Originalsprog

Vælg sprog

H.C. Andersen

Fra Berlingske politiske og Avertissements-Tidende 1844-1845

Bertel Thorvaldsen

En biographisk Skizze1

Et rigt Blad i Kunstens Historie er oprullet og læst; Thorvaldsen har været; hans Liv var et Triumphtog, Lykken og Seieren fulgte ham, Menneskene have i ham erkjendt og hyldet Kunsten.

Denne Lykkeliges Liv, dette Triumphtog kan males med Ord som med Farver. Skulle vi give en Vignet bebudende det Hele, da ville vi ridse tre store Feldt og i det øverste tegne en dansk, kraftig Bøgeskov, hvor i Præsternes Kreds foran Alteret af raae Kampestene, Kongen staaer med den tykke Guldring om Haaret; det er Danmarks Konge Harald Hildetand, hans Øie funkler, hans Hoved hæver sig, hvad have de høie Guder lovet ham: Een af hans Slægt skal, om mange Secler, udstrække sit Scepter fra Nordcap til Europas Sydspidse, vidt mod Øst og Vest, hans Navn indskrives i Nationernes Bog. Vi tegne det næste Feldt: Secler ere henrundne, det er i vore Dage; en fattig Dreng med en lille rød Hue paa de lysegule Haar bærer en Leerkrukke i Seglgarnsbaand igjennem een af Kjøbenhavns snevre Gader, han bringer Mad til Faderen, som arbeider paa Holmen, og der snitter plumpe Billeder til Stavnen af Skibene. Betragt dog dette Barn, han er den yngste af Kong Harald Hildetands Æt, og ved ham skal Spaadommen gaae i Opfyldelse, men hvorledes? – Og vi ridse det tredie Feldt: Drengen er bleven Mand, det gule Haar hvidt, men i riig Fylde hænger det ned over de kraftige Skuldre; rundt om staae prægtige Marmorskikkelser: Jason med det gyldne Skind, Gratierne, de hellige Apostle. Det er Kunstnernes Konge vi see, Ætlingen af Harald Hildetand, den fattige Dreng, der nu som Mand strækker sit Scepter ud over Europas Lande i Aandens Rige, det er Berthel Thorvaldsen.

Ingen Digters Opfindelse, Virkeligheden selv er det, som giver Motivet til hvert af disse Billeder. ▶Island opbevarede forNordens Riger disses ældre Sprog, Mythologi og Historie◀, nøiagtig og tro findes i Sagaerne hele Slægters Stamtavle, og saaledes have vi Thorvaldsens. Slægten nedstammer fra Danmarks Konge Harald Hildetand, fra Danmark flyttede den til Norge og siden til Island; der læse vi i Sagaen om Laxdølerne, at een af Slægten, Oluf Paa, var en mægtig Høvding, hvis Sands for Kunstværker berømmes i Skjaldenes Sange. Bertel Thorvaldsens Aand rørte sig i Høvdingens Bryst; hør hvad Sagaen beretter:

»▶Oluf Paa lod opføre en Spisesal, der var større og skjønnere end man nogensinde tilforn havde seet; paa Væggen og paa Loftet vare afbildede berømte Begivenheder efter gamle Sagn, og det var saa dygtigt udarbeidet, at det saae langt skjønnere ud, end naar Loft og Vægge vare behængte med Tapeter. Da Spisesalen var færdig, var der et stort Gjæstebud hos Oluf Paa, derhen kom ogsaa Skjalden ▶Ulf Uggason, som gjorde et Qvæde om Oluf Paa og de Sagn, som vare afbildede paa Væggen; dette Qvæde blev kaldet Huusdrapa◀.«

Gjennem flere Slægter kan bevares Lighed i Træk og Manerer, saaledes ogsaa aandelig Eiendommelighed, og denne hos Oluf Paa er det, som forædlet og større fremtræder i vor Thorvaldsen.

Vi staae i Indgangen til hans Livsgalleri, Billed slutter sig til Billed i det lykkelige, seierrige Triumphtog.

Det var i Kjøbenhavn 1770 den 19de November, at Billedskjæreren Gottskalk Thorvaldsens Hustru, Karen Grønlund, en jydsk Præstedatter, fødte sin Mand en Søn, der i Daaben fik Navnet Bertel. Faderen var kommen ned fra Island og levede i fattige Kaar; de boede i lille Grønnegade, ikke langt fra Kunstacademiet; Maanen har ofte tittet ind i den fattige Stue, den har fortalt os derom.2

–▶»Fader og Moder sov, men den lille Søn sov ikke; jeg saae hvor de blommede Kattuns Sengeomhæng rørte sig, Barnet tittede ud; jeg troede først at han saae paa det bornholmske Stueuhr; det var nok saa broget malet, med Rødt og Grønt; der sad en Kukker ovenpaa; der vare svære Blylodder, og Perpendiklen med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage: »dik! dik!« men det var ikke det han saae paa, nei, det var Moderens Spinderok; den stod lige under Uhret; den var Drengens kjæreste Stykke i hele Huset, men han turde ikke røreden, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det dreiende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog spinde paa den Rok! Fader og Moder sov, han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter lidt stak der en lille nøgen Fod ud af Sengen og saa nok en nøgen Fod, der kom to smaa Been, Bums! stod han paa Gulvet. Han dreiede sig endnu engang om for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorde de, og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille, stumpede Skjorte, hen til Rokken og begyndte at spinde; Snoren fløi af og Hjulet løb da meget hastigere. Moderen vaagnede i det Samme, Omhænget rørte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spøgelse. »»I Jesu Navn,«« sagde hun og stødte angst Manden i Siden; han slog Øinene op, gned dem med Haanden og saae paa den lille travle Fyr. »»Det er jo Bertel!«« sagde han.«◀

Hvad Maanen fortæller see vi her som det første Billed i Thorvaldsens Livsgalleri, thi det er en Afspeiling af Virkeligheden; Thorvaldsen har selv næsten Ord til andet, i fortrolig Samtale paa det smukke Nysø, fortalt Forfatteren, hvad denne i sin Digtning lod Maanen sige. Det var een af Thorvaldsens ældste Erindringer, hvorledes han i sin lille, stumpede Skjorte sad i Maaneskinnet og spandt paa Moderens Rok og den kjære Moder tog ham for et lille Spøgelse.

For nogle Aar siden levede endnu en gammel Skibstømmermand, der huskede den lille, lyshaarede, blaaøiede Bertel, der kom til sin Fader i Huggehuset paa Holmen; Faderens Haandværk skulde han lære, og da denne følte hvor ilde det var ikke at kunne tegne, maatte den elleveaarige Dreng i Kunstacademiets Frihaands Skole, og der gik det rask fremad; to Aar efter kunde Bertel gaae Faderen flittig tilhaande, ja rette paa hans Arbeide.

See de svævende Skibe paa Værfterne! Dannebrogen vaier, Haandværksfolkene sidde i Kreds under Skyggen, ved deres tarvelige Frokost; men forrest hæver sig Hovedfiguren i dette Billed; det er en Dreng, som dristigt snitter Livstræk i Træbilledet til Skibets Gallion. Det er dettes Skytsaand og skal som det første Billede fra Bertel Thorvaldsens Haand vandre ud i den vide Verden. Det evigt svulmende Hav skulde døbe det med sine Vande, hænge sin Krands af vaade Planter omkring det.

Vort næste Billed betegner et Skridt fremad; ubemærket blandt de andre Drenge har han nu alt i sex Aar benyttet Academiets Skole, hvor han altid ordknap og taus stod ved sit Tegnebrædt; hans Svar var ja eller nei, et Nik eller en Rysten med Hovedet; men Blidhed lyste af Minerne, Godmodighed i hver Yttring. Billedet viser os Bertel som Confirmant; han er sytten Aar, just ingen ung Alder til at erkjende sin Daabspagt; hans Plads hos Provsten er nederst blandt de fattige Drenge; hans Kundskaber ere ikke store nok til at stille ham høiere. Nys stod i Avisen nævnt, at ved Academiet havde Eleven Thorvaldsen erholdt den mindre Sølvmedaille3. »Er det Eders Broder, som har vundet Medaillen?« spurgte Provsten. »Det er mig selv!« sagde Bertel, og den Geistlige saae med Velvillie paa ham, satte ham øverst blandt alle Drengene og kaldte ham fra nu af »Monsieur Thorvaldsen«. O, hvor dette »Monsieur« den Gang klang dybt i hans Sjæl, fortalte han tidt senere; det klang mægtigere end hver Titel, Konger kunde give ham; aldrig glemte han det siden.

I et lille Huus i »Aabenraa«, Gaden hvor Holberg lader sine fattige Poeter boe, levede Bertel Thorvaldsen hos sine Forældre og deelte sin Tid mellem Kunsten og med at hjælpe sin Fader. Academiets mindre Guldmedaille skulde vindes i Billedhuggerkunsten, Thorvaldsen var tyve Aar gammel, hans Venner vidste, bedre end han selv, hvor dygtig han var, de nødte ham til at modtage Opgaven: »Heliodorus, som udjages af Templet«.

Vi ere paa Charlottenborg, men det lille Kammer hvor Thorvaldsen nys sad for at gjøre sin Skizze, staaer tomt, og ned af den snevre Bagtrappe, jaget af Frygtens og Mistillidens Dæmoner, iler han afsted for ikke at vende tilbage. I en stor Genius’s Liv er Intet tilfældigt; det tilsyneladende Ubetydelige er en Guds ledende Finger; Thorvaldsen skulde fuldføre sit Hverv. Hvo er det, som standser ham paa den mørke Bagtrappe; een af Professorerne kommer just denne Vei, taler til ham, udspørger, formaner ham, han vender tilbage, og i fire Timer er Skizzen udført og den mindre Guldmedaille vundet. Det var den 15de August 1791.

Statsministeren Grev Ditlew af Rewentlow saae den unge Kunstners Arbeide og blev hans Beskytter, han skaffede ham Erhverv og satte sit Navn i Spidsen for en Subscription, der gav ham friere Leilighed til at overgive sig til sit Studium; to Aar efter var ▶den større Guldmedaille vunden og derved Adkomsttil et Reisestipendium◀, men før Afreisen skulde en daarlig Skolegang ophjelpes, Aar gik hen, han læste, studerede, Academiet gav ham sin Understøttelse; al Erkjendelse tilsmilte ham, en større, aandigere Kreds laa ham aaben. Vi ville fæste vort Øie paa een i hiin Tid for ham kjær Gjenstand, vi finde den ved hans Fødder i hine muntre Aftenscener, hvor han i lystigt Lag med Mænd, som Rahbek og Steffens, sidder en stille Beskuer, vi finde den i Krogen bag den store Kakkelovn med de blanke Messingkugler paa i det ellers fattige Kammer hjemme, der stikker sært af mod de pyntede Herrer der gjøre Besøg; vi see den, men bunden med en Snor bag Døren til Selskabs Theatret, hvor Thorvaldsen gaaer fra sin lille Rolle, de to Replikker han har at sige i »Barberen i Sevilla«, det er hans kjære Hund, den hører just med til denne Tid, hører med til hans Livs Triumphtog, den har han elsket, den har han erindret i mangt et Arbeide, hans troe Ledsager, hans kjære Kammerat; alle Vennerne vilde just have Hvalpe af den, thi da engang Een af Bertels Creditorer blev for hæftig, foer den glubende i den strænge Rykker. Thorvaldsen har gjort den udødelig i Marmoret, det har ikke gjort sin første Kjærlighed, den, som i en Digters Bryst ellers forvandler sig til et uvisneligt Dafneblad.

Vi kjende et Capitel af hiin Historie. Det var i 1796 i Foraaret, at Thorvaldsen skulde gjøre sin Vandring ud i Verden, over Alperne til Rom, men han blev syg og efter Sygdommen nedstemt; i Tydskland var Krig, hans Venner raadede ham at følge med den kongelige Fregat Thetis, som just skulde til Middelhavet; han havde da en Kjæreste, med hende tog han en trohjertig, ærlig Afsked og sagde: »Du skal ikke, nu jeg reiser bort, være bunden til mig! holder Du fast ved mig og jeg ved Dig til vi om flere Aar mødes, saa er den Ting afgjort!« – og de skiltes ad – og de mødtes først mange, mange Aar derefter, kort før hans Død, hun, som Enke, han, som Europas evig unge Kunstner. Da Thorvaldsens Liig blev, i kongelig Pragt, ført igjennem Gaderne, græd ved et aabent Vindue en gammel Kone af Borgerklassen, det var hende; den første Afsked dukkede op for hende, her ved den sidste. Den første Afsked, ja, det var en festlig Dag! Kanonerne lød til Farvel fra Fregatten Thetis.

See hvor Seilene svulme for Vinden, Kjølvandet skummer, Skibet gaaer forbi den skovgroede Kyst, Kjøbenhavns Taarne forsvinde. Bertel staaer forude, Bølgen stænker paa Thetisbilledet, det han selv eengang indsnittede levende Træk; fremad seer han, Argonautertoget efter Kunstens hellige Skind i Cholkis-Roma har han nu begyndt. Men hjemme i den lille Stue i »Aabenraa«, staaer den utrøstelige Moder og jamrer for sin tabte Søn, hvem hun ikke mere skal see, ikke mere trykke til sit Hjerte; Een af Bertels kjæreste Venner er der ogsaa, han bringer hende fra den Bortreiste en lille Æske med Dukater, men hun ryster med Hovedet og raaber høit: »jeg trænger ikke til noget i Verden, uden til mit Barn, som nu skal omkomme paa det vilde Hav!« – og hun tager ud af Skabet hans gamle sorte Silkevest, trykker tusinde Kys paa den og græder tunge Taarer for Bertel, den elskede Bertel4.

Et heelt Aar gaaer hen; vi staae i de sidste Dage af Februar, paa Neapels Molo, Paquetten fra Palermo kommer, Tyrker, Græker, Maltheser, Folk af alle Nationer stige iland; mellem disse gaaer en bleg, sygelig Nordbo, han hjælper Fakinen med at bære sit Tøi; ryster med Hovedet ved dennes Snaksomhed, thi han forstaaer ikke Sproget. Hvad hjælper det at Solen skinner saa klart og varmt udenfor, der er intet Solskin inde i Sindet, det er sygt, det er knuget af Hjemvee; saaledes har Bertel Thorvaldsen nu endelig betraadt Italiens Fastland, efter at have omtumlet som en Ulysses. Thetis har først maattet gjøre et Krydstog i Nordsøen for at vogte de norske Kyster mod engelske Kapere; i September først gik Skibet gjennem Canalen og kom i October til Algier hvor Pesten var udbrudt, saa fulgte en lang Qvarantaine paa Malta, saa en Fart til Tripolis for der at jevne Fjendtlighederne mod de danske Skibe; der, medens Capitainen var i Land, drev Skibet i Storm for kappede Ankere om paa Havet, prøvede en ny Qvarantaine paa Malta, og efter denne, fandtes at være i en saadan Tilstand at det maatte kjølhales. Fra Malta, i aaben Baad, forlod Thorvaldsen derfor sine Landsmænd og gik til Palermo, derfra var det nu Paquetten bragte ham til Neapel.

Ingen Landsmænd traf han paa, Sproget forstod han ikke, mismodig og længselsfuld søgte han alt næste Dag i Havnen om ikke, mellem de mange fremmede Flag, vaiede det hvide Kors i rød Grund, nei, der var intet dansk Skib; havde et saadant været der, han havde da vendt tilbage til Danmark; sjælesyg brast han let i Taarer; den gamle neapolitanske Kone, han de Dage boede hos, saae ham græde og tænkte: »det er vist Kjærlighed, der trykker ham, Kjærlighed til Een i hans kolde, barbariske Land!« og hun græd med, tænkte maaskee paa sin egen første Kjærlighed, thi Rosenhækken kan inden i være frisk og ungdomsgrøn, skjøndt det er Høstens Tid, og den uden paa staaer bladløs med sine Hyben.

»Til hvad har den Reise ført! hvorfor kommer den Kjellingunge tilbage!« Det var de Ord man i Hjemmet vilde møde ham med, følte han i dette kjæmpende Øieblik; et Slags Skamfuldhed slog hans bløde Sind, og i denne Stemning tog han i Hast Plads med en Veturin til Rom, hvor han indtraf den 8de Marts 1797, en Dag, der siden af hans Venner i Kjøbenhavn, før de vidste Datoen han var født, feiredes som hans Fødselsdag, den 8de Marts var Dagen da Thorvaldsen fødtes i Rom for den hellige Kunst.

En Portrait-Figur træder her frem for os, det er en dansk, den lærde, strænge Zoega, til hvem den unge Kunstner er anbefalet, men som i ham kun seer et almindeligt Talent, og kun har Ord for at dadle, Øie hvor han i hans Arbeider seer en slavisk Gjengivelse af Antikkerne; stræng retskaffen efter sine Anskuelser stod denne Mand, der skulde være Thorvaldsens Leder.

(Fortsættes.)

Bertel Thorvaldsen

En biographisk Skizze

(Fortsat.)

Vi lade tre Aar efter Ankomsten glide hen og spørge Zoega hvad han endnu siger om Bertel eller, som Romerne kalde ham Alberto; og den strænge Mand ryster med Hovedet og siger: »Der er meget at dadle, lidt at være tilfreds med, og flittig er han heller ikke!« Dog flittig var han just, men Geniet staaer fremmed for et fremmed Sind. »Sneen tøede mig just da fra Øinene!« har han selv tidt gjentaget; den danske maler Carstens Tegninger var een af de Aandens Bøger, som gjød sin hellige Daab over det fremvoxende Geni. Det lille Atelier saae ud, som en Valplads, rundt om sønderbrudte Statuer. Snillet skabte dem tidt i Nattens Timer, Mismoden over deres Mangler sønderslog dem.

De tre Aar ude vare som henfløine og endnu Intet frembragt; Hjemreisen forestod, eet Arbeide maatte dog gjøres, at man ikke i Danmark med Ret skulde sige: Thorvaldsen havde ganske hendrevet Tiden i Rom; mistvivlende om sin Genius i det denne just kjærligst omfattede ham, ikke ventende en Seier, idet han dog alt stod midt paa dens aabne Bane, modellerede han Jason, der har vundet det gyldne Skind. Det var dette i Kunstens Rige, Thorvaldsen vilde have vundet og nu troede at maatte opgive. I Leer stod Skikkelsen der, mange Øine saae den ligegyldigt og – han sønderslog den.

Det var i April 1801 at Reisen hjem skulde foretages i Selskab med Zoega; den blev opsat til den kommende Høst; Jason fyldte endnu al hans Tanke, en ny, en større Statue af Helten formedes, et udødeligt Værk, men endnu var det ikke udtalt for Verden og forstaaet af den. »Her er noget mere end almindeligt!« sagde Mængden; selv den hyldede, høitstaaende Canova studsede og udbrød: »Quest’ opera di quel giovane danese é fatta in uno stilo nuovo e grandioso!« Zoega smilede: »det er bra!« – Den danske Frederikke Bruun var da i Rom og sang begeistret om Thorvaldsens Jason; hun understøttede Kunstneren, at han kunde faae sit Værk afstøbt i Gips, thi selv havde han ikke flere Penge, end at han ved dem netop kunde slippe hjem.

Det sidste Glas Viin var alt tømt til Afsked, Kufferten indpakket, Veturinens Vogn ved Daggry foran Døren; nu spændtes Kufferten bag paa – da kom en Medreisende; Billedhuggeren Hagemann, der vilde til sin Fødeby Berlin, hans Pas var ikke i Orden, Reisen maatte opsættes til næste Dag og Thorvaldsen lovede, uagtet Veturinen skjændte, at blive saalænge – han blev, blev for at vinde et jordisk udødeligt Navn, kaste Solglands over Danmark.

Britternes Bomber have styrtet Kjøbenhavns Taarne, Britterne have røvet os Danske vor Flaade, men i vor retfærdige Harme og Bitterhed herover, ville vi huske, at det var en Englænder, der frelste for os og vort Lands Storhed, Dig Bertel Thorvaldsen! En Englænder var det, der efter Guds Villie reiste for os mere, end om alle vore Taarne vare reiste, bevingede Hæderen om Nationens Navn, mere end alle Landets Skibe ved Flag og Kartover kunne udtordne, Englænderen Thomas Hope var det.

I det lille Studio, som Kunstneren vilde forlade, stod Hope foran den afslørede Jason; det var et Livs Moment i Thorvaldsens og altsaa ogsaa i Kunstens Historie. Den fremmede Rigmand var af Leietjeneren ført herhen, thi Canova havde jo sagt, at Jason var et Arbeide i en ny og storartet Stiil.

Kun 600 Zechiner forlangte Thorvaldsen for at levere sit Værk i Marmor, Hope bød ham strax 800. Hans Berømmelses Bane begyndte. Det var Aaret 1803.

Først fem og tyve Aar derefter var Jason fuldendt og tilsendt den ædle Britte, men i disse fem og tyve Aar vare andre Mesterværker skabte, Thorvaldsens Navn indskrevet blandt de Udødeliges.

En Lykkens Yndling var han og dog endnu stundom syg i Sindet; Neapels Sol mægtede ikke at trænge derind, men Venskab, kjærlig Pleie formaaede det, og disse fandt han hos Baron Schubart, dansk Gesandt i Toskana; hos ham, paa hans smukke Villa: Montenero ved Livorno, kom Sundhed i Blodet, Ro i Sindet; Sommerlivet paa dette Sted afspeiler sig endnu i hans Basreliefs: »Sommer« og »Høst«. Fyrster og Kunstnere sluttede sig her kjærligt til ham; rundt om lød Erkjendelse og Beundring; Musernes Dands paa Helicon fremsprang da i Marmoret; han skabte Amor og Psyche; denne Gruppe stod fuldendt paa Slottet, et Uveir trak op, Lynet slog ned og knuste alle de andre Billeder, paa Amor og Psyche nær, det var et Tegn fra Himlen, han var dens Yndling; Himlen skaanede med sit Lyn et Værk af Thorvaldsen, Havet selv skaanede i sin Vrede senere hans ▶Venusmed Æblet◀, den smukke Statue sprang af Havets Skum frelst og velbevaret, efterat Sørgebudskabet havde forkyndt Skibet sjunket paa Farten til England. Rygtet om Thorvaldsens Erkjendelse naaede Danmark og vakte Glæde og Interesse, han blev udnævnt til Medlem af det kongelige Kunst-Academi, fik Bestillinger til Slottet og Raadhuset. Herlige Statuer fremtraadte i disse Aar: nye Kunstværker, nye Bestillinger fulgte. – Aarene rullede hen.

Norge var da endnu forenet med Danmark; 1811 opdagedes der et hvidt Marmorbrud; vor nuregjerende Konge, da Prinds Christian, skrev til ham og Thorvaldsen udtalte sin Lyst og Længsel efter at komme; men Arbeider bandt ham endnu en Tid til Pavens By.

Der var Jubel og Travlhed i Rom, et Keiserpalads skulde reise sig paa Qvirinalbjerget; Kunstnere og Haandværkere vare i stor Virksomhed, thi allerede i Mai 1812 skulde Alt være færdig til at modtage Napoleon; der vare flere Værelser, hvor øverst paa alle fire Vægge stod en Plads aaben til Basreliefs, Ingen tænkte paa Thorvaldsens Hjælp, han vilde jo hjem til Norden. Tiden trængte paa, Arbeidet skulde være færdigt; Architecten Stern, der stod for det Hele, kom i Academiet St. Luca ved et Tilfælde til at sidde sammen med Thorvaldsen, og gjorde ham her det Forslag, at levere til Gemakkerne en Frise i Gips, 29 danske Alen lang; men paa tre Maaneder skulde det være fuldført. Thorvaldsen lovede den og holdt Ord, gav et Mesterværk, Alexanders Triumphtog5.

Rygtet herom gik igjennem alle Lande, i Danmark steg det til Begeistring; Pengesummer indsamledes til at erholde det i Marmor; den danske Regjering gjorde en Bestilling.

Endnu blev Thorvaldsen i Rom; nye Værker skabtes; vi ville dvæle ved to fra Aaret 1815.

Uger og Maaneder vare hengaaede uden at Thorvaldsen havde bestilt Noget; i uforklarligt Tungsind gik han hensjunken. Tidlig en Sommermorgen, efter en søvnløs Nat, satte han sig foran Træladen, lagde det vaade Leer over den og i et Nu formede han sit berømte Basrelief »Natten«, og under Arbeidetsvandt de mørke Taager i hans Sjæl; det blev Dag der, den klare Solskins Dag; en freidig Ro, der siden altid hyldede ham som Seierherre over den. Glad og legende med en stor Kat og sin kjære Hund Teverino, fandt een af hans danske Venner ham foran det fuldførte Basrelief. Samme Dag kom Gipseren for at hente det til Afstøbning og Thorvaldsen havde alt »Dagen« under Arbeide, og sagde: »Bliv lidt, saa kan vi med det samme faae dette afformet!« I eet Døgn vare to udødelige Værker fuldendte.

Den 14de Juli 1819 om Morgenen Kl. 4 gik det hjemad i Selskab med Grev Rantzau til Breitenburg og Historiemaleren Lund. Gjennem Slesvig, over Als og Fyen, kom Thorvaldsen til Kjøbenhavn den 3die October; 23 Aar var gaaet siden han sidst var her.

Forældrene skulde ikke faae ham at see, Moderen ikke trykke sin elskede Bertel til sit Hjerte, høre hans Hyldest, see den Jubel, hans Hjemkomst vakte; de vare forlængst døde, men fra Guds Himmel saae de ham, fra Guds Himmel havde de fulgt ham paa hans jordiske Livs Triumphtog. En Moders Taarer paa Jorden og Bønner i Himlen er Velsignelse.

Gjennem alle italienske og tydske Byer havde Høie og Lave nærmet sig ham med Æresbeviisninger, mangen begeistret ung Kunstner ilet til den By, hvor han vidste at Thorvaldsen kom; paa en af de sidste Stationer ved Stuttgard standsede en Vandrer ved Vognen, hvori Thorvaldsen sad, og bad om at maatte kjøre med; han fik Lov dertil og fortalte nu, at han var gaaet en lang Vei for i Byen at faae den store Kunstner Thorvaldsen at see, der ventedes. Thorvaldsen gav sig tilkjende, det var for den Fremmede et af hans Livs store Momenter. Kjærlighed og Hyldest havde gjort Hjemreisen til et Seierstog; Hjemkomsten var det ikke mindre.

See, hvor de trænge sig til ham, Gamle og Unge, Landets første Mænd, et hjerteligt Haandtryk, et Kys paa Munden er Thorvaldsens God Dag. Al verdslig Ære og Ophøielse fordærvede ikke hans jevne Sind, hans ligefremme Væsen. Paa Charlottenborg er en Bolig anviist ham; hans Øie søger mellem de Mange, som omgive ham, at finde een af de ældre Venner; beskeden staaer ved Døren den gamle Portner i sin røde Kittel, den gamle Mand fra Ungdoms Dagene. Thorvaldsen flyver i hans Arme og trykker inderlige Kys paa hans Læber.

Fest følger paa Fest til Thorvaldsens Ære; skjønnest den der udgik fra Universitetets Studerende og feiredes paa den kongelige Skydebane. Oehlenschläger holdt Talen, i hvis Slutning Digteren opfordrede ham til »dog engang ogsaa at fremstille een af Nordens gamle Guder!« Sange bleve afsjungne, Kanonerne løde, Skaaler bleve udbragte, ogsaa een for Thorvaldsens Gratier, i Skaalen for »alle danske Piger!«

Snart længtes han efter at arbeide, Atelie’et blev indrettet, Alle strømmede til at see ham i sin Virksomhed; for de fleste Kjøbenhavnere var det en ny Kunst, der stod op for dem; naivt spurgte en smuk Dame da hun saae ham modellere med Fingrene i det bløde Leer: »Det Arbeide gjør nok Professoren ikke selv, naar De er i Rom?« – »Jeg forsikkrer Dem,« svarede han godmodigt, »dette er just det allervigtigste!«

Omtrent et Aar efter forlod han Kjøbenhavn.

Det er bælmørk Nat, det er Havblik, en aaben Dæksbaad ligger stille nogle Mile ud for Laaland; Sælhundene tude fra Bankerne; Matrosen sidder lyttende agter ude, uvis hvad han skal gjøre; allerede krustes Vandspeilet, en Storm er i Vente, den nærmer sig paa susende Vinge, Bølgerne løfte den lette Baad; det er Døden her over de frygtelige Grunde, men Døden meier kun med sin Lee Skummet af de høie Bølger, Thorvaldsen er i Baaden, hans Mission i Kunstens Rige paa Jorden er ikke endt. – I Daggry kommer Lodsen dem til Hjælp og de naae Rostock.

Over Berlin, Dresden, Warschau6 og Wien gaaer det til det gamle Rom, Thorvaldsens andet Hjem; i hver Stad, Hyldest og Erkjendelse. Keiser Alexander og Keiser Frands modtage Kunstneren med Udmærkelse; hele Reisen danner en ny Tilsætning af Triumph i hans Livs Vandring.

Atter stod han kraftigt skabende i sit romerske, luftige Atelier, Roserne blomstrede ind af de aabne Vinduer, de gule Oranger skinnede i den varme Sol; udødelige Værker fremsprang for hans Meisel; Christus og de tolv Apostle; Johannes-Gruppen formedes, Copernicus sad der i Kraft og Storhed.

Det var den sidste Dag i Fasten 1823; Klokkerne ringede, Pistoler og Geværer knaldede. Thorvaldsens Vertinde havde en lille Søn; efter Maaltidet, paa Langfredag, bad Drengen om at laane hans Pistoler, de gik, for at hente disse, ind i Sovekammeret, der hang de endnu fra Reisen. Thorvaldsen tager den ene ned og prøver den ved det aabne Vindue, Drengen har imidlertid grebet den anden, den gaaer af, Thorvaldsen styrter til Jorden, Drengen seer Blod og udstøder et Skrig. – Men Kuglen laa mat indenfor Klædningsstykkerne, Ladningen havde ikke været stærk nok til at give den dræbende Kraft; Blodet strømmede kun fra to saarede Fingre; hans Frelse opfyldte den romerske Almue med Troen om, at han var sært beskyttet af Madonna.

Ja, her, som altid vaagede det Himmelske over ham. See, kun! det er mørk Nat, det er stille paa Roms Gader, stille i Thorvaldsens Huus; et Par velbevæbnede Karle snige sig derhen og dirke Døren, sætte sig paa Steentrappen derinde og vente ham, thi han er ude, kommer silde og ene hjem, vide de. I Huset selv boer jo kun og høit oppe Vertinden med sin lille Søn og en ung, fremmed Kunstner. – Stille sidde Morderne; Nøglen rører sig i Døren, – de lytte – nei, det er ikke Thorvaldsen, det er den yngre Kunstner der kommer hjem; let springer han op af Trappen, forbi de Lurende; ham agte de ikke, og dog har hans Haand i Flugten berørt den Enes Haar; han veed der sidder nogen der, veed de vente Thorvaldsen, der altid gaaer denne Vei til sine Værelser; forundret seer han Lys gjennem Nøglehullet, aabner Døren; Thorvaldsen er hjemme; Huset har fra den anden Gade endnu en Indgang og gjennem denne er Thorvaldsen kommen iaften, nødt dertil, ved at have tabt Nøglen til den sædvanlige Dør – og han er frelst.

»Det Himmelske vaager over ham!« gjentog den romerske Almues Mand. De saae selv den hellige Fader gjøre ham Besøg, de saae denne række ham Haanden for ei at lade ham knæle ved Afskeden. Lutheraneren Thorvaldsen overdroges det at gjøre Monumentet over Pius den Syvende.

Høit paa Tribunen staaer Inspirationens Datter, Improvisatricen Rosa Taddei; den forsamlede Mængde lytter til Ordets Paaskeflammer fra hendes Læber og tiljuble Bifald; hendes Opgave er: »I progressi della scultura.« Hendes Øie svæver hen over Tilhørerne og opdager Alberto, ham, som Danmark fødte; i Sangens Flugt betegner hun ham og glemmer saaledes det Jordiske at hun i Pavens By nævner Alberto »figlio di dio.«

»Kongen og Digteren skulle vandre sammen,« staaer der i Sangen, Davidsharpen og Kongekronen staae hinanden nær. I Roms Gader Arm i Arm vandre Kong Ludvig af Bayern og Digteren i Marmor: Bertel Thorvaldsen; et inderligt Venskabs Forhold var knyttet mellem de to; varmt og trofast lød altid Thorvaldsens Venskabs Ord om Bayerns Konge.

Allerede fyrretyve Aar i Rom, riig og uafhængig, levede og virkede han med den Tanke, engang at vende hjem til Danmark og der udhvile sig; uvant til store Beqvemmeligheder, som mangen riig Kunstner i Rom, levede han et Ungkarle Liv; var hans Hjerte da, fra hiin første Afsked i Kjøbenhavn, ikke mere aabent for Kjærlighed; tusinde yndige Amorer i Marmor ville sige os hvor varmt dette Hjerte slog. Kjærlighed hører til Livets Mysterier.

(Fortsættes.)

Bertel Thorvaldsen

En biographisk Skizze

(Fortsat.)

Vi vide at Thorvaldsen efterlader sig i Rom en Datter, hvis Fødsel han har erkjendt7; ogsaa vide vi at flere end een Qvinde gjerne har villet række den store Kunstner sin Haand. Da han Aaret før sin første Hjemreise til Danmark laa syg i Neapel, blev han pleiet af en Englænderinde, der følte den meest brændende Kjærlighed for ham, udtalte den og øieblikkelig, ved den vakte Taknemlighedsfølelse hos ham, fik hans Ja. Da han senere blev rask og kom til Rom piinte dette Løfte ham, han følte sig ikke skabt til nu at være Ægtemand, erkjendte at Taknemlighed ikke var Kjærlighed, at de ikke passede for hinanden; derfor, efter en Kamp med sig selv, tilskrev han hende sin Beslutning. Thorvaldsen blev aldrig gift.

Characteristisk for hans Hjerte, som for hans hele Personlighed bliver efterfølgende Træk: En Dag i Rom kom til ham en fattig Landsmand, en Haandværker, der længe havde ligget syg og nu vilde sige Farvel og Tak for det Bidrag i Penge, Thorvaldsen havde skudt til de andre Landsmænds Gave, ved hvilken han skulde naae hjem. »De vil dog ikke gaae hele Veien?« spurgte Thorvaldsen. »Jeg er nødt dertil!« svarede Manden, »Pengene strække ellers ikke til.« – »Men De er for svag endnu til at gaae!« sagde han, »De kan ikke taale det og maa hellere ikke!« – Manden forsikkrede Nødvendigheden og Thorvaldsen gik hen, aabnede en Skuffe, tog en Haandfuld Scudi og rakte ham dem idet han tilføiede: »See, nu kjører De hele Veien!« – Manden takkede, men forsikkrede, at det Givne ikke vilde være tilstrækkeligt nok, længer end til Florenz. »Naa!« sagde Thorvaldsen, klappende ham paa Skuldrene, gik anden Gang til Skuffen og tog nok en Haandfuld. Manden var i høieste Grad taknemlig og vilde bort. »Ja, nu kan De jo kjøre hele Veien hjem og have det godt!« sagde han og førte ham til Udgangen. »Jeg er meget glad!« sagde Manden, »Gud velsigne Dem derfor! men kjøre hele Veien, dertil skal en heel Capital!« – »Naa, saa siig mig hvor stor den maa være, for at De kan det?« spurgte han og betragtede ham. Manden opgav beskedent den nødvendige Sum og Thorvaldsen gik tredie Gang til Skuffen og udbetalte det Forlangte, ledsagede ham derpaa til Gadedøren, trykkede hans Haand og gjentog: »Men nu kjører De, thi Kræfter til at gaae har De ikke!«

Vor Kunstner hørte ikke til de meget talende, kun i en engere Kreds kunde man bringe ham til at fortælle, og det var da altid med Lune og Munterhed; et Par energiske Udbrud af ham opbevares, vi ville give eet af disse. En bekjendt Billedhugger udtalte sig en Dag med temmelig Selvfølelse, indlod sig i Strid med Thorvaldsen og satte sine Arbeider over dennes. »Du kan binde Hænderne paa mig!« sagde Thorvaldsen, »jeg skal bide med mine Tænder i Marmoret, bedre end Du kan hugge!«

I Gips eiede Thorvaldsen Exemplarer af alle sine Arbeider; disse de rige Marmorstatuer og Basreliefs han af egen Drift, uden Bestilling havde samlet, den Mængde Malerier, han aarlig afkjøbte unge Kunstnere, var en Skat, som han ønskede til sit egentlige Hjem Kjøbenhavn. Naar derfor den danske Regjering sendte Krigsskibe til Middelhavet for at afhente de Arbeider, der vare færdige til Slottet og Kirken, lod han altid en Deel af sine Sager følge med. Danmark skulde arve disse. – At see disse Skatte samlede paa et dem værdigt Sted vakte hos Nationen Iver for at bygge et Museum; en Forening af Thorvaldsens danske Beundrere og Venner lod udgaae en Opfordring til Folket om hver at yde sin Skjærv; mangen fattig Tjenestepige, mangen Bonde gav sin, og snart var en behørig Sum bragt tilveie, Frederik den Sjette gav Byggeplads; Arbeidet overdroges Architekten Bindesbøl. Alles Tanker vare beskjeftigede med Thorvaldsen og hans Værker, Fregatten Rota skulde bringe en Ladning af disse og Thorvaldsen vilde følge med for maaskee altid at blive i Danmark.

I mange Tider saae vi ikke saa skjønne Nordlys, som i Høsten 1838. Røde og blaae Flammer hvirvlede i Horizonten; Islands lyse, blinkende Nætter vare stegne ned til vore grønne Øer; det var, som om Thorvaldsens Forfædre, svøbte i Nordlysets Glands svævede herned at hilse paa deres Ætling. Fregatten Rota, med Thorvaldsen ombord, nærmede sig de danske sommergrønne Kyster.

Naar Skibet, paa Opseiling fra Helsingøer, kunde sees, skulde det danske Flag heises paa Nicolaitaarn; men det var en taaget Dag; Skibet var tæt ved Byen før det blev bemærket. Alt kom i travl Bevægelse, Folket strømmede igjennem Gaderne mod Toldboden.

Hvilket Maleri! Solen bryder pludselig frem mellem Skyerne; der ligger det stolte Skib; en prægtig Regnbue,

»en Æreport for Alexander,«

har Himlen spændt hen over det. Kanonerne tordne, alle Fartøier flagge, Søen vrimler med Baade, festligt smykkede, Flag med Emblemer vaie og sige os, at i denne Baad ere Malere, her Billedhuggere, i denne Digtere, i denne Studenter; her komme unge, pyntede Damer, dog kun flygtigt hviler Øiet paa disse, det fæster sig paa den store Baad, som med raske Aareslag styrer fra Skibet, der sidder Thorvaldsen med det lange, hvide Haar ud over den blaae Kappe; Velkomstsangen lyder8. Den hele Strandbred er opfyldt med Mennesker, Hatte og Tørklæder vaie, gjentagne Hurraraab bruse ham imøde; det er en Folkefest, Begeistringens Fest, Folket spænder Hestene fra Vognen og trækker ham til hans Bolig paa Charlottenborg, hvor Atelie’et staaer med Blomster og Krandse; Aftenen er en Fest; i Haven lyse Faklerne og Kunstnerne bringe ham en Serenade.

Thorvaldsen er Folkets Hjerte, Folkets Tanke, Fest følger paa Fest; to af disse ville vi nævne som de meest fremtrædende. Den ene, et Slags poetisk, musikalsk Academia, hvor Digte i Festens Anledning oplæstes af Forfatterne selv, eller satte i Musik udførtes af Dilettanter9. Den store Sal, hvert lille Værelse, var opfyldt, Alle vilde deeltage i Festen, der endtes med et Maaltid og en Dands, hvor Thorvaldsen traadte Polonaisen. Den anden Fest foranstaltedes i Studenterforeningen, hvor han optoges som Æresmedlem. Ved Festmaaltidet her, hvor en ▶Sang af H. P. Holst apostropherede det vordende Musæum◀, aabnedes Salens Baggrund og Musæet viste sig som det fuldendt skal staae. Taler og Sange vexlede: en humoristisk Vise antydede Optagelsen.

– ▶»Du blev Student og Du kan troe,

Just i October maa det være;

Du hugged’ Dig igjennem jo,

Saa Talemaaden kom til Ære;

»Hvad giver op Du af Homer?«

Blev spurgt og man jo vented Blade;

Da formed’ Du til Liv i Leer

Den hele Iliade.«◀

Hvor meget denne Begeistring og Hylding maatte glæde ham, var den dog i Længden trykkende; Fest og Beundring hørte til hans daglige Aandedrag og dog tænkte han saa lidt derpaa. Da han af Folket blev trukken til sin Bopæl var han uvidende derom og sagde: »Det gaaer rask!« Da han i Roeskilde en Aften gik fra Kirken og Gaderne i Anledning af ham vare illuminerede, yttrede han: »Her er nok Bryllup i Aften!«

Tæt ved Præstø-Bugt, omgivet af skovgroede Banker, ligger Nysø, Baroniet Stampenborgs Herresæde, et Sted, der ved Thorvaldsen er blevet mærkeligt i Danmark. Den aabne Strand, de smukke Bøgeskove, selv den lille Kjøbstad mellem Frugthaverne, nogle hundrede Skridt fra Gaarden gjør Stedet værd at besøge for sin ægte danske Beliggenhed. Her har Thorvaldsen fundet sit bedste Hjem i Danmark; her syntes han at voxe fast, her er en Række af hans sidste, skjønne Basreliefer og Statuer skabte, Baron Stampe er een af de ædleste Naturer der fødtes; hans Gjæstfrihed og hans Kones datterlige Sind for Thorvaldsen aabnede ham her et Hjem, saa hyggeligt og godt, som intet andet i Verden. En stor energisk Kraft hos Baronessen ansporede hans Virksomhed; med en Datters Omhue pleiede hun ham, aflurede ham hvert lille Ønske. Strax ved første Besøg paa Nysø anordnede hun en Udflugt til Møens Kridtklint og i de Dage, som tilbragtes der, blev i Nysø Have, tæt op til Canalen, som halv omgiver Hovedbygningen, et lille Atelier opført; i dette og i et Hjørneværelse i Hovedbygningens Salsetage, ud mod Havet, er i de sidste Aar Thorvaldsens fleste Værker blevne til: Gangen til Golgatha, Indtoget i Jerusalem, Rebekka ved Brønden, hans egen Portrait-Statue, Oehlenschlägers og Holbergs Büster. Baronesse Stampe var troligt hos ham rakte ham hjælpsom Haand, læste høit for ham i Holberg; Kjøretoure, ugentlige Concerter arrangeredes og om Aftenen hans kjæreste Spil, Lotteri; ved dette med Gnavposen i Haanden, kunde han være ret oprømt og sige mangen Spads. I to Basreliefs har han givet Familien; paa det ene, hvor Huusmoderen, de to Døttre og den yngste af Sønnerne staae, er Kunstneren selv; paa det andet sees Huusfaderen og de to ældste Sønner.

Alle Kredse søgte at drage Thorvaldsen til sig; i hvert stort Selskab saae man ham, ved hver Fest og hver Aften i Theatret ved Siden af Oehlenschläger. Neppe som ung Mand har han havt den imponerende Skjønhed, han havde, som ældre.

– – ▶»Den herlige Figur

Sad plastisk, som hans egne Gudestøtter.

Har Du bemærket, at i hvor han traadte

Blandt Mængden frem, der veeg den taus tilside,

Behersket ubevidst af hellig Sky.«◀ –10

Og over denne Storhed var udbredt en Mildhed, en Ligefremhed, der i høieste Grad maatte indtage den Fremmede, som første Gang nærmede sig ham. Daglig var hans Atelier besøgt, derfor følte han sig mere hyggelig paa Nysø. Familien her ledsagede ham derpaa 1841, da han atter besøgte Italien; den hele Reise, der gik over Berlin, Dresden, Frankfurt, Rhinegnen og München, var et fortsat Triumphtog; en Morgens Agerland kunde dækkes med Sangene til den feirede Kunstner. Vinteren tilbragtes med Stampes i Rom og de Danske havde der et Hjem at slutte sig til.

Aaret efter var Thorvaldsen atter i Danmark og paa det kjære Nysø. Juleaften forfærdigede han her sit skjønne Basrelief: Juleglæde i Himlen, hvilket Oehlenschläger indviede ved et Digt.

Den sidste Fødselsdag, han oplevede, feiredes her, Opførelse af en af Heibergs Vaudeviller var foranstaltet, Fremmede indbudne, dog gemytligst var Morgenstunden, da kun Familien og Forfatteren til disse Blade, der havde skrevet en lystig Sang, der endnu stod vaad paa Papiret, stillede sig udenfor Kunstnerens Dør, hver med en Ildklemme, en Gongon, en Flaske, hvorpaa der gnedes med en Prop, som Accompagnement, og afsang den til Morgenhilsen. Thorvaldsen i Sloprok aabnede leende Døren, svingede sin sorte Raphaels-Hue, tog selv en Ildklemme og accompagnerede, medens han dandsede rundt og udbragte med de Andre det stærke »Hurra!« – Et deiligt Basrelief: Poesiens Genius, stod netop fuldendt, det samme Thorvaldsen paa sin sidste Levedag bestemte for Oehlenschläger og sagde: »Det kan være til en Medaille for Dig!«

Søndagen den 24de Marts var en Vennekreds samlet hos Baron Stampe, Thorvaldsen var usædvanlig livlig, gav Historiertil bedste, talte om sin Reise til Italien, den han agtede at gjøre i Sommerens Løb. I Theatret skulde Halms Tragedie »Griseldis« opføres første Gang; vel var ikke Tragedien, men Lystspillet, især Holbergs hans kjæreste Stykker, men det var noget Nyt han skulde see og det var ham blevet en halv Vane at tilbringe Aftenen i Theatret. Klokken henimod sex gik han alene derhen. Ouverturen var begyndt, ved Indtrædelsen trykkede han et Par af sine Venner i Haanden, tog sin sædvanlige Plads, reiste sig atter op for Een, der skulde ham forbi, satte sig ned, bøiede Hovedet og var – død. Musiken bruste endnu fort.

De Nærmeste troede ham kun i Afmagt; han bragtes udenfor, men han var de Dødes.

Som en elektrisk Straale gik Budskabet derom igjennem Byen, hans Værelser paa Charlottenborg fyldtes af Mennesker; dybest rystet stod Baronesse Stampe, der faa Dage forud havde mistet en kjær Søster; et datterligt Hjerte begræd her den store Kunstner11.

Ved Obductionen fandtes Døden at være udgaaet fra en organisk Sygdom i Hjertet, der vilde have frembragt Brystvattersot;12 mellem Hundrede er neppe mere end To sat lykkelige at frelses ved en pludselig Død. Thorvaldsen greb Dødens Nummer, var ogsaa her den Lykkelige. Hans Ansigt beholdt i Kisten endnu sit sædvanlige Udtryk; som en skjøn Büste, imponerende, laa den store Kunstner der i de lange, hvide Klæder, med den friske Laurbærkrands om Panden.

▶»– Sorgen ved den store Mesters Bortgang

Blev knyttet til vor Kirkehøitids Alvor«◀13

Den stille Uge begyndte just ved hans Død.

I Academiets Figursal laae han i den aabne Kiste, Sørgeblus flammede i Candelabrerne. Det var netop Dagen forud før han for 50 Aar tilbage her paa samme Sted modtog Academiets Medaille. Sørgetalen lød,14 Kunstnerne sagde deres Farvel15 til den store Mester:

▶»– Med tunge, tunge Taarer

Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.«◀

(Fortsættes.)

Bertel Thorvaldsen

En biographisk Skizze

(Sluttet.)

Den danske Kronprinds, som Academiets Præses, fulgte nærmest Kisten; denne standsede endnu engang i Gaarden og fra Atelie’et lød et Miserere i det italienske Sprog16. Toget begyndte.17

Det er en graa Dag, ikke en Solstraale. Borgerskabet, civilklædt, Alle med Flor om Hat eller Hue, have stillet sig i Række, Arm i Arm, og hvor Linien slutter paa den lange Vei staaer Almuen, selv pjaltede Drenge, med hverandre i Haanden og danner een Kjæde, een Fredens Kjæde; nærmest Frue Kirke begyndte Studenternes Række. Alle Vinduer, Mure, Træer og mange Tage ere opfyldte med Mennesker. Hvilken Stilhed! see, de blotte Hovedet, naar Kisten nærmer sig, den blomstersmykkede Kiste med Palmegrenene over, med Thorvaldsens Statue støttende sig paa Haabet; mellem de mange Krandse paa Laaget ere to især at mærke, den ene har Landets Dronning selv bundet af de skjønneste Blomster Aarstiden bragte, den anden er af Sølv, Børnene i flere af Byens Skoler have af deres Sparebøsse hver givet en Skjærv til den. See ved alle Vinduer sorgklædte Qvinder! Blomster flyve ned, store Bouqvetter falde paa Kisten, alle Kirkeklokker ringe. Det er et Festens Tog, Folket ledsager Kunstnernes Konge! aldrig vil dette Secund glemmes!

▶»– Hans Ligfærd blev til et Triumphtog,

Ei blot i vort, men i Europas Navn;

Men Danmark gik som nærmest Slægtning nærmest

Og følte Sorgen hundredfold fordoblet,

Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skulder.«◀18

Da Kisten var ved Kirkens Dør gik de Sidste i Følget ud af Sørgehuset. Orchestret bruste en Sørgemarsch19, dyb og gribende, som sluttede sig de Døde til Toget, ført af Tonerne, der lød fra Orgel og Basuner. Landets Konge gik Kisten imøde og sluttede sig til de Sørgendes Række20 i den sortbetrukne Kirke, hvor Christus og Apostlerne i Marmor stode i det dæmrende Lys. Nu bruste Cantaten fra Læber og Orgel; det sidste Chor klang:21

▶»– Farvel Du store Thorvald, hør Fædrelandets Røst,

Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!

Hør hver, hvis Aand forstod Dig, hvis Hjerte aned’ Kunst;

Tak Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst!

Dig signe Mænd og Gubber og Qvinder; Børn smaae,

De skal i moden Fremtid Din Herlighed forstaae.

Du skjænkte Danmark Ære! Hvad kan vi skjænke Dig?

Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!«◀

Nu fulgte en Tale af Provst Tryde, og Sørgefesten sluttedes med et »Sov vel!« fra Studenterne, der havde sluttet sig i Kreds om Kisten.

Saaledes endte paa Jorden Bertel Thorvaldsens livsherlige Triumphtog. Lykken og Seiren vare hans Dioskurer. Ingen Kunstners Liv har været mere rigt paa Lykkens og Hæderens Solskin, end hans. Den Adelsbaarne følte sig stolt ved at have ham i sin Kreds, ham, den ordensklædte, af Fyrsterne hyldede Stormand, den Verdensberømte; Almuesmanden vidste at han var født i hans Stand, udsprungen af hans kraftige Stamme, og hævede kjækkere Hovedet imod ham, saae hans Hæder og Lykke som en Deel af sin, saae i ham den af Gud Udkaarede.

Ja, selv i sin Død syntes han at kaste Lykkegnister til den fattige Mængde. I »Nyboder«22, hvor de godt kjendte Thorvaldsen og vidste, at Faderen havde været af deres Folk og arbeidet paa Holmen, havde de i Tallotteriet taget Nummere paa hans Alder, hans Fødsels- og Dødsdag, og disse kom virkeligt ud, hos dem et ikke ringe Beviis for hans Storhed.

Sørgebudskabet om hans Død gik vidt ud over Landet, gjennem alle Lande; Sørgesange løde, Sørgefester bleve anstillede i Berlin og Rom; paa den danske Skueplads, hvor hans Sjæl svang sig til Gud, var en Fest, Pladsen, hvor han havde siddet, stod smykket med Flor og Laurbærkrandse og et Digt af Heiberg fremsagdes, hvori hans Storhed, hans Død udpegedes.

▶»– Just i denne Hal til Glæden viet,

Til Glæden over Skjønhed, Musers Kunst,

Her vilde Skjebnen at hiin Skjønheds Former

Udaandede det sidste Suk i Livet,

Og Glædens Tempel blev et Sørgehuus.

O danske Skueplads! kan Du forvinde

Det Indtryk, dette Syn har efterladt?

Kan din Thalia med sit Speil, sin Maske

Afløse Melpomenes tunge Dolk?

Vil ei, naar Latter bryder ud med Jubel,

En sagte Sørgegjenlyd klinge med

En sympathetisk Tone fra de Mure,

Som vare Vidner til saa haardt et Slag?«◀ –23

I Academiets Solennitetssal gav »Studenterforeningen« sin smukke Mindefest med Hertz’s og Hartmanns Cantate, Holsts Tale, Plougs og Oehlenschlägers Digte; Thorvaldsens Hæder klang i Toner og Ord, og hvor smukt, hvor sandt:

▶»Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes Aasyn,

– Mange Aar skildte dem ad, intet Træk blev dog glemt –

Saadan Antiken han saae, og saadan stod den nu for ham:

Derfor ei Spaden han greb, for at søge den møisomt i Jorden,

Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned den frem◀.«24

Just Dagen før Thorvaldsens Død var netop Muurværket indvendig i hans Grav fuldendt; midt i Musæets Gaard ønskede han at hvile; den var nu muret; en Marmorrand rundt om og et Par Rosenhækker og Blomster bad han maatte der være hans Monument; den hele Bygning vil være det med de rige Skatte, han skjenkede sit Fædreland; i de pompeijanske malede Værelser, der i den fiirkantede Bygning omslutte Gaarden, skulde hans Værker opstilles; under Vinduerne anbringes i Billeder Ankomsten paa Rheden og hans Jordefærd, de to rigeste Tilsætninger i hans Livs Triumphtog25, og høit paa Musæets Tag skal Seiersgudinden:

»sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til det sidste.«26

Gjennem Aarhundreder vandre Nationer til Danmark; ikke lokkede kun af vore venlige, grønne Øer med de friske Bøgeskove, nei, for at see disse Værker og denne Grav.

Dog eet Sted endnu vil den Fremmede søge, den lille Plet paa Nysø, hvor Atellie’et staaer, hvor Træet holder sine Grene i Canalen til den eensomt svømmende Svane, som han rakte Føde, ogsaa den bøier sit Hoved i Døden, men i Udødelighedens Svanesang bruser Navnet Thorvaldsen; det toner i England foran Jasons og Byrons Statuer, det toner i Schweitz ved hans hvilende Løve, i Roeskilde foran Christian den Fjerdes Skikkelse, det toner i hvert Bryst, hvor Kunsten har sin hellige Funke.

Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829]

Ved [...] henvisninger til københavnske lokaliteter henvises [...] med koordinater i krøllet parentes {xx} til kortet Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829 (se side 586-587).

Anmodet af Redactionen for Tidsskriftet: »Unzere Zeit« leverede Forfatteren efterstaaende Skizze, hvortil Thieles Biographie af Thorvaldsen især er bleven benyttet; saavidt vi vide er endnu ikke den tydske Oversættelse heraf udkommen i bemeldte Tidsskrift.

Billedbog uden Billeder.

Dette Basrelief, som vandt Prisen, forestillede en hvilende Amor.

Den 20de Mai 1796 seilede Thetis fra Kjøbenhavn.

Af Alexandertoget ere fire forskjellige Exemplarer:

1) Qvirinal-Exemplaret, der kan betragtes som Skizzer.
2) Sommarivas Exemplar, der har adskillige Tilsætninger.
3) Det gjennemarbeidede og ved adskillige Stykker udvidede Exemplar, der kan betragtes som det heelt udførte.
4) Exemplaret paa Christianborg Slot i Kjøbenhavn; det udførtes (1829-30) nøiagtigt efter det sidstnævnte.

I Warschau havde Thorvaldsen modtaget betydelige Bestillinger; Keiser Alexander opholdt sig just her paa denne Tid, sad for Kunstneren og lod ham modellere sin Büste.

Hun blev 1832 gift med den danske Kammerherre Poulsen; Aaret efter fødte hun denne en Søn, der i Daaben fik Navn: Albert Thorvaldsen Ludevig. 1842 gjæstede hun med Mand og Barn Thorvaldsen i Kjøbenhavn, hvor hun blev Enke; hun lever nu i Rom.

En ganske udmærket skjøn Sang af Heiberg.

De Forfattere, som selv foredroge deres Digte vare Oehlenschlæger, Grundtvig, H. P. Holst og H. C. Andersen, Texten til de afsungne Sange vare leverede af Heiberg, Overskou, Hertz og Christian Winther, Talen af Clausen.

Heiberg i sit Sørgedigt: »Thorvaldsen«.

I sit Testament af 5te December 1838, hedder det at han skjænker til sin Fødeby Kjøbenhavn alle de ham tilhørende Kunstgjenstande, at Musæet skal bære hans Navn og at han foreløbigt bestemte 25,000 Rbd. til dette. Til executores testamenti bleve udnævnte Conferentsraad Collin, Justitsraad Thiele, Professorerne Clausen, Schouw og Bissen, samt et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat; dernæst overdroges det Billedhuggeren Bissen at fuldføre hans efterladte Værker, mod Godtgjørelse fra Musæumsfondet, ligesom ogsaa at have det specielle kunstneriske Tilsyn med Musæet.

▶Hjernen befandtes sund, Hjertet noget forstørret og Klapperne fra Hjertet til den store Pulsaare (aorta) fortyndede samt paa flere Steder gjennembrudte, Hjertets Hovedpulsaare (arteria caronaria) paa enkelte Steder forbenet og en sygelig Masse udtraadt i dens Huulhed, den store Pulsaare flere Steder forbenet, dens indvendige Hinde hist og her gjennembrudt af Beenlameller. Den nederste Deel af høire Lunge forandret til en blød miltlignende Masse; mellem den tilsvarende Lunges Lungesæk og den nedenunder værende Deel af Mellemgulvet fandtes en lukket Sæk af en Haands Størrelse, indeholdende endeel halvindtørret og af Forbening omgiven purulent Masse. Underlivets Organer vare i det Hele taget sunde. En rigelig Fedtafsætning beklædte de indvendige Organer, navnlig ogsaa Hjertet og Hjerteposen, Fontenellerne, som han i flere Aar bar paa Benene, fandtes tørre, det Saar, han havde paa sit syge Skinnebeen, var omgivet med en forhærdet Cellevæv◀.

Heiberg.

Denne blev holdt af Professor Clausen.

Et Digt af H. P. Holst.

Det udførtes af den italienske Operas Sangere, Musiken componeret og arrangeret af Capelmesteren Sperati.

Klokken 1½ begav det sig fra Sørgehuset og naaede Kirken Kl. 2¾. Det aabnedes af to Kunstnere i Spidsen for en Deel Søfolk, dernæst henved 800 Studenter, efter disse kom Islænderne, saa Kunstnere af alle Classer og derpaa Liget, som de skiftedes til at bære; derpaa Kronprindsen med Academiets Medlemmer, begge Militair-Etater, Embedsmænd og Borgere.

Heiberg.

Componeret af Hartmann.

I en Stol paa Gulvet, nær ved Kisten, havde Dronningen, Kronprindsessen og flere Damer af det kongelige Huus Plads.

Texten af Oehlenschlæger, Musiken af Capelmester Glæser.

Et Qvarteer i Kjøbenhavn, hvor Søfolkene boe, bygget for dem af Christian IV.

Digterens Kone, den danske Scenes udmærkede Kunstnerinde Fru Heiberg fremsagde Digtet, efter hvilket Oehlenschlägers Mesterværk den nordiske Tragedie Hakon Jarl opførtes. Deres Majestæter Kongen og Dronningen, alle Tilskuere, vare den Aften sortklædte.

Mindetale af H. P. Holst.

Decorationerne ere overdragne Maleren Costantin Hansen.

H. P. Holst.

1: Anmodet af Redactionen for Tidsskriftet: »Unzere Zeit« leverede Forfatteren efterstaaende Skizze, hvortil Thieles Biographie af Thorvaldsen især er bleven benyttet; saavidt vi vide er endnu ikke den tydske Oversættelse heraf udkommen i bemeldte Tidsskrift.
↩

2: Billedbog uden Billeder.
↩

3: Dette Basrelief, som vandt Prisen, forestillede en hvilende Amor.
↩

4: Den 20de Mai 1796 seilede Thetis fra Kjøbenhavn.
↩

5

Af Alexandertoget ere fire forskjellige Exemplarer:

1) Qvirinal-Exemplaret, der kan betragtes som Skizzer.
2) Sommarivas Exemplar, der har adskillige Tilsætninger.
3) Det gjennemarbeidede og ved adskillige Stykker udvidede Exemplar, der kan betragtes som det heelt udførte.
4) Exemplaret paa Christianborg Slot i Kjøbenhavn; det udførtes (1829-30) nøiagtigt efter det sidstnævnte.

↩

6: I Warschau havde Thorvaldsen modtaget betydelige Bestillinger; Keiser Alexander opholdt sig just her paa denne Tid, sad for Kunstneren og lod ham modellere sin Büste.
↩

7: Hun blev 1832 gift med den danske Kammerherre Poulsen; Aaret efter fødte hun denne en Søn, der i Daaben fik Navn: Albert Thorvaldsen Ludevig. 1842 gjæstede hun med Mand og Barn Thorvaldsen i Kjøbenhavn, hvor hun blev Enke; hun lever nu i Rom.
↩

8: En ganske udmærket skjøn Sang af Heiberg.
↩

9: De Forfattere, som selv foredroge deres Digte vare Oehlenschlæger, Grundtvig, H. P. Holst og H. C. Andersen, Texten til de afsungne Sange vare leverede af Heiberg, Overskou, Hertz og Christian Winther, Talen af Clausen.
↩

10: Heiberg i sit Sørgedigt: »Thorvaldsen«.
↩

11: I sit Testament af 5te December 1838, hedder det at han skjænker til sin Fødeby Kjøbenhavn alle de ham tilhørende Kunstgjenstande, at Musæet skal bære hans Navn og at han foreløbigt bestemte 25,000 Rbd. til dette. Til executores testamenti bleve udnævnte Conferentsraad Collin, Justitsraad Thiele, Professorerne Clausen, Schouw og Bissen, samt et Medlem af Kjøbenhavns Magistrat; dernæst overdroges det Billedhuggeren Bissen at fuldføre hans efterladte Værker, mod Godtgjørelse fra Musæumsfondet, ligesom ogsaa at have det specielle kunstneriske Tilsyn med Musæet.
↩

12: ▶Hjernen befandtes sund, Hjertet noget forstørret og Klapperne fra Hjertet til den store Pulsaare (aorta) fortyndede samt paa flere Steder gjennembrudte, Hjertets Hovedpulsaare (arteria caronaria) paa enkelte Steder forbenet og en sygelig Masse udtraadt i dens Huulhed, den store Pulsaare flere Steder forbenet, dens indvendige Hinde hist og her gjennembrudt af Beenlameller. Den nederste Deel af høire Lunge forandret til en blød miltlignende Masse; mellem den tilsvarende Lunges Lungesæk og den nedenunder værende Deel af Mellemgulvet fandtes en lukket Sæk af en Haands Størrelse, indeholdende endeel halvindtørret og af Forbening omgiven purulent Masse. Underlivets Organer vare i det Hele taget sunde. En rigelig Fedtafsætning beklædte de indvendige Organer, navnlig ogsaa Hjertet og Hjerteposen, Fontenellerne, som han i flere Aar bar paa Benene, fandtes tørre, det Saar, han havde paa sit syge Skinnebeen, var omgivet med en forhærdet Cellevæv◀.
↩

13: Heiberg.
↩

14: Denne blev holdt af Professor Clausen.
↩

15: Et Digt af H. P. Holst.
↩

16: Det udførtes af den italienske Operas Sangere, Musiken componeret og arrangeret af Capelmesteren Sperati.
↩

17: Klokken 1½ begav det sig fra Sørgehuset og naaede Kirken Kl. 2¾. Det aabnedes af to Kunstnere i Spidsen for en Deel Søfolk, dernæst henved 800 Studenter, efter disse kom Islænderne, saa Kunstnere af alle Classer og derpaa Liget, som de skiftedes til at bære; derpaa Kronprindsen med Academiets Medlemmer, begge Militair-Etater, Embedsmænd og Borgere.
↩

18: Heiberg.
↩

19: Componeret af Hartmann.
↩

20: I en Stol paa Gulvet, nær ved Kisten, havde Dronningen, Kronprindsessen og flere Damer af det kongelige Huus Plads.
↩

21: Texten af Oehlenschlæger, Musiken af Capelmester Glæser.
↩

22: Et Qvarteer i Kjøbenhavn, hvor Søfolkene boe, bygget for dem af Christian IV.
↩

23: Digterens Kone, den danske Scenes udmærkede Kunstnerinde Fru Heiberg fremsagde Digtet, efter hvilket Oehlenschlägers Mesterværk den nordiske Tragedie Hakon Jarl opførtes. Deres Majestæter Kongen og Dronningen, alle Tilskuere, vare den Aften sortklædte.
↩

24: Mindetale af H. P. Holst.
↩

25: Decorationerne ere overdragne Maleren Costantin Hansen.
↩

26: H. P. Holst.
↩

Bertel Thorvaldsen. En biographisk Skizze

Trykt i fire dele i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, nr. 353, 354, 1 og 2, der udkom hhv. 30. december 1844, 31. december 1844, 2. januar 1845 og 3. januar 1845. Føljetonen blev siden omarbejdet til én tekst med titlen »Bertel Thorvaldsen«, trykt i Samlede Skrifter. Tredivte Bind (BFN 1066), der udkom den 30. november 1876. Her gengives teksten efter Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. BFN 464

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

413,5	Laxdølerne < Lardølerne
414,19	til < tit
415,41	Basrelief < Barelief
417,28	»Du < Du
417,42	Skind < Skin
427,4	Rom, < Rom;
431,5	Iliade.« < Iliade.
431,32	Gangen til Golgatha < »Gangen til Golgatha
434,11	Afmagt; < Afmagtj
436,6	Sprog. < Sprog
436,29	Skulder.« < Skulder.
436,36	Embedsmænd < Embedmænd
438,19	Slag?« < Slag?

412
Bertel Thorvaldsen	Bertel Thorvaldsen (1770-1844), dansk billedhugger.
»unsere Zeit«	Unsere Zeit in Biographieen und Bildnissen, redigeret af Ludwig Lenz (1813-1896). Ludwig Lenz forberedte 1843 udgivelsen af en serie korte biografier af berømte samtidige, Unsere Zeit in Biographieen und Bildnissen, og foreslog i brev af 7. august 1843 H.C. Andersen at skrive en kort biografi enten om Adam Oehlenschläger (1779-1850) eller om Bertel Thorvaldsen. Serien åbnedes 1844 med en biografi om den ungarske pianist og komponist Franz Liszt (1811-1886); først i 1845 udkom Andersens biografi om Thorvaldsen på tysk med titlen Bertel Thorwaldsen. Eine biographische Skizze, oversat af den tyske oversætter Julius Reuscher; skriftet udkom i to udgaver på to forskellige forlag.
Thieles Biographie	Just Mathias Thiele (1795-1874) udgav flere værker om Thorvaldsen; H.C. Andersens kilde er her Thieles Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, hvis første to dele udkom i 1831.
Vignet	lille dekorativt billede, især tegning, anbragt før eller efter et stykke tekst, fx på titelbladet eller mellem kapitlerne i en bog.
Harald Hildetand	dansk sagnkonge, måske fra 5- eller 600-tallet; kendes fra Saxos danmarkshistorie (7. bog, kap. 10-11) og fra islandske middelalderkilder; han blev dræbt i oldtidens største slag, Bråvallaslaget.
Secler	århundreder.
Nordcap	Nordkap, en 309 m høj klippe på nordsiden af Magerøya i Nordnorge; opfattes af mange som Europas nordligste punkt, hvilket den ikke er.
Holmen	tidligere orlogsværft og flådebase i København; blev anlagt i 1690 for at aflaste og supplere flådens gamle værft Bremerholm.
plumpe	grove, klodsede.
Æt	slægt.
Jason med det gyldne Skind	Jason med det gyldne skind, Thorvaldsens Museum, 1802-1803; Jason er en græsk sagnhelt, der ledte argonauternes togt til Kolchis ved Sortehavet med det formål at bemægtige sig skindet af en magisk vædder, det såkaldte »Gyldne Skind«.
Gratierne	Gratierne, Thorvaldsens Museum, 1817. Gratierne er det romerske navn for de tre gudinder for ynde og glæde, der i græsk mytologi kaldtes chariterne.
de hellige Apostle	muligvis relieffet Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port, Thorvaldsens Museum, 1793; relieffet skaffede Thorvaldsen Akademiets store guldmedalje samme år; motivet til relieffet findes i Apostlenes Gerninger, kapitel 3.
Ætling	efterkommer.
Island opbevarede … Historie	fra Island kendes en række håndskrifter, der beretter om bl.a. historie og mytologi. Den vigtigste kilde til mytologien findes i Den ældre Edda, en samling anonyme digte, og Den yngre Edda, forfattet omkr. 1220 af islændingen Snorre Sturluson (ca. 1178-1241). Saxo har i sin danmarkshistorie andre varianter af det nordiske stof. Andre væsentlige værker er Heimskringla, hvori der berettes om de norske kongers historie fra sagntiden til 1177, og Landnámabók, der beskriver bosættelser på Island i 800- og 900-tallet.
413
Sagaen om Laxdølerne	egentlig »Sagaen om folkene i Laksådalen«, en af de fire største islændingesagaer; sagaen er genfortalt af K.L. Rahbek (1760-1830) i »Den Døvstumme, eller Kongedatteren og hendes Æt« i Nordiske Fortællinger, bind 2, 1821, og oversat til dansk i 1840 af N.M. Petersen (1791-1862) som »Fortælling om Laxdælerne eller Beboere af Laxdalen« (i Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, bind 2, 1840).
Oluf Paa	mægtig islandsk høvding, ejer af gåden Hjardarholt.
»Oluf Paa … Huusdrapa«	den beskrevne handling findes i sagaens 29. kapitel, men H.C. Andersen citerer hverken fra K.L. Rahbek eller fra N.M. Petersens oversættelse fra 1840; en latinsk-islandsk udgave blev 1826 udgivet i København, og muligvis har spredte oversættelser heraf været trykt i tidsskrifter; i N.M. Petersens oversættelse lyder afsnittet: »Derpaa fæstede Geirmund Thuride, og Gildet skulde staa paa Hjardarholt ved Enden af Vinteren; der var mange Gjæster, thi da var Ildhuset færdigt. Blandt andre var der ogsaa Ulf Uggesen, der havde digtet et Kvæde om Olad Høskuldsen og om de Begivenheder, der vare forestillede i Ildhuset, hvilket han fremsagde der ved Gildet. Dette Kvæde kaldes Husdrapa, og er godt digtet« (Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, bind 2, 1840, s. 114).
tilforn	før.
Ulf Uggason	egentlig Ulfr Uggason, islandsk skjald fra omkring 1000, kendes fra flere sagaer; mest kendt er han for sit digt »Húsdrápa« (ca. 983), der beskriver Olaf Paas prægtigt smykkede hal på gården Hjardarholt; dele er digtet er bevaret, og det ses heraf, at motiverne stammede fra den nordiske mytologi. Digtet findes med tilhørende oversættelse gengivet i Finnur Jónsson Den norsk-islandske Skjaldedigtning, bind 1, 2. udgave, 1912, s. 128-130.
Qvæde	kvad, digt.
Gottskalk Thorvaldsen(s)	Gottskalk Thorvaldsen (1740/1743-1806), islandsk billedskærer, bosat i København; om han virkelig er Bertel Thorvaldsens far er usikkert, men det var ham, Thorvaldsen selv opgav som far, da han i vinteren 1840-1841 dikterede sin levnedsbeskrivelse til baronesse Christine Stampe (1797-1868).
Karen Grønlund	sandsynligvis Karen Dagnes (døbt 1736-1804), datter af den jyske degn Jacob Dagnes i Lemvig; Bertel Thorvaldsen opgav hendes pigenavn som Grønlund, hvilket man i lang tid antog for at være rigtigt.
lille Grønnegade	ved Bertel Thorvaldsens fødsel, øjensynligt den 19. november 1770, boede familien i Store Grønnegade (matrikelnr. 256) {D5-D6}, jf. J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, bind 1, 1851, s. 7; siden flyttede familien til Lille Grønnegade (matrikelnr. 328), fra 1795: Ny Adelgade {E6}; i Lille Grønnegade lå teatret, hvor en række af Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier blev opført i 1720’erne.
Kunstacademiet	stiftet 1754 af Frederik 5. (1723-1766; konge fra 1746), havde (og har til dels stadig) til huse på Charlottenborg {F6}; 1754-1814 benævnt Det kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie, 1814-1969 Det kongelige Academie for de Skønne Kunster og siden 1969 Det Kongelige Danske Kunstakademi.
»Fader og Moder … sagde han«	fra H.C. Andersens Billedbog uden Billeder, »Fire og Tyvende Aften« (BFN 366; se side 390-391).
blommede	blomstrede.
Kattun(s)	tæt vævet bomuldsstof; bomuldsstof med trykt mønster.
Perpendiklen	pendulet.
414
Nysø	hovedgård og gods fra 1670 ved Præstø; på denne tid ejet af baron Hendrik Stampe (1794-1876) og baronesse Christine Stampe; efter sin hjemkomst fra Rom i 1838 var Thorvaldsen en hyppig gæst på Nysø, hvor også H.C. Andersen ofte kom.
Huggehus(et)	udhus, skur eller rum, der bruges til brændehugning, træarbejde etc.
Frihaands Skole	på Kunstakademiet skulle eleverne først gennem de to frihåndsskoler, hvor eleven brugte to år på at lære at tegne efter forlæg; siden fulgte gipsskolen og modelskolen. Bertel Thorvaldsen begyndte på Kunstakademiets første frihåndsskole i oktober 1781 og på anden frihåndsskole i 1782; 2. januar 1786 begyndte han på modelskolen.
Gallion	fremspring under bovsprydet på et større træskib; ofte prydet med en udskåret træfigur.
415
erkjende	her: bekræfte.
erholdt	fået, opnået.
den mindre Sølvmedaille	på Kunstakademiet skulle eleverne deltage i flere konkurrencer for at kunne afslutte uddannelsen; Bertel Thorvaldsen erhvervede sig den lille sølvmedalje den 2. januar 1787.
Basrelief	relief med figurer, der kun er svagt ophøjede.
en hvilende Amor	Den hvilende Amor, Thorvaldsens Museum, 1789; Bertel Thorvaldsen vandt ikke den mindre sølvmedalje på dette værk, men derimod den store sølvmedalje den 30. maj 1789.
»Aabenraa« … Poeter boe	Aabenraae {B5-C5}; jf. Ludvig Holbergs Jacob von Tyboe, 1731; heri optræder »Poeten i Aabenraae«, som »føder Kone og Børn alleene med sine Vers« (II,2).
Academiets mindre Guldmedaille	Kunstakademiets konkurrence om den store og lille guldmedalje blev afholdt hvert andet år og bestod altid i, at eleverne skulle udføre et værk efter et emne fra Bibelen; erhvervelsen af den store guldmedalje medførte endvidere et rejsestipendium.
»Heliodorus, som udjages af Templet«	Heliodors uddrivelse af templet, Thorvaldsens Museum, 1791. Historien om Heliodor, der var kansler hos kong Seleukos 4. af Syrien, fortælles i 2. Makkabæerbog, 3 (De Apokryfe Skrifter). Af Seleukos blev Heliodor sendt til Jerusalem for at indkræve en uhyre mængde penge, der fandtes i Jerusalems tempel; men Heliodor blev efter Guds vilje fordrevet fra templet af »en hest med en frygtindgydende rytter« og »to unge mænd af usædvanlig styrke, smukke af udseende og pragtfuldt klædt« (ctf. den autoriserede bibeloversættelse, 1992).
Hvo	hvem.
Grev Ditlew af Rewentlow	Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827), dansk statsmand, godsejer og lensgreve.
Subscription	egentlig skrivelse, hvor man ved underskrift binder sig til at købe et værk, der udkommer over en (længere) periode; her snarere: pengeindsamling.
den større Guldmedaille … Reisestipendium	Bertel Thorvaldsen vandt Kunstakademiets store guldmedalje den 14. august 1793 for sit relief Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port; med erhvervelsen af guldmedaljen fulgte et rejsestipendium, der dog først blev ledigt i 1796.
417
Erkjendelse	anerkendelse.
Rahbek	Knud Lyne Rahbek (1760-1830), dansk forfatter, litteraturhistoriker og kritiker.
Steffens	Henrich Steffens (1773-1845), dansk-norsk filosof, naturforsker og forfatter.
»Barberen i Sevilla«	Il barbiere di Siviglia, 1816, syngestykke i to akter af Pietro Cesare Sterbini (1795-1863) efter Pierre Augustin de Beaumarchais’ (1732-1799) skuespil af samme navn (1775), sat i musik af Gioacchini Rossini (1792-1868); på dansk ved N.T. Bruun (1778-1823); opført første gang på Det Kgl. Teater i 1822.
udødelig i Marmoret	muligvis En dreng lænet mod en hund, Thorvaldsens Museum, 1820-1821, eller En dreng med en hund, Thorvaldsens Museum, uden årstal.
Dafne(blad)	i græsk mytologi er Dafne en ung pige, der afviste Apollons tilnærmelser og under sin flugt fra ham blev forvandlet til et laurbærtræ. Apollon viste herefter sin sorg over tabet ved at bære en krands af træet.
i Tydskland var Krig	krigshandlingerne var begyndt i 1792 med det revolutionære Frankrig på den ene side og Østrig og Preussen på den anden; herefter blev en række andre lande inddraget. Militære nederlag betød dog, at Preussen og en række nordtyske fyrster trak sig ud af krigen i 1795, mens Østrig og de sydtyske stater fortsatte krigen.
den kongelige Fregat Thetis	den første kongelige fregat Thetis, aktiv i perioden 1790-1806; en anden fregat med samme navn var virksom i perioden 1842-1864. Thetis er navnet på den græske sagnhelt Achilleus’ mor, datter af guden Nereus, gud for det rolige og solbeskinnede hav.
418
den 20de Mai 1796	Bertel Thorvaldsen forlod København den 29. august 1796, ikke den 20. maj 1796.
Molo	mole.
Paquet(ten)	skib, der transporterer passagerer og post i fast rutefart.
Fakine(n)	af facchìno, (italiensk) (last)drager.
omtumlet som en Ulysses	i Homers Odysseen skildres Odysseus’ (latin: Ulysses) besværlige hjemfart fra krigen om Troja; bl.a. knuses hans båd af havguden Poseidon, så han må drive rundt på havet i 20 dage.
Kaper(e)	bevæbnet, privatejet skib, som i krigstid havde fuldmagt til at opbringe fjendtlige skibe.
Canalen	Den Engelske Kanal, farvandet mellem England og Frankrig, der forbinder Nordsøen med Atlanterhavet.
Tripolis … danske Skibe	Tripoli, hovedstad i Libyen; en del af den danske flådes opgaver bestod i 1700-tallet af beskyttelse af danske handelsskibe, særligt i farvande ud for Afrika, hvor sørøveri var omfattende, bl.a. ledede den danske kaptajn Steen Bille (1751-1833) tre skibe i kamp ved Tripoli i 1797.
kjølhales	på land at vælte et skib om på siden, så det kan efterses og repareres i bunden.
419
Veturin	hyrekusk.
Zoega	Georg Zoëga (1755-1809), dansk arkæolog og numismatiker; fra 1782 bosat i Rom.
Antikkerne	de antikke græske og romerske kunstværker.
421
Carstens	Asmus Jacob Carstens (1754-1798), dansk-tysk tegner og maler; fra 1792 bosat i Rom.
Valplads	kampplads, slagmark.
Snillet	genialiteten, talentet.
tre Aar ude	Kunstakademiets rejsestipendium, der var knyttet til den store guldmedalje, var for 3 år; Thorvaldsens stipendium blev fornyet for 1 år den 25. februar 1799 og endnu 2 år (1800-1802) den 25. november 1799.
April 1801	næppe korrekt, idet stipendiet var blevet forlænget med yderligere 2 år for perioden 1800-1802 den 25. november 1799; Thorvaldsens hjemkomst må snarere have været planlagt til foråret 1803.
opsat	udsat.
Canova	Antonio Canova (1757-1822), italiensk billedhugger.
»Quest’ opera … grandioso!«	(italiensk) dette værk af den unge dansker er udført i en ny og storslået stil.
bra	(svensk) godt.
Frederikke Bruun … afstøbt i Gips	Sophie Christiane Friedrike Brun, født Münter (1765-1835), dansk-tysk forfatterinde; med Friedrike Bruns økonomiske bistand blev Thorvaldsens Jason med det gyldne skind, 1802-1803, afstøbt i gips. Friedrike Brun udgav 1815 »Noget om den danske Billedhugger i Rom: Albert Thorvaldsen« i Athene, et Maanedsskrift, bind 4, 1815, s. 1-31.
422
Hagemann	Carl Friedrich Hagemann (1773-1806), tysk billedhugger.
Britternes Bomber … vor Flaade	2. september 1807 indledte den engelske flåde et intenst bombardement af København; efter få dages forsvar kapitulerede byen, hvilket betød, at englænderne overtog den danske flåde.
Kartover	oprindelig betegnelse for en i 1500-tallet anvendt kortere metalkanon, senere om kanoner i almindelighed.
Thomas Hope	Thomas Hope (1774-1831), engelsk forfatter og kunstmæcen.
Zechine(r)	venetiansk dukat; mønterne blev præget i republikken Venezia 1284-1797.
Først fem og tyve Aar … Britte	Jason med det gyldne skind i marmor bestiltes af Thomas Hope i 1803 og fuldførtes i Rom i 1828.
Baron Schubart	Herman Schubart (1756-1832), dansk baron, officer og diplomat; Herman Schubart blev 1802 af den danske regering udnævnt til generalintendant for de danske handelsanliggender i Italien.
Gesandt	officiel repræsentant for et land.
»Sommer«	ifølge J.M. Thiele Den danske Billedhugger Thorvaldsen og hans Værker, bind 1, 1831, s. 107-108, blev relieffet Sommeren fuldendt i marmor i 1811 for grev Schönborn; værket er afbildet i samme værks billedbind fra samme år, billede nr. XLVI.
»Høst«	ifølge J.M. Thiele Den danske Billedhugger Thorvaldsen og hans Værker, bind 1, 1831, s. 107-108, blev relieffet Hösten fuldendt i marmor 1811 for grev Schönborn; værket er afbildet i samme værks billedbind fra samme år, billede nr. XLVII.
Musernes Dands paa Helicon	Musernes dans på Helikon, Thorvaldsens Museum, 1816; værket blev oprindelig udført i marmor i 1807, men Thorvaldsen var utilfreds med resultatet, og først i 1816 stod det endelig færdigt. I græsk mytologi er de ni muser skytsengle for kunst og videnskab, og Helikon regnedes i oldtiden for musernes hellige bjerg med et berømt tempel.
Amor og Psyche	Thorvaldsen har skabt flere værker forestillende Amor og Psyche; H.C. Andersen sigter øjensynligt til værket Amor og Psyke genforenede i himlen, Thorvaldsens Museum; J.M. Thiele angiver i Den danske Billedhugger Thorvaldsen og hans Værker, bind 1, 1831, s. 61-62, at værket skulle være udført i 1804, mens man på Thorvaldsens Museum daterer det til ca. 1807. I den romerske forfatter Apuleius’ (ca. 125-180) roman Metamorfoser, også kaldet Det gyldne Æsel, findes myten om Amor og Psyche. Guden Amor forelsker sig i kongedatteren Psyche, fører hende til en ensom bolig, hvor han hver nat besøger hende, dog uden at hun ser ham i mørket. På trods af Amors forbud mod, at hun prøver at finde ud af, hvem han er, betragter hun ham en nat, mens han sover, i lyset fra en olielampe. Han vækkes imidlertid, da en dråbe fra lampen falder på hans skulder, og han forlader hende. Psyche søger ham uden held, men efter mange genvordigheder fatter Jupiter medlidenhed med hende og skænker hende udødelighed og evigt samliv med Amor.
»Venus med Æblet«	Venus med æblet, Thorvaldsens Museum, 1813-1816. I den romerske mytologi er Venus kærlighedsgudinden; i den græske mytologi findes historien om tvedragtens gudinde Eris, som, vred over ikke at være indbudt til bryllup, kastede et æble med påskriften »Til den skønneste« ind blandt de guddommelige gæster. Gudinderne Hera, Athene og Afrodite (i den romerske mytologi Juno, Minerva og Venus) gjorde alle krav på æblet, og guderne hentede derfor en mand ved navn Paris ind for at være dommer; han gav Afrodite æblet, fordi hun lovede ham den skønneste jordiske kvinde til hustru, nemlig spartanerkongen Menelaos’ hustru, Helena. Episoden danner forhistorien til kampen om Troja i Homers epos Iliaden.
423
Medlem af det kongelige Kunst-Academi	Bertel Thorvaldsen blev 1805 medlem af Kunstakademiet i København og straks derefter udnævnt til professor samme sted.
Bestillinger til Slottet og Raadhuset	både Christiansborg Slot og Københavns Rådhus var blevet hærget af ildebrande omkring århundredeskiftet, og da man herefter iværksatte restaureringen, bad man Thorvaldsen om at bidrage til udsmykningen. Til rådhuset modtog han ifølge J.M. Thiele Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, bind 1, 1831, s. 75, bestilling på statuer af den græske statsmand og digter Solon (ca. 640-560 f.Kr.) og den spartanske statsmand Lycurg (Lykurgos), der ifølge traditionen grundlagde det spartanske samfund i 600-tallet f.Kr. Disse to værker blev dog aldrig udført. Endvidere fik han bestilling på et andet værk, der i dag bærer titlen Jupiter tronende mellem Minerva og Nemesis, ca. 1822, som aldrig blev udført i marmor, men er opstillet i gips på Thorvaldsens Museum. Da Thorvaldsen i 1819 besøgte København, foreslog han at udføre sidstnævnte værk til Christiansborg Slot og i stedet fremstille værket Salomons Dom til rådhuset; værket blev dog aldrig udført, men findes i udkast (dateret 1835) på Thorvaldsens Museum. Til Christiansborg Slot modtog Thorvaldsen ordre på 4 basreliefs: Minerva giver det af Prometheus skabte menneske sjæl, Thorvaldsens Museum, 1807-1808, Herkules modtager udødelighedens drik af Hebe, Thorvaldsens Museum, 1808, Nemesis oplæser menneskenes gerninger for Jupiter, Thorvaldsens Museum, 1810 samt Hygiea giver Æskulaps slange næring, Thorvaldsens Museum, 1808.
Norge var da endnu forenet med Danmark	Norge blev skilt fra Danmark og underlagt Sverige i 1814.
vor nuregjerende Konge	Christian 8. (1786-1848; konge fra 1839).
et Keiserpalads … Napoleon	Palazzo del Quirinale på Quirinalhøjen, en af Roms syv høje, blev påbegyndt i 1574 som pavelig sommerresidens, og arbejdet afsluttedes ca. 1740; i forbindelse med Napoleon 1. Bonapartes (1769-1821; fransk kejser 1804-1814 og 1815) forventede ankomst til Rom udsmykkedes Palazzo del Quirinale.
Architecten Stern	Rafaello Stern (1752-1820), italiensk arkitekt.
Academiet St. Luca	i 1808 blev Thorvaldsen medlem af det pavelige St. Luca Academi i Rom, Accademia di San Luca, stiftet 1588 af pave Sixtus 5. (1520-1590; pave fra 1585); lukasakademierne var en række sammenslutninger af malere, opkaldt efter malernes skytspatron, evangelisten Lukas, hvoraf akademiet i Rom var det mest kendte.
Alexanders Triumphtog	Alexander den Stores triumftog i Babylon, Thorvaldsens Museum, 1812. Værket findes i flere udgaver: Det blev oprindeligt bestilt til Quirinalpaladset i Rom, hvortil Napoleon 1. bevilgede pengene. Inden frisen var færdig, var Napoleon imidlertid også afsat og fængslet. Et eksemplar i marmor blev købt af en privat køber, Grev Sommariva, og anbragt i Villa Carlotta ved Comosøen. Også den danske regering bestilte et eksemplar til Christiansborg, denne frise blev stærkt medtaget ved branden 1884, men blev restaureret og indsat i det nye Christiansborg. Se endvidere J.M. Thiele Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værk, bind 1, 1831, s. 121-122, for værkets indviklede historie. Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var en makedonsk konge, der 331 f.Kr. holdt sit sejrsindtog i Babylon.
»Natten«	Natten, Thorvaldsens Museum, 1815.
424
»Dagen«	Dagen, Thorvaldsens Museum, 1815.
Grev Rantzau til Breitenburg	Andreas Conrad Peter Rantzau af Breitenburg (1777-1845), dansk rigsgreve og statsminister.
Historiemaleren Lund	Johan Ludwig Gebhard Lund (1777-1867), dansk maler.
den kongelige Skydebane	Skydebanebygningen på Vesterbrogade, det nuværende Københavns Bymuseum, hvis selskabslokaler havde stor søgning.
425
Oehlenschläger holdt Talen	Adam Oehlenschlägers tale blev trykt og udgivet med titlen Tale i Anledning af Thorvaldsens Hiemkomst til Fædrelandet. Holden ved Festen den 16de October 1819, 1819.
»dog engang … Nordens gamle Guder!«	jf. Tale i Anledning af Thorvaldsens Hiemkomst til Fædrelandet. Holden ved Festen den 16de October 1819, 1819, s. 42-43: »Tænk imellem paa Nordens gamle Gudeskare, paa de første herlige Forestillinger af et Folk, fra hvem Du stammer! De svæve i Skyen, som Fingals og Ossians Aander og vente kun paa Dig, for at vorde homeriske, for atter at boe paa Jorden, og modtage Form og Liv«.
Gratier	det romerske navn for de tre gudinder for ynde og glæde, der i græsk mytologi kaldtes chariterne.
Omtrent et Aar efter forlod han Kjøbenhavn	Bertel Thorvaldsen forlod København den 24. august 1820 og ankom til Rom den 16. december samme år.
Keiser Alexander	Alexander 1. (1777-1825), kejser af Rusland 1801-1825; busten af kejser Alexander 1. med titlen Alexander I, 1820, findes i gips på Thorvaldsens Museum.
Keiser Frands	Frans 2. (1768-1835), tysk-romersk kejser 1792-1806, østrigsk kejser under navnet Frans 1. i perioden 1804-1835.
Orange(r)	appelsin.
Christus og de tolv Apostle	statuerne af Kristus og de tolv apostle er udarbejdet i perioden 1821-1824; findes i gips på Thorvaldsens Museum og i marmor i Vor Frue Kirke i København {C3}.
Johannes-Gruppen	Johannes Døberens prædiken, Thorvaldsens Museum, 1821-1822; værket består af 12 dele. Johannes Døberen forudsagde Jesu virke og døbte ham, jf. Matthæus 3, Markus 1,2-11, Lukas 3,1-22 og Johannes 1,19-34.
Copernicus	Nicolaus Copernicus, Thorvaldsens Museum, 1822. Nikolaus Kopernikus (1473-1543) var polsk astronom og påviste, at solen er universets midtpunkt, at planeterne drejer om solen og at jorden er en planet i årlig rotation om solen og i daglig rotation om sin egen akse.
Faste(n)	i den katolske tro de sidste 40 dage før påske.
Langfredag	kristen helligdag til minde om Jesu korsfæstelse og død; falder fredagen inden påskedag.
426
Madonna	jomfru Maria.
den hellige Fader	Leo 12., oprindelig Annibale delle Genga (1760-1829), pave 1823-1829; Leo 12. besøgte Bertel Thorvaldsen i hans atelier den 18. oktober 1826. Situationen er skildret af maleren Ditlev Martens (1795-1864) på billedet Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksteder ved Piazza Barberini, 18. oktober 1826, Thorvaldsens Museum, 1830.
Monumentet over Pius den Syvende	Pius VII, gravmonumentet til opstilling i Peterskirken i Rom udarbejdedes 1823-1831. Pius 7., oprindelig Barnaba Luigi (1742-1823), pave 1800-1823.
Rosa Taddei	Rosa Taddei (1799-1869), berømt italiensk skuespillerinde og improvisatrice; se endvidere J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, bind 3, 1854, s. 274, hvor den beskrevne scene gengives: i marts 1826 åbnede Rosa Taddei et poetisk akademi, hvortil Thorvaldsen også var indbudt, og fik til emne at besynge skulpturens fremskridt; sangen kom til at handle (for) meget om Thorvaldsens geni, og da hun dristede sig til at kalde ham en Guds søn, vaktes en del forargelse blandt tilhørerne.
»I progressi della scultura«	(italiensk) skulpturens fremskridt.
»figlio di dio«	(italiensk) Guds søn.
»Kongen og Digteren skulle vandre sammen« … Sangen	sangen er ikke identificeret.
Davidsharpen og Kongekronen	jf. 1. Samuelsbog 14-23.
Ludvig af Bayern	Ludvig 1. (1786-1868), konge af Bayern 1825-1848.
427
Amor(er)	i romersk mytologi er Amor kærlighedsgud, ofte afbildet som en lille dreng med vinger, bue og pil.
428
en Datter, hvis Fødsel han har erkjendt	sammen med den italienske kvinde Anna Maria Magnani fik Bertel Thorvaldsen to børn, sønnen Carlo Alberto (1806-1811) og datteren Elisa Sophia Charlotta (1813-1870); Elisa blev i december 1832 gift med Johan Peter Friederich Paulsen (1780-1843), 1840 udnævnt til kammerherre; sammen fik de 5 børn: Peter (»Pietro«) Alberto Thorvald Federigo Paulsen (1834-1921), Carlo Federigo Claudio Paulsen (1835-1839), Augusto Paulsen (1837-1839), Guiseppe Paulsen (1838-1838) og Augusta Paulsen (1841-1857). I vinteren 1842 gæstede parret Danmark, hvor Thorvaldsen bl.a. gjorde Peter Albertos statuette (Pietro Alberto Paulsen som jægerdreng, Thorvaldsens Museum, 1843); efter Paulsens død i giftede Elisa sig 1849 med en gårdejer i Albano, Pietro Giorni.
Scudi	flertal af scudo, en italiensk møntenhed; i en note i romanen Improvisatoren, 1835 (BFN 264) oplyser H.C. Andersen om møntenhedens værdi: »En Scudo er omtrent af samme Værdi, som en dansk Species; den har 10 Paoli og paa hver Paolo gaaer igjen 10 Bajocchi; disse sidste ere Kobbermønter, de andre Sølv«. En species svarede til to rigsdaler.
429
engere	snævrere.
Danmark skulde arve disse	i 1830 skrev Thorvaldsen sit første testamente, hvori dele af hans omfattende samlinger testamenteredes til gavn for kunst og videnskab i Danmark; testamentet af 5. december 1838 anfører under pkt. 1): »Til min Fødeby Kiøbenhavn skienker jeg alle mig tilhørende Kunstgienstande, saavel de, der allerede ere her i Hovedstaden, som den langt større Deel deraf, der endnu er i Rom, tilligemed den Tilvæxt, de endvidere indtil min Død maatte erholde, det Hele bestaaende af Statuer og Basrelieffer i Marmor og i Gips, antike Vaser, udskaarne Stene, Paster, Bronzer, Terracotter, Medailler, Malerier, Pragtværker, stukne Kobberplader, løse Kobbere og Lithographier, Haandtegninger, Bøger og hvilkesomhelst andre antike og moderne Gienstande, der henhøre til Videnskaberne og de skjønne Kunster«. (ctf. J.M. Thiele Thorvaldsens Biographie, bind 4, 1856, s. 49).
en Forening … sin Skjærv	i 1837 iværksattes en landsindsamling for at skaffe penge til byggeriet af Thorvaldsens Museum i København, året efter donerede kong Frederik 6. den grund ved siden af Christiansborg, hvor museet kom til at ligge, og byen København donerede tillige en større sum til byggeriet.
Bindesbøl	Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), dansk arkitekt; allerede i 1834 havde Bindesbøll udstillet et projekt til et lokale, hvori alle Thorvaldsens arbejder kunne opbevares; siden reviderede han projektet i samråd med Thorvaldsen. De endelige tegninger blev godkendt 13. november 1839, og Bindesbøll blev udnævnt til museets arkitekt.
Fregatten Rota … altid at blive i Danmark	5. august 1838 forlod Bertel Thorvaldsen Rom for med fregatten Rota at følge en del af sine værker hjem til København, hvor fregatten ankom den 17. september.
Nordlys	polarlys på jordens nordlige halvkugle.
Nicolaitaarn	tårnet på Nicolai Kirke {E4}.
430
»en Æreport for Alexander,«	»Som Æreport for Alexander«, af H.C. Andersens digt »Jason og Alexandertoget« (BFN 329) i Festen for Thorvaldsen i Hôtel d’Angleterre den 7de October 1838, 1838.
En ganske udmærket skjøn Sang af Heiberg	J.L. Heibergs (1791-1860) »Thorvaldsens Ankomst paa Fregatten Rota« (Poetiske Skrifter, bind 8, 1862, s. 351-352).
De Forfattere, som selv foredroge deres Digte	Adam Oehlenschläger bidrog med digtet »Til Thorvaldsen«, N.F.S. Grundtvig (1783-1872) med digtet »Ving-Thors Hammer«, H.P. Holst (1811-1893) med digtet »Amor og Psyche« og H.C. Andersen med digtet »Jason og Alexandertoget«.
Texten til de afsungne Sange	J.L. Heiberg havde skrevet teksten til sangen »Musik og Plastik«, musikken var komponeret af C.E.F. Weyse (1774-1842); Th. Overskou (1798-1873) havde skrevet teksten til »Fiirstemmig Sang«, til musik af Fr. Kuhlau (1786-1832); Henrik Hertz (1798-1870) havde skrevet tekst til sangen »Romance«, til musik af F.-A. Boïeldieu (1775-1834), samt teksten til »Bordsang«. I hæftet Festen for Thorvaldsen i Hôtel d’Angleterre den 7de October 1838 findes ingen sange af Christian Winther (1796-1876), derimod endnu sange af H.P. Holst (»Sang ved Thorvaldsens Modtagelse« og »Amor Triumphans. (Til en fiirstemmig Sang af Fröhlich)«), af N.F.S. Grundtvig (»Musikalsk-poetisk Academie« til musik af Weyse) samt endelig talen »Hilsen til Thorvaldsen« ved H.N. Clausen (1793-1877).
Polonaisen	selskabsdans i livlig takt.
Den anden Fest foranstaltedes i Studenterforeningen	festen i Studenterforeningen afholdtes i foreningens lokaler i Holmens Canal {F5} den 13. oktober 1838. Thorvaldsen var den 24. september 1838 blevet æresmedlem af foreningen.
en Sang af H. P. Holst … vordende Musæum	jf. J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, bind 4, 1856, s. 3636, blev H.P. Holsts sang med førstelinjen »Venner, endnu et Ord!« afsunget som »den første Proclamation af det vordende Thorvaldsens Museum i Kiøbenhavn«.
apostrophere(de)	tiltale på en højtidelig måde.
»Du blev Student … hele Iliade«	»Du blev Student, og Du kan troe, / Just i October maa det være. / Du hugged’ Dig igjennem jo, / Saa Talemaaden kom til Ære. / »Hvad giver op Du af Homer?« / Blev spurgt, og man jo vented’ Blade: / Da formed Du til Liv i Leer / Den hele Iliade.«; af H.C. Andersens »Til Thorvaldsen. Ved hans förste Besög i Studenterforeningen, den 13de October 1838« (BFN 330).
431
Homer	Homer, græsk forfatter, ifølge traditionen forfatter til de græske helteeposser Iliaden og Odysseen, der med stor usikkerhed dateres til 700-tallet f.Kr.
illuminerede	oplyste (i festlig anledning).
Nysø	hovedgård og gods fra 1670 ved Præstø; på H.C. Andersens tid ejet af baron Hendrik Stampe (1794-1876) og hans hustru Christine Stampe, født Dalgas (1797-1868); i sine sidste leveår boede Bertel Thorvaldsen ofte på Nysø, hvor man lod bygge et atelier til Thorvaldsen, som indviedes 24. juli 1839.
mærkeligt	synlig, iøjnefaldende.
Gangen til Golgatha	frisen Kristi vandring til Golgatha, Thorvaldsens Museum, 1839-1840. Golgatha er navnet på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet; både Matthæus (27,32), Markus (15,21) og Lukas (23,26) beretter, at en mand kaldet Simon bar Jesu kors på vandringen; Johannes (19,17) anfører derimod, at Jesus selv bar sit kors.
Indtoget i Jerusalem	Indtoget i Jerusalem, Thorvaldsens Museum, ca. 1839-1840. Indtoget i Jerusalem beskrives bl.a. i Matthæus 21.
Rebekka ved Brønden	Rebekka og Elieser ved brønden, Thorvaldsens Museum, 1841. Motivet stammer fra 1. Mosebog 24: Rebekka er datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, Elieser er Abrahams træl. Elieser lover Abraham at rejse til dennes hjemland for at finde en kone til Abrahams søn Isak. Ved en brønd møder han den smukke Rebekka, der skænker vand for ham og Abrahams kameler. Rebekka bliver senere gift med Isak.
hans egen Portrait-Statue	Thorvaldsens selvportrætstatue, Thorvaldsen Samlingen på Nysø, 1839.
Oehlenschlägers og Holbergs Büster	Adam Oehlenschläger, Thorvaldsens Museum, 1839, og Ludvig Holberg, bl.a. Thorvaldsen Samlingen på Nysø, 1839.
Gnavpose(n)	pose til gnavbrikker, dvs. brikker med tal og figurer på, som de spillende bytter.
Spads	spas, morsomhed, vittighed.
det ene … Kunstneren selv	Thorvaldsen hos familien Stampe, Thorvaldsens Museum, 1840.
det andet … to ældste Sønner	Baron Stampe og hans sønner på stranden, Thorvaldsens Museum, 1840.
433
»Den herlige Figur … hellig Sky«	»den herlige Figur / Saa plastisk som hans egne Gudestøtter? / Har du bemærket, at ihvor han traadte / Blandt Mængden frem, der veg den taus til side, / Behersket ubevidst af hellig Sky?«; af J.L. Heibergs Thorvaldsen. Prolog ved det kongelige Theaters Sørgefest, den 9de April 1844, 1844, s. 44.
Juleglæde i Himlen	Juleglæde i himlen, Thorvaldsens Museum, 1842.
Oehlenschläger indviede ved et Digt	Adam Oehlenschlägers »Englene. Til et Basrelief af Thorvaldsen« (Poetiske Skrifter, bind 23, 1861, s. 53-55).
Opførelse af en af Heibergs Vaudeviller	J.L. Heibergs vaudeville Aprilsnarrene eller Intriguen i Skolen, 1826, blev søndag den 19. november 1843 opført i Riddersalen på Nysø.
en lystig Sang	sang med førstelinjen »En lille Sang – o hør dog den!«, afsunget med accompagnement til melodien »Ecce quam bonum« som J.L. Heibergs »Drikkevise« (»Hvad mener Hr. Baronen vel«) i vaudevillen Kong Salomon og Jørgen Hattemager, 1825, 26. scene. H.C. Andersens sang blev første gang trykt i Mit Livs Eventyr, 1855 (BFN 745), kapitel IX.
Sloprok	slåbrok.
Raphaels-Hue	den italienske maler Rafael, egentlig Raffaello Santi da Urbino (1483-1520), afbildede sig selv med en mørk blød baretlignende hat eller hue, dels på et ungdomsselvportræt fra 1506, dels på freskoen Skolen i Athen, Vatikanmuseet, 1511.
Poesiens Genius	Poesiens genius, 1844, opstillet i gips på Thorvaldsens Museum, hvor der tillige findes andre værker med samme titel (forarbejder til statuen Friedrich Schiller, 1836).
434
Halms Tragedie »Griseldis«	Griseldis. Romantisk Skuespil i 5 Akter af den tyske forfatter Friedrich Halm, pseudonym for Eligius Joseph Freiherr von Münch-Bellinghausen (1806-1871); stykket var oversat af Carl Borgaard (1801-1868) og blev opført første gang på Det Kgl. Teater den 24. marts 1844.
I sit Testament af 5te December 1838 … til dette	se J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, bind 4, 1856, s. 4956.
executores testamenti	(latin) de, der sørger for, at testamentets vilje overholdes; bestyrere af et dødsbo.
Conferentsraad Collin	Jonas Collin (1776-1861).
Justitsraad Thiele	Just Mathias Thiele (1795-1874).
Professorerne Clausen, Schouw og Bissen	Henrik Nicolaj Clausen (1793-1877), teolog og fra 1830 ordinær professor i teologi ved Københavns Universitet; Joachim Frederik Schouw (1789-1852), botaniker, fra 1821 ekstraordinær professor i botanik (1845 ordinær professor) og fra 1841 direktør for Botanisk Have i København; Herman Vilhelm Bissen (1798-1868), billedhugger, fra 1840 professor ved Kunstakademiet i København.
Brystvattersot	sygelig forøgelse af væske i vævene eller i kroppens hulrum, væskeansamlinger, i dette tilfælde i brystet.
Hjernen befandtes sund … Cellevæv	jf. redegørelsen for obduktionen, der tryktes i Fædrelandet, 27. marts 1844.
purulent Masse	masse, som indeholder eller afsondrer materie.
Fontenelle(rne)	fontanelle, egentlig »lille brønd«; kunstigt sår, som holdtes åbent, og som skulle virke afledende, dvs. som et middel, der skulle påvirke én del af legemet for at indvirke positivt på en anden, sygelig del.
435
»– Sorgen ved … Alvor«	fra J.L. Heibergs Thorvaldsen. Prolog ved det kongelige Theaters Sørgefest, den 9de April 1844, 1844, s. 5.
Sørgetalen	Bertel Thorvaldsen blev bisat lørdag den 30. marts 1844 i Vor Frue Kirke {C3}. Fredag den 29. marts bragtes Thorvaldsens legeme til Kunstakademiets festsal på Charlottenborg {F6} af et optog bestående af unge kunstnere. På begravelsesdagen holdt professor H.N. Clausen en tale i Akademiets festsal inden sørgetoget med kisten bevægede sig til Vor Frue Kirke, jf. J.M. Thiele Thorvaldsens Biographi, bind 4, 1856, s. 240-243.
»Med tunge, tunge Taarer … Graven«	H.P. Holst »Kunstnernes Farvel« (i Udvalgte Skrifter, bind 1, 1887, s. 47).
436
Den danske Kronprinds	prins Frederik (1808-1863), fra 1848 Frederik 7.
Præses	overhoved; ifølge Kunstakademiets fundats af 1754 var akademiet sammensat af en præses, en direktør, 6-12 professorer, et antal medlemmer og æresmedlemmer samt en sekretær og en mængde undervisere (informatorer).
Miserere	(latin) forbarm dig; bøn i den katolske messe efter begyndelsesordet i salme 51 i Salmernes Bog.
Sperati	Paolo Sperati (1801-1884), dirigent for det italienske operaselskab, der optrådte på Hofteatret; H.P. Holst havde lavet en italiensk tekst på 10 linjer til Speratis forestilling (trykt i Fædrelandet, 30. marts 1844).
Flor	let, tyndt vævet stof.
Landets Dronning	Caroline Amalie (1796-1881), 1815 gift med den senere kong Christian 8. (1786-1848; konge fra 1839).
»Hans Ligfærd … Danmarks Skulder«	»Derfor hans Ligfærd blev til et Triumftog, / Ei blot i vort, men i Europas Navn; / Men Danmark gik, som nærmest Slægtning, nærmest, / Og følte Sorgen hundredfold fordobblet, / Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skuldre«; af J.L. Heibergs Thorvaldsen. Prolog ved det kongelige Theaters Sørgefest, den 9de April 1844, 1844, s. 9.
437
Sørgemarsch	sørgemarsch for orgel, messingblæsere og gongong, komponeret af J.P.E. Hartmann (1805-1900).
»Farvel Du store Thorvald … Himmerig!«	»Farvel, Du store Thorvald! Hör Fædrelandets Röst! / Hör, hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst! / Hör Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hierte aned Kunst! / Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst. / Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Börn saa smaae! / De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae. / Du skiænkte Danmark Ære! – hvad kan vi skiænke dig? / Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!«; slutningskoret af Adam Oehlenschlägers Thorvaldsens Jordefærd, den 30te Marts 1844; musik af den tyskfødte kapelmester og komponist Franz Joseph Gläser (1798-1861).
signe	velsigne.
Gubbe(r)	gammel mand.
Tryde	Eggert Christopher Tryde (1781-1860), sognepræst og 1838-1857 stiftsprovst ved Vor Frue Kirke.
»Sov vel«	»Oplös dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel! / I Jesu Navn, sov vel!«; afslutningen på H.C. Andersens digt »Thorvaldsen« (BFN 441), musik af J.P.E. Hartmann; sangen blev afsunget af Studentersangforeningen ved Thorvaldsens begravelse.
Dioskurer	betegnelse for de græske guder Zeus og Ledas’ to sønner Kastor og Polydeukes.
Nyboder	bydel i København, påbegyndt 1631 under Christian 4. (1577-1648) som boliger for flådens faste mandskab.
438
»Just i denne Hal … et Slag?«	»Og just i denne Hal, til Glæden viet, / Til Glæden over Skjønhed, Musers Kunst, / Her vilde Skjæbnen, at hiin Skjønhedsformer / Udaandede det sidste Suk i Livet, / Og Glædens Tempel blev et Sørgehuus. / O danske Skueplads! kan du forvinde / Det Indtryk, dette Syn har efterladt? / Kan din Thalia med sit Speil, sin Maske / Afløse Melpomenes tunge Dolk? / Vil ei, naar Latter bryder ud med Jubel, / En sagte Sørgegjenlyd klinge med, / En Sympathetisk Tone fra de Mure, / Som vare Vidner til saa haardt et Slag?«; af J.L. Heibergs Thorvaldsen. Prolog ved det kongelige Theaters Sørgefest, den 9de April 1844, 1844, s. 11-12.
Thalia	i græsk mytologi komediens muse, dvs. skytsgudinde.
Melpomene(s)	i græsk mytologi tragediens muse.
sympathetisk	som virker gennem hemmelige forbindelser og sammenhænge.
Fru Heiberg	Johanne Luise Heiberg (1812-1890).
Hakon Jarl	Adam Oehlenschlägers tragedie »Hakon Jarl hin Rige« fra Nordiske Digte, 1807; stykket havde været opført på Det Kgl. Teater siden 30. januar 1808 (med titlen Hakon Hlade-Jarl, hin rige kaldet, Norges Behersker; fra 1833 blot Hakon Jarl). Ved mindefesten 9. april 1844 blev J.P.E. Hartmanns ouverture til stykket spillet for første gang.
Akademiets Solennitetssal	øjensynligt Københavns Universitets solennitetssal, hvor Den nye Studenterforening afholdt mindefest den 24. maj 1844.
Hertz’s og Hartmanns Cantate	»Cantate til Studenterforeningens Sørgefest over Thorvaldsen« med tekst af Henrik Hertz, musik af J.P.E. Hartmann.
Holsts Tale	H.P. Holst Albert Thorvaldsen. En Tale i Universitetes Solennitetssal ved den nye Studenterforenings Mindefest, den 24de Mai 1844, 1844.
Plougs og Oehlenschlägers Digte	Carl Ploug (1813-1894) »Bertel Thorvaldsen« (Samlede Digte, 1876, s. 98-99); Adam Oehlenschläger skrev flere digte i forbindelse med Thorvaldsens død, men her tænkes øjensynligt på »Sidste Farvel til Thorvaldsen« (Poetiske Skrifter, bind 23, 1861, s. 70-73).
»Som naar en Ungersvend … maned den frem	»Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes Aasyn / – Mange Aar skilte dem ad, intet Træk blev dog glemt – / Saadan Antiken han saae, og saadan stod den nu for ham, / Thi dengang han blev født, fødtes Antiken med ham: / Derfor ei Spaden han greb, for at søge den møisomt i Jorden, / Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned den frem«; af H.P. Holst Albert Thorvaldsen. En Tale i Universitetets Solennitetssal ved den nye Studenterforenings Mindefest, den 24de Mai 1844, 1844, s. 6.
midt i Museets Gaard	Bertel Thorvaldsen blev begravet i museets inderste gård den 6. september 1848, små to uger inden museet den 18. september åbnede; indtil da havde hans legeme ligget i et gravkammer i Vor Frue Kirke.
439
pompeijanske	udbredt stilart i 1800-tallet, inspireret af farvevalg og dekorationer i den antikke romerske by Pompeji.
under Vinduerne anbringes … Jordefærd	på siden af museet findes en billedfrise, udarbejdet af maleren Jørgen Valentin Sonne (1801-1890) i perioden 1846-1850. Frisen beskriver Thorvaldsens hjemkomst fra Rom den 17. september 1838 og hans mange værker, der bæres ind i museet.
Constantin Hansen	Carl Christian Constantin Hansen (1804-1880).
Seiersgudinden	øverst på Thorvaldsens Museum er opstillet en statue af den romerske sejrsgudinde Viktoria med sit firspand: Victoria i en kvadriga, 1845-1848 støbt i bronze af J.B. Dalhoff (1800-1890) efter model af H.W. Bissen (1798-1868) fra 1844-1845.
»sænke sin flygtige Vogn … sidste«	»Sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til det Sidste«; af H.P. Holsts Albert Thorvaldsen. En Tale i Universitetets Solennitetssal ved den nye Studenterforenings Mindefest, den 24de Mai 1844, 1844, s. 15.
Byrons Statue(r)	George Gordon, Lord Byron, eksemplarer i gips fra 1817, 1830 og 1831 opstillet på Thorvaldsens Museum. George Gordon Byron (1788-1824), engelsk digter.
hvilende Løve	En liggende Løve, Thorvaldsens Museum, 1825. Mindesmærket Löwendenkmal, indhugget i en klippe uden for Luzern i Schweiz blev udført af Lukas Ahorn (1789-1856) efter model af Bertel Thorvaldsen, da man ikke havde midler til at lade Thorvaldsen udføre arbejdet. Den døende løve er skabt til minde om Schweizergardens fald ved stormen på Tuillerierne i 1792 og indviet den 10. august 1821.
Christian den Fjerdes Skikkelse	Christian IV, Thorvaldsens Museum, 1840; findes tillige i bronze i Christian 4.s kapel i Roskilde Domkirke.
Funke	gnist.