Vi over Kirkegaarden maae,

De sorte Kors i Sneen staae,

Skjult ligger Gravens Stene;

Den gamle Præst gaaer til sit Hjem,

Bag Kirken bryder Maanen frem;

Det er en Midnats Scene.

Alt Maanens Straale Muren naaer,

Et lille Barn ved Døren staaer,

Det er saa blegt og stille.

Den gamle Præst gaaer mere nær,

»Hvem er Du og hvad vil Du her?

Du fryser jo Du lille!«

»O gjør mig intet, lad mig gaae!

Min Moder ei det vide maae,

Saa græd hun meget mere.«

»– Nei, Barn! Dig intet Ondt vil skee!

Men Haanden bløder, lad mig see!

Er ingen hos Dig flere?«

»O, gamle Mand! jeg ret har grædt,

Men der var Intet uden det –

Det som jeg ei tør sige!

For Gjæld de stakkels Fader tog,

Ja Alting, selv vor Psalmebog,

Fordi vi ei er’ rige.«

»Og Moder græder for de Smaae,

Vi Allesammen sulte maae,

Der er saa tungt der hjemme!«

»– Du lille Stakkel staae ei her!

Men et Papiir Du har jo der,

Som Du for mig vil gjemme?«

»Kom giv mig det, jeg er Dig god,

Men hvad er det? det er dit Blod!

Hvad er det Du har streget?«

»– O Gud, o vær ei vred for det,

Jeg veed nok, det er ikke ret,

Men Moder græd saa meget.«

»Hun sagde; kun den gode Gud,

Kan hjælpe os af Nøden ud,

Naar bare han kun vilde!

Men ingen Hjælp vi fra ham fik,

Og derfor jeg til Kirken gik,

Nu da det er saa silde.«

»For at faae Blod, min Haand jeg skar,

Til Gud jeg mig forskrevet har,

Men ikke til den Slemme.

Gud vil jo gjerne see de Smaae?

Til evig Tid han mig maa faae

Naar han dem hjælper hjemme!«

»Men Moder maa ei vide det,

Hun har saa mange Taarer grædt,

Saa græd hun mange flere.«

– Da trykker Præsten Barnets Haand,

»Dig signe Gud, den hellig’ Aand!

Du skal ei græde mere!«