Snorlige Gader, Palai ved Palai,

Man bliver træt af at gaae og at see.

Pæne Soldater, – den Første jeg saae,

Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae,

Og jeg brød ud: »Hvilken Krop! Hvilke Been!

Gud, hvor det dog er en nydelig En!«

»Unter den Linden« Alverden gik.

(Det er dog smukkest i Kobberstik!)

Gaderne støve og Ungdommen med,

Ak, det gjør Øinene stor Fortred!

Ægte Berliner Witz finder man her,

Og den er kostbar – tro mig – især

Hvis den med Schnellposten skulde herfra,

Blev den for dyr ved sin Tyngde, ak ja!

»R« bliver snurret, man siger: »mein Jot«1

Ellers er Folket meget godt;

Byen – ja vendt paa ▶kryds eller tvers,

Bliver for stor til at sætte i Vers◀.

Mærk Dig: Moralen er saare fiin,

Som man faaer ud af det store Berliin.