Hertil har jeg bragt det!« sagde Hr. Meibum bittert smilende; »»
Hr. Svane følte sig trykket ved Omgivelsen, ved Tanken: »om min Fremtid var blevet som dennes? hvorfor gaaer det mig bedre, jeg som ikke har udrettet mere, end han?« Der kom prøvende Alvors-Tanker, og under Rullingen af disse var han i en Stemning, i hvilken han ikke ligefrem kunde byde Hr. Meibum Penge; dem skulde han dog have, og derfor slog han an med: »Verden er Comedie! havde jeg nu faaet Deres Rolle og De min, jeg sad her, og havde skrevet Dem til, De var ogsaa kommet her, og vilde have undt mig nogen Fornøielse, jeg havde taget mod det. De kunde vist have Lyst til at gaae i Theatret, eller anskaffe dem Eet eller Andet, en lille Behagelighed; og jeg vilde ikke have følt mig saaret ved at modtage – af en Ven!« Ved disse Ord trykkede han Hr. Meibum nogle
Samtalen gik slet; Hr. Meibum
Dette Besøg var mere end nogen Prædiken for Hr. Svane. Han følte sit Livs Lykke, den Naade, der var
Men vi maae igjen komme til Niels Bryde!
VI
Cholera12. juni 1853 udbrød den store koleraepidemi i København, som indtil 1. september krævede 4737 dødsofre.
Nye tunge Dage skulde igjen oprulle for Danmark, langt tungere end Krigen bragte dem, ogsaa for Niels Bryde smerteligere, og dog – Lysets, Livets, Vækkelsens Dage. Krigsaarene havde vel trykket Dansken tungt, men de gave en moralsk Kraft, de vakte Sammenholdets Aand, og selv i »det Skjønne« vandt vi uforgjængelige Minder. Enkelte Sange fra denne Tid ville leve saalænge dansk Poesie kjendes; i Leret formedes, og blev givet os af
Men uden Skjønheds Blomst kom en ny Prøvelse over det danske Land: Aandedrættet blev tungt, Jordbunden virkede som Skibets Svingning i Hav-Dønning.
Dag for Dag svulmede Døds-Summen, i Dynger stilledes Kisterne, Gravene kunde ikke hurtigt nok aabnes. Hustruen drog paa Meubel-Vogn Mands og Barns Kiste hen til Afleverings-Stedet. Venner og Slægt flyede hinanden. Kun to Embeds-Klasser mødtes ærligt, trofast, Lægen og Præsten, Videnskaben og Troen; her var deres Foreningspunkt. I denne Angestens slappende, nedtrykkende Tid lyste her Udholdenhed, Anstrengelse og Menneskelighed; vi forstode: vor Viden er kun ringe, Troen har Styrke.
Enhver, der kunde det, forlod Byen; Forretningerne her gik vel deres vante Gang, men der laae et Tryk, et sløvt Tungsind over det Hele. Slægtninger, Venner, eller i det mindste Bekjendte nævnedes hver Dag mellem de Døde; Niels Bryde var i overanstrenget Virksomhed; han, der ellers altid var pyntelig, saaes nu i gammel Frakke, skjødesløst klædt. Nat og Dag kaldtes han til Sygesengen. Om denne og Døden dreiede sig al Tale.
Familien Arons boede langt ude paa Strandveien, kun Hr. Arons selv tog ind til Byen til sit Contoir to Gange om Ugen, og der var Angest naar han kjørte ind, Glæde naar han kom tilbage.
»Noget smukt har dog ogsaa disse Prøvelsens Dage,« sagde han: »Folk rykke hverandre nærmere; Mennesker, man før ikke kjendte nok til at hilse, taler man nu til paa Gaden, siger hinanden et Par Ord om hvad der tynger Sindet, og hvad der maaskee kan lette det. Et Par derinde møder man jevnlig, de ere blevne, og det gjør godt paa den Ringere, der veed, at de saa let kunne tage fra Byen ud paa Landet, men de ville blive og dele Prøvelsen med den ringere Mand. Jeg tager eengang endnu saa dybt som før Hatten af for de To, det er
»De to høre til Aandens og Hjertets Adel,« udbrød Esther; »jeg føler ret hvor jeg elsker den stille, skjult virkende Søster, men ogsaa den anden, rigt begavede, skatter jeg.« –
En Middag førte Grossereren Niels Bryde med sig; Familien derude havde ikke seet ham i al den lange Cholera-Tid. Han var den Dag overanstrenget, halv syg, og Hr. Arons havde saagodtsom tvunget ham til at kjøre ud med sig, og blive et Par Timers Tid; det var dog altid en Forandring af Luft og Omgivelse. De kjørte, Samtalen vilde ikke ret i Gang, det var som fra et Sørgeflors Hylster de saae den aabne Strand og Kornmarkerne, selv Solstraalerne syntes at trykke.
Først derude i den hyggelige Stue blev det anderledes og bedre, de venlige Mennesker gjennemildnede ham, og fik Sindet friskt. Esther var den Dag i al sin Aands- og Legems-Skjønhed, indtagende og fortryllende.
Hr. Arons gav Dagens Bulletin, og derpaa betingede han, at her nu iaften ikke mere maatte tales om eller tænkes paa Sygdom eller Dødsfald, Hr. Bryde skulde trække Aande.
»Vi ville som i
»Men jeg har desværre,« sagde Niels Bryde, »ikke en Boccaccios Genie til at forvandle gammelt Guldstøv af glemte Forfattere til gedigne Guldstatuer for alle Tider; det er næsten for mig, som om Kunsten og det Skjønne var slettet ud af Verden og min Tanke. Jeg har kun fra Virkeligheden den Billed-Ramme, Boccaccio satte om sin Dekamerone, og som jeg heller vil beskue hos ham og
»Og den ville vi flyve ud over, uagtet denne Prøvelsens Tid bringer ogsaa sine Blomster, ligesom Krigens tunge Dage bragte dem.«
»Nei, nei!« udbrød Niels Bryde, »denne har ingen Blomster. Det er Nedtrykkelsens Slam, den fule, klamme
»Den vækker maaskee Alvors-Tanker i mangt et Bryst, hvor disse ellers aldrig vaktes. Man fornemmer Trang til at være beredt naar Timen kommer; før gik man altfor tryg, nu mindes man, at om et Par Timer maaskee har alt dette Ende, som saa Mange ellers klamre sig til, og denne Mindelse er et Gode. Der er en Velsignelse i denne Vækkelse. Jeg troer, at i disse Dage have Mange vor Herre mere i Tanker, end de havde i hele Aaringer, og det er en Vækkelse, en Livets Naade. Vi maae engang imellem have et aandeligt Ryk, ellers tabte Forstandigheden sig i den store materielle Herlighed. De veed, jeg seer det Materielle paa min Maade. Jeg er glad deri, som ved at see Murers og Tømrers Virksomhed paa det svævende Stillads, jeg veed der kommer en herlig Bygning ud deraf!«
Niels Bryde smilede, det var, som om han vilde gjøre en benegtende Indvending, men betænkte sig og sagde: »vi ville ikke kjæmpe for materielle Kræfters Magt, ikke heller for Videnskaben – vi veed saa lidt!«
»Sandelig,« udbrød Esther, »jeg skatter Videnskaben og de materielle Bevægelser ganske anderledes end De troer!« og hun saae paa ham med et Smiil, saa klogt, saa indtagende, det ligesom belyste hendes Træk.
Det levende Ord i Samtale har en Kraft, en Elasticitet, en saa forunderlig sammensmeltende Blødhed, at man i faa Minutter kommer til og fra de meest forskjellige Gjenstande, og Omsvinget, Overgangen er neppe mærkelig; her havde Esther allerede strax fat i Traade om Tidens Storhed og Betydning, i Opdagelser, i Trængen ind i Natur og Videnskab, samt dennes Frugtbargjøren for Menneskeheden. Samtalen blev saa livlig, Ingen tænkte her mere paa Cholera, paa Døds-Klokkens Ringen over den beængstede Stad, og de spredte Døds-Oaser rundt om den.
»Det er mig tidt ganske forunderligt at tænke paa,« sagde Esther, »at i min korte Levetid, eller dog nær op til den, er en saa betydningsfuld Række af Opdagelser gjort: Dampskibe, Jernbaner, electromagnetiske Traade,
»Og Dyrene med!« sagde Niels Bryde, og fortalte hvorledes man havde forsøgt at transportere fra Berlin til Paris levende Fiske-Arter, som ikke fandtes i de franske Floder; ved Jernbanefartens Hurtighed var det lykkedes, kun Strandkarperne havde følt sig noget ilde, de vare blevne »vognsyge«, ligesom vi Andre blive søsyge, men forresten havde de ikke lidt derved.
»Det er Omskiftelsernes Tid,« sagde Esther, »Menneskene have faaet Magt over Stofferne. Ørkenen Sahara vil man snart forvandle til et Hav; en Ingenieur, læste jeg, har foreslaaet, at lade Middelhavet, der ligger høiere, strømme ind over den udstrakte Sandørken, og da vil snart Dampskibene flyve hen over Sandbunden, der skjuler Kamelernes og Karavanernes Been.«
»Det vil skee,« sagde Niels Bryde, »eller man vil ved Boring tvinge sprudlende Kilder frem gjennem Sandlaget; Oase ved Oase vil da voxe om disse, brede sig mere og mere, til Ørkenen bliver en blomstrende Slette.«
»Paa Dampens Jernbaand flyver man Verden rundt, og de, som ikke flyve med, ville i Solbilleder paa Papiret, som Photographen giver os, komme priisbilligt i Besiddelse af Monumenter og Bygninger. De Lærde faae det let med at læse og studere Oldtids Indskrifter i Indiens fjerneste Egne; det nøiagtige Afbillede tages paa Papiret, og flyver i et Brev til den Lærdes stille Stue hjemme, og med
»Jeg veed fra Ørsted selv,« sagde Niels Bryde, »i en lille Kreds, hvor jeg var sammen med ham, fortalte han os, hvor glad og opfyldt han strax var ved
»Og hvorvidt kan det ikke føres! og i hvilke Retninger skrider ikke Udviklingen frem!«
»Jeg tvivler ikke paa,« sagde Niels Bryde i en spøgende Tone, »om nogle Aar kan Genialiteten have bragt det saavidt, at de store Virtuoser personligt ikke komme til os;
»Lykkelig den,« sagde hun, »som seer sig om i Verdens Lande, seer og hører der Tidens Repræsentanter, Tidens Bærere, de som løfte Tidsalderen et Trin høiere! Velsignet at have seet sin Tids Store, seet mellem os Hverdags-Mennesker de Udkaarne! Jeg er glad ved at jeg Ansigt til Ansigt har seet Thorvaldsen, Ørsted, Oehlenschläger; derfor takker jeg min Gud! Lykkelig, lykkelig,« gjentog hun med et mere og mere tankefuldt, alvorsfuldt Udtryk, »de som Gud forundte at see i hiin Tidens Fylde ham selv, som fødtes i Bethlehem, og døde for de ufødte Slægter! saligt at have seet ham Ansigt til Ansigt!« Og Esthers Øine lyste med en Skjønheds-Glands – Billedet af hende i dette Nu var for alle Tider brændt ind i Vennens Sjæl – Vennen sige vi – fra denne Time var han en Anden, Forvandling var skeet.
Det sjælelige Skjønheds-Udtryk i Formerne var det som vakte en Sympathie, den han endnu ikke kjendte, ikke havde reflecteret over; hendes Ord klang som Musik, hendes Tale fik en Betydning, langt anderledes end før, den frisk beaandede Kjærlighed og Beundring for Videnskaben, som Esther udtalte, bragte en Samklang i Forstandens Tonebund, saa at her var en Sammensmeltning. Livlig og levende udtalte nu Niels Bryde Videnskabens uendelige Betydning for hele den nyere Digtning, udtalte sin Glæde over,
»Jeg er forvisset om,« sagde Esther, »at i vor Tid under Susen af Maskinernes dreiende Hjul, Dampens Brusen og den hele Tumlen, en ny Digtningens
»Det Umiddelbare, Guds Aabenbarelse i os er Poesiens Sjæl og Styrke, men Lemmerne, Stofferne, ja de fremspringe ved Noureddins Ring, ved Kløgtens og Videnskabens Magt, de ville alle Aarhundreder vexle, som Klædernes Snit, medens Poesien, Sjælen, har Udødelighed.«
»Udødelighed!« gjentog Esther, og greb uvilkaarlig hans Haand, holdende den fast, idet hun saae ham ind i Øinene, som havde han ved de udtalte Ord svunget sig over et Svælg til hende, til Troen paa Udødelighed; eller tænkte hun maaskee ikke dybere derover?
Det28 var blevet sildigt, Niels Bryde maatte forlade de kjære Venners Kreds, Vognen holdt udenfor, ventende paa ham. Milde Øine lyste til Farvel, Lysene blinkede; hvor var Esther deilig, hvor melodisk klang hendes Levvel! Niels Bryde glemte sig i hende; Kjærlighed, hvor er din Magt dog stor! Luften var saa let, saa forfriskende. Der var en Stilhed, en Ro rundt om ham, men i hans Indre lyste luttrende en Flamme. Det var ham klart, at han elskede Esther; hun var hans første, hans eneste Kjærlighed, med hende vilde han kunne henleve lykkeligt hele sit Liv paa den eensomme Hede, just der, fri for al den tomme Sqvalder, al den Naragtighed, der tidt ærgrede. Han glemte ganske sit eget Jeg i Tanken om hende, Selvets Egoisme forsvandt; den Magt har Kjærlighed. Elskede hun ham igjen? det var et Spørgsmaal, han snart gjorde sig selv; han maatte have Vished herom, hun maatte kjende hans Følelse.
Med Tanken fuld af Kjærlighed, Fremtid og Freidighed rullede han ind i den tause, dødsbespændte Stad, hvor Døden gik fra Huus til Huus og kaldte bort Forældre, Børn, Slægt og Tyende.
VII
Udødelighed
Strax ved sin Ankomst til Byen blev Niels Bryde kaldet til Syge, og i den tidlige Morgenstund vækkedes han for at besøge Døende i et lille, fattigt Huus i Adelgade. Der var saa ureent, saa forstyrret og uhyggeligt; slidte, forfaldne Trapper førte op til et Qvistkammer, hvor mellem grædende Børn laae to Døende. Det var en dødsindviet Stue, med al den Jammer, Armoden har.
»Moer døer! og ogsaa Morfader døer!« hulkede og skreg de Smaae.
Niels Bryde kjendte Manden, uagtet han kun eengang havde seet ham før, men det var hjemme hos sig. Den Tanke, han der udtalte, beskjæftigede ham uhyggeligt endnu i Dødens Stund, hans »Trædemaskine«, den der ikke var kommet istand, ikke vilde komme, det var hans Livs sidste tomme Tanke – og Datteren, nær Døden som han, tænkende paa sine Børn, der ikke havde Fader meer, og snart heller ingen Moder. Det var bitterligt tungt, sindsnedtrykkende; men i hans eget Hjerte lyste Livs-Lykke. Selv her og overalt, hvor han kom, var med i hans Tanke, ja næsten synlig for hans Øine, Sjælebilledet af Esther, saa frisk, saa blomstrende, Sundhedens, Livets Repræsentant. Alt, hvad han saae og fornam, var ham som en uhyggelig Drøm, af hvilken han snart maatte vaagne til Livet; Fremtiden lyste for ham saa rig og klar; det kom ham ikke i Tanke, hvor nær han selv traadte Døden, »
Hele Formiddagen gik i travl Virksomhed; han følte sig tilsidst legemlig betagen, saa at han paa Sophaen søgte en Times Hvile.
Man vækkede ham, der var Bud fra Grosserer Arons, Esther var syg, Huuslægen fra Kjøbenhavn var hentet, det var meget slemt, Alle derude vare i Angest. Hun havde spurgt efter Niels Bryde; Vogn efter ham holdt i Grossererens Gaard.
Niels Bryde fornam en Skræk, han ikke før kjendte; Esther syg, hun, som igaar straalede i Sundheds Glands og Fylde! Han skyndte sig at komme afsted, Kudsken jog paa Hestene, bedrøvede Ansigter modtoge ham.
»Hun døer!« sagde Moderen, »hele hendes Ansigt er forandret!«
»Derfor er det endnu ikke at befrygte!« sagde Niels Bryde, og følte sit Hjerte banke stærkere.
Han traadte ind i det venlige, billedsmykkede Soveværelse. Esther laae med tillukkede Øine, bleg, med slappede Træk. Døds-Beaandelsen, som den her viser sig ved at i faa Timer det hele Ansigt forandres, som var Døden alt forlængst indtraadt, laae her beskuelig; det igaar leende, fyldige, aandfulde Ansigt viste sig nu skarpt tegnet, Smilet om Munden var en død Fold, og under de tillukkede, forhen saa aandfulde, Øine var en sortblaa Stribe. Hun saae omkring sig, hun vidste, Niels Bryde var der; som gjennem en Taage saae hun ham. Han fornam hendes Aandedrag, det var iiskoldt, som Luften fra en dyb, kold Brønd i Sommertiden.
»Tak, fordi De kom!« sagde hun; det klang huult, langt borte. »Siig mig det kun, det er forbi snart! – Videnskaben siger, at det er – –«
»Døden!« sagde stille, uvilkaarligt Niels Bryde, overvældet og betaget af det Uventede. Alt dreiede sig rundt for ham.
»Og Troen siger,« hviskede hun, »det er Livet!« – Hun betonede det sidste Ord saa stærkt, knugede saa fast sin Haand om hans. Det var ikke Øieblikket til at tale, ikke et Ord blev sagt. Hendes Øine ligesom sank dybere, og som naar den hede Luft gaaer over et Sneebilled, og det taber sin afprægede Form, saaledes gik Tilintetgjørelsen hen over dette Legemets og Sjælens Skjønheds-Billed; hendes Haand blev som Marmoret, og holdt dog fast. »Det er Livet!« de tre Ord var Broen mellem »at være eller ikke være« her mellem sine Kjære.
»Hun er død!« jamrede Moderen.
»Død!« gjentoge de rundt om, men ikke Niels Bryde, han havde ikke denne Tanke, ikke dette Ord. Esther, Summen af hans gladeste Tanker, hun den lyse, klare, levende Sjæl, borte, udslettet! slukt, som Ilden! der var kun Aske tilbage! Asken, der ikke kan tændes mere! det kom ikke i hans Tænkning, ikke i hans Overveielse; en Viden hos ham var det, hun er ikke død, udslettet af den levende Tankebevægelse og Bevidsthed.
De gjentoge rundt om: »død! død!« Han reiste sig, taus, svimlende; det var, som om Blodet vilde sprænge hans Hjerte, men der kom ikke Taarer i hans Øine, han havde heller ingen Ord. Udenfor Huset drog han Veiret i store Drag; et Qvarteer efter stod han igjen ved hendes Seng, han betragtede den Døde, det var ham ikke Esther, han saae; forandret, fremmed laae der et dødt, henlagt Legeme, det han ikke elskede, ikke begræd – hun var borte fra ham.
Det er ved vore nærmeste Kjæres Bortgang i Døden, Guds Stemme lydeligst taler til os om et evigt Liv og Gjensynet hist. Det fornam han. »
»Hun sover sødt!« sagde Faderen, der ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.
»Sover!« gjentog denne lydløst, og fortsatte i Tanken: »den Døde sover ikke! – det nye Testament selv kalder ikke de Døde de Sovende, men
Ha! – hvad var det for en Lyd, der hørtes! Der gik en Klang, en Tone, gjennem Stuen, høiere og høiere svulmende og atter forsvindende. Hvad var det!
»Kun en Streng, der sprang paa Klaveret!« sagde den ældste Søster.
»Hvilken Streng?«
»E-Strengen!« sagde hun, idet hun bøiede sig over Instrumentet.
»E! – Esther!« udbrød han pludselig, og det gjennemfoer ham, hvad han engang havde sagt i Spøg til hende: døer jeg først, og der er en Aandens Vedvaren, jeg skal da aabenbare mig, som en Klang, en Tone; Esther havde gjentaget disse Ord – og nu – han, som stod høit over Troen selv, han, hos hvem Forstandens Prøve var det eneste Visse, han blev i dette Nu Overtroens Barn. Det er Psychologisk med mange Mennesker, og er blevet gjennemført i det gamle Folke-Eventyr om
Ikke længer end Strengen vibrerede var denne Aandetroens Tanke hos ham, den svandt bort med Klangen; men selv hos ham havde det da viist sig, at »vi have i os uendelige Føletraade for Aandeverdenens ubegribelige Baner«.
Hans Jordlivs høieste Lykke var ham igaar Esthers Besiddelse; hans evige Lykke, den nødvendige Betingelse for den Overgangs-Udvikling, der maatte skee i hans Indre, fandtes maaskee alene for ham i Esthers tidlige Død. Dog den Forstands-Slutning løftede han sig ikke endnu til, han var overrasket af Ulykken.
Smerten i dette Hjem, Familiens Sorg er det ikke her vi ville udmale, vi vende os ene og alene mod ham, hvem den Dødes Bortgang her var et Skridt til Livet.
Virksomhed er det bedste Middel for os til at bekjæmpe vor Sorg, men just den næsten overvældende Virksomhed, som Tid og Nødvendighed rev ham ind i, under disse Kjøbenhavns tunge Prøvelsens Dage, førte i hver Stund Erindringen frem om Esthers Død; ved hvert Sorgens Udbrud i et nyt Dødshjem fornyedes Mindet om hiin smerteligste Time. Bægeret blev for fuldt, det maatte strømme over!
Mellem kjære Fraværende kan der føres et Aandens Samliv, med de Forudgangne kunne vi ligesom leve endnu her et forædlende Liv; hans første, eneste Kjærlighed var til Esther, den løftede sig reen, uden menneskelig Svaghed; hun selv var endnu hos ham, med ham, og det inderligere end før, hun var den bedste Deel af hans Jordliv. – For hende havde Udødelighed været en Vished og Tro; mon ikke hendes Bortgang herfra var et Pant paa dens Sandhed? hun var jo hos ham endnu sjæleligt.
Hos Trækfuglen ligger en Drift, et Instinkt kalde vi det, der fører den gjennem det store Lufthav til Stedet, hvorhen den vil naae; den samme Kraft bærer og fører den nøiagtig tilbage til det samme Land, samme Sted og lille Punkt, hvorhen Længselens os uforklarlige Magt drev den; det er en Kjendsgjerning, vi see den gjennem alle Tider. Menneskets Sjæl har en endnu mægtigere Trang, en Drift, en Længsel mod Udødelighedens Hjem; han følte Forvisning herom, og atter Tvivl – den brændende, meest nedtrykkende Tvivl, og disse Øieblikke vare ham en Qval, den største et Menneske kan lide – da bedre aldrig at være født!
I Esthers Stue hang flere gode Kobberstik, man tilbød Niels Bryde et til Erindring om hende, han bad om heller at maatte erholde Goethes »Faust«, den Bog, hun havde læst og indstreget i. En heel deilig Fortid mindede den ham om, det var som om Ordene her endnu havde Klangen fra hendes Læber. I Bogen laae, opdagede han, en Afskrift med hendes egen Haand af det religiøse gamle Digt »
»
O ewig, ewig ist zu lang!
Vistnok i sin Bibel-Troes Aand havde Esther opfattet og nedskrevet denne fromme Digtning, dette Angestens Suk, det Niels Bryde ikke før havde læst. Han følte sig grebet ved den rystende Skildring af Synderen, der bliver paa det samme Punkt; hvad maa ikke han lide ved: et evigt Liv! Ikke at nævne er Vand, Ild og Sværd, de kunne ikke være evige; men Tiden, som Ingen kan tælle, begynder altid forfra – evig, o hvor langt!
Den høieste Storhed, Mennesket kan tænke sig, det »evigt at være«, bliver den frygteligste Straf, dersom vi ikke mægte at løfte os ved
Det var ved Goethes »Faust«, at Esther første Gang havde ligesom draget Niels Bryde ind i sin Aandens Kreds; i samme Bog laae, som henlagt til ham, den gamle Psalmesang om »Skræk for Evigheden«, den klang til ham med Esthers Røst fra den store Evighed. Jordlivet er som
»Ewig, ewig, ist zu lang!«
Det var, som fornam han Esther om sig, som om hans Tanker vare hendes Tale; Samlivet mellem dem forekom ham saa levende, saa indvirkende som nogensinde her; han følte Trang til at smelte sammen med hendes Troes-Forestillinger, men han kunde det ikke heelt.
»Jeg troer paa Himlens Herlighed, den vi Alle, forskjelligt seende, maae erkjende; jeg troer paa Helved – et skrækkeligere end hvor Ilden aldrig slukkes, Ormen ikke døer! hvad er vel Legemets Qval imod Sjælens Fortvivlelse over forsætlig Synd! Jeg troer paa Guds Kjærlighed; »
Atter stred og sled det i hans Sjæl. Forvisningens Tro om Gud var hos ham, Tanken, Erkjendelsen om Udødelighed og om Christus var der ogsaa, men ikke som hos Esther; »Troen gives, den tænker man sig ikke til!«
Krigens tunge Aar havde været stille Vækkelsens Dage, Jordbunden laae under den lunende Snee, og samlede Kræfter. Esthers Bortgang var Vaarens Sol, der brød til Vækkelse og Liv. »Esther!« sukkede han. Med hende var den bedste Deel af denne Verden gaaet bort fra ham; forud var hun gaaet, hun, som i Aandens Skuen var ham her længst forud. Og dog mangen Stund syntes hun ham endnu nær, som hans egen Sjæl var det, og han længtes efter Gjensynet, hans Kjærlighed voxte, om muligt, endnu høiere end før. Hvert Aandens, Troens Ord, hun havde udtalt, hendes klare Overbeviisning om Gud, Christus og Udødelighed, gjenklang i hans Sjæl med en Magt, en Længsel, en Inderlighed! Gud var ham en Kjendsgjerning, Udødeligheden maatte ogsaa være det, og da vilde alle Mysterier klares, lyse ind i hans Sjæl! – Under denne hans uendelige Smerte og Længsel kom Barnesindet, Hænderne knugede sig om hinanden, og Bønnen var paa hans Læber: »Gud, min Gud, giv mig Tro!«
Der var den dybt knugede, prøvede Sjæls Inderlighed i Bønnen, Taarer strømmede over hans Kinder – det blev lyst i hans Hjerte.
Ulykkelig den, som ikke kjender til, at Gud kan stige ned i vort Bryst! Her føltes Naaden, Kjærligheden! »Troen tænker man sig ikke til, den gives!«
Udødeligheds-Tanken var blevet Tro!
VIII
Det sidste Møde med Tatersken
Vi ere igjen paa Heden i Hjemmet ved Silkeborg i Sommeren 1856; det var de gamle Præstefolks Diamant-Bryllup. Tredsindstyve Aar havde Gud forundt de To at leve med hinanden: »
Hun kom inde fra Skoven, hvor hun forgjæves denne Gang havde søgt det gamle Træ. Af Egnens Folk skulde hun høre, hvorledes det var faldet Green for Green; længe stod det dog endnu saa mægtigt, men Forstvæsenet havde ikke kunnet lide »det grimme Træ«, og derfor blev det et Nummer paa en
En Vrimmel af Hunde gjøede hende imøde, fra Døre og Vinduer saae nysgjerrige Ansigter paa hende, Arbeidsfolk, Piger og Børn kom frem fra Portene. Enkelte fulgte i nogen Afstand, og dog var dem Synet af »Natmandsfolk«, »Kjeltringer« ikke saa overraskende, som det var hende at see her den hele Forvandling. Det Uventede skræmmede hende; hun var styret herom for at sættes over Søen og snarest naae Præstegaarden ved Hvindingedals Banker; der turde hun vente Hjelp og Pleie for sit syge Barn, hun tænkte paa Bodil, haabede og troede at finde hende endnu der.
Hun skyndte sig gjennem Byen, forbi den store, travle Fabrikbygning og det indbydende Vaaningshuus;
»Mit Barn døer!« hulkede hun og saae med en Moders Ømhed og Angest paa den sørgelige Elendighed, det syge Idiotbarn; dets Hoved og Overkrop var mandsvoxen, et tyndt, sort Skjæg krusede sig om det hæslige, gule Ansigt, de halvaabne Øine saae glasagtige ud. – Hun sad paa Hug foran det, Taarerne løb hende ned over Kinderne. Den tunge Byrde, hun gjennem Aaringer havde baaret, vilde Gud nu borttage fra hende; men denne Byrde var hende en Deel af Livet, som Lufttrykket er os det, disse mange Centners Vægt, vi altid bære uden at tænke over hvor tungt; det er et Tryk, der hører til vor Tilværelse paa denne Jord, og saaledes var hende dette Barn nu blevet i henved en Menneskealder.
Ellebusken skjulte hende for Niels Bryde, som kjørte forbi; han saae ikke dette Minde fra sin Barndomstid, Moderkjærligheden som
Her var som før, de samme store Skov-Bølger, Skoven, som løftedes af de bakkede Høider; Himmelbjerg med sin brune Lyngtop overragede Skovene, de dybe, blanke Søer blinkede frem, som han havde seet det i sin Ungdomstid. Men det Hele var nu en Ramme om en ny Stad, ret som et Fata morgana paa Sand-Plainen; i Række skinnede der de røde Tage, de hvide Mure; han saae den vidtudstrakte Fabrikbygning og
Paa Søen bevægede sig en sort Røgsøile, det var et lille Dampskib, der med vaiende Danebrogs-Flag kom oppe fra Randers og trak ad Gudenaa herned paa Pramme Jernrør til den nye Byes Gasbelysning; Dampens Magt brød Vei her midt ind i den stille Eensomhed, de materielle Kræfter øvede deres Magt i denne før glemte Egn. I tolv Aar Alt forandret her rundtom, og – hvormeget var ikke ogsaa forandret inden i ham, som gjensaae disse Steder! hvad havde ikke Livet udpræget, udviklet og opløftet hos ham!
– Der lød et gjennemtrængende Skrig, en Jamren – Niels Bryde lyttede, Kudsken holdt stille; henne fra Ellebusken klagede det lydeligt. Niels Bryde steg af Vognen og gik derhen.
Gammel og rynket sad der under Sandskrænten i det gule Sand Tatersken med sit syge Barn. »Han døer! døer!« jamrede hun paany og saae med sine Fugleøine saa skarpt og dog gjennem Taarer. Dødskampen hos Barnet ligesom greb med usynlige Traade ogsaa hende.
Niels Bryde gik til Færgehuset for at faae Hjelp; i Døren kom ham den nye Huusmoder imøde, en anden end før, og dog en kjendt Skikkelse: det var lille Karen, som nu boede her, gift med de Gamles Søn. De unge Folk havde faaet det lille Huus, Jollen paa Søen og dertil en lille Fortjeneste ved at modtage Bropenge. Gamle Moder havde ikke saa villigt, som lille Karen, ladet Tatersken med det syge Barn komme ind i Stuen. Lidt Eddike og Vand fik han i en Kop og badede dermed den Døendes Tindinger, en vaad Klud blev kjølende lagt paa Issen; det syntes at dæmpe Krampetrækningerne, dem Moderen heelt fornam gjennem sig. Guulbleg, som et Rav, stod hun, hendes Øine bevægede sig rundt om, som ventede hun, at fra hver Krog, fra Gardinet eller Skabet derhenne, kunde Døden selv pludselig træde frem og tage hendes Barn; hun speidede uroligt, som maatte og vilde en Fjende bryde ind og hun kjæmpe mod ham. Hendes Øine fæstede sig paa hver Plet, hvert enkelt Stykke i Stuen, og dog saae hun kun sit Barn, tænkte kun paa det; et Øieblik bange for at græde, bange selv for at aande, som kunde dette Pust udblæse den svage Livsflamme, og i næste Øieblik atter udstødende Jammerens Suk. Dog her var hun endelig ved Maalet, det hun søgte, og det hvorved hun gjennem Aaringer havde seet Haab, Sundhed og lyse Dage for sit Barn og sig. Kun to Skridt fra hende, paa Dragkisten, laae imellem Kopperne den mørke, søgte Steen, hvori var indgravet Alakos Billed, den Taterskens Moder havde tabt i Dybdal og, som vi vide, liden Karen havde fundet og nu i mange Aar gjemt.
Taterkonens Blik gled hen over den, hun saae den ikke, og dog var det i hendes Tanke saa levende, saa overbeviist, »havde jeg den, kunde jeg lægge den ved mit Barns Hjerte, det vilde da ikke denne Gang døe, jeg skulde endnu en Tid beholde det!« Men hun saae den ikke, anede ikke den var her; og hendes Barn holdt op at aande, et huult, langt Suk var den sidste Afskeds-Tone; det laae stille, som det sov en rolig, mild Søvn.
»Han er død!« sagde Niels Bryde; Tatersken syntes ikke at forstaae ham. Han gjentog: »død!« og pegede ned mod Jorden; hun kastede sig da med et Skrig over Liget, omklamrede det. Her var ikke Øieblikket til at tale trøstende, hun hørte det ikke, den heftige Natur maatte have sit vilde Udbrud; derpaa blev hun stille. Niels Bryde vilde løfte hende op, hun stirrede paa ham og igjen paa sit Barn, Læberne bevægede sig – »hvad? hvor?«
»Død!« sagde han og pegede nedad, for at gjøre hende det ret tydeligt; »død! Jord! – i Jorden!«
De Ord naaede hendes Øre, hendes Hjerte, det lyste derinde, det talte der. Hun kunde ikke i Ord udsige det saa, men klart var hende, at ligesom den syge Rosenknop aldrig udfolder sig til en frisk, blomstrende Rose, saaledes vilde vel heller aldrig her hendes Barn være blevet Yngling og Mand; men alle Spirer dertil laae dog i det, og nu skulde det kun være »Jord, i Jorden!« Nei! hun huskede i denne Stund, hvorledes engang hendes Moder havde taget et Maiskorn ud af en Mumies knyttede Haand, hvor det havde ligget i fire tusinde Aar; det trykkede hun ned i den nærende Jord, hvor Solen kom og skinnede varmt, det skjød da Spire, satte Blad og Stilk, bar hundredfold. »Kan Kornet, der har ligget knuget i Dødens Haand, trives og bære Frugter efter Aartusinder, skulde da mit Barn, en Menneskesjæl, fordi den i Aaringer knugedes af Sygdommens Skal, ikke, naar den kommer i den rette Jordbund, i Livets rette Sol, igjen skyde op og voxe? – Tilvisse! deilig skal han blive! slank og springende, med lysende Øine og røde Læber, hos Alako!«
Hun reiste sig, støttede Albuen paa den høie Dragkiste, og hendes Blik løftede sig seende op og rundt om – da sittrede hendes Læber, Øinene bleve større – hun greb, som en Falk, hen om den sorte Steen med Alakos Billed, tog den, stirrede, trykkede den mod sin Mund. »Alako!« skreg hun høit; »mit Barn døer ikke! døer ikke! – evigt være!« – og hun sank sammen ved Sindets altfor stærke Bevægelse.
IX
Den nye Aladdin
I Præstegaarden ventede de Niels Bryde, hans Komme var denne Gang en i deres Livshistorie mærkelig Dag, og anden Dagen efter – opgik for dem den herligste: deres Diamantbryllup. Men nu havde Niels al deres Tanke, Hver efter sin Natur glædede sig, og Alle lige inderligt. Tolv Aar gjør, oppe i de Gamles Alder, meget ældre, Mange blive da mere pirrelige, de Fleste dog langt mildere, og det vare de To blevne.
Bodil løb ved hver vognlignende Lyd udenfor Gaarden – endelig kom han.
Der var Taarer, der var Glæde! – Hvor forandrede vare de Alle i de ydre Træk, det saaes strax i første Møde, men Minutter efter, da lyste frem igjen alle de kjendte Træk, Øinene vare de samme, Smilet det samme, Stemmens Klang den samme, den indre, evige Ungdom lyste og lød gjennem den ældede ydre Form. Blik her vare Tanker, og Tankerne behøvede ikke mange Ord.
Som naar man efter en anstrengende, travl Arbeidsdag har sovet en styrkende Søvn uden Drømme, og vaagner op, saaledes følte Niels Bryde sig her i Barndoms-Hjemmet.
Musikant-Grethe med sin Harmonika havde naaet herover, saa gammel hun var, og spillede Velkomst. De kjendte gamle Toner, de kjendte venlige Ansigter, den hele Barndoms-Egn rundt om, Alt var som før. Der taltes til langt ud paa Aftenen; der var ingen Strid, de mødtes i Kjærlighed, i Overbærelse!
Festdagens Morgen, den femte August, kom; det var en herlig Livets Dag. Fra den nye opvoxende By hiin Side Langsøen mødte Musik; der klang Valdhorn og Psalmesang i den tidlige Morgenstund. Med lysende Øine kyssede de to Gamle hinanden, deres Sjæle vare saa unge, som da de mødtes i Ungdoms Aar.
Bodil, Niels og de gamle, troe Venner rundtomfra modtoge dem i den pyntede Storstue; der var Blomster, saa mange og saa smukke, fra Haverne ovre i Silkeborg, Foræringer, syede Sager af forskjelligste Slags, og det fuldtop. Udenfor holdt Vognen til Kirke, hvorhen de Alle droge. Klokkerne ringede, Solen skinnede varmt, som i deres Kjærligheds unge Dage, og udenfor Kirken stod Menigheden, Mænd, Qvinder og Børn; de blottede deres Hoveder, og trængte sig glade om Festens Par. Det gamle, lille Orgel klang i en Høitids-Psalme.
Paa dette Sted, ved disse Toner, havde Niels Bryde ikke været med et saadant Sind, som i denne Time, siden han sidste Gang, før Studenteraaret, blød og Barn endnu, var her. Der er en egen Magt i Hjemmets Helligdom, i kjendte, gamle Melodier, de løfte og bære os bort fra det Hverdagslige.
Menighedens Sang, og Børnestemmerne i den, klang som i hiin tidligere Tid, da hans egen Stemmes Alt-Toner lød med; der kom ham i en Tanke-Sum alle de mellemliggende Aar indtil Esthers Død – Esther, hans Brud for Gud! Med den reneste Kjærligheds-Tanke fulgte han hendes Skikkelse, hun der ligesom til Lys og Ledelse for ham var ført ind paa hans Livsvei i denne Verden. Kun det Bedste for os skeer! Hvert Tryk er til Aandens Væxt, som Trykket er det til Palmens. Han huskede sine Forældres tidlige Død, hvorved han kastedes hen til Fremmede, og dette var blevet ham et Gode; Krigens tunge Aar havde løftet og belært ham; selv fra Sot og Syge var Sundhedens Væld for ham sprudlet frem, Livet givet, rakt ham ved Esther! Bedre, anderledes kunde Livets Skole ikke være. Til Virkelighed var blevet, hvad han engang drømte som Barn, at han som Aladdin steg ned i Hulen, hvor tusinde Skatte og skinnende Frugter næsten blændede ham; men han fandt den forunderlige Lampe, og da han kom hjem med den, var det – hans Moders Bibel.
Ja tilvisse! som en ny Aladdin var han steget ned i Videnskabens Hule, for mellem dens vidunderlige Frugter at finde Livets Lampe, og han holdt – sin Moders gamle Bibel, ikke dens Legem, men dens guddommelige Sjæl!
Med det gjenvakte Barnesind, der ubevidst holder sig til Troen, bliver Videnskaben en Forherligelse af Guds Almagt, Viisdom og Godhed. Lovene i Naturen, Guds Tanker, dem lod Gud i Naade den menneskelige Aand i Meget udfinde; men Kjærlighedens Love i Aandens Rige naaer Videnskaben ikke op til. Paa Jorden mægte vi kun at gribe, hvad Jordens er, i Aandens det Høiere have vi kun Haabet og Troen.
Solen skinnede gjennem Kirkevinduerne ind paa den festligstemte Menighed, paa de to glade Gamle, de stode som unge Brudefolk foran Alteret. Det lyste ind i Hjerterne, lykkeligt her at være, – saligt altid at være!
I den sildige Aften, paa Festens Dag, da Alt igjen var stille i Præstegaarden, og Enhver i sin Seng, bad de Gamle ret inderligt en Bøn, den de troede vilde blive hørt af Vorherre, særligt denne Aften, deres største Høitids-Fest, den han vidste det var, og havde forundt dem at opleve. Niels bar et fromt Sind, havde de fornummet; men var han heel Christen, havde han vel deres Tro, den eneste rette? – Gud vilde give ham den, være ham naadig i Christus.
Niels Bryde var dybt bevæget, fornam Barnets bløde Sind; ogsaa han bad i samme Stund for de Gamle: »Almagt! af Dig ere de gjennemtrængte! De troe, uden at vide; det har været og er dem nok i dette Liv. Men paa hiin Side – opklar for dem Din større Herlighed! giv dem Aandens Lys og bevar dertil den Fred i dem, de alt her have i Christus!«
Bodil bad, at Forsonlighedens Aand, Kjærlighedens Forstaaen i Gud og Christus, og Alt hvad der er Mennesket nødvendigt, maatte opgaae for Hver, og at Forsonlighed, Overbærelse og Kjærlighed maatte blive i os!
Ind til dem Alle blinkede udefra, lige stærk og bekræftende, en stor, funklende Stjerne. Niels Bryde nævnede dens Navn i Videnskaben: Jupiter; de gamle Præstefolk og Bodil tænkte ved den paa »Guds Øie«, der lyste og saae ned til dem, som til Tyrken, Hedningen og den vildledte Mormon, løftende opad Øie og Tanke.
Bodil og de Gamle læste deres »Fader vor«, ogsaa Niels Bryde læste det i Sjæl og Tanke; og Søvnen kom, Dødens Broder, der tager en tredie Deel af vort Jordliv med sit Drama: »At være eller ikke være.«
De sov, de drømte ved Blinket af Stjernen, en Funke kun at see, og dog en Verden, større end vor, det der engang vil blive os en Kjendsgjerning. Ja! hvad vil ikke oprulles, idet Alkjærligheden forundte os her at være og evigt »at være!«
Fem Aar gammel.
Dreng.
Ven.
Død.
Gjenstand, Ting.
Gammel Kjærling.
Stjæle.
Tugthuset.
»Vogt Dig!«
Moder.
Kingo.
F. Feuerbach.
H. A. Brorson.
Ploug.
Psalm. 103, 10. 11.
Denne ægte digteriske Sang er, som vi erfare, af
B. S. Ingemann.
Grundtvig.
H. P. Holst.
7, 6. 9.
Math. 6, 26.
26, 63. 64.
7, 13.
16, 15-17.
1, 1. 1, 14.
Martensen.
»Schrecken der Ewigkeit« af Johannes Rist, der levede under Reformationstiden.
- 1
Fem Aar gammel.
↩
- 2
Dreng.
↩
- 3
Ven.
↩
- 4
Død.
↩
- 5
Gjenstand, Ting.
↩
- 6
Gammel Kjærling.
↩
- 7
Stjæle.
↩
- 8
Tugthuset.
↩
- 9
»Vogt Dig!«
↩
- 10
Moder.
↩
- 11
Kingo.
↩
- 12
F. Feuerbach.
↩
- 13
H. A. Brorson.
↩
- 14
Ploug.
↩
- 15
↩Psal.Salmernes Bog. 46, 10.
- 16
Psalm. 103, 10. 11.
↩
- 17
Denne ægte digteriske Sang er, som vi erfare, af
↩Henriette Nielsen(1815-1900), dansk forfatterinde; citatet har ikke kunnet lokaliseres. , Forfatterinden til Vaudevillen »Slægtningene«, og den ypperlige Fortælling fra Krigen »Dorthe«.
- 18
B. S. Ingemann.
↩
- 19
Grundtvig.
↩
- 20
H. P. Holst.
↩
- 21
7, 6. 9.
↩
- 22
Math. 6, 26.
↩
- 23
26, 63. 64.
↩
- 24
7, 13.
↩
- 25
16, 15-17.
↩
- 26
1, 1. 1, 14.
↩
- 27
Martensen.
↩
- 28
- manglende indryk tilføjet↩
- 29
»Schrecken der Ewigkeit« af Johannes Rist, der levede under Reformationstiden.
↩
Kommentar til »At være eller ikke være«
»At være eller ikke være«. Roman i tre Dele
Romanen udkom første gang den 20. maj 1857, en del af oplaget udgjorde Tre og Tyvende Bind af Samlede Skrifter.
BFN 762
Kommentarerne bygger på Erik Dals kommentarer til »At være eller ikke være« i serien Danske Klassikere, Borgen, 2001, s. 249-278.
Tekstrettelser
| 35,24 | Bevægelse, < Bevægelse. |
| 35,32 | Mo’er < Moe’r |
| 37,10 | Gamle. < Gamle, |
| 48,3 | Bodil < Fader |
| 49,18 | sagde Bodil, »jeg < sagde Bodil,« jeg |
| 66,31 | Verden!« < Verden! |
| 70,25 | kaldtes, < kaldtes |
| 78,8 | Land?««« < Land?«« |
| 78,11 | Berge!««« < Berge!«« |
| 110,22 | Hun < hun |
| 114,39 | Verden, < Verden. |
| 117,13 | Gud!««« < Gud!«« |
| 117,15 | Disciple < Diciple |
| 125,3 | af, < af; |
| 125,34 | »Der < Der |
| 129,41 | den!««« < den!«« |
| 132,28 | falle!««« < falle!«« |
| 140,12 | Hjerte < Hjerte.« |
| 140,14 | Der < »Der |
| 142,32 | Schützling««!« < Schützling««! |
| 189,40 | Sundeved; der < Sundeved der |
| 192,27 | levede, var < levede var |
| 197,20 | Storken.«* < Storken.* |
| 208,16 | igjen.««*« < igjen.««* |
| 210,1 | »Nei < Nei |
| 210,6 | Smaa!««« < Smaa!«« |
| 215,26 | Forstandens Drypsteens-Væld < Forstandens-Drypsteens Væld |
| 217,33 | Aandeverdenen? < Aandeverdenen. |
| 217,37 | »»Der < »Der |
| 226,7 | korsfæst!«« < korsfæst!« |
| 227,11 | Klippens.« < Klippens. |
| 227,36 | Scenen?« < Scenen? |
| 240,31 | derved. < derved.« |
| 11 | |
| To be, or not … question | (engelsk) at være eller ikke at være: det er spørgsmålet; titel og motto citeret fra William Shakespeares (1564-1616) Hamlet. Prince of Denmark, 1600-1601 (dansk Hamlet. Prinds af Danmark, 1812); Hamlets monolog (III,1). | 13 |
| B. S. Ingemann | digteren Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) og hans hustru Lucie, født Mandix, (1792-1868) havde en væsentlig plads i H.C. Andersens tilværelse allerede fra dennes ungdom. |
| F.C. Sibbern | Fr. Chr. Sibbern (1785-1872), professor i filosofi 1813-1870 ved Københavns Universitet. Sibbern tog i 1831 H.C. Andersen i forsvar over for Chr. Molbech og roste Improvisatoren i et brev til digteren, ligesom han senere ytrede stor forståelse for hans kunstneriske særpræg. | 15 |
| nu gik der Dampskib | dampskibet Dania påbegyndte rutesejlads mellem København og Århus i 1827. |
| Knaster | kanaster, tobak fra Venezuela. |
| Regentsen … Contubernal | på Regensen, Christian 4.s studenterkollegium i Købmagergade over for Rundetårn beboedes hvert værelse af to studenter; de var kontubernaler (egentlig teltkammerater). |
| Collegier | her: kollegiehefter med optegnelser fra forelæsninger. |
| Taarnvægterne | holdt fra byens tårne opsyn med de øvrige vægtere og slog alarm ved brand, skibes ankomst o.l.. | 17 |
| Latiner | person, der studerer eller er kyndig i latin. |
| Lybsk(-) | lybsk eller lybæksk pølse, en særlig fin røget pølse. |
| Oldermand(en) | formand for et lav. |
| dimitteret | egentlig sendt bort, dvs. at sende nogen bort med deres afsluttede eksamen; her: sendt til studentereksamen (artium) på Universitetet, hvor studentereksamen blev afholdt indtil 1850. |
| Generalkrigscommissair | øverste embedsmand for udskrivningsvæsenet, der forestod rekruttering af soldater. |
| Mæcenas | mæcen, velgører. |
| Kobberstykker | kobberstik. |
| betaget | uden håb eller lyst. | 18 |
| hjelpes paa | skænkes mere på. |
| Holmen | fællesbetegnelse for søværnets tidligere område i sundet mellem København og Amager. Holmen bestod oprindeligt af en række øer og holme, heriblandt Gammelholm, Dokøen og Nyholm; øerne tilhørte kongen og var i århundreder frem til og efter H.C. Andersens tid orlogsflådens base og værft. |
| Ambrosius Stub | (1705-1758), dansk digter. |
| Bagflikker | lapper på skosåler. | 19 |
| old curiosity shop | Charles Dickens (1812-1870) roman The Old Curiosity Shop, 1840 (dansk Nelly og hendes Bedstefader, 1841). |
| Hoffmann in Callots Manier | den tyske romantiker E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) Phantasiestücke in Callot’s Manier, 1814-1815, er opkaldt efter den franske grafiker Jacques Callot (1594-1635), der skildrer dels krigens rædsler, dels groteske karnevalsscener etc. |
| Tusind og een Nat | orientalsk eventyrsamling, oversat fra arabisk, men med rødder i andre orientalske traditioner, særlig persiske; første europæiske oversættelse er A. Gallands Les mille et une nuits, 1704-1717. Første danske oversættelse og bearbejdelse i udvalg ved Valdemar Thisted 1852-1854. |
| (Ellers) turde (han heller ikke) | kunne, måtte. |
| Nemme | lærenemhed. |
| Horats(es) | Quintus Horatius Flaccus (65-8 f.Kr.), romersk digter. |
| Mæcenas atavis edite regibus | (latin) Mæcenas, du som er udsprunget af kongelig æt; første verslinje i Horats’ 1. Ode; Mæcenas (Gajus Cilnius Maecenas, ca. 70-8 f.Kr.) var Horats’ beskytter. |
| Byrd | afstamning, herkomst. |
| gammel Avlsgaard | gæstgivergård i Suhmsgade. | 20 |
| Casino | teater og forlystelsesetablissement i Amaliegade, åbnet 1848 (nedlagt 1939). |
| Sandfjerding | egentlig fjerdedel (af en tønde); træbeholder til gulvsand. |
| Flyttedag | var den fastsatte dag, hvor en lejer fra- eller tilflyttede en ejendom, lejlighed osv.; dagen var ifølge forordning af 1. juli 1799 fastsat til den tredje tirsdag i april og oktober. |
| Adresseavisen | egentlig Kiøbenhavns Kgl. allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger; annonceavis, udkom 1759-1908; en forløber udkom fra 1749, dog med afbrydelser. |
| Illuminerede | farvelagte. |
| Nyholm | jf. note til s. 18; på Nyholm opførtes i 1750 den store mastekran. | 21 |
| Livdrik | yndlingsdrik. |
| klaredes | opklaredes. |
| En aandfuld Professor … Tilkommende | formentlig fysiologen og zoologen Daniel Fr. Eschricht (1798-1863), som i 1850 udgav Tolv Foredrag over udvalgte Æmner af Læren om Livet; citatet er et resumé af hovedtanker i udgivelsen. |
| kunstmæssige | kunstneriske. |
| Principalen | chefen, den foresatte. | 22 |
| Barbeer | indtil 1837 med lovbestemmelsen om medicinskkirurgisk eksamen praktiserede barberer i almindelighed som læger. | 24 |
| Guds Veie ere urandsagelige | jf. Romerbrevet 11,33. |
| Foreningen til forsømte Børns Frelse | stiftet 1837; mellem stifterne var Jonas Collin (1776-1861), H.C. Andersens vigtigste velgører, og dennes svigersøn, juristen Adolph Ludvig Drewsen (1803-1885), H.C. Andersens nære ven. |
| Pythagoras | Pythagoras fra Samos (ca. 580-500 f.Kr.), græsk filosof, matematiker og religionsstifter, en af grundlæggerne af den klassiske geometri. |
| ἀντὸζ ἐϕα | αὐτόζ ἔϕᾱ: (græsk); talemåden er overleveret i en kommentar til Aristofanes’ (ca. 450-385 f.Kr.) skuespil Skyerne, 423, femte akt, verslinje 196. |
| Sprutbakkelse | blød vandbakkelse (her anvendt som skældsord). | 27 |
| Rundetaarn … Almanaken | tårnet forekommer på almanakkens titelblad fra 1685; det blev bygget 1637-1642 som erstatning for den danske adelsmand og astronom Tycho Brahes (1546-1601) observatorium på Ven, som han havde forladt allerede 1597. Det officielle latinske navn var Stelleburgi Regis Hauniensis (Københavns Kongelige Stjerneborg). |
| Christian den Fjerde | Christian 4. (1577-1648), dansk konge fra 1596. |
| Ewald og Hartmann … Sangens Guld | hentydning til Johannes Ewalds (1743-1781) »Kong Christjan stoed ved høien Mast«, der indgår i 2. handling, 5. optrin, af Fiskerne. Et Syngespil i Tre Handlinger, 1779, med musik af Johann Ernst Hartmann (1726-1793). |
| Peter Czar af Rusland | zar Peter den Store (1672-1725; zar fra 1682) besøgte Rundetårn flere gange under sit besøg i København i 1716; en af gangene red han op ad sneglegangen, mens zarinaen kørte i en lille vogn. Anekdoten om tjeneren er uhistorisk. |
| Kirken | Trinitatis Kirke, bygget 1637-1657 sammenhængende med Rundetårn. |
| aabne Vinduesbuer | først i nyere tid forsynet med glasruder. |
| Wessels og Ewalds Grave | digterne Johan Herman Wessel (1742-1785) og Johannes Ewald er begravet ved kirken, og der er rejst et fælles monument. |
| Universitets-Bibliotheket | lå 1652-1861 på Trinitatis kirkeloft. | 28 |
| det oldnordiske Museum | Det Kgl. Museum for nordiske Oldsager, oprettet 1807. I 1801 havde bibliotekar Rasmus Nyerup (1759-1829) ladet opstille oldsager i bibliotekssalen, den første spire til det oldnordiske museum; det voksede under ledelse af Chr. Jürgensen Thomsen (1796-1875); blev i 1832 flyttet til Christiansborg Slot og i 1853 til Prinsens Palæ, som nu indgår i Nationalmuseet. |
| Herrer i Aandernes Rige | fra omkvædet til Chr. Winthers (1796-1876) studentersang »Her under Nathimlens rolige Skygge« fra 1820, hvor den blev afsunget i Regensgården; udgivet i Digte, 1828. |
| Glar | glas. |
| Kjøbmands Hafn | byen omtales i 1186 som Hafn; i 1253 som Køpmannæhafn. |
| Kongestad | fra 1417. |
| de opstillede Runestene | runestenene blev i 1867 flyttet fra nicher i Rundetårn til Nationalmuseets nyindrettede runehal. |
| lydøret | skarpthørende. | 29 |
| Alferne | Ludwig Johann Tiecks (1773-1853) eventyrfortælling »Die Elfen«, Phantasus I, 1812; efterlignet af Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i eventyrkomedien Alferne, 1835. |
| Ildpotte | lerpotte med gløder til at varme fødderne ved, opvarme senge o.l. |
| Forskrivelse | forpligtende dokument, ofte benyttet om forskrivelse til onde magter. |
| rare | sjældne, bemærkelsesværdige. |
| Humboldt | antagelig Freiherr Wilhelm von Humboldt (1767-1835), tysk antropolog, historiker og sprogforsker. | 30 |
| Aladdin | eventyr fra Tusind og én nat, som Adam Oehlenschläger (1779-1850) har gendigtet det i »Aladdin, eller Den forunderlige Lampe« fra Poetiske Skrifter, bind 2, 1805. |
| i Tiden | med tiden, efterhånden. |
| det stenede Arabien | Arabia Petraea, Nordvestarabien. |
| de sorte Pletter … Mennesker | udbredt forestilling i folketroen. | 31 |
| Haltefanden | Alain René Lesages (1668-1747) roman Le Diable boiteux, 1707 (dansk Haltefanden, 1746-1747). |
| Aareladning | aftapning af blod; almindeligt lægemiddel mod en række sygdomstilstande. |
| Apoplexi | slagtilfælde, blodprop eller hjerneblødning med lammelse. | 32 |
| Kirkegaarden | Assistens Kirkegård på Nørrebro, indviet 1760. | 33 |
| Constantinopel | Istanbul. |
| mærkelig | bemærkelsesværdig. |
| Pæreskude(r) | nedsættende om mindre skib, hvorfra der sælges frugt og andre fødevarer fra provinsen. |
| Terzet | komposition for tre stemmer. |
| Lem | medlem. | 35 |
| Silkeborg | byen opstod som fabriksby omkring Silkeborg Papirfabrik, grundlagt i 1844 af brødrene Christian (1799-1896) og Michael Drewsen (1804-1874); den udviklede sig til en handelsplads, der senere fik købstadsrettigheder. |
| Hvindingedalsbanker | ved Silkeborg Langsø; nu en del af byområdet. |
| Hjal(et) | hjald, stativ af lægter e.l., hvor hønsene sover. |
| Illumination | festlig belysning. | 36 |
| Skilderie(rne) | reproduktion, (billigt) maleri i glas og ramme. |
| dølge | skjule. |
| ihvor (træt) | hvor … end. |
| bedede | holdt hvil, gjorde ophold. | 37 |
| Skalmeie | klarinetlignende blæseinstrument, ofte benyttet af hyrder. |
| Kjæmpevise(-Melodi) | folkevise, ballade. |
| Klynetørv(s-Huset) | tørv af mosejord. |
| imellem | indimellem. | 38 |
| det russiske Læder | ruslæder, tidligere ofte importeret fra Rusland. |
| Patriarkalsk | faderligt. | 39 |
| Rokkedreier(kone) | fremstillingen af rokke var en af drejerfagets vigtigste opgaver. |
| Fjedre | fjer. |
| FabrikenFabrikken | Silkeborg Papirfabrik. |
| Tuskhandel | byttehandel. |
| Lediggang … Ondt | bevinget ord af uvis oprindelse, men formen her er påvirket af 1. Timoteus 6,10. |
| Trippelse | pudsemiddel af forskellige pulveriserede mineraler. | 40 |
| Æolsharpe(toner) | vindharpe, hvis strenge lyder, når vinden blæser i dem; opkaldt efter Aiolos, vindenes gud i den græske mytologi. |
| Peter Schlemihl | Adalbert von Chamissos (1781-1838) eventyr Peter Schlemihls wundersame Geschichte, 1814, om manden, der solgte sin skygge. |
| Laudabilis | (latin) rosværdigt; første karakter. |
| Lappeskrædderen | skrædder, som kun udfører reparationer; også om en der fusker i faget. |
| bødede | reparerede. |
| Budstikke | kort stav af træ eller jern, som en budbringer brugte som en slags legitimation ved overbringelse af en meddelelse. | 41 |
| Flynderskind | blev lagt i kaffekedlen i mangel af kaffepose for at samle noget af grumset. |
| Aarhuus Avis | Aarhuus Stiftstidende, grundlagt 1794. |
| vaad | med endnu ikke tørret tryksværte. | 43 |
| Peer Guldgraver | jf. SGr 30-31 og ADr XXIX. |
| Nadverbordet | aftensmaden. |
| Voel | landsby nordøst for Silkeborg. |
| Kongeløsning | en skat, der kan løskøbe en fangen konge; ifølge folketroen en stor, nedgravet skat, jf. SGr 29 og ADr XXIX og s. 100, 110, 129 og 134. |
| Gjødvad | landsby øst for Silkeborg. |
| Linaa | landsby øst for Silkeborg. | 44 |
| Næstsødskendebarn | en grad fjernere end fætter/kusine, fx fætter/kusine til ens far/mor. |
| Barnetøs | barnepige. |
| galloneret | besat med galoner, dvs. sølv- og guldindvævede pyntebånd. |
| Kalvekryds | kalvekrøs, skjortebryst med kruset bryststrimmel. |
| Manskjetter | manchetter. | 45 |
| (Sølv-)Hovedvandsæg | lille dåse, ofte i ægform, som indeholder en velduftende svamp, fx vædet med rosenvand. |
| Strimmel | strimmel af stof til pynt, især i halsudskæringen. | 46 |
| klare for | gøre rede for. |
| mærkværdig | bemærkelsesværdig. | 47 |
| Kjæltringfolket | taterne (sigøjnerne). | 48 |
| svaret for | sagt god for. |
| klarede | opklarede. | 49 |
| Cains Gjerning | Kains brodermord på Abel, jf. 1. Mosebog 4. | 50 |
| klare for sig | klare frisag. |
| erholdes | fås. |
| Hvo (havde) | hvem. |
| ad Bidstrupveien | til galehuset, det senere Sct. Hans Hospital ved Roskilde. |
| Politikammer | her: politiret, dvs. domstol, der behandler politisager. | 53 |
| Hjerteblad | et af de spæde, inderste blade. |
| Suurstof og Qvælstof | oxygen og nitrogen, efter tysk Sauerstoff og Stickstoff. I 1814 skabte H.C. Ørsted (1777-1851) ordene ilt for oxygen og brint for hydrogen, som H.C. Andersen bruger på s. 113. |
| Gak til Myren og bliv viis | Ordsprogenes Bog 6,6. | 54 |
| Kogleri | trolddomskunst, hekseri. |
| Historien om Tannhäuser | sagnet om den tyske minnesanger (troubadour) Tannhäuser fra 1200-tallet knytter sig til en klippehule i Hörselberg nær Eisenach og er kendt fra Heinrich Heines digt »Der Tannhäuser – eine Legende« fra 1834 og Richard Wagners (1813-1883) opera Tannhäuser und der Sängerkrieg auf Wartburg fra 1845. |
| Fata Morgana | (italiensk) luftspejling. |
| Ilde | ildebefindende. | 55 |
| sprættede | spjættede. |
| Kammerraad | embedsmand ved det i 1848 ophævede rentekammer. |
| altereret | sindsbevæget, ude af ligevægt. |
| Havresuppe | benyttedes som lægemiddel. |
| den rystende Syge | malaria, tidligere almindelig i Danmark, især på Lolland. | 56 |
| Træsnits-Romanzer | i Chr. Winthers første digtsamling Digte, 1828. |
| Kingos »aandelige Sjungechor« | Thomas Kingos (1634-1703) salmesamling Aandelige Siunge-Koors Første Part og Anden Part fra henholdsvis 1674 og 1681. |
| Brorson(s) | H.A. Brorson (1694-1764), dansk præst og salmedigter. |
| Lys … Skjeppe | talemåde: at underspille sine evner; jf. Matthæus 5,15. |
| vorde en Hyrde for Herrens Hjord | blive præst for Guds menighed. |
| »den usynlige Steen i Dybdal«, Bjergfolkene … den svenske Krig | sagn; jf. SGr 23, 22 og 17; den svenske Krig sigter til Karl Gustafkrigene 1657-1658 og 1658-1660, som endte med, at den danske konge tabte Skåne, Halland og Blekinge. | 57 |
| Tartarer og Kalmukker | tatarer og kalmykker er mongolske folk. |
| flikkede | reparerede, lappede. |
| Theevandsknegt | te med rom og sukker. | 58 |
| Engelen og den unge Tobias | ærkeengelen Rafael ledsager Tobias på en farlig rejse; jf. den apokryfe Tobits Bog 5-8. |
| Herrens ViingaardVingaard | jf. fx Matthæus 20,1-16 og 21,28-44. |
| i Aand og Sandhed | jf. Johannes 4,23, indskrift på talerstolen i Københavns Universitets festsal. |
| Manuducteur | manuduktør, en person der underviser og overhører (manuducerer) studerende målrettet med henblik på eksamen. |
| dimitteret | egentlig sendt bort, dvs. at sende nogen bort med deres afsluttede eksamen; her: sendt til studentereksamen (artium) på Universitetet, hvor studentereksamen blev afholdt indtil 1850. |
| flink i | dygtig til. | 59 |
| spankede om | spankulerede omkring, bevægede sig med afmålte skridt. |
| fjedrede | egentlig besat med fjer; her: besat med fine hår, dunede. | 61 |
| Aaleværk(et) | fangstredskab, som anbringes ved afløb af en dæmning for at fange de ål, som følger med strømmen. |
| Aalefangsten | fandt sted fra Silkeborg Vandmølle og var Silkeborg Hovedgaards vigtigste indtægt, indtil papirmøllen blev opført i 1844. |
| Ryttergodset | Silkeborg Len blev 1720 udlagt som ryttergods af Frederik 4. (1671-1730), men solgt 1767. Ryttergods var krongods med forpligtelse til underhold af rytterregimenter, i øvrigt efter komplicerede og skiftende regler. |
| Aristophanes’s »Fuglene« | den græske dramatiker Aristofanes’ (ca. 448-ca.385 f.Kr.) eventyrkomedie Ornithes fra 414 f.Kr. (dansk Fuglene, 1856). | 62 |
| Skjelsaar og Alder | konfirmationsalderen (14-15 år). |
| en Biskop Peder | jf. Thiele 2, I, s. 299 f., og SGr 10. Ruiner fandtes endnu ved papirfabrikken. |
| ødelagdes i den svenske Krig | jf. SGr 18 og ADr XXI om beskydning af slottet fra Galgebakken. | 63 |
| Grumsling | (mindreårigt) barn. | 64 |
| Arak(spunsch) | (arabisk) arrak; farveløs, stærk spiritus. | 65 |
| de bononiske Stene | bologneser-spat; en sten, der lyser i mørke efter solskin om dagen. Bononia er det keltiske navn for Bologna. |
| Gjennem hele … Styrke | ikke lokaliseret, måske efter datidig opbyggelsesbog. |
| mærkelige | bemærkelsesværdige. |
| Mikkelsdag(s-Tider) | 29. september. | 66 |
| Advent … Trinitatis | kirkeårets første og sidste søndag, omkring 1. december. |
| Djævelen … brølende Løve | 1. Petersbrev 5,8. |
| Fingerring | en slags fingerbøl. | 67 |
| Universitetsbygningen | på Frue Plads, fra 1836, arkitekt Peder Malling (1781-1865). |
| Farvel … Hede | måske efter Steen Steensen Blichers (1782-1848) »Brudstykker af En Landsbydegns Dagbog«, 1824, optegnelsen den 17de Mai 1713: »Farvel, mit Kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede!« | 69 |
| High Life | (engelsk) den fornemme verden. |
| Ved Toldboden … iland | første linje af Chr. Winthers digt »Matrosen«, 1825, udgivet i Digte, gamle og nye, 1832. |
| Testimonium | det latinske studentereksamensbevis. |
| høibaaren … velbaaren | titler på breve til rangspersoner. |
| hænge deres Klæder | deres, dvs. Deres. |
| den Studerendes | -s betegner dialektalt eller lavere sprog. |
| grov | storstilet, med store typer. | 70 |
| Laudabilis … præ ceteris | karakteren laudabilis præ ceteris (latin) udmærkelse frem for de andre; første karakter med udmærkelse. | 71 |
| Pyllemønter | pebermynter. |
| Spekhøker(ens) | forhandler af viktualier, smør, æg, brød og andre dagligvarer. |
| suffisant | her: pålidelig, med hold i. | 72 |
| enkelt | solo. |
| Collegier | forelæsninger. |
| Genesis | 1. Mosebog. |
| Herredsfoged(er) | dommer og øvrighed (politimester) i et herred. |
| kjendte | genkendte. | 73 |
| Peder … fornægtede sin Herre | Matthæus 26,69-75; det foregik dog i ypperstepræstens gård. |
| Skrald | (støjende) sammenkomst, knald. |
| første | fineste, bedste. | 74 |
| komme med en Følgesvend | udtrykket bruges i visse kortspil om kort, der uden at passe til udspillet dog kan gives med. |
| Piquenik | afslappet eller uhøjtidligt gilde eller mindre sammenkomst, hvor der spises, drikkes og danses. |
| Borgerskabet | borgervæbningen, et korps af en bys borgere. |
| en virkelig Frøken | indtil ca. 1850 blev Frøken næsten udelukkende brugt som titel for adels- og borgerdøtre, hvis fædre havde rang eller embede; normalt anvendtes Jomfru. Ordet ‘virkelig’ spiller på to betydninger, dels rangordenens skelnen mellem fx justitsråd og den højere rang: virkelig justitsråd, dels den forstærkende betydning som fx i udtrykket virkelig godt. |
| Thorvaldsen | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger. |
| Praxiteles | (ca. 390-330 f.Kr.), græsk billedhugger. |
| vi som komme paa Skulderen | måske efter den engelske naturvidenskabsmand Isaac Newtons (1642-1727) formulering »To stand on the shoulders of a giant« (brev til Robert Hooke, 1676). | 75 |
| Allegori(en) | billedlig fremstilling i litteratur eller kunst. |
| Attitude | udtryksfuld stilling. |
| Tryllefløjten | Wolfgang Amadeus Mozarts (1756–1791) opera Die Zauberflöte fra 1791. |
| Impromtu | impromptu; improviseret digt. |
| en Kjæmpe | vistnok Gaukathorer i Adam Oehlenschlägers (1779-1850) tragedie Olaf den Hellige, 1838, der optræder som stum figur, fordi han har svoret paa, han mæler ei / Et Ord i Verden meer, eftersom han ikke vil nedlade sig til at tale som kvinder, trælle o.l. |
| Solon-Diogenes | navnene tilhører henholdsvis Solon (ca. 640-560 f.Kr.), græsk statsmand og digter, og Diogenes (ca. 400-325 f.Kr.), græsk filosof. |
| Ordsprogsleg | består i at spille en lille scene, der forestiller et ordsprog, som de tilstedeværende skal gætte. |
| Forundringsstol | straf i panteleg: Man sættes på en stol; en af deltagerne spørger hviskende de andre ud om ens mærkværdigheder og fortæller én svarene. Man skal nu gætte, hvem de forskellige svar kommer fra. |
| polsk Tiggergang | en af selskabet vælger en ‘kone’ og går rundt til hver enkelt af de andre og beder om lidt til mig og min kone (de kys, knips, klap osv., han får, giver han straks videre til ‘konen’). | 77 |
| anden Examen | examen philologicum et philosophicum, den filologisk-filosofiske eksamen, som blev aflagt efter første eksamen, der omhandlede de almindelige skolefag (matematik, sprog osv.). |
| Knevelen | knebelen. |
| Steen Blicher(s) | Steen Steensen Blicher var især kendt for sine noveller i jysk miljø. |
| Goethes Skrifter | Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk forfatter. | 78 |
| Werther | romanen Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (dansk Den unge Werthers Lidelser, 1820). |
| Faust | Goethes store idedrama, som blev påbegyndt i 1775; første del udkom i 1808, anden del posthumt i 1832 (dansk Faust, 1847). |
| Mignon | en sydlandsk linedanserinde, person i Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 (dansk Wilhelm Meisters Læreaar, 1801-1802); hun er symbol på Goethes længsel mod Italien, om hvis skønhed hendes sang »Kennst du das Land« handler (romanens 3. bog 1. kap.). |
| Lebt wohl, ihr Berge! | (tysk) Lev vel, I bjerge; Johanna (Jeanne) d’Arcs afsked med hjemegnen i den tyske forfatter Friedrich von Schillers (1759-1805) tragedie Die Jungfrau von Orleans, 1801, Prolog v. 383 ff. (dansk Jomfruen fra Orleans, 1813). |
| Strauß’s »Jesu Liv« | David Fr. Strauss (1808-1874), tysk teolog og i en kort periode universitetslærer i Tübingen, blev afskediget i 1835 på grund af sine kontroversielle synspunkter og var siden uden fast stilling. Strauss vakte stor opsigt med sit værk Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet, 1835-1836 (dansk Jesu Levnet kritisk bearbejdet, 1842-1843), der anvendte religionshistoriens metoder på evangelierne og søgte at påvise, at Kristusskikkelsen ubevidst har dannet sig som en myte ud fra folkets religiøse ideer i 1. og 2. århundrede e.Kr., mens Jesus som historisk person egentlig er ubekendt. Bogen blev livligt diskuteret, også i Danmark. | 79 |
| Cyprianus | Biskop Cypriani Bog; en trolddomsbog; ifølge folketroen kunne man med den tvinge ånder og endog Djævelen til at adlyde sig; ejeren var dog hjemfalden til Djævelen. |
| Slangen selv … Kundskabens Træ | jf. 1. Mosebog 3,1-6. |
| Omarmelse | omfavnelse. |
| Fritænker(-Bog) | person, som tænker fordomsfrit, her: forkaster den kristne åbenbaring. | 80 |
| Slumpe-Lykken | slumpetræf, lykketræf, held. | 81 |
| opsætte | udsætte, udskyde. |
| Hamborgs Brand | 5.-8. maj 1842 hærgedes Hamborg af en storbrand, som ødelagde ⅓ af byen, deriblandt tre kirker. |
| Jungfernstieg | promenade i Hamborg ved Elb-bifloden Alster. |
| Victoria | sejr. | 82 |
| Cascader | vandfald. |
| Houris | egentlig sortøjede; arabisk betegnelse for de skønne og evigunge kvinder, som efter Muhammeds lære skal leve sammen med de salige i Paradis. |
| Blankenese | fiskerleje ved Elben med fornemme sommerlandsteder. |
| Hannover | selvstændigt hertugdømme 1569-1866, samme år som den Fri Hansestad Hamborg tilsluttede sig det nordtyske forbund. Citatet om et andet Kongerige er ikke identificeret. |
| Bajadere(rne) | indisk tempeldanserinde; også: glædespige. |
| Grisette(r) | (fransk) af: gris, grå, ung arbejderske (sypige o.l.), som lever i løse forhold til fx studenter eller kunstnere. |
| Maltheserriddere | medlemmer af Johanniterordenen, hvis sidste hovedsæde var på Malta, indtil Napoleons tog til Ægypten; ordenen fortsatte bl.a. i Tyskland, hvor den bl.a. drev hospitalsvirksomhed. 1812 stiftedes i Preussen den protestantiske Johanniterorden for adelsmænd under 30 år. Ordenen virker fortsat, også i Danmark. |
| Bacchanal(ets) | drikkegilde; oprindeligt knyttet til Bacchuskulten. |
| de pharisæiske Ord | jf. Lukas 18,11. | 83 |
| Druidernes Præster | druiderne var offerpræster i den gamle keltiske religion i Gallien og Britannien. |
| Brocken | Bloksbjerg; det højeste bjerg i Harzen, hvor heksene ifølge folketroen samlede sig. | 84 |
| Raphael(s), Holbein(s) og Murillo(s) | Rafael, egentlig Raffaello Santi da Urbino (1483-1520), italiensk maler; Hans Holbein d.y. (ca.1497-1543), tysk maler; Bartolomé Esteban Murillo (1617-1682), spansk maler. |
| det sachsiske Schweitz | tysk-bøhmisk bjerglandskab. |
| manquere | mangle (af manque (fransk) mangel). | 86 |
| Studenterforeningen | stiftet i 1820 til Videnskabelighed og Brodersinds Fremme af beboere på kollegiet Regensen. Foreningen holdt til i lejede lokaler på Store Købmagergade og var på romanens tidspunkt af ret fremtrædende betydning. |
| Sappho | græsk digterinde (født ca. 610 f.Kr.). |
| Informationer | privattimer. |
| Stormgaden | navngivet efter det centrale svenske angreb under den mislykkede storm 10.-11. februar 1659. |
| Häuschen | lille hus, lokum. Hyskenstræde førte ned til latriner ved stranden, det nuværende Frederiksholms Kanal. | 87 |
| Amor … Psyche | i den romerske forfatter Apuleius’ (ca. 125-180) roman Metamorfoser, også kaldet Det gyldne Æsel, findes myten om Amor og Psyche. Guden Amor forelsker sig i kongedatteren Psyche, fører hende til en ensom bolig, hvor han hver nat besøger hende, dog uden at hun ser ham i mørket. På trods af Amors forbud mod, at hun prøver at finde ud af, hvem han er, betragter hun ham en nat, mens han sover i lyset fra en olielampe. Han vækkes imidlertid, da en dråbe fra lampen falder på hans skulder, og han forlader hende. Psyche søger ham uden held, men efter mange genvordigheder fatter Jupiter medlidenhed med hende og skænker hende udødelighed og evigt samliv med Amor. Psyche optræder allerede i antikken som en personifikation af sjælen. |
| Feuerbach | Ludwig Feuerbach (1804-1872), venstrehegeliansk tysk religionsfilosof, udgav 1839 pjecen Ueber Philosophie und Christenthum in Beziehung auf den der Hegel’schen Philosophie gemachten Vorwurf der Unchristlichkeit. |
| vadret (Baand) | vatret, egentlig med bølgeformede striber; her overført: med meget små bølger, krusninger. | 89 |
| Montanus | hentydning til Ludvig Holbergs (1684-1754) komedie Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, opført 1723, trykt 1731, om bondestudenten Rasmus Berg, der kommer i konflikt med sit oprindelige, uoplyste miljø på grund af den umodne måde, han bruger sin nyvundne lærdom på. | 90 |
| Luftballoner | ballonopstigninger var en del af tidens forlystelsesliv og en vigtig del af Tivolis (oprettet 1843) profil. |
| Franklin | Benjamin Franklin (1706-1790), amerikansk politiker og opfinder, overværede den første ballonopstigning i Paris 27. august 1783; hans replik er optegnet af en baron Grimm. |
| Seculum | (latin) århundrede, sekel. |
| den kunstige Fiskeavl | kunstig befrugtning, især af ørredæg; flere metoder opfundet i tiden fra ca. 1840. |
| Skydannelsen | den engelske kemiker og selvlærte meteorolog Luke Howards (1772-1864) afhandling om skyformationer On the Modification of Clouds, som blev fremlagt første gang i vinteren 1802-1803, men først for alvor kendt med optrykket fra 1813, var stærkt medvirkende til tidens interesse for skyformationer, som også gjorde sig gældende i billedkunst og litteratur. I 1840 udgav digteren B.S. Ingemann således bogen Skyhimlen eller den Lukehowardske Skyformationslære betragtet som Billedform for Naturpoesien. |
| Daguerreotyp(er) | eller -typi(er), forløber for fotografiet, optaget på metalplader; opfundet 1837 af Louis Daguerre (1789-1851); teknikken blev offentlig ejendom i 1839. |
| Sqvadroneren | pralen, brovten. |
| paa Bjerget | blandt de toneangivende; udtryk fra Erasmus Montanus. |
| flak | flad. | 91 |
| Lisbed | Erasmus’ forlovede. |
| Grundtvig | N.F.S. Grundtvig (1783-1872), digter og præst. |
| Hedenold | oldtiden. | 92 |
| Bedre, skjønnere maaskee … de | citat fra Adam Oehlenschlägers digt Hiemvee, udgivet i K.L. Rahbeks Charis for 1806. | 94 |
| Homer havde besjunget den | Iliaden XXII, 318, hvor det siges, at Achilles’ spydsod er blank som Hesperos tindrer etc. Navnet Hesperos blev brugt om planeten Venus som aftenstjerne. |
| Dhawalagiri og Chimborasso | i henholdsvis Nepal, 8172 m, og Cordillererne i Ecuador, 6310 m; begge har været anset for Jordens højeste bjerg. |
| Derhen, derhen | hentydning til omkvædet i Mignons sang i Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre: Dahin! dahin! / Möcht’ ich mit dir, o mein Geliebter, ziehn! (Derhen, derhen / ville jeg gerne drage med dig, min elskede!). | 95 |
| tankesnelle | så hurtig som tanken. |
| Sot | (dødelig) sygdom. | 97 |
| Legen | børnelegen »Bro, bro, brille«, hvori »den, som kommer allersidst, skal i den sorte gryde«. | 99 |
| vantrevne | forkrøblede. |
| et bitt’ Korn ilde | en lille smule sløj. |
| samaritanske | medfølende, hjælpsomme, efter lignelsen om den barmhjertige samaritan Lukas 10,30-37. | 100 |
| Troubadour(er) | omvandrende sanger og digter (af kærlighedsdigte) i middelalderens Provence. |
| Skifting(en) | troldebarn forbyttet med et menneskebarn. |
| Wallachiet | den nordvestlige del af Rumænien, tidligere tyrkisk provins. | 102 |
| Ma-Krokone | navn på et gammelt træ i Silkeborg Sønderskov; jf. SGr 33 og ADr XXXI og s. 72. |
| et Slot i Østerige | tekst og melodi til folkevisen »Der ligger et slot i Østerrig« findes i Rasmus Nyerups Udvalg af danske Viser fra Midten af det 16. Aarh. til henimod Midten af det 18., bind I-II, 1821. | 106 |
| Snive | smitsom sygdom, især i hestes hud eller slimhinder. |
| Kuller | hjernesygdom hos heste. | 108 |
| Dryas | (ege)træ. |
| Bedested | hvilested under rejse. |
| Sanskrit | indoeuropæisk oldsprog. |
| Kasten Sudras | den laveste af hinduernes fire hovedkaster, omfattende håndværkere, arbejdere og de fribårne (dvs. ikke født i slaveri) tjenestefolk. |
| Hjemstavnsbyen … religieuse Sagn | jf. ADr XXIII. | 109 |
| Dyvelsdræk | egentlig djævleskarn, en stinkende gummiharpiks, tidligere brugt i lægekunsten. |
| imellem | indimellem. | 110 |
| Venneviv | kærlige hustru. |
| Træbul | træstamme. |
| udbovnet | opsvulmet. |
| i Dybdal var Findestedet | jf. SGr 23. | 113 |
| Qvælstof og Kulsyre | kuldioxid og kultveilte, jf. også note til s. 53. |
| Pan | arkaisk hyrdegud; optaget i græsk mytologi som naturgud med horn og bukkeben, træk, der er overført til middelalderens djævel. | 114 |
| Lygtemand | lysfænomen over moser og enge; ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærd), som mentes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen ud i det farlige dynd; jf. Thiele 2, II, s. 298 f. |
| Riget af denne Verden | jf. Johannes 18,36. | 117 |
| klingende Bjælde | jf. 1. Korintherbrev 13,1. |
| Frygt og Bæven | jf. Filipperbrevet 2,12; titlen på en af Søren Kierkegaards første (pseudonyme) bøger fra 1843. |
| den ganske Skrift er indblæst af Gud | jf. 2. Timoteusbrev 3,16. |
| ikke et Bogstav | hentydning til Josvabogen 23,14. |
| tør(omflyttes) | må, har lov at. |
| Himlens Befæstning | sigter til H.C. Ørsteds afhandling »Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben«, Aanden i Naturen, I, 1850, s. 100: »Det kan da ikke være Naturvidenskaben til Misanbefaling, at den tilintetgjør andre i Digterverdenen indlemmede Vildfarelser, som ikke kunne kaldes Overtro: saaledes vil en nyere Digter slet ikke eller dog kun med megen Indskrænkning kunne gøre Brug af saadanne Forestillinger, som Verdens fire Hjørner, Jordens Grundvold, Himmelens Befæstning o. dsl., forsaavidt som saadanne falske Forestillinger ikke kunne bruges som Billeder for det Rigtige«. |
| Copernicus | Nikolaus Kopernikus (1473-1543), polsk astronom, som påviste, at solen og ikke jorden er vort solsystems faste midtpunkt. |
| Josva har talt i Billeder | sigter til skildringen af kampen ved Gibeon, hvor Josva under forfølgelsen af de slagne konger byder: »Sol, stå stille i Gibeon, / og måne i Ajjalons dal!« (Josvabogen 10,12). Når H.C. Andersen nævner Kopernikus sammen med Josva, skyldes det et citat af afhandlingen Über Glauben und Wissen af den tyske teolog og filosoff Eduard Zeller (1814-1908), som han har hentet i den tyske teolog Friedrich Fabris’ (1824-1891) Briefe gegen den Materialismus, 1856, s. 101; også Zeller polemiserer mod begreberne Himlens befæstning og Jordens fire hjørner (s. 100). | 118 |
| alle Troesbekjendelserne | den danske kirke har tre formuleringer af kirkens tro, kaldet den apostolske, den nikænokonstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse. |
| Feltskærer | ufaglært, der virker som læge, især i felten. |
| Glar | glas. | 120 |
| Forarger dit Øie … bort | frit citat af Bjergprædikenen, Matthæus 5,29-30. |
| Funken | gnisten. | 121 |
| Aaret 1844 | maj 1844 begyndte byggearbejderne på brødrene Drewsens papirfabrik i Silkeborg. | 124 |
| hvor let, hvor snart | citat af Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts (1637-1706) begravelsessalme »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende«, 1686 (dansk bl.a. ved N.F.S. Grundtvig i 1845). |
| Jephtas Datter | jf. Dommerbogen 11,30-40. |
| fule Magt | stygge magt. | 125 |
| salige ere de Eenfoldige | nu: de fattige i ånden, Matthæus 5,3. |
| den forlorne Søn | den fortabte søn, jf. Lukas 15,11-32. |
| Antichristen | person eller institution, der opfattes som indbegrebet af modstand mod Kristus, jf. fx 1. Johannesbrev 2,18. | 126 |
| Arvesynden | de følgende betragtninger er hentet fra Fabris ovennævnte referat af Zellers afhandling Über Glauben und Wissen. |
| Genesis | 1. Mosebog. |
| Hvad er det dog Alt … Forfængelighed | citat af Thomas Kingos (1634-1703) salme »Keed af Verden, og kier ad Himmelen« (Far, verden, far vel), Aandelige Siunge-Koors Anden Part, 1681. |
| faver Gestalt | smuk skikkelse. |
| Glar | glas. |
| Ise-Skrog | tynd (usikker) is. | 128 |
| Tande | væge. |
| Bed for de syndige Sjæle! … knæle | citat fra 5. strofe af B.S. Ingemanns digt »Forargelsen«, Folkedands-Viser og Blandede Digte, 1842, s. 117 f.; hvor H.C. Andersen skriver »Bed«, skriver Ingemann »Og beed«. |
| efter Magistratsbud | Lygterne tændtes ikke paa de Tider, da der var præsumptiv Maaneskin, som det kaldtes i det officielle Sprog, eller Magistratsmaaneskin, som den populære Betegnelse lød. Først 1847 gik Autoriteterne med til nogen Udvidelse af Lygternes Brændetid (Villads Christensen København 1840-57, 1912, s. 226). |
| Lais | berømt hetære (prostitueret) fra oldtidens Athen. |
| Klods-Skoe | overtrækssko bestående af en træklods og læderremme. |
| Rasmus | især om skrap, herskesyg kvinde (Rasmine). |
| Guldnøgle | en sådan hører til kammerherreuniformen og bæres bagpå. | 129 |
| Nemme | fatteevne, begavelse. | 131 |
| Domino | maskeradedragt bestående af lang kappe med vide ærmer og hætte. |
| Cultusminister | dækkede både kirke- og undervisningsministeriet, indtil de blev adskilt i 1916. |
| Garnisonspladsen | nu Skt. Annæ Plads (ved Garnisonskirken, Den Herre Zebaoths Kirke). Pladsen var planlagt sammen med den øvrige Frederiksstad (omkring Amalienborg) 1750, men blev først beplantet 1852; skildringen må sigte til forholdene kort forinden. |
| Indtægterne | drikkepenge, som vægterne indsamlede hos beboerne ved højtiderne. | 132 |
| jeg vil helst blive det | jeg vil helst blive ved med at være det. |
| Din Hemmelighed er din Fange | hebraisk ordsprog. |
| Eines schickt … nicht falle! | (tysk) Ikke alle er indrettet til det samme. / Enhver må se til, om han føres eller bliver ved sit, / og hvem som står, må se til, at han ikke falder!; den sidste af tre strofer i Goethes digt »Beherzigung« (formaning) fra Vermischte Gedichte. Erste Sammlung, 1789. |
| Kong Salomon | fra Det Gamle Testamente, kendt for sin visdom. | 135 |
| Genie og blind Alarm | spiller på Ludvig Holbergs komedietitel Hexerie eller Blind Allarm, 1731. | 136 |
| Foredrag af | her: synspunkter på. |
| turde (ikke forøges) | måtte. |
| Krølnakke | krøllet nakkehår, hårvalk. |
| en gammel »Gurli« | formentlig efter den tyske forfatter August F.F. von Kotzebues (1761-1810) skuespil Die Indianer in England, 1790, hvori en naiv, uerfaren bondepige af dette navn optræder. |
| det Skandinaviske | 1843 fandt det første store studentermøde sted i Uppsala; herefter var studenterskandinavismen en væsentlig politisk faktor. |
| Soirée | (fransk) aftenselskab. | 137 |
| Fortal og Bagtal | det første og det sidste af de to tal i en såkaldt ambe, dvs. en kombination af to tal, som i tallotteri skal udtrækkes samtidig, for at man kan få gevinst. |
| paa Commers | for sjov. | 138 |
| Salomon de Caus | fransk ingeniør (1576-1626), der 1615 i Les raisons des forees mouvantes beskrev et apparat, som kunne løfte vand ved dampkraft; det er uhistorisk, at han derefter blev anbragt på sindssygeanstalt (dårekisten). |
| Robert Fulton | (1765-1815) gjorde i august 1807 sin prøvefart med dampskibet Clermont på Hudsonfloden. |
| Napoleon … St. Helena | Napoleon 1. (1769-1821), fransk kejser 1804-1814 og igen i 1815, hvor han efter nederlaget ved Waterloo blev forvist til St. Helena. |
| Han forkastede Dampkraften | Fulton havde i 1799 konstrueret en dampbåd i Frankrig, men førstekonsulen Napoleon Bonaparte (den senere kejser) ville ikke indlade sig med ham. | 139 |
| Larsens Plads | plads for enden af Frederiksgade ved Amalienborg, opkaldt efter skibsreder Lars Larsen (1758-1844). |
| Chemiske Svovlstikker | friktionstændstikker blev almindelige i 1830’erne. | 140 |
| Krusemaskinen | maskine, der lægger læg, folder, på linned. |
| De Smaa kunne være saa store | efter Adam Oehlenschlägers skuespil Correggio, 1811, 3. handling: »Maria: »I elsker Smaae?« Mikkel: »Ja, thi de er saa Store««. |
| Nederdelen | føljetonen, en fortsat roman, der tryktes nederst på avissiden, ofte i spalter, hvis rækkefølge tillod falsning og indbinding af den afklippede føljeton. |
| Halsjern(et) | en jernbøjle, der spændes om den dømtes hals. | 141 |
| Rout | engelsk, stort fint aftenselskab (egentlig opløb). |
| Zemire | formodentlig hentydning til den kvindelige hovedperson i den franske forfater Jean Francios Marmontels (1723-1799) komiske opera Zemire et Azor, 1771. |
| første (Skjønheder) | største, mest kendte. |
| Thorvaldsen | billedhuggeren Bertel Thorvaldsen døde den 24. marts 1844. |
| Italienerne … Ciaffei | den italienske operatrup, der hver vinter i perioden 1841-1846 optrådte på Hofteatret under stor begejstring fra især damernes side; Ciaffei var et af medlemmerne. |
| monsieur l’étudiant | (fransk) hr. student. | 142 |
| stadige Tanke | bevinget ord af Adam Oehlenschlägers skuespil Landet fundet og forsvundet, 1846, (Min kjære, stadige Tanke om den elskede). |
| Cendrillon-Lokker | askeblondt hår (af cendré (fransk) aske); måske aktualiseret af, at C.-G. Étiennes (1777-1845) meget populære syngespil fra 1810 med musik af Nicolo Isouard (1775-1818), Cendrillon (dansk Cendrillon eller Den lille grønne Sko, opført første gang på Det Kgl. Teater i 1812), i 1856 var genoptaget på teatret. |
| Matrone | gift kvinde, husfrue. |
| Kobberstykke | kobberstik. |
| den sextinske Madonna | den italienske maler Rafaels, egentlig Raffaello Santi da Urbinos (1483-1520) Den sixtinske Madonna, 1513-1514, befinder sig i Staatliche Kunstsammlungen i Dresden, Tyskland. |
| Doger | Venezias herskere indtil 1797, da Napoleon 1. erobrede byen. |
| Schützling | lille protegé. | 145 |
| varede (ham) | advarede. | 146 |
| Anatomi(en) | læren om kroppens opbygning og de enkelte kropsdele hos mennesker (og dyr). |
| Prismaformer | geometriske figurer. |
| den Phosphor, der tændtes | i optegnelser til romanen hedder det: Feuerbach antager, at Forstanden er noget phosphorisk i Hjernen. |
| Troens rare Klenodie | H.A. Brorsons salmesamling fra 1739; rare: sjældne. |
| en berømt Lærd … Lindser | formodentlig den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804); linserne hentyder til historien om Esau og Jakob i 1. Mosebog 25,29-34. |
| incarneret | i ordets egentlige betydning: legemliggjort. |
| stoisk(e) | efter den oldgræske filosofi stoicismen, læren om den harmoniske livsførelse præget af ligevægt, sindsro og selvbeherskelse. | 147 |
| Engelen og Jakob | jf. 1. Mosebog 32,22-32. |
| Perpendikel(slag) | pendul. |
| Ich hab’ … Juchhe! | (tysk) Jeg har satset min sag på ingenting. Hurra!; begyndelseslinjen af Goethes sang »Vanitas! vanitatum vanitas!«, 1806. |
| (Præste-)Apostat | frafalden (teolog). | 148 |
| Epikur(s) | (341-270 f.Kr.), filosof fra Samos; hans levelære sigter mod opnåelsen den stille livslykke gennem nøgtern eftertanke, men er populært blevet udlagt som en nydelseslære. |
| Wären’s Bücher … lesen | (tysk) Var de bøger – ville jeg ikke læse dem; sidste linje i Goethes epigram »Gesellschaft« (selskab), Sprüche, 1815, afsnittet »Epigrammatisch«, der i oversættelse lyder: Efter et stort selskab / gik engang en stille lærd hjem. / Man spurgte: Hvordan var De tilfreds med det? / Var de bøger – ville jeg ikke læse dem. |
| Prinds Henrik … Falstaf | i Shakespeares Henry IV, 1596-1598 (dansk Henrik den Fjerde, 1815), er sir John Falstaff Henrik den Fjerdes tykke kammerat. |
| Gangkammerater | spadserevenner. | 151 |
| Holbergs Chilian | Ulysses von Ithacia, 1724 (II, 2). |
| Walpurgisnat | oprindeligt hedensk, oldgermansk forårsfest afholdt natten mellem den 30. april og 1. maj, Valborgsdag. I middelalderen blev den af den kristne kirke udlagt som heksesabbat. Festen er knyttet til Bloksbjerg i Harzen og optræder som motiv i Goethes Faust. |
| Ach! mitten im Gesange sprang …Munde | (tysk) Av! midt i sangen sprang der en lille rød mus ud af munden på hende; citat fra Goethes Faust (første del v. 4178-79). |
| pontinske Sump | mellem Rom og Napoli. |
| den usynlige Haand | måske hentydning til Daniels Bog 5,5, hvor der ved kong Belshassars gæstebud viser sig fingre af en menneskehånd, der skriver advarende på væggen. |
| Svøber | piske. | 153 |
| Tør (jeg see) | må. |
| hun bliver aldrig uden ved et reent Væld | hun vil aldrig forblive ved andet end en ren kilde. | 154 |
| »gerichtet« og »gerettet« | (tysk) dømt og reddet; allersidst i Faust, første del, afslår Margarethe (Gretchen) at flygte fra fængslet med Faust og Mefistofeles, og denne siger da: »Sie ist gerichtet!«, hun er dømt!, men en stemme fra oven siger »Ist gerettet!«, er reddet! (v. 4425 f.). | 155 |
| traadte frem som Fragment | de første brudstykker af Faust, første del, blev trykt i Schriften, bind VII, 1790; fuldstændigt udkom den 1808. Af Faust. Eine Tragödie. Zweiter Theil (færdiggjort sommeren 1831) tryktes to afsnit i Werke, Ausgabe letzter Hand, bind IV og XII, 1827-1828, med slutbemærkningen »Ist fortzusetzen«. Resten kom i Nachgelassene Werke med hele Faust, anden del, 1833. Det samlede værk blev første gang oversat til dansk af Chr. F.W. Beck i 1847. |
| (Herkules-)Torso | skulptur af krop uden hoved og evt. lemmer; her: Den belvederiske Torso fra første århundrede e.Kr. | 156 |
| den store Pan | jf. note til s. 113. |
| Helene og Paris | Helena og Paris fra den græske trojanske sagnkreds. Paris, søn af kong Priamos af Troja, skal afgøre, hvem af gudinderne Hera, Athena og Afrodite der er smukkest, og peger på den sidste, fordi hun har lovet ham jordens smukkeste kvinde, Helena, hvis han peger på hende. Helena er imidlertid hustru til kong Menelaos af Sparta, og Paris’ bortførelse af hende til Troja er årsag til den trojanske krig. |
| die Mütter | (tysk) mødrene. |
| Da habt ihr’s nun! … Schaden | (tysk) Der kan I se! at indlade sig med narre kommer til sidst endog Djævelen til skade; (slutlinjerne i anden del v. 6564-65). |
| Baccalaureus | indehaver af den laveste akademiske grad (bachelor). |
| Homunculus | det syntetiske lille menneske, som Faust og Wagner skaber i det særlige alkymist-glas, fiolen (Faust anden del v. 6850). | 158 |
| den classiske Walpurgisnat | Faust, anden del, anden akt, tredje scene, hedder »Klassische Walpurgisnacht« (tysk) klassisk Valborgsnat. |
| Sphinx(en) | fabelvæsen med menneskehoved og dyrekrop. |
| minder om | fører tankerne hen på. |
| Oedip | Ødipus, som i Sofokles’ (495-406 f.Kr.) tragedie Kong Ødipus løser sfinksens gåde. |
| Sirenerne | havnymfer, som med deres forførende sang lokkede de søfarende til forlis. |
| Ulysses | sagnhelten Odysseus, som optræder i de oldgræske eposser Iliaden (om den trojanske krig) og Odysseen (om Odysseus’ lange hjemfærd fra krigen); Odysseus lader sig binde til masten på sit skib for ikke at lade sig lokke af sirenerne. |
| Chiron | kentaur, halvt mand, halvt hest; Chiron var kendt for sin visdom. |
| Æsculaps Datter | Æskulap eller Asklepios er den græske gud for lægekunsten; han havde flere døtre med Epione, bl.a. Iaso og Panaika; her er der tale om Hygieia (sundhed). |
| Seismos | jordskælv(ets gud). |
| Pygmæer | dværge. |
| Daktyle | i græsk mytologi bjergånder. |
| Ibykus’Traner | ifølge sagnet blev den græske digter Ibykus myrdet af to landevejsrøvere, men hævnet af en flok traner, som han havde anråbt. |
| Lamier | kvindelige spøgelsesvæsner, som lokker unge mænd til sig for at suge deres blod. |
| Chaos | i græsk mytologi er Chaos det urstof, hvoraf alt andet er blevet til; af Chaos opstod Erebos, mørket, og Nyks, natten. |
| Proteus | i græsk mytologi en havmand, som især er kendt for sin evne til at forvandle sig og sin indsigt i fremtiden. |
| Galathee(s) | Galateia (på latin: Galathea), i græsk mytologi den smukkeste af nereiderne, døtre af Nereus, guden for det rolige hav. | 159 |
| Euphorion | navnet på den søn, som Helena ifølge sagnet fik efter sin død med Achilleus. |
| Ikarus | i den græske mytologi blev Ikaros indespærret med sin fader, kunstneren Daidalos, i labyrinten på Kreta. Faderen konstruerede vinger til dem, fæstet med voks, så de kunne flyve bort. Men trods Daidalos’ advarsel fløj Ikaros for tæt på solen, så vokset smeltede og han styrtede i havet. | 160 |
| som et Hjobs Legeme | Faust anden del v. 11809 f.; Mefistofeles skyder roserne af sig som bylder med en blanding af væmmelse og selvsikkerhed. Bibelens Job var plaget bl.a. af bylder, jf. Jobs Bog 2,8. |
| Anachoreter(nes) | eneboere, oprindelig om de oldkristne eneboere i den ægyptiske ørken. |
| bodfærdige | angerfuld, parat til at gøre bod. |
| Rahel, Fru Staël-Holstein, George Sand | Rahel Varnhagen von Ense, f. Levin (1771-1833), holdt litterær salon i sit hjem i Berlin; Germaine Staël-Holstein, f. Necker (1766-1817), holdt digterhof på Coppet i Schweiz; hun var ligesom den yngre George Sand (1804-1876), pseudonym for Aurore Dudevant, en betydelig forfatterinde. | 161 |
| en ung Slavinde i Lænker | den danske billedhugger Jens Adolf Jerichaus (1816-1883) figur fra 1852; i Glyptoteket. |
| Olymp(-Menneske) | Olympen, bjergmassiv i Thessalien; i græsk mytologi gudernes bolig. |
| en gammel Fabel | allerede hos Æsop (500-tallet f.Kr.); jf. Æsops Fabler ved Chr. Winther, 2. udg. 1880, s. 48. |
| Kong Lear, Coriolan | skuespillene King Lear, 1604-1605 (dansk 1792), Coriolanus, 1608 (dansk 1819). |
| Viola | egentlig Twelfth Night, or, what you will, 1601 (dansk Hellig tre Kongers Aften ved A.E. Boye, 1829); omdøbt til Viola til ære for Johanne Luise Heiberg (1812-1890), som udførte denne rolle ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater den 20. september 1847. |
| Kjøbmanden i Venedig | The Merchant of Venice, 1796-1797, (dansk Kjøbmanden i Venedig, 1792). |
| Tasso … Egmont | skuespillene Torquato Tasso. Schauspiel, 1790, og Egmont. Ein Trauerspiel, 1788. | 163 |
| for at hver den som troer ikke skal fortabes | jf. Johannes 3,16. | 164 |
| Balder … Ragnarokr | kristne hovedbegreber sammenstilles med guder og begreber fra nordisk mytologi: Balder er Odins søn, som lider døden; Loke er især det ondes gud; Gimle er den gyldne sal, hvor de gode mennesker optages; Ragnarokr er den endelige kamp mellem guder og jætter, verdens undergang. |
| kunstlet | kunstfærdigt. |
| det leed han ikke | det kunne han ikke lide. |
| Narcissus | Narkissos, i græsk mytologi en smuk yngling, der ikke gengældte nymfen Ekkos kærlighed og til straf måtte forelske sig i sit eget spejlbillede i en kilde. |
| Papyrusblad … Moses | jf. 2. Mosebog 2,3. | 165 |
| miskundelig | barmhjertigt tilgivende. | 167 |
| To Store i een Sæk … rummes! | citat fra Johan Herman Wessels (1742-1785) Kierlighed uden Strømper, 1772, (IV, 1). |
| Heiberg og Martensen | Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) havde siden 1824 været den vigtigste talsmand i Danmark for den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831); i det teologiske fakultet repræsenteredes hegelianismen i 1840’erne især af Hans Lassen Martensen (1808-1884), Sjællands biskop fra 1854. |
| Guldkalv | her: afgud, jf. 2. Mosebog 32. |
| Der staaer i Bibelen … Ord | jf. Matthæus 12,36; nu: tomt ord. |
| Consistorialraad | titel, der blev givet til fortjenstfulde præster. | 168 |
| Himmelens Stjerner kunne falde | jf. Matthæus 24,29 og Johannes’ Åbenbaring 6,12 f. |
| disputere | diskutere. | 169 |
| (en dansk) Bettina | Bettina von Arnim, f. Brentano (1785-1859), tysk forfatter, sværmede som ung brændende for Goethe. |
| som Alfen og den lille Marie | hentydning til Johann Ludwig Tiecks (1773-1853) eventyrfortælling »Die Elfen« (alferne) i Phantasus, bind 1, 1812. |
| Dunster | dampe. |
| Hjernens Virken … Væren | udtalelse af Ludwig Feuerbach, citeret i Fabri s. 9. |
| (Hjernen, dette) terra incognita | (latin) ukendte land, udtryk fra Fabri s. 44. |
| dens Phosphor | atter Fabri, der s. 10 citerer Feuerbach: »ohne Phosphor im Hirn sei kein Gedanke, der Phosphor eigentlich denke in uns« osv.; (tysk) uden fosfor i hjernen findes ingen tanke, det er egentlig fosforet, der tænker i os. |
| Grunden til alle Laster … Dyder | jf. Fabri s. 9. |
| Der Mensch allein … Menschen | (tysk) Mennesket alene er og skal være vor Gud, vor Fader, vor dommer, vor forløser, vort sande hjemsted, vor lov og målestok, alfa og omega i vort statsborgerlige og sædelige, vort offentlige og huslige liv og stræben. Ingen frelse uden om mennesket; Fabri s. 9 efter Feuerbachs broder og popularisator, Friedrich Feuerbach, i pjecen Die Religion der Zukunft, 1843, s. 15. | 170 |
| Alchymisten | guldmageren. |
| blive som Gud | slangens ord til Eva i 1. Mosebog 3,5; den latinske titel på Wilhelmine Canz’ (1815-1901) anonymt udgivne roman i tre bind Eritis sicut Deus, 1854, som var rettet mod liberal teologi og materialistisk filosofi; bogen optog H.C. Andersen meget under arbejdet med »At være eller ikke være«. |
| Gik alle Konger frem paa Rad | fra H.A. Brorsons salme »Op! all den ting, som GUd har giort«, 1734, Nr. 77 i Troens rare Klenodie, 1739. |
| Phidias | Fidias (400-tallet f.Kr.), berømt græsk billedhugger fra Athens storhedstid. |
| Praxiteles | (ca. 390-330 f.Kr.), græsk billedhugger. |
| Laokoons Gruppe | skulptur fra ca. 25 f.Kr. forestillende Laokoon og hans to sønner omslynget af slanger, jf. fx Vergils Æneiden, 2. sang; befinder sig i Vatikanmuseet. |
| mediceisk Venus | Venusstatue fra romersk kejsertid, som tidligere tilhørte slægten Medici; befinder sig i Firenze. |
| Ganymed | gudernes smukke mundskænk, Ganymedes; skulptur fra 1804; befinder sig i Thorvaldsens Museum. |
| auf Mischung kommt es an! | (tysk) det er legeringen, det kommer an på; ordene ytres af Wagner under arbejdet med at skabe Homunculus (Faust anden del v. 6850). | 171 |
| Da Tidens Fylde kom … Christus | jf. Galaterbrevet 4,4. |
| Seinestaden | Paris. |
| Ludvig den Fjortende(s) | Ludvig 14. (1638-1715), Solkongen, fransk konge fra 1643. |
| Girandola | fyrværkeri. |
| Marseillaisen | revolutionssang fra 1792 af C. Rouget de Lisle (1760-1836), fra 1795 fransk nationalsang. |
| Louis Philippe | (1773-1850) konge siden julirevolutionen 1830, forlod landet efter februarrevolutionen 1848, som udløste martsrevolutioner i Østrig, Ungarn og Norditalien, og i Tyskland vajede de sort-rødgyldne Flag, dvs. det gamle kejserriges farver. |
| bacchanalsk(e) | vilde; efter festerne (bakkanalerne) for vinens gud, Bacchus. |
| Lagune(n) | lav strandsø, næsten adskilt fra havet. |
| Dannevirke | fæstningsanlæg i Slesvig, hvis ældste dele stammer fra 650; udbygget i flere omgange. Det mistede sin militære betydning i 1300-tallet, men blev et nationalt symbol under Treårskrigen, 1848-1851. |
| Et Oprør var brudt ud | den 24. marts 1848 begyndte den slesvig-holstenske opstand med et kup i Rendsborg. | 173 |
| Eideren(s) | grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. |
| Baun | bål, især som signal på et højtliggende sted. |
| Fæstensring | ring, hvormed man beseglede fæste, dvs. forlovelse. |
| Grund-Accorden | den treklang, som er basis for en melodi, og som afslutter den. | 174 |
| Jernbanen til Roeskilde | den første i det nuværende Danmark, åbnet 1847. |
| Kaalunds Vise | Hans Vilh. Kaalunds (1818-1885) »Sang for det danske Folk« (Den 22. Marts 1848). |
| Turnere | egentlig (organiserede) gymnaster; under krigen især om tyske frikorpsmænd, friskarer. |
| ved Bau … føre dem i Striden | Prinsen af Nør (Frederik, 1808-1865) kom til Flensborg under slaget ved Bov, red i galop sydpå for at standse de flygtende og nåede Slesvig by som en af de første. | 175 |
| Dybt føle vi (…) vunden | fra H.C. Ørsteds krigsdigt Kampen, den nødvendige, 1848. |
| Afsluttet | isoleret. |
| Hibernia | (latin) Irland. |
| dansk Had | had til danskerne. |
| sondre sig | skille sig fra hinanden. |
| Thyras Vold | Dannevirke. |
| Arndt | den tyske digter, professor Ernst Moritz Arndt (1769-1860), der var veteran fra frihedskrigene, havde 1845 i et åbent brev stillet sig på slesvigholstenernes side; tyskerne kunne let kaste de sølle Danskere i vandet, og den cimbriske halvø, dvs. Jylland, skulle aldrig afsnøres fra Tyskland. |
| Holmgang | tvekamp, der foregår på en holm eller afgrænset plads. | 176 |
| Hvor Luther fødtes og hvor Goethe sang | Hvor Luther talte, hvor Göthe sang; fra H.C. Andersens digt »Til den lille Prinds Carl August«, storhertug Carl Alexanders søn (BFN 510); trykt i Digte, gamle og nye, 1846 med 1847 på titelbladet (se denne udgaves bind 8). |
| Danmark, deiligst Vang og Vænge … blaa | de to første linjer af den danske præst og grammatiker Laurids Olufsen Koks (1634-1691) vise »Om Tyre Danebod«, udgivet af Peder Syv i 1695 og sat i musik i 1811 af P.E. Rasmussen (1776-1860). |
| Paaskeklokken kimed | de første ord i Carl Plougs (1813-1894) digt »Slaget ved Slesvig« om tyskernes generobring af Slesvig påskedag 23. april; trykt i Fædrelandet 5. maj 1848. | 177 |
| afbidte … Patroner | patroner åbnet ved afbidning af en ombøjet del. |
| Slutter Kreds … igjen | omkvædet fra Plougs Slaget om Slesvig. |
| Gottorp Slot | uden for Slesvig by; kongeligt slot fra 1713. |
| bivouaquere(des) | slå lejr under åben himmel. |
| Generalen | Hans Hedemann (1792-1869). |
| Tællepraas(en) | tyndt tællelys, lys af talg. | 179 |
| Tornister | stiv, firkantet rygsæk, hvori fx soldater medfører deres oppakning. |
| fort | fremad. |
| Dyppelbjerg | Dybbøl Banke. |
| Fjenden skred over Kongeaaen | 2. maj 1848. |
| Middelfart | Middelfart bombarderedes 8. maj 1848. | 180 |
| Bacchantinder | vinguden Bacchus’ ekstatiske kvindelige ledsagere. |
| Goethes italienske Sonetter | formodentlig sigtes der til indledningslinjerne i Goethes første epigram fra Venzianische Epigramme, 1790: »Sarkophagen und Urnen verzierte der Heide mit Leben: / Faunen tanzen umher, mit der Bacchantinnen Chor / Machen sie bunte Reihe«; sakofager og urner smykkede heden med liv: Fauner danser omkring, med bacchantindernes kor danner de en broget række. | 181 |
| Valpladsen | kampstedet, slagmarken. |
| Wrangel … brandskattede Jylland | den preussiske øverstbefalende general F.H.E. Wrangel (1784-1877) udskrev 18. maj 4 mio. rigsdaler krigsskat i Jylland som modtræk mod blokaden af tyske havne, men måtte rømme landet 23. maj efter russisk diplomatisk pres. |
| Dyppelmølle | Dybbøl Mølle. | 182 |
| en Forstillingskasse | en del af en feltkanon; episoden fandt sted under kampen mod overmagten ved Nybøl Mølle. |
| Espingol(erne) | våben med flere løb, der automatisk affyredes efter hinanden. |
| Tirailleurfægtningen | fodfolkets kamp i skyttekæder, dvs. formationer, hvor skytterne spredes i en kæde tværs over skudretningen. |
| Gravensteen | Gråsten. | 183 |
| Mennesket saavelsom Dyret er Maskine … troe at være endnu bedre! | efter Carl Vogt (1817-1895), tysk-schweitzisk zoolog, tilhænger af Darwins evolutionslære, citeret i Fabri s. 11 f. |
| Eenheden af jeg og du, der er Gud | efter Feuerbach citeret i Fabri s. 9. |
| Mennesket er en … Kredsløb | efter Jakob Moleschott (1822-1893), tysk fysiolog, tilhænger af den mekaniske materialisme og påvirket af Feuerbach, citeret i Fabri s. 15. | 184 |
| Vederqvægelse | lindring, trøst. |
| Mennesket er … Klædning | som det foregående citat. |
| Orest | i den oldgræske sagntradition er Orestes søn af Agamemnon og Klytaimnestra; han dræbte moderen som hævn for, at hun havde dræbt faderen, og han forfulgtes derfor af hævngudinderne, erinyerne (latin: furierne); sagnet er behandlet af græske tragediedigtere. |
| Guds-Ideen er en Skabning af vor Phantasie | Fabri s. 18 efter Feuerbach. | 185 |
| styrknede | størknede. |
| Es blies ein Jäger … verlorn | (tysk) En jæger blæste i sit horn, / og alt, hvad han blæste, var fortabt; begyndelsen af folkevisen Die schwarzbraune Hexe i Achim von Arnim og Clemens Brentanos folkevisesamling Des Knaben Wunderhorn, 1806-1808. | 188 |
| Fæstningsslaverne fra Rendsborg | det falske rygte om Slavekrigen fremkaldte stor panik i Jylland, og man rykkede ud mod de løsladte. |
| Psal. | Salmernes Bog. |
| hvor monne han lide | hvor mon han befandt sig. |
| Krigen her i Landet … Fjenden | under krigen med Sverige 1658-1660 nedkæmpede polsk-brandenburgske tropper svenskerne i Jylland. |
| Præsterne hængtes … tildøde | jf. Thiele 2, III, s. 84 og 93. | 189 |
| Gud kan … slaae! | fra 1600-tallet indtil 1862 sang vægterne hver time fra 8 aften til 5 morgen et af Vægterversene, verslinjen her er frit gengivet fra verset til kl. 11. | 190 |
| geraadet | kommet. | 192 |
| Udskrift | påskrift (med navn og adresse; her på afsender). |
| Duens Olieblad | blad fra oliventræet; hentydning til beretningen om syndfloden i 1. Mosebog 8,10 f. |
| Miskundhed | barmhjertighed. | 193 |
| Skytten i Lykkens Tumleklode! | forveksling med folkebogen Ærens Tornevej for en Skytte navnlig Bryde, 1710 | 195 |
| Vanvidets Sphinx | sigter til sagnet om Ødipus: Sfinksen ved Theben gav de forbipasserende en gåde og styrtede dem i dybet, hvis de ikke havde svar; det havde Ødipus, og sfinksen styrtede da sig selv ned. | 196 |
| karsk | rask. |
| Vaabenstilstand | våbenhvilen blev erklæret den 2. juli, men blev ikke respekteret af general Wrangel og trådte først i kraft i slutningen af august 1848. |
| den tappre Landsoldat | Peter Fabers (1810-1877) »Dengang jeg drog af sted«, flyveblad fra 1848. |
| Gutter ombord! | Adolph Frederik von der Reckes (1820-1867) »Sømandshilsen«, 1848. | 197 |
| probere | prøve. |
| Ja var der ingen Fare … dig! | fra »Dengang jeg drog af sted«. |
| Henriette Nielsen | (1815-1900), dansk forfatterinde; citatet har ikke kunnet lokaliseres. |
| det vexlende sorte Bræt | hentydning til den optiske telegraf, som bestod af store sorte plader placeret på høje master, der i forskellige kombinationer udgjorde et signalsprog; indført i Danmark 1802 og udvidet under Napoleonskrigen 1812. |
| Eckernførde | 5. april 1849 foretog linjeskibet Christian VIII m.fl. skibe et mislykket angreb på landbatterierne ved Eckernförde; de to største skibe måtte overgive sig, hvorefter Christian VIII sprang i luften. Det samme gjorde i 1710 Ivar Huitfeldts linjeskib, Dannebroge, og ordene om hans »Vei til Himlen« associerer til Ingemanns »Til Dannebroge« (»Vift stolt paa Codans Bølge!«), fra ca. 1807, udgivet i Julegave, 1816. |
| Dyppelbjerg … Kolding | 13. april respektive 23. april 1849. |
| Kartesker | kardæsker, projektiler til svært skyts. | 198 |
| General Rye | Olaf Rye (1791-1849), officer, faldt 6. juli 1849 ved Fredericia. |
| Von der Tann | friherre Ludwig von der Tann (1815-1881), bayersk officer. |
| Nørresnede | byen Nørre Snede i Østjylland, hvor danske dragoner natten mellem 8. og 9. juni 1849 fangede et kommando kurhessiske husarer (64 mand); af Erik Pontoppidans Den Danske Atlas, bind IV, 1768, s. 476, fremgår det, at den hos Saxo omtalte sagnkonge Snio og hans dronning er begravet ved Nørre Snede. |
| Gud han raader for Lykken! | ikke stedfæstet citat. |
| Fredericia | slesvigholstenerne indesluttede byen efter slaget ved Kolding, mens rigstropperne forfulgte general Olaf Rye nordpå. |
| Holger Danske | sagnhelt, som oprindelig optræder i den middelalderlige sagnkreds omkring Karl den Store og hans helte under navnet Ogier le Danois, men som i 1800-tallet bliver symbol på den nationale kampånd, der vækkes af sin dvale i farens stund. | 199 |
| fordunste | fordampe. |
| det vundne Slag | udfaldet fra Fredericia 6. juni 1849. |
| Seirens Engel … Blod | første strofe af Ingemanns digt »Fredericia-Slaget«. |
| Vaabenstilstanden | 10. juli 1849. |
| Svenskernes Komme | svenske tropper holdt det nordlige Sønderjylland besat under våbenstilstanden. |
| de danske Troppers Bivouacliv | 16. juli 1850 begyndte de danske tropper indmarchen i Sønderjylland, og efter Istedslaget 24.-25. juli besatte de Dannevirke; her begyndte de at bivakuere, dvs. slå lejr i det fri. | 200 |
| Birnams Skov | i Shakespeares Macbeth, 1606, (V), bliver titelhelten spået, at hans magt ikke vil brydes før Birnam-Skoven rykker frem til hans borg; det sker imidlertid, da den angribende hær bruger bøgegrene fra skoven til camouflage. |
| Fra Als til Dannevirke | fra Grundtvigs »Kiærminde-Sang« om Istedslaget: »Det var en Sommermorgen«, 1850. Af de nævnte lokaliteter i grænselandet betegner Ægers Dør (dvs. Ægirs Dør) floden Ejderen (tysk: Eider); Ægir var en havjætte og flodens oldnordiske navn Ægisdyrr. |
| Frederiksstad | 4. oktober afsloges stormen på den brændende by. |
| Sit Løfte … Hurra | fra »Dengang jeg drog af sted«. |
| Antæus | Antaios; i græsk mytologi en kæmpe fra Libyen (det græske navn for Afrika), søn af havguden Poseidon og jordgudinden Gaia; han var uovervindelig, så længe hans fødder rørte jorden. | 203 |
| Indtogsdage i Kjøbenhavn | 2.-20. februar 1851 under store festligheder. |
| Der gik en Jubel … brændte | afsnittet »Hjemkomsten« i H.P. Holst (1811-1893), »Den lille Hornblæser«, 1849. | 204 |
| Underlivs-Convolvoli | konvulsioner, nervøse trækninger i maven; konvolvolus er slyngplanten snerle. |
| Casino | teater og forlystelsesetablissement i Amailegade, åbnet 1848 (nedlagt 1939). |
| Hunde … paa Volden | krigsministeriet havde i begyndelsen af 1850’erne genoptaget den praksis at lade omstrejfende hunde på volden aflive. |
| Gummi-Elastikum | gummi, elastisk materiale. | 205 |
| Der kleine Schalk Amor | (tysk) den lille skalk, Amor. |
| Straadød | det at dø i stråene, dvs. sengen (i stedet for i kamp). |
| Strapaze | (tysk) strabadser. | 208 |
| Væverskytte | træbeholder med en garnspole. |
| Daran erkenn’ ich … gelte nicht | (tysk) Den lærde Herre kjender jeg derpaa! / Ting, I ei føler, Mile fjernet staae; / Hvad I ei fatter, aldrig ret I fandt, / Hvad I ei regner, troer I ei er sandt, / Hvad I ei veier, kommer ingen Vei, / Hvad I ei mynter, troer I gjælder ei; Mefistofeles ord til kansleren (Faust, anden del, v. 4917-22). |
| Oratoriet | bedesalen. | 210 |
| bedre at … Smaa! | jf. Matthæus 18,6. |
| Materialisterne | de, der hævder, at alt kan forklares fysisk. |
| Galilæi | Galileo Galilei (1564-1642), italiensk fysiker og matematiker, tilhænger af Kopernikus’ lære om, at planeterne og dermed Jorden kredser om Solen; 1633 dømt af inkvisitionen for kætteri og derpå tvunget til at afsværge sine kætterske meninger, men skal have mumlet: E pur, si muove! (og dog bevæger den sig). |
| Parablen | lignelsen om den fortabte søn, jf. Lukas 15. |
| lysteligt at see til | jf. 1. Mosebog 2,9. |
| dømmer ikke | jf. Lukas 6,37. | 211 |
| Glaubst Du an Gott? | (tysk) Troer Du paa Gud?; citat fra katekisationsscenen (katekisation: religionsundervisning formet som spørgsmål og svar) mellem Margarethe og Faust (Faust første del, v. 3426 ff.). | 212 |
| Wer darf … Gott! | (tysk) Paa Gud jeg troer, hvo sige / Tør det vel blot? |
| So glaubst Du nicht? | (tysk) Saa troer Du ikke! |
| Wer darf … selbst? | (tysk) Tør Nogen, Pige! / Ham nævne, sige: / Jeg troer paa ham? / Tør Nogen nøle? / Kan Nogen føle, / Og sige: paa ham troer jeg ei? / Han, Altings Herre, / Han, Alts Opholder, / Opholder, fatter ei / Han Dig, mig, sig?; citat fra Faust, første del, v. 3453 ff. |
| selvom de døde stode op og vidnede | jf. Lukas 16,30-31. |
| erholder | får. | 213 |
| Caligula | (12-41), romersk kejser fra 37, kendt for sin grusomhed. |
| Aandens Pindse-Flamme | Helligåndens komme pinsedag år 33, jf. Apostlenes Gerninger 2. | 215 |
| Edda-Christendom | med tanke på Grundtvig, der brugte den nordiske mytologi i sin kristne digtning og tænkning. |
| Kierkegaard(s) | Søren Kiekegaard (1813-1855), dansk forfatter, teolog og filosof. |
| orthodoxe | rettroende, dogmatisk rigtige. |
| Liberie | dragt, der bæres af tjenere hos fornemme folk. |
| italiensk Opera | et italiensk operaselskab besøgte Danmark i 1841-1846, jf. note til s.141. | 216 |
| Rossi(s) | tenoren Pietro Cicerchia Rossi (ca. 1820-1882), som optrådte i Danmark med det italienske operaselskab, blev udnævnt til kammersanger 1846. |
| Norma | hovedperson i Vincenzo Bellinis (1801-1835) opera Norma, 1831, med tekst af Felice Romani (1788-1865) om den keltiske druidedatter Normas hemmelige forhold til den romerske prokonsul Pollione, for hvilket hun soner sin synd på bålet, efter hun har bedt om sin faders tilgivelse (dansk Norma, 1840, oversat af Adam Oehlenschläger; opført første gang på Det Kgl. Teater samme år). |
| Rossini(s) | den italienske operakomponist Gioacchino Rossini (1792-1868). |
| Gluck, Bethoven og Mozart | Christoph Willibald von Gluck (1714-1787), tysk komponist, Ludwig van Beethoven (1770-1827), tysk komponist og Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), østrigsk komponist. |
| Hartmann(s) og Gade(s) | J.P.E. Hartmann (1805-1900) og Niels W. Gade (1817-1890), danske komponister. |
| Thora, Signe, Valborg | heltinder i tragedierne Hakon Jarl, 1807, Hagbarth og Signe, 1815, og Axel og Valborg, 1810. |
| astralklare | stjerneklare. |
| Kjæmpeviserne | folkeviserne, kendt i mange udgaver siden Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog, 1591 ff. (med 200 viser ved Peder Syv, 1695), hvortil kom W.H.F. Abrahamson, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rakbek Udvalgte danske Viser fra Middelalderen I-V, 1812-1814. |
| Eleonore Ulfeld | Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698), datter af Christian 4. og Kirsten Munk, fængslet som delagtig i ægtefællen, Corfitz Ulfeldts, landsforræderi og indsat i Blåtårn 1663-1685, hvor hun skrev sit selvforsvar, Jammers Minde. |
| Dina | Oehlenschlägers tragedie fra 1842. |
| Die Seherin von Prevorst | bog fra 1829 af lægen og lyrikeren Justinus Kerner (1786-1862), der interesserede sig for okkultisme; han skrev den efter iagttagelser af mediet Friederike Hauffe, og den kom i flere oplag, også på engelsk og fransk. | 217 |
| thi den er deres | deres, dvs. Deres. |
| Der ere flere Ting … drømme! | Hamlets ord til Horatio (Hamlet, I, 5). | 218 |
| (Spøgelse-)Burnus | stor ulden overklædning med hætte, brugt af arabere i Nordafrika. |
| Krigen | Treårskrigen, 1848-1851. |
| Herregaards-Skytte | i 1848, året før der indførtes almindelig værnepligt, oprettedes to frivillige riffelkorps for henholdsvis Jylland og øerne. |
| Odense Daare-Anstalt | fandtes indtil 1888 i Odense Graabrødre-Hospital. | 220 |
| Guds Aande svævede over Chaos | jf. 1. Mosebog 1,2. |
| Bramin(ernes) | brahman, indisk offerpræst, medlem af den højeste kaste. | 223 |
| Klædemon | klædebon, klædning. |
| rimpet | foldet. |
| den christelige Dogmatik | H.L. Martensen Den christelige Dogmatik, 2. oplag 1850, s. 323. »Sjælene, da« er fejl for »Sjælene. Da«. Efter ordet »Betydning« er udeladt et par linjer inden ordene »selv vælge eller forskyde Frelsen«. |
| Fatalisme | skæbnetro, den opfattelse, at skæbnen er forudbestemt og uundgåelig. |
| Zeller | Eduard Zeller (1814-1908), tysk teolog og filosof. |
| Vogt | Carl Vogt mod hvis materialisme Fabri polemiserer bl.a. s. 10-15 og s. 188 f. | 225 |
| Augustinus | skrift(er) af kirkefaderen Augustin (354-430), hvilke(t) kan ikke afgøres. |
| Zendavesta | Zend-Avesta, kommentarer og oversættelser til zarathustrismens hellige skrifter, Avesta. |
| Schleiden | Matthias Jakob Schleiden (1804-1881), tysk botaniker, hvis Studien. Populäre Vorträge, 1855, Fabri behandler kritisk s. 125-147. |
| Liebig | Justus von Liebig (1803-1873), tysk kemiker. |
| Fatum | tilskikkelse, skæbne; her nærmest: forudbestemmelse. |
| bliver Maskiner | forbliver maskiner. |
| Extremerne berøre hinanden | Les extrêmes se touchent, fransk talemåde, som findes hos Blaise Pascal (1623-1662), fransk matematiker, fysiker og filosof, og Jean de La Bruyère (1645-1696), fransk forfatter. |
| Narcis(-Billede) | i græsk mytologi var Narkissos en smuk yngling, der ikke gengældte nymfen Ekkos kærlighed og til straf måtte forelske sig i sit eget spejlbillede i en kilde. |
| Omnibus(førere) | stor, lukket hestetrukket vogn til offentlig transport; i brug i København fra ca. 1840. |
| der gaaer det mig, som Jeppe | Ludvig Holbergs komedie Jeppe paa Bjerget, 1722, I,3. | 226 |
| Courage | mod. |
| Mester Erich | er navnet på Jeppes kone Nilles krabask (ris). |
| Comedien »Trolddom« | realistisk tragedie af P.V. Jacobsen (1799-1848); opførtes fem gange i 1847 uden at gøre større lykke. |
| første (Talenter) | største. |
| Man maa … Parabelen | lignelsen om de betroede talenter (penge), jf. Matthæus 25,14-30. |
| Spekhøkeren | forhandler af viktualier, smør, æg, brød og andre dagligvarer. |
| Kammerherrenøgle | til hofembedet som kammerherre hører en særlig uniform med en gylden nøgle, der bæres på højre frakke- eller kjoleskøde. | 227 |
| Alle Schuld rächt sich auf Erden | (tysk) Al skyld hævner sig på jorden; citat fra harpespillerens sang i Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 (dansk Wilhelm Meisters Læreaar, 1801-1802). | 228 |
| længer end i ni Aar | hentydning til Horats’ (65-8 f.Kr.) råd til unge poeter: Nonumque prematur in annum (latin) Gem det på niende år!, Ars poetica v. 388. |
| Fjerdingen | her: skraldebøtten. |
| empfindlich | sensibel, overfølsom. |
| Dalai Lama | overhovedet for den tibetanske buddhistiske kirke, her: højeste autoritet. |
| Fortogsret | fortovsret; giver den, der går med kantstenen på sin højre hånd, ret til at blive gående, således at modgående må vige til side; indført 1810. |
| dolce farniente | il dolce far niente (italiensk) den søde lediggang; bevinget udtryk efter Plinius den Yngres (62-113) latinske sentens: Jucundum tamen nihil agere, det er dejligt intet at udrette. |
| det sympathetiske Blæk | blæk, som skal opvarmes eller påvirkes kemisk for at blive synligt på papiret. | 230 |
| Ole Lukøie … Hyldemoer | eventyrspil af H.C. Andersen opført 1. gang på Casino henholdsvis 1. marts 1850 (BFN 564) og 1. december 1851 (BFN 596). |
| Dryade | i græsk mytologi en trænymfe, der lever og dør med træet. |
| Lygtemand(en) | lysfænomen over moser og enge; ifølge folketroen et overnaturligt væsen (undertiden genfærd), som mentes at frembringe dette lys med en lygte for at lede eller lokke nogen ud i det farlige dynd; jf. Thiele 2, II, s. 298 f. |
| Laternamagica(-Billeder) | laterna magica (latin) magisk lanterne, tryllelygte; forløber for det moderne lysbilledapparat. |
| elverskudt | fortryllet af elverfolk, der ifølge folketroen var naturvæsener, som lokkede mennesker. |
| Mare | ifølge folketroen et kvindeligt væsen, der hjemsøger sovende om natten og sidder (rider) på deres bryst, hvad der giver åndenød og onde drømme; jf. udtrykket mareridt. |
| Svibler | løg. | 231 |
| Mahomed(s) | profeten Muhamed (ca. 570-532), Islams grundlægger. |
| Calvin skriver | reformatoren Jean Calvin (1509-1564) i Institutio Christianae Religionis, 1536, christianae, III, kapitel 23. |
| Augustinus | kirkefaderen Augustin. |
| Alle vore Hovedhaar … talte! | jf. Matthæus 10,30. |
| Ikke en Spurv … Villie | jf. Matthæus 10,29. | 233 |
| at have til den gamle Mand | at spare op til alderdommen; udtryk af uvis oprindelse. |
| geraadet i | kommet i. |
| Condition | stilling. |
| Mormon | de første mormoner kom i 1850 fra Utah til København, og menigheden stiftedes 15. september samme år. De drev livlig missionsvirksomhed, og 1850-1917 udvandrede 14.000 danske proselytter (altså folk, der gik over til den nye religion). |
| Kongestad | Salt Lake City. | 234 |
| Den rigtige Bibel | ifølge mormonernes lære er deres hellige bog, Mormons Bog, offentliggjort 1829, en oversættelse ved profeten Joseph Smith af en optegnelse fra 2200 f.Kr. til 400 e.Kr. |
| Almindelig Hospital | i Amaliegade, rummede 1768-1892 også en stor plejestiftelse for syge og fattige; i 1847 husede det 1233 tæt sammenhobede fattiglemmer og i sygeafdelingen ca. 400 patienter. |
| luslidte | luvslidte, så slidt, at stoffets luv er væk. | 235 |
| svindel | svimmel. |
| Aristophanes’ | ca. 450-ca. 385 f.Kr., forfattede ca. 50 komedier, heriblandt Plutos (388 f.Kr.); Plutos eller Pluton er rigdommens gud. |
| das ist … Erden | (tysk) det er det skønnes lod her på jorden; citat efter Friedrich von Schillers drama Wallensteins Tod, 1799, v. 3180. |
| Camoens | Luís Vaz de Camões (1525-1580), portugisisk digter, var som ældre hjemsøgt af modgang og sygdom, og ifølge traditionen sultede han ihjel. |
| Species | speciedaler, dvs. 2 rigsdaler. |
| Delicatessen | finheden. | 236 |
| sqvadronerede | pralede, brovtede. |
| vederfaret | hændt, overgået. | 237 |
| Cholera | 12. juni 1853 udbrød den store koleraepidemi i København, som indtil 1. september krævede 4737 dødsofre. |
| Bissens … Landsoldat | de danske billedhuggere Herman Wilhelm Bissen (1798-1868) og Jens Adolf Jerichau opfordredes i februar 1850 til at give udkast til et sejrsmonument for Fredericiaslaget. Bissens udkast udstilledes samme år, og bronzestatuen afsløredes i Fredericia 6. juli 1858. |
| Sonnes … Bataillestykker | den danske maler Jørgen Sonne (1801-1890) er bl.a. kendt for slagmalerier, således af Slaget ved Isted, 1850. |
| Elisabeth Jerichaus Danmark | et meget populært billede fra 1851, udført af Jens Adolf Jerichaus polskfødte hustru, Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881); befinder sig nu på Glyptoteket. |
| Som i Ægypten paa een Nat | jf. 2. Mosebog 12,29. | 238 |
| Arveprindsen og hans Gemalinde | Frederik 7.s farbror, arveprins Frederik Ferdinand (1792-1863), blev i 1829 gift med Frederik 6.s ældste datter Caroline (1793-1881). Parret nød stor popularitet i den brede befolkning. |
| en ung kjøbenhavnsk Pige | Ilia Fibiger (1817-1867), forfatterinde og filantrop, datter af oberstløjtnant Johan Adolph Fibiger (1791-1851). |
| Hospitalet | Det Kgl. Frederiks Hospital, hvor Ilia Fibiger havde meldt sig frivilligt ved koleraens udbrud og senere blev overvågekone. |
| Barmhjertig Søster | nonneorden for syge- og fattigpleje, stiftet privat, men fra 1668 med kirkelig status. |
| Clara Raphael | hentydning til Ilia Fibigers søster Mathilde Fibigers (1830-1872) Clara Raphael. Tolv Breve, 1851; et af de første indlæg for kvindesagen i Danmark. | 239 |
| Boccaccios Dekamarone | rammen om den italienske digter Giovanni Boccaccios (1313-1375) novellesamling Il Decamerone, omkring 1349-1351 (dansk Dekameron, 1873), er skildringen af ti unge, som under pesten i Firenze 1348 har søgt ophold på et landslot og fordriver tiden med at fortælle hinanden 10 gange 10 historier. |
| Thucydides, Manzoni og Bulwer | henholdsvis græsk historiker (ca. 460-400 f.Kr.), som skildrer pesten i Athen 430 i 2. bog af sit værk om Den Peloponnesiske Krig, den italienske digter Alessandro Manzoni (1785-1873), som skildrer pesten i Milano 1630 i romanen I promessi sposi (de trolovede), 1825-1827, og den engelske romanforfatter Lord Edward G.E.L. Bulwer-Lytton (1803-1873), der skildrer pesten i Firenze 1348 i romanen Rienzi, 1835. |
| Lindorm | ifølge folketroen en kæmpestor, menneskeædende drage eller slange, jf. Thiele 2, II, s. 284 ff. |
| Urtegaard | (urte- eller blomster-)have. | 240 |
| Daguerreotypen | jf. note til s. 90. | 242 |
| Loupen | luppen. |
| Æolsharpe | vindharpe, hvis strenge klinger ved vinden alene; opkaldt efter vindenes herre Aiolos i den græske mytologi. |
| lydsnelle | hurtig som lyden, med lydens hastighed. |
| Budstikke | jf. kommentar til s. 40. |
| sin Opdagelse | af elektromagnetismen 1820, som banede vej for den elektriske telegraf. |
| Schimmelmann | Ernst Schimmelmann (1747-1831), høje regeringsposter fra 1788; kunstnere og videnskabsmænd samledes i hans hjem, om sommeren Sølyst i Klampenborg, om vinteren palæet i Bredgade, det senere Odd Fellow Palæ. |
| Brødrene Stolberg | de holstenske digtere grev Christian Stolberg (1748-1821) og grev Friedrich Leopold Stolberg (1750-1819), begge i dansk statstjeneste. |
| Klopstock | Friedrich Gottlieb Klopstock (1724-1803), tysk digter, opholdt sig 1751-1770 i København og oppebar til sin død en pension fra den danske stat; hans hovedværk var verseposet Der Messias, 1772. |
| Baggesen | Jens Baggesen (1764-1826), dansk digter. |
| en Liszt, en Thalberg | Franz Liszt (1811-1886), ungarsk pianist og komponist, og Sigismund Thalberg (1812-1871), østrigsk pianist; tidens mest berømte pianister. De to mødtes i en meget omtalt klaverduel i Paris 1837. |
| Dreyschock | Alexander Dreyschock (1818-1869), bøhmisk klavervirtuos. | 243 |
| Dacapo | en gang til; egentlig fra hovedet, dvs. forfra. |
| hvor sundt og klart Ørsted havde viist dette | i Aanden i Naturen, 1850, kapitlet »Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben«; denne åbner digteren en ny og rig, kun lidet benyttet digterisk Verden (s. 101-104). |
| Rustkammer | rum eller bygning til krigsmateriel. | 244 |
| Heros | i græsk mytologi fællesbetengelse for en menneskelig, mandlig helt. |
| Noureddin | Aladdins onde modstander i eventyret fra Tusind og én nat og i Oehlenschlägers gendigtning, jf. note til s. 30. |
| David … Goliath | jf. 1. Samuelsbog 17. |
| Himmeriges Rige hører Børnene til | jf. fx Matthæus 19,14. | 247 |
| hvor let og snart | hentydning til Ämilie Juliane von Schwarzburg-Rudolstadts (1637-1706) begravelsessalme »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende«, 1686 (dansk bl.a. ved N.F.S. Grundtvig i 1845). | 249 |
| Døe, sove, muligt drømme | to sleepe, / to sleepe, perchance to dreame ...; Hamlets monolog, (III, 1). |
| de Hensovede | de døde. |
| Pindar i sin anden olympiske Seiers-Hymne | Pindar (ca. 520-440 f.Kr.), oldgræsk digter, skrev en række oder til olympiske sejrherrer; den anden af disse oder, »Pindars anden Olympiske Seirssang« er første gang oversat til dansk i 1823. Heri skildrer han både de usaliges og de saliges kår efter døden; de saliges ø nås ved sjælevandring. |
| Platons Phædon | den græske filosof Platons (427-347 f.Kr.) dialog Phaidon, skrevet efter 387, som handler om Sokrates’ sidste timer, indtil han tømmer giftbægeret. |
| Vaaninger | boliger. | 250 |
| Manden, der ikke kunde lade sig forskrække | et af de eventyr, brødrene Jacob og Wilhelm Grimm (1785-1863 og 1786-1859) nedskrev og udgav i Kinder- und Hausmärchen, 1812-1815, (dansk Grimms Eventyr, 1854): »Der Königssohn, der sich vor nichts fürchtete« (»Kongesønnen, der ikke var bange for noget«). | 251 |
| O Ewigkeit, du Donnerwort | O Ewigkeit du Donner Wort (tysk) O evighed, du tordenord; indledningslinjen fra digtet »Ernstliche Betrachtung / Der unendlichen Ewigkeit« af den holstenske barokdigter Johann Rist (1607-1667), sognepræst i Wedel ved Elben og forfatter til 659 salmer og opbyggelige sange, verdslige digte, skuespil mm. |
| O Ewigkeit … lang! | (tysk) o evighed, du gør mig bange, / O evigt, evigt er for længe! |
| Fornuften i Fornuften … det Skjønne | H.C. Ørsteds ord fra den 21. april 1833 i H.C. Andersens stambog, dvs. album, hvori venner og gæster skrev deres navne sammen med sentenser, vers o.l. Se Album I-V (facsimiler samt to tekstbind) udgivet af Kåre Olsen, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber, 1980, facsimile s. 107, tekstbind I, s. 351. | 252 |
| de betroede Penge | jf. Matthæus 25,14-30. |
| hvo som bliver … i Gud | jf. 1. Johannesbrev 4,16 |
| hvo | hvem. |
| Hvo, som søger, skal finde | jf. Matthæus 7,7; hvo: hvem. | 254 |
| Hvem Herren elsker … leve i | ikke ordret skriftsted, men jf. fx Salmernes Bog 23,6; 61,7 og 91,16. |
| Skov-Auction | det faldefærdige træ, Ma-Krokone, skulle bortauktioneres; jf. ADr nr. 33 og SGr 74. | 255 |
| en stor, ny Bro | opført 1834. |
| Karyatide | kvindefigur som bærende element i en bygning, fx som søjle eller støtte for et tag. |
| Herskabs-Vaaning | Michael Drewsens store villa fra 1847-1848. |
| Bowling-greens | græsplæner, specielt til kuglespil. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: »At være eller ikke være«. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession