Et rigt Blad i Kunstens Historie er oprullet og læst; Thorvaldsen har været; hans Liv var et Triumphtog, Lykken og Seieren fulgte ham, Menneskene have i ham erkjendt og hyldet Kunsten.

Denne Lykkeliges Liv, dette Triumphtog kan males med Ord som med Farver. Skulle vi give en Vignet bebudende det Hele, da ville vi ridse tre store Feldt og i det øverste tegne en dansk, kraftig Bøgeskov, hvor i Præsternes Kreds foran Alteret af raae Kampestene, Kongen staaer med den tykke Guldring om Haaret; det er Danmarks Konge Harald Hildetand, hans Øie funkler, hans Hoved hæver sig, hvad have de høie Guder lovet ham: Een af hans Slægt skal, om mange Secler, udstrække sit Scepter fra Nordcap til Europas Sydspidse, vidt mod Øst og Vest, hans Navn indskrives i Nationernes Bog. Vi tegne det næste Feldt: Secler ere henrundne, det er i vore Dage; en fattig Dreng med en lille rød Hue paa de lysegule Haar bærer en Leerkrukke i Seglgarnsbaand igjennem een af Kjøbenhavns snevre Gader, han bringer Mad til Faderen, som arbeider paa Holmen, og der snitter plumpe Billeder til Stavnen af Skibene. Betragt dog dette Barn, han er den yngste af Kong Harald Hildetands Æt, og ved ham skal Spaadommen gaae i Opfyldelse, men hvorledes? – Og vi ridse det tredie Feldt: Drengen er bleven Mand, det gule Haar hvidt, men i riig Fylde hænger det ned over de kraftige Skuldre; rundt om staae prægtige Marmorskikkelser: Jason med det gyldne Skind, Gratierne, de hellige Apostle. Det er Kunstnernes Konge vi see, Ætlingen af Harald Hildetand, den fattige Dreng, der nu som Mand strækker sit Scepter ud over Europas Lande i Aandens Rige, det er Berthel Thorvaldsen.

Ingen Digters Opfindelse, Virkeligheden selv er det, som giver Motivet til hvert af disse Billeder. ▶Island opbevarede forNordens Riger disses ældre Sprog, Mythologi og Historie◀, nøiagtig og tro findes i Sagaerne hele Slægters Stamtavle, og saaledes have vi Thorvaldsens. Slægten nedstammer fra Danmarks Konge Harald Hildetand, fra Danmark flyttede den til Norge og siden til Island; der læse vi i Sagaen om Laxdølerne, at een af Slægten, Oluf Paa, var en mægtig Høvding, hvis Sands for Kunstværker berømmes i Skjaldenes Sange. Bertel Thorvaldsens Aand rørte sig i Høvdingens Bryst; hør hvad Sagaen beretter:

»▶Oluf Paa lod opføre en Spisesal, der var større og skjønnere end man nogensinde tilforn havde seet; paa Væggen og paa Loftet vare afbildede berømte Begivenheder efter gamle Sagn, og det var saa dygtigt udarbeidet, at det saae langt skjønnere ud, end naar Loft og Vægge vare behængte med Tapeter. Da Spisesalen var færdig, var der et stort Gjæstebud hos Oluf Paa, derhen kom ogsaa Skjalden ▶Ulf Uggason, som gjorde et Qvæde om Oluf Paa og de Sagn, som vare afbildede paa Væggen; dette Qvæde blev kaldet Huusdrapa◀.«

Gjennem flere Slægter kan bevares Lighed i Træk og Manerer, saaledes ogsaa aandelig Eiendommelighed, og denne hos Oluf Paa er det, som forædlet og større fremtræder i vor Thorvaldsen.

Vi staae i Indgangen til hans Livsgalleri, Billed slutter sig til Billed i det lykkelige, seierrige Triumphtog.

Det var i Kjøbenhavn 1770 den 19de November, at Billedskjæreren Gottskalk Thorvaldsens Hustru, Karen Grønlund, en jydsk Præstedatter, fødte sin Mand en Søn, der i Daaben fik Navnet Bertel. Faderen var kommen ned fra Island og levede i fattige Kaar; de boede i lille Grønnegade, ikke langt fra Kunstacademiet; Maanen har ofte tittet ind i den fattige Stue, den har fortalt os derom.2

–▶»Fader og Moder sov, men den lille Søn sov ikke; jeg saae hvor de blommede Kattuns Sengeomhæng rørte sig, Barnet tittede ud; jeg troede først at han saae paa det bornholmske Stueuhr; det var nok saa broget malet, med Rødt og Grønt; der sad en Kukker ovenpaa; der vare svære Blylodder, og Perpendiklen med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage: »dik! dik!« men det var ikke det han saae paa, nei, det var Moderens Spinderok; den stod lige under Uhret; den var Drengens kjæreste Stykke i hele Huset, men han turde ikke røreden, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det dreiende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog spinde paa den Rok! Fader og Moder sov, han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter lidt stak der en lille nøgen Fod ud af Sengen og saa nok en nøgen Fod, der kom to smaa Been, Bums! stod han paa Gulvet. Han dreiede sig endnu engang om for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorde de, og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille, stumpede Skjorte, hen til Rokken og begyndte at spinde; Snoren fløi af og Hjulet løb da meget hastigere. Moderen vaagnede i det Samme, Omhænget rørte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spøgelse. »»I Jesu Navn,«« sagde hun og stødte angst Manden i Siden; han slog Øinene op, gned dem med Haanden og saae paa den lille travle Fyr. »»Det er jo Bertel!«« sagde han.«◀

Hvad Maanen fortæller see vi her som det første Billed i Thorvaldsens Livsgalleri, thi det er en Afspeiling af Virkeligheden; Thorvaldsen har selv næsten Ord til andet, i fortrolig Samtale paa det smukke Nysø, fortalt Forfatteren, hvad denne i sin Digtning lod Maanen sige. Det var een af Thorvaldsens ældste Erindringer, hvorledes han i sin lille, stumpede Skjorte sad i Maaneskinnet og spandt paa Moderens Rok og den kjære Moder tog ham for et lille Spøgelse.

For nogle Aar siden levede endnu en gammel Skibstømmermand, der huskede den lille, lyshaarede, blaaøiede Bertel, der kom til sin Fader i Huggehuset paa Holmen; Faderens Haandværk skulde han lære, og da denne følte hvor ilde det var ikke at kunne tegne, maatte den elleveaarige Dreng i Kunstacademiets Frihaands Skole, og der gik det rask fremad; to Aar efter kunde Bertel gaae Faderen flittig tilhaande, ja rette paa hans Arbeide.

See de svævende Skibe paa Værfterne! Dannebrogen vaier, Haandværksfolkene sidde i Kreds under Skyggen, ved deres tarvelige Frokost; men forrest hæver sig Hovedfiguren i dette Billed; det er en Dreng, som dristigt snitter Livstræk i Træbilledet til Skibets Gallion. Det er dettes Skytsaand og skal som det første Billede fra Bertel Thorvaldsens Haand vandre ud i den vide Verden. Det evigt svulmende Hav skulde døbe det med sine Vande, hænge sin Krands af vaade Planter omkring det.

Vort næste Billed betegner et Skridt fremad; ubemærket blandt de andre Drenge har han nu alt i sex Aar benyttet Academiets Skole, hvor han altid ordknap og taus stod ved sit Tegnebrædt; hans Svar var ja eller nei, et Nik eller en Rysten med Hovedet; men Blidhed lyste af Minerne, Godmodighed i hver Yttring. Billedet viser os Bertel som Confirmant; han er sytten Aar, just ingen ung Alder til at erkjende sin Daabspagt; hans Plads hos Provsten er nederst blandt de fattige Drenge; hans Kundskaber ere ikke store nok til at stille ham høiere. Nys stod i Avisen nævnt, at ved Academiet havde Eleven Thorvaldsen erholdt den mindre Sølvmedaille3. »Er det Eders Broder, som har vundet Medaillen?« spurgte Provsten. »Det er mig selv!« sagde Bertel, og den Geistlige saae med Velvillie paa ham, satte ham øverst blandt alle Drengene og kaldte ham fra nu af »Monsieur Thorvaldsen«. O, hvor dette »Monsieur« den Gang klang dybt i hans Sjæl, fortalte han tidt senere; det klang mægtigere end hver Titel, Konger kunde give ham; aldrig glemte han det siden.

I et lille Huus i »Aabenraa«, Gaden hvor Holberg lader sine fattige Poeter boe, levede Bertel Thorvaldsen hos sine Forældre og deelte sin Tid mellem Kunsten og med at hjælpe sin Fader. Academiets mindre Guldmedaille skulde vindes i Billedhuggerkunsten, Thorvaldsen var tyve Aar gammel, hans Venner vidste, bedre end han selv, hvor dygtig han var, de nødte ham til at modtage Opgaven: »Heliodorus, som udjages af Templet«.

Vi ere paa Charlottenborg, men det lille Kammer hvor Thorvaldsen nys sad for at gjøre sin Skizze, staaer tomt, og ned af den snevre Bagtrappe, jaget af Frygtens og Mistillidens Dæmoner, iler han afsted for ikke at vende tilbage. I en stor Genius’s Liv er Intet tilfældigt; det tilsyneladende Ubetydelige er en Guds ledende Finger; Thorvaldsen skulde fuldføre sit Hverv. Hvo er det, som standser ham paa den mørke Bagtrappe; een af Professorerne kommer just denne Vei, taler til ham, udspørger, formaner ham, han vender tilbage, og i fire Timer er Skizzen udført og den mindre Guldmedaille vundet. Det var den 15de August 1791.

Statsministeren Grev Ditlew af Rewentlow saae den unge Kunstners Arbeide og blev hans Beskytter, han skaffede ham Erhverv og satte sit Navn i Spidsen for en Subscription, der gav ham friere Leilighed til at overgive sig til sit Studium; to Aar efter var ▶den større Guldmedaille vunden og derved Adkomsttil et Reisestipendium◀, men før Afreisen skulde en daarlig Skolegang ophjelpes, Aar gik hen, han læste, studerede, Academiet gav ham sin Understøttelse; al Erkjendelse tilsmilte ham, en større, aandigere Kreds laa ham aaben. Vi ville fæste vort Øie paa een i hiin Tid for ham kjær Gjenstand, vi finde den ved hans Fødder i hine muntre Aftenscener, hvor han i lystigt Lag med Mænd, som Rahbek og Steffens, sidder en stille Beskuer, vi finde den i Krogen bag den store Kakkelovn med de blanke Messingkugler paa i det ellers fattige Kammer hjemme, der stikker sært af mod de pyntede Herrer der gjøre Besøg; vi see den, men bunden med en Snor bag Døren til Selskabs Theatret, hvor Thorvaldsen gaaer fra sin lille Rolle, de to Replikker han har at sige i »Barberen i Sevilla«, det er hans kjære Hund, den hører just med til denne Tid, hører med til hans Livs Triumphtog, den har han elsket, den har han erindret i mangt et Arbeide, hans troe Ledsager, hans kjære Kammerat; alle Vennerne vilde just have Hvalpe af den, thi da engang Een af Bertels Creditorer blev for hæftig, foer den glubende i den strænge Rykker. Thorvaldsen har gjort den udødelig i Marmoret, det har ikke gjort sin første Kjærlighed, den, som i en Digters Bryst ellers forvandler sig til et uvisneligt Dafneblad.

Vi kjende et Capitel af hiin Historie. Det var i 1796 i Foraaret, at Thorvaldsen skulde gjøre sin Vandring ud i Verden, over Alperne til Rom, men han blev syg og efter Sygdommen nedstemt; i Tydskland var Krig, hans Venner raadede ham at følge med den kongelige Fregat Thetis, som just skulde til Middelhavet; han havde da en Kjæreste, med hende tog han en trohjertig, ærlig Afsked og sagde: »Du skal ikke, nu jeg reiser bort, være bunden til mig! holder Du fast ved mig og jeg ved Dig til vi om flere Aar mødes, saa er den Ting afgjort!« – og de skiltes ad – og de mødtes først mange, mange Aar derefter, kort før hans Død, hun, som Enke, han, som Europas evig unge Kunstner. Da Thorvaldsens Liig blev, i kongelig Pragt, ført igjennem Gaderne, græd ved et aabent Vindue en gammel Kone af Borgerklassen, det var hende; den første Afsked dukkede op for hende, her ved den sidste. Den første Afsked, ja, det var en festlig Dag! Kanonerne lød til Farvel fra Fregatten Thetis.

See hvor Seilene svulme for Vinden, Kjølvandet skummer, Skibet gaaer forbi den skovgroede Kyst, Kjøbenhavns Taarne forsvinde. Bertel staaer forude, Bølgen stænker paa Thetisbilledet, det han selv eengang indsnittede levende Træk; fremad seer han, Argonautertoget efter Kunstens hellige Skind i Cholkis-Roma har han nu begyndt. Men hjemme i den lille Stue i »Aabenraa«, staaer den utrøstelige Moder og jamrer for sin tabte Søn, hvem hun ikke mere skal see, ikke mere trykke til sit Hjerte; Een af Bertels kjæreste Venner er der ogsaa, han bringer hende fra den Bortreiste en lille Æske med Dukater, men hun ryster med Hovedet og raaber høit: »jeg trænger ikke til noget i Verden, uden til mit Barn, som nu skal omkomme paa det vilde Hav!« – og hun tager ud af Skabet hans gamle sorte Silkevest, trykker tusinde Kys paa den og græder tunge Taarer for Bertel, den elskede Bertel4.

Et heelt Aar gaaer hen; vi staae i de sidste Dage af Februar, paa Neapels Molo, Paquetten fra Palermo kommer, Tyrker, Græker, Maltheser, Folk af alle Nationer stige iland; mellem disse gaaer en bleg, sygelig Nordbo, han hjælper Fakinen med at bære sit Tøi; ryster med Hovedet ved dennes Snaksomhed, thi han forstaaer ikke Sproget. Hvad hjælper det at Solen skinner saa klart og varmt udenfor, der er intet Solskin inde i Sindet, det er sygt, det er knuget af Hjemvee; saaledes har Bertel Thorvaldsen nu endelig betraadt Italiens Fastland, efter at have omtumlet som en Ulysses. Thetis har først maattet gjøre et Krydstog i Nordsøen for at vogte de norske Kyster mod engelske Kapere; i September først gik Skibet gjennem Canalen og kom i October til Algier hvor Pesten var udbrudt, saa fulgte en lang Qvarantaine paa Malta, saa en Fart til Tripolis for der at jevne Fjendtlighederne mod de danske Skibe; der, medens Capitainen var i Land, drev Skibet i Storm for kappede Ankere om paa Havet, prøvede en ny Qvarantaine paa Malta, og efter denne, fandtes at være i en saadan Tilstand at det maatte kjølhales. Fra Malta, i aaben Baad, forlod Thorvaldsen derfor sine Landsmænd og gik til Palermo, derfra var det nu Paquetten bragte ham til Neapel.

Ingen Landsmænd traf han paa, Sproget forstod han ikke, mismodig og længselsfuld søgte han alt næste Dag i Havnen om ikke, mellem de mange fremmede Flag, vaiede det hvide Kors i rød Grund, nei, der var intet dansk Skib; havde et saadant været der, han havde da vendt tilbage til Danmark; sjælesyg brast han let i Taarer; den gamle neapolitanske Kone, han de Dage boede hos, saae ham græde og tænkte: »det er vist Kjærlighed, der trykker ham, Kjærlighed til Een i hans kolde, barbariske Land!« og hun græd med, tænkte maaskee paa sin egen første Kjærlighed, thi Rosenhækken kan inden i være frisk og ungdomsgrøn, skjøndt det er Høstens Tid, og den uden paa staaer bladløs med sine Hyben.

»Til hvad har den Reise ført! hvorfor kommer den Kjellingunge tilbage!« Det var de Ord man i Hjemmet vilde møde ham med, følte han i dette kjæmpende Øieblik; et Slags Skamfuldhed slog hans bløde Sind, og i denne Stemning tog han i Hast Plads med en Veturin til Rom, hvor han indtraf den 8de Marts 1797, en Dag, der siden af hans Venner i Kjøbenhavn, før de vidste Datoen han var født, feiredes som hans Fødselsdag, den 8de Marts var Dagen da Thorvaldsen fødtes i Rom for den hellige Kunst.

En Portrait-Figur træder her frem for os, det er en dansk, den lærde, strænge Zoega, til hvem den unge Kunstner er anbefalet, men som i ham kun seer et almindeligt Talent, og kun har Ord for at dadle, Øie hvor han i hans Arbeider seer en slavisk Gjengivelse af Antikkerne; stræng retskaffen efter sine Anskuelser stod denne Mand, der skulde være Thorvaldsens Leder.