H.C. Andersen

Barnet i graven

Der var sorg i huset, der var sorg i hjerterne, det yngste barn, en firårs dreng, den eneste søn, forældrenes glæde og fremtids håb, var død. To ældre døtre havde de vel, den ældste skulle netop i dette år konfirmeres, velsignede, gode piger begge to, men det mistede barn er altid det kæreste, og dette var det yngste og en søn. Det var en tung prøvelse. Søstrene sørgede som unge hjerter sørger, grebet især ved forældrenes smerte, faren var nedbøjet, men moren overvældet af den store sorg. Nat og dag havde hun gået om det syge barn, plejet det, løftet og båret det. Det var en del af hende selv, havde hun følt og fornemmet, hun kunne ikke tænke sig at det var dødt, at det skulle lægges i kiste og gemmes i graven: Gud kunne ikke tage dette barn fra hende, mente hun, og da det dog skete og var en vished, sagde hun i sin syge smerte:

»Gud har ikke vidst det! Han har hjerteløse tjenere her på jorden, de handler som de lyster, de hører ikke en mors bønner.«

Hun slap i sin smerte Vorherre, og da kom mørke tanker, dødens tanker, den evige død, at mennesket blev jord i jorden, og at da alt var forbi. Ved sådan tanke havde hun intet at klamre sig til, men sank i fortvivlelsens bundløse intet.

I de tungeste timer kunne hun ikke græde mere. Hun tænkte ikke på de unge døtre hun havde, mandens tårer faldt på hendes pande, hun så ikke op til ham; hendes tanker var hos det døde barn, al hendes liv og leven åndede i at tilbagekalde sig hvert minde om barnet, hvert af dets uskyldige barneord.

Begravelsesdagen kom, nætter forud havde hun ikke sovet, i morgenstunden overvældedes hun af træthed og havde nogen hvile, imens blev kisten båret hen i en afsides stue og låget dér slået til at hun ikke skulle høre hammerslagene.

Da hun vågnede, kom op og ville se sit barn, sagde manden hende i tårer: »Vi har lukket låget, det måtte ske!«

»Når Gud er hård mod mig,« udbrød hun, »hvorfor skulle så menneskene være bedre!« og hun hulkede i gråd.

292

Kisten blev bragt til graven, den trøstesløse mor sad hos sine unge døtre. Hun så på dem uden at se dem, hendes tanker havde ikke mere med hjemmet at gøre, hun overgav sig til sorgen, og den kastede hende som søen kaster skibet der har mistet ror og styrer. Således gik begravelsesdagen og flere dage fulgte med samme ensformige, tunge smerte. Med våde øjne og bedrøvet blik så de sørgende hjemme på hende, hun hørte ikke deres trøst, hvad kunne de vel også sige, de var for bedrøvede dertil.

Det var som om hun ikke kendte til søvnen mere, og alene den ville være hendes bedste ven, styrke legemet, kalde ro i sjælen. De fik hende til at lægge sig i sengen, hun lå også stille som en sovende. En nat, manden lyttede efter hendes åndedrag og troede forvist at hun fandt hvile og lettelse, han foldede derfor sine hænder, bad og sov snart sundt og fast, mærkede ikke at hun rejste sig, kastede sine klæder om sig og gik så stille ud af huset for at komme derhen hvor hendes tanker nat og dag søgte, til graven der gemte hendes barn. Hun gik gennem husets have, ud på marken, hvor stien førte uden om byen hen til kirkegården. Ingen så hende, hun så ingen.

Det var dejligt stjerneklart, luften endnu så mild, det var først i september. Hun kom ind på kirkegården, hen til den lille grav, den var som en eneste stor buket af blomster, de duftede. Hun satte sig ned, bøjede sit hoved imod graven som skulle hun gennem det tætte jordlag kunne se sin lille dreng, hvis smil hun så levende huskede; det kærlige udtryk i øjnene, selv på sygelejet, var jo aldrig til at glemme, hvor talende havde dér hans blik været når hun bøjede sig over ham og tog hans fine hånd, den han ikke selv mægtede at løfte. Som hun havde siddet ved hans seng, sad hun nu ved hans grav, men her havde tårerne frit løb, de faldt på graven.

»Du vil ned til dit barn,« sagde en stemme tæt ved, den lød så klar, så dyb, den klang ind i hendes hjerte. Hun så op, og der stod hos hende en mand, hyllet i en stor sørgekappe med hætte ned om hovedet, men hun så ind under den i hans ansigt, det var strengt, men dog så tillidsvækkende, hans øjne strålede som var han i ungdoms år.

»Ned til mit barn!« gentog hun, og der lå en fortvivlelsens bøn deri.

»Tør du følge mig?« spurgte skikkelsen. »Jeg er Døden!«

293

Og hun nikkede bekræftende. Da var det med ét som om alle stjerner ovenover lyste med fuldmånens glans, hun så den brogede farvepragt i blomsterne på graven, jorddækket her gav blødt og sagte efter som et svævende klæde, hun sank, og skikkelsen bredte sin sorte kappe om hende, det blev nat, dødens nat, hun sank dybere end gravspaden trænger ned, kirkegården lå som et tag over hendes hoved.

Kappens flig gled til side, hun stod i en mægtig hal, der bredte sig stor og venlig. Det var skumring rundt om, men foran hende, og i samme nu, tæt op til sit hjerte holdt hun sit barn, det tilsmilede hende i en skønhed større end nogensinde før. Hun udstødte et skrig, dog hørligt blev det ikke, thi tæt ved, og derpå igen langt borte og atter nær, lød en svulmende, dejlig musik, aldrig før havde så saligstemmende toner nået til hendes øre. De klang hinsides det natsorte, tætte forhæng der skilte hallen fra det store evighedsland.

»Min søde mor! Min egen mor!« hørte hun sit barn sige. Det var den kendte, elskede røst. Og kys fulgte på kys i uendelig lyksalighed, og barnet pegede hen på det mørke forhæng.

»Så dejligt er der ikke oppe på jorden! Ser du, mor? Ser du dem allesammen? Det er lyksalighed!«

Men moren så intet der hvor barnet pegede, intet, uden den sorte nat. Hun så med jordiske øjne, så ikke således som barnet, det Gud havde kaldt til sig, hun hørte klangen, tonerne, men hun fornemmede ikke ordet, det hun havde at tro.

»Nu kan jeg flyve, mor!« sagde barnet, »flyve med alle de andre glade børn lige derind til Gud! Jeg vil det så gerne, men når du græder som du nu græder, kan jeg ikke komme fra dig, og jeg ville så gerne! Må jeg dog ikke nok? Du kommer jo derind til mig om ganske lidt, søde mor!«

»O bliv, o bliv!« sagde hun, »kun et øjeblik endnu! En eneste gang endnu må jeg se på dig, kysse dig, holde dig fast i mine arme!«

Og hun kyssede og holdt fast. Da lød hendes navn derovenfra, så klagende kom disse toner. Hvad var det dog?

»Hører du!« sagde barnet, »det er far som kalder på dig!«

Og atter, efter få sekunder, lød dybe suk, som fra børn der græder.

»Det er mine søstre!« sagde barnet: »Mor, du har jo ikke glemt dem?«

294

Og hun huskede de tilbageblevne, en angst betog hende, hun så frem for sig, og altid svævede skikkelser forbi. Hun troede at kende nogle, de svævede gennem dødens hal, hen mod det mørke forhæng, og der forsvandt de. Om vel hendes mand, hendes døtre kom til syne? Nej! Deres råb, deres suk lød endnu derovenfra, nær havde hun ganske glemt dem for den døde.

»Mor, nu ringer Himmeriges klokker!« sagde barnet. »Mor, nu står solen op!«

Og der strømmede et overvældende lys mod hende – barnet var borte, og hun løftedes – det blev koldt rundt om hende, hun hævede sit hoved og så at hun lå på kirkegården på sit barns grav. Men Gud var i drømmen blevet en støtte for hendes fod, et lys for hendes forstand, hun bøjede sine knæ og bad:

»Tilgiv mig, herre min Gud! At jeg ville holde en evig sjæl fra sin flugt, og at jeg kunne glemme mine pligter mod de levende du her gav mig!« Og ved disse ord var det som om hendes hjerte fandt lettelse! Da brød solen frem, en lille fugl sang over hendes hoved, og kirkeklokkerne ringede til morgensang. Der blev så helligt rundt om, helligt som i hendes hjerte! Hun kendte sin Gud, hun kendte sine pligter, og i længsel skyndte hun sig til hjemmet. Hun bøjede sig over manden, hendes varme, inderlige kys vækkede ham, og de talte hjertets, inderlighedens ord, og hun var stærk og mild som hustruen kan være det, fra hende kom fortrøstningens væld.

»Guds vilje er altid den bedste!«

Og manden spurgte hende: »Hvorfra fik du med ét denne kraft, dette trøstende sind?«

Og hun kyssede ham og kyssede sine børn:

»Jeg fik det fra Gud, ved barnet i graven!«

295

Del

[Sassy_Social_Share]