Billedbog uden Billederjf. den tyske komponist Felix Mendelssohn-Bartholdys (1809-1847) klaverstykker Lieder ohne Worte, 1829-1845 (sange uden ord).
1840-1848
Billedbog uden Billeder
1840
Det er forunderligt! naar jeg føler allervarmest og bedst, da er det, som om Hænder og Tunge blev bundet paa mig, jeg kan ikke gjengive, ikke udtale det saaledes, som jeg har det herindenfor; og dog er jeg Maler, det siger mit Øie mig, det have de erkjendt Alle, som saae mine Skizzer og Tavler.
Jeg er en fattig Knøs, jeg boer omme i en af de smalleste Gader, men Lyset mangler mig ikke, thi jeg boer høit oppe, med Udsigt over alle Tagene. De første Dage jeg var kommen herind til Byen, var der mig saa snævert og eensomt; istedenfor Skoven og de grønne Bakker havde jeg nu kun de graae Skorstene til Horizont. Ikke en Ven eiede jeg her, ikke et bekjendt Ansigt hilsede mig.
En Aften stod jeg ret bedrøvet ved mit Vindue, jeg aabnede det og saae ud. Nei, hvor jeg blev glad! jeg saae et Ansigt jeg kjendte, et rundt, venligt Ansigt, min bedste Ven derovre fra Hjemmet: det var Maanen, den kjære gamle Maane, uforandret den samme, akkurat som han saae ud, naar han der tittede ind til mig mellem Piletræerne ved Mosen. Jeg kyssede paa Fingren ad ham, og han skinnede lige ind i mit Kammer, og lovede, at han hver Aften, naar han var ude, vilde see lidt ind til mig; det har han ogsaa siden ærligt gjort, Skade, at han kun kan blive saa kort. Hver Gang han kommer, fortæller han mig Eet eller Andet, som han har seet Natten forud, eller samme Aften. »Mal nu det, jeg fortæller,« sagde han ved sit første Besøg, »saa skal du faae en
Første Aften
»Sidste Nat,« det er Maanens egne Ord, »gled jeg gjennem Indiens klare Luft, jeg speilede mig i
Anden Aften
»Det var igaar,« fortalte Maanen mig, »da kigede jeg ned i en lille Gaard, indesluttet af Huse, der laae en Høne med elleve Kyllinger, en deilig lille Pige sprang omkring dem, Hønen klukkede og bredte forskrækket sine Vinger ud over de smaa Unger. Da kom Pigens Fader, han skjændte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpaa; men i Aften, det er kun faa Minutter siden, saae jeg igjen ned i samme Gaard. Der var ganske stille, men snart kom den lille Pige, hun listede sig sagte hen til Hønsehuset, løftede Klinken og smuttede ind til Hønen og Kyllingerne; de skrege høit og flagrede omkring, den Lille løb efter dem, jeg saae det tydeligt, for jeg kigede ind gjennem et Hul paa Muren. Jeg blev ganske vred paa det onde Barn og glædede mig, da Faderen kom og endnu hæftigere end igaar skjændte og greb hende om Armen, hun bøiede Hovedet tilbage, der var store Taarer i de blaa Øine. »Hvad gjør Du her!« spurgte han. Hun græd: »jeg vilde,« sagde hun, »ind at kysse Hønen og bede hende om Forladelse for igaar, men det turde jeg ikke sige Dig!« Og Faderen kyssede den søde Uskyldighed paa Panden; jeg kyssede hende paa Øine og Mund.«
Tredie Aften
»I den snevre Gade her tæt ved, den er saa smal, at jeg kun eet Minut kan lade mine Straaler glide ned af Husets Væg, men i dette Minut seer jeg nok for at kjende den Verden, som her rører sig, saae jeg en Qvinde. For sexten Aar siden var hun et Barn; derude paa Landet i den gamle Præstegaards Have legede hun; Rosenhækkerne vare til Aars og ganske udblomstrede, de voxte vildt ud i Gangen og skjøde lange Grene op i Æbletræerne, kun hist og her sad en Rose, og ikke smuk, som Blomsternes Dronning kan være det; dog Farverne vare der, Duften var der; Præstens lille Datter syntes mig en langt skjønnere Rose; hun sad paa sin Skammel under den vildtvoxende Hæk og kyssede Dukken med de knuste Papkinder. Ti Aar senere saae jeg hende igjen; jeg saae hende i den prægtige Balsal, hun var den rige Kjøbmands smukke Brud; jeg var glad ved hendes Lykke, jeg søgte hende i de stille Aftener; ak, Ingen tænker paa mit klare Øie, mit sikkre Blik! min Rose voxte ogsaa med vilde Skud, som Roserne i Præstegaardens Have! Hverdags Livet har ogsaa sin Tragedie, iaften saae jeg sidste Act. I den snevre Gade, dødssyg, laae hun paa Sengen, og den onde Vert, raa og kold, hendes eneste Forsvarer, rev Teppet tilside: »staa op!« sagde han, »Dine Kinder skræmme, pynt Dig! skaf Penge, eller jeg kaster Dig paa Gaden! reis Dig i en Hast!« – »Døden er i mit Bryst!« sagde hun, »o, lad mig hvile!« og han rev hende op, malede hendes Kinder, flættede Roser i hendes Haar, satte hende ved Vinduet, det brændende Lys tæt ved, og gik bort. Jeg stirrede paa hende; hun sad ubevægelig, Haanden faldt ned i Skjødet, Vinduet blæste tilbage saa een af Ruderne knak, men hun sad stille, Gardinet viftede som en Flamme om hende, hun var død. Fra det aabne Vindue prædikede den Døde Moral; min Rose fra Præstegaardens Have!«
Fjerde Aften
»Jeg var iaftes
Femte Aften
»Igaar,« sagde Maanen, »saae jeg ned paa det bevægelige Paris, mit Øie trængte ind i
Sjette Aften
»I Upsala har jeg været!« sagde Maanen. »Jeg saae ned paa den store Slette med det fattige Græs, de
Det sagde Maanen, der gik en Sky for. – Gid der ingen Skyer gaae imellem Digteren og Rosen!
Syvende Aften
»Langs med Stranden strækker sig en Skov med Ege og Bøge, saa friske og duftende, den er besøgt hver Vaar af hundrede Nattergale; tæt ved er Havet, det evigt vexlende Hav, og mellem begge løber den brede Landevei. Den ene Vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit Øie hviler meest paa eet Punkt: her er en Kjæmpegrav; Brombærranker og Slaaentorn voxe frem mellem Stenene. Her er Poesie i Naturen. Hvorledes troer Du, Menneskene opfatte denne? Ja, jeg vil fortælle Dig, hvad jeg hørte der, kun den sidste Aften og Nat. Først kom der to rige Landmænd kjørende. »Det er nogle deilige Træer!« sagde den Ene. »Der er ti Læs Brænde i hver!« svarede den Anden! »Vinteren bliver stræng, i Fjor fik vi fjorten Rigsdaler for Favnen!« og saa vare de borte. »Her er Veien daarlig!« sagde en anden Kjørende. »Det er de forbandede Træer!« svarede Naboen, »det kan ikke ret lufte her, uden fra Sø-Kanten!« og saa rullede de afsted. Ogsaa Diligencen kom forbi; Allesammen sov de paa det smukkeste Sted; Kudsken blæste i Hornet, men han tænkte kun: »jeg blæser godt og her lyder det, hvad mon de synes om det?« Og saa var Diligencen borte. Der kom to unge Knøse jagende til Hest. Her er Ungdom og
Ottende Aften
Da var der tunge Skyer paa Himlen, Maanen kom slet ikke frem, jeg stod dobbelt eensom paa mit lille Kammer og saae ud i Luften, hvorfra den skulde skinne. Min Tanke fløi saavidt omkring, op til den store Ven, som saa smukt hver Aften fortalte mig Historier, viste mig Billeder. Ja, hvad har han ikke oplevet! Han seilede over
Niende Aften
Det var igjen klar Luft; flere Aftener vare gaaet, den var i første Qvarteer; jeg fik igjen Ideen til en Skizze, – hør hvad Maanen fortalte.
»Jeg fulgte Polarfuglen og den svømmende Hval til Grønlands Østkyst; nøgne Fjelde med Iis og Skyer omslutte en Dal, hvor
Tiende Aften
»Jeg kjendte en gammel Jomfru,« sagde Maanen, »hun gik hver Vinter i en guul
Ellevte Aften
»Der var en Bryllups Fest!« fortalte Maanen. »Sange bleve sjungne, Skaaler udbragte, Alt var rigt og prægtigt; Gjæsterne toge bort, det var over Midnat; Mødrene kyssede Brudgom og Brud; jeg saae disse ene, men Gardinerne vare næsten heelt trukne for; Lampen belyste det hyggelige Værelse. »»Gud skee Lov, de ere borte!«« sagde han og kyssede hendes Hænder og Læber; hun smilede og græd, hvilede ved hans Bryst, bævende, som
Tolvte Aften
»Jeg vil give dig et Billede af
Trettende Aften
»Jeg kigede ind ad Vinduet til en Redacteur,« sagde Maanen, »det var et Sted i Tydskland. Her vare gode Meubler, mange Bøger og et Chaos af Blade. Der var flere unge Mænd derinde; Redacteuren selv stod ved Pulten, to smaa Bøger, begge af unge Forfattere, skulde anmeldes! – »»Den ene er sendt mig,«« sagde han, »»jeg har ikke læst den endnu, men den er smukt udstyret, hvad siger De om Indholdet?«« – »»O!«« sagde Een, det var selv en Digter, »»den er meget god, lidt udtværet, men Herre Gud, det er en ung Mand, Versene kunde vel ogsaa være lidt bedre! Tankerne ere meget sunde, det er jo rigtig nok disse almindelige Tanker! men hvad skal man sige? altid finder man ikke paa noget Nyt. De kan gjerne rose ham! jeg troer rigtignok aldrig, der bliver noget Stort af ham som Digter. Men han har Læsning, er en udmærket
»»Men det er jo et reent
»»Stakkels Fyr!«« sagde en Tredie, »»og Tanten er dog saa lykkelig ved ham. Det er hende, Hr. Redacteur, som har samlet saa mange
»»Den gode Kone! ja, jeg har ganske kort anmeldt Bogen. Umiskjendelig Talent! en velkommen Gave! En Blomst i Poesiens Have; godt udstyret, o. s. v. Men den anden Bog! han vil nok have jeg skal kjøbe den! – Jeg hører den bliver roest! Genie har han! troer De ikke?««
»»Ja det skrige jo Alle paa,«« sagde Digteren, »»men det falder lidt vildt! Commateringen er især genialsk.««
»»Han kan have godt af at hegles igjennem, ærgres lidt, ellers faaer han for store Tanker om sig selv!««
»»Men det er
»»Gud bevar’ os! naar han er saadant et ægte Genie, saa kan han vel nok holde den
»»Umiskjendeligt Talent!«« skrev Redacteuren, »»de sædvanlige Skjødesløsheder; at han ogsaa kan skrive uheldige Vers, seer man Pagina fem og tyve, hvor der findes to
»Jeg søgte den anden Digter, den vilde; han var ogsaa i stort Selskab hos en Beskytter, hvor man talte om den anden Digters Bog – »»jeg skal ogsaa læse Deres!«« sagde
– I Dyndet skal
Men Hverdags Donten mod Sky –!
Dog bliver den altid ny!«
Fjortende Aften
Maanen fortalte: »Der ligger to Bønderhuse ved Skovveien; Døren er lav, Vinduerne sidde op og ned, men rundt om dem voxe Bukketjørn og Berberisser, Taget er mosset og begroet med gule Blomster og Huusløg; der er kun Grønkaal og Kartofler i den lille Have, men paa Gjærdet blomstrer en Hyld og under denne sad en lille Pige; hun fæstede sine brune Øine paa det gamle Egetræ mellem Husene. Dette Træ har en høi, vissen Stamme, der er savet af foroven, og der har Storken bygget sin Rede; han stod der oppe og knebrede med Næbet. En lille Dreng kom ud, han stillede sig ved Pigen; det var Broder og Søster. »Hvad seer Du efter?« spurgte han. – »Jeg seer paa Storken!« sagde hun, »Nabokonen har sagt mig, at den iaften bringer os en lille Broder eller Søster; nu vil jeg passe paa, forat see dem, naar de komme!« – »Storken bringer Ingen!« sagde Drengen, »Du kan troe, Nabokonen har ogsaa fortalt mig det, men hun lo, da hun sagde det, og saa spurgte jeg hende, om hun turde sige »ved Gud« paa det! – det turde hun ikke, og saa veed jeg nok, at det om Storken kun er Noget, man bilder os Børn ind.« – »Men hvorfra skulde da det lille Barn komme?« spurgte Pigen. – »Det kommer vor Herre med;« sagde Drengen, »Gud har det under sin Kjole, men ingen Mennesker kan see Gud, og derfor kan vi ikke see, han bringer det!« – I det samme luftede det i Hyldetræets Grene, Børnene foldede deres Hænder og saae paa hinanden: det var vist Gud, som kom med den Lille. – Og de holdt hinanden i Hænderne; Døren gik op til Huset; det var Nabokonen: »Kom nu ind,« sagde hun, »see, hvad Storken har bragt; det er en lille Broder!« – Og Børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.«
Femtende Aften
»Jeg gled hen over
Sextende Aften
»Jeg kjender en
Syttende Aften
Hør hvad Maanen fortalte: »Jeg har seet
Attende Aften
»Jeg har,« sagde Maanen, »fortalt dig om Pompeji, dette Liig af en Stad, stillet frem i de levende Stæders Række, jeg kjender en anden, een endnu mere sælsom, den er ikke et Liig, men Spøgelset af en Stad – Overalt hvor Vandspringet pladsker i Marmorkummen, synes jeg at høre Eventyret om den svømmende Stad. Ja, Vandstraalen maa fortælle om den! Strandens Bølger synge om den! Over Havets Flade svæver tidt en Taage, den er Enkesløret:
Nittende Aften
»Jeg saae ned paa et stort Theater,« sagde Maanen, »det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi en ny Skuespiller debuterede; min Straale gleed hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Kunstens Rige. Han følte dybt og elskede Kunsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. – – Regisseurens Klokke ringede; – kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, – frem skulde han for et Publicum, hvem han var til Latter. – – Da Stykket var endt, saae jeg en Mand indsvøbt i Kappen, snige sig ned af Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder; Maskinkarlene hvidskede til hinanden; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede halvt Øinene, for at see om han var smuk, som Liig. Mennesket kan være høist ulykkelig, og dog høist affecteert. Han tænkte paa Døden, paa Selvmord, jeg troer, han begræd sig selv, – han græd dybt, og naar man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et heelt Aar er gaaet siden den Tid. Der var Comedie, men paa et lille Theater, det var en fattig, omreisende Trop; jeg saae igien det bekjendte Ansigt, de sminkede Kinder, det krusede Skjæg. Han saae igien op mod mig, smilede – og alligevel var han pebet ud, netop for et Minut siden, pebet paa et usselt Theater, pebet af et usselt Publicum! – I denne Aften kjørte der en fattig Liigvogn ud af Byens Port, ikke en Eneste fulgte. Det var en Selvmorder, vor sminkede, udpebne Helt. Kudsken, som kjørte, var den eneste Ledsager, ingen fulgte, ingen uden Maanen.
Tyvende Aften
»Fra Rom kommer jeg!« sagde Maanen, »der, midt i Staden paa en af
Billedbog uden Billeder
Ny Samling
Helliget
mine svenske Venner
Een og tyvende Aften
Over i fjorten Dage havde Maanen ikke skinnet, nu saae jeg den igjen, rund og klar stod den over de langsomt stigende Skyer; hör, hvad Maanen fortalte mig. »Fra een af
To og tyvende Aften
»Jeg saae en lille Pige græde,« sagde Maanen, »hun græd over Verdens Ondskab. Den deiligste Dukke havde hun faaet til Foræring, o, det var en Dukke, saa nydelig og fiin, den var slet ikke skabt til Modgang. Men den lille Piges Brödre, de lange Drenge, havde taget Dukken, sat den op i et höit Træ i Haven og vare saa löbne bort. Den lille Pige kunde ikke naae Dukken, slet ikke hjælpe den ned, og derfor græd hun, Dukken græd bestemt med, den strakte Armene ud imellem de grönne Grene og saae ganske ulykkelig ud. Ja, det var Verdens Modgang, som Mama saa tidt talte om. O, den stakkels Dukke! Det begyndte jo allerede at blive mörk Aften og saa vilde Natten komme! skulde hun sidde herude i Træet alene den hele Nat? Nej, det kunde den lille Pige ikke bære over sit Hjerte. »Jeg vil blive hos Dig!« sagde hun, skjöndt hun var slet ikke modig; hun syntes allerede ganske tydeligt at see de smaae Nisser med deres höie, spidse Huer, titte frem mellem Buskene, og nede i den mörke Gang dandsede lange Spögelser, de kom nærmere og nærmere, strakte Hænderne hen imod Træet, hvor Dukken sad, de loe og pegede Finger af den. Ak, hvor den lille Pige var bange! »Men naar man ingen Synd har gjort,« tænkte hun, »saa kan jo det Onde ikke gjöre Een noget! mon jeg har nogen Synd?« Og hun tænkte sig om, »ak, jo!« sagde hun, »jeg har leet af den stakkels And med den röde Klud om Benet, den halter saa moersomt, derfor loe jeg, men det er Synd at lee af Dyrene!« Og hun saae op paa Dukken; »Har du leet af Dyrene?« spurgte hun, og det saae ud, som om Dukken rystede med Hovedet.«
Tre og tyvende Aften
»Jeg saae ned i Tyrol,« sagde Maanen, »jeg lod de mörke Graner kaste stærke Slag-Skygger paa Klipperne. Jeg betragtede den
Fire og tyvende Aften
Hör, hvad Maanen fortalte: »Det er flere Aar tilbage, det var her i Kjöbenhavn; jeg tittede ind af Vinduet i en fattig Stue. Fader og Moder sov, men den lille Sön sov ikke; jeg saae hvor de
Og mit Öie vendte sig fra den fattige Stue – jeg seer jo saa vidt omkring! jeg saae i samme Öieblik ind i Vatikanets Sale, hvor Marmorguderne staae; jeg bestraalede
See, det er altsammen flere Aar siden! Nu igaar,« vedblev Maanen, »saae jeg ned paa en Bugt ved Sjællands Östkyst; der er deilige Skove, höie Banker; en gammel Herregaard med röde Mure, Svaner i Voldgravene, og en lille Kjöbstad med sin Kirke mellem Æblehaver. En Mængde Baade, alle med Blus, glede hen over den rolige Vandflade; det var ikke for at stange Aal, at Blussene lyste, nej; Alt var festligt! Musikken klang, en Vise blev afsjunget, og midt i een af Baadene stod ham, de hyldede: en höi, kraftig Mand i en stor Kappe, han havde blaa Öine og lange hvide Haar; jeg kjendte ham og tænkte paa Vatikanet med Niilgruppen og alle Marmorguderne, jeg tænkte paa den den lille fattige Stue, jeg troer saamen i
Fem og tyvende Aften
»Jeg vil give Dig et Billede fra Frankfurt,« sagde Maanen, »jeg betragtede der een Bygning især; det var ikke
Sex og tyvende Aften
»Det var igaar, i Morgendæmringen!« det er Maanens egne Ord; »ikke en Skorsteen rög endnu i den store By, og det var just Skorsteener jeg saa paa; fra een af dem stak der i det samme et lille Hovede op og saa kom den halve Krop, Armene hvilte paa Skorsteens Randen. »»Hurra!«« det var en lille Skorsteensfeier-Dreng, som förste Gang i sit Liv var kommet heelt op i en Skorsteen og havde faaet Hovedet udenfor. »»Hurra!«« Jo; det var noget andet, end at krybe om i de snævre Rör og i de smalle Kaminer! Luften viftede saa frisk, han kunde see ud over den hele By til den grönne Skov; Solen stod just op, rund og stor skinnede den ham ind i Ansigtet, der straalede af Lyksalighed, skjöndt det var ganske
Syv og tyvende Aften
»I gaar Nat saae jeg ned paa en Stad i China,« sagde Maanen, »mine Straaler beskinnede de lange nögne Mure, som danne Gaderne, hist og her er der vel en Dör men den er tillukket, thi Verden udenom hvad vedkommer den Chineseren; tætte
Otte og tyvende Aften
»Det var
Ni og tyvende Aften
»Jeg vil give Dig et Billed endnu fra Sverrig,« sagde Maanen; »Mellem sorte Granskove, nær ved
Tredivte Aften
»Tæt ved Landeveien,« sagde Maanen, »ligger en Kro, og ligeover for den er et stort Vognskuur, Taget der var under Tækning, jeg saae mellem Sparrerne og gjennem den aabne Loftsleie ned i det uhyggelige Rum, den kalkunske Hane sov paa Bjælken, og Sadelen var lagt til Ro i den tomme Krybbe. Midt i Rummet holdt en Reisevogn, Herskabet sov der nok saa trygt, mens Hestene fik at drikke og Kudsken strakte sine Lemmer, skjöndt jeg veed bedst hvor godt han havde sovet den halve Vei. Dören til Karlekammeret stod aaben, Sengen saae ud, som den var vendt op og ned, Lyset stod paa Gulvet og brændte ned i
Billedbog uden Billeder.
Een og tredivte Aften
»Det var i en lille Kjøbstad,« sagde Maanen, »jeg saae det ifjor, men det gjør ikke noget, jeg saae det saa tydeligt; i Aften har jeg læst derom i Avisen, men der var det slet ikke saa tydeligt. Nede i Krostuen sad
Fortsættelse af Billedbog uden Billeder
To og Tredivte Aften
Det blæste koldt og stærkt, Skyerne joge forbi; kun af og til kunde jeg see Maanen.
»Igjennem det stille Luftrum seer jeg ned paa de flyvende Skyer!« sagde den, »jeg seer store Skygger jage hen over Jorden! – Nylig saae jeg ned til en Fængsels-Bygning, en tillukket Vogn holdt udenfor, en Fange skulde bort; min Straale trængte gjennem det tilgittrede Vindue ind paa Muren; han ridsede der til Afsked nogle Linier; det var ikke Ord han skrev, det var en Melodie, hans Hjertes Udstrømning den sidste Nat paa dette Sted; og Døren aabnedes, han førtes udenfor, saae mod min runde Skive – – Skyer fløi mellem os, som
Igjennem det store Luftrum seer jeg ned paa de flyvende Skyer; jeg seer store Skygger jage hen over Jorden!«
Tre og Tredivte Aften
»Jeg holder meget af Børn!« sagde Maanen, »de Smaa ere især saa moersomme; jeg titter mangen Gang mellem Gardinet og Vindueskarmen ind i Stuen og naar de mindst tænke paa mig. Det er saa moersomt at see dem selv hjælpe til at klæde sig af; der kommer først den nøgne, lille, runde Skulder op fra Kjolen, saa glider Armen ud, eller jeg seer Strømpen trækkes af og et yndigt lille Been, saa hvidt og fast, kommer frem, det er en Fod til at kysse paa og jeg kysser paa den,« sagde Maanen.
»I Aften, det maa jeg dog fortælle! iaften saae jeg ind af et Vindue, hvor Gardinerne ikke kom ned, for der er ingen Gjenboer; jeg saae ind til en heel Skare Smaa, Søstre og Brødre. Der var en lille Pige, hun er kun fire Aar, men hun kan sit Fader vor saa godt som de andre, og Moderen sidder hver Aften ved hendes Seng og hører hende læse det, saa faaer hun et Kys, og Moder bliver til hun sover, det skeer saa
Jeg saae lige ind over Lampen,« sagde Maanen, »den fireaars Pige laae i sin Seng, i det hvide, fine Linned, og de smaa Hænder vare foldede og det lille Ansigt ganske høitideligt, hun læste høit sit Fader vor. »»Men hvad er det,«« sagde Moderen og afbrød midt i Bønnen, »»naar Du har sagt: giv os i Dag vort daglige Brød, siger Du endnu noget, men som jeg ikke kan høre ret hvad er. Hvad er det? Du skal sige mig det!«« – og den Lille taug og saae forlegent paa Moderen, – »»hvad er det Du siger meer, end giv os i Dag vort daglige Brød.«« – »»Bliv ikke vred søde Moder,«« sagde den Lille, »»jeg bad, og
Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829]
Ved [...] henvisninger til københavnske lokaliteter henvises [...] med koordinater i krøllet parentes {xx} til kortet Nyeste Grundtegning af KIÖBENHAVN. 1829 (se side 586-587).
Billedbog uden Billeder
Den første udgave af Billedbog uden Billeder udkom den 20. december 1839 med årstallet 1840 på titelbladet (BFN 360). Denne udgave indeholdt imidlertid kun de første 20 aftener, hvoraf den 5. aften i stærkt forandret skikkelse havde været trykt med titlen »Den fattige Dreng paa Frankerigs Throne« i Iris. Et literair-belletristisk Blad, nr. 2, den 10. januar 1836 (BFN 284; se side 292-293). Den 24. aften blev trykt med titlen »Fire og Tyvende Aften af Billedbog uden Billeder« i Portefeuillen for 1840, bind 1, på omslaget til første hæfte (BFN 366); den 22., 25. og 27. aften blev trykt med titlen »Tre nye Billeder af H. C. Andersen« (med noten: »Fra andet Hefte af »Billedbog uden Billeder«, som Forfatteren med det Første agter at udgive«) i Kjöbenhavns Morgenblad, nr. 7, 16. februar 1840 (BFN 370-372). Disse fire aftener blev sammen med den 21., 23., 26. og 28.-30. aften (BFN 394-399) udgivet sammen med den oprindelige indledning som »Billedbog uden Billeder. Ny Samling« i Hertha, Svensk-Dansk Nyårsgåfva för 1841, som udkom i december 1840. Billedbog uden Billeder. Anden forøgede Udgave, som udkom den 21. december 1844 (BFN 457) med årstallet 1845 på titelbladet, omfattede alle hidtil udgivne aftener samt den 31. aften, mens 32.-33. aften først udkom i Dansk Folkekalender for 1848, december 1847, under titlen »Fortællinger og Digte af H. C. Andersen. Fortsættelse af Billedbog uden Billeder« (BFN 523-524), hvor de bragtes før digtene »Pigen fra Albano« (BFN 525) og »Romanze« (BFN 526). Først i Samlede Skrifter. Syvende Bind, der udkom den 20. maj 1854 (BFN 648), samledes alle 33 aftener i én udgave. Nærværende udgave gengiver teksterne efter de oprindelige enheder, dog med varianter for de enkelttekster, der er offentliggjort forud for de af H.C. Andersen komponerede samlinger.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
367,23 | lever!«« < lever!« |
367,27 | Pige < Pige, |
370,8 | Sale. < Sale, |
370,25 | Throne!««« < Throne!«« |
371,25 | »jeg < jeg |
373,36 | »Det < »Der |
375,15 | Mysterier!« < Mysterier! |
377,22 | Jeg < »Jeg |
377,36 | ny!« –« < ny!« – |
379,4 | Prophet < Phrophet |
379,11 | Vande!«« < Vande!« |
380,18 | lystig; < lystigt; |
380,19 | bravissimo!« Pulcinella < bravissimo! »Pulcinella |
381,2 | Stads!««« < Stads!«« |
381,37 | Sukkenes < Sukkens |
382,36 | Grave.« < Grave. |
383,24 | Fiirbeen < Fiirbeen, |
387,26 | dræbende < dræbend |
387,29 | Aften < aften |
388,3 | et < ett |
390,27 | for < för |
390,31 | paa Rokken < på Rokken |
391,3 | han. < han |
391,12 | Overflödighedshornet < Overflödighetshornet |
391,22 | Nu < »Nu |
391,30 | kraftig < kræftig |
391,36 | Thorvaldsen!« –« < Thorvaldsen!« – |
392,36 | Lyksalighed < Lyksalighet |
393,10 | hver < hvær |
393,16 | Fodstykke < Fodstykk |
393,19 | stakkels < stackels |
393,20 | Gadens < Gudens |
393,29 | her i < heri |
393,31 | Yderkanten < Ydderkanten |
394,1 | hendes < hennes |
395,3 | Fremmed < Fremmet |
395,11 | Landeveien,« < Landeveien, |
395,15 | Sadelen < Sadeln |
395,17 | trygt < trykt |
395,19 | Karlekammeret < Kerlskammeret |
395,19 | aaben < aabent |
395,24 | Taar < Taare |
401,22 | Brød, < Brød,« |
401,23 | Hvad < »Hvad |
401,24 | Moderen, < Moderen,« |
401,27 | paa!««« < paa!«« |
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket
388 | 9: To og tyvende Aften < I. Herefter på ny linje (To og tyvende Aften.) | 13: Brödre < Brødre | 14: höit < høit | 15: löbne < løbne | 17: grönne < grønne | 19: Det < det | 20: mörk < mørk | 23: skjöndt < skjøndt | 24: höie < høie | 25: Huer, < Huer | 25: mörke < mørke | 26: Spögelser < Spøgelser | 27: imod < mod | 28: Finger < Fingre | 28: bange! < bange. | 29: gjort,« < gjort, | 29: »saa < saa | 30: gjöre < gjøre | 32: röde < røde | 34: Har < har | 35: Hovedet.« < Hovedet. 391 37: Fem og tyvende Aften < II. Herefter på ny linje (Fem og tyvende Aften.) | 39: Goethes < Göthes | 39: Födested < Fødested | 40: hvor < hvor, |
392 | 3: grönmalet < grønmalet | 4: Hjörnet < Hjørnet | 4: Jödegade < Jødegade | 5: gjennem < igjennem | 5: Dör < Dør | 6: stode < stod | 7: Sölvstager < Sølvstager | 7: böjede < bøjede | 8: förtes < førtes | 9: Hovede < Hoved | 9: ærbödigt < ærbødigt | 11: Tjenerne < Tyendet | 11: förte < bare | 11: mörke < mørke | 12: Huus; < Huus, | 12: födt < født | 12: Börn < Børn | 12: der fra < derfra | 13: fremblomstret; < fremblomstret, | 14: Lykken, maaske, < Lykken maaskee | 15: dem! < dem!« | 15: Tro. < Tro | 16: besögte < besøgte | 17: snævre < snævre, | 18: Temsen; < Temsen, | 19: hende, < hende | 20: Sönners < Sønners | 21: maaske < maaskee | 22: behöves < behøves | 22: kun < kun, |
393 | 1: Syv og tyvende Aften < III. Herefter på ny linje (Syv og tyvende Aften.) | 2: I gaar < Igaar | 3: nögne < nøgne | 4: Dör < Dør, | 5: udenom < udenom, | 5: Chineseren < Chineserne | 6: Jalusier < Jalousier | 6: Muur, < Muur; | 10: Virken < Virkninger | 10: Billedstötte < Billedstøtte | 12: Faner, < Faner | 12: Guddom – de ere alle af Tin – stod < Guddom, der ere alle af Tin, stod | 13: Alter < Altar | 13: Voxlys < Voxkjærter | 14: överst < øverst | 14: överste < øverste | 15: Silketöi < Silketøi | 15: Alterets < Altarets | 17: Bön < Bøn, | 18: böiede < bøiede | 19: Soui-houng < Souï-houng | 19: drömte < drømte | 19: maaske < maaskee | 22: Templet; < Templet? | 23: rigtdekkede < rigtdækkede | 23: törre < tørre | 24: Sölvpapir! < Sølvpapir? | 25: maatte < maatte: | 25: det himmelske Rige < »det himmelske Rige« | 26: Döden; < Døden, | 27: Nej < Nei | 27: flöi < fløi | 28: syndig < syndig, | 28: Ungdomsblod < Ungdoms Blod | 29: föde < føde | 30: Billedstötter < Billedstøtter | 30: veed < veed, | 32: synes < syntes | 32: stod < stode | 33: store < store, | 33: Klokke-Blomster < Klokkeblomster | 34: smalle < smalle, | 34: Öine, de fyldige < Øine, fyldige | 34: Fod; < Fod. | 35: over < om | 35: tungere < tungere, | 36: löftede < løftede, | 36: fine < fine, | 37: rörte < rørte | 38: broget malet og lakeret < brogetmalet, lakeret | 39: maaske paa < maaskee paa, | 41: Föde < Føde |
394 | 1: Frie, < Frie? | 1: skjönne < skjønne | 3: Skyld < Skyld, | 3: Pe, < Pe | 4: mödtes < mødtes | 5: Cherubssværd < Cherub-Sværd |
363 | |
Billedbog uden Billeder | jf. den tyske komponist Felix Mendelssohn-Bartholdys (1809-1847) klaverstykker Lieder ohne Worte, 1829-1845 (sange uden ord). | 365 |
ret artig | interessant, fortræffelig. |
»Tusind og een Nat« | orientalsk eventyrsamling, oversat fra arabisk; første europæiske oversættelse er A. Gallands (1646-1715) Les mille et une nuits, 1704-1717, første danske oversættelse (efter Gallands udgave) udkom 1745 med titlen Tusende og En Nat, Hvorudi Paa en fornøielig Maade fortælles allehaande selvsomme Arabiske Historier og forunderlige Hændelser, saa vel som behagelige Elskovs Begivenheder, tillige med de Østerlandske Folkes Ceremonier og Sædvane. | 367 |
Ganges | Indiens vigtigste flod; af hinduer anset for at være den helligste af alle floder. |
brændte Lampen … hendes Elsker | jf. den hinduistiske lysfest divali, (sanskrit) række af lamper; divali strækker sig over fem dage ved nymåne i oktober-november og afholdes til ære for Lakshmi, gudinden for lykke, velstand og skønhed. Festen kulminerer på den fjerde dag, hvor olielamper tændes. |
Brama | skaberguden i indisk (hinduistisk) mytologi; egentlig personificeringen af tilværelsens højeste princip. | 368 |
paa … Comedie | i teatret. | 369 |
pudsede | pyntede. |
bivaane(de) | overvære. |
Høg over Høg | talemåde med betydningen: Der er altid én, der er stærkere, jf. Mau 4223; oprindeligt »høj over høj« efter Prædikernes Bog 5,7. |
Louvre(s) | tidligere kongeligt residensslot fra omkring 1200, fra 1682 anvendt som kongeligt kunstkammer og fra 1793 offentligt tilgængeligt kunstmuseum. |
Betjent(e) | tjener, funktionær, kustode. |
guldbræmmede | guldrandet. | 370 |
Julirevolutionen | fransk revolution, der fandt sted i Paris i dagene 27.-29. juli 1830; revolutionen resulterede i, at den sidste Bourbon (fransk kongeslægt, der regerede 1589-1792 og 1814/1815-1830), Karl 10. (1757-1836; konge fra 1824), blev forjaget og erstattet af Ludvig-Filip af Orléans (1773-1850), der regerede frem til 1848, hvor han blev afsat ved Februarrevolutionen. Ludvig-Filips regeringstid kaldes Julikongedømmet. |
Tuillerierne | Palais des Tuileries, opført 1564, senere bygget sammen med Louvre med tilhørende have, Jardin des Tuileries (anlagt i 1600-tallet). |
Vunder | sår. |
den prægtige Sal … Sølvlilierne paa | billedet ikke identificeret; en lignende episode omtaler Alexandre Dumas den ældre (1802-1870) i sine erindringer Mes Mémoires, kap. CL, 1852-1854; her er det dog stormen på Louvre, der beskrives, og en polyteknisk student, der bliver båret op på første sal og lagt på tronen; et stik på Bibliothèque Nationale i Paris gengiver episoden (se Poul Høybye »H.C. Andersen og de franske Billeder« i Anderseniana, 2. række, bind 4, 1961, s. 390-394). |
trefarvede Flag | Tricoloren, revolutionens blå-hvid-røde flag, brugt første gang 1794. |
Drapperi | draperi; (tykt) stof, der hænger ned i folder som forhæng. |
Sølvlilierne | slægtsvåben for Bourbonerne. |
Napoleon | Napoleon 1. Bonaparte (1769-1821), fransk hærfører og kejser 1804-1814 og 1815. |
Immortelkrandsen | krans af evighedsblomster. |
forkuede | sølle, vantrevne, undertrykte. |
Odins, Thors og Freiers Grave | i nordisk mytologi var Odin den almægtige, vise (fader)gud, Thor kraftens og kampens gud og Frej den mandlige gud for frugtbarhed. I Gamla Uppsala, øst for det nuværende Uppsala, står Uppsalas høje, heriblandt tre såkaldte kongehøje fra ca. 475-550; ifølge en tradition, der muligvis går helt tilbage til Adam af Bremens (død efter 1075) skildringer i De habsburgske ærkebispers historie, ca. 1072, havde højene navn efter de tre guder, som dyrkedes i Gamla Uppsalas tempel; en anden tradition peger på en slægt af (sagn)konger i Gamla Uppsala, hvor ifølge kvadet »Ynglingatal« i Ynglingasaga kongerne Aun, Egil og Adils blev kremeret og lagt i højene. | 371 |
Eleonore af Estes … Tassos Navn | den italienske digter Torquato Tasso (1544-1595) var i en årrække knyttet til familien Estes fyrstehof i Ferrara og siden til hertug Alfonso 2. At Alfonso spærrede Tasso inde af hensyn til Leonoras rygte hører til romantikkens mest yndede kunstnermyter, jf. fx Lord Byrons (1788-1824) Lament of Tasso, 1817, og J.W. von Goethes (1749-1832) Torquato Tasso. Schauspiel, 1790. |
Champagner | brusende livsmod. |
Mærkeligt | bemærkelsesværdigt. | 372 |
Halts Maul | (tysk) hold mund. |
Tinte(r) | nuance, farvetone. |
Rosini | Gioacchino Rossini (1792-1868), italiensk (opera)komponist. |
Syndflodens Vande … ny Verden | jf. 1. Mosebog 6,5 ff. |
Da Israels Folk … Babylons Floder | jf. 2. Kongebog 24,10 ff. |
Harperne | i det babylonske fangenskab nægtede de bortførte jøder at spille deres musik for erobrerne og hængte derfor deres harper fra sig i poplerne, jf. Salmernes Bog 137. |
Da Romeo steeg op paa Balkonen | jf. William Shakespeares (1564-1616) kærlighedstragedie Romeo and Juliet, III,5, 1595 (dansk Romeo og Julie, 1811). |
Cherub(s) | kerub, en klasse af engle, som ifølge 1. Mosebog 3,24 af Gud blev sat øst for Paradisets Have for med flammesværd at bevogte vejen til Livets Træ. |
Helten paa St. Helena | Napoleon 1. Bonaparte blev efter nederlaget ved Waterloo i 1814 forvist til øen Skt. Helena. | 373 |
Vidie | vidje, lang, smal og bøjelig (pile)gren. |
Lychnis | planten pragtstjerne. |
kalve(de) | kælve; skride, falde sammen. |
Angekokken | grønlandsk åndemaner. | 374 |
Atlask(es) | tykt stof, oftest af silke, med blank overflade. |
Begravelse | gravplads, gravsted. |
Bid(et) | bidsel. |
Matter | måtter (af halm, strå). | 375 |
Lothusblomst(en) | lotusblomst, ægyptisk åkandeart, beslægtet med nøkkerosen. |
Pompeji | antik havneby ved Napolibugten, som blev begravet af aske og pimpsten under Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. De første spredte udgravninger af byen påbegyndtes i 1748, men en systematisk udgravning tog først fart i 1861 under ledelse af den italienske arkæolog Giuseppe Fiorelli (1823-1896). |
Gravgaden | uden for Pompejis porte ligger gravstederne langs vejen; der henvises øjensynligt til Strada dei Sepolcri (gravgaden) ved den vestlige byport, Porta di Ercolano. |
Søstre til Lais | glædespiger; Lais var en berømt hetære (prostitueret) i oldtidens Athen. |
Sold | tjeneste. |
Venus-Templet | tempel til ære for Venus, den romerske gudinde for kærlighed; templet er placeret i den ældste del af byen (den sydvestlige). | 376 |
første Stæder | største, vigtigste byer. |
Amphitheatret(s) | amfiteater, rundt eller ellipseformet friluftsteater til opførelse af drama eller sportskampe, hvor tilskuerpladserne hæver sig trinvis over scenen. |
den lidende Moder under Golgathas Kors | jf. Matthæus 27,32 ff., Markus 15,21 ff. og Johannes 19,17 ff. |
Orientalist | person, der er uddannet i orientalske sprog, kultur og litteratur. |
Asen | æsel. | 377 |
Subscribent(er) | subskribent, person, der forlods har tegnet sig for, dvs. forpligtet sig på at købe, en bestemt udgivelse. |
ubilligt | urimeligt, uforsvarligt. |
skarpe Lud | jf. talemåden skarp lud til skurvede hoveder; her: hård kritisk behandling. |
Hiat(er) | sammenstød af to vokaler fra hver sin stavelse. |
de Gamle | de antikke græske og romerske forfattere. |
Mæcenas | mæcen; velynder, der støtter kunst og videnskab; begrebet er afledt af en faktisk person, Gajus Cilnius Maecenas (ca. 70-8 f.Kr.), romersk rigmand og den romerske digter Horats’ (65-8 f.Kr.) velynder. |
erkjender | anerkender. |
Snillet(s) | snilde, genialitet, talent. |
»Det er en … altid ny!« | oversat fra Heinrich Heines (1797-1856) digt »Ein Jüngling liebt ein Mädchen«, nr. 39 i »Lyrisches Intermezzo« fra Buch der Lieder, 1827. | 378 |
Lyneborg-Hede | Lüneburger Heide i Nordtyskland i delstaten Niedersachsen mellem floderne Elben og Aller. |
Svanesang | dødssang; egentlig de kraftige klagende lyde, svanen udstøder og som tidligere (fejlagtigt) opfattedes som dens dødssang. |
Karre | tohjulet arbejdsvogn. | 379 |
Canaans Land | det land, som Gud ifølge 1. Mosebog 17,8 gav Abraham og hans efterkommere til evigt eje; her: forjættede land. |
Liin | fint linned, ofte anvendt som hovedbeklædning af kvinder. |
Plaine(r) | slette. |
Pulcinella | den pukkelryggede, pralende og feje figur i den italienske maskekomedie, commedia dell’ arte, hvor også figurerne Columbine og Harlekin (Arlecchino) hører til. |
skoggerlee | le højt, larmende, eventuelt hånligt. |
første (Tragiker) | bedste, største. |
»Skjønheden og Dyret« | vandresagnet om den smukke kvinde, der med sin kærlighed til det (ofte) hæslige dyr forløser en forhekset yngling; den mest kendte version af historien blev skrevet af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont (1711-1780) i 1756 og trykt i dennes Magasin des enfans, 1. bog, som »La Belle & la Bête«; Chr. Molbech (1783-1857) oversatte Beaumonts fortælling og optog den i sin Udvalgte Eventyr og Fortællinger. En Læsebog for Folket og for den Barnlige Verden, 1843, med titlen »Deiligheden og Uhyret«. | 380 |
alt visnet | allerede visnet. |
Cadet(ten) | elev på officersskole. |
lignes med | sammenlignes med. | 381 |
Havets Brudgom | Venedig; hvert år blev Venedigs herredømme over Adriaterhavet (»Adria«) fejret ved ceremonien »sposalizio col mare« (formælingen med havet), der skulle forny byens ægteskab med havet. Venedigs doge (statsoverhoved) kastede fra skibet Bucintoro en ring i havet for at bekræfte ægteskabet mellem by og hav. |
det fritstaaende høie Taarn | Campanilen på Markuspladsen. |
Buegange | Markuspladsen foran Markuskirken er afgrænset af en trefløjet bygning med arkader. |
de høie Stænger | tre flagstænger af bronze, placeret foran Markuskirken, som oprindeligt bar republikken Venedigs flag. |
Mindet om den gamle Magt | Napoleon 1. Bonaparte indtog 1797 Venedig, og i januar 1798 blev Bucintoroen sammen med andre af dogedømmets skibe brændt. Den sidste doge regerede frem til 1797, hvor Napoleon ophævede republikken. Først i 1866 blev Venedig igen føjet til de italienske provinser. |
Aag(et) | tværtræ, der lægges over skuldrene, så man kan bære to lige store byrder. |
Malmheste | fire bronzeheste placeret to og to oven på Markuskirkens midterportal. |
Malmhesten i Eventyret | der tænkes vistnok på det magyariske eventyr »Zauberhelene«, hvori der beskrives en malmhest, der er den hurtigste i verden. Eventyret er trykt i Johann Grafen Mailáths (1786-1855) Magyarische Sagen, Märchen und Erzählungen, 1825; Christian Molbech optog i 1843 eventyret med den danske titel »Trold-Helene« i sin Udvalgte Eventyr og Fortællinger. En Læsebog for Folket og for den barnlige Verden. |
den bevingede Løve | den bevingede løve symboliserer evangelisten Markus, Venedigs skytshelgen. |
Lazaron(en) | tigger. |
Blykamrene nær Sukkenes Bro | Sukkenes Bro, en lukket bro med to korridorer, der forbinder Dogepaladset med fængslet på den anden side af kanalen Rio del Palazzo; over denne bro blev fangerne ført til cellerne. Nogle af disse celler blev kaldt blykamre, fordi de var placeret under bygningens tag. | 382 |
I Krogen ved Kirkegaardsmuren | frem til 1867 måtte selvmordere ikke begraves i indviet jord, medmindre det kunne bevises, at vedkommende ikke var ved sin fulde fem, da selvmordet fandt sted. | 383 |
de syv Høie | Rom blev oprindelig grundlagt på syv høje: Capitol, Aventino, Celio, Esquilino, Viminale, Quirinale og Palatino. |
Keiserborgens Ruiner | Domus Augustina, kejser Augustus’ (63 f.Kr.14 e.Kr.; kejser fra 27 f.Kr.) hus på Palatinerhøjen. |
Roms Ørne | de romerske hære, hvis militære standere var udstyret med en ørn. |
kom, saae og seirede | Julius Cæsars (102/100-44 f.Kr.) sejrsmelding efter slaget ved Zela 47. f.Kr.: veni, vidi, vici; (latin) jeg kom, jeg så, jeg sejrede. |
Peterskirken(s) | den romersk-katolske kirkes hovedsæde i Vatikan-staten i Rom, indviet til apostelen Peter. |
Særk(eærmer) | løsthængende underbeklædning for kvinder. |
Capitæl | søjlehoved. | 387 |
Fezzan(s) | provins i Libyen. |
usyret Bröd | brød, bagt uden surdej eller andre hævemidler; vigtig bestanddel i visse jødiske og kristne ritualer. |
forkuede | sølle. |
Mimosaen(s) | mimose; busk eller træ med små blade og kuglerunde, gule blomster. | 388 |
Houris | huri, (arabisk) sortøjet; betegnelse for de skønne og evigunge kvinder, som efter Muhammeds lære skal leve sammen med de salige i Paradis. | 390 |
hellige Christoffer … Skuldre | den kristne martyr Christoforus, (latin) den, der bærer Kristus; legenden fortæller, at kæmpen Christoforus, der bar rejsende over floden, en nat bar et barn over floden, der viste sig at være Kristus, og som tegn herpå blomstrede Christoforus’ stav. |
den hellige Florian | Florianus (død ca. 303), kristen martyr, der under kejser Diokletians (kejser 284-305) kristenforfølgelser blev bundet og smidt i en flod med en sten bundet fast til kroppen; påkaldes især mod ildebrand, hvor han menes at gyde vand på det brændende, og er skytsengel for det øvre Østrig. |
blommede | blomstrede. |
Kattun(s) | tæt vævet bomuldsstof; bomuldsstof med trykt mønster. |
Kukker | gøg. |
Perpendikkelen | pendulet. | 391 |
Laokoons Gruppen | klassisk skulptur på Vatikanmuseet i Rom, der viser Laokoon og hans to sønner omgivet af slanger, som de kæmper imod. Laokoon var trojansk præst, der advarede trojanerne mod at indføre den træhest i byen, som grækerne havde efterladt, da de trak sig tilbage. Da stemningen i byen var delt, blev Laokoon ved lodtrækning valgt til gennem et offer til havguden Poseidon at rådspørge guderne. Midt under ofringen kom to slanger op af havet og dræbte Laokoon og hans to sønner på alteret. |
Muserne(s) | i græsk mytologi er de ni muser døtre af Zeus og Mnemosyne og skytsgudinder for kunst og videnskab. |
Niilgruppen | antik statue af nilguden Hapi med legende børn; findes på Vatikanmuseet i Rom. |
Sphinx(en) | sfinks, fabelvæsen kendt bl.a. fra egyptisk og græsk-romersk kunst; sfinksen har dyrekrop (oftest løve), menneskehoved (oftest kvinde) og vinger. I græsk mytologi var Sfinksen i Theben et menneskeædende uhyre, som gudinden Hera havde sendt; af muserne havde Sfinksen lært en gåde, som kun Ødipus kunne løse. |
Amorin(er) | lille romersk kærlighedsgud, ofte afbildet som en lille dreng med vinger, bue og pil. |
Amor | romersk betegnelse for den græske kærlighedsgud Eros. |
Grönne Gade | Store Grønnegade {D5-D6} eller Lille Grønnegade (efter 1795: Ny Adelgade {E6}), gader i det indre København, som Bertel Thorvaldsen begge har boet i. |
nye Guder ere stegne frem af Stenen | hentyder til den berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsens (1770-1844) skulpturer, der ofte fremstiller scener eller figurer fra den græske mytologi, fx Jason med det gyldne skind, 1802-1803, og De tre gratier og amor, 1817-1819. |
Goethe(s) | Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832), tysk digter, født i Frankfurt am Main. |
det gamle Raadhus … Keiserens Kroning | »Haus Römer«, Frankfurts rådhus, hvor det tysk-romerske riges kejsere kronedes indtil rigets opløsning i 1806. H.C. Andersens kilde til beskrivelsen er øjensynligt J.W. von Goethes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 1811-1833. | 392 |
Jödegade | jf. Jens Baggesen (1764-1826) Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, 2. del, 1793, s. 121 ff. |
Rothschild(s) | europæisk jødisk bankierslægt, grundlagt af Maier Amschel Rothschild (1743-1812) i Frankfurt am Main; mens Maier og hans ældste søn blev boende i Frankfurt, flyttede de fire andre sønner til hhv. Wien, London, Napoli og Paris, hvor de ledede filialer af bankfirmaet. Enken efter Maier Amschel Rothschild, Gutta Rothschild, f. Schnapper (1753-1849), blev boende i Jødegaden til sin død. |
Temsen | The Thames, Themsen; engelsk flod, der løber gennem London. |
artigt | i høj grad, meget. | 393 |
Jalusier | jalousier, persienner. |
Draperier | (tykt) stof, der hænger ned i folder som forhæng. |
Vievand | vand, der er indviet til religiøs brug, og som anvendtes til at vie, dvs. helliggøre, personer og genstande. |
Fu | Fo, det kinesiske ord for guddommen Buddha. |
Silketøi | silkestof. |
(Vox)kjærterne | lysene. |
den mindste Fod | henviser til den gamle kinesiske skik, at piger og kvinder snørede deres fødder for at gøre dem mindre ud fra den opfattelse, at små fødder var et udtryk for kvindelig skønhed. |
Atlask(et) | tykt stof, oftest af silke, med blank overflade. | 394 |
Cherubssværd | kerubssværd; ifølge 1. Mosebog 3,24 var keruberne en klasse af engle, som af Gud blev sat øst for Paradisets Have for med flammesværd at bevogte vejen til Livets Træ. |
Havblik | havet ved vindstille, blank vandflade. |
den hvide Lothus | ægyptisk åkandeart, beslægtet med nøkkerosen. |
Ætheren | det rene, luftformige stof, som ifølge klassisk filosofi og fysik fylder himmelrummet. |
Roxen(s) | sø ved Linköping i Östergötland. |
Wreta Klosterkirke … Steenkister | i Vreta Kloster, nordvest for Linköping, findes en række gravmonumenter, bl.a. over de svenske konger Inge den Yngre (ca. 1110-1118 konge sammen med broderen Filip, 1118-1125 enekonge) og Magnus Nilssön; gravmonumenterne er dog først bygget i slutningen af 1500-tallet, mens klosteret selv brændte ned i 1248 og en ny kirke i dens sted indviedes 1289. |
spige(t) | fastgøre ved hjælp af (store) søm. |
skjört | skrøbeligt. |
grant | nøje, levende. | 395 |
Snekke | mindre krigs- eller handelsskib med sejl. |
Piben | rør i en lysestage, hvori lyset anbringes. | 397 |
Bjørnetrækker(en) | person, der drager omkring og fremviser en dresseret bjørn. |
hvo | hvem. | 399 |
turde jeg ikke see | måtte jeg ikke se. | 401 |
gesvindt | hurtigt. |
Tableau | en arrangeret, scenisk opstilling; yndet aftenunderholdning i velstillede kredse på H.C. Andersens tid, hvor gæsterne skulle gætte, hvilken kendt begivenhed, person eller historie, tableauet hentydede til. |
dygtig | godt med. |