Billedbog uden Billeder
1840
1840
Det er forunderligt! naar jeg føler allervarmest og bedst, da er det, som om Hænder og Tunge blev bundet paa mig, jeg kan ikke gjengive, ikke udtale det saaledes, som jeg har det herindenfor; og dog er jeg Maler, det siger mit Øie mig, det have de erkjendt Alle, som saae mine Skizzer og Tavler.
Jeg er en fattig Knøs, jeg boer omme i en af de smalleste Gader, men Lyset mangler mig ikke, thi jeg boer høit oppe, med Udsigt over alle Tagene. De første Dage jeg var kommen herind til Byen, var der mig saa snævert og eensomt; istedenfor Skoven og de grønne Bakker havde jeg nu kun de graae Skorstene til Horizont. Ikke en Ven eiede jeg her, ikke et bekjendt Ansigt hilsede mig.
En Aften stod jeg ret bedrøvet ved mit Vindue, jeg aabnede det og saae ud. Nei, hvor jeg blev glad! jeg saae et Ansigt jeg kjendte, et rundt, venligt Ansigt, min bedste Ven derovre fra Hjemmet: det var Maanen, den kjære gamle Maane, uforandret den samme, akkurat som han saae ud, naar han der tittede ind til mig mellem Piletræerne ved Mosen. Jeg kyssede paa Fingren ad ham, og han skinnede lige ind i mit Kammer, og lovede, at han hver Aften, naar han var ude, vilde see lidt ind til mig; det har han ogsaa siden ærligt gjort, Skade, at han kun kan blive saa kort. Hver Gang han kommer, fortæller han mig Eet eller Andet, som han har seet Natten forud, eller samme Aften. »Mal nu det, jeg fortæller,« sagde han ved sit første Besøg, »saa skal du faae en Billedbog.« Det har jeg nu gjort i mange Aftener. Jeg kunde paa min Maade give en ny i Billeder, men det blev nok formange; de, jeg giver, ere ikke valgte, men komme som jeg har hørt dem; en stor genial Maler, en Digter eller Tonekunstner maa gjøre noget mere heraf, om han vil; hvad jeg viser, er kun løse Omrids paa Papiret, og imellem mine egne Tanker, thi det var ikke hver Aften Maanen kom, der var tidt en Sky eller to iveien.
Første Aften
»Sidste Nat,« det er Maanens egne Ord, »gled jeg gjennem Indiens klare Luft, jeg speilede mig i ; mine Straaler søgte at trænge gjennem det tætte Hegn, som de gamle Plataner flette, der hvælve sig tæt, som Skildpadens Skal. Da kom fra Tykningen en hinduisk Pige, let som Gazellen, skjøn som Eva; der var noget saa luftigt, og dog saa fyldigt fast ved Indiens Datter, jeg kunde see Tanken gjennem den fine Hud; de tornede Lianer rev Sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; Vilddyret, der kom fra Floden, hvor det havde læsket sin Tørst, sprang sky forbi, thi Pigen holdt i Haanden en brændende Lampe; jeg kunde see det friske Blod i de fine Fingre, som bøiede sig til et Læ for Flammen. Hun nærmede sig Floden, satte Lampen paa Strømmen, og Lampen seilede ned ad; Luen viftede, som om den vilde slukkes, men den brændte dog og Pigens sorte, funklende Øine fulgte med et Sjæleblik, bag Øielaagenes lange Silkefryndser; hun vidste, at , men slukkedes den, da var han død; og Lampen brændte og bævede, og hendes Hjerte brændte og bævede, hun sank paa Knæ og læste Bønnen; ved hendes Side laae i Græsset den vaade Slange, men hun tænkte kun paa og paa sin Brudgom. »Han lever!« jublede hun, og fra Bjergene gjenlød det: »han lever!««
Anden Aften
»Det var igaar,« fortalte Maanen mig, »da kigede jeg ned i en lille Gaard, indesluttet af Huse, der laae en Høne med elleve Kyllinger, en deilig lille Pige sprang omkring dem, Hønen klukkede og bredte forskrækket sine Vinger ud over de smaa Unger. Da kom Pigens Fader, han skjændte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpaa; men i Aften, det er kun faa Minutter siden, saae jeg igjen ned i samme Gaard. Der var ganske stille, men snart kom den lille Pige, hun listede sig sagte hen til Hønsehuset, løftede Klinken og smuttede ind til Hønen og Kyllingerne; de skrege høit og flagrede omkring, den Lille løb efter dem, jeg saae det tydeligt, for jeg kigede ind gjennem et Hul paa Muren. Jeg blev ganske vred paa det onde Barn og glædede mig, da Faderen kom og endnu hæftigere end igaar skjændte og greb hende om Armen, hun bøiede Hovedet tilbage, der var store Taarer i de blaa Øine. »Hvad gjør Du her!« spurgte han. Hun græd: »jeg vilde,« sagde hun, »ind at kysse Hønen og bede hende om Forladelse for igaar, men det turde jeg ikke sige Dig!« Og Faderen kyssede den søde Uskyldighed paa Panden; jeg kyssede hende paa Øine og Mund.«
Tredie Aften
»I den snevre Gade her tæt ved, den er saa smal, at jeg kun eet Minut kan lade mine Straaler glide ned af Husets Væg, men i dette Minut seer jeg nok for at kjende den Verden, som her rører sig, saae jeg en Qvinde. For sexten Aar siden var hun et Barn; derude paa Landet i den gamle Præstegaards Have legede hun; Rosenhækkerne vare til Aars og ganske udblomstrede, de voxte vildt ud i Gangen og skjøde lange Grene op i Æbletræerne, kun hist og her sad en Rose, og ikke smuk, som Blomsternes Dronning kan være det; dog Farverne vare der, Duften var der; Præstens lille Datter syntes mig en langt skjønnere Rose; hun sad paa sin Skammel under den vildtvoxende Hæk og kyssede Dukken med de knuste Papkinder. Ti Aar senere saae jeg hende igjen; jeg saae hende i den prægtige Balsal, hun var den rige Kjøbmands smukke Brud; jeg var glad ved hendes Lykke, jeg søgte hende i de stille Aftener; ak, Ingen tænker paa mit klare Øie, mit sikkre Blik! min Rose voxte ogsaa med vilde Skud, som Roserne i Præstegaardens Have! Hverdags Livet har ogsaa sin Tragedie, iaften saae jeg sidste Act. I den snevre Gade, dødssyg, laae hun paa Sengen, og den onde Vert, raa og kold, hendes eneste Forsvarer, rev Teppet tilside: »staa op!« sagde han, »Dine Kinder skræmme, pynt Dig! skaf Penge, eller jeg kaster Dig paa Gaden! reis Dig i en Hast!« – »Døden er i mit Bryst!« sagde hun, »o, lad mig hvile!« og han rev hende op, malede hendes Kinder, flættede Roser i hendes Haar, satte hende ved Vinduet, det brændende Lys tæt ved, og gik bort. Jeg stirrede paa hende; hun sad ubevægelig, Haanden faldt ned i Skjødet, Vinduet blæste tilbage saa een af Ruderne knak, men hun sad stille, Gardinet viftede som en Flamme om hende, hun var død. Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!«
Fjerde Aften
»Jeg var iaftes ,« sagde Maanen, »det var i en lille By; en Staldbygning var gjort om til Theater, det vil sige, Baasene vare beholdte, og om til Loger, alt Træværket var betrukket med broget Papir; under det lave Loft hang en lille Jernlysekrone, og for at den, ligesom paa store Theatre, kunde gaae op naar Soufleurens Klokke sagde sit »Lingeling!« var der indmuret over den et omvendt Kar. »Lingeling!« og den lille Jernlysekrone gjorde et Hop paa en halv Alen; saa vidste man Comedien begyndte. En ung Fyrste med sin Gemalinde, der reiste gjennem Byen, Forestillingen, og derfor var her propfuldt Huus, kun under Lysekronen var der ligesom et lille Krater. Her sad ikke en Sjæl, Lysene dryppede, »dryp! dryp!« jeg saae det Altsammen, thi der var saa varmt derinde; alle Lugerne paa Væggen havde de maattet aabne, og fra alle Lugerne tittede udenfra ind Piger og Karle, skjøndt Politiet sad indenfor og truede med Stokken. Tæt ved Orchestret saae man det unge Fyrstepar i to gamle Lænestole, i disse pleiede ellers Borgemesteren og hans Frue at have Plads, men iaften maatte de sidde paa Træbænkene ligesom de andre Borgerfolk. »Der kan man see at der er !« var Madamernes stille Bemærkning, og alt blev herved endnu mere festligt; Lysekronen hoppede, Pøbelen fik over Fingrene, og jeg – ja Maanen var med paa den hele Comedie.« –
Femte Aften
»Igaar,« sagde Maanen, »saae jeg ned paa det bevægelige Paris, mit Øie trængte ind i Gemakker. En gammel Bedstemoder, fattigklædt, hun hørte til Almueklassen, fulgte med en af de underordnede ind i den store, tomme Thronsal; denne vilde hun see, maatte hun see; det havde kostet hende mange smaa Opofrelser, megen Veltalenhed, før hun var kommen her. Hun foldede de magre Hænder og saae høitidelig om sig, som stod hun i en Kirke. »»Her var det!«« sagde hun, »»her!«« og hun nærmede sig Thronen, hvorfra hang det rige, Fløiel. »»Der,«« sagde hun, »»der!«« og hun bøiede sine Knæ, og kyssede Purpurtæppet – jeg troer hun græd. »»Det var ikke dette Fløiel,«« sagde Betjenten, og der spillede et Smiil om hans Mund. »»Men her var det dog!«« sagde Konen, »»saaledes saae her ud!«« – »»Saaledes,«« svarede han, »»og dog ikke saaledes; Vinduerne vare sønderslaaede, Dørene revne af, og der var Blod paa Gulvet! – Hun kan dog sige: min Sønnesøn er død paa Frankrigs Throne!«« »»død!«« gjentog den gamle Kone; – jeg troer ikke der blev talt mere, de forlode ogsaa snart Salen, Aftendæmringen slukkedes, og mit Lys straalede dobbelt klart paa det rige Fløiel om Frankrigs Throne. Hvem troer du den gamle Kone var –? Jeg skal fortælle dig en Historie. Det var i , henimod Aften, paa Seirens meest glimrende Dag, da hvert Huus var en Fæstning, hvert Vindue en Skandse; Folket bestormede . Selv Qvinder og Børn strede mellem de Kjæmpende; de trængte ind gjennem Slottets Gemakker og Sale. En fattig, halvvoxen Dreng i Pjalter kjæmpede modig mellem de ældre Krigere; dødelig saaret af flere Bajonetstik, sank han til Jorden, det skete i Thronsalen, og man lagde den Blødende paa Frankrigs Throne, svøbte Fløielet om hans , Blodet strømmede ud over det Kongelige Purpur, det var et Maleri! den prægtige Sal, de kæmpende Grupper! en sønderbrudt Fane laa paa Gulvet, det vaiede over Bajonetterne, og paa Thronen den fattige Dreng, med det blege forklarede Ansigt, Øinene mod Himlen, medens de andre Lemmer bøiede sig i Døden; hans nøgne Bryst, hans fattige Klædning, og halv over denne det rige Fløiels med paa. Var der spaaet ved Drengens Vugge: »»Han skal døe paa Frankrigs Throne!«« Moderhjertet havde drømt om en ny . Min Straale har kysset paa hans Grav, min Straale har i Natten kysset den gamle Bedstemoders Pande, da hun drømte og saae det Billede, Du her kan tegne: »»Den fattige Dreng paa Frankrigs Throne!«««
Sjette Aften
»I Upsala har jeg været!« sagde Maanen. »Jeg saae ned paa den store Slette med det fattige Græs, de Marker. Jeg speilede mig i Fyris-Aa, imens Dampskibet skræmmede Fiskene ind imellem Sivene. Under mig jog Skyerne og kastede lange Skygger over , som de kaldes. I det tynde Græssvær over Høiene ere Navne udskaarne. Her er ingen Bautasteen, hvori den Reisende kunde lade sit Navn indhugge, ingen Fjeldvæg, hvorpaa han kunde lade det males, derfor har den Besøgende her ladet Græstørven bortskjære, den nøgne Jord titter frem i store Bogstaver og Navne, de danne et heelt Næt, udspændt over de store Høie. En Udødelighed, som et nyt Grønsvær dækker. Der stod en Mand deroppe, en Sanger, han tømte Mjødhornet med den brede Sølvring og hviskede et Navn, bad Vinden ikke forraade det, men jeghørte Navnet, jeg kjendte det, en Grevekrone funkler derover og derfor nævnede han det ikke høit; jeg smilede, en Digterkrone funkler over hans! . Jeg veed ogsaa, hvor Skjønheds Rosen voxer –!«
Det sagde Maanen, der gik en Sky for. – Gid der ingen Skyer gaae imellem Digteren og Rosen!
Syvende Aften
»Langs med Stranden strækker sig en Skov med Ege og Bøge, saa friske og duftende, den er besøgt hver Vaar af hundrede Nattergale; tæt ved er Havet, det evigt vexlende Hav, og mellem begge løber den brede Landevei. Den ene Vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit Øie hviler meest paa eet Punkt: her er en Kjæmpegrav; Brombærranker og Slaaentorn voxe frem mellem Stenene. Her er Poesie i Naturen. Hvorledes troer Du, Menneskene opfatte denne? Ja, jeg vil fortælle Dig, hvad jeg hørte der, kun den sidste Aften og Nat. Først kom der to rige Landmænd kjørende. »Det er nogle deilige Træer!« sagde den Ene. »Der er ti Læs Brænde i hver!« svarede den Anden! »Vinteren bliver stræng, i Fjor fik vi fjorten Rigsdaler for Favnen!« og saa vare de borte. »Her er Veien daarlig!« sagde en anden Kjørende. »Det er de forbandede Træer!« svarede Naboen, »det kan ikke ret lufte her, uden fra Sø-Kanten!« og saa rullede de afsted. Ogsaa Diligencen kom forbi; Allesammen sov de paa det smukkeste Sted; Kudsken blæste i Hornet, men han tænkte kun: »jeg blæser godt og her lyder det, hvad mon de synes om det?« Og saa var Diligencen borte. Der kom to unge Knøse jagende til Hest. Her er Ungdom og i Blodet, tænkte jeg; de saae ogsaa med et Smiil om Læben til den mosgroede Høi og det dunkle Krat. »Her gad jeg gaae med Møllerens Christine!« sagde den Ene og afsted vare de. Blomsterne duftede saa stærkt, hver en Luftning blundede, som var Havet en Deel af Himlen, der var spændt ud over den dybe Dal; en Vogn kjørte forbi, der vare sex i den, de fire sov den femte tænkte paa sin nye Sommer-Frakke, der maatte klæde ham, den sjette bøiede sig hen over Kudsken og spurgte, om der var noget ved den Steenhob. »Nei,« sagde Karlen, »det er en Steenhob, men Træerne der ere mærkelige!« – »Fortæl mig!« – »Ja, de ere høist mærkelige! seer han, naar om Vinteren Sneen ligger høit og Alt gaaer ud i Eet, saa ere de Træer mig et Mærke, at jeg kan holde efter dem og ikke kjøre i Søen; see derved ere de mærkelige!« – og saa kjørte han. Nu kom en Maler, hans Øie funklede, han sagde ikke et Ord, han fløitede, Nattergalene sang, den ene høiere end den anden. »!« udbrød han og noterede nu nok saa nøiagtig alle Farver og : »Blaat, Lilla, Mørkebrunt!« Det vilde blive et herligt Maleri! Han opfattede det, som Speilet opfatter Billedet, og imidlertid fløitede han en Marsch af . Den sidste som kom, var en fattig Pige, hun hvilede sig ved Kjæmpegraven, satte sin Byrde, det smukke, blege Ansigt hældede sig lyttende mod Skoven, hendes Øine funklede da hun saae mod Himlen ud over Havet, Hænderne foldede sig, jeg troer hun læste sit »Fader vor.« Selv begreb hun ikke den Følelse, som gjennemstrømmede hende, men jeg veed, at gjennem Aar vil mangen Gang dette Minut, med Naturen rundtom, langt skjønnere, ja mere tro, end da Maleren nedskrev den med bestemte Farver, staae i hendes Erindring. Mine Straaler fulgte hende, til Dagskjæret kyssede hendes Pande!«
Ottende Aften
Da var der tunge Skyer paa Himlen, Maanen kom slet ikke frem, jeg stod dobbelt eensom paa mit lille Kammer og saae ud i Luften, hvorfra den skulde skinne. Min Tanke fløi saavidt omkring, op til den store Ven, som saa smukt hver Aften fortalte mig Historier, viste mig Billeder. Ja, hvad har han ikke oplevet! Han seilede over , der vilde fremblomstre. , skuede han veemodig mellem Pilene, hvor hang. , og Kjærlighedskysset gik, som en Tanke fra Jorden, stod den runde Maane halv skjult mellem de sorte Cypresser i den gjennemsigtige Luft. Han har seet , naar han fra den eensomme Klippe skuede ud over Verdenshavet, mens store Tanker rørte sig i hans Bryst. Ja, hvad kan ikke Maanen fortælle! Verdenslivet er et Eventyr for ham. Iaften seer jeg Dig ikke, gamle Ven! kan intet Billed tegne til Erindring om Dit Besøg! – og som jeg drømmende saae op i Skyerne, lyste det der; det var en Straale fra Maanen, men den slukkedes igjen, sorte Skyer glede forbi, men det var dog en Hilsen, en venlig Aften-Hilsen, Maanen bragte mig.
Niende Aften
Det var igjen klar Luft; flere Aftener vare gaaet, den var i første Qvarteer; jeg fik igjen Ideen til en Skizze, – hør hvad Maanen fortalte.
»Jeg fulgte Polarfuglen og den svømmende Hval til Grønlands Østkyst; nøgne Fjelde med Iis og Skyer omslutte en Dal, hvor og Blaabærlyng stod i rigt Flor; den duftende udbredte sød Duft; mit Lys var mat, min Skive bleg som Aakandens Blade, der drev i Uger paa Vandet, revet løs fra sin Stængel; Nordlyskronen brændte, dens Ring var bred og Straalerne fra denne gik, som hvirvlende Ildsøiler henover hele Himlen og spillede i Grønt og Rødt. De Omkringboende samledes til Dands og Lystighed, men undrende saae de ei paa den for dem vante Pragt: »Lad de Dødes Sjæle kun spille Bold med Hvalrossens Hoved!« tænkte de efter deres Tro og havde kun Tanke og Øie for Sangen og Dandsen. Midt i Kredsen stod, uden Pels, Grønlænderen med sin Haandtromme og istemte en Sang om Sælhunde-Fangsten og Choret svarede med et »Eia, eia, a!« og hoppede i deres hvide Peltse rundt i Kreds, det saae ud som et Bjørne-Bal; Øine og Hoved gjorde de dristigste Bevægelser. Nu begyndte Ret og Dom. De, som vare Uvenner, traadte op, og den Fornærmede improviserede sin Modstanders Feil, kjækt og spottende, og Alt under Dands til Trommen, den Anklagede svarede ligesaa snildt, mens Forsamlingen lo og dømte dem imellem. Fra Fjeldene lød Bulder, Iisbræerne , de store, styrtende Masser opløstes i Faldet til Støv, det var en grønlandsk, deilig Sommernat. Hundrede Skridt derfra, under det aabne Skindtelt laae en Syg, Livet gik endnu gjennem hans varme Blod, men han maatte dog døe, thi han troede det, og de troede det Alle rundt om ham, derfor syede hans Kone allerede Skindbetrækket fast om ham for siden ei at berøre den Døde, og hun spurgte: »vil Du begraves paa Fjeldet i den faste Snee? Jeg skal pynte Stedet med Din Kajak og med Dine Pile! skal dandse hen over den! eller vil Du heller sænkes i Havet!« – »I Havet!« hvidskede han og nikkede med et veemodigt Smiil. »Det er et luunt Sommertelt!« sagde Konen, »der springe tusinde Sælhunde, der sover Hvalrossen ved Din Fod, og Jagten der er sikker og lystig!« Og Børnene rev hylende det udspændte Skind fra Vinduet, at den Døende kunde føres til Havet, det svulmende Hav, der gav ham Næring i Livet, nu Hvile i Døden. Gravmonumentet blev de svømmende Iisfjelde, der vexle Nat og Dag. Sælhunden slumrer paa Iisstykket, Stormfuglen flyver hen derover.«
Tiende Aften
»Jeg kjendte en gammel Jomfru,« sagde Maanen, »hun gik hver Vinter i en guul Pelts, den var altid ny, den var altid hendes eneste Mode; hver Sommer bar hun den samme Straahat, og jeg troer den samme blaagraa Kjole. Kun til en gammel Veninde, tvers over Gaden, gik hun; men i de sidste Aar gjorde hun det ikke, thi Veninden var død. Eensom puslede min gamle Jomfru indenfor Vinduet, hvor der hele Sommeren stod smukke Blomster og om Vinteren deilig Karse paa en Top af Hattefilt. I den sidste Maaned sad hun ikke meer ved Vinduet, men hun levede endnu, vidste jeg nok, thi jeg havde ikke seet hende gjøre den store Reise, som hun og Veninden saa tidt talte om. »Ja,« sagde hun da, »naar jeg engang døer, vil jeg komme til at reise meget mere end i hele mit Liv; sex Mile herfra er Familiens , der skal jeg føres hen, der skal jeg sove hos de Andre af min Slægt.« Igaar Nat holdt der en Vogn udenfor Huset, de bar en Kiste ud, da vidste jeg, at hun var død; de lagde Halm om Kisten og kjørte afsted. Der sov den stille, gamle Jomfru, som i det sidste Aar ikke havde været udenfor Huset; og Vognen rullede ud af Byen, rask, som var det til en Lysttour. Paa Landeveien selv gik det endnu raskere; Karlen skottede nogle Gange tilbage, jeg troer at han var bange for at see hende sidde i den gule Atlaskes Pelts, der bag paa Kisten; derfor slog han saa ubetænksomt paa Hestene, holdt dem saa stramt, at de skummede i ; de vare unge og raske, en Hare foer over Veien, og de løb løbsk. Den stille, gamle Jomfru, som Aar ud og ind kun havde bevæget sig langsomt i Cirkelgang der hjemme, foer nu, som død, over Stok og Steen paa den aabne Landevei. Kisten, der var omvunden med , hoppede af og laa paa Veien, medens Heste, Karl og Vogn jog afsted i vild Flugt. Lærken fløi syngende op fra Marken, qviddrede sin Morgensang over Kisten, satte sig paa den og pillede med Næbbet i Matten, som om den vilde sønderrive Puppen. Lærken steg igjen syngende i Veiret, og jeg drog mig bort bag de røde Morgenskyer.«
Ellevte Aften
»Der var en Bryllups Fest!« fortalte Maanen. »Sange bleve sjungne, Skaaler udbragte, Alt var rigt og prægtigt; Gjæsterne toge bort, det var over Midnat; Mødrene kyssede Brudgom og Brud; jeg saae disse ene, men Gardinerne vare næsten heelt trukne for; Lampen belyste det hyggelige Værelse. »»Gud skee Lov, de ere borte!«« sagde han og kyssede hendes Hænder og Læber; hun smilede og græd, hvilede ved hans Bryst, bævende, som hviler paa de strømmende Vande; og de talte bløde, livsalige Ord. »»Sov sødt!«« udbrød han, og hun drog Vinduets Gardiner tilside. »»Hvor deiligt dog Maanen skinner!«« sagde hun, »»see hvor stille, hvor klart!«« og hun slukkede Lampen, der blev mørkt i det hyggelige Kammer, og dog straalede mit Lys, som hans Øine straalede. Qvindelighed, kys du Digterens Harpe, naar han synger om Livets Mysterier!«
Tolvte Aften
»Jeg vil give dig et Billede af ,« sagde Maanen, »jeg var ved Forstaden, , som den kaldes, hvor de skjønne Monumenter staae, hvor engang de jublende Ynglinger, med Roser om Panden, dandsede med de skjønne ; nu var her Dødens Stilhed; tydske ater i neapolitansk Sold holdt Vagt og spillede Kort og Terninger; en Skare Fremmede fra hiin Side Bjergene, vandrede ind i Byen, ledsagede af Vagt; i mit fuldklare Lys vilde de see den fra Graven opstegne By, og jeg viste dem Vognhjulenes Spoer i de med brede Lava-Fliser brolagte Gader, jeg viste dem Navnene paa Dørene og de endnu udhængende Skildter; de saae i de smaa Gaarde Basinet til Springvandene, smykket med Muslinger og Conchylier; men ingen Vandstraale sprang, ingen Sange gjenlød fra de rigtmalede Kammere, hvor Hunden af Metal vogtede Døren. Det var de Dødes Stad, kun Vesuv tordnede endnu sin evige Hymne, hvori de enkelte Vers af Menneskeheden kaldes et nyt Udbrud. Vi gik til ; af Marmor er det reist, skinnende hvidt, med sit Høialter foran den brede Trappe, og med friske Grædepile skudt frem mellem Søilerne; Luften var saa gjennemsigtig og blaa, og til Baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor Ilden steg, som Piniens Stamme; den belyste Røgsky laa i Nattens Stilhed, som Piniens Krone, men blodig rød. Mellem Selskabet var en Sangerinde, en sand og stor, jeg har seet hende hyldet i Europas ; da de nærmede sig det tragiske Theater, satte de sig Alle paa Steentrappe, der blev igjen en lille Plet opfyldt, som for Aartusinder siden. Scenen stod der jo endnu som før med de murede Coulisser, de to Buer i Baggrunden, gjennem hvilke man seer samme Decoration, som i hiin Tid, Naturen selv: Bjergene mellem Sorento og Amalfi. Sangerinden steg for Spøg op paa Oldtidens Scene og sang; Stedet inspirerede hende, jeg maatte tænke paa Arabiens vilde Hest, naar den fnyser, reiser Manken og jager afsted, det var den samme Lethed og Sikkerhed; jeg maatte tænke paa , det var denne følte, dybe Smerte. Og rundt om lød igjen, som for tusinde Aar siden, Bifalds Jubel og Klap: »»Lykkelige! himmelsk Begavede!«« jublede de Alle. Tre Minuter efter var Scenen tom, Alle borte, ingen Toner hørtes meer; Selskabet var vandret bort, men Ruinerne stode endnu, uforandrede, som de endnu om Aarhundreder ville staae, og Ingen veed om Øieblikkets Bifald her, om den skjønne Sangerske, om hendes Toner og Smiil, glemt og forbi, selv for mig er denne Stund et forsvundet Minde.«
Trettende Aften
»Jeg kigede ind ad Vinduet til en Redacteur,« sagde Maanen, »det var et Sted i Tydskland. Her vare gode Meubler, mange Bøger og et Chaos af Blade. Der var flere unge Mænd derinde; Redacteuren selv stod ved Pulten, to smaa Bøger, begge af unge Forfattere, skulde anmeldes! – »»Den ene er sendt mig,«« sagde han, »»jeg har ikke læst den endnu, men den er smukt udstyret, hvad siger De om Indholdet?«« – »»O!«« sagde Een, det var selv en Digter, »»den er meget god, lidt udtværet, men Herre Gud, det er en ung Mand, Versene kunde vel ogsaa være lidt bedre! Tankerne ere meget sunde, det er jo rigtig nok disse almindelige Tanker! men hvad skal man sige? altid finder man ikke paa noget Nyt. De kan gjerne rose ham! jeg troer rigtignok aldrig, der bliver noget Stort af ham som Digter. Men han har Læsning, er en udmærket , dømmer selv meget sundt. Det er ham, som skrev den smukke Anmeldelse af mine »Phantasier over det huuslige Liv.« Man bør være mild mod en ung Mand.««
»»Men det er jo et reent !«« sagde en anden Herre i Stuen. »»Intet er værre i Poesien end Middelmaadighed, og høiere stiger han ikke!««
»»Stakkels Fyr!«« sagde en Tredie, »»og Tanten er dog saa lykkelig ved ham. Det er hende, Hr. Redacteur, som har samlet saa mange til Deres sidste Oversættelse – –««
»»Den gode Kone! ja, jeg har ganske kort anmeldt Bogen. Umiskjendelig Talent! en velkommen Gave! En Blomst i Poesiens Have; godt udstyret, o. s. v. Men den anden Bog! han vil nok have jeg skal kjøbe den! – Jeg hører den bliver roest! Genie har han! troer De ikke?««
»»Ja det skrige jo Alle paa,«« sagde Digteren, »»men det falder lidt vildt! Commateringen er især genialsk.««
»»Han kan have godt af at hegles igjennem, ærgres lidt, ellers faaer han for store Tanker om sig selv!««
»»Men det er !«« udbrød en Fjerde, »»lad os ikke ruge over Smaafeilene, men glæde os ved det Gode, og her er meget! han stikker dem dog Allesammen!««
»»Gud bevar’ os! naar han er saadant et ægte Genie, saa kan han vel nok holde den ud! der er Nok, som privat rose ham! lad os bare ikke gjøre ham gal!««
»»Umiskjendeligt Talent!«« skrev Redacteuren, »»de sædvanlige Skjødesløsheder; at han ogsaa kan skrive uheldige Vers, seer man Pagina fem og tyve, hvor der findes to . Studium af anbefales o. s. v.«« – Jeg gik bort,« sagde Maanen, »tittede gjennem Vinduet ind i Tantens Huus, der sad den hædrede Digter, den tamme, hyldet af alle de indbudne Gjæster, og var lykkelig.«
»Jeg søgte den anden Digter, den vilde; han var ogsaa i stort Selskab hos en Beskytter, hvor man talte om den anden Digters Bog – »»jeg skal ogsaa læse Deres!«« sagde , »»men ærlig talt, De veed, jeg aldrig siger Dem uden hvad jeg mener, jeg venter ikke stort af den. De er mig for vild! for phantastisk – men jeg det, som Menneske er De høist respectabel!«« En ung Pige sad i en Krog og læste i en Bog:
– I Dyndet skal Glorie,
Men Hverdags Donten mod Sky –!
»Det er en gammel Historie,
Dog bliver den altid ny!« –«
Fjortende Aften
Maanen fortalte: »Der ligger to Bønderhuse ved Skovveien; Døren er lav, Vinduerne sidde op og ned, men rundt om dem voxe Bukketjørn og Berberisser, Taget er mosset og begroet med gule Blomster og Huusløg; der er kun Grønkaal og Kartofler i den lille Have, men paa Gjærdet blomstrer en Hyld og under denne sad en lille Pige; hun fæstede sine brune Øine paa det gamle Egetræ mellem Husene. Dette Træ har en høi, vissen Stamme, der er savet af foroven, og der har Storken bygget sin Rede; han stod der oppe og knebrede med Næbet. En lille Dreng kom ud, han stillede sig ved Pigen; det var Broder og Søster. »Hvad seer Du efter?« spurgte han. – »Jeg seer paa Storken!« sagde hun, »Nabokonen har sagt mig, at den iaften bringer os en lille Broder eller Søster; nu vil jeg passe paa, forat see dem, naar de komme!« – »Storken bringer Ingen!« sagde Drengen, »Du kan troe, Nabokonen har ogsaa fortalt mig det, men hun lo, da hun sagde det, og saa spurgte jeg hende, om hun turde sige »ved Gud« paa det! – det turde hun ikke, og saa veed jeg nok, at det om Storken kun er Noget, man bilder os Børn ind.« – »Men hvorfra skulde da det lille Barn komme?« spurgte Pigen. – »Det kommer vor Herre med;« sagde Drengen, »Gud har det under sin Kjole, men ingen Mennesker kan see Gud, og derfor kan vi ikke see, han bringer det!« – I det samme luftede det i Hyldetræets Grene, Børnene foldede deres Hænder og saae paa hinanden: det var vist Gud, som kom med den Lille. – Og de holdt hinanden i Hænderne; Døren gik op til Huset; det var Nabokonen: »Kom nu ind,« sagde hun, »see, hvad Storken har bragt; det er en lille Broder!« – Og Børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.«
Femtende Aften
»Jeg gled hen over ,« sagde Maanen, »der laae en eensom Hytte ved Veien; nogle nøgne Buske stode tæt ved den, og her sang en Nattergal, som havde forvildet sig. I Nattekulden maatte den døe; det var dens , jeg hørte. Dagskjæret lyste, der kom en Caravane, udvandrende Bønderfamilier, som vilde til Bremen eller Hamborg, for med et Skib at naae Amerika, hvor Lykken, den drømte Lykke, skulde fremblomstre. Konerne bare deres mindste Børn paa Ryggen, de større hoppede ved Siden; en ussel Hest trak paa en enkelte Stykker Huusgeraad. Den kolde Vind blæste; derfor klyngede den lille Pige sig tættere til Moderen, som saae op mod min runde aftagende Skive og tænkte paa den bittre Nød, de led her hjemme, tænkte paa de tunge Skatter, der ikke kunde betales. Hendes Tanke var den hele Caravanes; det røde Dagskjær lyste derfor som Evangeliet om en Lykkens Sol, der igjen vilde opstaae; de hørte den døende Nattergal synge, den var ingen falsk Prophet, men en Lykkens Forkynder. Vinden peeb, dens Sang forstod de ikke: »»Seil trygt over Havet! Den lange Overfart har Du jo betalt med Alt, hvad Du eiede; fattig og hjælpeløs skal Du betræde dit . Du maa sælge Dig selv, din Kone og dine Børn. Dog længe lide I ikke! Bag det brede, duftende Blad sidder Dødsgudinden; hendes Velkomstkys aander dræbende Feber i dit Blod, far hen! far hen over de svulmende Vande!«« – Og Caravanen lyttede glad til Nattergalens Sang, thi den bebudede Lykke. Dagen lyste fra de lette Skyer; Bønderfolk gik over Heden til Kirke; de sortklædte Qvinder med det tætte, hvide om Hovedet syntes Skikkelser, stegne ud fra de gamle Malerier i Kirkerne; rundt om var kun den store, døde Omgivning, den visne, brune Lyng, mørke, afsvedne mellem hvide Sandbanker. Qvinderne bare deres Psalmebog, og vandrede mod Kirken. O, beder! beder for dem, som vandre til Gravene, hiinsides de svulmende Vande!«
Sextende Aften
»Jeg kjender en ,« sagde Maanen, »Publicum jubler, naar det seer ham; enhver Bevægelse hos ham bliver comisk, bringer Huset til at , og dog er intet heraf beregnet, det er hans Eiendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre Drenge, allerede da var han en Pulcinella, Naturen havde gjort ham dertil, givet ham een Pukkel paa Ryggen og een paa Brystet; det Indre derimod, det Sjælelige, ja det var riigt udstyret; Ingen fik en dybere Følelse, en stærkere Elasticitet i Aanden, end han. Theatret var hans Idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han paa enhver Scene blevet den ; det Heroiske, det Store opfyldte hans Sjæl, og dog maatte han blive Pulcinella. Selv hans Smerte, hans Melancholi forøgede den comiske Tørhed i det skarpttegnede Ansigt, og vakte Latter hos et taknemligt Publicum, der beklappede deres Yndling. Den nydelige Columbine var ham venlig og god, men vilde dog helst gifte sig med Arlechino; det var jo blevet altfor comisk i Virkeligheden, om forenedes. Naar Pulcinella var meest mismodig, var hun den Eneste, der kunde faae ham til at smile, ja skoggerlee; først var hun melancholsk med ham, saa lidt roligere, men tilsidst opfyldt af Spøg. »Jeg veed nok, hvad De feiler!« sagde hun, »ja det er denne Kjærlighed!« – og saa maatte han lee. »Jeg og Kjærlighed!« udbrød han, »det vilde tage sig lystigt ud! hvor Publicum vilde applaudere!« – »Det er Kjærlighed,« vedblev hun, og tilføiede med comisk Pathos: »Det er mig, De elsker!« – Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man veed, at Kjærligheden ikke er! og Pulcinella sprang høit i Veiret af Latter; nu var Melancholien borte. Og dog havde hun talt Sandhed, han elskede hende, elskede hende høit, som han elskede det Ophøiede og Store i Kunsten. Paa hendes Bryllupsdag blev han den lystigste Figur, men om Natten græd han; havde Publicum seet det fordreiede Ansigt, da havde det klappet. – I disse Dage er Columbine død; Begravelsesdagen blev Arlechino fritaget for at vise sig paa Bræderne; han var jo en bedrøvet Enkemand. Directeuren maatte give noget ret lystigt, for at Publicum ikke skulde savne formeget den smukke Columbine og den lette Arlechino; altsaa maatte Pulcinella være dobbelt lystig; han dandsede og sprang med Fortvivlelse i sit Hjerte, og der blev klappet og jublet: »bravo, bravissimo!« Pulcinella kaldtes frem; o, han var ubetalelig! – – Igaar Nat, efter Forestillingen, vandrede det lille Utydske ene ud af Byen, hen til den eensomme Kirkegaard. Blomsterkrandsen var paa Columbines Grav; der satte han sig; det var til at male; Haanden under Kinden, Øinene mod mig; det var som et Monument, en Pulcinella paa Graven, eiendommelig og comisk. Havde Publicum seet sin Yndling, det havde applauderet: bravo, Pulcinella, bravo, bravissimo!«
Syttende Aften
Hør hvad Maanen fortalte: »Jeg har seet blive Officeer og første Gang iføre sig sin prægtige Uniform, jeg har seet den unge Pige i sin Balstads, Fyrstens unge Brud lykkelig ved sin Festdragt, men Ingens Lyksalighed kan den, jeg saae iaften hos et Barn, en lille fireaars Pige; hun havde faaet en ny blaae Kjole, en ny rosenrød Hat; Stadsen var netop paa, og de raabte Alle paa Lys, thi Maanens Straale gjennem Vinduet var for ringe, der maatte anderledes lyses op. Der stod den lille Pige stiv som en Dukke, Armene ængsteligt ud fra Kjolen, Fingrene vidt spilede fra hverandre, o! hvor hendes Øine, hendes hele Aasyn straalede af Lyksalighed. »»Imorgen skal du komme paa Gaden!«« sagde Moderen, og den Lille saae op mod sin Hat, saae ned mod sin Kjole og smilede lykkelig: »»Moder!«« sagde hun, »»hvad mon Hundene tænke, naar de see mig i den Stads!«««
Attende Aften
»Jeg har,« sagde Maanen, »fortalt dig om Pompeji, dette Liig af en Stad, stillet frem i de levende Stæders Række, jeg kjender en anden, een endnu mere sælsom, den er ikke et Liig, men Spøgelset af en Stad – Overalt hvor Vandspringet pladsker i Marmorkummen, synes jeg at høre Eventyret om den svømmende Stad. Ja, Vandstraalen maa fortælle om den! Strandens Bølger synge om den! Over Havets Flade svæver tidt en Taage, den er Enkesløret: er død, hans Slot og Stad er nu Mausoleet! Kjender Du denne By? Aldrig hørte den Vognhjulets Rullen eller Hestens Hovslag i sine Gader, der svømmer Fisken og spøgelseagtigt flyver den sorte Gondol henover det grønne Vand. Jeg vil« – vedblev Maanen – »vise Dig Byens Forum, Byens største Plads, og Du troer at være i Eventyrenes Stad; Græsset voxer mellem de brede Fliser, og i Dagningen flagre der tusinde tamme Duer rundt om . Fra de tre Sider er du omgivet af . Tyrken med sin lange Pibe, sidder stille derinde, den smukke Grækerdreng hælder sig til Søilen og seer paa de opreiste Trophær: , . Flagene hænge som Sørgeflor; en Pige hviler sig der, de tunge Spande med Vand har hun sat ned, , hvori hun bærer dem, ligger over hendes Skuldre, hun støtter sig ved Seiersstangen. Det er intet Feeslot, men en Kirke, Du seer foran Dig! de forgyldte Kupler, de gyldne Kugler rundt om straale i mit Lys; de prægtige deroppe have gjort Reiser som , de have reist herhid, bort herfra og igjen tilbage. Seer du den brogede Pragt i Muren og paa Ruderne? Det er, som om Geniet havde føiet et Barns Villie med at udsmykke dette sælsomme Tempel. Seer du paa Søilen ? Guldet skinner endnu, men Vingen er bunden, Løven er død, thi Havets Konge er død, der er tomt i de store Haller, og hvor før de kostelige Billeder hang, skinner nu den nøgne Muur frem. sover under Buen, hvis Gulv eengang kun den høie Adel turde betræde. Fra de dybe Brønde, eller er det fra , lyder et Suk, som dengang Tambourinen lød paa de brogede Gondoler, da Bruderingen fløi fra den glimrende Bucentauro til Adria, Havets Dronning. Adria, svøb dig i Taage! lad Enkesløret dække dit Bryst, hæng det over din Brudgoms Mausoleum: det marmorbyggede, spøgelseagtige Venedig!« –
Nittende Aften
»Jeg saae ned paa et stort Theater,« sagde Maanen, »det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi en ny Skuespiller debuterede; min Straale gleed hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Kunstens Rige. Han følte dybt og elskede Kunsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. – – Regisseurens Klokke ringede; – kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, – frem skulde han for et Publicum, hvem han var til Latter. – – Da Stykket var endt, saae jeg en Mand indsvøbt i Kappen, snige sig ned af Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder; Maskinkarlene hvidskede til hinanden; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede halvt Øinene, for at see om han var smuk, som Liig. Mennesket kan være høist ulykkelig, og dog høist affecteert. Han tænkte paa Døden, paa Selvmord, jeg troer, han begræd sig selv, – han græd dybt, og naar man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et heelt Aar er gaaet siden den Tid. Der var Comedie, men paa et lille Theater, det var en fattig, omreisende Trop; jeg saae igien det bekjendte Ansigt, de sminkede Kinder, det krusede Skjæg. Han saae igien op mod mig, smilede – og alligevel var han pebet ud, netop for et Minut siden, pebet paa et usselt Theater, pebet af et usselt Publicum! – I denne Aften kjørte der en fattig Liigvogn ud af Byens Port, ikke en Eneste fulgte. Det var en Selvmorder, vor sminkede, udpebne Helt. Kudsken, som kjørte, var den eneste Ledsager, ingen fulgte, ingen uden Maanen. er Selvmorderen lagt, der vil Nelderne snart skyde op, der vil Graverkarlen henkaste Tjørne og Ukrud fra de Andres Grave.«
Tyvende Aften
»Fra Rom kommer jeg!« sagde Maanen, »der, midt i Staden paa en af ligger ; det vilde Figentræ voxer i Murens Revne og dækker Nøgenheden med sit brede, graagrønne Blad; mellem Gruushoben træder Eselet paa den grønne Laurbærhæk og glæder sig ved den golde Tidsel. Herfra, hvor eengang fløi ud: , er nu Indgangen gjennem et lille fattigt Huus, klinet af Leer mellem to sønderbrudte Marmorkolonner; Viinranken hænger som en Sørgeguirlande hen over det skjæve Vindue. En gammel Kone med sin lille Datterdatter boe derinde, de herske nu i Keiserborgen og vise her den Fremmede de sjunkne Skatte. Af den rige Thronsal er kun en nøgen Væg, den sorte Cypres peger med sin lange Skygge paa det Sted, hvor Thronen stod. Jorden ligger alenhøit over det sønderbrudte Gulv, den lille Pige, nu Keiserborgens Datter, sidder tidt der paa sin Skammel, naar Aftenklokkerne ringe. Nøglehullet i Døren tæt derved kalder hun sin Balcon, gjennem det kan hun see ud over det halve Rom, ud til mægtige Kuppel. Stille, som altid, var der denne Aften, og nedenfor, i mit fuldklare Lys, kom den lille Pige. Paa sit Hoved bar hun en antikformet Leerkrukke med Vand, hun havde bare Fødder, det korte Skjørt og de smaa vare itu, jeg kyssede Barnets fine, runde Skuldre, de sorte Øine og det mørke, glindsende Haar; hun steeg op af Husets Trappe, den var steil, dannet af Muurbrokke og en sønderbrudt . De brogetfarvede Fiirbeen foer sky forbi ved hendes Fødder, men hun forskrækkedes ikke, allerede hævede hun Haanden for at ringe paa Døren, der hang en Harefod i et Seglgarnsbaand, det er nu Klokkestrengen paa Keiserens Borg. Hun standsede et Øieblik, hvad tænkte hun paa: maaskee paa det smukke Jesubarn, klædt i Sølv og Guld, dernede i Capellet, hvor Sølvlamperne straalede, hvor hendes smaa Veninder istemte Sangen, den hun ogsaa kjendte; jeg veed det ikke! hun gjorde igjen en Bevægelse, og snublede, Leerkrukken faldt fra hendes Hoved og sloges itu paa den riflede Marmorflise. Hun brast i Graad, Keiserborgens deilige Datter græd over den fattige, sønderbrudte Leerkrukke; med bare Fødder stod hun og græd, turde ikke trække i Seglgarnsbaandet, Keiserborgens Klokkestreng.«
Billedbog uden Billeder
Ny Samling
1841
Helliget
mine svenske Venner
Een og tyvende Aften
Over i fjorten Dage havde Maanen ikke skinnet, nu saae jeg den igjen, rund og klar stod den over de langsomt stigende Skyer; hör, hvad Maanen fortalte mig. »Fra een af Byer fulgte jeg Caravanen; ved Sandörkenen paa een af Saltsletterne, der skinnede, som en Iisflade, og kun i en lille Strækning var bedækket med det lette Flyvesand, gjorte de Holdt. Den Ældste, Vandflasken hang ved hans Belte, en Sæk med laae paa hans Hoved, han tegnede med sin Stav i Sandet en Fiirkant og skrev deri nogle Ord af Koranen; henover det indviede Sted drog den hele Caravane. En ung Kjöbmand, et Solens Barn, det saae jeg i hans Öie, det saae jeg i Skjönheds-Formerne, reed tankefuld sin hvide, fnysende Hest. Tænkte han maaskee paa sin smukke unge Hustru? Det var kun to Dage siden, at Kamelen, smykket med Skind og kostbare Schawler, bar hende, den deilige Brud, om Byens Mure; Trommer og Sækkepiber löd, Qvinderne sang og rundt om Kamelen löd Glædes-Skud, Brudgommen skjöd de fleste, de stærkeste, og nu – nu drog han med Caravanen over Örkenen. Jeg fulgte dem i mange Nætter, saae dem hvile ved Bröndene, mellem de Palmer; de stak Kniven i den styrtede Kameels Bryst og stegte Kjödet ved Ilden. Min Straale kjölede det glödende Sand, min Straale viiste dem de sorte Klippeblokke, döde Öer i det uhyre Sandhav. Ikke mödte de fjendtlige Stammer paa den sporlöse Vei, ingen Storme reiste sig, ingen Sandstötter gik dræbende over Caravanen. I Hjemmet bad den deilige Hustru for Mand og Fader. »Ere de döde?« spurgte hun mit gyldne Horn. »Ere de döde?« spurgte hun min straalende Skive. – Nu ligger Örkenen bag deres Vei; i denne Aften sidde de under den höie Palme, hvor Tranen med alenlange Vinger omflyve dem; Pelikanen seer paa dem fra Grene. Det yppige Krat er nedtraadt af Elephantens tunge Födder; en Skare Negerfolk kommer fra et Marked, der dybere inde. Qvinderne, med Kobberknappe om deres sorte Haar og med indigofarvede Skjörter, drive de belæssede Oxer hvorpaa de nögne sorte Börn sove. En Neger förer i et Toug en Löveunge, han har kjöbt; de nærme sig Caravanen; den unge Kjöbmand sidder ubevægelig, taus, tænker paa sit Hjertes , drömmer i de Sortes Land om sin hvide, duftende Blomst hiin Side Örkenen; han løfter sit Hovede –!« – der gik en Sky for Maanen og atter en Sky. Jeg hörte ikke mere den Aften.
To og tyvende Aften
»Jeg saae en lille Pige græde,« sagde Maanen, »hun græd over Verdens Ondskab. Den deiligste Dukke havde hun faaet til Foræring, o, det var en Dukke, saa nydelig og fiin, den var slet ikke skabt til Modgang. Men den lille Piges Brödre, de lange Drenge, havde taget Dukken, sat den op i et höit Træ i Haven og vare saa löbne bort. Den lille Pige kunde ikke naae Dukken, slet ikke hjælpe den ned, og derfor græd hun, Dukken græd bestemt med, den strakte Armene ud imellem de grönne Grene og saae ganske ulykkelig ud. Ja, det var Verdens Modgang, som Mama saa tidt talte om. O, den stakkels Dukke! Det begyndte jo allerede at blive mörk Aften og saa vilde Natten komme! skulde hun sidde herude i Træet alene den hele Nat? Nej, det kunde den lille Pige ikke bære over sit Hjerte. »Jeg vil blive hos Dig!« sagde hun, skjöndt hun var slet ikke modig; hun syntes allerede ganske tydeligt at see de smaae Nisser med deres höie, spidse Huer, titte frem mellem Buskene, og nede i den mörke Gang dandsede lange Spögelser, de kom nærmere og nærmere, strakte Hænderne hen imod Træet, hvor Dukken sad, de loe og pegede Finger af den. Ak, hvor den lille Pige var bange! »Men naar man ingen Synd har gjort,« tænkte hun, »saa kan jo det Onde ikke gjöre Een noget! mon jeg har nogen Synd?« Og hun tænkte sig om, »ak, jo!« sagde hun, »jeg har leet af den stakkels And med den röde Klud om Benet, den halter saa moersomt, derfor loe jeg, men det er Synd at lee af Dyrene!« Og hun saae op paa Dukken; »Har du leet af Dyrene?« spurgte hun, og det saae ud, som om Dukken rystede med Hovedet.«
Tre og tyvende Aften
»Jeg saae ned i Tyrol,« sagde Maanen, »jeg lod de mörke Graner kaste stærke Slag-Skygger paa Klipperne. Jeg betragtede den , som de der staae paa Husenes Vægge, colossale, fra Fodstykket op til Gavlen; gjöd Vand paa det brændende Huus, og Christus hang qvælt, blödende paa de store Kors ved Veien. Det er gamle Billeder for den nye Slægt, jeg har derimod seet dem blive reist, seet det ene fölge det andet. Höit paa Bjergskrænten hænger, som en Svalerede, et eensomt Nonnekloster, to Söstre stode deroppe i Taarnet og ringede; de var begge unge og derfor flöi deres Blik ud over Bjergene, ud i Verden. En Reisevogn kjörte nede paa Landeveien, Posthornet klang og de stakkels Nonner fæstede med beslægtede Tanker Öiet ned paa den; i den Yngstes Öie stod en Taare. – Og Hornet klang svagere og svagere, Klosterets Klokke dövede dets hendöende Toner. –«
Fire og tyvende Aften
Hör, hvad Maanen fortalte: »Det er flere Aar tilbage, det var her i Kjöbenhavn; jeg tittede ind af Vinduet i en fattig Stue. Fader og Moder sov, men den lille Sön sov ikke; jeg saae hvor de Sengeomhæng rörte sig og Barnet tittede ud; jeg troede först, at han saae paa det bornholmske Stue-Uhr; det var nok saa broget malet med Rödt og Grönt, der sad en oven paa, der var svære Blylodder og med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage, »dik! dik!« men det var ikke det han saae paa; nei! det var paa Moders Spinderok; den stod lige under Uhret. Den var Drengens kjæreste Stykke i det hele Huus, men han turde ikke röre den, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det dreiende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog ogsaa spinde paa den Rok! Fader og Moder sov; han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter stak der en lille nögen Fod ud af Sengen og saa nok en nögen Fod, der kom to smaa Been, bums! stod han paa Gulvet. Han dreiede sig endnu engang om for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorte de; og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille stumpede Skjorte hen til Rokken og begyndte at spinde; Snoren flöi af, og Hjulet löb da meget hastigere. Jeg kyssede hans gule Haar og hans lyseblaae Öine; det var et nydeligt Billede. Moderen vaagnede i det samme, Omhænget rörte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spögelse. »I Jesu Navn!« sagde hun og stödte, angst, Manden i Siden; han slog Öinene op; gned dem med Haanden og saae paa den lille travle Fyr. »Det er jo Bertel!« sagde han.
Og mit Öie vendte sig fra den fattige Stue – jeg seer jo saa vidt omkring! jeg saae i samme Öieblik ind i Vatikanets Sale, hvor Marmorguderne staae; jeg bestraalede , Stenen syntes at sukke; jeg trykkede mit stille Kys paa Bryst, jeg troer det hævede sig. Dog længst dvælede mine Straaler ved , ved den colossale Gud. Stöttende sig paa laae han saa tankefuld, drömmende der, som tænkte han paa de henrullede Aar; de smaa legede om ham deres Leeg med Krokodillerne; i Overflödighedshornet sad med sammenlagte Arme og saae paa den store alvorlige Flodgud en ganske lille , et tro Billede netop af den lille Dreng ved Rokken, det var de samme Træk; levende og yndigt stod her det lille Marmorbarn og dog over tusinde Gange har Aarets Hjul dreiet sig siden det fremsprang af Stenen. Just saa mange Gange, som Drengen i den fattige Stue dreiede Rokkehjulet, har det större Hjul snurret rundt og snurrer endnu, för Tidsalderen skaber Marmorguder, som disse.
See, det er altsammen flere Aar siden! Nu igaar,« vedblev Maanen, »saae jeg ned paa en Bugt ved Sjællands Östkyst; der er deilige Skove, höie Banker; en gammel Herregaard med röde Mure, Svaner i Voldgravene, og en lille Kjöbstad med sin Kirke mellem Æblehaver. En Mængde Baade, alle med Blus, glede hen over den rolige Vandflade; det var ikke for at stange Aal, at Blussene lyste, nej; Alt var festligt! Musikken klang, en Vise blev afsjunget, og midt i een af Baadene stod ham, de hyldede: en höi, kraftig Mand i en stor Kappe, han havde blaa Öine og lange hvide Haar; jeg kjendte ham og tænkte paa Vatikanet med Niilgruppen og alle Marmorguderne, jeg tænkte paa den den lille fattige Stue, jeg troer saamen i , hvor den lille Bertel med den stumpede Skjorte sad og spandt. Tidens Hjul har dreiet sig; . – – Fra Baaden löd et Hurra, et: »Hurra for Bertel Thorvaldsen!« –«
Fem og tyvende Aften
»Jeg vil give Dig et Billede fra Frankfurt,« sagde Maanen, »jeg betragtede der een Bygning især; det var ikke Födested, ikke heller det gamle Raadhuus, hvor gjennem de tilgittrede Vinduer endnu de hornede Hovedpander rage frem af Oxerne, der bleve stegte og givne til Priis ved Keiserens Kroning; det var en borgerlig Bygning, grönmalet og tarvelig, paa Hjörnet ind til den snævre , det var Huus. Jeg saae ind gjennem den aabne Dör, Trappegangen var stærkt oplyst; der stode Tjenere med brændende Lys i massive Sölvstager og böjede sig dybt for den gamle Kone, der i en Bærestol förtes ned af Trappen. Husets Eier stod med blottet Hovede og trykkede ærbödigt et Kys paa den Gamles Haand. Det var hans Moder; hun nikkede venligt til ham og til Tjenerne og de förte hende ind i den snævre mörke Gade, ind i et lille Huus; der boede hun, der havde hun födt sine Börn, der fra var deres Lykke fremblomstret; forlod hun nu den ringeagtede Gade, det lille Huus, da vilde Lykken, maaske, forlade dem! det var nu hendes Tro. –« Maanen fortalte ikke mere; altfor kort besögte den mig iaften, men jeg tænkte paa den gamle Kone i den snævre ringeagtede Gade; kun et Ord af hende, og hun havde sit glimrende Huus nær ved ; kun et Ord af hende, og hendes Villa laae ved Neapels Golf. »Forlod jeg det ringe Huus, hvor mine Sönners Lykke fremsprang, da forlod maaske Lykken dem!« – Det er en Overtro, men af den Slags, at naar man kjender Historien og seer Billedet, behöves der kun for at forstaae dette, de to Ord, som Underskrift: En Moder.
Sex og tyvende Aften
»Det var igaar, i Morgendæmringen!« det er Maanens egne Ord; »ikke en Skorsteen rög endnu i den store By, og det var just Skorsteener jeg saa paa; fra een af dem stak der i det samme et lille Hovede op og saa kom den halve Krop, Armene hvilte paa Skorsteens Randen. »»Hurra!«« det var en lille Skorsteensfeier-Dreng, som förste Gang i sit Liv var kommet heelt op i en Skorsteen og havde faaet Hovedet udenfor. »»Hurra!«« Jo; det var noget andet, end at krybe om i de snævre Rör og i de smalle Kaminer! Luften viftede saa frisk, han kunde see ud over den hele By til den grönne Skov; Solen stod just op, rund og stor skinnede den ham ind i Ansigtet, der straalede af Lyksalighed, skjöndt det var ganske smurt til med Sod. »Nu kan hele Byen see mig!« sagde han, »og Maanen kan see mig og Solen med! Hurra!« og saa svingede han med Kosten. –«
Syv og tyvende Aften
»I gaar Nat saae jeg ned paa en Stad i China,« sagde Maanen, »mine Straaler beskinnede de lange nögne Mure, som danne Gaderne, hist og her er der vel en Dör men den er tillukket, thi Verden udenom hvad vedkommer den Chineseren; tætte bedækkede Vinduerne bag Husets Muur, kun fra Templet skinnede Lyset mat gjennem Ruderne. Jeg saae derind, saae paa den brogede Pragt; fra Gulv til Loft staae i stærke Farver og riig Forgyldning Billeder, som fremstille Gudernes Virken her paa Jorden; i hver Nische deres Billedstötte selv, men næsten skjult af brogede og nedhængende Faner, og foran hver Guddom – de ere alle af Tin – stod et lille Alter med , Blomster og brændende Voxlys, men överst i Templet stod , den överste Guddom, smykket med en Kjortel af , den hellige gule Farve. Ved Alterets Fodstykke sad en levende Skikkelse, en ung Geistlig, han syntes at bede, men midt i sin Bön at hensynke i Grublen, og det var vist en Synd, thi hans Kinder brændte, hans Hoved böiede sig dybere! stakkels Soui-houng! drömte han sig maaske bag Gadens lange Muur, arbeidende ved den lille Blomsterplet, der er foran hvert Huus, og var den Syssel ham langt kjærere, end at passe i Templet; eller lystede det ham at sidde ved det rigtdekkede Bord og mellem hver Ret at törre Munden paa Sölvpapir! eller var hans Synd saa stor, at vovede han at udtale den, da maatte det himmelske Rige straffe ham med Döden; turde hans Tanke flyve med Barbarernes Skibe til deres Hjem, det langtbortliggende England? Nej, hans Tanke flöi ikke saa langt, og dog var den saa syndig som det varme Ungdomsblod kan föde den, syndig her i Templet foran Fu´s og de hellige Guders Billedstötter. Jeg veed hvor hans Tanke var. I Yderkanten af Byen, paa det flade, fliselagte Tag, hvor Rækværket synes gjort af Porcelain, hvor de smukke Vaser stod med store hvide Klokke-Blomster, sad den yndige Pe, med de smalle skjælmske Öine, de fyldige Læber og ; Skoen trykkede, men over Hjertet trykkede det tungere og hun löftede de fine dreiede Arme, og raslede. Foran hende stod en Glas-Skaal med fire Guldfiske, hun rörte sagte i Vandet med en broget malet og lakeret Pind, o, saa langsomt, thi hun grundede; tænkte hun maaske paa hvor rigt og gyldent Fiskene vare klædte, hvor sikkert de levede i Glasskaalen og rigeligt fik deres Föde og hvor langt lykkeligere de dog kunde være i detFrie, ja det begreb den skjönne Pe; hendes Tanke drog fra Hjemmet, hendes Tanke gik i Kirken, men det var ikke for Guds Skyld den kom der. Den stakkels Pe, den stakkels Souihoung! deres jordiske Tanker mödtes, men min kolde Straale laae som et imellem dem!« –
Otte og tyvende Aften
»Det var ,« sagde Maanen, »Vandet var saa gjennemsigtigt, som den rene Luft jeg gjennemseilede, jeg kunde see dybt under Havfladen de sælsomme Planter der som Kjæmpetræer i Skoven hævede sig med favnelange Stængler op mod mig; Fiskene svömmede hen over deres Toppe. Höit i Luften drog en Flok vilde Svaner, een af dem sank med afkræftede Vinger dybere og dybere, dens Öine fulgte den luftige Caravane, som meer og meer fjernede sig, selv holdt den Vingerne vidt udbredte og sank, som Sæbeboblen synker i den stille Luft, den rörte Vandfladen, dens Hoved böiede sig tilbage mellem Vingerne, stille laae den, som paa den rolige Indsöe. Og Vinden luftede og hævede den lysende Vandflade, som straalede som var det der rullede frem i store brede Bölger, og Svanen löftede sit Hoved og det skinnende Vand spröitede som en blaa Ild hen over dens Bryst og Ryg. Dagskjæret lyste paa de röde Skyer, og Svanen löftede sig styrket og flöi mod den stigende Sol, mod den blaanende Kyst, hvorhen Luftcaravanen drog, men den flöi alene med Længsel i sit Bryst, eensom flöi den over de blaae, de svulmende Vande.« –
Ni og tyvende Aften
»Jeg vil give Dig et Billed endnu fra Sverrig,« sagde Maanen; »Mellem sorte Granskove, nær ved melankolske Bred, ligger den gamle ; i Muren over dem pranger, som Billed paa den jordiske Herlighed, en Konge-Krone, men den er af Træ, malet og forgyldt, den holdes fast ved en Træpind, ind i Muren, Ormen har gjennemgnavet det forgyldte Træ, Ædderkoppen har spundet sit Næt fra Kronen til Kisten, det er et Sörgeflag, , som Sorgen er det for de Dödelige! Hvor stille de blunde! jeg mindes dem saa ! jeg seer endnu det kjække Smiil om Læben, der udtalte Glæde eller Kummer, saa mægtigt, saa afgjörende. Naar Dampskibet som en Trolddoms seiler op over Bjærgene, kommer tidt en Fremmed til Kirken, besöger denne Grav-Hvælving, spörger om Kongernes Navne og disse klinge glemte og döde; han seer paa de ormstukne Kroner, smiler, og er han et ret fromt Gemyt, da er der Veemod i hans Smiil. Blunder I döde, Maanen mindes Eder, Maanen sender i Natten sin kolde Straale til Eders stille Kongerige, som Fyrretræets Krone hænger over! –«
Tredivte Aften
»Tæt ved Landeveien,« sagde Maanen, »ligger en Kro, og ligeover for den er et stort Vognskuur, Taget der var under Tækning, jeg saae mellem Sparrerne og gjennem den aabne Loftsleie ned i det uhyggelige Rum, den kalkunske Hane sov paa Bjælken, og Sadelen var lagt til Ro i den tomme Krybbe. Midt i Rummet holdt en Reisevogn, Herskabet sov der nok saa trygt, mens Hestene fik at drikke og Kudsken strakte sine Lemmer, skjöndt jeg veed bedst hvor godt han havde sovet den halve Vei. Dören til Karlekammeret stod aaben, Sengen saae ud, som den var vendt op og ned, Lyset stod paa Gulvet og brændte ned i . Vinden blæste koldt igjennem Skuret og Tiden var nærmere ved Daggry end ved Midnat. Henne i Baasen, paa Gulvet, sov en vandrende Musikanter-Familie, Moder og Fader drömte vel om den brændende Taar i Flasken, den lille blege Pige drömte om den brændende Taare i Öiet; Harpen laae ved deres Hoved, Hunden ved deres Fod. –«
Af
Billedbog uden Billeder.
Anden forøgede Udgave
1845
Een og tredivte Aften
»Det var i en lille Kjøbstad,« sagde Maanen, »jeg saae det ifjor, men det gjør ikke noget, jeg saae det saa tydeligt; i Aften har jeg læst derom i Avisen, men der var det slet ikke saa tydeligt. Nede i Krostuen sad , og spiste sin Aftensmad, Bamsen stod bunden ude bag Brændestabelen, den stakkels Bams, som ikke gjorde en Sjæl Fortræd, skjøndt glubsk nok saae han ud. Oppe paa Qvistkammeret legede i mine klare Straaler tre smaae Børn; den ældste var nok sex Aar, den yngste ikke mere end to. »Kladsk, kladsk!« kom det op ad Trappen; kunde det være? Døren sprang op – det var Bamsen, den store laadne Bjørn! Han havde kjedet sig ved at staae dernede i Gaarden, og nu fundet Vei op ad Trappen; jeg havde seet det altsammen,« sagde Maanen. »Børnene bleve saa forskrækkede for det store, laadne Dyr, de krøb hver i sin Krog, men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med Snuden, men gjorde dem slet intet! – »Det er bestemt en stor Hund,« tænkte de, og saa klappede de ham, han lagde sig paa Gulvet, den mindste Dreng væltede sig ovenpaa og legede at skjule sit guullokkede Hoved i dens tykke, sorte Pels. Nu tog den ældste Dreng sin Tromme, slog saa det dundrede efter, og Bjørnen reiste sig paa begge Bagbenene og begyndte at dandse, det var nydeligt det! – Hver Dreng tog sit Gevær, Bjørnen maatte have eet med og han holdt ordentligt fast, det var en prægtig Kammerat, de havde faaet, og saa gik de: »een, to, een, to!« – Da tog det i Døren, den gik op, det var Børnenes Moder, Du skulde have seet hende, seet hendes ordløse Skræk, det muurhvide Ansigt, den halvaabne Mund, de stirrende Øine. Men den mindste af Drengene nikkede nok saa fornøiet, og raabte ganske høit, paa hans Sprog: »Vi lege bare Soldater!« – Og saa kom Bjørnetrækkeren!« –
Fortsættelse af Billedbog uden Billeder
1848
To og Tredivte Aften
Det blæste koldt og stærkt, Skyerne joge forbi; kun af og til kunde jeg see Maanen.
»Igjennem det stille Luftrum seer jeg ned paa de flyvende Skyer!« sagde den, »jeg seer store Skygger jage hen over Jorden! – Nylig saae jeg ned til en Fængsels-Bygning, en tillukket Vogn holdt udenfor, en Fange skulde bort; min Straale trængte gjennem det tilgittrede Vindue ind paa Muren; han ridsede der til Afsked nogle Linier; det var ikke Ord han skrev, det var en Melodie, hans Hjertes Udstrømning den sidste Nat paa dette Sted; og Døren aabnedes, han førtes udenfor, saae mod min runde Skive – – Skyer fløi mellem os, som hans Ansigt, som turde han ikke see mit; han steeg i Vognen, den lukkedes, Pidsken smeldede, Hestene foer afsted ind i den tætte Skov, hvor min Straale ikke kunde følge; men ind ad Fængsels-Gitteret saae jeg; mine Straaler glede hen over den indridsede Melodie paa Muren, det sidste Farvel; hvor Ordet slipper, tale Tonerne! – men kun enkelte Noder kunde mine Straaler belyse, den større Deel vil altid staae i Mørke for mig. Var det Dødens Hymne, han skrev? Var det Glædens Jubeltoner? Foer han til Døden eller til sine Kjæres Favntag? Maanens Straale læser ikke Alt hvad selv de Dødelige skrive.
Igjennem det store Luftrum seer jeg ned paa de flyvende Skyer; jeg seer store Skygger jage hen over Jorden!«
Tre og Tredivte Aften
»Jeg holder meget af Børn!« sagde Maanen, »de Smaa ere især saa moersomme; jeg titter mangen Gang mellem Gardinet og Vindueskarmen ind i Stuen og naar de mindst tænke paa mig. Det er saa moersomt at see dem selv hjælpe til at klæde sig af; der kommer først den nøgne, lille, runde Skulder op fra Kjolen, saa glider Armen ud, eller jeg seer Strømpen trækkes af og et yndigt lille Been, saa hvidt og fast, kommer frem, det er en Fod til at kysse paa og jeg kysser paa den,« sagde Maanen.
»I Aften, det maa jeg dog fortælle! iaften saae jeg ind af et Vindue, hvor Gardinerne ikke kom ned, for der er ingen Gjenboer; jeg saae ind til en heel Skare Smaa, Søstre og Brødre. Der var en lille Pige, hun er kun fire Aar, men hun kan sit Fader vor saa godt som de andre, og Moderen sidder hver Aften ved hendes Seng og hører hende læse det, saa faaer hun et Kys, og Moder bliver til hun sover, det skeer saa , som de smaa Øine lukke sig. Iaften vare de to ældste lidt vilde, den ene hoppede paa eet Been i sine lange, hvide Natklæder, den anden stod paa en Stol med alle de Andres Klæder om sig, det var , sagde han, og de Andre skulde gjætte; den tredie og fjerde lagde Legetøiet ordentligt i Skuffen, og det skal ogsaa gjøres; men Moderen sad ved den Mindstes Seng og sagde at de skulde alle tie stille, thi den Lille læste sit Fader vor.
Jeg saae lige ind over Lampen,« sagde Maanen, »den fireaars Pige laae i sin Seng, i det hvide, fine Linned, og de smaa Hænder vare foldede og det lille Ansigt ganske høitideligt, hun læste høit sit Fader vor. »»Men hvad er det,«« sagde Moderen og afbrød midt i Bønnen, »»naar Du har sagt: giv os i Dag vort daglige Brød, siger Du endnu noget, men som jeg ikke kan høre ret hvad er. Hvad er det? Du skal sige mig det!«« – og den Lille taug og saae forlegent paa Moderen, – »»hvad er det Du siger meer, end giv os i Dag vort daglige Brød.«« – »»Bliv ikke vred søde Moder,«« sagde den Lille, »»jeg bad, og Smør paa!«««
